X. Nogle konklusioner

Den russiske borgerlige revolution i 1905 åbenbarede en yderst original vending i verdenshistorien: i et af de mest tilbagestående kapitalistiske lande blev der udløst en strejkebevægelse af et omfang og en styrke som ingensinde før. Alene i den første måned af 1905 var antallet af strejkende ti gange så stort som det gennemsnitlige årlige antal strejkende i de foregående ti år (1895-1904), og fra januar til oktober 1905 voksede strejkerne uophørligt og i vældigt omfang. Det tilbagestående Rusland var på grund af en række ganske særprægede historiske betingelser det første til at vise verden, ikke blot at de undertrykte massers egen aktivitet vokser i spring under revolutionens forløb (det har man oplevet under alle store revolutioner), men også at proletariatets betydning er uendelig meget større end dets andel i befolkningen, desuden en kombination af den økonomiske og den politiske strejke, dennes overgang i væbnet opstand og sovjetternes opståen som en ny form for massekamp og masseorganisering af de klasser, kapitalismen undertrykker.

Revolutionerne i februar og oktober 1917 førte til, at sovjetterne udvikledes alsidigt over hele landet og derefter sejrede i den proletariske, socialistiske omvæltning. Og på mindre end to år åbenbaredes sovjetternes internationale karakter, udbredelsen af denne kamp- og organisationsform til arbejderbevægelsen i hele verden, sovjetternes historiske mission som den borgerlige parlamentarismes, overhovedet det borgerlige demokratis banemand, arvtager og efterfølger.

Mere end det. Arbejderbevægelsens historie viser nu, at den i alle lande skal igennem (og allerede begynder at opleve) en kamp, som den opstående, stadig stærkere, mod sejren skridende kommunisme fører først og fremmest mod hvert lands egen "mensjevisme", d.v.s. opportunisme og socialchauvinisme, for det andet – så at sige som en art supplement – mod "venstre"-kommunismen. Den første kamp er kommet til udfoldelse i alle lande, åbenbart uden undtagelse, som en kamp mellem den (nu faktisk allerede aflivede) II Internationale og III Internationale. Den anden kamp kan man se både i Tyskland, England, Italien og Amerika (i hvert fald en del af I. W. W. og de anarkosyndikalistiske strømninger fremturer i "venstre"kommunismens fejltagelser samtidig med en næsten generel, næsten udelt anerkendelse af sovjetsystemet) og Frankrig (den stilling, en del af de tidligere syndikalister indtager til spørgsmålet om et politisk parti og til parlamentarisme, også her forbundet med en anerkendelse af sovjetsystemet), altså utvivlsomt i et omfang, som ikke blot er internationalt, men er verdensomspændende.

Men mens arbejderbevægelsen alle vegne gennemgår en i det væsentlige ensartet, forberedende skoling til sejren over bourgeoisiet, sker denne udvikling i hvert land på sin egen måde. Yderligere gennemløber de store, fremskredne, kapitalistiske lande vejen langt hurtigere end bolsjevismen, som af historien fik en frist på femten år til som organiseret politisk strømning at forberede sig til sejren. III Internationale har allerede i så kort en frist som et år vundet en afgørende sejr ved at slå den gule, socialchauvinistiske II Internationale, som blot for nogle måneder siden var langt stærkere end den III og syntes solid og mægtig og nød alsidig, direkte og indirekte, materiel (ministertaburetter, pas, presse) og idémæssig støtte fra verdensbourgeoisiets side.

Det gælder nu om, at hvert lands kommunister helt bevidst afvejer både de grundlæggende principielle opgaver, der forestår i kampen mod opportunismen og "venstre"doktrinarismen, og de konkrete træk, som denne kamp antager og uvægerligt må antage i hvert enkelt land, alt efter de originale træk, der kendetegner dets økonomiske, politiske og kulturelle forhold, dets nationale sammensætning (Irland o.s.v.), dets kolonier, dets religiøse delingslinjer o.s.v., o.s.v. Alle vegne føles, spredes og vokser utilfredsheden med II Internationale, både med dens opportunisme og med dens uduelighed og evneløshed med hensyn til at skabe et virkeligt centraliseret, virkeligt ledende centrum, som formår at anvise det revolutionære proletariat en international taktik i dets kamp for en verdens-sovjetrepublik. Det er nødvendigt at gøre sig klart, at et sådant ledende centrum i intet tilfælde kan bygges på skematiserede, mekanisk nivellerede, identiske taktiske kampregler. Sålænge der eksisterer nationale og statslige forskelle mellem folk og mellem lande – og disse forskelle vil holde sig længe, længe efter, at proletariatets diktatur er virkeliggjort i verdensmålestok - kræver enheden i den internationale taktik, som den kommunistiske arbejderbevægelse i alle lande anvender, ikke, at man fjerner mangeartetheden eller afskaffer de nationale forskelle (hvad der i øjeblikket ville være tåbeligt drømmeri), men at man anvender kommunismens grundlæggende principper (sovjetmagten og proletariatets diktatur) på en sådan måde, at disse principper tilpasses rigtigt til enkelthederne, tillempes og anvendes rigtigt på de nationale og nationalt-statslige forskelle. At udforske, studere, opspore, fornemme og gribe det nationalt-særegne, nationalt-specifikke i de konkrete måder, som i hvert enkelt land anvendes for at løse denne samme internationale opgave, at besejre opportunismen og "venstre"-doktrinarismen i arbejderbevægelsen, at omstyrte bourgeoisiet, at oprette sovjetrepublikken og proletariatets diktatur – det er hovedopgaven i den historiske situation, alle fremskredne (og ikke blot de fremskredne) lande nu står i. Det væsentlige – naturligvis ikke alt, langtfra alt, men det væsentlige – er allerede gjort, idet arbejderklassens avantgarde er vundet, den er gået over på sovjetmagtens side mod parlamentarismen, på det proletariske diktaturs side mod det borgerlige demokrati. Nu må alle kræfter, al opmærksomhed koncentreres om næste skridt, som synes – og for en vis betragtning virkelig er – mindre fundamentalt, men som til gengæld har større praktisk berøring med den praktiske løsning af opgaven, nemlig at finde formerne for overgangen eller tilnærmelsen til den proletariske revolution.

Den proletariske avantgarde er idémæssigt erobret. Det er hovedsagen. Uden det kan man ikke engang tage det første skridt til sejren. Men herfra er der endnu temmelig langt til sejren. Med avantgarden alene kan man ikke sejre. At kaste avantgarden alene ud i den afgørende kamp, så længe hele klassen, så længe de brede masser ikke direkte støtter avantgarden eller i det mindste indtager en velvillig neutralitet over for den og slet ikke ser sig i stand til at støtte dens modstander, ville ikke blot være en dumhed, men en forbrydelse. Og for at virkelig hele klassen, for at virkelig de arbejdendes og af kapitalen undertrykte brede masse kan nå frem til et sådant standpunkt, strækker propaganda og agitation alene ikke til. Hertil behøves disse massers egne politiske erfaringer. Det er alle store revolutioners grundlov, som nu er blevet bekræftet med overraskende styrke og anskuelighed ikke blot i Rusland, men også i Tyskland. For resolut at gå over til kommunismen måtte ikke blot Ruslands masser, som står på et lavt kulturniveau og ofte hverken kan læse eller skrive, men også Tysklands masser, som står på et højt kulturniveau og alle kan læse og skrive, korporligt erfare hele magtesløsheden, hele karakterløsheden, hele hjælpeløsheden, hele kryberiet over for bourgeoisiet, hele gemenheden hos regeringen af II Internationales riddere, hele uundgåeligheden af de mest reaktionæres diktatur (Kornilov (52) i Rusland, Kapp (53) og co. i Tyskland) som eneste alternativ til proletariatets diktatur.

Den opgave, som nu står på dagsordenen for den bevidste avantgarde i den internationale arbejderbevægelse, d.v.s. de kommunistiske partier, grupper, strømninger, det er at få de brede (endnu i de fleste tilfælde slumrende, apatiske, vaneprægede, træge, ikke vakte) masser ført hen til denne for dem nye stilling, eller rettere at forstå at lede ikke blot deres eget parti, men også disse masser under deres tilnærmelse og overgang til denne nye stilling. Kan den første historiske opgave (at vinde proletariatets bevidste avantgarde for sovjetmagten og arbejderklassens diktatur) ikke løses uden fuldstændig, idémæssig og politisk sejr over opportunismen og socialchauvinismen, så kan en anden opgave, som nu står på dagsordenen, og som består i at forstå at føre masserne hen til den nye stilling, der sikrer avantgardens sejr i revolutionen, ikke løses uden gendrivelse af "venstre"-doktrinarismen, uden fuldstændig overvindelse af dens fejl, uden frigørelse fra dem.

Så længe det drejede sig om (og for så vidt det endnu drejer sig om) at vinde proletariatets avantgarde for kommunismen, så længe og for så vidt står propagandaen på førstepladsen, selv smågrupperne med alle gruppevæsenets svagheder er her nyttige og giver frugtbare resultater. Men når det drejer sig om massernes praktiske aktion, om – hvis man må sige det sådan – at udfolde millionhære, at opstille alle klassekræfter i det pågældende samfund til den sidste og afgørende kamp, så kan man ingenting udrette med propagandistiske færdigheder alene, eller med simpel gentagelse af den "rene" kommunismes sandheder. Her er det ikke nok at regne i tusinder, som en propagandist fra en lille gruppe, der endnu ikke har ledet masserne, i grunden gør, her må der regnes i millioner og snese af millioner. Her må man spørge sig selv, ikke blot om vi har overbevist den revolutionære klasses avantgarde, men også om de historisk virksomme kræfter i alle klasser, absolut alle klasser uden undtagelse i det pågældende samfund, er opstillet på en sådan måde, at tiden allerede er moden til det afgørende sammenstød – på en sådan måde at 1) alle os fjendtlige klassekræfter er kommet tilstrækkelig i forvirring, er tilstrækkelig i klammeri indbyrdes, har svækket sig tilstrækkeligt gennem en kamp, som overstiger deres kræfter, at 2) alle vaklende, usikre og ubestandige mellemelementer, d. v. s. småborgerskabet, det småborgerlige demokrati til forskel fra bourgeoisiet, har afsløret sig tilstrækkeligt for folket, har kompromitteret sig tilstrækkeligt ved sin praktiske fallit, og at 3) der i proletariatet er begyndt og stadig kraftigere rejser sig en massestemning for at støtte de mest resolutte, grænseløst dristige, revolutionære aktioner mod bourgeoisiet. Så er revolutionen virkelig modnet, så er vor sejr – hvis vi har vurderet alle de ovenfor nævnte, kort skitserede betingelser rigtigt og har valgt øjeblikket rigtigt, så er vor sejr sikker.

Divergenserne dels mellem folk som Churchill og Lloyd George – disse politiske typer eksisterer med ubetydelige nationale forskelle i alle lande – dels mellem folk som Henderson og Lloyd George, er ganske uvæsentlige bagateller set ud fra den rene, d.v.s. abstrakte kommunisme, som endnu ikke er voksen nok til praktiske, politiske masseaktioner. Men for massernes praktiske aktioner er disse meningsforskelle meget, meget vigtige. At vurdere dem, at fastslå det øjeblik, da de konflikter, som er uundgåelige mellem disse "venner", og som svækker og afkræfter alle "vennerne" tilsammen, har nået deres fulde udfoldelse – det er hele sagen, det er hele opgaven for en kommunist, som ikke blot ønsker at være en bevidst, overbevist, idémæssig propagandist, men også vil være massernes praktiske leder i revolutionen. Man må forene den yderste hengivenhed for kommunismens ideer med evnen til at gennemføre alle fornødne praktiske kompromisser, manøvrer, aftaler, siksak-bevægelser, tilbagetog og lignende, for at bidrage til, at Henderson'erne (II Internationales helte, for ikke at holde sig til bestemte navne, de repræsentanter for det småborgerlige demokrati, som kalder sig socialister) snarest får den politiske magt og gør sig umulige, for at fremskynde deres uundgåelige fallit i praksis, hvad der oplyser masserne netop i vor ånd, netop i retning af kommunismen, for at fremskynde de uundgåelige gnidninger, stridigheder og konflikter og den fuldstændige opløsning blandt Henderson'er – Lloyd George'r – Churchill'er (mensjevikker og socialrevolutionære – kadetter (54) – monarkister, Scheidemann'er - bourgeoisi – Kappfolk osv.) og for rigtigt at vælge det øjeblik, hvor alle disse "den hellige ejendomsrets støtter" er i maksimal opløsning, til gennem proletariatets beslutsomme offensiv at slå dem alle og erobre den politiske magt.

Historien i almindelighed og revolutionernes historie i særdeleshed er altid mere indholdsrig, mere forskelligartet, mere mangesidet, mere levende og "opfindsom" end selv de mest fremskredne klassers bedste partier, deres mest bevidste fortrappe forestiller sig. Dette er også forståeligt, for selv de bedste avantgarder giver kun udtryk for bevidstheden, viljen, lidenskaben og fantasien hos titusinder, medens revolutionen i tider med en særlig løftelse og anspændelse af alle menneskelige evner er resultatet af bevidstheden, viljen, lidenskaben og fantasien hos snese af millioner, som piskes frem af den mest forbitrede klassekamp. Heraf kan der drages to meget vigtige praktiske slutninger: for det første at den revolutionære klasse for at løse sin opgave må kunne beherske alle former eller sider af samfundets virksomhed uden undtagelse (idet den efter erobringen af den politiske magt, undertiden med den største risiko og under uhyre fare, må fuldføre det, som den ikke fik udrettet før denne erobring), og for det andet, at den revolutionære klasse må være indstillet på, at én form kan afløse en anden på en ganske brat og uventet måde.

Enhver vil indrømme, at den armé optræder uforsigtigt, ja forbryderisk, som ikke uddanner sig i brugen af alle arter af våben, alle kampmidler og kampmetoder, som fjenden har eller kan tænkes at have. Men dette gælder i endnu højere grad i politik end i krigskunst. I politik kan man endnu mindre på forhånd vide, hvilket kampmiddel der under de eller de fremtidige betingelser vil vise sig brugbart eller fordelagtigt for os. Behersker vi ikke alle kampmidler, kan vi lide et vældigt – undertiden ligefrem afgørende – nederlag, såfremt ændringer i andre klassers stilling, uden at vi kan øve indflydelse derpå, stiller aktionsformer på dagsordenen, som vi er særlig svage i. Behersker vi alle kampmidler, vil vi med sikkerhed sejre, eftersom vi jo repræsenterer den virkelig fremskredne, virkelig revolutionære klasses interesser, selv om omstændighederne ikke skulle tillade os at bruge det våben, som er farligst for fjenden, det våben, som hurtigst ville tilføje ham det dødbringende slag. Uerfarne revolutionære tror ofte, at legale kampmidler er opportunistiske, fordi bourgeoisiet på dette område særlig ofte (specielt i "fredelige", ikke revolutionære, tider) har snydt og narret arbejderne, hvorimod illegale kampmidler er revolutionære. Men det er urigtigt. Rigtigt er det, at de partier og førere er opportunistiske og forræderiske mod arbejderklassen, som ikke forstår og ikke ønsker at anvende illegale kampmidler (sig ikke: jeg kan ikke, sig hellere: jeg vil ikke) under sådanne forhold som f. eks. den imperialistiske krig 1914-1918, da bourgeoisiet selv i de frieste demokratiske lande med uhørt frækhed og brutalitet snød arbejderne, samtidig med at det var forbudt at sige sandheden om krigens røverkarakter. Men revolutionære, som ikke forstår at kombinere illegale kampformer med alle de legale, er meget dårlige revolutionære. Det er ikke svært at være revolutionær, når revolutionen allerede er brudt ud og i fuld gang, når alle og enhver slutter sig til den, af ren og skær begejstring, af mode, undertiden endog af personlige karrierehensyn. Senere hen, efter sejren, koster det proletariatet besværligt arbejde og plagsom møje at "frigøre sig" for sådanne kummerlige revolutionære. Det er betydelig vanskeligere - og betydelig mere værdifuldt – at kunne være revolutionær, når betingelserne for en direkte, åben, virkelig revolutionær kamp i virkelig massemålestok endnu ikke er til stede, at kunne forfægte revolutionens interesser (propagandistisk, agitatorisk, organisatorisk) i ikke-revolutionære, ja ofte direkte reaktionære institutioner, i en ikke-revolutionær situation, blandt masser, som ikke umiddelbart kan forstå nødvendigheden af den revolutionære aktionsmetode. At finde frem til, føle sig frem til og rigtigt fastlægge den konkrete vej eller den særlige vending af begivenhederne, som kan føre masserne frem til den virkelige, afgørende, sidste store revolutionære kamp – det er hovedopgaven for kommunismen i Vesteuropa og Amerika i dag.

Eksempel: England. Vi kan ikke vide – og ingen er i stand til at forudsige, hvor hurtigt en virkelig proletarisk revolution vil flamme op dér, og hvad der især vil vække og opflamme de endnu slumrende, meget brede masser og få dem til at gå i kamp. Vi er derfor nødt til at anlægge hele vort forberedende arbejde sådan, at vi er skoet på alle fire hove (som afdøde Plekhanov yndede at sige, dengang han var marxist og revolutionær). Det er muligt, at det bliver en parlamentarisk krise, der "slår en breche", "bryder isen", det er muligt, det bliver en krise, som opstår af de håbløst forviklede koloniale og imperialistiske modsætninger, der udvikler og tilspidser sig værre og værre, det er muligt, det bliver noget helt tredje, o.s.v. Vi taler ikke om, hvilken kamp, der vil afgøre den proletariske revolutions skæbne i England (dette spørgsmål er der ikke tvivl om hos nogen kommunist, dette spørgsmål er af gjort for os alle, og endelig afgjort), vi taler om, hvad der bliver anledningen, som vækker de endnu slumrende proletariske masser, bringer dem i bevægelse og fører dem helt f rem til revolutionen. Lad os ikke glemme, at en så "uventet" og "ubetydelig" anledning som f.eks. en af den reaktionære militærkamarillas tusinder og atter tusinder af skamløse intriger (Dreyfus-affæren (55)) i den borgerlige franske republik var nok til at bringe folket helt frem til borgerkrigens rand i en situation, som både internationalt og indadtil var hundrede gange mindre revolutionær end nu!

Kommunisterne må i England uafbrudt, støt og utrætteligt udnytte både parlamentsvalgene, alle faser i den britiske regerings irske, koloniale og verdens-imperialistiske politik og alle andre områder, sfærer og sider af samfundslivet, og overalt må de arbejde på en ny måde, på en kommunistisk måde, ikke i II, men i III Internationales ånd. Jeg har ikke her tid og plads til at beskrive den "russiske", "bolsjevikiske" deltagelse i parlamentsvalg og parlamentskampe, men jeg kan forsikre udenlandske kommunister, at de ikke havde nogen som helst lighed med de sædvanlige vesteuropæiske parlamentskampagner. Heraf drages ofte følgende slutning: "Godt, sådan var det hos jer i Rusland, men hos os er parlamentarismen anderledes." En urigtig slutning. Kommunisterne, III Internationales tilhængere i alle lande, eksisterer jo netop for, at de over hele linjen, på alle livsområder, kan omforme det gamle, socialistiske, trade-unionistiske, syndikalistiske og parlamentariske arbejde til nyt, kommunistisk arbejde. Ved vore valg var der også altid rigeligt med opportunistiske og rent borgerlige, gesjæftprægede og bedragerisk-kapitalistiske elementer. Kommunisterne i Vesteuropa og Amerika må lære at skabe en ny, usædvanlig, ikke opportunistisk, ikke karrierepræget parlamentsvirksomhed: Kommunisternes parti må udgive sine egne paroler, virkelige proletarer, bistået af uorganiserede, de dårligst stillede fattigfolk må sprede og uddele dets flyveblade, tage rundt til og besøge arbejdernes lejligheder, landproletarernes og afsides boende bønders hytter (i Europa er der heldigvis langt færre afsides landsbyer end hos os, og i England er der kun ganske få), komme i de jævneste folkelige værtshuse, skaffe sig indpas i de jævneste folkelige foreninger, selskaber og tilfældige møder, snakke med befolkningen uden lærde vendinger (og uden at være særlig parlamentariske), ikke i fjerneste måde jage efter et levebrød i parlamentet, og overalt må de sætte gang i tankerne, drage masserne med sig, tage bourgeoisiet på ordet, udnytte det apparat, bourgeoisiet har skabt, de valg, det har udskrevet, de opfordringer, det har rettet til hele befolkningen, de må give folket et kendskab til bolsjevismen, som det (under bourgeoisiets herredømme) ellers aldrig lykkes at give det uden for valgsituationerne (bortset – naturligvis fra situationer som storstrejke, hvor netop et sådant apparat hos os arbejdede endnu mere intensivt med agitation i hele folket). Det er meget, meget vanskeligt at gøre dette i Vesteuropa og Amerika, men det kan og skal gøres, for uden slid løser man ikke kommunismens opgaver i almindelighed, og slide må man for at løse de praktiske opgaver, der bliver mere og mere mangfoldige og knyttede til alle samfundslivets forgreninger, sådan at den ene gren, det ene område efter det andet erobres fra bourgeoisiet.

I dette England må man ligeledes på en ny måde (ikke på den socialistiske, men på den kommunistiske, ikke på den reformistiske, men på den revolutionære måde) udføre propagandaen, agitationen, organisationen af arbejdet i hæren og blandt de undertrykte og diskriminerede nationaliteter i "ens egen" stat (Irland, kolonierne). For alle disse områder af samfundslivet er i imperialismens epoke i det hele taget, og nu efter krigen, der har udpint folkene og hurtigt åbner deres øjne for sandheden (nemlig at millioner og atter millioner er dræbt og lemlæstet blot for at få afgjort, om de engelske eller de tyske røvere skal plyndre flest lande) – alle disse områder af samfundslivet er særlig fyldt med brandfarligt materiale og skaber særlig mange anledninger til konflikter, kriser og skærpelse af klassekampen. Vi ved ikke og kan ikke vide, hvilken gnist – blandt de utallige gnister, som nu under indflydelse af den økonomiske og politiske verdenskrise flyver ud over alle lande – der vil vise sig i stand til at antænde bålet, d. v. s. vække masserne særlig kraftigt, og vi må derfor med vore nye kommunistiske principper gå i lag med at "opdyrke" alle mulige felter, selv de ældste, mest mugne og tilsyneladende håbløse, for ellers vil vi ikke være på højde med opgaven, ikke være alsidige, Ikke beherske alle våbenarter, ikke forberede os godt nok, hverken til at vinde sejr over bourgeoisiet (som har organiseret – og nu også desorganiserer – alle sider af samfundslivet på borgerlig vis) eller til den forestående kommunistiske reorganisation af hele tilværelsen efter denne sejr.

Efter den proletariske revolution i Rusland, og efter at denne revolution til bourgeoisiets og filistrenes overraskelse har vundet sejre i international målestok, er hele verden nu blevet en anden, bourgeoisiet er overalt også blevet et andet. Det er blevet forskrækket over "bolsjevismen" og er næsten til vanvid forbitret på den, og netop derfor påskynder det på den ene side begivenhedernes udvikling, mens det på den anden side koncentrerer opmærksomheden om voldelig undertrykkelse af bolsjevismen, hvorved det svækker sin stilling på en hel række andre områder. Begge disse omstændigheder må kommunisterne i alle de fremskredne lande tage med i betragtning i deres taktik.

Dengang de russiske kadetter og Kerenskij rejste deres rasende hetz mod bolsjevikkerne – især fra april 1917 og endnu stærkere i juni og juli samme år - gik de "over gevind". Millioner af borgerlige blade, som i alle tonearter skreg op mod bolsjevikkerne, bidrog til, at masserne dannede sig en mening om bolsjevismen, og foruden bladene blev jo hele samfundslivet netop på grund af bourgeoisiets "nidkærhed" gennemsyret af diskussioner om bolsjevismen. Nu opfører millionærerne i alle lande sig i international målestok sådan, at vi af hjertet må være dem taknemmelige. De forfølger bolsjevismen med samme nidkærhed som Kerenskij og co. forfulgte den med, de går på samme måde "over gevind" og hjælper os på samme måde som Kerenskij. Når det franske bourgeoisi gør bolsjevismen til midtpunkt i valgagitationen og skælder ret. mådeholdne eller vankelmodige socialister ud for bolsjevikker – når det amerikanske bourgeoisi, der helt har tabt hovedet, fængsler tusinder og atter tusinder af mennesker mistænkt for bolsjevisme og skaber en atmosfære af panik ved overalt at udsprede rygter om kommunistiske komplotter - når det engelske bourgeoisi, det "solideste" i verden, med al sin kløgt og erfaring laver utrolige dumheder, stifter stenrige "selskaber til bekæmpelse af bolsjevismen", laver en særlig litteratur om bolsjevismen og yderligere lejer en række videnskabsmænd, agitatorer og præster til at bekæmpe bolsjevismen – så bør vi tage hatten af og takke de herrer kapitalister. De arbejder for os. De hjælper os at gøre masserne interesseret i bolsjevismens indhold og betydning. Og de kan ikke handle anderledes, for "tie" bolsjevismen ihjel, kvæle den, har de heller ikke kunnet.

Men samtidig ser bourgeoisiet næsten kun én side af bolsjevismen: opstand, magtanvendelse, terror, bourgeoisiet søger derfor særlig at forberede modstød og modstand på dette felt. Det er muligt, at dette i visse tilfælde og i visse lande vil lykkes for bourgeoisiet i et eller andet kortere tidsrum. En sådan mulighed må man regne med, og for os er der slet ikke noget frygteligt i, at det kan lykkes for bourgeoisiet. Kommunismen "vokser ud" af alle samfundslivets sider, bogstavelig talt, kimene til den findes afgjort overalt, "smitten" (for at bruge et billedligt udtryk, som bourgeoisiet og dets politi ynder og finder mest "behageligt") har sat sig godt fast i organismen og har helt gennemtrængt den. "Lukker" man med særlig omhu en af vejene, finder "smitten" en anden, ofte den mest uventede. Livet kræver sin ret. Lad bourgeoisiet slå om sig, lad det blive rasende til vanvid, gå over gevind og gøre dumheder, lad det hævne sig på bolsjevikkerne på forhånd og (i Indien, i Ungarn, i Tyskland o.s.v.) søge at myrde yderligere hundreder, tusinder eller hundredtusinder af gårsdagens eller morgendagens bolsjevikker, når bourgeoisiet optræder på denne måde, optræder det som alle andre klasser, historien forhen har viet til undergang. Kommunisterne må vide, at fremtiden under alle omstændigheder tilhører dem, og derfor kan (og skal) vi forene den højeste lidenskab i den store revolutionære kamp med den mest koldblodige og nøgterne vurdering af borgerskabets rasende anfald. De knuste med grusomhed den russiske revolution i 1905, de slog russiske bolsjevikker ned i juli 1917, de slagtede over 15.000 tyske kommunister ved hjælp af Scheidemanns og Noskes snedige provokationer og behændige manøvrer i ledtog med bourgeoisiet og de monarkistiske generaler, i Finland og i Ungarn raser den hvide terror. Men under alle omstændigheder hærdes og vokser kommunismen i alle lande, dens rødder stikker så dybt, at forfølgelserne ikke svækker den, ikke afkræfter den, men styrker den. Der mangler blot ét, for at vi kan gå sikrere og mere målbevidst mod sejren: nemlig at alle kommunister i alle lande til bunds indser nødvendigheden af at være til det yderste smidig i sin taktik. Kommunismen, som udvikler sig så prægtigt, mangler nu, især i de fremskredne lande, denne indsigt og evnen til at anvende den i praksis.

En nyttig lære kunne (og burde) uddrages af det, som er passeret så højlærde marxister og socialismen så hengivne førere for II Internationale som Kautsky, Otto Bauer o.a. De indså fuldkommen nødvendigheden af en smidig taktik, de studerede selv og lærte andre Marx' dialektik (og meget af, hvad de i så henseende har udrettet, vil stedse forblive værdifulde bidrag til den socialistiske litteratur), men i anvendelsen af denne dialektik begik de en sådan fejl eller viste sig i praksis som sådanne ikke-dialektikere, i den grad ude af stand til at vurdere situationer, hvor formerne vekslede hurtigt og gamle former fyldtes med nyt indhold, at deres skæbne ikke blev meget mere misundelsesværdig end Hyndmans, Guesdes og Plekhanovs.

Hovedårsagen til deres fallit var, at de havde "forset" sig på en bestemt form for arbejderbevægelsens og socialismens vækst, de glemte denne forms ensidighed, de var bange for at se det skarpe brud, der som følge af de objektive forhold var blevet uundgåeligt, og blev ved med at hage sig fast i simplere, udenadlærte og ved første øjekast ubestridelige sandheder: tre er mere end to. Politik ligner imidlertid algebra mere end regning og højere matematik mere end lavere. I virkeligheden er alle den socialistiske bevægelses gamle former blevet fyldt med nyt indhold, og der er derfor kommet nyt fortegn for tallene: "minus", men vore vismænd blev stædigt ved (og bliver stadig ved) at forsikre sig selv og andre, at "minus 3" er mere end "minus 2".

Man må bestræbe sig for, at kommunisterne ikke gentager denne fejl, blot fra den anden side, eller rettere sagt, at den samme fejl, som "venstre"-kommunisterne begår, blot fra den anden side, snarest bliver rettet og hurtigere og mindre smertefuldt for organismen bliver overstået. Venstredoktrinarismen er også en fejl, det er ikke kun højredoktrinarismen, der er det. Naturligvis er den fejl, som venstredoktrinarismen i kommunismen begår i øjeblikket, tusinde gange mindre farlig og mindre betydningsfuld end højredoktrinarismens (d.v.s. socialchauvinismens og kautskyanismens), men sådan er det jo blot, fordi venstrekommunismen er så ung en strømning, den er først ved at vokse frem. Kun derfor kan sygdommen under visse betingelser let kureres, og man må med den største energi tage fat på at kurere den.

De gamle former er sprængt, for det viste sig, at det nye indhold i dem, det antiproletariske, reaktionære indhold, havde udviklet sig overmåde stærkt. Vi har nu, ud fra hensynet til udviklingen af den internationale kommunisme, et så solidt, så stærkt, så mægtigt indhold i vort arbejde (for sovjetmagten, for proletariatets diktatur), at det kan og skal give sig udslag i en hvilken som helst form, både gammel og ny, det kan og skal omskabe, besejre og underlægge sig alle former, ikke blot de nye, men også de gamle, ikke for at affinde sig med de gamle, men for at kunne gøre alle mulige nye og gamle former til redskab for kommunismens fuldstændige og endelige, absolutte og uigenkaldelige sejr.

Kommunisterne må gøre sig alle anstrengelser for at føre arbejderbevægelsen og samfundsudviklingen som helhed ind på den mest direkte og hurtige vej til en verdensomspændende sejr for sovjetmagten og proletariatets diktatur. Det er en ubestridelig sandhed. Men det er nok at gå et lille skridt videre, tilsyneladende et skridt i samme retning – og sandheden bliver til en fejl. Det er nok at sige som de tyske og engelske venstre-kommunister, at vi kun anerkender én vej, kun den direkte vej, og at vi ikke vil gå med til manøvrer, forhandlingspolitik og kompromisser, og dette vil allerede være en fejl, som kan forårsage, og til dels allerede har forårsaget og forårsager den alvorligste skade for kommunismen. Højredoktrinarismen ville kun anerkende de gamle former og gik helt fallit uden at opdage det nye indhold. Venstredoktrinarismen afviser ubetinget visse gamle former og ser ikke, at det nye indhold baner sig vej gennem alle mulige former, at det er vor pligt som kommunister at beherske alle former, at lære i største hast at supplere den ene form med den anden, at udskifte den ene med den anden, at tilpasse vor taktik til ethvert skifte, som ikke er fremkaldt af vor klasse eller af vore bestræbelser.

Verdensrevolutionen, som så vældigt er ansporet og fremskyndet af den imperialistiske verdenskrigs rædsler, gemenheder og skurkestreger og af håbløsheden i den situation, den har skabt – denne revolution udvikler sig i bredden og dybden med en så overordentlig hast, med en så prægtig rigdom af vekslende former, med en så lærerig praktisk gendrivelse af enhver doktrinarisme, at der er al grund til at håbe, at den internationale kommunistiske bevægelse snart vil være helt kureret for børnesygdommen "venstre"-kommunisme.

27. april 1920.