| Tilbage | Næste |
Der findes ikke en enkelt løsning på spørgsmålet om enhed mellem arbejderorganisationerne, som er brugbar for alle slags organisationer og i alle situationer.
Spørgsmålet kan mest kategorisk besvares for partiets vedkommende. Dets totale uafhængighed er den elementære betingelse for revolutionær aktion. Men selv dette princip giver ikke på forhånd et udtømmende svar på spørgsmålene: hvornår og under hvilke betingelser må der ske en splittelse, eller omvendt en sammenslutning med en nærliggende politisk strømning? Den slags spørgsmål afgøres hver gang på grundlag af en konkret analyse af tendenserne og de politiske betingelser. Det afgørende kriterium er under alle omstændigheder nødvendigheden af, at det organiserede proletariats avantgarde, partiet, opretholder sin totale uafhængighed og autonomi på grundlag af et præcist handlingsprogram.
Men netop sådan en løsning af spørgsmålet når det gælder partiet, ikke alene tillader, men nødvendiggør som regel en helt anden holdning til spørgsmålet om enhed i arbejderklassens andre masseorganisationer: fagforeningerne, kooperativerne, sovjetterne.
Enhver af disse organisationer har sine egne – og inden for visse grænser, uafhængige – opgaver og arbejdsmetoder. For det Kommunistiske Parti er alle disse organisationer først og fremmest et forum for revolutionær skoling af brede dele af arbejderklassen og for rekruttering af de avancerede arbejdere. Jo større medlemsmassen er i en organisation, jo større er de muligheder, den giver den revolutionære avantgarde. Det er derfor, det som regel ikke er den kommunistiske, men den reformistiske fløj, der tager initiativer til splittelse af masseorganisationerne.
Det er tilstrækkeligt at sammenligne bolsjevikkernes handlemåde i 1917 med de britiske fagforeningers i de senere år. Bolsjevikkerne ikke alene blev i de samme fagforeninger som mensjevikkerne, men i visse fagforeninger accepterede de mensjevikiske ledere selv efter Oktober-revolutionen, selv om bolsjevikkerne havde den overvældende majoritet i sovjetterne. De britiske fagforeninger derimod, driver på initiativ af Labour-folkene, Kommunisterne ud ikke alene af Labour-partiet, men så vidt muligt også ud af fagforeningerne.
I Frankrig skete splittelsen i fagforeningerne også på initiativ af reformisterne, og det er ikke et tilfælde, at den revolutionære fagforeningsorganisation, da den blev tvunget til at eksistere selvstændigt, tog navnet enhedsforbundet [1] .
Kræver vi i dag at kommunisterne forlader CGT? Overhovedet ikke. Tværtimod må den revolutionære fløj inden for Jouhauxs forbund (CGT) styrkes. Alene derved viser vi, at splittelsen af fagforeningsorganisationen på ingen måde er et principspørgsmål for os. Alle disse venstre-ekstremistiske principielle indvendinger, som kan formuleres mod fagforeningsenhed, retter sig først og fremmest mod kommunisternes deltagelse i CGT. Ikke desto mindre må enhver revolutionær, der ikke har tabt føling med virkeligheden, anerkende, at opbygningen af kommunistiske fraktioner i de reformistiske fagforeninger er en meget vigtig opgave. En af opgaverne for disse fraktioner må være at forsvare CGTU over for medlemmerne af de reformistiske fagforeninger. Det kan kun gøres ved at vise, at kommunisterne ikke ønsker fagforeningerne splittet, men tværtimod er parat til på hvilket som helst tidspunkt at genetablere enhed i fagbevægelsen.
Hvis man bare et øjeblik tror, at kommunister tvinges til at splitte fagforeningerne på grund af deres pligt til at opstille en revolutionær politik over for reformisternes politik, kan man ikke begrænse sig til Frankrig alene. Man må da kræve, at kommunisterne uanset styrkeforholdene bryder med de reformistiske fagforeninger og også danner deres egne fagforeninger i Tyskland, i England, i USA osv. I visse lande har kommunisterne faktisk gjort dette. I specielle tilfælde levner reformisterne ingen anden udvej. I andre tilfælde begår kommunisterne en åbenbar fejl, når de giver efter for reformisternes provokationer. Men indtil nu har kommunisterne aldrig og ingen steder begrundet splittelsen af fagforeningerne med, at det principielt er utilladeligt at arbejde sammen med reformisterne i de proletariske masse-organisationer.
Uden at behandle kooperativerne, hvis erfaringer ikke vil tilføje noget afgørende til det ovenstående, vil vi tage sovjetterne som eksempler. De opstår i en af de mest revolutionære perioder, når alle problemer fremstår knivskarpt. Kan man bare et øjeblik forestille sig dannelsen af kommunistiske sovjetter som modvægt til socialdemokratiske sovjetter? Det ville være at dræbe selve sovjet-ideen. I begyndelsen af 1917 var bolsjevikkerne fortsat en ubetydelig minoritet inden for sovjetterne. I måneder – og det var en periode, hvor måneder talte for år, hvis ikke årtier – tolererede bolsjevikkerne et klassesamarbejds-flertal i sovjetterne, selv om de allerede repræsenterede en overvældende majoritet i fabrikskomiteerne. Endelig, selv efter magtovertagelsen tolerede bolsjevikkerne mensjevikkerne inden for sovjetterne, idet de sidstnævnte repræsenterede en vis del af arbejderklassen. Mensjevikkerne blev først smidt ud af sovjetterne, da de ved at omformes til en klike, totalt havde kompromitteret og isoleret sig.
I Spanien kan parolen om sovjetter allerede i nær fremtid i praksis blive sat på dagsordenen. Selve dannelsen af sovjetter (juntas) skal – for så vidt der bliver taget et energisk og modigt initiativ fra kommunisternes side – ikke forstås som andet end en teknisk-organisatorisk aftale med fagforeningerne og socialisterne om metoden og intervallerne for valg af arbejderrepræsentanter. At fremføre ideen om det utilladelige i at arbejde med reformisterne i masse-organisationerne ville under disse forhold være en af de mest katastrofale former for sekterisme.
Hvordan kan en sådan holdning fra vores side over for de reformistisk ledede proletariske organisationer så forenes med vores vurdering af reformismen som det imperialistiske borgerskabs venstrefløj? Denne modsætning er ikke formel, men dialektisk, dvs. den udspringer af klassekampens forløb. En betydelig del af arbejderklassen (dens majoritet i en række lande) afviser vores opfattelse af reformismen; i andre lande har de ikke engang stillet sig dette spørgsmål. Hele problemet består lige netop i at føre masserne til revolutionære konklusioner på grundlag af vores fælles erfaringer med dem. Vi siger til ikke-kommunistiske og antikommunistiske arbejdere: "I dag tror I stadig på de reformistiske ledere, som vi anser for forrædere. Vi kan ikke og ønsker ikke at påtvinge jer vores opfattelse med magt. Vi ønsker at overbevise jer. Lad os da bestræbe os på at kæmpe sammen og vurdere metoderne og resultaterne af disse kamp." Det betyder: Fuld frihed for grupper inden for de forenede fagforeninger, hvor fagforeningsdisciplin eksisterer for alle.
Ingen anden principfast holdning kan tænkes.
Den Kommunistiske Ligas (Venstre-oppositionen i Frankrig) Eksekutivkomite lægger i øjeblikket korrekt hovedvægten på spørgsmålet om enhedsfronten. Kun på den måde kan man forhindre reformisterne, og frem for alt deres venstrefløjs-agenter, Monattisterne, i at stille den formelle parole om enhed op mod de praktiske opgaver i klassekampen. Vassart [2] har som modvægt mod den impotente, officielle linje fremført ideen om enhedsfronten med de lokale fagforeningsorganisationer. Denne måde at stille sig problemet er korrekt, i den forstand at under lokale strejker er det først og fremmest et spørgsmål om at arbejde med lokale fagforeninger og specielle forbund. Det er ligeledes sandt, at de lavere dele af de reformistiske apparater er mere følsomme over for pres fra arbejderne. Men det ville være forkert at opstille en principiel forskel mellem aftaler med de lokale opportunister og aftaler med deres chefer. Alting afhænger af de øjeblikkelige betingelser, af styrken af massernes pres, og af karakteren af de aktuelle opgaver.
Det er indlysende at vi aldrig gør aftaler med reformister, hvad enten de foregår lokalt eller centralt, til en uomgængelig forudsætning for kampen i hvert enkelt tilfælde. Vi orienterer os ikke efter reformisterne, men efter de objektive omstændigheder og massernes aktuelle bevidsthed. Det samme gælder de krav, vi fremfører. Det ville være fatalt, hvis vi på forhånd accepterede enhedsfronten på reformisternes betingelser, dvs. på basis af minimums-krav. De arbejdende masser vil ikke rejse sig til kamp for krav, der forekommer dem fantastiske. Hvis kravene derimod på forhånd er for begrænsede, vil arbejderne måske sige til sig selv: "Det er ikke umagen værd. "
Opgaven består ikke i hver gang formelt at foreslå reformisterne enhedsfront, men i at påtvinge dem betingelser, som svarer bedst muligt til situationen. Alt dette kræver en aktiv og manøvre-duelig strategi. Ubestrideligt er det i hvert fald at kun på denne måde kan CGTU til en vis grad mildne konsekvenserne af massernes opdeling i to fagforeningsorganisationer, at den kan lægge ansvaret for splittelsen på de virkeligt ansvarlige, og fremføre sit eget syn på kampen.
Det særlige ved situationen i Frankrig ligger i, at de to fagforeningsorganisationer har eksisteret hver for sig i mange år. Stillet over for tilbagegangen for bevægelsen i de seneste år har folk vænnet sig til splittelsen; ofte er den simpelthen glemt. Men man kan forudse, at en genopvågnen i arbejderklassens rækker uundgåeligt vil genoplive parolen om enhed mellem fagforeningsorganisationerne. Hvis man tager i betragtning, at mere end 9/10 af det franske proletariat står uden for fagforeningerne, er det tydeligt, at i og med denne genopvågnen udvikler sig, vil presset fra de uorganiserede vokse. Med en korrekt politik skulle dette pres være til fordel for Kommunistpartiet og CGTU.
Hvis den principielle metode i det Franske Kommunistpartis fagforeningsstrategi i den næste periode var en aktiv enhedsfrontspolitik ville det ikke desto mindre være fuldkommen fejlagtigt at sætte enhedsfrontspolitikken op som modsætning til enheden i fagforeningsorganisationerne.
Det er helt ubestrideligt, at arbejderklassens enhed kun kan realiseres på en revolutionær basis. Enhedsfrontspolitikken er et af midlerne til at frigøre arbejderne fra reformistisk indflydelse og til i sidste ende at bevæge sig henimod en virkelig enhed i arbejderklassen. Vi må hele tiden forklare denne marxistiske sandhed for de avancerede arbejdere. Men selv om det er nok så korrekt kan et historisk perspektiv ikke erstatte massernes levende erfaring. Partiet er avantgarden, men i sit arbejde, særlig i fagforeningsarbejdet, må det være i stand til at læne sig op ad bagtroppen. Det må faktisk vise arbejderne, en gang, to, ja selv ti gange, hvis det er nødvendigt – at det er parat til til hver en tid at hjælpe dem med at genopbygge enhed mellem fagforeningsorganisationerne. Og på dette område forbliver vi trofaste over for det afgørende princip i den marxistiske strategi: kombinationen af kampe for reformer med kampen for revolution.
Hvad er de to fagforeningssammenslutningers holdning til enhed i dag ? For de brede dele af arbejderklassen må de synes fuldkommen identiske. Sandt at sige har de administrative lag i hver organisation erklæret, at forening kun kan opnås 'nedefra' på grundlag af netop deres organisations principper. Ved at dække sig bag parolen om enhed nedefra, lånt fra CGTU, udnytter den reformistiske sammenslutning arbejderklassens glemsomhed og uvidenheden hos den yngre generation, som ikke kender Jouhaux, Domoulin, og Co's splittelsesarbejde. På samme tid assisterer Monattisterne Jouhaux ved at erstatte arbejderbevægelsens kampopgaver med den ene parole om fagforeningsenhed. Som ærlige mellemmænd retter de alle deres anstrengelser mod CGTU for at løsrive det størst mulige antal fagforeninger fra den, gruppere dem omkring sig selv, for så at gå ind i forhandlinger med den reformistiske sammenslutning på lige fod.
Så vidt jeg er i stand til at bedømme ud fra det materiale, jeg har til rådighed, har Vassart været fortaler for, at kommunisterne selv fremfører parolen om en sammenslutningskongres for de to fagforeningssammenslutninger. Dette forslag blev kategorisk afvist; forslagsstilleren blev anklaget for at have antaget Monattes positioner. Da jeg mangler informationer er jeg ude af stand til at gå dybere ind i denne diskussion. Men jeg mener ikke, at de franske kommunister har nogen grund til at opgive parolen om en sammenslutningskongres. Tværtimod.
Monattisterne siger: "De er begge, den ene så vel som den anden, splittelsesmagere. Kun vi er for enhed. Arbejdere støt os." Reformisterne svarer: "Vi er for enhed nedefra." Dvs. "vi" vil ædelmodigt tillade arbejderne at vende tilbage til vores organisation. Hvad må den revolutionære sammenslutning sige om dette? "Det er ikke for ingenting, at vi kalder os selv for enheds-sammenslutningen. Vi er parate til at effektuere enhed i fagbevægelsen fra i dag. Men for at opnå det har arbejderne ikke brug for spytslikkere, som ikke har nogen fagforeningsorganisation bag sig, og som lever af splittelser som maddiker af et betændt sår. Vi foreslår forberedelsen af, og efter en aftalt periode, gennemførelsen af en sammenslutningskongres på grundlag af fagforeningsdemokrati. "
Denne måde at stille spørgsmålet på ville straks have fjernet grunden under fødderne på Monattisterne, en fuldstændig impotent politisk gruppering, som dog er i stand til at skabe forvirring i proletariatets rækker. Men vil likvideringen af denne gruppe af spytslikkere ikke koste os for meget? Man vil indvende at såfremt reformisterne virkelig går ind for at holde en enhedskongres, bliver kommunisterne en minoritet, og CGTU må da overlade magten til CGT.
Sådanne overvejelser kan kun forekomme overbevisende for en venstre-fagforeningsbureaukrat, som kæmper for sin uafhængighed, mens han overser perspektivet og opgaverne for bevægelsen som helhed. Enheden mellem de to fagforeningsorganisationer vil – selv hvis den revolutionære fløj forbliver en minoritet et stykke tid – vise sig at være fordelagtig lige netop for kommunismen og kun for kommunismen. Enheden mellem sammenslutningerne ville som resultat have en betydelig tilvækst af nye medlemmer. Takket være dette ville krisens virkning afspejle sig inden for fagforeningerne på en mere dybtgående og afgørende måde. Venstrefløjen ville være i stand til, inden for den fremstigende nye bølge, at begynde en afgørende kamp for overtagelsen af den da forenede sammenslutning. En sikker majoritet i en snæver og isoleret fagforeningssammenslutning i stedet for oppositionsarbejde i en bred og virkelig masseorganisation kan kun foretrækkes af sekterikere eller funktionærer, men ikke af proletariske revolutionære.
For en tænkende marxist er det helt oplagt, at en af årsagerne til de enorme fejltagelser, CGTU-ledelsen har begået, opstod i en situation, hvor folk som Monmusseau, Semard og andre uden teoretisk forberedelse eller revolutionær erfaring uden videre proklamerede sig som 'herrer' i en uafhængig organisation og som følge heraf havde muligheden for at eksperimentere med den efter Losovskij's, Manuilskij's og [3] Co's ordrer. Det er ubestrideligt, at hvis ikke reformisterne på et eller andet tidspunkt havde skabt splittelsen i sammenslutningen, havde Monmousseau og Co måttet tage de brede masser alvorligt. Alene dette ville have disciplineret deres bureaukratiske eventyr-linie. Derfor ville fordelene ved enhed i den nuværende situation, have været umådeligt meget større end ulemperne. Hvis den revolutionære fløj, inden for en forenet sammenslutning, der omfatter ca. 1 mill. arbejdere, forbliver en minoritet et år eller to, vil disse to år utvivlsomt være mere frugtbare ikke alene for uddannelsen af kommunistiske fagforeningsaktivister, men for hele partiet, end fem års 'uafhængig' zig-zag i et CGTU, som bliver stadig svagere.
Nej, det er ikke os, men reformisterne, der bør frygte fagforeningsenhed. Hvis de går ind på en enhedskongres – ikke i ord men i praksis – vil det skabe muligheden for at bringe arbejderbevægelsen i Frankrig ud af dens blindgyde.
Men det er lige netop derfor, reformisterne ikke vil gå ind på det.
Forholdene under krisen skaber store problemer for reformisterne, først og fremmest på fagforeningsspørgsmålet. Det er derfor, det er så nødvendigt for dem at gemme sig bag deres venstrefløj; Det er enhedens korsriddere, som giver dem mulighed for at gemme sig.
At afsløre reformisternes splittelsesarbejde og Monattisternes snylten er nu en af de vigtigste og nødvendigste opgaver. Parolen om enhedskongressen kan i meget høj grad bidrage til løsningen af denne opgave. Når Monattisterne taler om enhed, retter de denne parole mod kommunisterne; når CGTU selv foreslår en vej til enhed, vil den rette et dødeligt slag mod Monattisterne og vil svække reformisterne. Er det ikke klart ?
Det er sandt, at vi ved, at takket være reformisternes modstand, vil parolen om enhed ikke for øjeblikket give de store resultater, som kunne opnås i tilfælde af virkelig enhed mellem fagforeningsorganisationerne. Men et mere begrænset resultat vil utvivlsomt kunne opnås, hvis kommunisterne følger en korrekt politik. De brede masser vil se, hvem der virkelig er for enhed, og hvem der er imod, og de vil blive overbevist om, at der ikke er brug for mellemmændenes tjenester. Der er ingen tvivl om, at i det lange løb vil Monattisterne blive reduceret til ingenting, CGTU vil føle sig stærkere, og CGT svagere og mere ustabil.
Men hvis det står sådan til, er det så ikke mere en manøvre end et forsøg på at opnå effektiv enhed ? Denne indvending kan ikke skræmme os. Det er sådan, reformisterne især bedømmer hele vores enhedsfrontspolitik, de erklærer, at vores forslag er en manøvre, bare fordi de ikke selv ønsker at lede kampen.
Det ville være fuldkommen fejlagtigt at skelne principielt mellem enhedsfrontspolitikken og forslaget om en sammenslutning af fagforeningsorganisationerne. For så vidt kommunister sikrer partiet, dets fagforeningsfraktion, hele dets politik fuldstændig uafhængighed, så er samlingen af sammenslutningerne ikke andet end en variant af enhedsfrontspolitikken, en bredere og mere udviklet form. Ved at forkaste vores forslag, gør reformisterne det til en ' manøvre'. Men fra vores side er det en legitim og absolut nødvendig 'manøvre'; det er den slags manøvrer, der træner de arbejdende masser.
Endnu en gang: Den Kommunistiske Ligas Eksekutivkomité handler fuldkommen korrekt når den indtrængende gentager, at aktionsenhed ikke kan udskydes til sammenslutningen af fagforeningsorganisationerne. Denne ide må som hidtil udvikles, forklares og udføres i praksis. Men det udelukker ikke pligten til, på et bestemt og velvalgt tidspunkt, at fremføre spørgsmålet om samling af sammenslutningerne (eller bare et enkelt forbund).
Hele problemet er, om den kommunistiske ledelse nu er i stand til at gennemføre en så dristig manøvre. Det vil fremtiden vise. Men hvis partiet og ledelsen af CGTU nægter at følge Ligaens råd i dag – hvilket er det mest sandsynlige – kan det vel tænkes, at de bliver tvunget til at følge det i morgen. Det er overflødigt at tilføje, at vi ikke gør fagforeningsenhed til en fetich. Vi udskyder ikke spørgsmålet om kamp, indtil enheden er opnået. Det er for os ikke et spørgsmål om et universalmiddel, men om et lærestykke i bestemte afgørende ting, som må læres arbejderne, som har glemt eller som ikke kender fortiden.
Vi stiller naturligvis ingen principielle betingelser for at deltage i enhedskongressen.
Når enhedens korsriddere, som ikke er bange for billige fraser, siger, at en forenet sammenslutning må basere sig på princippet om klassekamp osv., er det ikke andet end ord-akrobatik til gavn for opportunisterne. Som om man i alvor kunne bede Jouhaux og Co. om af hensyn til enheden med kommunisterne, at betræde klassekampens vej, som disse herrer så bevidst har forladt af hensyn til enheden med borgerskabet. Og hvad forstår disse mellemmænd selv, alle disse Monatter, Zyromskyer og Domouliner, ved 'klassekamp'? Nej, vi er parate til til enhver tid at støtte fagforeningsenhed, ikke for at 'forbedre' (ved hjælp af kvikke formuleringer) kapitalens lakajer, men for at rive arbejdere væk fra deres forræderiske indflydelse. De eneste betingelser, vi stiller, gælder organisatoriske garantier for fagforeningsdemokrati, først og fremmest for minoriteters ret til at kritisere, naturligvis under forudsætning af at de underlægger sig fagforeningsdiciplin. Vi beder ikke om andet, og vi lover ikke andet.
Lad os forestille os, at partiet fulgte vores råd – selv om det ikke skete øjeblikkeligt. Hvordan skulle dens Centralkommite så handle? Først ville den blive tvunget til inden for partiet at forberede en kampagneplan, at diskutere det i alle fagforeningsfraktioner på baggrund af de lokale fagforeningsforhold, således at parolen om enhed effektivt kunne fremføres samtidig ovenfra og nedefra. Først efter omhyggelig forberedelse og bearbejdelse, efter at have udryddet al tvivl og alle misforståelser inden for sine egne rækker, ville CGTU-ledelsen henvende sig til ledelsen af den reformistiske sammenslutning med konkret udviklede forslag om at skabe en paritets-kommision for forberedelsen – i løbet af to måneder f.eks. – af fagforenings-samlingskongressen, hvortil alle fagforeningsorganisationer havde adgang. Samtidig henvender alle lokale CGTU-organisationer sig til lokale CGT-organisationer med det samme forslag, formuleret præcist og konkret.
Kommunistpartiet ville udvikle en bred agitation i hele landet, der støttede og forklarede CGTU's initiativ. Opmærksomheden i de bredeste dele af arbejderklassen, og først og fremmest blandt CGT-arbejderne, måtte i en bestemt periode koncentrere sig om den simple ide, at kommunisterne foreslår en øjeblikkelig forening af fagforeningsorganisationerne. Uanset hvilken holdning reformisterne indtager, hvilke kneb de benytter, vil kommunisterne profitere af en sådan kampagne, også selv om deres kampagne i første omgang ikke bliver andet end en demonstration af deres holdning.
Kampen for en enhedsfront indstilles ikke et øjeblik i denne periode. Kommunisterne fortsætter deres angreb på reformisterne i provinserne og i byen, idet de baserer sig på arbejdernes stigende aktivitet, fornyer deres tilbud om fælles kamp på grundlag af enhedsfronten, afslører reformisterne og styrker deres egne rækker osv. Og der kan meget vel ske det, at kommunisterne i løbet af seks måneder, et år eller to, vil være nødt til at gentage deres forslag om en sammenslutning af de to fagforeningssammenslutninger og således sætte reformisterne i en endnu vanskeligere situation end første gang.
Den virkelige bolsjevikiske politik må netop have en sådan karakter, at den på en gang går i offensiven, er dristig og manøvre-duelig. Det er kun på denne måde, at bevægelsen kan undgå stagnation, kan blive befriet fra snyltende formationer, og at udviklingen af arbejderklassen hen imod revolutionen kan fremskyndes.
Det ovenstående forslag har ingen mening og kan ikke lykkes, med mindre initiativet kommer fra CGTU og Kommunistpartiet. Ligaens opgave består naturligvis ikke i uafhængigt at fremføre parolen om enhedskongres, rettet mod både CGTU og CGT. Ligaens opgave er at presse det officielle kommunistparti og CGTU frem mod en dristig enhedsfrontspolitik og at opfordre dem til på grundlag af denne politik at gennemføre en afgørende offensiv for sammenslutning af fagforeningsorganisationerne – på et gunstigt tidspunkt, og i fremtiden vil det være mange sådanne øjeblikke.
For at fuldføre sin opgave over for partiet må Ligaen – og det er dens første pligt – bringe orden i sine egne rækker i fagbevægelsen. Denne opgave kan ikke udskydes. Den må løses, og den vil blive løst.
25 marts 1931.
[1]: