Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

1. 1969 Indledning

¬»Det er på høje tid, at der påbegyndes en tilbundsgående diskussion blandt marxister om både Stalins og Trotskijs politiske stilling og deres roller. Eftersom dette omfatter en vurdering af den vigtigste politik og de vigtigste begivenheder for den russiske og den internationale arbejderbevægelse igennem fire årtier, vil en sådan debat være vidtfavnende og vanskelig, men meget instruktiv.¬« (Cogito s. 2)

Sådan er det løfte, som Monty Johnstone giver læseren af Ungkommunisternes avis, Cogito. Det er et løfte, som vil være velkomment blandt alle ærlige medlemmer af Ungkommunisterne og Kommunistpartiet, hvoraf mange også må have undret sig over, hvorfor denne diskussion har været ¬»forsinket¬«, for at være præcis, forsinket i mere end fire årtier.

Indtil for nylig ville en diskussion om trotskisme have været umulig hos Ungkommunisterne og Kommunistpartiet. I fyrre år har Trotskijs værker været ¬»forbudt læsning¬« for flertallet af Kommunistpartiets medlemmer, hvis tvivl og spørgsmål er blevet imødegået af lederne med en stadig strøm af antitrotskistiske ¬»afsløringer¬«, baseret på forvrængede gengivelser af bolsjevismens og den russiske revolutions historie. Det sidste forsøg på offentligt at behandle spørgsmålet om trotskisme var Betty Reids artikel i ‚ÄėMarxism Today‚Äô for kun fire år siden, som blandt andre godbidder fastslår, at Moskvaprocesserne udelukkende er en sag for den sovjetiske historieforskning! Materiale som dette kan ikke tilfredsstille de kommunister, som kræver en sandfærdig gennemgang og analyse af de relevante spørgsmål. Til disse kammerater kan vi sammen med kammerat Johnstone sige, at:

¬»vi vil håbe... at de ikke vil være tilfredse med bare at lære at aflire den meget skæve og sammenkogte historieskrivning om den internationale arbejderbevægelse og de ensidige beretninger om kommunismen, som de får serveret i deres aviser og deres skoletimer.¬« (Cogito s. 3)

Sammen med kammerat Johnstone kan vi citere Lenins ord til de russiske Ungkommunister, at det er nødvendigt at tage:

¬»‚Ķ den samlede sum af menneskelig viden... på en sådan måde, at kommunisme ikke bliver noget man lærer at lire af, men noget, som i selv har tænkt igennem, således at det bliver en uundgåelig konklusion fra en moderne undervisnings synspunkt.¬«

En diskussion forudsætter to sider. Kammerat Johnstone udfordrer sine modstandere til at svare igen. Vi får at se, i hvilket omfang han og ledelsen af Kommunistpartiet og Ungkommunisterne vil være parate til at tillade en ¬»tilbundsgående diskussion¬« at finde sted, når de teoretiske spørgsmål under debat virkelig trænger igennem til disse organisationers menige medlemmer.

Umiddelbart forekommer Monty Johnstones behandling af emnet yderst rimelig og objektiv. Han gør sig store anstrengelser for at understrege, at han ikke har nogen ¬»bagtanker¬« men befinder sig mellem to yderpoler:

¬»Et sådant arbejde ville være fuldstændig sterilt, hvis det blev gennemført ud fra de gamle indstillinger om fast tilslutning til enten Stalin eller Trotskij. Hverken apologi eller dæmonlære, men den marxistiske metode med objektiv kritisk og selvkritisk analyse i lyset af historisk erfaring er nødvendig for at nå til en afbalanceret vurdering.¬« (Cogito s. 2)

Dette er grundlaget for Johnstones fremtræden af ophøjet objektivitet. Han lover ikke at ¬»klæbe fikseret¬« til den ¬»gamle indstilling¬« til Stalin, så hvorfor skulle hans modstander insistere på at forsvare Trotskijs id√©er? Sådan er den uangribelige logik i Johnstones argument: ingen går ind for D√ľhrings ¬»gamle id√©er¬« nu til dags, så hvorfor støtte Engels id√©er? Ingen forestiller sig i dag, at Gud skabte verden på syv dage, så hvorfor fremture med den ensidige Einstein- og Darwin ¬»kult¬«?

I virkeligheden har Johnstone stillet spørgsmålet på en helt umarxistisk måde. Spørgsmålet er ikke, om vi er ¬»fikserede tilhængere¬« af Trotskij, Stalin eller nogen enkeltperson. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi stadig forsvarer selve marxismens grundlæggende id√©er, id√©er som er blevet udarbejdet videnskabeligt, som er blevet udvidet i lyset af historisk erfaring, men som grundlæggende forbliver de samme i dag som på Trotskijs og Lenins tid, eller for den sags skyld på Marx og Engels tid. Det grundlæggende spørgsmål, som kammerat Johnstone søger at krybe udenom, er netop hvorvidt marxismens ¬»gamle standpunkter¬« stadig er gyldige i grundlæggende spørgsmål som internationalisme, arbejderklassens rolle i kampen for socialisme, det socialistiske samfunds karakter osv. Disse grundlæggende id√©er har alle de store marxister forsvaret mod alle de forsøg, som opportunister, forklædt som ¬»socialister¬« og ¬»kommunister¬«, har gjort på at udvande dem, revidere dem og reducere dem til reformistisk uformåenhed. Under dække af udtryk som ¬»moderne¬«, ¬»videnskabelig¬«, ¬»objektivitet¬« forsøger Monty Johnstone at isolere disse id√©er som ¬»trotskisme¬«, noget fremmed for marxismens traditioner og begreber, og vender herved tilbage til de ¬»gamle standpunkter¬« nemlig Bernsteins, Kautskys og mensjevikkernes.

Det er værd at lægge mærke til Monty Johnstones påberåbelse af den marxistiske metode, fordi denne metode først og fremmest baserer sig på gennemført ærlighed og sandfærdighed ved behandling af modstanderes skrifter i polemik. Den mest pinlige nøjagtighed i angivelse af citater kan ses i alle de polemiske værker af Marx, Engels, Lenin og Trotskij. De store marxister havde ikke behov for citatfusk og fordrejninger, fordi en polemik for dem var en måde at udbrede de grundlæggende politiske spørgsmål under debat og at hæve medlemmernes politiske niveau, og ikke at score billige point i debatten. De nedlod sig ikke til personlige fornærmelser som erstatning for argumenter, men de afstod heller ikke fra at kalde en skurk for en skurk i et forsøg på at kaste et besnærende skær af professoragtig ¬»upartiskhed¬« over deres skrifter.

På side 3 i sin artikel skriver Monty Johnstone: ¬»Denne sag er politisk. Skældsord og personlige insinuationer forekommer ikke i den.¬« (vor fremhævning)

Sandt nok, vi finder ingen spor af det gamle svineri, som Monty Johnstones kolleger kørte frem med i årtier om ¬»Trotskij-facister¬«, ¬»politisk degenererede¬«, ¬»Hitlers agenter¬« og alt det øvrige. Lad os lige se et par eksempler på hans olympiske objektivitet: ¬»Trotskijs blændende skrevne, men meget forudindtagede polemiske værker...¬«, ¬»pralende retorik og fantasiflugt (i stedet for) en kølig undersøgelse af hans modstanders standpunkt¬«, ¬»alfaderligt tilføjende¬«...¬«, ¬»med grove tilråb fra sidelinierne‚Ķ¬«, ¬»overfladisk set fornuftig argumentation...¬«, ¬»ønsketænkning og forelskelse i revolutionære talemåder...¬«, ¬»opblæste og overdrevne generaliseringer (i stedet for) en afbalanceret undersøgelse...¬«, ¬»Trotskijs dogmatiske slagord...¬« osv., osv.

Kammerat Johnstone har gjort fremskridt siden Palmes, Dutts, Pollits og Gollans dage og Campbells ¬»afbalancerede, marxistiske¬« analyse af Trotskij-fascisme. Hans fremskridt består i, at han erstatter rendestenssproget med den akademiske forlæsnings sukkersøde insinuationer.

¬»Persondyrkelse¬«

¬»Ved at smadre Stalindyrkelsen åbner den 20. kongres vejen for en sådan fremgangsmåde i den kommunistiske verdensbevægelse..... Gamle sekteriske vaner og indstillinger og bureaukratisk modstand har forsinket det, men tingene er ved at ændre sig i denne henseende i mange kommunistpartier.¬« (Cogito s. 2)

Med disse få ord ¬»forklarer¬« kammerat Johnstone den kolbøtte, som lederne af den verdens-¬»kommunistiske¬« bevægelse slog i deres indstilling til Stalin, en indstilling, som de energisk havde forsvaret i tredive år og som var den endegyldige, den grundlæggende trosartikel, ud fra hvilken man kunne skelne en kommunist fra en ¬»trotskij-fascist¬«. Efter at han med disse ord har indrømmet, at en diskussion af den grundlæggende udvikling i den russiske og den internationale arbejderbevægelse har været undertrykt i årtier, udnævner han så frimodigt den 20. Kongres til at være en slags magisk nøgle, der åbner alle de døre, der spærrer vejen til erkendelse.

Men lige et øjeblik, kammerat Johnstone, hvad med den ¬»marxistiske metode med objektiv, kritisk og selvkritisk analyse i lyset af historisk erfaring¬«? Hvad med Lenins ord om ¬»summen af menneskelig viden¬« og om at lire af sig? Den 20. kongres afslørede for den verdens-¬»kommunistiske¬« bevægelse, at i tredive år, i en hel historisk periode, havde alle dens ledere, dens mest agtede teoretikere, dens mest talentfulde journalister, forsvaret et standpunkt, som ikke blot var ukorrekt men kriminelt fra den russiske og den internationale arbejderklasses synspunkt. Du beder kommunister om at acceptere dette uden protester, at sluge det i en mundfuld uden at stille spørgsmål? Men var det ikke netop det, som marxistisk metode ikke var? Er det ikke netop det Lenin advarede Ungkommunisterne imod for halvtreds år siden?

Det første spørgsmål, som enhver tænkende kommunist ville stille sig, er: Hvorfor? Hvorfor skete det? Hvordan kunne det ske? Vi ved godt, at ingen er perfekt, at selv de største marxister af og til laver fejltagelser... Men at lave sådanne ¬»fejltagelser¬«, i lang tid. Det er uhyrligt. Det kræver en forklaring.

Der kommer ingen forklaringer fra Monty Johnstone. I stedet henviser han os til teksten i Khrustsjovs tale om Stalin ved den 20. kongres. Men det er ingen nytte til at se efter Moskva-udgaven. Talen, som blev holdt bag lukkede døre, er aldrig blevet publiceret i Rusland. Johnstone er henvist til at citere teksten af dette mesterstykke af moderne marxistisk tænkning fra‚Ķ ¬»Manchester Guardian¬«!

Hvad er det for en ¬»analyse¬« af stalinismen, der er indeholdt i det materiale Moskva har udsendt? Den berømte ¬»teori¬« om ¬»persondyrkelse¬«. Det fremgår, at den ¬»socialistiske stat¬« i en hel historisk periode blev hersket over af en bonapartistisk diktator, som sendte millioner på tvangsarbejde i Sibirien, udslettede hele folkeslag, likviderede hele den gamle bolsjevikledelse efter de mest uhyrlige skueprocesser i historien og alt sammen bare ved styrken af sin egen personlighed. Hvilken parodi på marxisme og marxistisk analysemetode! Medlemmerne af Ungkommunisterne og Kommunistpartiet er ikke børn, som tror på eventyr, kammerat Johnstone. Heller ikke når disse eventyr er digtet i Kreml eller i King Street.

For en marxist ville det være umuligt at stille spørgsmålet op på denne måde. Den marxistiske metode forklarer ikke historien ud fra det enkelte geni eller den enkelte skurk, fikse id√©er eller ¬»personlighed¬«, men på basis af sociale klasser og grupper, deres interesser og deres indbyrdes forbindelser. Det er helt utænkeligt, at en mand skulle være i stand til at påtvinge hele samfundet sine id√©er. Marx har for længe siden forklaret, at hvis en id√©, selv en ukorrekt id√©, bliver fremsat, vinder tilslutning og bliver en faktor i menneskers liv, så må den repræsentere interesserne for en del af samfundet. Hvis Johnstones henvisninger til den marxistiske metode er mere end blot et stilistisk fif, en smuk vending, så må vi insistere på at han besvarer et direkte spørgsmål: Hvis interesser repræsenterede Stalin? Sine egne?

Vi har sagt, at enhver ærlig kommunist vil hilse en grundig debat om spørgsmålet om stalinisme og trotskisme velkommen. I den henseende er vi også glade for kammerat Johnstones bidrag. Men hvad er det for en marxistisk analyse, som, samtidig med at den pompøst henviser til marxistisk metode, undlader ethvert forsøg på at analysere de fundamentale processer, som alene kan kaste lys over de id√©er, som ved forskellige lejligheder er udtrykt af Trotskij og Lenin? Hvis disse historiske processer ikke forklares, bliver det hele ganske tilfældigt og reduceres til en række isolerede citater, som er rykket ud af deres sammenhæng i Lenins og Trotskijs værker og kunstigt sat overfor hinanden for at bevise den ene eller den anden pointe. Kammerat Johnstone, sådan er naturligvis essensen af den ¬»marxistiske metode¬«, som er blevet brugt af stalinisterne i årtier for at retfærdiggøre hver eneste vending og drejning ved hjælp af en passende sætning fra Lenin. En sådan metode har ikke meget at gøre med marxisme, men står i dyb gæld til den videnskabelige metode, vi kender fra... jesuitterne.


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere