Tilbage
Kapitalen
Næste

Konstant kapital og variabel kapital

Arbejdsprocessens forskellige faktorer spiller ikke samme rolle ved dannelsen af produktets værdi.

Arbejderen føjer ny værdi til arbejdsgenstanden ved at udføre en bestemt mængde arbejde, uanset arbejdets bestemte indhold, dvs. dets bestemmelse og dets tekniske karakter. På den anden side dukker værdien af de forbrugte produktionsmidler op på ny som bestanddele af produktets værdi, f.eks. indgår værdien af bomuld og spindel i garnets værdi. Produktionsmidlernes værdi bliver altså bevaret ved at blive overført til produktet. Denne overførsel sker under produktionsmidlernes forvandling til produkt, dvs. i arbejdsprocessen. Den bliver bragt i stand via arbejdet. Men hvordan?

Arbejderen udfører ikke to operationer på samme tid, den ene for at tilsætte bomulden en værdi, og den anden for at bevare produktionsmidlernes gamle værdi, eller sagt med andre ord for at overføre værdien af den bomuld, som han forarbejder, og værdien af den spindel, hvormed han arbejder, til garnet eller produktet. Tværtimod er det sådan, at det er ved at tilføre ny værdi, at han bevarer den gamle værdi. Men da tilføjelse af ny værdi til arbejdsgenstanden og de gamle værdiers bevarelse i produktet er to vidt forskellige resultater, som arbejderen frembringer samtidig, selv om han kun udfører en operation, kan denne dobbeltsidighed i resultatet åbenbart kun forklares ud fra hans eget arbejdes dobbeltsidighed. På en og samme tid må arbejdet besidde en egenskab, hvorved det skaber værdi og en anden egenskab, hvorved det bevarer eller overfører værdi.

På hvilken måde tilføjer enhver arbejder nyt arbejde og dermed ny værdi? Altid kun i form af den produktive arbejdsmåde, der er særegen for ham. Spinderen tilføjer kun arbejde ved at spinde, væveren ved at væve og smeden ved at smede. I kraft af den formålsrettede måde hvorpå der tilføjes arbejde og dermed ny værdi, altså i kraft af spindearbejde, vævning og smedearbejde indgår produktionsmidlerne eller bomulden og spindlen, garnet og væven, jernet og ambolten som dannelseselementer i et produkt eller i en ny brugsværdi. [1] Disse brugsværdiers hidtidige form går til grunde, men kun for at komme til syne i en ny form i en ny brugsværdi. Da vi betragtede den værdiskabende proces, fremgik det imidlertid, at for så vidt en brugsværdi bliver forbrugt på en hensigtsmæssig måde i produktionen af en ny brugsværdi, så indgår det arbejde, der var nødvendigt til fremstilling af den forbrugte brugsværdi, som en del af det arbejde, der kræves til fremstilling af den nye brugsværdi; denne del bliver altså overført fra det forbrugte produktions-middel til det nye produkt. Arbejderen bevarer altså værdien af de forbrugte produktionsmidler eller overfører den til produktet som en del af dets værdi, men dette sker ikke ved, at han tilføjer arbejde i almindelighed, men i kraft af dette arbejdes nyttige karakter og i kraft af dets særlige produktive form. For så vidt arbejdet består af en sådan formålsrettet produktiv beskæftigelse som f.eks. spindearbejde, vævning, smedearbejde, vækker det alene ved kontakt produktionsmidlerne fra de døde, gør dem til levende faktorer i arbejdsprocessen og medvirker sammen med dem i dannelsen af nye produkter.

Arbejderen kunne ikke forvandle bomuld til garn, og følgelig heller ikke overføre værdierne af bomulden og spindlen på garnet, hvis hans specielle produktive arbejde ikke var spindearbejde. Skifter samme arbejder derimod erhverv og bliver snedker, så vil han som hidtil ved en dags arbejde føje værdi til sit materiale. Han tilføjer altså værdi gennem sit arbejde, ikke fordi det er spindearbejde eller snedkerarbejde, men fordi det er abstrakt samfundsmæssigt arbejde, og han tilføjer en bestemt værdistørrelse, ikke fordi hans arbejde har en speciel nyttevirkning, men fordi dets udøvelse har en bestemt varighed.

Det er altså på grund af sin abstrakte, almene karakter, som forbrug af menneskelig arbejdskraft, at spinderens arbejde føjer ny værdi til bomuldens og spindlens værdier, og det er på grund af sin konkrete, specielle og nyttige karakter som spindeproces, at det overfører produktionsmidlernes værdi til produktet og således bevarer deres værdi. Heraf det dobbeltsidige i resultatet på en og samme tid.

Ved simpelthen at tilføje en vis mængde arbejde bliver der tilføjet ny værdi, og i kraft af det tilføjede arbejdes kvalitet bliver produktionsmidlernes oprindelige værdier bevaret i produktet. Denne dobbeltsidige virkning, der er en følge af arbejdets dobbeltsidige karakter, træder håndgribeligt frem i forskellige fænomener.

Lad os antage, at en eller anden opfindelse sætter spinderen i stand til at spinde lige så meget bomuld på 6 timer, som han tidligere var 36 timer om. Betragtet som en produktiv beskæftigelse med et nyttigt formål har hans arbejde seksdoblet sin kraft. Dets produkt er blevet seks gange så stort, 36 pund garn i stedet for 6 pund. Men de 36 pund bomuld indsuger nu kun samme mængde arbejde, som 6 pund tidligere gjorde. Den mængde arbejde, der bliver tilføjet bomulden, er seks gange mindre end med den gamle metode, og følgelig er arbejdets værdi kun en sjettedel af den tidligere værdi. På den anden side findes der nu en seks gange så stor værdi af bomuld i produktet eller de 36 pund garn. I løbet af de 6 timers spindearbejde bliver en seks gange så stor værdi af råmateriale bevaret og overført til produktet, skønt den ny værdi, der bliver tilføjet det samme råmateriale, er seks gange så lille. Dette viser, at den egenskab, ved hvilken arbejdet i en og samme udelelige proces bevarer værdier, er væsentlig forskellig fra den egenskab, ved hvilken det skaber værdi. Jo længere arbejdstid, der kræves for at spinde en bestemt mængde bomuld, des større er den ny værdi, der bliver tilføjet bomulden; men jo flere pund bomuld, der bliver spundet i samme tidsrum, des større er den oprindelige værdi, der bliver bevaret i produktet.

Lad os omvendt antage, at spinderen gennem sit arbejde producerer samme mængde garn som hidtil; at han altså behøver lige så lang tid som før til at forvandle et pund bomuld til garn; men at det er bomuldens bytteværdi, der forandres, enten ved at prisen på et pund bomuld bliver seks gange større eller seks gange mindre. I begge tilfælde bliver spinderen ved med at føje samme mængde arbejde og dermed også samme værdi til samme mængde bomuld, og i begge tilfælde producerer han også lige så meget garn som før på den samme tid. Ikke desto mindre er den værdi, som han overfører fra bomulden til garnet, den ene gang seks gange mindre, den anden gang seks gange større end før. Det samme gør sig gældende, hvis arbejdsmidlerne bliver dyrere eller billigere, selv om de stadig gør samme nytte under arbejdsprocessen.

Hvis de tekniske betingelser for spindeprocessen er uforandrede, og der heller ikke foregår nogen ændring med produktionsmidlernes værdi, så vil spinderen som hidtil forbruge samme mængde råmateriale og maskiner til den samme værdi i den samme arbejdstid. Den værdi, som han bevarer i produktet, er direkte proportional med den ny værdi, som han tilføjer. På to uger tilfører han dobbelt så meget arbejde som på en uge, og følgelig dobbelt så stor værdi; og i samme tidsrum forbruger han to gange så meget materiale af dobbelt så stor værdi, og slider dobbelt så meget på maskinerne til den dobbelte værdi. Han bevarer altså dobbelt så megen værdi i produktet på to uger som på én uge. Under givne konstante produktionsbetingelser bevarer arbejderen desto mere værdi, jo mere værdi han tilføjer, men han bevarer ikke mere værdi, fordi han tilføjer mere værdi, men fordi han tilføjer den under konstante betingelser, der er uafhængige af hans eget arbejde.

Ganske vist kan det i relativ forstand siges, at arbejderen altid bevarer gammel værdi i samme forhold, som han tilføjer ny værdi. Hvad enten bomulden stiger fra 1 sh. til 2 sh., eller den i stedet falder fra 1 sh. til 6 d., vil arbejderen i det produkt, han er én time om at fremstille, altid kun bevare halvt så meget af bomuldens værdi, som i det produkt, han er to timer om. På samme måde hvis produktiviteten af hans eget arbejde ændres, hvad enten den stiger eller falder, så vil han f.eks. på en arbejdstime spinde mere eller mindre bomuld end tidligere, og følgelig på en arbejdstime bevare mere eller mindre af bomuldens værdi. Men desuagtet vil han på to arbejdstimer bevare dobbelt så megen værdi som på en arbejdstime.

Værdi kan kun eksistere i en brugsværdi eller i en ting, idet vi her lader værdiens symbolske repræsentation i værditegn ude af betragtning. (Mennesket selv, betragtet som den blotte eksistens af arbejdskraft, er en naturgenstand, en ting, selv om det også er en levende og bevidst ting, og arbejdet selv er det tingslige udtryk for denne kraft). Hvis brugsværdien derfor går tabt, så går også værdien tabt. Produktionsmidlerne mister derimod ikke deres værdi samtidig med, at de mister deres brugsværdi, da de under arbejdsprocessen kun mister deres brugsværdis oprindelige skikkelse for at antage skikkelse af en ny brugsværdi i produktet. Men ligeså vigtigt det er for værdien at eksistere i en eller anden brugsværdi, ligeså ligegyldigt er det, hvilken brugsværdi den eksisterer i, således som varemetamorfosen viser. Heraf følger, at der under arbejdsprocessen kun overføres værdi fra produktionsmidlet til produktet, såfremt produktionsmidlet foruden sin selvstændige brugsværdi også mister sin bytteværdi. Det afgiver kun den værdi til produktet, som det mister som produktionsmiddel. Men i denne henseende forholder arbejdsprocessens materielle faktorer sig forskelligt.

Kullene, som maskinen opvarmes med, forsvinder sporløst, og det samme sker med den olie, hvormed hjulets akse smøres osv. Farve og andre hjælpestoffer forsvinder, men viser sig i produktets egenskaber. Råmaterialet danner produktets substans, men først efter at dets form er blevet ændret. Råmaterialet og hjælpestofferne mister altså deres selvstændige form, hvormed de som brugsværdier indgik i arbejdsprocessen. Anderledes forholder det sig med de egentlige arbejdsredskaber. Et instrument, en maskine, en fabriksbygning eller en beholder osv. er kun til nytte i arbejdsprocessen, så længe de bevarer deres oprindelige skikkelse og i morgen kan indgå i arbejdsprocessen i nøjagtigt den samme form som i går. I deres levetid, dvs. under arbejdsprocessen, bevarer de deres selvstændige form uafhængigt af produktet, og det samme gør de efter deres død. Ligene af maskiner, værktøj, arbejdsbygninger osv. findes altid adskilt fra de produkter, hvis produktion de medvirkede til. Hvis vi nu betragter hele den periode, hvorunder et sådant arbejdsredskab gør tjeneste, fra den dag det træder ind i værkstedet til den dag, det bliver forvist til pulterkammeret, finder vi, at dets brugsværdi i dette tidsrum er blevet fuldstændig forbrugt af arbejdet og dets bytteværdi derfor helt overført til produktet. Hvis en spindemaskine har en levetid på f.eks. 10 år, vil hele dens værdi blive overført til produktet i løbet af denne tiårige arbejdsproces. Et arbejdsredskabs levetid omfatter altså et større eller mindre antal gentagelser af ensartede arbejdsprocesser. Og som det går med mennesket, går det med arbejdsredskabet. Hver dag bringer et menneske 24 timer nærmere graven. Men hvor lang tid mennesket har tilbage, kan ingen sige blot ved at se på ham. Dette forhindrer dog ikke livsforsikringsselskaberne i, ud fra et menneskes gennemsnitlige levetid, at drage meget sikre og samtidig meget fordelagtige slutninger.

Ligesådan med arbejdsredskabet. Man ved af erfaring, hvor længe et arbejdsredskab, f.eks. en maskine af en særlig slags gennemsnitligt varer. Lad os antage, at dens brugsværdi i arbejdsprocessen kun kan vare 6 dage. For hver arbejdsdag vil den derfor gennemsnitlig miste 1/6 af sin brugsværdi og følgelig afgive 1/6 af sin værdi til det daglige produkt. På denne måde beregner man slitagen på alle arbejdsredskaber, altså f.eks. deres daglige tab af brugsværdi og den tilsvarende mængde værdi, de dagligt afgiver til produktet.

Det synes således indlysende, at et produktionsmiddel aldrig kan afgive mere værdi til produktet, end det under arbejdsprocessen mister ved ødelæggelsen af sin brugsværdi. Havde det ingen værdi at miste, dvs. hvis det ikke selv var et produkt af menneskeligt arbejde, så kunne det heller ikke afgive nogen værdi til produktet. Det medvirkede i produktionen af brugsværdi, men deltog ikke i dannelsen af bytteværdi. Dette er tilfældet med alle produktionsmidler, der leveres af naturen uden menneskelig medvirken, såsom jorden, vinden, vandet, jernet i malmåren, tømmeret i urskoven osv.

Vi stilles her over for et andet interessant fænomen. Lad os tænke os en maskine, hvis værdi er 1000 pd. st., og hvis levetid er 1000 dage. I dette tilfælde overføres der daglig 1/1000 af maskinens værdi til dens daglige produkt. Samtidig, skønt med aftagende livskraft, er det dog fortsat hele maskinen, der deltager i arbejdsprocessen. Det viser sig altså, at en af arbejdsprocessens faktorer, et produktionsmiddel, helt indgår i arbejdsprocessen, medens den kun delvis indgår i værdiøgningsprocessen. Forskellen mellem arbejdsprocessen og værdiøgningsprocessen afspejler sig her i deres materielle faktorer, idet det er det samme produktionsredskab, der som et hele deltager i arbejdsprocessen, medens det på samme tid som element i værdidannelsen kun indtræder stykkevis i den samme produktionsproces. [2]

På den anden side kan omvendt et produktionsmiddel indgå som et hele i værdiøgningsprocessen, skønt den kun indgår stykkevis i arbejdsprocessen. Antag, at der under den proces, hvor der spindes bomuld, for hver 115 pund dagligt går 15 pund til spilde, der ikke bliver til garn, men kun til devil's dust (bomuldsstøv). Men hvis dette spild på 15 pund er normalt og uundgåeligt under de gennemsnitlige betingelser for forarbejdningen af bomuld, så vil værdien af de 15 pund bomuld, der ikke er element i garnet, alligevel indgå i garnets værdi i lige så høj grad som værdien af de 100 pund, der er hovedbestanddelen i garnet. Brugsværdien af de 15 pund bomuld må blive til støv, for at der kan fremstilles 100 pund garn. Det er altså en produktionsbetingelse for garnet, at denne bomuld går til grunde; og netop derfor afgiver den sin værdi til garnet. Dette gælder for enhver form for affald i arbejdsprocessen, i det mindste i den udstrækning, hvor dette affald ikke kan danne nye produktionsmidler igen og dermed nye selvstændige brugsværdier. Således kan man ved de store maskinfabrikker i Manchester se bjerge af jernaffald, der ligesom høvlspåner er afskrællet af kæmpestore maskiner; om aftenen bliver dette affald kørt fra fabrikken til jernstøberiet på store vogne, for næste dag at komme tilbage til fabrikken som blokke.

Som vi har set, overfører produktionsmidlerne kun værdi til det nye produkt, for så vidt de under arbejdsprocessen mister værdi i form af deres gamle brugsværdi. Det maksimale værditab, som de kan lide under arbejdsprocessen, er åbenbart begrænset af den værdi, de oprindeligt havde ved deres indtræden i arbejdsprocessen, eller med andre ord af den arbejdstid, der var nødvendig til deres egen produktion. Produktionsmidlerne kan derfor aldrig tilføre produktet mere værdi, end de besidder uafhængigt af den arbejdsproces, hvori de medvirker. Hvor nyttigt et arbejdsmateriale, en maskine eller et andet produktionsmiddel end er, om det koster 150 pd. st., eller skal vi sige 500 dages arbejde, så vil det aldrig føje mere end 150 pd. st. til det produkt, hvis produktion det deltager i. Dets værdi bestemmes ikke af den arbejdsproces, hvori det indgår som produktionsmiddel, men derimod af den arbejdsproces, der leverer det som produkt. I arbejdsprocessen tjener det kun som en brugsværdi, som en ting med nyttige egenskaber, og det kunne derfor ikke afgive nogen værdi til produktet, medmindre det besad en vis værdi ved sin indtræden i processen. [3]

Samtidig med at det produktive arbejde forvandler produktionsmidlerne til dannelseselementer i et nyt produkt, foretager deres værdi en sjælevandring. Den går fra det forbrugte legeme over i det nydannede legeme. Men denne sjælevandring finder så at sige sted bag ryggen af det virkelige arbejde. Arbejderen kan ikke tilføje nyt arbejde eller skabe ny værdi uden at bevare de gamle værdier, da det arbejde han tilføjer altid må have en speciel nyttig form; og han kan ikke tilføje arbejde af nyttig form uden at gøre produkter til produktionsmidler for et nyt produkt og derved overføre deres værdi til det nye produkt. Det at bevare værdi er altså en naturgave, som den fungerende arbejdskraft eller det levende arbejde besidder derved, at den tilføjer værdi, en naturgave, som ikke koster arbejderen noget, men som er meget indbringende for kapitalisten, da den bevarer den forhåndenværende værdi af hans kapital. [4]

Så længe forretningen går fint, er kapitalisten for optaget af at jage efter profit til at tage notits af denne gratis gave fra arbejdet. Voldsomme afbrydelser af arbejdsprocessen, kriser, gør ham på følelig måde opmærksom på den. [5]

Det, der virkelig bliver forbrugt af produktionsmidlerne, er deres brugsværdi, og ved at konsumere den skaber arbejdet produkter. Deres værdi bliver i virkeligheden ikke konsumeret [6] , og den kan derfor heller ikke reproduceres. Den bliver bevaret, men ikke fordi der i arbejdsprocessen opereres med den, men fordi den brugsværdi, hvori den oprindeligt eksisterer, ganske vist forsvinder, men kun for at forsvinde i en anden brugsværdi. Produktionsmidlernes værdi viser sig derfor igen i produktets værdi, men den bliver strengt taget ikke reproduceret. Det der bliver produceret er den ny brugsværdi, hvori den gamle bytteværdi igen viser sig. [7]

Anderledes forholder det sig med den subjektive faktor i arbejdsprocessen, med arbejdskraften i aktion. Medens arbejdet ved sin formålsrettede form bevarer og overfører produktionsmidlernes værdi til produktet, danner hvert moment af dets bevægelse en ekstra værdi eller en ny værdi. Antag, at produktionsprocessen afbrydes på det tidspunkt, hvor arbejderen har produceret et ækvivalent for værdien af sin egen arbejdskraft, når han f. eks, efter 6 timers forløb har tilføjet en værdi på 3 sh. Denne værdi danner et overskud i produktets værdi ud over den værdi, der stammer fra produktionsmidlerne. Den er den eneste selvstændige værdi, der opstår under produktionsprocessen, den eneste del af produktets værdi, der bliver produceret af denne proces selv. Ganske vist erstatter den kun det beløb, som kapitalisten lagde ud ved køb af arbejdskraften, og som arbejderen har anvendt til sine livsfornødenheder. Med hensyn til de anvendte 3 sh, er den ny værdi på 3 sh. kun en reproduktion. Men den er virkelig blevet reproduceret, og ikke kun tilsyneladende som det er tilfældet med produktionsmidlernes værdi, Det, at en værdi erstattes af en anden, er her formidlet gennem skabelse af en ny værdi.

Af det foregående ved vi imidlertid, at arbejdsprocessen fortsætter ud over det punkt, hvor det blotte ækvivalent for værdien af arbejdskraften er reproduceret og tilført arbejdsgenstanden. I stedet for 6 timer, der var tilstrækkelig til dette formål, varer processen f.eks. 12 timer. I kraft al arbejdskraftens aktivitet er det derfor ikke blot dens egen værdi, der reproduceres, men der produceres desuden en overskydende værdi. Denne merværdi udgør differencen mellem produktets værdi og værdien af de elementer, der blev forbrugt i dannelsen af dette produkt, dvs. produktionsmidlerne og arbejdskraften.

Ved vor fremstilling af de forskellige roller, som arbejdsprocessens forskellige faktorer spiller i dannelsen af produktets værdi, har vi i virkeligheden karakteriseret de forskellige funktioner, som kapitalens dele udfører i dens egen værdiøgende proces. Differencen mellem produktets totalværdi og den samlede værdi af dets dannelseselementer er det samme som differencen mellem den forøgede kapital og den kapital, der oprindeligt blev lagt ud. Produktionsmidlerne på den ene side, arbejdskraften på den anden side, er blot de forskellige eksistensformer, som den oprindelige kapital antog, da den krængede sin pengeform af for at forvandle sig til arbejdsprocessens faktorer.

Den del af kapitalen, der bliver omsat i produktions-midler, dvs. i råmateriale, hjælpestoffer og arbejdsredskaber, ændrer altså ikke sin værdistørrelse i produktionsprocessen. Jeg kalder den derfor den konstante del af kapitalen eller kortere: konstant kapital.

Den del af kapitalen, der er omsat i arbejdskraft, forandrer derimod sin værdi i produktionsprocessen. Den reproducerer sit eget ækvivalent og derudover et overskud eller en merværdi, der kan skifte, være større eller mindre alt efter omstændighederne. Denne del af kapitalen forvandler sig hele tiden fra en konstant størrelse til en variabel. Jeg kalder den derfor den variable del af kapitalen eller kortere: variabel kapital. De samme dele af kapitalen, der set ud fra arbejdsprocessens standpunkt fremtræder som de objektive og subjektive faktorer, dvs. som produktionsmidler og arbejdskraft, fremtræder fra værdiøgningsprocessens standpunkt som konstant og variabel kapital.

Begrebet konstant kapital udelukker på ingen måde, at værdien a£ dens bestanddele voldsomt kan ændre sig. Antag, at et pund bomuld i dag koster 6 d. men i morgen stiger til 1 sh. som følge af en fejlslagen bomuldshøst. Den gamle bomuld, som man fortsætter med at forarbejde, er købt til en værdi af 6 d., og den forhøjer nu produktets værdi med 1 sh. Og den bomuld, der allerede er blevet spundet og måske endog cirkulerer på markedet som garn, føjer ligeledes det dobbelte af sin oprindelige værdi til produktet. Det er dog indlysende, at disse værdiændringer er uafhængige af den værdiøgning, der foregår i spindeprocessen. Hvis den gamle bomuld slet ikke var gået ind i arbejdsprocessen endnu, så kunne den nu sælges igen til 1 sh. i stedet for til 6 d. Endvidere: Jo færre arbejdsprocesser den har været igennem, des sikrere er dette resultat. Det er derfor en regel blandt spekulanter ved sådanne voldsomme værdiændringer at spekulere i det råmateriale, der er mindst forarbejdet. Altså hellere spekulere i garn end i lærred, og hellere i selve bomulden end i garnet. Værdiændringen opstår her i den proces, der producerer bomulden, og ikke i den proces, hvor bomulden fungerer som produktionsmiddel og dermed som konstant kapital. En vares værdi er ganske vist bestemt al den mængde arbejde, den indeholder, men denne mængde er selv bestemt af de sociale betingelser, Har den arbejdstid, der samfundsmæssigt er nødvendig for dens produktion, ændret sig - og samme mængde bomuld repræsenterer f.eks. efter en dårlig høst en større mængde arbejde, end efter en god - så virker det tilbage på den gamle vare, der altid kun gælder som et enkelt eksemplar af sin art, [8] og hvis værdi altid måles efter det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, dvs. efter det arbejde, der er nødvendigt under de for øjeblikket eksisterende sociale betingelser.

Ligesom råmaterialets værdi kan forandres, kan værdien af arbejdsredskaber, maskiner, der allerede bliver anvendt i produktionsprocessen, ændres, og dermed også den del af deres værdi, de afgiver til produktet. Hvis der f.eks. som følge af en ny opfindelse kan produceres maskiner af samme slags men med et mindre forbrug af arbejde, så mister de gamle maskiner i større eller mindre grad værdi og overfører derfor også forholdsvis mindre værdi til produktet. Men også her opstår værdiændringen uden for den produktionsproces, hvori maskinen indgår som produktionsmiddel. I denne proces afgiver den aldrig mere værdi, end den besidder uafhængigt af denne proces.

Lige så lidt som en ændring af produktionsmidlernes værdi ændrer produktionsmidlernes karakter af konstant kapital, selv om den også er tilbagevirkende, efter at de allerede er indtrådt i processen, lige så lidt berører en ændring af forholdet mellem konstant og variabel kapital deres funktionelle forskel. De tekniske betingelser for arbejdsprocessen kan f.eks. blive ændret sådan, at hvor tidligere 10 arbejdere med 10 stykker værktøj af ringe værdi forarbejdede en forholdsmæssig lille mængde råmateriale, forarbejder 1 arbejder nu med en kostbar maskine hundrede gange så meget råmateriale. I et sådant tilfælde ville den ”konstante kapital”, dvs. den samlede værdi af de anvendte produktionsmidler, være forøget meget og den variable kapital, der er investeret i arbejdskraften, ville være faldet meget. Denne ændring forandrer dog kun størrelsesforholdet mellem konstant og variabel kapital, eller det forhold, hvori den samlede kapital er splittet op i sine konstante og variable bestanddele; derimod berører den ikke forskellen mellem konstant og variabel.


Noter

[1]: »Arbejdet skaber en ny ting i stedet for en tilintetgjort«.(»An Essay on the Polit. Econ. of Nations«, London 1821, s.13).

[2]: Vi beskæftiger os her ikke med reparation af arbejdsredskaber, maskiner, bygninger osv. En maskine, der er under reparation, fungerer ikke som et arbejdsredskab, men som en arbejdsgenstand. Den bliver ikke anvendt i arbejdet, den er derimod selv under arbejde, for at dens brugsværdi kan blive udbedret. For vort formål kan sådanne reparationer tænkes omfattet af det arbejde, der kræves til produktionen af arbejdsredskaberne. I teksten beskæftiger vi os med den slitage, som ingen doktor kan helbrede, og som efterhånden medfører døden, med »den form for slitage, der ikke kan repareres fra tid til anden, og som eksempelvis til sidst hensætter en kniv i en sådan tilstand, at sliberen siger, at den ikke mere er nogen ny klinge værd«. Vi har i teksten set, at en maskine tager del i arbejdsprocessen som et hele, medens den på samme tid kun indgår stykkevis i værdiøgningsprocessen. Herudfra kan vi dømme om den sammenblanding af begreber, der udtrykkes i følgende passage: »Ricardo taler om, at den arbejdsmængde, som en maskinarbejder lægger i opbygningen af en trikotagemaskine«, f.eks. kan være indeholdt i værdien af et par strømper. »Alligevel indeholder det samlede arbejde, der har fremstillet hvert enkelt par strømper.. . hele maskinarbejderens arbejde, og ikke kun en del; for en maskine fremstiller ganske vist mange par, men ingen af disse par kunne være blevet fremstillet uden hele maskinens medvirken.« (»Observations on certain verbal disputes in Po1.Econ., particularly relating to Value, and to Demand and Supply«, London 1821, s.54). Forfatteren, en ualmindelig selvtilfreds »wiseacre« (selvklog dumrian), har kun ret i sin sammenblanding og dermed i sin påstand, for så vidt som hverken Ricardo eller nogen anden økonom, før eller efter ham, nøje har adskilt arbejdets to sider og derfor endnu mindre har analyseret deres forskellige roller i værdidannelsen.

[3]: Herudfra kan vi dømme om det urimelige hos den ordinære J. B. Say, der vil udlede merværdien (rente, profit, jord-rente) af de »services productifs« [produktive tjenester], som produktionsmidlerne, jorden, redskaber, læder osv. yder i arbejdsprocessen. Hr. Wilhelm Roscher, der sjældent lader nogen lejlighed gå fra sig til sort på hvidt at registrere snedige, apologetiske indfald, udbryder: »J. B. Say bemærker meget rigtigt (»Traite«, b. I, kap.4): Den værdi, en oliemølle producerer, er efter fradrag af alle omkostninger dog noget nyt og væsentligt forskelligt fra det arbejde, hvorved oliemøllen selv er blevet til.« (anf. værk s.82, note). Meget rigtigt! Den »olie«, der bliver produceret af oliemøllen, er noget ganske andet end det arbejde, der blev anvendt på bygning af møllen. Og ved »værdi« forstår hr. Roscher sådan et materiale som »olie«, da »olie« har værdi; ikke desto mindre findes der »i naturen« petroleum, selv om det er i relativt »små mængder«, en kendsgerning, som hans anden bemærkning sikkert sigter til: »Den« (naturen!) »frembringer næsten slet ikke nogen bytteværdi.« (s.st.s.79). Det går den Roscher'ske natur med dens bytteværdi, som det gik den tåbelige jomfru med barnet, der kun »var ganske lille«. Samme »lærde herre« (»savant serieux«) bemærker videre ved ovennævnte lejlighed: »Ricardos skole plejer også at henregne kapital som »opsparet arbejde« under begrebet arbejde. Dette er urimeligt (!), fordi (!) kapitalisten (!) jo (!)dog (!) har gjort mere (!) end blot (?!) at producere (!) og (?!) bevare samme (hvilken?): han har nemlig (?!?) afholdt sig fra at nyde den selv, hvorfor han f.eks. (!!!) forlanger renter.« (s.st. (s.82)). Hvor denne »anatomisk-fysiologiske metode« i den politiske økonomi dog er »dygtig«! som ud fra blot et »ønske« alligevel kan udvikle »værdi«.

[4]: »Af alle landbrugets hjælpemidler er menneskets arbejde... det, som landmanden for det meste er henvist til som erstatning for sin kapital. De to andre - bestanden af arbejdsdyr og ... køretøjer, plove, spader osv. - er slet intet uden en vis mængde af det første.« (Edmund Burke, »Thoughts and Details on Scarcity, originally presented to the Rt.Hon. W. Pitt in the Month of November 1795«, udg. London 1800, s.10).

[5]: I »Times« fra d. 26. nov. 1862 jamrer en fabrikant for læserne over de årlige stilstandsomkostninger på sin fabrik. Fabrikken eller spinderiet beskæftiger 800 arbejdere og forbruger gennemsnitlig pr. uge 150 baller ostindisk eller ca. 130 baller amerikansk bomuld. Han anslår stilstandsomkostningerne til 6000 pd. st. Blandt disse omkostninger befinder der sig mange poster, som ikke kan interessere os her, såsom jordrente, skatter, forsikringspræmier, lønninger til arbejdere, der er ansat for et år ad gangen, manager, bogholder, ingeniør osv. Derefter beregner han for 150 pd. st. kul til opvarmning af fabrikken nu og da og til lejlighedsvis igangsætning af dampmaskinen, desuden lønninger til arbejdere, der ved lejlighedsvis arbejde holder maskineriet »gående«. Endelig 1200 pd. st. for forringelse af maskinerne, da »vejret og de naturlige årsager til forfald ikke indstiller deres virke, fordi dampmaskinen holder op med at dreje rundt«. Han bemærker udtrykkeligt, at denne sum på 1200 pd. st. er sat så lav, fordi maskineriet allerede befinder sig i meget ringe stand.

[6]: »Produktiv konsumtion: hvor konsumtionen af en vare er en del af produktionsprocessen ... I disse tilfælde er der ikke nogen konsumtion af værdi«. (S. P. Newman, anf. værk s.296).

[7]: I et nordamerikansk kompendium, der måske er trykt i 20 oplag, kan man læse følgende: »Det har ingen betydning, i hvilken form kapitalen igen viser sig.« Efter en langtrukken opregning af alle de mulige ingredienser i produktionen, hvis værdi dukker op igen i produktet, hedder det til slut: »De forskellige former for føde, beklædning og boliger, der er nødvendige for menneskets eksistens og bekvemmelighed, forandres ligeledes. De bliver fra tid til anden konsumeret, og deres værdi kommer nu til syne i den ny kraft, som de giver hans sjæl og legeme, de danner således ny kapital, der igen bliver anvendt i produktionsprocessen.« (F. Wayland, anf. værk s.31,32). Bortset fra alle andre mærkværdigheder, er det f.eks. ikke prisen på brødet, der dukker op i den fornyede kraft, men derimod dens blodskabende substanser. Hvad der på den anden side viser sig igen i kraftens værdi, er ikke levnedsmidlerne, men deres værdi. De samme levnedsmidler ville, selv om de kun kostede det halve, skabe lige så megen muskel, knogle osv., kort sagt samme kraft, men ikke kraft af samme værdi. Denne sammenblanding af »værdi« og »kraft« tillige med al forfatterens farisæiske ubestemthed skjuler et, ganske vist forgæves, forsøg på at banke merværdi ud af den blotte genopdukken af udlagte værdier.

[8]: »Alle produkter af samme art danner egentlig kun en masse, hvis pris bliver bestemt af de almindelige forhold og uden hensyn til de særlige omstændigheder« (Le Trosne, anf. værk s. 893).


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere