Forord til den fjerde engelske udgave af Rob Sewell

Det er nu mere end 30 år siden den første udgivelse af dette værk. Selvom det blev genudgivet i 1972 og 1976, har det været udsolgt i en række år. Det blev skrevet som et svar til Monty Johnstone, som dengang var en ledende teoretiker i det engelske kommunistparti og havde udgivet en revurdering af Leon Trotskij i ungkommunisternes blad Cogito, i slutningen af 1968. Alan Woods og Ted Grant benyttede lejligheden til at skrive et detaljeret svar, der forklarede det virkelige forhold imellem Lenins og Trotskijs idéer, som systematisk er blevet forfalsket af stalinisterne lige siden opfindelsen af »trotskisme« i 1924. Dette var ikke en akademisk øvelse. Det blev skrevet som en appel til medlemmerne i kommunistpartiet og ungkommunisterne, som en opfordring til at genopdage sandheden om Trotskij og vende tilbage til Lenins oprindelige, revolutionære program. »Det er en pligt for alle kammerater i disse organisationer«, fastslog forfatterne, »at forberede sig selv teoretisk på de store opgaver, som vi står over for«.

Cogito-artiklen

Cogito-artiklen blev bragt i oktober 1968 under titlen Trotskij – hans ideer og blev beskrevet som den første del af en trilogi. Den anden blev bragt i maj 1976 under titlen Trotskij og verdensrevolutionen. Den tredje, som skulle hedde Trotskistisk politik i dag, blev aldrig udgivet. Ikke desto mindre gav Monty Johnstones angreb på Trotskij en værdifuld mulighed for at involvere de menige medlemmer af ungkommunisterne og kommunistpartiet i en debat om fundamentale spørgsmål. Dette var specielt vigtigt, eftersom enhver åben diskussion om trotskisme indtil da havde været udelukket. Få år tidligere havde Betty Reid skrevet en bidende skarp artikel i kommunistpartiets blad Marxisme i dag, under titlen Trotskisme i England i dag, hvor hun advarede de menige medlemmer imod enhver forbindelse med trotskistiske grupper:

»Vi er nød til at gøre det klart, at alle disse grupper, uden undtagelse, er ude på at ødelægge partiet og at svække og forvirre den engelske arbejderbevægelse. Vi er nødt til at forklare dette, vi er nødt til at advare imod forbindelser med dem. Endelig må vi gøre klart, at partiet er forenet i sin beslutsomhed for at opnå socialisme og ikke vil tolerere, at der knyttes bånd til disse mennesker, eller at man ikke kæmper for vores politik, når de dukker op«. (1)

Som forfatterne af Lenin og Trotskij forklarede: »Indtil for nylig ville en diskussion om trotskisme i ungkommunisterne og kommunistpartiet have været utænkelig«. Selv Johnstone mente, at det var »på tide« med sådan en diskussion, hvortil Woods og Grant tilføjede, at det havde det været i mere end fyrre år.

De argumenter, som Monty Johnstone fremsatte imod Trotskij, var dog langt fra originale. Som vi skal se, er de stort set et opkog af det gamle sladder, selvom det er præsenteret i en mere raffineret form. Jeg vil ikke tage forskud på argumenterne, som tydeligt fremgår i de tekster, der er optrykt her. For at give læseren en chance for at bedømme bogen i forhold til de argumenter, som den er et svar på, har vi benyttet lejligheden til at genoptrykke Monty Johnstones oprindelige artikel fra Cogito, som også længe har været udsolgt.

Også inkluderet i bogen, som en del af appendikserne, er en pamflet af Alan Woods, Lenins hemmeligholdte breve, som første gang blev udgivet i 1970 for at fejre hundredeåret for Lenins fødsel, og som var beregnet som et supplement til det oprindelige svar til Monty Johnstone. Den indeholder materiale af Lenin, som med fuldt overlæg blev hemmeligholdt af stalinisterne, men gradvist frigivet efter 1956 i et forsøg fra Krustjovs side på at distancere sig selv fra Stalins forbrydelser. Materialet drejer sig især om forholdet mellem Lenin og Trotskij. De fleste af disse breve, men ikke alle – de blev oprindeligt afvist som trotskistiske falsknerier – blev med megen forsinkelse udgivet af Moskva i den engelske udgave af de Samlede værker, i slutningen af 1970. Men som professor Jurij Buranov for nyligt kunne afsløre, er selv disse af Lenins breve blevet forvansket og ændret af stalinisterne i deres forsøg på at forfalske historien.

En betydelig del af nærværende værk handler om bolsjevismens historie. Derfor må udgivelsen af denne nye udgave ses som et supplement til Alan Woods’ nye bog, Bolshevism - the road to revolution, hvor de politiske spørgsmål op til Oktoberrevolutionen bliver behandlet mere tilbundsgående, og Ted Grants Russia – from revolution to counter-revolution. Men Lenin og Trotskij, som blev skrevet i en polemisk stil, er en glimrende introduktion til emnet og fortjener et bredere publikum inden for arbejder- og kommunistbevægelsen. Det var trods alt disse arbejdere og unge, at bogen først var sigtet imod. I dag, efter de stormfulde begivenheder de sidste tredive år, især med stalinismens kollaps i Rusland og Østeuropa, er ideerne i denne bog mere relevante end nogensinde før.

Spørgsmålet om Trotskij

Det var ikke et tilfælde, at der blev diskuteret Trotskij i ungkommunisterne i 1968. Det var et afgørende år. I Frankrig udbrød en seks uger lang revolutionær generalstrejke – den største i historien – i maj det år. De Gaulle’s såkaldte stærke stat var lamslået. Ti millioner arbejdere havde besat fabrikkerne. Denne storslåede bevægelse kunne nemt have ført til omstyrtelsen af fransk kapitalisme, hvis ikke det havde været for den adfærd og politik, som lederne af det franske kommunistparti lagde for dagen. Den franske premierminister Pompidou skrev i sine erindringer:

»Krisen var helt klart mere alvorlig og mere dybtgående; regimet ville bestå eller blive væltet, men det kunne ikke reddes af en simpel ministerrokade. Det var ikke min stilling holdning, som det gjaldt. Det var general de Gaulle, den femte republik, og i betydelig grad selve den republikanske styreform«. (2)

Den 24. maj søgte de Gaulle tilflugt i den list, han tidligere havde brugt: han udskrev en folkeafstemning. Hele spørgsmålet blev set som et spørgsmål om tillid til ham. Men afstemningen viste sig at være umulig at gennemføre. Ikke et eneste trykkeri i hele Frankrig ville trykke stemmesedlerne. Da de forsøgte i Belgien, nægtede trykkerne i solidaritet. I løbet af fem dage var de Gaulle forsvundet. Han var fløjet til Baden-Baden i Vesttyskland, ifølge Pompidou »hårdt ramt af demoralisering«, og ville trække sig tilbage fra det politiske liv. Det var kun general Massu, der kunne overtale de Gaulle til at vende tilbage til Paris. På et tidspunkt fortalte en demoraliseret de Gaulle til den amerikanske ambassadør: »Spillet er ude. I løbet af et par dage vil kommunisterne tage over«. Faktisk var magten i hænderne på arbejderklassen. Desværre brugte det franske kommunistparti, som havde afgørende indflydelse i arbejderklassen, ikke muligheden til at gennemføre den socialistiske revolution og førte i stedet bevægelsen til nederlag.

Efter en lang periode med relativ »harmoni« mellem klasserne efter anden verdenskrig havde de franske begivenheder bragt ideen om revolution tilbage på dagsordenen. Det vækkede den europæiske arbejderbevægelse og fremkaldte masser af diskussioner i kommunistpartierne, især blandt ungdommen. Dette forklarer til dels den fornyede interesse i Trotskijs ideer. Men de franske begivenheder var ikke den eneste årsag til uro i kommunistpartierne. I august samme år sendte det russiske bureaukrati tanks ind i Tjekkoslovakiet for at knuse de forsigtige skridt, som Dubcek-regeringen havde taget i retning af demokratiske »reformer«. Igen blev den kommunistiske bevægelse, ligesom i 1956 med den sovjetiske invasion af Ungarn, rystet i sin grundvold. Der var en skarp polarisering i medlemsskaren. Der opstod splittelse i alle de kommunistiske partier, især imellem stalinisterne og den »euro-kommunistiske« fløj, og et lag af kommunistiske aktivister satte spørgsmålstegn ved det, der foregik i USSR, og den strategi, som lederne fulgte nationalt og internationalt. I denne urolige situation begyndte spørgsmålet om Trotskijs ideer og rolle i kommunistbevægelsen at komme op til overfladen.

På den anden side af kloden blev den barbariske krig, som den amerikanske imperialisme førte i Sydøstasien, mødt med heroisk modstand fra den vietnamesiske guerillahær. Året begyndte med Tet-offensiven, som tvang amerikanerne i defensiven. Det vietnamesiske folks revolutionære kamp satte gang i en hidtil uset radikalisering af studenterne i England, Europa og USA, hvor et lag af radikaliserede unge begyndte at se de revolutionære ideer som en vej frem. Uundgåeligt begyndte Trotskijs ideer, som så længe var blevet dæmoniseret af stalinisterne, at få en vis genklang blandt disse nyligt politiserede lag, og også i den kommunistiske ungdom.

For at skære igennem alt dette og for at stramme op på ungkommunisternes medlemmer blev Monty Johnstone sat til at skrive en up-to-date »afsløring« af Trotskij og hans ideer. Dette var en farlig beskæftigelse, for ved at fremstille Trotskijs rolle og ideer – selv i en forfalsket form – åbent foran ungkommunisternes menige medlemmer risikerede man at skabe endnu større interesse for »den gamle« og hans skrifter. Men kommunistpartiets ledelse havde intet alternativ. Derfor begyndte Johnstone sin tre-dels artikelserie i ungkommunisternes blad Cogito. Diskussionen var endelig ude i det fri. Monty Johnstone var kommet med en udfordring. Alan Woods og Ted Grant skrev dengang: »Vi for vores del hilser denne udfordring velkommen og er parate til at besvare kammerat Johnstone’s argumenter et for et«. Efter vores mening er dette stadig den bedste generelle redegørelse for Trotskijs ideer og det mest omfattende svar på stalinisternes bagtaleri og forvrængelser i nyere tid. Vi tøver derfor ikke med at genudgive det som vores bidrag til højtideligholdelsen af 60-året for drabet på Trotskij.

Monty Johnstones genovervejelser

I den sidste periode har Monty Johnstone ændret holdning til Trotskij. Selvom han er gået med til at genoptrykke sin Cogito-artikel, udtalte han selv sidste år: »Jeg ville skrive det nu anderledes på en række områder, end jeg gjorde i 1968, især med hensyn til spørgsmålet om ’socialisme i ét land’.« Og dog lagde han vægt på, at »det er så sandelig at foretrække, at læseren kan se den original, som svaret blev lavet til«. (3)

I juli 1992 udsendte kammerat Johnstone en artikel, der blev udgivet af den socialistiske historieforening (Socialist History Society) under titlen Vores historie – Trotskij revurderet. Selvom dette ikke er stedet for en fuld kritik af denne pamflet, er det tydeligt, at han har ændret sine synspunkter noget siden udgivelsen af den originale Cogito-artikel. I lyset af alt det, der er sket, følte han, at »vores vurderinger måtte selv revurderes«. (4)

Vi ville være de første til at byde et virkeligt holdningsskifte fra Monty Johnstones side velkomment. Desværre er ændringen mere tilsyneladende end virkelig. For eksempel fortsætter han med at tage citater ud af deres kontekst og præsenterer derved blot en karikatur af Trotskijs holdning til en række fundamentale spørgsmål. Nogle få eksempler må være tilstrækkeligt. På trods af det omfattende svar fra Alan Woods og Ted Grant og de debatter, der foregik dengang, holder Monty Johnstone stadig fast i myten om, at på det russiske Socialdemokratis anden kongres i 1903 var »hovedspørgsmålet om karakteren af det revolutionære parti« (5) - hvilket helt klart ikke var tilfældet. Denne forkerte fremstilling blev grundigt pillet fra hinanden i Lenin og Trotskij – hvad de virkelig stod for, for omkring tredive år siden, og også for nylig i Alan Woods bog Bolshevism - the road to revolution (Wellred, 1999).

Den same behandling får Trotskijs teori om den permanente revolution, striden om Brest-litovsk, »debatten« om »socialisme i ét land«, sovjetisk industripolitik og andre vigtige spørgsmål. Kammerat Johnstone beskylder hele vejen igennem Trotskij for vedvarende »overvurdering af de revolutionære fremtidsudsigter i Vesten«. (6) Desuden var »hans tilgang til økonomiske spørgsmål i uoverensstemmelse med hans forsvar for arbejderdemokrati«. (7) På samme måde med »den trotskistiske venstreoppositions økonomiske forslag, som ville finansiere industrialiseringen på grundlag af ulige byttehandel med bønderne – noget som Stalin selv senere implementerede, men i en meget mere brutal form, i slutningen af 1920’erne under tvangskollektiviseringen.« (8) At sidestille venstreoppositionens forslag – som gik ud på at pålægge de rige bønder en skat – med Stalins sindssyge politik om at »likvidere kulakkerne som klasse« og påtvungen kollektivisering med våbenmagt, er helt forkert - som Woods og Grant forklarede i deres oprindelige svar.

Oppositionen havde været imod indrømmelser til de rige bønder siden 1923, og den argumenterede for, at den sovjetiske økonomi havde brug for øget industrialisering, finansieret af en skat på de velhavende bønder. Trojkaen Stalin, Zinovjev og Kamenev var til gengæld tilhængere af indrømmelser til de rige bønder på bekostning af de fattige bønder og arbejderne. Dette førte til dramatisk tiltagende klassekløfter på landet, og det tillod kulakkerne (de rige bønder) at samle sig endnu større rigdom. Senere kom Bukharin med sin opfordring til kulakkerne: »Berig jer!« Høsten blev bedre, men kulakkerne fik broderparten. Industrien haltede efter landbruget, hvilket ifølge oppositionen »underminerer forbindelsen mellem land og by og fører til en hurtig klassedifferentiering blandt bønderne«. (9)

I kammerat Johnstones seneste »revurdering« er Trotskijs citater, ligesom førhen, blevet taget ud af sammenhæng og sat op imod nogle helt andre omstændigheder. For eksempel citerer han Trotskijs bog Terrorisme og kommunisme, skrevet i 1920, som retfærdiggør »krigskommunismen« under forhold med borgerkrig og isolation. Uden nogen som helst forklaring på perioden skriver Johnstone: »Det er ikke muligt at ignorere de autoritære holdninger, som Trotskij havde især i starten af 1920’erne… Dette minder ikke så lidt om Stalin« (10). Disse linjer er nok til at vise begrænsningerne i Monty Johnstones holdningsændring. Nu som før forsøger han at fremstå både objektiv og fornuftig ved at erklære: »Trotskij tog ikke altid fejl; nogle gange tog begge sider fejl« (11) og »Lad os ikke være arrogante og tro, at vi sidder med det sidste ord, når det gælder sandheden. Ingen af os har monopol på sandheden« (12). Men at sidestille Trotskijs skrifter fra borgerkrigsperioden – da sovjetrepublikken kæmpede mod 21 udenlandske hære – med Stalins bonapartistiske regime, det er rent ud sagt absurd. Den vold, der blev brugt af Lenin og Trotskij under borgerkrigen, var rettet imod revolutionens fjender - herremænd, kapitalister og imperialister. Desuden fastholdt bolsjevikkerne selv i den sværeste periode af borgerkrigen det mest fuldstændige sovjetdemokrati. Hvad har det til fælles med Stalins berygtede totalitære regime, som ikke rettede terroren mod herremænd og kapitalister, men mod revolutionære, arbejdere, bønder og bolsjevikker?

Trotskij i 30’erne

Ifølge Monty Johnstone »overvurderede han [Trotskij] de revolutionære muligheder, især i Vesten, i sådanne situationer som for eksempel generalstrejken i 1926 i England, og Frankrig og Spanien i 1936-37. Han havde en tendens til at se disse revolutionære potentialer igennem Oktoberrevolutionens optik. Efter min mening var han især galt på den mht. folkefronten, imod den kommunistiske internationale, og mht. karakteren af anden verdenskrig i 1939-40, sammen med den kommunistiske internationale«. (13)

At 1920’erne og 1930’erne var fulde af revolutionære muligheder siger sig selv, hvis bare man har et flygtigt kendskab til Spaniens, Frankrigs, Tysklands og Englands historie. Det er ikke et spørgsmål om at overvurdere de revolutionære begivenheder som fandt sted i denne periode, men om at spørge sig selv, hvorfor alt det revolutionære potentiale gik til spilde. Igen og igen bevægede arbejderklassen sig for at ændre samfundet. Og igen og igen blev arbejderne afsporet af deres egne ledere. Dette er en ubestridelig kendsgerning. Og det er ligeledes ubestrideligt, at den forkerte politik, som Komintern førte under Stalin, spillede en fatal rolle i Kina i 1923-27, i England 1926, i Tyskland i 1930-33, i Frankrig i 1934-36 og frem for alt i Spanien i 1931-37.

I Trotskijs analyser af alle disse begivenheder er der ikke så meget som ét atom af overdrivelse eller overvurdering af arbejderklassens revolutionære potentiale. Det er den slags argumenter, som altid fremføres af folk, der ønsker at bebrejde masserne ethvert nederlag for på den måde at rette opmærksomheden væk fra ledernes rolle. Trotskijs skrifter i 1930’erne giver os en grafisk og dybdegående forklaring på forholdet imellem klassen, partiet og ledelsen. Han viser, hvordan arbejderklassens anstrengelser i det ene land efter det andet blev forpurret af de stalinistiske, socialdemokratiske og (i Spaniens tilfælde) anarkistiske ledelser. Hvis der er nogen parallel med den russiske revolution, så er det, at den objektive situation var langt mere favorabel end den, som Bolsjevikpartiet stod overfor i 1917. Stalin holdt med fuldt overlæg den tyske revolution i 1923 tilbage og erklærede, at:

»…fascisterne sover ikke, men det er i vores interesse, at de angriber først: det vil samle hele arbejderklassen om kommunisterne (Tyskland er ikke Bulgarien). Desuden er fascisterne, ifølge alle informationer, svage i Tyskland. Efter min mening må tyskerne bremses, ikke opildnes«. (14)

Stalins opportunistiske politik med at hage sig fast til de engelske »venstreorienterede« i ledelsen af TUC (engelsk LO) og den engelsk-russiske fagforeningskomité blev brugt til at holde det engelske kommunistparti tilbage imellem 1925-26. Den engelsk-russiske komité var en formel aftale imellem de engelske og sovjetiske fagforeninger. Højrefløjen i TUC brugte simpelthen komitéen som et »venstre«-dække for deres handlinger. Den opportunistiske linje blev udtrykt i det engelske kommunistpartis krav om »Al magt til TUC«, hvilket gav illusioner om at TUC (ledet af højrefløjen) var i stand til at føre revolutionær kamp. Efter forræderiet mod generalstrejken afslog Stalin Trotskijs opfordring til at bryde alle forbindelser til strejkebryderne i TUC. »Vi bekræfter, at sådan en politik«, sagde Stalin, »er dumhed, eventyrpolitik…« (15) I stedet for var det de engelske bureaukrater, som senere brød alle forbindelser med de sovjetiske fagforeninger. Den stalinistiske politik lå i ruiner. Men det engelske parti holdt fast ved sin gamle holdning: »Kampagnen for ’mere magt til TUC’ må intensiveres«. (16)

I Kina gav revolutionen i 1925-27 en stor mulighed for at udvide den socialistiske revolution østpå. Det kinesiske kommunistparti var det eneste arbejderparti i landet med masseopbakning. I stedet for at føre en bolsjevikisk politik som i Rusland i 1917, prakkede Stalin det unge parti den gamle mensjevikiske to-trinsteori på. Det blev tvunget til at droppe sin uafhængighed og gå sammen med det borgerlig-nationalistiske Kuomintang, som en revolutionær »blok af fire klasser«. Kort efter at dette skete, gennemførte Chiang-Kai-Shek, den virkelige magt bag ved det nationale borgerskab, et kup i Canton. Men for at fortsætte kampen imod venstreoppositionen, som modsatte sig den stalinistiske linje i Kina, hemmeligholdt Stalin alle nyheder om kontra-revolutionen. Chiang gik videre og igangsatte endnu et kup i Shanghai og foranstaltede en massakre på titusinder af kommunister.

Så bakkede Stalin op om den »venstre-orienterede« Wang Chiang-wei, som hurtigt kopierede Chiangs metoder og vendte ryggen til sine kommunistiske »allierede« i Wuhan. Stalin fortsatte med at snakke om et »delvist og midlertidigt nederlag«, på trods af at partiet var totalt smadret og revolutionen gået på grund. Venstreoppositionens kritik blev bekræftet af begivenhederne, men nederlaget førte til endnu mere demoralisering inde i USSR og til bureaukraternes sejr.

Folkefront

Den sindssyge politik med »den tredje periode«, som den kommunistiske politik førte fra 1928, spillede en særligt skadelig rolle. Det førte direkte til splittelse i den tyske arbejderklasse, hvor de socialdemokratiske arbejdere fik mærkatet »social-fascister« hæftet på sig, og i sidste ende førte det til Hitlers sejr i 1933, hvor han pralede med, at han var kommet til magten uden at smadre så meget som en vinduesrude. I midten af trediverne blev den ultra-venstreorienterede »tredje periode« vraget til fordel for den opportunistiske folkefrontspolitik. Kominterns vedtagelse af folkefrontspolitikken var ikke en tilbagevenden til leninisme, men til mensjevikiske ideer. De kommunistiske partier internationalt blev nu instrueret i at søge alliancer med de liberale borgerlige partier imod den fascistiske trussel. Denne klassesamarbejdspolitik, selve mensjevismens grundlag, lammede arbejderklassen. Det var lige præcis disse ideer, som Lenin gik imod i 1917, da han vendte tilbage til Rusland og talte imod støtte til den provisoriske regering og for det revolutionære partis uafhængighed.

Folkefrontspolitikken spillede – med Trotskijs ord – en rolle som »strejkebryder« gennem hele 1930’erne. I Frankrig i 1936 havde arbejderklassen overtaget fabrikkerne. Men det franske kommunistparti agerede som en bremse på arbejderklassens bevægelse for derved at kunne berolige folkefrontsregeringen anført af Leon Blum. Dette indrømmede en af de franske kommunistledere, Maurice Thorez, i sine erindringer:

»En demagog ville på det tidspunkt have været i stand til at lede arbejderne ud i de mest tragiske udskejelser. Men folkefronten står for orden, for støt og organiseret fremgang, for social fred påtvunget af masserne og for en tilbagevenden til velstand. Ligefremt og med vægt på alle mine ord, erklærede jeg, på vegne af centralkomiteen:

»Selvom det er vigtigt at presse vores krav igennem, er det ligeså vigtigt at vide, hvornår man skal stoppe. På dette tidspunkt er det ikke på tale at tage magten. På nuværende tidspunkt er vores opgave at få vores økonomiske krav indfriet. Vi bliver derfor nød til at vide, hvordan vi stopper, så snart vi har opnået dem«.

Thorez fortsætter:

»Igen og igen er vi gået imod den venstreorienterede fraseologi, der er blevet brugt af forbitrede individer til at udtrykke deres utålmodighed, og som kun resulterer i, at man begrænser og indsnævrer fronten i arbejderklassens kamp. Vi har gentaget hundredvis af gange, at folkefronten ikke er revolutionen«. (17)

I Spanien kunne massernes opstand i Katalonien i 1936 have ført til revolution i hele landet, hvis ikke det havde været for de stalinistiske og reformistiske lederes handlinger. Det sidste, Stalin ønskede, var socialistisk revolution i Europa. Sådan en udvikling ville have vakt den revolutionære ånd til live i den russiske arbejderklasse, og dette ville have ført til bureaukratiets fald. Stalin havde forladt Lenins revolutionære internationalistiske politik og ønskede en diplomatisk aftale med de vestlige »demokratier« for at isolere Tyskland, og den spanske revolution blev ofret for at imponere hans nye »venner«.

Franco kunne være blevet slået, hvis arbejdernes ledere havde ført en revolutionær politik, sådan som Lenin og Trotskij gjorde det i perioden 1917-21. Men den første betingelse for sejr var denne: At krigsførelsen måtte tages ud af hænderne på de forræderiske kapitalistiske politikere og lægges i hænderne på det arbejdende folk – de eneste med en klar interesse i at bekæmpe den fascistiske kontra-revolution til den bitre ende. For at bekæmpe Franco måtte Spaniens ressourcer – jorden, bankerne, industrien – overtages af arbejderne og bønderne. Masserne måtte bevæbnes for at forsvare deres sociale erobringer.

Dette blev forhindret af ledelsens handlinger – især af stalinisterne. Lederne af det spanske »kommunist«-parti fulgte blindt den klassesamarbejdslinje, som var blevet udstukket af Moskva, og blev derved de mest ihærdige forsvarere af kapitalistisk lov og orden. Under sloganet »først må krigen vindes«, saboterede de systematisk alle arbejdernes og bøndernes uafhængige bevægelser. De førte en klassesamarbejdspolitik, ligesom de anarkistiske ledere af CNT og lederne af POUM gjorde – de gik alle med i folkefronten. De retfærdiggjorde deres politik med en begrundelse om at bekæmpe fascismen og »kæmpe for demokrati«. Spørgsmålet er, hvordan sejren kunne opnås. Trotskij svarede på denne måde:

»Det er godt, at I bekæmper Franco. Vi må udrydde fascisterne, men ikke for at få det samme Spanien som det, vi havde før borgerkrigen, for Franco udsprang af dette Spanien. Vi må udrydde grundlaget for Franco, Francos sociale grundlag, som er kapitalismens sociale system«. (18)

Arbejderne i Katalonien forsøgte at bremse kontrarevolutionens fremstød og bevægede sig igen for at tage magten tilbage i Barcelona i 1937. Da Barcelonas heroiske arbejderklasse led nederlag, hvilket stalinisterne var aktivt medvirkende til, åbnede det op for et orgie af reaktion, som demoraliserede arbejderne og bønderne, og banede dermed vejen for Francos sejr. Pludseligt blev arbejderkomiteerne opløst, POUM blev forbudt og dets ledere fængslet og myrdet. Med stalinisternes entusiastiske opbakning genopbyggede Negrins højreregering det gamle kapitalistiske statsapparat. Dette var republikkens dødsstød, hvis ledere nu forsøgte at nå et kompromis med Franco ved at tilbyde en koalition. Omvendt banede den spanske revolutions nederlag vejen for den anden verdenskrig. (19)

Allerede i 1931 havde Trotskij advaret om, at Hitlers sejr ville bane vejen for en verdenskrig. De forfærdelige nederlag i Tyskland og Østrig og senere hen i Spanien ledte uundgåeligt til verdenskrig i 1939. Anden verdenskrig var i virkeligheden en videreførelse af den imperialistiske krig 1914-18. Trotskij modsatte sig konsekvent den imperialistiske krig og fastholdt en klar klasselinje, ligesom Lenin havde gjort det i 1914. På trods af den stalinistiske sladder om, at Trotskij var gestapoagent, var det Stalin, som efter et mislykket forsøg på en aftale med de kapitalistiske »demokratier« lavede en aftale med Hitler i august 1939. Dette spillede ind til Hitlers fordel og banede vejen for det brutale angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Dette resulterede i et nyt krumspring fra stalinisternes side, som efter oprindeligt at have modsat sig krigen nu karakteriserede den som en »retfærdig krig mod fascismen«. I 1943 imødegik Stalin de allierede magter ved at opløse Komintern, uden nogen kongres, diskussion eller afstemning. Det var klart, at Stalin på kynisk vis havde brugt kommunistpartierne internationalt som redskaber for den sovjetiske udenrigspolitik. I England og andre steder modsatte kommunistpartiet sig strejker og blev de værste chauvinister. Deres propaganda bestod af »den eneste gode tysker er en død tysker«. Trotskij derimod opfordrede til betingelsesløst forsvar af USSR i krigen, men fortsatte med at fastholde den samme revolutionære internationalistiske linje, som Lenin havde fremført i 1914-17.

Uundgåeligt ender Monty Johnstones »genovervejelser« med at drage pessimistiske konklusioner og sætter sågar spørgsmålstegn ved selve den russiske revolution.

»Hvorvidt vi med historisk bagklogskab bør konkludere, at Lenin og bolsjevikkerne i 1917 gjorde ret i at sætte oprettelsen af proletariatets diktatur på dagsordenen i et Rusland, hvor bønderne var dominerende – hvilket de jo havde modsat sig, da Trotskij foreslog det – er en diskussion for sig selv, som jeg ikke har tid til at gå ind i nu«. (20)

Så det er altså der, vi ender. Efter at have kritiseret Trotskij for at være uenig med den anti-marxistiske teori om »socialisme i ét land« betvivler Monty Johnstone nu magtovertagelsen i 1917. Ser du, Rusland var jo et tilbagestående bondesamfund, og derfor kan det diskuteres, om arbejderklassen under sådanne omstændigheder skulle have taget magten. Dette var lige præcist mensjevikkernes linje, som underkastede revolutionen under borgerskabet. 80 år efter Oktoberrevolutionen er Monty ikke sikker på, at det ikke alt sammen bare var én stor fejltagelse! Måske ville det have været langt bedre at overlade tingene til det liberale borgerskab. Så ville alt have været godt. Og socialisme? Ja, det er jo blot en utopisk drøm, eller i hvert fald noget, som vi kan overlade til den uvisse fremtid.

Alt dette er ikke nyt. Johnstone gentager blot de argumenter, som borgerlige professorer i årtier har brugt imod den bolsjevikiske revolution. Hvis blot Lenin og Trotskij havde overladt tingene til borgerskabet, ville Rusland have undgået alle problemerne og blevet et blomstrende demokrati. Dette argument står i direkte modsætning til kendsgerningerne. Det eneste alternativ til sovjetmagt ville ikke have været et regime med et stabilt borgerligt demokrati, som ingen fremtid havde under russisk kapitalisme, men den borgerlige reaktions sejr i sin mest glubske form. General Kornilovs kup var blot en lille advarsel om dette. Hvis bolsjevikkerne, under ledelse af Lenin og Trotskij, ikke havde taget magten, ville Kerenskij være blevet skubbet til side for at give plads til et diktatur styret af generalerne. Hvad dette ville have medført, kan ses af de rædsler, man oplevede under borgerkrigen, da de hvide armeer begik alle tænkelige grusomheder imod arbejdere og bønder. Fascismen ville være kommet til magten i Rusland, før end i Italien og Tyskland og ville ikke have været mindre brutalt end Hitlers og Mussolinis regimer.

Efter mere end 80 år er det utroligt, at folk, som kalder sig selv kommunister eller socialister, kan sætte spørgsmålstegn ved Oktoberrevolutionens berettigelse. For os var Oktoberrevolutionen den største enkeltbegivenhed i historien. For første gang - hvis vi ser bort fra den korte episode med Pariserkommunen - lykkedes det arbejderklassen at overtage statsmagten og begynde at forme sin egen fremtid. På trods af stalinismens forbrydelser viste USSR i praksis i en hel periode planøkonomiens overlegenhed. Det gav et glimt af menneskehedens fremtidige muligheder og var en inspiration for de undertrykte på verdensplan.

I sit monumentale værk Den russiske revolutions historie forklarede Trotskij:

»Selv hvis vi for et øjeblik antager, at sovjetstyret på grund af ufavorable forhold og fjendtlige angreb blev væltet midlertidigt, ville Oktoberrevolutionens uudslettelige aftryk alligevel være sat på hele menneskehedens fremtid«.

Rosa Luxemburg havde ingen tvivl om Oktoberrevolutionens berettigelse:

»Lenin og Trotskij og deres venner var de første til at sætte et eksempel for verdensproletariatet. Og de er stadig de eneste, som oprigtigt kan sige: ’Jeg turde gøre det her!’« (21)

Vi står fuldt og fast på Oktoberrevolutionens traditioner, som stadig er en rettesnor for alle dem, der kæmper for arbejderklassens sejr over kapitalismen.

Stalinismens sammenbrud

En forkert teori vil før eller siden føre til katastrofe i praksis. Da Monty Johnstone skrev sin oprindelige artikel i Cogito, så det for de fleste ud, som om Sovjetunionen var en uforgængelig og stabil størrelse. Godt nok var der måske et problem her eller der, men det blev anset for at være »solpletter på solen«, snarere end et dybereliggende problem. Tredive år senere fremstår stalinisternes ideer unægtelig meget hule og tåbelige. Og de advarsler, som Trotskij fremsatte i Revolutionen forrådt, fremstår yderst dybsindige og velbegrundede!

I 1960’erne så USSR ud til at være på magtens højdepunkt, på trods af krisen omkring invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Den sovjetiske økonomi havde taget virkelig gigantiske skridt fremad siden krigen, hvilket gjorde USSR til en verdens-supermagt. Kommentatorer, både i øst og vest, regnede med, at stalinismen ville vare ved i al evighed. Faktisk forudså Krustjov på den 22. kongres, at USSR ville overhale USA i 1980. Ingen havde forudset eller forventet stalinismens krise – på nær vores tendens. Monty Johnstone prædikede om »socialismens« vidundere i Sovjetunionen. For ham var det et »fuldt udviklet, velstående, harmonisk og kultiveret socialistisk samfund«. (Cogito, p. 30)

Men forfatterne af denne bog pointerede i deres svar, at »Krustjov, Bresjnev, Kosygin og co. er alle medlemmer af den generation af gangstere og lakajer, som kom til magten i 1930’erne hen over bolsjevismens blodige lig«. De fortsatte: »Lige nu bliver det sovjetiske bonapartistiske regimes indre modsætninger afsløret mere og mere åbenlyst«. Grant og Woods spurgte: »I går blev stalinismen rystet af Ungarn og Tjekkoslovakiet, af Frankrig og af den kinesisk-sovjetiske splittelse. Hvad vil der ske i morgen?« De forudsagde endvidere »nye og frygtelige klassekampe på internationalt plan«, og »politisk revolution i Østen«. Sovjetunionens indre modsætninger fortærede den indefra og banede vejen for en revolutionær krise.

Den revolutionære bølge i 1970’erne i Vesten bekræftede den første del af denne prognose. De før-revolutionære kriser i Chile og Argentina, de forøgede klassekampe i Storbritannien, den storslåede portugisiske revolution, omstyrtningen af den græske junta, Franco-regimets fald, den revolutionære bølge på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, og omstyrtningen af kapitalisme og godsejervælde i Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og Etiopien, karakteriserede den nye periode. Denne revolutionære bølge skete samtidig med den første simultane økonomiske krise i 1974, som åbnede op for en stormfuld periode for den globale kapitalisme.

Desværre blev mange af disse bevægelser, især i Vesteuropa, afsporet af de reformistiske og »kommunistiske« lederes kriminelle politik, som lagde grunden for en højredrejning i 1980’erne, hvilket blev afspejlet i sejrene for Thatcher, Reagan og Kohl. Disse blev igen understøttet af opsvinget i 1980’erne, som gav anledning til større illusioner til kapitalismen blandt dele af de stalinistiske bureaukratier, ligesom det styrkede reformisterne i Vesten. Selvfølgelig var der, inden for dette bredere billede, store militante klassekampe såsom minearbejdernes strejke i England, men generelt set så man en styrkelse af de borgerlige partier og en tømning af arbejderklassens traditionelle partier. Kapitalismens intensiverede pres på toplagene var grundlaget for et dramatisk sving til højre i arbejderpartiernes ledelser, som helhjertet hyldede markedet og alt, hvad det fører med sig. Blairismen er ikke andet end et ekstremt eksempel på dette fænomen.

På samme tidspunkt oplevede den sovjetiske økonomi også flere og flere problemer, eftersom vækstraterne faldt dramatisk. Imod slutningen af 1970’erne var økonomien langsomt ved at gå i stå. Som Marx forklarede, er nøglen til udviklingen af samfundet udvikling af produktivkræfterne. Vækstraterne i Østblokken lå nu under det kapitalistiske Vestens. Planøkonomierne var ved at brænde ud. Krisen i Rusland og Østeuropa udsprang af det bureaukratiske kvælertag på økonomien og fraværet af arbejderdemokrati. Hvor kapitalisme opererer igennem markedet og lovene om udbud og efterspørgsel, har en nationaliseret planøkonomi ikke sådanne kontroltjek eller balancer, men må nødvendigvist planlægges og styres bevidst.

Bureaukratiet, som førhen spillede en relativ progressiv rolle ved at forsvare planøkonomien (med enorme omkostninger i form af dårlig ledelse, korruption og spild), var helt igennem ude af stand til at styre eller planlægge den sofistikerede moderne økonomi, som USSR var blevet. Korruption og bureaukratisk forkludring tilstoppede systematisk den sovjetiske økonomis blodårer. Fra at være en relativ hindring gik bureaukratiet over til at være en total hindring for yderligere udvikling. Kun et system med arbejderdemokrati, med ægte sovjetter og arbejderkontrol og styring af økonomien, kan tilfredsstille en nationaliseret planøkonomis behov. Kun hvis masserne er demokratisk involveret i driften af industrien og staten på hvert eneste niveau, kan sådan et system fungere. Uden alt dette vil en nationaliseret økonomi uundgåeligt gå i stå på et tidspunkt.

På trods af den tiltagende krise nægtede bureaukratiet at opgive sin magt og sine privilegier og saboterede og underminerede derved planøkonomien fuldstændigt. Gorbatjov forsøgte at reformere det bureaukratiske system i et desperat forsøg på at finde en vej ud af blindgyden, samtidig med at han bevarede den herskende kastes magt og privilegier. En umulig opgave, med andre ord. Dengang blev Gorbatjov set som venstre-reformisternes og stalinisternes helt på internationalt plan. Han blev hyldet som en stjerne af aviser som The Morning Star, Tribune og andre af den slags. Men som vi forklarede dengang, kunne sådanne reformer ikke løse problemerne. Selvom visse foranstaltninger kunne give et midlertidigt pusterum, ville de uundgåeligt skabe endnu større modsætninger. I de sene 1980’ere var stalinismen inde i en blindgyde. Flertallet af bureaukratiet, som var påvirket af opsvinget i Vesten, bevægede sig i retning af genindførelse af kapitalismen.

I november 1989, i tiden omkring Berlinmurens fald, var der bevægelser i Østtyskland i retning af politisk revolution. Massedemonstrationerne imod regimet var ikke pro-kapitalistiske. De var instinktivt for arbejderdemokrati. Mange sang Internationale til demonstrationerne. Desværre blev denne revolutionære bevægelse afledt af den »liberale« ledelse, der kom frem til at begynde med. De var ude af stand til at modstå de vestlige kapitalisters propaganda for tysk genforening. Tomrummet blev hurtigt udfyldt af borgerlige, der gik ind for genindførelse af kapitalismen. Det østtyske stalinistregimes fald spredte sig hurtigt til resten af Østeuropa. Efter genforeningen i 1990 strøg Kohls konservative CDU til tops i Øst. I Rusland kom en pro-borgerlig regering til magten i august 1991 under ledelse af den tidligere kommunistiske leder Boris Jeltsin. Det stalinistiske regime kollapsede som et korthus, præcis som Trotskij havde forudset.

Ironisk nok så var det denne trussel om kapitalistisk kontrarevolution (fremsat af Trotskij som en mulighed i Revolutionen forrådt), som Monty Johnstone især hånede for 30 år siden. Han skriver:

»Ude trit med den sovjetiske virkelighed skrev han [Trotskij], at ’det sovjetiske bureaukrati er gået langt i retning af at forberede en genindførelse af borgerlige tilstande’ og ’må uundgåeligt i fremtiden søge støtte for sig selv i ejendomsforholdene’, hvilket ville indebære bureaukratiets ’omdannelse til en ny besiddende klasse’« (Cogito, p.33).

Alle teorier testes af begivenheder. Nogen og 30 år efter Monty Johnstone skrev sin kritik af Trotskij og mere end 60 år efter udgivelsen af Revolutionen forrådt, er Trotskijs prognose blevet bekræftet af begivenhedernes gang. De stalinistiske bureaukratier i Rusland og Østeuropa gik rub og stub over til den borgerlige kontrarevolution. Folk, der engang havde medlemskort til Kommunistpartiet, talte i Lenins navn og var ledende kræfter i den sovjetiske ledelse og regering, blev borgerlige fra den ene dag til den anden. De forrådte revolutionen uden at blinke med øjnene. Trotskij forklarede for lang tid siden:

»Hvis man – for at nævne en anden hypotese – antog, at et borgerligt parti ville omstyrte den herskende kaste, ville det finde masser af tjenstvillige assistenter blandt de nuværende bureaukrater, administratorer, teknikere, direktører, partisekretærer og privilegerede øvre lag generelt set«. (22)

Og det er præcis, hvad der skete. Putin, Jeltsin, Tjernomyrdin og andre tidligere stalinistiske bureaukrater er blevet hovedrepræsentanter for de mafia-kapitalister, der styrer dagens Rusland. Selvfølgelig kan selv det bedste perspektiv ikke foregribe alle muligheder. Livet er for rigt og for varieret. Lenin var meget glad for at citere Goethe: »Teorier er grå, men livets træ er stedsegrønt«. Trotskij havde forestillet sig bevægelsen hen imod kapitalistisk genindførelse ledsaget af borgerkrig, hvor arbejderklassen og en del af bureaukratiet (i deres egen interesse) ville kæmpe for at forsvare den nationaliserede planøkonomis landvindinger. Det er ikke sket. Derfor er processen med genindførelse af kapitalismen gået meget langt. Oktoberrevolutionens landvindinger er blevet smadret med katastrofale konsekvenser for masserne, som Trotskij foudså det. Bureaukratiets forræderi har nået et højdepunkt med det frastødende slagsmål om at plyndre staten og privatisere den rigdom, som arbejderne i Rusland og de andre sovjetrepublikker har skabt. Her er den endelige bekræftelse af Trotskijs analyse og program og den endelige dom over det stalinistiske bureaukrati – den kraft, der lagde Oktoberrevolutionen i graven.

Johnstones forsinkede indrømmelse

Efter ar have øst ud af al sin foragt for idéen om genindførelse af kapitalisme i Rusland og efter at have karakteriseret det som ren fantasi, blev Monty Johnstone i 1992 nødt til at indrømme:

»Jeg finder det ikke længere muligt at afslå Trotskijs synspunkt så kategorisk, som de fleste af os gjorde førhen, da han forudså faren for en tilbagevenden til kapitalisme i Sovjetunionen. Nu ser vi, især i Polen og Ungarn, bureaukrater, direktører og partiledere, som lige præcis er ved at omdanne sig selv til kapitalistiske arbejdsgivere«. (23)

Men denne indrømmelse kommer bare en lille smule for sent. Tredive år for sent, for at være helt nøjagtig! I årtier forsvarede lederne af kommunistpartierne i Vesten hver eneste af bureaukratiets forbrydelser, hvert eneste krumspring i Moskvas politik. De gjorde det for at »forsvare USSR«. Men nu ser det altså ud til, at det selv samme bureaukrati, som de forsvarede, var den kapitalistiske kontrarevolutions agent! Præcis som for 30 år siden indrømmer Monty Johnstone kun det, som åbenlyst ikke kan benægtes. Så i dag erklærer han bare, hvad der er en almen anerkendt kendsgerning, nemlig at de såkaldte kommunistiske ledere af USSR og Østeuropa er gået forrest i genoprettelsen af kapitalismen.

Monty Johnstone giver denne forbavsende indrømmelse uden overhovedet at blinke med øjnene. Men hvad er det, vi siger her? At de mænd og kvinder, der stod i spidsen for alle de »socialistiske« lande, og som blev skønmalet af Monty Johnstone og alle de andre vestlige kommunistpartiers ledere som verdens arbejderklasses »store ledere« – at disse individer er de samme som dem, der har ledt den borgerlige kontrarevolution, som smadrede alt, der var tilbage fra Oktoberrevolutionen? At de »kommunistiske« ledere er blevet kapitalister på én nat? Sammenlignet med dette var de socialdemokratiske lederes forræderi i august 1914 jo barnemad! Men hvordan kan dette forklares? Den eneste seriøse forklaring blev givet af Leon Trotskij, ikke i 1992 – lige efter det skete – men så tidligt som i 1936 i Revolutionen forrådt, en analyse, som Monty Johnstone fuldtændig afviste, og fra hvilken han stadig ikke har lært ret meget. Johnstone skriver:

»Der kan ikke være tvivl om, at der er stor folkelig opposition mod sådan en genoprettelse af kapitalismen i Sovjetunionen i dag; vi må håbe, at den vil få overtaget. Men imens kan vi, efter min mening, desværre ikke længere afslå Trotskijs forudanelser som utænkelige«. (24)

Måske er alt det, der sker i Rusland og Østeuropa i dag »ikke utænkeligt« for Monty Johnstone. Men det er så sandelig utænkeligt for mange medlemmer af Kommunistpartiet, som i årtier blev narret til at tro, at USSR og Østeuropa var det »socialistiske paradis« og nu bliver præsenteret for alt dette rod – ikke bare for genindførelse af kapitalisme, men for en kapitalistisk kontrarevolution, som bliver udført af de tidligere ledere af »kommunist«-partierne. Hvordan kan sådan en uhyrlighed forklares ud fra et marxistisk synspunkt? Man vil søge forgæves, hvis man leder efter et svar i alle de vestlige kommunistlederes taler og skrifter. Men der findes en forklaring – og det har der gjort i mere end halvtreds år. Den findes i Leon Trotskijs skrifter. Disse værker er ikke kun relevante for fortiden. De er yderst vigtige for nutiden og for fremtiden.

Ruslands fremtid

Nutidens forsvarere af stalinismen påstår, at USSR ikke faldt på grund af sine egne indre modsætninger, men på grund af Gorbatjov eller Bresjnev eller sågar Krustjovs individuelle politik. De er desperate efter at finde en syndebuk. Det er den samme metode, som Krustjov brugte på den tyvende kongres, hvor han skød skylden for alle stalinismens forbrydelser på Stalin som individ og på persondyrkelsen. Selvfølgelig har deres metode intet at gøre med marxismens metode, som ser individers handlinger som en afspejling af de materielle interesser, som en klasse eller kaste i samfundet har. Stalin, Krustjov, Bresjnev og Gorbatjov var alle repræsentanter for det herskende bureaukrati i Sovjetunionen. Ironisk nok så var alle dem, der nu forsøger at skyde skylden for stalinismens fald på de tidligere ledere, selv de mest standhaftige og loyale forsvarere af de selv samme »store« ledere, da de var ved magten. De kunne ikke gøre noget forkert og blev fremstillet som marxismen-leninismens trofaste videreførere. Altså indtil nu!

Stalinismens fald var ikke kommunismens eller socialismens fald, sådan som de borgerlige, reformisterne og ex-stalinisterne gerne vil have os til at tro. Langtfra. Det var enden på en diktatorisk karikatur af socialisme, hvor de sovjetiske arbejdere havde færre rettigheder end arbejdere i Vesten. Det var det bureaukratiske regimes indre modsætninger, som resulterede i dets krise og endelige fald. Men forsøget på at gå i retning af kapitalisme har ikke tilvejebragt nogen bedre resultater. Tværtimod. Perioden med såkaldte markedsreformer har frembragt det største fald i produktionen, der nogensinde er set i fredstid. Det var det, Trotskij mente, da han i Revolutionen forrådt forudså, at en kapitalistisk kontrarevolution i USSR ville betyde et kollaps i produktivkræfterne og kulturen. Det er præcis, hvad vi ser i Rusland nu.

Det er sandt, at den kapitalistiske kontrarevolution har fundet sted på en anden måde, end Trotskij oprindeligt troede, af to hovedårsager: (1) Det stalinistiske bureaukratis fuldstændige bankerot, med store illusioner til kapitalismen og (2) den russiske arbejderklasses bevidsthed var blevet sat tilbage efter årtier med bonapartistisk totalitært herredømme. Som konsekvens faldt det stalinistiske regime sammen i vanære. Det havde ingen støtte eller social base. Bureaukraterne svigtede regimet som rotter, der forlader et synkende skib.

Men historien er langt fra ovre i Rusland. Russisk kapitalisme har vist sin fuldstændig manglende evne til at udvikle produktionsmidlerne og føre samfundet fremad. Det nuværende borgerlige regime er helt igennem ustabilt. Når først der kommer bevægelse i arbejderklassen, kan den feje det til side uden stort besvær. Men dette stiller imidlertid straks spørgsmålet om partiet og ledelsen.

Arbejderklassen, som nu har oplevet kapitalismens »vidundere« på egen krop (arbejdsløshed, fattigdom, sygdom og sult), har endnu ikke sagt det sidste ord. Overgangen til kapitalisme har været en sand katastrofe for masserne. Efter vores mening er denne »kolde« overgang til kapitalisme endnu ikke fuldført – hvilket også ses på sammenbruddet i »reformerne« efter devalueringerne i august 1998 og imperialisternes uro.

Det er ikke så få borgerlige strateger, der frygter en ny revolution i Rusland. Det højreorienterede magasin The Economist håber på, at »Russernes ekstraordinære stoicisme« vil fortsætte med at »hindre social eksplosion«. Men denne situation, som konstant forværres, kan ikke vare ved uendeligt. IMF og borgerskabet ser ud til at have tabt al håb. The Economist jamrer:

»Ulykke har efterfulgt ulykke. Store dele af Ruslands middelklasse er blevet pulveriseret. Pengeøkonomien er knap det halve af Hollands. Mordraten er muligvis den højeste i verden. Levealderen for mænd er faldet til afrikanske niveauer: 58 år er nu gennemsnitslevealderen, og befolkningstallet bliver 800.000 mindre om året. Landet er ved at dø«.

Som Trotskij forudså, så er dette præcist, hvad et nyt borgerligt regime ville betyde, »et regime med nedgang, der ville medføre formørkelse af civilisationen«. (25) Tydeligvis kan tingene ikke blive ved med at være sådan her. De russiske borgerlige regeringer har været en katastrofe. The Economist fortsætter:

»I virkeligheden er resultaterne bedrøvelige. Pro-vestlige politikere i Rusland viste sig – i bedste fald – at være politisk kluntede og – i værste fald – korrupte. Deres uduelighed er blevet ledsaget af et totalt kollaps i den moralske anseelse, som Vesten havde blandt russerne, da kommunismen faldt. Det er mere end to årtier siden, at russerne har været så mistroiske og kyniske«. (26)

Som altid er det den subjektive faktor – partiet og ledelsen – der er afgørende. De russiske massers generelle utilfredshed med kapitalismen burde betyde et hurtigt sving imod kommunisme. Hvis den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (RFKP) var et virkeligt kommunistparti, ville Rusland, selv nu, være på tærsklen til en ny Oktoberrevolution. Men det er lige præcis her, problemet ligger. På den politiske front fandt utilfredsheden med markedet, især efter krisen i august 1998, til at begynde med sit udtryk i tiltagende støtte til kommunistpartierne, især RFKP. Men lederne af RFKP har intet til fælles med marxisme-leninisme. De har igen og igen trukket sig tilbage, stillet over for den borgerlige kontrarevolution, eftersom de foretrækker at klæbe sig til deres privilegier og frynsegoder som medlemmer af Dumaen, i stedet for at basere sig på masserne. Resultatet er, at deres opbakning er svundet ind. I skrivende stund kan man læse, at Sjuganov og RFKP-lederne rent faktisk har lavet en aftale med Putins parti »Enhed« om at dele udvalgene i Dumaen mellem sig. Dette er langt værre end de mensjevikiske lederes opførsel efter februar 1917.

Men den nuværende situation i Rusland kan trods alt ikke holdes for altid. Uden tvivl er der en ny revolution under opsejling i Rusland. Hvis krisen fortsat bliver mere og mere omfattende – og det er uundgåeligt – vil en massebevægelse i den russiske arbejderklasse ændre hele situationen på et tidspunkt. Da de ikke er noget alternativ, kan Sjuganov og RFKP, på trods af deres intentioner, komme til magten. Men arbejderklassen har nu erfaring med stalinisme og vil ikke acceptere en tilbagevenden til et totalitært regime. Der vil komme en hel række kriser og splittelser i kommunistpartierne. Og ud af denne proces vil der komme de kræfter, som vil genetablere bolsjevismens virkelige traditioner, Lenin og Trotskijs traditioner. En ny russisk revolution vil ryste verden endnu mere, end Oktoberrevolutionen i 1917 gjorde det. (27)

Processen med genindførelse af kapitalismen er også nået langt i Kina. Men i modsætning til Rusland har bureaukratiet her arbejdet for at kontrollere overgangen, så at de bliver den nye herskende klasse. De kæmper for at undgå den hastigt voksende krise, der har fundet sted i Rusland, men deres mål er det samme. Men deres indtog på verdensmarkedet og deres overgang til en markedsøkonomi har ført til en stor befolkningsbevægelse fra landet ind til byerne på jagt efter arbejde. Millioner er arbejdsløse, mens utallige millioner arbejder under forfærdelige forhold, som minder om den russiske arbejderklasses forhold under zarismen. Sådanne forhold, kombineret med kriseramte markeder i Sydøstasien, baner vejen for en eksplosion. Dette er en del af den verdensrevolution, som er undervejs. Det kapitalistiske system er på vej ind i en stormfuld periode på linje med 1920’erne og 1930’erne, som vil give arbejderklassen mange chancer for at erobre magten. En essentiel ingrediens er udviklingen af ægte marxistiske kadrer med rodfæste i arbejderklassens traditionelle organisationer. Lenin og Trotskijs idéer vil spille en afgørende rolle i denne proces.

Det endelige frafald

Siden USSR’s fald har lederne af kommunistpartierne været fuldstændigt ude af stand til at give nogen som helst marxistisk forklaring på, hvad der skete. Mens mange tidligere kommunistledere formelt har brudt med stalinismen siden 1989, har et lag af dem også krydset klassebarrieren og afvist marxismen i sin helhed. De er ganske simpelt endt i reformismens lejr – endda på dens højrefløj. Sådan er det gået med det Demokratiske Venstre – det der er tilbage af det engelsek Kommunistparti, som Monty Johnstone formelt set tilhørte. De påstår at have 800 medlemmer, næsten 500 færre end i 1991. Kommunistpartiet havde 4600 medlemmer, da det gik ned, selvom mindre end en femtedel betalte kontingent. I december 1999 blev det Demokratiske Venstre enige om at opløse sig selv og blive til det såkaldte New Times Network. Dette viste sig at være for meget for selv Monty Johnstone, som »med bedrøvelse« meldte sig ud.

Lederne af det tidligere Demokratisk Venstre og New Times Network anser sig selv for at være »praktiske« politikere, som intet behov har for marxistisk teori. Med andre ord er de politisk bankerotte reformister, der ikke skammer sig over at virke som »venstre«-dække for de højreorienterede Labour-ledere. Dette har været folk som professor Eric Hobsbawm og Martin Jacques fra det hedengangne blad Marxism Today. Ifølge Nina Temple, koordinatoren for New Times Network:

»Vi vil gerne have, at netværket involverer mennesker fra mange forskellige partier og partiløse, inklusiv folk som ikke beskriver sig selv som socialister – liberale demokrater, radikale, borgerretsforkæmpere, feminister, grønne og så videre – såvel som folk, der gør«. (28)

Som en konsekvens deraf udelukker Netværket socialisme som sit mål. Hvad foreslår de at sætte istedet? Socialisme er erstattet med »regulering af den globale kapitalisme«. Dette er langt fra originalt – den samme »løsning« er blevet foreslået af George Soros. Det er lige så »praktisk« som at overbevise en menneskeædende tiger om at spise salat i stedet for kød. Naturligvis kan ingen af disse »praktiske« mænd og kvinder fortælle os, hvorledes dette mirakel skal opnås.

Men selvom de ikke har den fjerneste ide om, hvad de ønsker, og hvordan de vil opnå det, så er de helt på det rene med, hvad de ikke vil have. Der skal ikke være mere nationaliseret planøkonomi. Som lederen i det samme nummer af New Times siger det: »De må acceptere at pendulet ikke vil svinge hele vejen tilbage fra markedet til samfundseje. Og det bør det heller ikke«. Konklusionen er meget klar: Vi må for alt i verden holde os til »markedet« – dvs. til kapitalismen. Den blairistiske Charlie Leadbeater bliver anerkendende citeret: »Vores formål bør være at udnytte kraften i markedet og i fællesskabet til at opnå det mere fundamentale mål – at skabe og udbrede viden«. (29) Leadbeater er endnu en ex-stalinist som skiftede hold for at blive en af Blairs prominente rådgivere og gå med i den højreorienterede tænketank Demos. Alle disse individer har afvist socialismen og er gået helt og holdent over til den kapitalistiske »fri-markeds«-tænknings lejr.

Ex-stalinisternes rolle har fået højrefløjens højlydte godkendelse. »Demokratisk Venstres nye strukturer, mål og værdier vil tillade det at bygge videre på sine betydelige netværk som Unions 21«, siger John Monks, generalsekretær for TUC. »Jeg ser frem til at arbejde sammen med folk, der søger en åben, bred tilgang til deres politik i samarbejdets ånd for en moderniserende, progressiv dagsorden«. Dette synspunkt bakkes op af Lord (Tom) Sawyer, den højreorienterede tidligere generalsekretær for Labour: »New Times Network er en fortræffelig idé«. (30)

Én efter én er de tidligere stalinistiske ideologer endt med at tage afstand fra Lenin og Oktoberrevolutionen. Ofte antager denne renegatvirksomhed de mest frastødende former. Ifølge Chris Myant, tidligere international sekretær for det engelske kommunistparti, var Oktoberrevolutionen en »fejltagelse af historiske dimensioner… dens konsekvenser har været alvorlige«. En anmeldelse af den reaktionære bog, Kommunismens sorte bog, i New Times, går endnu længere og accepterer alle de borgerlige argumenter imod kommunismen. »Den sorte bog, er en generelt set nuanceret og informativ bog«, siger anmeldelsen »og vil virke som en sund dosis medicin til dem, som stadig lider af et ønske om at se den bolsjevikiske revolution som en fejl, ligegyldigt hvor monumental, eller som noget der ’måtte ske’« (31)

Konklusionen på anmeldelsen opsummerer de småborgerlige intellektuelles sorte pessimisme, dem som holdt med stalinismen, men som nu er gået over til det liberale demokratis grønnere græs: »For de mange, som lagde deres håb i det kommunistiske ’projekt’, er der værre ting end en fejl eller endda en forbrydelse. Hvad hvis det alt sammen var meningsløst?« (32) Hvor rammende beskriver det ikke den blindgyde, disse folk befinder sig i! Dette er de selv samme mennesker, som førhen – ligesom Monty Johnstone – afviste Trotskij og trotskismen på en så hånlig vis. Dette er frafaldets stemme, og fortvivlelsens filosofi. Historien har endelig taget en grusom hævn over stalinismen.

De »hard-core«-stalinister, som dannede det såkaldte Communist Party of Britain klarer sig ikke meget bedre. De opretholder en bitter fjendtlighed imod Trotskij på alle områder og fastholder fortsat beskrivelsen af de gamle stalinistiske regimer som »socialistiske« lande. Deres organ, Morning Star, godkendte slavisk hvert eneste af Sovjetbureaukratiets krumspring. I januar, på 70-året for stiftelsen af Daily Worker (forgængeren til Morning Star), havde avisen en artikel af redaktøren John Haylett. I stedet for en ærlig vurdering og status over bladets historie, inklusiv dets fejltagelser, var det blot et grotesk cover-up. Ikke ét ord blev der sagt om perioden med »socialfascisme«, Moskva-processerne, Ungarn 1956 eller den måde, man slavisk fulgte alle Moskvas krumspring. Mens de taler om »socialistisk« og »progressiv« politik, er deres program i virkeligheden hele vejen igennem reformistisk, og de er blot halehæng til venstrereformisterne i Labour og fagforeningerne.

Deres nationalistiske standpunkter får dem til at forsvare »britisk suverænitet«, alt imens de taler for klassesamarbejde under dække af »demokratiske anti-monopolistiske alliancer« eller en »folkefront til forsvar for nationalt demokrati«. (33) Mens de korrekt afviser NATO, ender de med at bakke op om »røverreden« FN (for at bruge Lenins ord om Folkeforbundet). FN er også et af verdensimperialismens redskaber, men fremstilles nu på falsk vis af CPB som en »upartisk« dommer i internationale konflikter og som en løsning på verdens problemer. Sådan en tilgang er milevidt fra Lenin og Trotskijs holdning og program.

Trotskismen og fremtiden

I årtier blev Trotskij betragtet som en »ikke-person« i den kommunistiske bevægelse. Han blev brændemærket som kontrarevolutionær og fascist, hans værker blev forbudt og al omtale af hans rolle i den russiske revolution blev strøget fra historiebøgerne. (34) Som optakt til de berygtede Moskva-processer beordrede centralkomiteen for det russiske kommunistparti alle Trotskijs værker fjernet fra bibliotekerne i USSR, den 7. marts 1935. Senere kom forbuddet sågar til at omfatte anti-trotskistiske værker! Udgivelser som Trotskister – fjender af folket og Trotskistisk-bukharinistiske banditter blev også forbudt. Stalins bog Om oppositionen blev også forbudt, fordi den indeholdt mange citater af Trotskij. Dette forbud blev opretholdt helt op til slutningen af 1980’erne. Først i det sidste årti er Trotskijs værker blevet mere tilgængelige for et russisk publikum.

Før i tiden var der en flod af blod, der adskilte trotskismen fra de stalinistiske organisationer. Men sandheden sejrer altid. I modsætning til dem, der har taget fuldstændig afstand fra marxismen, er der en række ærlige ex-stalinister, der har bevæget sig i retning af trotskisme. Individer som den kommunistiske leder Leopold Trepper, der var organisator af det berømte Røde Orkester, det anti-nazistiske spionnetværk i Vesteuropa under anden verdenskrig, er et sigende eksempel. I sine erindringer skriver Trepper:

»Alle dem, der ikke satte sig op imod den stalinistiske maskine, er ansvarlige, kollektivt ansvarlige. Jeg kan ikke undsige mig denne dom. Men hvem protesterede dengang? Hvem rejste sig og gav udtryk for deres foragt? Det er trotskisterne, der har den fortjeneste. De fulgte det eksempel, som deres leder havde sat, og som han blev belønnet for med en isøkse, og de kæmpede imod stalinismen indtil døden, og de var de eneste, der gjorde det.

»På tidspunktet omkring de store udrensninger kunne de kun råbe deres oprør ud i den frysende ødemark, hvor de var blevet slæbt ud for at blive udryddet. I lejrene var deres adfærd beundringsværdig. Men deres stemmer gik tabt i tundraen.

»I dag har trotskisterne ret til at fordømme dem, der dengang hylede sammen med ulvene. Men lad dem ikke glemme, at de havde det store fortrin frem for os, at de havde et sammenhængende politisk system, der kunne afløse stalinismen. De havde noget at holde fast i midt i deres dybe fortvivlelse over at se revolutionen blive forrådt. De ’tilstod’ ikke, for de vidste, at deres ’tilståelse’ hverken ville gavne partiet eller socialismen«. (35)

Tingene er ved at ændre sig radikalt. Mange menige medlemmer af kommunistpartiet, som konstant fik fortalt om »socialismens« vidundere i USSR, leder nu efter en klar marxistisk forklaring på stalinismen og perspektiverne for verdenssocialisme i dag. Trotskijs idéer vinder mere og mere genklang i dette nye opbrud.

I den seneste periode har der været favorable anmeldelser af trotskistisk litteratur i det spanke kommunistpartis presse. Alan Woods, en af forfatterne af denne bog, har talt ved en række anledninger til det spanske kommunistpartis årlige festival. I Italien får trotskister mere og mere indflydelse i Rifondazione Comunista. Det kommunistiske PRD i Indonesien har sat nogle af Trotskijs værker på deres liste over anbefalet læsning til partiuddannelse. I selve Rusland er der voksende interesse for Trotskij i de stalinistiske partiers rækker, en proces som helt sikkert vil tage til i takt med, at opbruddet i samfundet finder et udtryk i tiltagende utilfredshed med partiets lederes politik.

I Sydafrika er der inde i Sydafrikas kommunistiske parti (SACP) krav om at tage værker op fra en række ledende marxistiske forfattere, som tidligere var forbud. Dokumenterne fra SACP’s 10. kongres anbefalede, at:

»… i kampen for fornyelse af det socialistiske projekt, må SACP fremvise det bredeste udvalg af progressive værker og teorier til sine medlemmer – inklusiv dem, som tidligere blev undertrykt, fordi de blev anset for at være ’dissidenter’ – Bukharin, Trotskij, Rosa Luxemburg«. (36)

Denne nye tilgang hænger direkte sammen med stalinismens fald og en tilstrømning af nye medlemmer. I 1990 trådte halvdelen af SACP’s centralkomité tilbage. Men på samme tidspunkt, som en konsekvens af legaliseringen af partiet, gik titusindvis af nye, hovedsageligt unge, med i SACP.

Diskussionerne i dette værk er derfor ekstremt relevante for den nuværende situation. I Sydafrika og andre steder er der en ophedet debat om »to-trins«-teorien – om bolsjevismens og mensjevismens politik. Som den kommunistiske studenterleder David Masando, SASCO’s afgående formand, siger: »Det ’første trin’ ville løse det nationale spørgsmål, hvilket ikke fundamentalt ville ændre de økonomiske forhold, hvorimod det ’andet trin’ blev set som et stadie, hvor arbejderklassen ville frigøre sig selv fra kapitalistisk udbytning«. Masando siger ganske korrekt, at: »Dette er slet ikke en ny debat, det er den samme som den, bolsjevikkerne og mensjevikkerne havde før den russiske revolution«. (37)

Den kommunistiske ungdom tager i stigende grad afstand fra den stalinistiske to-trins-teori og begynder at interessere sig for Trotskijs teori om den permanente revolution. David Masando går videre ved at sige, at »begrebet trin muligvis er fejlagtigt. Det vil muligvis blive forkert forstået som en udsættelse af klassekampen. Der er en dialektisk forbindelse imellem det nationale spørgsmål og klassespørgsmål… Den nationale og socialistiske kamp skal forstås i sammenhæng«.

I et endnu mere overraskende skridt diskuterer SACP åbent »to-trins«-teoriens gyldighed og har tilsyneladende afvist den, i det mindste i ord. SACP’s 10. kongres slår fast, at: »en anti-kapitalistisk klassekamp kan ikke vente indtil et eller andet senere tidspunkt i vores overgangsproces. Det er derfor SACP siden sin 9. kongres i april 1995 har fremsat sloganet ’Socialismen er fremtiden, opbyg den nu!’«

Hvor tiderne dog har skiftet! Dette er blot et par eksempler. Der kan gives mange flere for at vise, hvordan nutidens medlemmer i de kommunistiske partier er åbne over for Trotskijs idéer. Den gamle stalinistiske monolit er blevet fuldstændigt nedbrudt.

Da Berlinmuren faldt, gik den daværende generalsekretær for det engelske kommunistparti, Nina Temple, så langt som til at sige på et bestyrelsesmøde, at »trotskisterne havde ret i, at der ikke var socialisme i Østeuropa. Og jeg synes, vi skulle have sagt det for længe siden«. Sådan en udtalelse fra en kommunistleder ville have været fuldstændigt utænkeligt førhen!

Blandt ærlige kommunister er der overalt en tørst efter marxistiske idéer og klare forklaringer. Der er en udbredt tvivl om, hvad der gik galt. Dette er uundgåeligt og nødvendigt, hvis alle erfaringerne skal læres. Denne proces vil væbne og styrke den marxistiske bevægelse. Fra vores side ønsker vi at involvere os fuldt ud i denne dialog. Ved at genudgive denne bog i 60-året for stalinisternes drab på Trotskij mener vi, at vi bidrager til at tydeliggøre spørgsmålet om stalinisme ud fra et marxistisk perspektiv og hjælper med til at gøre klart, hvad Lenin og Trotskijs idéer gik ud på, efter at de i så lang tid har været en lukket bog for aktive kommunister.

Marxisterne er langt fra at være pessimistiske – vi er gået ind i det nye årtusinde med enorm tiltro til fremtiden. Verdenskapitalismen har nået en blindgyde på verdensplan. Det 21. århundrede er startet med en opstand i Ecuador. Der vil komme mange flere af sådanne bevægelser i det ene land efter det andet. USSR’s fald var et tilbageslag, men ikke et afgørende nederlag for arbejderklassen. Set i bakspejlet vil det blot blive anset for at være prologen til en langt mere afgørende proces – verdenskapitalismens krise, som den nuværende krise i Rusland kun er en del af. En ny revolutionær epoke åbner sig foran os, og den vil strække sig over det kommende årti og længere frem. Det vil blive den mest stormfulde periode i historien. Arbejderklassen vil få mange muligheder for at vælte kapitalismen. Medlemmerne af kommunistpartierne er bestemt til at spille en nøglerolle – på én betingelse. De må væbne og stålsætte sig selv teoretisk og politisk som en forberedelse til de begivenheder, der vil udfolde sig. Den nye generation har et enormt ansvar på sine skuldre. Kollektivt må vi kæmpe for at genetablere den virkelige marxisme som en massetendens på internationalt plan.

I 1976 erklærede Monty Johnstone, efter at have anmeldt Lenin og Trotskij – hvad de virkelig stod for, at »denne anstrengte forsvarstale synes dogmatisk og yderst snæversynet«. (38) Tja… vi vil lade læseren bedømme selv.

Hvad der står helt klart er, at de emner, der behandles, ikke er en irrelevant debat om gamle idéer. Det er et forsvar for den marxistiske metode; de idéer og det program, som vil være et uvurderligt våben i de kampe, som ligger forude. Dette værk er tænkt som en opmuntring til aktivister i arbejderbevægelsen og ungdommen til at dykke dybere ned i Marx og Engels’ skrifter, og især i Lenin og Trotskijs værker, som udgør et skatkammer af marxistiske idéer, som den nye generation kan lære af og bruge til at forberede sig på de store begivenheder, der ligger forude. Som den store materialistiske filosof Spinoza sagde, så er vores opgave »hverken at græde eller le, men at forstå«.

London, marts 2000

Noter

1. Marxism Today, september 1964, fremhævet i originalen.
2. Citeret i Revolutionary Rehearsals, red. Colin Barker, London, 1987, p. 24.
3. Brev til forfatterne, 13. marts 1999.
4. Monty Johnstone, Trotskij Reassessed, London, 1992, p. 1.
5. Ibid., p. 5.
6. Ibid., p. 11.
7. Ibid., p. 14.
8. Ibid., p. 15.
9. The Platform of the Left Opposition (1927) i Challenge of Left Opposition, New York, 1980, p. 324.
10. Johnstone, op. cit., p. 19.
11. Ibid., p. 20.
12. Ibid., p. 34.
13. Ibid., p. 22.
14. Arbeiterpolitik, Leipzig, 9. februar, 1929, min fremhævning. For yderligere analyse, se Rob Sewell, Germany - From revolution to counter-revolution, London, 1988.
15. J. Stalin, Works, vol. 8, Moskva, p. 191.
16. Klugman, History of the CPGB, London, 1980, vol. 2, p. 227.
17. Thorez, Son of the People, London, 1938, pp. 131-2.
18. Trotskij, The Spanish Revolution, Pathfinder, 1973, p. 255.
19. Se Ted Grant, The Spanish Revolution, London, 1998.
20. Johnstone, op. cit., p. 10.
21. Trotskij, The History of the Russian Revolution, pp. 1192-3.
22. Trotskij, The Revolution Betrayed, Pathfinder, 1983, p. 253.
23. Johnstone, op. cit., p. 18.
24. Ibid., p. 18.
25. Trotskij, In Defence of Marxism, London, 1971, p. 10.
26. Citater fra The Economist, 6. februar 1999.
27. For en detaljeret analyse, se Ted Grant, Russia - From revolution to counter-revolution, London, 1997.
28. New Times, December 1999.
29. Ibid.
30. Ibid.
31. Ibid.
32. Ibid.
33. Morning Star, 1. januar 2000.
34. Se David King, The Commissar Vanishes, Canongate Books, 1997.
35. Leopold Trepper, The Great Game, London, 1977, pp. 55-56.
36. The African Communist, No. 149, andet kvartal 1998, p. 75.
37. Tale på SASCO’s syvende kongres, 1.-5. december 1998.
38. Monty Johnstone, Trotskij and the World Revolution, London 1976, p. 2.