Tilbage
Det Kommunistiske Manifest
Nste

Af forord til den tyske udgave 1890

Manifestet har ført en ejendommelig tilværelse. Da det fremkom, hilstes det (som de oversættelser, der er nævnt i det første forord, beviser) med begejstring af den videnskabelige socialismes endnu fåtallige fortrop, men snart blev det trængt i baggrunden af den reaktion, der satte ind med Pariserarbejdernes nederlag i juni 1848, og endelig blev det ved dommen over kommunisterne i Köln i november 1852 "i lovens navn" lyst i band. Da den arbejderbevægelse, som Februarrevolutionen fremkaldte, forsvandt fra den offentlige skueplads, trådte også manifestet i baggrunden.

Da den europæiske arbejderklasse igen var kommet tilstrækkelig til kræfter til at foretage et nyt fremstød mod de herskende klassers magt, opstod Den internationale arbejderassociation. Dens mål var at smelte hele den kamplystne arbejdermasse i Europa og Amerika sammen til én stor sluttet hær. Den kunne derfor ikke tage sit udgangspunkt i de grundsætninger, manifestet indeholder. Den måtte have et program, der ikke lukkede døren i for de engelske fagforeninger, de franske, belgiske, italienske og spanske proudhonister og de tyske lassalleanere [1] . Udkastet til dette program – de betragtninger, der ligger til grund for Internationales statutter – skrev Marx med et mesterskab, som selv Bakunin og anarkisterne måtte anerkende. Med hensyn til den endelige sejr for de sætninger, som manifestet opstillede, stolede Marx udelukkende på arbejderklassens intellektuelle udvikling, sådan som den nødvendigvis måtte fremgå af den forenede aktion og af diskussionen. Begivenhederne og omskiftelserne i kampen mod kapitalen, nederlagene i endnu højere grad end sejrene, kunne ikke andet end vise de kæmpende det utilstrækkelige i alle hidtil anvendte universalmidler og gøre deres hjerner mere modtagelige for en grundig indsigt i de sande betingelser for arbejderens frigørelse. Og Marx havde ret. Arbejderklassen var i 1874, da Internationalen blev opløst, en ganske anden, end den var i 1864 ved dens grundlæggelse. Proudhonismen i de romanske lande, den særlige lassalleanisme i Tyskland var ved at uddø, og selv de daværende stokkonservative engelske fagforeninger kom lidt efter lidt så langt, at præsidenten på deres kongres i Swansea 1887 i deres navn kunne sige: "Fastlandets socialisme virker ikke længere afskrækkende på os". Fastlandets socialisme – det var imidlertid i 1887 næsten udelukkende den teori, som manifestet forkynder. Og sådan genspejler manifestets historie til en vis grad den moderne arbejderbevægelses historie siden 1848. I vor tid er manifestet uden tvivl det mest udbredte, det mest internationale være inden for hele den socialistiske litteratur, det fælles program for mange millioner arbejdere i alle lande fra Sibirien til Californien.

Og dog, da det udkom, ville vi ikke have turdet at kalde det et socialistisk manifest. I 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. På den ene side tilhængere af de forskellige utopiske systemer, særlig owenisterne i England og fourieristerne i Frankrig; begge disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. På den anden side alle mulige sociale kvaksalvere, som med deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville fjerne de sociale misforhold uden i mindste måde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfælde: folk, der stod udenfor arbejderbevægelsen, og som tværtimod søgte støtte i de "dannede" klasser. Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrækkelige i omvæltninger af rent politisk art og krævede en grundig omformning af samfundet. Det var en kommunisme, der kun var groft udarbejdet; den var kun instinktiv, tit noget umoden; men den var kraftig nok til at frembringe to systemer af utopisk kommunisme, i Frankrig Cabets "ikariske", i Tyskland Weitlings system. Socialisme betegnede i 1847 en bourgeoisibevægelse, kommunisme en arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert fald på fastlandet, salonfähig, kommunismen det modsatte. Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at "arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk", så kunne vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vælge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det.

"Proletarer i alle lande, foren jer!" Kun få stemmer svarede, da vi for 42 år siden råbte disse ord ud over verden, lige før den første revolution i Paris, da proletariatet trådte frem med sine egne krav. Men den 28. september 1864 sluttede proletarer i de fleste vesteuropæiske lande sig sammen til den mindeværdige Internationale arbejderassociation. Internationalen selv levede ganske vist kun ni år. Men at det evige forbund af proletarer i alle lande, som den grundlagde, lever endnu og lever kraftigere end nogensinde, dét er der ikke noget bedre bevis for end netop dagen i dag. For i dag, da jeg skriver disse linjer, holder det europæiske og amerikanske proletariat revy over sine stridskræfter, der er mobiliseret for første gang, mobiliseret som én hær, under én fane og for ét førstemål: lovfæstet otte timers normalarbejdsdag, sådan som det allerede var proklameret af Internationales kongres i Genève i 1866 og igen 1889 af arbejderkongressen i Paris. Og det skue, vi er vidne til i dag, vil lukke øjnene op på kapitalister og jorddrotter i alle lande, så de kan se, at i dag er virkelig proletarerne i alle lande forenet.

Havde Marx blot endnu stået ved min side, så han kunne have set dette med egne øjne!

London, den 1. maj 1890

 


Noter

[1]: Lassalle personlig erklærede altid over for os, at han anså sig for at være "elev" af Marx, og som sådan stod han selvfølgelig på manifestets grund. Anderledes forholder det sig med de af hans tilhængere, som ikke gik ud over hans krav om produktionsforeninger med statsstøtte, og som inddelte hele arbejderklassen i statshjælpsfolk og selvhjælpsfolk. (Anmærkning af Engels).


Tilbage
Det Kommunistiske Manifest
Nste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere