Tilbage
Hvad er fascisme – og hvordan kan den bekæmpes (Artikelsamling)
Næste

Den fascistiske fare truer i Tyskland

Fra: Vendingen i den kommunistiske Internationale og den tyske situation

Kominterns officielle presse beskriver valgresultatet i Tyskland som en enorm sejr for kommunismen, der sætter spørgsmålet om en tysk sovjet-republik på dagsordenen. De bureaukratiske optimister ønsker ikke at reflektere over betydningen af de styrkeforhold, valgresultatet afslører. De analyserer den kommunistiske stemmefremgang uafhængigt af de revolutionære opgaver, situationen skaber, og de hindringer, den sætter op. Det kommunistiske parti fik omkring 4.600.000 stemmer mod 3.300.000 i 1928. I "normale" parlamentariske situationer er 1.300.000 stemmer en betragtelig fremgang, også selv om vi tager stigningen i antallet af afgivne stemmer i betragtning. Men partiets fremgang blegner totalt ved siden af fascisternes spring fra 800.000 til 6.400.000 stemmer. Af ikke mindre betydning for vurderingen af valgresultatet er den kendsgerning, at Socialdemokratiet trods et markant stemmetab har fastholdt sine centrale kadrer og stadig får betydeligt flere arbejderstemmer end det kommunistiske parti.

Men hvis vi stillede os selv spørgsmålet, hvilken kombination af internationale og nationale forhold, der vil kunne få arbejderklassen til at slutte sig til kommunismen med større hast, så kunne vi ikke finde et eksempel på mere gunstige betingelser for en sådan udvikling end den nuværende situation i Tyskland: Youngs fælde, [1] den økonomiske krise, rådvildheden blandt de herskende, parlamentarismens krise, Socialdemokratiets frygtelige selvafsløring, da det var ved magten. Set ud fra disse konkrete historiske omstændigheder er det tyske kommunistiske partis vægt i landets sociale liv stadig forholdsvis lille på trods af fremgangen på 1.300.000 stemmer.

Kommunismens svage stilling, der er uadskilleligt forbundet med Kominterns politik og funktionsmåde, viser sig endnu tydeligere, hvis vi sammenligner det kommunistiske partis aktuelle sociale forankring med de konkrete og uopsættelige opgaver, som de nuværende historiske forhold stiller det overfor.

Det er sandt, at det kommunistiske parti ikke selv forventede denne fremgang. Men dette beviser, at påvirkningen fra fejltagelser og nederlag har vænnet ledelsen af de kommunistiske partier fra at se de store mål og perspektiver. Hvis det i går undervurderede sine egne muligheder, så undervurderer det i dag så meget mere sine vanskeligheder. På denne måde multipliceres den ene fare med den anden.

Og dog er det første kendetegn for et ægte revolutionært parti - at det er i stand til at se kendsgerningerne i øjnene ...

For at den sociale krise kan føre til en proletarisk revolution er det, sammen med andre betingelser, nødvendigt, at der sker en afgørende drejning af de småborgerlige klasser i retning af proletariatet. Dette giver proletariatet en chance for at sætte sig i spidsen for nationen som dens leder.

Det sidste valg afslørede - og det er heri, dets vigtigste symptomatiske betydning ligger - en ændring i modsat retning. Under krisens slag svingede småborgerskabet ikke i retning af den proletariske revolution, men i retning af den mest yderligtgående imperialistiske reaktion, og det trak en betragtelig del af proletariatet med sig.

Nationalsocialismens gigantiske vækst er et udtryk for to faktorer: en dyb social krise, der kaster de småborgerlige masser ud af balance, og mangelen på et revolutionært parti, som folkets masser kunne anerkende som en revolutionær ledelse. Hvis det kommunistiske parti er partiet for det revolutionære håb, så er fascismen som massebevægelse partiet for kontrarevolutionær desperation. Når det revolutionære håb har grebet hele den proletariske masse, trækker det uundgåeligt en betragtelig og voksende del af småborgerskabet med sig på vejen mod revolutionen. Netop på dette område viste valgresultatet det modsatte billede: Kontrarevolutionær desperation greb den småborgerlige masse med en sådan styrke, at den trak store dele af proletariatet med sig.

Fascismen i Tyskland er blevet en virkelig fare, som et akut udtryk for det borgerlige regimes hjælpeløse situation, for Socialdemokratiets konservative rolle i dette regime og for det kommunistiske partis magtesløshed til at afskaffe det. Den, der benægter dette, er enten blind eller en pralhals ...

Faren får særlig aktualitet i forbindelse med spørgsmålet om udviklingens tempo, som ikke afhænger af os alene. Den politiske feberkurves malaria-agtige karakter, som den afsløres af valget, taler for den kendsgerning, at den nationale krise kan komme til at udvikle sig i et meget hurtigt tempo. Med andre ord: Begivenhedernes forløb i Tyskland kan på et nyt historisk plan i meget nær fremtid genoplive den gamle tragiske modsætning mellem den revolutionære situations modenhed på den ene side og det revolutionære partis svaghed og strategiske impotens på den anden. Dette må siges klart, åbent og frem for alt: i tide ...

Fra Moskva er der allerede blevet givet signal til en bureaukratisk prestigepolitik, som dækker over gårsdagens fejltagelser og forbereder morgendagens med falske råb om den nye linjes triumf. Mens det enormt overvurderer partiets sejr, enormt undervurderer vanskelighederne og endog fortolker fascismens triumf som en positiv faktor for den proletariske revolution, forklarer Pravda ikke desto mindre kort: "Partiets succeser må ikke gøre os svimle". Den stalinistiske ledelses forræderiske politik er tro mod sig selv endog her. Analysen af situationen fremstilles i den ukritiske radikalismes ånd. På denne måde skubbes partiet bevidst ud på eventyrpolitikkens vej. På samme tid forbereder Stalin på forhånd sit alibi ved hjælp af den rituelle frase om "svimmelhed". Det er præcist denne politik: kortsynet, skruppelløs, som kan ødelægge den tyske revolution ...

Kan styrken i de tyske socialdemokratiske arbejderes konservative modstand beregnes på forhånd? Nej, den kan ikke. I lyset af det seneste års begivenheder kan denne styrke forekomme gigantisk. Men sandheden er, at hvad der mest af alt hjalp med til at holde sammen på Socialdemokratiet, er det tyske kommunistiske partis forkerte politik, som fandt sin højeste generalisering i den absurde teori om socialfascismen. For at kunne måle den virkelige modstand i de socialdemokratiske rækker kræves der et andet måleinstrument, og det vil sige en korrekt kommunistisk taktik. Under denne forudsætning - og det er ikke nogen lille forudsætning - kan omfanget af uenighed i Socialdemokratiet afsløres på relativ kort tid.

I en anden forstand gælder det, der er sagt ovenfor, også for fascismen. Den udsprang, bortset fra de andre eksisterende forudsætninger, fra rystelserne i Stalin-Zinoviev-stategien. [2] Hvor stærkt står den til en offensiv? Hvordan er dens stabilitet? Har den nået sit kulminationspunkt, som optimisterne i embeds medfør (Kominterns og det kommunistiske partis funktionærer) forsikrer os, eller er den kun nået til det første trin på stigen? Dette kan ikke forudsiges mekanisk. Det kan kun afgøres gennem handling. Netop med hensyn til fascismen, som er en barberkniv i klassefjendens hænder, kan Kominterns forkerte politik frembringe fatale resultater på kort tid. På den anden side kan en korrekt politik - ikke på så kort sigt, det er rigtigt - underminere fascismens positioner ...

Hvis det kommunistiske parti på trods af de særdeles gunstige omstændigheder har vist sig ude af stand til seriøst at udfordre Socialdemokratiets organisation ved hjælp af formlen for socialfascisme, så truer den virkelige fascisme nu denne organisation - ikke ved hjælp af ordrige formler af såkaldt radikal art, men med kemiske formler for sprængstof. Ligegyldigt hvor sandt det er, at Socialdemokratiet med hele sin politik forberedte fascismens opblomstring, så er det ikke mindre sandt, at fascismen rykker frem som en dødelig trussel mod det samme Socialdemokrati, hvis hele storhed er uløseligt forbundet med parlamentarisk-demokratisk-pacifistiske former og metoder for regering ...

En politik for en arbejder-enhedsfrontspolitik udspringer direkte af denne situation. Den åbner enorme muligheder for det kommunistiske parti. Men det er en betingelse for succes, at man forkaster "socialfascismens" teori og praksis, hvis skadelige virkning bliver en aktuel trussel under de nuværende omstændigheder. Den sociale krise vil uundgåeligt frembringe dybe spaltninger i Socialdemokratiet. Massernes radikalisering vil påvirke socialdemokraterne. Vi kan ikke undgå at lave aftaler med forskellige socialdemokratiske organisationer og fraktioner mod fascismen, idet vi i den forbindelse for øjnene af masserne stiller konkrete betingelser til lederne ...

Vi må forlade den tomme, officielle frase om enhedsfront og vende tilbage til enhedsfrontens politik, som den blev formuleret af Lenin og altid anvendt af bolsjevikkerne i 1917.

Leon Trotskij, 1930


Noter

[1]: Youngs fælde. Efter Young-planen, udarbejdet af Owen D. Young, en forrretningsmand fra USA, som fungerede som generalsekretær for den tyske genopbygning. Young-planen var en plan for, hvordan Tyskland kunne betale sin "krigsgæld" uden at det vakte for stor modstand i befolkningen.

[2]: Zinoviev-Stalin-strategien. Gregorij Y. Zinoviev (1883-1936) ledede Komintern fra 1919, til han blev fjernet af Stalin i 1926. Dannede sammen med Kamenev en blok med Stalin (trojkaen) mod Trotskij efter Lenins død. Under trojkaens magtudøvelse var Komintern præget af en udpræget opportunistisk linje, som forte til en række nederlag, bl.a. den mislykkede revolution i Tyskland i 1923, som blev afblæst på trojkaens ordrer. Brød senere med Stalin og sluttede sig til Trotskijs venstreopposition, men kapitulerede igen til Stalin efter Trotskijs deportation. Ekskluderet af partiet i 1932, henrettet under Moskva-processerne.


Tilbage
Hvad er fascisme – og hvordan kan den bekæmpes (Artikelsamling)
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere