| Tilbage |
Før forlagene i vort land, som alverdens imperialister har udplyndret for at hævne sig på den proletariske revolution, og som de stadigvæk plyndrer og blokerer trods alle mulige løfter til deres arbejdere – før vore forlag nåede at udgive min brochure, indløb der yderligere materiale fra udlandet. Uden på nogen måde at foregive, at min brochure er mere end en skribents flygtige bemærkninger, vil jeg i korthed berøre enkelte punkter.
l. Spaltningen mellem de tyske kommunister
II. Kommunisterne og de Uafhængige i Tyskland
III. Turati og co. i Italien
IV. Urigtige slutninger ud fra rigtige præmisser
V. Brev fra Wijnkoop
Spaltningen mellem kommunisterne i Tyskland er blevet en kendsgerning. "Venstre"-kommunisterne eller "den principielle opposition" har dannet et særligt Kommunistisk Arbejderparti til forskel fra Kommunistisk Parti. I Italien går udviklingen tilsyneladende også i retning af en spaltning – jeg siger tilsyneladende, for jeg har kun fået et par yderligere numre (nr. 7 og 8) af "venstre"-folkenes blad Sovjet (Il Soviet), hvori muligheden for og nødvendigheden af en spaltning åbent drøftes, og der tales samtidig om en kongres for "abstentionisterne" (eller boykottisterne, d.v.s. modstandere af deltagelse i parlamentet), en fraktion, som hidtil har været en del af Italiens Socialistiske Parti.
Man kan befrygte, at bruddet med "venstre"-folkene, antiparlamentarikerne (som tildels også er antipolitikere, modstandere af et politisk parti og af arbejde i fagforeningerne) vil blive en international foreteelse, ligesom bruddet med "centristerne" (eller kautskyanerne, longuetisterne, de Uafhængige o. s. v.). Det må så være. Spaltning er dog altid bedre end virvar, der hæmmer både den idémæssige, teoretiske og revolutionære udvikling og modning af partiet og dets endrægtige, virkelig organiserede, praktiske arbejde til virkelig forberedelse af proletariatets diktatur.
Lad "venstre"-folkene prøve sig selv i gerning, i national og international målestok, lad dem forsøge at forberede (og dernæst også realisere) proletariatets diktatur uden et strengt centraliseret parti med jerndisciplin, uden forstand på at beherske alle virkefelter, grene og afarter af politisk og kulturelt arbejde. Den praktiske erfaring vil hurtigt blive en lære for dem.
Blot må man gøre alt, for at bruddet med "venstre"-folkene ikke vanskeliggør eller dog så lidt som muligt vanskeliggør det arbejde, der i nær fremtid nødvendigvis må gøres for at danne et enhedsparti, der sammensmelter alle, som virker i arbejderbevægelsens og som ærligt og oprigtigt går ind for sovjetmagten og proletariatets diktatur. I Rusland var det et særligt held for bolsjevikkerne, at de havde 15 år til at føre en systematisk og tilbundsgående kamp såvel mod mensjevikkerne (d.v.s. opportunisterne og "centristerne") som mod "venstre"-folkene længe før den umiddelbare massekamp for proletariatets diktatur satte ind. I Europa og Amerika må det samme arbejde nu gøres i "ilmarcher". Enkelte personer, især uheldige føreraspiranter, kan (hvis de mangler proletarisk disciplin og "ærlighed over for sig selv") længe fremture med deres fejl, men arbejdermasserne vil, når tiden er moden, let og hurtigt samle sig og samle alle sande kommunister i et enhedsparti, som er i stand til at virkeliggøre sovjetsystemet og proletariatets diktatur [1] .
Jeg har i brochuren udtalt den opfattelse, at et kompromis mellem kommunisterne og de Uafhængiges venstrefløj vil være nødvendigt og nyttigt for kommunismen, men at det ikke vil blive let at få det i stand. De aviser, jeg senere har modtaget, har bekræftetbegge dele. I nr. 32 af Den Røde Fane, organ for TysklandsKommunistiske Partis centralkomité (Die Rote Fahne (56),Zentralorgan der kommunistischen Partei Deutschlands, Spartakusbund,for 26. marts 1920) findes en "erklæring" fracentralkomiteen angående Kapp-Lüttwitz' militærkupog om en "socialistisk regering".
Denne erklæring er fuldkommenrigtig både i sin hovedforudsætning og i sin praktiskekonklusion. Hovedforudsætningen er den, at der i øjeblikketikke er noget "objektivt grundlag" for proletariatetsdiktatur, fordi "flertallet af byarbejderne" sluttersig til de Uafhængige. Konklusion: Løfte om "loyalopposition" (d.v.s. afkald på at forberede en "voldeligomstyrtelse") over for en "socialistisk regering, hvorde borgerlig-kapitalistiske partier er udelukket".
Taktikken er utvivlsomt idet væsentlige rigtig. Men selv om man ikke skal hængesig i små unøjagtigheder i formuleringen, mådet dog siges, at man (i en officiel erklæring fra det kommunistiskeparti) ikke kan kalde en regering af socialforrædere for"socialistisk", og at man ikke kan tale om "udelukkelseaf borgerlig-kapitalistiske partier", når bådeScheidemann'ernes parti og Kautsky-Crispiens parti er småborgerlig-demokratiske.Man kan heller ikke skrive sådanne ting som dem, der ståri erklæringens afsnit 4:
"For en fortsat erobringaf de proletariske masser for kommunismen er det af størstevigtighed for udviklingen i retning mod det proletariske diktatur,at der består en tilstand, hvor den politiske frihed kanudnyttes ubegrænset, og hvor det borgerlige demokrati ikkekan optræde som kapitalens diktatur."
En sådan tilstand erumulig. De småborgerlige førere, de tyske Henderson'er(Scheidemann'er) og Snowden'er (Crispien'er) går ikke ogkan ikke gå ud over rammerne for det borgerlige demokrati,og dette kan ikke være andet end kapitalens diktatur. Disseprincipielt urigtige og politisk skadelige ting havde man overhovedetheller ikke behøvet at skrive for at opnå det praktiskeresultat, som det kommunistiske partis centralkomité medfuld ret stilede efter. For at opnå det havde det væretnok at sige (hvis man vil være parlamentarisk høflig):Sålænge flertallet af byarbejderne følger deUafhængige, kan vi kommunister ikke hindre disse arbejderei at overvinde deres sidste spidsborgerlig-demokratiske (d.v.s.også "borgerlig-kapitalistiske") illusioner gennemde erfaringer, de gør med "deres egen" regering.Dette er nok til at begrunde et kompromis, som virkelig er nødvendigt,og som må bestå i, at der for en vis tid gives afkaldpå forsøg på voldelig omstyrtelse af en regering,som flertallet af byarbejderne har tillid til. Og i den dagligemasseagitation, hvor man ikke er bundet af den officielle, parlamentariskehøflighed, kan man naturligvis føje til: Lad slubbertersom Scheidemann og filistre som Kautsky-Crispien gennem dereshandlinger afsløre, hvordan de selv bliver gjort til narog selv gør arbejderne til nar, deres "rene"regering vil på "reneste" måde gørearbejdet med at "rense" socialismens augiasstald, socialdemokratismenog andre former for socialforræderi.
De nuværende førerefor Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti (de førere,om hvem man med urette har sagt, at de allerede har mistet enhverindflydelse, og som faktisk er endnu farligere for proletariatetend de ungarske socialdemokrater, som kaldte sig kommunister oglovede at "støtte" proletariatets diktatur) hargang på gang vist deres sande natur under det tyske Kornilov-kup,d.v.s. Kapps og Lüttwitz' kup. [2] En lille, men anskueligillustration hertil giver to små artikler, dels af KarlKautsky: Afgørende Timer (Enstscheidende Stunden) i Freiheit(58) ( de Uafhængiges blad), 30. marts 1920, dels af ArthurCrispien: Til den politiske Situation (samme sted 14. april 1920).Disse herrer forstår overhovedet ikke at tænke ogræsonnere som revolutionære. De er jammerlige, spidsborgerligedemokrater, som er tusinde gange farligere for proletariatet,når de erklærer sig for tilhængere af sovjetmagtenog proletariatets diktatur, for faktisk vil de i enhver farligog vanskelig situation uvægerlig begå forræderi. . . samtidig med, at de stadig vil have den "ganske rigtige"overbevisning, at de hjælper proletariatet! De ungarskesocialdemokrater, som tog navneforandring til kommunister, villejo også "hjælpe" proletariatet, da de fejtog karakterløst regnede sovjetmagtens stilling i Ungarnfor håbløs og grædende kastede sig i støvetfor ententekapitalisternes og ententebødlernes agenter.
De ovennævnte numre af det italienske blad Soviet bekræfter fuldt ud, hvad jeg i brochuren har sagt om de fejl, der er begået af det italienske socialistiske parti, som i sine rækker tolererer sådanne medlemmer og ligefrem en sådan gruppe af parlamentarikere. Yderligere bekræftes dette af et udenforstående vidne som det engelske borgerlig-liberale blad The Manchester Guardian's korrespondent i Rom, som bringer et interview med Turati i bladet for 12. marts 1920.
"Signor Turati – skriver denne korrespondent – mener ikke, den revolutionære fare er så stor, at den bør give anledning til bekymring i Italien. Maksimalisterne puster blot til ilden med sovjetteorierne for at holde masserne vågne og i bevægelse. Disse teorier er imidlertid rene eventyrforestillinger, umodne programmer, som ikke duer i praksis. De vil formodentlig kun holde de arbejdende klasser i en tilstand af forventning. De samme folk, der bruger dem som madding for at blænde proletariatets øjne, ser sig nødsaget til at føre en daglig kamp for at opnå nogle ofte ubetydelige økonomiske forbedringer for således at udskyde det øjeblik, da arbejderklassen mister sine illusioner og troen på sine yndlingsmyter. Heraf den lange kæde af strejker i alle formater og i alle mulige anledninger indtil de sidste strejker inden for post- og jernbanevæsenet, strejker, som gør landets i forvejen vanskelige stilling endnu vanskeligere. Landet er irriteret over vanskelighederne i forbindelse med dets adriatiske problem, det er tynget at sin udenlandske gæld og den inflatoriske udstedelse af papirpenge, og alligevel føler landet langtfra nødvendigheden af at tilegne sig den arbejdsdisciplin, som alene kan genoprette orden og velstand ... " .
Det er klart som dagen, at den engelske korrespondent har plapret ud med en sandhed, som formodentlig Turati selv og hans borgerlige forsvarere, hjælpere og inspiratorer i Italien tilslører og besmykker. Denne sandhed er, at de herrer Turati, Treves, Modigliani, Dugoni og co.'s ideer og politiske arbejde virkelig er sådan, og akkurat er sådan, som den engelske korrespondent skildrer det. Det er tykt socialforræderi. Hvad skal arbejderne stille op med denne forsvarstale for orden og disciplin, når de selv er lønslaver, som arbejder for at skaffe kapitalisterne profit! Hvor kender vi russere hele denne mensjevikiske snak! Hvor værdifuld er ikke indrømmelsen af, at masserne går ind for sovjetmagten! Hvor stupid og borgerlig plat virker ikke den manglende forståelse af de spontant fremvældende strejkers revolutionære betydning! Ja vist, denne engelske korrespondent til en borgerlig liberal avis har gjort de herrer Turati og co. en bjørnetjeneste og har på en storartet måde bekræftet rigtigheden af kammerat Bordigas og hans venners krav i bladet Soviet om, at det Italienske Socialistiske Parti, hvis det ønsker i gerning at gå ind for III Internationale, skal jage de herrer Turati og co. på porten med skam og skændsel og blive et kommunistisk parti såvel af gavn som af navn.
Men ud fra deres rigtige kritik af de herrer Turati og co. drager kammerat Bordiga og hans "venstre"-venner den urigtige slutning, at det er skadeligt overhovedet at deltage i parlamentet. De italienske "venstre"-folk kan ikke anføre nogen som helst alvorlige argumenter til støtte for den opfattelse. De kender simpelthen ikke (eller de søger at glemme) de internationale eksempler på en virkelig revolutionær og kommunistisk udnyttelse af borgerlige parlamenter til ubestridelig nytte for forberedelsen af den proletariske revolution. De kan simpelthen ikke tænke sig en "ny" udnyttelse af parlamentarismen, men råber op i det uendelige om den "gamle" og ubolsjevikiske.
Heri ligger også deres fundamentale fejl. Kommunismen skal ikke blot på det parlamentariske, men på alle virkefelter indføre noget principielt nyt, som fundamentalt bryder med II Internationales traditioner (og samtidig bevarer og udvikler, hvad den bragte af godt), og dette kan kommunismen ikke gøre uden langvarigt, ihærdigt og sejt arbejde.
Lad os tage det journalistiske arbejde. Aviser, brochurer og proklamationer er nødvendige i propaganda-, agitations- og organisationsarbejde. Uden et journalistisk apparat kan ingen massebevægelse i et nogenlunde civiliseret land klare sig. Og ingen jammerklager over "førere", ingen højtidelige løfter om at bevare massernes renhed ubesmittet af førerindflydelse, kan i dette arbejde fritage os for at anvende folk, der er kommet til os fra den borgerlige intelligens, eller fritage os for den borgerlig-demokratiske "besidderatmosfære" og "besiddersituation", i hvilken dette arbejde foregår under kapitalismen. Endnu 2½ år efter bourgeoisiets fald, efter proletariatets erobring af den politiske magt mærker vi omkring os denne atmosfære, denne tilstand, som betinges af borgerlig-demokratiske indstillinger og privatejendom blandt bonde- og håndværkermasser.
Parlamentarisme er én form for arbejde, journalistik en anden. Indholdet kan være kommunistisk i begge former, og skal være kommunistisk, når de, der arbejder på disse områder, virkelig er kommunister, virkelig er medlemmer af det proletariske masseparti. Men hverken på det ene eller det andet område – eller på noget som helst arbejdsfelt under kapitalismen og under overgangen fra kapitalisme til socialisme – kan man undgå de vanskeligheder, de særprægede opgaver, som proletariatet skal overvinde og løse for at kunne anvende de folk, der kommer til os fra et borgerligt miljø, i vore formåls tjeneste, for at besejre borgerligt-intellektuelle fordomme og indflydelser og for at svække modstanden fra de småborgerlige tilstande (og på længere sigt helt omforme dem).
Har vi måske ikke før krigen 1914-18 i alle lande set en overflod af eksempler på, at meget "radikale" anarkister, syndikalister o. lign. tordnede mod parlamentarismen, spottede de borgerligt anløbne parlamentssocialister, hudflettede stræberne o.s.v., o.s.v. - hvorpå de selv gennem journalistikken, gennem arbejdet i syndikaterne (fagforeningerne) opnåede ganske den samme borgerlige karriere? Er herrer som Jouhaux og Merrheim, for at holde sig til Frankrig, måske ikke typiske?
Det barnagtige i at "afvise" deltagelse i parlamentets arbejde ligger netop i, at man på en så "simpel", "let" og tilsyneladende revolutionær måde tror at kunne "løse" den vanskelige opgave at bekæmpe de borgerlig-demokratiske indflydelser inden for arbejderbevægelsens mens man i virkeligheden kun flygter for sin egen skygge, kun lukker øjnene for vanskelighederne, kun søger at snakke sig fra dem. Skamløst stræberi, borgerlig udnyttelse af parlamentsposter, himmelråbende reformistisk pervertering al det parlamentariske arbejde, fladpandet spidsborgerlig vanetænkning – alt dette er utvivlsomt ordinære og overvejende karaktertræk, som kapitalismen afføder overalt, ikke blot uden for, men også inden for arbejderbevægelsen. Men kapitalismen og dens borgerlige tilstande (som selv efter bourgeoisiets fald kun forsvinder meget langsomt, idet bønderne stadig genskaber bourgeoisi) vil afgjort på alle felter og livsområder blive ved at afføde borgerligt stræberi, national chauvinisme og spidsborgerlig fladpandethed o. s. v. med det samme indhold, kun med ubetydelige variationer i formen.
I forekommer jer selv at være "skrækkelig revolutionære", I kære boykottister og anti-parlamentarikere, men faktisk er I bange for de forholdsvis små vanskeligheder ved at bekæmpe bourgeoisiets indflydelse i arbejderbevægelsen, skønt jeres sejr, d.v.s. bourgeoisiets fald og proletariatets erobring af den politiske magt, vil skabe de samme vanskeligheder i endnu langt større målestok. Ligesom børn er I bange for den lille vanskelighed, der forestår jer i dag, og forstår ikke, at i morgen og i overmorgen bliver I alligevel nødt til at lære og lære til bunds at overvinde de samme besværligheder i dimensioner, som har umådelig meget større betydning.
Under sovjetstyret vil der smutte endnu flere folk fra den borgerlige intelligens ind i jeres og ind i vores proletariske parti. De vil også smutte ind i sovjetterne, i domstolene, i administrationen, for det er nu engang umuligt at opbygge kommunismen af andet end det menneskemateriale, kapitalismen har skabt, det er umuligt at forjage og tilintetgøre de borgerlige intellektuelle, man må besejre, omskabe, fordøje og nyopdrage dem, ligesom man i en langvarig kamp på det proletariske diktaturs grund også må nyopdrage proletarerne selv, som ikke befrier sig for deres egne småborgerlige fordomme på én gang, ved et under, på guds moders bud, på befaling gennem paroler, resolutioner og dekreter, men kun gennem langvarig og vanskelig massekamp mod småborgerlige indflydelsers masseforeteelser. De samme opgaver, som antiparlamentarikerne nu så flot og overlegent, så letsindigt og så barnagtigt viser fra sig med en håndbevægelse, de samme opgaver opstår under sovjetstyret, inden for sovjetterne, inden for sovjetadministrationen, blandt de sovjetiske "retshjælpere" (vi udryddede i Rusland den borgerlige sagførerinstitution, og vi gjorde ret i at udrydde den, men den genopstår hos os som "sovjetiske" "retshjælpere" (59). Blandt sovjetingeniørerne, blandt sovjetlærerne, blandt de privilegerede, d. v. s. de bedst kvalificerede og bedst stillede arbejdere på sovjetfabrikkerne, ser vi bestandig alle de negative træk genopstå, som er så karakteristiske for den borgerlige parlamentarisme, og kun i en uafladelig, uophørlig, langvarig og hårdnakket kamp for proletarisk organisation og disciplin kan vi – gradvis – besejre dette onde.
Under bourgeoisiets herredømme er det selvfølgelig meget "svært" at overvinde borgerlige vaner i vort eget, d. v. s. arbejdernes parti: det er "svært" at jage de tilvante, af borgerlige fordomme håbløst fordærvede parlamentariske førere ud af partiet, det er "svært" at indpode proletarisk disciplin i de (i et vist, omend meget begrænset antal) absolut nødvendige folk, som kommer til os fra bourgeoisiet, det er "svært" i det borgerlige parlament at skabe en kommunistisk fraktion, som i alle henseender er arbejderklassen værdig, det er "svært" at sikre, at kommunistiske parlamentsmedlemmer ikke driver tiden hen med borgerlig-parlamentariske petitesser, men passer det mest påkrævede propagandistiske, agitatoriske og organisatoriske arbejde blandt masserne. Alt dette er "svært", absolut, det var svært i Rusland, det er endda sværere i Vesteuropa og Amerika, hvor bourgeoisiet er langt stærkere, hvor de borgerlig-demokratiske traditioner er stærkere, o.s.v.
Men alle disse "vanskeligheder" er dog kun børneleg i sammenligning med de opgaver af ganske samme art, som proletariatet alligevel uvægerligt må løse både som forberedelse til sejren og under den proletariske revolution og efter proletariatets magtovertagelse. I sammenligning med disse i sandhed gigantiske opgaver, som forestår, når man under proletariatets diktatur skal give milllioner af bønder og små næringsdrivende, hundredtusinder al funktionærer, embedsmænd og borgerlige intellektuelle en ny opdragelse og få dem til at rette sig efter den proletariske stat og den proletariske ledelse, når deres borgerlige vaner og traditioner skal overvindes – i sammenligning med disse gigantiske opgaver er det i et borgerligt parlament under bourgeoisiets herredømme børneleg for et ægte proletarisk parti at skabe en virkelig kommunistisk fraktion.
Hvis de "venstre" og antiparlamentariske kammerater ikke lærer at overvinde en så lille vanskelighed nu, så kan man med sikkerhed sige, at enten vil de vise sig ude af stand til at virkeliggøre proletariatets diktatur og til i stor målestok at underlægge sig og omskabe borgerlige intellektuelle og borgerlige institutioner, eller også kommer de til at lære det i stor hast, og med dette hastværk vil de tilføje proletariatets sag uhyre skade, begå ualmindelig mange fejl, vise mere end sædvanlig svaghed og uforstand o.s.v., o.s.v.
Så længe bourgeoisiet ikke er styrtet, og yderligere så længe smådriften og den lille vareproduktion ikke er helt forsvundet, så længe vil borgerlige tilstande, besiddervaner og spidsborgerlige traditioner gøre skade i det proletariske arbejde, såvel udefra som indefra i selve arbejderbevægelsens ikke blot på dette ene virkefelt, det parlamentariske, men uvægerligt på hvert eneste samfundsmæssigt arbejdsområde, på alle kulturelle og politiske felter uden undtagelse. Og det ville være en meget alvorlig fejltagelse, som man uvægerlig senere vil komme til at bøde for, hvis man søger at slippe uden om eller afviser en eneste af de "ubehagelige" opgaver eller vanskeligheder, man møder på noget arbejdsområde. Man må lære, virkelig lære at beherske alle arbejdsområder og virkefelter uden undtagelse, at besejre alle vanskeligheder og alle borgerlige skikke, traditioner og vaner hvor som helst. Enhver anden behandling af spørgsmålet er simpelthen letsindig, simpelthen barnagtig.
12. maj 1920.
Den russiske udgave af denne bog har givet en noget urigtig belysning af, hvordan det hollandske kommunistiske parti i dets helhed har optrådt i international politik. Jeg benytter derfor lejligheden til at offentliggøre nedenstående brev fra vore hollandske kammerater herom og dernæst til at rette udtrykket "hollandske tribunister" (60), som jeg brugte i den russiske tekst, ved at erstatte det med ordene "visse medlemmer af det hollandske kommunistiske parti".
N. Lenin.
Moskva 30. juni 1920.
Kære kammerat Lenin.
Takket være Deres imødekommenhed har vi medlemmer af den hollandske delegation til Kominterns 2. kongres haft mulighed for at gennemse Deres bog: »Venstre«-kommunismen, en Børnesygdom, inden dens udgivelse på vesteuropæiske sprog. I Deres bog understreger De nogle gange Deres misbilligelse af den rolle, som visse medlemmer af det hollandske kommunistiske parti har spillet i international politik.
Vi må imidlertid alligevel protestere imod, at De tilskriver det kommunistiske parti ansvaret for deres optræden. Det er aldeles ikke træffende. Ja, det er uretfærdigt, idet disse medlemmer af det hollandske kommunistiske parti deltager meget lidt eller slet ikke i vort partis løbende arbejde, de forsøger desuden direkte eller indirekte at bibringe det kommunistiske parti oppositionelle paroler, mod hvilke det hollandske kommunistiske parti og alle dets organer har ført og den dag i dag fører den mest energiske kamp.
Med broderlig hilsen
(på den hollandske delegations vegne)
D. I. Wijnkoop
.[1]: