Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

7. Lenins kamp imod bureaukrati

¬»I den sidste periode af hans liv var Lenin desperat bekymret over fremvæksten af bureaukrati i sovjetstaten og i partiet¬« (Cogito, page 22)

Efter at Monty Johnstone har brugt et afsnit på den russiske revolution og et på borgerkrigen, vedligeholder han sin ¬»balance¬« ved at give den samme plads til Lenins sidste kamp imod de interne kræfter, som reaktionen udgjorde i den sovjetiske stat og i partiet.

Hvordan gik Lenin til spørgsmålet om bureaukrati? Forblev han bare ¬»desperat bekymret¬« over det? Eller forsøgte han noget som ¬»teoretikerne¬« for kommunistpartierne i dag ihærdigt undviger, nemlig en analyse af årsagerne til bureaukrati, for at kunne føre en uforsonlig kamp imod det?

Monty Johnstone refererer til ¬»bureaukrati¬«, som om det bare var et spørgsmål om ¬»bureaukratisk opførsel¬«, usædvanligt omsvøb, embedsmandsstanden, etc. Sådan en tilgang har intet til fælles med den marxistiske metode, som forklarer bureaukrati som et socialt fænomen, der opstår af bestemte årsager. Lenin behandlede spørgsmålet som en marxist ved at forklare bureaukratiets fremkomst som en parasitisk, kapitalistisk svulst på arbejderstatens organisme, som fremkom pga. revolutionens isolation i et tilbagestående, analfabetisk bondeland.

I en af sine sidste artikler, Hellere få, men bedre, skrev Lenin:

¬»Vores statsapparat er så sørgeligt, for ikke at sige usselt, at vi først og fremmest må tænke meget omhyggeligt på, hvordan vi kan modgå dets fejl, samtidig med at vi tager med i overvejelsen, at disse fejl er rodfæstet i fortiden, som, selvom den er forbi, endnu ikke er blevet overvundet, endnu ikke er blevet til en kultur, som hører fortiden til.¬« (LCW, bind 33, s. 487)

Oktoberrevolutionen havde omstyrtet den gamle orden, skånselsløst undertrykt og udrenset den tsaristiske stat, men under forhold med kronisk økonomisk og kulturel tilbageståenhed, var den gamle ordens elementer alle vegne ved at krybe tilbage til positioner med privilegier og magt, alt eftersom at den revolutionære bølge ebbede ud med nederlaget for den internationale revolution. Engels forklarede, at i ethvert land, hvor kunst, videnskab og regeringsførelse er et privilegeret mindretals luksus, vil dette mindretal bruge og misbruge dets positioner i egne interesser. Og denne tilstand er uundgåelig, så længe det store flertal af folket alene for livsnødvendighederne er tvunget til at slide i timevis i industrien og landbruget.

Efter revolutionen blev arbejdsdagen grundet industriens ruinerede tilstand ikke reduceret men forlænget. Arbejdere sled ti, elleve, tolv timer eller mere på en dag i bytte for et minimum af rationer; mange arbejdede frivilligt i weekender uden løn. Men som Trotskij forklarede, kan masserne kun ofre deres ¬»i dag¬« for deres ¬»i morgen¬« op til en hvis grænse. Uundgåeligt førte belastningen med krig, med revolution, med fire års blodig borgerkrig, med en hungersnød hvor fem millioner omkom, alt sammen til en underminering af arbejderklassen både med hensyn til antal og moral.

NEP-politikken stabiliserede økonomien, men førte til nye farer ved, at man opmuntrede fremvæksten af småkapitalisme, især i landområderne hvor de rige ¬»kulakker¬« vandt terræn på bekostning af de fattige bønder. Industrien genopstod, men eftersom at den var bundet til bøndernes efterspørgsel, især de rige bønders, var opblomstringen næsten fuldstændig begrænset til letindustri (forbrugsvarer). Sværindustri, nøglen til socialistisk opbygning, stagnerede. I 1922 var der to millioner arbejdsløse i byerne. Ved den 9. Sovjetkongres i december, 1921, bemærkede Lenin:

¬»Undskyld mig, men hvad beskriver du som proletariatet? Den klasse af arbejdere som er ansat i storskalaindustrien? Men hvor er storskalaindustrien? Hvilken slags proletariat er det her? Hvor er din industri? Hvorfor er den tom?¬« (LCW, bind 33, s. 174)

I en tale ved den ellevte partikongres i marts 1922 forklarede Lenin, at mange af dem som arbejdede i fabrikkerne på dette tidspunkt, havde en ikke-proletarisk klassenatur; mange var desertører fra militær-tjenesten, bønder og deklasserede elementer:

¬»Under krigen gik folk, som på ingen måde var proletarer, ind i fabrikkerne, de gik ind i fabrikkerne for at undgå krig. Og er de sociale og økonomiske forhold i vores land i dag sådan, at det kan tilskynde, at virkelige proletarer kommer ind i fabrikkerne? Nej. Det ville være rigtigt ifølge Marx, men Marx skrev ikke om Rusland, han skrev om kapitalisme som en helhed, begyndende med det femtende århundrede. Det var sandt i en periode på over seks hundrede år, men det er ikke sandt for dagens Rusland. Meget ofte er dem, som går ind i fabrikkerne ikke proletarer, de er på alle måder løsarbejdere.¬« (LCW, bind 33, s. 299)

Opløsningen af arbejderklassen, tabet af mange af de mest avancerede elementer i borgerkrigen, tilstrømningen af tilbagestående elementer fra landområderne, og demoraliseringen og udmattelsen af masserne var en side af billedet. På den anden side begyndte reaktionens kræfter, de småborgerlige og borgerlige elementer, som var blevet midlertidigt demoraliseret og drevet under jorden af revolutionens succes i Rusland og internationalt, at genvinde modet og drage fordel af situationen til at trænge ind i hvert eneste hjørne af de styrende organer i industrien, i staten og endda i partiet.

Umiddelbart efter magtovertagelsen var det eneste politiske parti, der blev undertrykt af bolsjevikkerne, de fascistiske sorte hundreder. Selv det borgerlige kadetparti blev ikke forbudt med det samme. Selve regeringen var en koalition imellem bolsjevikkerne og de venstresocialrevolutionære. Men under presset fra borgerkrigen fandt en skarp polarisering sted, hvor mensjevikkerne, de socialrevolutionære og de venstresocialrevolutionære gik på kontrarevolutionens side. Modsat deres egne intentioner blev bolsjevikkerne nødsaget til at indføre et monopol på den politiske magt. Dette monopol på magten skabte enorme farer i en situation, hvor den proletariske avantgarde var under tiltagende pres fra fremmede klasser.

I februar 1917 havde bolsjevikpartiet ikke flere end 23.000 medlemmer i hele Rusland. Under borgerkrigens højdepunkt, hvor medlemskab af partiet betød personlig risiko, blev partiets rækker åbnet for arbejderne, som skubbede medlemsskaren op på 200.000. Men da krigen var ved at rinde ud, tredobledes partimedlemstallet faktisk, hvilket reflekterede en tilstrømning af karrieremagere og elementer fra fjendtlige klasser og partier.

Lenin understregede gentagne gange faren for, at partiet underlage sig presset og stemningen i de småborgerlige masser; at revolutionens hovedfjende var:

¬»hverdagsøkonomier i et småbondeland med en ruineret storskalaindustri. Han er småborger-elementet, som omgiver os som luften, og gennemtrænger dybt igennem proletariatets rækker. Og proletariatet er ¬»deklasseret¬«, dvs. fordrevet fra dets klasse rende. Fabrikkerne og møllerne er tomme ‚Äď proletariatet er svagt, spredt, afkræftet. På den anden side bliver de småborgerlige elementer inde i landet støttet af det internationale borgerskab, som stadig holder på magten udover verden.¬« (LCW, bind 33, s. 23)

¬»Udrensningen¬« igangsat af Lenin i 1921 havde intet til fælles med Stalins monstrøse skueprocesser; der var intet politi, ingen retssager, ingen fangelejre, kun den skånselsløse udslusning af småborgerlige og mensjevikiske elementer fra partiets rækker, for at bevare og vedholde ideerne og traditionerne fra oktober mod den småborgerlige reaktions fordærvende effekt. Ved starten af 1922 var 200.000 medlemmer (en tredjedel af medlemsskaren) blevet ekskluderet.

Lenins korrespondance og skrifter i denne periode, da hans sygdom i tiltagende grad forhindrede ham i at intervenere i kampen, indikerer klart hvor alarmeret han var over sovjetbureaukratiets overgreb, og dennes uforskammede opkomling i ethvert hjørne af statsapparatet. Således, i et brev til Sheinman i februar 1922:

¬»På nuværende tidspunkt er statsbanken et bureaukratisk kampspil. Der er sandheden til dig, hvis du vil høre sandheden, og ikke de søde kommunistembedsmænds løgne (med hvilke alle fodrer dig som en høj bureaukrat). Og hvis du ikke vil se denne sandhed med åbne øjne, igennem al det kommunistiske løgneri, er du en mand, som er omkommet i velmagtsdagene for altid i en sump af officielle løgne. Ja, det er en ubehagelig sandhed, men det er sandheden¬« (LCW, bind 36, s. 567)

I kontrast til Lenins frygtesløse ærlighed, står alle de sukkersøde løgne, som alle lederne af kommunistpartiet og deres ¬»teoretikere¬« har fordret den internationale kommunistiske bevægelse med, om Sovjetunionen, i generationer, og vurd√©r selv denne bundløse nedværdigelse, som disse selv-iscenesatte ¬»venner af Sovjetunionen¬«, har påført Lenins ideer og traditioner med! Igen i et brev i april 1922:

¬»Desto mere sådant arbejde der laves, desto dybere vi går ind i den levende praksis, og bortleder både vores egen og læsernes opmærksomhed fra den stinkende og bureaukratiske atmosfære i Moskva (og generelt i resten af det sovjetiske bureaukrati), desto mere vil vi lykkes med både at forbedre vores presse og al vores konstruktive arbejde.¬« (LCW, bind 36, s. 567)

Ved den 11. kongres gav Lenin partiet en tør anklage for bureaukratisering af statsapparatet:

¬»Hvis vi tager Moskva¬«, sagde han, ¬»med dets 4.700 kommunister ved ansvarsposter, og hvis vi tager den store bureaukratiske maskine, denne gigantiske bunke, må vi spørge: Hvem styrer hvem? Jeg tvivler meget på, at det vil være sandt at sige, at kommunisterne styrer bunken. For at sige sandheden så styrer de ikke, men de bliver styret.¬« (LCW, bind 33, s. 288, vores kursivering)

For at udføre arbejdet med at udsluse bureaukrater og karrieremagere fra stats- og partiapparatet igangsatte Lenin opstarten af RABKRIN (Arbejdernes og bøndernes inspektion) med Stalin ved magten. Lenin så behovet for en stærk organisator til at kontrollere, at dette arbejde blev udført grundigt; Stalins C.V. som partiorganisator så øjensynligt ud til at kvalificere ham til jobbet. I løbet af et par år besatte Stalin en række organisatoriske poster i Partiet: Formand for RABKRIN, medlem af Centralkomit√©en og Politbureauet, det organisatoriske bureau og sekretariatet. Men hans snævre, organisatoriske syn og personlige ambition førte Stalin til, i løbet af kort tid, at blive hovedtalsmanden for bureaukratiet i partiledelsen, ikke dets modstander.

Så tidligt som i 1920 kritiserede Trotskij RABKRINs arbejde, som var ved at blive omdannet fra at være et redskab imod bureaukrati til et arnested for bureaukrati. Til at begynde med forsvarede Lenin RABKRIN imod Trotskij. Hans sygdom forhindrede ham i at opfatte, hvad der var ved at ske bag om ryggen på ham i staten og partiet. Stalin brugte sin position, som gjorde det muligt for ham at vælge personale til ledende poster i staten og partiet for i stilhed at samle en blok af allierede nikkedukker og politiske ubetydeligheder, som var taknemmelige overfor ham pga. deres forfremmelser. I hans hænder blev RABRIN et instrument til at opbygge hans egen position og eliminere hans politiske rivaler.

Lenin blev først klar over denne forfærdelige situation, da han opdagede sandheden om Stalins håndtering af relationerne med Georgien. Uden Lenin eller politbureauets viden havde Stalin, sammen med sine håndlangere Dzerzhinsky og Ordzhonikidze, udført et kup i Georgien. De bedste af den georgiske bolsjevismes kadrer blev udrenset, og partilederne blev nægtet adgang til Lenin, som blev fodret med en strøm af løgne af Stalin. Da han til sidst fandt ud af, hvad der var ved at ske, blev Lenin rasende. Fra sin sygeseng i slutningen af 1922 dikterede han en række notater til sin stenograf om det ¬»berygtede spørgsmål om selvstyre, som det ser ud til, officielt stiller spørgsmålstegn ved Sammenslutningen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR)¬«.

Lenins notater er et slående anklageskrift imod Stalins og hans klikes bureaukratiske og chauvinistiske arrogance. Men Lenin behandler ikke denne begivenhed som et tilfældigt fænomen ‚Äď en ¬»beklagelig fejl¬«, ligesom invasionen af Tjekkoslovakiet, eller en ¬»tragedie¬«, som nedkæmpelsen af den ungarske arbejderkommune - men som et udtryk for sovjetbureaukratiets rådne, reaktionære nationalisme. Det er værd at citere Lenins ord om statsapparatet i sin fulde længde:

¬»Det blev sagt, at et forenet statsapparat var nødvendigt. Hvor kom det udsagn fra? Kom det ikke fra det samme russiske statsapparat, der som jeg tidligere forklarede i en af mine forrige afsnit af min dagbog, var noget vi overtog fra tsarisme, og let salvede med sovjetisk olie?

¬»Der er ingen tvivl om, at den forholdsregel burde være blevet forsinket, indtil vi kunne stå inde for vores apparat som vores eget. Men nu må vi ved fuld bevidsthed indrømme det modsatte; det statsapparat vi kalder vores eget, er stadig ret fremmed for os; det er et borgerligt og tsaristisk miskmask, og der har ikke været nogen mulighed for at komme ud af dette miskmask de sidste fem år uden hjælp fra andre lande, og fordi vi har haft ¬»travlt¬« det meste af tiden med militære forpligtelser, og kampen imod hungersnøden.

¬»Der er ret naturligt at under sådanne forhold vil ‚Äôfriheden til at løsrive sig fra sammenslutningen [USSR]‚Äô med hvilken vi retfærdiggør os selv, blot vil være et stykke papir, ude af stand til at forsvare ikke-russerne fra de virkelige russiske mænds stormløb, de storrussiske chauvinister, i sin substans en slyngel og en tyran, sådan som den typiske russiske bureaukrat er. Der ingen tvivl om, at den uendeligt lille procentdel af sovjetter og sovjetiserede arbejdere vil drukne i den chauvinistiske storrussiske bølge, som en flue i mælk. (LCW, bind 36, s. 605, vores kursivering)

Efter den georgiske affære smed Lenin hele sin autoritets vægt ind i kampen for at få fjernet Stalin fra posten som generalsekretær, som han havde besiddet siden Sverdlovs død i 1922. Men Lenins hovedfrygt på dette tidspunkt var nu, mere end nogensinde før, at en åben splittelse i partiet, under de fremherskende forhold, ville føre til et opbrud af partiet på klasselinjer. Han forsøgte derfor at holde kampen indenfor ledelsen, og hans noter og andre materialer blev ikke offentliggjort. Lenin skrev hemmeligt til de georgiske bolsjevik-leninister (og sendte kopier til Trotskij og Kamenev) og tog deres sag mod Stalin op ¬»med hele mit hjerte¬«. Da han var ude af stand til selv at tage sig af sagen, skrev han til Trotskij, og bad ham om at forsvare georgierne i Centralkomit√©en.

Det siger sig selv, at beviserne for Lenins sidste kamp imod Stalin og bureaukratiet er blevet undertrykt i årtier. Lenins sidste skrifter blev hemmeligholdt for de menige medlemmer af kommunistpartiet i Rusland og internationalt. Lenins sidste brev til partikongressen blev på trods af hans enkes protester ikke læst højt på kongressen, og forblev bag lås og slå indtil 1956, da Krustjov og co. offentliggjorde det sammen med nogle andre skrifter (inklusiv brevene om Georgien), som en del af deres kampagne for at skyde skylden, for alt hvad der var sket de sidste 30 år på Stalins skuldre.

Monty Johnstone og hans slags håner Lenins materiale ‚Äď breve, referater, etc. ‚Äď undertrykt af sovjetbureaukratiet, som er blevet udgivet i vesten ¬»på Trotskijs ordre¬«. Men de samme forsvarere af stalinismen afviste også det tilbageholdte testamente og Lenins sidste breve, som ¬»forfalskninger¬«, ikke efter den 20. kongres (af velsignet hukommelse), men tredive år før lederne af kommunistpartiet var parate til at indrømme eksistensen af disse papirer.

Medlemmer af kommunistpartiet og unge kommunister må ærligsindet spørge sig selv, hvis ord de tror på: Trotskij og hans tilhængere som fortalte sandheden om Lenins kamp imod det stalinistiske bureaukrati og offentliggjorde skrifter, hvis eksistens lederne af kommunistpartiet har benægtet overfor deres menige medlemmer i en hel historisk periode, eller Monty Johnstone og hans venner, hvis hele politiske baggrund indikerer deres komplette uærlighed i relation til arven fra Lenin og den russiske revolutions historie.

Monty Johnstone citerer underlige passager fra Lenins hemmeligholdte testamente, men intetsteds gør han klart, hvad indholdet af det brev var. Lenin advarede om faren ved et split i partiet, fordi ¬»vores parti hviler på to klasser, og af denne årsag er dets ustabilitet mulig‚Ķ¬« Lenin anså ikke uenigheden imellem Trotskij og Stalin for at være tilfældig, eller som et produkt af nogen ¬»personligheder¬« (selvom han giver en række skarpsindige bemærkninger om de ledende medlemmer af partiets personlige karakteristikker).

Lenins sidste skrifter må ses i sammenhæng med hans andre skrifter i de foregående måneder, hans angreb på bureaukrati og den blok han formede sammen med Trotskij imod Stalin. Lenin skrev sit brev meget forsigtigt, (han havde oprindeligt planlagt at være til stede på kongressen, til hvilken han, ifølge hans stenograf Fotieva, havde ¬»planlagt en bombe til Stalin¬»). Til hvert af de ledende medlemmer tager Lenin både de positive og de negative sider af deres karakter: i Trotskijs tilfælde, refererer han til hans ¬»særlige egenskaber¬« (¬»den dygtigste man i centralkomit√©en på nuværende tidspunkt¬»), men kritiserer ham for hans ¬»vidtrækkende selvtilstrækkelighed¬« og ¬»en tendens til at være for optaget af sagens rent administrative side¬« ‚Äď fejl som, uanset hvor alvorlige de end er i dem selv, intet har at gøre med den permanente revolution, ¬»socialisme i et land¬« eller nogen af de andre ting, som stalinisterne har opfundet.

Med hensyn til Stalin skriver Lenin: ¬»Kammerat Stalin har, efter at være blevet generalsekretær, koncentreret umådelig magt i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, at han altid ved, hvordan den kan bruges med tilstrækkelig forsigtighed.¬«

Det er allerede et politisk spørgsmål, og sammenkædet med Lenins kamp imod bureaukratiet inde i partiet. I Hellere få, men bedre, skrevet kort før, kommenterede Lenin: ¬»Lad det blive sagt i parentes, at vi har bureaukrater i vore partikontorer såvel som i vore sovjetkontorer¬«. I det samme skrift lancerede han et skarpt angreb på RABKRIN, som tydeligvist var rettet mod Stalin:

¬»Lad os sige det ærligt og redeligt, folkekommissariatet for arbejdernes og bøndernes inspektion [RABKRIN] nyder på nuværende tidspunkt ikke den mindste autoritet. Enhver ved at ingen anden institution er organiseret værre end den, som tilhører arbejdernes og bøndernes inspektion, og at intet kan forventes fra dette folkekommissariat under de nuværende forhold.¬« (LCW, bind 33, s. 490)

I et efterskrift til sit brev anbefalede Lenin, at Stalin skulle fjernes fra posten som generalsekretær, angiveligt på grund af ¬»hensynsløshed¬« ‚Äď men han talte for, at han udskiftedes med en mand som ¬»i alle andre henseender kun adskiller sig fra kammerat Stalin ved et eneste fortin, nemlig ved at være mere tålmodig, mere loyal, mere høflig, og opmærksom overfor kammeraterne, mindre lunefuld, osv.¬« Den diplomatiske udtryksmåde skjuler ikke de indirekte beskyldninger imod Stalins uhøflighed, lunefuldhed og illoyalitet, som blev meget klart i lyset af begivenhederne i Georgien.

Ved at præsentere Lenins testamente som et dokument, der kun berører ledernes ¬»personligheder¬«, falder kommunistpartiets ¬»teoretikere¬« ind i fælden med en komplet vulgær misfortolkning af Lenin. Selv hvis ¬»testamentet¬« efterlader rum for uklarhed (det gør det ikke, undtagen for sjuskede hjerner) giver Lenins sidste skrifter i sin helhed en klar programmatisk erklæring om hans position, som ikke kan forvrænges.

Gentagne gange karakteriserede Lenin bureaukratiet som en parasitisk, borgerlig svulst på arbejderstaten, og et udtryk for et småborgerligt udsyn, som gennemtrængte staten og sågar partiet.

Den småborgerlige reaktion imod oktober var så meget desto sværere at modgå på grund af proletariatets udmattede tilstand, hvoraf sektioner allerede var ved at blive demoraliseret. Ikke desto mindre anså Lenin og Trotskij arbejderklassen for at være det eneste grundlag for kampen imod bureaukrati og opretholdelsen af et sund arbejderdemokrati som den eneste sikring imod det. Således skrev Lenin i en artikel, Udrensning af partiet:

¬»Naturligvis skal vi ikke underkaste os alt, hvad masserne siger, for masserne klynger også nogle gange til synspunkter, som på ingen måde er avancerede, især i perioder med umådelig træthed og udmattelse, der er resultatet af umådelige byrder og ofre. Men i vurderingen af personer, i den negative attitude til dem, der har ¬»hæftet¬« sig selv til os, ud fra deres egne selviske motiver, til dem der er blevet ¬»oppustede kommissærer¬« og ¬»bureaukrater¬«, er forslag fra de ikke-partiorganiserede proletariske masser og i mange tilfælde også fra de ikke-partiorganiserede bondemasser, yderst værdifulde.¬« (LCW, bind 33, s. 39)

Bureaukratiets fremkomst blev forstået af Lenin som et produkt af den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed, der var resultatet af revolutionens isolering. Metoden til at bekæmpe dette var på den ene side at sammenkæde det med kampen for økonomiske fremskridt og med den gradvise udryddelse af analfabetisme som uadskilleligt hang sammen med kampen for at involvere de arbejdende masser i driften af industrien og staten. Lenin og Trotskij baserede sig altid på masserne i kampen mod de ¬»oppustede kommissærer¬«. Kun ved arbejdende menneskers bevidste selvaktivitet kunne overgangen til socialisme blive sikret.

På den anden side forklarede Lenin gentagne gange, at de forfærdelige belastninger som arbejderklassen blev pålagt af revolutionens isolering i et tilbagestående land, lagde umådelige problemer i vejen for skabelsen af et virkeligt kultiveret, harmonisk, klasseløst samfund. Igen og igen understregede Lenin det problem, som rejste sig på grund af revolutionens isolering. Monty Johnstone hævder, at Lenin i slutningen af sit liv begyndte at acceptere ideen om ¬»socialisme i √©t land¬«, og som bevis citerer han erklæringen i Om samarbejde om at ¬»NEP-Rusland vil blive omdannet til et socialistisk Rusland¬«, eftersom det indeholder ¬»alt hvad der er nødvendigt og fyldestgørende¬« til at opbygge et socialistisk samfund. (Cogito, page 29)

Efter en desperat gennemsøgning af Lenins Udvalgte Værker, kan kammerat Johnstone kun finde et citat som svagt kan tolkes som en accept af ideen om ¬»socialisme i √©t land¬«. Men desværre! Uklarheden bliver fordrevet blot ved et hurtigt glimt på teksten for dette ufærdige dokument, som stalinisterne efter Lenins død forsøgte at komme dem selv til hjælp med. Det som Lenin refererer til i hans artikel er ikke ¬»opbygningen af socialisme¬« indenfor det tsaristiske imperiums grænser, men de sociale former som er nødvendige for at gennemføre den gradvise eliminering af elementerne af ¬»statskapitalisme¬« (NEP) og derpå begynde den socialistiske opbygnings opgaver (elektrificering, industrialisering, etc). Lenins nøjagtige bemærkninger, som understreger fraværet af de materielle forudsætninger for socialisme, efterlader ingen tvivl om hans position. Således refererer Lenin til behovet for en ¬»kulturel revolution¬« til overvindelsen af den materielle tilbageståenhed (og derfor klassekonflikterne i samfundet), da han skriver:

¬»Denne kulturelle revolution ville nu være tilstrækkelig til at gøre vores land til et komplet socialistisk samfund; men det præsenterer umådelige problemer af en ren kulturel (for vi er analfabeter) og materiel karakter (for at være kultiverede må vi have en hvis udvikling af de materielle produktionsmidler, vi må have en hvis materiel basis).¬« (LCW, bind 33, s. 475)

For at undgå mulige misfortolkninger forklarer Lenin, at han behandler spørgsmålet om uddannelse abstraheret fra spørgsmålet om revolutionens internationale position:

¬»Jeg bør sige, at fokus skifter til uddannelsesarbejde‚Ķ var det ikke for det faktum, at vi bliver nød til at kæmpe for vores position på verdensskala. Men hvis vi lader det være, og begrænser os selv til vores internationale økonomiske relationer, er fokus ved at skifte til uddannelse.¬« (LCW, bind 33, s. 474)

Der er altså langt til, at Lenin ¬»i sin sidste periode af sit arbejdende liv, i praksis mere og mere kommer til at acceptere¬« perspektivet om socialisme i √©t land, Lenin forklarede resolut, at revolutionens problemer: tilbageståenhed, analfabetisme, bureaukrati, osv. kun kunne overvindes fuldstændigt af den socialistiske revolutions sejr i et eller flere af de avancerede lande. Dette perspektiv som Lenin understregede hundreder af gange fra 1904-05, blev accepteret som en selvfølge af bolsjevikpartiet helt op til 1924. I de sidste måneder af sit liv røg dette aldrig ud af Lenins øjenvidde. Iblandt hans sidste skrifter er en række noter, som gør hans position fuldstændigt klar:

¬»Vi har skabt en sovjetisk stat¬«, skrev han, ¬»og ved det har vi åbnet døren ind til en ny æra i verdenshistorien, æraen hvor proletariatets politiske herredømme skal afløse borgerskabets politiske herredømme. Ingen kan frarøve os dette, selvom de sidste sten til den sovjetiske stat først vil blive lagt ved hjælp fra arbejderklassens praktiske erfaringer i adskillige andre lande.

¬»Men vi har endnu ikke engang færdiggjort grundstenene for en socialistisk økonomi og den døende kapitalismes kræfter kan stadig frarøve os dette. Det må vi være på det rene med og ærligt og redeligt indrømme det; for der er intet mere farligt end illusioner (og svimmelhed i høje højder). Og der er intet mere forfærdeligt, intet der skulle give legitime grunde, til den mindste fortvivlelse, i at indrømme den bitre sandhed; Vi har altid tilskyndet og gentaget denne marxismens elementære sandhed ‚Äď at kun de samlede anstrengelser fra arbejderne i adskillige avancerede lande er nødvendige for socialismens sejr.¬« (LCW, bind 33, s. 206, vores kursivering)

I disse linjer, skrevet af Lenin, findes ikke den mindste smule ¬»pessimisme¬« eller ¬»undervurdering¬« af den sovjetiske arbejderklasses kapaciteter. I alle Lenins skrifter og i sær i denne periode, er der på samme tid en brændende tro på de arbejdende menneskers evne til at forandre samfundet, og samtidig en frygtløs ærlighed i hans behandling af problemerne. Forskellen på stalinismens og leninismens attitude til arbejderklassen ligger lige præcis i dette: at den førstnævnte forsøger at narre masserne med de ¬»officielle¬« løgne, for at dysse dem ind til passiv accept af bureaukratiets ledelse, imens den sidstnævnte forsøger at udvikle arbejderklassens bevidsthed, aldrig nedladende igennem løgne og eventyrhistorier, men altid afslørende ubehagelige sandheder med den fulde tillid til, at arbejderklassen vil forstå og acceptere behovet for de største ofre, forudsat at årsagerne til dem bliver forklaret ærligt og sandfærdigt.

Lenins argumenter var ikke designet til at bedøve de sovjetiske arbejdere med ¬»socialistisk opium¬«, men at stålsætte dem til de kampe, der ventede forude ‚Äď for kampen imod tilbageståenhed og bureaukrati i Rusland og for kampen imod kapitalisme og for socialistisk revolution på verdensskala. Lenin forklarede, at det var sympatien fra de arbejdende mennesker i hele verden, som forhindrede imperialisterne i at kvæle den russiske revolution fra 1917-1920. Men den eneste virkelige sikring for sovjetrepublikken var udvidelsen af den socialistiske revolution til de kapitalistiske lande i vest.

På den 11. kongres for Ruslands Kommunistiske Parti, den sidste som Lenin deltog på, understregede han gentagne gange de farer, som staten og partiet stod over for, som oprandt fra presset fra tilbageståenhed og bureaukrati. I en kommentar til statens styrelse, advarede Lenin:

¬»Nuvel, vi har levet et år igennem, staten er i vore hænder, men har den drevet NEP-politikken på den måde, som vi ønskede det det foregående år? Nej. Men vi nægter at indrømme, at den ikke blev drevet på den måde, vi ønskede det. Hvordan drev den det? Maskinen nægtede at adlyde den hånd, som guidede den. Det var som en bil, der ikke kørte den vej, som chaufføren ønskede, men i en retning, som en anden ønskede; som om den blev kørt af en eller anden mystisk, lovløs hånd, gud ved hvem, måske af en spekulant, måske af en privat kapitalist, eller af begge. Uanset hvad kører vognen ikke helt i den retning, som manden ved rattet tror, og ofte kører den i en fuldstændig anden retning.¬« (LCW, bind 33, s. 179, vores kursivering)

På same tid forklarede Lenin, på et meget klart og utvivlsomt sprog, muligheden for at revolutionen degenererede som et resultat af pres fra fremmede klasser. Allerede de mest langsynede dele af emigrantborgerskabet, gruppen Smena Vekh fra Ustryalov, placerede åbenlyst deres håb i, at de bureaukratiske-småborgerlige tendenser, som var ved at manifestere sig selv inde i det sovjetiske samfund, var et skridt imod kapitalistisk genetablering. Den samme gruppe var senere med til at tiljuble og opmuntre stalinisterne i deres kamp mod ¬»trotskisme¬«. Smena Vekh gruppen, som Lenin respekterede for deres klasseindsigt, forstod på korrekt vis kampen imellem Stalin og Trotskij som et klassespørgsmål, ikke som en ¬»personkamp¬«, men som et skridt væk fra oktobers revolutionære traditioner.

¬»Maskinen adlød ikke længere chaufføren¬« ‚Äď staten var ikke længere under kommunisternes kontrol, under arbejdernes kontrol, men begyndte mere og mere at rejse sig selv over samfundet. Da han refererede til Smena Vekh-gruppens synspunkter, sagde Lenin:

¬»Vi må ærlig talt sige, at de ting som Ustryalov snakker om, er mulige, historien kender til alle former for forvandling. At basere sig på sikkerhed i overbevisning, loyalitet og andre glimrende moralske kvaliteter er alt andet end en seriøs attitude i politik. Enkelte personer er muligvis udstyret med glimrende moralske kvaliteter, men historiske spørgsmål bestemmes af de brede masser, som, hvis de få ikke behager dem, nogle gange truer dem, ikke alt for høfligt.¬« (LCW, bind 33, s. 287)

I disse ord finder vi venstreoppositionens nederlag forklaret på forhånd med en million gange mere klarhed end i alle de ¬»intellektuelles¬« prætentiøse teoretiseringer om Trotskij og Stalins psykologiske, moralske og personlige egenskaber. Statsmagten var ved at slippe ud af hænderne på kommunisterne, ikke på grund af deres personlige fejltagelser eller psykologiske særegenheder, men fordi presset fra tilbageståenhed, fra bureaukrati, fra fremmede klassekræfter, tyngede den lille håndfuld avancerede, socialistiske arbejdere ned, og smadrede dem.

Lenin sammenlignede de sovjetiske arbejdere og deres avantgardes forhold til småborgerskabet og de kapitalistiske elementer med forholdet mellem en besættelsesmagt og en besat magt. Historien har gentagne gange vist, at det ikke er nok for at garantere sejr for en nation at slå en anden nation militært. Hvis det kulturelle niveau er lavere hos sejrherrerne end hos de besejrede, vil sidstnævnte pålægge sejrherrerne sin kultur. I og med at det kulturelle niveau hos den sovjetiske arbejderklasse var lavt, omgivet af et hav af små ejendomsbesiddere, var presset enormt. De reflekterede ikke bare sig selv i staten, men uundgåeligt også i partiet selv, som blev den centrale kampplads for de konfliktfyldte klasseinteresser.

Kun med alt dette taget i betragtning kan vi forstå Lenins holdning i kampen mod bureaukrati, hans attitude til Stalin, og indholdet af hans hemmeligholdte testamente. Det dokument udtrykte hans overbevisning om, at kampen imellem Trotskij og Stalin ¬»ikke er en detalje, eller en detalje som kan få en afgørende betydning¬«, i betragtning af at ¬»vores parti er baseret på to klasser.¬«. I et brev skrevet kort før den 11. partikongres forklarer Lenin konflikterne og splittelserne i ledelsens betydning, med disse ord:

¬»Hvis vi ikke lukker vore øjne for virkeligheden, må vi indrømme, at på nuværende tidspunkt bestemmes partiets proletariske politik ikke af medlemsskarens karakter, men af den enorme uopsplittede prestige som en lille gruppe, der måske kan kaldes for partiets gamle garde, nyder. En lille konflikt i denne gruppe vil være nok til, hvis ikke at ødelægge denne prestige, så til at svække gruppen til en sådan grad, at den vil blive berøvet dens magt til at bestemme politikken.¬« (LCW, bind 33, s. 257)

Grunden til at Lenin førte sin bitre kamp imod Stalin var ikke hans personlige svaghed (¬»uhøflighed¬»), men den rolle han spillede i at indføre metoder og ideologier fra fremmede klasser og lag ind i selve partiledelsen, der burde have været et bolværk imod de ting. I de sidste måneder af sit liv, svækket af sygdom, vendte Lenin sig mere og mere imod Trotskij, for støtte i hans kamp imod bureaukratiet og dets skabning, Stalin. På spørgsmålet om monopol med udenlandshandelen, på spørgsmålet om Georgien, og til sidst, på spørgsmålet om at fjerne Stalin fra ledelsen, formede Lenin en blok med Trotskij, den eneste mand i ledelsen, som han kunne stole på.

Igennem hele den sidste periode af hans liv, i talrige artikler, taler og frem for alt i breve, udtrykte Lenin gentagne gange sin solidaritet med Trotskij. På alle de vigtige spørgsmål vi har nævnt var det Trotskij, som han udvalgte til at forsvare sine synspunkter i de ledende organer af partiet. Lenins vurdering af Trotskij i testamentet kan kun forstås i lyset af disse kendsgerninger. Men indlysende nok blev alle beviserne for eksistensen af denne blok imellem Lenin og Trotskij holdt under lås og slå i årevis af Stalin og hans klike. Men sandhed vil frem. Brevene til Trotskij udgivet i bind 54 af den nyeste russiske udgave af Lenins Samlede Værker, selvom de endnu ikke er komplette, er uomstridelige beviser for den blok, som eksisterede imellem Lenin og Trotskij.

De selv samme breve blev, sammen med andet materiale, for længe siden udgivet af Trotskij i vesten ‚Äď så tidligt som 1928 i Den virkelige situation i Rusland. Selv nu tør bureaukratiet ikke udgive al det materiale, de har i deres besiddelse. For at imødegå menige medlemmer af kommunistpartiets mistanker benytter de Monty Johnstones rynken på næsen af Lenins sidste skrifter udgivet ¬»på Trotskijs ordre¬«. De har brug for sådanne venner, især fordi deres egen ¬»autoritet¬« overalt er ved at forsvinde i øjnene på ærlige medlemmer af kommunistpartiet.

Trotskij og kampen imod bureaukrati

¬»I 1923, da han [Lenin] lå uarbejdsdygtig på sin dødsseng‚Ķ blev dette spørgsmål diskuteret i partiledelsen som, med Trotskijs deltagelse, enstemmigt vedtog en resolution den 5. december 1923, belysende bureaukratiet i partiapparatet og faren som opstod ud fra den, massernes løsrivelse fra partiet og den indkaldte til udviklingen af frihed til åben partidebat og diskussion.¬« (Cogito, page 22)

Kammerat Johnstone fremstiller det som om, at partiledelsen enstemmigt tog Lenins holdning til sig på spørgsmålet om bureaukrati, hvor det var svært at se hvad forskellen var imellem Trotskij og Stalin-Zinovjev-Kamenev, det ledende triumvirat.

Men √©n resolution skaber ikke en kamp imod bureaukrati. Stalin i hans dage fordømte også jævnligt ¬»bureaukratiets onder¬«. Krustjov, Kosygin og andre har været medstillere til en hel del af sådanne resolutioner. For en marxist er en resolution en guide til handling, men for en kynisk bureaukrat, er der ikke noget bedre end en ¬»enstemmigt vedtaget¬«, ¬»antibureaukratisk¬« proklamation, til at kaste støv i øjnene på masserne.

Monty Johnstones henvisning til denne resolution lyder endnu mere hul i lyset af, hvad der skete efterfølgende. Præcis hvordan overgangen fra ¬»enstemmigt antibureaukratiske¬« resolutioner til polititerror, koncentrationslejre og alle det stalinistiske totalitarismes andre rædsler foregik, forklarer Johnstone ikke.

Den dominerende Stalin-Zinovjev-Kamenev fraktions måde at vise deres loyalitet over for Lenin på, var da også noget underlig. På trods af Krupskayas protester blev Lenins ¬»testamente¬« hemmeligholdt. På trods af hans klare direktiv blev Stalin ikke fjernet. Lenins råd om at forøge arbejderklasse sammensætningen i partiet og dets organisationer blev på kynisk vis brugt til at retfærdiggøre indslusning i partiet af store antal af uerfarne og politisk tilbagestående elementer, der var håndplukket af Stalins maskine og passede godt ind i apparatmændenes kram.

Samtidig blev en kampagne med bagvaskelse og forfalskninger startet imod Trotskij. Det var på dette tidspunkt, at alle de gamle smører om Trotskijs ikke-bolsjevikiske fortid (som Lenin havde frasagt sig i ¬»testamentet¬»), om den ¬»permanente revolution¬«, om Brest-Litovsk, og alt det andet, blev gravet frem af den herskende klike for at miskreditere Trotskij og fjerne ham fra ledelsen. Zinovjev indrømmede senere, da han brød med Stalin, og gik med i oppositionen, at myten om ¬»trotskisme¬« med fuldt overlæg blev opfundet på dette tidspunkt.

Kamenev, Zinovjev og Stalin var på dette tidspunkt ikke bevidste om de processer, som fandt sted i den sovjetiske stat, og som de ubevidst fremskyndede. De indså ikke i hvilken retning angrebene på Trotskij og ¬»trotskisme¬« ville føre dem. Men ved at forsøge at skabe en kløft imellem ¬»trotskisme¬« og leninisme, igangsatte de hele det maskineri med historisk forfalskning og barbarisk chikaneri, som markerede det første afgørende skridt væk fra oktoberrevolutionens ideer og traditioner, et vendepunkt i retning af Stalin og Bresjnevs monstrøse bureaukratiske politistat.

Refererende til Trotskijs kritik af bureaukrati i Den nye kurs, erklærer Monty Johnstone følgende:

¬»Selvom dens samlede indstilling er rimelig dårlig, er der meget, der kan synes at være rigtigt i dens angreb på fremvæksten og magten af partiapparatet under Stalins kontrol, især efter hvad vi nu ved om de grove misbrug, krænkelse af selve essensen af socialistisk demokrati, og legaliteten hvor under dette blev udført‚Ķ Den nye kurs‚Ķ indeholder slagkraftig marxistisk kritik af det stalinistiske bureaukratis metoder.¬« (Cogito, page 22)

Læseren vil ikke undgå at bemærke denne nye og overraskende ¬»indrømmelse¬« fra kammerat Johnstone. I bagklogskabens klare lys og nærmest som en skolelærer, giver Monty Johnstone Trotskij‚Äôs analyse en lille pil opad, men omgivet af mærkatet ¬»en rimelig dårlig samlet indstilling¬«. Samtidig, skjult bag ved den uklare formular ¬»krænkelse af socialistisk demokrati¬«, ligger tredive års blodig krig imod oktoberrevolutionen; udryddelsen af alle de gamle bolsjevikiske ledere, udryddelsen af hele sovjetiske folkeslag, udryddelsen af millioner i slavearbejdslejre, og udryddelsen af revolutioner i andre lande. Disse mindre ¬»episoder¬« fra fortiden finder ingen plads i Monty Johnstones ¬»nuancerede¬« analyse. Det er jo meget bedre at afskrive dem som ¬»fejl¬« fra fortiden, som stadig ¬»venter på en analyse¬«. Monty Johnstone, som viser sig at være en så omhyggelig researcher i de mindste detaljer af bolsjevismens arkiv, kommer til kort over for opgaven med at analysere og forklare stalinismens blodige forbrydelser de sidste tre eller fire årtier.

Marxisme er første og fremmest en metode til historisk analyse, som giver den avancerede del af arbejderklassen et perspektiv, som er en altafgørende forudsætning for en succesfuld kamp for magten. Marxister snubler ikke blindt rundt i den historiske proces, mumlende om ¬»fejl¬« og ¬»tilfælde¬« eller græder krokodilletårer over ¬»tragedier¬«. Opgaven for en marxist er på forhånd at analysere og forstå de generelle tendenser og processer i samfundet. Selvfølgelig er sådan en analyse ikke en krystalkugle, som nøjagtigt kan forudse hver eneste lille detalje. Det er unødvendigt. Det er tilstrækkeligt at have forstået de generelle processer, for ikke at blive taget med storm af historien.

Trotskij forklarede udviklingen af stalinismen på forhånd, som et udtryk for en småborgerlig reaktion imod oktoberrevolutionen. Han forklarede, som Lenin havde gjort, den kolossale fare for degenereringen af partiet i hvilket bureaukratiet ‚Äď den kaste af opkomne embedsmænd som var kommet godt ud af revolutionen og ikke så nogen grund til at forstyrre deres komfortable kontorposter med at fortsætte den revolutionære kamp - ville handle som bindeleddet, der spredte stemninger af småborgerlig reaktion og fortvivlelse inde i partiet.

Den nye kurs er beskrevet af kammerat Johnstone, som et værk der indeholder ¬»slagkraftig marxistisk kritik¬« af bureaukrati. Læseren må være undskyldt, hvis han eller hun føler sig en smule forvirret. Vi ved at smukke sommerfugle kommer fra grimme og snoede pupper. Men hvordan ændrede Trotskij med den ¬»slagkraftige marxistisk kritik¬« sig pludselig fra den ultra-venstre sekteriker, revolutionære frasemager og småborgerlige individualist, som vi kender fra de foregående 21 sider af Monty Johnstones artikel? Var det et tilfælde, kammerat Johnstone, at Trotskij og venstreoppositionen kunne lave en så ¬»slagkraftig marxistisk kritik¬« af det stalinistiske bureaukrati? Hvor var kritikken fra Pollitts og Dutts, fra Krustjov og Kosygin på dette tidspunkt? Er det af marxismen-leninismens principper, at ¬»slagkraftig marxistisk kritik¬« altid kommer efter begivenhederne?

Selv her forvrænger Monty Johnstone Trotskijs position, ved at beskrive hans kritik som en kritik af det stalinistiske bureaukratis metoder. Det var slet ikke Trotskijs position. Det er præcis den form for ¬»anti-bureaukratisme¬«, som tilhører Stalin, Kosygin, Breshnev, Gollan , osv. I Den nye kurs, beskæftiger Trotskij sig ikke med manerer, men med sociale klasser og lag. Lederne af bureaukratiet har altid været parat til at rejse sig imod ¬»bureaukratiske metoder og manerer¬«, osv. Men som Trotskij forklarer, så har sådan en metode intet med marxisme at gøre:

¬»Det er uværdigt for en marxist at anse bureaukratisme som det samlede resultat af kontorbesiddernes dårlige vaner. Bureaukrati er et socialt fænomen på den måde, at det er et bestemt system af administration af mænd og ting. Dets dybdegående årsag ligger i samfundets uensartethed, forskellen mellem de daglige og de fundamentale interesser hos forskellige grupper af befolkningen.¬« (L. Trotskij, The New Course, s. 41)

Langt fra ideen om bureaukrati som en ¬»sindstilstand¬« eller blot som et levn fra kapitalismen, som automatisk vil ¬»visne bort¬« med den højere orden ‚Äď socialismens ‚Äď tilnærmelse, advarede Trotskij om, at fremkomsten af et privilegeret lag af embedsmænd var uundgåeligt under de fremherskende forhold med økonomisk og kulturel tilbageståenhed i Rusland, og at det ville skabe enorme farer for revolutionen selv. Under visse forhold, (et split i partiet, foreningen af bønder, småkapitalister og en del af bureaukratiet på et rekonstrueringsprogram), var en virkelig kontrarevolution mulig, sådan som Lenin gentagne gange havde advaret mod.

Trotskij henviste til eksemplet med degenereringen af det tyske socialdemokrati (SPD), som indtil 1914 var blevet anset som det ledende organ for den internationale marxistiske bevægelse. Degenereringen blev ikke forklaret af Lenin og Trotskij med personlige fejltagelser eller forræderi af individuelle ledere (selvom disse uden tvivl spillede en fatal rolle), men først og fremmest af de objektive omstændigheder som det tyske parti havde fungeret under før krigen; fraværet af store omvæltninger og revolutioner, det stagnerede parlamentariske miljø, som skabte ¬»en generation af bureaukrater, småborgere og dumrianer, hvis politiske ansigtstræk blev fuldstændigt afsløret i de første timer af den imperialistiske krig.¬«

I årene efter borgerkrigen udkrystalliserede der sig et nyt socialt lag af sovjetiske embedsmænd, delvist af det gamle tsaristiske bureaukrati, delvist fra de borgerlige specialister og også fra tidligere arbejdere og kommunister, som var blevet indlemmet i staten og partiet, og havde tabt deres føling med masserne. Det var dette lag af konservative bureaukrater, selvtilfredse og snæversynede kontorfolk som Stalins fraktion høstede støtte fra i partiet. Det var disse elementer, som efter 1921 skreg højest imod ¬»permanent revolution¬« og ¬»trotskisme¬«. Ved det forstod de ikke Trotskijs skrifter fra 1905, ikke fortidens obskure polemikker, men stormen og stressen under oktoberrevolutionen og borgerkrigen. Bureaukraten ved intet bedre end ro og fred, så han kan gå videre med sit job med at organisere dem ¬»under ham¬«. Stalin-Bukharin klikens slogans om ¬»socialisme i sneglefart¬« og ¬»socialisme i √©t land¬« var præcist, hvad bureaukratiet kunne lide at høre.

√Örene med revolution og borgerkrig havde udmattet masserne og delvist undermineret deres moral. Nederlaget for en række revolutioner internationalt svækkede de bolsjevikiske ideers tiltrækningskraft iblandt de mere tilbagestående og småborgerlige lag. Fra starten kæmpede det bolsjevik-leninistiske mindretal imod strømmen. På den anden side blev det opkomne bureaukrati mere og mere arrogant efter hvert tilbageskridt, der blev påtvunget revolution i Rusland og internationalt. Ved at basere sig selv på de mest tilbagestående klasser og lag, kulakkerne, NEP-spekulanterne og de små kapitalister, slog Stalin-Bukharin kliken slag imod selve grundlaget for oktoberrevolutionen. Udover opfostringen af de kapitalistiske elementer inde i Rusland ledte ledernes højrefløjspolitik til en række nye nederlag på international skala, hvilket kulminerede med den rædselsvækkende nedslagtning af den kinesiske revolution i 1927.

Det er ikke muligt her at gå i detaljer med de internationale begivenheder i denne periode. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at i Kina i perioden 1925-27, gennemførte Stalin-Bukharin kliken opløsningen af det kinesiske kommunistparti ind i Kuomintang-bevægelsen. Chiang Kai-Shek, slagteren af de kinesiske arbejdere, blev hyldet som den store leder af den kinesiske revolution. Kuomintang blev optaget som sympatiserende sektion af den kommunistiske internationale ‚Äď med kun √©n stemme imod, nemlig Leon Trotskijs. Igennem hele denne periode kæmpede Trotskij og venstreoppositionen imod stalinisternes katastrofale politik: for arbejderdemokrati, femårsplaner og kollektiviseringer ved eksempel, imod uprincipielle studehandler med udenlandske ¬»demokrater af Chiang Kai-Shek-typen¬«, for fortsat støtte til arbejderklassens revolutionære bevægelser internationalt, som den eneste garanti for sovjetstatens fremtid. Om alt dette, har Monty Johnstone intet at sige, udover den påstand at Stalins bagtalende angreb på Trotskij ¬»vakte genklang¬« hos arbejderne, og at venstreoppositionen blev besejret af 724.000 stemmer imod 4.000 ¬»efter en landsdækkende partidiskussion¬«.

Den ¬»landsdækkende partidiskussion¬« bestod af så venlige overtalelsesmidler som fyring af oppositionsarbejdere fra deres job, afbrydelse af møder af stalinistiske hooligans, en ondsindet kampagne med løgn og sladder i den officielle presse, forfølgelse af Trotskijs venner og tilhængere, hvilket ledte til en række prominente bolsjevikkers død, som f.eks. Glazman (drevet til selvmord, pga. afpresning), og Joffe, den berømte sovjetiske diplomat (blev nægtet adgang til den nødvendige læge-behandling og begik selvmord).

På partimøder blev talere for oppositionen udsat for systematisk hooliganisme af bander af skin-fascistiske bøller organiseret af det stalinistiske apparat til at intimidere oppositionen. Den franske kommunistavis, Contre le Courant, rapporterede i 1920‚Äôerne de metoder som stalinisterne brugte til at føre deres ¬»landsdækkende partidiskussion¬« med:

¬»Bureaukraterne i det russiske parti har over hele landet oprettet bander af fløjtemænd. Hver gang en partiarbejder tilhørende oppositionen går på scenen, sætter de rundt omkring i hallen en masse bevæbnede mænd med politifløjter. Ved taleren for oppositionens første ord, begynder fløjterne at lyde. Fanfaren lyder indtil taleren for oppositionen overlader scenen til en anden¬« (L. Trotskij, The Real Situation in Russia, s. 14 fodnote).

Johnstone finder det ikke nødvendigt at gå alt for tæt på de forhold, som den endelige ¬»debat¬« fandt sted under på partikongressen i 1927, da Stalins håndlangere der fyldte godt ud i tilskuerrækkerne, gjorde det umuligt for oppositionen at blive hørt. Sammenlign disse grove gangstermetoder med Lenins metoder overfor politiske modstandere, og du vil se i hvilken grad den stalinistiske reaktion havde udryddet de sidste spor af bolsjevismens traditioner i 1927.

Monty Johnstone trasker igennem venstreoppositionens historie, som en gammel, træt historielærer der lirer dato og ¬»fakta¬« af. Han bliver ikke engang bragt ud af fatning af den lille ¬»detalje¬« som han lige nævner ¬»på vejen¬«:

¬»Fra hans forskellige opholdssteder i eksil ‚Äď Tyrkiet, Norge, Frankrig og til sidst Mexico, hvor han blev myrdet i 1940 ‚Äď skrev Trotskij mange bøger, pamfletter og artikler og fortsatte med at opbygge en venstreopposition til Stalin.¬«

Men vent, hr. skolelærer ‚Äď hvordan fører den rolige, kammeratlige ¬»landsdækkende diskussion¬« pludselig til eksil og mord af mindretallets ledere? Virker mordet på Trotskij ‚Äď og på hundrede tusinder af oppositionstilhængere i Rusland, som et produkt af den rationelle ¬»debat¬« og politiske diskussion. som du foregiver, har fundet sted? Det spørgsmål snor skolelæreren sig forsigtigt rundt om:

¬»Beviserne,¬« skriver Johnstone i en typisk ¬»nuanceret¬« fodnote, ¬»peger på at morderen, Mercader, eller ¬»Jackson¬«, som blev fremstillet som en desillusioneret tilhænger af Trotskij, i virkeligheden arbejdede efter ordre fra Stalin og GPU. Efter at have afsonet sin 20 års fængselsstraf, forlod han Mexico i et tjekkoslovakisk fly [!] til en ukendt [!] destination. (Cogito, page 94)

Endnu en frivillig ¬»indrømmelse¬« fra kammerat Johnstone! Enhver er i disse dage klar over Stalins GPUs blodige CV. Ethvert medlem af kommunistpartiet er udmærket klar over, at disse lejemordere var ansvarlige for mordet på Trotskij og utallige andre revolutionære i Rusland, Spanien og andre steder. Kammerat Johnstone erkender på storsindet vis, det som han ikke kan benægte, og kun det han ikke kan benægte! Men kun at ¬»indrømme¬« en forbrydelse er ikke nok. Fra en marxist forventes der en forklaring.

Monty Johnstone forsøger at male et billede af forskellene imellem stalinisme og trotskisme som ¬»politiske¬«, ¬»debatter¬«, ¬»argumenter¬«, etc. Men det russiske bureaukrati foretrækker at argumentere i et sprog med krudtkugler, koncentrationslejre eller i tilfældet med Tjekkoslovakiet og Ungarn, med tanks, fly og raketter. Lenin ¬»dræbte¬« sine modstandere gennem polemikker, men ikke ved blodige mord. Alligevel foregiver Monty Johnstone, ligeså uskyldigt som en nyfødt baby, at alt dette er en ¬»fejl¬«. Trotskijs morder flyves væk i et tjekkisk fly til en ¬»ukendt destination¬«. Det ser ikke ud til, at bureaukratiet glemmer deres gamle venner, heller ikke efter den 20. kongres.


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere