Tilbage
Den tyske ideologi
Næste

B. Ideologiens virkelige basis

[1.] Samkvem og produktivkraft

Den største deling af materielt og åndeligt arbejde er delingen mellem by og land. Modsætningen mellem by og land begynder ved overgangen fra barbari til civilisation, fra stammevæsen til stat, fra lokalitet til nation, og den strækker sig gennem hele civilisationens historie til den dag i dag (Anti-korn-lov-ligaen). [1] Med byen opstår tillige nødvendigheden af administration, politi, skatter osv., kort sagt for et fællesskab [Gemeindewesen] og dermed for politik i det hele taget. Her viste der sig for første gang befolkningens inddeling i to store klasser, der direkte beror på arbejdets deling og på produktionsinstrumenterne. Byen er allerede det faktum, som ligger i selve koncentrationen af befolkningen, af produktionsinstrumenterne, af kapitalen, af nydelserne, mens landet anskueliggør netop det modsatte faktum, isolation og adskilthed [Vereinzelung]. Modsætningen mellem by og land kan kun eksistere inden for privatejendommens rammer. Den er det skarpeste udtryk for individets subsumtion [underordning] under arbejdets deling, under en bestemt virksomhed, som er individet påtvunget, en subsumtion, der gør den ene til et indskrænket bydyr, den anden til et indskrænket landdyr, og som dagligt på ny frembringer modsætningen mellem begges interesser. Her er arbejdet atter hovedsagen, magten over individerne, og så længe denne eksisterer, længe må privatejendommen eksistere. Afskaffelsen af modsætningen mellem by og land er en af de første betingelser for fællesskab, en betingelse som atter afhænger af en mængde materielle forudsætninger og som viljen alene ikke kan opfylde, hvad enhver kan se ved første øjekast. (Disse betingelser må uddybes nærmere). Adskillelsen af by og land kan opfattes som adskillelsen af kapital og jordbesiddelse, som begyndelse til en af jordbesiddelsen uafhængig eksistens og udvikling af kapitalen, en ejendom, der har sin basis alene i arbejdet og i vareudvekslingen.

I de byer, som i middelalderen ikke fandtes færdig overleveret fra den tidligere historie, men nydannedes af livegne, der var blevet frie, var det specifikke arbejde enhver persons eneste ejendom, ud over den lille kapital, som han havde medbragt og som næsten udelukkende bestod i det mest nødvendige værktøj. Konkurrencen fra de flygtede livegne, som fortsat kom til byen, landets stadige krige mod byerne og dermed nødvendigheden af en organiseret krigsmagt i byerne, det bånd, som den fælles ejendom til et bestemt arbejde udgjorde, nødvendigheden af at råde over fælles bygninger til salg af varerne i en tid, hvor håndværkerne samtidig var købmænd, og dermed muligheden for at udelukke ubeføjede fra disse bygninger, modsætningen mellem de enkelte håndværks interesser, nødvendigheden af at beskytte det møjsommeligt lærte arbejde, og desuden hele landets feudale organisation - dette var årsagerne til, at de arbejdende i hvert enkelt håndværk forenede sig i håndværkerlaug. Vi kan ikke her komme nærmere ind på laugsvæsenets mangfoldige modifikationer, som indtræder under den senere historiske udvikling. De livegnes flugt til byerne foregik uafbrudt under hele middelalderen. Disse livegne, på landet forfulgt af deres herrer, kom enkeltvis til byerne, hvor de forefandt en organiseret bykommune, over for hvilken de var magtesløse og hvor de måtte underkaste sig den stilling, som behovet for deres arbejde og deres organiserede bykonkurrenters interesser anviste dem. Disse arbejdere, som enkeltvis kom ind til byen, kunne aldrig nå at blive til en magt, fordi de - hvis deres arbejde var organiseret i laug og måtte læres - blev underkuet af laugsmestrene og organiseret i deres interesse; hvis deres arbejde var ufaglært og derfor ikke underlagt laugene, men var daglejerarbejde, nåede de aldrig til nogen organisation, men blev ved med at være uorganiseret pøbel. Nødvendigheden af daglejerarbejde i byerne skabte pøbelen.

Disse byer var sande »foreninger« (Vereine), fremkaldt af det umiddelbare behov, omsorgen for ejendommens beskyttelse og for at mangedoble de enkelte medlemmers produktionsmidler og forsvarsmidler. Pøbelen i disse byer var berøvet al magt, fordi den bestod af individer, som var fremmede for hinanden, var kommet enkeltvis til byen og stod uorganiseret over for en organiseret, krigsmæssig udrustet magt, der nidkært overvågede dem. Svendene og lærlingene i hvert enkelt håndværk var organiseret sådan, som det bedst svarede til mestrenes interesse; det patriarkalske forhold, de stod i til deres mester, gav denne en dobbelt magt: på den ene side den direkte indflydelse på svendenes hele liv, og desuden, fordi det for de svende, som arbejdede for den samme mester, var et virkeligt bånd, der holdt dem sammen i forhold til andre mestres svende og adskilte dem fra disse; endelig var svendene knyttet til den bestående orden allerede i kraft af den interesse, som de havde i selv at blive mestre. Mens pøbelen i det mindste bragte det til spredte oprør mod hele den bymæssige orden – oprør, der dog ved pøbelens magtesløshed forblev uden virkning – kom det blandt svendene kun til små opsætsigheder inden for de enkelte laug, noget der hørte med til selve laugsvæsenets eksistens. Middelalderens store opstande udgik alle fra landet, men forblev ligeledes uden resultater, fordi bønderne var splittede og isolerede og deres bevægelse derfor primitiv.

I byerne var arbejdets deling mellem de enkelte laug endnu [helt spontan], og den var slet ikke gennemført mellem de enkelte arbejdere inden for laugene. Hver enkelt arbejder måtte være bevandret i en hel række arbejdsprocesser, måtte kunne gøre alt, hvad der kunne gøres med hans værktøj; det begrænsede samkvem og den ringe indbyrdes forbindelse mellem de enkelte byer, den spredte befolkning og de begrænsede behov lod ingen videre deling af arbejdet opstå, og derfor måtte enhver, som ville blive mester, beherske hele sit håndværk. Derfor findes der hos de middelalderlige håndværkere endnu en interesse i deres specielle arbejde og deres færdighed, som kunne udvikle sig til en vis begrænset kunstsans. Desuden gik også enhver middelalderlig håndværker fuldt og helt op i sit arbejde, stod i et følelsesmæssigt afhængighedsforhold [gemütliches Knechtschaftverhältnis) til og var langt mere subsumeret under [underordnet] sit arbejde end den moderne arbejder, der er ligeglad med sit arbejde.

Kapitalen i disse byer var en naturlig [naturwüchsig] kapital, der bestod af boligen, værktøjet og den naturlige, arvelige kundekreds, som på grund af det uudviklede samkvem og den manglende cirkulation ikke kunne realiseres og måtte gå i arv fra far til søn. Kapitalen var ikke, som den moderne, en kapital, der kan vurderes i penge, hvor det er ligegyldigt, om den er investeret i denne eller hin ting, men en kapital, som var umiddelbart forbundet med og slet ikke kunne skilles fra ejerens specifikke arbejde, og for så vidt var den standsbetinget [ständisches] kapital.

Den næste udbredelse af arbejdets deling var adskillelsen mellem produktion og samkvem, idet der dannedes en særlig klasse af købmænd; denne adskillelse var i de historisk overleverede byer nedarvet (bl.a. sammen med jøderne) og i de nydannede indtrådte den meget snart. Muligheden var nu givet for handelsforbindelser som gik ud over den nærmeste omegn, en mulighed, hvis realisering afhæng af de eksisterende kommunikationsmidler, den offentlige sikkerhed i landet, som var betinget af de politiske forhold (under hele middelalderen drog købmændene, som bekendt, omkring i bevæbnede karavaner) og af mere primitive eller mere udviklede behov, betinget af det givne kulturtrin i det område, der var tilgængelig for handelssamkvem.

Så snart dette samkvem er konstitueret i en særlig klasse, og købmændene udbreder handelen ud over byens nærmeste omegn, indtræder der straks en vekselvirkning mellem produktion og samkvem. Byerne træder i forbindelse med hinanden, nye slags værktøj bliver bragt fra den ene by til den anden, og delingen mellem produktion og samkvem fremkalder snart en ny deling af produktionen mellem de enkelte byer, hvor hver af dem snart udbytter en fremherskende industrigren. Den oprindelige lokale begrænsning begynder efterhånden at gå i opløsnnig.

I middelalderen var borgerne i hver by tvunget til at forene sig mod landadelen for at forsvare sig; handelens udbredelse, kommunikationens oprettelse førte til, at de enkelte byer lærte andre byer at kende, som havde forsvaret de samme interesser i kamp mod den samme modstander. Fra de enkelte byers mange lokale borgerskaber opstår først lidt efter lidt borgerklassen. De enkelte borgeres livsbetingelser blev, fordi de stod i modsætning til de bestående forhold og derved betingede arbejdets art, tillige de betingelser, som var fælles for dem alle og uafhængige af hver enkelt. Borgerne havde skabt disse betingelser, for så vidt de havde løsrevet sig fra den feudale binding, og de var skabt af dem, for så vidt de var betingede af deres modsætning til den feudalisme, de forefandt. Så snart forbindelsen mellem de enkelte byer var skabt, udviklede disse fælles betingelser sig til klassebetingelser. De samme betingelser, den samme modsætning, de samme interesser måtte også i det store og hele fremkalde de samme sæder og skikke overalt. Bourgeoisiet selv udvikler sig først efterhånden sammen med sine betingelser, opspalter sig som følge af arbejdets deling atter i forskellige fraktioner og absorberer sluttelig i sig alle de besiddende klasser, [2] (mens flertallet af de eksisterende ejendomsløse og en del af de hidtil besiddende klasser udvikler sig til en ny klasse, proletariatet) i samme grad som al eksisterende ejendom forvandles til industriel eller kommerciel kapital. De enkelte individer danner en klasse kun for så vidt som de må føre en fælles kamp mod en anden klasse; for øvrigt står de selv indbyrdes fjendtligt over for hinanden i konkurrencen. På den anden side gør klassen sig atter selvstændig over for individerne, således at disse forefinder disse deres livsbetingelser prædestineret [skæbnebestemt]; af klassen får de anvist deres livsstilling og dermed deres personlige udvikling, hvorunder de subsumeres. Dette er det samme fænomen som de enkelte individers subsumtion under arbejdets deling og kan kun fjernes ved at privatejendommen og arbejdet selv afskaffes. [3] Vi har allerede gentagne gange antydet, hvordan denne individernes subsumtion under klassen tillige udvikler sig til en subsumtion under allehånde forestillinger m.fl.

Det afhænger udelukkende af, hvilken udstrækning samkvemmet har antaget, om de på et sted opnåede produktivkræfter, navnlig opfindelser, går tabt for den senere udvikling eller ej. Så længe der endnu ikke eksisterer et samkvem, som går ud over det umiddelbare nabolag, må enhver opfindelse gøres særskilt hvert sted, og rene tilfældigheder, såsom invasioner af barbariske folkeslag og selv almindelige krige er nok til at bringe et land med udviklede produktivkræfter derhen, hvor det atter må begynde forfra. I historiens begyndelse måtte hver opdagelse gøres på ny hver dag og uafhængigt på hvert sted. Hvor lidt de udviklede produktivkræfter, selv ved en forholdsvis udstrakt handel, er sikret mod fuldstændig tilintetgørelse, beviser fønikerne, hvis opfindelser for en stor del og for lang tid gik tabt ved at denne nation blev fortrængt fra handelen som følge af Aleksander den Stores erobringer og det deraf følgende forfald. Ligeså i middelalderen, f. eks. glasmaleriet. Først når samkvemmet er blevet til verdenssamkvem og har fået storindustrien som basis, når alle nationer er trukket ind i konkurrencekampen, er de opnåede produktivkræfters varighed sikret.

Arbejdets deling mellem de forskellige byer har som det næste resultat manufakturernes opståen i de produktionsgrene, der er vokset ud over laugsvæsenet. Manufakturernes første opblomstring – i Italien og senere i Flandern – havde samkvem med andre nationer som historisk forudsætning. I andre lande – England og Frankrig f. eks. – begrænsede manufakturerne sig i begyndelsen til det indenlandske marked. Manufakturerne har som forudsætning – foruden de allerede nævnte – også en ret fremskreden koncentration af befolkningen, især på landet, og af kapitalen, som er begyndt at blive samlet på enkelte hænder, dels i laugene, på trods af laugsstatutterne, dels hos købmændene.

Det arbejde, som i forvejen forudsatte en maskine, selv om det endnu var i den mest primitive form, viste sig snart at være det, der var bedst egnet til udvikling. Væveriet, hidtil udøvet af bønderne ved siden af landbruget, for at skaffe sig den nødvendige beklædning, var det første arbejde, der fik et skub fremad og en videre udvikling ved at samkvemmet var blevet mere omfattende. Væveriet var den første manufaktur og blev ved med at være den vigtigste. Efterspørgslen efter beklædningsstoffer – en efterspørgsel, som voksede med den voksende befolkning – den begyndende akkumulation og mobilisering af den oprindelige [naturwüchsige] kapital som følge af den fremskyndede cirkulation, det luksusbehov, der blev fremkaldt og i det hele taget begunstiget af det efterhånden mere omfattende samkvem, gav væveriet kvantitativt og kvalitativt det skub fremad, som rev det ud af den hidtidige produktionsform. Ved siden af bønderne, der vævede for deres eget behov og fortsatte og endnu fortsætter med det, opstod der i byerne en ny klasse af vævere, hvis stoffer var bestemt til hele det indenlandske marked og for det meste også til udenlandske markeder.

Væveriet, et arbejde, som i de fleste tilfælde ikke krævede megen færdighed og snart blev opdelt i uendelig mange grene, var ifølge hele sin beskaffenhed i modstrid med laugsvæsenets lænker. Væveriet blev derfor for det meste udøvet i landsbyer og små købstæder uden laugsorganisation; disse blev efterhånden til byer og ofte netop de mest blomstrende byer i hvert land.

Med manufakturen, som ikke var underkastet langsreglerne, forandredes også ejendomsrelationerne. Det første fremskridt udover den naturlige, standsbetingede [naturwüchsig-ständisch] kapital skete, da købmændene dukkede op; deres kapital var fra første færd mobil [bevægelig, rørlig], var kapital i den moderne betydning for så vidt der kunne være tale om noget sådant under de daværende forhold. Det andet fremskridt kom med manufakturen, der atter mobiliserede en mængde naturlig kapital og i det hele taget forøgede mængden af mobil kapital i forhold til den naturlige kapital.

Manufakturen blev tillige bøndernes tilflugt mod de håndværkerlaug, som enten holdt dem udenfor eller betalte dem dårligt, ligesom laugsbyerne tidligere havde været bøndernes tilflugt (mod landadelen, der undertrykte dem).

Samtidig med manufakturernes begyndelse indtrådte der en periode med et udbredt vagabondvæsen, der havde sin årsag i, at feudalherrernes bevæbnede følge holdt op med at eksistere; de sammenløbne armeer, som havde tjent kongerne mod deres vasaller, blev opløst; agerbruget blev forbedret og store strækninger agerjord forvandlet til græsgange for kvæg. Det fremgår allerede af alt dette, hvordan dette vagabondvæsen på det nøjeste hænger sammen med feudalsystemets opløsning. Allerede i det 13. århundrede forekommer enkelte perioder af denne art; men almindeligt og varigt optræder dette vagabondvæsen først ved slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede. Disse vagabonder, der var så talrige, at bl.a. Henrik VIII af England lod 72.000 af dem hænge, kunne blot med største vanskelighed, tvunget af den yderste nød og meget modstræbende, blive bragt til at arbejde. Manufakturernes hurtige opblomstring, navnlig i England, absorberede dem efterhånden.

Med manufakturen indtrådte de forskellige nationer i et konkurrenceforhold, i handelskampen, der blev udkæmpet ved hjælp af krige, beskyttelsestold og prohibitioner [indførselsforbud], mens nationerne tidligere, for så vidt de havde stået i forbindelse med hinanden, havde gennemført en harmløs vareudveksling. Fra nu af fik handelen politisk betydning.

Med manufakturen var der tillige givet en ny relation mellem arbejder og arbejdsgiver. Det patriarkalske forhold mellem svend og mester eksisterede fortsat i håndværkslaugene; i manufakturen trådte nu pengerelationen mellem arbejder og kapitalist i dets sted, en relation, som på landet og i de små byer blev ved med at være patriarkalsk farvet; i de større, de egentlige manufakturbyer, havde den allerede tidligt mistet næsten ethvert patriarkalsk anstrøg.

Manufakturen og i det hele taget produktionens bevægelse fik et enormt opsving med det udvidede samkvem, som fulgte efter opdagelsen af Amerika og søvejen til Ostindien. De nye produkter, som blev indført derfra, navnlig de mængder af guld og sølv, der blev sat i omløb, forandrede totalt klassernes stilling over for hinanden og tilføjede den feudale jordbesiddelse og arbejderne et hårdt slag. Eventyrernes togter, kolonisationen, og frem for alt den udvidelse af markederne til et verdensmarked, som nu var blevet mulig og som fra dag til dag blev mere af en kendsgerning, fremkaldte en ny fase i den historiske udvikling, som ikke i almindelighed skal behandles nærmere her. Gennem koloniseringen af de nyopdagede lande fik nationernes handelskamp mod hinanden ny næring og blev følgelig mere omfattende og bitter.

Handelens og manufakturens udvidelse fremskyndede akkumulationen af den mobile kapital, mens i håndværkerlaugene den naturlige kapital, som ikke oplevede nogen tilskyndelse til udvidet produktion, blev ved med at være stabil og endog formindskedes. Handel og manufaktur skabte det store bourgeoisi, i laugene koncentreredes småborgerskabet, der nu ikke mere som tidligere herskede i byerne, men måtte bøje sig under storkøbmændenes magt. Deraf laugenes forfald, så snart de kom i berøring med manufakturen.

Nationernes indbyrdes relationer i deres samkvem med hinanden antog i den epoke, som vi har omtalt, to forskellige former. I begyndelsen betingede den ringe cirkulerende mængde guld og sølv, at det blev forbudt at udføre disse metaller; industrien, som var blevet en nødvendighed for at beskæftige den voksende bybefolkning, men som for det meste var importeret fra udlandet, kunne ikke undvære de privilegier, der kunne gives, selvfølgelig ikke kun mod den indenlandske, men hovedsagelig mod den udenlandske konkurrence. I disse oprindelige prohibitioner blev det lokale laugsprivilegium udvidet til at omfatte hele nationen. Toldafgifterne opstod af de afgifter, som feudalherrerne havde pålagt de købmænd, der drog gennem deres område og måtte købe sig fri for plyndring; sådanne afgifter blev senere også pålagt af byerne, og da de moderne stater opstod, var de det nærmest liggende middel til at skaffe penge i statskassen.

Da det amerikanske guld og sølv dukkede op på de europæiske markeder, da industrien gradvist udviklede sig og handelen tog et hurtigt opsving, som fik det ikke laugsbundne bourgeoisi og pengene til at trives, fik disse forholdsregler en helt anden betydning. Staten, der efterhånden mindre og mindre kunne undvære pengene, bibeholdt nu forbudet mod udførsel af guld og sølv af hensyn til statsfinanserne; for bourgeois'erne var disse nye pengemasser, som blev kastet på markedet, hovedgenstand for deres accaparements [ågeropkøb] og de var fuldtud tilfredse med disse forholdsregler. De hidtidige privilegier blev solgt for penge og blev således til en indtægtskilde for regeringen; i toldlovgivningen viste der sig udførselstold, som havde rent statsfinansielle formål og kun lagde en hindring i vejen for industrien.

Den anden periode indtrådte i midten af det 17. århundrede og varede næsten til slutningen af det 18. århundrede. Handelen og skibsfarten havde udvidet sig hurtigere end manufakturen, som spillede en sekundær rolle; kolonierne begyndte at blive stærke konsumenter, nyåbnede verdensmarked imellem sig. Denne periode de enkelte nationer delte gennem langvarige kampe det begynder med navigationslovene [4] og kolonimonopolerne. Nationernes indbyrdes konkurrence blev så vidt muligt udelukket ved hjælp af tariffer, prohibitioner og traktater, i sidste instans blev konkurrencekampen ført og afgjort ved hjælp af krige (især krige til søs). Den mægtigste flådenation, englænderne, beholdt overvægten i handel og manufaktur. Allerede her koncentration til et land.

Manufakturen var på det hjemlige marked til stadighed beskyttet af beskyttelsestold, på koloniernes marked af monopoler og i udenrigshandelen så vidt muligt af differentialtold. [5] Bearbejdelse af råmaterialer, produceret i indlandet, blev forbudt (uld i England), i England, silke i Frankrig), udførsel af råmateriale, produceret i indlandet, blev forbudt (uld i England) og bearbejdelse af importeret råmateriale blev forsømt eller undertrykt (bomuld i England). Den nation, der var fremherskende i søhandelen og som kolonimagt, sikrede sig naturligvis også den største udvidelse, både kvantitativ og kvalitativ, af manufakturen. Manufakturen kunne overhovedet ikke undvære beskyttelse, da den kan miste sit marked og blive ruineret som følge af meget små forandringer, der foregår i andre lande; den kan let indføres i et land under nogenlunde gunstige betingelser og netop derfor kan den også let ødelægges. Tillige er den, især ved den måde, den blev drevet på i landsbyerne i det 18. århundrede, så stærkt knyttet sammen med livsforholdene for et stort antal individer, at intet land kan vove at sætte dens eksistens på spil ved at tillade fri konkurrence. Følgelig afhænger den, hvis den når så langt som til at eksportere, helt af handelens udvidelse eller dens indskrænkning og udøver på sin side en forholdsvis ringe indflydelse på den. Deraf dens sekundære betydning og deraf købmændenes indflydelse i det 18. århundrede. Det var købmændene og især skibsrederne, der frem for andre krævede statsbeskyttelse og monopoler; manufakturejerne krævede og fik ganske vist også beskyttelse, men de stod hele tiden tilbage for købmændene i politisk betydning. Handelsbyerne, især søfartsbyerne, blev nogenlunde civiliserede og storborgerlige, mens der i fabriksbyerne fortsat eksisterede den største småborgerlighed. Jfr. Aikin m.fl. Det 18. århundrede var handelens århundrede. Pinto siger dette udtrykkeligt: »Le commerce fait la marotte du siecle« [Handelen er århundredets fikse idé], og: »Depuis quelque temps il n'eut plus question que de commerce, de navigation et de marine« [I nogen tid har man kun talt om handel, navigation og søfart] [6]

Denne periode er også kendetegnet ved, at forbudet mod at udføre guld og sølv ophæves, at pengehandelen opstår, tillige med bankerne, statsgælden, papirpengene, aktie- og fondsspekulationen, agiotagen i alle slags varer, og at pengevæsenet i det hele taget udformes. Kapitalen mistede atter en stor del af sin oprindelige karakter [Naturwüchsigkeit], der stadigvæk klæbede ved den.

I det 17. århundrede udviklede handelens og manufakturens koncentration til et enkelt land, England, sig uafbrudt og skabte efterhånden et relativt verdensmarked for dette land og dermed en efterspørgsel efter dette lands manufakturprodukter, som ikke længere kunne tilstedsstilles ved hjælp af de hidtidige industrielle produktivkræfter. Denne efterspørgsel, som voksede produktionskræfterne over hovedet, var den drivende kraft, der fremkaldte privatejendommens tredje periode siden middelalderen, idet den frembragte storindustrien – anvendelse af naturkræfterne til industrielle formål, maskinerne og den mest omfattende deling af arbejdet. De øvrige betingelser for denne nye fase – konkurrencefrihed inden for nationen, udformningen af den teoretiske mekanik (mekanikken, bragt til fuldendelse af Newton, var i det hele taget den mest populære videnskab i England og Frankrig i det 18. århundrede) m.fl. – eksisterede allerede i England. (Den frie konkurrence inden for selve nationen måtte overalt erobres gennem en revolution – 1640 og 1688 i England, 1789 i Frankrig). Konkurrencen tvang snart hvert land, som ville bevare sin historiske rolle, til at beskytte sine manufakturer ved hjælp af fornyede toldforholdsregler, (de gamle toldsystemer hjalp ikke mere mod storindustrien), og snart derefter til selv at indføre storindustrien under toldbeskyttelse. Trods disse beskyttelsesforanstaltninger gjorde storindustrien konkurrencen universel, (den er den praktiske handelsfrihed, beskyttelsestolden er kun et palliativ [lindringsmiddel], en afværgeforanstaltning inden for handelsfrihedens rammer), skabte kommunikationsmidlerne og det moderne verdensmarked, underlagde sig handelen, forvandlede al kapital til industriel kapital og bevirkede dermed kapitalernes hurtige cirkulation (udviklingen af pengevæsenet) og deres centralisation. I kraft af den universelle konkurrence tvang den alle individer til at anspænde deres energi til det yderste. Den tilintetgjorde efter mulighed ideologien, religionen, moralen osv. og hvor den ikke kunne gøre dette, gjorde den dem til håndgribelig løgn. Den skabte først verdenshistorien, for så vidt som den gjorde hver civiliseret nation og hvert individ deri afhængig af hele verden for at tilfredsstille sine behov og tilintetgjorde de enkelte nationers tidligere naturlige selvtilstrækkelighed. Den subsumerede naturvidenskaben under kapitalen og berøvede arbejdets deling det sidste skær af at være noget naturgivet [Naturwüchsigkeit]. Den tilintetgjorde i det hele taget alt det naturlige, for så vidt det er muligt inden for arbejdet, og opløste alle naturlige relationer i pengerelationer. I stedet for de byer, som var vokset naturligt op, skabte den de moderne, store industribyer, der er opstået med. Hvor den trængte igennem, ødelagde den håndværket og i det hele taget alle tidligere stadier af industrien. Den fuldbyrdede handelsbyens sejr over bondelandet. Dens første forudsætning er det automatiske system. Dens udvikling frembragte en mængde produktivkræfter; for dem blev privatejendommen en lænke, lige så meget som lauget havde været det for manufakturen og det lille landbrug for håndværket, der udviklede sig. Under privatejendommen får disse produktivkræfter kun en ensidig udvikling, for flertallet bliver de til destruktive kræfter og en mængde produktivkræfter kan slet ikke komme til anvendelse under privatejendommen. Storindustrien frembragte i det store og hele overalt de samme relationer mellem samfundets klasser og tilintetgjorde dermed de enkelte nationaliteters særpræg. Og endelig, mens bourgeoisiet i hver nation endnu bevarer særskilte nationale interesser, skabte storindustrien en klasse, der i alle nationer har den samme interesse og hvori nationaliteten allerede er tilintetgjort, en klasse, der virkelig er frigjort for hele den gamle verden og tillige står over for den. For arbejderen gør den ikke blot relationen til kapitalismen, men selve arbejdet til noget uudholdeligt.

Det er klart, at storindustrien ikke når samme høje udvikling overalt i et land. Dette standser imidlertid ikke proletariatets klassebevægelse, da de proletarer, som storindustrien har frembragt, stiller sig i spidsen for bevægelsen og river hele massen med sig, og da de arbejdere, som er lukket ude fra storindustrien, netop af storindustrien bliver bragt i en endnu værre situation end arbejderne i selve storindustrien. På samme måde indvirker de lande, hvor en storindustri er udviklet, på de plus ou moins [mere eller mindre] ikke-industrielle lande, såfremt disse som følge af verdenssamkvemmet bliver revet ind i den universelle konkurrencekamp. [7]

Disse forskellige former er lige så mange former for arbejdets og dermed ejendommens organisation. I hver periode skete der en forening af de eksisterende produktivkræfter i den udstrækning, som behovet havde gjort nødvendig.

[2.] Stat og ret, deres relation til ejendommen

Den første form for ejendom er såvel i den antikke verden som i middelalderen stammeejendommen, hos romerne hovedsagelig betinget af krig, hos germanerne af kvægavl. Hos de antikke folk optræder stammeejendommen som statsejendom, fordi flere stammer bor sammen i en by; den enkeltes ret til stammeejendommen fremtræder kun som possessio [besiddelse, brugsret], der imidlertid, ligesom stammeejendommen i det hele taget, begrænser sig til jordejendom. Den egentlige privatejendom begynder hos de gamle som hos de moderne folk med mobiliarejendommen [den rørlige ejendom]. (Slaveri og fællesskab [Gemeinwesen]), (dominium ex jure Quiritum [en romersk fuldborgers ejendom]). Hos de folk, der opstod i middelalderen, udvikler stammeejendommen sig over forskellige trin – feudal jordejendom, korporativ mobiliarejendom, manufakturkapital – frem til den moderne kapital, betinget af storindustri og universel konkurrence, den rene privatejendom, som har afkastet ethvert skær af fællesskabet og har udelukket enhver indvirkning på ejendommens udvikling fra statens side. Til den moderne privatejendom svarer den moderne stat, der efterhånden gennem skatterne bliver opkøbt af de private ejendomsbesiddere; gennem statsgælden er den helt hjemfaldet til dem og dens eksistens er blevet afhængig – gennem statspapirernes stigning og fald på børsen – af den kommercielle kredit, som de private ejendomsbesiddere, bourgeois'erne, yder den. Fordi bourgeoisiet er en klasse og ikke længere en stand, er den allerede tvunget til at organisere sig nationalt, ikke længere lokalt, og at give sine gennemsnitsinteresser en almen form. Gennem privatejendommens emancipation [frigørelse] fra fællesskabet er staten blevet til en specifik eksistens ved siden af og uden for det borgerlige samfund; men den er ikke andet end den form for organisation, som bourgeoisiet nødvendigvis giver sig selv, såvel udadtil som indadtil, til gensidig garanti for sine medlemmers ejendom og interesser. Statens selvstændighed findes nu om stunder kun i sådanne lande, hvor stænderne endnu ikke fuldtud har udviklet sig til klasser; hvor stænderne, der er afskaffet i de mere fremskredne lande, endnu spiller en rolle, og hvor der eksisterer en blanding; hvor derfor ingen del af befolkningen kan opnå herredømmet over de øvrige. Dette er navnlig tilfældet i Tyskland. Det mest fuldkomne eksempel på den moderne stat er Nordamerika. De nyere franske, engelske og amerikanske skribenter giver alle udtryk for den opfattelse, at staten kun eksisterer for privatejendommens skyld, således at dette også er gået over i den almindelige bevidsthed.

Da staten er den form, hvori den herskende klasses individer gør deres fælles interesser gældende og hvori hele det borgerlige samfund i en bestemt epoke koncentreres, så formidles følgelig alle fælles institutioner gennem staten og får en politisk form. Deraf den illusion, at loven skulle bero på viljen, og oven i købet den frie vilje, der er løsrevet fra sin reale basis. Retten reduceres atter på samme måde til loven.

Privatretten udvikler sig samtidig med privatejendommen, når det naturlige fællesskab [naturwüchsiges Gemeinwesen] opløses. Hos romerne fik privatejendommens og privatrettens udvikling ingen videre industrielle og kommercielle følger, fordi deres samlede produktionsmåde forblev uændret. [8] Da industrien og handelen opløste det feudale fælleskab, begyndte der hos de moderne folk med privatejendommens og privatrettens opståen en ny fase, der kunne udvikles videre. Allerede Amalfi, den første by, som i middelalderen drev en omfattende søhandel, udformede sølovgivningen. Så snart industrien og handelen udviklede privatejendommen videre, – først i Italien og senere i andre lande –, blev også den højt udviklede romerske privatret atter genoptaget og ophøjet til autoritet. Da bourgeoisiet senere havde fået så meget magt, at fyrsterne tog sig af des interesser for at styrte feudaladelen med bourgeoisiets hjælp, begyndte der i alle lande – i Frankrig i det 16. århundrede – den egentlige udvikling af lovgivningen, som i alle lande, med undtagelse af England, foregik på basis af romerrettens kodeks. Også i England måtte de romerske retsprincipper inddrages i den videre udformning af privatretten (især angående løsøret). (Ikke at forglemme, at retten lige så lidt som religionen har sin egen historie).

I privatretten erklæres de bestående ejendomsforhold at være et resultat af den almene vilje. Jus utendi et abutendi [retten til at bruge og forbruge – også: misbruge – det, der er ens eget] udtrykker selv på den ene side den kendsgerning, at privatejendommen er blevet aldeles uafhængig af fællesskabet [Gemeinwesen], på den anden side den illusion, at privatejendommen selv skulle bero på den blotte private vilje, den vilkårlige disposition over genstanden. I praksis har jus abutendi [retten til at misbruge] meget bestemte økonomiske grænser for den private ejendomsbesidder, hvis han ikke vil se sin ejendom og dermed sin »jus abutendi« gå over på andre hænder, da genstanden slet ikke er nogen genstand, hvis man kun betragter den med henblik på ejerens vilje, men først i samkvem, og uafhængig af retten, bliver til en genstand, til virkelig ejendom (en relation, det som filosofferne kalder en ide). [9]

Denne juristernes illusion, som reducerer retten til den blotte vilje, fører i ejendomsrelationernes videre udvikling nødvendigvis til, at nogen kan have et juridisk retskrav på en ting, uden virkelig at have tingen. Hvis f. eks. jordrenten på et stykke jord bortfalder som følge af konkurrencen, så har dens ejer ganske vist et retskrav på den samt »jus utendi et abutendi«. Men han kan ikke stille noget op dermed, han ejer som jordejer ingenting, hvis han ikke ved siden af har kapital nok til at dyrke sin jord. Ud fra den samme illusion hos juristerne må det forklares, at det for dem og for enhver lovkodeks i det hele taget, er rent tilfældigt, når individer indtræder i indbyrdes relationer, når de f. eks. indgår kontrakter, og at de opfatter dem som relationer, som man efter behag kan indgå eller lade være med at indgå, og hvis indhold helt og holdent beror på kontrahenternes individuelle vilkårlighed.

Så ofte der gennem udviklingen af industri og handel har dannet sig nye samkvemsformer, f. eks. forsikrings- osv. selskaber, har retten hver gang været nødt til at optage dem blandt de måder, ejendom kan erhverves på.

Intet er mere almindeligt udbredt end den forestilling, at det i historien hidtil kun er kommet an på at tage. Barbarerne tager det romerske rige, og med denne kendsgerning, at de tager, forklarer man den antikke verdens overgang til feudalismen. Men når barbarerne tager noget, så kommer det an på, om den nation, der overvindes, har udviklet industrielle produktivkræfter, sådan som det er tilfældet hos de moderne nationer, eller om deres produktivkræfter hovedsagelig kun beror på deres forening og fællesskabet. Måden at tage på er endvidere betinget af den genstand, som tages. En bankiers formue, som består af værdipapirer, kan slet ikke tages, uden at den, der tager den, underkaster sig produktions- og samkvemsrelationerne i det erobrede land. Det samme gælder hele den industrielle kapital i et moderne industriland. Og endelig, så er det overalt snart slut med at tage, og når der ikke mere er noget at tage, må man begynde at producere. Det følger af denne meget snart indtrædende nødvendighed for at producere, at den form for fællesskab [Gemeinwesen], som erobrerne antager, når de bosætter sig, må svare til de forefundne produktivkræfters udviklingstrin, eller – hvis det ikke er tilfældet fra begyndelsen – at den i hvert fald må ændre sig i overensstemmelse med produktivkræfterne. Heraf forklares det faktum, man vil have bemærket overalt i tiden efter folkevandringen, nemlig at trællen var herre, og at erobrerne meget snart overtog sprog, dannelse og skikke fra de erobrede.

Feudalismen blev på ingen måde medbragt fra Tyskland i færdig form, men på erobrernes side havde den sin oprindelse i hærvæsenets krigsmæssige organisation under selve erobringen, og først efter erobringen udviklede organsationen sig til det egentlige feudalsystem under indvirkning af de i de erobrede lande forefundne produktivkræfter. Hvor meget denne form var betinget af produktivkræfterne, viser fejlslagne forsøg på at gennemtvinge andre former, som havde deres udspring i gammelromerske reminiscenser (Karl den Store m. fl.).

[3.] Naturgivne og civiliserede produktionsinstrumenter og elendomsformer [10]

[...] bliver fundet. Af det første opstår forudsætningen for en udviklet deling af arbejdet og udstrakt handel, af det andet det lokalt begrænsede. Ved det første må individerne være bragt sammen, ved det andet forefinder de sig selv som produktionsinstrumenter ved siden af det givne produktionsinstrument. Her fremtræder altså forskellen mellem de naturlige produktionsinstrumenter og dem, der er skabt af civilisationen. Ageren (vandet osv.) kan betragtes som et naturligt produktionsinstrument. I første tilfælde, ved det naturlige produktionsinstrument, bliver individerne underordnet naturen, i det andet tilfælde underordnet et arbejdsprodukt. I det første tilfælde fremtræder derfor også ejendommen (jordbesiddelsen) som umiddelbart, naturligt herredømme, i det andet som arbejdets herredømme, specielt det akkumulerede arbejdes, kapitalens herredømme. Det første tilfælde forudsætter, at individerne er knyttet sammen ved et eller andet bånd, det være sig familien, stammen, jorden m. m., det andet tilfælde forudsætter, at de er uafhængige af hinanden og kun holdes sammen i kraft af vareudvekslingen. I første tilfælde er udvekslingen hovedsagelig en udveksling mellem menneskene og naturen, en udveksling, hvor den enes arbejde bliver udvekslet med den andens produkter; i det andet tilfælde er det overvejende udveksling mellem menneskene indbyrdes. I første tilfælde er den gennemsnitlige menneskeforstand tilstrækkelig, legemlig og åndelig virksomhed er endnu slet ikke adskilt; i det andet tilfælde må delingen mellem åndeligt og legemligt arbejde allerede være fuldbyrdet i praksis. I første tilfælde kan ejerens magt over ikke-ejeren bero på personlige relationer, på en særlig art fællesskab; i det andet tilfælde må den have antaget tinglig skikkelse i noget tredje, i pengene. I første tilfælde eksisterer den lille industri underordnet benyttelsen af det naturlige produktionsinstrument, og derfor uden fordeling af arbejdet mellem forskellige individer, i det andet tilfælde består industrien kun i og i kraft af arbejdets deling.

Hidtil er vi gået ud fra produktionsinstrumenterne, og her viste det sig allerede, at privatejendommen er nødvendig for visse industrielle stadier. I den ekstraktive [udvindende] industri falder privatejendommen endnu helt sammen med arbejdet; i den lille industri og al hidtidig jordbrug er ejendommen en nødvendig konsekvens af de forhåndenværende produktionsinstrumenter; i storindustrien er modsigelsen mellem produktionsinstrument og privatejendom først dens produkt, til hvis frembringelse den allerede må være meget udviklet. Følgelig bliver privatejendommens afskaffelse også først muligt med storindustrien.

I storindustrien og konkurrencen er samtlige eksistensbetingelser, betingetheder, ensidigheder hos individerne smeltet sammen i de to simpleste former: privatejendom og arbejde. Med pengene er enhver samkvemsform og selve samkvemmet blevet til en tilfældighed for individerne. Følgelig ligger det allerede i pengenes natur, at al hidtidig samkvem kun var samkvem mellem individer under bestemte betingelser, ikke mellem individer som individer. Disse betingelser er reduceret til to – akkumuleret arbejde, dvs. kapital, og virkeligt arbejde. Holder den ene eller den anden af dem op, så stagnerer samkvemmet. De moderne økonomer, f. eks. Sismondi, Cherbuliez osv., modstiller selv »association des individus« og »association des capitaux [individernes forening og kapitalernes forening]. På den anden side er individerne selv fuldstændigt underordnet arbejdets deling og derved er de bragt i den mest fuldkomne afhængighed af hinanden. Privatejendommen, for så vidt den inden for arbejdet kommer til at stå over for arbejdet, udvikler sig af nødvendigheden af akkumulation og har i begyndelsen endnu til en vis grad fællesskabets [Gemeinwesen] form, men under den videre udvikling nærmer den sig mere og mere privatejendommens moderne form. Ved arbejdets deling er der allerede på forhånd givet en deling af arbejdsbetingelserne, af værktøj og materialer, og dermed den akkumulerede kapitals opsplitning mellem forskellige ejere, og dermed opsplitningen mellem kapital og arbejde og de forskellige former for selve ejendommen. Jo mere arbejdets deling udformes og jo mere akkumulationen vokser, desto skarpere udformes også denne opsplitning. Arbejdet selv forudsætter denne opsplitning for at kunne bestå.

Der viser sig altså her to fakta. [11] For det første fremtræder produktivkræfterne som helt uafhængige og løsrevne fra individerne, som en egen verden ved siden af individerne; dette har sin årsag i, at individerne, hvis kræfter de er, eksisterer opsplittet og i modsætning til hinanden, mens disse kræfter på den anden side kun er virkelige kræfter i disse individers samkvem og sammenhæng. Altså på den ene side en totalitet af produktivkræfter, der så at sige har antaget tinglig skikkelse og som for individerne selv ikke længere er individernes kræfter, for så vidt de er privatejendomsbesiddere. I ingen tidligere periode havde produktivkræfterne antaget en form så ligegyldig for individernes samkvem som individer, fordi deres samkvem selv endnu var begrænset. Over for disse produktivkræfter står på den anden side individernes flertal, som disse kræfter er løsrevet fra og som derfor er berøvet alt virkeligt livsindhold, som er blevet til abstrakte individer, men som først derved er i stand til at træde i forbindelse med hinanden som individer.

Den eneste sammenhæng, de fortsat har med produktivkræfterne og dermed med deres egen eksistens, nemlig arbejdet, har for dem mistet ethvert skær af selvvirksomhed [Selbstbetätigung] og opretholder kun deres liv, idet den forkrøbler det. Mens selv-virksomhed og frembringelse af det materielle liv i de tidligere perioder var adskilt ved, at de tilfaldt forskellige personer, og frembringelsen af det materielle liv på grund af selve individernes indskrænkethed endnu gjaldt som en underordnet art selv-virksomhed, er de nu skilt så grundigt fra hinanden, at det materielle liv overhovedet fremtræder som formål, mens frembringelsen af dette materielle liv, arbejdet (som nu er den eneste mulige, men som vi ser, negative form for selv-virksomhed), fremtræder som middel.

Nu er det altså kommet så vidt, at individerne må tilegne sig den forhåndenværende totalitet af produktivkræfter, ikke kun for at nå frem til deres selv-virksomhed, men allerede for overhovedet at sikre selve deres eksistens. Denne tilegnelse er for det første betinget af den genstand, som skal tilegnes – produktivkræfterne, som er udviklet til en totalitet og som kun eksisterer inden for et universelt samkvem. Denne tilegnelse må altså allerede fra denne side have en universel karakter, svarende til produktivkræfterne og samkvemmet. Tilegnelsen af disse kræfter er selv ikke andet end udviklingen af de individuelle evner, der svarer til udviklingen af de materielle produktionsinstrumenter. Tilegnelsen af en totalitet af produktionsinstrumenter er allerede af denne grund udviklingen af en totalitet af evner i individernes selv. Denne tilegnelse er endvidere betinget af de individer, som skal foretage den. Kun nutidens proletarer, som er fuldstændigt udelukket fra al selv-virksomhed, er i stand til at gennemføre deres fuldstændige, ikke længere begrænsede selv-virksomhed, der består i tilegnelsen af en totalitet af produktivkræfter og den deraf bestemte udvikling af en totalitet af evner. Alle tidligere revolutionære tilegnelser var begrænsede: individer, hvis selv-virksomhed var begrænset ifølge et begrænset produktionsinstrument og et begrænset samkvem, tilegnede sig kun dette begrænsede produktionsinstrument og opnåede dermed kun en ny begrænsning. Deres produktionsinstrument blev deres ejendom, men de selv blev subsumeret under arbejdets deling og deres eget produktionsinstrument. Ved alle hidtidige tilegnelser blev en mængde individer underordnet et eneste produktionsinstrument; ved proletarernes tilegnelse må en mængde produktionsinstrumenter blive underordnet hvert individ og ejendomsretten underordnet alle. Det moderne universelle samkvem kan ikke på nogen måde underordnes individerne, men kun ved at det underordnes alle.

Tilegnelsen er endvidere betinget af den måde, hvorpå den må fuldbyrdes. Den kan kun fuldbyrdes gennem en forening, der ifølge proletariatets karakter kun kan være universel, og gennem en revolution, hvorved på den ene side den hidtidige produktions- og samkvemsmådes og den sociale strukturs magt omstyrtes og på den anden side proletariatets universelle karakter og dets energi, som er nødvendig for at gennemføre denne tilegnelse, udvikles, mens proletariatet afkaster alt det, der fortsat klæber ved af dets hidtidige stilling i samfundet.

Først på dette trin falder selv-virksomheden sammen med det materielle liv, hvad der svarer til, at individerne udvikler sig til totale individer og aflægger det oprindelige, primitive [alle Naturwüchsigkeit]; arbejdets forvandling til selv-virksomhed og forvandlingen af det hidtidige betingede samkvem til et samkvem mellem individer som sådanne vil da svare til hinanden. Med de forenede individers tilegnelse af de totale produktivkræfter ophører privatejendommen. Mens en specifik betingelse altid optrådte som tilfældig i den hidtidige historie, er det nu selve individernes afsondring, hver enkelts specifikke privaterhverv, der er blevet tilfældig.

De individer, der ikke længer subsumeres under arbejdets deling, har filosofferne forestillet sig som ideal under navnet »menneske«, og hele den proces, vi har undersøgt, har de opfattet som »menneskets« udviklingsproces, således at de hidtidige individer på ethvert historisk trin er blevet påduttet at være »mennesket«, og de er blevet fremstillet som historiens drivkraft. Hele processen blev således opfattet som »menneskets« selvfremmedgørelsesproces, og dette skyldes i det væsentlige, at gennemsnitsindividet fra et senere trin blev sat i stedet for det tidligere, og den senere bevidsthed blev tillagt de tidligere indvider. Ved denne fordrejning, der på forhånd abstraherer fra de virkelige betingelser, blev det muligt at forvandle hele historien til en udviklingsproces i bevidstheden.

Sluttelig får vi følgende resultater af den fremsatte historieopfattelse: 1. I produktivkræfternes udvikling indtræder et stadium, hvor der frembringes produktivkræfter og samkvemsmidler, som under de bestående relationer kun anstifter ulykker, som ikke længere er produktionskræfter, men destruktionskræfter (maskiner og penge) – og, hvad der hænger nøje sammen med det, at der frembringes en klasse, der må bære alle samfundets byrder, uden at nyde dets fordele, der bliver trængt ud af samfundet, tvunget ind i den mest afgjorte modsætning til alle andre klasser; denne klasse udgør flertallet af alle samfundsmedlemmer og fra den udgår bevidstheden om, at en grundlæggende revolution er nødvendig, den kommunistiske bevidsthed, som naturligvis også kan dannes i de andre klasser ved betragtning af denne klasses stilling; 2. de betingelser, hvorunder bestemte produktivkræfter kan anvendes, er betingelserne for en bestemt samfundsklasses herredømme, hvis sociale magt, som stammer fra dens ejendom, finder sit praktisk-idemæssige udtryk i den givne statsform, og derfor retter enhver revolutionær kamp sig mod den klasse, der hidtil har hersket [12] i alle hidtidige revolutioner forblev virksomhedens art altid urørt, idet det kun drejede sig om en ny fordeling af denne virksomhed, om en ny fordeling af arbejdet til andre personer, mens den kommunistiske revolution er rettet mod virksomhedens hidtidige art, den afskaffer arbejdet og ophæver alle klassers herredømme sammen med selve klasserne, fordi den gennemføres af den klasse, der i samfundet ikke mere gælder som klasse, der ikke er anerkendt som klasse, der allerede inden for det nuværende samfund er udtryk for opløsningen af alle klasser, nationaliteter osv. 4. for at skabe denne kommunistiske bevidsthed i massemålestok og for at føre selve sagen igennem, er en forandring af menneskene i massemålestok nødvendig, og den kan kun foregå i en praktisk bevægelse, i en revolution, følgelig er revolutionen nødvendig, ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan styrtes på nogen anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet. [13]


Noter

[1]: