Indledning til bidrag til kritik af den politiske øknomi

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: Skrevet mellem den 23. august 1857 og medio september samme år; Saml. s. 5-31 i Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie (Rohentwurf), Berlin (DDR) 1953 og s. 15-45 i Marx Engels Werke bd. 42, Berlin (DDR) 1983.
Oversættelse: Kjeld Schmidt (med enkelte tilføjelse fra 1983-udgaven).
På dansk: "Indledning" til Grundrids. (Rhodos 1970, s. 21-55)
Online version: WJ, 2007.


Produktion, konsumtion, distribution, udveksling (cirkulation)

(Note til overskrift [1] )

1) Produktion

a) Den foreliggende genstand er først og fremmest den materielle produktion.

Individer, der producerer i samfund, - og derfor individernes samfundsmæssigt bestemte produktion - er naturligvis udgangspunktet. Den enkelte og individualiserede jæger og fisker, hvormed Smith og Ricardo [2] begynder, tilhører 1700-tals-robinsonadernes fantasiløse indbildninger, robinsonader, der på ingen måde blot udtrykker en reaktion mod overforfinelse og en tilbagevenden til et misforstået naturliv, hvad kulturhistorikere tror. Ligeså lidt som Rousseaus contrat social, [3] der gennem overenskomst bringer de af naturen independente subjekter i forhold og forbindelse med hinanden, beror på en sådan naturalisme. Dette er overflade og er kun de små og store robinsonaders æstetiske overflade. Det er snarere en antecipation af det 'borgerlige samfund', der forberedte sig siden 1500-tallet, og som i 1700-tallet tog syvmileskridt mod sin modning. I dette den frie konkurrences samfund fremtræder den enkelte befriet for de naturbånd o.s.v., der i tidligere samfunds-epoker gør ham til et tilbehør til et bestemt, begrænset menneskelig konglomerat. Dette 1700-tallets individer på den ene side er et produkt af opløsningen af de feudale samfundsformer, og som på anden side er et produkt af de siden 1500-tallet nyudviklede produktivkræfter, - foresvæver 1700-tallets profeter, på hvis skuldre endnu Adam Smith og Ricardo helt og aldeles står, som [et] ideal, hvis eksistens er forgangen. Ikke som et historisk resultat, men som historiens udgangspunkt. Fordi det ifølge deres forestilling om den menneskelige natur [fremstår] som det naturlige individ, og ikke er som et historisk opstående, men af naturen sat individ. Denne illusion har været særegen for enhver ny epoke hidtil. Steuart [4] , der i mange henseender står i modsætning til 1700-tallet og som aristokrat mere står på historisk grund, har undgået denne enfoldighed.

Jo længere vi går tilbage i historien, desto mere fremtræder individet og derfor også det producerende individ som værende uselvstændigt, tilhørende et større hele: oprindeligt endnu på ganske naturlig vis i familien og den til stamme udvidede familie; [5] senere i det af stammernes modsætning og sammensmeltning fremkommende fællesvæsen i dets forskellige former. Først i 1700-tallet i 'det borgerlige samfund' træder de forskellige former for den samfundsmæssige kohesion den enkelte i møde som blot middel for hans private mål, som ydre nødvendighed. Men den epoke, der skaber dette den partikulariserede enkeltes standpunkt, er netop de hidtil mest udviklede samfundsmæssige (ud fra dette standpunkt: almene) forholds epoke. Mennesket er bogstaveligt talt et zôon politikón, [6] ikke kun et flokdyr, men et dyr, der kun kan partikularisere sig i samfundet. Den partikulariserede enkeltes produktion uden for samfundet - en raritet, der vel kan forekomme hos en civiliseret, der ved et tilfælde er kastet ud i vildnisset, og som i sig allerede dynamisk besidder samfundskræfterne - er lige så meget en uting, som sprogudvikling uden individer, som lever sammen, og som taler sammen. Derved skal der ikke længere gøres ophold. Punktet skulle slet ikke berøres, hvis ikke fadæsen, der hos 1700-tallets folk havde mening og forstand, igen af Bastiat, Carey, Proudhon [7] etc. i alvor var blevet slæbt med midt ind i den mest moderne økonomi. For Proudhon o.a. er det naturligvis belejliget således på historiefilosofisk vis at udvikle oprindelsen til et økonomisk forhold, hvis historiske opståen han ikke kender, derved, at han mytologiserer, at Adam eller Prometheus er faldet over Ideen fiks og færdig, og at den så er blevet indført etc. Intet er mere dræbende tørt end den fantaserende locus communis [8] .

Når der altså er tale om produktion, er der altid tale om produktion på et bestemt samfundsmæssigt udviklingstrin - om samfundsmæssige individers produktion. Det kunne derfor se ud til, at vi for overhovedet at tale om produktion enten må forfølge den historiske udviklingsproces i dens forskellige faser eller på forhånd må erklære, at vi har at gøre med en bestemt historisk epoke, altså f.eks. med den moderne borgerlige produktion, der i virkeligheden er vort egentlige tema. Men alle produktionens epoker har dog visse træk fælles, fælles bestemmelser. Produktionen i almindelighed er en abstraktion, men en forstandig abstraktion, forsåvidt som den virkelig fremhæver, fikserer det fælles og derfor sparer os for gentagelsen. Imidlertid er dette almene eller det gennem sammenligning udsondrede fælles selv mangfoldigt sammensat, eksploderende i forskellige bestemmelser. Noget af det almene tilhører alle epoker; andet er fælles for nogle. Nogle bestemmelser vil være fælles for den mest moderne epoke og den ældste. En produktion uden dem er utænkelig; dog, når de mest udviklede sprog har love og bestemmelser fælles med de mest uudviklede, så må netop det, der udgør deres udvikling, og som er forskelligt fra dette almene og fælles, de bestemmelser, der gælder for produktionen overhovedet, skelnes skarpt, således at den væsentlige forskel ikke glemmes bag enheden - der allerede fremgår af, at subjektet, menneskeheden og objektet, naturen er det samme. I denne forglemmelse ligger f.eks. hele visdommen hos de moderne økonomer, der beviser de bestående sociale forholds evighed og harmoni. For eksempel: Ingen produktion og harmoni er mulig uden et produktionsinstrument, var dette instrument også blot hånden. Ingen produktion er mulig uden forgangent, ophobet arbejde, var dette arbejde også blot den færdighed, der er ophobet og koncentreret i den vildes hånd gennem gentagen øvelse. Kapitalen er blandt andet også et produktionsinstrument, også forgangent, objektiveret arbejde. Altså er kapitalen et alment, evigt naturforhold; d.v.s. når jeg netop udelader det specifikke, som først gør 'produktionsinstrument', 'ophobet arbejde' til kapital. Produktionsforholdenes hele historie fremtræder derfor hos f.eks. Carey som en af regeringerne ondskabsfuldt foranlediget forfalskning.

Når der ikke gives nogen produktion i almindelighed, så gives der heller ingen almindelig produktion. Produktionen er altid en særlig produktionsgren - f.eks. agrikultur, kvægavl, manufaktur etc. - eller den er totalitet. Dog er den politiske økonomi ikke teknologi. Det forhold, produktionens almindelige bestemmelser på et givet samfundsmæssigt trin har til de særlige produktionsformer, vil blive udviklet andetsteds (senere). Endelig er produktionen heller ikke blot særlig. Men den er altid en vis samfundsorganisme, et samfundsmæssigt subjekt, der er aktivt i en større eller mere pauver totalitet af produktionsgrene. Det forhold, den videnskabelige fremstilling har til den reelle bevægelse, hører ligeledes endnu ikke hjemme her. Produktion i almindelighed. Særlige produktionsgrene. Produktionens totalitet.

Det er på mode at lade økonomien indlede med en almindelig del - og det er netop den, der figurerer under titlen 'Produktion' (se for eksempel J. St. Mill [9] ) -, hvori al produktions almindelige betingelser behandles. Denne almindelige del består - eller skal angiveligt bestå - af 1) de betingelser, uden hvilke produktion ikke er mulig. Det vil altså faktisk ikke sige andet end at angive de væsentlige momenter i al produktion. Dette lader sig imidlertid faktisk, som vi skal se, reducere til nogle særdeles enkelte bestemmelser, der bliver udhamret i flade tautologier; 2) de betingelser, der mere eller mindre fremmer produktionen, som f.eks. Adam Smiths fremadskridende eller stagnerende samfundstilstand. For at hæve dette, der som aperçu [10] har sin værdi hos ham, til videnskabelig betydning, ville undersøgelser over produktivitetsgradernes perioder i enkelte folks udvikling være nødvendig - en undersøgelse, der ligger uden for temaets egentlige grænser; forsåvidt som den imidlertid er en del af dette, skal den placeres ved udviklingen af konkurrencen, akkumulation etc. I den almindelige udgave går svaret ud på det almindelige, at et industrielt folk i det øjeblik besidder sin produktions højdepunkt, hvor det overhovedet er på sit historiske højdepunkt. In fact. [11] Et folks industrielle højdepunkt, sålænge endnu ikke profitten, men resultatet er hovedsagen for det. Såvidt yankee'erne over englænderne. Eller også: at f.eks. visse racer, anlæg, klimaer, naturforhold som søforhold, jordens frugtbarhed etc. er produktionen gunstigere end andre. Ender igen i den tautologi, at rigdommen i den grad lettere skaffes, som dens elementer i højere grad er subjektivt og objektivt for hånden.

Det er imidlertid ikke alt, hvad økonomerne beskæftiger sig med i denne almindelige del. Produktionen skal snarere - se f.eks. Mill - til forskel fra distribution etc. fremstilles som indbefattet i af historien uafhængige, evige naturlove, ved hvilken anledning borgerlige forhold helt under hånden indsmugles som uomstødelige naturlove for samfundet in abstracto. [12] Dette er hele fremgangsmådens mere eller mindre bevidste formål. Ved distributionen derimod skal menneskene faktisk have tilladt sig allehånde vilkårligheder. Helt bortset fra den brutale separation af produktion og distribution og disses virkelige forhold må så meget på forhånd være indlysende, at det for distributionens vedkommende -hvor forskelligartet distributionen på forskellige samfundstrin end kan være - må være ligeså muligt som i produktionen at fremhæve fælles bestemmelser og ligeså muligt at konfundere alle historiske forskelle eller at opløse dem i alment menneskelige love. For eksempel får såvel slaven, den livegne som lønarbejderen et bestemt kvantum ernæring, der gør det muligt for dem at eksistere som slave, livegen eller lønarbejder. Erobreren, der lever af tribut, eller embedsmanden, der lever af skat, eller jordejeren, der lever af rent [13] , eller munken, der lever af almisser, eller levitten, der lever af tiende, får alle en kvota af den samfundsmæssige produktion, en kvota, der er bestemt efter andre love end slavens etc. De to hovedpunkter, som alle økonomer rubricerer herunder, er: 1) ejendom; 2) sikring af samme gennem justits, politi etc. Det skal besvares ganske kort:

ad 1. Al produktion er tilegnelse af naturen fra individets side inden for og formidlet gennem en bestemt samfundsform. I denne forstand er det en tautologi at sige, at ejendom (tilegnelse) er en betingelse for produktionen. Men det er latterligt at gøre et spring herfra og til en bestemt form af ejendommen, f.eks. privatejendommen. (Som endvidere er en antagonistisk form, som ligeledes implicerer ikke-ejendommen som betingelse). Historien viser snarere fællesejendom (f.eks. hos inderne, slaverne, de gamle keltere etc.) som den mere oprindelige form, en form, som i skikkelse af fællesskabets ejendom endnu i lang tid spiller en betydelig rolle. Spørgsmålet, om rigdommen bedre udvikler sig under denne eller hin ejendomsform, er endnu slet ikke på tale. Men at der ikke kan være tale om produktion, altså ej heller om samfund, hvor der ikke eksisterer en form for ejendom, er en tautologi. En tilegnelse, der gør intet til sin egen, er contradictio in subjecto. [14]

ad 2. Sikring af det erhvervede etc. Når denne trivialitet bliver reduceret til sin virkelige gehalt, så udtaler den mere, end dens prædikanter véd. Nemlig at enhver form for produktion skaber sine egne retsforhold, regeringsformer etc. Råheden og begrebsløsheden ligger netop deri, at forholde det organisk sammenhørende tilfældigt til hinanden, at bringe det i en ren og skær reflektionssammenhæng. Det eneste, der foresvæver de borgerlige økonomer er, at der bedre produceres med det moderne politi end f.eks. under næveretten. Kun glemmer de, at også næveretten er en ret, og at den stærkes ret også lever videre under andre former i deres retsstat'.

Når de til et bestemt trin af produktionen svarende samfundsmæssige tilstande først opstår, eller når de allerede forgår, indtræder der naturligvis forstyrrelser i produktionen, omend i forskellig grad og med forskellig virkning.

For at resumere: Der findes bestemmelser, der er fælles for alle produktionstrin, og som af tænkningen fikseres som almene; men al produktions såkaldte almene betingelser er intet andet end disse abstrakte momenter, hvormed intet virkeligt historisk produktionstrin er begrebet.

2) Produktionens almindelige forhold til distribution, bytning, konsumtion

Før en nærmere analyse af produktionen påbegyndes, er det nødvendigt at have de forskellige rubrikker, økonomerne stiller ved siden af den, for øje.

Den indlysende forestilling: I produktionen tilegner (frembringer, gestalter) samfundsmedlemmerne naturprodukterne til menneskelige behov; distributionen bestemmer det forhold, hvori den enkelte får del i disse produkter; bytningen tilfører ham de særlige produkter, i hvilke han vil omsætte den ham gennem distributionen tilfaldende kvota; endelig bliver produkterne i konsumtionen genstand for nydelsen, for den individuelle tilegnelse. Produktionen frembringer de til behovene svarende genstande; distributionen fordeler dem efter samfundsmæssige love; bytningen fordeler igen det allerede fordelte efter det enkelte behov; endelig træder produktet i konsumtionen ud af sin samfundsmæssige bevægelse, bliver direkte genstand for det enkelte behov og tjener og tilfredsstiller dette behov i nydelsen. Produktion fremtræder således som udgangspunktet, konsumtionen som endepunktet, distribution og bytning som midten, der igen selv er dobbelt, idet distributionen er bestemt som det fra samfundet og bytningen som det fra individet udgående moment. I produktionen objektiverer personen sig, i personen subjektiverer tingen sig; i distributionen overtager samfundet formidlingen mellem produktion og konsumtion i form af almene, herskende bestemmer den produktion, i hvilken individet forlanger videts tilfældige bestemthed.

Distributionen bestemmer det forhold (det kvantum), i hvilket produkterne tilfalder individerne; bytningen bestemmer den produktion, i hvilken individet forlanger den andel, der er anvist ham gennem distrubutionen.

Produktion, distribution, handel, konsumtion udgør således [for økonomerne] en regelret slutning; produktion er det almene, distribution og bytning det specifikke, konsumtion den konklusion, hvori det hele sammenfattes. Dette er rigtignok en sammenhæng, men en overfladisk. Produktionen er bestemt gennem almene naturlove; distributionen ved et samfundsmæssigt tilfælde, og den kan derfor virke mere eller mindre befordrende på produktionen; handelen ligger mellem begge som formal-samfundsmæssig bevægelse, og den afsluttende konsumtionsakt, der ikke kun opfattes som afslutning, men også som formål, ligger egentlig uden for økonomien, undtagen forsåvidt som den igen virker tilbage på udgangspunktet og indleder hele processen på ny.

De modstandere af de politiske økonomer - det være sig modstandere inden for eller uden for disses område -, der bebrejder dem deres barbariske adskillelse af det sammenhørende, står enten sammen med dem på samme grund eller under dem. Intet er mere sædvanligt end den bebrejdelse, at de politiske økonomer opfatter produktionen for snævert som et mål i sig selv. Det kommer lige så meget an på distributionen. Til grund for denne indvending ligger netop den økonomiske forestilling, at distributionen har til huse ved siden af produktionen som en selvstændig, uafhængig sfære. Eller momenterne er ikke blevet fattet i deres enhed. Som om denne separation ikke var trængt fra virkeligheden ind i lærebøgerne, men omvendt var trængt fra lærebøgerne ind i virkeligheden, og som om det her drejede sig om en dialektisk udjævning af begreber og ikke om opfattelsen af reelle forhold!

a1) [Produktion og konsumtion]

Produktionen er umiddelbart også konsumtion. Dobbelt konsumtion, subjektiv og objektiv: individet, der udvikler sine færdigheder, mens det producerer, bruger dem også, fortærer dem i produktionsakten, akkurat som den naturlige frembringelse er en konsumtion af livskræfter. Produktionen er for det andet: Konsumtion af produktionsmidlerne, der bliver brugt og forslidt og delvis (som f.eks. ved fyring) igen bliver opløst i de almene elementer. Ligeledes konsumtionen af råstoffet, der ikke forbliver i sin naturlige gestalt og beskaffenhed, men som snarere bliver opbrugt. Selve produktionsakten er derfor i alle sine elementer også en konsumtionsakt. Men dette medgiver økonomerne. Den umiddelbart med konsumtionen identiske konsumtion, den umiddelbart med produktionen sammenfaldende konsumtion kalder de produktiv konsumtion. Denne identitet af produktion og konsumtion fremgår af Spinozas tesis: determinatio est negatio. [15]

Men denne den produktive konsumtions bestemmelse bliver netop kun opstillet for at adskille den produktion, der er identisk med konsumtion, fra den egentlige konsumtion, der snarere opfattes som produktionens destruktive modsætning. Lad os altså betragte den egentlige konsumtion.

Konsumtionen er umiddelbart også produktion, som konsumtionen af elementerne og de kemiske stoffer i naturen er produktion af planten. At mennesket f.eks. i ernæringen - en form for konsumtion - producerer sin egen krop, er klart. Dette gælder imidlertid om enhver anden form for produktion, der på den ene eller anden måde producerer et aspekt af mennesket. Konsumtiv produktion. Dog, siger økonomerne, denne med konsumtionen identiske produktion er en anden produktion, som fremgår af tilintetgørelsen af det første produkt. I den første materialiserede producenten sig, i den anden personificeres den af ham skabte ting. Altså er denne konsumtive produktion - omend den er en umiddelbar enhed mellem produktion og konsumtion - væsensforskellig fra den egentlige produktion. Den umiddelbare enhed, hvori produktionen falder sammen med konsumtionen og konsumtionen med produktionen, lader sin umiddelbare dobbelthed bestå.

Produktionen er altså umiddelbart konsumtion og konsumtionen umiddelbart produktion. De er hver især umiddelbart deres modsætning. Men samtidig finder der en formidlende bevægelse sted mellem begge. Produktionen formidler konsumtionen, hvis materiale, den skaber, og som uden den ville mangle sin genstand. Men konsumtionen formidler også produktionen, idet den først skaber produkterne det subjekt, for hvilket de er produkter. Produktet erholder først det sidste finish i konsumtionen. En jernbane, på hvilken der ikke køres, og som altså ikke forbruges, ikke konsumes, er kun dynámei [16] en jernbane, ikke i virkeligheden. Uden produktion ingen konsumtion; men også: uden konsumtion ingen produktion, da produktionen i så fald var uden formål.

Konsumtionen producerer produktionen i dobbelt forstand, 1) idet produktet først bliver et virkeligt produkt i konsumtionen. F.eks. bliver en kjole først virkelig kjole ved at blive båret; et hus, der ikke bliver beboet, er in fact intet virkeligt hus; altså bevares produktet, det bliver først produkt - til forskel fra ren og skær naturgenstand - i konsumtionen. Først konsumtionen giver produktet the finishing stroke, [17] idet den opløser det; thi produktionen er ikke produkt som tingsliggjort aktivitet, men kun som genstand for det aktive subjekt; 2) idet konsumtionen skaber behov for ny produktion, altså skaber produktionens ideelle, indvortes drivende grund, der er dens forudsætning. Konsumtionen skaber produktionens tilskyndelse; den skaber også den genstand, der som målbestemmende er aktiv i produktionen. Når det er klart, at produktionen udvortes frembyder konsumtionens genstand, så er det derfor ligeså klart, at konsumtionen sætter produktionens genstand ideelt, som indvortes billede, som behov, som tilskyndelse og som formål. Den skaber produktionens genstande i endnu subjektiv form. Uden behov, ingen produktion. Men konsumtionen reproducerer behovet.

Hertil svarer for produktionens vedkommende, at den 1) leverer konsumtionen materialet, genstanden. En konsumtion uden genstand er ingen konsumtion; altså skaber, producerer produktionen konsumtionen. 2) Men det er ikke kun genstanden, produktionen skaber for konsumtionen. Den giver også konsumtionen dens bestemthed, dens karakter, dens finish. Akkurat som konsumtionen gav produktet dets finish som produkt, giver produktionen konsumtionen dens finish. For det første er genstanden ingen genstand overhovedet, men en bestemt genstand, der må konsumeres på en bestemt måde, som igen selv må formidles gennem produktionen. Sult er sult, men sult, der tilfredsstilles af kogt kød, der spises med kniv og gaffel, er en anden sult end den, der tilfredsstilles ved at sluge råt kød ved hjælp af hånd, negl og tand. Ikke kun konsumtionens genstand, men også konsumtionens måde produceres derfor af produktionen, ikke kun objektivt, men også subjektivt. Produktionen skaber altså konsumenten. 3) Produktionen leverer ikke blot behovet et materiale, men den leverer også materialet et behov. Når konsumtionen træder ud af sin første naturråhed og umiddelbarhed - og den fortsatte dvælen heri ville selv være resultatet af en i naturråheden fastsiddende produktion -, så er den selv som tilskyndelse formidlet gennem genstanden. Det behov, konsumtionen føler for genstanden, er skabt ved iagttagelsen af samme. Kunstgenstanden - såvel som ethvert andet produkt - skaber et publikum, der er kunstforstandigt, og som er i stand til at nyde skønhed. Produktionen producerer derfor ikke blot en genstand for subjektet, men også et subjekt for genstanden. Produktionen producerer derfor konsumtionen, 1) idet den skaber materialet for konsumtionen; 2) idet den bestemmer konsumtionens måde; 3) idet den frembringer de produkter som behov i konsumenten, som først sættes som genstand af den. Den producerer derfor konsumtionens genstand, konsumtionens måde, konsumtionens tilskyndelse. Ligeledes producerer konsumtionen producentens anlæg, idet den solliciterer ham som målbestemmende behov.

Identiteten mellem konsumtion og produktion synes altså tredobbelt:

1) Umiddelbar identitet: Produktionen er konsumtionen; konsumtionen er produktion. Konsumtiv produktion. Produktiv konsumtion. Nationaløkonomerne kalder begge produktiv konsumtion. Men gør dog en distinktion. Den første figurerer som reproduktion; den anden som produktiv konsumtion. Alle undersøgelser over den første er undersøgelserne over produktivt og uproduktivt arbejde; de over den anden er undersøgelserne over produktiv og ikke-produktiv konsumtion.

2) At enhver fremtræder som middel for den anden; formidles af den anden; hvad der udtrykkes som deres gensidige afhængighed; en bevægelse, hvorigennem de sættes i relation til hinanden og fremtræder gensidigt uafhængige, men dog endnu forbliver udvendige for hinanden. Produktionen skaber materialet som udvortes genstand for konsumtionen; konsumtionen skaber behovet som indre genstand, som formål for produktionen. Uden produktion ingen konsumtion; uden konsumtion ingen produktion. Figurerer i økonomien i mange former.

3) Produktionen er ikke kun umiddelbart konsumtion og konsumtionen umiddelbart produktion; ej heller er produktionen kun middel for konsumtionen og konsumtionen formål for produktionen, d.v.s. at enhver leverer genstanden for den anden; produktionen leverer konsumtionens ydre genstand, konsumtionen leverer produktionens forestillede genstand; men enhver af disse er ikke kun umiddelbart den anden, eller kun formidlende den anden, men begge to frembringer, idet de fuldbyrdes, den anden; sig selv som den anden. Konsumtionen fuldbyrder først produktionsakten, idet den fuldender produktet som produkt, idet den opløser det, idet den fortærer den selvstændigt tingslige form ved det; idet den i kraft af behovet for gentagelse forøger det anlæg, der er udviklet i den første produktionsakt, til færdighed; den er altså ikke kun den afsluttende akt, hvorigennem produktet bliver produkt, men også hvorigennem producenten bliver producent. På den anden side producerer produktionen konsumtionen, idet den skaber konsumtionens bestemte måde, og dermed, idet den skaber konsumtionens stimulus, selve konsumtionsevnen som behov. Denne sidste under 3) bestemte identitet er i økonomien gentagne gange belyst i forholdet mellem efterspørgsel og udbud, mellem genstande og behov, mellem behov, skabt gennem societet, [18] og naturlige behov.

Herefter er der for en hegelianer intet mere enkelt end at sætte produktion og konsumtion identisk. Og det er gjort ikke kun af socialistiske belletrister, men selv af prosaiske økonomer, f.eks. af Say i den form, at når man betragter et folk, skal dets produktion være dets konsumtion. Eller også menneskeheden in abstracto. Storch har over for Say påvist det forkerte heri, idet f.eks. et folk ikke blot konsumerer sit produkt, men også skaber produktionsmidler etc., fast kapital etc. [19] At betragte samfundet som ét eneste subjekt er ydermere at anlægge en falsk betragtning; spekulativt. Ved et subjekt fremtræder produktion og konsumtion som momenter af en akt. Som det vigtige skal her kun fremhæves, at betragter man produktion og konsumtion som et subjekts eller mange individers aktiviteter, fremtræder produktion og konsumtion i hvert tilfælde som momenter af en proces, hvori produktionen er det virkelige udgangspunkt og derfor også det dominerende moment. Konsumtionen som nødtørft, som behov, er selv et indvortes moment i den produktive aktivitet. Men denne aktivitet er udgangspunktet for realiseringen og derfor også dennes dominerende moment, akten, hvori hele processen forløber videre. Individet producerer en genstand og vender gennem konsumtionen af denne igen tilbage i sig selv, men som produktivt individ og sig selv reproducerende individ. Konsumtionen fremtræder altså som et moment i produktionen.

Men i samfundet [20] er producenternes relation til produktet, såsnart det er færdigt, en udvendig relation, og produktets tilbagevenden til subjektet afhænger af subjektets relationer til andre individer. Subjektet erholder det ikke umiddelbart. Ej heller er den umiddelbare tilegnelse af produktet målet for individet, når han producerer i samfundet. Mellem producenten og produkterne træder distributionen, der gennem samfundsmæssige love bestemmer subjektets andel i produkternes verden, altså træder mellem produktion og konsumtion.

Står nu distributionen som selvstændig sfære ved siden af og uden for produktionen?

b1) [Produktion og distribution]

Når man betragter de sædvanlige økonomier, må det først og fremmest være påfaldende, at alt i dem sættes dobbelt. For eksempel figurerer jordrente, arbejdsløn, rente og profit i distributionen, mens jord, arbejde, kapital figurerer i produktionen som agentier for produktionen. Med kapitalen er det på forhånd indlysende, at den er sat dobbelt, 1) som produktionsagens; 2) som indtægtskilde; som bestemmende bestemte distributionsformer. Rente og profit figurerer derfor også som sådanne i produktionen, forsåvidt som de er former, i hvilke kapitalen formerer sig, vokser, altså er momenter i selve dens produktion. Rente og profit som distributionsformer implicerer kapitalen som produktions-agentier. De er distributionsmåder, der som forudsætning har kapitalen som produktionsagentier. De er ligeledes kapitalens reproduktionsmåder.

Arbejdsløn er ligeledes det under en anden rubrik betragtede lønarbejde: den bestemthed, arbejdet dér har som produktionsagens, fremtræder her som distributions-bestemmelse. Var arbejdet ikke bestemt som lønarbejde, så fremtrådte den måde, det tog del i produkterne på, ikke som arbejdsløn, som f.eks. i slaveriet. Endelig implicerer jordrenten - for med det samme at tage distributionens mest udviklede form, hvor jordejendomsforholdet deltager i distributionen af produkterne - den store jordejendom (egentlig den store agrikultur) som produktionsagentier, ikke jorden slet og ret, så lidt som salæret implicerer arbejdet slet og ret. Distributionsforholdene og -måderne fremtræder derfor kun som produktionsagentiernes bagside. Et individ, der i form af lønarbejdet deltager i produktionen, deltager i form af arbejdslønnen i produktionens produkter, resultater. Distributionens struktur er fuldstændig bestemt gennem produktionens struktur. Distributionen er selv et produkt af produktionen, ikke kun genstandsmæssigt, således at produktionens resultater kan blive distribueret, men også formmæssigt, således at den bestemte art af deltagelse i produktionen bestemmer distributionens særlige former, former, hvori der tages del i distributionen. Det er helt igennem en illusion at sætte jord i produktionen, jordrente i distributionen, etc.

Økonomer som Ricardo, der som oftest møder den indvending, at de kun havde produktionen for øje, har derfor udelukkende bestemt distributionen som økonomiens genstand, fordi de instinktivt fattede distributionsformerne som det mest bestemte udtryk hvori produktionsagentierne i et givet samfund fikserer sig.

Over for det enkelte individ fremtræder distributionen naturligvis som en samfundsmæssig lov, der betinger hans stilling inden for den produktion, i hvilken han producerer, en stilling, som altså går forud for produktionen. Individet har af naturen ingen kapital, ingen jordejendom. Han er fra fødslen henvist til lønarbejdet gennem den samfundsmæssige distribution. Men selve denne væren-henvist er resultatet af, at kapital, jordejendom eksisterer som selvstændige produktionsagentier.

Betragtes hele samfund, synes distributionen set fra en anden synsvinkel at gå forud for produktionen og at bestemme den; så at sige som anteøkonomisk fact. [21] Et erobrende folk fordeler landet blandt erobrerne og imponerer [22] således en bestemt fordeling og form af jordejendommen; bestemmer derfor produktionen. Eller det gør de erobrede til slaver og gør således slavearbejde til grandlag for produktionen. Eller et folk knuser gennem revolution den store jordejendom til parceller; giver altså gennem denne nye distribution produktionen en ny karakter. Eller lovgivningen foreviger jordejendommen i visse familier eller fordeler arbejdet som arveligt privilegium og fikserer det således kastemæssigt. I alle disse tilfælde, og de er alle historiske, synes distributionen ikke struktureret og bestemt gennem produktionen, men omvendt produktionen gennem distribution.

I den mest bornerte forestilling fremtræder distributionen som produkternes distribution og således yderligere fjernet fra og quasi-selvstændig over for produktionen. Men før distributionen er distribution af produkterne, er den: 1) distribution af produktionsinstrumenter, og 2) hvad der er en yderligere bestemmelse af samme forhold, distribution af samfundets medlemmer blandt de forskellige arter af produktion. (Subsumption af individerne under bestemte produktionsforhold).

Distributionen af produkterne er åbenbart kun resultat af denne distribution, der er indbegrebet i selve produktionsprocessen, og som bestemmer produktionens struktur. At betragte produktionen uden hensyn til denne i den indeholdte distribution, er åbenbart tom abstraktion, mens omvendt distribution af produkterne af sig selv er givet med denne distribution, der oprindelig udgør et moment i produktionen. Ricardo, for hvem det gjaldt at opfatte den moderne produktion i dens bestemte sociale struktur, og som er produktionens økonom par excellence, erklærer netop derfor ikke produktionen, men distributionen for den moderne økonomis egentlige tema. Heraf følger igen de økonomers smagløshed, der udvikler produktionen som en evig sandhed, mens de forviser historien til distributionens område.

Hvilket forhold denne distribution, der bestemmer selve produktionen, indtager til produktionen, er åbenbart et spørgsmål, der falder inden for selve produktionen. Ville man invende, at distributionen da i det mindste, -da produktionen må udgå fra en vis distribution af produktionsinstrumenterne, - i denne betydning går forud for produktionen, udgør dens forudsætning, så er der hertil at sige, at produktionen faktisk har sine betingelser og forudsætninger, der udgør momenter af den.

Disse kan i begyndelsen fremtræde som naturgivne. Gennem selve produktionsprocessen forvandles de fra naturgivne til historiske, og mens de i en periode fremtræder som naturlige forudsætninger for produktionen, var de for en anden dens historiske resultat. Inden for selve produktionen forandres de bestandig. F.eks. forandrede anvendelsen af maskineri distributionen af såvel produktionsinstrumenter som produkter. Selve den moderne, store jordejendom er resultatet såvel af den moderne handel og den moderne industri som af anvendelsen af sidstnævnte på agrikulturen.

De ovenfor opkastede spørgsmål opløser sig alle i sidste instans i spørgsmålet om, hvorledes almenthistoriske forhold spiller ind i produktionen, og spørgsmålet om dennes forhold til historisk bevægelse overhovedet. Spørgsmålet hører åbenbart hjemme under undersøgelsen og udviklingen af selve produktionen.

Dog kan de - i den triviale form, hvori de ovenfor blev opkastet - affærdiges ligeså kort. Ved alle erobringer er tre ting mulige. Det erobrende folk underkaster det erobrede under sin egen produktionsmåde (f.eks. englænderne i Irland i dette århundrede, delvis i Indien); eller det lader den gamle bestå og lader sig nøje med tribut (f.eks. tyrkerne og romerne); eller der indtræder en vekselvirkning, hvorigennem der opstår en ny, en syntese (delvis i de germanske erobringer). I alle tilfælde er produktionsmåden - det være sig det erobrende folks, det være sig det erobredes, det være sig den af begges sammensmeltning fremkommende - bestemmende for den nye distribution, som indtræder. Omend denne fremtræder som forudsætning for den nye produktionsperiode, er den således igen selv et produkt af produktionen, ikke kun af den historiske produktion i almindelighed, men af den bestemte historiske produktion.

F.eks. handlede mongolerne med deres ødelæggelser i Rusland i overensstemmelse med deres produktion, kvægdrift, for hvilken store ubeboede strækninger er en hovedbetingelse. De germanske barbarer, for hvem agerbrug med livegne var hævdvunden produktion, og som levede isoleret på landet, kunne så meget desto lettere underkaste de romerske provinser under disse betingelser, som den der stedfundne koncentration af jordejendommen allerede helt havde væltet de ældre agrikulturforhold til jorden.

Det er en hævdvunden forestilling, at man i visse perioder kun levede af røveri. For imidlertid at kunne røve. må der være noget at røve, altså produktion. Og denne art røveri er igen selv bestemt af produktionens art. En stock-jobbing nation [23] f.eks. kan ikke berøves på samme måde som en nation af kohyrder.

Med slaven bliver produktionsinstrumentet direkte røvet. Da må produktionen i det land, for hvilket han røves, imidlertid være således organiseret, at det tillader slavearbejde, eller der må (som i Sydamerika etc.) skabes en til slaverne svarende produktionsmåde.

Love kan forevige et produktionsinstrument, f.eks. jord, hos visse familier. Disse love får kun økonomisk betydning, når den store jordejendom er i harmoni med den samfundsmæssige produktion, som f.eks. i Engjord, hos visse familier. Disse love får kun økonomisk store jordejendom; den sidstnævnte blev derfor også knust af revolutionen. Med forevigelsen af parcelleringen f.eks. gennem love? Trods disse love koncentreres ejendommen igen. Lovenes indflydelse til fastholdelse af distributionsforhold, og derigennem deres indvirkning på produktionen, skal bestemmes særskilt.

c1) Bytning endelig og cirkulation

Cirkulationen er selv kun et bestemt moment i bytningen eller også bytningen betragtet i dens totalitet.

Forsåvidt som bytningen kun er et formidlende moment mellem produktionen (og den gennem den bestemte distribution) og konsumtionen; forsåvidt som sidstnævnte imidlertid selv fremtræder som et moment i produktionen, er bytningen åbenbart indbegrebet som moment i sidstnævnte.

Det er for det første klart, at den bytning af aktiviteter og færdigheder, der sker i selve produktionen, direkte tilhører denne og udgør det væsentlige af den. Det samme gælder for det andet for bytningen af produkter, forså vidt som den er et middel til fremstilling af det færdige, for den umiddelbare konsumtion bestemte produkt. Forsåvidt er bytningen selv en i produktionen medindbefattet akt. For det tredje: den såkaldte exchange mellem dealers og dealers [24] er såvel organisatorisk helt bestemt gennem produktionen som selv en producerende aktivitet. Bytningen fremtræder kun uafhængigt ved siden af, indifferent over for produktionen i det sidste stadium, hvor produktet umiddelbart bliver byttet for konsumtionen. Men 1) ingen bytning uden arbejdsdeling, denne være sig naturgiven eller selv allerede et historisk resultat. 2) Privatbytning forudsætter privatproduktion; 3) bytningens intensitet, såvel som dens ekstension, såvel som dens art er bestemt gennem produktionens udvikling og organisation. For eksempel. Bytning mellem by og land; bytning på landet, i byen etc. Bytningen fremtræder således i alle sine momenter enten direkte medindbefattet i produktionen eller bestemt gennem denne.

Det resultat, vi når frem til, er ikke, at produktion, distribution, bytning, konsumtion er identisk, men at de alle udgør dele af en totalitet, forskelle inden for en enhed. Produktionen dominerer såvel over sig selv i produktionens genstandsmæssige bestemmelse, som over de andre momenter. Fra den begynder processen uophørlig på ny. At bytning og konsumtion ikke kan være det dominerende, er selvklart. Ligeledes hvad angår distributionen som distribution af produkterne. Som distribution af produktionsagentierne er den imidlertid selv et moment i produktionen. En bestemt produktion bestemmer altså en bestemt konsumtion, distribution, bytning og bestemte forhold mellem disse forskellige momenter indbyrdes. Rigtignok bliver også produktionen i sin énsidige form på sin side bestemt gennem de andre momenter. Når for eksempel markedet, d.v.s. bytningens sfære, udvides, vokser produktionen af omfang og deles dybere.

Med forandring i distributionen ændres produktionen: f.eks. med kapitalens koncentration, forskellig distribution af befolkningen på by og land etc. Endelig bestemmer konsumtionsbehovene produktionen. Der finder vekselvirkning sted mellem de forskellige momenter. Dette er tilfældet ved ethvert organisk hele.

3) Den politiske økonomis metode

Når vi betragter et givet land politisk-økonomisk, så begynder vi med dets befolkning, dennes fordeling i klasser, by, land, sø, de forskellige produktionsgrene, eks- og import, årlig produktion og konsumtion, varepriser etc.

Det synes at være det rigtige at begynde med det reelle og konkrete, den virkelige forudsætning, altså f.eks. i økonomien med befolkningen, der er hele den samfundsmæssige produktionsakts grundlag og subjekt. Dog viser dette sig ved en nærmere betragtning at være forkert. Befolkningen er en abstraktion, når jeg f.eks. udelader de klasser, den består af. Disse klasser er igen et tomt ord, når jeg ikke kender de elementer, de beror på. F.eks. lønarbejde, kapital etc. Disse forudsætter bytning, arbejdsdeling, priser etc. Kapital er f.eks. intet uden lønarbejde, uden værdi, penge, pris etc. Skulle jeg altså begynde med befolkningen, så ville det være en kaotisk forestilling om det hele, og gennem nærmere bestemmelser ville jeg analytisk mere og mere komme til enklere begreber; fra det forestillede konkrete til stadigt tyndere abstrakta, til jeg var nået til de mest enkle bestemmelser. Derfra skulle rejsen tilbage igen tiltrædes, til jeg endelig igen ankom til befolkningen, men dennegang ikke til befolkningen som en kaotisk forestilling om det hele, men som en rig totalitet af mange bestemmelser og relationer. Den første vej er den, økonomien i sin opståen historisk har taget. 1600-tallets økonomer f.eks. begynder altid med det levende hele, befolkningen, nationen, staten, flere stater etc; de ender imidlertid altid med, at de gennem analyse finder nogle bestemmende abstrakte, almene relationer, så som arbejdsdeling, penge, værdi etc. Såsnart disse enkelte momenter var mere eller mindre fikseret og abstraheret, begyndte de økonomiske systemer, der fra det enkle, såsom arbejde, arbejdsdeling, behov, bytteværdi stiger op til stat, international bytning og verdensmarked. Det sidste er åbenbart den videnskabeligt rigtige metode. Det konkrete er konkret, fordi det er sammenfatning af mange bestemmelser, altså det mangfoldiges enhed. I tænkningen fremtræder det konkrete derfor som sammenfatningens proces, som resultat, ikke som udgangspunkt, omend det er det virkelige udgangspunkt og derfor også er udgangspunkt for betragtningen og forestillingen. På den første vej blev den fulde forestilling forflygtiget til abstrakt bestemmelse; på den anden fører de abstrakte bestemmelser til reproduktion af det konkrete ad tænkningens vej. Hegel [25] gerådede derfor ud i den illusion, at fatte det reelle som resultat af den sig i sig selv sammenfattende, i sig selv fordybende og sig af sig selv bevægende tænkning, mens metoden at stige fra det abstrakte op til det konkrete kun er tænkningens art at tilegne sig det konkrete på, at reproducere det som et åndeligt konkretum. Men på ingen måde selve det konkretes tilblivelsesproces. F.eks. implicerer de mest enkle økonomiske kategorier, lad os f.eks. sige bytteværdi, en befolkning, en i bestemte forhold producerende befolkning; også en vis slags familie- eller kommune- eller statsvæsner etc. Den kan udelukkende eksistere som abstrakt, ensidig relation i et allerede givet konkret, levende hele. Som kategori fører bytteværdien derimod en antediluviansk [26] tilværelse. For bevidstheden - og den filosofiske bevidsthed er bestemt således -, for hvilken den begribende tænkning er det virkelige menneske og derfor den begrebne verden som sådan først den virkelige verden, - fremtræder kategoriernes bevægelse derfor som den virkelige produktionsakt, en produktions-akt, som desværre kun erholder et anstød udefra, en produktionsakt, hvis resultat er verden; og dette er -men dette er igen en tautologi - forsåvidt rigtigt, som den konkrete totalitet som tanketotalitet, som et tankekonkretum in fact er et produkt af tænkning, af begriben; men den er på ingen måde et produkt af det uden for og over betragtningen og forestillingen tænkende og sig selv skabende begreb, men af forarbejdelsen af betragtning og forestilling i begreber. Det hele er, som det fremtræder i hovedet som tankehele, et produkt af det tænkende hoved, der tilegner sig verden på den for ham eneste mulige måde, en måde, der er forskellig fra den kunstneriske, religiøse, praktisk-åndelige tilegnelse af denne verden. Det reale subjekt forbliver før som efter bestående i sin selvstændighed uden for hovedet; nemlig sålænge hovedet kun forholder sig spekulativt, kun teoretisk. Også ved den teoretiske metode må subjektet, samfundet stadig foresvæve forestillingen som forudsætning.

Men har disse enkle kategorier ikke også en uafhængig historisk eller naturlig eksistens før de konkretere kategorier? Ça dépend. [27] For eksempel begynder Hegel meget rigtigt retsfilosofien med besiddelse som subjektets mest enkle retslige relation. Der eksisterer imidlertid ingen besiddelse før familien, eller herre- og tjenerforholdene, der er langt konkretere forhold. Derimod ville det være rigtigt at sige, at der eksisterer familier, stammehelheder, der endnu kun besidder, ikke har ejendom. Den enklere kategori fremtræder altså som forhold i enklere familie- eller stammefællesskaber i forhold til ejendom. I det højere samfund fremtræder de som det enklere forhold i en udviklet organisation. Det konkrete substrat, hvis relation er besiddelsen, er imidlertid altid forudsat. Man kan forestille sig en enkelt vild, som besidder. Så er besiddelsen imidlertid intet retsforhold. Det er urigtigt, at besiddelsen historisk udvikler sig til familien. Den implicerer snarere altid denne 'konkrete-rets-kategori'. Så meget er dog altid tilfældet, at de enkle kategorier er udtryk for forhold, i hvilke det mindre udviklede konkrete kan have realiseret sig, uden endnu at have sat den mere mangesidige relation eller det mere mangesidige forhold, som er åndeligt udtrykt i den konkretere kategori; mens det mere udviklede konkrete bibeholder den samme kategori som et underordnet forhold. Penge kan eksistere og har historisk eksisteret, før der eksisterede kapital, før der eksisterede banker, før der eksisterede lønarbejde etc. Således kan det altså siges, at de enklere kategorier kan udtrykke et uudviklet heles herskende forhold eller et udviklet heles underordnede forhold, forhold, der historisk allerede havde eksistens, før det hele udvikledes i den retning, der er udtrykt i en konkretere kategori. Forsåvidt modsvarer den abstrakte tænknings gang, der fra det enkleste stiger op til det kombinerede, den virkelige historiske proces.

På den anden side kan man sige, at der findes særdeles udviklede, men dog historisk mere umodne samfundsformer, i hvilke økonomiens højeste former, f.eks. kooperation, udviklet arbejdsdeling, etc. finder sted, uden at der eksisterer penge under nogen form, f.eks. Peru. Også hos de slaviske fællesvæsner optræder pengene og den bytning, der betinger dem, slet ikke eller kun lidt inden for de enkelte fællesvæsner, men [derimod] ved deres grænse, i interaktion med andre fællesvæsner; det er da overhovedet forkert at sætte bytningen midt i fællesvæsnet som det oprindeligt konstituerende element. Snarere optræder den i begyndelsen mere i de forskellige fællesvæsners relation til hinanden end hos medlemmerne inden for ét og samme.

Endvidere: Skønt pengene særdeles tidligt og alsidigt spiller en rolle, så er de dog i oldtiden som herskende element kun ensidigt anvist bestemte nationer, handelsnationer. Og selv i den mest civiliserede oldtid, hos grækere og romere, fremtræder den fulde udvikling af pengene, der er forudsat i det moderne, borgerlige samfund; kun i disse samfunds opløsningsperioder. Historisk fremtræder denne helt enkle kategori altså ikke så intenst, som den fremtræder i samfundets mere udviklede tilstande. Den penetrerede på ingen måde alle økonomiske forhold. For eksempel forblev skat og levering in natura grundlaget i det romerske rige i dets højeste udvikling. Pengevæsnet var dengang egentlig kun fuldstændig udviklet i hæren. Det greb heller aldrig arbejdets helhed. Således kan den enklere kategori, omend den kan have eksisteret historisk før den konkretere, i sin fulde intensive og ekstensive udvikling netop tilhøre en kombineret samfundsform, mens den konkretere kategori var mere fuldt udviklet i en mindre udviklet samfundsform.

Arbejde synes at være en ganske enkel kategori. Også forestillingen om samme i denne almenhed - som arbejde overhovedet - er urgammel. Desuagtet er 'arbejdet', forstået økonomisk i denne enkelhed, en ligeså moderne kategori som de forhold, der skaber denne enkle abstraktion. Det monetære system sætter f.eks. rigdommen ganske objektivt i pengene, som en ydre ting. Over for dette system er det et stort fremskridt, når manufaktursystemet eller det kommercielle system sætter rigdommens kilde fra genstanden til den subjektive aktivitet - det kommercielle arbejde og manufakturarbejdet -, omend man stadigvæk blot opfatter selve denne aktivitet snævert som pengeskabende. Over for dette system [står] det fysiokratiske, der sætter en bestemt form af arbejdet - agrikulturen - som det rigdomsskabende arbejde og ikke længere selve objektet i pengenes forklædning, men som produkt overhovedet, som alment resultat af arbejdet. Dette produkt [opfattes] stadig i overensstemmelse med aktivitetens begrænset-hed som naturbestemt produkt - agrikulturprodukt, jordprodukt par excellence. [28]

Det var et uhyre fremskridt af Adam Smith at kaste enhver bestemthed ved den rigdomsskabende aktivitet bort - arbejde slet og ret, hverken manufaktur- eller kommercielt eller agrikulturarbejde, men såvel det ene som det andet. Til den rigdomsskabende aktivitets abstrakte almenhed [svarer] nu også almenheden af den som rigdom bestemte genstand, produkt overhovedet eller igen arbejde overhovedet, men som forgangent, tingsliggjort arbejde. Hvor svær og stor denne overgang var, fremgår af, hvorledes Adam Smith selv fra tid til anden igen falder' tilbage i det fysiokratiske system. Nu kunne det se ud, som om der dermed kun var fundet det abstrakte udtryk for den mest enkle og den urældste relation, hvori menneskene - det være sig i hvilken som helst samfundsform - optræder som producerende. Det er på den ene side rigtigt. Men ikke på den anden. Ligegyldigheden over for en bestemt art af arbejde forudsætter en særdeles udviklet totalitet af virkelige arbejdsarter, af hvilke ingen længere er den alt beherskende. Således opstår de mest almene abstraktioner overhovedet kun ved den rigeste, konkrete udvikling, hvor ét fremtræder som fælles for meget, fælles for alt. Så ophører det med kun at kunne tænkes i en særlig form. På den anden side er denne abstraktion ved arbejdet overhovedet ikke kun det åndelige resultat af en konkret totalitet af arbejder. Ligegyldigheden over for det bestemte arbejde modsvarer en samfundsform, hvor individerne med lethed overgår fra det ene arbejde til det andet, og hvor arbejdets bestemte art er tilfældig og derfor ligegyldig for dem. Arbejdet er her - ikke blot i kategorien, men i virkeligheden - blevet middel til skabelse af rigdommen overhovedet og er ophørt med som bestemmelse at være vokset sammen med individerne i en særegenhed. En sådan tilstand er mest udviklet i de borgerlige samfunds mest moderne værensform - De forenede Stater. Her bliver altså abstraktionen i kategorien 'arbejde', 'arbejde overhovedet', arbejde sans phrase. [29] som er den moderne økonomis udgangspunkt, først praktisk sand. Den mest enkle abstraktion altså, som den moderne økonomi giver førstepladsen, og som udtrykker en urgammel og for alle samfundsformer gyldig relation, fremtræder dog kun praktisk sand i denne abstraktion som det mest moderne samfunds kategori. Man kunne sige, at hvad der i De forenede Stater [fremtræder] som historisk produkt -denne ligegyldighed over for det bestemte arbejde - hos f.eks. russerne fremtræder som naturgivet anlæg. Blot er det en forbandet forskel, om barbarer har anlæg for at blive beslægtet med alt, eller om civiliserede anvender sig selv til alt. Og så modsvarer denne ligegyldighed over for arbejdets bestemthed hos russerne i praksis den traditionelle væren vokset fast i et ganske bestemt arbejde, hvorfra de kun kan fjernes i kraft af indflydelse udefra.

Dette eksempel med arbejdet viser slående, hvorledes selv de mest abstrakte kategorier trods deres gyldighed for alle epoker (netop på grund af deres abstraktion) alligevel er produktet af historiske forhold og kun besidder deres fulde gyldighed for og inden for disse forhold i bestemtheden ved selve denne abstraktion.

Det borgerlige samfund er den mest udviklede og mangfoldige historiske organisation af produktionen. De kategorier, der udtrykker dets forhold, forståelsen af dets struktur frembyder derfor samtidig indsigt i alle de faldne samfundsformers struktur og produktionsforhold, samfundsformer, med hvis rester og elementer det borgerlige samfund opbygger sig selv, fra hvilke dels endnu uovervundne rester slæbes med i det, dels blotte antydninger har udviklet sig til udfoldede betydninger etc. I menneskets anatomi befinder der sig en nøgle til abens anatomi. Antydningerne om det højere hos de laverestående dyrearter kan derimod kun forstås, hvis det højere selv allerede er bekendt. Den borgerlige økonomi leverer således nøglen til den antikke etc. Men på ingen måde på de økonomers manér, der udvisker alle historiske forskelle og i alle samfundsformer ser de borgerlige. Man kan forstå tribut, tiende etc., når man kender jordrenten. Man må imidlertid ikke identificere dem. Da det borgerlige samfund selv ydermere kun er en kontradiktorisk udviklingsform, så vil tidligere formers forhold ofte kun være at træffe ganske forkrøblet. For eksempel kommune-ejendom. Når det derfor er sandt, at den sidste form betragter de forgangne som trin op til sig for alle andre samfundsformer, så skal det kun tages cum grano salis. [30] Den kan indeholde dem udviklet, forkrøblet, karikeret etc., men altid væsensforskellige. Den såkaldte historiske udvikling beror overhovedet derpå, at den sidste form betragter de forgangne som trin til sig selv, og at den, da den sjældent og kun under ganske bestemte betingelser er i stand til at kritisere sig selv - der er her naturligvis ikke tale om sådanne historiske perioder, der forekommer sig selv at være forfaldsperioder -, altid opfatter dem ensidigt. Den kristne religion var først i stand til at være behjælpelig med objektiv forståelse af de tidligere mytologier, så snart dens selvkritik til en vis grad, så at sige dynámei, var færdig. Således kom den borgerlige økonomi først til forståelse af de feudale, antikke, orientale [økonomier], såsnart det borgerlige samfunds selvkritik var begyndt. Forsåvidt som den borgerlige økonomi ikke mytologiserende identificerer sig helt med den forgangne [økonomi], lignede dens kritik af den tidligere, navnlig af den feudale, med hvilken den endnu måtte kæmpe, den kritik, kristendommen udøvede af hedenskaben, eller også protestantismen af katolicismen.

Som [det] overhovedet [er tilfældet] ved enhver historisk, social videnskab, skal det altid ved de økonomiske kategoriers gang fastholdes, at som subjektet, [som] her [er] det moderne, borgerlige samfund, er givet i virkeligheden, således også i hovedet, og at kategorierne derfor udtrykker værensformer, eksistensbestemmelser, ofte kun enkelte sider af dette bestemte samfund, af dette subjekt, og at de derfor også videnskabeligt på ingen måde først begynder der, hvor der nu er tale om dem som sådanne. Dette må fastholdes, fordi det straks frembyder [det] afgørende om inddelingen. For eksempel synes intet mere naturligt end at begynde med jordrenten, jordejendommen, da den er bundet til jorden, kilden til al produktion og eksistens, og til den første produktionsform i alle nogenlunde fasttømrede samfund - agrikulturen. Men intet ville være mere forkert. I alle samfundsformer er det en bestemt produktion og derfor dens forhold, der anviser alle øvrige [produktioner og forhold] rang og indflydelse. Den er en almen belysning, hvori alle øvrige farver er skjult, og den modificerer disse farver i deres særegenhed. Den er en særlig æter, som bestemmer den specifikke vægt af alt, som har en fremtrædende eksistens i den. For eksempel hos hyrdefolk (blotte jæger- og fiskerfolk ligger hinsides det punkt, hvor den virkelige udvikling begynder). Hos dem forekommer en vis form for agerbrug, sporadisk. Jordejendommen er bestemt derigennem. Den er fælles og bibeholder mere eller mindre denne form, alt eftersom disse folk endnu holder mere eller mindre fast ved deres tradition, f.eks. slavernes jordejendom. Hos folk med immobilt agerbrug - denne bosættelse er allerede et stort spring -, hvor dette er fremherskende som hos de antikke og feudale folk, har selv industrien og dens organisation og ejendommens hertil svarende former mere eller mindre karakter af jordejendom; er enten ganske afhængig af den som hos de gamle romere eller kopierer som i middelalderen landets organisation og forhold i byen. Selv kapitalen har i middelalderen - forsåvidt som den ikke er ren og skær pengekapital - som traditionelt værktøj etc. denne karakter af jordejendom. I det borgerlige samfund er det omvendt. Agrikulturen bliver mere og mere en ren og skær industrigren og er ganske behersket af kapitalen. Ligeledes jordrenten. I alle former, hvori jordejendommen hersker er naturrelationen endnu fremherskende. I hine, hvor kapitalen hersker, det samfundsmæssigt, historisk skabte element. Jordrenten kan ikke forstås uden kapitalen. Men kapitalen vel uden jordrenten. Kapitalen er den alt beherskende økonomiske magt i det borgerlige samfund. Den må udgøre såvel udgangspunkt som endepunkt og være udviklet før jordejendommen. Efter at begge er betragtet hver for sig, må deres gensidige relation betragtes.

Det ville altså være ugørligt og forkert at lade de økonomiske kategorier følge efter hinanden i den rækkefølge, i hvilken de historisk var bestemmende. Deres rækkefølge er snarere bestemt gennem den relation, de har i det moderne, borgerlige samfund, og som er præcis den omvendte af den, der fremtræder som deres naturlige, eller som modsvarer den historiske udviklings rækkefølge. Det drejer sig ikke om det forhold, de økonomiske forhold historisk indtager i de forskellige samfundsformers rækkefølge. End mindre om deres rækkefølge 'i Ideen' (Proudhon), (en fortumlet forestilling om den historiske bevægelse). Men om deres struktur inden for det moderne, borgerlige samfund.

Den renhed (abstrakte bestemthed) i hvilken handelsfolkene - fønikierne, kartagenerne - fremtræder i den gamle verden, er netop selv givet gennem agrikulturfolkenes dominans. Kapitalen som handels- eller penge-kapital fremtræder netop i denne abstraktion, hvor kapitalen endnu ikke er samfundenes beherskende element. Lombarder, jøder indtager samme stilling over for de agrikultur-drivende, middelalderlige samfund.

Som et yderligere eksempel på den forskellige stilling, de samme kategorier indtager på forskellige samfundstrin: En af det borgerlige samfunds sidste former: joint-stock-companies. [31] Fremtræder imidlertid også i begyndelsen af det borgerlige samfund i de store, priviligerede og med monopol udstyrede handelskompagnier.

Selve begrebet om nationalrigdommen - en forestilling, der endnu delvis går igen hos 1700-tallets økonomer -, at rigdommen blot skabes for staten, [at] dens magt imidlertid står i forhold til denne rigdom, dette begreb lister sig således ind hos 1600-tallets økonomer. Det var i denne endnu ubevidst hykleriske form, rigdommen forkyndte sig selv og produktion af rigdommen som mål for den moderne stat, som nu kun betragtes som middel for produktion af rigdommen.

Inddelingen skal åbenbart gøres således: 1) De alment abstrakte bestemmelser, som derfor mere eller mindre tilkommer alle samfundsformer, men i den oven for diskuterede betydning. 2) De kategorier, der udgør det borgerlige samfunds indre struktur, og hvorpå de fundamentale klasser beror. Kapital, lønarbejde, jordejendom. Deres relation til hinanden. By og land, de tre store samfundsklasser. Bytning mellem samme. Cirkulation. Kreditvæsen (privat). 3) Det borgerlige samfunds sammenfatning i form af staten. Betragtet i relation til sig selv. De 'uproduktive' klasser. Skatter. Statsgæld. Offentlig kredit. Befolkningen. Kolonierne. Udvandring. 4) Produktionens internationale forhold. International arbejdsdeling. International bytning. Ud- og indførsel. Vekselkurs. 5) Verdensmarkedet og kriserne.

4) Produktion. Produktionsmidler og produktionsforhold. Produktionsforhold og interaktionsforhold. Stats- og bevidsthedsformer i forhold til produktions- og interaktionsforholdene. Retsforhold. Familieforhold.

Notabene med hensyn til punkter, der bør nævnes her og ikke bør glemmes:

1) Krig udviklet førend freden; hvorledes visse økonomiske forhold, såsom lønarbejde, maskineri, etc. [blev] udviklet gennem krigen og i hæren tidligere end i det borgerlige samfunds indre. Også forholdet mellem produktivkraft og interaktionsformer særlig anskueligt i hæren.

2) Den hidtidige, ideelle historieskrivnings forhold tilden reelle. Navnlig de såkaldte kulturhistoriers forhold,der alle [er] religions- og statshistorier. (Ved samme lejlighed kan der også siges noget om den hidtidige historieskrivnings forskellige arter. Såkaldt objektive. Subjektive (moralske, bl.a.). Filosofiske).

Sekundært og tertiært, overhovedet afledte, overførte, ikke oprindelige produktionsforhold. Her spiller internationale forhold ind.

4) Bebrejdelser over denne opfattelses materialisme. Forholdet til den naturalistiske materialisme.

5) Dialektikken ved begreberne produktivkraft (produktionsmiddel) og produktionsforhold, en dialektik, hvis grænser [skal] bestemmes, og som ikke ophæver den reelle forskel.

6) Det uegale forhold mellem udviklingen af den materielle produktion og f.eks. den kunstneriske. Overhovedet [skal] begrebet om fremskridt ikke opfattes i den sædvanlige abstraktion. Moderne kunst etc. Denne disproportion er endnu ikke så vigtig og så svær at fatte, som inden for praktisk sociale forhold selv. F.eks. oplysningen. De forenede Staters forhold til Europa. Det egentligt vanskelige punkt, [som skal] nævnes her, er imidlertid, hvorledes produktionsforholdene som retsforhold kommer i ulige udvikling. F.eks. den romerske privatrets forhold til moderne produktion (i kriminalret og offentlig [ret er det i] mindre [grad] tilfældet).

7) Denne opfattelse fremtræder som [en] nødvendig udvikling. Men berettigelsen af tilfældet. Hvorledes. (Bl.a. også af friheden). (Kommunikationsmidlernes indvirkning. Verdenshistorie eksisterede ikke altid; historien som verdenshistorie [er et] resultat).

8) Udgangspunktet naturligt fra naturbestemtheden; subjektivt og objektivt. Stammer, racer, etc.

1) [Det er] ved kunsten bekendt, at bestemte blomstringstider i kunsten på ingen måde står i forhold til den almindelige udvikling af samfundet, altså også af det materielle grundlag, ligesom af dets organisations anatomi. For eksempel grækerne sammenlignet med Shakespeare. Om visse kunstformer, f.eks. epos'et [er det] sågar anerkendt, at de aldrig kan produceres i deres globalt epokegørende, klassiske gestalt, såsnart kunstproduktionen som sådan indtræder; altså at visse af kunstens gestalter inden for dens område kun er mulige på et uudviklet trin i kunstudviklingen. Når dette er tilfældet i forholdet mellem de forskellige kunstarter inden for selve kunstens område, er det allerede mindre påfaldende, at det er tilfældet i hele kunstområdets forhold til samfundets almindelige udvikling. Vanskeligheden består kun i den almene udgave af disse modsigelser. Såsnart de er specificeret, er de allerede forklaret.

Lad os f.eks. tage den græske kunsts og derefter Shakespeares forhold til nutiden. Det er bekendt, at den græske mytologi ikke blot er den græske kunsts aresenal, men dens grundlag. Er den opfattelse af naturen og de samfundsmæssige forhold, der ligger til grund for den græske fantasi og dermed den græske [mytologi], mulig med self-actors [32] og jernbaner og lokomotiver og elektriske telegrafer? Hvad bliver der af Vulkans [33] over for Robert & Co., Jupiter [34] over for lynaflederen og Hermes [35] over for Crédit Mobilier [36] ? Al mytologi overvinder og behersker og gestalter naturkræfterne i indbildningen og gennem indbildningen; forsvinder altså med det virkelige herredømme over samme. Hvad bliver der af Fama [37] ved siden af Printinghouse square? [38] ? Den græske kunst forudsætter den græske mytologi, d.v.s. [at] naturen og de samfundsmæssige former selv allerede [er] forarbejdet på en ubevidst kunstnerisk måde gennem folkefantasien. Det er dens materiale. Ikke hvilken som helst mytologi, d.v.s. ikke hvilken som helst ubevidst kunstnerisk forarbejdning af naturen (her er alt genstandsmæssigt, altså samfundet inkluderet deri). Ægyptisk mytologi kunne aldrig være den græske kunsts grundlag eller moderskød. Men i hvert fald en mytologi. Altså på ingen måde en samfundsudvikling, der udelukker ethvert mytologisk forhold til naturen, ethvert mytologiserede forhold til den; altså forlanger en fra mytologien uafhængig fantasi af kunstneren.

På den anden side: er Akilles [39] mulig med krudt og kugler? Eller overhovedet Illiaden med trykpressen, eller sågar trykmaskinen? Ophører kvadet og sagnet og musen ikke nødvendigvis med bladsmøreren? Forsvinder den episke poesis nødvendige betingelser altså ikke?

Men vanskeligheden ligger ikke i at forstå, at græsk kunst og epos er knyttet til visse samfundsmæssige udviklingsformer. Vanskeligheden er, at græsk kunst og epos endnu yder os kunstnydelse og i [en] vis relation gælder som norm og uopnåeligt forbillede.

En mand kan ikke igen blive til et barn, eller han bliver barnagtig.

Men fryder barnets naivitet ikke, og må han ikke selv igen på et højere trin stræbe efter at reproducere barnets sandhed? Oplever ikke enhver epoke i barnenaturen sin egen karakter i natursandhed? Hvorfor skulle menneskehedens historiske barndom, hvor den udfolder sig smukkest, ikke udøve evig tillokkelse som et aldrig genkommende trin? Der findes uvorne børn og gammelkloge børn. Mange af de gamle folk tilhører denne kategori. Grækerne var normale børn. Deres kunsts tillokkelse for os står ikke i modsætning til det uudviklede samfundstrin, på hvilket den voksede. Den er snarere et resultat heraf og hænger snarere uadskilleligt sammen med, at de umodne samfundsmæssige betingelser, under hvilke den opstod, og under hvilke den kun kunne opstå, aldrig kan komme igen.


Noter

[1]: [Skrevet mellem den 23. august 1857 og medio september samme år; Saml. s. 5-31 i Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie (Rohentwurf), Berlin (DDR) 1953 og s. 15-45 i Marx Engels Werke bd. 42, Berlin (DDR) 1983.]

[2]: [Adam Smith (1723-1790), klassisk, politisk økonom; udgav i 1776 The Wealth of Nations; David Ricardo (1772-1823), den sidste af de klassiske, poli¬tiske økonomer; udgav i 1817 On the Principles of Political Economy, and Taxation.]

[3]: [contrat social = samfundskontrakt; Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) fremsatte i Du Contract Social; ou Principes du Droit Politique, Amsterdam 1762 den teori, at samfundet er opstået ved en kontrakt mellem dets medlemmer.]

[4]: [Sir James Steuart (1712-1780), leverede ud fra merkantili¬stiske anskuelser den første, klassiske fremstilling af den bor¬gerlige økonomis system som helhed; han betragtede det som en historisk transitorisk produktionsmåde.]

[5]: [Denne opfattelse af familien som gående forud for stam¬men er senere blevet forkastet af Marx.]

[6]: [zôon politikón — borgerligt væsen.]

[7]: [Frédéric Bastiat (1801-1850), fransk økonom, stod i spid¬sen for den franske frihandelsskole, prædikede klassehar¬moni; Henry Charles Carey (1793-1879), bekæmpede Ricardo's teorier og læren om klassekamp, prædikede klasseharmoni; Pierre Joseph Proudhon (1809-1865), fransk socialist, af Marx tilskrevet 'den franske småbrugers (senere: småbor¬gers) standpunkt' (1865).]

[8]: [locus communis = frase.]

[9]: [John Stuart Mill (1806-1873), kritisk ricardianer, udgav i 1848 Principles of political Economy.]

[10]: [apercu = skitse, omrids.]

[11]: [in fact = faktisk.]

[12]: [in abstracto = i sig selv.]

[13]: [rent — ty.: Rente; det er ikke muligt på dagligdansk at gen¬give den vigtige distinktion mellem Rente (jordrente, etc.) og Zins (pengerente); i det følgende vil Zins blive gengivet ved rente.]

[14]: [contradictio in subjecto = modsigelse i grundleddet.]

[15]: [determinatio est negatio = bestemmelse er nægtelse; Baruch Spinoza (1632-1677), nederlandsk materialistisk fi¬losof, ateist.]

[16]: [dynàmei = potentielt.]

[17]: [finishing stroke = først konsumtionen lægger sidste hånd på produktet.]

[18]: [societet = forbund, der er nødvendig for artens oprethol¬delse; et mere alment begreb end 'samfund'.]

[19]: [Jean-Baptiste Say (1767-1832), fransk økonom, systematiserede og vulgariserede Adam Smith's værk og grundlagde den vulgærøkonomiske lære om produktionsfaktorerne (jord, arbejde og kapital), den s.k. trinitariske formel; Heinrich Friedrich von Storch (1766-1835), russisk økonom, statistiker og historiker, vulgærøkonom.]

[20]: [samfundet = samfundet par excellence, det borgerlige samfund.]

[21]: [anteøkonomisk fact = før-økonomisk faktum.]

[22]: [imponere = fastsætte, 'pådutte'.]

[23]: [stock-jobbing nation = nation af børsspekulanter.]

[24]: [exhange = bytning; dealer = handlende.]

[25]: [Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), tysk filosof; betydeligste repræsentant for restaurationsperioden efter de borgerlige revolutioner.]

[26]: [antediluviansk = fra før syndfloden.]

[27]: [Ça dépend = det kommer an på.]

[28]: [det monetære system = førmerkantilistisk økonomisk system, der opfattede ædelmetallerne (guld og sølv) som nationernes rigdom; manufaktursystemet eller det kommercielle system kaldes almindeligvis merkantilismen = sammenfattende betegnelse for absolutismens statslige økonomiske politik (1500-1700-tallet), betydeligste teoretiker Jean-Baptiste Colbert (1619-1683); merkantilismen betonede den systematiske frembringelse af merværdi; det fysiokratiske system = økonomisk skole i Frankrig i 1700-tallet, betydeligste teoretiker François Quesnay (1694—1774); i modsætning til merkantilismens betoning af udenrigshandlen og den positive handelsbalance som kilden til nationernes rigdom, udpegede fysiokraterne landbruget; merværdiens kilde blev ikke længere søgt i cirkulationen, men i produktionen (hvor den dog blev tillagt naturen).]

[29]: [sans phrase = rent ud, uden omsvøb.]

[30]: [cum grano salis = med et gran salt.]

[31]: [joint-stock-companies = aktieselskaber.]

[32]: [self-actor = maskine, der bevæger sig ved egen kraft.]

[33]: [Vulkan = smedehåndværkets og ildens gud.]

[34]: [Jupiter = bl.a. vejrgud (lyn og torden).]

[35]: [Hermes = handelens gud.]

[36]: [Crédit Mobilier = kreditanstalt.]

[37]: [Fama = rygtets gudinde.]

[38]: [Printinghouse square = plads i London, hvor The Times trykkes.]

[39]: [Akilles = helt i Illiaden.]


Indledning til bidrag til kritik af den politiske øknomi

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere