Tilbage
Kapitalen

Begrebet den relative merværdi

Den del af arbejdsdagen, der blot producerer et ækvivalent for den værdi, kapitalen har investeret i arbejdskraften, er hidtil blevet behandlet som en konstant størrelse, hvad den i virkeligheden er under givne produktionsbetingelser, på et givet stadium af samfundets økonomiske udvikling. Ud over denne nødvendige arbejdstid kunne arbejderen arbejde 2, 3, 4, 6 osv. timer. Merværdiraten og arbejdsdagens længde afhang af, hvor stor forlængelsen af arbejdstiden var. Var den nødvendige arbejdstid konstant, så var arbejdsdagen i sin helhed til gengæld variabel. Antag nu, at vi har en arbejdsdag, hvis længde og deling i nødvendigt arbejde og merarbejde er givet. Linien a c, a ---------- b -- c, forestiller f.eks. en arbejdsdag på 12 timer, stykket a b 10 timers nødvendigt arbejde, stykket b c 2 timers merarbejde. Hvordan kan man nu øge produktionen af merværdi, dvs. forlænge merarbejdet uden eller uafhængigt af en yderligere forlængelse af a c?

Trods de givne grænser for arbejdsdagen a c, synes b c at kunne forlænges; og selv om det ikke kan ske ved udvidelse ud over dens endepunkt c, der tillige er endepunkt for arbejdsdagen a c, så dog ved en forskydning af dens begyndelsespunkt b i modsat retning eller i retning mod a. Antag, at b' b i a ------- b' - b -- c er lig med halvdelen af b c eller lig med en arbejdstime. Bliver punktet b flyttet til b' i den tolvtimers arbejdsdag a c, så udvides b c til b' c; merarbejdet forøges med det halve, fra 2 til 3 timer, skønt arbejdsdagen ligesom før er på 12 timer. Men det er indlysende, at denne udvidelse af merarbejdet fra b c til b' c, fra 2 til 3 timer, er umulig uden en samtidig reduktion af det nødvendige arbejde fra a b til a b', fra 10 til 9 timer. Forlængelse af merarbejdet ville svare til en forkortelse af det nødvendige arbejde, dvs. at en del af den arbejdstid, som arbejderen i virkeligheden tidligere havde forbrugt til sig selv, forvandles til arbejdstid for kapitalisten. Det, der var ændret, ville ikke være længden af arbejdsdagen, men dens deling i nødvendigt arbejde og merarbejde.

På den anden side er det klart, at merarbejdets varighed er givet, hvis arbejdsdagens længde og arbejdskraftens værdi er givne størrelser. Arbejdskraftens værdi, (dvs. den arbejdstid, der kræves til produktion af arbejdskraften), bestemmer den arbejdstid, der er nødvendig for reproduktionen af den. Repræsenterer en guldmængde på en halv sh. eller 6 d. én arbejdstime, og beløber værdien af en dags arbejdskraft sig til 5 sh., så må arbejderen daglig arbejde 10 timer for at erstatte den værdi, som kapitalen har betalt for at anvende hans arbejdskraft en dag, dvs. for at producere et ækvivalent for værdien af sine daglige nødvendige livsfornødenheder. Med værdien af disse livsfornødenheder er værdien af hans arbejdskraft givet, med hans arbejdskrafts værdi varigheden af hans nødvendige arbejdstid. Men merarbejdets varighed får vi ved at trække den nødvendige arbejdstid fra arbejdsdagens samlede timeantal. Ti timer trukket fra tolv giver to timer, og det er ikke let at se, hvorledes merarbejdet under de givne betingelser kan forlænges ud over to timer. Ganske vist kan kapitalisten betale arbejderen 4 sh. 6 d. eller endnu mindre i stedet for 5 sh. Til reproduktion af denne værdi på 4 sh. 6 d, ville 9 arbejdstimer være nok; af arbejdsdagen på 12 timer ville der derfor tilfalde kapitalisten 3 timers merarbejde i stedet for 2, og merværdien ville stige fra 1 sh. til 1 sh. 6 d. Dette resultat ville dog kun kunne opnås ved at nedsætte arbejderens løn til et beløb, der lå under værdien af hans arbejdskraft. Med de 4 sh. 6 d., som han producerer på 9 timer, disponerer han over 1/10 færre livsfornødenheder end tidligere, og følgelig foregår der kun en forkrøblet reproduktion af hans arbejdskraft. Merarbejdet kunne her kun forlænges ved overskridelse af dens normale grænser, dets område kun udstrækkes ved usurpation (voldelig tilegnelse) af en del af den nødvendige arbejdstids område. Til trods for at denne metode spiller en vigtig rolle for arbejdslønnens virkelige bevægelse, vil vi her lade den ude af betragtning, da vi har forudsat, at varerne, altså også arbejdskraften, bliver købt og solgt til deres fulde værdi. Da dette nu er forudsat, kan den del af arbejdstiden, der er nødvendig for produktionen af arbejdskraften eller for reproduktionen af dens værdi, ikke bliver mindre ved, at arbejderens løn synker ned under arbejdskraftens værdi, men kun ved, at denne værdi selv falder. Ved en given længde af arbejdsdagen må forlængelse af merarbejdet udspringe af forkortelse af den nødvendige arbejdstid, ikke omvendt forkortelse af den nødvendige arbejdstid af forlængelse af merarbejdet. I vort eksempel må arbejdskraftens værdi virkelig falde med 1/10, for at den nødvendige arbejdstid kan nedsættes med 1/10, fra 10 til 9 timer, og for at merarbejdet kan forlænges fra 2 til 3 timer.

En sådan sænkning på 1/10 af arbejdskraftens værdi medfører imidlertid, at den samme mængde livsfornødenheder, der tidligere blev produceret på 10 timer, nu produceres på 9 timer. Dette er dog umuligt uden en forøgelse af arbejdets produktivitet. Med givne midler kan en skomager lave et par støvler i løbet af en arbejdsdag på 12 timer. Skal han i løbet af samme tidsrum lave to par støvler, må hans arbejdes produktivitet fordobles, og denne kan ikke fordobles, uden at der sker en ændring af hans arbejdsmidler eller af hans arbejdsmetode eller af begge samtidig. Der må derfor ske en revolution af hans arbejdes produktionsbetingelser, dvs. af hans produktionsmåde og derfor i selve arbejdsprocessen. Ved en forøgelse af arbejdets produktivitet forstår vi her en ændring af arbejdsprocessen i det hele taget, hvorved den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til produktion af en vare bliver nedsat, dvs. at man med en mindre mængde arbejde bliver i stand til at producere en større mængde brugsværdier. Ved den form for merværdiproduktion, vi hidtil har betragtet, forudsatte vi en given produktionsmåde; men hvis produktionen af merværdi sker ved at forvandle nødvendigt arbejde til merarbejde, er det på ingen måde nok, at kapitalen bemægtiger sig arbejdsprocessen i dens historisk overleverede eller forhåndenværende skikkelse og kun forlænger dens varighed. Kapitalen må revolutionere arbejdsprocessens tekniske og samfundsmæssige betingelser, altså selve produktionsmåden for at forøge arbejdets produktivitet, for ved hjælp af arbejdets øgede produktivitet at sænke arbejdskraftens værdi og således forkorte den del af arbejdsdagen, der er nødvendig for reproduktionen af denne værdi.

Den merværdi, der er produceret takket være arbejdsdagens forlængelse, kalder jeg absolut merværdi; men den merværdi, der udspringer af den nødvendige arbejdstids nedsættelse og af den tilsvarende ændring af størrelsesforholdet mellem arbejdsdagens to dele, kalder jeg relativ merværdi.

For at sænke arbejdskraftens værdi, må produktivitetens stigning omfatte industrigrene, hvis produkter bestemmer arbejdskraftens værdi og følgelig enten tilhører kredsen af de traditionelle livsfornødenheder eller kan erstatte dem. Men en vares værdi er ikke kun bestemt af den mængde arbejde, som giver den dens endelige skikkelse, men lige såvel af den arbejdsmængde, der er nedlagt i dens produktionsmidler. F.eks. er en støvles værdi ikke kun bestemt af skomagerens arbejde, men også af værdien af læder, beg, begtråd osv. Produktivitetens stigning og den tilsvarende billiggørelse af varerne i industrigrene, der leverer den konstante kapitals stoflige elementer, arbejdsmidlerne og arbejdsmaterialet til fremstillingen af de nødvendige livsfornødenheder, sænker altså ligeledes arbejdskraftens værdi. Men i de produktionsgrene, der hverken leverer nødvendige livsfornødenheder eller produktionsmidler til deres fremstilling, lader den øgede produktivitet arbejdskraftens værdi uberørt.

Den billiggjorte vare sænker naturligvis kun arbejdskraftens værdi pro tanto, dvs. kun i det forhold, hvori den indgår i reproduktionen af arbejdskraften. Skjorter f.eks. er en nødvendig livsfornødenhed, men kun en ud af mange. Deres billiggørelse formindsker blot arbejderens udgifter til skjorter. Den samlede sum af nødvendige livsfornødenheder består imidlertid af forskellige varer, der hver især er produkter af specielle industrier, og værdien af enhver sådan vare udgør altid en aliquot del (brøkdel) af arbejdskraftens værdi. Denne værdi formindskes med den arbejdstid, der er nødvendig til dens reproduktion, og hvis samlede forkortelse er lig med summen af arbejdstidsforkortelserne i alle disse specielle produktionsgrene. Dette almene resultat behandler vi her på en måde, som var det et umiddelbart resultat og et umiddelbart formål i hvert enkelt tilfælde. Når en enkelt kapitalist ved forøgelse af arbejdets produktivitet f.eks. billiggør skjorter, har han ikke nødvendigvis det mål for øje at sænke arbejdskraftens værdi og derfor den nødvendige arbejdstid pro tanto; men kun for så vidt han, når alt kommer til alt, bidrager til dette resultat, bidrager han til forhøjelse af den almindelige merværdirate. Man må skelne mellem kapitalens almene og nødvendige tendenser og disse tendensers fremtrædelsesformer.

Vi vil ikke for øjeblikket undersøge, hvorledes den kapitalistiske produktions immanente love fremtræder i kapitalernes ydre bevægelse, hvorledes de gør sig gældende som konkurrencens tvangslove og derfor opstår i den individuelle kapitalists bevidsthed som herskende motiver, men så meget er på forhånd klart: En videnskabelig analyse af konkurrencen er kun mulig, i det øjeblik man forstår kapitalens indre natur, ganske som himmellegemernes tilsyneladende bevægelse kun er forståelig for den, der kender deres virkelige, men ikke sanseligt iagttagelige bevægelse. Alligevel skal der til forståelse af produktionen af den relative merværdi og udelukkende på grundlag af de allerede opnåede resultater bemærkes følgende.

Hvis en arbejdstime repræsenteres af en guldmængde på 6 d. eller 1/2 sh., så bliver der på en tolvtimers arbejdsdag produceret en værdi på 6 sh. Antag, at der med den givne arbejdsproduktivitet bliver fabrikeret 12 stk. varer i løbet af disse 12 arbejdstimer. Lad værdien af de produktionsmidler, råmateriale osv., der er forbrugt til hver vare, være 6 d. Under disse omstændigheder koster den enkelte vare 1 sh., nemlig 6 d. for produktionsmidlernes værdi og 6 d. for den ny værdi, der er tilføjet ved dens forarbejdning. Det lykkes nu en kapitalist at fordoble arbejdets produktivitet og derfor i løbet af den 12 timers arbejdsdag at producere 24 i stedet for 12 stk. af denne vareart. Hvis produktionsmidlernes værdi er uændret, falder værdien for den enkelte vare nu til 9 d., nemlig 6 d. for produktionsmidlernes værdi og 3 d. for den ny værdi, der er tilføjet af det sidste arbejde. Trods den fordoblede produktivitet skaber arbejdsdagen ligesom før kun en ny værdi på 6 sh., der dog nu er fordelt på dobbelt så mange produkter. Hvert enkelt produkt optager derfor kun 1/24 i stedet for 1/12 af denne samlede værdi, 3 d. i stedet for 6 d. eller, hvad der er det samme, der bliver nu kun tilføjet en halv time i stedet for som tidligere en hel time til produktionsmidlerne ved deres forvandling til hver enkelt artikel. Denne vares individuelle værdi ligger under sin samfundsmæssige værdi, dvs. den optager kortere arbejdstid end den store mængde artikler af samme slags, der er produceret under de samfundsmæssige gennemsnitsbetingelser. Artiklen koster i gennemsnit 1 sh. eller repræsenterer 2 timers samfundsmæssigt arbejde; med den ændrede produktionsmåde koster den kun 9 d. eller indeholder kun 1½ arbejdstime. Men en vares virkelige værdi er ikke dens individuelle, men derimod dens samfundsmæssige værdi, dvs. den bliver ikke målt ved den arbejdstid, som dens fremstilling faktisk tager for producenten i det enkelte tilfælde, men ved den arbejdstid, der under de givne sociale betingelser er nødvendig for dens produktion. Hvis den kapitalist, der anvender den nye metode, derfor sælger sin vare til dens samfundsmæssige værdi af 1 sh., så sælger han den til 3 d. over dens individuelle værdi og realiserer således en ekstra merværdi på 3 d. På den anden side repræsenteres den tolvtimers arbejdsdag nu af 24 stk. varer i stedet for tidligere af 12. Han behøver derfor dobbelt så god afsætning eller et dobbelt så stort marked for at sælge produktet af en arbejdsdag. Under ellers uforandrede omstændigheder kan hans varer kun erobre sig en større plads på markedet, hvis han nedsætter deres pris. Han vil derfor sælge dem til en pris, der ligger over deres individuelle værdi men under deres samfundsmæssige værdi f.eks. til 10 d. pr. stk. På denne måde tjener han stadigvæk på hvert enkelt stykke en ekstra merværdi på 1 d. Denne forøgelse af merværdien opnår han, hvad enten hans vare tilhører eller ikke tilhører kredsen af de nødvendige livsfornødenheder, der deltager i bestemmelsen af arbejdskraftens almindelige værdi. Bortset fra den sidste omstændighed findes der hos hver enkelt kapitalist et motiv til at billiggøre varen ved at forøge arbejdets produktivitet.

Selv i dette tilfælde udspringer den øgede produktion af merværdi dog af nedsættelsen af den nødvendige arbejdstid og den tilsvarende forlængelse at merarbejdet. Lad den nødvendige arbejdstid beløbe sig til 10 timer eller værdien af en dags arbejdskraft til 5 sh., merarbejdet til 2 timer; den dagligt producerede merværdi derfor til 1 sh. Men vor kapitalist producerer nu 24 stykker, som han sælger til 10 d. pr. stk., eller i alt for 20 sh. Da værdien af produktionsmidlerne er lig med 12 shilling, erstatter 14 2/5 af disse varer kun den udlagte konstante kapital. Den tolvtimers arbejdsdag repræsenteres af de resterende 9 3/5 artikel. Da arbejdskraftens pris 5 sh., repræsenteres den nødvendige arbejdstid i produktet af 6 artikler og merarbejdet af 3 3/5 artikel. Det nødvendige arbejdes forhold til merarbejdet, der under de samfundsmæssige gennemsnitsbetingelser var 5 : 1, er nu kun 5 : 3. Samme resultat kan man komme til på følgende måde. Værdien af produktet fra den tolvtimers arbejdsdag er 20 sh. Heraf tilhører 12 sh. den værdi, der stammer fra produktionsmidlerne. Der bliver altså 8 sh. til rest som pengeudtryk for den værdi, der repræsenterer arbejdsdagen. Dette pengeudtryk er højere end pengeudtrykket for samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde af samme slags, hvor 12 timer kun repræsenteres af 6 sh. Hvor arbejdets produktivitet er usædvanligt høj virker det som potenseret arbejde eller skaber i det samme tidsrum højere værdier end samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde af samme art. Men vor kapitalist betaler ligesom før kun 5 sh. for værdien af en dags arbejdskraft. Arbejderen behøver derfor nu kun 7½ time til reproduktion af denne værdi i stedet for tidligere 10. Hans merarbejde øges derfor med 2½ time, og den merværdi han producerer fra 1 til 3 sh. Den kapitalist, der anvender den forbedrede produktionsmåde, tilegner sig derfor en større del af arbejdsdagen til merarbejde end de øvrige kapitalister i samme branche. Han gør som individ det, som kapitalen ved produktionen af den relative merværdi gør i det store og hele. På den anden side forsvinder denne ekstra merværdi, så snart den nye produktionsmåde bliver almindelig, og dermed forsvinder differencen mellem den individuelle værdi af de billigere producerede varer og deres samfundsmæssige værdi. Den lov for bestemmelsen af værdi ved arbejdstiden, der bliver følelig for den kapitalist, der anvender den nye metode, på den måde, at han er nødt til at sælge sin vare under dens samfundsmæssige værdi, samme lov driver som en konkurrencens tvangslov hans konkurrenter til at indføre den nye produktionsmåde. Derfor bliver den almindelige merværdirate således kun berørt af hele processen, hvis forøgelsen af arbejdets produktivitet har grebet produktionsgrene og derved billiggjort varer, der indgår i kredsen af nødvendige livsfornødenheder og derfor er elementer af arbejdskraftens værdi.

Varernes værdi står i omvendt forhold til arbejdets produktivitet. Og ligeså arbejdskraftens værdi, da den er bestemt af varernes værdi. Derimod står den relative merværdi i direkte forhold til arbejdets produktivitet. Den stiger med en stigende og falder med en faldende produktivitet. Forudsat pengenes værdi er uændret, producerer en samfundsmæssigt gennemsnitlig arbejdsdag på 12 timer altid samme værdiprodukt på 6 sb., hvordan denne værdi end er fordelt mellem ækvivalentet for arbejdskraftens værdi og merværdien. Men hvis værdien af de daglige livsfornødenheder og derfor værdien af en dags arbejdskraft falder fra 5 sh. til 3 sh. som følge af øget produktivitet, så stiger merværdien fra 1 sh. til 3 sh. For at reproducere arbejdskraftens værdi er det nu kun nødvendigt med 6 timer mod tidligere 10. Fire arbejdstimer er blevet fri og kan lægges til merarbejdets domæne. Det er derfor kapitalens immanente drift og stadige tendens at forhøje arbejdets produktivitet for at gøre varen billigere og ved varens billiggørelse at billiggøre arbejderen.

Varens absolutte værdi er i og for sig ligegyldig for kapitalisten, der producerer den. Det der alene interesserer ham, er den merværdi, der skjuler sig i varen og som kan realiseres ved salg. Realisering af merværdi indbefatter godtgørelse af den udlagte værdi. Da den relative merværdi vokser i direkte forhold til udviklingen af arbejdets produktivitet, medens varernes værdi falder i omvendt forhold til samme udvikling, da altså den selv samme proces både billiggør varerne og forøger den merværdi, de indeholder, løses den gåde, at kapitalisten, der kun er interesseret i produktionen af bytteværdi, altid søger at sænke varernes bytteværdi, en modsigelse, som en af grundlæggerne af den politiske økonomi, Quesnay, plagede sine modstandere med, og som de ikke kunne løse.

»I indrømmer«, siger Quesnay, »at jo mere man kan spare på omkostninger eller bekostelige arbejder ved fabrikationen af industrielle produkter, uden at det er til skade for produktionen, des mere fordelagtig er denne besparelse, fordi den nedsætter prisen på den færdige vare. Og alligevel tror I, at produktionen af den rigdom, der stammer fra fabriksarbejdernes arbejde, består i forøgelsen af deres produkters bytteværdi.«

Forkortelse af arbejdsdagen er derfor på ingen måde det, der i den kapitalistiske produktion tages sigte på, når der økonomiseres med arbejdet ved forøgelse af dets produktivitet. Det, der tilsigtes, er forkortelse af den arbejdstid, der er nødvendig for produktionen af en bestemt varemængde. At arbejderen takket være sit arbejdes øgede produktivitet på en time f.eks. producerer 10 gange så mange varer som tidligere, altså for hvert stykke vare behøver 10 gange kortere arbejdstid, forhindrer aldeles ikke, at man som hidtil lader ham arbejde 12 timer og i de 12 timer producere 1200 i stedet for tidligere 120 stykker. Ja hans arbejdsdag kan samtidig blive forlænget, sådan at han nu på 14 timer producerer 1400 stykker osv. Man kan derfor hos økonomer af samme støbning som en MacCulloch, Ure, Senior og tutti quanti (hele slænget) på en side læse, at arbejderen skylder kapitalen tak for udviklingen af produktivkræfterne, fordi de forkorter den nødvendige arbejdstid, og på den næste side, at han er nødt til at bevise denne tak ved for fremtiden at arbejde 15 timer i stedet for 10. Inden for den kapitalistiske

produktion går udviklingen af arbejdets produktivitet ud på at forkorte den del af arbejdsdagen, hvori arbejderen skal arbejde for sig selv, for netop derved at forlænge den anden del af arbejdsdagen, hvori han kan arbejde gratis for kapitalisten. Hvorvidt dette resultat også er opnåeligt uden billiggørelse af varerne, vil vise sig i de særlige metoder, der benyttes ved produktionen af den relative merværdi, og som vi nu skal undersøge i det følgende.


Tilbage
Kapitalen

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere