Tilbage
Kapitalen

Merværdiraten

1. Udbytningsgraden af arbejdskraften

Den merværdi, som den udlagte kapital C har frembragt i produktionsprocessen, eller med andre ord den udlagte kapital C's værdiøgning, præsenterer sig fra første færd som et overskud, som det beløb hvormed produktets værdi overstiger summen af produktionselementernes værdi.

Kapitalen C består af 2 dele, nemlig en pengesum c, der er investeret i produktionsmidler, og en anden pengesum v, der er anvendt til køb af arbejdskraft; c repræsenterer den del, der er blevet til konstant kapital, og v den del, der er blevet til variabel kapital. Oprindelig er C derfor = c + v, f.eks. den udlagte kapital på 500 pd. st, = 410 pd. st. konstant + 90 pd. st. variabel. Ved produktionsprocessens afslutning får vi en vare, hvis værdi = (c + v) + m, hvor m er merværdien, f.eks. (410 pd, st. konstant + 90 pd. st. variabel) + 90 pd. st. merværdi. Den oprindelige kapital C har forvandlet sig til C', fra 500 pd. st. til 590 pd. st. Differencen mellem de to = m, merværdien på 90 pd. st. Da værdien af produktionselementerne er lig med værdien af den udlagte kapital, så er det i virkeligheden en tautologi at sige, at det beløb, hvormed produktets værdi overstiger dets produktion elementers værdi, er lig med værdiøgningen af den udlagte kapital eller lig med den producerede merværdi.

Ikke desto mindre er vi nødt til at undersøge denne tautologi nærmere. Produktets værdi bliver sammenlignet med værdien af de produktionselementer, der blev forbrugt ved dets fremstilling. Nu har vi imidlertid set, at den del af den konstante kapital, der består af arbejdsredskaber, kun afgiver en del al sin værdi til produktet, medens en anden del lever videre i sin gamle eksistensform. Da sidstnævnte del ikke spiller nogen rolle for dannelsen af værdi, vil vi her se bort fra den. Tog vi den med i beregningen, ville dette dog ikke gøre nogen forskel. Antag, at c = 410 pd. st. består al råmateriale til 312 pd. st., hjælpestoffer til 44 pd. st., og den del af maskineriet, der slides op under processen, til 54 pd. st., medens totalværdien af de maskiner, der egentlig anvendes, beløber sig til 1054 pd. st. Som den værdi, der er lagt ud til frembringelse af produktets værdi, regner vi kun med de 54 pd. st., som maskinerne mister ved deres funktion og derfor afgiver til produktet. Hvis vi i vor beregning medtog de 1000 pd. st., der fortsat eksisterer i deres gamle form som dampmaskine osv., måtte vi medregne dem på begge sider, på den side hvor den udlagte værdi er opført, og på den side hvor produktets værdi står [1] , og vi ville således få resp. 1500 pd. st. og 1590 pd. st. Differencen eller merværdien ville ligesom før være 90 pd. st. Gennem hele denne bog vil vi derfor ved den konstante kapital, der er lagt ud til produktionen af værdi, udelukkende forstå værdien af de produktionsmidler, der virkelig forbruges i produktionsprocessen, medmindre det modsatte fremgår af sammenhængen.

Dette forudsat vender vi tilbage til formlen C = c + v, der forvandles til C' = (c + v) + m, hvorved C bliver til C'. Vi ved, at værdien af den konstante kapital kun kan genopstå i produktet. Den virkelig ny værdi, der er frembragt i processen, er altså forskellig fra den produktværdi, der fås ud af processen. Den er altså ikke, som det kunse se ud ved første øjekast, (c + v) + m eller (410 pd. st. konstant + 90 pd. st. variabel + 90 pd. st. merværdi) men i stedet v + m eller (90 pd. st. variabel + 90 pd. st. merværdi), ikke 590 pd. st., men 180 pd. st. Hvis c, den konstante kapital, = 0, eller med andre ord, hvis der var industrigrene, hvor kapitalisten ikke skulle anvende producerede produktionsmidler, hverken råmateriale, hjælpestoffer eller arbejdsredskaber, men kun stoffer, der leveres direkte af naturen, og arbejdskraft, så ville der ikke være nogen konstant værdi at overføre til produktet. Dette element i produktets værdi, i vort tilfælde 410 pd. st. ville falde bort, men værdiproduktet på 180 pd. st., der indeholder 90 pd. st. i merværdi, ville blive ved med at være lige så stor, som hvis c repræsenterede den højeste værdi. Vi ville have C = (0 + v) = v, og C', den værdiøgede kapital = v + m, C' – C ville ligesom før være lig med m. Hvis omvendt m = 0, hvis med andre ord arbejdskraften, hvis værdi er lagt ud i form af variabel kapital, kun havde produceret sit ækvivalent, så ville C = c + v, og C' (produktets værdi) = (c + v) + 0, og C ville derfor være lig med C'. Den udlagte kapital ville ikke have skabt merværdi.

Af det foregående ved vi allerede, at merværdien blot er en følge af den værdiændring, der sker med v, dvs. den del af kapitalen, der er omsat i arbejdskraft; følgelig er v + m = v + ∆v (v plus en tilvækst til v). Men den egentlige værdiændring og det forhold, hvori værdien ændrer sig, bliver tilsløret af den omstændighed, at hele den udlagte kapital forøges som en følge af den variable dels vækst. Den var oprindelig på 500, og den bliver til 590. Den rene analyse af processen kræver derfor, at vi helt ser bort fra den del af produktets værdi, hvor det kun er værdien af den konstante kapital, der på ny kommer til syne, at vi altså sætter den konstante kapital c = 0, og at vi følgelig anvender en af matematikkens love, der gælder for operationen med variable og konstante størrelser, når den konstante størrelse kun er forbundet med den variable ved addition eller subtraktion.

På grund af den variable kapitals oprindelige form opstår der en anden vanskelighed. Således er i ovennævnte eksempel C' = 410 pd. st. konstant kapital + 90 pd. st. variabel kapital + 90 pd. st. merværdi. Men halvfems pd. st. er en givet, altså en konstant størrelse, og det kan derfor se urimeligt ud at behandle den som en variabel størrelse. Men i virkeligheden er 90 pd. st. dvs. 90 pd. st. variabel kapital her blot et symbol for den proces, som denne værdi gennemløber. Den del af kapitalen, der blev investeret i købet af arbejdskraft, er en bestemt mængde materialiseret arbejde, altså en konstant værdi størrelse, ligesom værdien af den købte arbejdskraft. Men i selve produktionsprocessen træder den fungerende arbejdskraft i stedet for de udlagte 90 pd. st., levende arbejde træder i stedet for dødt, en flydende størrelse i en hvilendes sted, og en variabel i stedet for en konstant. Resultatet er reproduktionen af v plus en tilvækst til v. Set fra den kapitalistiske produktions synspunkt er hele processen en egenbevægelse af den oprindeligt konstante værdi, der blev omsat i arbejdskraft. Processen og dens resultat bliver godskrevet den. Synes udtrykket 90 pd. st. variabel kapital eller den selvøgende værdi derfor at være modsigelsesfuldt, så udtrykker det kun en den kapitalistiske produktion iboende modsigelse.

Det kan ved første blik se besynderligt ud at sætte den konstante kapital lig med 0. Imidlertid er det det, man altid gør til hverdag. Hvis en eller anden f.eks. vil beregne Englands udbytte af bomuldsindustrien, så trækker han først og fremmest det beløb fra, der er betalt for bomuld til De forenede Stater, Indien, Ægypten osv.; dvs. han sætter værdien af den kapital, der blot genopstår i produktets værdi = 0.

Naturligvis er ikke blot merværdiens forhold til den del af kapitalen, som den umiddelbart udspringer af, og hvis værdiændring den repræsenterer, af stor økonomisk betydning, men også dens forhold til hele den udlagte kapital. Vi vil derfor i tredie bog behandle dette forhold udførligt. For at en del af kapitalen kan forøge sin værdi ved at blive omsat i arbejdskraft, må der være en anden del, der bliver omsat i produktionsmidler. For at den variable kapital kan udføre sin funktion, må den konstante kapital lægges ud i et tilsvarende forhold, alt efter arbejdsprocessens givne tekniske karakter. Den omstændighed, at man i en kemisk proces benytter retorter og andre beholdere, forhindrer dog ikke, at man ved analysen kan abstrahere fra retorten selv. For så vidt værdiproduktion og værdiændring betragtes for sig selv, dvs. i deres renhed, leverer produktionsmidlerne eller de stoflige former, som den konstante kapital har, kun det materiale, som den flydende, værdiskabende kraft legemliggøres i. Det er derfor uden betydning, hvad dette materiales natur er, om det er bomuld eller jern, ligesom også dette materiales værdi er ligegyldig. Der må blot være en så stor mængde, at det kan opsuge den mængde arbejde, der udføres under arbejdsprocessen. Er mængden af materiale givet, kan dens værdi stige eller falde, eller den kan endog som jord og hav være værdiløs, uden at det har nogen indflydelse på værdiproduktionen og værdiændringen. [2]

Til en begyndelse sætter vi altså den konstante kapital lig med nul. Den udlagte kapital bliver derfor reduceret fra c + v til v, og produktets værdi fra (c + v) + m til værdiproduktet (v + m). Sættes værdiproduktet = 180 pd.st., en størrelse, der repræsenterer alt det arbejde, der er udført under produktionsprocessen, så har vi tilbage, efter at værdien af den variable kapital = 90 pd. st. er trukket fra, merværdien = 90 pd. st. Tallet 90 pd. st. = m udtrykker her den producerede merværdis absolutte størrelse. Men dens relative størrelse, eller det forhold, i hvilket den variable kapitals værdiøgning har fundet sted, er åbenbart bestemt af merværdiens forhold til den variable kapital eller er udtrykt i m/v. I ovenstående eksempel er det altså 90/90 = 100 pct. Den variable kapitals forholdsmæssige værdiproduktion eller merværdiens forholdsmæssige størrelse kalder jeg merværdiraten. [3]

Vi har set, at arbejderen under en del af arbejdsprocessen kun producerer værdien af sin arbejdskraft, dvs. værdien af sine nødvendige livsfornødenheder. Da han producerer under et system, der er baseret på social arbejdsdeling, producerer han ikke sine livsfornødenheder direkte, men i stedet en speciel vare, som f.eks. garn, hvis værdi er lig med værdien af hans livsfornødenheder, eller lig med de penge, han køber dem for. Den del af arbejdsdagen, som han anvender hertil, vil være større eller mindre i forhold til værdien af hans gennemsnitlige daglige fornødenheder, altså i forhold til den daglige arbejdstid, der gennemsnitligt kræves til deres produktion. Hvis værdien af hans daglige fornødenheder gennemsnitligt repræsenterer udøvelsen af 6 timers arbejde, så må arbejderen gennemsnitligt arbejde 6 timer daglig for at producere denne værdi. Arbejdede han ikke for kapitalisten, men uafhængigt for sig selv, så måtte han, under i øvrigt konstante betingelser, stadig gennemsnitligt arbejde i den samme aliquote del (brøkdel) af dagen for at producere værdien af sin egen arbejdskraft og derved komme i besiddelse af de levnedsmidler, der er nødvendige til hans underhold eller fortsatte reproduktion. Men da han i den del af arbejdsdagen, hvor han producerer værdien af en dags arbejdskraft, eller lad os sige 3 sh., kun producerer et ækvivalent for den værdi, der allerede er betalt af kapitalisten, [4] altså. med den nyligt dannede værdi kun erstatter værdien af den udlagte variable kapital, viser denne produktion af værdi sig kun som reproduktion. Den del af arbejdsdagen, hvor denne reproduktion foregår, kalder jeg derfor den nødvendige arbejdstid, og det arbejde, der udføres i dette tidsrum, det nødvendige arbejde. [5] Nødvendigt for arbejderen, da det er uafhængigt af hans arbejdes samfundsmæssige form. Nødvendigt for kapitalen og dens verden, da den er afhængig af arbejderens fortsatte eksistens.

Den anden del af arbejdsprocessen, hvor arbejderen pukler ud over det nødvendige arbejdes grænser, koster ham ganske vist arbejde eller forbrug af arbejdskraft, men den skaber ingen værdi til ham. Den skaber merværdi, der, set med kapitalistens øjne, er lige så charmerende som et produkt, der er opstået af intet. Denne del af arbejdsdagen kalder jeg surplusarbejdstid (merarbejdstid), og det arbejde, der bliver udført i løbet af denne tid: merarbejde (surplus labour). For at komme til erkendelse af værdi i det hele taget er det vigtigt, at man ikke opfatter den som andet end krystalliseret arbejdstid, som intet andet end materialiseret arbejde, og lige så vigtigt er det for erkendelsen af merværdien, at den ikke forstås som andet end krystalliseret surplusarbejdstid, som intet andet end materialiseret merarbejde. Den væsentligste distinktion mellem de forskellige samfundsformationer, f.eks. mellem et samfund, der er baseret på slavearbejde og et samfund, der er baseret på lønarbejde, ligger alene i den måde, hvorpå dette merarbejde bliver aftvunget den umiddelbare producent, nemlig arbejderen. [6]

Da værdien af den variable kapital = værdien af den arbejdskraft, der er købt for denne kapital, og da værdien af denne arbejdskraft bestemmer den nødvendige del af arbejdsdagen, medens merværdien på sin side er bestemt af den resterende del af arbejdsdagen, så følger: Merværdien forholder sig til den variable kapital, som merarbejdet til det nødvendige arbejde, eller m.a.o.: merværdiraten m / v = merarbejde / nødvendigt arbejde. Venstre og højre side af proportionen udtrykker det samme forhold, men i forskellig form, den ene refererer til materialiseret arbejde, den anden til flydende arbejde.

Merværdiraten er derfor det eksakte udtryk for udbytningsgraden af arbejdskraften ved kapitalen eller af arbejderen ved kapitalisten. [7]

I vort eksempel antog vi, at værdien af produktet = (410 pd. st. konstant + 90 pd. st. variabel) + 90 pd. st. merværdi, dvs. at den udlagte kapital = 500 pd. st. Da merværdien = 90 og den udlagte kapital = 500, skulle vi efter de almindelige regnemetoder få, at merværdiraten (som man forveksler med profitraten) = 18 pct., en rate der er så lav, at den må kunne røre hr. Carey og hans meningsfæller. Men i virkeligheden er merværdiraten ikke m / C eller m / c + v, men derimod m / v følgelig ikke 90 / 500, men 90 / 90 = 100 pct., der er mere end det femdobbelte af den tilsyneladende udbytningsgrad. Selv om vi i det givne tilfælde hverken kender arbejdsdagens virkelige længde eller arbejdsprocessens varighed i dage, uger osv., og heller ikke antallet af arbejdere, som den variable kapital på 90 pd. st. samtidig sætter i gang, så viser merværdiraten m / v os alligevel ved, at den kan konverteres til merarbejde / nødvendigt arbejde det nøjagtige forhold mellem arbejdsnødvendigt arbejde dagens to dele. Det er 100 pct. Det vil altså sige, at arbejderen i den ene halvdel af dagen arbejdede for sig selv og i den anden for kapitalisten.

Metoden til udregning af merværdiraten er altså kortfattet denne: Vi tager hele værdien af produktet og sætter værdien af den konstante kapital, der kun genopstår i produktets værdi, lig med nul. Den sum, der er tilbage, er det eneste værdiprodukt, der virkelig er blevet dannet under varens produktionsproces. Er merværdien givet, skal vi blot trække den fra dette værdiprodukt for at få den variable kapital, og omvendt hvis sidstnævnte er givet og vi søger merværdien. Er begge givet, så er der blot den afsluttende operation tilbage at udføre, nemlig at udregne merværdiens forhold til den variable kapital, m / v

Skønt metoden er enkel, finder vi det alligevel på sin plads, ved hjælp af nogle eksempler at træne læseren i den uvante betragtningsmåde, der ligger til grund for metoden.

Som første eksempel vil vi tage et spinderi med 10 000 mulemaskiner, der spinder garn nr. 32 af amerikansk bomuld og på en uge producerer 1 pund garn pr. spindel. Spildet udgør 6 pct. I løbet af én uge bliver altså 10 600 pund bomuld forarbejdet til 10 000 pund garn og 600 pund affald. I april 1871 koster denne bomuld 7 3/4 d. pr. pund, for 10 600 pund altså rundt regnet 342 pd. st. De 10 000 spindler, inklusive dampmaskinen og de maskiner, der anvendes ved den første forarbejdning af bomulden, koster 1 pd. st. pr. spindel, altså 10 000 pd. st. Slitagen beløber sig til 10 pct. = 1000 pd.st. eller 20 pd.st. om ugen. Leje af fabriksbygning er 300 pd.st. eller 6 pd.st. pr. uge. Forbrug af kul (angivet for 100 hestekræfter ved 4 pund kul pr. hestekraft pr. time i 60 timer, og inklusive forbruget til opvarmning af bygningen) 11 tons pr. uge, til 8 sh. 6 d. pr. ton, koster rundt regnet 4 % pd.st. om ugen; gas 1 pd.st. pr. uge, olie 4 % pd.st. pr. uge; det bliver altså for alle hjælpestoffer 10 pd.st. om ugen. Den konstante del af værdien er altså 378 pd.st. om ugen; arbejdsløn beløber sig til 52 pd.st. om ugen. Garnets pris er 12 1/4 d. pr. pund eller 10 000 pund - 510 pd.st., merværdien altså 510 – 430 = 80 pd.st. Vi sætter den konstante del af værdien på 378 pd. st. = 0, da den ikke spiller nogen rolle i den ugentlige værdiproduktion. Tilbage bliver et værdiprodukt pr. uge på 132 = 52 pd.st. variabel + 80 pd. st. merværdi. Merværdiraten er altså = 80 / 52 = 153 11/13 pct. Med en gennemsnitsarbejdsdag på 10 timer giver det: Nødvendigt arbejde = 3 31/33 time og merarbejde = 6 2/33 time. [8]

Jacob leverer følgende opgørelse for året 1815. Grundet en tidligere modregning ved forskellige poster er opgørelsen temmelig mangelfuld, men til vort formål er den dog fyldestgørende. Han antager en hvedepris på 80 sh. pr. quarter og en gennemsnitlig afgrøde på 22 bushels pr. acre, således at en acre indbringer 11 pd.st.

Værdiproduktion pr. acre

Sædekorn (hvede)

1 pd.st. 9 sh

Gødning

2 - - 10 –

Arbejdsløn

3 - - 10 –

I alt:

7 pd.st. 9 sh

 

Tiender, afgifter, skatter

1 pd.st. 1 sh

Jordrente

1 - - 8 –

Forpagters profit og rente

1 - - 2 –

I alt:

3 pd.st. 11 sh

Forudsat at produktets pris stadig = dets værdi, bliver merværdien her fordelt på de forskellige poster, profit, leje, tiender osv. Disse poster er os ligegyldige. Vi lægger dem sammen og får en merværdi på 3 pd.st. 11 sh. De 3 pd.st. 19 sh. for sædekorn og gødning sætter vi som den konstante del af kapitalen lig med 0. Der bliver da tilbage den udlagte variable kapital på 3 pd.st. 10 sh., i hvis sted der er blevet produceret en ny værdi på 3 pd.st. 10 sh + 3 pd.st. 11 sh. Vi får altså m / v = 3 pd.st. 11 sh. / 3 pd.st. 10 sh., der giver en merværdirate på mere end 100 pct. Arbejderen anvender mere end halvdelen af sin arbejdsdag til produktion af en merværdi, som forskellige personer fordeler mellem sig under forskellige påskud. [9]

2. Repræsentation af produktets værdi i proportionale dele af produktet

Lad os nu vende tilbage til det eksempel, der viste os, hvordan kapitalisten laver kapital af penge. Hans spinders nødvendige arbejde beløb sig til 6 timer, merarbejdet til det samme, udbytningsgraden af arbejdskraften var derfor 100 pct.

Produktet af en tolvtimers arbejdsdag er 20 pund garn til en værdi af 30 sh. Ikke mindre end 8 / 10 af denne værdi (24 sh.) skyldes den blotte genopdukken af de forbrugte produktionsmidlers værdi (20 pund bomuld til 20 sh., spindler osv. til 4 sh.) eller består af konstant kapital. De sidste 2 / 10 er den ny værdi på 6 sh., der er blevet dannet under spindeprocessen, hvoraf den ene halvdel erstatter den værdi, der blev lagt ud for en dags arbejdskraft, dvs. den variable kapital, medens den anden halvdel danner en merværdi på 3 sh. Den samlede værdi af de 20 pund garn er altså sammensat på følgende måde:

Garnets værdi på 30 sh. = 24 sh. konstant + (3 sh. variabel + 3 sh. merværdi).

Da den samlede værdi repræsenteres af hele produktet eller af de 20 pund garn, så må de forskellige dele af værdien også kunne repræsenteres af proportionale dele af produktet.

Hvis de 20 pund garn indeholder værdien 30 sh., så eksisterer 8 / 10 af denne værdi eller den konstante del på 24 sh. i 8 / 100 af produktet eller i 16 pund garn. Heraf repræsenterer 13 1/3 pund råmaterialets værdi, nemlig den spundne bomuld til 20 sh., og 2 2/3 pund værdien af de forbrugte hjælpestoffer og arbejdsmidler, spindler osv. til 4 sh.

De 13 1/3 pund garn repræsenterer altså hele produktets råmateriale eller den bomuld, der er blevet spundet til 20 pund garn, men heller intet derudover. De indeholder ganske vist kun 13 1/3 pund bomuld til en værdi af 13 1/3 sh., medens værdien på 6 2/3 sh., som de yderligere indeholder, danner et ækvivalent til den bomuld, der er spundet op i de øvrige 6 2/3 pund garn. Det er det samme, som havde man plukket bomulden ud af de sidstnævnte 6 2/3 pund og i stedet proppet al bomulden sammen i de første 13 1/3 pund garn. Til gengæld indeholder disse nu ikke et eneste værdiatom af de forbrugte hjælpestoffer og arbejdsmidler, ej heller af den ny værdi, der er blevet dannet under spindeprocessen.

På samme måde repræsenterer de sidste 2 2/3 pund garn, der indeholder resten af den konstante kapital (= 4 sh.), intet ud over værdien af de hjælpestoffer og arbejdsmidler, der blev forbrugt i produktionen af de 20 pund garn.

Otte tiendedele af produktet, eller 16 pund garn, indeholder derfor i denne sammenhæng intet spindearbejde, eller m.a.o. ikke noget arbejde, der er opsuget under selve spindeprocessen, skønt de korporligt, opfattet som brugsværdi, altså som garn, lige så vel er et resultat af spindearbejdet som de øvrige dele af produktet. Det er akkurat, som havde bomulden forvandlet sig til garn uden at blive spundet; som var dens form som garn det rene løgn og bedrag. I virkeligheden viser det sig, hvis kapitalisten sælger de 16 pund garn for 24 sh. og for disse penge fornyer sine produktionsmidler, at de ikke er andet end forklædt bomuld, spindel, kul osv.

På den anden side repræsenterer de resterende 2 / 10 af produktet eller de 4 pund garn intet andet end den ny værdi på 6 sh., der er blevet dannet under den tolv timer lange spindeproces. Det, de indeholdt af værdi fra det forbrugte råmateriale og fra arbejdsredskaberne, blev allerede opfanget og indlemmet i de første 16 pund garn. Den mængde spindearbejde, der blev materialiseret i de 20 pund garn, er koncentreret på 2/10 af produktet. Det er, som om spinderen havde spundet 4 pund garn ud af luften, eller som om han havde spundet dem ved hjælp af bomuld og spindler, der uden menneskelig staffage forelå fra naturens hånd og følgelig ikke tilførte produktet nogen værdi.

Af de 4 pund garn, der således indeholder hele værdiproduktet af den daglige spindeproces, repræsenterer halvdelen blot erstatningsværdien af den forbrugte arbejdskraft, altså den variable kapital på 3 sh., medens den anden halvdel repræsenterer merværdien på 3 sh.

Da spinderens 12 arbejdstimer er indeholdt i 6 sh., indeholder garnets værdi på 30 sh. 60 arbejdstimer. De eksisterer i 20 pund garn, hvoraf 8/10 eller 16 pund er materiaturen (stofligheden) af 48 forgangne arbejdstimer forud for spindeprocessen. nemlig det arbejde, der er materialiseret i garnets produktionsmidler; 2 / 10 af produktet eller 4 pund garn er derimod materiaturen af 12 arbejdstimer, der er forbrugt under selve spindeprocessen.

Vi har tidligere set, at garnets værdi er lig med summen af den ny værdi, der blev dannet under dets produktion, og den værdi, der allerede eksisterede i forvejen i dets produktionsmidler. Nu har det vist sig, hvorledes de funktionelt eller begrebsmæssigt forskellige dele af produktets værdi kan repræsenteres af tilsvarende proportionale dele af selve produktet.

Denne opdeling af produktet - produktionsprocessens resultat - i forskellige mængder, hvoraf én kun repræsenterer det arbejde, der er indeholdt i produktionsmidlerne eller den konstante del af kapitalen, en anden mængde, der kun repræsenterer det nødvendige arbejde, der er tilføjet under produktionsprocessen eller den variable del af kapitalen, og en tredje og sidste mængde, der kun repræsenterer det i samme proces tilføjede merarbejde eller merværdien er lige så simpel som vigtig; dette vil fremgå af dens senere anvendelse på indviklede og hidtil uløste problemer.

I den foregående undersøgelse har vi betragtet det samlede produkt som det færdige resultat af en tolvtimers arbejdsdag. Men vi kan også følge produktet gennem alle faserne i dets produktion og alligevel nå til samme resultat, hvis vi fremstiller delprodukterne som funktionelt adskilte dele af produktet.

På 12 timer producerer spinderen 20 pund garn, eller 1 2/3 pund i løbet af en time; følgelig producerer han på 8 timer 13 1/3 pund eller et delprodukt til en værdi, der er lig med totalværdien af den bomuld, der bliver spundet i løbet af hele arbejdsdagen. På samme måde er delproduktet af den følgende time og 36 minutter . = 2 2/3 pund garn; den repræsenterer derfor værdien af de arbejdsredskaber, der bliver forbrugt på 12 arbejdstimer. I den følgende time og 12 minutter producerer spinderen 2 pund garn 3 sh., en værdi der er lig med hele det værdiprodukt, han skaber i løbet af 6 timers nødvendigt arbejde. Endelig producerer han i den sidste 6/5 time ligeledes 2 pund garn, hvis værdi er lig med den merværdi, der bliver dannet af hans merarbejde i løbet af en halv dag. Denne beregningsmetode bruger den engelske fabrikant til hverdag, og han vil f.eks. sige, at han i løbet af de første 8 timer eller 2/3 af arbejdsdagen får værdien af sin bomuld tilbage. Som man ser, er formlen rigtig; i virkeligheden er det kun den første formel oversat fra det rum, hvor produktets dele ligger færdige ved siden af hinanden, til tiden, hvor de følger efter hinanden. Formlen kan imidlertid også være ledsaget af meget primitive forestillinger, navnlig i hovederne på dem, der er lige så praktisk interesseret i værdiøgningsprocessen, som de har interesse i at misforstå den teoretisk. De kan således indbilde sig, at vor spinder f.eks. i de første 8 timer af sin arbejdsdag producerer bomuldens værdi, i den følgende time og 36 minutter værdien af de forbrugte arbejdsmidler, i den dernæst følgende time og 12 minutter producerer eller erstatter værdien af arbejdslønnen, og at han kun i den vidtberømte »sidste time« helliger sig produktionen af merværdi til fabriksejeren. Det bliver således pålagt spinderen at udføre det dobbelte mirakel at producere bomuld, spindel, dampmaskine, kul, olie osv. på samme tid, som han spinder med dem, og ud af en arbejdsdag af en given intensitetsgrad at skabe fem lignende dage. I vort eksempel kræver produktionen af råmaterialet og arbejdsmidlerne nemlig 24 / 6 = 4 tolvtimers arbejdsdage og forvandlingen af dem til garn endnu en tolvtimers arbejdsdag. At begærligheden tror på den slags mirakler og aldrig savner den doktrinære sykofant, der beviser dem, skal følgende eksempel, der er historisk berømt, vise.

3. Seniors »Sidste time«

En skønne morgen i året 1836 modtog Nassau W. Senior, navnkundig for sin økonomiske videnskab og sin elegante stil, og på en måde skønånden blandt de engelske økonomer, en opfordring til at rejse fra Oxford til Manchester for her at lære politisk økonomi, i stedet for at undervise i den i Oxford. Fabrikanterne havde valgt ham til deres forkæmper mod den nyligt vedtagne Factory Act [engelsk fabrikslov af 1833; se dette bind s. 424 – 30] og den endnu videre gående titimers-agitation. Med deres sædvanlige praktiske skarpsindighed havde de erkendt, at den lærde professor »wanted a good deal of finishing [trængte til en hel del politur] . De indforskrev ham derfor til Manchester. Professoren har på sin side nedfældet den lektion, han fik af Manchester fabrikanterne i pamfletten: »Letters on the Factory Act, as it affects the cotton manufacture«, London 1837. Her kan man bl.a. læse følgende opbyggelige afsnit:

»Under den nuværende lov kan der på ingen fabrik, der beskæftiger personer under 18 år, arbejdes længere end 11½ time daglig, dvs. 12 timer i de første 5 dage af ugen og 9 timer om lørdagen. Den følgende analyse vil vise, at hele nettofortjenesten i en fabrik, hvor der arbejdes på denne måde, udledes af den sidste time. En fabrikant lægger 100 000 pd. st. ud - 80 000 pd. st. til fabriksbygning og maskiner, 20.000 til råmateriale og arbejdsløn. Fabrikkens årlige omsætning, forudsat kapitalen omsættes en gang om året og bruttofortjenesten er 15 pct., må i varer beløbe sig til en værdi af 115 000 pd.st. Af disse 115.000 pd. st. producerer hver af de 23 halve arbejdstimer daglig 5 / 115 eller 1 / 23. Af disse 23 / 23, der udgør hele beløbet på 115 000 pd. st. (constituting the whole 115 000 pd. st.), erstatter 20 / 23, dvs. 100.000 af de 115 000, kun kapitalen; 1 / 23 eller 5000 pd. st. af bruttofortjenesten på 15 000 (!) erstatter slitagen på fabrikken og maskineriet. De resterende 2/23 dvs. de to sidste halve timer hver dag producerer nettofortjenesten på 10 pct. Hvis fabrikken derfor (med de samme priser) måtte have lov at arbejde 13 timer i stedet for 11, så ville nettofortjenesten, ved en forhøjelse på ca. 2600 pd.st. af den cirkulerende kapital, blive mere end fordoblet. På den anden side ville nettofortjenesten forsvinde, hvis arbejdstimerne blev reduceret med 1 time daglig, og hvis de blev reduceret med 1½ time, også bruttofortjenesten.«

Og det kalder professoren en »analyse«! Hvis han troede på fabrikanternes jammer over, at arbejderne spilder den bedste tid af dagen på produktionen, dvs. reproduktionen eller erstatningen af værdien af bygninger, maskiner, bomuld, kul osv., ville en analyse være overflødig. Han skulle simpelthen have svaret: Mine herrer! Hvis der på jeres fabrikker bliver arbejdet i 10 timer i stedet for i 11 ½, så vil der, hvis omstændighederne ellers er de samme, ske en nedgang på 1 ½ time i det daglige forbrug af bomuld, maskiner osv. I vinder altså lige så meget, som I mister. I fremtiden vil jeres arbejdere anvende 1 ½ time mindre til reproduktion eller erstatning af den udlagte kapitals værdi. Hvis han ikke troede dem på deres ord, men som ekspert anså en analyse for nødvendig, så måtte han først og fremmest i et spørgsmål, hvor det udelukkende drejer sig om nettofortjenestens forhold til arbejdsdagens længde, bede de herrer fabrikanter om ikke at sammenblande maskiner og fabriksbygning, råmateriale og arbejde i en pærevælling. men venligst stille den i fabriksbygning, maskiner, råmateriale osv. indeholdte konstante kapital på regnskabets ene side, og den til arbejdsløn udlagte kapital på den anden side. Hvis det derpå viste sig, at arbejderen, efter fabrikanternes udregning, reproducerer eller erstatter arbejdslønnen på 2 / 2 arbejdstimer eller på en time, så måtte professoren gå videre i sin analyse på følgende måde:

Efter jeres angivelser producerer arbejderen i den næstsidste time sin arbejdsløn og i den sidste jeres merværdi eller nettofortjeneste. Da han i lige store tidsrum producerer lige megen værdi, så har produktet af den næstsidste time lige så megen værdi som produktet af den sidste time. Endvidere kan han kun producere værdi, medens han arbejder, og mængden af hans arbejde bliver målt ved hans arbejdstid. Efter jeres angivelse er arbejdstiden 11 ½ time om dagen. En del af disse 11 ½ time bruger han til produktion eller erstatning af sin arbejdsløn, resten til produktion af jeres nettofortjeneste. Ud over dette laver han intet i løbet af arbejdsdagen. Men da hans løn og den af ham leverede merværdi, efter jeres angivelse, er af lige stor værdi, producerer han åbenbart sin arbejdsløn i 5 3/4 time og jeres nettofortjeneste i de andre 5 3/4 time. Da værdien af den mængde garn, der produceres på to timer endvidere er lig med summen af hans arbejdsløn og jeres nettofortjeneste, må garnets værdi være målt ved 11 ½ time, produktet af den næstsidste time ved 5 3/4 arbejdstime og produktet af den sidste time ligeledes ved 5 3/4 arbejdstime. Vi kommer nu til et vanskeligt punkt. Hør derfor godt efter! Den næstsidste arbejdstime er en almindelig arbejdstime som den første. Ni plus, ni moires [Hverken mer eller mindre]. Hvorledes kan spinderen derfor på en arbejdstime producere garn til en værdi, der repræsenterer 5 3/4 time? Sandt at sige udretter han ikke et sådant mirakel. Den brugsværdi, han producerer på en arbejdstime, er en bestemt mængde garn. Værdien af dette garn bliver målt ved 5 3/4 arbejdstime, hvoraf de 4 3/4 time er indeholdt i de produktionsmidler, der bliver forbrugt i løbet af en time, nemlig i bomulden, maskinerne osv., men de indeholder ikke noget af spinderens arbejde. Kun 4/4 eller en time er tilføjet af spinderen selv. Da hans arbejdsløn altså bliver produceret i løbet af 5 3/4 time, og produktet af en times spindearbejde ligeledes indeholder 5 3/4 arbejdstime, er der aldeles ikke noget hekseri i, at værdiproduktet af 5 3/4 times spindearbejde er lig med værdien af produktet fra én times spindearbejde. Men I er så afgjort helt på vildspor, hvis I mener, at han spilder et eneste øjeblik af sin arbejdsdag ved at reproducere eller erstatte værdien af bomulden, maskineriet osv. Det er netop, fordi hans arbejde producerer garn af bomuld og spindel, og fordi han spinder, at bomuldens og spindlens værdi af sig selv går over på garnet. Dette skyldes kvaliteten af hans arbejde, ikke dets kvantitet. Ganske vist vil han på en time overføre mere værdi fra bomulden til garnet end på ½ time, men kun fordi han på 1 time spinder mere bomuld op end på ½. I forstår altså: Jeres antagelse, at arbejderen i den næstsidste time producerer værdien af sin arbejdsløn og i den sidste nettofortjenesten, betyder ikke andet end at der i det garn, han producerer på to timer af sin arbejdsdag, hvad enten det er de 2 første timer eller de 2 sidste, er materialiseret 11 ½ arbejdstime, nøjagtigt det antal timer hans arbejdsdag tæller. Og den antagelse, at han i de første 5 3/4 time producerer sin arbejdsløn og i de sidste 5 3/4 time jeres nettofortjeneste, betyder ikke andet end, at I betaler de første 5 3/4 time, men ikke de sidste 5 3/4 time. Jeg taler om betaling af arbejdet og ikke om betaling af arbejdskraften, for at bruge jeres slang. Mine herrer, hvis I nu sammenligner forholdet mellem den arbejdstid, som I betaler, og den arbejdstid, som I ikke betaler, så vil I opdage, at det er en halv dag til en halv dag, altså 100 pct. og det er da en ganske pæn procentsats. Der hersker heller ikke den mindste tvivl om, at hvis I lader jeres »hænder« slide i det i 13 timer i stedet for i 11 ½, og gør, hvad der ville ligne jer som det ene æg det andet, nemlig behandler den overskydende 1 ½ times arbejde som rent merarbejde, så vil det sidstnævnte stige fra 5 3/4 times arbejde til 7 1/4 times arbejde, og merværdiraten derfor fra 100 pct. til 126 2/3 pct. Derimod er I helt forrykte sangvinikere, hvis I forventer, at den ved en forlængelse af arbejdsdagen på 1 ½ time vil stige fra 100 til 200 pct. eller til mere end 200 pct., dvs. »mere end fordoble« sig. På den anden side - menneskets hjerte er en underlig ting, især hvis mennesket bærer sit hjerte i pungen - er I helt forrykte pessimister, hvis I frygter, at hele nettofortjenesten vil gå fløjten, hvis arbejdsdagen bliver nedsat fra 11½ time til 10 ½ time. For det vil den så afgjort ikke. Forudsat alle andre omstændigheder er uforandrede, vil merarbejdet falde fra 5 3/4 til 4 3/4 time, hvad der stadigvæk vil give en ganske fordelagtig merværdirate, nemlig 82 14/23 pct. Med den skæbnesvangre »sidste time«, hvorom I har fablet mere end chiliasterne [chiliasme–læren om tusindårsriget] om verdens undergang, er »all bosh « [det rene vrøvl]. Jeres tab vil ikke koste jer »nettofortjenesten«, ligesom det heller ikke vil koste de drenge og piger, som I bruger, deres »sjæles renhed«.

Når jeres »sidste time« engang virkelig slår, så tænk på Oxfordprofessoren. Og nu: I en bedre verden ønsker jeg mig mere af jeres ærede selskab. Farvel!... [12] Senior opfandt kampsignalet »den sidste time« i 1836. I »London Economist« fra den 15. april 1848 blev signalet blæst endnu engang af James Wilson, en af de øverste økonomiske mandariner; denne gang var det i opposition til titimersloven.

4.Merproduktet

Den del af produktet (1/10 af 20 pund garn eller 2 pund garn i eksemplet under 2.), der repræsenterer merværdien, kalder vi merproduktet (surplus produce, produit net). Ligesom merværdiraten bliver bestemt af sit forhold, ikke til den totale sum, men til den variable del af kapitalen, bliver merproduktets størrelse bestemt af sit forhold, ikke til resten af det samlede produkt, men til den del af produktet, der repræsenterer det nødvendige arbejde. Ligesom produktionen af merværdi er hovedformålet i den kapitalistiske produktion, således bliver rigdommens størrelse ikke målt ved produktets absolutte størrelse, men derimod ved merproduktets relative størrelse.

Summen af det nødvendige arbejde og merarbejdet, dvs. summen af de tidsrum, hvori arbejderen producerer erstatningsværdien af sin arbejdskraft og merværdien, udgør hans arbejdstids absolutte længde - arbejdsdagen (working day).


Noter

[1]: »Hvis vi medregner værdien af den anvendte faste kapital som en del af den udlagte kapital, så må vi ved årets udgang medregne den bestående værdi af denne kapital som en del af årsindtægten«. (Malthus, »Print. of Pol. Econ.«, 2.udg., London 1836, s.269).

[2]: Note til 2.udgave. Det er indlysende med Lucretius' »nit posse creari de nihilo.« (Af intet opstår intet). »Værdiproduktion« er omsætning af arbejdskraft til arbejde. Arbejdskraften selv er naturstof, der er omsat i den menneskelige organisme.

[3]: På samme måde som englænderne bruger »rate of profits«, »rate of interest« osv. Af bog III vil man se, at det er let at forstå profitraten, så snart man kender lovene for merværdien. Ad den modsatte vej forstår man ni l'un, ni l'autre [hverken det ene eller det andet].

[4]: [Note til 3. oplag. Forfatteren anvender her det gængse økonomiske sprog. Man husker, at det på s.137 (se 1. bog 1, s.290) blev påvist, hvorledes det i virkeligheden ikke er kapitalisten, der »lægger ud« for arbejderen, men arbejderen, der »lægger ud« for kapitalisten. - F. E.].

[5]: Vi har hidtil i dette værk anvendt udtrykket »nødvendig arbejdstid« til at angive den arbejdstid, der under givne sociale betingelser er nødvendig til produktion af en hvilken som helst vare. Fra nu af benytter vi det også til at angive den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen af den specifikke vare, der hedder arbejdskraft. Anvendelse af samme tekniske udtryk (termini technici) i forskellig betydning er ubekvem, men det kan ikke i nogen videnskab undgås helt. Man kan f.eks. sammenligne de højere og lavere grene af matematikken.

[6]: Med en sand Gottschedsk genialitet finder hr. Wilhelm Thukydides Roscher ud af, at hvis dannelsen af merværdi eller merprodukt og den dermed forbundne akkumulation nu om dage skyldes kapitalistens »sparsommelighed«, der derfor »f.eks. forlanger renter«, så er det derimod »på de laveste kulturtrin... de svagere, der bliver tvunget til sparsommelighed af de stærkere.« (anf. værk s.82, 78). Til sparsommelighed i arbejdet? Eller i forbruget af ikke eksisterende overtallige produkter? Foruden virkelig uvidenhed er det en apologetisk ængstelse for en samvittighedsfuld analyse af værdien og merværdien, muligvis ængstelse for et prekærtpolitistridigt resultat, der tvinger en Roscher og konsorter til at antage kapitalistens mere eller mindre plausible undskyldninger for tilegnelsen af eksisterende merværdier som forklaringer på merværdiens opståen.

[7]: Note til 2. udg. Skønt merværdiraten er det eksakte udtryk for udbytningsgraden af arbejdskraften, så er den dog ikke udtryk for udbytningens absolutte størrelse. F.eks., hvis det nødvendige arbejde = 5 timer og merarbejdet = 5 timer, så er udbytningsgraden = 100 pct. Udbytningens størrelse er her målt ved 5 timer. Er det nødvendige arbejde derimod = 6 timer og merarbejdet = 6 timer, så er udbytningsgraden stadig 100 pct., medens udbytningens størrelse er vokset med 20 pct., fra 5 til 6 timer.

[8]: Note til 2.udg. Det i første udgave nævnte eksempel med et spinderi i året 1860 indeholdt nogle faktiske fejl. En Manchester fabrikant har givet mig de i teksten nævnte og helt igennem nøjagtige data. - Det skal bemærkes, at i England blev den gamle hestekraft beregnet efter cylinderens diameter, den ny hestekraft tages efter den kraft, som indikatoren viser.

[9]: De givne beregninger skal kun tjene som illustration. Vi har nemlig forudsat, at priserne = værdierne. I bog III skal vi se, at vi ikke, selv i tilfælde med gennemsnitspriser, kan forudsætte dette på denne simple måde.

[10]: Senior, anf. værk s.12, 13. Vi kommer ikke ind på de kuriosa, der er uden betydning for vort formål, f.eks. den påstand, at fabrikanterne regner det beløb, der skal erstatte det opslidte maskineri m.m. eller m.a.o. erstatte en del af kapitalen, med som indtægt, brutto eller netto. Ligesom vi heller ikke vil komme nærmere ind på, om talangivelserne er rigtige eller falske. At de ikke er mere værd end den såkaldte »analyse«, beviste Leonard Horner i »A Letter to Mr. Senior etc.«, London 1837. Leonard Horner, en af Factory Inquiry Commissioners [kommissærer til undersøgelse af fabriksforholdene] fra 1833 og fabriksinspektør, egentlig fabrikscensor, indtil 1859, har indlagt sig udødelig fortjeneste hos den engelske arbejderklasse. Han førte en livslang kamp ikke blot mod de forbitrede fabrikanter, men også mod ministrene, for hvem det var ulige vigtigere at tælle fabriksejernes »stemmer« i Underhuset end »hændernes« arbejdstimer på fabrikken.

Tilføjelse til note 32. Seniors fremstilling er forvirret, selv når vi ser bort fra det falske i dens indhold. Hvad han egentlig ville sige, var dette: Fabrikanten anvender arbejderne i 11 ½ time eller 23 / 2 timer daglig. Ligesom den enkelte arbejdsdag består arbejdsåret af 11 ½ time eller 23 / 2 timer (multipliceret med antallet af arbejdsdage på et år). Dette forudsat producerer de 23 / 2 arbejdstimer et årsprodukt på 115 000 pd. st.; ½ arbejdstime producerer 1 / 23 x 115.000 pd. st. 20 / 2 arbejdstimer producerer 20 / 23 x 115 000 pd. st. = 100 000 pd. st.; dvs. at de kun erstatter den udlagte kapital. Tilbage er 3 / 2 arbejdstimer, der producerer 3 / 23 x 115.000 pd. st. = 15.000 dvs. bruttofortjenesten. Af disse 3 / 2 arbejdstimer producerer ½ arbejdstime 1 / 23 x 115 000 pd. st. = 5000 pd. st., dvs. at den kun producerer erstatningsbeløbet for slitagen på fabrikken og maskinerne. De to sidste halve arbejdstimer, dvs. den sidste arbejdstime, producerer 2 / 23 x 115.000 pd. st. = 10.000 pd. st., dvs. nettofortjenesten. I teksten forvandler Senior de sidste 2 / 23 af produktet til dele af selve arbejdsdagen.

[11]: Hvis Senior på den ene side beviste, at fabrikanternes nettofortjeneste, den engelske bomuldsindustris eksistens og Englands beherskelse af verdensmarkedet, alle er afhængige af »den sidste arbejdstime«, så beviste Dr. Andrew Ure på den anden side oven i købet, at hvis fabriksbørn og unge mennesker under 18 år ikke beholdes i fabrikslokalets varme og moralske atmosfære i 12 timer, men i stedet jages ud til en følelseskold og frivol omverden »en time« tidligere, så vil blive berøvet deres sjælefrelse ved lediggang og amoralsk livsførelse. Siden 1848 er fabriksinspektørerne aldrig blevet trætte af i deres halvårlige »Reports« at drille fabrikanterne med »den sidste« den »skæbnesvangre time«. Således siger hr. Howell i sin fabriksrapport af 31.maj 1855: »Hvis følgende skarpsindige beregning« (han citerer Senior) »var rigtig, så ville enhver bomuldsfabrik i kongeriget Storbritannien og Nordirland have arbejdet med tab siden 1850.« (»Reports of the Insp. of Faet. for the half year ending 30th April 1855«, s. 19, 20). I 1848 da titimerslovforslaget blev vedtaget i Parlamentet, lykkedes det fabrikanterne at få nogle almindelige arbejdere i de hørspinderier, der ligger spredt i området mellem grevskaberne Dorset og Somerset, til at indsende en petition mod lovforslaget. Heri hedder det bl.a.: »Deres ansøgere tror som forældre, at en ekstra fritime kun vil medføre, at børnene bliver demoraliserede, da lediggang er roden til alt ondt.« Hertil bemærker fabriksrapporten af 31. oktober 1848: »Luften i hørspinderierne, hvor børnene af disse dydigt kærlige forældre arbejder, er så tæt af støv- og fiberpartikler fra råmaterialet, at det er overordentligt ubehageligt at tilbringe blot 10 minutter i spindelokalerne; man kan ikke opholde sig der uden at få den mest pinefulde fornemmelse, da øje, øre, næsehuller og mund straks fyldes med hørstøv, hvad der ikke kan undgås. Arbejdet selv kræver, på grund af maskinernes feberagtige fart, en stadig udfoldelse af al ens dygtighed og hurtighed og det med en opmærksomhed, der ikke må trættes. Det synes derfor temmelig hårdt, at forældre kan anvende et udtryk som »dovenskab« i forbindelse med deres egne børn, der, efter at måltiderne er trukket fra, er lænket til en sådan beskæftigelse og atmosfære i 10 fulde timer ... Disse børn arbejder længere end tjenestekarlene i nabolandsbyerne ... En sådan ukærlig snak om »lediggang og amoralsk livsførelse« bør brændemærkes som de reneste floskler og det mest skamløse hykleri ... For omtrent tolv år siden oprørtes en del af offentligheden over den sikkerhed, hvormed man, med en højtstående autoritets sanktion, offentlig og ganske alvorligt proklamerede, at hele fabrikantens »nettofortjeneste« stammede fra »den sidste times« arbejde, og at en nedsættelse af arbejdsdagen på en time derfor ville udrydde nettofortjenesten. Denne del af offentligheden vil næppe tro sine egne øjne, når den nu ser, at den oprindelige opdagelse af den »sidste times« dyder siden er blevet så meget forbedret, at den omfatter både »moral« og »profit«; således at, hvis varigheden af børns arbejdstid bliver nedsat til 10 timer, vil såvel børnenes moral som deres arbejdsgiveres nettofortjeneste gå fløjten, da de begge er afhængige af denne sidste, denne fatale time«. (Repts. of Insp. of Faet. for 31st. Oct, 1848«, s.101). Samme fabriksrapport giver derpå eksempler på de herrer fabrikanters »moral« og »dyd«, på de kneb, fiduser, fristelser, trusler, forfalskninger osv., som de anvendte for først at få nogle få forhutlede arbejdere til at underskrive lignende ansøgninger, og for derpå at bilde par. lamentet ind, at det var petitioner fra en hel industrigren eller fra hele grevskaber. - Det er meget karakteristisk for den nuværende såkaldte økonomiske »videnskabs« status, at hverken Senior selv, der senere hen med ære og energi støttede fabrikslovgivningen, eller hans oprindelige og senere modstandere kunne forklare fejlslutningerne ud fra den »oprindelige opdagelse«. De henviste til den virkelige erfaring. Why og Wherefore forblev et mysterium.

[12]: Ikke desto mindre havde professoren dog profiteret noget af sin Manchester udflugt! I »Letters on the Factory Act« afhænger hele nettofortjenesten, »profit« og »rente« og endog »something more« [noget mere] af en enkelt ubetalt arbejdstime! Et år tidligere havde han i sin »Outlines of Political Economy«, skrevet til fælles bedste af Oxford studenter og dannede filistre, også i modsætning til Ricardos bestemmelse af værdien ved arbejdstiden, opdaget, at profitten skal udledes af kapitalistens arbejde og renten af hans askese eller »abstinens«. Flovsen selv var gammel, men glosen »abstinens« ny. Hr. Roscher oversætter det rigtigt til tysk ved »Enthaltung« [afholdenhed]. Nogle af hans landsmænd, der ikke var så velbevandrede i latinen, Wirte, Schulzen [egt. værtshusholdere og borgmestre] og andre mikkeler, har oversat det til klostersprog som »Entsagung« [forsagelse].

[13]: »For en person med en kapital på 20 000 pd. st., hvis profit beløber sig til 2000 pd. st. årligt, skulle det være ganske ligegyldigt, om hans kapital beskæftiger 100 eller 1000 arbejdere, om de producerede varer sælges til 10.000 eller til 20.000 pd. st., stadig forudsat, at hans profit i alle tilfælde ikke falder under 2000 pd. st. Er det ikke det samme med en nations virkelige interesse? Forudsat dens reale nettoindkomst, dens renter og profit forbliver uforandrede, er det ganske ligegyldigt, om nationen består af 10 eller 12 millioner indbyggere«. (Ricardo, anf. værk s.416). Længe før Ricardo sagde Arthur Young, en fanatisk fortaler for merproduktets betydning, men i øvrigt en snakkesalig og ukritisk forfatter, hvis ry står i omvendt forhold til hans fortjeneste, bl.a. følgende: »Til hvilken nytte ville en hel provins være i et moderne kongerige, hvis dens jord blev fordelt på gammelromersk maner mellem små, uafhængige bønder, selv om jordens opdyrkning var aldrig så god? Til hvilket formål, ud over det eneste at producere mennesker (the mere purpose of breeding men), hvad der i og for sig ikke har noget formål (is a most useless purpose)«. (Arthur Young, »Political Arithmetic etc.«, London 1774, s.47).


Tilbage
Kapitalen

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere