Til forsvar for oktober (Københavnertalen)

Til forsvar for oktober (Københavnertalen)

Ærede tilhørere:

Tillad mig straks fra begyndelsen at give udtryk for min oprigtige beklagelse af, at jeg ikke har mulighed for at tale dansk over for et københavnsk publikum. Lad det så stå hen, om tilhørerne har noget at tabe ved det. Hvad foredragsholderen angår, så berøver det manglende kendskab til det danske sprog ham i hvert fald muligheden for at følge det skandinaviske liv og den skandinaviske litteratur umiddelbart på første hånd og i original. Og dette er et stort tab.

Det tyske sprog, som jeg er tvunget til her at søge tilflugt til, er mægtigt og rigt. Mit tysk er imidlertid temmelig begrænset. At gøre rede for komplicerede spørgsmål med den nødvendige frihed er man i øvrigt kun i stand til på sit eget sprog. Jeg må derfor på forhånd anmode om publikums overbærenhed.

Jeg var for første gang i København til den internationale socialistiske kongres [1] og tog med mig de bedste erindringer om jeres by. Men det ligger allerede næsten et kvart århundrede tilbage. I Øresund og i fjordene har vandet siden da skiftet mange gange. Men ikke alene vandet. Krigen har knækket rygsøjlen på det gamle europæiske kontinent. Europas floder og have har skyllet ikke så lidt menneskeblod med sig. Menneskeheden, især dens europæiske del, har gennemgået svære prøvelser og er blevet mere dyster og brutal. Alle kampens former er blevet mere forbitrede. Verden er trådt ind i en epoke med store forandringer. Dens ekstreme udtryk er krig og revolution.

Før jeg går over til temaet for mit foredrag – revolutionen – anser jeg det for min pligt at udtrykke min tak til arrangørerne af mødet, de socialdemokratiske studenters københavnske organisation. Jeg gør dette som politisk modstander. Mit foredrag forfølger ganske vist videnskabeligt-historiske opgaver og ikke politiske. Jeg understreger dette straks fra begyndelsen. Det er imidlertid umuligt at tale om en revolution, som sovjetrepublikken er udgået af, uden at inddrage en politisk stilling. I min egenskab af foredragsholder står jeg under den samme fane, som jeg stod under som deltager i de revolutionære begivenheder.

Indtil krigen tilhørte det bolsjevikiske parti det internationale socialdemokrati. Den 4. august satte det tyske socialdemokratis stemme for krigsbevillingerne én gang for alle punktum for denne forbindelse og indledte æraen med bolsjevismens uafbrudte og uforsonlige kamp mod socialdemokratiet. Betyder dette, at arrangørerne af dette møde har begået en fejl ved at indbyde mig som foredragsholder? Derom bliver publikum først i stand til at dømme efter mit foredrag. Til retfærdiggørelse af, at jeg har modtaget den venlige indbydelse til at fremlægge en redegørelse for den russiske revolution, tillader jeg mig at henvise til, at den russiske revolutions tema gennem mit politiske livs 35 år har udgjort den praktiske og teoretiske akse for mine interesser og mine handlinger. De fire år under mit ophold i Tyrkiet har hovedsagelig været viet til den historiske bearbejdning af den russiske revolutions problemer. Måske giver dette mig en vis ret til at håbe, at det vil lykkes mig – i hvert fald delvis – at hjælpe ikke kun venner og meningsfæller, men også modstandere til bedre at fatte mange træk ved revolutionen, som tidligere er undgået deres opmærksomhed. I hvert fald er opgaven for mit foredrag at hjælpe ti1 at forstå. Jeg har ikke i sinde at propagandere for revolutionen eller at opfordre til revolution. Jeg vil forklare den. Jeg ved ikke, om der på den skandinaviske Olymp fandtes en særlig gudinde for oprør. Næppe. I hvert fald vil vi i dag ikke anråbe hendes gunst. Vi vil stille vort foredrag under Snotras tegn, den gamle gudinde for erkendelse. Uagtet revolutionens lidenskabelige dramatik som en levende begivenhed, vil vi bestræbe os på at behandle den med en anatoms lidenskabsløshed. Hvis foredraget derved bliver mere tørt, kunne vel tilhørerne tage dette med i købet.

Objektive og subjektive faktorer i revolutionen

Lad os begynde med nogle elementære sociologiske principper, som utvivlsomt er Dem alle bekendte, men som vi ved tilnærmelsen til en så kompliceret foreteelse som revolutionen må genopfriske i vor hukommelse.

Det menneskelige samfund er en kooperation, historisk opstået i kampen for tilværelsen og sikringen af artens opretholdelse. Samfundets karakter bestemmes af dets økonomis karakter. Karakteren af økonomien bestemmes af arbejdsmidlerne.

Enhver stor epoke i produktivkræfternes udvikling modsvares af et bestemt socialt regime. Ethvert socialt regime har hidtil sikret den herskende klasse uhyre privilegier.

Af det allerede sagte fremgår klart, at de sociale regimer ikke er evige. De opstår historisk, for så at blive en hemsko for fremskridtet. "Alt, som opstår, er værd at det forgår."

Men ingen herskende klasse har frivilligt og fredeligt trukket sig tilbage. I spørgsmål om liv og død har fornuftsargumenter aldrig erstattet voldsargumenter. Det kan være bedrøveligt, det er nu engang sådan. Det er ikke os, der har skabt denne verden. Der er ikke andet at gøre end at tage den som den er.

Revolutionen betyder følgelig et skifte i det sociale regime. Den overgiver magten fra hænderne på en klasse, der har overlevet sig selv, i hænderne på den anden klasse, der er i færd med at stige op. Opstanden danner det mest kritiske moment i to klassers kamp om magten. Opstanden kan kun føre til revolutionens virkelige sejr og til oprettelsen af et nyt regime, når den støtter sig til en progressiv klasse, der er i stand til at samle det overvældende flertal af folket om sig.

Til forskel fra de naturhistoriske processer virkeliggøres revolutionen af mennesker og ved hjælp af mennesker. Men også i revolutionen virker menneskene under indflydelse af de sociale betingelser, som de ikke frit har valgt, men som er overtaget fra fortiden, og som bydende viser dem vejen. Netop derfor og kun derfor er revolutionen lovmæssig.

Den menneskelige bevidsthed genspejler imidlertid ikke passivt de objektive betingelser. Den har for vane at reagere aktivt på dem. I visse øjeblikke antager denne reaktion anspændt, lidenskabelig massekarakter. Rettens og magtens barrierer styrtes omkuld. Massernes aktive indgriben i begivenhederne udgør netop det mest uomgængelige element i revolutionen.

Men selv den mest stormende aktivitet kan forblive på demonstrationens og oprørets stadium uden at hæve sig op til revolutionens højde. Massernes opstand må føre til omstyrtelsen af én klasses herredømme og oprettelsen af en andens herredømme. Først da har vi en fuldendt revolution. Masseopstanden er ikke noget isoleret foretagende, som man kan fremtrylle efter forgodtbefindende. Den udgør et objektivt betinget element i revolutionens udvikling, ligesom revolutionen udgør en objektivt betinget proces i samfundets udvikling. Er imidlertid betingelserne for opstanden til stede, må man ikke vente passivt med åben mund: også i menneskelige sager er der, som Shakespeare siger, flod og ebbe: "There is a tide in the affairs of men which, taken at the flood, leads on to fortune".

For at feje det udlevede regime af vejen, må den progressive klasse forstå, at dens time er kommet, og stille sig erobringen af magten som opgave. Her åbnes pladsen for den bevidste revolutionære aktion, hvor forudseenhed og beregning forbindes med vilje og vovemod. Med andre ord: her åbnes partiets aktionsfelt.

Det revolutionære parti forener i sig det bedste af den progressive klasse. Uden et parti, der er i stand til at orientere sig i omgivelserne, at afveje begivenhedernes gang og rytme og i rette tid erobre massernes tillid, er den proletariske revolutions sejr umulig. Sådan er vekselvirkningen mellem de objektive og subjektive faktorer i revolutionen og opstanden.

Indskudt bemærkning

I diskussioner bruger, som De ved, modstanderne – særlig i teologien – hyppigt at diskreditere den videnskabelige sandhed ved at drive den ud i det absurde. Denne metode hedder netop i logikken: reductio ad absurdum. Vi vil forsøge at gå den modsatte vej, dvs. vi vil tage en absurditet som udgangspunkt, for desto sikrere at nærme os til sandheden. Når det drejer sig om revolutionen, kan man i hvert fald ikke klage over mangel på absurditeter. Lad os tage en af de friskeste og mest krasse.

Den italienske skribent Malaparte, der er noget i retning af en fascistisk teoretiker – sådanne findes også –, har nylig ladet en bog om statskuppets teknik løbe af stabelen. Forfatteren helliger selvfølgelig et ikke ubetragteligt antal sider af sin "forskning" til Oktoberomvæltningen. Til forskel fra Lenins "strategi", som forbliver forbundet med de sociale og politiske forhold i 1917's Rusland, "er Trotskijs taktik", med Malapartes ord, "omvendt ikke forbundet med landets almene betingelser". Dette er værkets hovedidé! Malaparte tvinger Lenin og Trotskij til på siderne i sin bog at føre talrige dialoger, hvori samtalens to parter tilsammen lægger lige så megen dybsindighed for dagen, som naturen har stillet til rådighed for Malaparte alene. Til Lenins overvejelser om de sociale og politiske forudsætninger for omstyrtningen pålægger Malaparte bogstaveligt den imaginære Trotskij at svare følgende: "Deres strategi kræver alt for mange gunstige betingelser: opstanden behøver intet, den er nok i sig selv." Hør blot: "Opstanden behøver intet!" Det er netop, ærede tilhørere, den absurditet, der skal hjælpe os til at komme sandheden nærmere. Forfatteren gentager hårdnakket, at det i oktober ikke var Lenins strategi, men Trotskijs taktik, der sejrede. Denne taktik truer ifølge ham også nu de europæiske staters ro. "Lenins strategi", jeg citerer ordret, "udgør ikke nogen umiddelbar fare for Europas regeringer. En aktuel og samtidig permanent fare udgør for dem Trotskijs taktik." Endnu mere konkret: "Sæt Poincaré i Kerenskijs sted og det bolsjevistiske statskup fra oktober 1917 var lykkedes lige godt." Svært at tro, at en sådan bog bliver oversat til forskellige sprog og taget alvorligt.

Forgæves ville vi søge at udgrunde, hvortil overhovedet Lenins af historiske betingelser afhængige strategi er nødvendig, hvis "Trotskijs taktik" formåede at løse den samme opgave i enhver situation. Og hvorfor er vellykkede revolutioner så sjældne, når et par tekniske recepter er tilstrækkelige for at de lykkes?

Den af den fascistiske forfatter fremstillede dialog mellem Lenin og Trotskij er i sin mening såvel som i sin form en smagløs opdigtning – fra først til sidst. Af den slags opdigtninger driver der ikke så få om i verden. Således trykkes for eksempel nu i Madrid en bog under mit navn, "La Vida del Lenin" ("Lenins liv"), for hvilken jeg er nøjagtig ligeså lidt ansvarlig som for Malapartes taktiske recepter. Ugebladet "Estampa" i Madrid har forud bragt hele kapitler fra denne angivelige bog af Trotskij om Lenin, som indeholder afskyelige krænkelser af mindet om det menneske, som jeg værdsatte og stadig værdsætter uforligneligt højere end nogen anden blandt mine samtidige.

Men lad os overlade falsknerne til deres skæbne. Den gamle Wilhelm Liebknecht, faderen til den uforglemmelige kæmper og helt Karl Liebknecht, sagde gerne: Den revolutionære politiker må forsyne sig med en tyk hud. Doktor Stockmann [2] anbefalede endnu mere udtryksfuldt enhver, der havde til hensigt at handle imod samfundets mening, ikke at trække i nye bukser. Vi vil tage disse to gode råd til efterretning og gå over til dagsordenen.

Oktoberrevolutionens problemstilling

Hvilke spørgsmål giver Oktoberrevolutionen anledning til hos et tænkende menneske? 1. Hvorfor og hvordan er denne revolution kommet i stand? Mere konkret: hvorfor sejrede den proletariske revolution i et af de mest tilbagestående lande i Europa? 2. Hvad har Oktoberrevolutionen udrettet? Og endelig: 3. Har den retfærdiggjort sig selv?

Det første spørgsmål – om årsagerne – kan man allerede nu besvare mere eller mindre udtømmende. Jeg har forsøgt at gøre dette i min revolutionshistorie. Her kan jeg kun formulere de vigtigste konklusioner.

Den kendsgerning, at proletariatet kom først til magten i et så tilbagestående land som det tidligere tsaristiske Rusland, synes kun ved første øjekast hemmelighedsfuld: i virkeligheden er den fuldkommen lovmæssig. Den kunne forudses og den blev forudset. Ydermere: på forudsigelsen af denne kendsgerning opbyggede de revolutionære marxister deres strategi længe før de afgørende begivenheder.

Den første og mest almene forklaring er: Rusland er et tilbagestående land, men kun en del af verdensøkonomien, kun et element i det kapitalistiske verdenssystem. I overensstemmelse hermed løste Lenin den russiske revolutions gåde med den korte og fyndige formel: kæden er brudt i sit svageste led.

En klar illustration: den store krig, udgået af verdensimperialismens modsætninger, trak lande på forskellige udviklingsstadier ind i sin malstrøm, men stillede de samme krav til alle deltagere. Det er klart, at krigsbyrden måtte være særlig uudholdelig for de tilbagestående lande. Rusland var som det første tvunget til at forlade slagmarken. Men for at løsrive sig fra krigen måtte det russiske folk omstyrte de herskende klasser. Således sprang krigskæden i sit svageste led.

Krigen er imidlertid ikke en katastrofe, der kommer udefra som et jordskælv, men en fortsættelse af politikken med andre midler. I krigen ytrede sig blot endnu grellere det imperialistiske systems hovedtendenser fra "freds"-tiden. Jo højere verdensproduktivkræfterne, jo mere anspændt verdenskonkurrencen, jo skarpere modsætningerne, jo mere rasende rustningskapløbet, desto vanskeligere er det for de svagere deltagere. Netop derfor indtager de tilbagestående lande de første pladser i rækken af sammenbrud. Verdenskapitalismens kæde har hele tiden tendens til at brydes i det svageste led.

Skulle den russiske kapitalisme som følge af en eller anden slags usædvanlige eller ekstraordinært ugunstige betingelser – lad os sige en sejrrig militær intervention udefra eller uoprettelige fejl begået af sovjetregeringen selv – genopstå på det umådelige sovjetterritorium, så ville samtidig med den uundgåeligt også dens historiske utilstrækkelighed genopstå, og selv ville den snart på ny blive offer for de samme modsigelser, som i 1917 bragte den til at eksplodere. Ingen taktiske recepter kunne have hjulpet Okotberrevolutionen til verden, hvis ikke Rusland havde båret den i sit skød. Det revolutionære parti kan i sidste instans kun påberåbe sig rollen som en fødselshjælper, der er tvunget til at ty til kejsersnit.

Begrebet "Historisk tilbageståenhed"

Man kunne hertil indvende: Deres almene overvejelser forklarer muligvis tilstrækkeligt, hvorfor det gamle Rusland måtte lide skibbrud, dette land, hvor en tilbagestående kapitalisme med en forarmet bondeklasse var kronet af en snyltende adel og et råddent monarki. Men i lignelsen med kæden og det svage led mangler stadig nøglen til den egentlige gåde: Hvorledes kunne i et tilbagestående land den socialistiske revolution sejre? Historien kender jo ikke så få eksempler på landes og kulturers forfald samtidig med de gamle klassers sammenbrud, klasser for hvilke der ikke havde vist sig nogen progressiv afløsning. Det gamle Ruslands sammenbrud skulle ved første øjekast snarere have forvandlet landet til en kapitalistisk koloni end en socialistisk stat.

Denne indvending er meget interessant. Den fører os direkte til hele problemets kerne. Og alligevel er denne indvending fejlagtig, man kunne sige: blottet for indre proportion. På den ene side går den ud fra en overdreven forestilling hvad angår Ruslands tilbageståenhed, på den anden side fra en teoretisk falsk forestilling hvad angår fænomenet historisk tilbageståenhed overhovedet.

Levende væsener, herunder naturligvis også menneskene, gennemløber parallelle udviklingsstadier svarende til deres alder. Hos et normalt femårs barn finder man et bestemt forhold mellem vægten, livvidden og de indre organer. Men det er helt anderledes med menneskets bevidsthed. I modsætning til anatomien og fysiologien adskiller psykologien, såvel den individuelle som den kollektive, sig ved en usædvanlig tilpasningsevne, smidighed og elasticitet: deri består netop menneskets aristokratiske fortrin frem for dets nærmeste zoologiske slægtning, abearten. Den tilpasningsdygtige og smidige psyke giver som nødvendig betingelse for det historiske fremskridt de såkaldte sociale "organismer" en usædvanlig ubestandighed i den indre struktur til forskel fra de virkelige, dvs. de biologiske organismer. I nationernes og staternes, især de kapitalistiskes, udvikling findes der hverken ensartethed eller jævnhed. Forskellige kulturstadier, endog de mest forskelligartede, nærmer sig til hinanden og sammenblandes ikke sjældent i et og samme lands liv.

Lad os ikke glemme, ærede tilhørere, at den historiske tilbageståenhed er et relativt begreb. Findes der tilbagestående og fremskredne lande, så findes der også en vekselvirkning mellem dem: der findes de fremskredne landes pres på de tilbageblevne lande med hensyn til at indhente de fremskredne, at låne teknik og videnskab fra dem, osv. Således opstår en kombineret type af udvik1ing: træk af tilbageståenhed kombineres med verdensteknikkens og verdenstænkningens sidste ord. Endelig er de tilbagestående lande ofte tvunget til at ile forud for de øvrige for at slippe ud af tilbageståenheden.

I den forstand kan man sige, at Oktoberrevolutionen for Ruslands folk var et heroisk middel til at overvinde deres eget økonomiske og kulturelle barbari.

Det førrevolutionære Ruslands sociale struktur

Men lad os nu fra disse historisk-filosofiske, måske lovlig abstrakte generaliseringer gå over til at stille de samme spårgsmål i konkret form, dvs. i de levende økonomiske kendsgerningers sprog. Ruslands tilbageståenhed i begyndelsen af det tyvende århundrede ytrede sig tydeligst deri, at industrien i landet indtog en ringe plads i sammenligning med landbruget, byen i sammenligning med landsbyen, proletariatet i sammenligning med bondeklassen. Samlet betyder dette en lav produktivitet for det nationale arbejde. Det er tilstrækkeligt at sige, at ved krigens udbrud, da det tsaristiske Rusland havde nået sin velstands højdepunkt, var nationalindkomsten 8 til 10 gange lavere end i de Forenede Stater. Dette er talmæssigt udtrykt tilbageståenhedens størrelse, hvis ordet "størrelse" overhovedet kan anvendes i forbindelse med tilbageståenhed.

Men samtidig ytrer loven om kombineret udvikling sig på det økonomiske område for hvert trin, både i de mest enkle og i de mest komplicerede fænomener. Næsten uden landeveje så Rusland sig tvunget til at bygge jernbaner. Uden at have gennemgået det europæiske håndværksvæsen og manufakturen, gik Rusland direkte over til mekaniserede bedrifter. At springe over mellemtrinene er de tilbagestående landes skæbne.

Mens bondejordbruget hyppigt blev stående på det 17. århundredes niveau, stod Ruslands industri – om ikke med hensyn til omfang så med hensyn til type – på de fremskredne landes niveau og ilede i mange henseender forud for dem. Det er tilstrækkeligt at sige, at kæmpeforetagenderne hver med over tusind arbejdere i de Forenede Stater beskæftigede mindre end 18% af det samlede antal industriarbejdere, i Rusland derimod over 41%. Denne kendsgerning lader sig dårligt forene med den banale forestilling om Ruslands økonomiske tilbageståenhed. Den modbeviser dog ikke tilbageståenheden, men supplerer denne dialektisk.

Landets klassestruktur havde den samme modsætningsfyldte karakter. Europas finanskapital industrialiserede den russiske økonomi i forceret tempo. Det industrielle bourgeoisi antog straks en storkapitalistisk og folkefjendtlig karakter. De fremmede aktieejere levede i øvrigt uden for landet. Arbejderne derimod var selvfølgelig russere. Over for et talmæssigt svagt russisk bourgeoisi, som ingen nationale rødder havde, stod således et forholdsmæssigt stærkt proletariat med stærke rødder i folkets dybder.

Til proletariatets revolutionære karakter bidrog den kendsgerning, at Rusland netop som et tilbagestående land, tvunget til at indhente modstanderne, ikke var nået frem til at udarbejde en egen konservatisme, hverken en social eller politisk. Som det mest konservative land i Europa, ja i hele verden, regnes med rette det ældste kapitalistiske land: England. Det land i Europa der var mest fri for konservatisme turde vel være Rusland.

Ruslands unge, friske, beslutsomme proletariat udgjorde dog kun et forsvindende mindretal i nationen. Reserverne til dets revolutionære magt lå uden for proletariatet selv: i den halvvejs i livegenskab levende bondeklasse og i de undertrykte nationer.

Bondeklassen

Grundlaget for revolutionen udgjordes af agrarspørgsmålet. Den gamle stænder-monarkistiske form blev dobbelt uudholdelig under den nye kapitalistiske udbytnings betingelser. Bøndernes fællesjord udgjorde ca. 140 mio. desjatiner [3] . På tredive tusind storgodsejere, af hvilke hver besad over 2000 desjatiner, fordelte sig alt ialt 70 mio. desjatiner, dvs. ligeså meget som på ca. 10 mio. bondefamilier eller de 50 mio. individer, som udgjorde den samlede bondebefolkning – med den forskel, at den bedste jord tilhørte godsejerne [4] . Denne grundejendomsstatistik dannede et færdigt program for bondeopstanden.

Den adelige Boborkin skrev i 1917 til kammerherre Rodshanko, formanden for den sidste byduma: "Jeg er godsejer, og jeg kan ikke få ind i hovedet, at jeg skal miste min jord og tilmed for et utroligt mål, for et eksperiment med den socialistiske lære." Men revolutioner har netop til opgave at gennemføre det, som de herskende klasser ikke kan få ind i deres hoveder.

I efteråret 1917 var der bondeopstande på næsten hele landets territorium. Af 624 kredse i det gamle Rusland var 482, dvs. 77%, grebet af bevægelsen. Genskæret af landsbybrandene oplyste scenen for opstandene i byerne.

Men bondekrigen mod godsejerne – vil De sikkert indvende – er et af de klassiske elementer i den borgerlige revolution og ingenlunde i den proletariske revolution.

Fuldstændig rigtigt svarer jeg, – sådan var det i fortiden. Men netop deri kom jo det kapitalistiske samfunds manglende overlevelsesevne i et historisk tilbagestående land til udtryk, at bondeopstanden ikke drev Ruslands borgerlige klasser fremad, men tværtimod endegyldigt kastede dem tilbage i reaktionens lejr. Ville den ikke gå til grunde, var der ikke andet tilbage for bondeklassen at gøre, end at slutte sig til det industrielle proletariat. Denne revolutionære sammenslutning af de to undertrykte klasser forudså Lenin genialt og forberedte den lang tid i forvejen.

Hvis agrarspørgsmålet modigt var blevet løst af bourgeoisiet, så ville proletariatet i Rusland under ingen omstændigheder være kommet til magten. Kommet for sent og for tidligt bukket under for alderdomssvækkelse vovede det havesyge og feje russiske bourgeoisi imidlertid ikke at løfte hånden mod den feudale ejendom. Men derved udleverede det magten til proletariatet og dermed samtidig retten til at disponere over det borgerlige samfunds skæbne.

For at sovjetstaten kunne virkeliggøres var følgelig et samvirke mellem to faktorer af forskellig historisk natur nødvendigt: bondekrigen, dvs. en bevægelse, der er karakteristisk for den borgerlige udviklings morgenrøde, og den proletariske opstand, dvs. en bevægelse, der bebuder den borgerlige bevægelses undergang. Deri består netop den russiske revolutions kombinerede karakter.

Hvis den først for alvor stiller sig på bagpoterne, bliver bondebjørnen frygtelig i sit raseri. Imidlertid er den ikke i stand til at give sin harme bevidst udtryk. Den har brug for en leder. For første gang i verdenshistorien har den revolterende bondeklasse i proletariatets skikkelse fundet en tro leder.

4 mio. industri- og transportarbejdere ledede 100 mio. bønder. Dette er den naturlige og uundgåelige vekselvirkning mellem proletariat og bondeklasse i revolutionen.

Det nationale spørgsmål

Proletariatets anden revolutionære reserve udgjorde de undertrykte nationer – forresten også overvejende bestående af bønder. Snævert knyttet til landets historiske tilbageståenhed er den ekstensive karakter af udviklingen af staten, der som et system af kanaler flød ud fra centret i Moskva til periferien. Østpå underkastede den sig endnu mere tilbagestående folkeslag, for, idet den støttede sig på dem, at kvæle de mere udviklede nationaliteter vestpå. Til de 70 millioner storrussere, der udgjorde hovedmassen af befolkningen, føjedes efterhånden 90 millioner "af anden afstamning".

Således opstod det imperium, i hvis sammensætning den herskende nation kun udgjorde 43% af befolkningen, mens de øvrige 57% omfattede nationaliteter med forskellig kultur og styreform. Den nationale undertrykkelse var i Rusland uden sammenligning mere rå end i nabostaterne, og ikke kun mere end på den anden side af vestgrænsen, men også på den anden side af østgrænsen. Dette gav det nationale problem en uhyre eksplosionskraft.

Det russiske liberale bourgeoisi ville såvel i det nationale spørgsmål som i agrarspørgsmålet ikke gå videre end til visse lettelser i undertrykkelses- og voldsregimet. Miljukovs og Kerenskijs "demokratiske" regeringer, som genspejlede det storrussiske bourgeoisis og bureaukratis interesser, havde ligefrem travlt med i løbet af de 8 måneder, de eksisterede, at indprente de utilfredse nationer: I vil kun opnå det, som I tilriver jer med vold.

Det uundgåelige i udviklingen af den centrifugale nationale bevægelse havde Lenin meget hurtigt taget i betragtning. Det bolsjevikiske parti kæmpede i årevis hårdnakket for nationernes selvbestemmelsesret, dvs. for retten til fuld statslig adskillelse. Kun gennem denne modige stillingtagen i det nationale spørgsmål kunne det russiske proletariat lidt efter lidt vinde de undertrykte folkeslags tillid. Både den nationale frihedsbevægelse og agrarbevægelsen vendte sig med nødvendighed mod det officielle demokrati, styrkede proletariatet og endte i Oktoberomvæltningens lejr.

Den permanente revolution

Således løses lidt efter lidt for os gåden omkring den proletariske omvæltning i et tilbagestående land.

De marxistiske revolutionære forudså længe forud for begivenhederne revolutionens gang og det unge russiske proletariats historiske rolle. Det vil måske være mig tilladt, her at gengive et uddrag af et af mine egne arbejder fra 1905 [5] :