Tilbage
Kapitalen
Næste

Arbejdsdagen

1. Arbejdsdagens grænser

Vi gik ud fra den forudsætning, at arbejdskraften bliver købt og solgt til dens værdi. Dens værdi bliver, som enhver anden vares værdi, bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til dens produktion. Hvis produktionen af arbejderens gennemsnitlige daglige livsfornødenheder kræver 6 timer, så må han gennemsnitligt arbejde 6 timer om dagen for dagligt at producere sin arbejdskraft eller for at reproducere den værdi, som han modtog ved salget af den. Den nødvendige del af hans arbejdsdag beløber sig så til 6 timer, og den er derfor, forudsat betingelserne ellers er de samme, en given størrelse. Men dermed er længden af selve arbejdsdagen endnu ikke givet.

Lad os antage, at linien a-----b forestiller varigheden eller længden af den nødvendige arbejdstid, f.eks. 6 timer. Hvis arbejdstiden forlænges ud over a b med 1, 3 eller 6 timer, får vi 3 forskellige linier:

a-------b--c
Arbejdsdag I

a------b---c
Arbejdsdag II

a-----b----c
Arbejdsdag III

der forestiller tre forskellige arbejdsdage på 7, 9 og 12 timer. Den forlængede linie b c repræsenterer merarbejdets længde. Da arbejdsdagen a b + b c eller a c, varierer den med den variable størrelse b c. Da a b er givet, kan b c's forhold til a b altid udregnes. I arbejdsdag I er den 1/6, i arbejdsdag II 3/6 og i arbejdsdag IH 6/6 af a b. Da endvidere proportionen merarbejdstid / nødvendig arbejdstid bestemmer merværdiraten, er den sidstnævnte givet ved b c's forhold til a b. Den beløber sig i de tre forskellige arbejdsdage til hhv. 16 2/3, 50 og 100 pct. På den anden side ville merværdiraten alene ikke give os arbejdsdagens længde. Hvis merværdiraten var 100 pct., kunne arbejdsdagen godt være på 8, 10, 12 eller endnu flere timer. Den ville angive, at arbejdsdagens to dele, det nødvendige arbejde og merarbejdet, var lige store, men ikke hvor stor hver af de to dele var.

Arbejdsdagen er altså ikke en konstant, men en variabel størrelse. Dens ene del bestemmes ganske vist af den arbejdstid, der er nødvendig til den stadige reproduktion af selve arbejderen, men arbejdsdagens fulde længde veksler med længden eller varigheden af merarbejdet. Arbejdsdagen er følgelig bestemmelig, men er i og for sig ubestemt.

Men selv om arbejdsdagen ikke er en fast, men en flydende størrelse, kan den på den anden side kun variere inden for visse grænser. Dens minimumsgrænse kan dog ikke bestemmes. Hvis vi sætter den forlængede linie b c eller merarbejdet = 0, så får vi ganske vist en minimumsgrænse, nemlig den del af dagen, som arbejderen nødvendigvis må arbejde for sin egen opretholdelse. I kraft af den kapitalistiske produktionsmåde kan det nødvendige arbejde imidlertid aldrig være mere end en del af hans arbejdsdag; arbejdsdagen kan altså aldrig afkortes til dette minimum. Derimod har arbejdsdagen en maksimumsgrænse. Den kan ikke forlænges ud over en vis grænse. Denne maksimumsgrænse er betinget af to ting. For det første ved arbejdskraftens fysiske grænse. Et menneske kan kun forbruge en bestemt mængde livskraft i løbet af det naturlige døgns 24 timer. F.eks. kan en hest dag ud og dag ind kun arbejde 8 timer. En del af døgnet må kraften hvile, sove; en anden del af døgnet må mennesket tilfredsstille sine andre fysiske behov, tage føde til sig, vaske sig, klæde sig på osv. Foruden denne rent fysiske grænse støder arbejdsdagens forlængelse på moralske grænser. Arbejderen behøver tid til at tilfredsstille sine åndelige og sociale behov, hvis omfang og antal er betinget af det almene kulturelle stade. Variationen af arbejdsdagen bevæger sig derfor inden for fysiske og sociale rammer. Men disse to begrænsende betingelser er imidlertid af meget elastisk natur og tillader det største spillerum. Således finder vi arbejdsdage på 8, 10, 12, 14, 16 og 18 timer, altså af vidt forskellige længder.

Kapitalisten har købt arbejdskraften til dens dagsværdi. Dens brugsværdi tilhører derfor ham i en arbejdsdag. Han har altså erhvervet sig den ret, at lade arbejderen arbejde for sig i en dag. Men hvad er en arbejdsdag? [2] ?

I hvert fald mindre end et naturligt døgn. Hvor meget mindre? Kapitalisten har sine egne meninger om dette ultimo Thule, arbejdsdagens nødvendige grænse. Som kapitalist er han blot personificeret kapital. Hans sjæl er kapitalsjælen. Men kapitalen har en eneste livsdrift, driften til værdiøgning, driften til at skabe merværdi, til med sin konstante del, produktionsmidlerne, at opsuge den størst mulige mængde merarbejde. Kapital er hedengangent arbejde, der som en vampyr kun bliver levende ved at indsuge levende arbejde, og lever des mere, jo mere det indsuger af det. Den tid, som arbejderen arbejder, er den tid, i hvilken kapitalisten konsumerer den arbejdskraft, han har købt af ham. Hvis arbejderen anvender sin disponible tid på sig selv, stjæler han fra kapitalisten. [5]

Kapitalisten påberåber sig altså loven for vareudveksling. Som enhver anden køber søger han at drage den størst mulige nytte af sin vares brugsværdi. Men pludselig lyder arbejderens stemme, der helt var forstummet under produktionsprocessens larm og anspændelse:

Den vare, som jeg har solgt dig, adskiller sig fra alle andre varer, da brugen af den skaber værdi og mere værdi, end den selv koster. Og det var grunden til, at du købte den. Det, der på din side ser ud som værdiøgning af kapital, er på min side et ekstra forbrug af arbejdskraft. Du og jeg kender på markedet kun en lov, nemlig vareudvekslingens lov. Og forbruget af varen tilhører ikke sælgeren, der afhænder den, men køberen, der erhverver den. Derfor tilhører forbruget af min daglige arbejdskraft dig. Men formedelst dens daglige salgspris må jeg daglig kunne reproducere den og sælge den på ny. Bortset fra den naturlige svækkelse, der kommer med alderen o.l., må jeg i morgen være i stand til at arbejde med samme normale kraft, sundhed og friskhed som i dag. Du prædiker bestandig »sparsommelighedens« og »afholdenhedens« evangelium for mig. Godt! Jeg vil som en fornuftig og sparsommelig ejer holde hus med min eneste formue, arbejdskraften, og afholde mig fra enhver tåbelig bortøden af den. Jeg vil hver dag kun give så meget af den frit løb, omsætte så meget i bevægelse eller i arbejde, som er foreneligt med dens normale beståen og sunde udvikling. Ved en umådelig forlængelse af arbejdsdagen kan du på en dag opbruge en større mængde af min arbejdskraft, end jeg kan erstatte på tre dage. Det du således vinder i arbejde, mister jeg i arbejdssubstans Anvendelse af min arbejdskraft og plyndring af samme er to vidt forskellige ting. Hvis en gennemsnitsarbejder ved en fornuftig tilmåling af arbejde kan leve i en gennemsnitsperiode på 30 år, så er værdien af min arbejdskraft, som du betaler mig fra dag til dag 1 / (365 x 30) eller 1 / 10950 af dens totale værdi. Men forbruger du den i 10 år, så betaler du mig daglig 1 / 10950 i stedet for 1 / 3650 af dens totale værdi, altså kun 1 / 3 af dens daglige værdi, og du berøver mig derfor daglig 2 / 3 af min vares værdi. Du betaler mig for en dags arbejdskraft, hvor du forbruger 3 dages arbejdskraft. Det stemmer ikke overens med vor kontrakt og loven for vareudveksling. Jeg kræver derfor en arbejdsdag af normal længde, og jeg kræver den uden at appellere til dit hjerte, for i pengesager hører gemytligheden op. Du er muligvis en eksemplarisk borger, måske medlem af foreningen til afskaffelse af dyrplageri og har måske oven i købet ry for at være hellig, men i den ting, som du repræsenterer ansigt til ansigt med mig, i dens bryst banker intet hjerte. Det, der synes at banke der, er mit eget hjerteslag. Jeg kræver en normal arbejdsdag, fordi jeg som enhver anden sælger kræver værdien for min vare. [6]

Vi ser altså: Bortset fra meget elastiske grænser pålægger selve vareudvekslingens natur ikke arbejdsdagen og følgelig heller ikke merarbejdet nogen grænse. Kapitalisten håndhæver sin ret som køber, når han søger at gøre arbejdsdagen så lang som mulig, og når han, hvor det er muligt, søger at gøre to arbejdsdage ud af en. På den anden side sætter den solgte vares specielle natur en grænse for køberens brug af den; og arbejderen håndhæver sin ret som sælger, når han vil have arbejdsdagen begrænset til en bestemt normal længde. Der foreligger derfor her en antinomi, rettighed mod rettighed, der begge bærer vareudvekslingslovens segl. Mellem lige rettigheder træffer magten afgørelsen. Og derfor fremtræder arbejdsdagens normering i den kapitalistiske produktions historie som en kamp om arbejdsdagens grænser – en kamp mellem totalkapitalisten, dvs. klassen af kapitalister, og totalarbejderen eller arbejderklassen.

2. Ulvehungeren efter merarbejde. Fabrikant og bojar

Kapitalen har ikke opfundet merarbejdet. Overalt, hvor en del af samfundet har monopolet på produktionsmidlerne, må arbejderen, fri eller ikke fri, føje en overskydende arbejdstid til den arbejdstid, der er nødvendig til hans eget underhold, for at producere subsistensmidlerne til ejeren af produktionsmidlerne, hvad enten denne ejermand nu er atheniensisk kalos kagathos (aristokrat), etruskisk theokrat, tivis romanus (romersk borger), normannisk baron, amerikansk slaveejer, vallakisk bojar, moderne godsejer eller kapitalist. Det er imidlertid klart, at hvis det i en økonomisk samfundsformation ikke er produktets bytteværdi, men derimod dets brugsværdi, der dominerer, så vil merarbejdet være begrænset af et større eller mindre sæt af behov, og at der ikke af selve produktionens natur udspringer en grænseløs trang til merarbejde. I antikken bliver overarbejdet derfor kun frygteligt, når dets formål er at komme i besiddelse af bytteværdien i sin selvstændige pengeform, i produktionen af guld og sølv. At arbejde sig ihjel er her den officielle form for overarbejde. Man behøver blot at læse Diodorus Siculus. [9] Dette er dog undtagelserne i den antikke verden. Men så snart et folk, hvis produktion endnu bevæger sig i de lavere former for slavearbejde, hoveri osv., bliver trukket ind på et verdensmarked, der beherskes af den kapitalistiske produktionsmåde, og som udvikler salget af deres produkter til udlandet til deres hovedinteresse, bliver overarbejdets civiliserede rædsler podet på slaveriets eller livegenskabets barbariske rædsler. Derfor bevarede negrenes arbejde i Den amerikanske Unions sydlige stater en moderat patriarkalsk karakter, så længe produktionen hovedsageligt tog sigte på det umiddelbare lokale behov. Men i samme grad som bomuldseksporten blev disse staters hovedinteresse, blev overanstrengelsen af negeren, hvis livskraft undertiden blev opbrugt i løbet af syv arbejdsår, en faktor i et beregnet og beregnende system. Det gjaldt ikke mere om at banke en vis mængde nyttige produkter ud af ham. Det drejede sig nu om produktionen af merværdi. På samme måde forholdt det sig med hoveriet, f.eks. i Donaufyrstendømmerne.

At sammenligne ulvehunger efter merarbejde i Donaufyrstendømmerne med den samme ulvehunger i de engelske fabrikker har en særlig interesse, fordi merarbejdet under hoveriet har en selvstændig og håndgribelig form.

Antag at arbejdsdagen består af 6 timers nødvendigt arbejde og 6 timers merarbejde. På denne måde giver den frie arbejder hver uge kapitalisten 6 x 6 eller 36 timers merarbejde. Det er det samme, som arbejdede han 3 dage om ugen for sig selv og 3 dage om ugen gratis for kapitalisten. Men dette er ikke umiddelbart synligt. Merarbejdet og det nødvendige arbejde glider over i hinanden. Jeg kan derfor også udtrykke det samme forhold ved f.eks. at sige, at arbejderen i hvert minut arbejder 30 sekunder for sig selv og 30 sekunder for kapitalisten osv. Men under hoveriet er det anderledes. Det nødvendige arbejde, som f.eks. den valakkiske bonde udfører for at kunne leve, er fysisk adskilt fra hans merarbejde for bojaren. Det ene arbejde udfører han på sin egen mark, det andet på det herskabelige gods. Arbejdstidens to dele eksisterer derfor selvstændigt ved siden af hinanden, Under hoveriet er merarbejdet nøje afgrænset fra det nødvendige arbejde. Denne afvigende fremtrædelsesform ændrer åbenbart intet ved det kvantitative forhold mellem merarbejde og nødvendigt arbejde. Tre dages merarbejde om ugen bliver ved med at være tre dages arbejde, der ikke udgør noget ækvivalent for arbejderen, hvad enten det kaldes hoveri eller lønarbejde. Men hos kapitalisten viser ulvehungeren efter merarbejde sig i trangen til en ubegrænset forlængelse af arbejdsdagen, hos bojaren mere simpelt i en direkte jagt på dage til hoveri.

I Donaufyrstendømmerne var hoveriet forbundet med naturalrenter og andet af livegenskabets tilbehør, men hoveriet udgjorde den vigtigste tribut til den herskende klasse. Hvor dette var tilfældet, opstod hoveriet sjældent af livegenskabet, tværtimod opstod livegenskabet langt oftere af hoveriet. [11] Således var det i de rumænske provinser.

Deres oprindelige produktionsmåde var baseret på fællesejendom, men ikke på fællesejendom i den slaviske eller, indiske form. En del af jorden blev drevet selvstændigt som fri privatejendom af kommunens medlemmer, medens en anden del - ager publicus - blev dyrket af dem i fællesskab. Produkterne af dette fælles arbejde tjente dels som reservefonds i tilfælde af dårlig høst og andre ulykkelige hændelser, dels, som en slags statskasse til dækning af omkostningerne ved krig, religion og andre fælles udgifter. I tidens løb tilranede krigeriske og kirkelige dignitarer sig herredømmet over den fælles jord og over det arbejde, der blev udført på den. De frie bønders arbejde på deres fælles jord blev til hoveri for dem, der havde røvet kommunens jord. Hoveriet udviklede sig snart til livegenskab, dog kun faktisk, ikke legalt førend det verdensbefriende Rusland under foregivende af at afskaffe livegenskabet ophøjede det til lov. Hoveriets codex, som den russiske general Kisselew proklamerede i 1831, var naturligvis dikteret af bojarerne selv. Rusland erobrede således med et slag magnaterne i Donaufyrstendømmerne og liberale kretineres bifald i hele Europa.

Efter »Réglement organique«, som denne codex for hoveri hedder, skylder enhver valakkisk bonde den såkaldte grundbesidder, foruden en masse detaljerede naturalydelser 1. tolv dages almindeligt arbejde 2. en dags markarbejde 3. en dag til indkørsel af brænde. Summa summarum 14 dage om året. Med dyb indsigt i den politiske økonomi bliver arbejdsdagen dog ikke taget i sin almindelige betydning, men bliver opfattet som den arbejdsdag, der er nødvendig til fremstilling af et gennemsnitligt dagligt produkt. Dette gennemsnitlige daglige produkt er dog bestemt på en så udspekuleret måde, at ikke engang en kyklop kan blive færdig med det på 24 timer. I tørre ord forklarer »réglement« derfor med en ægte russisk ironi, at der ved 12 arbejdsdage skal forstås det produkt, der ved manuelt arbejde kan fremstilles på 36 dage, ved en dags markarbejde 3 dage og ved en dags kørsel med træ ligeledes det tredobbelte. I alt: 42 dage med hoveri. Men hertil kommer det såkaldte jobagie, ydelser, der tilkommer grundbesidderen, hvis produktionsbehovet er særligt stort. Hver landsby må årligt, i forhold til befolkningstallet, stille en bestemt gruppe til jobagie. Dette ekstra hoveri bliver sat til 14 dage for hver valakkisk bonde. Således beløber det foreskrevne hoveri sig til 56 arbejdsdage om året. Men i Vallakiet er ager. dyrkningsåret kun på 210 dage på grund af det dårlige klima; heraf går 40 fra til søn- og helligdage, ca. 30 til dårligt vejr, i alt 70 dage. Der bliver da tilbage 140 arbejdsdage. Hoveriets forhold til det nødvendige arbejde, 56 / 84 eller 66 2/3 procent, udtrykker en langt lavere merværdirate end den, der regulerer den engelske land - eller fabriksarbejders arbejde. Men dette er kun det lovligt foreskrevne hoveri. Og i en ånd, der er endnu mere »liberal« end den engelske fabrikslovgivnings, har »réglement organique« forstået at lette sin egen omgåelse. Efter at det har gjort 14 dage til 56, bliver det nominelle dagsarbejde for hver af de 56 dage med hoveri igen bestemt sådan, at en del af det må falde på den følgende dag. I løbet af en dag f.eks. skal der luges en landstrækning; til dette arbejde, især i majsplantager, kræves dobbelt så lang tid. Ved nogle former for landarbejde kan en dags legalt arbejde udlægges sådan, at det begynder en dag i maj og slutter i oktober. I Moldau er bestemmelserne endnu strengere.

»De tolv dage med hoveri i Réglement organique, råbte en sejrsdrukken bojar, »beløber sig til 365 dage om året!«

Var Donaufyrstendømmernes Réglement organique et positivt udtryk for ulvehungeren efter merarbejde, som hver paragraf legaliserer, så er de engelske Factory Acts negative udtryk for samme ulvehunger. Disse love tøjler kapitalens trang til en ubegrænset udsugning af arbejdskraften ved på statens vegne at begrænse arbejdsdagen med magt; og det endog en stat, der beherskes af kapitalisten og godsejeren. Bortset fra en arbejderbevægelse, hvis vækst for hver dag blev mere og mere truende, blev begrænsningen af fabriksarbejdet dikteret af den samme nødvendighed, som spredte guano ud over de engelske marker. Samme blinde rovlyst, som i det ene tilfælde udpinte jorden, havde i det andet tilfælde revet nationens livskraft op ved roden. Periodiske epidemier talte her et lige så tydeligt sprog som den dalende soldaterstandard i Tyskland og Frankrig. [13]

Den nugældende (1867) Factory-Act af 1850 tillader en gennemsnitlig arbejdsdag på 10 timer, nemlig for de første 5 ugedage 12 timer, fra 6 morgen til 6 aften, hvorfra der ifølge loven går ½ time til morgenmad og 1 time til middagsmad; tilbage bliver altså 10½ arbejdstime; og 8 timer om lørdagen, fra klokken 6 om morgenen til klokken 2 om eftermiddagen, hvorfra der går ½ time til morgenmad. Det bliver 60 arbejdstimer, 10½ time for de første fem ugedage, og 7½ time for den sidste ugedag.

Til at overvåge at loven bliver overholdt er ansat særlige vogtere, fabriksinspektører, der direkte sorterer under indenrigsministeriet, og hvis rapporter bliver offentliggjort hvert halve år på parlamentets vegne. De leverer altså en fortløbende og officiel statistik over kapitalistens ulvehunger efter merarbejde.

Lad os et øjeblik lytte til fabriksinspektørerne.

»Den bedrageriske fabrikant begynder gennemsnitligt arbejdet et kvarter, somme tider tidligere, somme tider senere, inden klokken er 6 om morgenen og slutter det gennemsnitligt et kvarter, somme tider tidligere, somme tider senere, efter klokken 6 om eftermiddagen. Han tager 5 minutter fra i begyndelsen og slutningen af den halve time, der nominelt er berammet til morgenmad, og snupper 10 minutter i begyndelsen og slutningen af den berammede time til middagsmad. Om lørdagen arbejder han gennemsnitligt et kvarter, somme tider mere, somme tider mindre, efter klokken 2 om eftermiddagen. På denne måde har han tjent:

Inden klokken 6 om morgenen

15 min.

Efter klokken 6 om eftermiddagen

15 -

Ved morgenmaden

10 –

Ved middagsmaden

20 – 60 min.

   
I alt på 5 dage: 300 min.  

Lørdage

Inden klokken 6 om morgenen

15 min.

Ved morgenmad

10

Efter klokken 2 om eftermiddagen

15 –

Den samlede gevinst om ugen: 340 min

Eller 5 timer og 40 min. pr. uge, hvad der ganget med 50 arbejdsuger, efter fradrag på 2 uger til helligdage og lejlighedsvise arbejdsstandsninger, giver 27 arbejdsdage. «

»Hvis arbejdsdagen daglig forlænges med 5 minutter ud over dens normale varighed, bliver det på et år til 21 arbejdsdag.« »En ekstra time daglig, vundet ved, at der hist og her bliver snuppet et stykke tid, forvandler årets 12 måneder til 13.«

Kriser, hvorunder produktionen bliver afbrudt, og hvor der kun bliver arbejdet »kort tid«, dvs. kun i en del af ugen, har naturligvis ingen indflydelse på trangen til at forlænge arbejdsdagen. Jo færre forretninger der gøres, des større skal profitten på den enkelte forretning være. Jo kortere tid der arbejdes, des længere skal merarbejdstiden være. Således beretter fabriksinspektørerne om den periode, der omfatter krisen fra 1857 til 1858:

»Det kan synes inkonsekvent, at der overhovedet kan forekomme overarbejde i en tid, hvor handelen går så dårligt, men de dårlige vilkår inspirerer hensynsløse mennesker til overtrædelser; de sikrer sig på denne måde en ekstra profit ...« »På samme tid som 122 fabrikker i mit distrikt helt er opgivet, 143 står stille, og der på de øvrige arbejdes kort tid, fortsætter overarbejdet ud over den lovligt fastsatte tid,« siger Leonard Horner.

Og hr. Howell siger i sin rapport: »Skønt der på de fleste fabrikker kun bliver arbejdet i den halve tid grundet de dårlige tider for forretningsverdenen, modtager jeg stadig et lige så stort antal klager over, at der dagligt bliver snuppet (snatched) en halv eller 3/4 time fra arbejderne ved indgreb i de tider, der ved lov er tilsikret dem til måltider og rekreation.«

Samme fænomen gentager sig i mindre målestok under den frygtelige bomuldskrise fra 1861 til 1865.

»Når vi finder folk, der arbejder under spisepauserne eller til anden ulovlig tid, bliver det undertiden undskyldende anført, at arbejderne absolut ikke vil forlade fabrikken, og at det kræver tvang for at få dem til at af. bryde arbejdet (rensning af maskiner osv.) især lørdag eftermiddag. Men hvis »hænderne« bliver i fabrikken, efter at maskinerne er standset, sker det kun, fordi de ikke har fået tid til at udføre den slags arbejde i tidsrummet mellem klokken 6 morgen og 6 aften, eller i de ved lov fastsatte arbejdstimer.«

»Den ekstra profit, der kan laves på overarbejde ud over den lovlige tid, synes for mange fabrikanter at være en for stor fristelse til, at de kan modstå den. De gør regning på den chance ikke at blive opdaget og indkalkulerer, at de i tilfælde af opdagelse dog altid vil være sikre på et overskud, da pengebøderne og sagsomkostningerne i den slags retssager er ubetydelige.« »Hvor der bliver vundet ekstra tid ved multiplikation af små tyverier (a multiplication ofsmall thefts) i løbet af dagen, må inspektørerne kæmpe med næsten uovervindelige vanskeligheder ved bevisførelsen for retten. «

Disse kapitalens »små tyverier« fra arbejdernes måltider og fritid betegner fabriksinspektørerne også som »petty pilferings of minutes«, rapserier af minutter, »snatching a few minutes«, snuppen af nogle få minutter, eller som arbejderne med et fagligt udtryk kalder det, »nibbling and cribbling at meal times« (gnaven og skraben af spisepauserne).

Det er klart, at i denne atmosfære er produktionen af merværdi ved merarbejde ikke nogen hemmelighed.

»”Hvis De tillader mig”, sagde en meget respektabel fabriksejer til mig, ”at der hver dag bliver arbejdet blot 10 minutter ekstra, så vil De på et år putte 1000 pd. st. i min lomme”«. »Sekunderne er profittens elementer«.

Intet er i denne henseende mere karakteristisk end at kalde arbejdere, der arbejder på fuld tid, »full-timers«, og børn under 13 år, der kun må arbejde i 6 timer, »half‑timers«. Arbejderen er her ikke andet end den personificerede arbejdstid. Alle individuelle forskelle udviskes af forskellen mellem »fuldtids« og »halvtids«.

3. Engelske industrigrene uden legale grænser for udbytningen

Hidtil har vi betragtet tendensen til at forlænge arbejdsdagen, »varulvehungeren« efter merarbejde, på et område, hvor grænseløse udskejelser, som end ikke er overgået af spaniolernes grusomheder mod Amerikas rødhuder -sådan siger en borgerlig engelsk økonom - endelig har lagt kapitalen i en lovformelig regulerings lænker. Lad os nu kaste et blik på nogle produktionsgrene, hvor udbytningen af arbejdskraften foregår uhæmmet den dag i dag, eller gjorde det i går.

»Hr Broughton, en county magistrale [dommer], erklærede som præsident ved et møde, der blev afholdt i Nottinghams byhal den 14. januar 1860, at der i den del af byens befolkning, der var beskæftiget med blondefabrikation, herskede en i den øvrige civiliserede verden ukendt grad af afsavn og lidelser .... Børn på 9-10 år rives ud af deres snavsede senge klokken 2, 3 eller 4 om morgenen og tvinges til at arbejde for det daglige udkomme, til klokken er 10, 11 eller 12 om aftenen; deres lemmer svinder ind, deres skikkelse falder sammen, deres ansigtstræk sløves, og deres menneskelige væsen synker ned i en sløvhedstilstand, så man skulle tro, de var af sten. Alt dette er ganske forfærdeligt at se. Vi bliver ikke overraskede over, at hr. Mallett og andre fabrikanter trådte frem for at nedlægge protest mod enhver diskussion ... Systemet, sådan som Rev. Montagu Valpy beskrev det, er et system med ubegrænset slaveri, slaveri i social, fysisk, moralsk og intellektuel henseende... Hvad skal man tænke om en by, der afholder et offentligt møde for at petitionere om, at arbejdstiden for mænd må blive nedsat til 18 timer daglig! . . . Vi protesterer imod bomuldsplantageejerne i Virginia og i Nord- og Sydcarolina. Er deres negermarked, med al dets frygt for pisken og sjakring med menneskekød, mere afskyeligt end denne langsomme menneskeslagtning, der finder sted, for at der kan blive fabrikeret slør og kraver til gavn for kapitalisterne?«

I løbet af de sidste 22 år har lervarefabrikkerne (pottery) i Staffordshire været genstand for tre parlamentsundersøgelser. Resultaterne er nedfældet i hr. Scrivens rapport fra 1841 til »Children's Employment Commissioners«, i dr. Greenhows rapport fra 1860, offentliggjort efter forlangende fra den embedsmand i privy Council, der forestod sundhedsvæsenet (»Public Health, 3rd Report«, I, 102–113), og endelig i hr. Longes rapport fra 1863, der findes i »First Report of the Children's Employment Commission« af d.13.juni 1863. Til mit formål er det imidlertid nok at tage nogle af de udbyttede børns egne vidneudsagn, der findes i rapporterne fra 1860 ag 1863. Fra børnene kan man slutte sig til de voksne, især til pigerne og konerne, og det i en industrigren, sammenlignet med hvilken bomuldsspinderi o.lign. synes at være en ganske behagelig og sund beskæftigelse.

Wilhelm Wood, ni år, »var 7 år og 10 måneder, da han begyndte at arbejde«. I begyndelsen »he ran moulds« (bar han den færdigt formede vare ind i tørrestuen; for senere at bringe den tomme form tilbage). Han kommer hver dag klokken 6 om morgenen og holder op ca. klokken 9 om aftenen. »Jeg arbejder indtil klokken 9 aften hver dag i ugen. Det har jeg f.eks. gjort i de sidste 7 -8 uger.« Altså et femtentimers arbejde for en syvårig dreng! J. Murray, en dreng på 12 år, siger:

»I run moulds and turn jigger (drejer hjulet). Jeg kommer klokken 6, somme tider klokken 4 om morgenen. Jeg har arbejdet hele natten lige til i morges klokken 6. Jeg har ikke været i seng siden i går nat. Foruden mig har 8 eller 9 andre drenge arbejdet hele natten. Med undtagelse af en er alle kommet igen her til morgen. Jeg får pr. uge 3sh. 6d.« (1 daler 5 groschen), »Jeg får ikke mere for at arbejde om natten. I sidste uge arbejdede jeg 2 nætter.«

Fernyhough, en tiårig dreng:

»Det er ikke altid, jeg har en hel time til middagsmaden; ofte kun en halv time; hver torsdag, fredag og lørdag.«

Dr. Greenhow erklærer, at levetiden i pottemagerdistrikterne Stoke-upon-Trent og Wolstanton er overordentlig kort. Skønt der i distriktet Stoke kun er 36,6 pct. og i Wolstanton kun 30,4 pct. af den mandlige befolkning over 20 år, der er beskæftiget i lervarefabrikkerne, så skyldes en stor del af dødsfaldene blandt mænd i denne aldersklasse lungesygdomme hos pottemagerne; i det første distrikt mere end halvdelen, i det andet ca. 2/5. Dr. Boothroyd, praktiserende læge i Hanley, siger:

»Hver generation af pottemagere er mere dværgagtig af vækst og mindre robust end den foregående.«

Noget lignende siger en anden læge, hr. McBean:

»Siden jeg for 25 år tilbage begyndte min praksis blandt pottemagerne, har jeg bemærket en påfaldende degeneration af denne klasse, der navnlig har vist sig ved en stadig formindskelse af legemshøjden og vægten.«

Disse udtalelser er taget fra dr. Greenhows rapport fra 1860. [35]

Det følgende er hentet fra kommissærernes rapport fra 1863: Dr. J. T. Arledge, overlæge ved North Staffordshire sygehus, siger:

»Som klasse betragtet repræsenterer pottemagerne, både mænd og kvinder ..., en degenereret befolkning, såvel i fysisk som i moralsk henseende. De er i reglen hæmmet i væksten, dårlig bygget og ofte med en dårligt formet brystkasse. De ældes for tidligt og deres levetid er kort; de er flegmatiske og blodløse, og deres svage konstitution viser sig ved svære anfald af dyspepsi, lever- og nyrelidelser og rheumatisme. Men de lider navnlig af lungesygdomme, pneumoni, tuberkulose, bronchitis og astma. En afart af sidstnævnte er karakteristisk for dem og kendt under navnet pottemagerastma eller pottemagertuberkulose. Skrofulose, der angriber mandlerne, knogler og andre legemsdele, er en sygdom, der findes hos mere end to tredjedele af pottemagerne. At degenerationen af befolkningen i dette distrikt ikke er langt større, skyldes udelukkende den stadige rekruttering fra de omliggende landdistrikter og indgifte med sundere slægter«.

Hr. Charles Parsons, der for kort tid siden var House Surgeon (hospitalslæge) ved samme hospital, skriver i et brev til kommissær Longe bl.a.:

»Jeg kan kun tale ud fra personlig iagttagelse, og ikke ud fra statistiske data, men jeg nærer ingen betænkelighed ved at forsikre, at min indignation atter og atter flammede op ved synet af de stakkels børn, hvis sundhed blev ofret for at tilfredsstille deres forældres og arbejdsgiveres begærlighed.«

Han opregner årsagerne til pottemagernes lidelser og opsummerer dem til sidst i udtrykket »long hours« (»lange arbejdstimer«). Kommissionsrapporten håber, at »en industrigren, der indtager en så fremtrædende plads i verdens øjne, ikke meget længere vil have den plet siddende på sig, at dens store succes er ledsaget af fysisk degeneration, mangeartede fysiske lidelser og tidlig død hos arbejderbefolkningen, ... ved hvis arbejde og dygtighed så store resultater er blevet opnået.«

Hvad der gælder for lervarefabrikkerne i England, gælder også for lervarefabrikkerne i Skotland.

Fabrikationen af tændstikker daterer sig fra 1833, da man fandt ud af at anbringe fosforen på selve stikken, Siden 1845 har denne industrigren udviklet sig hurtigt i England; fra de tæt befolkede dele af London har den især bredt sig til Manchester, Birmingham, Liverpool, Bristol, Norwich, Newcastle og Glasgow, og med den mundkrampe, som en læge i Wien allerede i 1845 opdagede som en sygdom, der var karakteristisk for tændstikmagere. Halvdelen af arbejderne er børn under 13 år og unge mennesker under 18. Fabrikationen er på grund af sin sundhedsfarlige karakter og ubehagelighed så berygtet, at det kun er den mest forkomne del af arbejderklassen, halvforsultne enker osv., der udleverer deres børn til dette arbejde, »de pjaltede, halvforsultne, forsømte og uvidende børn.« Af de vidner, som kommissær White (1863) afhørte, var 270 under 18 år, 40 under 10 år, 10 kun 8 og 5 kun 6 år gamle. Arbejdsdagens vekslen fra 12 til 14 og 15 timer, natarbejde, uregelmæssige måltider (for det meste i arbejdslokalerne, der er forpestet af fosfor). Dante vil i denne industrigren finde sine frygteligste fantasier om helvede overgået.

I tapetindustrien bliver de grovere sorter trykt med maskine, de finere med hånden (block printing). De livligste forretningsmåneder falder fra begyndelsen af oktober til slutningen af april. I denne periode varer dette arbejde hyppigt og næsten uden afbrydelse fra 6 morgen til 10 aften eller til langt ud på natten.

J. Leach udtaler:

»Sidste vinter« (1862) »var der ud af 19 piger 6, der udeblev på grund af sygdomme, som de havde pådraget sig ved overanstrengelse. For at holde dem vågne, må jeg skælde dem ud.« W. Duffy: »Børnene kunne ofte ikke holde øjnene åbne på grund af træthed, faktisk kan vi det ofte næppe selv.« J. Lightbourne: »Jeg er 13 år gammel ... Sidste vinter arbejdede vi til klokken 9 om aftenen og den forudgående vinter til klokken 10. Jeg plejede sidste vinter næsten hver aften at skrige af smerte i fødderne.« G. Aspden: »Da min dreng her var 7 år gammel, plejede jeg, når der lå sne, at bære ham på min ryg til og fra fabrikken, og han plejede at arbejde 16 timer! ... Jeg har ofte knælet ned for at made ham, medens han stod ved maskinen; han måtte hverken forlade den eller sætte den i stå. « Smith, ledende kompagnon i en Manchester fabrik: »Vi« (han mener sine »hænder«, der arbejder for »os«) arbejder uden spisepauser, så at dagsarbejdet på 10½ time kan være færdigt, når klokken er 4½ om eftermiddagen; alt senere arbejde er på overtid«. (Mon denne hr. Smith ikke tager sig et måltid i løbet af 10½ time?) »Vi« (samme hr. Smith) »holder sjældent op før klokken 6 om aftenen« (han mener forbruget af »vore« arbejdskraftmaskiner), »så i virkeligheden arbejder vi« (iterum Orispinus [betyder her: igen det samme]) »på overtid hele året ... Både børn og voksne« (152 børn og unge mennesker under 18 år og 140 voksne) »har i de sidste 18 måneder gennemsnitligt arbejdet mindst 7 dage og 5 timer om ugen, eller 78½ time ugentlig. For de 6 uger, der sluttede den 2. maj i år« (1863), »var gennemsnittet højere - 8 dage eller 84 timer om ugen! «

Samme hr. Smidt, der er så forfalden til pluralis majestatis, tilføjer dog polisk smilende: »Maskinarbejde er let«. Og brugerne af block printing siger: »Manuelt arbejde er sundere end maskinarbejde.« I det store og hele protesterer de herrer fabrikanter med harme mod forslaget om, »i det mindste at standse maskinerne under måltiderne.«

»En lov«, siger hr. Ottley, direktør for en tapetfabrik i Borough (London), »der ville tillade, at der blev arbejdet fra 6 morgen til 9 aften, ville passe os (!) ganske udmærket, men de timer, som Factory Act foreskriver, fra 6 morgen til 6 aften, passer os (!) ikke ... Vor maskine bliver standset under middagspausen« (hvor generøst), »Standsningen forårsager ikke noget nævneværdigt tab at papir og farve.« »Men«, føjer han venligt til, »jeg kan forstå, at det dermed forbundne tab ikke er vellidt.«

Kommissionsrapporten mener naivt, at frygten hos nogle »ledende firmaer« for at miste tid, dvs. tid til at komme i besiddelse af andres arbejde, og derved »gå glip af profit«, ikke er nogen »tilstrækkelig grund«, til at børn under 13 og unge mennesker under 18, der arbejder 12 -16 timer, skal »gå glip af« deres middagsmad, eller at den skal tilføres dem, som man tilfører kul og vand til dampmaskinen, sæbe til uld, olie til hjulet - under selve produktionsprocessen, som et hjælpestof til arbejdsraid let.

Ingen industrigren i England - (vi ser bort fra brød, der er maskinfabrikeret, da det først for nylig har vundet indpas) - har indtil i dag bibeholdt en så gammeldags, ja som man kan se hos den romerske kejsertids digtere, førkristelig produktionsmåde som bageriet. Men som tidligere bemærket er kapitalen i begyndelsen ligeglad med den tekniske karakter af den arbejdsproces, den bemægtiger sig. Den tager den i begyndelsen, som den forefindes.

Den usandsynlige forfalskning af brød, der navnlig fandt sted i London, blev først afsløret af Underhusets komite »vedrørende forfalskning af næringsmidlers (1855–1856) og i dr. Hassalls værk »Adulterations detected«. Loven af 6. august 1860 var en konsekvens af disse afsløringer: for preventing the adulteration of articles of food and drink [for at forhindre forfalskning af levnedsmidler og drikke], en virkningsløs lov, da den naturligvis tager det største hensyn til enhver freetrader, der går i gang med »to turn an honest penny« [at tjene en ærlig penny] ved køb og salg af forfalskede varer. [42] Komiteen formulerede selv mere eller mindre naivt sin overbevisning, at frihandel i det væsentlige betød handel med forfalskede varer, eller, som englænderen vittigt kalder det, med »sofistikerede stoffer«. I virkeligheden forstår denne form for »sofistik« bedre end Protagoras at gøre sort til hvidt og hvidt til sort, og bedre end eleaterne at påvise ad oculos [ved øjesyn], at alting kun er et skin. [43]

I hvert fald havde komiteen henledt offentlighedens opmærksomhed på dets »daglige brød«, og dermed også på bageriet. Samtidig lød der ved offentlige møder og i petitioner til parlamentet et nødråb fra Londons bagersvende på grund af overanstrengelse. Nødråbet blev så gennemtrængende, at hr. H. S. Tremenheere, medlem af den ofte omtalte kommission af 1863, blev beskikket til kongelig undersøgelseskommissær. Hans rapport samt vidneudsagnene oprørte ikke offentlighedens hjerte, men dens mave. Den bibelfaste englænder vidste nok, at mennesket, hvis det da ikke af Guds nåde er kapitalist, godsejer eller indehaver af en sinecurepost, er kaldet til at spise sit brød i sit ansigts sved, men han vidste ikke, at han dagligt i sit brød må spise en vis portion menneske, sved blandet med pus fra bylder, spindelvæv, lig af kakerlakker og råddent tysk gær, foruden alun, sandsten og lignende behagelige mineralske ingredienser. Uden nogen hensyntagen til hans Hellighed, Freetrade, blev det »frie« bagererhverv derfor stillet under statsinspektørernes opsyn (i slutningen af parlamentssessionen 1863). I samme parlamentslov blev arbejdstiden fra 9 aften til 5 morgen forbudt for bagersvende under 18 år. Den sidste klausul siger tilstrækkeligt om overarbejde i denne gammeldags, hyggelige forretningsgren.

»En bagersvends arbejde i London begynder som regel klokken 11 om aftenen. På den tid laver han dejen, en meget besværlig proces, der varer fra ½ til 3/4 time, alt efter bagværkets størrelse og finhed. Derefter lægger han sig ned på æltebrættet, der tillige er låg på det trug, hvori dejen laves, og sover et par timer med en melsæk under hovedet og med en anden over sig. Herefter begynder der et raskt arbejde, der varer uafbrudt i 5 timer, dejen lægges ud, vejes, formes, skubbes ind i ovnen, tages ud af ovnen osv. Temperaturen i et bageri ligger fra 75 til 90 grader [Fahrenheit], og i de små bagerier er den snarere højere end lavere. Når arbejdet med at lave brød, rundstykker osv. er overstået, begynder omdelingen af brødet; og en betydelig del af svendene er om dagen, efter udførelsen af det ovenfor beskrevne strenge natarbejde, beskæftiget med at bære brødet rundt i kurve eller skubbe det i kærrer fra hus til hus og arbejder også ind imellem i bageriet. Alt efter årstiden og bageriets størrelse slutter dette arbejde mellem klokken 1 og 6 om eftermiddagen, medens en anden del af svendene er beskæftiget i bageriet til sent om eftermiddagen.«

Under Londoner sæsonen begynder svendene hos »fuld« pris bagerne i West End sædvanligvis klokken 11 om aftenen og er indtil klokken 8 næste morgen beskæftiget med bagning, kun afbrudt af en eller to (ofte meget korte) pauser. Derefter bliver de anvendt til brødudbringning, til klokken er 4, 5, 6 ja helt til klokken 7; undertiden er de også beskæftiget med biskuitbagning i bageriet. Når arbejdet er forbi, er der tid til en søvn på 6, ofte kun på 5 og 4 timer. Om fredagen begynder arbejdet altid tidligere, ca. klokken 10 om aftenen, og varer uden afbrydelse, hvad enten det drejer sig om tilberedningen af brødet eller med udbringningen, til den følgende lørdag aften klokken 8, for det meste endda til klokken 4 eller 5 natten til søndag. Og i de mondæne bagerier, der sælger brødet til »fuld pris«, må der igen om søndagen udrettes 4 til 5 timers forberedende arbejde til næste dag. Bagersvendene hos »underselling masters« (der sælger brødet under den fulde pris) »og dette er, som tidligere bemærket, mere end 3/4 Londons bagere – har endnu længere arbejdstid, men deres arbejde er næsten helt begrænset til bageriet, da deres mestre, bortset fra levering til små udsalg, kun sælger brødet i deres egen butik. Mod slutningen af ugen. . . dvs. om torsdagen begynder arbejdet her klokken 10 om aftenen og varer med kun ringe afbrydelse til langt ud på natten om lørdagen.«

Hvad »the underselling masters« angår, så begriber selv den borgerlige synsmåde: »Svendenes ubetalte arbejde (the unpaid labour of the men) er grundlaget for deres konkurrence.« Og »the full priced baker« angiver sine »underselling« konkurrenter til undersøgelseskommissionen som tyve af fremmed arbejde og falsknere.

»De eksisterer kun ved at bedrage offentligheden og ved at få 18 timer ud af deres svende for en 12 timers betaling. «

Brødforfalskningen og dannelsen af en klasse af bagere, der sælger brødet under den fulde pris, har udviklet sig i England siden begyndelsen af det 18. århundrede, da erhvervet mistede sit lavspræg, og kapitalisten i skikkelse af møller eller melfaktor trådte bag den nominelle bagermester. Dermed var grunden lagt til en kapitalistisk produktion, til en ubegrænset forlængelse af arbejdsdagen og til natarbejde, skønt sidstnævnte først for alvor fik fodfæste i London i 1824.

Man vil af det foregående kunne forstå, at kommissionsrapporten rubricerer bagersvendene blandt de arbejdere, der har en kort levetid, og som efter lykkeligt at være undsluppet den decimering af børn, der er det normale i alle dele af arbejderklassen, sjældent når at blive 42 år. Ikke desto mindre er bagererhvervet altid overrendt af aspiranter. Tilførslen af disse »arbejdskræfter« til London kommer fra Skotland, Englands vestlige landdistrikter og fra Tyskland.

I årene 1858-60 organiserede bagersvendene i Irland, på egen bekostning, store møder til agitation mod nat- og søndagsarbejde. Publikum, f.eks. på majmødet i Dublin 1860, tog med irsk varme parti for agitationen. I virkeligheden blev der som et resultat af denne bevægelse gennemført udelukkende dagarbejde i Wexford, Kilkenny, Clonmel, Waterford osv.

»I Limerick, hvor svendenes kvaler som bekendt går ud over enhver grænse, mislykkedes denne bevægelse på grund af bagermestrenes, især bagermøllernes, modstand. Eksemplet fra Limerick førte til en reaktion i Ennis og Tipperary. I Cork, hvor den offentlige uvilje gav sig udtryk på den livligste måde, forpurrede mestrene bevægelsen ved at gøre brug af deres magt til at afskedige svendene. I Dublin ydede mestrene den mest afgørende modstand; ved at forfølge de svende, der stod i spidsen for agitationen, tvang de resten til eftergivenhed, til indvilligelse i nat- og søndagsarbejde.«

Den engelske regerings kommission, en regering der i Irland er bevæbnet til tænderne, rejste i et begravelsesagtigt tonefald indvendinger mod de ubønhørlige bagermestre i Dublin, Limerick, Cork osv.:

»Komiteen tror, at arbejdstimerne er begrænset af naturlove, der ikke ustraffet kan krænkes. Ved at true med afskedigelse tvinger mestrene deres arbejdere til krænkelse af deres religiøse overbevisning, til ulydighed mod landets love og foragt for den offentlig mening« (dette refererer altsammen til søndagsarbejde). »Herved sætter mestrene ondt blod mellem kapitalen og arbejdet og giver et eksempel, der er farligt for religionen, moralen og den offentlige orden ... Komiteen tror, at en forlængelse af arbejdsdagen ud over 12 timer på usurpatorisk vis griber ind i arbejderens hjemlige og private liv, og derved får katastrofale moralske konsekvenser for en mands hjemmeliv og for opfyldelsen af hans familieforpligtelser som søn, broder, ægtefælle og far. Arbejde på mere end 12 timer har en tendens til at undergrave arbejderens helbred og fører derfor til en for tidlig alderdom og død, til ulykke for arbejderfamilien, der bliver berøvet (»are deprived«) familieoverhovedets omsorg og støtte netop i det øjeblik, hvor den var mest påkrævet.«

Så vidt Irland. På den anden side af kanalen, i Skotland, protesterer landarbejderen, plovens mand, mod sit 13-14 timers arbejde i et barsk klima, med fire timers ekstraarbejde om søndagen (i et land, hvor man strengt overholder hviledagen!). [53] Samtidig er tre jernbanearbejdere stedt for Londoner Grand Jury, en personkonduktør, en lokomotivfører og en signalmand. En stor jernbaneulykke har ekspederet hundreder af passagerer ind i den anden verden. Jernbanearbejdernes forsømmelighed er årsag ti1 ulykken. De erklærer enstemmigt for nævningene, at deres arbejde for 10 til 12 år siden kun var på 8 timer dagligt; i de sidste 5-6 år har man skruet arbejdstiden op til 14, 18 og 20 timer, og når der er særlig livlig tilgang af rejselystne, som i perioderne med mange udflugtstog, arbejder de ofte uafladeligt i 40 -50 timer. De er almindelige mennesker og ikke kykloper. På et vist tidspunkt svigter deres arbejdskraft. De gribes af følelsesløshed, deres hjerne hører op med at tænke, og deres øjne med at se. Den helt igennem »respectable British Juryman« [hæderlige engelsk nævning] svarer med en kendelse, der sender dem for den næste assise-ret, anklaget for »manslaughter« [uagtsomt manddrab], og udtrykker i en venlig tilføjelse det fromme ønske, at de kapitalistiske magnater ved jernbanen i fremtiden vil være mere ødsle m.h.t. købet af det nødvendige antal »arbejdskræfter« og »mere påholdende«, »mere afholdende« eller »mere sparsom« i udbytningen af den betalte arbejdskraft.

Fra den brogede skare arbejdere af alle professioner, aldre, køn, der trænger sig på, mere ivrigt end de faldnes sjæle skarer sig om Odysseus, og på hvem man - uden at de har blåbøger under armen - ved første blik ser, at de er mærket af overarbejde, vil vi tage endnu to skikkelser, hvis slående kontrast beviser, at for kapitalen er alle mennesker lige - en modesyerske og en grovsmed.

I de sidste uger af juni 1863 bragte alle Londons dagblade et stykke med den »sensational« overskrift: »Death from simple overwork« (Død af simpelt overarbejde). Det drejede sig om modesyersken Mary Anne Walkleys død, 20 år og ansat i en meget respektabel modevirksomhed, udbyttet af en dame med det venlige navn Elise. Den gamle ofte fortalte historie blev fortalt endnu en gang. [55] Disse piger arbejdede gennemsnitligt 16½ time, men i sæsonen ofte uophørligt i 30 timer, medens deres svigtende »arbejdskraft« blev holdt oppe ved lejlighedsvis tilførsel af sherry, portvin eller kaffe. Og det var netop sæsonens højdepunkt. Det gjaldt om at få tryllet ædle ladies' pragtfulde kjoler færdige i en håndevending til det bal, der skulle afholdes til ære for den nyligt importerede prinsesse af Wales. Mary Anne Walkley havde arbejdet uafbrudt i 26½ time sammen med 60 andre piger, 30 i et lokale, der næppe gav dem 1/3 af de nødvendige kubiktommer luft. Om natten delte de seng to og to i et af de indelukkede huller, der ved hjælp af bræddevægge var opdelt i soverum. Og dette var én af de bedre modevirksomheder i London. Mary Anne Walkley blev syg om fredagen og døde om lørdagen, uden at have fået det sidste stykke pynt færdigt, hvad der forbavsede fru Elise. Lægen, hr. Keys, der for sent blev kaldt til dødslejet, erklærede over for »Coroner’s Jury« [ligsynskorn.missionen] med tørre ord:

»Mary Anne Walldey er død som følge af en lang arbejdstid i et overfyldt arbejdslokale og et for lille, dårligt, ventileret soveværelse. «

For at give lægen en lektion i gode manerer erklærede:

»Coroner’s Jury« derimod:

»Den afdøde er død af apopleksi, men det må befrygtes, at hendes død er blevet fremskyndet af overarbejde i et overfyldt arbejdslokale osv.«

»Vore hvide slaver«, råbte »Morning Star«, organ for frihandelsherrerne Cobden og Bright, »vore hvide slaver får lov at arbejde sig ihjel, de ødelægges og dør uden sang og klang. «,

»Dagsordenen lyder på at arbejde sig ihjel, ikke blot i modesyerskernes arbejdslokaler, men tusind andre steder, ja ethvert sted, hvor forretningen er blomstrende... Lad os tage grovsmeden som eksempel. Hvis man kan tro digterne, er der ikke nogen mand, der er så livskraftig og lystig som grovsmeden. Han er tidligt oppe og slår sine gnister før solen; han spiser, drikker og sover som ingen anden. Med rimeligt arbejde har han, rent fysisk, i virkeligheden en af menneskets bedste stillinger. Men vi følger ham ind i byen og ser den arbejdsbyrde, der bliver væltet over på denne stærke mand, og hvilken plads han indtager på dødelighedslisterne i vort land? I Marylebone« (et af de største kvarterer i London) »dør grovsmede i forholdet 31 pr. 1000 årligt, eller 11 over den gennemsnitlige dødelighed blandt voksne mænd i England. Hans beskæftigelse, en næsten instinktiv kunst  hos menneskeheden og i og for sig udadlelig, ødelægger ved ren og skær overdrivelse af arbejdet manden. Ved daglig at slå et vist antal hammerslag, gå et vist antal skridt, ånde et vist antal gange, udrette en vis mængde arbejde kan han gennemsnitlig leve i 50 år. Man tvinger ham til at slå flere slag, gå flere skridt, tage flere åndedrag, alt sammen for at han skal forøge sit arbejde med en fjerdedel. Han gør forsøget, og resultatet er, at han i en begrænset periode udretter en fjerdedel mere arbejde og dør i sit 37. år i stedet for i sit 50.«

4. Dag- og natarbejde. Afløsningssystemet

Set fra værdiøgningsprocessens standpunkt er den konstante kapital eller produktionsmidlerne kun til for at opsuge arbejde og med hver dråbe arbejde at opsuge en dertil svarende mængde merarbejde. Hvis de ikke gør det, udgør deres blotte eksistens et negativt tab for kapitalisters, da de i den tid, hvor de henligger ubenyttede, repræsenterer et unyttigt udlæg al kapital; dette tab bliver positivt, så snart afbrydelsen af deres anvendelse nødvendiggør yderligere udlæg til arbejdets genoptagelse. Arbejdsdagens forlængelse ud over grænserne for den naturlige dag til ud på natten virker kun som et palliativ, stiller kun tilnærmelsesvis vampyrtørsten efter det levende arbejdes blod. At tilegne sig arbejde i alle døgnets 24 timer, er derfor den kapitalistiske produktions immanente drift. Da det er fysisk umuligt at udbytte de samme arbejdskræfter uafbrudt, dag og nat, må man for at overvinde denne fysiske hindring skifte mellem de arbejdskræfter, der forbruges om dagen, og de, der forbruges om natten, et system, der kan indrettes på forskellige måder. Det kan f.eks. være ordnet sådan, at en del af arbejdspersonalet i den ene uge har dagarbejde og i den næste uge natarbejde osv. Man ved, at dette afløsningssystem eller denne vekseldrift bl.a. dominerede i den engelske bomuldsindustris blomstrende ungdomsperiode, og at det bl.a. i vor tid trives i bomuldsspinderierne i guvernementet Moskva. Som system eksisterer denne 24-timers produktionsproces den dag i dag i mange af de industrigrene i Storbritannien, der stadig er »frie« bl.a. i højovnene, smedjerne, valseværkerne og andre metalfabrikker i England, Wales og Skotland. Arbejdsprocessen omfatter her foruden de 24 timer for hver af de 6 arbejdsdage for en stor del også søndagens 24 timer. Arbejderne består af mænd og kvinder, voksne og børn af begge køn. Børnene og de unge er i alle aldre lige fra 8 (i nogle tilfælde fra 6 år) til 18 år. [60] I nogle brancher arbejder pigerne og konerne også om natten sammen med det mandlige personale. [61]

Bortset fra de almindelige skadelige virkninger af natarbejdet, byder den uafbrudte, fireogtyvetimers varighed af produktionsprocessen en højst velkommen lejlighed til at overskride grænserne for den nominelle arbejdsdag. F.eks. er den officielle arbejdsdag for hver arbejder i de tidligere nævnte, meget krævende industri, grene for det meste på 12 timer, nat- eller dagarbejde, Men overarbejde ud over denne grænse er i mange tilfælde »virkeligt rædselsfuld« [»trely fearful«] for at bruge den officielle engelske rapports ord. [63]

»Intet menneskeligt væsen«, hedder det, »kan tænke over den mængde arbejde, der ifølge vidneudsagn bliver udrettet af drenge fra 9 til 12 år, uden at måtte komme til den slutning, at dette magtmisbrug af forældre og arbejdsgivere ikke burde være tilladt længere.«

»Metoden med at lade drenge arbejde på skift dag og nat fører såvel under forretningstravlhed som under tingenes normale gang til en skammelig forlængelse af arbejdsdagen. Denne forlængelse er i mange tilfælde ikke blot grusom, men ligefrem utrolig. Det kan naturligvis ikke undgås, at en dreng, der skal afløse en anden, nu og da af en eller anden grund bliver borte. En eller flere af I de tilstedeværende drenge, hvis arbejdsdag allerede er forbi, må så træde i stedet for den udeblevne. Dette system er så velkendt, at direktøren på et valseværk til mit spørgsmål om, hvorledes de fraværende afløserdrenges plads blev udfyldt, svarede: »Jeg er ganske klar over, at De ved det lige så godt som jeg,« og han tog ikke i betænkning at indrømme kendsgerningen.«

»I et valseværk, hvor den nominelle arbejdsdag varede fra 6 morgen til 5,30 aften, arbejdede en dreng 4 nætter om ugen, indtil klokken var mindst 8,30 om aftenen den næste dag... og dette foregik i 6 måneder.« »En anden arbejdede i en alder af 9 år ofte tre tolvtimers skift efter hinanden og i en alder af 10 to dage og to nætter ud i en køre,« »En tredje, der nu er 10 år, arbejdede tre nætter i træk fra 6 morgen til 12 om natten og indtil klokken 9 om aftenen i de andre nætter.« »En fjerde, nu 13 år, arbejdede i en hel uge fra klokken 6 om eftermiddagen til den næste dag kl. 12 middag, og undertiden tre skift efter hinanden, f.eks. fra mandag morgen til tirsdag nat.« »En femte, der nu er 12 år, arbejdede i et jernstøberi i Stavely fra klokken 6 om morgenen til klokken 12 om natten i 14 dage, men er ikke længere i stand til at gøre det.« George Allinsworth, 9 år: »Jeg kom hertil sidste fredag. Dagen efter skulle vi begynde klokken 3 om morgenen. Jeg blev her derfor hele natten. Bor 5 mil herfra. Sov på gulvet med et skødskind under mig og en lille jakke over mig. De to følgende dage var jeg her klokken 6 om morgenen. Ja! Dette er et hedt sted! Før jeg kom her, arbejdede jeg også i en højovn i et helt år. Det var et meget stort værk på landet. Begyndte også lørdag morgen klokken 3, men der kunne jeg i det mindste gå hjem og sove, da det var nær ved. De andre dage begyndte jeg klokken 6 om morgenen og sluttede klokken 6 eller 7 om aftenen« osv.

Lad os nu høre, hvordan kapitalen selv opfatter dette 24 timers-system. Overdrivelserne af systemet, dets misbrug til den »frygtelige og utrolige« forlængelse af arbejdsdagen, forbigår den naturligvis i tavshed. Den taler kun om systemet i sin »normale« form.

D'herrer Naylor og Vickers, stålfabrikanter, der beskæftiger mellem 600 og 700 mennesker, (heraf kun 10pct, under 18 år, og heraf igen hører kun 20 drenge til natpersonalet), udtrykker sig sådan:

»Drengene lider så ganske afgjort ikke under varmen. Temperaturen ligger sandsynligvis mellem 86° og 90° [Fahrenheit] ... I smedjerne og valseværkerne arbejder »hænderne« skiftevis dag og nat, men til gengæld er alt andet arbejde dagarbejde, fra 6 morgen til 6 aften. I smedjen bliver der arbejdet fra klokken 12 til 12. Nogle »hænder« arbejder til stadighed om natten uden at skifte mellem dag- og natarbejde ... Vi mener ikke, at dagarbejde og natarbejde har forskellig indflydelse på helbredet« (d'herrers Naylors og Vickers), »og sandsynligvis sover folk bedre, hvis de altid hviler på samme tid af døgnet, end hvis det er forskelligt... Ca. tyve drenge under 18 arbejder sammen med natholdet... Vi kunne dårligt gøre det [not well do], uden at de unge under 18 har natarbejde. Vor indvending er – forøgelse af produktionsomkostningerne. Det er vanskeligt at få dygtige hænder og hoveder i hver afdeling, men drenge kan man få så mange af, man vil... Naturligvis, i betragtning af det ringe antal unge, vi beskæftiger, ville begrænsninger af natarbejdet kun være af ringe betydning eller interesse for os«.

Hr. J. Ellis, fra firmaet Messrs. John Brown & Co., stål- og jernværker, der beskæftiger 3000 mænd og drenge, hvoraf en del ved det tunge stål- og jernarbejde »dag og nat, på skift«, erklærer, at ved arbejdet med det tungere stål går der en eller to drenge for hver to mænd. Deres virksomhed tæller 500 unge under 18 år, og heraf er ca. 1/3, eller 170, under 13 år. Med hensyn til den foreslåede lovændring mener hr. Ellis:

»Jeg synes ikke, der kunne rejses særlige indvendinger [very objectionable] mod kravet om, at ingen under 18 år måtte arbejde mere end 12 af døgnets 24 timer. Men jeg tror ikke, man kan trække nogen grænse for, hvor vidt drenge over 12 år kan undværes ved natarbejdet. Vi ville snarere acceptere en lov, der forbød, at der overhovedet måtte anvendes drenge under 13 år, ja selv under 15 år, end et forbud mod at benytte de drenge, vi en gang har, om natten. De drenge, der er på dagholdet, er nødt til på skift at arbejde på natholdet, fordi mændene ikke til stadighed kan udføre natarbejde; det ville ødelægge deres helbred. Vi tror dog, at natarbejde i skiftende uger ikke gør nogen skade.«

(D'herrer Naylor og Vickers troede i overensstemmelse med deres virksomhedsinteresser det modsatte, at netop det periodisk skiftende natarbejde i modsætning til det stadige muligvis kunne gøre skade).

»Vi finder, at de mennesker, der udfører skiftende natarbejde, er nøjagtig lige så raske som dem, der kun arbejder om dagen ... Vore indvendinger mod ikke-anvendelse af drenge under 18 til natarbejde ville fremkomme under henvisning til øgede udgifter, men det er også den eneste grund.« (Hvor kynisk naivt!) »Vi tror, at denne forøgelse ville være større, end virksomheden [the trade] med skyldigt hensyn til sin succesrige udvikling billigvis kunne bære!. [As the trade with due regard to etc. could fairly bear!]« (Hvilken grødflabet fraseologi!) »Det er knapt med arbejde her, og der ville muligvis ikke være nok ved en sådan regulering« (dvs. Ellis, Brown & Co, kunne komme i den fatale forlegenhed at skulle betale arbejdskraften dens fulde værdi).

»Cyklops Stål- og jernværker«, der ejes af Messrs. Cammell & Co., bliver ledet efter samme store målestok som ovenfor nævnte John Brown & Co. Den ledende direktør havde overrakt regeringskommissær White sit vidneudsagn skriftligt. Senere, da manuskriptet blev tilbagesendt ham til revision, fandt han det imidlertid belejligt at tilbageholde det. Men hr. White har en god hukommelse. Han husker ganske nøje, at for disse kykloper ville forbudet mod at lade børn og unge arbejde om natten »være noget ganske umuligt; det ville være det samme som at lukke deres virksomhed«, og dog tæller deres virksomhed mindre end 6 pct. unge under 18 og kun 1 pct. under 13 år. [69]

Hr. E. F. Sanderson, fra firmaet Sanderson Bros. & Co., Stål- og valseværker og smedjer, Attercliffe, erindrer om samme emne:

»Der ville opstå store vanskeligheder som følge af forbudet mod at lade drenge under 18 år arbejde om natten; den største vanskelighed som følge af de øgede omkostninger ved at skulle anvende mænd i stedet for drenge. Hvor meget det ville beløbe sig til, kan jeg ikke sige, men sandsynligvis ville det ikke være så meget, at fabrikanten kunne forhøje prisen på stål; følgelig ville tabet falde på ham, da mændene« (sikke umedgørlige folk) »naturligvis ville vægre sig ved at bære det.«

Hr. Sanderson ved ikke, hvor meget han betaler børnene, men »måske beløber det sig pr. hoved fra 4 til 5 sh. om ugen... Drengenes arbejde er af en sådan art, at deres kræfter i almindelighed slår til« (»generally«, naturligvis ikke altid »i særdeleshed«); »følgelig ville der ikke fremkomme nogen gevinst som følge af mændenes større styrke til udligning af tabet, eller dog kun i de få tilfælde, hvor metallet er meget tungt. Mændene ville heller ikke bryde sig om ikke at have nogle drenge under sig, da mænd er mindre lydige. Desuden må drengene begynde som unge for at lære deres håndværk. Hvis drengenes arbejde helt blev begrænset til dagarbejde, ville dette formål ikke blive opfyldt.«

Og hvorfor ikke? Hvorfor kan drenge ikke lære deres håndværk om dagen? Din grund?

»Fordi mændene, der snart arbejder om dagen, snart om natten i skiftende uger, i halvdelen af tiden ville være skilt fra drengene på deres hold; derved ville de miste halvdelen af den profit, de tjener på dem nu. Den vejledning, som de giver drengene, bliver nemlig betragtet som en del af drengenes arbejdsløn og sætter derfor mændene i stand til at få drengenes arbejde billigere. Hver mand ville miste halvdelen af sin profit.«

Med andre ord, d'herrer Sanderson ville blive nødt til at betale en del af de voksne mænds arbejdsløn ud af deres egen lomme, og ikke som nu med drengenes natarbejde. D'herrer Sandersons profit ville falde noget ved denne lejlighed, og dette er hr. Sandersons egentlige grund til, at drenge ikke kan lære deres håndværk om dagen. Endvidere ville det regulære natarbejde blive skubbet over på mændene, der under de nuværende forhold bliver afløst af drengene og de ville ikke kunne holde til det. Kort og godt, vanskelighederne ville være så store, at de sandsynligvis ville føre til en fuldstændig opgivelse af natarbejde. »Hvad selve stålproduktionen angår,« siger E. F. Sanderson, »ville det ikke gøre den ringeste forskel, men!« Men de herrer Sanderson har andet at lave end at producere stål. Stålproduktionen er blot et påskud til profitmageri. Smelteovnene, valseværkerne osv., bygningerne, maskinerne, jernet, kullet osv. har andet at gøre end at forvandle sig til stål. De er der for at opsuge merarbejde, og på 24 timer opsuger de naturligvis mere end på 12 timer. I virkeligheden giver de af Guds nåde og i rettens navn d'herrer Sanderson en anvisning på arbejdstiden af et vist antal »hænder« i alle døgnets 24 timer, og de mister deres karakter af kapital og bliver derfor et rent tab for d'herrer Sanderson, så snart deres funktion som arbejdsopsugere bliver afbrudt.

»Men i så tilfælde ville der være et tab af lige så meget kostbart maskineri, som ville ligge brak halvdelen af tiden, og med den mængde produkter, vi under det nuværende system kan fremstille, ville vi blive nødt til at anskaffe os dobbelt så mange lokaler og maskiner, hvad der ville fordoble udlægget.«

Men hvorfor påberåber disse Sandersons sig et privilegium fremfor de andre kapitalister, der kun har lov til at lade arbejde om dagen, og hvis bygninger, maskiner og råmateriale derfor henligger ubenyttet om natten?

»Det er sandt«, svarer E. F. Sanderson i alle Sandersoners navn, »det er sandt, at dette tab på ubenyttede maskiner rammer alle industrigrene, hvor der kun bliver arbejdet om dagen. Men smelteovnenes brug ville i vort tilfælde forårsage et ekstra tab. Holder man dem i gang, vil der være et spild af brændsel,« (i stedet for, som nu, et spild af arbejdernes livskraft); »hvis de ikke holdes i gang, mistes der tid ved genoptænding af ilden og til opnåelse af den nødvendige temperatur« (medens tabet af sovetid, selv hos otteårige, er indvunden arbejdstid for familien Sanderson) »og ovnene selv ville lide under disse temperaturændringer«. (Medens de samme ovne dog ikke lider under det skiftende dag- og natarbejde).

5. Kampen for en normal arbejdsdag. Tvangslove til forlængelse af arbejdsdagen fra midten af det 14. århundrede til slutningen af det 17.

»Hvad er en arbejdsdag?« Hvor lang er den periode, hvor kapitalen må forbruge den arbejdskraft, hvis daglige værdi den betaler? Hvor meget kan arbejdsdagen forlænges ud over den arbejdstid, der er nødvendig til arbejdskraftens egen reproduktion? Man har set, at kapitalen på disse spørgsmål svarer: Den daglige arbejdsdag er på 24 timer med fradrag af de få hviletimer, uden hvilke arbejdskraften absolut vægrer sig ved atter at yde tjeneste. Det er derfor fra første færd af en selvfølge at arbejderen gennem hele sit liv ikke er andet end arbejdskraft, at al hans disponible tid derfor efter naturen og med rette er arbejdstid og altså tilhører kapitalens egen værdiøgning. Tid til menneskelig dannelse, til åndelig udvikling, til opfyldelse af sociale funktioner, til selskabeligt samvær, til de fysiske og åndelige livskræfters frie udfoldelse, selv fritiden om søndagen – og det i et land, hvor man strengt. overholder hviledagen – rene narrestreger! Men i sin blinde ubeherskede drift, i sin varulvehunger efter merarbejde, overskrider kapitalen ikke blot de moralske, men også de rent fysiske maksimalgrænser for arbejdsdagen. Den tilraner sig den tid, der er beregnet for legemets vækst, udvikling og sunde vedligeholdelse. Den røver den tid, der kræves til forbrug af frisk luft og sollys. Den tinger om tiden til at spise i og optager den, hvor det er muligt, i produktionsprocessen, så maden må tilføres arbejderen som et andet produktionsmiddel, ligesom kul tilføres dampkedlen og talg eller olie maskineriet. Den sunde søvn til genopbygning, fornyelse og opfriskning af livskraften reducerer den til netop så mange timers bevidstløshed, som er absolut nødvendig for at genoplive en organisme, der er fuldstændig udmattet. Det er ikke arbejdskraftens vedligeholdelse, der sætter grænsen for arbejdsdagen; det er det størst mulige daglige forbrug af arbejdskraft, hvor sygelig påtvunget og pinefuld det end må være, der bestemmer grænsen for arbejderens fritid. Kapitalen bekymrer sig ikke om arbejdskraftens levetid. Hvad der interesserer den, er alene den størst mulige mængde arbejdskraft, der kan gøres flydende på en arbejdsdag. Dette mål når den ved at forkorte arbejdskraftens varighed, ligesom en begærlig landmand får øget udbytte af jorden ved at gøre vold på dens frugtbarhed.

Den kapitalistiske produktion, der væsentlig er produktion af merværdi, opsugning af merarbejde, producerer således ved forlængelse af arbejdsdagen ikke blot vantrivsel af den menneskelige arbejdskraft, der bliver berøvet sine normale, moralske og fysiske betingelser for udvikling og funktion. Den producerer en for tidlig udmattelse og død af arbejdskraften. Den forlænger arbejderens tid til produktion i en given periode ved at afkorte hans levetid.

Men arbejdskraftens værdi indbefatter værdien af de varer, der er nødvendige for reproduktion af arbejderen eller for arbejderklassens fortsatte eksistens. Hvis den unaturlige forlængelse af arbejdsdagen, som kapitalen i sin umådelige trang til egen værdiøgning nødvendigvis tilstræber, forkorter de enkelte arbejderes levetid og dermed arbejdskraftens varighed, så kræves der en hurtigere erstatning af den opslidte arbejdskraft; omkostningerne til reproduktion af arbejdskraften bliver derfor større, ganske som ved en maskine, hvor den del af værdien, der daglig skal reproduceres er så meget større, jo hurtigere maskinen slides. Kapitalen synes derfor i egen interesse at pege i retning af en normal arbejdsdag.

Slaveejeren køber sin arbejder, som han køber sin hest. Mister han sin slave, mister han samtidig sin kapital, som må erstattes med et nyt udlæg på slavemarkedet. Men »Georgias rismarker og Mississippis sumpe kan virke fatalt ødelæggende på den menneskelige konstitution; alligevel er denne ødelæggelse af menneskeliv ikke så stor, at den ikke ville kunne opvejes af de bugnende marker i Virginia og Kentueky. Økonomiske hensyn, der kunne byde en art sikkerhed for den menneskelige behandling af slaven, såfremt de identificerer herrens interesse med slavens bevarelse, forvandler sig, efter slavehandelens indførelse, tværtimod til grunde for den mest ekstreme tilintetgørelse af slaven; thi så snart hans plads med det samme kan blive udfyldt ved tilførsel fra fremmede negerområder, bliver varigheden af hans liv mindre vigtig end dets produktivitet, så længe det eksisterer. I lande med slaveimport er det derfor en maksime i slavevirksomheden, at den mest effektive økonomi består i at udpresse den størst mulige mængde arbejde af menneskekvæget (human cattle) på den kortest mulige tid. Netop i tropiske brug, hvor den årlige profit ofte er lig med plantagernes samlede kapital, bliver negerens liv ofret på den mest hensynsløse måde. Det er Vestindiens jordbrug, i århundreder en kilde til fabelagtig rigdom, der har opslugt millioner af den afrikanske race. Det er i dag på Cuba, hvis revenuer tælles i millioner, og hvis plantageejere er fyrster, at vi hos slaveklassen ser, foruden den groveste kost, det mest udmattende og uafladelige slid og slæb, hvorledes en stor del af denne årligt direkte ødelægges af overarbejdets langsomme tortur samt af mangel på søvn og hvile«.

Mutato nornine de te fabula narratur! [under et andet navn bliver der her fortalt om dig!] Læs arbejdsmarked i stedet for slavehandel, Irland og landdistrikterne i England, Skotland og Wales for Kentucky og Virginia, og Tyskland i stedet for Afrika! Vi hørte, hvordan overarbejdet i London tyndede ud i bagernes rækker, og alligevel er arbejdsmarkedet i London til stadighed overfyldt med tyske og andre dødskandidater til bagerierne. Som vi så, er pottemagerfaget en af de industrigrene, der har den korteste levetid. Er der derfor mangel på pottemagere? Josiah Wedgwood, opfinderen af det moderne pottemalteri, oprindelig selv almindelig arbejder, oplyste i 1785 for House of Commons, at hele denne manufaktur beskæftigede 15–20 000 personer. I 1861 talte denne industri i Storbritannien, alene i byområder, 101.302 personer.

»Bomuldsindustrien har eksisteret i 90 år .... I løbet af tre generationer englændere har den forbrugt ni generationer fabriksarbejdere.«

I enkelte perioder med feberagtig aktivitet viste arbejdsmarkedet ganske vist betænkelige huller. Således f.eks. i 1834. Men de herrer fabrikanter foreslog blot Poor Law Commissioners [Kommissærerne fra fattigvæsenet] at sende »overbefolkningen« i landdistrikterne til det nordlige England med den forklaring, at »fabrikanterne ville opsuge og forbruge dem«. Dette var deres egne ord.

»Med samtykke fra Poor Law Commissioners blev der ansat agenter i Manchester. Lister over landarbejdere blev udfærdiget og overdraget til disse agenter. Fabrikanterne henvendte sig til agenterne, og efter at de havde udvalgt hvad der passede dem, blev familierne sendt bort fra Sydengland. Disse menneskeforsendelser blev leveret med etiketter ligesom vareballer, ad kanaler eller på lastvogne, - nogle vandrede efter til fods, og mange flakkede omkring i manufakturdistrikterne, fortabte og halvvejs døde af sult. Dette udviklede sig til en sand handelsgren. Underhuset vil næppe tro det. Denne regelmæssige handel, denne sjakring med menneskekød fortsatte, og disse mennesker blev købt og solgt af Manchester agenterne til Manchester fabrikanterne lige så regelmæssigt som negre til ejerne af bomuldsplantagerne i Sydstaterne .... Året 1860 betegner bomuldsindustriens zenit.

Der manglede igen »hænder«. Fabrikanterne henvendte sig atter til kødagenterne... og disse gennemstøvede Dorsets klitter, Devons bakker og Wilts' sletter, men overbefolkningen var allerede fortæret.«

»Bury Guardian« jamrede over, at der kunne opsuges 10.000 ekstra »hænder« efter indgåelsen af den engelsk-franske handelsaftale, og at det snart ville blive nødvendigt med 30.000 eller 40.000 til. Da kødhandelens agenter og underagenter i 1860 havde gennemstrejfet landdistrikterne, men med et magert resultat, »henvendte en deputation af fabrikanter sig til hr. Villiers, præsident for Poor Law Board [fattigvæsenet] med en ansøgning om igen at tillade tilførsel af fattig- og vajsenhusbørn fra workhouses [arbejdshuse]. [79]

Hvad erfaringen i almindelighed viser kapitalisten, er en stadig overbefolkning, dvs. overbefolkning i forhold til kapitalens øjeblikkelige behov for værdiøgning, skønt denne overbefolknings strøm dannes af generationer, der er forkrøblede, har kort levetid og som hurtigt afløser hinanden; de er så at sige generationer, der er plukket, inden de blev modne. [80] På den anden side viser erfaringen den forstandige iagttager, hvor raskt og dybt den kapitalistiske produktion, (der historisk talt, knap nok daterer sig fra i går) har grebet folkets livskraft ved selve roden; hvorledes degenerationen hos den industrielle befolkning kun sinkes af den stadige optagelse af primitive og fysisk uspolerede elementer fra landet; og hvorledes den landlige arbejder, trods den frie luft og det hos dem så almægtigt herskende principle of natural selection (princippet for naturlig udvælgelse), som kun lader de mest robuste individer opstå, snart begynder at ældes. Kapitalen, der har så »gode grunde« til at benægte lidelserne hos den arbejdergeneration, der omgiver den, bliver i sin praktiske bevægelse lige så lidt og lige så meget bestemt af udsigten til menneskehedens fremtidige forfald og dens, når alt kommer til alt, uopholdelige affolkning som af jordens mulige fald ind i solen. I ethvert svindleri med aktier ved enhver, at lynet engang må slå ned, men håber, at det må træffe næstens hoved, efter at han selv har opfanget regnen af guld og bragt den i sikkerhed. Apres moi le deluge! (Efter mig syndfloden) er slagordet hos enhver kapitalist og enhver kapitatalistnation. Kapitalen er derfor hensynsløs mod arbejderens helbred og levetid, medmindre den af samfundet bliver tvunget til at tage hensyn. På klagen over den fysiske og åndelige forkrøbling, en for tidlig død, overarbejdets tortur, svarer den: Skulle denne plage pine os, da den forøger vor lyst (profit)? [Goethe: »An Suleika«]. Men i det store og hele afhænger alt dette heller ikke af den enkelte kapitalists gode eller onde vilje. Den frie konkurrence gør den kapitalistiske produktions immanente love gældende som en ydre tvangslov over for den enkelte kapitalist.

Fastsættelsen af en normal arbejdsdag er et resultat af mange århundreders kamp mellem kapitalisten og arbejderen. Denne kamps historie viser to modsatrettede tendenser. Man kan f.eks. sammenligne den engelske fabrikslovgivning i vor tid med de engelske arbejderstatut ter fra det 14.århundrede til langt ind i midten af det 18. Medens den moderne fabrikslov gennemtvinger en afkortning af arbejdsdagen, søger statutterne at gennemtvinge dens forlængelse. Ganske vist synes kapitalens krav i dens embryonaltilstand, den tilstand, hvor den først bliver til, hvor den tilsikrer sig sin ret til at opsuge en tilfredsstillende mængde merarbejde, ikke blot med de økonomiske forholds magt, men også med hjælp fra statsmagtens side, overordentligt beskedne, sammenlignet med de indrømmelser, som den, knurrende og modstræbende, må gøre i sin manddomsalder. Det tager århundreder, inden den »frie« arbejder, som følge af en udviklet kapitalistisk produktionsmåde, frivilligt går med til (dvs. er tvunget af de sociale omstændigheder) at sælge hele sin aktive levetid, ja selve sin arbejdsevne for prisen af sine sædvanlige livsfornødenheder, sin førstefødselsret for en ret linser. Det er derfor naturligt, at den forlængelse af arbejdsdagen, som kapitalen fra midten af det 14. århundrede til slutningen af det 17. ved hjælp af love forsøger at påtvinge de voksne arbejdere, omtrent falder sammen med den begrænsning af arbejdstiden, som staten i anden halvdel af det 19. århundrede foretog på visse steder for at forhindre forvandlingen af barneblod til kapital. Hvad der i dag, f.eks. i staten Massachusetts, indtil for nylig den frieste stat i Den nordamerikanske republik, bliver proklameret som den lovbefalede grænse for arbejdstiden for børn under 12 år, var i England, endnu i midten af det 17.århundrede, den normale arbejdsdag for voksne håndværkere, robuste landarbejdere og kraftige grovsmede.

Den første »Stattue of Labourers« (arbejderstatut) (23 Eduard III. 1349) fandt sit umiddelbare påskud (ikke sin årsag, da lovgivning af denne art fortsætter i århundreder uden dette påskud) i den store pest, der decimerede befolkningen, så at, som en Tory-forfatter siger, »vanskeligheden med at få folk til at arbejde til rimelige priser« (dvs. til priser, der giver deres arbejdsgivere en rimelig mængde merarbejde) «i virkeligheden blev uudholdelig«. Der blev derfor ved lov indført rimelige arbejdslinninger, ligesom der blev indført en grænse for arbejdsdagen. Det sidste punkt, der her alene interesserer os, er gentaget i statutten fra 1496 (under Henrik VII). Arbejdsdagen for alle håndværkere (artificers) og landarbejdere, fra marts til september, skulle dengang, hvad der dog aldrig blev gennemført, vare fra klokken 5 om morgenen til mellem klokken 7 og 8 om aftenen; men spisepauserne er på 1 time til morgenmad, 1½ time til middagsmad og ½ time til mad klokken 4, altså nøjagtigt dobbelt så meget som efter den nugældende fabrikslov. Om vinteren skulle der arbejdes fra klokken 5 om morgenen til mørkets frembrud, med samme pauser. En statut, udstedt af Elisabeth i 1562, der gælder for alle arbejdere, »der fæstes for løn pr. dag eller uge«, lader arbejdsdagens længde urørt, men søger at begrænse pauserne til 2½ time om sommeren og 2 om vinteren. Middagsmaden skal kun vare en time, og »eftermiddagssøvnen på ½ time« skal kun være tilladt fra midten af maj til midten af august. For hver times fravær skal der trækkes ld. (ca. 8 pfennig) fra lønnen. I praksis var forholdene dog langt gunstigere for arbejderne end i statutbogen. Den politiske økonomis fader og til en vis grad opfinderen af statistikken, William Petty, siger i en afhandling, som han offentliggjorde i sidste tredjedel af det 17.århundrede:

»Arbejdere« (labouring men, dengang egentlig landarbejdere) »arbejder 10 timer daglig og indtager 20 måltider om ugen, nemlig på arbejdsdage daglig tre og på søndage to; heraf ser man klart, at hvis de ville faste fredag aften og ville spise til middag på halvanden time, i stedet for som nu at bruge to timer til dette måltid, fra 11 til 1 om middagen, hvis de altså arbejdede 1/20 mere og spiste 1/20 mindre, så ville en tiendedel af ovennævnte skat kunne inddrives.«

Havde dr. Andrew Ure ikke ret, da han erklærede tolvtimers-loven af 1833 for et tilbageskridt til de mørke århundreders tid? Ganske vist gælder de bestemmelser i statutterne, som Petty nævnte, også for »apprentices« (lærlinge). Men hvordan det stod til med børns arbejde endnu i slutningen af det 17.århundrede, ser man al følgende klage:

»Vor ungdom, her i England, bestiller intet, inden de bliver lærlinge, og så behøver de naturligvis lang tid - syv år - for at uddanne sig til dygtige håndværkere. «

Tyskland bliver derimod rost, fordi børnene der fra vuggen i det mindste »er opdraget til en smule arbejde«.

I størstedelen af det 18.århundrede, til den store industris epoke, var det endnu ikke lykkedes kapitalen i England at tilegne sig hele arbejderens uge ved betaling af arbejdskraftens ugentlige værdi; en undtagelse er dog landarbejderne. Den omstændighed, at de kunne leve en hel uge for 4 dages løn, syntes ikke for arbejderne at være nogen tilstrækkelig grund til også at arbejde de to sidste dage for kapitalisten. En gruppe engelske økonomer angriber i kapitalens tjeneste denne stædighed på det voldsomste, medens en anden gruppe forsvarer arbejderne. Lad os f.eks. lytte til polemikken mellem Poslethwayt, hvis handelsordbog dengang nød samme ry som lignende værker af MacCulloch og MacGregor gør i dag og den tidligere citerede forfatter af »Essay on Trade and Commerce«.

Poslethwayt siger bl.a.:

»Jeg kan ikke afslutte disse få bemærkninger uden at omtale den forslidte talemåde, som alt for mange anvender, at hvis arbejderen (industrious poor) på 5 dage kan tjene nok til at leve, vil han ikke arbejde i 6 dage. Heraf slutter de sig til nødvendigheden af at gøre de nødvendige livsfornødenheder dyrere ved afgifter eller visse andre midler for at tvinge håndværkeren eller manufakturarbejderen til at arbejde uafbrudt i seks dage om ugen. Jeg må bede om lov til at være af en anden mening end disse store politikere, der fælder en lanse for arbejderbefolkningens bestandige slaveri i dette kongerige (the perpetual slavery of the working people); de glemmer, at talemåden ”all work and no play” (kun arbejde og ingen leg) fordummer. Bryster englænderne sig ikke af deres håndværkeres og manufakturarbejderes dygtighed og færdighed, der hidtil har skaffet de britiske varer almindelig anseelse og berømmelse? Hvad skyldtes dette? Sandsynligvis ikke andet end de adspredelser, som vore arbejdere tillader sig på deres egen facon. Var de tvunget til hele året igennem at arbejde alle seks dage om ugen, med en stadig gentagelse af det samme arbejde, ville det da ikke gå ud over deres dygtighed og gøre dem dumme og dvaske i stedet for kvikke og ferme; og ville vore arbejdere ikke ved et sådant evigt slaveri miste deres ry i stedet for at bevare det? ... Hvilken dygtighed kunne vi vente os af dyr, der blev kørt så strengt (harddriven animals)? ... Mange af dem udretter lige så meget arbejde på 4 dage som en franskmand på 5 eller 6. Men hvis englænderne skal være evige trælle, så må det befrygtes, at de vil degenerere (degenerate) endnu mere end franskmændene. Når vore folk er berømte for tapperhed i krigen, siger vi så ikke, at på den ene side skyldes det den gode engelske roastbeef og pudding i deres maver, og på den anden side, og ikke mindre, skyldes vor konstitutionelle frihedsånd? Og hvorfor skulle vore håndværkeres og manufakturarbejderes større dygtighed, energi og færdighed ikke skyldes den frihed, hvormed de adspreder sig på deres egen måde og facon? Jeg håber, de aldrig igen må miste disse privilegier, eller den gode levemåde, hvorfra såvel deres arbejdsdygtighed som deres mod stammer! «

Herpå svarer forfatteren af »Essay on Trade and Commerce« :

»Hvis det regnes for en guddommelig indstiftelse, at den syvende dag i ugen holdes fri, så medfører det, at de andre ugedage tilhører arbejdet« (han mener tilhører kapitalen, som vi straks skal se), »og det kan ikke anses for grusomt at gennemtvinge Guds bud ... At menneskeheden i almindelighed af naturen er tilbøjelig til bekvemmelighed og ladhed, erfarer vi fatalt fra vor manufakturpøbels opførsel, der gennemsnitlig ikke arbejder mere end 4 dage om ugen, medmindre der kommer en fordyrelse af livsfornødenhederne ... Antag, at en bushel hvede repræsenterer alle arbejderens livsfornødenheder, at den koster 5 sh., og at arbejderen tjener en shilling daglig ved sit arbejde. Så behøver han blot at arbejde 5 dage om ugen; og kun 4, hvis en bushel koster 4 sh.... Men da arbejdslønnen i dette kongerige sammenlignet med prisen på livsfornødenheder er langt højere, så får manufakturarbejderen, der arbejder 4 dage, et pengeoverskud, som han kan leve af i lediggang resten af ugen ... Jeg håber, jeg har sagt nok til at gøre det klart, at moderat arbejde i ugens seks dage ikke er slaveri. Vore landarbejdere gør dette, og de er efter alt at dømme de lykkeligste af alle arbejdere (labouring poor); men hollænderne gør det i manufakturerne, og de synes at være et meget lykkeligt folk. Franskmændene gør det, hvis de mange helligdage ikke kommer imellem ... Men vor pøbel har sat sig den fikse ide i hovedet, at som englændere kan de som en fødselsret gøre krav på det privilegium at være mere fri og uafhængige end« (arbejderne) »i ethvert andet land i Europa. Nu kan denne ide, for så vidt den indvirker på vore soldaters tapperhed, være af en vis nytte; men jo mindre manufaktur-arbejderne har af denne ide, des bedre for dem selv og for staten. Arbejdere skulle ikke føle sig uafhængige af deres foresatte (independent of their superiors)... Det er overordentligt farligt at opmuntre pøbelen i en kommerciel stat som vor, hvor måske 7/8 af den samlede befolkning er mennesker med ringe eller ingen ejendom... Kuren vil ikke være fuldkommen, før vor industris fattige stiller sig tilfreds

mod at arbejde 6 dage for den samme sum, som de nu tjener på 4.«

Til dette formål, som til »udryddelse af dovenskab, udskejelse og romantisk frihedsdrømmeri«, og »til mindskelse a£ fattigskatten, til fremme af industriånden og sænkning af arbejdsprisen i manufakturerne«, foreslår kapitalens trofaste Eckart det probate middel at indespærre sådanne arbejdere, der er hjemfaldne til den offentlige velgørenhed, med et ord paupere, i et »ideelt arbejdshus« (an ideal workhouse). »Et sådant hus må gøres til et rædslens hus« (house of terror). I dette »rædslens hus«, dette »ideal af et workhouse«, skal der arbejdes »14 timer dagligt dog med passende tid til måltider, således at der bliver 12 fulde arbejdstimer tilbage«

Tolv arbejdstimer daglig i »Ideal-Workhouse«, i rædslens hus fra 1770! Treogtres år senere, i 1833, da det engelske parlament i fire industrigrene nedsatte arbejdsdagen til 12 timer for børn fra 13 til 18 år, syntes dommedag for den engelske industri at være kommet! I 1852, da L. Bonaparte søgte at sikre sin position hos bourgeoisiet ved at røre den legale arbejdsdag, skreg det franske arbejderfolk som med en mund: »Loven, der begrænser arbejdsdagen til 12 timer, er det eneste gode, der er blevet tilbage til os af republikkens lovgivning! « I Zürich er arbejdet begrænset til 12 timer for børn over 10 år; i Aargau blev arbejdet i 1862 nedsat fra 12½ til 12 timer for børn mellem 13 og 16 år, i Østrig blev der i 1860 foretaget den samme nedsættelse til 12 timer for børn mellem 14 og 16 år. Hvilket »fremskridt siden 1770« ville Macaulay juble »med exultation«.

Det »rædslens hus« for paupere, som den kapitalistiske sjæl i 1770 nøjedes med at drømme om, blev få år senere en realitet i form af et kæmpestort »arbejdshus« for manufakturarbejderne. Det kaldtes en fabrik. Og denne gang blegnede idealet ved siden af virkeligheden.

6. Kampen for den normale arbejdsdag. Arbejdstidens begrænsning ved tvangslove. Den engelske fabrikslovgivning fra 1833–1864.

Efter at kapitalen havde brugt århundreder på at for. længe arbejdsdagen, først til dens normale yderste grænse og derpå til den naturlige dags grænse ved 12 timer, fulgte der, efter storindustriens fødsel i sidste tredjedel af det 18.århundrede, et lavineagtigt voldsomt og grænseløst hastværk. Alle rammer for tradition og natur, alder og køn, dag og nat blev sprængt. Selv begreberne om dag og nat, landligt primitive i de gamle statutter, flød i en sådan grad, at en engelsk dommer så sent som i 1860 måtte opbyde en virkelig talmudisk skarpsindighed for »retsgyldigt« at forklare, hvad der var dag, og hvad der var nat. Kapitalen holdt sine orgier

I begyndelsen virkede produktionslarmen overvældende på arbejderklassen, men så snart den igen nogenlunde kom til besindelse, begyndte dens modstand, og først i storindustriens fødeland, i England. I tre årtier var de indrømmelser, som arbejderklassen tiltvang sig dog rent nominelle. Parlamentet vedtog 5 arbejdslove fra 1802 til 1833, men var så snu ikke at bevilge en pfennig til deres tvangsmæssige gennemførelse, til det nødvendige personale osv. De blev på papiret.

»Det er en kendsgerning, at inden denne lov af 1833 blev vedtaget, lod man børn og unge mennesker arbejde strengt (were worked) hele natten, hele dagen, eller begge dele ad libitum« (efter behag).

En normal arbejdsdag i den moderne industri daterer sig først fra fabriksloven af 1833 - der omfattede bomulds-, uld-, hør- og silkefabrikker. Der er ikke noget, der karakteriserer kapitalens ånd bedre end den engelske fabrikslovgivnings historie fra 1833 til 1864!

Loven af 1833 erklærer, at den almindelige fabriksarbejdsdag skal begynde klokken halvseks om morgenen og slutte klokken halvni om aftenen, og inden for disse rammer, en periode af 15 timer, skal det være lovligt at anvende unge mennesker (dvs. personer mellem 13 og 18 år) på enhver tid af dagen, stadig forudsat, at en og samme person ikke arbejder mere end 12 timer på en dag, undtagen i visse særligt fastsatte tilfælde. 6. sektion af loven bestemmer, »at der i løbet af hver dag skal indrømmes enhver person med lovligt begrænset arbejdstid mindst 1½ time til måltider.« Anvendelse af børn under 9 år blev forbudt, med undtagelser, der omtales senere; og arbejde for børn fra 9 til 13 år blev begrænset til 8 timer daglig. Natarbejde, dvs. efter denne lov arbejde mellem klokken halvni om aftenen og halvseks om morgenen, blev forbudt for alle personer mellem 9 og 18 år.

Lovgiverne var så langt fra at ville antaste kapitalens frihed til at udsuge den voksne arbejdskraft eller, som de kaldte det, »arbejdets frihed«, at de udklækkede et særligt system for at forebygge en så hårrejsende konsekvens af fabriksloven.

»Fabrikssystemets store onde sådan som det er indrettet nu«, hedder det i den første rapport fra kommissionens centralråd fra den 25.juni 1833, »består i, at det nødvendiggør en forlængelse af børns arbejde til den yderste længde af de voksnes arbejdsdag. Det eneste helbredelsesmiddel for dette onde (uden at skulle begrænse arbejdet for voksne, hvorved der ville opstå et onde, der er større end det, der skulle forebygges) synes at være planen om at anvende to hold børn.«

Under navnet relaissystem (»System of Relays« relay betyder på engelsk som på fransk: Udskiftning af post-heste ved forskellige stationer) blev denne »plan« derfor gennemført sådan, at et hold mellem 9 og 13 år f.eks. blev spændt for fra klokken halvseks om morgenen til, klokken halvto om eftermiddagen, og et andet hold fra halvto om eftermiddagen til halvni om aftenen osv. som belønning for at de herrer fabrikanter i de sidste 22 år på det frækkeste havde ignoreret alle vedtagne love om børns arbejde, blev pillen nu også forgyldt for dem. parlamentet vedtog, at efter l. marts 1834 skulle intet barn under 11 år, efter 1. marts 1835 intet barn under 12 år og efter 1. marts 1836 intet barn under 13 år arbejde mere end 8 timer på en fabrik! Denne for »kapitalen« så skånsomme »liberalisme« var så meget mere påskønnelsesværdig, som Dr. Farre, Sir A. Carlisle, Sir B. Brodie, Sir C. Bell, Mr. Guthrie osv., kort sagt de mest betydningsfulde physicians and surgeons (læger og kirurger) i London i deres vidneudsagn for Underhuset havde erklæret, at periculum in mora! (udsættelse frembyder fare). Dr. Farre udtrykte sig endnu mere groft:

»Lovgivning er nødvendig til forebyggelse af død i enhver form, hvor den kan påføres for tidligt, og denne« (fabriksmetoden) »må sikkert betragtes som en af de grusomste metoder til at påføre den.«

Samme »reformerede« parlament, der i årevis fremover af finfølelse for de herrer fabrikanter dømte børn under 13 år til 72 timers arbejde om ugen i fabrikshelvedet, forbød derimod fra begyndelsen i Emancipationsloven, der også doserede friheden i dråbeform, plantageejerne at lade nogen slave arbejde mere end 45 timer om ugen!

Men på ingen måde forsonet, begyndte kapitalen nu en larmende agitation, der fortsatte i flere år. Den drejede sig hovedsageligt om alderen i de grupper, der under navnet børn havde fået arbejdstiden begrænset til 8 timer og var blevet underkastet en vis undervisningstvang, Efter den kapitalistiske antropologi hørte barndommen op i det 10. år eller, hvis det gik højt, i det 11. Jo mere tidspunktet nærmede sig for fabrikslovens fulde gennemførelse, det skæbnesvangre år 1836, des vildere rasede fabrikantpøbelen. Det lykkedes den i virkeligheden at skræmme regeringen så meget, at denne i 1835 foreslog at nedsætte barndomstiden fra 13 til 12 år. Imidlertid blev the pressure from without (presset udefra) mere truende. Modet svigtede Underhuset. Det nægtede at kaste trettenårige under kapitalens Juggernaut-hjul

mere end 8 timer daglig, og loven af 1833 trådte i kraft i sin helhed. Den forblev uændret til juni 1844.

I det årti, hvor den først delvist og siden helt regulerede fabriksarbejdet, bugner fabriksinspektørernes officielle rapporter af klager over umuligheden af at gennemføre den. Da loven af 1833 nemlig stillede kapitalens herrer frit, inden for den femtentimers periode fra halvseks om morgenen til halvni om aftenen at lade hvert »ungt menneske« og »hvert barn« begynde, afbryde og slutte sit tolvtimers, respektive otteterners arbejde på det tidspunkt, der måtte behage kapitalisten, og ligeledes tillod ham at anvise forskellige personer forskellige spisepauser, fandt de herrer snart ud af et nyt »relaissystem«, hvorefter arbejdshestene ikke blev udskiftet ved bestemte stationer, men i stedet ved skiftende stationer stadig blev spændt for på ny. Vi vil ikke opholde os ved skønheden i dette system, da vi senere kommer tilbage til det. Men så meget er klart ved første blik, at det ophævede fabriksloven ikke blot efter dens ånd, men også efter dens bogstav. Hvorledes skulle fabriksinspektørerne med denne komplicerede bogføring over hvert enkelt barn og hvert ungt menneske gennemtvinge den lovligt bestemte arbejdstid og indrømmelse af de lovlige måltider? I en stor del af fabrikkerne blomstrede de gamle brutale onder snart ustraffet op igen. Under et møde med indenrigsministeren (1844) påviste fabriksinspektørerne umuligheden af enhver kontrol under det nyudklækkede relaissystem. Imidlertid havde omstændighederne ændret sig meget.

Fabriksarbejderne havde, navnlig siden 1838, gjort kravet om en titimers-arbejdsdag til deres økonomiske valgopråb, ligesom de havde gjort Charteret til deres politiske. En del af de fabrikanter, der havde reguleret fabriksvirksomheden i overensstemmelse med loven af 1833, overvældede selv parlamentet med betænkninger om den umoralske »konkurrence« fra deres »falske brødres« side, hvis større frækhed eller heldigere lokale omstændigheder tillod dem at bryde loven. Desuden, hvor meget end den enkelte fabrikant gav det gamle rovbegær frie tøjler, så foreskrev fabrikantklassens ordførere og politiske ledere en ændret holdning og et ændret sprog over for arbejderne. De havde påbegyndt felttoget til afskaffelse af kornlovene og behøvede arbejdernes hjælp til sejren! De lovede dem derfor ikke blot et dobbelt så stort brød (egt. »big loaf« - stort brød) men også vedtagelse af titimers-lovforslaget under Free Trade's (frihandelens) tusindårsrige. De måtte altså så meget mindre bekæmpe en foranstaltning, der blot ville gøre loven af 1833 til virkelighed. Truet i deres helligste interesse, jordrenten, tordnede torierne endelig med filantropisk indignation over deres fjenders »infame praksis«.

Således korn den supplerende fabrikslov af 7. juni 1844 i stand. Den trådte i kraft d. 10. september 1844. Den grupperer en ny kategori af arbejdere under de beskyttede, nemlig kvinder over 18 år. De blev i enhver henseende ligestillet med de unge mennesker, deres arbejdstid begrænset til 12 timer, deres natarbejde forbudt osv. For første gang så lovgivningen sig altså tvunget til direkte og officielt at kontrollere voksnes arbejde. I fabriksrapporten fra 1844/1845 hedder det ironisk:

»Ikke et eneste tilfælde er kommet til vor kundskab, hvor voksne kvinder skulle have beklaget sig over dette indgreb i deres rettigheder.«

Arbejde for børn under 13 år blev reduceret til 6½ time dagligt og under visse omstændigheder til 7 timer daglig.

For at udrydde misbruget af det falske »relaissystem fastsatte loven bl.a. følgende vigtige regulativer:

»Arbejdsdagen for børn og unge mennesker skal regnes fra det tidspunkt om morgenen, hvor et barn eller ungt menneske begynder sit arbejde på fabrikken.«

Sådan, at hvis A begynder arbejdet klokken 8 om morgenen og B klokken 10, så skal B's arbejdsdag alligevel slutte på samme tid som A's. Arbejdsdagens begyndelse skal angives ved et offentligt ur, f.eks. uret på den nærmeste jernbanestation, som fabriksklokken skal indstilles efter. Fabrikanten skal have et opslag, trykt med store typer, hængende på fabrikken, hvorpå arbejdsdagens begyndelse, afslutning og pauser er angivet. Børn, der begynder deres arbejde om formiddagen inden klokken 12, må ikke anvendes igen efter klokken 1 middag. Eftermiddagsholdet skal altså bestå af andre børn end formiddagsholdet. De 1½ time til måltider skal indrømmes alle beskyttede arbejdere på de samme tider af dagen, og i det mindste skal den ene time gives inden klokken 3 om eftermiddagen. Børn og unge mennesker må ikke anvendes længere end i 5 timer, inden klokken er 1 middag, uden i det mindste at have en spisepause på ½ time. Børn, unge mennesker eller kvinder må ikke under noget måltid opholde sig i et fabrikslokale, hvor der foregår en arbejdsproces osv.

Man har set: Disse minutiøse bestemmelser, der med militær uniformitet regulerer arbejdstiden, arbejdets grænser og pauser efter klokkeslaget, var på ingen måde produkter af parlamentarisk hjernespind. De udviklede sig efterhånden af forholdene som den moderne produktionsmådes naturlove. Deres formulering, officielle anerkendelse og statslige proklamation var resultatet af langvarige klassekampe. Én af deres første virkninger var, at praksis også satte de samme grænser for de voksne mandlige fabriksarbejderes arbejdsdag, da børnenes, de unge menneskers og kvindernes samarbejde i de fleste produktionsprocesser var uundværligt. I det store og hele var tolvtimers arbejdsdagen derfor i perioden fra 1844–1847 almen og ensartet i alle de af fabrikslovgivningen berørte industrigrene.

Fabrikanterne tillod dog ikke dette »fremskridt« uden et kompenserende »tilbageskridt«. På deres initiativ nedsatte underhuset minimumsalderen for børn, der skulle forarbejdes, fra 9 til 8 år for at sikre kapitalen »den supplerende tilførsel af fabriksbørn,« som den af Guds nåde og med rette havde krav på.

Årene 1846/1847 er epokegørende i Englands økonomiske historie. Ophævelse af kornlovene og af indførselstolden på bomuld og andre råmaterialer; frihandelen erklæret for lovgivningens ledestjerne! Kort sagt tusindårsriget tog sin begyndelse. På den anden side nåede chartistbevægelsen og titimers-agitationen i de samme år et højdepunkt. De fandt forbundsfæller i de hævntørstende torier. Trods den ikke ordholdende frihandelshærs fanatiske modstand, med Bright og Cobden i spidsen, gik det titimers-lovforslag, man havde kæmpet for så længe, igennem i parlamentet.

Den nye fabrikslov af 8. juni 1847 bestemte, at der 1. juli 1847 skulle indtræde en foreløbig afkortning af arbejdsdagen til 11 timer for »unge mennesker« (fra 13 til 18 år) og for alle kvindelige arbejdere, men at den definitive begrænsning til 10 timer skulle træde i kraft 1, maj 1848. I andre henseender var loven kun et ændringstillæg til lovene fra 1833 og 1844.

Kapitalen foretog et foreløbigt felttog for at forhindre lovens fulde ikrafttræden den 1. maj 1848. Og under påskud af, at de var blevet kloge af erfaring, skulle arbejderne selv hjælpe med til at ødelægge deres eget værk. Tidspunktet var valgt med omhu.

»Man må huske på, at der som følge af den frygtelige krise 1846/47 herskede stor nød blandt fabriksarbejderne, da mange fabrikker kun havde arbejdet kort tid, medens andre helt havde holdt stille. Et betragteligt antal arbejdere befandt sig derfor i en meget trykkende situation, og mange havde stiftet gæld. Man kunne derfor med temmelig stor sikkerhed antage, at arbejderne ville foretrække en længere arbejdstid for at tjene deres tab ind igen; måske afbetale deres gæld, hente deres møbler på lånekontoret, erstatte de solgte ejendele, eller anskaffe sig selv og deres familie nye klædningsstykker.«

De herrer fabrikanter søgte at forhøje den naturlige virkning af disse omstændigheder ved en almindelig nedsættelse af lønnen på 10 pct. Dette skete så at sige til indvielsesfesten for den nye frihandelsæra. Derpå fulgte en yderligere nedsættelse på 8 1/3 pct., såsnart arbejdsdagen blev nedsat til 11 timer, og det dobbelte, da den definitivt blev nedsat til 10 timer. Hvor forholdene på nogen måde tillod det, skete der en nedsættelse af lønnen på mindst 25 pct. Under så gunstigt forberedte chancer begyndte man agitationen blandt arbejderne for ophævelse af loven af 1847. Der blev til dette formål hverken sparet på løgne, overtalelser eller trusler, men alt var forgæves. Med hensyn til det halve dusin petitioner, hvori arbejderne blev tvunget til at klage over »deres undertrykkelse gennem loven«, erklærede ansøgerne selv, ved mundtlige afhøringer, at deres underskrifter var blevet aftvunget dem. »De er blevet undertrykt, men af enhver anden end fabriksloven.« Men hvis det ikke lykkedes fabrikanterne at få arbejderne til at tale, som de ønskede, så råbte de. i arbejdernes navn så meget højere op i pressen og parlamentet. De beskyldte fabriksinspektørerne for at være en slags konventskommissærer, der ubarmhjertigt ofrede den ulykkelige arbejder for deres grille om verdens forbedring. Men denne manøvre slog også fejl. Fabriksinspektør Leonard Horner foretog i egen person og med hjælp fra sine underinspektører talrige vidneafhøringer i Lancashires fabrikker. Ca. 70 pct. af de afhørte arbejdere erklærede sig for 10 timer, en langt ringere procentdel for 11 og en ganske ubetydelig minoritet for de gamle 12 timer.

En anden »fredelig« manøvre var at lade de voksne mandlige arbejdere arbejde i 12 til 15 timer for senere at erklære denne kendsgerning for det bedste bevis på proletariatets højeste ønske. Men den »ubarmhjertige« fabriksinspektør Leonard Horner var igen på pletten. De fleste »overarbejdende« sagde, »at de så langt ville foretrække en arbejdsdag på 10 timer til en lavere arbejdsløn, men at de ikke havde noget valg; mange var arbejdsløse, mange af spinderne var tvunget til at arbejde som »piecers« (afløsere), så hvis de nægtede den længere arbejdstid, ville andre få deres stillinger. Spørgsmålet var derfor: enten at arbejde længere eller at stå på gaden«.

Kapitalens foreløbige felttog var mislykkedes, og titimers-loven trådte i kraft d. 1. maj 1848. Men i mellemtiden havde chartist-partiets fiasko, - dets leder blev fængslet, og dets organisation blev opløst - rokket arbejderklassens selvtillid. Snart efter forenede Juniopstanden i Paris og dens blodige undertrykkelse, såvel i det kontinentale Europa som i England, alle fraktioner af den herskende klasse - grundbesiddere og kapitalister, børsulve og kræmmere, protektionister og frihandelsfolk, regering og opposition, præster og fritænkere, unge skøger og gamle nonner - under det almindelige råb om redning af ejendomsretten, religionen, familien og samfundet. Overalt blev arbejderklassen lagt for had, lyst i band og stillet under »loi des suspects.« De herrer fabrikanter behøvede altså ikke at genere sig. De brød ud i åbent oprør ikke blot mod titimers-loven, men mod hele den lovgivning, der siden 1833 til en vis grad havde søgt at tøjle den »frie« udbytning af arbejdskraften. Det var en Proslavery Rebellion (oprør til fordel for slaveriet) i miniature, der i mere end to år gennemførtes med en kynisk hensynsløshed, med en terroristisk energi, begge dele så meget billigere, som den rebelske kapitalist ikke risikerede noget ud over sine arbejderes skind.

Til forståelse af det følgende må man huske, at fabrikslovene af 1833, 1844 og 1847 alle tre var gyldige, for så vidt som den ene ikke forbedrede den anden; at ingen af dem begrænsede arbejdsdagen for mandlige arbejdere over 18 år, og at de femten timer fra halvseks om morgenen til halvfni om aftenen siden 1833 var blevet ved med at være den legale »dag«, inden for hvis rammer først det tolv-, senere det titimers arbejde for unge mennesker og kvinder skulle udrettes under de foreskrevne betingelser.

Fabrikanterne begyndte her og der at afskedige en del, undertiden halvdelen af de unge mennesker og kvinder, de beskæftigede, og genindførte til gengæld for de voksne mandlige arbejdere det næsten forsvundne natarbejde. Titimers-loven, råbte de, gav dem ikke andet valg!

Det andet skridt gjaldt de legale spisepauser. Lad os lytte til fabriksinspektørerne.

»Efter at arbejdstiden er blevet begrænset til 10 timer, påstår fabrikanterne, skønt de i praksis endnu ikke har gennemtrumfet deres anskuelse fuldt ud, at hvis der f.eks. bliver arbejdet fra 9 morgen til 7 aften, så opfylder de lovens forskrifter ved at give en time til spisning inden 9 om morgenen og en halv time efter klokken 7 om aftenen, altså 1½ time til spisning. I nogle tilfælde tillader de nu en halv eller en hel time til middagsmad, men påstår samtidig, at de absolut ikke er forpligtet til i løbet af den titimers arbejdsdag at indrømme nogen som helst del af de 1½ time.«

De herrer fabrikanter påstod altså, at de pinligt nøjagtige bestemmelser for måltider i loven af 1844 kun gav arbejderne tilladelse til at spise og drikke, før de kom på fabrikken, og efter de havde forladt den, altså hos sig selv derhjemme! Og hvorfor skulle arbejderne ikke kunne spise deres middagsmad inden klokken 9 om morgenen? Kronjuristerne afgjorde dog, at de foreskrevne måltider »skulle gives i pauser i løbet af den egentlige arbejdsdag, og at det var ulovligt, at der blev arbejdet i 10 sammenhængende timer, fra klokken 9 om morgenen til klokken 7 om aftenen, uden nogen afbrydelse. «

Efter disse fredelige demonstrationer indledte kapitalen sin revolte med et skridt, der opfyldte loven af 1844's bogstav, og som derfor var legal.

Loven af 1844 forbød ganske vist, at børn fra 8 til 13 år, der arbejdede inden klokken 12 om formiddagen, igen måtte arbejde efter klokken 1 middag. Men den regulerede på ingen måde det 6½ times arbejde for de børn, hvis arbejdstid begyndte klokken 12 middag eller senere. Otteårige børn kunne derfor, hvis de begyndte deres arbejde klokken 12 middag, anvendes fra klokken 12 til 1, 1 time, fra klokken 2 til 4 om eftermiddagen, 2 timer, og fra klokken 5 til halvni om aftenen, 31 time; i alt de lovlige 6½ time! Eller endnu bedre. For at tilpasse deres arbejdstid efter de voksne mænds arbejde til klokken halvni om aftenen, behøvede fabrikanterne kun at lade være med at give dem noget arbejde førend klokken 2 om eftermiddagen; de kunne så beholde dem uafbrudt på fabrikken til halvni om aftenen!

»Og den praksis, der for nylig efter fabrikanternes ønske har indsneget sig i England, at lade deres maskiner gå længere end 10 timer, at lade otte- til trettenårige børn af begge køn arbejde alene med de voksne mænd til halvni om aftenen, efter at alle unge mennesker og kvinder har forladt fabrikken, bliver nu udtrykkeligt tilladt.«

Arbejdere og fabriksinspektører protesterede af hygiejniske og moralske grunde. Men kapitalen svarede: »Min gerning komme på mit eget hoved!

Jeg fordrer loven, straf og forfaldsbøde! «

Trods alle protester var der i virkeligheden den 15. juli 1850 ifølge statistisk materiale, der blev forelagt Underhuset d. 26. juli 1850, 3742 børn på 257 fabrikker, der var underkastet denne »praksis«. Men dette var stadig ikke nok. Kapitalens skarpe blik opdagede, at loven af 1844 ikke tillod, at der blev arbejdet 5 timer om formiddagen uden en hvilepause på mindst 30 minutter, men den foreskrev ikke noget af den slags for eftermiddagsarbejdet. Kapitalen krævede og tiltrodsede sig derfor den nydelse ikke blot at lade otteårige arbejderbørn slide i det uafbrudt fra 2 til 8:30 om aftenen, men også at lade dem sulte!

»Ja vist, hans bryst. Det står i brevet.«,,

Denne shylockske fastklamren ved ordlyden af loven af 1844, for så vidt den regulerer børns arbejde, skulle dog kun formidle den åbne revolte mod samme lov, i det omfang den regulerer arbejdet for »unge mennesker og kvinder«. Det huskes, at afskaffelsen af »det falske relaissystem« er hovedformålet med og hovedindholdet af denne lov. Fabrikanterne begyndte deres revolte ved simpelthen at erklære, at de sektioner i loven af 1844, der forbød den vilkårlige brugsret over unge mennesker og kvinder i vilkårligt valgte, kortere afsnit af den femtentimers lange fabriksdag, var »forholdsvis harmløs (comparatively harmless), så længe arbejdstiden var begrænset til 12 timer. Under titimers-loven var den en utålelig uting (hardship). «

De meddelte derfor inspektørerne på den køligste måde, at de ville sætte sig ud over lovens ordlyd og for deres egen regning genindføre det gamle system. Det ville ske i den vildledte arbejders egen interesse, »for at kunne betale dem en højere løn.« »Det er den eneste mulige plan til under titimers-loven at bevare Storbritanniens industrielle overherredømme.« »Måske vil det under relaissystemet blive ret vanskeligt at afsløre uregelmæssigheder, men hvad gør det? (what of that?) Skal dette lands store interesse i industri behandles som en sekundær ting for at spare fabriksinspektørerne og underinspektørerne for en smule ekstra besvær (some little trouble)? «

Alle disse flovser hjalp naturligvis intet. Fabriksinspektørerne greb ind ad rettens vej. Men indenrigsministeren Sir George Grey blev snart overvældet med en sådan sky af fabrikspetitioner, at han i et cirkulære af 5. august 1848 henstillede til inspektørerne »i almindelighed ikke at skride ind ved krænkelse af lovens bogstaver, så længe relaissystemet vitterligt ikke blev misbrugt til at lade unge mennesker og kvinder arbejde mere end 10 timer.«

Herefter tillod fabriksinspektør J. Stuart det såkaldte afløsningssystem under fabriksdagens femten timer lange periode i hele Skotland, hvor det snart igen blomstrede i sin gamle form. De engelske fabriksinspektører erklærede derimod, at ministeren ikke besad nogen diktatorisk magt til at suspendere lovene, og de fortsatte med retlige procedurer mod Proslavery-rebellerne.

Hvad gavner dog alle disse tilsigelser for retten, når domstolene, county magistrates, frikendte dem? I disse domstole sad de herrer fabrikanter til doms over sig selv. Et eksempel. En vis Eskrigge, bomuldsspinder fra firmaet Kershaw, Leese & Co., havde forelagt fabriksinspektøren i sit distrikt skemaet for et relaissystem, der var bestemt for hans fabrik. Efter at have fået afslag forholdt han sig i første omgang passiv. Nogle måneder senere blev et individ ved navn Robinson, ligeledes bomuldsspinder, og selv om ikke en Fredag, så i alt fald Eskrigge's slægtning, fremstillet for Borough Justices (byens fredsdommere) i Stockport for indførelse af et relaissystem, der var identisk med det relaissystem, Eskrigge havde udklækket. Der sad 4 dommere, deriblandt 3 bomuldsspindere og i spidsen for dem samme uundgåelige Eskrigge. Eskrigge frifandt Robinson og erklærede nu, at det, der var rigtigt for Robinson, også var tilladeligt for Eskrigge. Støttet af sin egen retsgyldige afgørelse indførte han straks systemet på sin egen fabrik. Men sammensætningen af denne domstol var ganske vist også en åben krænkelse af loven.

»Den slags retslige farcer«, udbryder inspektør Howell, »skriger efter et helbredelsesmiddel... enten skulle loven tilpasses efter disse domsafgørelser eller administreres af et mindre fejlbarligt tribunal, som tilpasser deres afgørelser efter loven... i alle sådanne tilfælde. Hvor man dog længes efter en lønnet dommer!«

Kronjuristerne erklærede fabrikanternes udlægning af loven af 1848 for absurd, men samfundets redningsmænd lod sig ikke forstyrre i deres forehavende.

»Efter at jeg har forsøgt«, beretter Leonard Horner, »at gennemtvinge loven ved 10 retsforfølgninger i 7 forskellige retsområder, og kun i et tilfælde er blevet støtte af dommerne, anser jeg enhver videre retsforfølgning for omgåelse af loven for nytteløs. Den del af loven, der blev lavet for at skabe ensartethed med hensyn til arbejdstimerne... eksisterer ikke mere i Lancashire. Desuden besidder jeg og mine underinspektører ikke noget middel til at sikre, at de fabrikker, hvor det såkaldte relaissystem hersker, ikke beskæftiger unge mennesker og kvinder i mere end 10 timer... Allerede i slutningen af april 1849 var der i mit distrikt 114 fabrikker, der arbejdede efter dette system, og deres antal er i den sidste tid taget rivende til. Arbejdstiden på disse fabrikker er nu for det meste 13½ timer, fra 6 morgen til 7,30 aften; i

nogle tilfælde 15 timer, fra halvseks om morgenen til halvmi om aftenen. «

Allerede i december 1848 var Leonard Horner i besiddelse af en liste over 65 fabrikanter og 29 fabriksopsynsmænd, der enstemmigt erklærede, at der ikke var noget system af overopsyn, der under dette relaissystem i udstrakt grad kunne forhindre overarbejde. Snart blev de samme børn og unge mennesker flyttet (shifted) fra spindelokalet ind i vævelokalet osv. og snart, i løbet af de 15 timer, fra en fabrik til en anden. Hvordan kontrollere et system »der misbruger ordet afløsning ved som kort at blande »hænderne« i en endeløs mangfoldighed og ved dagligt at forskubbe arbejds- og hviletiderne for de forskellige individer, så et og samme udvalg af »hænder« aldrig arbejder sammen på samme sted og tid! «

Men helt bortset fra egentlig overanstrengelse var det såkaldte relaissystem et sådant kapitalens fantasifoster, at Fourier aldrig i sine humoristiske skitser af »courtes seances« har overgået det; blot var arbejdets attraktion ændret til kapitalens attraktion. Man kan f.eks. se det af de fabrikantskemaer, som den gode presse priste som et mønster på det, »en fornuftig grad af omhu og metode kan udrette« (»what a reasonable degree of care and method can accomplish«). Arbejdspersonalet blev undertiden inddelt i 12 til 15 grupper, der selv bestandig byttede om på sine elementer. Under fabriksdagens femten timer lange periode trak kapitalen arbejderen ind, snart i 30 minutter, snart i en time, stødte ham så væk igen, for på ny at trække ham ind i fabrikken og skubbe ham væk, jagende med ham frem og tilbage i tidsrum spredt over hele dagen, uden dog at miste holdet på ham, førend titimers arbejdet var udført. Ligesom på scenen måtte de samme personer skiftevis optræde i forskellige scener i forskellige akter. Men ligesom en skuespiller tilhører scenen under hele dramaet, sådan tilhørte arbejderen nu fabrikken i 15 timer, og heri ikke medregnet den tid, det tager at gå til og fra fabrikken. Hvilepauserne blev til pauser med tvungen lediggang, der drev de unge arbejdere ind på værtshuset og de unge arbejdersker i bordellet. Ved hvert nyt trick, kapitalisten dagligt udklækkede for at holde sit maskineri i gang i 12 eller 15 timer uden at skulle udvide arbejdspersonalet, måtte arbejderen sluge sin mad snart i en stump tid, snart i en anden. På den tid, hvor der blev agiteret for titimer, skreg fabrikanterne, at arbejderpakket petitionerede i den forventning at få en tolvtimers arbejdsløn for ti timers arbejde. De havde nu vist medaljens anden side. De betalte en titimers arbejdsløn for tolv og femten timers rådighed over arbejdskræfterne!. Dette var sagens kerne, dette var fabrikanternes udlægning af titimers-loven! Det var de samme salvelsesfulde frihandelsmænd, der savlende af menneskekærlighed i samfulde 10 år under Anti-Corn-Law-agitationen på kroner og øre opregnede for arbejderne, at ved fri kornindførsel og med den engelske industris midler ville en titimers arbejdsdag være tilstrækkelig til at berige kapitalisterne.

Den kapitalistiske revoltes toårige periode blev endelig kronet ved den dom, en af de fire højeste domstole i England, Court of Exchequer, afsagde i en sag, der blev forebragt den d. 8. februar 1850, nemlig at fabrikanterne ganske vist handlede imod den anskuelse, der var udtrykt i loven af 1844, men at denne lov selv indeholdt visse ord, der gjorde den meningsløs. »Med denne kendelse var titimers-loven afskaffet.« En del af fabrikanterne, der indtil nu ikke have turdet gøre brug af relaissystemet over for unge mennesker og kvinder, greb nu til med begge hænder.

Med denne tilsyneladende definitive sejr for kapitalen indtrådte der imidlertid straks et omslag. Arbejderne havde hidtil ydet en passiv, skønt ubøjelig og dagligt fornyet modstand. De protesterede nu i Lancashire og Yorkshire ved truende møder. Titimers-loven var altså den rene humbug, parlamentarisk bedrageri, og den havde aldrig eksisteret! Fabriksinspektørerne advarede indtrængende regeringen om, at klassemodsætningen nu var drevet op til utrolige højder. Selv en døl af fabrikanterne murrede:

»På grund af de modsigende kendelser, dommerne afsiger, hersker der en helt abnorm og anarkisk tilstand. En lov gælder i Yorkshire, en anden i Lancashire, en tredje i et sogn i Lancashire, og en fjerde i dets umiddelbare nabolag. Fabrikanterne i de store byer kan omgå loven, mens fabrikanterne i landdistrikterne ikke finder det nødvendige personale til relaissystemet og endnu mindre til flytning af arbejdere fra en fabrik til en anden osv.«.

Og ensartet udbytning af arbejdskraften er kapitalens første menneskerettighed.

Under disse omstændigheder kom det til et kompromis mellem fabrikanterne og arbejderne, der er beseglet i den ny supplerende fabrikslov af 5. august 1850. For »unge mennesker og kvinder« blev arbejdsdagen i de første 5 ugedage forlænget fra 10 til 10½ time, for lørdagen nedsat til 71 time. Arbejdet skal udføres i tidsrummet mellem 6 morgen og 6 aften med 1½ times spisepause, der skal indrømmes alle på samme tid og i overensstemmelse med bestemmelserne fra 1844 osv. Dermed var der en gang for alle gjort ende på relaissystemet. Ang. børns arbejde blev loven af 1844 ved med at gælde.

Én kategori af fabrikanter sikrede sig denne gang, ligesom tidligere, særlige herremandsrettigheder over proletarbørnene. Denne gang var det silkefabrikanterne. I år 1833 havde de truende hylet, »at hvis man fratog dem den frihed at lade børn af alle aldre slide og slæbe i 10 timer daglig, ville man lukke deres fabrikker« (»if the liberty of working children of any age for 10 hours a day was taken away, it would stop their works«). Det ville være umuligt for dem at købe et tilstrækkeligt stort antal børn over 13 år. De fremtvang det ønskede privilegium. Påskuddet viste sig ved en senere undersøgelse at være den rene løgn, hvad der dog ikke forhindrede dem i gennem et årti i 10 timer daglig at spinde silke at blodet fra små børn, der måtte stilles op på stole for at kunne udføre deres arbejde. Loven af 1844 »fratog« dem ganske vist »friheden« til at lade børn under 11 år arbejde længere end 6½ time, men sikrede dem til gengæld det privilegium at lade børn mellem 11 og 13 år arbejde 10 timer daglig og dispenserede fra den for andre fabriksbørn foreskrevne skoletvang. Denne gang var påskuddet:

»Det vævede stofs finhed kræver en så nænsom berøring, at den kun kan sikres ved en tidlig indtræden i fabrikken.«

På grund af de nænsomme fingre blev børnene fuld. stæredigt slagtet, ligesom hornkvæget i Sydrusland bliver slagtet på grund af dets hud og talg. Endelig i 1850 blev det i 1844 indrømmede privilegium begrænset til afdelingen for garntvinding og garnvinding; men her blev arbejdstiden for børn fra 11 til 13 år forlænget fra 10 timer til 10½ som erstatning for den »frihed«, man havde frataget kapitalen. Påskuddet: »Arbejdet er lettere på silkefabrikkerne end på andre fabrikker og på ingen måde skadeligt for helbredet.« En officiel medicinsk undersøgelse beviste senere det modsatte, at »den gennemsnitlige dødelighedsprocent i silkedistrikterne er ualmindelig høj, og blandt den kvindelige del af befolkningen er den højere end selv i bomuldsdistrikterne i Lancashire.«

Trods gentagne protester fra fabriksinspektørerne hvert halve år, fortsætter uvæsenet endnu i denne time.

Loven af 1850 forvandlede kun for »unge mennesker og kvinder« den femten timer lange periode fra halvseks morgen til halvni aften til tolvtimers perioden fra 6 morgen til 6 aften. Altså ikke for børn, der stadig kunne udnyttes en halv time inden denne periodes begyndelse og 2½ time efter dens afslutning, forudsat at deres samlede arbejdstid ikke overskred 6½ time. Medens loven var under diskussion, forelagde fabriksinspektørerne parlamentet en statistik over det infame misbrug af denne anomali. Dog forgæves. I baggrunden lurede den hensigt i gunstige år at skrue arbejdsdagen for voksne arbejdere op til 15 timer igen med hjælp fra børnene. Erfaringen fra de følgende tre år viste, at et sådant forsøg måtte mislykkes på grund af modstand fra de voksne mandlige arbejderes side. Loven af 1850 blev derfor endelig i 1853 suppleret med forbudet mod »at anvende børn om morgenen før og om aftenen efter unge mennesker og kvinder.« Fra nu af regulerede fabriksloven af 1850, med få undtagelser, arbejdsdagen for alle arbejdere i de industrigrene, der var underkastet den. Siden den første fabrikslov blev vedtaget, var der nu gået et halvt århundrede.

Fabrikslovgivningen gik for første gang ud over sin oprindelige sfære ved »Printworks' Act« (lov for kattuntrykkerier osv.) af 1845. Den ulyst, hvormed kapitalen tillod denne nye »ekstravagance« taler ud fra hver linie i loven! Den begrænser arbejdsdagen for børn fra 8 – 13 år og for kvinder til 16 timer mellem klokken 6 morgen og 10 aften, uden nogen lovlig spisepause. Den tillader fabrikanterne at lade mandlige arbejdere over 13 år arbejde dag og nat efter forgodtbefindende. Den er en parlamentarisk abort.

Alligevel havde princippet triumferet med sin sejr i de store industrigrene, der er den moderne produktionsmådes mest karakteristiske frembringelse. Deres vidunderlige udvikling fra 1853-1860, hånd i hånd med den fysiske og moralske regeneration af fabriksarbejderne, kunne selv den største tåbe se. Fabrikanterne selv, som den lovlige begrænsning og regulering af arbejdsdagen skridt for skridt var blevet aftvunget under en borgerkrig på et halvthundrede år, pegede pralende på kontrasten til de stadig »frie« udbytningsområder. Den »politiske økonomis« farisæere proklamerede nu indsigten i nødvendigheden af en lovlig reguleret arbejdsdag som en karakteristisk ny opdagelse af deres »videnskab«. Man forstår let, at efter at fabriksmagnaterne havde fundet sig i det uundgåelige og forsonet sig dermed, svækkedes kapitalens modstandskraft gradvist, medens arbejderklassens angrebskraft på samme tid voksede med antallet af dens allierede i samfundslag, der ikke direkte var interesseret i spørgsmålet. Derfor et forholdsvis rask fremskridt siden 1860.

Farverierne og blegepladserne kom i 1860 under fabriksloven af 1850, blonde- og strømpefabrikkerne i 1861. Ifølge den første rapport fra »kommissionen ved. rørende børns beskæftigelse« (1863) delte tilvirkningen af alle lervarer (ikke blot pottemager-værksteder), tændstikker, fænghætter, patroner, tapeter, olmerdugsskæring (fustian cutting) og talrige processer, der sammenfattes under navnet »finishing« (sidste appretur) samme skæbne. I år 1863 kom »de udendørs blegepladser« og bagerierne under deres egne love; den første forbyder bl.a., at børn, unge mennesker og kvinder må udføre arbejde om natten (fra 8 om aftenen til 6 om morgenen), og den anden forbyder anvendelse af bagersvende under 18 år mellem klokken 9 om aftenen og 5 om morgenen. Vi vil komme tilbage til samme kommissions senere forslag, der med undtagelse af landbruget, minerne og transportvæsenet, truede med at fratage alle vigtige engelske industrigrene deres »frihed«.

7. Kampen for den normale arbejdsdag. Den engelske fabrikslovgivnings genlyd i andre lande

Læseren vil huske, at den kapitalistiske produktions særlige indhold og mål er produktionen af merværdi eller tilegnelsen al merarbejde, uanset hvilken omformning der må ske af produktionsmåden på grund af arbejdets underordning under kapitalen. Han vil huske, at på det trin, hvortil vi nu er nået, er det kun den selvstændige arbejder, og derfor kun den ved lov myndige arbejder, der som varesælger indgår en kontrakt med kapitalisten. Hvis det derfor i vor historiske skitse på den ene side er den moderne industri, og på den anden side de både fysisk og retligt umyndiges arbejde, der spiller hoved, rollerne, så var den første for os kun en særlig sfære og den anden kun et særligt slående eksempel på udsugning af arbejde. Uden dog at foregribe den senere udvikling, følger alene af de historiske kendsgerningers sammen, hæng:

1. Kapitalens trang til umådelig og hensynsløs forlængelse af arbejdsdagen blev først tilfredsstillet i de industrigrene, der tidligst blev revolutioneret ved hjælp af vandkraft, damp og maskiner, i den moderne produktionsmådes første former i bomulds-, uld-, hør-, silkespinderier og væverier. Ændringen af den materielle produktionsmåde og den tilsvarende ændring af producenternes sociale relationer gav først anledning til umådehold ud over alle grænser og fremkaldte derpå i modsætning dertil en statslig kontrol, hvorved arbejdsdagen med sine pauser begrænses, reguleres og gøres ensartet. I første halvdel af det 19. århundrede fremtræder denne kontrol derfor som en undtagelseslovgivning. Så snart den havde erobret den nye produktionsmådes ældste territorium, fandt man, at ikke blot var mange andre produktionsgrene i mellemtiden indtrådt i det egentlige fabriksregime, men at manufakturer med en mere eller mindre forældet driftsmåde, såsom pottemagerværksteder, glashytter osv., at gammeldags håndværk som bageriet og endelig, at selv det såkaldte hjemmearbejde som f.eks. sømfremstilling i lang tid havde været lige så prisgivet kapitalistisk udbytning som fabrikken. Lovgivningen blev derfor tvunget til gradvis at gøre sig fri af sin undtagelseskarakter, eller hvor den går til værks på romersk kasuistisk vis, som i England, at erklære ethvert hus, hvor der blev arbejdet, for en fabrik (factory).

2. Historien om arbejdsdagens regulering i nogle produktionsgrene og den stadig fortsatte kamp for denne regulering i andre produktionsgrene, beviser rent konkret, at den enkelte arbejder, arbejderen som »fri« sælger af sin arbejdskraft, modstandsløst overvindes, når den kapitalistiske produktion har nået et vist udviklingstrin. Opkomsten af en normal arbejdsdag er derfor produktet af en langvarig borgerkrig mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, der foregår mere eller mindre ubemærket. Da kampen erklæres på den moderne industris område, udspiller den sig først i denne industris hjemland, England. De engelske fabriksarbejdere var forkæmpere, ikke blot for den engelske, men for hele den moderne arbejderklasse, ligesom deres teoretikere også var de første til at kaste stridshandsken til kapitalens teori. Ure, fabrikkens filosof, fordømte det derfor som en uudslettelig skamplet på den engelske arbejderklasse, at den skrev »fabrikslovenes slaveri« på den fane, den bar imod den kapital. der mandigt kæmpede for »arbejdets fuldkomne frihed.«

Frankrig hinker langsomt bag efter England. Der skal Februarrevolutionen til for at fostre tolvtimers-loven der er langt mere mangelfuld end dens engelske original. Ikke desto mindre har den franske revolutionære metode sine specielle fortrin. Med et slag dikterer den, den samme begrænsning af arbejdsdagen i alle forretninger og fabrikker uden forskel, medens den engelske lovgivning modstræbende viger for omstændighedernes tryk, snart på et punkt, snart på et andet, og er på vej til at skabe et virvar af love. På den anden side proklamerer den franske lov som et princip det, der i England kun blev tilkæmpet i børns, umyndiges og kvinders navn, og først for nylig er blevet krævet som en almen rettighed.

I Nordamerikas forenede Stater var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud. Men ved slaveriets død spirede der straks nyt liv frem. Borgerkrigens første frugt var ottetimers-agitationen, der med lokomotivets syvmileskridt ilede fra Atlanterhavet til Stillehavet, fra Ny England til Californien. Den almindelige arbejderkongres i Baltimore (aug. 1866) erklærer:

»Nutidens første og store krav om at befri arbejdet her i landet fra kapitalistisk slaveri, er vedtagelsen af en lov, hvorved 8 timer bliver den normale arbejdsdag i alle Den amerikanske unions stater. Vi er besluttet på at opbyde alle vore kræfter, indtil dette glorværdige resultat er opnået.«

Samtidig (begyndelsen af september 1866) besluttede den »Internationale Arbejderkongres« i Geneve, efter forslag fra generalrådet i London: »Vi erklærer arbejdsdagens begrænsning for en foreløbig betingelse, uden hvilken alle andre bestræbelser for frigørelse må mislykkes ... Vi foreslår 8 arbejdstimer som arbejdsdagens legale ramme.«

Således har på begge sider af Atlanterhavet arbejderbevægelsen, der instinktmæssigt voksede ud af produktionsrelationerne selv, tilsluttet sig den engelske fabriksinspektør R. J. Saunders udtalelse:

»Yderligere skridt til samfundets reform vil aldrig kunne gennemføres med udsigt til gunstigt resultat, hvis arbejdsdagen ikke forinden bliver begrænset og dens foreskrevne ramme strengt gennemtvunget.«

Det må indrømmes, at vor arbejder kommer anderledes ud af produktionsprocessen, end han trådte ind i den. På markedet stod han som ejer af varen »arbejdskraft« over for andre varebesiddere som varebesidder over for varebesidder. Den kontrakt, ved hvilken han solgte sin arbejdskraft til kapitalisten, beviste så at sige sort på hvidt, at han kunne råde frit over sig selv. Efter afsluttet handel blev det opdaget, at han »ikke var en fri agent«, at den tid, hvor det står ham frit at sælge sin arbejdskraft, er den tid, hvor han er tvunget til at sælge den, at hans udbytter i virkeligheden ikke giver slip på ham, »så længe der endnu er en muskel, en sene, en dråbe blod at udbytte.« Til »beskyttelse« mod »deres kvalers slange« [fra Heinrich Heines digt »Heinrich«] må arbejderne lægge hovederne sammen og som klasse gennemtvinge en statslov, en overmægtig samfundsmæssig hindring, der skal forhindre, at de ikke, ved en frivillig kontrakt med kapitalen, sælger sig selv og deres familier til slaveriet og døden. I stedet for det prægtige katalog over »umistelige menneskerettigheder« kommer det beskedne Magna Charta med en legalt begrænset arbejdsdag, der »endelig gør klart, hvornår den tid, som arbejderen sælger, slutter, og hvornår hans egen begynder.« Quantum mutatus ab illo! [Hvilken stor forandring (Fra Vergils epos »Aeneis«, bog 2, vers 274)].


Noter

[1]: »En arbejdsdag er ikke en bestemt størrelse, den kan være lang eller kort.« (»An Essay on Trade and Commerce, containing Observations on Taxation etc.«, London 1770, s.73).

[2]: Dette spørgsmål er langt vigtigere end Sir Robert Peels berømte spørgsmål til Birminghams Handelskammer: »What is a pound? (Hvad er et pund) et spørgsmål, der kun kunne blive stillet, fordi Peel var lige så uvidende om pengenes natur som de »little shilling men« fra Birmingham (de »små shilling mænd« fra Birmingham Repræsentanter for en pengeteori i første halvdel af det 19. århundrede).

[3]: »Det er kapitalistens opgave at komme i besiddelse af den størst mulige mængde arbejde ved hjælp af den udlagte kapital.« (»D'obtenir du capital depense la plus forte somme de travail possible.«) (J.-G. Courcelle-Seneuil, »Traite theorique et pratique des entreprises industrielles«, 2.udg., Paris 1857, s.62).

[4]: »Tabet af en arbejdstime om dagen er til overordentlig stor skade for en handelsstat.« »Forbruget af luksusartikler er meget stort hos de arbejdende stakler i dette kongerige; især hos det store antal fabriksarbejdere; men derved forbruger de også deres tid, et forbrug, der er mere fatalt end alle andre.« (»An Essay on Trade and Commerce etc.«, s.47 og 153).

[5]: »Hvis den frie lønarbejder puster ud et øjeblik, så hævder den skidne økonomi, der følger ham med et årvågent øje, at den bliver bestjålet af lønarbejderen.« (N. Linguet, »Théorie des Loix Civiles etc.«, London 1767, b. II, s.466).

[6]: Under den store strike (strejke), 1860-1861, som London Builders (Londons byggearbejdere) iværksatte for at få arbejdsdagen nedsat til 9 timer, offentliggjorde deres komite en erklæring, der til en vis grad indeholdt vor arbejders plaidoyer. Erklæringen spillede ikke uden ironi på, at den mest profithungrende af »the building masters« (bygningsentreprenørerne) - en vis sir M. Peto - stod med et »skær af hellighed« over sig. (Efter 1867 fik det en ende med samme Peto á la Strousberg!).

[7]: »De, der arbejder ... forsørger i virkeligheden både rentiererne, kaldet de rige, og sig selv.« (Edmund Burke, anf. værk s.2, 3).

[8]: I sin »Romisehe Geschichte« bemærker Niebuhr meget naivt: »Det er indlysende, at bygningsværker som de etruskiske, der forbavser ved deres ruiner, i små (!) stater forudsætter herremænd og trælle.« Sismondi var langt mere dybsindig, da han udtalte, at »brysseler kniplinger« forudsætter lønherrer og lønslaver.

[9]: »Man kan ikke se på disse ulykkelige« (i guldminerne mellem Ægypten, Ethiopien og Arabien), »der ikke engang kan holde deres legemer rene eller tildække deres nøgenhed, uden af måtte beklage deres elendige skæbne. For der er ingen overbærenhed, ingen skånsel af syge, svage, gamle og den kvindelige svaghed. Alle må, tvunget af slag, arbejde videre, indtil døden gør en ende på deres pinsler og nød.« Diod.Sic. »Historische Bibliothek«, bog 3, kap.13, [s.260] ).

[10]: Det følgende refererer til tilstandene i de rumænske provinser, som de havde udviklet sig inden omvæltningen efter Krimkrigen.

[11]: [Note til 3. oplag - Dette gælder ligeledes for Tyskland og specielt for Preussen øst for Elben. I det 15. århundrede var den tyske bonde næsten overalt forpligtet til at betale visse afgifter med produkter og arbejde, men ellers, i det mindste i praksis, en fri mand. De tyske kolonister i Brandenburg, Pommern, Schlesien og Østpreussen var endog ved lov anerkendt som frie. Adelens sejr i bondekrigen gjorde en ende på dette. Ikke blot blev de besejrede sydtyske bønder igen livegne. Allerede fra midten af det 16. århundrede blev de østpreussiske, brandenburgske, pommerske og schlesiske, og snart derpå også de schleswigholstenske frie bønder ydmyget ved at blive gjort til livegne. (Maurer, »Fronhofe«, IV b. Meitzen, »Der Boden des Pr.Staats.« - Hanssen, »Leibeigenschaft in Schleswig-Holstein«.) - F.E.]

[12]: Yderligere detaljer finder man i É. Regnault, »Histoire politique et sociale des Principautés Danubiennes«, Paris 1855, [s.304 ff.].

[13]: »I almindelighed og inden for visse grænser viser et organisk væsens trivsel sig ved, at middelstørrelsen inden for dets art overskrides. Hvad mennesket angår, formindskes dets legemsmål, hvis dets trivsel bliver tilsidesat, hvad enten det skyldes fysiske eller sociale forhold. I alle europæiske lande, hvor der stadig finder udskrivning sted, har der siden dens indførelse været en nedgang i middelhøjden hos voksne mænd og i det hele taget i deres duelighed til militærtjeneste. Inden revolutionen (1789) var minimumshøjden for infanterister i Frankrig 165 cm, i 1818 (lov af 10.marts) 157, efter loven af 21. marts 1832 156 cm, i Frankrig bliver gennemsnitligt mere end halvdelen kasseret på grund af manglende størrelse og svagelighed. Det militære mål var i Sachsen i 1780: 178 cm, nu 155. I Preussen er det 157. Efter dr. Meyers angivelse i »Bayrische Zeitung« af 9. maj 1862, viser det sig ud fra et gennemsnit over 9 år, at ud af 1000 udskrevne i Preussen er de 716 uduelige til militærtjeneste: 317 på grund af for lavt mål og 399 på grund af svagelighed... Berlin kunne i 1858 ikke stille sit kontingent af rekrutter, der manglede 156 mand.« (J. v. Liebig, »Die Chemie in ihrer Anwendung auf Agrikultur und Physiologie«, 1862. 7.opl. bind I, s.117, 118).

[14]: Fabriksloven af 1850's historie følger senere i dette kapitel.

[15]: Jeg vil kun her og der komme ind på perioden fra den store industris opståen i England til 1845, men vil i stedet henvise læseren til »Die Lage der arbeitenden Klasse in England« af Friedrich Engels, Leipzig 1845 [Dietz-udg. bind 2]. Hvor fuldstændigt Engels forstod den kapitalistiske produktionsmådes ånd, viser Factory Reports, Reports on Mines osv. [rapporter over miner], der er udkommet siden 1845; og hvor beundrings. værdigt han forstod at male tilstandene i detaljer, viser selv den mest overfladiske sammenligning mellem hans skrift og de 18 til 20 år senere udkomne officielle Reports on Children's Employment Commission (1863 - 1867). Disse behandler hovedsageligt industrigrene, hvor fabrikslovgivningen ikke blev indført førend i 1862, og for en dels vedkommende ikke er blevet indført endnu. Her blev de af Engels skildrede tilstande altså ikke i større eller mindre grad ændret ved tvang udefra. Mine eksempler henter jeg hovedsagelig fra frihandelsperioden efter 1848, hin paradisiske tid, hvorom handelsrejsende i frihandel, der er lige så storsnudede som videnskabeligt forsømte, fortæller så fantastisk meget til tyskerne. - For øvrigt figurerer England her kun i forgrunden, fordi det er den kapitalistiske produktions klassiske repræsentant og alene besidder en officiel fortløbende statistik over de emner, vi behandler.

[16]: »Suggestions etc. by mr. L. Horner, Inspector of Factories«, i »Factories Regulation Act. Ordered by the House of Commons to be printed 9.aug. 1859«, s.4, 5.

[17]: »Reports of the Insp. of Faet. for the half year, Oct. 1856«, s.35.

[18]: »Reports etc. 30th April 1858«, s.9.

[19]: »Reports etc.«, s.st.s.10.

[20]: »Reports etc.«, s.st.s.25.

[21]: »Reports etc. for the half year ending 30th April 1861«. Se Appendix nr.2; »Reports etc. 31st. Octob. 1862«, s.7, 52, 53, Overtrædelserne af loven bliver talrigere i det sidste halvår af 1863. Smlgn. »Reports etc. ending 31st. Oct. 1863«, s.7.

[22]: »Reports etc. 31st.Oct. 1860«, s.23. Med hvilken fanatisme »fabrikshænderne« modsætter sig enhver afbrydelse af fabriks-arbejdet ifølge fabrikanternes udtalelser for retten, viser følgende kuriosum: I begyndelsen af juni 1836 blev det angivet til fredsdommerne i Dewsbury (Yorkshire), at ejerne af 8 store fabrikker i nærheden af Batley havde krænket fabriksloven. En del af disse herrer blev anklaget for at have ladet 5 drenge mellem 12 og 15 år slide i det fra fredag morgen klokken 6 til den følgende lørdag eftermiddag klokken 4 uden at have tilladt dem noget som helst pusterum ud over måltiderne og en times søvn ved midnat. Og disse børn skulle arbejde uophørligt i 30 timer i »the shoddyhole«, som den hule kaldes, hvor uldstumperne bliver kradset op, og hvor luften er så fuld af støv, affald osv., at det tvinger selv den voksne arbejder til hele tiden at holde munden dækket med lommetørklæder for at beskytte sine lunger! De an. klagede herrer forsikrede i stedet for at aflægge ed - som kvækere var de for samvittighedsfuldt religiøse til at aflægge ed -, at de i deres store. barmhjertighed havde tilladt de stakkels børn 4 timers søvn, men at de stivnakker til børn absolut ikke ville gå i seng! De herrer kvækere blev idømt en bøde på 20 pd. st. Dryden forudså disse kvækere:

[23]: »Rep. etc. 31st. Oct. 1856«, s.34. s.

[24]: st.s.s.35.

[25]: s.st.s.48

[26]: s.st.

[27]: s.st.

[28]: st.s.48.

[29]: Moments are the elements of profit.« (»Rep. of the Insp. etc. 30th April 1860«, s.56).

[30]: Dette er den officielle benævnelse såvel på fabrikken som i fabriksrapporterne.

[31]: »De grusomheder, som fabriksejerne i deres havesyge begår under jagten på fortjeneste, overgås næppe af de grusomheder, som spaniolerne forøvede ved Amerikas erobring under jagten efter guld.« (John Wade, »History of the Middle and Working Classes«, 3rd udg. Lond. 1835, s.114). Den teoretiske del af denne bog, en art grundrids af den politiske økonomi, indeholder noget for sin tid enestående, f.eks. om handelskriser. Dens historiske del lider under at være en skamløs plagiat af Sir M. Edens, »The State of the Peer«, London 1797.

[32]: London »Daily Telegraph« fra den 17. januar 1860.

[33]: . Engels, »Die Lage der arbeitenden Klasse in England«, s.249–251 [Se Dietz-udg. bd. 2, s.423–425].

[34]: »Children's Employment Commission, First Report etc, 1863«, Appendix, s.16, 19, 18.

[35]: »Public Health, 3rd Report etc.«, s.103, 105.

[36]: Children's Employm. Commission, 1863«, s.24, 22 og XI.

[37]: s.st.s. XLVII.

[38]: s.st.s. LIV.

[39]: Dette er ikke surplus-arbejdstid i vor betydning. Disse herrer betragter de 10½ times arbejde som den normale arbejdsdag, det normale merarbejde er altså indeholdt heri. Derefter begynder »overtiden«, der bliver betalt noget bedre. Vi skal senere se, at kapitalisten ikke betaler den fulde værdi af arbejdskraftens anvendelse i løbet af den såkaldte normale dag. »Overtiden« er derfor ikke andet end et kapitalisttrick for at opnå mere »merarbejde«; det er det for øvrigt også, selv om kapitalisten betaler den fulde værdi af den arbejdskraft, der bliver anvendt i løbet af den »normale dag«.

[40]: s.st. Appendix, s.123, 124, 125, 140 og LXIV.

[41]: Fint revet alun eller alun blandet med salt, er en normal handelsartikel, der bærer det betegnende navn »baker's stuff« [bagerstof].

[42]: Som bekendt er sod en meget energisk form for kulstof, der danner en kunstgødning, som den kapitalistiske skorstensfejer sælger til de engelske farmere. Under en retssag i 1862 skulle den britiske »juryman« (nævning) afgøre, om sod, der, uden køberens vidende, er iblandet 90 pct. støv og sand, er »ægte« sod i »kommerciel« betydning eller »forfalsket« sod i »lovens« betydning. »Les amis du commerce« [handelens venner] afgjorde, at det var »ægte« kommerciel sod, og afviste farmeren, der havde indgivet klagen og oven i købet måtte betale sagsomkostningerne.

[43]: I sin afhandling om »sophistications« [forfalskninger] af varer påviser den franske kemiker Chevalier, at der findes 10, 20, 30 forskellige forfalskningsmetoder for mange af de godt 600 artikler, han lader passere revy. Han tilføjer, at han ikke kender alle metoderne og nævner ikke alle dem, han kender. For sukker er der 6 former for forfalskning, 9 for olivenolie, 10 for smør, 12 for salt, 19 for mælk, 20 for brød, 23 for brændevin, 24 for mel, 28 for chokolade, 30 for vin, 32 for kaffe etc. Selv den kære Vorherre undgår ikke denne skæbne. Se Rouard de Card, »De la falsification des substances sacramentelles«, Paris 1856.

[44]: »Report etc. relating to the Grievances complained of by the Journeymen Bakers etc.«, London 1862 og »Second Report etc.«, London 1863.

[45]: s.st. »First Report etc.«, s. VI/VII.

[46]: s.st.s. LXXI.

[47]: George Read, »The History of Baking«, London 1848, s.16.

[48]: »Report (First) etc. Evidence«. Udtalelse af den »full priced baker« Cheesman, s.108.

[49]: George Read, anf. værk. I slutningen af det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. blev de factors (agenter), der trængte sig ind i alle mulige erhverv, endnu officielt angivet som »Public Nuisances« [ophavsmænd til offentligt uvæsen]. Således vedtog f.eks. Grand Jury'en under den tremåneders fredsdommersession i grevskabet Somerset, en »presentment« [betænkning] til Underhuset, hvori det bl.a. hedder: »at disse agenter fra Blackwell Hall er et offentligt uvæsen til skade for klædeerhvervet og bør undertrykkes som skadegørere.« (»The Case of our English Wool etc.«, London 1685, s.6, 7).

[50]: »First Report etc.«, s. VIII.

[51]: »Report of Committee on the Baking Trade in Ireland for 1861.«

[52]: s.st.

[53]: Et offentligt møde, som landarbejderne i Lasswade ved Glasgow holdt den 5. jan. 1866. (Se »Workman's Advocate« fra den 13. jan. 1866). Dannelsen af en Trade's Union blandt landarbejderne (i slutningen af 1865 i Skotland) er en historisk begivenhed. I et af Englands mest undertrykte landdistrikter, i Buckinghamshire, lavede lønarbejderne i marts 1867 en stor strejke for at få ugelønnen forhøjet fra 9–10 sh. til 12 sh. – (Det ses af det foregående, at det engelske landboproletariats bevægelse, der helt var blevet knust efter undertrykkelsen af dets voldsomme demonstrationer i 1830 og især efter indførelsen af den nye fattiglov, igen begynder i tresserne, til den endelig i 1872 bliver skelsættende. I bind II vil jeg vende tilbage hertil så vel som til de blåbøger, der er udkommet siden 1867 om den engelske landarbejders situation. Tillæg til 3. oplag).

[54]: »Reynolds' Paper«, 21. januar 1866. Hver eneste uge bringer dette ugeblad under de »sensational headings« [sensationelle overskrifter]: »Fearful and fatal accidents«, »Appalling tragedies« [Frygtelige ulykker med dødelig udgang, Forfærdelige tragedier] osv., en hel liste over nye jernbanekatastrofer. Hertil udtaler en arbejder fra North Staffordlinien: »Enhver kender følgerne, hvis lokomotivførerens og fyrbøderens opmærksomhed et øjeblik lammes. Og hvorledes kan det være anderledes med en umådelig arbejdsforlængelse, i et barsk vejr, uden pause og hvile? Tag som eksempel følgende tilfælde, sådan som det dagligt forekommer. Sidste mandag begyndte en fyrbøder tidligt om morgenen på dagens arbejde. Han afsluttede det efter 14 timer og 50 minutter. Inden han fik tid til at drikke sin the, kaldte man ham på ny til arbejdet. Han måtte slide i det uafbrudt i 29 timer og 15 minutter. Resten af ugens arbejde tager sig således ud: onsdag 15 timer; torsdag 15 timer og 35 minutter; fredag 14½ time; lørdag 14 timer og 10 minutter; i alt for hele ugen 88 timer og 30 minutter. Og tænk Dem nu hans forbavselse, da han kun får betaling for 6 arbejdsdage. Manden, der var ny i arbejdet, spurgte, hvad man forstod ved en dags arbejde. Svaret var 13 timer, altså 78 timer om ugen. Men hvad med betalingen for de overskydende 10 timer og 30 minutter? Efter en lang ordstrid modtog han en godtgørelse på 10 d.« (ikke engang 10 sølvgroschen). anf. værk, nr. af 4. februar 1866).

[55]: Smlgn. F. Engels, anf. værk, s.253, 254 [Se Dietz-udg. bind 2, 426/427].

[56]: Dr. Letheby, fungerende læge ved Board of Health [sundhedevæsenet] erklærede: Der bør for voksne i et soveværelse være et minimum af luft på 300 kubikfod og i en dagligstue 500 kubikfod.« Dr. Richardson, overlæge ved et af Londons hospitaler: »For syersker af enhver slags, modesyersker, kjolesyersker og almindelige syersker, er der tre plager - overarbejde, luftmangel og mangel på næring eller mangel på fordøjelse. I det store og hele passer dette arbejde bedre for kvinder end for mænd. Men det er det ulykkelige ved denne beskæftigelse, at den, navnlig i hovedstaden, er monopoliseret af ca. 26 kapitalister, som ved magtmidler, der udspringer af kapitalen (that spring from capital), tvinger økonomi ud af arbejdet (force economy out of labour; han mener, spare på udgifterne ved at bortøde arbejdskraft). Deres magt føles i hele denne klasse af arbejdersker. Kan en kjolesyerske få en lille kreds af kunder, så er konkurrencen sådan, at hun for at beholde den må arbejde sig ihjel derhjemme; og hun må nødvendigvis hjemsøge sine hjælpersker med samme overarbejde. Mislykkes hendes forretning, eller kan hun ikke etablere sig selvstændig, henvender hun sig til en virksomhed, hvor der ikke er mindre arbejde, men betalingen sikker. Således stillet, bliver hun til ren og skær slave, kastet hid og did af enhver forandring i samfundet; snart hjemme, næsten sultende ihjel på et lille hummer; snart beskæftiget i de 15, 16 ja 18 timer af døgnets 24 i en luft, der næppe er til at udholde, og på en kost, der, selv hvis den er god, ikke kan fordøjes af mangel på frisk luft. Af disse ofre lever svindsoten, der er en sygdom, der kun skyldes dårlig luft.« (Dr. Richardson, »Work and Overwork« i »Social Science Review«, 18. juli 1863).

[57]: »Morning Star«, 23. juni 1863. »Times« brugte begivenheden til at forsvare de amerikanske slaveejere mod Bright osv. »Der er særdeles mange af os«, siger den, »der mener, at så længe vi tvinger vore kvinder til at arbejde sig ihjel (men med sultens svøbe i stedet for med piskens knalden), har vi næppe ret til at ophidse til ild og sværd mod familier, der er født som slaveejere, og som i det mindste giver deres slaver rigelig mad og kun lader dem arbejde rimeligt.« (»Times«, 2. juli 1863). På samme måde læste »Standard«, et Tory-blad, teksten for Rev. Newman Hall: Han bandlyser slaveholderne, men beder sammen med de pæne mennesker, der ikke lader kuske og omnibusførere i London osv. arbejde mere end 16 timer om dagen for en hundeløn«. Endelig talte oraklet, hr. Thomas Carlyle, af hvem jeg allerede i 1850 lod trykke: »Zum Teufel ist der Genius, der Kultus ist geblieben.« I en kort parabel reducerer han samtidens eneste store begivenhed, den amerikanske borgerkrig, til, at Peter fra norden vil smadre hjerneskallen på Paul fra syden, fordi Peter fra norden lejer sin arbejder for »en dag«, medens Paul fra syden lejer sin for »livstid«. (»Macmillan's Magazine«. Ilias Americana in nuce. Augusthæftet 1863). Sådan sprang endelig den sæbeboble af Tory-sympati for lønarbejderen i byen – aldeles ikke for lønarbejderen på landet. Sagens kerne er – slaveri!

[58]: Marx mener sin anmeldelse af Th. Carlyles bog »Latter-Day Pamphlets« [se Dietz-udg. bind 7, s.255–265].

[59]: Dr. Richardson, anf. værk.

[60]: »Children's Employment Commission. Third Report«, Lond. 1864, s.IV, V,VI

[61]: »I Staffordshire så vel som i Syd-Wales er unge piger og koner beskæftiget i kulgruber og på koksbunker ikke blot om dagen, men også om natten. I de rapporter, der blev aflagt til parlamentet, blev dette ofte nævnt som en praksis, der var forbundet med store og almindeligt kendte onder. Disse kvinder, der oversmurt med snavs og sod arbejder sammen med mændene og næppe er til at skelne fra dem, får ødelagt deres karakter, fordi de mister deres selvrespekt; dette er en næsten uundgåelig følge af deres ukvindelige beskæftigelse.« anf. værk 194, s. XXVI. Smlgn. »Fourth Report« (1865) 61, s. XIII). Det samme gør sig gældende i glasfabrikkerne.

[62]: »Det synes naturligt«, bemærkede en stålfabrikant, der anvender børn til natarbejde, »at drenge, der arbejder om natten, ikke kan sove eller finde ordentlig hvile om dagen, men i stedet løber rastløse omkring.« (s.st., »Fourth Rep.«, 63, s. XIII). Om sollysets betydning for legemets bevarelse og udvikling bemærker en læge bl.a.: »Lyset indvirker også direkte på legemets væv ved at hærde og give det elasticitet. Musklerne hos dyr, som man forholder den normale mængde lys, bliver svampede og uelastiske, nervesystemet mister sin spændkraft af mangel på stimulering, og udviklingen af alt, hvad man forstår ved vækst, bliver hæmmet .... Hvad angår børn er det absolut af stor betydning for deres sundhed, at de altid får rigeligt dagslys og i en del af dagen direkte solstråler. Lys hjælper med til at forarbejde maden til godt plastisk blod og hærder fibrene, efter at de er dannet. Det virker også som stimulus for synsorganerne og fremkalder herved større aktivitet i forskellige hjernefunktioner.« Hr. W. Strange, overlæge ved Worcester »General Hospital«, fra hvis afhandling om »Sundhed« (1864) denne passage er lånt, skriver i et brev til undersøgelseskommissær White: Jeg har tidligere i Lancashire haft lejlighed til at iagttage virkningerne af natarbejde på fabriksbørnene, og i modsætning til, hvad nogle arbejdsgivere ynder at hævde, erklærer jeg med bestemthed, at det snart gik ud over børnenes helbred«. (»Children's Employment Commission. Fourth Report«, 284, s.55). At sådanne ting overhovedet er genstand for alvorlige kontroverser, viser bedst, hvilken indvirkning den kapitalistiske produktion har på »hjernefunktionerne« hos kapitalister og deres retainers [vasaller].

[63]: s.st. 57, s.XII

[64]: s.st. (»4th Rep.«, 1865), 58, s.XII.

[65]: s.st.

[66]: s.st.s. XIII. Disse »arbejdskræfters« kulturelle udviklingstrin må naturligvis være sådan, som det fremgår af de følgende dialoger med en af undersøgelseskommissærerne, Jeremiah Haynes, 12 år: »... fire gange fire er otte, men fire firere (4 fours) er 16... En konge er ham, der har alle pengene og alt guldet (A king is him that has all the money and gold). Vi har en konge; man siger, han er en dronning, de kalder hende prinsesse Alexandra. Man siger, hun giftede sig med dronningens søn. En prinsesse er en mand.« Wm. Turner, 12 år: »Lever ikke i England. Tænker nok, at der findes et sådant land, men vidste ikke noget om det før.« John Morris, 14 år: »Har hørt sige, at Gud skabte verden, og at alle mennesker druknede, med undtagelse af en; har hørt, at denne ene var en lille fugl«. William Smith, 15 år: »Gud skabte manden; manden skabte kvinden«. Edward Taylor, 15 år: »Ved ikke noget om London.« Henry Matthewmann, 17 år: »Går undertiden i kirke ... De prædiker over et navn, en vis Jesus Kristus, men jeg kan ikke nævne andre navne, og jeg kan heller ikke sige noget om ham. Han blev ikke myrdet, men døde som andre mennesker. Han var ikke sådan som andre mennesker på en vis måde, fordi han var religiøs på en vis måde, og det er andre ikke. (He was not the same as other people in some ways, because he was religious in some ways, and others isn't).« (s.st.74, s.XV). »Djævelen er en god person. Jeg ved ikke, hvor han lever. Kristus var en ond mand.« (»The devil is a good person. I don't know where he lives, Christ was a wicked man.«) »Denne pige (10 år) staver God som Dog og kendte ikke navnet på dronningen.« (»Ch. Empl. Comm,V, Rep.«, 1866, s.55, n.278). Samme system som i de nævnte metalfabrikker hersker i glas- og papirfabrikkerne. I de papirfabrikker, hvor papiret bliver maskinfremstillet, er alle processer i regelen natarbejde, med undtagelse af kludesorteringen. I nogle tilfælde bliver natarbejdet, ved skiftehold, fortsat uafbrudt hele ugen igennem, sædvanligvis fra søndag nat til den følgende lørdag nat klokken 12. Det mandskab, der har slagarbejde, arbejder i hver uge 5 dage á 12 timer og en á 18, og de, der har natarbejde, 5 nætter á 12 timer og én á 6. I andre tilfælde arbejder hvert hold 24 timer ud i én køre hver anden dag. Et hold arbejder 6 timer om mandagen og 18 om lørdagen, for at det kan blive til 24 timer. I andre tilfælde er der indført en mellemting af disse systemer, hvor alle, der er ansat ved papirmaskinerne, hver dag i ugen arbejder 15-16 timer. Dette system, siger undersøgelseskommissær Lord, synes at forene alle onder fra 12- og 24 timers-skifteholdsarbejdet. Børn under 13 år, unge under 18 og kvinder arbejder under dette hattesystem. Under 12 timers-systemet måtte de ofte på grund af afløserens udebliven tage det dobbelte skift på 24 timer. Vidneudsagn fortæller, at drenge og piger meget ofte arbejder på overtid, så de ikke sjældent har 24, ja 36 timers uafbrudt arbejde. Ved den »kontinuerlige og ensartede« proces i glaserelokalerne finder man piger på 12 år, der hele måneden dagligt arbejder 14 timer, »uden at få nogen regelmæssig pause eller afbrydelse ud over to, højst tre afbrydelser, hver på en halv time, til måltider.« I fabrikker, hvor man helt har opgivet det regulære natarbejde, bliver der arbejdet forfærdelig meget på overtid, og »det hyppigt ved de mest snavsede, varmeste og mest monotone processer«. (»Children's Employment Commission, Report IV«, 1865, s.XXXVIII og XXXIX).

[67]: »Fourth Report etc.«, 1865, 79, s.XVI.

[68]: s.st.80, s.XVI, XVII.

[69]: s.st.82, s.XVII.

[70]: »I vor reflekterende og ræsonnerende tid har den endnu ikke bragt det vidt, der ikke forstår at angive en god grund for alt, selv for det dårligste og mest forkerte. Alt, hvad der er blevet ødelagt i verden, det er blevet ødelagt af gode grunde.« (Hegel, anf. værk s.249).

[71]: »Children's Employment Commission, Fourth Report«, 1865, 85 s.XVII. Fra glasfabrikanten lyder betænkeligheder af samme sarte karakter: det er umuligt, at børnene kan få »regelmæssige måltider«, da den mængde varme, ovnene udstråler, derved ville blive til et »rent tab« eller »gå til spilde«. Hertil svarer undersøgelseskommissær White, så afgjort ikke som Ure, Senior etc. og deres smalsporede tyske eftersnakkere som Roscher etc., der er rørt over kapitalisternes »afholdenhed«, »forsagelse« og »sparsommelighed« i pengeanliggender og deres Timur-Tamerlanske »ødslen« med menneskeliv: »Det er meget muligt, at der ville gå mere varme til spilde, hvis der blev sikret regulære måltider, så de opvoksende børn kunne få tid til at spise og fordøje deres mad i ro og mag; men selv i pengeværdi er det ingenting, sammenlignet med det spild af livskraft (the waste of animal power), der finder sted i glashytterne i hele kongeriget«. (s.st.s. XLV). Og det i »fremskridtsåret« 1865! Bortset fra forbruget af kræfter ved at løfte og bære, går et sådant barn under udførelsen af sit arbejde i hytterne, (hvor der laves flasker og flintglas), 15 til 20 (engelske) mil på 6 timer! Og arbejdet varer ofte 14 til 15 timer! Ligesom i Moskvas spinderier hersker sekstimers-afløsningssystemet i mange af disse glashytter. »I den del af ugen, hvor der arbejdes, er den længste, uafbrudte hvileperiode på 6 timer, og herfra går den tid, det tager at gå til og fra fabrikken, vaske sig, klæde sig på og spise. Således bliver der i virkeligheden kun kort tid tilbage til hvile, ingen tid til leg og frisk luft, andet end på bekostning af søvnen, der er så uundværlig for børn, især når de har et så varmt og anstrengende arbejde ... Selv den korte søvn bliver afbrudt, enten fordi barnet selv skal vågne om natten, eller fordi det om dagen bliver vækket af larm udefra.« Hr. White nævner et tilfælde, hvor en dreng arbejdede 36 timer ud i én køre; og andre, hvor drenge på 12 år slider i det, til klokken er 2 om natten, derefter sover i hytten til klokken 5 morgen (3 timer!), for så på ny at begynde på dagens arbejde! »Den mængde arbejde«, siger Tremenheere og Tufnell, der har redigeret hovedrapporten, »som drenge, piger og kvinder udretter under dagens eller nattens arbejdstørn (spelt of labour), er fabelagtig.« (s.st.s. XLIII og XLIV). Imedens vakler den »forsagende« glaskapital, beruset af portvin, måske en sen aften hjem fra klubben, tåbeligt nynnende hen for sig: »Britons never, never shall be slaves!« (Aldrig, aldrig skal briter blive slaver!«)

[72]: I England bliver en arbejder stadigvæk nogle steder på landet idømt fængselsstraf for vanhelligelse af søndagen, hvis han arbejder i sin have. Samme arbejder bliver straffet for kontraktbrud, hvis han udebliver fra metal-, papir- eller glasværket om søndagen, også hvis det er på grund af religiøse nykker. Det ortodokse parlament vil ikke høre tale om vanhelligelse af søndagen, hvis den sker under kapitalens »værdiøgningsproces«. I et memorandum (august 1863), hvori Londons arbejdere i fiske- og fjerkræforretninger kræver afskaffelse af søndagsarbejde, hedder det, at deres arbejde i de første 6 ugedage gennemsnitligt varer 15 timer daglig og om søndagen 8 til 10 timer. Man forstår tillige af dette memorandum, at det især er den udsøgte gourmandise hos de aristokratiske hyklere fra Exeter Hall, der opmuntrer til dette »søndagsarbejde«. Disse »hellige«, der er så ivrige »in cute curanda« [i omsorgen for deres legemlige velgående], viser deres kristendom ved den resignation, hvormed de tåler andres overarbejde, afsavn og sult. Obsequium ventris istis (arbejderne) perniciosius est« [rådseri er langt mere skadelig for dem (arbejderne)]

[73]: »I vore tidligere rapporter har vi gengivet forskellige erfarne fabrikanters udtalelser, der går ud på, at overtimer ... sikkert skjuler den fare i sig, at menneskets arbejdskraft bliver opbrugt for tidligt.« (s.st.64, s.XIII).

[74]: Cairnes, anf. værk s.110,111.

[75]: Fra Florais' satirer, bog 1, satire 1. Red.

[76]: John Ward, »History of the Borough of Stoke-upon-Trent etc.«, London 1843, s.42.

[77]: Ferrands tale i »House of Commons«, 27. april 1863.

[78]: »That the manufacturers would absorb it and use it up. Those were the very words used by the cotton manufacturers.« (anf. værk).

[79]: s.st. Villiers var, trods den bedste vilje, »ifølge loven« i den situation, at han måtte afslå fabrikanternes begæring. Fabrikanterne opnåede dog deres hensigt ved de lokale fattigforvaltningers føjelighed. Hr. A. Redgrave, fabriksinspektør, forsikrer, at denne gang var systemet (hvorefter de forældreløse og de fattiges børn »lovligt« blev betragtet som apprentices (lærlinge)), »ikke ledsaget af de gamle ulemper« - (om disse »ulemper« smlgn. Engels, anf. værk) - skønt systemet ganske vist i et tilfælde »blev misbrugt i forbindelse med nogle piger og unge kvinder, der blev bragt fra Skotlands landdistrikter til Lancashire og Cheshire.« I dette »system« indgår fabrikanten en kontrakt med de lokale fattigforvaltninger for bestemte perioder. Han føder, klæder og huser børnene og giver dem et lille pengebeløb. Følgende bemærkning af hr. Redgrave lyder mærkelig, især når man betænker, at blandt den engelske bomuldsindustris prosperitetsår er året 1860 enestående; arbejdslønningerne var desuden høje, da den usædvanlige arbejdsefterspørgsel traf på affolkning i Irland, på eksempelløs udvandring fra de engelske og skotske landdistrikter til Australien og Arnerika, på en uomtvistelig nedgang i befolkningstallet i nogle engelske landdistrikter, dels på grund af en lykkeligt opnået nedbrydning af livskraften, dels som en følge af den tidligere afskumning af den disponible befolkning, som forhandlerne af menneskekød foretog. Og desuagtet siger hr. Redgrave: »Denne slags arbejde« (fattighusbørnenes) »bliver dog kun søgt, hvis der ikke kan findes andre, da det er dyrt arbejde (high-priced labour). Arbejdslønnen for en dreng på 13 år er sædvanligvis ca. 4 sh. om ugen; men at huse, klæde og føde 50 eller 100 af disse drenge, at have dem under lægeligt tilsyn og passende overopsyn, og oven i købet skulle give dem et lille pengebeløb kan ikke lade sig gøre for 4 sh. pr. hoved om ugen.« (»Rep. of the Insp. of Factories for 30th April 1860«, s.27). Hr. Redgrave glemmer at fortælle, hvorledes arbejderen kan give sine børn alt dette for deres arbejdsløn på 4 sh., når fabrikanten ikke kan til 50 eller 100 drenge, der logerer og spiser på samme sted. For at forhindre, at der ud fra teksten skal blive draget falske slutninger, må jeg her bemærke, at den engelske bomuldsindustri, efter at den blev underkastet Factory Act af 1850 med dens regulering af arbejdstiden osv., må betragtes som den engelske mønsterindustri. Den engelske bomuldsarbejder står i enhver henseende højere end sin kontinentale lidelsesfælle. »Den preussiske fabriksarbejder arbejder mindst 10 timer mere om ugen end sin engelske konkurrent, og beskæftiges han hjemme ved sin egen vævestol, bortfalder selv denne grænse for hans ekstra arbejdstimer.« (»Rep. of Insp. of Faet. 31st Oct. 1855«, s.103). Ovennævnte fabriksinspektør Redgrave rejste på kontinentet efter industriudstillingen i 1851, især i Frankrig og Preussen for at undersøge de derværende fabrikstilstande. Han siger om den preussiske fabriksarbejder: »Han får en løn, der lige forslår til anskaffelse af simpel kost og den smule komfort, han er vant til, og som han er tilfreds med ... Han lever dårligere og arbejder hårdere end sin engelske konkurrent.« (»Rep. of Insp. of Fact. 31st. Oct. 1853«, s.85).

[80]: »De overanstrengte dør med en påfaldende hurtighed; men pladserne, der står tomme efter dem, der går til grunde, bliver straks udfyldt, og en hyppig udskiftning af personer frembringer ingen ændring på scenen.« »England and America«, London 1833, b. I, s35. (forfatter E. G. Wakefield).


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere