Ærlig løn for ærligt arbejde!

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: Trykt usigneret som leder i arbejderavisen »The Labour Standard«, nr. 1, 7. maj 1881 (skrevet F. Engels 1.-2. maj 1881)
Oversættelse: Ukendt.
På dansk: i Karl Marx »Løn, pris og profit«, s. 66-68, Mondes Forlag, København/Oslo, 1933.
Online version: Overført af Lars Henrik Carlskov, dec. 2008.


Ærlig løn for ærligt arbejde!

Det har nu i de sidste 50 år været den engelske arbejderbevægelses valgsprog. Det har gjort god nytte dengang, da fagforeningerne (trade-unions) efter afskaffelsen af de skændige love imod organisationsretten begyndte at udvikle sig. Endnu mere gavn gjorde det på den berømmelige chartistbevægelses [1] tid, da de engelske arbejdere marcherede i spidsen for Europas arbejdende klasse. Men tiderne skrider fremad. Og mange ting, som for 50, ja for 30 år siden var ønskelige og nyttige, er nu forandret og blevet ubrugelige. Hører det gamle ærværdige kampråb også til disse ting?

Ærlig løn for ærligt arbejde? Jamen hvad er da en ærlig løn og hvad er ærligt arbejde? Hvordan betinges de af de love, som samfundet udvikler sig efter? For at få et svar herpå må vi ikke beråbe os på videnskaben om moral, eller på retfærdighed, heller ikke på en eller anden sentimental følelse af menneskelighed, billighed eller endog godgørenhed. Hvad der moralsk eller selv efter loven er rigtigt, er aldeles ikke derfor socialt retfærdigt. Hvad der socialt er retfærdigt eller uretfærdigt, det kan kun fastslås af en videnskab, som tager de materielle kendsgerninger indenfor produktionen i betragtning, af den nationaløkonomiske videnskab.

Hvad er nu ifølge nationaløkonomien en retfærdig dagløn og et retfærdigt dagsarbejde? Ganske simpelt en arbejdsdags lønarbejde, varighed og intensitet, sådan som det betinges af arbejdskøberens konkurrence med arbejderen på det fri marked. Og hvad er det, som fastslås på denne måde?

En retfærdig dagløn er under normale omstændigheder den sum, som arbejderen – i overensstemmelse med sine omgivelsers og sit lands levefod – behøver for at forskaffe sig de midler, som sætter ham i stand til at arbejde og forplante sin slægt videre. Den virkelige løn kan på grund af svingninger i industrien undertiden ligge over eller under dette gennemsnit.

Et retfærdigt dagværk er varigheden af og anstrengelsen ved et virkeligt arbejde, som hver dag forbruger arbejderens fulde arbejdskraft uden at sætte ham ud af stand til at yde samme arbejdskvantum næste dag.

Dette kredsløb, som stadig gentager sig, kan beskrives på følgende måde: arbejderen giver kapitalisten sin fulde arbejdskraft, det vil sige så meget som han kan give for at være i stand til vedblivende at gøre dette. Til gengæld modtager han af denne så meget og ikke mere til eksistensmidler, end der kræves for at kunne gentage det samme arbejde hver dag. En mærkelig retfærdighed!

Men lad os gå dybere til bunds i dette emne. Da løn og arbejde efter økonomiens teorier er betinget af konkurrencen, synes retfærdigheden at forlange, at begge parter har lige betingelser og er ens stillet, når de indgår arbejdsoverenskomsten. Men det er ikke tilfældet. Hvis kapitalisten ikke kan blive enig med arbejderen, kan han vente og tære på sin kapital. Det kan arbejderen ikke. Han har kun sin løn at leve af, og han må derfor tage arbejde på de dårligste betingelser. Sulten driver ham med frygtelig magt. Og alligevel hævder de borgerlige klassers økonomer, at dette er retfærdighedens toppunkt.

Men det er dog kun småting. Anvendelsen af mekanisk kraft og maskiner i nye bedrifter og udbredelsen og forbedringen af maskiner i gamle bedrifter gør stadig folk arbejdsløse. Og dette sker i langt hurtigere tempo end det, hvori den arbejdskraft, som er blevet overflødig, igen kan tages i industriens tjeneste. Denne overflødige arbejdskraft står til kapitalens rådighed som en industriel reservearmé. Når markedskonjunkturen er dårlig, kan arbejderen sulte ihjel, tigge, stjæle eller endog komme på tvangsarbejdsanstalter. Er konjunkturen gunstig, så kan han få lov til at arbejde for at udvide produktionen. Og lige til det øjeblik, da den sidste mand, den sidste kvinde og det sidste barn i reservearmeen har fået arbejde – hvad der på ny forudsætter den vildeste overproduktion – trykker konkurrencen lønnen ned, mens kapitalens magt styrkes i kampen med arbejdet på grund af reservearmeens eksistens. I væddeløbet med kapitalen bliver arbejderen ikke alene drevet frem af sulten, han må desuden slæbe på en kanonkugle, der er smedet til hans ben. Og det er efter den kapitalistiske økonomi retfærdighed.

Lad os nu undersøge, hvad kapitalen betaler denne “retfærdige” løn af. Af kapitalen selvfølgelig. Men kapitalen frembringer ingen værdier. Arbejdet er, bortset fra jorden, den eneste kilde til rigdom. Kapital er ikke andet end opsparet arbejde. Heraf følger, at arbejdernes løn betales af arbejdet, arbejderen belønnes med frugterne af sit eget arbejde. Efter den almindelige opfattelse af retfærdighed måtte arbejderens løn bestå af hans arbejdes samlede frugter. Men det ville ifølge nationaløkonomien ikke være retfærdigt. Tværtimod, arbejderens arbejdsfrugter lægger kapitalisten beslag på, og arbejderen får ikke mere af dem end de nødvendige midler til at leve for. Og resultatet af denne overmåde “retfærdige” konkurrencekamp er, at arbejdsprodukterne fra de mennesker, som arbejder, bliver samlet på deres hænder, som ikke arbejder, og i deres hænder bliver det mægtigste middel til at lægge alle, som har frembragt den således samlede rigdom, i slaveriets lænker. Ærlig løn for ærligt arbejde!

Af det foregående fremgår det soleklart, at der i sin tid har været god mening i det gamle valgsprog, og at det nu ikke mere kan gøre nytte. Gid altså arbejderne ville begrave det gamle kampråb og erstatte det med et bedre: Produktionsmidlerne: råstoffer, fabrikker og maskiner til det arbejdende folk!


Noter

[1]: Chartistbevægelsen: Arbejderbevægelse i England 1830-50, der bl.a. kæmpede for almindelig stemmeret.


Ærlig løn for ærligt arbejde!

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere