Tilbage
Kapitalen

Merværdiraten


Noter

[1]: »Hvis vi medregner værdien af den anvendte faste kapital som en del af den udlagte kapital, så må vi ved årets udgang medregne den bestående værdi af denne kapital som en del af årsindtægten«. (Malthus, »Print. of Pol. Econ.«, 2.udg., London 1836, s.269).

[2]: Note til 2.udgave. Det er indlysende med Lucretius' »nit posse creari de nihilo.« (Af intet opstår intet). »Værdiproduktion« er omsætning af arbejdskraft til arbejde. Arbejdskraften selv er naturstof, der er omsat i den menneskelige organisme.

[3]: På samme måde som englænderne bruger »rate of profits«, »rate of interest« osv. Af bog III vil man se, at det er let at forstå profitraten, så snart man kender lovene for merværdien. Ad den modsatte vej forstår man ni l'un, ni l'autre [hverken det ene eller det andet].

[4]: [Note til 3. oplag. Forfatteren anvender her det gængse økonomiske sprog. Man husker, at det på s.137 (se 1. bog 1, s.290) blev påvist, hvorledes det i virkeligheden ikke er kapitalisten, der »lægger ud« for arbejderen, men arbejderen, der »lægger ud« for kapitalisten. - F. E.].

[5]: Vi har hidtil i dette værk anvendt udtrykket »nødvendig arbejdstid« til at angive den arbejdstid, der under givne sociale betingelser er nødvendig til produktion af en hvilken som helst vare. Fra nu af benytter vi det også til at angive den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen af den specifikke vare, der hedder arbejdskraft. Anvendelse af samme tekniske udtryk (termini technici) i forskellig betydning er ubekvem, men det kan ikke i nogen videnskab undgås helt. Man kan f.eks. sammenligne de højere og lavere grene af matematikken.

[6]: Med en sand Gottschedsk genialitet finder hr. Wilhelm Thukydides Roscher ud af, at hvis dannelsen af merværdi eller merprodukt og den dermed forbundne akkumulation nu om dage skyldes kapitalistens »sparsommelighed«, der derfor »f.eks. forlanger renter«, så er det derimod »på de laveste kulturtrin... de svagere, der bliver tvunget til sparsommelighed af de stærkere.« (anf. værk s.82, 78). Til sparsommelighed i arbejdet? Eller i forbruget af ikke eksisterende overtallige produkter? Foruden virkelig uvidenhed er det en apologetisk ængstelse for en samvittighedsfuld analyse af værdien og merværdien, muligvis ængstelse for et prekærtpolitistridigt resultat, der tvinger en Roscher og konsorter til at antage kapitalistens mere eller mindre plausible undskyldninger for tilegnelsen af eksisterende merværdier som forklaringer på merværdiens opståen.

[7]: Note til 2. udg. Skønt merværdiraten er det eksakte udtryk for udbytningsgraden af arbejdskraften, så er den dog ikke udtryk for udbytningens absolutte størrelse. F.eks., hvis det nødvendige arbejde = 5 timer og merarbejdet = 5 timer, så er udbytningsgraden = 100 pct. Udbytningens størrelse er her målt ved 5 timer. Er det nødvendige arbejde derimod = 6 timer og merarbejdet = 6 timer, så er udbytningsgraden stadig 100 pct., medens udbytningens størrelse er vokset med 20 pct., fra 5 til 6 timer.

[8]: Note til 2.udg. Det i første udgave nævnte eksempel med et spinderi i året 1860 indeholdt nogle faktiske fejl. En Manchester fabrikant har givet mig de i teksten nævnte og helt igennem nøjagtige data. - Det skal bemærkes, at i England blev den gamle hestekraft beregnet efter cylinderens diameter, den ny hestekraft tages efter den kraft, som indikatoren viser.

[9]: De givne beregninger skal kun tjene som illustration. Vi har nemlig forudsat, at priserne = værdierne. I bog III skal vi se, at vi ikke, selv i tilfælde med gennemsnitspriser, kan forudsætte dette på denne simple måde.

[10]: Senior, anf. værk s.12, 13. Vi kommer ikke ind på de kuriosa, der er uden betydning for vort formål, f.eks. den påstand, at fabrikanterne regner det beløb, der skal erstatte det opslidte maskineri m.m. eller m.a.o. erstatte en del af kapitalen, med som indtægt, brutto eller netto. Ligesom vi heller ikke vil komme nærmere ind på, om talangivelserne er rigtige eller falske. At de ikke er mere værd end den såkaldte »analyse«, beviste Leonard Horner i »A Letter to Mr. Senior etc.«, London 1837. Leonard Horner, en af Factory Inquiry Commissioners [kommissærer til undersøgelse af fabriksforholdene] fra 1833 og fabriksinspektør, egentlig fabrikscensor, indtil 1859, har indlagt sig udødelig fortjeneste hos den engelske arbejderklasse. Han førte en livslang kamp ikke blot mod de forbitrede fabrikanter, men også mod ministrene, for hvem det var ulige vigtigere at tælle fabriksejernes »stemmer« i Underhuset end »hændernes« arbejdstimer på fabrikken.

Tilføjelse til note 32. Seniors fremstilling er forvirret, selv når vi ser bort fra det falske i dens indhold. Hvad han egentlig ville sige, var dette: Fabrikanten anvender arbejderne i 11 ½ time eller 23 / 2 timer daglig. Ligesom den enkelte arbejdsdag består arbejdsåret af 11 ½ time eller 23 / 2 timer (multipliceret med antallet af arbejdsdage på et år). Dette forudsat producerer de 23 / 2 arbejdstimer et årsprodukt på 115 000 pd. st.; ½ arbejdstime producerer 1 / 23 x 115.000 pd. st. 20 / 2 arbejdstimer producerer 20 / 23 x 115 000 pd. st. = 100 000 pd. st.; dvs. at de kun erstatter den udlagte kapital. Tilbage er 3 / 2 arbejdstimer, der producerer 3 / 23 x 115.000 pd. st. = 15.000 dvs. bruttofortjenesten. Af disse 3 / 2 arbejdstimer producerer ½ arbejdstime 1 / 23 x 115 000 pd. st. = 5000 pd. st., dvs. at den kun producerer erstatningsbeløbet for slitagen på fabrikken og maskinerne. De to sidste halve arbejdstimer, dvs. den sidste arbejdstime, producerer 2 / 23 x 115.000 pd. st. = 10.000 pd. st., dvs. nettofortjenesten. I teksten forvandler Senior de sidste 2 / 23 af produktet til dele af selve arbejdsdagen.

[11]: Hvis Senior på den ene side beviste, at fabrikanternes nettofortjeneste, den engelske bomuldsindustris eksistens og Englands beherskelse af verdensmarkedet, alle er afhængige af »den sidste arbejdstime«, så beviste Dr. Andrew Ure på den anden side oven i købet, at hvis fabriksbørn og unge mennesker under 18 år ikke beholdes i fabrikslokalets varme og moralske atmosfære i 12 timer, men i stedet jages ud til en følelseskold og frivol omverden »en time« tidligere, så vil blive berøvet deres sjælefrelse ved lediggang og amoralsk livsførelse. Siden 1848 er fabriksinspektørerne aldrig blevet trætte af i deres halvårlige »Reports« at drille fabrikanterne med »den sidste« den »skæbnesvangre time«. Således siger hr. Howell i sin fabriksrapport af 31.maj 1855: »Hvis følgende skarpsindige beregning« (han citerer Senior) »var rigtig, så ville enhver bomuldsfabrik i kongeriget Storbritannien og Nordirland have arbejdet med tab siden 1850.« (»Reports of the Insp. of Faet. for the half year ending 30th April 1855«, s. 19, 20). I 1848 da titimerslovforslaget blev vedtaget i Parlamentet, lykkedes det fabrikanterne at få nogle almindelige arbejdere i de hørspinderier, der ligger spredt i området mellem grevskaberne Dorset og Somerset, til at indsende en petition mod lovforslaget. Heri hedder det bl.a.: »Deres ansøgere tror som forældre, at en ekstra fritime kun vil medføre, at børnene bliver demoraliserede, da lediggang er roden til alt ondt.« Hertil bemærker fabriksrapporten af 31. oktober 1848: »Luften i hørspinderierne, hvor børnene af disse dydigt kærlige forældre arbejder, er så tæt af støv- og fiberpartikler fra råmaterialet, at det er overordentligt ubehageligt at tilbringe blot 10 minutter i spindelokalerne; man kan ikke opholde sig der uden at få den mest pinefulde fornemmelse, da øje, øre, næsehuller og mund straks fyldes med hørstøv, hvad der ikke kan undgås. Arbejdet selv kræver, på grund af maskinernes feberagtige fart, en stadig udfoldelse af al ens dygtighed og hurtighed og det med en opmærksomhed, der ikke må trættes. Det synes derfor temmelig hårdt, at forældre kan anvende et udtryk som »dovenskab« i forbindelse med deres egne børn, der, efter at måltiderne er trukket fra, er lænket til en sådan beskæftigelse og atmosfære i 10 fulde timer ... Disse børn arbejder længere end tjenestekarlene i nabolandsbyerne ... En sådan ukærlig snak om »lediggang og amoralsk livsførelse« bør brændemærkes som de reneste floskler og det mest skamløse hykleri ... For omtrent tolv år siden oprørtes en del af offentligheden over den sikkerhed, hvormed man, med en højtstående autoritets sanktion, offentlig og ganske alvorligt proklamerede, at hele fabrikantens »nettofortjeneste« stammede fra »den sidste times« arbejde, og at en nedsættelse af arbejdsdagen på en time derfor ville udrydde nettofortjenesten. Denne del af offentligheden vil næppe tro sine egne øjne, når den nu ser, at den oprindelige opdagelse af den »sidste times« dyder siden er blevet så meget forbedret, at den omfatter både »moral« og »profit«; således at, hvis varigheden af børns arbejdstid bliver nedsat til 10 timer, vil såvel børnenes moral som deres arbejdsgiveres nettofortjeneste gå fløjten, da de begge er afhængige af denne sidste, denne fatale time«. (Repts. of Insp. of Faet. for 31st. Oct, 1848«, s.101). Samme fabriksrapport giver derpå eksempler på de herrer fabrikanters »moral« og »dyd«, på de kneb, fiduser, fristelser, trusler, forfalskninger osv., som de anvendte for først at få nogle få forhutlede arbejdere til at underskrive lignende ansøgninger, og for derpå at bilde par. lamentet ind, at det var petitioner fra en hel industrigren eller fra hele grevskaber. - Det er meget karakteristisk for den nuværende såkaldte økonomiske »videnskabs« status, at hverken Senior selv, der senere hen med ære og energi støttede fabrikslovgivningen, eller hans oprindelige og senere modstandere kunne forklare fejlslutningerne ud fra den »oprindelige opdagelse«. De henviste til den virkelige erfaring. Why og Wherefore forblev et mysterium.

[12]: Ikke desto mindre havde professoren dog profiteret noget af sin Manchester udflugt! I »Letters on the Factory Act« afhænger hele nettofortjenesten, »profit« og »rente« og endog »something more« [noget mere] af en enkelt ubetalt arbejdstime! Et år tidligere havde han i sin »Outlines of Political Economy«, skrevet til fælles bedste af Oxford studenter og dannede filistre, også i modsætning til Ricardos bestemmelse af værdien ved arbejdstiden, opdaget, at profitten skal udledes af kapitalistens arbejde og renten af hans askese eller »abstinens«. Flovsen selv var gammel, men glosen »abstinens« ny. Hr. Roscher oversætter det rigtigt til tysk ved »Enthaltung« [afholdenhed]. Nogle af hans landsmænd, der ikke var så velbevandrede i latinen, Wirte, Schulzen [egt. værtshusholdere og borgmestre] og andre mikkeler, har oversat det til klostersprog som »Entsagung« [forsagelse].

[13]: »For en person med en kapital på 20 000 pd. st., hvis profit beløber sig til 2000 pd. st. årligt, skulle det være ganske ligegyldigt, om hans kapital beskæftiger 100 eller 1000 arbejdere, om de producerede varer sælges til 10.000 eller til 20.000 pd. st., stadig forudsat, at hans profit i alle tilfælde ikke falder under 2000 pd. st. Er det ikke det samme med en nations virkelige interesse? Forudsat dens reale nettoindkomst, dens renter og profit forbliver uforandrede, er det ganske ligegyldigt, om nationen består af 10 eller 12 millioner indbyggere«. (Ricardo, anf. værk s.416). Længe før Ricardo sagde Arthur Young, en fanatisk fortaler for merproduktets betydning, men i øvrigt en snakkesalig og ukritisk forfatter, hvis ry står i omvendt forhold til hans fortjeneste, bl.a. følgende: »Til hvilken nytte ville en hel provins være i et moderne kongerige, hvis dens jord blev fordelt på gammelromersk maner mellem små, uafhængige bønder, selv om jordens opdyrkning var aldrig så god? Til hvilket formål, ud over det eneste at producere mennesker (the mere purpose of breeding men), hvad der i og for sig ikke har noget formål (is a most useless purpose)«. (Arthur Young, »Political Arithmetic etc.«, London 1774, s.47).


Tilbage
Kapitalen

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere