Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

6. Stalinismens fremkomst

Monty Johnstone spilder ikke sine læseres tid med at inkludere nogen detaljer om Trotskijs rolle i borgerkrigen, som han kun tilegner et enkelt afsnit, i hans ¬»nuancerede vurdering¬« af Trotskijs karriere. Måske ville det have overrasket læseren, f.eks. at finde ud af at Lenin forsynede Trotskij med blanke papirer med hans underskrift, som autoriserede enhver forholdsregel, som denne ¬»revolutionære frasemager¬« mente var passende at tage!

Efter at have forbigået den lille episode, som borgerkrigen var, refererer Johnstone til hans gamle ven Isaac Deutscher, i hvis værk ‚ÄėProphet Armed‚Äô historien ¬»fortælles på gribende vis¬« om ¬»både Trotskijs fejl (sommetider alvorlige) og hans præstationer (som langt overgik dem)¬«. Og det er helt klart årsagen til, at Monty Johnstone ikke er over-ivrig for at dvæle ved borgerkrigen. Efter at han har brugt den første halvdel af sit værk på at male et billede af Trotskij som en småborgerlig individualist, blottet for organisatoriske evner, går han videre, uden den mindste antydning af flovhed, med at citere Gorkijs ord:

¬»‚ÄėVis mig en anden mand‚Äô, sagde han [Lenin] dunkende i bordet, ‚Äėsom er i stand til på et år, at organisere en eksemplarisk hær og derudover at vinde respekten fra de militære specialister.‚Äô¬« (Cogito, s. 17)

Da han frygter, at dette vil skade ¬»det nuancerede¬« i hans vurdering, skynder Monty Johnstone sig at tilføje endnu et citat fra Gorkij, hvor det er formodet at Lenin sagde om Trotskij:

¬»Han er ikke en af os. Med os, men ikke en af os. Han er ambitiøs. Der er noget af Lasalle i ham, noget som ikke er godt.¬« (Cogito, s. 17)

Monty Johnstones omhyggelige brug af citater er der allerede blevet kommenteret på. Dette er endnu et godt eksempel. Det andet citat findes intet sted i den originale udgave af Gorkijs Erindringer om Lenin, skrevet i 1924. På det tidlige tidspunkt ville det ikke have været muligt at indsætte så grov en løgn. Men Gorkij blev tvunget til at omskrive sine erindringer i 1930. På Stalins ordre, fortonede nogle af Gorkijs erindringer sig, imens andre ¬»erindringer¬« for første gang kom frem: Iblandt dem, den specifikke løgn som Monty Johnstone har citeret. Og siden kammerat Johnstone er interesseret i Gorkijs rapport om Lenins attitude til Trotskij, lad os kaste endnu et stykke fra de ægte, originale erindringer, hvor Lenin angriber de bagvaskere, som forsøgte at drive en kile imellem ham og Trotskij: ¬»Ja, ja, jeg ved, at de lyver meget om mit forhold til ham¬«.

Fagforeningskontroversen

¬»I den første store diskussion i partiet efter revolutionen, som indeholdt problemet med bureaukrati, stødte Trotskij lige imod flertallet af Bolsjevikkernes Centralkomit√©. Lenin kritiserede stærkt hans politik med, ‚Äėpå bureaukratisk vis, at hakke på fagforeningerne‚Äô, som udtrykte ‚Äėdet værste i militær erfaring‚Äô og indeholdt ‚Äėen række fejl, som er forbundet med selve essensen af proletariatets diktatur‚Äô¬« (Cogito, s. 19)

Endnu engang bør læseren notere sig at Monty Johnstones metode med ¬»analyse¬«, som udelukkende består i at tage isolerede stykker af citater, taget ud af deres kontekst, uden nogen indikation af baggrunden for argumenterne, eller endda datoer! Marxister, begyndende med Marx, har altid insisteret på så små ting som datoer, omhyggelige og fulde citater, teoretiske analyser og resten. Kun ved en nøjagtig, ærlig tilgang, kan historiske spørgsmål forklares.

Fagforeningsstriden var en episode i hele krisen i den politiske og økonomiske organisering kendt som krigskommunisme, og kan ikke forstås isoleret fra dette spørgsmål. Lenin beskrev krigskommunisme som ¬»kommunisme i en belejret fæstning¬«. Dette system er baseret på striks centralisering og indførelsen af skin-militære forholdsregler i alle områder af livet grundede i revolutionens problemer, isoleret i et tilbagestående, krigsramt land, under forhold med borgerkrig og udenlandsk intervention. Alligevel fremstiller Monty Johnstone spørgsmålet som om Trotskij alene gik ind for ¬»militarisering af arbejdet¬«. De første fem år med sovjetmagt var karakteriseret af akutte økonomiske problemer, delvist et resultat af krig og borgerkrig, delvist et resultat af mangel på både materialer og faglært arbejdskraft, og delvist på grund af modstand fra småbønderne, som ejede små stykker jord imod bolsjevikkernes socialistiske forholdsregler.

I 1920 faldt produktionen af jernmalm og støbejern til 1,6 % og 2,4 % af de niveauer de var på i 1913. Den bedste optegnelse var olie, som stod til 41 % af sit 1913-niveau. Kul opnåede 17 %. Den generelle produktion af fabrikerede ting i 1920 stod ved 12,9 % af deres værdi i 1913. Landbrugsproduktion gik ned i to år (1917-1919) med 16 %, hvor de største tab blev båret af de produkter, som blev eksporteret fra landsbyerne til provinsbyerne og storbyerne: Reb faldt med 26 %, hør med 32 %, grovfoder med 40 %. Forholdende under borgerkrigen samt medvedvarende inflation i perioden bragte handel imellem by og land til en faktisk stilstand.

Arbejdernes grufulde forhold i byerne førte til en masseflugt fra industrien til landet. I 1919 var antallet af industriarbejdere faldet til 76 % af 1917-niveauet, samtidig med at byggearbejderne var faldet til 66 %, jernbanearbejdere til 63 %. I 1920 var tallet generelt set for industriarbejdere faldet fra tre millioner i 1917 til 1.240.000 ‚Äď dvs. til mindre end halvdelen. På to år blev arbejderklassen i Petersborg halveret. Selv disse tal viser ikke fuldt ud katastrofen, eftersom de udelader nedgangen i arbejdsproduktivitet for de halv-sultende arbejdere, som forblev i fabrikkerne.

Selv mere alvorligt end de økonomiske konsekvenser, set ud fra et bolsjevikisk synspunkt, var den fremskridende nedbrydelse af klassegrundlaget for revolutionen, som Rudzutak illustrativt beskrev, ved den anden al-russiske kongres for fagforeninger i januar 1919:

¬»Vi observer ved et stort antal industri-centre at arbejderne, takket være koncentrationen af produktionen i fabrikkerne, bliver absorberet af bondemasserne, og i stedet for en befolkning af arbejdere får vi en halv bonde- og nogle gange endda en ren bondebefolkning.¬«

Der blev taget drastiske forholdsregler for at få stoppet denne katastrofale nedgang, få industrien i gang, føde de sultne arbejdere og for at stoppe strømmen fra by til land. Dette var den essentielle betydning af ¬»krigskommunisme¬«. Den syvende partikongres i marts 1918 kaldte til ¬»de mest energiske, skånselsløst beslutsomme, drakoniske metoder, at højne selvdisciplinen og disciplinen iblandt arbejderne og bønderne.¬« Til mensjevikkernes beklagelser svarede Lenin at:

¬»‚Ķvi skulle være håbløse utopister, hvis vi forestillede os at sådan en opgave kunne gennemføres dagen efter borgerskabets fald, dvs. det første overgangsstadie imellem kapitalisme og socialisme eller uden tvang.¬«

Mensjevikkernes argumenter og ¬»de venstreorienteredes¬« var baseret på en karikatur af borgerlige argumenter om ¬»arbejdskraftens frihed¬«, hvilket reflekterede de voksende desillusioner med proletariatets diktatur iblandt det tilbagestående og småborgerlige stratum, især bondestanden, som bar de hårdeste byrder under krigskommunisme.

Lenin havde set, helt tydeligt, allerede i 1905, at bønderne ville støtte revolutionen, for så vidt som den gav dem land, men at det rige lag uundgåeligt ville gå i opposition så snart revolutionen begyndte at angribe den private ejendoms fundament. En farlig situation ville opstå, hvis revolutionen forblev isoleret. Proletariatet var en lille minoritet i et hav af bønder, som ejede en lille ejendom. Uden en vedvarende forsyning af råmaterialer og mad fra landsbyerne, ville industrien stoppe. Men på grund af industriens ødelagte tilstand, var der ingen mulighed for øjeblikkeligt at etablere sunde handelsrelationer imellem by og land, at forsyne bønderne med de fremstillede varer, som de krævede i stedet for deres produkter. Ved den niende partikongres skar Lenin det ud i pap:

¬»Hvis vi i morgen kunne give 100.000 førsteklasses traktorer, forsyne dem med benzin, forsyne dem med mekanik (i ved udmærket at dette på nuværende tidspunkt er en fantasi), ville middelbonden sige: ‚ÄėJeg er for kommunisme.‚Äô Men for at kunne gøre det, er det nødvendigt først at besejre det internationale borgerskab for at fremtvinge det til at give os disse traktorer.¬«

Lenin forklarede igen og igen, at den eneste virkelige løsning på de problemer, som revolutionen stod over for, var den socialistiske revolutions sejr i et eller flere af de avancerede lande. I mellemtiden måtte den økonomiske krise tackles med drastiske midler. Selv efter borgerkrigen gav Lenin en tale ved den Al-Russiske Sovjetkongres af 1920, hvor han forklarede, at ¬»i et land af småbønder er det vores vigtigste og fundamentale opgave at finde ud af, hvordan vi opnår statstvang for at højne bondeproduktionen.¬« (vor fremhævning)

For at standse strømmen af arbejdere fra by til land blev drakoniske forholdsregler indført imod ¬»arbejderdesertioner¬«. I 1920 fortalte en arbejder fra arbejdspladsen Kolomesky en delegation, der var på besøg fra det britiske Labour parti, at ¬»deserteringer fra arbejdet er regelmæssige, og at desertører blev arresteret af soldater og bragt tilbage fra landsbyerne.¬« Et officielt dekret vedtaget af den niende partikongres (marts 1920) foreskrev hårde straffe for ¬»arbejdsdesertering¬« op til og inklusive hårdt arbejde. Arbejde blev bragt på et militært fodfæste. ¬»Krigskommunisme¬« betød ¬»militarisering af arbejdet¬« for en midlertidig periode.

De, som blander Lenin og Trotskij sammen med Stalins og hans arvtageres regime ved at bruge Kautskys og mensjevikkernes argumenter om et ¬»tvangsregime¬«, ignorerer forskellene på tid, sted, metoder og forhold. Selv i den mest demokratiske af alle borgerlige stater, som f.eks. Storbritannien under krigstid, blev der taget forholdsregler, som forbød arbejdskraftens frie bevægelighed, skiften af jobs, osv. som ¬»exceptionelle¬« forholdsregler. Bolsjevikkerne stod over for en borgerkrig, som fulgte efter fire år med en katastrofal imperialistisk krig. Landet var ruineret med den Hvide Hærs og interventionshærenes plyndringer. Under sådanne forhold var drastiske forholdsregler absolut nødvendige. Men som altid med Lenin og Trotskij var frihed til diskussioner og kritik fra arbejderne og bønderne, især inde for Bolsjevikpartiet selv, sikret. Selv i kapitalistiske Storbritannien under krig var arbejderne parat til at acceptere ¬»exceptionelle¬« forholdsregler, som de mente var nødvendigt til forsvar af deres rettigheder. I Rusland, med en arbejder- og bonderegering, var arbejderne parate til midlertidigt at acceptere de hårde midler, der blev taget i brug, som var nødvendige for at fastholde revolutionen.

Trotskij ‚Äď en ærkebureaukrat?

Monty Johnstone er ubekvemt klar over det faktum, at kampen mod bureaukratisk degenerering og stalinisme blev ledt af Trotskij og Venstreoppositionen efter Lenins død. Han gør sig derfor umage for at ¬»påpege¬«, at Trotskij selv var en ¬»ærkebureaukrat¬«, en fjende af arbejderdemokrati og frie fagforeninger. Han skaber derfor det komplet falske indtryk, om at ideen om ¬»militarisering af arbejdet¬« kun var Trotskijs standpunkt, og ved hjælp af hans sædvanlige impressionisme hentyder han til at Trotskij førte ¬»sin¬« politik ud livet, imod flertallet afCentralkomit√©en! Præcis hvordan denne bedrift blev opnået, forklarer Monty Johnstone ikke. Han er ude af stand til at forklare det, fordi det er en direkte løgn.

Den 19. januar 1920 omdannede et dekret, vedtaget af regeringen, Ural-hæren til den første ¬»revolutionære arbejdshær¬«. Et senere dekret betroede det revolutionære råd af den første arbejdshær, ¬»den generelle styring af arbejdet med genindførelsen og styrkelsen af det normale økonomiske og militære liv i Ural¬«. Lignende beføjelser blev givet til rådene for arbejdshærene i Kaukasus og Ukraine. En hær blev sendt til at hjælpe med konstrueringen af en jernbane i Turkestan, en anden arbejdede ved Donetz-kulminerne. Imens røde soldater hjalp med til driften af industrien, blev de arbejdere som ikke blev indkaldt til militærtjeneste afsat til ¬»arbejdsfronten¬«, som forklaret ovenover.

Var alt dette ærkebureaukraten Trotskijs værk? Den 12. januar 1920 talte Lenin og Trotskij på en fælles platform til et møde med bolsjevikiske fagforeningsledere. Formålet med mødet var at overtale dem til at acceptere politikken med ¬»militarisering af arbejdet¬«. Accept-resolutionen, stillet i Lenin og Trotskijs navne, blev forkastet med kun to stemmer for ‚Äď Lenins og Trotskijs stemmer. Forestil dig sådan en hændelse i Stalins tid eller i dag!

Dette var ikke et isoleret tilfælde. På hvert eneste af de overordnede økonomiske og politiske spørgsmål på denne tid var Lenin og Trotskij fuldstændigt enige. På det kontroversielle spørgsmål om ansættelse af borgerlige specialister i hæren og industrien kæmpede Lenin og Trotskij en hård kamp for at få deres forslag accepteret af resten af ledelsen for Bolsjevikpartiet. På samme måde med spørgsmålet om enmandsstyring og landbrugspolitikken var deres synspunkter fuldstændigt identiske. På alle disse spørgsmål er Monty Johnstone fuldstændig tavs. Sådanne informationer ville kun bringe uorden i ¬»balancen¬« i hans analyse.

Om fagforeningsstriden, endnu engang

¬»I 1920 havde han [Trotskij], udover sit job som krigskommissær, overtaget ministeriet for transport, som var af vital økonomisk og militær betydning. Da han placerede jernbanemændene og arbejderne i jernbane-repareringsværkstederne under krigsloven, ordnede han jernbanearbejdernes fagforenings indvendinger med at afsætte deres ledere og udpege mere eftergivende ledere i deres sted. Han gjorde det samme med andre transportarbejderes fagforeninger. Hans anstrengelser bar frugt: Jernbanerne blev repareret før tidsplanen.¬« (Cogito, s. 19)

Igennem præcis sådanne antydninger, som det var meningen ikke skulle præge hans værk, forsøger Johnstone at skabe et indtryk af Trotskij, ærkebureaukraten, som truende ¬»overtager¬« jernbanerne og, på sit eget initiativ, rydder arbejderne af vejen i en sand stalinistisk stil. Men hvad er fakta?

√ėdelæggelsen af størstedelen af Ruslands jernbanenetværk var en af de mest invaliderende slag imod økonomien, som borgerkrigen forårsagede. Ud af 70.000 verst (her mangler reference,) skinner, undslap kun 15.000 verst skade. Mere end 60 % af lokomotiverne var i stykker. Forstyrrelsen af økonomien forårsaget af sammenbruddet af kommunikationsforbindelserne nåede et krisepunkt i 1920, da hele den russiske industri ville lide en uomstødelig katastrofe, medmindre drastiske forholdsregler blev taget. I og med at det kom på toppen af den polske krig, betød det at selve revolutionens skæbne var på spil.

Den niende partikongres proklamerede, i en specialresolution, at hovedproblemet i at overkomme krisen på jernbanerne var jernbanearbejdernes fagforening. Dette var en gammel håndværkerfagforening, traditionelt mensjevikisk, som allerede var stødt i konflikt med regeringen på spørgsmålet om kontrol med jernbanerne. Den niende partikongres, som gav Trotskij ansvaret for at arbejdet med at reetablere jernbanerne, gav ham også bemyndigelse til at tage en gruppe af dygtige og loyale arbejdere med ind i fagforeningen for at tilskynde den til handling. Da embedsmændene i fagforeningen nægtede at følge de nye regulativer, besluttede, ikke Trotskij, men Partiets Centralkomit√© at erstatte de gamle embedsmænd med en ny komit√© udgjort af dedikerede kommunister: Kun en stemte imod, nemlig ¬»højre¬«-kommunisten og fagforeningslederen Tomskij. Resten, inklusiv Lenin, Zinoviev og Stalin stemte alle for.

Johnstone fremstiller Trotskij som det ¬»onde geni¬« bag ¬»militariseringen af arbejdet¬« og krigskommunismen. Han glemmer belejligt at nævne, at Trotskij var den første af de bolsjevikiske ledere til at tale for ophævelsen af krigskommunismen så tidligt som februar 1920. På det tidspunkt fremførte Trotskij et sæt teser, som pegede på ødelæggelsen af økonomien, proletariatets svaghed og den tiltagende modsætning imellem by og land. Han argumenterede derfor for at beslaglæggelsen af korn erstattedes med en kornskat, og for midler der delvist oplivede den smadrede markedsøkonomi. I essensen blev disse metoder senere taget i brug under den nye økonomiske politik (NEP).

Trotskijs forslag, som Lenin modsatte sig, blev forkastet i Centralkomit√©en, som foretrak fortsættelsen af krigskommunismen. Efter at have accepteret at ¬»krigs¬«metoderne ville fortsætte i endnu en periode imod hans eget synspunkt, bestræbte Trotskij sig på at få systemet til at virke så godt som muligt. Det er for denne forbrydelse, at Trotskij endnu engang bliver latterliggjort af Monty Johnstone, som ¬»spiller dum¬« om Trotskijs opposition til grundstenene i krigskommunismen selv.

Johnstone maler et billede af Trotskij som en diktatorisk ¬»ærkebureaukrat¬«, på basis af et par uddrag af en tale, hvor Trotskij kritiserer den liberalistiske idealisering af det ¬»frie arbejde¬« i det abstrakte, og påpegede at ikke-fri arbejdskraft også kunne være produktiv. Bemærkningen om at løs-slaveri i sine dage havde været progressiv, ubestridelig fra en marxistisk synsvinkel, er taget ud af sin kontekst og givet en dyster drejning af Monty Johnstone (efterabende Deutscher).

Desværre! Den tale, som kammerat Johnstone så ivrigt snupper fra Deutschers altid åbne håndfalde, blev holdt, ikke på den tiende partikongres, men på den tredje Al-russiske Fagforeningskongres, hvor Trotskij, der talte for bolsjevikkerne, ikke talte imod Lenin, men imod mensjevikkerne, hvis tårefulde bønner om ¬»arbejdets frihed¬« Monty Johnstone nu gentager på så rørende vis.

Mensjevikkerne brugte midler, som var blevet påtvunget Sovjetrepublikken på grund af forholdene under borgerkrigen, på en helt igennem uærlig og skruppelløs måde, med det formål at miskreditere den bolsjevikiske regering. Deres argumenter var en karikatur, hvad ¬»demokrati¬« og ¬»frit arbejde¬« angår. Bolsjevikkerne stod for fuldstændig frihed ‚Äď selv for de borgerlige partier ‚Äď så længe at de ikke forsøgte væbnet opstand imod Sovjetmagten. Men under de forhold, hvor det ¬»liberale¬« borgerskab var flygtet til de hvide hæres lejre, svarede sådanne krav i virkeligheden til, at revolutionen ikke skulle forsvare sig selv imod de hvides reaktion. Alternativet til proletariatets diktatur var ikke, som mensjevikkerne påstod, en eller anden form for Weimar-demokrati, men derimod de reaktionæres blodige regime. De socialdemokratiske kritikere af bolsjevismen var den slags mennesker, som var helt klar til at optræde som ledsagere i imperialismens blodige og afskyelige verdenskrig, men som kastede deres hænder op af rædsel for de ¬»hensynsløse¬« metoder, som Lenin og Trotskij brugte. Alligevel var det deres forræderi over for den revolutionære bevægelse 1917-1921, som banede vejen for nazismens fremkomst og en ny og endnu mere barbarisk verdenskrig.

Uenighederne mellem bolsjevikkerne på spørgsmålet om fagforeningerne var ikke, som man vil antage ud fra det vulgære portræt, som Monty Johnstone maler imellem ¬»ærkebureaukraten¬« Trotskij og Lenin, forsvareren for ¬»frit arbejde¬«, men en modsætning i partiet fremskyndet af krigskommunismens blindgyde. De oprindelige forskelle, som Lenin forklarede, var irrelevante. Men små gnidninger i partiledelsen, under de givne omstændigheder, førte til en række splittelser i Partiet, med ikke bare to ‚Äď men mindst fem modstridende retninger.

Lenins hovedbekymring på det her tidspunkt var at undgå en splittelse i partiledelsen og bevare den tynde tråd, der bandt proletariatet og dets avantgarde sammen med de ikke-proletariske og semi-proletariske masser. Under de fremherskende forhold med økonomisk krise, masse-analfabetisme, en numerisk svækket og tiltagende demoraliseret arbejderklasse og frem for alt småborgerskabets bondemassers slående overvægt, begyndte Bolsjevikpartiet mere og mere at komme under fremmede klassers pres. Det faktum, at bolsjevikkerne, modsat deres intentioner, var blevet nød til at forbyde oppositionspartierne, betød at dette pres uundgåeligt ville søge mod at finde sit udtryk igennem Bolsjevikpartiet selv. Det Lenin frygtede mest, var en splittelse i Partiet langs klasselinjer. Det var det, som lå til grundlag for Lenins modstand imod Trotskijs oprindelige forslag om at ¬»ryste op¬« i fagforeningslederne og bringe dem i overensstemmelse med central planlægning, hvilket forårsagede spændinger med fagforeningslederen Tomskij.

Monty Johnstone begynder hans fremstilling af fagforenings-kontroversen med et citat fra Lenins artikel ‚ÄėPartikrisen‚Äô. Lenin havde forsøgt at holde uenighederne indenfor ledelsen ved at opstille en kommission for at undersøge fagforeningerne. I løbet af Centralkomit√©ens diskussion lavede Lenin, med sine egne ord, en række tydeligvis overdrevne og derfor fejltagne ¬»angreb¬«, som tilspidsede konflikten. Trotskij havde afslået at gå med i kommissionen. Monty Johnstone citerer Lenins kritiske ord:

¬»Dette skridt alene forårsagede, at kammerat Trotskijs oprindelige fejl blev overdrevet og senere ledte til fraktionalisme¬« (Cogito, s. 20)

Men dette er √©t af kammerat Johnstones halve citater. Lad os se hvad Lenin tilføjer i den næste sætning:

¬»Uden dette skridt ville hans fejl [ved at fremsætte ukorrekte teser],forblive en meget lille fejl, som ethvert medlem af centralkomit√©en, uden undtagelse, har haft lejlighed til at lave.¬« (LCW, bind 32, s. 45)

Monty Johnstones læsere får kun lov til at læse så meget af Lenin, som han anser for godt for deres helbred. Ved kun at citere polemiske svar, ¬»hjælper¬« Monty Johnstone Lenin med at ¬»tilspidse¬« hans kamp imod Trotskij. Andetsteds i denne sektion fremstiller han gentagne gange argumenter, der blev fremført og forsvaret af Lenin og alle bolsjevismens ledere, som om det var Trotskijs argumenter. Parafraserende og ¬»forbedrende¬« Trotskijs argumenter, skriver Johnstone:

¬»Rusland, argumenterede han [Trotskij], led ikke fra overskud af, men fra mangel på et effektivt bureaukrati [?] ,til hvilket han [?] foretrak at give nogle begrænsede indrømmelser. Rapporterende dette, kommenterede Deutscher: ‚Äė Han gør derved sig selv til talsmanden for en direktørgruppe ‚Äô¬« (Cogito, s. 20)

Johnstones påberåbelse af Deutschers skygge tilfører ikke den mindste smule berigtigelse til hans argumenter. Enhver, der har læst Deutscher, vil vide, at han ikke kun angriber Trotskijs ¬»diktatoriske¬« ideer men også Lenins og skelner faktisk ikke imellem de to. Hans småborgerlige vurdering af Trotskij er den identiske tvilling til hans synspunkter om Lenin og om revolutionære generelt.

De argumenter, som Monty Johnstone lægger Trotskij i munden, stemmer præcis overens med de synspunkter, som Lenin fremførte hundredvis af gange på spørgsmålet om effektivitet, for virksomhedsagtig styring, for specialister, som Lenin ¬»foretrak at give nogle begrænsede indrømmelser¬«, ikke de uhyrlige ¬»indrømmelser¬«, som de stalinistiske parasitbureaukratier i dag udsuger, men simpelthen og udelukkende for at få den nedbrudte økonomi på banen igen, for at revolutionen kunne overleve, indtil det revolutionære proletariat i Europa kunne assistere den. Endnu engang fremstiller Monty Johnstone Lenin, Bolsjevikpartiets og marxismens ideer som ¬»trotskisme¬«. Men dette understreger blot den enorme kløft der adskiller alle stalinismens ideologer fra bolsjevismens ideer og traditioner. Ved at bøje argumenterne lægger Johnstone Lenins ord i munden på Trotskij og på Lenins læber, argumenterne fra de virkelige forsvarere af karikaturen på frit arbejde - mensjevikkerne.

Lenin om fagforeningerne

¬»‚ÄėI praksis‚Äô sagde Lenin ‚Äėvar Sovjetstaten ‚Äėen arbejderstat‚Äô med bureaukratiske forvrængninger‚Äô. I en lang periode argumenterede han for at fagforeningerne ville blive nødt til ‚Äėat kæmpe imod bureaukratiske forvrængninger af det sovjetapparatet‚Äô, og for ‚Äėbeskyttelse af massen af undertryktes materielle og spirituelle interesser, på måder og med midler, som dette apparat ikke kan anvende‚Äô¬«. (Cogito, s. 21)

Hvad er betydningen af dette citat? Ikke at Lenin afveg fra Trotskij i vurderingen af statsapparatet og dets bureaukratiske deformeringer. Det der var spørgsmålet, var hvilken umiddelbar politik, man skulle anvende, hvis systemet med krigskommunisme skulle opretholdes. Men det der er virkelig interessant og betydningsfuldt, er det faktum at igennem hele dette afsnit af hans værk, klargør Monty Johnstone ikke et eneste af Lenins argumenter om fagforeningsspørgsmålet. Og dette er ikke tilfældigt.

Lenin argumenterede dialektisk for, at fagforeningerne i en arbejderstat må være uafhængige, således at arbejderklassen kan forsvare sig selv imod staten og på den måde forsvare arbejderstaten selv. Lenin var bestemt på dette punkt, fordi han så en fare for at staten rejste sig over klassen og separerede sig selv fra den. Arbejderne selv kunne, igennem deres organisationer, holde øje med statsapparatet og bureaukratiet.

Det er ironisk at læse Johnstones skarpe kritik af Trotskijs påståede ¬»bureaukratiske tendenser¬«, i lyset af hvad der skete med ¬»fagforeningernes uafhængighed¬« i Rusland under Stalin og situationen i dag. √Öbenbart var Trotskij en bureaukrat, da han var ¬»ved magten¬«. Da Stalin var ved magten, forfaldt han desværre også til ¬»personlighedskulten¬«. Det er alt sammen et spørgsmål om ¬»personligheder¬«! Dette er ikke marxismens metode, men derimod middelklasse-vulgarismens, som ser politik som et spil med individer, som ¬»sælger ud¬« så snart de kommer til magten. Og alligevel, på trods af denne yderst ¬»kritiske¬« tilgang, fordamper Monty Johnstones kritiske evner ind til tynd luft, så snart vi kigger på den berygtede ¬»tyvende kongres¬«.

¬»Trotskij bliver fremstillet som forkæmperen i kampen mod bureaukrati i Sovjetunionen af hans tilhængere [!]. Eftersom Trotskij igennem de sidste sytten år af sit liv var utrættelig i hans fordømmelser af mange aspekter [?] af Stalins bureaukratiske regime, som det sovjetiske kommunistparti afslørede [?] i 1956, virker den trotskistiske påstand rimelig. Men, som vi vil se, er sandheden anseligt mere kompleks.¬« (Cogito, s. 19)

Ser man det ‚Äď virkeligheden er virkelig ¬»anseligt mere kompleks¬«! Hvilke slags ¬»afsløringer¬« røbede Krustjov og Co. i 1956? At Stalin var en tyran, en drabsmand, en massemorder, en sindssyg, osv.? At Krustjov, Bresjnev, Kosygin og de andre alle stod og skælvende i deres sko foran diktaturet (som det Sovjetiske ¬»Kommunist¬«parti tilsyneladende først ¬»opdagede¬« i 1956!), men for marxister begynder problemet kun her. Hvad mere vigtigt er, er de sociale relationer, som kunne producere sådan en monstrøsitet. Og det altafgørende spørgsmål i relation til den tyvende kongres er: Hvad har ændret sig siden 1956?

Så tidligt som i 1920 så Lenin de processer, som fandt sted i det sovjetiske statsapparat. Alt hans materiale om fagforeningsspørgsmålet, som Monty Johnstone ikke berører, handler om ideen om, at arbejderne og deres organisationer holder øje med bureaukratiet, dets voksende tendenser, korruption, spild og dårlig ledelse. Lenin anså udviklingen af et sundt arbejderdemokrati og af en gradvis bortvisning af staten som uundværligt for bevægelsen hen imod socialisme.

Hvis man skal dømme ud fra Monty Johnstones grænseløse beundring af Krustjovs ¬»afslørende¬« aktiviteter, er Rusland og √ėsteuropa i dag sunde socialistiske lande, travlt optagede af at eliminere alle spor af bureaukrati, kultpersonlighed og stalinisme generelt ‚Äď med undtagelsen af en række ¬»beklagelige¬« (og tilsyneladende også uforklarlige) episoder, så som invasionen af Tjekkoslovakiet og de falske retssager mod forfattere, som tilsyneladende ikke har nogen sammenhæng med tingenes generelle tilstand!

Monty Johnstones citering af Lenin om bureaukratisering af staten og den rolle fagforeningerne må spille må have været ironisk.

Siden 1956, er det russiske bureaukrati blevet nød til at fjerne en række af de mest barbariske metoder fra Stalins regime ‚Äď metoder som, under kapitalisme, kun ville have været sandsynlige i en fascistisk stat ‚Äď så som slave-arbejde, osv. Men efter al det vedbliver politi-staten og terroren; kun navnene er ændret. Fagforeningernes situation i Ruslandviser, hvor absurd en påstand det er at hævde at bureaukratiet reformerer sig selv til ikke at eksistere. Vi spørger Monty Johnstone: Tretten år efter den tyvende kongres, hvor er de uafhængige fagforeninger i Sovjetunionen?

Under Stalin blev den sovjetiske arbejderklasses mest elementære rettigheder frataget den. I dag under hans arvinger, Bresjnev og Kosygin, er der ingen strejkeret, ingen ret til kollektiv overenskomst, ingen ret til at vælge demokratiske fabrikskomit√©er (rettigheder som eksisterede under Lenin og Trotskij, selv under den sorteste periode af borgerkrigen). Fagforeningerne i Rusland og √ėsteuropa i dag er en karikatur: Et organ for at arbejderklassen kan modtage ordre fra de bureaukratiske overherrer. Den monstrøse korruption, spild og fejlledelse, som Lenin ønskede at holde i skak igennem arbejdernes organisationer, har i dag nået proportioner, så det truer med at underminere de fremskridt, den sovjetiske arbejderklasse har gjort på grundlag af planøkonomien.

Det er en slående modsætning, som ethvert medlem af ungkommunisterne eller kommunistpartiet vil se, at den svage, krigshærgede, Sovjetrepublik under Lenin og Trotskij, på trods af de bureaukratiske deformeringer, som Lenin ærligt refererer til, stadigvæk garanterede frihed og uafhængighed for både fagforeninger og partiet. Unge kommunister bør tage tiden til at læse materialet fra den tiende partikongres i Lenins samlede værker, og ærligt spørge sig selv: Kunne en så fri diskussion af emnet finde sted i hvilket som helst ¬»Kommunist¬«parti i dag?

I modsætning til perioden med borgerkrig og NEP, da bolsjevikkerne, på grund af sovjetmagtens svaghed og truslen om kapitalistisk genindførelse, var tvunget til at begrænse visse demokratiske rettigheder, er Sovjetunionen i dag den næststørste industrination i verden. Og stadigvæk er bureaukratiet rædselsslagent for at give nogle af de mest basale demokratiske rettigheder til de sovjetiske arbejdere. Derfor fremprovokerede den relative frihed for fagforeninger, som arbejderne i Tjekkoslovakiet fravristede bureaukratiet efter Novotnys fald, det russiske bureaukratis reaktion. Bresjnev og Kosygin var så bange for, hvilken effekt dette ikke ville have på den sovjetiske arbejderklasse!

Monty Johnstones forsøg på at fremstille sig som tilhænger af ¬»arbejdets frihed¬« overfor ¬»ærkebureaukraten¬« Trotskij klinger endnu mere hult, når man sammenligner situationen i Sovjetunionen i dag med selv Francos Spanien. Der er der også blevet givet enkelte ¬»indrømmelser¬« til arbejderklassen i frygt for revolution. Forskellen er at hvor selv i Spanien, hvor fagforeningerne er illegale, har arbejderne oprettet en ægte organisation ‚Äď den ulovlige ¬»Arbejderfagforening¬«, som leder strejker og kampe på vegne af klassen og endda forhandler med arbejdsgiverne ‚Äď men enhver der forsøger noget sådan i ¬»socialistiske¬« Rusland vil hurtigt finde sig selv sat bag tremmer.

I virkeligheden er der i spørgsmålet om fagforeningerne afspejlet i hele spørgsmålet om de sociale relationer i Sovjetunionen og i alle andre bureaukratisk deformerede arbejderstater. At snakke om at gå hen imod socialisme (eller ¬»kommunisme¬«!) forudsætter den fulde, frie udvikling af arbejderklassen som den herskende klasse i samfundsstyringen, kontrollen og regnskabsføringen. Det betyder involveringen af hele samfundet i planlægningen og styringen af industrien og af staten med den medfølgende bortvisning af bureaukrati. Dette er den eneste garant for omdannelsen til et klasseløst samfund. Socialistisk planlægning behøver arbejderdemokratiets kontrol, som den menneskelige krop behøver oxygen.

Den bureaukratiske totalitære struktur i USSR er ikke kun undertrykkende for de sovjetiske arbejdere og frastødende for arbejderne i vest. Det er også en tiltagende hindring for den frie og harmoniske udvikling af produktivkræfterne i Sovjetunionen. Det er en slående anklage imod denne karikatur af socialisme, at arbejderne 50 år efter Oktoberrevolutionen ikke engang har de demokratiske rettigheder, som findes i avancerede kapitalistiske lande. Imens bureaukratiet praler med at være i færd med at ¬»opbygge kommunismen¬«, er dødsstraffen blevet genindført ‚Äď for økonomiske forseelser ‚Äď så høj er graden af svindel, korruption og tyveri, som plager den sovjetiske økonomi ‚Äď et konkret bevis på regimets bankerot og behovet for arbejderdemokrati. De sovjetiske arbejdere vil uundgåeligt komme til at forstå, at den eneste udvej for dem er Lenin og Trotskijs program. Når de indser det, vil bureaukratiets dage være talte.

Den tiende partikongres og NEP

Den tiende partikongres fandt sted i en atmosfære af krise; Perioden med ¬»krigskommunismen¬« var gået ind i sin sidste, mest krampagtige fase. Væbnede bondeopstande fandt sted i en række provinser og kulminerende i en alvorlig opstand i Tambov. Utilfredsheden spredte sig til de sultne byer. I februar 1921 udbrød en række strejker på grund af manglen på brød. Mensjevikiske elementer benyttede uroen til at fremsætte det kontrarevolutionære slogan ¬»Sovjetter uden kommunister¬«.

I denne kontekst sagde Lenin, at debatten om fagforeninger var en ¬»fedttæt luksus¬«, som ¬»skubbede et spørgsmål frem i forreste linje, som af objektive grunde ikke kan være der¬«. Den virkelige problemstilling var ikke det umiddelbare spørgsmål om fagforeningerne ‚Äď men dette virkede som en katalysator, som krystalliserede en række klart definerede tendenser inde i partiet.

Med slutningen på borgerkrigen, og specielt demobiliseringen af den røde hær, fordybedes krisen og utilfredsheden iblandt bondemasserne. Lenin forklarede, at visse oppositionelle strømninger inde i Partiet ¬»hang sammen med bøndernes massive overvægt i landet, med deres utilfredshed med det proletariske diktatur.¬« Spørgsmålet om fagforeningerne svandt ind i forhold til disse problemer, som eksploderede midt i kongressen, med Kronstadt-opstanden.

Kronstadt-opstanden reflekterede uden tvivl den tiltagende desillusionering iblandt masserne med krigskommunismen, først og fremmest iblandt de mere tilbagestående og bonde-elementerne, men i voksende grad også iblandt arbejdere, hvis moral var blevet undermineret af flere år med krig, borgerkrig og hungersnød. Stillet over for bondemassernes uforsonlige opposition, var revolutionen nød til at trække i land. Beslaglæggelsen af korn blev afskaffet og erstattet med en skat, og midler blev taget i brug for at genetablere markedsøkonomien for at opmuntre til privathandel. Visse industrier blev endda denationaliseret, men de vigtigste dele af økonomien, bankerne, forsikringsselskaber, de store industrier, sammen med monopolet på udenlandshandel, forblev i statens hænder.

Disse indrømmelser til borgerlig ¬»frihed¬« blev ikke givet sorgløst som en sejr over krigskommunismens ¬»ærkebureaukrati¬«, men som et tilbagetog givet under pres, som en midlertidig indrømmelse givet til de småborgerlige masser for at forhindre en splittelse imellem arbejderne og bønderne, som ville lede til sovjetmagtens fald.

Da han forsvarede disse indrømmelser på den tiende kongres, refererede Lenin til det slående pres fra bondemasserne på arbejderklassen som ¬»meget farligere end alle Denikins, Kolchaks, og Yudenichs tilsammen. Det ville være fatalt,¬« fortsatte han, ¬»at blive vildledt på dette punkt! De problemer som stammer fra de småborgerlige elementer er enorm, og hvis de skal overkommes, må vi have stærkere enhed, og jeg mener ikke bare en lighed af enhed. Vi må ligge alle vore kræfter sammen i en fælles vilje, for i et bondeland vil kun massen af proletariatets vilje gøre proletariatet i stand til at fuldføre dets ledelse og diktaturs store opgaver. Assistance er på vej fra de vesteuropæiske lande, men den kommer ikke hurtigt nok. Stadigvæk kommer den og vokser.¬« (ibid., s. 179)

Lenin sagde altid tingene ærligt og redeligt. Tilbagetoget med NEP var blevet dikteret af det enorme pres fra bønderne på arbejderstaten, som var isoleret på grund af forsinkelsen af den socialistiske revolution i vest. Lenin refererede altid til det som en midlertidig tilstand, et ¬»pusterum¬«, før de næste dramatiske udviklinger i den internationale socialistiske revolution. Men han var også yderst opmærksom på de farer, som lå på vejen, især faren for en genoplivelse af de borgerlige og småborgerlige elementer med fremvæksten af markedsøkonomien: ¬»Denne risiko ‚Äď udviklingen af mindre produktion og af småborgerskabet i de landlige områder ‚Äď er en yderst alvorlig risiko,¬« advarede Lenin den tiende kongres. I et svar til dem der var tilbøjelige til selvtilfredshed understregede Lenin pointen: ¬»Har vi klasser? Ja, det har vi. Har vi klassekamp? Ja, og en yderst vild √©n!¬« (ibid., s. 212)

Monty Johnstone giver en komplet ensidig fremstilling af den tiende kongres, hvor han heftigt fremhæver fagforeningsspørgsmålet, men undlader alle referencer til hovedemnerne, og han berører fagforeningsspørgsmålet på en yderst ensidig måde ‚Äď han stiller spørgsmålet endnu engang som en ¬»kongelig strid¬« imellem Lenin og Trotskij, imens han undlader at nævne nogle af de andre holdninger, der blev fremlagt ‚Äď f.eks. Bukharins, den såkaldte ¬»arbejderoppositions¬« og ¬»de demokratiske centralister¬«. Endnu engang gør disse udeladelser Monty Johnstone i stand til at skabe et fuldstændigt forkert indtryk. Hans helt igennem kyniske tilgang kan bedst ses i hans forsøg på at identificere Trotskijs holdning til fagforeningerne med beslutningen på kongressen om at forbyde fraktioner i partiet:

¬»Ved at organisere en fraktion omkring ideerne udtrykt i hans pamflet‚Ķlancerede han [Trotskij] en debat i partiet, som kulminerede ved den 10. kongres i marts 1921 med hans nederlag og beslutningen om at forbyde fraktioner i partiet.¬« (Cogito, s. 20)

Dette er så sandelig nyheder! Ingen på den tiende kongres anklagede nogensinde Trotskij for at ¬»organisere en fraktion¬« omkring noget som helst. Denne hentydning fra Johnstone er øjensynligt rettet på at sammenkæde Lenins polemiske svar om Trotskijs tidligere ¬»fraktionalisme¬« (dvs. hans afslag på at gå med i komit√©en til undersøgelse af fagforeningerne). Johnstone er udmærket klar over, at forslaget om at forbyde fraktioner blev taget af årsager, som ikke var forbundet med hverken fagforeningsdiskussionen eller Trotskijs rolle i den diskussion.

√Örsagerne er givet i den passage citeret fra Lenin ovenfor, som klart forklarer, at denne ekstraordinære forholdsregel blev dikteret af farerne for at fremmede klassers pres udtrykte sig selv igennem grupper i partiet. Under den umiddelbare baggrund for tiende kongres, blev dette middel taget i brug, ikke imod Trotskij, men udtrykkeligt imod ¬»arbejderoppositionen, en kvasi-syndikalistisk gruppe ledt af Shlyapoikov og Kollontai, som formelt blev opløst af kongressen. Resolutionen på dette punkt forklarer helt klart årsagerne til denne forholdsregel:

¬»Den omtalte afdrift af partiet er delvist grundet tilstrømningen til partiet af tidligere mensjevikker og også af arbejdere og bønder, som ikke fuldt ud har taget det kommunistiske verdenssyn til sig. Hovedsageligt er denne afdrift dog grundet den indflydelse, som småborgerlige elementer udøver på proletariatet og på det russiske kommunistparti, og disse er exceptionelt stærke i vores land, hvilket uundgåeligt avler vaklen imod anarkisme, især i tider hvor massernes forhold er blevet væsentligt forværret som en konsekvens af den fejlslagne høst og af krigens ødelæggende virkninger, og da demobiliseringen af hæren, der talte millioner, satte tusinder af bønder og arbejdere løs, ude af stand til med det samme at finde en fast måde at opnå levebrød på.¬« (ibid., s. 245)

Lige præcis i debatten om arbejderoppositionen kom Lenin med en udtalelse, som fuldstændig viser løgnagtigheden i Monty Johnstones hentydninger til Trotskijs påståede ¬»fraktionalisme¬«:

¬»Arbejderoppositionen sagde: ‚ÄėLenin og Trotskij vil gå sammen‚Äô. Trotskij gik ud og sagde: ‚ÄôDe, som ikke forstår, at det er nødvendigt med enhed, er imod Partiet, selvfølgelig vil vi gå sammen, fordi vi er mænd af Partiet.‚Äô Jeg støttede ham. Selvfølgelig havde kammerat Trotskij og jeg uenigheder; og når mere eller mindre lignende grupper dukker frem i Centralkomit√©en, vil Partiet vurdere dem, og på en sådan måde der vil få os til at gå sammen i overensstemmelse med partiets vilje og instruktioner.¬« (ibid., s. 204)


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere