| Tilbage | Næste |
I England er der endnu ikke noget kommunistisk parti, men der er blandt arbejderne en frisk, bred, kraftfuld og hurtigt voksende kommunistisk bevægelse, som berettiger til at nære de allerlyseste forhåbninger, der findes en række politiske partier og organisationer (British Socialist Party (48), Socialist Labour Party, South Wales Socialist Society og Workers' Socialist Federation (49), som vil danne et kommunistisk parti og allerede fører indbyrdes forhandlinger herom. Bladet The Workers' Dreadnought (50) (Bd. VI, nr. 48, 21. februar 1920), ugeblad for den sidstnævnte organisation, indeholder en artikel af redaktøren, kammerat Sylvia Pankhurst: "På vej til det kommunistiske parti". Artiklen skildrer forløbet af forhandlingerne mellem de fire nævnte organisationer om dannelsen af et forenet kommunistisk parti på basis af tilslutning til III Internationale, anerkendelse af sovjetsystemet i stedet for parlamentarismen, og proletariatets diktatur. Det ser ud til, at en af hovedhindringerne for en øjeblikkelig dannelse af et forenet kommunistisk parti er meningsforskelle om deltagelse i parlamentet og om det nye kommunistiske partis tilslutning til det gamle, faglige og hovedsagelig af fagforeninger bestående, opportunistiske og socialchauvinistiske Labour Party. Workers' Socialist Federation går ligesom Socialist Labour Party [1] imod deltagelse i parlamentsvalg og parlamentsarbejde og imod tilslutning til Labour Party og er i denne henseende uenige med alle eller dog flertallet af medlemmerne i British Socialist Party, som i deres øjne udgør "de kommunistiske partiers højrefløj" i England. (Nævnte artikel af Sylvia Pankhurst, s. 5.)
Hoveddelingslinjen er således den samme som i Tyskland, trods de uhyre forskelle i den form, uoverensstemmelserne antager (i Tyskland ligger formen langt nærmere den "russiske" end i England), og i en hel række andre omstændigheder. Lad os se på "venstre"-folkenes argumenter.
Angående spørgsmålet om deltagelse i parlamentet påberåber kammerat Sylvia Pankhurst sig en artikel i samme nummer af bladet af kammerat W. Gallacher, der som repræsentant for det Skotske Arbejderråd i Glasgow skriver:
"Dette råd er afgjort antiparlamentarisk, og bag det står forskellige politiske organisationers venstrefløj. Vi repræsenterer den revolutionære bevægelse i Skotland, som til stadighed arbejder på i hele landet at danne en revolutionær organisation inden for industrierne og inden for forskellige produktionsbrancher og et kommunistisk parti, der skal oprettes på basis af de sociale komiteer. Vi har længe ligget i strid med de officielle parlamentarikere. Vi har ikke anset det for nødvendigt at erklære dem åben krig, og de er bange for åbent at gå til angreb på os.
Men en sådan tingenes tilstand kan ikke fortsætte længe. Vi vinder over hele linjen.
De almindelige medlemmer af Independent Labour Party i Skotland får mere og mere afsmag for tanken om parlament, og næsten alle lokalgrupper går ind for sovjetterne (det russiske ord er anvendt) eller arbejderrådene. Naturligvis er dette en meget alvorlig sag for de herrer, der betragter politik som et levebrød, og de tager alle midler i brug for at formå deres medlemmer til at vende tilbage til den parlamentariske fold. Revolutionære må ikke (kursiv overalt forfatterens) støtte denne bande. Vor kamp vil her blive vanskelig. Noget af det værste vil blive forræderi fra dem, hvis personlige ambitioner er større end deres interesse for revolutionen. Enhver støtte til parlamentarismen betyder simpelt hen at være med til at lægge magten i hænderne på vore britiske Scheidemann'er og Noske'r. Henderson, Clynes og co. er håbløst reaktionære. Det officielle Independent Labour Party kommer mere og mere under indflydelse af de borgerlige liberale, som har fundet deres åndelige hjem i de herrer MacDonalds og Snowdens lejr. Det officielle Independent Labour Party er en bitter fjende af III Internationale, men de menige medlemmer er for den. Enhver støtte til de opportunistiske parlamentarikere, betyder simpelt hen at spille disse herrers spil. British Socialist Party har ingen som helst betydning ... Her er der brug for en sund revolutionær industriorganisation og et kommunistisk parti, som virker på et klart, nøje fastlagt, videnskabeligt grundlag. Kan vore kammerater hjælpe os at skabe disse to organisationer, så modtager vi gerne deres hjælp, kan de det ikke, så lad dem i guds navn holde sig helt udenfor, hvis de ikke vil forråde revolutionen ved at støtte de reaktionære, som er så inderligt optaget af at opnå en parlamentarisk 'værdighed' (?) (forfatterens spørgsmålstegn), og som brænder af ønsket om at vise, at de kan regere lige så effektivt som 'bosserne', klassepolitikerne, selv."
Dette brev til redaktionen giver efter min mening storartet udtryk for stemningen og indstillingen hos unge kommunister eller almindelige arbejdere, som først lige er begyndt at nærme sig kommunismen. Denne stemning er i høj grad glædelig og værdifuld, og man må vide at påskønne den og støtte den, for uden den vil proletariatet i England aldrig – så lidt som i noget andet land – kunne sejre i revolutionen. Folk, som forstår at give udtryk for denne stemning hos masserne, og som forstår at vække en sådan stemning hos masserne (hvor den ofte er slumrende, ubevidst, ikke vakt), må man hæge om og omhyggeligt yde enhver hjælp. Men samtidig må man ligeud og åbent sige til dem, at stemning alene ikke er nok til at føre masserne i den store revolutionære kamp, og at de og de fejl, som selv de, der er revolutionens sag mest hengivne, er ved at begå eller begår, er fejl, som kan volde revolutionens sag skade. Kammerat Gallachers brev til redaktionen viser utvivlsomt kimene til alle de fejl, som de tyske "venstre"-kommunister begår, og som de russiske "venstre"-bolsjevikker begik i 1908 og 1918.
Brevets forfatter er fuld af det ædleste proletariske had til borgerlige "klassepolitikere" (en følelse, der imidlertid er forståelig og nærliggende ikke blot for proletarer, men for alle arbejdende, alle "småfolk", for at bruge et tysk udtryk). Når en talsmand for de undertrykte og udbyttede masser nærer dette had, er det i sandhed "begyndelsen til al visdom", grundlaget for enhver socialistisk og kommunistisk bevægelse og for dennes resultater. Men forfatteren tager åbenbart ikke i betragtning, at politik er en videnskab og en kunst, som ikke falder ned fra himlen, ikke kommer gratis, og at proletariatet, hvis det vil besejre bourgeoisiet, må frembringe sine egne proletariske "klassepolitikere", og det sådanne, som ikke er de borgerlige politikere underlegne.
Brevets forfatter har udmærket forstået, at det ikke er parlamentet, men kun arbejdersovjetterne, som kan bruges til at nå proletariatets mål, og den, som endnu i dag ikke har forstået dette, er naturligvis en ondartet reaktionær, om han så er en nok så lærd mand, erfaren politiker, oprigtig socialist, belæst marxist og god borger og familiefader. Men brevets forfatter stiller end ikke spørgsmålet – det falder ham ikke ind, at det er nødvendigt at spørge – om man kan føre sovjetterne til sejr over parlamentet, uden at sætte "sovjetiske" politikere ind i parlamentet, uden at opløse parlamentarismen indefra, uden inden for parlamentet at forberede sovjetternes succes med løsningen af den opgave, der forestår dem, at fjerne parlamentet. Alligevel giver brevets forfatter udtryk for den helt rigtige tanke, at det kommunistiske parti i England må virke på et videnskabeligt grundlag. Videnskab kræver nu for det første en vurdering af erfaringerne fra andre lande, især hvis andre lande, som også er kapitalistiske, gennemgår eller nylig har gennemgået en ganske lignende udvikling, for det andet en vurdering af alle de kræfter, grupper, partier, klasser og masser, som virker i det pågældende land, hvorimod man absolut ikke kan fastlægge sin politik alene på grundlag af en enkelt gruppes eller et enkelt partis ønsker og anskuelser, bevidsthedsgrad og kampvilje.
At folk som Henderson, Clynes, MacDonald og Snowden er håbløst reaktionære, er sandt nok. Det er også sandt, at de ønsker at komme til magten (for øvrigt helst i en koalition med bourgeoisiet), at de vil "regere" efter de samme gammelkendte, borgerlige metoder, og at de, når de kommer til magten, uvægerligt opfører sig ligesom Scheidemann og Noske. Det er altsammen rigtigt. Men heraf følger aldeles ikke, at det er forræderi mod revolutionen at støtte dem, derimod at arbejderklassens revolutionære i revolutionens interesse skal yde disse herrer en vis parlamentarisk støtte. For at tydeliggøre denne tanke vil jeg tage to nutidige engelske politiske dokumenter: 1) premierminister Lloyd Georges tale af 18. marts 1920 (efter referat i Manchester Guardian (51), 19. marts 1920) og 2) betragtninger af "venstre"-kommunisten, kammerat Sylvia Pankhurst i den tidligere omtalte artikel.
Lloyd George polemiserede i sin tale mod Asquith (som var specielt indbudt til mødet, men afslog at komme) og mod de liberale, som ikke ville have en koalition med de konservative, men en tilnærmelse til Arbejderpartiet. (I kammerat Gallachers brev til redaktionen så vi også en henvisning til, at liberale går over til Independent Labour Party). Lloyd George påviste, at en koalition – og en intim koalition – mellem de liberale og de konservative er nødvendig, hvis ikke sejren skal tilfalde Labour Party, som Lloyd George "foretrækker at kalde" socialistisk, og som arbejder på produktionsmidlernes overgang til "fælleseje". "I Frankrig har man kaldt dette kommunisme", forklarede føreren for det engelske bourgeoisi populært sine tilhørere, det liberale partis parlamentsmedlemmer, som vel ikke vidste det i forvejen, "i Tyskland har man kaldt det socialisme og i Rusland bolsjevisme". For de liberale er dette principielt uantageligt, forklarede Lloyd George, de liberale holder nemlig principielt på den private ejendomsret. "Civilisationen er i fare", erklærede taleren, og derfor bør de liberale og de konservative slutte sig sammen.
"... Går man ud i landdistrikterne", sagde Lloyd George, "så mener også jeg, at man har de gamle partidelingslinjer lige så stærke som tidligere. De er udenfor fareområdet. Dér er der ingen fare på færde. Men når bevægelsen når ud på landet, så vil faren blive lige så stor dér, som den nu er i nogle industridistrikter. Fire femtedele af vort land er beskæftiget ved industri og handel, næppe en femtedel ved landbrug. Dette er en af de omstændigheder, jeg altid har for øje, når jeg tænker på de farer, fremtiden kan bringe os. Frankrig har en landbrugsbefolkning, og her har bestemte meninger en solid basis, som ikke ændres ret hurtigt og ikke let rokkes af revolutionære bevægelser. Dette er ikke tilfældet her. Dette land får lettere overbalance end noget andet land i verden, og begynder det at rokke, så vil braget her af den grund blive voldsommere end i andre lande."
Læseren vil heraf se, at Lloyd George ikke blot er en meget klog mand, men også har lært meget af marxisterne. Vi har også noget at lære af Lloyd George.
Det er i øvrigt interessant at lægge mærke til følgende episode i den diskussion, der fulgte efter Lloyd Georges tale:
"Hr. Wallace:
Jeg vil gerne spørge, hvad premierministeren mener, virkningen af hans politik kan blive i industrielle valgkredse på industriarbejderne, hvoraf i øjeblikket så mange er liberale, og fra hvem vi får så megen støtte. Vil resultatet ikke eventuelt blive, at vi fremkalder en overvældende tilgang til Labour Party fra folk, som i øjeblikket er vore venligtsindede støtter?
Premierministeren:
Jeg anlægger et ganske andet syn. Den kendsgerning, at de liberale ligger i indbyrdes strid, driver utvivlsomt mange liberale til i skuffelse at søge ind i Arbejderpartiet, hvor man allerede har et betydeligt antal liberale, meget duelige folk, som er optaget af at miskreditere regeringen. Resultatet er utvivlsomt en væsentlig forstærkelse af den offentlige stemning til fordel for Arbejderpartiet. Stemningen går ikke til de liberale, der står udenfor, men til Labour Party, det viser suppleringsvalgene."
I forbigående sagt viser denne betragtning især, hvor forvirrede selv bourgeoisiets klogeste folk er blevet, og hvordan de ikke kan lade være med at begå uoprettelige dumheder. Dette vil da også føre til bourgeoisiets undergang. Vore folk derimod kan nok begå dumheder (ganske vist på betingelse af at det ikke er alt for store dumheder, og at de bliver rettet i tide), og alligevel vil de stå som sejrherrer til slut.
Det andet politiske dokument var følgende betragtninger af "venstre"-kommunisten, kammerat Sylvia Pankhurst:
"Kammerat Inkpin (British Socialist Party's generalsekretær) kalder Labour Party for 'arbejderbevægelsens hovedorganisation'. En anden kammerat fra British Socialist Party gav på III Internationales konference endnu stærkere udtryk for British Socialist Party's mening. Han sagde: 'Vi betragter Labour Party som den organiserede arbejderklasse.'
Vi deler ikke dette syn på Labour Party. Labour Party er talmæssigt meget stort, selv om en meget væsentlig del af dets medlemmer er uvirksomme og apatiske, det er mænd og kvinder, der er gået ind i fagforeningerne, fordi deres arbejdskammerater er fagforeningsmedlemmer, og fordi de ønsker at få understøttelse.
Men vi indrømmer, at Labour Party's store medlemstal også skyldes, at partiet er et produkt af en tænkemåde, som flertallet af den britiske arbejderklasse endnu ikke er kommet ud over, omend der er ved at foregå en mægtig sindelagsændring i folket, som snart vil ændre dette forhold ...
Det britiske Labour Party vil ligesom socialpatriotiske organisationer i andre lande uundgåeligt under samfundsudviklingens naturlige forløb komme til magten. Det er kommunisternes sag at opbygge de kræfter, som kan styrte socialpatrioterne, og i dette land må vi ikke udsætte dette arbejde eller vakle ...
Vi må ikke formøble vor energi ved at forøge Labour Party's styrke. Det vil uundgåeligt komme til magten. Vi må koncentrere os om at skabe en kommunistisk bevægelse, som kan besejre det. Labour Party vil snart komme til at danne regering, den revolutionære opposition må være parat til at angribe den ... "
Altså, det liberale bourgeoisi opgiver det ærværdige historiske system med (udbytternes) "to partier", som opstod af århundreders erfaringer, og som har været yderst fordelagtigt for udbytterne - idet man finder det nødvendigt at forene de to partiers kræfter i kampen mod Labour Party. En del af de liberale flygter som rotter fra et synkende skib over til Labour Party. Venstre-kommunisterne anser magtens overgang til Labour Party for uundgåelig og erkender, at det nu har arbejdernes flertal med sig. Heraf drager de den mærkværdige slutning, som kammerat Sylvia Pankhurst formulerer sådan:
"Det kommunistiske parti må ikke indlade sig på kompromisser... Det må bevare sin doktrin ren og sin uafhængighed af reformismen uplettet, dets opgave er at gå foran uden at standse eller dreje af, ad den lige vej til den kommunistiske revolution."
Tværtimod, når de fleste engelske arbejdere endnu følger de engelske Kerenskij'er eller Scheidemann'er, når de endnu ikke har gjort erfaringer med en regering af disse folk, erfaringer som både Rusland og Tyskland måtte gøre, før arbejderne i massemålestok begyndte at gå over til kommunismen, så følger ubestrideligt heraf, at de engelske kommunister skal tage del i parlamentsvirksomheden og inden for selve parlamentet skal hjælpe arbejdermasserne til i praksis at se resultaterne af en hendersonsk eller snowdensk regering, at de skal hjælpe Henderson'erne og Snowden'erne med at besejre de forenede Lloyd George'r og Churchill'er. At optræde anderledes er at vanskeliggøre arbejdet for revolutionen, for uden ændring af anskuelserne hos arbejderklassens flertal er revolutionen umulig, og denne ændring skabes gennem massernes politiske erfaringer og aldrig ved propaganda alene. "Fremad uden kompromisser, uden drejninger", når dette siges af et vitterligt magtesløst mindretal af arbejdere, som ved (eller i hvert fald bør vide), at flertallet i løbet af kort tid, forudsat at Henderson og Snowden besejrer Lloyd George og Churchill, vil blive skuffet af deres førere og gå over til at støtte kommunismen (eller i hvert fald til neutralitet og for størstedelen velvillig neutralitet over for kommunisterne) – så er denne parole oplagt fejlagtig. Det svarer til, om 10.000 soldater kastede sig ud i kamp mod 50.000 fjender i stedet for at "standse", "dreje af" og endda gå på "kompromis" for at afvente en forstærkning på 100.000 mand, som er undervejs, men ikke kan gå i aktion med det samme. Sådan noget er intellektuel barnagtighed og ikke alvorlig taktik for en revolutionær klasse.
Revolutionens grundlov, som er blevet bekræftet af alle revolutioner og især alle tre russiske revolutioner i det 20. århundrede, består i følgende: for revolutionen er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver en forandring, for revolutionen er det nødvendigt, at udbytterne ikke kan leve og styre på den gamle vis. Først når de "lavere lag" ikke vil, og de "øvre lag" ikke kan fortsætte på den gamle vis, først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: revolutionen er ikke mulig uden en almen national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne). Følgelig er det for revolutionen nødvendigt for det første at opnå, at flertallet af arbejderne (i hvert fald flertallet af de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og fuldt forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den, for det andet, at de herskende klasser gennemgår en regeringskrise, som trækker selv de mest efterblevne masser ind i politik (et kendetegn på enhver virkelig revolution er den hastige tidobling, ja hundreddobling af antallet af politisk kampdygtige repræsentanter for de arbejdende og undertrykte masser, som hidtil har været apatiske), og som afkræfter regeringen og gør det muligt for de revolutionære at styrte den hurtigt.
I England er, som det blandt andet ses netop af Lloyd Georges tale, begge betingelser for en vellykket proletarisk revolution tydeligt nok ved at modnes. Og venstre-kommunisternes fejl er dobbelt farlig nu, netop fordi der hos visse revolutionære iagttages en utilstrækkelig gennemtænkt, utilstrækkelig opmærksom, utilstrækkelig bevidst og utilstrækkelig forudseende indstilling til hver af de to betingelser. Hvis vi er mere og andet end en revolutionær gruppe, hvis vi er den revolutionære klasses parti, hvis vi ønsker at få masserne til at følge os (og uden det risikerer vi at blive skrålhalse og ikke andet), må vi for det første hjælpe Henderson og Snowden med at slå Lloyd George og Churchill (ja rettere tvinge de første til at slå de sidste, for de første er bange for at sejre!), for det andet må vi hjælpe arbejderklassens flertal til gennem egen erfaring at overbevise sig om, at det er os, der har ret, at altså Henderson'erne og Snowden'erne er ganske uegnede, at de er småborgerlige og forræderiske naturer, som nødvendigvis må spille fallit, for det tredje må vi bringe det tidspunkt nærmere, da skuffelsen over Henderson'erne blandt flertallet af arbejderne bliver grundlaget for, at det med alvorlige chancer for et heldigt resultat bliver muligt straks at styrte en hendersonsk regering, der vil blive endnu mere rådløs og vaklende, når selv den særdeles kloge og særdeles solide, ikke småborgerlige, men storborgerlige Lloyd George står ganske rådløs og svækker sig selv (og hele bourgeoisiet) mere og mere, snart ved sine "rivninger" med Churchill, snart ved sine "rivninger" med Asquith.
Jeg vil udtrykke mig mere konkret. De engelske kommunister bør efter min mening sammenslutte alle deres fire (alle meget svage, nogle af dem overordentlig svage) partier og grupper i ét kommunistisk parti på grundlag af III Internationales principper og obligatorisk deltagelse i parlamentet. Det kommunistiske parti foreslår Henderson'erne og Snowden'erne et "kompromis", en valg-overenskomst: Vi går sammen mod Lloyd Georges alliance med de konservative. Vi deler pladserne i parlamentet i forhold til det stemmetal, arbejderne giver Labour Party eller kommunisterne (ikke ved valgene, men ved en særlig afstemning), vi bevarer vor fuldstændige frihed til agitation, propaganda og politisk virksomhed. Uden denne sidste betingelse kan man naturligvis ikke gå ind i en blok, for det ville være forræderi: de engelske kommunister må hævde og sikre deres fuldkomne frihed til at afsløre folk som Henderson og Snowden lige så absolut som de russiske bolsjevikker hævdede den (gennem femten år, fra 1903 til 1917) og sikrede den over for de russiske Henderson'er og Snowden'er, dvs. mensjevikkerne.
Hvis Henderson'erne og Snowden'erne accepterer en blok på disse betingelser, har vi vundet en fordel, for antallet af pladser i parlamentet er Ingenlunde væsentligt for os, vi jager ikke efter dem, på det punkt vil vi være imødekommende (mens Henderson'erne og især deres nye venner eller nye herrer – de liberale, som er gået over til Independent Labour Party, mest af alt jager efter dette). Vi har vundet en fordel, fordi vi nu vil føre vor agitation ud blandt masserne på et tidspunkt, hvor Lloyd George selv har "opildnet" dem, og vi vil ikke blot hjælpe Labour Party til hurtigere at danne sin regering, men også hjælpe masserne til hurtigere at forstå hele vor kommunistiske propaganda, som vi uden nogen indskrænkninger eller fortielser vil føre mod Henderson'erne.
Afslår Henderson'erne og Snowden'erne en blok med os på disse betingelser, har vi vundet endnu mere. For så har vi straks vist masserne (bemærk at selv i det rent mensjevikiske og helt opportunistiske Independent Labour Party er de menige medlemmer for sovjetterne), at Henderson'erne foretrækker deres nære forbindelse med kapitalisterne frem for en samling af alle arbejdere. Vi har straks vundet noget i forholdet til masserne, som især efter Lloyd Georges glimrende, helt rigtige og (for kommunismen) overordentlig nyttige udredninger vil sympatisere med tanken om en samling af alle arbejdere mod alliancen mellem Lloyd George og de konservative. Vi har straks vundet noget, for vi har vist masserne, at Henderson'erne og Snowden'erne er bange for at besejre Lloyd George, er bange for at tage magten alene og bestræber sig for hemmeligt at opnå støtte hos Lloyd George, der åbent rækker hånden til de konservative mod Labour Party. Man skal lægge mærke til, at bolsjevikkernes propaganda mod mensjevikkerne og de socialrevolutionære (altså de russiske Henderson'er og Snowden'er) hos os i Rusland efter revolutionen af 27. februar 1917 (gl. tidsregning) havde fordel netop i kraft af tilsvarende forhold. Vi sagde til mensjevikkerne og de socialrevolutionære: Tag hele magten, uden bourgeoisiet, I har jo flertallet i sovjetterne (på den l. alrussiske sovjetkongres havde bolsjevikkerne i juni 1917 kun 13 pct. af stemmerne). Men de russiske Henderson'er og Snowden'er var bange for at tage magten uden bourgeoisiet, og da bourgeoisiet trak valgene til den Konstituerende Forsamling ud, fordi de udmærket vidste, at valgene ville give flertal til de socialrevolutionære og mensjevikkerne [2] (som arbejdede nøje sammen i en politisk blok og faktisk kun repræsenterede det småborgerlige demokrati) var de socialrevolutionære og mensjevikkerne ikke i stand til energisk og beslutsomt at bekæmpe disse forhalingsmanøvrer.
Skulle Henderson'erne og Snowden'erne afslå en blok med kommunisterne, vil kommunisterne straks have vundet en fordel med hensyn til erobringen af massernes sympati og kompromittering af Henderson'erne og Snowden'erne, og skulle vi derved gå glip af et par parlamentspladser er det ingenlunde væsentligt for os. Vi vil kun opstille vore kandidater i et ganske forsvindende antal absolut sikre kredse, d.v.s. kredse, hvor opstilling af vore kandidater ikke vil bevirke, at en liberal kandidat vinder over en labourkandidat (et medlem af Arbejderpartiet). Vi vil drive valgagitation, sprede opråb til oplysning om kommunismen og i alle kredse, hvor vi ikke selv har kandidater, opfordre til at stemme på labourkandidaten mod bourgeoisiets kandidat. Kammeraterne Sylvia Pankhurst og Gallacher tager fejl, når de deri ser et forræderi mod kommunismen eller en svigten i kampen mod socialforræderne. Tværtimod, arbejdet for den kommunistiske revolution ville utvivlsomt vinde derved.
De engelske kommunister har i øjeblikket meget ofte svært ved blot at få masserne i tale, svært ved blot at få dem til at høre på sig. Hvis jeg som kommunist står op og erklærer, at jeg opfordrer til at stemme på Henderson mod Lloyd George, vil man sikkert lytte. Og jeg vil populært kunne forklare, ikke blot hvorfor sovjetterne er bedre end et parlament og proletariatets diktatur bedre end Churchills diktatur (maskeret som borgerligt "demokrati"), men også, at jeg med min stemme vil støtte Henderson nøjagtig som rebet støtter den hængte, – at Henderson'ernes snarlige dannelse af deres egen regering vil bevise, at jeg har ret, vil bringe masserne over på min side og vil fremskynde Henderson'ernes og Snowden'ernes politiske død, sådan som det skete for deres meningsfæller i Rusland og Tyskland.
Og hvis man vil indvende, at dette er en alt for "snild" eller indviklet taktik, at masserne ikke vil forstå den, at den vil sprede og splitte vore kræfter og hindre, at de koncentreres om en sovjetrevolution osv., så vil jeg svare disse "venstre"-opponenter: Lad være at tillægge masserne jeres egen doktrinarisme! Masserne i Rusland var sikkert ikke mere kulturelt udviklede, end de er i England, snarere mindre. Og dog forstod masserne bolsjevikkerne, og det har ikke skadet, men gavnet bolsjevikkerne, at de umiddelbart før sovjetrevolutionen, i september 1917, opstillede kandidater til det borgerlige parlament (den Konstituerende Forsamling) og straks efter sovjetrevolutionen, i november 1917, deltog i valgene til den samme Konstituerende Forsamling, som de opløste den 5. januar 1918.
Jeg kan ikke her opholde mig ved den anden uoverensstemmelse mellem de engelske kommunister: hvorvidt de bør indmelde sig i Labour Party eller ikke. Jeg har for lidt materiale om dette spørgsmål, som er særlig kompliceret fordi det britiske Labour Party er noget helt for sig og i sin opbygning slet ikke ligner de sædvanlige politiske partier på det europæiske kontinent. Det sikre er kun, for det første at man også her uvægerligt vil komme på vildspor, hvis man finder på at bygge det revolutionære proletariats taktik på principper som: "Det kommunistiske parti må bevare sin doktrin ren og sin uafhængighed af reformismen uplettet, dets opgave er at gå foran uden at standse eller dreje af, ad den lige vej til den kommunistiske revolution." For den slags principper gentager kun den fejl, de franske blanquistiske kommunarder begik, da de i 1874 proklamerede deres "afvisning" af alle kompromisser og alle mellemstationer. For det andet er det sikkert, at opgaven her som alle vegne består i at forstå at anvende kommunismens almene og grundlæggende principper på de særlige relationer mellem klasser og partier, på de særlige træk i den objektive udvikling hen imod kommunismen, som er karakteristiske for hvert enkelt land, og som man må forstå at studere, opspore og finde frem til.
Men dette må man tale om, ikke blot i forbindelse med kommunismen i England, men i forbindelse med de almene konklusioner, som vedrører kommunismens udvikling i alle kapitalistiske lande. Dette emne vil vi så gå over til.
[1]: