Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

3. Fra bolsjevismens historie (anden del)

Bolsjeviktendensen voksede og tog form på basis af erfaringerne med 1905-revolutionen, som Lenin beskrev som ¬»generalprøven på Oktober¬«. Og dog har Monty Johnstone intet at sige om hele perioden fra London-kongressen i 1903 og indtil perioden i 1910-12. √Öbenbart skete der ikke meget i Rusland! Johnstones tavshed er ikke tilfældig. Ved at overspringe erfaringerne fra 1905 og de efterfølgende forsøg på genforening af det russiske Socialdemokrati, forstærker han det forkerte indtryk, som han allerede har skabt, at bolsjevismen og mensjevismen igennem hele perioden (tretten eller fjorten år...) fremstod som modsatte, urokkelige poler - naturligvis hele tiden med Trotskij stående ¬»uden for Partiet¬«.

Trotskij i 1905

Hvilken rolle spillede Trotskij i 1905-revolutionen, og hvad var hans forhold til Lenin og til bolsjevikkerne? Lunacharsky, som på den tid var en af Lenins nærmeste medarbejdere, skriver i sine erindringer:

¬»Jeg må sige, at af alle de socialdemokratiske ledere i 1905-6 viste Trotskij sig utvivlsomt, trods sin ungdom, at være den bedst forberedte. Mindre end nogen anden af dem var han mærket af en vis form for emigrantsnæversyn. Trotskij forstod bedre end alle de andre, hvad det ville sige at føre den politiske kamp på et bredt nationalt plan. Han havde under revolutionen opnået en enorm popularitet, mens hverken Lenin eller Martov overhovedet havde opnået noget som helst. Plekhanov havde tabt en hel del, takket være sin fremvisning af Kadetlignende (dvs. liberale) tendenser. Trotskij stod da i den allerforreste række.¬«(Lunacharsky, Revolutionary Silhouettes, s. 37)

Trotskij var formand for Petersborgsovjetten af Arbejderdelegerede, den mest fremtrædende af de organisationer, som Lenin beskrev som ¬»forstadierne til den revolutionære magts organer¬«. De fleste af sovjettens manifester og resolutioner var forfattet af Trotskij, som også var redaktør på dens avis, ‚ÄėIzvestia‚Äô. Bolsjevikkerne i Petersborg havde ikke forstået vigtigheden af sovjetten og var kun svagt repræsenteret i den. Lenin skrev fra sit eksil i Sverige til den bolsjevikiske avis, ‚ÄėNovaja Zizn‚Äô, og opfordrede bolsjevikkerne til at indtage en mere positiv indstilling til sovjetten, men brevet blev ikke trykt og så først dagens lys 34 år senere.

Denne situation skulle gentage sig ved hvert kritisk punkt i den russiske revolutions historie; forvirringen og den skiftende kurs hos partilederne inde i Rusland, når de stod overfor behovet for et dristigt initiativ uden Lenins vejledning til rådighed.

Trotskijs politiske standpunkt og dets forhold til Lenins id√©er vil blive behandlet mere detaljeret i afsnittet om den permanente revolution. Sagens kerne var den revolutionære bevægelses indstilling til borgerskabet og de såkaldte ¬»liberale¬« partier. Det var på dette spørgsmål, Trotskij brød med mensjevikkerne i 1904. I lighed med Lenin ringeagtede Trotskij Dans, Plekhanovs og andres klassesamarbejdspolitik og pegede på proletariatet og bønderne som de eneste faktorer, der var i stand til at føre revolutionen til ende.

I 1905 brugte Trotskij avisen ‚ÄėNachalo‚Äô, som havde masseudbredelse, til at fremlægge sine synspunkter om revolutionen, synspunkter, der var tæt på bolsjevikkernes og i direkte opposition til mensjevismen. Det var naturligt, at bolsjevikkernes og Trotskijs arbejde om revolutionen skulle være i overensstemmelse, trods den bitre diskussion ved den 2. kongres. Således var der samarbejde mellem Trotskijs ‚ÄėNachalo‚Äô og den bolsjevikiske ‚ÄėNovaja Zizn‚Äô, som blev redigeret af Lenin, og de støttede hinanden mod reaktionens angreb uden at føre polemik imod hinanden. Den bolsjevikiske avis modtog det første nummer af ‚ÄėNachalo‚Äô på følgende måde:

¬»Det første nummer af ‚ÄėNachalo‚Äô er udkommet. Vi byder en våbenfælle velkommen i kampen. Det første nummer udmærker sig ved den fine beskrivelse af oktoberstrejken, skrevet af kammerat Trotskij.¬«

Lunacharsky skriver, at da en eller anden fortalte Lenin om Trotskijs succes i sovjetten, ¬»formørkedes Lenins ansigt et øjeblik¬«. Så sagde han: ¬»Nå, men kammerat Trotskij har fortjent det med sit utrættelige og imponerende arbejde.¬«

Revolutionens fremskridt havde givet en fantastisk inspiration for bevægelsen for en samling af den russiske marxismes styrker. Bolsjevikiske og mensjevikiske arbejdere kæmpede skulder ved skulder under de samme slagord; konkurrerende partikomit√©er slog sig spontant sammen, og til sidst, efter forslag fra den bolsjevikiske Centralkomit√©, der nu igen omfattede Lenin, blev der nu truffet foranstaltninger til en genforening. Trotskij havde hele tiden talt for en genforening i sin avis ‚ÄėNachalo‚Äô, og havde forsøgt at holde sig uden for fraktionskampen, men blev arresteret og fængslet for sin rolle i sovjetten før den 4. (enheds)kongres fandt sted i Stockholm. Kongressen trådte sammen i maj 1906, men allerede på dette tidspunkt var den revolutionære bølge i tilbagegang, og dermed mensjevikkernes kampånd og ¬»venstredrejede¬« taler. Plekhanov beklagede allerede massernes ¬»forhastede¬« aktion med sin berømte sætning: ¬»De burde ikke have grebet til våben.¬« En konflikt var uundgåelig mellem de konsekvent revolutionære og dem som allerede var ved at opgive masserne og indstille sig på reaktionen.

Stockholm-kongressen

De væsentligste stridspunkter mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne ved Stockholm-kongressen var følgende:

1. bondespørgsmålet

2. holdningen til de borgerlige partier

3. holdningen til parlamentarismen

4. spørgsmålet om væbnet opstand

Plekhanov gav udtryk for mensjevikkernes frygtsomme opportunisme ved at fordømme Lenins plan, om at mobilisere bønderne for en nationalisering af jorden, som ¬»farlig.... i betragtning af muligheden for en senere tilbagevenden (til kapitalismen)¬«. Han opsummerede i en nøddeskal mensjevikkernes indstilling til arbejdernes og bøndernes overtagelse af magten med følgende ord:

¬»Overtagelse af magten er nødvendig for os, når vi gennemfører en proletarisk revolution. Men da den revolution, der nu er forestående, kun kan være småborgerlig, er det vor pligt at nægte at gribe magten.¬« (Congress Minutes, Chertyority S‚Äôyezd RSDRP, Protokoly, s. 142)

Sådan var mensjevikkernes argument i 1907. Revolutionen var en borgerlig revolution; dens opgaver var borgerlig-demokratiske. Betingelserne for socialisme var ikke til stede i Rusland. Derfor ville ethvert forsøg fra arbejdernes side være fantasteri. Arbejdernes opgave var at søge samarbejde med de borgerlige og småborgerlige partier, for at hjælpe dem med at gennemføre den borgerlige revolution.

Hvad var Lenins svar til Plekhanov? Han prøvede ikke at nægte, at revolutionen var borgerligt demokratisk, og afgjort ikke, at det var muligt at skabe socialisme i Rusland alene. Alle de russiske marxister, mensjevikkerne og Lenin og Trotskij var enige i disse spørgsmål. Det var elementær lærdom, at betingelserne for en socialistisk ændring ikke var til stede i Rusland, men var modnet i Vesten. Som svar på Plekhanovs dystre advarsler om ¬»faren for tilbagevenden¬« forklarede Lenin:

¬»Hvis vi mener en virkelig, fuldstændig effektiv økonomisk garanti mod tilbagevenden, dvs. en garanti, der ville skabe de økonomiske forudsætninger, der kunne udelukke en tilbagevenden, så bliver vi nødt til at sige. Den eneste garanti mod tilbagevenden er en socialistisk revolution i Vesten. Der findes ingen anden garanti i ordets fulde betydning. Uden denne garanti, på hvilken anden måde problemet end måtte blive løst (oprettelse af kommuner, fordeling af jorden osv.), vil tilbagevenden ikke blot være mulig men positivt uundgåelig.¬« (LCW, bind 10 s. 280, vor kursivering)

Lige fra starten opfattede Lenin altså den russiske revolution som et forspil til den socialistiske revolution i Vesten. Han knyttede den russiske revolutions skæbne uløseligt sammen med udfaldet af den internationale socialistiske revolution, uden hvilken den uundgåeligt ville bukke under for den internationale reaktion:

¬»Jeg kunne formulere synspunktet på følgende måde: Den russiske revolution kan vinde sejren ved egen kraft, men den kan umuligt fastholde og konsolidere sine resultater, medmindre der sker en socialistisk revolution i Vesten. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, er en tilbagevenden uundgåelig, hvad enten vi får oprettelse af kommuner, eller nationaliseringer eller fordeling af jorden; for under en hvilken som helst ejendomsform vil den lille, selvstændige næringsdrivende altid udgøre en skanse til fordel for tilbagevenden. Efter den demokratiske revolutions fuldstændige sejr vil den lille selvstændige uundgåeligt gå imod proletariatet; og jo hurtigere proletariatets og de små selvstændiges fælles fjender, såsom kapitalisterne, godsejerne og finansborgerskabet bliver styrtet, desto hurtigere vil dette ske. Vor demokratiske republik har ingen anden reserve end det socialistiske proletariat i Vesten.¬« (LCW, Bind 10, vor kursivering)

Vi citerer Lenins ord i deres helhed, så at der ikke kan være nogen mistanke om en forkert fremstilling, ingen anklage fra Monty Johnstone om at vi citerer fra Trotskij og ikke fra Lenin. For den, der læser Monty Johnstones artikel, kan ikke komme til nogen anden konklusion, end at Lenin her taler ren ¬»trotskisme¬«. Lenin nægter muligheden, ikke bare af at ¬»skabe socialisme¬« i Rusland alene, men blot af at holde fast ved den borgerlig-demokratiske revolutions resultater, uden den socialistiske revolution i Vesten. Han ¬»undervurderer bøndernes rolle¬« ved at forklare, at de små selvstændige udgør en skanse for tilbagevenden og uundgåeligt vil gå imod arbejderne, når først den demokratiske revolution er fuldført.

Men nej, Lenin tog ikke disse id√©er fra Trotskijs bog om den permanente revolution, som han aldrig læste, og Trotskij selv var i fængsel under kongressen. De id√©er, der blev udtrykt af Lenin, var marxismens ABC, den proletariske internationalismes og klassekampens grundlæggende principper, som han forsvarede mod den ¬»lærde¬« marxist, Plekhanovs opportunistiske fordrejninger. ¬»Dette er ikke marxisme, men Leninisme¬«, snerrede mensjevikkerne i 1906. Dette er ikke ¬»leninisme¬«, men ¬»trotskisme¬«, skriver Monty Johnstone i 1968. Mine herrer, kald det hvad I vil. For en marxist bliver en tings væsen ikke ændret, blot fordi den kaldes ved et andet navn.

Som svar på argumentet, at Socialdemokratiet ikke må skræmme sine ¬»progressive¬« borgerlige allierede væk, sagde Lenin:

¬»Dette blotlagde så meget desto klarere mensjevikkernes grundlæggende fejltagelse. De kan ikke se, at borgerskabet er kontrarevolutionært, at det bevidst stræber efter en aftale.¬« (ibid. s. 289, vor kursivering)

Dette var nøgleordet i Lenins kamp mod mensjevikkerne i hele den efterfølgende periode; behovet for at holde de revolutionære arbejderes bevægelse fra at blive indfanget i en alliance med borgerskabet og dets partier; insisteren på arbejderklassen som den eneste konsekvent revolutionære klasse i samfundet, den eneste klasse, der er i stand til at tage opgøret med zarvældet, og om nødvendigt mod borgerskabet:

¬»Den eneste betingede og relative garanti imod en tilbagevenden er, at revolutionen må gennemføres på den mest drastiske måde, gennemført direkte af den revolutionære klasse, med mindst mulig deltagelse af mellemmænd, kompromissøgere og alle slags mæglere: at denne revolution virkelig bliver ført frem til sin afslutning.¬« (ibid., s. 281)

Lenin fortsatte med en kritik af mensjevikkerne for deres parlamentariske kretinisme, deres ukritiske og overoptimistiske syn på marxisternes muligheder for at udnytte parlamentet. Han bebrejdede Plekhanov skarpt for hans kujonagtige afvisning af væbnet kamp. Det var disse spørgsmål, der skilte bolsjevikfløjen og mensjevikfløjen i Socialdemokratiet; ikke det organisatoriske spørgsmål, ikke ¬»centralisme¬«, men reform eller revolution, klassesamarbejde eller tiltro til de revolutionære masser. Og dog fastholder Monty Johnstone en stædig tavshed på alle disse punkter. Læseren må undre sig over hvorfor! Vi vil være venlige og tilskrive det kammerat Johnstones naturlige utålmodighed for at komme videre til den meget mere interessante periode fra 1910-1916. Under alle omstændigheder så er ¬»tretten eller fjorten år¬« lang tid. Hvem vil savne sølle fem år eller deromkring? særligt når denne periode er så fuld af materiale, som er ¬»irrelevant¬« for Monty Johnstones sag mod Trotskij.

Perioden med reaktion

Stolypinreaktionen, som begyndte i 1907, skabte umådelige vanskeligheder for den revolutionære bevægelse i Rusland og fremkaldte yderligere uenigheder i Socialdemokratiets rækker. Partiets lovlige aktiviteter var lammede af, hvad Lenin kaldte ¬»den mest reaktionære lov i Europa¬«. De illegale arbejdsmetoder, det såkaldte undergrundsarbejde, blev stadig vigtigere for at omgå regimets restriktioner. En del af partiets mensjevikfløj var imidlertid tilbøjelig til at klare situationen ved at indrette sig stadig mere på reaktionens krav og undgå illegalt arbejde til fordel for en behagelig parlamentarisk niche. Dette var baggrunden for den såkaldte likvidationistiske strid, som førte til en ny splittelse i partiet.

Ved Londonkongressen i 1907 havde Trotskij for første gang lejlighed til at forklare sit syn på revolutionen for partiet. Hans indlæg i debatten om holdningen til de borgerlige partier, hvortil han kun fik femten minutters taletid, blev kommenteret to gange af Lenin, som var helt enig i Trotskijs synspunkter, især hans opfordring til en venstreblok mod det liberale borgerskab:

¬»Disse kendsgerninger¬«, kommenterede Lenin, ¬»giver mig tilstrækkelig grund til at mene, at Trotskij er kommet nærmere vore synspunkter. Ud over spørgsmålet om ‚Äôuafbrudt revolution‚Äô er vi overens på grundlæggende punkter i holdningen til de borgerlige partier.¬« (LCW, bind 12 s. 470, vor kursivering)

Med hensyn til Trotskijs teori om den permanente revolution, som vil blive diskuteret i næste afsnit, ville Lenin ikke tage endelig stilling. Men om de grundlæggende spørgsmål om opgaverne for den revolutionære bevægelse var der fuldstændig enighed. Forskellen mellem Lenins og Trotskijs standpunkter vil blive behandlet senere. At Lenin betragtede disse forskelle som sekundære blev igen afsløret ved kongressen, da Trotskij fremlagde et ændringsforslag til resolutionen om holdningen til de borgerlige partier. Lenin talte imod ændringsforslaget, ikke fordi det var forkert, men fordi det ikke tilføjede noget væsentligt til det oprindelige forslag: ¬»Der må være enighed om,¬« sagde han, ¬»at Trotskijs ændringsforslag ikke er mensjevikisk, at det udtrykker ‚Äôganske den samme‚Äô, det vil sigebolsjevikiske id√©.¬«

Men trods de samme synspunkter i analysen af revolutionens opgaver prøvede Trotskij stadig at holde en kurs midt imellem de konkurrerende fraktioner i et forgæves forsøg på at afværge en ny splittelse. ¬»Hvis I mener,¬« sagde han på kongressen, ¬»at et brud er uundgåeligt, så vent i det mindste til begivenheder, og ikke blot resolutioner, adskiller jer. Løb ikke foran begivenhederne.¬« (Congress Minutes, Pyatji S‚Äôyezd RSDRP Protokoly)

På baggrund af erfaringerne fra 1905 mente Trotskij, at et nyt revolutionært opsving ville virke i retning af at føre de bedste blandt mensjevikkerne, specielt Martov, til venstre. Det vigtigste for ham var at holde sammen på de marxistiske kræfter i en vanskelig periode for at afværge en splittelse, som ville have en demoraliserende virkning på bevægelsen. Det var hovedindholdet af Trotskijs ¬»mæglende holdning¬«, som forhindrede ham i at tilslutte sig bolsjevikkerne i denne periode. Som en kommentar hertil skrev Lenin:

¬»Nogle socialdemokrater forfaldt i denne periode til en mæglende holdning ud fra de mest forskellige motiver. Mest konsekvent var den mæglende indstilling, som blev udtrykt af Trotskij, omtrent den eneste, der forsøgte at give et teoretisk grundlag for denne politik.¬«

Dette var kernen i diskussionen mellem Lenin og Trotskij før 1917. Ikke ‚Äôundervurderingen af bønderne‚Äô, ikke ‚Äôsocialisme i et land‚Äô, men spørgsmålet om mægling.

Trotskijs fejl var at tillægge de ¬»centristiske¬« (halvrevolutionære) strømninger i mensjevismen for stor betydning. Han forestillede sig, at enheden i den marxistiske bevægelse kunne skabes ved, at bolsjevikkerne og mensjevikkerne fandt sammen og ved udrensning fra partiet af det yderste ¬»højre¬« og det yderste ¬»venstre¬«, dvs. eksklusion af de mensjevikiske likvidatorer og ultravenstre-bolsjevikkerne, ¬»boykotterne¬« (‚Äėotzovists‚Äô). Han forstod ikke, hvad Lenin tydeligvis gjorde, at enhed kun kunne opnås ved først at bryde brutalt med alle opportunistiske strømninger; at bevarelse af marxismens kræfter i en periode med revolutionær tilbagegang ikke betød en abstrakt, formel ¬»enhed¬«, men en systematisk uddannelse af kadrerne i bevægelsens metoder og perspektiver. Mensjevikkernes organisatoriske slaphed og deres politiske hjælpeløshed i en periode med reaktion var kun en afspejling af deres fuldstændige mangel på perspektiv. På den anden side var Lenins kamp for et ¬»stabilt, centraliseret og disciplineret marxistisk parti¬« affødt af den absolutte nødvendighed af at uddanne og træne en avantgarde, som var uberørt af opportunisternes demoralisering og kynisme.

Senere forstod Trotskij sin fejltagelse og indrømmede uforbeholdent, at Lenin hele tiden havde haft ret i dette spørgsmål. Alligevel fortsætter stalinisterne med at udmale fraktionskampen mellem Lenin og Trotskij ved at fremdrage alle de polemiske replikker, fremsat i diskussionens hede, for at drive en kile ind imellem Lenins og Trotskijs id√©er i almindelighed. Trotskij tog fejl, men hans fejltagelse var ærlig. Det var en fejltagelse begået af en revolutionær, som var optaget af revolutionens interesser. Det var ikke tilfældigt, at Lenin omtalte mæglingsholdningen som affødt ¬»af de mest forskellige motiver¬« dvs. revolutionære såvel som opportunistiske. Lenin tog selv lejlighedsvis fejl i sin vurdering af mulige allierede blandt mensjevikkerne. I 1909 tilbød han at danne en blok med Plekhanov og ¬»partitilhængerne¬« blandt mensjevikkerne. Så sent som i 1917, ifølge Lunarcharsky, ¬»drømte Lenin om en alliance med Martov, fordi han forstod, hvor værdifuld han kunne være¬«. Som sagerne udviklede sig, viste det sig, at Lenin tog fejl, men hvor meget mere værd er ikke en dedikeret revolutionærs fejltagelser i sammenligning med de selvtilfredse farisæere, som et halvt århundrede senere i deres behagelige studerekamre kæmper alle de gamle slag forfra og altid på vindersiden.

Bolsjevikkerne og Lenin

¬»√Örene mellem 1907 og 1914 udgør i hans (Trotskijs) liv et kapitel, der er specielt tomt for politiske resultater... Trotskij kan ikke tilskrives noget praktisk revolutionært resultat. I disse år var Lenin imidlertid, med hjælp fra sine tilhængere, ved at støbe sit parti, og folk som Zinoviev, Bukharin og senere Stalin var ved at vokse til et niveau, som gjorde dem i stand til at spille ledende roller inden for partiet i 1917.¬« (>Deutscher, The Prophet Armed s. 176)

Denne passage fra Deutscher, citeret af Johnstone, kan kun afsløre forfatterens fuldstændig spidsborgerlige mentalitet. Den ¬»ledende rolle¬«, som Kamenev, Zinoviev og Stalin spillede i 1917 vil blive behandlet i et senere kapitel. Lad os blot minde om, at Kamenev og Zinoviev stemte mod opstanden i oktober 1917 og blev fordømt af Lenin som ¬»strejkebrydere¬«, som burde ekskluderes af partiet! Men lad os først se på den omhandlede periode.

Deutschers bemærkning om ¬»mangel på politiske resultater¬« er ganske rigtig, men gælder ikke bare for Trotskij, men for hele den revolutionære bevægelse i reaktionsperioden. Hvordan stod det til med bolsjevikkerne på dette tidspunkt? Starten på reaktionen fremkaldte en alvorlig splittelse i ledelsen, hvori Lenin udgjorde et mindretal på en. Den fremherskende stemning blandt bolsjevikkerne var ultravenstre en afvisning af at anerkende, at revolutionen var på tilbagetog. Denne tendens, som var den stik modsatte af mensjevikisk likvidationisme, gav sig udtryk i ¬»boykotisme¬«, dvs. total afvisning af at deltage i valg og parlamentsarbejde. Lenins nærmeste kolleger, Krassin, Bogdanov og Lunacharsky brød ud til ¬»venstre¬«. De to sidstnævnte kom under indflydelse af filosofisk mystik, endnu et udtryk for den opgivende stemning, der fulgte af reaktionen.

De endeløse fraktionskampe, som søndersled Socialdemokratiet i denne periode, fremkaldte en reaktion i form af en forsonende holdning, for hvilken Trotskij blev den mest fremtrædende talsmand. Denne forsoningslinie havde sine tilhængere i alle grupperne, bolsjevikkerne indbefattet. I 1910 lykkedes det Trotskij at få et møde i stand mellem lederne af alle fraktionerne i et forsøg på at få både likvidatorerne og ¬»boykotterne¬« ekskluderet for at holde sammen på partiet:

¬»Det eneste vellykkede resultat, han (Trotskij) opnåede, var det plenummøde, hvor han smed ¬»likvidatorerne¬« ud af partiet, næsten ekskluderede ¬»fremadfolkene¬« (dvs. ¬»boykotterne¬») og endog for en tid fik lappet flængen omend med en yderst tynd tråd mellem leninisterne og martovitterne.¬« (Lunacharsky, op. cit. s. 61<)

Trotskij stod heller ikke alene med sit syn på enheden i partiet. Rosa Luxemborg skrev i sommeren 1911:

¬»Den eneste måde vi kan redde enheden er ved at arrangere en generel konference for folk sendt fra Rusland, for folkene i Rusland ønsker alle fred og enhed og de repræsenterer den eneste kraft, der kan få kamphanerne i udlandet til fornuft.¬« (citeret i Trotskij, My Life, s. 232)

Denne reference til stemningen blandt partiarbejderne i Rusland var ikke tilfældig. Gennem hele perioden - alle de berømte ¬»tretten eller fjorten år¬« - var det fremherskende syn blandt partiaktivisterne inden for Rusland, at hele splittelsen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne var en unødig irritation, et produkt af den giftige atmosfære af skænderier blandt emigranterne. Det indtryk, som folk som Johnstone og Deutscher har fremkaldt af Bolsjevikpartiet som fast forenet bag Lenins id√©er, på målrettet march frem mod oktoberrevolutionen, er at gøre grin med historien.

Selv fra den tidligste periode klager Lenin i sine breve over det snæversyn, som udvises af de såkaldte ‚Äôkomit√©folk‚Äô eller bolsjevikiske agenter i Rusland. Hans klager bliver i perioden 1910-14 til en stadig strøm af vrede protester mod hans egne tilhængeres opførsel i Rusland. Maxim Gorkij, som tilbragte denne periode med en skiften rundt i udkanten af bolsjevismen, beklagede sig i sin korrespondance med Lenin over ¬»skænderierne blandt generalerne¬«, som ¬»frastødte arbejderne¬« i Rusland. Holdningen blandt de bolsjevikiske ¬»komit√©folk¬« til kontroverserne mellem emigranterne bliver klart udtrykt i et brev, som blev sendt af en bolsjeviktilhænger i Kaukasus til kammerater i Moskva:

¬»Angående ¬»stormen i et glas vand¬« i udlandet har vi jo hørt: Lenin-Plekhanovblokken på den ene side og Trotskij-Martov-Bogdanovblokken på den anden side. Arbejdernes indstilling til førstnævnte blok er, så vidt jeg kan se, gunstig. Men i almindelighed er arbejderne begyndt at se med foragt på emigranterne. Lad dem kravle så meget på muren de lyster; men hvad os angår, så lad enhver, der påskønner bevægelsens interesser, arbejde - resten vil ordne sig selv! Det tror jeg er det bedste.¬«

Disse linier blev opsnappet af zarens politi, som identificerede forfatteren som den ¬»Kaukasiske Soso¬«, alias Djugashvili, alias Stalin!

Denne foragtende holdning til teori, til ¬»emigrantskænderierne¬«, ¬»stormen i et glas vand¬« var vidt udbredt blandt de bolsjevistiske aktivister og fremkaldte skarpe protester fra Lenin, som i brevet fra april 1912 til Orjonikidze, Spandaryan og Stasova:

¬»Tag ikke for let på likvidatorernes kampagne i udlandet. Det er en stor fejl, når folk bare afviser, hvad der foregår i udlandet og ‚Äôsender det ad helvede til‚Äô.¬« (LCW, bind 35 s. 33)

Stalins, Orjonikidzes og andre ¬»praktiske¬« bolsjevikkers forsoningslinie fremstår i al sin primitivitet som motiveret, hverken af opportunisme eller af et ønske om revolutionær enhed, men af simpel uvidenhed, eller ligegyldighed, overfor de bredere spørgsmål i sagen.

Opsvinget i arbejderbevægelsen i Rusland i 1912 gav frisk mod til marxisterne - og til de forsoningssøgende tendenser i partiet. Den nystartede bolsjevikiske avis, ‚ÄėPravda‚Äô afspejlede disse stemninger.

Netop på den tid, hvor Lenin med alle kræfter kæmpede for en gang for alle at adskille partiets revolutionære fløj fra opportunisterne, forsvandt selve ordet ‚Äôlikvidationisme‚Äô fra ‚ÄėPravdas‚Äô spalter. Lenins egne artikler blev trykt i en forkrøblet form, hvor al polemik mod likvidatorerne var skåret væk; af og til forsvandt de bare fuldstændigt. Lenins korrespondance med Pravda illustrerer tydeligt tilstandene i Rusland: endnu engang var partiets ‚Äôkomit√©folk‚Äô uden Lenins vejledning, endnu engang kom de håbløst ud af kurs. I et brev fra oktober 1912 skrev Lenin, optændt af indignation over Pravdas manglende afsløring af likvidatorerne:

¬»Med mindre Pravda forklarer alt dette i tide, vil den være ansvarlig for forvirringen og sønderrivningen [af arbejderbevægelsen]... ¬»Nevskaja Zvezda¬« [bolsjevikisk avis] er på dette kritiske tidspunkt lukket ned uden et eneste brev eller en forklaring... politiske bidragydere får intet at vide... Jeg må på det stærkeste protestere mod dette og afvise ethvert ansvar for denne specielle situation, som er ladet med langvarige konflikter.¬« (LCW, bind 36 s. 196)

I forbindelse med valget i 1912 skrev Lenin til ‚ÄėPravdas‚Äô redaktion (som Stalin var medlem af):

¬»Pravda opfører sig her ved valget som en søvnig gammel kone. Pravda forstår ikke at slås. Den angriber ikke, den forfølger hverken Kadetterne eller likvidatorerne.¬«(ibid. s. 198)

Forsoningsliniens sygdom var heller ikke begrænset til ‚ÄėPravda‚Äô. Ved valget i 1912 blev der valgt seks bolsjevikiske deputerede fra arbejderrådene. Lenin advarede fra Polen disse seks mod at komme under indflydelse fra de mensjevikiske deputerede:

¬»Hvis alle vore seks er fra arbejderrådene, må de ikke i stilhed underkaste sig en masse sibirere (dvs. intellektuelle og mensjevikker). De seks må komme frem med en meget klar protest, hvis der gøres forsøg på at dominere dem...¬«

I stedet dannede de bolsjevikiske deputerede en ¬»enhedsfraktion¬« med ¬»sibirerne¬«, som udsendte en fælles proklamation - trykt i Pravda - som opfordrede til enhed mellem alle socialdemokrater og en sammenlægning af Pravda med det likvidationistiske blad, ‚ÄėLuch‚Äô. Fire af de bolsjevikiske deputerede stod sammen med Gorkij frem som bidragydere til ‚ÄėLuch‚Äô. Lenin var rasende, men der blev ikke taget hensyn til hans protester. I et sidste desperat udbrud skrev Lenin:

¬»Vi modtog et dumt og uforskammet brev fra redaktionskomit√©en [af ‚ÄėPravda‚Äô]. Vi vil ikke svare. De må fjernes... Vi er overordentligt bekymrede over at der ikke er nogen nyheder om planen for at reorganisere redaktionskomit√©en... Reorganisering, men endnu bedre, en fuldstændig eksklusion af alle de gamle, er yderst nødvendig.¬«

Og igen:

¬»... Vi må indsætte vor egen redaktionsstab på Pravda og sparke den nuværende ud. Sagen står meget dårligt nu. Undladelse af en kampagne for enhed nedefra er dum og foragtelig... Kan man kalde sådanne folk redaktører? De er ikke mennesker, men ynkelige karklude og de ødelægger bevægelsen.¬«

Sådan var det sprog, Lenin brugte, når han angreb, ikke Trotskij, ikke mensjevikkerne, men de forsoningssøgende og mensjevikagtige i sin egen organisation, redaktionskomit√©en på sin egen avis! Lenin satte sig ganske rigtigt den opgave at skabe et ¬»stabilt, centraliseret og disciplineret marxistisk parti¬« på dette tidspunkt. For at opbygge det var han ved mere end √©n lejlighed tvunget til at kæmpe mod selve det apparat, som han havde arbejdet hårdt på at opbygge.

De ¬»gamle bolsjevikker¬« i 1917

I en hel historisk periode endda mere end ¬»tretten eller fjorten år¬« havde Lenin forsøgt at uddanne en ledelse, at bibringe bolsjevismens kadrer marxismens grundlæggende id√©er, metode og program. Frem for alt blev han ved med at indprente nødvendigheden af at holde arbejderbevægelsen fri for ideologisk forurening med borgerligt og småborgerligt demokrati. Han understregede gentagne gange den absolutte nødvendighed af at bevægelsen fastholdt sin fulde organisatoriske uafhængighed af det borgerlige demokratis partier og fra opportunisterne, som prøvede at bringe bevægelsen ind under borgerskabets vinger. Den absolutte rigtighed af Lenins standpunkt blev afsløret i 1917, da mensjevikkerne gik over til det borgerlige demokratis lejr.

Hvilket standpunkt indtog så de ¬»gamle bolsjevikker¬« Kamenev, Zinoviev, Stalin og Lenins andre ¬»tro tilhængere¬« i 1917? Hver eneste af dem anbefalede støtte til Kerenskij-regeringen, enhed med mensjevikkerne, dvs. en opgivelse af marxismens lejr til fordel for det borgerlige demokratis lejr. Af alle de ¬»gamle bolsjevikker¬«, som Lenin havde stræbt for at uddanne i den forudgående periode, klarede ikke en eneste af dem begivenhedernes prøve.

Hvordan var det muligt for lederne af Bolsjevikpartiet, Lenins parti, hærdet i kamp, med en korrekt linie fra sin start i 1903, at springe fra og i det afgørende øjeblik at gå over til opportunismens side? Fra Monty Johnstone kan den forvirrede læser ikke forvente noget svar. Vor ¬»upartiske¬«, ¬»videnskabelige¬« historieskriver kender ikke noget til sådanne begivenheder! √Ündringen fra februar til oktober blev åbenbart gennemført, ganske smertefrit, ved at bolsjevikkerne ¬»voksede fra¬« den demokratiske revolution til den socialistiske:

¬»Nu da monarken var styrtet og ‚Äôden borgerligt demokratiske revolution gennemført, eftersom Rusland nu er en demokratisk republik‚Äô, mobiliserede Lenin Bolsjevikpartiet til revolutionens andet trin, som skulle lægge magten i hænderne på proletariatet og de fattige bønder og tage Rusland ud af den imperialistiske krig.¬« (Cogito s. 11, vores kursivering)

Hvilket standpunkt indtog bolsjeviklederne i Rusland før Lenins ankomst i april 1917? I skærende kontrast til alt hvad Lenin havde lært dem under hele krigen, anbefalede Pravda, som blev redigeret af Kamenev og Stalin, forsvar for den borgerligt demokratiske republik:

¬»Når to hære står over for hinanden,¬« skrev Kamenev, ¬»ville det være den mest tåbelige politik at foreslå den ene af hærene at nedlægge våbnene og gå hjem. Dette vil ikke være en fredspolitik, men en slavepolitik, som et frit folk ville afvise med afsky.¬« (citeret i E. H. Carr, The Bolshevik Revolution, bind 1, s. 86)

Lenins politik med en revolutionær nederlagslinie blev nu på tærsklen til revolutionen af partiets centrale organ udråbt som værende ¬»den mest tåbelige politik¬« og ¬»en slavepolitik¬«! Ved en anden lejlighed erklærede en leder i Pravda:

¬»Vort slogan er ikke det meningsløse ‚Äôned med krig‚Äô. Vort slogan er pres på den provisoriske regering med sigte på at tvinge den (!) til at formå (!) alle de krigsførende lande til at indlede omgående forhandlinger... og indtil da forbliver hver mand på sin kamppost.¬« (citeret i Marcel Liebman Leninism under Lenin, s. 123)

Stalins og Kamenevs politik var at vælge den mindste modstands linie, at støtte den provisoriske regering ¬»for så vidt som den kæmper mod reaktion eller kontrarevolution¬«, mens de i tale gik ind for ¬»socialisme som det endelige mål¬«. Denne henvisning af den socialistiske revolution til en fjern fremtid, mens kapitulationen til den borgerlige liberalisme og reformisme fremstilles som ¬»den øjeblikkelige¬« opgave, er naturligvis ikke noget nyt for kommunistpartiets ledere i dag, for hvem det repræsenterer selve indholdet af ¬»leninismen¬«, som foreviget i ¬»Den britiske vej til socialismen¬« og folkefrontspolitikken. Det var i det væsentlige den samme politik, som blev ført af mensjevikkerne, hvem ¬»de gamle¬« bolsjevikker uundgåeligt kom i alliance med.

Hvordan lykkedes det for Lenin, da han var kommet tilbage, at ‚Äômobilisere bolsjevikkerne til revolutionens anden del‚Äô, når alle de ledende medlemmer støttede den provisoriske regering? Kammerat Johnstone, som forbigår hele episoden i tavshed, er åbenbart uvillig til at gå ind i detaljerne af denne vidunderlige ‚Äômobilisering‚Äô. Det ville imidlertid være meget ‚Äôuhistorisk‚Äô af os ikke at tilbyde at præsentere detaljerne for ham.

Fra udlandet betragtede Lenin udviklingen i partiet med stor bekymring. Han skrev gentagne gange til Petrograd og krævede et brud med borgerskabet og med fædrelandsforsvarspolitikken. Den 6. marts telegraferede han via Stockholm:

¬»Vor taktik: absolut mangel på tillid; ingen støtte til den nye regering; vær specielt mistænksom overfor Kerenskij; bevæbning af proletariatet den eneste garanti; øjeblikkeligt valg til Dumaen; ingen tilnærmelse til andre partier.¬«

 Den 17. marts skrev Lenin:

¬»Vort parti ville for evigt være til skam, myrde sig selv politisk, hvis det tog del i et sådant bedrageri... Jeg ville vælge et øjeblikkeligt brud med ligegyldigt hvem i vort parti snarere end en overgivelse til social patriotisme.¬«

Disse ord fra Lenin var en klar advarsel til Kamenev og Stalin, som ikke desto mindre fremturede i deres standpunkt, trods fjendtlighed fra de menige militante arbejdere, hvoraf mange meldte sig ud i vrede over ledernes kapitulation. Straks efter sin tilbagevenden fra eksil startede Lenin en skarp fraktionskamp mod ¬»de gamle bolsjevikker¬«. Ved et møde for bolsjevikiske delegerede til sovjetterne i april 1917 talte Lenin bittert om den overgivelsesstemning, som havde smittet ledelsen:

¬»Det grundlæggende spørgsmål er indstillingen til krig. Det vigtigste, der træder frem, når man læser om Rusland og ser hvad der foregår der, er fædrelandsforsvarets sejr, sejren for forræderne mod socialismen, borgerskabets bedrageri overfor masserne‚Ķ Vi kan ikke tillade den mindste indrømmelse overfor fædrelandsforsvarspolitikken i vor indstilling til krigen selv under den nye regering, som forbliver imperialistisk...

¬»Selv vore bolsjevikker viser en vis tillid til regeringen. Dette kan kun forklares ved en forgiftning af revolutionen. Det er døden for socialismen. I kammerater har en tillidsfuld holdning til regeringen. Hvis det er tilfældet, skilles vore veje. Jeg foretrækker at forblive i mindretal‚Ķ

¬»Pravda kræver af regeringen, at den skal give afkald på annekteringer. At kræve af en regering af kapitalister, at den skal give afkald på annekteringer, er sludder, en frygtelig parodi på‚Ķ (afbrydelse i referatet). ¬»Fra et videnskabeligt synspunkt er dette et så groft bedrag, som hele det internationale proletariat, alle (afbrydelse i referatet)... Det er på tide at indrømme vore fejltagelser. Vi har haft nok af hilsner og resolutioner; det er på tide at handle.¬« (LCW, bind 36 s. 434-8)

Lenin bemærkede dernæst angående det mensjevikiske sovjetmanifest ¬»Til hele verdens folk¬«, som Pravda havde hilst som et ¬»bevidst kompromis mellem forskellige tendenser repræsenteret i sovjetten¬«, og som de bolsjevikiske delegerede havde stemt for under indflydelse af Stalin og Kamenev:

¬»Manifestet for sovjetten af arbejderdelegerede indeholder ikke et eneste ord med et klassebevidst indhold. Det er lutter snak! Snak, smigren af det revolutionære folk, er det eneste der har ødelagt alle revolutioner. Hele marxismen lærer os, at vi ikke må forfalde til revolutionære fraser, særligt på et tidspunkt hvor de er mest i omløb.¬« (ibid. s. 439)

Hvem kritiserede Lenin for at have givet efter for den ¬»revolutionære frase¬«, kammerat Johnstone? Var det Trotskij, som end ikke var i landet på det tidspunkt? Nej, kammerat Johnstone, det var Stalin og Kamenev, disse ‚Äôhærdede bolsjevikker‚Äô, disse dedikerede ‚ÄôLeninister‚Äô, som spillede så ¬»vigtig en rolle inden for partiet¬« i 1917! Tre dage før dette møde, havde Stalin udtalt sig for at acceptere mensjevikken Tseretellis forslag om en forening af bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Hans begrundelse for at gøre dette var, at eftersom begge partier var enige om manifestet for sovjetten, så var der ingen fundamentale principforskelle mellem partierne. Med en indirekte hentydning til dette udsendte Lenin en skarp advarsel:

¬»Jeg har hørt, at der i Rusland er en tendens i retning af forening, i retning af enhed med fædrelandsforsvarerne. Dette er et forræderi mod socialismen. Jeg synes, det er bedre at forblive alene, som Liebknecht: en mod 110.¬« (ibid. s. 443)

Så her ser vi det altså: ¬»forræderi mod socialismen¬«...... ¬»bedrag af masserne¬«.... ¬»sludder¬«.... ¬»en frygtelig parodi¬«.... ¬»groft bedrag¬«...... Det er dette sprog, Lenin må ty til for at ¬»mobilisere Bolsjevikpartiet¬« til den socialistiske revolution! Efter denne svada fra Lenin trak Stalin sig tilbage fra den offentlige debat, stærkt kompromitteret af sit socialpatriotiske standpunkt, og gik lige så stille over til Lenins standpunkt; Kamenev og Zinoviev fremturede i deres modstand helt frem til oktober, hvor de stemte imod en opstand og førte en kampagne imod den inden for og uden for partiet. Den ¬»vigtige rolle¬«, som de ¬»gamle bolsjevikker¬« spillede, var sådan, at Lenin på tærsklen til oktoberrevolutionen vredt krævede, at de blev ekskluderet af partiet.

Monty Johnstone angriber Trotskij for hans forsoningspolitik før 1917, men glemmer at nævne, at Stalin og Co. var så klare i spørgsmålet om forsoningspolitik, at de anbefalede forening med mensjevikkerne kun få måneder før oktoberrevolutionen, netop på det tidspunkt, hvor forskellene mellem bolsjevisme og mensjevisme (dvs. revolution og kontrarevolution) skulle have været stillet op på den skarpeste og mest uforsonlige måde.

Når dette er sagt, er det imidlertid nødvendigt at tilføje, at trods alle deres fejl var de ¬»gamle bolsjevikker¬« ægte revolutionære. De begik en fejl, en fundamental fejl, som, hvis det ikke havde været for Lenins og Trotskijs indgriben, ville have ført til katastrofe. Uden Lenins og Trotskijs ledelse ville den russiske revolution ikke have fundet sted i 1917. Enten et arbejderdiktatur eller Kornilovsk reaktion: det var måden hvorpå Lenin stillede alternativerne op i 1917. Hvis denne kamp ikke var blevet ført, særligt af Lenin med hele hans formidable personlige autoritet, var bevægelsen utvivlsomt blevet knust af reaktionens jernnæve.

Ikke desto mindre blev Kamenev og Zinoviev, trods deres svaghed og vankelmod, ikke stillet for retten, ikke anklaget for at være ¬»agenter for tysk imperialisme¬«, ikke tortureret for at fremkalde falske tilståelser, ikke henrettet. I overensstemmelse med bolsjevismens traditioner, traditioner for tolerance og sans for proportioner, blev Kamenev og Zinoviev ikke blot ikke ekskluderet, men blev endog valgt til Centralkomit√©en og Politburoet, de højeste ansvarsposter. Selv efter dette handlede de ikke altid fejlfrit, og begik af og til katastrofale fejl: men selv de ¬»gamle bolsjevikkers¬« fejl kan ikke sidestilles med det direkte forræderi mod revolutionen, som blev begået af det stalinistiske bureaukrati og dets forsvarere internationalt. Det stalinistiske diktaturs traditioner og bolsjevikleninismens var adskilt af floder af blod.

Trotskij og bolsjevikkerne i 1917

Vi har set, hvordan Monty Johnstone bruger Trotskijs ¬»meget sympatiske, men også yderst objektive biografiforfatter¬«, Isaac Deutschers tjenester. Johnstone må hyppigt søge tilflugt til Deutscher, som straks befrier ham for den ubehagelige nødvendighed af at citere fra Trotskijs egne værker og villigt forsyner ham med den slags banale litterære almindeligheder om Trotskijs psykologiske og moralske egenskaber, som for ham tjener som et nyttigt, om end temmelig rustent søm, hvorpå han kan hænge sin egen ¬»tese¬« om Trotskij, som nu fremtræder i triumf:

¬»Sagen er... at skønt Trotskij kom til at slutte sig til Bolsjevikpartiet i juli 1917, under tilskyndelse (?) af den kommende (?) oktoberrevolution, i hvilken han skulle komme til at spille en så fremtrædende rolle (??), finder vi i disse fjorten år af Trotskijs liv... den selv samme manglende evne til i en ikke-revolutionær periode at hellige sig den overordnede opgave at opbygge en solid organisation og indpasse sig i dens rækker, som igen skulle afsløre sig efter at revolutionens storm havde lagt sig.¬« (Cogito s. 7)

Johnstone ønsker at fremstille Trotskij som en revolutionær, der er fyr og flamme, en ¬»strålende taler¬«, som blev inspireret af ¬»revolutionens storme¬«, en rigtig oprører, men ellers i grunden en småborgerlig individualist, hvis kampånd døde bort, så snart den revolutionære situation var overstået. Hele hans arbejde er et fint stykke impressionistisk ordmaleri: og som alle impressionisternes værker ser det godt ud, på afstand, hvis man kniber øjnene halvt i...

Vi kunne først tænke os at spørge kammerat Johnstone om, hvordan det var muligt for denne ¬»strålende taler¬« at tilslutte sig Bolsjevikpartiet ¬»under tilskyndelse¬« af noget, der ikke var sket? Det er tydeligt, at Monty Johnstone klør efter at skifte tidspunktet for Trotskijs tilslutning til bolsjevikkerne til en gang efter oktoberrevolutionen (¬»ved et kunstgreb¬»), som man siger. Men nej, en sådan forvrængning ville være for meget, selv for vor jesuit; modstræbende får Trotskij lov til at tilslutte sig ¬»under indtryk af den kommende oktoberrevolution!¬«

Der er imidlertid endnu en lille vanskelighed, nemlig at Trotskij selv, med Monty Johnstones ord, spillede en ¬»fremtrædende rolle¬« ved at gøre virkelighed af denne ¬»kommende¬« revolution. Faktisk tilsluttede Trotskij sig formelt Bolsjevikpartiet, ikke da det var på toppen af en revolutionær bølge lige ved at tage magten, sådan som Johnstone antyder, men tværtimod da dets held syntes at være på retur: i reaktionsperioden, der fulgte efter ¬»julidagene¬«, da Lenin var gået under jorden og mange bolsjevikker var i fængsel.

Hvorfor sluttede Trotskij sig til bolsjevikkerne i 1917? Først og fremmest fordi der ikke var nogen politiske uenigheder. Artiklen, skrevet af Trotskij i Amerika i marts 1917, havde samme tankegang som Lenins ‚ÄėBreve fra det fjerne‚Äô, skrevet i Schweiz på samme tidspunkt. Var denne enighed tilfældig, kammerat Johnstone? At dømme fra din ensidige fremlægning af den tidligere polemik mellem Lenin og Trotskij er der ingen anden mulig konklusion. Men hvad så med den ynkelige rolle, som de ¬»gamle bolsjevikker¬« spillede i denne periode? Det var netop disse mænd, som med dine egne ord havde ¬»indpasset sig i rækkerne¬« og ¬»indordnet sig under kollektiv disciplin¬« i løbet af den forudgående periode; var det også ¬»tilfældigt¬«? Lenin skriver i sit sidste brev til kongressen (1923), at det var det ikke. Det var heller ikke tilfældigt, kammerat Johnstone, at Lenins fasteste støtte i hans kamp mod de ¬»gamle bolsjevikkers¬« vankelmod i 1917, ikke var nogen anden end Trotskij.

Hele formålet med revolutionær teori, med opbygningen af det revolutionære parti, er at gennemføre en revolution. Det er netop ¬»revolutionens storme¬«, i hvilke den revolutionære bevægelse kommer under skarpt pres fra fremmede klassekræfter, som udsætter alle teorier, mennesker og partier for den afgørende prøve. Grunden til at de ¬»gamle bolsjevikker¬« dumpede til denne prøve, grunden til at de drev håbløst omkring i revolutionsstormen, er netop at de i hele den forudgående periode ikke havde været i stand til at absorbere og forstå Lenins metoder og id√©er, som var den revolutionære marxismes metoder og id√©er.

De ¬»gamle bolsjevikker¬« havde i den forudgående periode nøjedes med at ¬»indpasse sig i rækkerne¬«, at følge tamt i Lenins fodspor, mekanisk gentaget hans id√©er, som i deres hænder blev til meningsløse besværgelser. Resultatet var, at de i det afgørende øjeblik, da et drastisk sving var nødvendigt, tøvede, ¬»tabte hovedet¬«, gik imod Lenin... og endte i mensjevismens lejr. Trotskij derimod, som havde startet ud med en anden kurs, nåede de samme konklusioner, som Lenin var kommet til ad en anden vej. Fra det øjeblik blev alle de gamle stridigheder henvist til historiens skraldespand...blot for at blive gravet frem igen af stalinisterne efter Lenins død i et forsøg på at udstøde Trotskij af ledelsen.

Fra det øjeblik Trotskij ankom i Petrograd i maj 1917, talte og handlede han i solidaritet med bolsjevikkerne. Som kommentar til dette skrev bolsjevikken Raskolnikov senere:

¬»Leon Davidovich (Trotskij) var på det tidspunkt ikke formelt medlem af vort parti, men rent faktisk arbejdede han til stadighed inden for det lige fra den dag, han ankom fra Amerika. Under alle omstændigheder så vi efter hans første tale i sovjetten på ham som en af vore partiledere.¬« (Proletarskaja Revolutsia,1923 s. 71

Om fortidens kontroverser bemærkede den samme forfatter:

¬»Ekkoerne af de tidligere uenigheder i førkrigsperioden var fuldstændig forsvundet. Der fandtes ingen forskelle mellem Lenins og Trotskijs taktiske linie. Denne sammensmeltning, som allerede lod sig se under krigen, blev helt og endeligt gennemført ved Trotskijs tilbagevenden til Rusland. Fra hans første offentlige tale følte alle vi gamle leninister, at han var en af vore.¬« (ibid. s. 150)

Når Trotskij ikke straks formelt tilsluttede sig bolsjevikkerne, var det ikke på grund af nogen politisk uenighed (han havde erklæret sin villighed til at straks at deltage i diskussion med Lenin og hans kolleger), men fordi Trotskij ønskede at vinde ‚ÄėMezhrayontsi‚Äô-organisationen (¬»Mellemdistriktsgruppe¬»), som omfattede omkring 4.000 Petrogradarbejdere og mange fremtrædende venstrepersoner, såsom Uritskij, Joffe, Lunacharsky, Ryazanov, Volodarskij og andre, som senere spillede en fremtrædende rolle i Bolsjevikpartiets ledelse. Om denne gruppe siger en note til Lenins værker, som blev udgivet i Rusland efter revolutionen:

¬»I krigsspørgsmålet indtog Mezhrayontsi et internationalistisk standpunkt og i deres taktik var de tæt på bolsjevikkerne.¬« (LCW, bind 14 s. 448)

Om den alrussiske sovjetkongres, som blev afholdt i begyndelsen af juni og stadig var domineret af mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, bemærker E.H. Carr, at:

¬»Trotskij og Lunacharsky var blandt de ti delegerede fra de ‚Äôforenede socialdemokrater‚Äô, som fast støttede bolsjevikkerne gennem alle kongressens tre uger.¬«

For at fremskynde Mezhrayontsis tilslutning til bolsjevikkerne, hvilket en del af ledelsen var imod, skrev Trotskij følgende i Pravda:

¬»Der er efter min mening på det nuværende tidspunkt [dvs. juli] ingen forskelle, hverken i princip eller taktik mellem Mellemdistriktorganisationen og Bolsjevikorganisationen. Altså er der intet, der retfærdiggør disse organisationers separate eksistens.¬« (citeret i E. H. Carr, op. cit., bind 1, s. 89, vores kursivering)

På dette vanskelige og farlige tidspunkt skrev Trotskij et brev til den provisoriske regering, som det er værd at citere i sin helhed i betragtning af det lys, det kaster over forholdet mellem Trotskij og bolsjevikkerne i 1917. Brevet er dateret 23. juli 1917:

Borgerministre:

Jeg har erfaret, at der i forbindelse med begivenhederne den 16.-17. juli er blevet udsendt arrestordre på Lenin, Zinoviev og Kamenev, men ikke på mig. Jeg ønsker derfor at henlede Deres opmærksomhed på følgende:

(1) Jeg er enig med Lenins, Zinovievs og Kamenevs hovedtese og jeg har fremført den i avisen ‚ÄėVpered‚Äô og i mine offentlige taler.

(2) Min holdning til begivenhederne den 16.-17. juli var den samme som deres.

(a) Kamenev, Zinoviev og jeg hørte først om maskingeværregimentets og andre regimenters planer ved bureauernes (forretningsudvalgenes) fællesmøde den 16. juli. Vi tog øjeblikkelige skridt til at afholde soldaterne fra at komme ud. Zinoviev og Kamenev satte sig i forbindelse med bolsjevikkerne, og jeg med ‚ÄôMellemdistriktorganisationen‚Äô (dvs. Mezhrayontsi), som jeg tilhører.

(b) Da demonstrationen imidlertid fandt sted, trods vore anstrengelser, holdt mine bolsjevikiske kammerater og jeg adskillige taler foran Tauridepaladset, i hvilke vi gik ind for mængdens hovedslogan: ¬»Al magt til sovjetterne¬«, men samtidig opfordrede de demonstrerende, både soldaterne og de civile, til at vende tilbage til deres hjem og barakker fredeligt og ordentligt.

(c) På en konference, der fandt sted ved Tauridepaladset sent om natten den 16.-17. juli mellem nogle bolsjevik og distriktsorganisationer, støttede jeg Kamenevs forslag om, at alt skulle gøres for at undgå en gentagelse af demonstrationen den 17. juli. Da det imidlertid blev oplyst af agitatorerne, som ankom fra forskellige distrikter, at regimenterne og fabriksarbejderne allerede havde besluttet at komme ud, og at det var umuligt at holde mængden tilbage indtil regeringskrisen var overstået, blev alle de tilstedeværende enige om, at det bedste man kunne gøre, var at styre demonstrationen i en fredelig retning og at opfordre masserne til lade deres geværer blive hjemme.

(d) I løbet af dagen den 17. juli, som jeg tilbragte i Tauridepaladset, opfordrede jeg og de bolsjevikiske kammerater mere end en gang mængden til at følge denne linie.

(3) Den kendsgerning, at jeg ikke er tilknyttet Pravda og ikke er medlem af Bolsjevikpartiet, skyldes ikke politiske forskelle, men visse omstændigheder i vor partihistorie, som nu har mistet al betydning.

(4) Avisernes forsøg på at give indtryk af, at jeg ‚Äôintet har at gøre‚Äô med bolsjevikkerne er omtrent lige så sand som rapporten om, at jeg skulle have bedt myndighederne om at beskytte mig mod ‚Äôvold fra hoben‚Äô, eller alle de hundreder af andre falske rygter i den samme presse.

Af alt hvad jeg har sagt, fremgår det klart, at De ikke logisk kan holde mig uden for den arrestordre, der er udsendt på Lenin, Kamenev og Zinoviev.

De kan altså ikke nære nogen tvivl om, at jeg er en lige så kompromisløs politisk modstander som de ovennævnte kammerater. At holde mig udenfor understreger kun den kontrarevolutionære egenmægtighed, der ligger bag angrebene på Lenin, Zinoviev og Kamenev.¬« (The Age of the Permanent Revolution, s. 98-99, vores kursivvering)

Trotskij udtrykte sin enighed med bolsjevikkernes holdning ved snesevis af lejligheder gennem hele denne periode. I de sværeste dage, da partiet blev jaget under jorden, da Lenin og Zinoviev blev tvunget til at tage til Finland, da Kamenev var i fængsel og bolsjevikkerne blev udsat for skamløse bagvaskelser som ¬»tyske agenter¬«, tog Trotskij dem offentligt i forsvar og gjorde klart, at han havde de samme standpunkter som de. Monty Johnstone ved alt dette. Han ved det og han forbigår det i tavshed. Alt hvad han har at sige om dette er:

¬»I sin ‚Äôkolossale arrogance‚Äô synes Trotskij ærligt at have troet, at Bolsjevikpartiet var blevet ¬»afbolsjeviseret¬«, og på dette grundlag nærmede han sig det.¬« (Cogito, s. 14)

Udtrykket ¬»afbolsjeviseret¬« kommer ikke fra Trotskij, men fra den ¬»upartiske¬« Isaac Deutscher, ¬»kolossal arrogance¬« kommer fra Lunarcharskys ‚ÄėRevolutionære silhuetter‚Äô, hvor vi kan læse følgende:

¬»Som menneske er Trotskij kantet og overvældende. Men efter sin tilslutning til bolsjevikkerne var det kun i Trotskijs holdning til Lenin, at han altid viste en rørende og omsorgsfuld eftergivenhed. Med alle virkeligt store mænds beskedenhed anerkender han Lenins overlegenhed.¬«

Og på side 43 i det samme værk:

¬»Da Lenin lå syg - dødeligt, frygtede vi - var der ingen der udtrykte vore følelser for ham bedre end Trotskij. Midt i den frygtelige strøm af verdensbegivenheder var det Trotskij, den anden leder af den russiske revolution, en mand der på ingen måde var tilbøjelig til sentimentalitet, der sagde: ‚Äônår man bliver klar over, at Lenin måske vil dø, synes vort liv nyttesløst, og man mister viljen til at leve‚Äô.¬« (Lunarcharsky, op. cit. s. 66 og 43)

Vi overlader det til læseren af disse linier at afgøre, hvem der udviser ¬»kolossal arrogance¬« i sit portræt af de to største revolutionære i vor tid.

To år senere bemærkede Lenin, at i 1917 ¬»tiltrak bolsjevismen alle de bedste elementer i den samtidige socialistiske tænkning, der stod den nærmest¬«. Hvem henviser disse liner til, kammerat Johnstone? Til venstremensjevikkerne og de venstresocialrevolutionære? Men de fleste af disse havde allerede brudt med bolsjevismen i 1918. Disse linier henviser tydeligvis til Trotskij og Mezhrayontsigruppen. Lenins særlige indstilling til Mezhrayontsi ses af, at på et tidspunkt, hvor han opfordrede til en stramning af betingelserne for medlemskab for at værne imod en tilstrømning af upålidelige elementer, blev der dispenseret for prøvetiden for Mezhrayontsierne, som fik lov til at beregne tiden af deres medlemskab af bolsjevikkerne fra det tidspunkt, hvor de havde tilsluttet sig deres egen gruppe.

Dette var det samme som at sige, at bolsjevikkerne var enige med Trotskijs udtalelse om, at der ikke var nogen taktiske eller politiske forskelle mellem de to grupper. Ved den selv samme kongres, hvor Mezhrayontsierne tilsluttede sig Bolsjevikpartiet, blev den ¬»kolossalt arrogante¬« Trotskij valgt til Centralkomit√©en, og han var et af de fire navne (sammen med Lenin, Zinoviev og Kamenev), som blev udråbt som den der havde fået det største stemmetal (131 stemmer ud af 134).

Stalins forfalskningsskole

¬»Det ville virkelig være uhistorisk, hvis vi i vor vurdering af Trotskij skulle ignorere hans kamp imod bolsjevismen i de første fjorten år af dens eksistens eller betragte sagen som afsluttet ved at citere en bemærkning, som Lenin påstås at skulle have sagt om Trotskijs autoritet i 1917 (midt under revolutionen og efter at denne havde været i partiet i mindre end fire måneder) om, at efter at han havde forstået, at enhed med mensjevikkerne var umulig, ‚Äôvar der ingen bedre bolsjevik end Trotskij‚Äô.¬« (Cogito, s. 8)

Sådan er det knæfald for historiens muse, med hvilket Monty Johnstone afslutter den første del af sin ¬»langtrækkende, komplicerede men også yderst instruktive¬« historieskrivning om bolsjevismen. Eftersom han selv er så omhyggelig i sin brug af kilder, nægter han at anerkende en bemærkning, som Lenin ¬»påstås¬« at have sagt ¬»om Trotskijs autoritet¬«, som bevis. Hvad var denne bemærkning og hvorfor blev den sagt?

Ved et møde i Petrogradkomit√©en den 14. november 1917 talte Lenin om faren ved forsoningstendenser i partiledelsen, hvilket selv efter oktoberrevolutionen udgjorde en trussel. Den 14. november, elleve dage efter den vellykkede opstand, trådte tre medlemmer af Centralkomit√©en (Kamenev, Ainoviev, Nogin) tilbage i protest mod partiets politik, og udsendte et ultimatum, der krævede dannelse af en koalitionsregering, der omfattede mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, ¬»ellers vil den eneste mulighed være, at opretholde en rent bolsjevikisk regering ved hjælp af politisk terror¬«. De afsluttede deres udtalelse med en appel til arbejderne om ¬»øjeblikkelig forsoning¬« på basis af deres slogan, ¬»Længe leve regeringen af alle sovjetpartier!¬« Det forekom sandsynligt, at denne krise i rækkerne kunne ødelægge alt, hvad der var vundet ved oktober. Som reaktion på en farlig situation gik Lenin ind for eksklusion af de ledende skurke. Det var i denne situation, at Lenin holdt den tale, som slutter med ordene: ¬»Intet kompromis! En homogen bolsjevikisk regering.¬« I den originale tekst til Lenins tale forekommer følgende ord:

¬»Hvad angår en koalition, kan jeg ikke tale alvorligt om en sådan. Trotskij sagde for lang tid siden, at en forening var umulig. Trotskij forstod dette, og fra det tidspunkt af har der ikke været nogen bedre bolsjevik.¬«

Efter Lenins død startede den herskende klike: Stalin, Kamenev og Zinoviev en systematisk forfalskningkampagne, med det formål at reducere Trotskijs rolle i revolutionen og blæse deres egen op. For at gøre dette måtte de opfinde historien om ¬»trotskisme¬« for at drive en kile ind mellem Trotskijs standpunkt og Lenins og ¬»leninisternes¬« (dvs. deres eget). De bestilte historikere gravede sig igennem den ophobede dynge af gammel polemik, som for længst var glemt af dem, der havde deltaget i den: glemt, fordi alle de spørgsmål, der dengang var blevet rejst, var blevet besvaret af erfaringen med oktober, og derfor ikke kunne have mere end en abstrakt, historisk interesse. Men en alvorlig forhindring for falsknerne var Oktoberrevolutionen selv. Denne vanskelighed blev overvundet ved gradvist at slette Trotskijs navn fra historiebøgerne, ved historieomskrivning og til slut ved direkte undertrykkelse af al omtale, selv den mest harmløse, af Trotskijs rolle.

Monty Johnstone citerer selv et godt eksempel på dette: I udgaven fra 1934 af Stalins ‚ÄėOktoberrevolutionen‚Äô finder vi følgende:

¬»Alt praktisk arbejde i forbindelse med organiseringen af opstanden blev gjort under direkte ledelse af kammerat Trotskij, formanden for Petrogradsovjetten. Det kan siges med sikkerhed, at partiet først og fremmest står i gæld til kammerat Trotskij for garnisonens hurtige overgang til sovjettens side og for den effektive måde, den Militære Revolutionære Komit√© var organiseret på.¬«

¬»Denne passage¬«, skriver Monty Johnstone, ¬»er blevet utilgiveligt strøget af teksten i artiklen publiceret i Stalins ‚ÄėWorks‚Äô, Moskva 1953, bind 4, s. 157¬« (Cogito, note 3, s. 16).

¬»Utilgiveligt strøget¬« er sprogbrug for en mand, der er overrasket og irriteret over en mindre og uventet detalje. Men der er ikke noget overraskende over det, og kammerat Johnstones forundring er helt igennem påtaget. Han er helt på det rene med, at al sovjethistorieskrivning indtil dato ikke har bestået af andet end en fuldstændig falsk og forløjet beretning om den russiske revolution og specielt Trotskijs rolle. Fordrejningerne i 1924, om end de var grove nok, beredte kun vejen for den tid, hvor Stalin i stedet for det ovennævnte kunne skrive:

¬»Kammerat Trotskij spillede ingen særlig rolle , hverken i partiet eller i oktoberopstanden, og kunne ikke gøre det, eftersom han var forholdsvis ny i vort parti i oktoberperioden.¬« (J. Stalin, The October Revolution, s. 72)

Dette var igen blot endnu et skridt i retning af den fuldstændige degenerering af det stalinistiske bureaukrati, som anklagede, ikke blot Trotskij, men hele den ¬»gamle bolsjevikledelse¬« for at have samarbejdet med den tyske fascisme for at vælte Sovjetunionen. Blandt andre anklager, som blev fremført ved tiden for de berygtede udrensningsprocesser i 30‚Äôerne, blev Bukharin, som Lenin i sit tilbageholdte testamente beskrev ¬»som partiets favorit¬«, anklaget for at have lavet en sammensværgelse for at myrde Lenin i 1918!

Bemærkningen, som Lenin ¬»påstås at have gjort om Trotskijs autoritet¬«, blev publiceret i den oprindelige udgave af referaterne fra Petrogradkomit√©en, men blev senere undertrykt med den begrundelse, at Lenins tale var blevet forkert nedskrevet af referenten. Utvivlsomt var hele teksten, som det er tilfældet med mange af Lenins taler, dårligt redigeret, fuld af huller og ufuldstændige sætninger. Men kun √©n side blev slettet - den side, der indeholder Lenins bemærkning om Trotskij. I sin bog, ‚ÄėStalins forfalskningsskole‚Äô, gengiver Trotskij en fotokopi af den omtalte side. Originalen findes i Trotskij-arkivet sammen med meget andet materiale, som er blevet undertrykt i Sovjetunionen. Monty Johnstone anfægter ikke ægtheden af materialet. Det vover han ikke: det er blevet attesteret, ikke blot af enhver seriøs historiker, der har skrevet om den russiske revolution, men også af det materiale, som det russiske bureaukrati publicerede efter den 20. kongres, inklusive Lenins undertrykte ¬»testamente¬«, som blev publiceret af Venstreoppositionen i Rusland og af trotskister i udlandet tredive år før teksten blev gjort offentligt tilgængelig af den sovjetiske herskende klike. Naturligvis publicerede de kun en del af materialet - den der viser Lenins modstand mod Stalin. Men en endnu større del forbliver under lås og slå, i den ¬»lukkede¬« del af Lenin biblioteket, kun tilgængeligt for partiets leje-¬»historikeres¬« undersøgelser.

√Ügtheden af Lenins bemærkning kan ses af den sammenhæng han talte i. På spørgsmålet om forsoningslinien havde ingen været så udtalt som Trotskij før krigen. Trotskij havde på grundlag af 1905 troet, at nye revolutionære omvæltninger ville skubbe de bedste elementer blandt mensjevikkerne til venstre, og dermed gøre det muligt at få en forening med bolsjevikkerne i stand. Begivenhederne selv viste det forkerte i dette standpunkt. I 1917 indrømmede Trotskij uden tøven sin fejltagelse og opgav en gang for alle enhver id√© om en genforening med mensjevikkerne. Den ¬»gamle bolsjevikfraktion¬« klyngede sig derimod stadig til deres forsoningsillusioner, selv efter magtovertagelsen. Det de krævede i november 1917, var ensbetydende med en tilbagevenden eller en modrevolution i demokratisk forklædning. Vi kunne tænke os at stille Monty Johnstone et direkte spørgsmål: Hvem handlede mest som bolsjevik, Trotskij eller de selvbestaltede ¬»gamle bolsjevikker¬«? Han vil ikke svare. Det gør ikke noget. Lenin gav svaret på Petrogradkomit√©ens møde i november 1917.

På side 21 i sit værk citerer Johnstone fra Lenins sidste brev til kongressen det berømte undertrykte testamente, som sovjetlederne først gjorde tilgængeligt for kommunistpartiernes menige medlemmer efter den 20. kongres. Johnstone citerer, hvad Lenin har at sige om Trotskijs personlige egenskaber, men undlader √©n sætning, som er meget vigtig for hans eget værk. I sit sidste ord til det Russiske Kommunistparti advarede Lenin om, at Trotskijs ikke-bolsjevikiske fortid ikke skulle holdes ham til last.

Monty Johnstone har brugt over halvdelen af sit værk på at grave alt det affald frem, han kan komme i nærheden af fra den særeste polemik fra perioden før 1917. Men ikke tilfældigt undlader han at citere Lenins sidste ord om Trotskij og dennes forhold til Bolsjevikpartiet før 1917.

For Lenin, såvel som for Trotskij, markerede året 1917 det afgørende vendepunkt, som gjorde al den gamle polemik med Trotskij irrelevant. Det er derfor Lenin aldrig fandt anledning til at referere til dem efter 1917. Det er også derfor, Trotskij i 1921 fortalte Olminskij, at en offentliggørelse af hans brev til Chkheidze ville være ubelejlig. Monty Johnstone antyder, at Trotskij af denne grund var skyldig i de samme forfalskningsmetoder som Stalin!

¬»Da Olminskij, som var formand for partihistoriekommissionen, spurgte ham, om det (brevet til Chkheidze) skulle publiceres, svarede han, at dette ville være ‚Äôubelejligt‚Äô, og tilføjede faderligt: En læser i dag vil ikke forstå, vil ikke foretage de nødvendige historiske rettelser og vil simpelthen blive forvirret.‚Äô Dette var præcis den stalinistiske begrundelse for den undertrykkelse og forfalskning af historiske dokumenter, som Trotskij senere selv skulle fordømme så fornuftigt og korrekt.¬« (Cogito s. 7, vor fremhævelse)

Eftersom Monty Johnstone heller ikke har gjort det ringeste forsøg på at forklare den historiske sammenhæng for dette brev, eller noget andet, er hans motivering for at bruge det ganske klar. Vi håber, vi har givet en vis id√© om Trotskijs virkelige ‚Äômotivering‚Äô i denne periode (1913), hans ønske om enhed i den marxistiske bevægelse. I sin bog, ‚ÄėTil forsvar for marxismen‚Äô, forklarer Trotskij i detaljer grundene til sit standpunkt. Johnstone citerer fra dette værk, men gengav, på den sædvanlige ¬»yderst skæve, sammenkogte¬« måde, kun √©n sætning, nemlig: ‚ÄôI den periode havde jeg, særligt på det organisatoriske område, ikke frigjort mig fra en småborgerlig revolutionists karaktertræk.‚Äô Lad os gengive Trotskijs ord uden ‚Äôpraktiske‚Äô forkortelser:

¬»Jeg tænker på den såkaldte augustblok i 1912. Jeg deltog aktivt i denne blok. I en vis forstand skabte jeg den. Politisk afveg jeg fra mensjevikkerne i alle fundamentale spørgsmål. Jeg afveg også fra de ultravenstre bolsjevikker, ‚ÄėVperyodisterne‚Äô. I de generelle tendenser i politik stod jeg langt nærmere bolsjevikkerne. Men jeg var imod det leninistiske ‚Äôregime‚Äô, fordi jeg endnu ikke havde lært at forstå, at for at kunne virkeliggøre det revolutionære mål var et fast sammensvejset, centraliseret parti uundværligt. Og derfor dannede jeg denne forbigående blok bestående af forskelligartede elementer, som var imod partiets proletariske fløj.

¬»I augustblokken havde likvidatorerne deres egen fraktion, ‚ÄėVperyodisterne‚Äô havde også noget i retning af en fraktion. De fleste af dokumenterne blev skrevet af mig, og ved at undgå principforskelle havde de som deres mål at give indtryk af en tilsyneladende enstemmighed i ‚Äôkonkrete politiske spørgsmål‚Äô. Ikke et ord om fortiden! Lenin underkastede augustblokken nådesløs kritik, og de hårdeste slag blev rettet mod mig. Lenin beviste, at eftersom jeg hverken var politisk enig med mensjevikkerne eller ‚ÄėVperyodisterne‚Äô var der tale om en eventyrpolitik. Dette var hårdt, men det var sandt.

¬»Lad mig som ‚Äôformildende omstændighed‚Äô nævne, at jeg havde sat mig som opgave ikke at støtte den højre eller den ultravenstre fraktion mod bolsjevikkerne, men at forene partiet som helhed. Bolsjevikkerne var også inviteret til augustkonferencen. Men da Lenin ligeud nægtede at forenes med mensjevikkerne (hvilket han havde helt ret i), stod jeg tilbage i en unaturlig blok med mensjevikkerne og ‚ÄėVperyodisterne‚Äô. En anden formildende omstændighed er, at selve fænomenet med bolsjevismen, som det virkelige revolutionære parti, for første gang var ved at udvikle sig på det pågældende tidspunkt - den 2. Internationales praksis var der ingen fortilfælde. Men jeg vil ikke derved på nogen måde afvise min skyld. Trods id√©en om den permanente revolution, som utvivlsomt viste det korrekte perspektiv, havde jeg i den periode, specielt på det organisatoriske område, ikke frigjort mig fra en småborgerlig revolutionærs karaktertræk. Jeg led af forsoningsliniens sygdom i forholdet til mensjevismen og havde en mistroisk holdning overfor leninistisk centralisme. Straks efter augustkonferencen begyndte blokken at opløse sig i sine bestanddele. Få måneder efter var jeg ikke blot i princip men også organisatorisk uden for blokken.¬« (L. Trotskij, ¬»In Defence of Marxism¬«, s. 141)

Således afslører og forklarer Trotskij sine egne fejltagelser lige ud og ærligt. Johnstone har naturligvis ingen intentioner om at lade Trotskij tale for sig selv, men griber blot isolerede sætninger (¬»forsoningsliniens sygdom¬«, ¬»småborgerlig revolutionær¬»), som han bruger på en helt igennem samvittighedsløs og stalinistisk måde. Han forsøger en sammensmeltning (den foretrukne teknik i stalinistisk forfalskning) mellem Stalin og Trotskij, som er under lavmålet. Hans ¬»motivering¬« er dobbeltsidig: Dels at tilsværte Trotskijs navn som løgner og falskner, som en der bevidst skjuler sine tidligere uenighed med Lenin(!); dels et endnu mere fejt forsøg på at forskønne de blodige uhyrligheder i forbindelse med de stalinistiske skueprocesser, som hvilede på menneskelige kroppe og nervesystemer, ved at placere dem på samme niveau som Trotskijs brev til Olminskij!

Monty Johnstone kaster sig over dette brev for at understrege sit argument om Trotskijs ¬»voldsomme opposition¬« mod Lenin. Og nogle af de udtryk, som Trotskij bruger, synes at bekræfte hans argument. Men den brug, som Monty Johnstone gør af brevet, bekræfter fuldstændigt, hvad Trotskij skrev til Olminskij - at læseren ikke ville forstå de omstændigheder under hvilke brevet var skrevet, at han ville drage de forkerte konklusioner - netop de forkerte konklusioner, som Monty Johnstone får sin læser til at drage i dag.

Hvornår skrev Trotskij dette brev og hvorfor? Trotskij forklarer selv i ‚ÄėMit liv‚Äô:

¬»Mit brev til Chkheidze mod Lenin blev publiceret i denne periode. Denne episode, som skriver sig tilbage til april 1913, opstod af det forhold, at den officielle bolsjevikiske avis, som dengang blev udgivet i Skt. Petersborg, havde taget titlen fra min Wienpublikation, ¬»Pravda - en arbejderavis¬«. Dette førte til en af de skarpe konflikter, som forekommer så hyppigt i de personers liv, som lever i fremmed eksil. I et brev til Chkheidze, som på et tidspunkt stod mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne, gav jeg luft for min harme over det bolsjevikiske center og Lenin. To eller tre uger senere ville jeg utvivlsomt have underkastet mit brev en skrap censors revidering; endnu et år eller to senere ville det have syntes en kuriositet i mine egne øjne. Men dette brev fik en sælsom skæbne. Det blev opsnappet undervejs af politiet. Det henlå i politiarkiverne indtil oktoberrevolutionen, hvor det kom til Instituttet for Kommunistpartiets Historie. Lenin kendte udmærket eksistensen af dette brev. I hans øjne, som i mine, var det kun ¬»sneen, der faldt i fjor¬« og intet mere. Adskillige breve af forskellig slags var blevet skrevet i årene i fremmed eksil! I 1924 gravede epigonerne brevet frem fra arkiverne og kastede det i hovedet på partiet, af hvilket tre fjerdedele på det tidspunkt bestod af nye medlemmer. Det var ikke noget tilfælde, at man havde valgt månederne umiddelbart efter Lenins død som tidspunkt for dette. Denne omstændighed var dobbelt vigtig. For det første kunne Lenin ikke længere rejse sig for at kalde disse herrer ved deres rette navn, og for det andet var folkemasserne grebet af sorg over deres leders død. Uden noget kendskab til partiets fortid læste folket Trotskijs fjendtlige bemærkninger og var lamslåede. Ganske vist var bemærkningerne gjort tolv år før, men tidsfølgen blev overset i betragtning af de nøgne citater. Den brug, epigonerne gjorde af mit brev til Chkheidze, er et af de største bedragerier i verdenshistorien. De franske reaktionæres forfalskede dokumenter i Dreyfussagen er for intet at regne i sammenligning med det politiske falskneri, som blev begået af Stalin og hans folk.¬« (L. Trotskij, My Life, s. 515-6)

Den brug, stalinisterne gør af dette brev, er blot et af utallige eksempler på de usle sammensværgelsesmetoder, som de gjorde til en kunst. Vi kan sige, at mange af udtrykkene der bruges i det brev, og som Monty Johnstone kaster sig over, var overilede og forkerte. Men der er en verden til forskel mellem ord, der udtales i et pludseligt, vredt øjeblik, og stalinisternes koldblodige, bevidste og ondskabsfulde bagvaskelser. Monty Johnstone udviser from indignation over sammensværgelsesmetoderne i Stalins udrensninger. Men han betænker sig ikke på at falde tilbage på de tidligere forfalskninger, som blev kogt sammen af Zinoviev-Kamenev-Stalin-kliken efter Lenins død. Ved at gentage disse ondskabsfulde løgne og falsknerier genopliver Monty Johnstone Stalins metoder, snarere end at bryde med dem, i en ny og mere ¬»respektabel¬« forklædning. Det får dem ikke til at lugte bedre.

Monty Johnstones ¬»sag¬« mod Trotskij er hverken ny eller original. Den udgør en tilbagevenden fra det fuldstændigt miskrediterede ¬»Trotskij-fascistiske¬« svineri fra 30‚Äôerne, til de mere ¬»raffinerede¬« pseudopolitiske argumenter fra den første vækstperiode for bureaukratiet i Sovjetunionen i 1924-29. På den tid var begivenhederne i oktober 1917 stadig for friske i folks erindring til at Trotskij straks kunne anklages for at være agent for den tyske imperialisme, og Bukharin anklages for at have forsøgt at myrde Lenin i 1918. I stedet blev de sovjetiske lejeskribenter opfordret til at mose rundt i arkiverne for at grave netop de argumenter frem om Trotskijs ¬»voldsomme opposition¬« til Bolsjevikpartiet, som Monty Johnstone nu fører frem som sit enestående bidrag til historisk videnskab. Eftersom Monty Johnstone ikke har tilføjet noget til disse hykleriske fordrejninger fra for fyrre år siden, vil det være rimeligt at give Trotskij lejlighed til at fremføre sit eget forsvar, præcis som han gjorde i sit brev til Bureauet for Partihistorie i 1924:

¬»Som jeg mange gange har sagt, så var fejlen på min side i min uenighed med bolsjevismen i en række fundamentale spørgsmål. For nogenlunde at beskrive i få ord naturen og omfanget af disse mine tidligere uoverensstemmelser med bolsjevismen kan jeg sige dette: I den tid jeg stod uden for Bolsjevikpartiet, i den tid da mine uenigheder med bolsjevismen nåede deres højdepunkt, da var afstanden mellem mig og Lenins synspunkter aldrig så stor som den afstand, der skiller Stalin-Bukharins nuværende standpunkter fra selve fundamentet for marxismen og leninismen.¬«(Trotskij, The Stalin School of Falsification)


Tilbage
Lenin og Trotskij - hvad de virkelig stod for
Næste

Ted Grant Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere