Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

8. Socialisme i et land

Titlen på kapitlet ‘Debatten om socialisme i et land’ advarer på forhånd læseren om, hvilken tilgang Monty Johnstone vil have til spørgsmålet. Han starter med en alvorlig advarsel:

»Den store historiske kontrovers om muligheden for opbygningen af socialisme i Rusland er stadig i dag tåget på begge sider af årtiers forvrængninger og fordrejelser. Således fremstiller trotskister på den ene side Stalin, som i 1924, da han første gang formulerede sin teori, at have stillet socialisme i et land op, som modsætning til spredning af revolutionen til andre lande. På den anden side fremstiller sovjetisk historieskrivning stadigvæk Trotskijs opposition til Stalins teori, som opposition til socialistisk industrialisering i Sovjetunionen, og som om han gik ind for udvidelse af revolutionen gennem våbenmagt. Begge versioner er lige forkerte.« (Cogito, s. 74)

Efter ubesværet at have opsat to stråmænd kan Monty Johnstone nu indtage sin sædvanlige behagelige »middelvejen imellem de to ekstremer«. (Sådan en komfortabel »objektivitet« skal forestille at være essensen af den marxistiske metode!). Monty Johnstone foresætter nu sit foredrag:

»Stalins argument var, at spredning af revolutionen til Vesten helt afgjort var den mest ønskelige ting, men med forsinkelsen i dette havde Rusland ikke noget andet alternativ end at sætte sig selv målet om at opbygge socialisme, i den tro at hun havde alt, hvad der skulle til for at gennemføre dette«. (Cogito, s. 24)

Efter at have tilføjet et par passende citater fra Stalin konkluderer Johnstone triumferende:

»Forløbet af revolutionerne i verden i dag, hvor vi ser en voksende socialistisk lejr, der udfordrer den gamle imperialistiske, har i en ikke så ringe grad bekræftet Stalins perspektiv« (Cogito, s. 24)

Hvordan udarbejdede Stalin dette »bredde perspektiv«, som historien så triumferende bekræftede? I februar 1924 i hans ‘Leninismens grundsten’opsummerede Stalin Lenins synspunkter på opbygningen af socialisme med disse ord:

»Omstyrtelsen af borgerskabets magt og etableringen af en proletarisk regering i et land garanterer endnu ikke socialismens fuldstændige sejr. Socialismens hovedopgave – organiseringen af socialistisk produktion – venter stadig forude. Kan denne opgave fuldføres, kan socialismens endelige sejr i et land opnås, uden proletariatet i adskillige avancerede landes fælles indsats? Nej, dette er ikke muligt. For at omstyrte borgerskabet er et lands indsats tilstrækkelig – vores lands revolution viser det. Men for socialismens endelige sejr, for organiseringen af socialistisk produktion, er et lands indsats, især sådan et bondeland som Rusland, utilstrækkelig. For dette, er indsatsen fra proletarerne i adskillige avancerede lande nødvendig. Sådan, i sin helhed, er den leninistiske teori om den proletariske revolutions hovedkarakteristika« (vores kursivering)

At dette lige præcis var »den leninistiske teori om den proletariske revolutions hovedkarakteristika« var ubestrideligt helt op til den første del af 1924. Det var blevet gentaget igen og igen i hundreder af artikler, dokumenter og taler af Lenin siden 1905. Vi har allerede citeret tilstrækkeligt med eksempler; de kan fordobles eller tredobles om man vil. Men inden slutningen af 1924, var Stalins bog blevet revideret, og det fuldstændigt modsatte blev sat ind i stedet. I november 1926 kunne Stalin helt uden at rødme påstå, at:

»Partiet tog altid som sit udgangspunkt, ideen om at socialismens sejr i det land, og den opgave kunne fuldføres med et enkelt lands kræfter.«

Vildledt i sin fascination af Stalins »bredde perspektiv«, som historien »i sin helhed« har bekræftet, kan Monty Johnstone kun se perversitet og »underdrivelse af den russiske socialismes interne kræfter« i Trotskijs opposition til »teorien« om socialisme i et land. Dette Trotskijs »dogmatiske kendetegn«, forklarer Monty Johnstone:

»Udsprang fra at hans teori om ’permanent revolution’, som vi har diskuteret ovenfor [!], i virkeligheden var et udtryk for, at han ikke troede på, at Sovjetunionen kunne overleve som en arbejderstat, hvis ikke revolutionen spredte sig til flere avancerede lande« (Cogito, s. 26)

I 1906 havde Trotskij skrevet, at

»uden det europæiske proletariats direkte statsstøtte, kan arbejderklassen i Rusland ikke forvandle dets midlertidige dominans til et holdbart socialistisk diktatur. Om dette kan der ikke være nogen tvivl… Efterladt til sine egne ressourcer vil arbejderklassen i Rusland uundgåeligt blive knust af kontrarevolutionen i det øjeblik, at bønderne vender den ryggen.« (L. Trotskij, The Permanent Revolution, s. 36)

Grundede denne prognose alene i teorien om den permanente revolution? Lenin, som vi har vist, havde på dette tidspunkt ikke den samme holdning som Trotskij. I 1905 skrev han:

»Proletariatet kæmper allerede for at holde fast i de demokratiske erobringer for den socialistiske revolutions skyld. Kampen ville være næsten håbløs for det russiske proletariat alene, og dets nederlag ville være uundgåeligt… hvis det europæiske proletariat ikke kom det russiske til hjælp… På det tidspunkt vil det liberale borgerskab og de velhavende (plus en del af middelbondestanden) organisere en kontrarevolution. Det russiske proletariat plus det europæiske proletariat vil organisere revolutionen. Under sådanne omstændigheder kan det russiske proletariat vinde en anden sejr. Sagen er da ikke tabt. Den anden sejr vil være den socialistiske revolution i Europa. De europæiske arbejdere vil vise os, ’hvordan det skal gøres’.«

Lenins holdning, som på ingen måde »grundede i teorien om den permanente revolution«, er ret klar. Men lad os citere endnu en kilde, som kan kaste lys på spørgsmålet. Ved en konference afholdt i maj 1905, blev den følgende position godkendt:

»Kun under én omstændighed vil socialdemokratiet på dets eget initiativ rette sine anstrengelser imod opnåelsen af magten og holde den i så lang tid som muligt – nemlig under den omstændighed, at revolutionen spreder sig til de avancerede lande i Vesteuropa, hvor betingelserne for virkeliggørelsen af socialisme allerede har nået en hvis modenhed. Under sådanne omstændigheder kan den russiske revolutions historisk begrænsede rammer blive betydeligt udvidet, og muligheden for at gå frem mod en socialistisk omdannelse kan dukke op.«

Den nævnte konference var de russiske mensjevikkers, den tendens som af alle stod længst fra teorien om den permanente revolution!

Således kan læseren se, at uanset uenigheder på andre spørgsmål, var enhver af den russiske marxismes tendenser enige om én ting: umuligheden af at gennemføre en socialistisk omdannelse i Rusland uden en socialistisk revolution i Vesten. På dette punkt var Lenin mere eftertrykkelig end Trotskij. Hvor Trotskij i 1905 forudså udsigten til proletariatets diktatur i Rusland før arbejderrevolutionerne i Vesten, baserede Lenin sit perspektiv på den socialistiske revolution efter revolution i Vesteuropa.

Monty Johnstone vil have det hele på sin måde. Først bruger han den første halvdel af sit værk på at »bevise« Lenins uforsonlige modstand over for teorien om den permanente revolution, derpå bruger han den anden halvdel på at »bevise«, at den position som alle den russiske marxismes tendenser accepterede uden spørgsmålstegn »grundede i teorien om den permanente revolution«! I realiteten grundede Trotskijs, bolsjevikkernes og mensjevikkernes attitude til umuligheden af opbygning af socialisme i Rusland alene (ingen turde overhovedet stille spørgsmålstegn ved det indtil 1924), ikke fra teorien om den permanente revolution, men fra selve marxismens fundamentale ideer.

Marx og Engels forklarede, at kapitalismens mest fundamentale træk var udviklingen af den altid tiltagende koncentration af produktionsmidlerne, som overgik kapitalismens snævre begrænsninger; på den ene side den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og på den anden blev de nationale grænser forvandlet fra progressive ting, der tilskyndede økonomisk vækst, til reaktionære lænker om produktivkræfterne. I dag er disse processer allerede teoretisk udarbejdet i ‘Det kommunistiske manifest’, blevet de dominerende faktorer i moderne liv. På den anden side har kapitalismen forenet hele kloden til et enestående, sammenbundet, indbyrdes afhængigt hele. Den »nationale kapitalismes« bankerot bliver slående afsløret af en situation, hvor et amerikansk selskab General Motors har kapital til rådighed, som overstiger Belgiens statsbudget, hvor de Vesteuropas kapitalistiske klasser er blevet tvunget til at holde sammen i et fælles marked i et desperat forsøg på at overleve. Således forsøger selv borgerskabet, uanset hvor mangelfuldt deres forsøg end er, at overkomme det nationale markeds begrænsninger.

To katastrofale verdenskrige burde have hamret ind i selv det mest tykhovedet sind, den uundgåelige kendsgerning, som er den konflikt imellem eksistensen af de forældede nationalstater og udviklingen af planetens produktivkræfter, som kræver den frieste og mest fyldestgørende udnyttelse af ressourcerne fra alle lande. Udviklingen af gigantiske internationale selskaber med ben i flere kontinenter præsenterer arbejderne i forskellige lande med en fælles fjende. Nu, mere end nogensinde før, er ‘Det kommunistiske manifests’ internationalisme aktuel som den eneste vej fremad for menneskeheden og som det eneste program for en ægte socialistisk bevægelse. Socialistisk internationalisme er ikke baseret på utopisme eller sentimentalisme, men på udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde på verdensplan.

Monty Johnstone prøver at fremstille Venstreoppositionens kamp imod den stalinistiske platform om »socialisme i et land« som en skolastisk debat, der ikke havde nogen praktisk betydning. For at ligge et ekstra stykke autoritet til denne påstand, søger Johnstone tilflugt i et af Deutschers klassiske trick: »debatten« om »socialisme i et land« var som en »strid om hvorvidt, det ville være muligt at dække en bygning med et tag, hvor begge sider gik ind for at starte arbejdet og allerede var enige om tagets udformning og de materialer, der skulle bruges«.

Det ville være svært, selv i den bunke teoretiske ævl og halv-sandheder, som Deutscher leverer i overflod, at finde en mere uvidende beskrivelse. Uenighederne imellem Venstreoppositionen og det stalinistiske bureaukrati var slet ikke om udviklingen af økonomien i Sovjetunionen på socialistiske linjer. Faktisk, til den grad spørgsmålet blev rejst, var det Oppositionen, som kæmpede for et program med planlægning og industrialisering, og fortalerne for »socialisme i et land«, der afviste det op til 1929, de foretrak at læne sig op af støtte fra kulakkerne og NEP-spekulanterne. Det var Oppositionen som var uforsonlig i dens støtte til bolsjevismens internationale perspektiver, som også stod beslutsomt til støtte for socialistisk opbygning i Rusland. Og dette var ikke et tilfælde.

Konflikterne, som opstod i Rusland på dette tidspunkt, havde ikke den mindste lighed med akademiske »debatter«, men handlede om de altafgørende spørgsmål, der påvirkede den russiske arbejderklasses liv og velfærd, fremtiden for den russiske og den internationale revolution. Vi har allerede udpenslet de processer, som fandt sted i Rusland på dette tidspunkt. Vi har vist, at ideen om »socialisme, kun i Rusland«, udtrykte reaktionens og kynismens stemning hos det sociale lag, som var kommet godt ud af revolutionen, og som nu ønskede at sætte bremserne i overfor den proces som Oktoberrevolutionen havde igangsat, for at genetablere »ligevægt«. Venstreoppositionens kamp imod »teorien« var en fast bestanddel bolsjevik-leninismens kamp for overlevelse imod den småborgerlige og bureaukratiske reaktion imod oktoberrevolutionen.

Det stalinistiske bureaukrati havde dets rødder i den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, som revolutionen havde arvet fra zarismen. Det fik næring efter hvert eneste af det internationale proletariats nederlag, hvis sejr alene kunne tilbyde sovjetstaten ressourcer til at overkomme de kroniske problemer med tilbageståenhed og gennemføre den fuldstændige omdannelse af samfundet på socialistiske linjer. Bureaukratiet baserede sig på de mest tilbagestående, anti-socialistiske elementer i Rusland (de rige bønder og NEP-spekulanterne) til at slå slag imod proletariatet og dens avantgarde – Venstreoppositionen. På den anden side arbejdede det som en bremse på udviklingen af de unge, umodne partier i den kommunistiske internationale, fordi det ikke havde nogen tiltro til, at arbejderne i Vesten kunne gennemføre en revolution.

Den stemning af revolutionær optimisme, som er så gennemgående i Lenins og Trotskijs skifter, er en afspejling af deres ubetingede tillid til, at arbejderklassen kan ændre samfundet. Oprettelsen af Tredje (Kommunistisk) Internationale efter magtovertagelsen i Rusland var det ultimative vidnesbyrd på bolsjevikkernes ide om revolution, ikke som et nationalt fænomen der kun var gyldigt inden for grænserne af det gamle zaristiske imperium, men som en international begivenhed. Lige fra start så Lenin og bolsjevikkerne Oktoberrevolutionen som starten på verdensrevolutionen. Uden det perspektiv ville den socialistiske revolution i Rusland have været et eventyr, som mensjevikkerne anklagede det for at være. I november 1918 besvarede Lenin denne kritik således:

»Historiens kendsgerninger har bevist overfor de russiske patrioter, som ikke vil andet end deres lands umiddelbare interesser, at omdannelsen af vor russiske revolution til en socialistisk revolution ikke var et eventyr, men en nødvendighed, eftersom der ikke var noget andet valg, anglo-fransk og amerikansk imperialisme vil uundgåeligt kvæle Ruslands frihed og uafhængighed, medmindre den verdensomspændende socialistiske revolution, den verdensomspændende bolsjevisme, sejrer.«

Ifølge Monty Johnstone »overdrev« Trotskij udsigterne til en international socialistisk revolution og »underdrev« mulighederne for opbygningen af socialisme i Rusland alene. Deutschernes og Jonstonernes klogskab, som essentielt set er den samme som »realismen« hos de reformistiske politikere, består i en slavisk tilbedelse af den anerkendte kendsgerning: Lenin og Trotskij forudså en verdensrevolution. Det skete ikke. Lenin og Trotskij sagde, at der uden en verdensrevolution ikke kunne opbygges socialisme i Rusland. Men det er det, der skete. Ergo er bolsjevisme en fantasifuld utopi og stalinisme er retfærdiggjort. Således er Dutscherismens »filosofi«, hvis man ser bort fra dens stilistiske spidsfindigheder. Monty Johnstone tilføjer intet til hans mentors dybsindigheder, men sletter bare Lenins navn fra hans syllogisme.

Men professorværelsets klogskab virker hult, så snart det fundamentale spørgsmål stilles: Hvorfor var der »ingen revolution« i Europa? Eller mere korrekt: Hvorfor resulterede rækken af revolutionære bevægelser i Europa i 1918-1923 ikke i, at arbejderklassen overtog magten? Fra Monty Johnstone og Deutscher får vi »kendsgerningerne«: revolutionen mislykkedes. Men lige præcis for en marxist kan sagen ikke slutte her. Hvis vi ikke er interesseret i at fremsætte lærde modeller, men i rent faktisk at ændre samfundet, må vi forstå læren af historien og især læren af store revolutionære bevægelser. Det var altid bolsjevismens metode, Lenin og Trotskijs metode; for den, som ikke lærer af tidligere fejl, er helt sikkert dømt til at gentage dem.

Den revolutionære bevægelse, som strøg igennem Europa i 1918-1920, blev besejret af den socialdemokratiske ledelses forræderi. De samme forrædere, som solgte ud i 1914, som var direkte ansvarlige for slagtningen af millioner af arbejdere i uniform i krigen, veg nu tilbage i hellig rædsel fra udsigten til »blodig borgerkrig«. I det ene land efter det andet: I Tyskland, Østrig, Storbritannien, Frankrig og Italien bevægede masserne sig i revolutionær retning for kun at blive bragt på afveje af deres »lederes« fejhed og kejtethed. Således i Tyskland i 1918, hvor en revolution fredeligt havde lagt magten i hænderne på arbejderne, overgav den socialdemokratiske ledelse sig frivilligt til borgerskabet. Deres råddenskab alene forhindrede de tyske arbejdere i at høste frugterne af deres sejr og komme den hårdt trængte sovjetrepublik til hjælp.

Da Lenin og Trotskij forklarede, at uden den socialistiske revolution i vest, ville den russiske arbejderstat uundgåeligt blive besejret af reaktionen eller den imperialistiske krig, var dette ikke, som Johnstone påstår, et udtryk for »defaitisme«, men derimod et udtryk for ekstrem revolutionær realisme. Marxisme er selv en materialistisk (og derfor en fuldstændig realistisk) filosofi hele vejen igennem befrugtet med revolutionær optimisme. Den er uforenelig med den slags selvtilfredse »realistiske« spidsborgerlighed, som er hjertet og sjælen i alle former for reformisme.

Lenin og Trotskij var altid ærlige og realistiske i deres vurdering af udsigterne til en revolution i Rusland og internationalt. De forstod, at den eneste virkelige garanti for sovjetrepublikkens fremtid lå i den socialistiske revolution i Vesten. De trættede ikke arbejderklassen med sukkersøde illusioner om »fredelig sameksistens«, men fremhævede den kendsgerning, at uden en socialistisk omdannelse på verdensplan, ville nye imperialistiske verdenskrige – en anden, en tredje, en tiende verdenskrig – være uundgåelige.

Lenin og Trotskijs optimisme i forhold til udsigterne til en international socialistisk revolution blev fuldt ud retfærdiggjort af arbejdernes storslåede bevægelser efter den første verdenskrig. Men hverken Lenin, Trotskij eller nogen som helst andre kan garantere en revolutionær bevægelses succes. Det afhænger af en række faktorer: Det kapitalistiske systems blindgyde, regeringens krise, de arbejdende massers bevægelse og samfundets middellags utilfredshed. Men en af de mest afgørende faktorer er tilstedeværelsen af en ledelse af arbejderklassen, som er dens navn værdig. Fraværet af sådan en ledelse i Vesteuropa førte arbejderbevægelsen til det ene nederlag efter det andet, hvilket i den næste periode banede vejen for fascismens sejr og en ny og mere forfærdelig verdenskrig. 27 millioner døde russere og ødelæggelsen af hoveddelen af den industri, som var opbygget af de sovjetiske arbejderes heroiske ofringer, var en brutal bekræftelse af Lenins og Trotskijs realistiske prognose.

Det er ikke muligt her at gå i detaljer med stalinismens internationale politik. Dette vil blive gjort i et fremtidigt værk. Det er tilstrækkeligt at sige, at politikken med »socialisme i et land« førte til den gradvise ændring af sovjetisk udenrigspolitik fra en revolutionær strategi, der baserede sig selv på de arbejdende klasser i alle lande, og igennem tredje internationale forsøgte at opbygge levedygtige kommunistpartier som revolutionære ledelser i forskellige lande, til en politik med manøvrer og »aftaler« med borgerlige regeringer, fagforeningsbureaukrater og koloniale »demokrater« som Chiang Kai-Shek.

Årsag og virkning står ikke altid som direkte modsætninger, men skifter ofte pladser, den ene vekslende med den anden. Fremvæksten af det sovjetiske bureaukrati havde som sin forudsætning, isoleringen af revolutionen i et tilbagestående land. Arbejderklassens forfærdelige nederlag i Tyskland og Bulgarien i 1923, i Storbritannien i 1926 og frem for alt i Kina i 1927, som var et resultat af Stalin-Bukharinledelsens katastrofale politik, forstærkede omvendt bureaukratiets position og fortalerne for »socialisme i et land«, og dømte den bolsjevik-leninistiske opposition til nederlag. Ekskluderingen af Venstreoppositionen i 1927 banede vejen for et nyt og endnu mere reaktionær drejning i Rusland i perioden med stalinistisk konsolidering. Revolutionen i Rusland og den internationale revolutions skæbne var på ingen måde to »stadier«, som var mekanisk adskilt fra hinanden, med den internationale revolution som et ønskeligt, men ikke fuldt igennem nødvendigt tillæg, tværtimod hang de to ting uløseligt sammen og blev gensidigt betinget af hinanden.

Trotskij og femårsplanerne

Ved et yderst spektakulært stykke mentalgymnastik tillægger Monty Johnstone Trotskij etiketten »defaitist« i forbindelse med socialistisk planlægning i Sovjetunionen. Hvori ligger Trotskijs påståede »defaitisme«?

Som vi har set, så kæmpede Trotskij og Venstreoppositionen på trods af stalinisternes modstand og latterliggørelse i en hel periode (1923-27) for ideen om udviklingen af industrien igennem femårsplaner. Efter eksklusionen af Venstreoppositionen (1927) startede Stalin-fraktionen en kamp imod Bukharin og »højre-afvigerne«, og for at rette et slag imod denne gruppe overtog de dele af Venstreoppositionens program i en karikeret og forvrænget form.

Imens de ignorerede de dele af programmet, som handlede om behovet for arbejderdemokrati, tilegnede stalinisterne sig ideen om industrialisering og femårsplaner. Faren for kapitalistisk genoprettelse, som Venstreoppositionen havde advaret imod, og som stalinisterne gentagne gange havde benægtet førhen, blev nu brugt af Stalin-fraktionen som en stok til at slå deres forhenværende bukharinistiske støtter med.

Om stalinisternes manøvrer skriver Monty Johnstone:

»Det er en af den vulgære trotskismes myter, at Stalins implementering af mere vidtrækkende [?] planer i 1928 end dem Oppositionen havde foreslået, beviser at sidstnævnte havde ret. Som Maurice Dobb skriver: ‘Det er ikke selvsagt, at det som var muligt i 1928-9, nødvendigvis var muligt på en tidligere dato, da både industri og landbrug var svagere.’ Dog vil jeg acceptere argumentet om, at hvis Partiet tidligere havde ænset Oppositionens advarsler om den farlige vækst af kulakkernes [rige bønder] magt, kunne kollektiviseringsprocessen i 1929-30 have været mindre voldelig [!]. Imod dette kan man i midlertidig sige, at trotskisternes økonomiske politik, der igennem et system af prisdifferentialer, favoriserede byens udbytning af landet ved at holde prisen på industriprodukter oppe på bekostning af priserne på landbrugsprodukter (se for eksempel The New Economics af Preobrazhenskij, Oppositionens cheføkonom). Denne politik foregreb teoretisk meget af den tilgang til bønderne, som Stalin fra 1929 skulle føre ud i praksis [!]« (Cogito, s. 25, fodnote)

Vi vil komme ind på Stalins »mere vidtrækkende planer« senere. Men lad os allerførst tage fat på den »røde professor« Maurice Dobb. Er det sandt at sige, at det var lettere at begynde industrialiseringspolitikken i 1928-29 end i den forudgående periode? Monty Johnstone svarer selv på dette stykke nonsens, da han refererer til Oppositionens advarsler imod den kulakkiske fare.

Imod Stalin-Bukharinpolitikken med indrømmelser til kulakkerne og spekulanterne (»NEP-mændene») på bekostning af de fattige bønder og industriarbejderne, foreslog Oppositionen beskatning af de rige bønder med det formål at fremskaffe de nødvendige investeringer til industrien. På grundlag af industrialisering alene kunne landsbyerne få midler, der kunne overvinde den gammeldags tilbageståenhed, som prægede russisk landbrug. Kun på grundlag af mekaniseringen af landbruget kunne kollektivisering ved eksempel blive udført. At beskrive en politik, der ramte kulakkerne som »byens udnyttelse af landet«, er kun at gentage stalinisternes sladder imod Venstreoppositionen – sladder, som de slyngede af sig, før de gik over til den vanvittige politik med tvungen kollektivisering!

Da stalinisterne efter eksklusionen af Venstreoppositionen blev tvunget til at gå imod »de højreorienterede« – som havde den stigende trussel fra kulakkerne bag sig – var situationen på landet allerede desperat, imens sværindustri, grundlaget for socialistisk opbygning, var stagneret i en hel periode. Det er simpelthen en løgn at påstå, at den stalinistiske modstand imod industrialisering fra 1923-27 var dikteret af deres intentioner om at opbygge industri og landbrug. Tværtimod: Deres linje var at opmuntre de elementer i den sovjetiske økonomi, som skulle vise sig at blive en hindring for udviklingen af produktionen i den første femårsplans periode.

Med sin sædvanlige storsindethed indrømmer Monty Johnstone, at hvis partiet havde ænset Oppositionens advarsler imod den kulakkiske trussel, »kunne kollektiviseringsprocessen i 1929-30 have været mindre voldelig«. Og præcis hvor »voldelig« var denne »proces« med kollektivisering, kammerat Johnstone? I 1930 beløb den samlede kornhøst sig til 835 millioner centner. I de næste to år faldt den til 200 millioner; og dette på et tidspunkt hvor kornproduktionens niveau kun lige var nok til at brødføde befolkningen. Resultatet var hungersnød for millioner af arbejdere og bønder. Sukkerproduktionen faldt i den samme periode fra 109 millioner poods til 48 millioner. (her mangler reference,)

Endnu mere forfærdeligt var tabet af kreaturer. Det sindssyge tempo, som kollektiviseringen blev udført med, og de ondsindede metoder der blev anvendt, fremprovokerede desperat modstand hos bønderne, hvilket kastede landbrugsområderne ind i en ny blodig borgerkrig. De rasende bønder slagtede deres heste og kvæg som en protest. Antallet af heste faldt fra 34,9 millioner i 1929 til 15,6 millioner i 1934, hvilket svarer til et tab på 55 %. Antallet af hornkvæg faldt fra 30,7 millioner til 19,4; et tab på 40 %. Antallet af grise 55 %. og får 66 %. Sovjetisk landbrug har den dag i dag ikke kommet sig over det slag, som det pådrog sig ved tvungen kollektivisering. Men det mest grusomme tal af alle er de millioner af bønder, som omkom i denne periode – af sult, kulde, sygdom, i kampe imod den røde hær eller i slavearbejdslejre bagefter; et tal på 10 millioner udslettede, blev ikke benægtet af Stalin; fire millioner er den laveste beregning. Sådan er den lille bid »vold«, som Monty Johnstone tilbageholdende refererer til i sin fodnote.

Stalins plan for kollektiviseringen gik så sandelig »en hel del længere«, end de forslag Oppositionen var kommet frem med! Trotskij forkastede dette som et vovestykke pga. russisk landbrugs materielle tilbageståenhed. Stalins »bredde perspektiver« betød katastrofe for det russiske landbrug. Men hvordan med industrien? Viste succesen af Stalins planer, som »gik meget længere« end Venstreoppositionens perspektiver, ikke hvor »pessimistisk« Trotskij var?

Da Trotskij efter de berygtede Moskva-processer frivilligt vidnede foran Dewey-kommissionen, som gennemgik anklagerne imod ham, svarede han bl.a. på en række spørgsmål, der relaterede til uenighederne med stalinisterne på spørgsmålet om industrialisering i 1923-29. Vi citerer ordret fra teksten med hans vidnesbyrd:

»Goldman: Hr. Trotskij, i forhold til industrialiseringen af Sovjetunionen, hvad var din holdning før din udvisning fra Sovjetunionen?«

»Trotskij: I perioden fra 1922 indtil 1929 kæmpede jeg for nødvendigheden af en accelereret industrialisering. Jeg skrev i begyndelsen af 1925 en bog, hvori jeg forsøgte at bevise, at igennem planlægning og styring af industri var det muligt at have en årlig industrialiseringskoefficient på op til tyve. Jeg blev afvist dengang som en fantasimand, en superindustrialisator. Det var det officielle navn for trotskister dengang: ‘superindustrialisatorer’.

»Goldman: Hvad var navnet på den bog, som du skrev?«

»Trotskij: Rusland hvorhen, imod kapitalisme eller socialisme?«

»Goldman: Jeg er sikker på, at den på engelsk blev udgivet under titlen »Wither Russia, Toward Capitalism or Socialism?«

»Trotskij: Begivenhedernes gang viste, at jeg var for forsigtig i min vurdering af planøkonomiens muligheder – ikke for modig. Det var min kamp imellem 1922 og 1925 og også kampen for femårsplanen. Det begynder med år 1923, da Venstreoppositionen begynder at kæmpe for nødvendigheden af anvendelsen af femårsplaner.«

»Goldman: Og Stalin kaldte dig på dette tidspunkt for en ‘superindustrialisator’?«

»Trotskij: Ja.«

»Goldman: Han var imod en hurtig industrialisering af landet.«

»Trotskij: Tillad mig at sige at i 1927, da jeg var formand for kommissionen ved Dnieprostoy for et vandkraftværk, insisterede jeg på et møde i Centralkomitéen om nødvendigheden af at opbygge kraftværket. Stalin svarede, og det blev offentliggjort: ‘For os er det at opbygge Dnieprostoykraftværket det samme som for en bonde at købe en grammofon i stedet for en ko’« (The Case of Leon Trotskij, s. 245)

Så langt gik Stalins »brede perspektiver« i 1927! På det tidspunkt var stalinisternes beskyldninger imod Oppositionen ikke, at de var »pessimistiske«, men at de var »superindustrialisatorer«! Og hvad med påstanden om de planer der senere blev implementeret af Stalin »gik meget længere« end Trotskijs?

Årene 1925-27 var præget af Oppositionens kamp imod Stalin-Bukharin ledelsens økonomiske fejhed. Stalinisterne foreslog i 1926 først en »plan«, som ville begynde med en industrialiseringskoefficient på ni for det første år, otte for det andet, og gradvist falde til fire – en aftagende vækstrate! Trotskij, som den herskende klike brændemærkede som en »superindustrialisator«, beskrev denne miserable undskyldning for en plan som »sabotage af industrien« (selvfølgelig ikke bogstaveligt talt). Senere blev planen revideret til at give en koefficient på ni alle fem år. Trotskij kæmpede for en koefficient på 18-20. Han pegede på, at vækstraten, selv under kapitalisme, havde været på seks! Den herskende klike var ligeglade med Trotskij og gik videre med deres frygtsomme planer. I stedet for de miserable ni procent udkastet af Stalin og Bukharin, bekræftede resultatet af det første år fuldstændigt Oppositionens perspektiv, og viste Stalin og Co.’s koefficienter fuldstændige utilstrækkelighed. Som et resultat kastede de sig i det efterfølgende år ind i det katastrofale vovestykke med en »femårsplan på fire år«. Forgæves advarede Trotskij imod sådan en skør ide, som skubbede alt ud af balance. Igennem bureaukratisk ukaze erklærede ledelsen en koefficient på 30-35 %! Ødelæggelsen af industrien i denne periode, som blev skyldt på de uheldige ofrer for »sabotage-retssagerne«, var i virkeligheden resultatet af stalinisternes vovestykker, hvis hylen op om »socialisme i et land« og »fremårsplan på fire år« ledte til fastlåsning af industrien og usigelige lidelser for den sovjetiske arbejderklasse.

Som svar på alle Monty Johnstones fordrejelser og halve sandheder om Trotskijs holdning til femårsplanerne, lad os da se hvad Trotskij selv havde at sige til Dewey-kommissionen:

»Trotskij: Min holdning til den økonomiske udvikling i Sovjetunionen kan opsummeres sådan her: Jeg forsvarer den sovjetiske økonomi imod kapitalistiske kritikere og de socialdemokratisk-reformistiske kritikere, og jeg kritiserer ledelsens bureaukratiske metoder. Slutningerne var meget simple. De var baseret på den sovjetiske presse selv. Vi har en hvis frihed fra den bureaukratiske hypnose. Det var absolut muligt at se alle farerne alene på grundlag af den sovjetiske presse.

»Goldman: Kan du give os en idé, meget generelt, om industrialiseringens succes i Sovjetunionen?

»Trotskij: Succeserne er meget vigtige, og jeg har bekræftet det hver eneste gang. De er opnået på grund af afskaffelsen af privatejendom og på baggrund af mulighederne, der ligger i en planøkonomi. Men de er, jeg kan ikke sige det præcist, men jeg vil sige to eller tre gange mindre, end hvad de kunne være under et regime med sovjetdemokrati.

»Goldman: Så fremskridtene er altså opnået på trods af bureaukratisk kontrol og metoder?

»Trotskij: De er opnået på baggrund af mulighederne i socialiseringen af produktivkræfterne« (The Case of Leon Trotskij, s. 249)

I sin jagt efter yderligere bevis for Trotskijs »pessimisme« citerer Johnstone fra ‘Den tredje internationale efter Lenin’:

»Til den grad at arbejdets produktivitet og produktiviteten af det sociale system som helhed bliver målt på markedet af korrelationen af priser, da er det ikke så meget militær intervention som interventionen af billige kapitalistiske varer, som måske udgør den største umiddelbare trussel til den sovjetiske økonomi.« (Cogito, s. 26)

Disse linjer blev skrevet i 1928, på et tidspunkt hvor kapitalistiske kræfter var ved at gøre sig gældende igen i den sovjetiske økonomi under NEP, hvor kulakkerne (de rige bønder) fulgte Bukharins råd: »Berig jer!«, og hvor faren for en kapitalistisk genindførelse, som Venstreoppositionen advarede imod, var meget reel. Kommenterende på Trotskijs ord, uden at forklare deres kontekst, skriver Johnstone:

»Monopolet på udenlandshandel, som Stalin og partiflertallet korrekt understregede, var midlet som Sovjetunionen kunne bruge til at undgå sådan en økonomisk omstyrtelse, blev for Trotskij et ‘bevis for voldsomheden af og den farlige karakter af vores uafhængighed’« (Cogito, s. 267).

Monty Johnstones hukommelse er belejligt lille. For ikke engang fem år før havde »Stalin og partiflertallet« (dvs. Bukharin) stået for afskaffelsen af statsmonopolet på udenlandshandel, og havde rent faktisk vedtaget en resolution i Centralkomitéen den 12. oktober 1922, der ophævede monopolet. Lenins ‘Samlede Værker’på russisk indeholder en hel række breve af Lenin, hvori han appellerer til Trotskij om at forme en blok med ham i kampen for at opretholde monopolet på udenlandshandel. Således skriver Lenin den 13. december 1922, til Trotskij:

»I hvert tilfælde vil jeg bede dig om på det næste plenum at påtage dig forsvaret af vores fælles synspunkter om den ubetingede nødvendighed af opretholdelsen og styrkelsen af monopolet på udenlandshandel.« (LCW, russisk udgave, bind 54, s. 324)

Hvad mente Trotskij med hans udsagn om, at »billige udenlandske varer« udgjorde en trussel imod sovjetmagten? I 1917 havde den proletariske revolution ikke fundet sted i et avanceret kapitalistisk land, sådan som Marx og Engels havde forestillet sig, men i et tilbagestående, semi-feudalt bondeland. Dette skete ikke, fordi »alle de nødvendige betingelser for opbygningen af socialisme« var til stede i Rusland, men på grund af at det russiske borgerskabs var fuldstændigt ude af stand til at løse bare én af dets historiske opgaver på grundlag af det kapitalistiske system. Rusland blev ikke drevet frem mod den proletariske revolution, fordi det var det mest avancerede, men lige præcis fordi det var den mest tilbagestående af de europæiske magter. Som Lenin udtrykte det, så brød kapitalismen sammen ved dens svageste led.

Den russiske arbejderklasses sejr i Oktoberrevolutionen var forudsætningen for begyndelsen af omdannelsen af det russiske samfund. Den borgerlige revolutions historiske opgave kunne i Rusland kun blive fuldført under proletariatets diktatur. Det er essentielt set meningen med Trotskijs teori om den permanente revolution udarbejdet i 1905. Nationalisering af industrien, statsplaner og monopol på udenlandshandel var de midler, hvormed den russiske arbejderklasse skubbede Rusland ud af tilbageståenhedens mudderpøl. De historiske succeser for femårsplanerne i Sovjetunionen er, i sig selv, en tilstrækkelig retfærdiggørelse for Oktoberrevolutionen. Som Trotskij skrev i ‘Revolutionen forrådt’:

»Socialismen har demonstreret sin ret til sejr, ikke på Kapitalens sider, men i et industrielt område, der udgør en sjettedel af jordens overflade – ikke i dialektikkens sprog, men i et sprog af stål, cement og elektricitet.« (L. Trotskij, The Revolution Betrayed, s. 8)

Men spørgsmålet om USSR’s historiske skæbne kan ikke udtømmes ved en opgørelse af femårsplanernes succeser. Lenin stillede tidligt det helt afgørende spørgsmål med en slående sætning: »Hvem skal være sejre?«. Sovjetunionen er ikke en øde ø, men en del af et verdensomspændende økonomisk og politisk system, hvor et lands skæbne ikke kan adskilles fra helhedens. Sovjetunionen bliver, på trods af dets enorme industrielle succeser, stadig nød til at måle dens styrke op imod de imperialistiske magter i vestens.

Det kapitalistiske system, som allerede viser alle symptomer på et senilt forfald på verdensplan, startede med ubeskrivelige fordele frem for Sovjetunionen. Fra starten af måtte bolsjevikkerne kæmpe imod det fremherskende lave kulturelle niveau hos masserne, mangelen på en uddannet arbejdsstyrke, i ét ord, arbejdets lave produktivitet. Dette faktum, og ikke mængden af produktivitet i absolutte tal, er det virkelige måleredskab til måling af økonomisk succes og sociale fremskridt. På dette afgørende felt, efter 50 års sovjetmagt, halter Sovjetunionen stadigvæk langt bagefter USA.

Officielle sovjetiske statistikker indikerer, at den industrielle produktion per indbygger i USSR kun er 50-60 % af, hvad den er i USA. Med en større arbejderklasse, med dobbelt så mange teknikere og ingeniører, er Ruslands virkelige produktion kun 65 % af USA’s. Indekset for produktion af sværindustri er det mest dramatiske. Stålproduktion i Rusland er steget fra 4,3 millioner tons i 1928 til 107 millioner tons i 1968 – kun 18 millioner tons mindre end i Amerika (ikke inkluderet 24 millioner tons importeret af USA). Men på den ene side er produktionen af stål per indbyggere højere i USA end i USSR. På den anden side reflekteres den harmoniske udvikling af menneskeliv og kultur ikke økonomisk i mængden af stålproduktion, men mere præcist i udviklingen af forbruger og høj-kvalitetsting til massen af folket. På dette punkt, som vedrører arbejdernes levestandard, halter USSR stadig bagved kapitalistiske lande.

Horderne af spekulanter, fupmagere og sortbørshandelsfolk i Moskva, som tjener til dagen og vejen ved at plage udenlandske turister for vestlige varer og valuta, som de med anseelige sælger videre profitter til sovjetiske arbejdere, er et klart tegn på, at trusselen fra »billige udenlandske varer« selv i dag ikke er forsvundet. De meget strenge straffe (op til og inklusiv dødsstraf),som er blevet indført for at modgå spekulationen, har ingen virkning i at udrydde en social plage, som har sine rødder, ikke i »levn fra kapitalismen«, eller i perversiteten i menneskets natur, men i objektive relationer imellem Sovjetunionen og verdensøkonomien, som ingen arrogante »teorier« kan afskaffe.

Som Marx forklarede i ‘Den tyske ideologi’:»Hvor mangel er udbredt, vil alt det gamle skidt genopstå«. Den stadigt tilbagevendende knaphed, høje priser og lav kvalitet af forbrugsvarer (ikke kun biler og tekniske ting, men også tøj og fødevarer) er en basal kendsgerning i livet for den sovjetiske arbejderklasse. Det betyder imidlertid ikke, at luksusvarer ikke eksisterer. De privilegerede lag af bureaukrater, fabriksbestyrere, hærofficerer, osv. har i overflod af det, som en sovjetisk arbejder ikke kunne drømme om: Dyre jakkesæt, glinsende biler, luksuslejligheder, villaer på landet, osv.

Imens arbejderfamilier i Moskva og andre sovjetiske byer lever i utroligt tætbefolkede områder, ejer mange medlemmer af de øvre lag udover deres lejligheder i byerne mere end et hus (dacha) på landet. Bureaukratiets luksuriøse livsstil er en konstant fornærmelse overfor masserne af det sovjetiske folk. Således efter anden verdenskrig, da de sovjetiske arbejdere og bønder led under frygtelige byrder, modtog det besøgende feltmarshalkompagni en gave fra de sovjetiske »broder«-officerer, som bestod af et komplet sovjetisk feltmarshalspelsjakkesæt med medaljer, diamanter, osv. til 5000 pund!

Under Lenin og Trotskij betød regelen med »partmaksimum«, at et partimedlem ikke kunne modtage mere end en almindelig arbejder, selv hvis hans evner berigtigede ham til en højere løn. En af betingelserne for en arbejderstat, som Lenin fastslog i ‘Staten og revolutionen’, var regelen om, at ingen embedsmand skulle modtage en højere løn end en faglært arbejder. Et af revolutionens første dekreter fastsatte en lønforskel imellem arbejdere og specialister, som ikke var mere end fire gange og dette beskrev Lenin som en »kapitalistisk forskel«, som med tiden systematisk skulle reduceres. Denne lov gjaldt indtil den i 1931 formelt blev afskaffet af Stalin.

‘Revolutionen forrådt’

På side 32-33 skriver Johnstone:

»Trotskijs dogmatiske slagord om umuligheden af opbyggelsen af socialisme i et land, førte ham selv nu til at undervurdere, hvor dybt forskanset og robust det socialistiske system i Rusland var på trods af ødelæggelserne fra Stalin udrensninger. I tilfælde af krig, uden en revolution i Vesten, påstod han, at ‘Sovjetunionens sociale base måtte knuses, ikke kun i tilfælde af nederlag, men også i tilfælde af sejr!’«

»Ude af føling med virkeligheden i Sovjet skrev han, at ‘det sovjetiske bureaukrati er gået langt i retning af at forberede borgerlig genoprettelse’ og ‘må uundgåeligt i fremtiden søge støtte til sig selv i ejendomsrelationer’, hvormed han mente ‘dets omstilling til en ny besiddende klasse’« (Cogito)

Sagde Trotskij virkelig det her? Lad os gengive, i sin helhed, den passage fra ‘Revolutionen forrådt’, som Johnstone har skåret hans seneste »nuancerede« mini-citater ud fra. På side 251-52 skriver Trotskij:

»Som en bevidst politisk kraft har bureaukratiet forrådt revolutionen. Men en sejrrig revolution er heldigvis ikke kun et program og et banner, ikke bare politiske institutioner, men også et system af sociale relationer. At forråde det er ikke nok. Du bliver nød til at vælte det. Oktoberrevolutionen er blevet forrådt af det herskende lag, men endnu ikke væltet. Den har en stor modstandskraft, som stemmer overens med det etablerede proletariat, bevidstheden blandt dets bedste elementer, verdenskapitalismens blindgyde og uundgåeligheden af verdensrevolution.« (vores kursivering)

I disse ord af Trotskij, som Johnstone åbenbart »ikke har bemærket«, er der ikke et spor af undervurdering af ukueligheden af Oktoberrevolutionens grundlæggende sociale gevinster eller en fatalisme om sejren af en borgerlig kontrarevolution. Men lad os læse videre. Vi gengiver den næste del af Trotskijs værk (‘Problemet om Sovjetunionens karakter, som historien endnu ikke har udtalt sig om’) i sin helhed, så vi bedre kan vise Monty Johnstones »nuancerede« måde at citere værker på i praksis. Da han fortsætter sit argument citeret ovenfor, skriver Trotskij:

»Lad os opstille to forskellige hypoteser om Sovjetunionens fremtid for bedre at forstå dens karakter. Lad os først antage, at sovjetbureaukratiet styrtes af et revolutionært parti, der har alle den gamle bolsjevismes kendetegn og tilmed er beriget af de verdensomspændende erfaringer fra vor egen periode. Sådan et parti ville begynde med genindførelsen af demokratiet i fagforeningerne og i sovjetterne. Det ville være i stand til og måtte også genskabe frihed for sovjetpartier. Sammen med masserne, og i spidsen for dem, ville det gennemføre en hensynsløs udrensning inden for statsapparatet. Det ville afskaffe rang og dekorationer, alle slags privilegier og ville indskrænke uligheden i betaling for arbejde til, hvad der var livsnødvendigt for økonomien og statsapparatet. Det ville give ungdommen fri lejlighed til selvstændig tænkning, til at lære, kritisere og vokse. Det ville indføre en dybtgående ændring i fordelingen af nationalindtægten svarende til arbejder- og bondemassernes interesse og ønske. Men i alt hvad angår ejendomsforholdene, ville den nye magt ikke have nødigt at tage sin tilflugt til revolutionære forholdsregler. Den ville opretholde og videreudvikle eksperimentet med planøkonomien. Efter den politiske revolution, det vil sige efter at bureaukratiet var afsat, ville proletariatet gå i gang med at indføre meget vigtige reformer i økonomien, men ikke en ny social revolution.

»Hvis derimod et borgerligt parti, for at antage en anden hypotese, gik i lag med at styrte den herskende sovjetklasse, ville det finde et ikke ringe antal villige tjenere blandt de nuværende bureaukrater, administratorer, teknikere, direktører, partisekretærer og blandt de privilegerede øverste kredse i almindelighed. En udrensning i statsapparatet ville naturligvis også i dette tilfælde være nødvendig. Men en bourgeoisireformation ville sandsynligvis ikke behøve at udrense så mange folk som et revolutionært parti. Hovedopgaven for de nye magthavere ville være at genindføre privatejendomsret til produktionsmidlerne. Først og fremmest ville det være nødvendigt at skabe betingelser for at frembringe stærke gårdejere af de svage kolkhosbønder og at forvandle de stærke kolkhoser til produktionsandelsforetagender efter den borgerlige type eller til landbrugsaktieselskaber. På industriens område ville afnationaliseringen begynde med letindustrierne og fødevareindustrierne. Planlægningsprincippet ville i en overgangsperiode blive omdannet til en række kompromiser mellem statsmagten og private »korporationer« eller laug, som fremtidige ejere, blandt sovjetindustriens hovedledere, emigrerede tidligere ejere og udenlandske kapitalister. Til trods for at sovjetbureaukratiet er gået langt hen imod forberedelsen til en borgerlig genopbygning, ville det nye styre være nødt til at indføre ikke en reform, men en social revolution med hensyn til formerne for ejendomsret og industrimetoder.

»Lad os endelig som en tredje variant antage, at hverken et revolutionært eller et kontrarevolutionært parti tager magten. Bureaukratiet vil fortsætte i spidsen for staten. Selv under disse omstændigheder vil de sociale forhold ikke stivne. Vi vil ikke kunne regne med, at bureaukratiet fredeligt og frivilligt vil underkaste sig en socialistisk lighed. Når det på nuværende tidspunkt har anset det for muligt at indføre rang og dekorationer, trods de alt for åbenlyse ubehageligheder ved sådanne handlinger, må det uundgåeligt i fremtiden søge sin støtte i ejendomsforholdene. Man kan måske indvende, at bureaukraten i topstilling er temmelig ligeglad med de herskende ejendomsformer, når de bare garanterer ham den nødvendige indtægt. Dette argument ser ikke alene bort fra det ustabile i bureaukratens egne rettigheder men også fra problemet om hans efterkommere. Den nye dyrkelse af familielivet er ikke faldet ned fra himlen. Privilegier har kun deres halve værdi, hvis de ikke kan overføres til ens børn. Men retten til at testamentere væk er uløselig forbundet med ejendomsret. Det er ikke nok at være direktør for en trust, man skal også være aktionær. Bureaukratiets sejr på dette afgørende område ville betyde dets forvandling til en ny besiddende klasse. På den anden side ville proletariatets sejr over bureaukratiet sikre gennemførelsen af den socialistiske revolution. Den tredje variant fører os konsekvent tilbage til de to første hvormed vi for klarhedens og enkelthedens skyld begyndte.« (ibid. s. 252-254)

Dette er måden hvorpå Monty Johnstone bruger sin »marxistiske« metode.Han præsenterer en række argumenter taget ud af deres kontekst og kunstigt smykket sammen, som om det var Trotskijs synspunkt, og som i det værk, hvor det er taget fra, fremtræder som del af et sæt hypoteser (et ud af tre!) og er betinget af en hel række reservationer og forklaringer, som simpelthen ikke er inkluderet noget steds i Monty Johnstones »objektive« redegørelse af Trotskijs argumenter.

»Trotskij forudså en uundgåelig genindførelse af kapitalisme i Rusland.« Sådan er sagens kerne i Monty Johnstones »nuancerede« argumenter. Men enhver, som læser ovenstående passage fra ‘Revolutionen forrådt’,kan ikke komme til en sådan konklusion. Tværtimod understregede Trotskij gentagende gange, at hvor en politisk (anti-bureaukratisk) revolution ville stå over for relativt lette opgaver, ville ethvert forsøg fra partiets eller bureaukratiets side på at genindføre kapitalistiske ejendomsforhold møde hårdnakket modstand fra de sovjetiske arbejdere og kunne kun lade sig gøre som resultatet af en blodig kamp eller borgerkrig.

Langtfra at forudsige en umiddelbart forestående kapitalistisk genindførelse i Sovjetunionen, forklarer ‘Revolutionen forrådt’, at bureaukratiet er tvunget til at forsvare de statslige ejendomsrelationer, som det hviler på, og som det udleder al sin magt og sine privilegier fra. I opposition til de, som beskrev bureaukratiet som en herskende klasse og Sovjetunionen som »statskapitalistisk«, forklarede Trotskij, at:

»…sovjetbureaukratiet har eksproprieret proletariatet for at forsvare de sociale erobringer med sine egne metoder. Men selve den kendsgerning, at det har tilegnet sig politisk magt i et land, hvor de vigtigste produktionsmidler er i hænderne på staten, skaber en ny og hidtil ukendt forbindelse mellem bureaukratiet og nationens rige. Produktionsmidlerne tilhører staten. Men staten, kan man også sige, »tilhører« bureaukratiet. Hvis disse endnu helt nye forbindelser skulle befæste sig, blive det normale og legaliseres, hvad enten det bliver med eller uden modstand fra arbejderne, ville de i det lange løb føre til en fuldstændig likvidering af den proletariske revolutions sociale erobringer. Men det er i det mindste alt for tidligt at tale derom nu. Proletariatet har endnu ikke sagt sit sidste ord. Bureaukratiet har endnu ikke skabt social støtte for sit herredømme i form af særlige betingelser for ejendomsret. Det er nødsaget til at forsvare statsejendomsretten som kilden til dets magt og dets indkomster. Ser man dets aktivitet under denne synsvinkel, bliver det stadig et våben for proletariatets diktatur.« (ibid. s. 249) (vores kursivering)

I lyset af dette hvordan er det da muligt for Monty Johnstone at påstå, at Trotskij mente, at en kapitalistisk genindførelse fandt sted i Sovjetunionen? Enten har han ikke læst den bog, som han hævder at analysere, eller også har han ikke forstået, det han har læst. Der er endnu en mulighed, men vi skal ikke kede læseren med at fremlægge den. Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis medlemmer af ungkommunisterne ønsker at forstå, hvad Trotskij skrev angående Rusland, bør de konsultere Trotskijs egne værker og ikke være afhængige af deres »teoretikeres« saglighed. »Men Trotskij forudså Sovjetunionens nederlag og den kapitalistiske kontrarevolutions sejr efter krigen!« udbryder Monty Johnstone. (Cogito, s. 33)

På side 227 i ‘Revolutionen forrådt’, skriver Trotskij:

»Kan vi imidlertid forvente at Sovjetunionen kan slippe ud af den kommende krig uden nederlag? Overfor dette frejdigt stillede spørgsmål, vil vi svare lige så frejdigt: Hvis krigen bare forbliver en krig, vil Sovjetunionens nederlag være uundgåeligt. I teknisk, økonomisk og militær forstand er imperialismen uden sammenligning stærkere. Hvis ikke imperialismen i Vesten lammes af revolution, vil den feje det regime væk, der kom fra Oktoberrevolutionen« (vor fremhævning)

Trotskij fortsætter derefter med at give en sober analyse af de internationale styrkeforhold imellem klasserne og konkluderer med følgende linjer:

»Krigsfaren og Sovjetunionens nederlag er en realitet, men revolutionen er også en realitet. Hvis revolutionen ikke forhindrer krigen, så vil krigen hjælpe revolutionen. Andengangsfødsler er i almindelighed lettere end førstegangs. I den nye krig vil det ikke være nødvendigt at vente hele to og et halvt år på den første opstand. Og engang begyndt vil revolutionen tilmed denne gang ikke stoppe på halvvejen. Sovjetunionens skæbne vil i det lange løb blive afgjort, ikke på generalstabens kort, men på klassekampens kort. Kun det europæiske proletariat kan, når det uforsonligt har vendt sig imod borgerskabet, også når dette befinder sig i samme lejr som ’fredsvennerne’, beskytte Sovjetunionen imod ødelæggelse eller fra et ’allieret’ dolkestød i ryggen. Selv et militært nederlag for Sovjetunionen ville kun blive en kort episode, i det tilfælde at proletariatet sejrer i et af de andre lande. Men på den anden side er der ikke nogen sejr, der kan redde arven fra Oktoberrevolutionen, hvis imperialismen holder ud i resten af verden« (ibid. 231-2)

Hvilken situation stod Sovjetunionen i ved afslutningen af anden verdenskrig? I 1945 havde Rusland lidt under det katastrofale tab af 27 millioner døde. Hendes stålproduktion stod på 8 millioner tons sammenlignet med 120 millioner produceret af Amerika og 25 millioner af Storbritannien. Ydermere var de anglo-imperialistiske magters væbnede styrker intakte – krigen i Europa var stort set blevet til en homerisk kamp imellem Sovjetunionen og Nazityskland. Atombomben lå i USA’s hænder, men endnu ikke i Ruslands.

Alle den anglo-amerikanske imperialismes beregninger var baseret på udfaldet af sådan en situation. Deres politik var at svække både tysk imperialisme og Sovjetunionen og holde deres hænder fri til at kvæle Sovjetunionen, hvis det skulle lykkes den at besejre Hitler. Hvorfor mislykkedes denne plan? Hvilken kraft holdt britisk og amerikansk imperialisme tilbage i 1945? Som Trotskij forklarede i ‘Revolutionen forrådt’, var den røde hær en magtfuld faktor i forsvaret af Oktoberrevolutionens gevinster, men stillet over for et så overvældende ugunstigt styrkeforhold, ville selv den røde hærs heltemod være nytteløs.

Sovjetunionen blev kun reddet af de »allierede« troppers revolutionære stemning og af den revolutionære bevægelse i Europa på dette tidspunkt. Ethvert forsøg nederlag på at igangsætte et angreb på Sovjetunionen efter Hitlers ville have fremprovokeret mytteri i enhver hær hos den britiske og amerikanske imperialisme. Trotskij havde forudset det og begivenhederne viste, at han havde fuldstændig ret.

Den anden verdenskrigs tragedie, som arbejderne i Sovjetunionen måtte betale en frygtelig pris for, var resultatet af den forbryderiske politik, som Stalin og bureaukratiet førte i perioden inden krigen. Det var ikke kun det, at Stalins manøvrer på internationalt plan, der demoraliserede arbejderne i Tyskland og Spanien og førte til fascismens sejr i disse lande. Moskvaprocesserne førte til et fuldstændigt sammenbrud i de sovjetiske væbnede styrker, i økonomien, og var en underminering af USSR’s forsvar, hvilket opmuntrede nazisterne til at angribe, og resulterede i en række nederlag i krigens første dage, da millioner af sovjetiske tropper overgav sig til nazisterne uden kamp. Det var ikke et spørgsmål om militær underlegenhed (den røde hærs ildkraft var stærkere end Reichswehrs), men simpelthen en udtynding af ledelsen af den røde hær som resultat af udrensningerne og Stalins og bureaukratiets snæversynede arrogance, som, alt imens de fordømte Trotskijs »pessimisme«, efterlod Sovjetunionen fuldstændig uforberedt på et fascistisk angreb.

Et proletarisk-bonapartistisk regime

Monty Johnstone har ikke meget at sige om årsagerne til stalinismen. Her og der kaster han en besynderlig frase om »krænkelse af socialistisk lovgyldighed«. Men på trods af alle de bombastiske fraser om »den marxistiske metode med kritik og selv-kritik«, er der ikke skyggen af analyse igennem hans værk. Monty Johnstone finder huller i den ene eller den anden af Trotskijs fraser, taget ud af kontekst og kunstigt sammenstillet med passager i andre værker. På den ene side skælder han Trotskij ud for at være en »ærkebureaukrat« besat af tanken om central planlægning, på den anden side tillægger han Trotskij en »defaitistisk« attitude til socialistisk planlægning!

Hvad var grundlaget for Lenins modstand mod det stalinistiske bureaukrati? Lenin frygtede, at dette lag ville kvæle revolutionen og bane vejen for en kapitalistisk kontrarevolution. Det skete ikke, hvilket Monty Johnstone er ivrig til at fastslå i forhold til Trotskij, som også oprindeligt forudså muligheden for en genindførelse. Men, som Lenin forklarede, kender historien alle slags sociale forandringer; ikke kun sociale revolutioner og kontrarevolutioner, men også politiske revolutioner og politiske kontrarevolutioner.

For læseren af Monty Johnstones værk kan det synes uforklarligt, at »socialisme« i en hel historisk periode kunne udtrykke sig igennem en mands diktatur! I virkeligheden giver revolutionernes historie mange eksempler på lignende processer. Den engelske borgerlige revolution manifesterede sig selv som Cromwells protektorat. Den store franske revolution gennemgik mange faser og blev til sidst underkastet Napoleons politiske kontrarevolution. Reaktionen i Frankrig repræsenterede ikke genindførelsen af feudalisme, men et bonapartistisk, kontrarevolutionært regime som ikke desto mindre baserede sig på de nye ejendomsformer, som revolutionen havde grundlagt.

Det ville selvfølgelig være uhyrligt at forestille sig, at et sådant diktatur var foreneligt med socialisme i den forstand, som Marx, Engels, Lenin eller Trotskij forstod det. Men det, som eksisterede i Rusland, var ikke »socialisme«, men proletariatets diktatur, derudover fandt dette diktatur sted under særlige historiske betingelser; isoleret i et tilbagestående land, underlagt et enormt pres fra fremmede klassekræfter. At forestille sig at proletariatets diktatur under disse forhold ikke kunne gennemgå en række interne omdannelser, men altid forblive i en tilstand af uberørt renhed, er at forestille sig, at det er muligt at abstrahere revolutionen fra de processer, som finder sted i samfundet - hvilket er det komplet modsatte af marxisme. Proletariatet er ikke en »hellig ko«, som på en eller anden måde er immun fra klassesamfundets pres.

Da Lenin forsøgte at rense det sovjetiske apparat fra trusselen om bureaukrati, havde han aldrig nogen illusioner til, at problemet ikke kunne løses uden hjælp fra den internationale socialistiske revolution. Og på dette punkt havde han helt ret. Nederlaget for revolutionerne i vest førte ikke til kapitalistiske kontrarevolution, sådan som Lenin og Trotskij havde troet, det var muligt. Men de sociale processer, som var skabt af revolutionens isolation i Rusland, fremkaldte omdannelsen af arbejderstaten til det totalitære, bonapartistiske monster, som staten var under Stalin, og som fortsatte, selvom nogle af de grimmeste vorter blev fjernet under Bresjnev og Kosygin. Staten rejste sig selv over masserne og bemægtigede sig nogle af den herskende klassens funktioner, den smadrede de sidste rester af arbejderdemokrati og forseglede sin sejr igennem den fysiske udryddelse af hele den gamle bolsjevikiske ledelse.

Når man læser Lenins værker, er det, som slår én mest, det fuldstændige fravær af det arrogante, pralende sprog, som stalinisterne brugte. Lenin var altid ærlig, realistisk og sandfærdig i det han skrev om den sovjetiske stat. Det, som de havde på det tidspunkt, var ikke »socialisme, ikke »kommunisme«, men end arbejderstat, og Lenin var ikke bange for at tilføje »med bureaukratiske forvrængninger«. Forskellen var, at dengang rykkede den sovjetiske stat i retningen af socialisme. Uligheder fandtes, men en bevidst indsats blev gjort i retning mod lighed, for at reducere embedsmændenes magt og privilegier, for at involvere arbejderne i styrelsen af deres egne liv, og administrationen af staten og industrien. Og hvad med i dag? Det eneste, som kendetegner Sovjetunionen, som en arbejderstat i dag, er den nationaliserede økonomi og planlægningen; dette er de eneste gevinster fra Oktoberrevolutionen, som overlever. Disse ting udgør i sig selv et kolossalt skridt fremad, men selv de kan ikke garantere en succesfuld overgang til socialisme.

Det er slet ikke tilfældet, at planøkonomiens fremskridt fører til mere lighed og frihed for arbejdende mennesker, tværtimod vokser den mest skandaløse korruption og privilegier uhindret frem i det øverste lag i fraværet af arbejderdemokrati.

»Reformerne« fra toppen bliver dikteret af frygten for revolution, præcis ligesom under zarerne. De rør ikke ved grundlaget for bureaukratiets magt og privilegier. Og selv disse krummer gives kun et minut og tages tilbage i det næste.

Vil bureaukratiet »visne bort«?

»Det, som han [Trotskij] ikke forstod,… var, at det er muligt i en hvis forlænget periode, at have den usikre og antagonistiske sameksistens af en socialistisk økonomi og en udemokratisk, usocialistisk overbygning. Før eller siden vil udviklingen af førstnævnte tendere til [?] at skubbe samfundet (om end besværligt, ujævnt og slet ikke ’automatisk’) imod reformering af overbygningen [?] og bringe det mere i overensstemmelse [?] med dets økonomiske base og dets progressivt mere udviklet og uddannet arbejderklasses og intelligentsias ønsker.« (Cogito, s. 30)

Det stalinistiske bureaukratis vej til magten havde rødder i det russiske samfunds tilbageståenhed, men det ville være en stor fejl, karakteristisk for den liberalistiske »gradualistiske« mentalitet at antage, at bureaukratiet bare vil »visne bort« i takt med, at økonomien går fremad. Det ville være sandt i tilfældet med en relativ sund arbejderstat, sådan som Rusland var det under Lenin og Trotskij. Men det problem, som Monty Johnstone forsøger at dække over, er den kendsgerning, at sovjetbureaukratiet nu udgør en specielt privilegeret kaste, et nyt aristokrati, som igennem årtier er blevet vant til at herske over resten af samfundet. Det har et fuldstændigt monopol på politisk magt, på statsapparatet, massemedierne, politiet og de væbnede styrker. I årtier har det vist sig i stand til, på den mest hensynsløse og barbariske vis, at undertrykke selv den mildeste opposition.

Den marxistiske teori om staten forklarer, hvordan overbygningen med staten vokser ud af modsætningerne imellem klasserne i samfundet. Men efter at den er blevet oprettet, har staten en tendens til opnå en vis uafhængighed og dens egen bevægelse. Det var i denne sammenhæng, at Marx og Lenin talte om statsmagten som »stående ’over’ samfundet og mere og mere fremmedgør sig selv fra det«. De forholdsregler, som bolsjevikkerne tog efter revolutionen, var designet til at forhindre udviklingen af sådanne tendenser i det sovjetiske statsapparat, ved at underlægge det arbejderklassens opsyn og kontrol. Men så snart det lykkedes det stalinistiske bureaukrati (som Johnstone er nød til at indrømme) at rejse sig selv over resten af samfundet, som en særlig, privilegeret klasse, blev problemet med at modgå bureaukrati til en helt anden slags opgave. Bureaukratiets tilsikrede interesser, dets fuldstændige fremmedgørelse fra arbejderklassen, i hvis navn det foregav at regere – alt dette betyder, at en ny revolutionær kamp er nødvendig – en politisk revolution – for at smide det bureaukratiske politiherredømme ud.

Hvorfor er det, at bureaukratiet klamrer sig så hårdnakket til magten? Er det et særligt ansigtstræk i deres mentale make-up? Er det et spørgsmål om »personlighed«? På ingen måde. Som alle andre herskende klasser, kaster og grupper i historien bruger det sovjetiske bureaukrati statsmagten til at forsvare sin privilegerede position i samfundet. Der er ikke mere tegn på, at det »visner bort«, end der er tegn på, at de kapitalistiske klasser i Vesten frivilligt giver deres magt og udbytte til arbejderklassen.

Monty Johnstone kritiserer Trotskij for hans »smålige og ildetænkte« kritik af Stalins forfatning af 1936, som afskaffede sovjetsystemet med valg og erstattede det med en forfatning, som (på papiret) lignede et borgerligt demokratis, »hvis svaghed ikke lå i dets ekstremt demokratiske bestemmelser, men i deres irrelevans til den virkelige situation i Sovjetunionen på den tid, hvor Stalin kunne og gjorde alt for at underminere dem.« (Cogito, s. 32)

Monty Johnstone modsvarer sine egne argumenter. Hvilken slags »forfatning« er det, som ikke kan implementeres? Og hvordan er det muligt for én mand at »underminere den«? Var det bare Stalins værk? Eller hans »personligheds« styrke? Vi har sagt det før, og vi siger det igen: For at en idé kan opnå masseopbakning og blive en magtfaktor i menneskelige anliggender, må den nødvendigvis udtrykke en gruppe eller en klasses interesser. »Teorien« om personlighedskulten forklarer intet om Stalins Rusland. Man må stille spørgsmålet: Hvem drog nytte af de forholdsregler, som Stalin tog? Hvilken gruppe i samfundet vandt på undertrykkelsen af arbejderdemokrati, på underkuelsen af fagforeningerne, på afskaffelsen af loftet på den højest lovlige løn, på genindførelsen af epauletter, honnør og oppassere i hæren? De interesser, som var reflekteret i stalinismens anti-arbejderklasse politik, var bureaukratiets interesser, som Lenin havde kæmpet imod - de millioner af embedsmænd i staten, partiet, hæren, de kollektive landbrug, fagforeningerne. »Men hvad er det?«, hyler Monty Johnstone, en kaste bestående af millioner af mennesker! Jeres bureaukrati inkluderer

»… hele Partiet, Ungkommunisterne, staten, kooperativer, kollektive landbrug og embedsmænd, bestyrere, teknikere, og deres familier, taget fra de mest avancerede dele af arbejderklassen og bønderne, der udgjorde 22 millioner mennesker da Stalin døde.« (Cogito, s. 33)

Monty Johnstone afviser argumentet med en hånlig viften med hånden – en herskende kaste på 22 millioner mennesker? Hvem har nogensinde hørt som så latterlig en ting? Det, som Johnstone ikke forklarer, er, at bureaukratiet, som Trotskij pegede på, ikke er et homogent lag, men består af en række forskellige lag. Trotskij identificerede ikke den lokale partisekretær med Stalinerne eller Bresjneverne, end vi ville identificere den lille butiksindehaver på gadehjørnet med Rockefellere eller Gettyer.

Hvis den øverste procent monopolkapitalister var kapitalismens eneste støtte i Vesten, ville systemet kollapse på én dag. Men borgerskabet opretholder dets klasseherredømme igennem en hel række mellemliggende lag af underudbyttere og underunderudbyttere. Det er et lignende fænomen med de stalinistiske bureaukratier i øst. Stalin-kliken kom til magten på skuldrene af millioner af embedsmænd. Dette forhindrede ikke Stalin i at sende hundredetusinder af små (og ikke så små) embedsmænd til en gruopvækkende skæbne i koncentrationslejrene. Som i Ottomanimperiet og i enhver despotisk stat gøres de lokale embedsmænd til syndebukke for hele bureaukratiets forbrydelser.

Igennem udrensningerne trak Stalin en linje af blod imellem Oktoberrevolutionen og det nye proletarisk-bonapartistiske regime. Eftersom han frygtede Oktoberrevolutionens ideer med dets ånd af arbejderdemokrati og socialistisk internationalisme, slagtede han hele den gamle bolsjevikiske ledelse, og tildelte derefter samme behandling til alle, inklusiv hans egne støtter, som stadig havde nogen forbindelse til bolsjevismens og Oktoberrevolutionens gamle traditioner. »Lederne« af den sovjetiske stat i dag har intet til fælles med Oktoberrevolutionen. Krustjoverne, Bresjneverne, Kosyginerne er alle medlemmer af den generation af gangstere og lakajer, som klatrede til magten i trediverne over bolsjevismens blodige lig.

På nuværende tidspunkt bliver de indre modsætninger i det sovjetiske bonapartistiske regime mere og mere åbenlyse. Oprørsbevægelsen iblandt de intellektuelle er et tegn på, hvad fremtiden vil byde. Marxister forstår, at intelligentsiaen ikke er en klasse som sådan, men er det sociale lag, som er mest følsomt over for klassernes pres og bevægelser i samfundet. Således gik de intellektuelles bevægelse i 1956 (»den krummede cirkel« i Polen, Petofi-cirklen i Ungarn) forud for arbejderklassens revolutionære bevægelse.

Det er sigende, at visse fremstående modstandere af regimet i Sovjetunionen selv er tidligere medlemmer af bureaukratiet, såsom den »pensionerede« general, som tog Crimean Tartars sag op for nylig. Under pres fra arbejderklassen er bureaukratiet, som er plaget af interne modsætninger, uundgåeligt splittet. De lavere lag, som er i berøring med arbejderklassen – de lokale embedsmænd, menige medlemmer af kommunistpartiet, lavtstående dele af hæren og politiet samt småfunktionærerne – vil stå på arbejdernes side, sådan som de gjorde det i Ungarn 1956, da topbureaukraterne blev efterladt til sig selv. Den eneste modstand som de ungarske arbejdere mødte kom fra bundfaldet af lumpenproletariatet, som var organiseret i AVO – det hadede politiske politi, som fik et blodigt endeligt ved proletariatets hænder, som havde lidt forfærdeligt fra deres forbrydelser.

I modsætning til Monty Johnstones »gradualistiske« illusioner er der ikke nogen mulighed for, at Sovjetunionen går hen imod socialisme, førend bureaukraternes herredømme er væltet og erstattet af en ny politisk revolution i Rusland og de andre deformerede arbejderstater. Revolutionen vil ikke være en social revolution med det formål at ændre eksisterende ejendomsforhold. Den sovjetiske arbejderklasse ønsker ikke at gå tilbage til kapitalisme, men at gå fremad på grundlag af de fremskridt, som er gjort i industri og videnskab, imod et højere niveau af arbejderdemokrati end selv i dagene under Lenin og Trotskij og derfra videre til socialisme.

Den anti-bureaukratiske revolution vil være en revolution for at rive kontrollen med staten, fagforeningerne og industrien ud af hænderne på de privilegerede parasitter og genindføre et sundt arbejderdemokrati, som ville være et eksempel og et lyspunkt for arbejderne i resten af verden, og ikke den groteske karikatur, som har gjort usigelig skade på marxismen-leninismens billede i øjnene på arbejderne i verden. Og det vi har sagt om Rusland er ligeledes gyldigt i de andre stater, hvor kapitalisme og godsejervældet er blevet væltet: Østeuropa, Kina, Cuba, Nordvietnam og Korea, Syrien og Burma.

Hvilken slags socialisme?

»Hvis vi skal lave en meningsfuld vurdering af Trotskijs politiske position«, skrev Monty Johnstone, »må vi undgå vilkårlige definitioner, som tager emnerne ud af deres historiske kontekst og fremkalder intetsigende semantisk kævleri.« (Cogito, s. 28)

Hvis det er en meningsfuld vurdering af Trotskijs politiske position, som vi leder efter, burde vi nok have ledt et andet sted. Ingen steder i hele artiklen forklarer Monty Johnstone, hvad Trotskij rent faktisk skrev om stalinisme og Sovjetunionen. Han holder sig til isolerede stumper af citater, som ikke er designet til at gøre Trotskijs position klar overfor læseren, men kun til at få Trotskij til at se tåbelig ud. Det ville være en let sag at »skrive et værk« om Marx, Engels eller Lenin og bruge den samme »metode« – og det har borgerlige professorer også gjort regelmæssigt! Hvad Monty Johnstone enten ikke kan eller ikke vil forstå, er, at det samme fænomen kan udtrykke sig forskelligt under forskellige forhold, og derfor må analyseres på en helt ny måde. Således på spørgsmålet om muligheden for genindførelse af kapitalisme i Rusland anså både Lenin og Trotskij dette som uundgåeligt, medmindre den socialistiske revolution forekom i Vesten. Dette var rent faktisk muligt op til 1927-31. Men i hans sidste værk, ‘Stalin’, var Trotskij allerede kommet til den konklusion, at på grund af en række årsager, ville det stalinistiske regime i Rusland måske vedvare i årtier i sin nuværende form.

Hvad »vilkårlige definitioner« angår, så vil læseren bemærke, at ikke lang tid efter, at kammerat Johnstone afviser en sådan idé, springer han ind i netop sådan en vilkårlig diskussion. Er socialisme »et samfund uden klasser, varer, penge og staten«? Eller er det måske »overdragelsen af produktionsmidlerne til fælles ejendom for hele samfundet«? Johnstone falder i sidste ende hen til »kooperativ produktion i stor skala« – og konkluderer derefter triumferende, at »socialisme« er opnået, ikke kun i Sovjetunionen, men også i tretten andre lande!

Vi vil ikke ordkløve med Monty Johnstones »definition«. Elementet af »stor-skala kooperativ-produktion« er uden tvivl en basal del af socialisme. Men er det alt, hvad socialisme er? Selv Monty Johnstone ville ikke vove at sige sådan noget. På side 30 skriver han:

»Det der var blevet opnået i trediverne i form af socialistisk økonomi, var selvfølgelig stadig kun socialismens bare knogler, som krævede adskillige flere årtier med fredelig vækst, før det fuldt ud kunne overkomme den forfærdelige russiske tilbageståenheds arv, og fremstod som et fuldt udviklet, velstående, harmonisk og kultiveret socialistisk samfund.« (Cogito, vor fremhævning)

I Monty Johnstones øjne var tingene ikke alt for gode i Stalins Rusland. Men dengang havde de kun de »bare knogler« af socialisme, hvorimod nu… ja, kammerat Johnstone, hvad med nu? Du ser det sovjetiske samfund som et »fuldt udviklet, harmonisk og kultiveret socialistisk samfund«. Javel, men hvad med alle rapporterne om korruption, dårlig ledelse og nepotisme, som findes i overflod i den sovjetiske presse? De sovjetiske ledere påstår, at de »opbygger kommunisme« – den højeste, mest kultiverede form for menneskeligt samfund – og dog har de stadigvæk brug for dødsstraf for økonomiske forbrydelser. For to år siden rapporterede Morning Star om, at chefen for al lysindustrien i Moskva var blevet skudt for at begå kassesvig. Korruption er også »veludviklet« i Sovjetunionen. Og hvad med de store uligheder i lønningerne, eksistensen af 500 rubelmillionærer, som tydeligvis er »velstående«. Og hvad kunne være mere harmonisk end forholdet imellem de russiske og tjekkiske bureaukratier? Eller måske bruges dette ord harmonisk til at antyde et samfund, hvor al opposition er blevet skånselsløst udryddet? Hvad angår »kulturelle« standarder, vedligeholdes de alle ved at pakke forfattere sammen til »korrigerende« arbejdslejre for den forbrydelse at kræve implementeringen af den sovjetiske forfatning!

I 1935 pralede Stalin om, at opbygningen af socialisme i USSR var blevet »færdiggjort«. På det tidspunkt omfattede dødsstraffen børn på tolv år! Ifølge sovjetbureaukraternes propaganda så blev socialismen faktisk ved med at blive »færdiggjort« hvert år, så ofte blev socialismen »færdiggjort«, at det blev en joke iblandt de sovjetiske arbejdere, og efter Stalins død blev bureaukratiet nød til at droppe det til fordel for en endnu grimmere joke: Det var ikke længere »socialisme«, der blev opbygget, men »kommunisme« – og på tyve år!

Selvfølgelig står der mindre i det Kommunistiske Partis presse om »opnåelsen af kommunismen« i Rusland jo nærmere vi kommer på slutningen af denne tyveårsperiode! Således skriver Johnstone på side 30:

»Snak om overgangen til kommunisme indenfor den overskuelige fremtid i Stalin- og Krustjovperioden bliver nu generelt anset [!] for at have været enormt bombastiske og overdrevne påstande« (Cogito)

Ja, så sandelig, kammerat Johnstone. Men hvad skrev ledere af kommunistpartierne om disse »enormt bombastiske og overdrevne påstande« på tidspunktet omkring den 22. kongres? På det tidspunkt var du og lederne af kommunistpartierne travlt optaget af at sælge denne linje til jeres medlemmer. Nu ser det ud til, at linjen er blevet skiftet igen – uden et ord forklaring til de menige medlemmer!

Kovendingen er kun »generelt set« en formular, som tjener som et figenblad til at skjule flovheden hos de ynkelige »teoretikere«, som i går var fulde af lovsang for Krustjov, dagen før for Stalin, og som generelt set er klar til at ændre deres ideer og principper ligeså ofte, som en rig lads skifter sin skjorte.

Det første spørgsmål, som ethvert tænkende medlem af kommunistpartiet ville stille, er: Hvis socialisme er blevet opbygget i Sovjetunionen, hvis borgerskabet endeligt er blevet udryddet og klassekampen overvundet, hvorfor kan de ikke tillade demokratiske rettigheder til arbejderne? Vi tror ikke, at der er nogen mulighed for kapitalistisk genindførelse i Rusland eller i nogen anden arbejderstat nu. Hvorfor så forbyde tilkendegivelsen af oppositionelle synspunkter, oprettelsen af forskellige arbejderpartier? Sovjetunionen har intet at frygte, hvis socialismen virkelig er blevet opbygget. Selv borgerlige partier kunne tillades, så længe de ikke indgik i sabotage- eller voldshandlinger. Du kan uden bekymring tillade de tidligere udbyttere at udstede løbeseddeler, som kalder til en tilbagevenden til »de gode gamle dage« med millionærbosser, kosakpoliti og masseanalfabetisme. De ville blive behandlet af arbejderne som gnavpotter på samme måde som folk, der talte for tilbagevenden til feudalisme blev set ned på efter de borgerlige revolutioner.

Lad os stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis det er sandt, at socialisme (med hvilket menes, ikke kun en nationaliseret planlagt økonomi, men den »planlagte og harmoniske produktion af ting til tilfredsstillelse af menneskelige behov»), hvis det er blevet opbygget i Rusland, så ville de reaktionære kræfter både internt og eksternt være paralyseret. Billedet af et virkelig »fuldt udviklet, velstående, harmonisk og kultiveret sovjetsamfund« ville have en stærk effekt på hjerter og sind hos arbejderne i de kapitalistiske lande i vest. Impulsen imod en socialistisk omdannelse ville være uimodståelig. Men hvordan ser virkeligheden ud i forhold til Monty Johnstones »smukke formular«? Realiteterne i det sovjetiske land har langt fra inspireret arbejderklassen i vest til at gå imod socialisme, den har tværtimod styrket borgerskabet umådeligt, som kan pege på de skammelige misdannelser i det totalitære Rusland og Østeuropa og Kina og bruge dem til at skræmme arbejderne i deres egne lande. »Vil I have kommunisme?« skriger de, »Her er det! Det er kommunisme! Berlin-muren er kommunisme! Ungarn 1956 er kommunisme! Arbejdslejrene er kommunisme!« Forsvarerne af »kommunist«partierne har anstrengt sig for at pynte på totalitarismens modbydelige ansigtstræk ved at klistre mærkater med »socialisme« og »kommunisme« over det hele. Det lykkes dem ikke at hvidvaske de forbrydelser, som det russiske bureaukrati har begået – det lykkes dem kun at miskreditere selve ideen om socialisme i arbejdernes øjne.

Monty Johnstone kigger på spørgsmålet om, hvorvidt socialisme er blevet opbygget i et land, ikke som en marxist, men som en kasuist og en (dårlig) formel logiker. For marxister kan spørgsmålet ikke besvares ved hjælp af logikken i definitioner, men kun igennem historiens dialektik. Monty Johnstone citerer en »definition« fra Lenins ‘Staten og revolutionen’, men han forklarer ikke den analyse af, hvordan arbejderstaten bevæger sig hen imod socialisme, som dette værk rummer. I ‘Staten og revolutionen’fremsætter Lenin de følgende betingelser for en arbejderstat, for proletariatets diktatur ved dets begyndelse:

- Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen.

- Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder.

- Ingen stående hær, men et bevæbnet folk

- Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er »bureaukrater« på skift, er der ingen bureaukrater.

Dette var de betingelser, som Lenin fremsatte, ikke for »socialisme«, ikke for »kommunisme«, men for den allerførste periode i en arbejderstat – perioden med overgang fra kapitalisme til socialisme. Lenin kastede ikke rundt med definitionen »socialisme«. Betingelserne for en arbejderstat var ikke noget, som faldt ned fra himmelen til Lenin. De udgør generaliseringen af arbejderklassens historiske erfaringer. De er de forenklede erfaringer fra Pariserkommunen 1870-72, som Marx baserede sin idé om proletariatets diktatur på, og som Lenin på brillant vis analyserede i ‘Staten og revolutionen’.

Overgangen til socialisme kan kun opnås igennem arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse i driften af samfund, industri og staten. Det er ikke noget, som på generøs vis bliver kastet ned til dem af de »kommunistiske« embedsmænd. Alle Marx’, Enegels, Lenins og Trotskijs idéer var baseret på den kendsgerning. Imod anarkisternes forvirrede ideer, argumenterede Marx for, at arbejderne havde brug for deres egen stat for at modgå modstanden fra de udbyttende klasser. Men dette af Marx’ argumenter er blevet misbrugt af både reformister og stalinister til at retfærdiggøre, på den ene side, reformisme, og på den anden side den karikatur af »socialisme«, som øjensynligt er blevet opbygget i USSR. Men som Lenin understregede, har proletariatet kun brug for en stat, »som er så grundfæstet, at den vil begynde at dø bort, og ikke kan undgå at dø bort« eller for at bruge Marx’ udtryk, en »halv-stat«.

Under Lenin og Trotskij var den sovjetiske stat for at sikre den uafbrudte reducering af embedsmandsvældets »specielle funktioner« konstrueret til at lette involveringen af arbejderne i opgaverne med kontrol og regnskab. Strikse begrænsninger blev sat på lønnen samt magten og privilegierne hos embedsmændene for at forhindre dannelsen af en privilegeret kaste. På grund af den fremherskende tilbageståenhed og manglen på uddannet arbejdskraft, blev en lønforskel fastsat til ikke mere end fire gange. I 1919 modtog en folkekommissær (hvilket svarer til en minister) den samme løn som en arbejder. Borgerlige specialister modtog mere – men et partimedlem, som også var specialist, fik også kun en arbejders løn.

I 1931 afskaffede Stalin formelt den lov, som fastsatte et maksimum for lønnen. Den gennemsnitlige månedsløn for en arbejder i Rusland i dag er ikke mere end 80-90 rubler (cirka 25 pund, eller til den inflationsramte udvekslingsrate, max 40 pund). Men ministre betales op til 5000 rubler om måneden (imellem 1250 og 2000 pund), og her tæller vi ikke de adskillige frynsegoder, der findes, såsom udgiftskontoer, der ikke tjekkes, private sanatoriumer, private teatre, villaer, barer, osv. Da Trotskij opbyggede den røde hær, var den baseret på den samme form for arbejderdemokrati som staten: De gamle zaristiske traditioner for klasseskel, udtrykt igennem uniformer, rang, medaljer, osv., blev afskaffet. Der var ingen privilegeret officerskaste; officererne i den røde hær mængede sig frit med og på lige fod med »de menige«. Under Stalin blev den gamle »militærpedanteri« genindført. Officerskorpsene kom igen til syne i alt deres byzantinske pragt; rang, epauletter, honnør og oppasser – alle de gamle kaste- og rang- dyrkelse og underdanighed blev genindført i 30’erne. I dag i Rusland og Østeuropa er militærtjeneste to års hårdt arbejde på ussel løn, alt imens generalerne og marshallerne hersker over de menige. I Bulgarien for eksempel er den gennemsnitlige månedsløn for en arbejder omkring 100 leva, en soldat modtager 150 leva, en junior officer 200 leva. Og for marxister afslører hæren på en meget præcis facon alle modsætningerne i samfundet.

Selvfølgelig forestiller marxister sig ikke, at samfundet kan springe direkte fra kapitalisme til socialisme uden at gennemgå nogle mellemliggende stadier, især i et tilbagestående land. Men essensen af en overgangsperiode er, som Lenin forklarede, den gradvise reduktion af statens magt i takt med at flertallet af befolkningen inddrages i arbejdet med at planlægge driften af samfundet. En marxist spørger altid i forbindelse med et givent samfund, ikke kun hvad det er, men også i hvilken retning det bevæger det sig? Under Lenin og Trotskij var sovjetrepublikken proletariatets diktatur, der bevægede sig i retning af socialisme. Under Stalin, Krustjov og Bresjnev er det en uhyrligt deformeret arbejderstat – en stat hvor nationaliseringen af produktionsmidlerne og planlægningen forbliver, men under en totalitær, ét-partistats kontrol, som ikke bevæger sig i retning af socialisme, men tværtimod større velstand, privilegier og magt for den parasitiske herskende kaste.

Monty Johnstones intetsigende forsikringer om, at »socialisme« er blevet opbygget i Sovjetunionen udgør en grotesk krænkelse af alle Marx og Lenins idéer. Han tager alle den herskende klikes løfter og forsikringer for gode varer, på trods af den kendsgerning, at de allerede er blevet afsløret som falske af den blodige undertrykkelse af de ungarske arbejdere i 1956, af den fortsatte eksistens af privilegier, korruption og repression inde i Rusland, invasionen af Tjekkoslovakiet, skueprocesserne imod forfattere, den fortsatte undertrykkelse af minoriteter såsom de ukrainske og krimske tartarere, den fortsatte censurering af Trotskijs og de gamle bolsjevikkers værker, den grove forfalskning af »officiel« historie, anti-semitismen, osv, osv. Og det, Monty Johnstones – det er stalinismens og kommunistpartiets leders store forbrydelse internationalt.

Nationalistisk degenerering af kommunistpartierne

»En grundlæggende marxistisk kritik af stalinismen, som stadig mangler at blive lavet, vil ikke komme fra Trotskijs præmisser, selvom hans skrifter bør studeres for de mange værdifulde lærdomme – både positive og negative – som de indeholder for os. Men selv hvor hans lejlighedsvise indblik er bedst, er det inde for rammen af en fundamentalt forkert model, som forhindrede ham i at forstå de udviklingslove, som præger det sovjetiske samfund eller begribe det (indrømmet nye og hidtil usete) fænomen, som stalinismen var, i dets kompleksitet og mangesidethed. Jævnfør den ubehagelighed, som historien har behandlet hans store forudsigelser, som vi har citeret i denne artikel, med« (Cogito, s. 33)

Vi har allerede kommenteret på den måde som Monty Johnstone – og ikke historien – har »behandlet« Trotskijs »forudsigelser«. Det er en skam, at han ikke også berørte nogle af de »forudsigelser«, som Stalin lavede, eller nogle af dem, som lederne af kommunistpartierne i vest har lavet de sidste par årtier. Han tør ikke citere dem. Han ville ikke engang behøve at forvrænge dem, for at de ville fremstå fuldstændig ude af trit med virkeligheden!

Vi håber, at vi i denne artikel har vist, i det mindste i grundtrækkene, hvordan Trotskij alene tilbød en marxistisk analyse af det »indrømmet nye og hidtil usete fænomen, som stalinismen var«. Med hensyn til de »brillante, mangesidede analyser«, som Bresjnev og Kosygin, Dutt og Klugaman lavede, så venter vi stadig på dem. Historien har ikke behandlet dem ubehageligt – for de er aldrig blevet lavet!

Hvor »ubehageligt« har historien behandlet Trotskijs allervigtigste prognose? I 1928 i hans ‘Kritik af udkastet til program for den kommunistiske internationale’, skrev Trotskij, at »teorien« om »socialisme i et land«, hvis internationalen vedtog den, uundgåeligt ville føre til den nationalistiske degenerering af den Kommunistiske Internationale.

»Revolutionær patriotisme kan kun have én klassekarakter. Det begynder som patriotisme for partiorganisationen, for fagforeningen, og hæver sig til statspatriotisme når proletariatet overtager magten. Hvor som helst magten er i arbejdernes hænder, er patriotisme en revolutionær pligt. Men denne patriotisme må være en uadskillelig del af revolutionær internationalisme. Marxismen har altid lært arbejderne, at selv deres kampe for højere lønninger eller mindre timer ikke kan vindes medmindre, at det bliver ført som en international kamp. Og nu ser det lige pludselig ud til, at idealet om det socialistiske samfund kan opnås med nationale kræfter alene. Dette er et dødeligt slag imod internationalen.«

»Den urokkelige overbevisning om, at det grundlæggende klassemål, selv mere end delmålene, ikke kan realiseres igennem nationale midler eller nationale grænser, udgør selve hjertestenen i revolutionær internationalisme. Men hvis det ultimative mål er realiserbart inden for nationale grænser igennem et nationalt proletariats anstrengelser, så er internationalismens rygrad blevet smadret. Teorien om muligheden for realisering af socialisme i et land ødelægger den indre sammenhæng imellem det sejrrige proletariats patriotisme og proletariatet i de borgerlige landes defaitisme. Proletariatet i de avancerede kapitalistiske lande rejser stadig på vejen imod magten. Hvordan og med hvilken manér det marcherer imod den, afhænger fuldstændigt af om det anser opbyggelsen af et socialistisk samfund som en national eller internationale opgave.«

»Hvis det er muligt at opnå socialisme i et land alene, kan man tro på den teori ikke kun før, men også efter erobringen af magten. Hvis socialisme kan realiseres indenfor det tilbagestående Ruslands nationale rammer, så er der endnu mere grund til at tro på, at den kan realiseres i det avancerede Tyskland. I morgen vil lederne af det Tyske Kommunistparti foreslå denne ide. Programudkastet bemyndiger dem til at gøre sådan. Dagen efter i morgen vil det franske parti foretage sin vending. Det vil blive starten på disintegrationen af Komintern, på socialpatriotismens linjer« (The Third International After Lenin, s. 71-72, vores kursivering)

I disse linjer forudså Trotskij på brillant vis Tredje Internationales kollaps og de »kommunistiske« partiers degenerering . Efter på kynisk vis at have brugt Komintern som Sovjetunionens grænsevagt, lukkede Stalin den foragteligt i 1943 som en gestus på »velvillighed« overfor hans imperialistiske allierede. Lige præcis på det tidspunkt, hvor millioner af arbejdere i Italien, Grækenland, Kina, Østeuropa og Storbritannien gik i retning af revolution, var Tredje Internationale blevet kastet i historiens skraldespand.

Det er sandt, at stalinismen af en række årsager kom midlertidigt styrket ud af anden verdenskrig. Det var hovedsageligt på grund af kapitalismens fuldkomne bankerot på verdensplan; dets magtesløshed til at intervenere imod Rusland efter krigens afslutning, arbejderklassens revolutionære bevægelser i Storbritannien, Frankrig, Italien, plus stemningen iblandt de »allierede« arbejdere i uniform, paralyseret af imperialismen.

Det faktum, at imperialismen var ude af stand til at intervenere i Østeuropa og Kina, førte sammen med kapitalismens råddenskab i disse områder til, at kapitalismen og godsejervældet blev væltet, hvilket ifølge Monty Johnstone ubestrideligt viser urigtigheden i Trotskijs anklager om stalinismens kontrarevolutionære natur. Han nævner ikke situationen i Frankrig, hvor Kommunistpartiet, som nød masseopbakning på grund af dens medlemsskares heroiske rolle i modstandskampen, gik med i en koalitionsregering med de Gaulle; eller Italien, hvor Stalin instruerede Kommunistpartiet til at støtte »ex-fascisten« Badoglio på et tidspunkt, hvor de nordlige byer var i arbejdernes hænder, eller Grækenland hvor de 200.000-stærke kommunistpartiledede guerillaer blev beordret til at nedlægge deres våben og »vente på valg«, imens Grievas bander skød kommunister ned i gaderne; eller Storbritannien, hvor kommunistpartiet stod for en »national« samlingsregering – som inkluderede Churchill!

Godsejervældets og kapitalismens sammenbrud i Kina og Østeuropa, og deres erstatning af en nationaliseret planlagt økonomi, var et hårdt slag imod imperialismen på verdensplan.

I særdeleshed var den kinesiske røde hærs sejr den næststørste begivenhed i det tyvende århundrede, næstefter Oktoberrevolutionen i 1917. Igennem denne begivenhed trådte Kinas multimillioner bondemasser for første gang ind på historiens scene.

Disse udviklinger blev hilst velkomne af de britiske marxister, som aldrig tvivlede på, at de ville sætte disse tilbagestående lande i stand til at påbegynde den historiske opgave med at overvinde de problemer, som var efterladt fra landenes semifeudale fortid. Men vi forstod også helt klart den modsætning, som lå i den type »revolutioner«, som fandt sted i Kina og Østeuropa. Vi forstod, at de var blevet gennemført af stalinistiske ledere i en bonapartistisk facon. Ved at bruge den røde hær som murbrækker, smadrede det russiske bureaukrati de svage, tandløse borgerskaber og installerede deres egne håndlangere i deres sted. Balancerende imellem klasserne oprettede de en stat i Moskvas billede. I stedet for arbejdersovjetternes herredømme, stillede de »nationale« varianter af stalinisme med alle de hæslige kendetegn fra totalitære et-parti-politistater. De østeuropæiske og kinesiske »revolutioner« begyndte, der hvor den russiske revolution sluttede; som groteske deformerede proletarisk-bonapartistiske regimer.

Siden anden verdenskrig har vi set sandheden i Trotskijs analyse af »socialisme i ét land«, bekræftet på den mest slående vis. I stedet for den forenede, »harmoniske« socialistiske blok, som Monty Johnstone refererer til, har vi et kvalmende spektakel med undertrykkelse og det russiske bureaukratis udplyndring af Østeuropa efter krigen, startende med sammenbruddet i Jugoslavien og kulminerende med, at soldaterne fra russisk og kinesisk »socialisme« skød hinanden ned med tanks, fly og geværer i grænsestridigheder.

Oktoberrevolutionen vandt gehør hos arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande igennem dets klare opfordring til socialistisk internationalisme. Den bolsjevikiske appel til »en krig uden anneksioner eller krigsskadeerstatninger« gav genklang iblandt millioner af krigstrætte arbejdere i alle krigsførende nationer, deriblandt Tyskland. Propagandaen og fraterniseringen, udført på et klassegrundlag, forårsagede masseutilfredshed i den tyske hærs rækker og senere i de udenlandske interventionshære.

Under anden verdenskrig benyttede det russiske bureaukrati de mest skandaløse, chauvinistiske fordomme i deres propaganda. I stedet for en proletarisk-internationalistisk linje, proklamerede de idéen om »den eneste gode tysker, er en død tysker« i en let gennemskuelig form. Og denne anti-tyskertendens præger stadig stalinisternes propaganda. Det russiske bureaukratis politik var: Få arbejderklassen til at betale for Hitlers forbrydelser, hvis sejr blev muliggjort, på den ene side af det tyske socialdemokratis lederes kriminelle handlinger, og på den anden side af Stalin og lederne af det tyske kommunistpartis ditto. Ti millioner tyskere blev med magt udvist af Østeuropa efter krigen, hvoraf op imod to millioner omkom i løbet af gennemrejsen under barbariske forhold.

I årene efter krigen udplyndrede det russiske bureaukrati Østeuropa, Østtyskland måtte betale reparationer for 16 milliarder dollars, Rumænien og Ungarn betalte henholdsvis 570 millioner og 400 millioner dollars. Ikke kun »fjenden«, men også de andre østeuropæiske lande blev systematisk ribbet for industri, rullende materiel, osv., som blev fragtet til Rusland. Således var det de stalinistiske chauvinisters forbrydelser, som kunstigt gav foranledning til fremvæksten af reaktionære bevægelser iblandt den udviste befolkning i Vesttyskland, og fik ordet »kommunisme« til at stinke iblandt den tyske arbejderklasse, som før krigen havde været »den rødeste i Europa«.

Før krigen var Østeuropa berygtet for nationale opsplitninger. Kapitalisme og den borgerlige stat viste sig ude af stand til at tage fredeligt vare på de problemer, som opstod ud af dette komplekse kludetæppeagtige sammenblanding af nationaliteter og sprog. Disse nationale opsplitninger har været Østeuropas forbandelse, et vigtigt faktum, som forlængede regionens tilbageståenhed, fattigdommen og elendigheden iblandt masserne og den brutale undertrykkelse af nationale mindretal. Hvis stalinisterne havde haft bare en tøddel tilbage fra den bolsjevikiske internationalisme, ville de have fremsat sloganet om en socialistisk føderation i Østeuropa, baseret på en økonomisk plan og kædet sammen med USSR’s enorme ressourcer og potentiale.

»Balkaniseringen« af Østeuropa, som med fuldt overlæg er blevet opfostret af de russiske stalinister efter krigen, har uundgåeligt banet vejen for den nuværende situation. Som Trotskij forudså, bekymrer et hvert national bureaukrati sig om »sine egne« grænser! Dette sker på et tidspunkt, hvor borgerskabet i vest står over for modsætningen imellem det nationale markeds snævre rammer og markedsøkonomiens tvingende behov. Selvom dette selvfølgelig sker på grundlag af privat ejerskab af produktionsmidlerne, findes der ingen løsning på denne modsætning.

Resultaterne af denne nationale »socialisme« er groteske. På nuværende tidspunkt er der 300.000 arbejdsløse i Jugoslavien og yderligere 400.000, som ikke kan finde arbejde i deres »socialistiske« fædreland, og derfor er tvunget til at arbejde i Vesten. På den anden side af grænsen i »socialistiske« Bulgarien, hvor de snakker et lignende sprog, er der virksomheder, som arbejder 45-50 % af kapaciteten på grund af mangel på semi-faglærte maskinarbejdere (The Economist, 20. januar, 1968). Tjekkoslovakiet og Østtyskland lider også under mangel på arbejde, hovedsageligt takket være udvisningen af de sudetenlandske tyskere, og masseflugt fra Ulbrichts modbydelige stalinistiske regime.

Men det mest afskyvækkende resultat af »socialisme i et land« er sino-sovjet-splittelsen. Monty Johnstone peger på den kinesiske røde hærs sejr i 1949, som et »bevis« for at »socialisme i et land« ikke er uforeneligt med revolutionær socialistisk internationalisme. Men de kinesiske stalinister tog magten på trods af det »broderlige« råd fra deres sovjetiske »kammerater«. Stalin foretrak en deling af Kina eller en koalitionsregering med Chiang-Kai-Shek!

Det ville være interessant at se Monty Johnstones analyse af sino-sovjetstriden, som han ikke nævner én eneste gang i hans artikel! Hvad er forklaringen på dét kammerat Johnstone? Er det endnu en »tragisk fejltagelse? Eller er det et resultat af Maos »personlighedskult«? Hvis Stalins »personlighed« kunne holde hele Rusland under et terrorregime, så kan Mao formodentlig også manipulere 700 millioner kinesere pga. hans personligheds styrke. I virkeligheden har Monty Johnstone og stalinismens »teoretikere« ingen som helst forklaring på sino-sovjetsplittelsen. Og der kan ikke være nogen forklaring, hvis vi accepterer at både Rusland og Kina er »socialistiske lande«.

Sino-sovjetsplittelsen (som blev forudset selv inden Maos hære kom til magten af de britiske marxister, der baserede sig selv på Trotskijs prognose, som historien åbenbart har behandlet så »ubehageligt»), har intet at gøre med spørgsmål om teori eller ideologi. Det er resultatet af sammenstødet imellem to rivaliserende nationale bureaukratier. Ligesom to rivaliserende bander i Al Capones Chicago er de russiske og kinesiske bureaukratier ikke parat til at dele deres magt og velstand med nogen, og de bevogter nidkært »deres territorium« imod indtrængen fra deres »broderlige kammerater«.

Fra et marxistisk synspunkt er sino-sovjetstriden en uhyrlig hændelse, som aldrig ville kunne finde sted imellem to rigtige, sunde arbejderstater. Det er en forbrydelse, som ikke bare gør usigelig skade til socialismens sag på verdensplan, men også står i grundlæggende modsætning til arbejdernes og bøndernes interesser i begge lande.

Et elementært krav, som et virkeligt marxistisk-leninistisk parti ville rejse hele vejen igennem, ville være: En socialistisk føderation af Rusland og Kina. Det russiske bureaukrati har forsøgt at åbne for de store vidder i det sovjetiske Asien, som indeholder enorme mineralrigdomme, som kunne ændre hele den sovjetiske måde at leve på, hvis de blev udnyttet. Hovedforhindringen er manglen på arbejde; sovjetiske arbejdere er uvillige til at forlade Moskva og Leningrad for at flytte til Centralasien. På den anden side tilbyder Kina en stor potentiel arbejdskraft til udførelsen af denne historiske opgave. Men når kinesere krydser »grænsen«, en kunstig, meningsløs linje, som skærer alle naturalenheder over, bliver de tvungent udvist af enheder af den røde hær. Samtidig er det russiske bureaukrati i fuld gang med at forhandle med de store japanske koncerner om at åbne op for Sibirien!

På trods af deres kyniske opråb om »proletarisk internationalisme«, har hverken det kinesiske eller det russiske bureaukrati fremsat noget virkeligt internationalistisk program for i begge folkeslags interesser at sammenkæde de to gigantiske økonomier. I stedet har vi været vidner til spektaklet og grænsestridighederne, mordet på russiske og kinesiske arbejdere i uniform, den endnu mere forbryderiske og grusomme propaganda fra de russiske og kinesiske stalinister, som ikke blot er chauvinistisk, men endda har racistiske undertoner.

Dette er virkeligheden i Monty Johnstones »tretten socialistiske lande«, tretten totalitære stater, styret af tretten nationalistiske bureaukratier, som kommunikerer med hinanden i det broderlige sprog af maskingeværer og raketter!

Men Trotskijs prognose holder stik på endnu et spørgsmål. I ‘Kritik af udkastet til program for den kommunistiske internationale’ forklarer Trotskij, hvordan »teorien« om »socialisme i et land« betyder fare for degenerering, ikke blot efter, men også før overtagelsen af magten. Og hvad er situationen med den tidligere Tredje Internationales partier i dag? Overalt, ligegyldigt om de er ved magten eller ej, udviser de såkaldte »kommunistiske« partier alle de afskyelige tegn på nationalistisk degenerering.

I årtier har »lederne« af de kommunistiske partier internationalt ligget på maven for det russiske stalinistbureaukratis diktater på en helt igennem ynkelig måde. Deres politik har bestået af en række modsætningsfulde vendinger i overensstemmelse med Stalins manøvrer; Den ene dag fordømte de socialdemokratiske arbejdere som »skruebrækkere« og »social-fascister«, den næste dag indkaldte de til sammenslutning med alle liberalistiske partier, senere modsatte de sig krig imod Tyskland på grundlag af en fred på Hitlers betingelser, og til sidst antog de rollen som den værste strejkebryder i »nationens interesser« efter 1941.

Monty Johnstone forsøger ved hjælp af manipulerende brug af citater at »bevise« selvmodsigelsen i Trotskijs analyse af Sovjetunionen. Men den række politiske kovendinger, som hans egne venner Politt, Dutt, Gollan, Campbell, har præsteret, kommenterer han ikke. Sådanne manøvrer har intet til fælles med marxisme og den marxistiske metode – de er kun bevis for en yderst uprincipiel metode, som alle kommunistpartilederne benytter.

I løbet af de sidste to årtier har den stalinistiske monolit lidt under en række hårdtrammende slag; splittelsen med Jugoslavien, de polske begivenheder og den ungarske revolution 1956, og især sino-sovjetsplittelsen, har alle sammen svækket det russiske bureaukratis jerngreb på den internationale bevægelse. Men hvilket alternativ foreslår de »progressive« og »venstreorienterede« ledere af Kommunistpartiet til »Moskva-linjen«? En tilbagevenden til Lenins ideer? Langt fra.

Lederne af kommunistpartierne har overalt brugt situationen til at tilkalde sig ethvert nationalt bureaukratis ret til at herske over dets eget hønsehus. »Den britiske vej til socialismen«, »den polske vej til socialismen« – alt det er blot udtryk for ledelserne af kommunistpartiets snæversynede, nationale mentalitet og deres beslutsomhed på at vogte over deres ledende position i »deres« land, uden »indblanding« udefra.

Det standpunkt, som en række udenlandske kommunistpartier tog i spørgsmålet om Tjekkoslovakiet, var bevis for dette. De var ikke parate til at »tage skylden« for det russiske bureaukratis handlinger, sådan som de før havde gjort det med katastrofale følger i 1956. Gollan, Dutt og Monty Johnstone har ikke gjort noget forsøg på at analysere eller forklare invasionen af Tjekkoslovakiet. »Er det ikke nok, at partiledelsen tager afstand fra invasionen? Hvad klager i over?« Ja kammerater, men det som interesserer en marxist er ikke bare fromme håndbevægelser (højrefløjslederne af Labour »tog også afstand« fra invasionen af Tjekkoslovakiet!), men en forklaring.

Den virkelige årsag til at Bresjnev besluttede sig for at invadere Tjekkoslovakiet, var fordi han frygtede den effekt, som selv de mindste demokratiske indrømmelser i Tjekkoslovakiet ville have på arbejderne i Rusland. Deres handlinger var bevis for en skælvende nervøsitet, ikke selvtillid og styrke. Alligevel fortsætter Gollan og Johnstone deres skuespil, som om der bare var tale om en »tragisk fejltagelse« på sovjetbureaukratiets vegne!

Kommunistpartiernes ledelsers »uafhængige« standpunkt i Vesten i forhold til Moskva er kun den ene side af sagen. På den anden side har vi Gollans og Waldeck-Rochets vedvarende forsøg på at integrere sig i »deres« nationale borgerlige »offentlige mening«. Stalinisternes »nye udseende« er endnu mere frastødende end det gamle. Det er en karikatur på de socialdemokratiske lederes usle reformisme. Således er avisen ‘Daily Worker’ nu blevet til ‘The Morning Star’, lederne af kommunistpartiet understreger nu i alle deres erklæringer Partiets ikke-revolutionære, borgerlige respektabilitet, dets gennemgående patriotisme, som stræber efter at få det »Store« tilbage i Britannien. Tydeligvis ønsker kommunistpartilederne, at de kan synge nationalsangen højere end Tory’erne og højrefløjslederne i Labour! Union Jack er til stede ved hver af de store kommunistpartidemonstrationer; trods alt er det jo »vores« flag…!

Det er sigende, at de samme »teoretikere« fra Kommunistpartiet, som kritiserede invasionen af Tjekkoslovakiet, også var de mest fremtrædende i deres støtte til den lederne af de Franske Kommunistparti og CGT’s skammelige optræden under majbegivenhederne sidste år.


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere