De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: I »The New York Daily Tribune« den 8. august 1853. (Skrevet af K. Marx på engelsk den 22. juli 1853.)
Oversættelse:: Ukendt. Gengivet efer bladets tekst.
På dansk:: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 344-351.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, december 2004.


De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien

London, fredag den 22. juli 1853.

Hvorledes gik det til, at det engelske overherredømme blev etableret i Indien? Stormogulens [1] uindskrænkede magt blev brudt af mogulens vicekonger. Vicekongernes magt blev brudt af mahrattaerne [2] . Mahrat­taernes magt blev brudt af afghanerne, og mens alle kæmpede mod alle, brød briterne ind og kunne undertvinge dem alle. Et land, hvor ikke blot muhammedanere kæmpede mod hinduer, men også stamme mod stamme, kaste mod kaste; et samfund, hvis sammenhold beroede på en slags ligevægt, der var et resultat af almindelig gensidig frastød­ning og solidt rodfæstet afsondrethed af alle dets led: var et sådant land og et sådant samfund ikke forudbestemt til at blive et bytte for erobrere? Selvom vi heller ikke vidste noget om Hindustans tidligere historie, står så ikke den ene store og ubestridelige kendsgerning fast, at Indien netop i dette øjeblik holdes i engelsk trældom af en indisk arme, der underholdes på Indiens bekostning? Indien kunne altså ikke undgå sin skæbne: at blive erobret, og hele dets tidligere historie er, for så vidt den overhovedet er noget, historien om de på hinanden føl­gende erobringer, som det var genstand for. Det indiske samfund har overhovedet ingen historie, i hvert fald ingen historie, man kender noget til. Det, vi kalder dets historie, er kun historien om fremmede erobrere, der afløser hinanden og grundlægger deres riger på det passive grundlag, som dette stivnede samfund, der ikke yder nogen modstand, afgiver. Spørgsmålet er derfor ikke, hvorvidt englænderne havde ret til at erobre Indien, men hvorvidt et Indien, der er erobret af tyrkerne, perserne eller russerne, må foretrækkes frem for et Indien, der er erobret af briterne.

England har en dobbelt mission at udfylde i Indien: en ødelæggende og en skabende: tilintetgørelse af det gamle asiatiske samfund og ska­belse af det materielle grundlag for et vestligt samfund i Asien.

Arabere, tyrker, tatarer, moguler, der efter hinanden oversvømmede Indien, blev snart hinduiserede, da barbariske erobrere ifølge en evig historisk lov bukker under for deres undersåtters højere civilisation. Briterne var de første erobrere, der var hinducivilisationen overlegne og derfor uimodtagelige for den. De ødelagde den, idet de sønderslog de indiske samfund, tilintetgjorde den indiske industri og udjævnede alt, hvad der var stort og ophøjet i det indiske samfund. Historien om deres herredømme i Indien melder næsten kun om ødelæggelse. Endnu træder tegnene på en genfødelse næppe frem under ruinerne. Og alligevel er den begyndt.

Indiens politiske enhed, der i dag er mere konsolideret og af større udstrækning end nogensinde under stormogulen, var den første betin­gelse for dets genfødelse. Denne enhed, der blev påtvunget det af det britiske sværd, styrkes og foreviges nu af den elektriske telegraf. Den af den britiske stabssergent organiserede og indeksercerede hær af indfødte var en uomgængelig betingelse for den indiske selvemancipation, for et Indien, der hører op med at være et bytte for den første den bedste fremmede erobrer. Den frie presse, der for første gang trænger ind i det asiatiske samfund og i det væsentlige ledes af fælles efter­kommere af hinduer og europæere, er en ny og mægtig drivkraft for omskabelsen. Selv zemindar- [3] og ryotwarsystemerne [4] betyder trods al deres modbydelighed to udprægede former for privatejendomsret til jord - som det asiatiske samfund savner i så høj grad. De indiske indfødte, der modstræbende og i ringe antal opdrages i Kaikutta under engelsk opsyn, er en ny klasse, der er ved at vokse frem, som er i be­siddelse af de egenskaber, der kræves for at regere, og som er gennemsyret af europæisk videnskab. Dampen har bragt Indien i regelmæssig og hurtig forbindelse med Europa, har forbundet dets vigtigste havne med havnene ved hele det sydøstlige ocean og udfriet det fra den iso­lerede stilling, der havde været hovedårsagen til dets stagnation. Den dag er ikke mere fjern, da forbindelsen af jernbane og dampskib forkorter afstanden mellem England og Indien til otte dage, hvad afstan­den i tid angår, og da dette fordums eventyrland således faktisk vil blive knyttet til den vestlige verden.

De herskende klasser i Storbritannien har hidtil kun i påkommende tilfælde, kun forbigående og undtagelsesvis været interesserede i In­diens udvikling. Aristokratiet ville erobre det, pengemændene udplyn­dre og industribourgeoisiet underbyde det. Nu har bladet imidlertid vendt sig. Industribourgeoisiet har opdaget, at Indiens forvandling til et reproducerende land har fået afgørende betydning for det, og at det derfor frem for alt er nødvendigt at forsyne det med midler til kunstig vanding og indre samfærdsel. Det har derfor nu til hensigt at spænde et net af jernbaner udover Indien. Og det vil gøre det. Følgerne af dette må blive uoverskuelige.

Det er en notorisk kendsgerning, at Indiens produktivkræfter er lammet af en fuldstændig mangel på midler til transport og til udveksling af dets forskellige produkter. Som følge af mangel på byttemidler viser der sig i Indien mere end noget andet sted social elendighed midt i en naturlig overflod. En kommission, der var nedsat af det britiske underhus i 1848, beviste, at »mens prisen på korn var 6 til 8 sh. pr. quarter i Kandeish, blev det i Ponah, hvor befolkningen døde af sult på gaderne, solgt for 64 til 70 sh., uden at det var muligt at fremskaffe korn fra Kandeish, da lervejene ikke kunne passeres«.

Bygningen er jernbanelinjer kan let stilles i landbrugets tjeneste, idet der på steder, hvor der graves jord ud ved bygningen af jernbanedæmninger, skabes vandingsanlæg, og vandet befordres langs med de forskellige linjer. På denne måde kan vandingen, dette sine qua non for landbruget i Østen, få langt større udbredelse, og derved kan man undgå den lokale hungersnød, der så hyppigt indtræder, og som skyldes mangel på vand. jernbanernes almindelige betydning må set fra dette synspunkt være indlysende, når blot vi husker på, at kunstig vandet jord, selv i distrikterne i nærheden af Ghauts, betaler tre gange så mange skatter, beskæftiger ti eller tolv gange så mange mennesker og afkaster tolv eller femten gange så megen profit som den samme jord uden kunstig vanding.

Jernbanerne ville muliggøre en nedsættelse af militærapparatet og udgifterne til militære formål. Oberst Warren, pladskommandant i Fort St. William, erklærede overfor en speciel kommission, der var nedsat af underhuset:

»Muligheden af at få informationer fra fjerntliggende dele af lan­det i løbet af lige så mange timer, som der for tiden kræves dage og endog uger, og muligheden af at kunne sende instruktioner samt tropper og forråd så hurtigt som muligt, er en faktor af uvurderlig betyd­ning. Tropperne kan stationeres på steder, der ligger længere borte og er sundere end de nuværende, hvorved man ville undgå betydelige tab af menneskeliv som følge af sygdom. I de forskellige depoter ville man behøve mindre mængder af forråd end hidtil, hvorved man ville undgå tab som følge af, at forrådene fordærves på grund af klimaets indflydelse. Antallet af tropper kunne formindskes i direkte forhold til deres kampdygtighed.«

Vi ved, at kommuneorganisationen og det økonomiske grundlag for landsbyfællesskaberne er blevet ødelagt, men deres uheldigste træk, samfundets opløsning i stereotype og adskilte atomer, har overlevet dem. Landsbyens isolation fremkaldte mangelen på veje i Indien, og mangelen på veje bevarede igen landsbyens isolation. På dette grundlag eksisterede kommunen på et vist lavt leveniveau, næsten uden for­bindelse med andre landsbyer, uden de behov og den aktivitet, der er uomgængeligt nødvendige for det sociale fremskridt. Efter at briterne nu har brudt denne landsbyernes træghed, der var sig selv nok, vil jernbanerne tilfredsstille det nye behov efter samfærdsel og forbin­delse. Desuden »vil en af jernbanesystemets virkninger bestå i, at det vil bringe et sådant kendskab til opfindelser og forhold i andre lande og sådanne midler til at opnå dem ind i hver landsby, som jernbanen berører, at det først vil få det arvelige og lønnede landsbyhåndværk i Indien til at lægge alle sine evner for dagen og dernæst vil udfylde det, det mangler«. (Chapman: »Indiens bomuld og handel«.) [5]

Jeg ved, at det engelske industribourgeoisi agter at lyksaliggøre In­dien med jernbaner for at kunne fremskaffe bomulden og de andre råstoffer, som dets fabriker har brug for, med lavere omkostninger. Men hvis man først har indført maskiner i transportvæsenet i et land, der ejer jern og kul, så er man ikke i stand til at forhindre det i at fremstille dem selv. Man kan umuligt opretholde et jernbanenet i et land af så uhyre dimensioner uden samtidig at indføre alle de indu­strielle processer, der behøves for at tilfredsstille jernbanetrafikkens umiddelbare og løbende krav. Heraf følger med nødvendighed anven­delsen af maskiner i sådanne industrigrene, der ikke hænger umiddel­bart sammen med jernbanen. Således vil jernbanesystemet i Indien fak­tisk blive forløberen for en moderne industri. Dette vil så meget mere være tilfældet, som de britiske myndigheder selv siger om inder­ne, at de har en særlig evne til at tilpasse sig efter fuldstændig nye arbejdsmetoder og tilegne sig de nødvendige tekniske kundskaber. Et slående bevis herfor er den dygtighed og behændighed, med hvilken de indfødte maskinister i mønten i Kalkutta arbejder, hvor de i årevis har passet dampmaskiner. Det samme gælder om de indfødte, der passer de forskellige dampmaskiner i kuldistriktet Hurdwar, og i andre tilfælde. Hvor meget hr. Campbell end står under indflydelse af East India Company's fordømme, så må han alligevel indrømme, »at det indiske folks store masse er i besiddelse af stor industriel energi, har gode evner til kapitalakkumulation og har en bemærkelsesværdig mate­matisk begavelse, anskuelsesevne og talent for eksakte videnskaber«. »Deres intelligens«, siger han, »er fremragende«. Den moderne indu­stri, der har sit udspring i jernbanesystemet, vil opløse den overleverede arbejdsdeling, som de indiske kaster, de afgørende hindringer for indisk fremskridt og indisk magt, hviler på.

Alt, hvad det engelske bourgeoisi kan blive tvunget til at gøre, vil hverken befri folkets masse eller i væsentlig grad forbedre dets sociale stilling, der ikke alene er afhængig af produktivkræfternes udvikling, men også af folkets tilegnelse af dem. Det, det engelske bourgeoisi i alle tilfælde vil gøre, er at skabe de materielle forudsætninger for begge dele. Har bourgeoisiet nogensinde gjort mere? Har det nogensinde bevirket et fremskridt uden at slæbe individer og hele folkeslag gennem blod og snavs, elendighed og ydmygelse?

Inderne vil ikke høste frugterne af de nye samfundselementer, som det britiske bourgeoisi har strøet ud blandt dem, sålænge den klasse, der nu hersker i Storbritannien, ikke er blevet fortrængt af industriproletariatet, eller hinduerne selv er blevet stærke nok til fuldstændigt at afkaste det engelske åg. I hvert fald må man i en mere eller mindre nær fremtid med sikkerhed vente en genfødelse af dette store og inter­essante land, hvis ædle menneskerace - for at bruge fyrst Saltykovs udtryk - selv i de laveste klasser er »finere og behændigere end ita­lienerne [6] «; hvis underdanighed endogså udlignes af en vis rolig fornemhed, der uagtet sin naturlige langmodighed forbavser de britiske officerer ved sin dristighed; hvis land var det sted, hvor vore sprog og religioner fødtes, og som i jat'erne legemliggør typen på de gamle germanere og i brahmanerne de gamle grækere [7] .

Jeg kan ikke forlade det indiske spørgsmål uden nogle slutbemærk­ninger.

Den borgerlige civilisations dybe hykleri og det barbari, der er den medfødt, ligger klart for dagen, så snart vi fra dens hjemland, hvor den bestræber sig for at optræde med mere respektable manerer, vender os til kolonierne, hvor den går nøgen omkring. Bourgeoisiet er ejendommens beskytter, men har et revolutionært parti nogensinde fremkaldt sådanne agrarrevolutioner som dem i Bengalen, Madras og Bombay? Har bourgeoisiet i Indien, for at bruge den store røver lord Clives eget udtryk, ikke taget sin tilflugt til grusomme udpresninger, når alminde­lig korruption ikke kunne holde skridt med dets grådighed? Har det ikke samtidig med, at det i Europa talte om nationalgældens urørlige helligdom, konfiskeret rajah'ernes dividende i Indien, da disse havde anbragt deres private penge i selve kompagniets fonds? Har det ikke, samtidig med at det bekæmpede den franske revolution under påskud af at forsvare »vor hellige religion«, forbudt al propaganda for kri­stendommen i Indien, og har det ikke, for at lokke penge ud af lommen. på de pilgrimme, der strømmer til templerne i Orissa og Bengalen, drevet forretning med myrderiet og prostitutionen, som foreviges i Juggernauts tempel? Sådan er »ejendommens, ordenens, fami­liens og religionens« mænd.

De ødelæggende virkninger, den engelske industri har haft på et land som Indien, der er lige så stort som Europa og omfatter 150 il­lioner acres, er tydelige og frygtelige. Vi må imidlertid ikke glemme, at de kun er det organiske resultat af hele det produktionssystem, der eksisterer for tiden. Denne produktion hviler på kapitalens overherredømme. Kapitalens koncentration er af afgørende betydning for kapi­talens eksistens som uafhængig magt. Den ødelæggende virkning, den­ne koncentration har på verdensmarkedet, afslører kun i kæmpedimen­sioner den politiske økonomis iboende organiske love, der i vore dage er i virksomhed i hver by i den civiliserede verden. Historiens borgerlige periode må skabe det materielle grundlag for en ny verden - på den ene side verdenssamfærdselen, som hviler på folkenes afhængighed saf hinanden, og midlerne til denne samfærdsel; på den anden side udviklingen af menneskets produktivkræfter og forvandlingen af den materielle produktion til et videnskabeligt herredømme over naturkræfterne. Bourgeoisiets industri og handel skaber disse materielle forudsætninger for en ny verden på samme måde, som geologiske revolu­tioner har skabt jordens overflade. Når en stor social revolution engang har overtaget bourgeoisepokens resultater, verdensmarkedet og de mo­derne produktivkræfter, og stillet dem under de mest fremskredne nationers fælles kontrol, først da vil det menneskelige fremskridt høre op med at ligne hin afskyelige hedenske afgud, der kun ville drikke nektar af de dræbtes hovedskal.


Noter

[1]: Stormogulen: de indisk-muhamedanske kejseres titel; de stammede fra det tyrkiske Babur dynasti og begyndte deres magtperiode i 1526. - Red.

[2]: Mahrattaerne: en folkegruppe i Centralindien, der rejste sig mod muhamedanerne og i det 18. århundredes begyndelse dannede en konføderation af feudale fyrstedømmer. - Red.

[3]: Zenzindarer: nye storgrundejere, indsat af englænderne, udvalgt blandt tidligere skatteopkrævere og ågerkarle. Jorden eksproprieredes fra indiske bønder. Zemindarsystemet var udbredt i Nordindien. - Red.

[4]: Ryotwar: forpagtning på ubegrænset tid, indført af englænderne i Syd¬indien (Madras og Bombay præsidentskaberne). Det tillod de engelske myn¬digheder at udleje jord til bønderne på særlig hårde vilkår. - Red.

[5]: J. Chapman: The Cotton and Commerce of India, London 1851. — Red.

[6]: Marx citerer A. D. Saltykovs bog: Lettres sur l'Inde, Paris 1848. - Red.

[7]: Jat'er: en stamme i Nordvestindien. - Red.


De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere