Tilbage
Kapitalen
Næste

Maskiner og storindustri

1. Udviklingen af maskiner

John Stuart Mill siger i sin bog »Principles of Political Economy«: »Det er et spørgsmål, om alle de mekaniske opfindelser, der hidtil er gjort, har lettet dagens møje for noget menneskeligt væsen.« Dette er dog heller ikke på nogen måde hensigten med de kapitalistisk anvendte maskiner. Lige som enhver anden udvikling af arbejdets produktivitet skal de gøre varerne billigere og forkorte den del af arbejdsdagen, som er nødvendig for arbejderen selv og dermed forlænge den anden del af hans arbejdsdag, som han yder gratis til kapitalisten. Maskinerne er midler til produktion af merværdi.

I manufakturen er arbejdskraften udgangspunkt for omvæltningen af produktionsmåden, i storindustrien er arbejdsmidlet udgangspunkt. Det, vi altså først må undersøge, er den måde, hvorpå et værktøj bliver forvandlet til en maskine eller hvad det er, der adskiller maskinen fra håndværkerens redskab. Det drejer sig her kun om de store, generelle træk, for man kan lige så lidt drage abstrakt strenge skel mellem epokerne i samfundets historie som mellem epokerne i jordens historie.

Matematikere og mekanikkens teoretikere kalder værktøjet for en simpel maskine og maskinen for et sammensat værktøj – og her og der kan man finde synspunktet gentaget af engelske økonomer. På dette punkt ser de ingen væsentlig forskel, og de kalder endog de simple mekaniske indretninger, der overfører en kraft fra et sted til et andet, såsom vægtstang, skråplan, skrue, kile osv, for maskiner. Enhver maskine består faktisk af disse simple indretninger, uanset hvor meget de så end er forklædt og kombineret. Fra et økonomisk synspunkt duer dette imidlertid ikke, da det historiske element mangler. På den anden side har man søgt forskellen mellem værktøj og maskine i det forhold, at det er mennesket, som er værktøjets bevægekraft, mens det ved maskinen er en fra den menneskelige kraft forskellig naturkraft, såsom dyr, vand, vind osv. Ud fra denne betragtning skulle altså en plov med okseforspand, et arbejdsmiddel der kan findes under de mest forskellige produktionsepoker, være en maskine, mens Claussens Circular Loom (en ringstrikkemaskine), der laver 96.000 masker pr. minut, og som bevæges af en eneste arbejder, blot skulle være et værktøj. Ja, den selvsamme loom skulle altså være et værktøj, når den drives med hånden og en maskine, når det sker med damp. Eftersom anvendelse af dyrets kraft er en af menneskehedens ældste opfindelser, skulle maskinproduktion således faktisk være gået forud for håndværksproduktionen. Da John Wyatt i 1735 kom med sin spindemaskine og dermed indvarslede det 18. århundredes industrielle revolution, nævnte han ikke med et ord, at et æsel og ikke et menneske skulle drive maskinen, og alligevel tilfaldt rollen æslet. En maskine »til at spinde med uden fingre,« således lød hans program.

Alt udviklet maskineri består af tre væsentligt forskellige dele, nemlig kraftmaskinen, transmissionsmekanismen og endelig værktøjs- eller arbejdsmaskinen. Kraftmaskinen virker som drivkraft for hele mekanismen. Enten frembringer den sin egen drivkraft, som dampmaskinen, the caloric engine, elektriske motorer osv., eller den modtager impulsen fra en naturkraft, der allerede findes i færdig form uden for den selv, som vandhjulet fra det faldende vand, møllevingen fra vinden osv. Transmissionsmekanismen, sammensat af svinghjul, drivaksler, tandhjul, trisser, stænger, tov, remme, gear og mellemkoblinger af den forskelligste art, regulerer bevægelsen og forvandler, hvor det er nødvendigt, dens form, f.eks. fra en lodret til en kredsformet og fordeler og overfører kraften til værktøjsmaskineriet. Disse to dele af maskineriet eksisterer kun for at give værktøjsmaskinen den bevægelse, hvormed den skal angribe arbejdsgenstanden og forandre den på hensigtsmæssig vis. Det er fra denne del af maskineriet, fra værktøjsmaskinen, at den industrielle revolution i det 18. århundrede udgår. Og det er fortsat den, der hver eneste dag påny er udgangspunkt, når håndværks- eller manufakturdrift bliver til maskindrift.

Lad os nu betragte værktøjsmaskinen eller den egentlige arbejdsmaskine nærmere og vi genfinder da i det store og hele de apparater og det værktøj, som håndværkeren eller manufakturarbejderen anvender, selv om formen ofte er yderst forandret. Men i stedet for at være værktøj for mennesker er det nu værktøj for en mekanisme eller mekanisk værktøj. Enten er hele maskinen blot en mer eller mindre forandret mekanisk udgave af det gamle håndværksredskab, som det er tilfældet med maskinvæven, eller også er de virkende organer, der er anbragt på arbejdsmaskinens ramme gamle kendinge, som spindlerne på spindemaskinen, nålene på strømpe-strikkemaskinen, savbladene på maskinsaven, knivene på hakkemaskinen osv. Forskellene mellem disse værktøjer og arbejdsmaskinens egentlige legeme går helt tilbage til fødslen. De fremstilles nemlig endnu som regel håndværksmæssigt eller manufakturmæssigt og bliver først senere anbragt på resten af arbejdsmaskinen, der produceres maskinelt. Værktøjsmaskinen er altså en mekanisme, som efter at den er sat i rette bevægelse, udfører de samme operationer med sit værktøj, som arbejderen tidligere udførte med lignende værktøj. Om drivkraften udgår fra et menneske eller fra en anden maskine ændrer intet ved sagens væsen. Når det egentlige værktøj er overført fra mennesket til en mekanisme, er en maskine trådt i stedet for det simple værktøj som sådan. Forskellen trænger sig straks på, selv i de tilfælde hvor mennesket fortsat udgør kraftmaskinen. Det antal arbejdsredskaber, som et menneske kan arbejde med på samme tid, er begrænset af antallet af menneskets naturlige produktionsredskaber, menneskets egne legemlige organer. I Tyskland forsøgte man først at lade en spindearbejder træde to spinderokke, dvs. at lade ham arbejde samtidigt med begge hænder og begge fødder. Dette var for anstrengende. Derpå opfandt man en træderok med to spindler, men de spindevirtuoser, der samtidigt kunne spinde to tråde, var næsten ligeså sjældne som mennesker med to hoveder. Jenny-spindemaskinen arbejder derimod fra første færd med 12–18 spindler, strømpemaskinen strikker med mange tusind nåle på én gang osv. Det antal værktøj, den samme værktøjsmaskine kan sætte i gang på samme tid, er allerede fra begyndelsen frigjort fra de legemlige begrænsninger, der indsnævrer en arbejders manuelle værktøj.

I meget manuelt værktøj kan man ligefrem tage og føle på forskellen mellem mennesket som drivkraft slet og ret og mennesket som arbejder, der foretager de egentlige operationer. Ved rokken f.eks. virker foden kun som drivkraft, mens hånden, der arbejder med spindlen, trækker ud og drejer, foretager den egentlige spindeoperation. Det er netop den sidste del af håndværksredskabet, den industrielle revolution griber først, mens den til at begynde med overlader mennesket den rent mekaniske rolle som drivkraft, foruden det nye arbejde at overvåge maskinen med sit øje og rette dens fejl med sin hånd. De redskaber derimod, hvor mennesket helt fra begyndelsen kun virker som simpel drivkraft, som f.eks. dreje en håndkværn, pumpe, trække en blæsebælg, støde en morter osv., er ganske vist blandt de første, der fører til at anvende dyr, vand, vind osv. som drivkræfter.

Sporadisk begynder de at udvikle sig til maskiner allerede længe før manufakturperioden; og til dels fortsætter denne udvikling under selve denne periode, men de fremkalder ingen omvæltning i produktionsmåden. I storindustriens tid viste det sig, at de selv i deres håndværksmæssige form allerede var maskiner. De pumper f.eks., som hollænderne 1836–37 brugte til at tømme Haarlemsøen med, var konstrueret efter samme princip som almindelige pumper, blot med den forskel at stemplerne blev drevet af kæmpemæssige dampmaskiner i stedet for af menneskehænder. Den almindelige og meget ufuldkomne blæsebælg, grovsmeden bruger, bliver endnu undertiden i England forvandlet til en mekanisk luftpumpe, ved at man simpelthen forbinder en af bælgens arme med en dampmaskine. Dampmaskinen selv i den form, den fik, da den blev opfundet under manufakturperioden i slutningen af det 17. århundrede og sådan som den fortsatte med at være indtil begyndelsen af 80'erne i det 18. århundrede fremkaldte ingen industriel revolution. Det omvendte var langt snarere tilfældet, dvs. fremkomsten af værktøjsmaskiner gjorde revolutionen af dampmaskinen nødvendig. Så snart mennesket blot virker som drivkraft for en værktøjsmaskine i stedet for at bearbejde arbejdsgenstanden med værktøjet, bliver drivkraftens forklædning i menneskelig muskeldragt noget tilfældigt, og vind, vand, damp osv. kan træde i stedet. Dette udelukker naturligvis ikke, at et skifte af denne art ofte betinger store tekniske ændringer i den mekanisme, der oprindeligt var konstrueret kun med mennesket som drivkraft. Alle maskiner, der først må bane sig vej og hvis bestemmelse ikke på forhånd udelukker, at de kan anvendes i lille målestok, bliver nu om stunder konstrueret både for menneskelig og rent mekanisk drivkraft, som det er tilfældet med symaskinen, æltemaskinen osv.

Den maskine, som den industrielle revolution tager sit udgangspunkt fra, erstatter den arbejder, der bruger blot et enkelt stykke værktøj, med en mekanisme, der anvender et stort antal redskaber af samme eller lignende art på samme tid og som drives af en enkelt drivkraft af hvad art, den nu må være. Her møder vi maskinen, men i første omgang som simpelt element i den maskinmæssige produktion.

Arbejdsmaskinens tiltagende størrelse og det øgede antal redskaber, hvormed den samtidigt opererer, betinger en bevægemekanisme af mere massiv og omfattende art, og dette medfører videre, at denne mekanisme for at overvinde sin egen modstand kræver en drivkraft af en større styrke end mennesket, rent bortset fra, at mennesket er et yderst ufuldkomment redskab til at producere ensartet og kontinuerlig bevægelse. Forudsættes det nu, at mennesket kun virker videre som simpel drivkraft, altså at en værktøjsmaskine er trådt i stedet for hans værktøj, så kan naturkræfter nu også erstatte mennesket som drivkraft. Blandt alle de store drivkræfter, man arvede fra manufakturperioden, var hesten den dårligste, dels fordi den følger sit eget hoved, dels fordi den er dyr og kun kan bruges i begrænset omfang i fabrik alene. Alligevel blev hesten ofte anvendt i storindustriens første tid, hvilket bl.a. viser sig i, at vi fremdeles bruger udtrykket hestekraft som måleenhed for mekanisk kraft, for slet ikke at tale om klageråbene fra den tids landbrugskyndige. Vinden var for ustadig og for svær at kontrollere, og desuden var anvendelsen af vandkraft allerede under manufakturperioden fremherskende i England, hvor storindustrien jo blev til. Allerede i det 17. århundrede havde man prøvet at sætte to møllesten og følgelig altså også to kværne i bevægelse med et vandhjul. Men herved voksede transmissionsmekanismens omfang og den korn dermed i konflikt med vandkraften, der nu ikke slog til længere, og det blev en af de ting, der førte til en nærmere undersøgelse af friktionslovene. På lignende vis førte drivkraftens uregelmæssige virkemåde ved møller, der blev drevet gennem stød og træk med pumpestænger til teorien om den praktiske anvendelse af svinghjulet, der senere kom til at spille en så vigtig rolle i storindustrien. På denne måde udviklede manufakturperioden storindustriens første videnskabelige og tekniske elementer. Arkwrights throstle-spinderi blev i begyndelsen drevet af vandkraft. Imidlertid var også brugen af vandkraft som herskende drivkraft forbundet med en række besværligheder. Man kunne ikke forøge den, som man ville eller gøre noget, når den manglede; af og til svigtede den og frem for alt var vandkraften af ren stedbunden natur.

Først med Watts anden, såkaldt dobbeltvirkende dampmaskine var man kommet frem til en virkelig industriel kraftmaskine. Den frembragte selv sin drivkraft ved at forbruge kul og vand, dens kraftydelse står helt under menneskelig kontrol, den er bevægelig og et middel til bevægelse, er hjemmehørende i byerne og ikke som vandhjulet på landet samt tillader at koncentrere produktionen i byerne i stedet for som vandhjulet at sprede den ud over landet, er universel i sin teknologiske anvendelse og er med hensyn til sit opholdssted forholdsvis lidet betinget af de stedlige forhold. Watts store begavelse viser sig i beskrivelsen af det patent, han udtog i april 1784, hvori hans dampmaskine beskrives som den almindelige drivkraft for storindustrien og ikke som en opfindelse til særlige formål. Han antyder her anvendelser, hvoraf adskillige først blev indført mere end et halvt århundrede senere, som det var tilfældet med f.eks. damphammeren. Dog mente han ikke, at dampmaskinen kunne bruges til skibsfart. Hans efterfølgere, Boulton og Watt udstillede i 1851 på Industriudstillingen i London en kæmpedampmaskine til brug for oceandampere.

Efter at værktøjet var blevet omdannet fra værktøj for den menneskelige organisme til værktøj for et mekanisk apparat, værktøjsmaskinen, fik nu også kraftmaskinen en selvstændig form, helt frigjort fra den menneskelige krafts begrænsninger. Den enkelte værktøjsmaskine, som vi hidtil har betragtet, sank dermed ned til at blive blot et element i den maskinmæssige produktion. En kraftmaskine kunne nu drive mange arbejdsmaskiner på en gang. Kraftmaskinen vokser med antallet af de arbejdsmaskiner, der drives på samme tid og transmissionsmekanismen udvikler sig til et vidtstrakt, kompliceret apparat.

På dette punkt må der nu sondres mellem to forskellige ting, nemlig mellem kooperation af mange, ensartede maskiner og et system af maskiner.

I det første tilfælde bliver hele produktet fremstillet af den samme arbejdsmaskine. Den udfører alle de forskellige operationer, som en håndværker udfører med sit værktøj, f.eks. væveren med sin væv, eller som håndværkere udførte med forskelligt værktøj efter hinanden, selvstændigt eller som medlemmer af en manufaktur. I den moderne konvolutmanufaktur f.eks. falsede en arbejder papiret med falsebenet, en anden smurte gummi på, en tredje slog klappen om, hvor monogrammet skulle trykkes, en fjerde bosserede det osv., og efter hver enkelt deloperation måtte hver enkelt konvolut skifte hånd. En enkelt konvolutmaskine udretter alle disse operationer på en gang og fremstiller 3000 eller flere konvolutter pr. time. En amerikansk maskine til fremstilling af papirposer, der blev fremvist på Industriudstillingen i London i 1862, tilskærer papiret, klistrer og falser og gør 300 stk. færdige i minuttet. Den totalproces, der inden for manufakturen var delt og blev udført i en række operationer efter hinanden, bliver her gjort færdig af en arbejdsmaskine, der fungerer ved at kombinere forskellige stykker værktøj. Hvad enten nu en arbejdsmaskine af denne type kun er en genopstandelse i mekaniseret form af et kompliceret manuelt værktøj eller den er en kombination af forskellige, i manufakturen udspecialiserede simple redskaber – så viser den simple kooperation sig i fabrikken, dvs. i det værksted, der bygger på maskindrift, hver gang på ny, nærmere bestemt i første række (her ser vi jo bort fra arbejderen) som en rumlig sammenhobning af ensartede arbejdsmaskiner, der samvirker på samme tid. En tekstilfabrik dannes således af en række maskinvæve, der befinder sig ved siden af hinanden og en konfektionsfabrik af et stort antal symaskiner ved siden af hinanden, alle i den samme arbejdsbygning. Men der findes her en teknisk enhed, idet de mange ensartede arbejdsmaskiner på samme tid og samme måde modtager deres impuls fra hjerteslaget hos den fælles kraftmaskine, der overføres til dem gennem transmissionsmekanismen, som de også delvis har til fælles, idet kun særlige udløbere forgrener sig ud fra den til hver enkelt værktøjsmaskine. På samme måde som mange stykker værktøj udgør en arbejdsmaskines organer, udgør mange arbejdsmaskiner nu blot den samme bevægelsesmekanismes ensartede organer.

Den enkelte selvstændige maskine afløses imidlertid først af et egentligt maskinsystem, når arbejdsgenstanden gennemløber en sammenhængende række af forskellige trinprocesser, der udføres af en kæde af værktøjsmaskiner, der er indbyrdes forskellige, men som supplerer hinanden. Her genfinder man den kooperation ved arbejdsdeling, der er karakteristisk for manufakturen, men nu som kombination af maskiner, der udfører hver sin del af arbejdet. Det specifikke værktøj hos de forskellige delarbejdere i uldmanufakturen f.eks. redskaberne til udkartning, -kæmning, -klipning og uldspinding osv. – forvandler sig nu til de specificerede arbejdsmaskiners værktøj, hvor hver enkelt bliver til et særligt organ for en særlig funktion i den kombinerede værktøjs-mekanismes system. I de grene, hvor maskinsystemet først blev indført, leverede manufakturen selv i det store og hele det oprindelige, naturligt fremvoksede grundlag for delingen og dermed også for organisationen af produktionsprocessen. Imidlertid viste der sig straks en væsensforskel. I manufakturen må arbejdere, enkeltvis eller i grupper, udføre hver enkelt speciel delproces med deres manuelle redskaber. Det er rigtigt, at arbejderen bliver gjort egnet for processen, men også rigtigt, at processen i forvejen er tilpasset til arbejderen. Dette subjektive princip for delingen falder bort med den maskinelle produktion. Her bliver processen i dens helhed undersøgt objektivt, i sig selv, dvs. uden hensyn til spørgsmålet om, at den skal udføres af menneskehænder, analyseret i de faser, der udgør processen, og problemet om, hvorledes man skal udføre den enkelte delproces og forbinde disse, bliver løst ved den tekniske anvendelse af mekanik, kemi osv. Naturligvis må man nu som før i den forbindelse forbedre og fuldstændiggøre den teoretiske konception på grundlag af den praktiske erfaring, der indhøstes og ophobes i stor målestok. Den enkelte delmaskine leverer råmateriale til den følgende, og da de alle arbejder på samme tid, befinder produktet sig hele tiden på en gang både på de forskellige trin af sin udviklingsproces og i overgangen mellem produktionsfaserne. På samme måde som den umiddelbare kooperation mellem delarbejderne i manufakturen skaber bestemte forhold mellem størrelsen af de forskellige arbejdergrupper, således skaber den stadige anvendelse af delmaskiner i det strukturerede maskinsystem et bestemt forhold mellem deres antal, størrelse og hastighed. Den kombinerede arbejdsmaskine, nu et struktureret system af enkelte arbejdsmaskiner af forskellig art eller grupper af disse, er desto mere fuldkommen jo mere kontinuerlig processen er som helhed, dvs. jo færre afbrydelser der er i råmaterialets passage fra dets første til dets sidste fase, med andre ord, jo mere mekanismen selv bringer råmaterialet fra en produktionsfase til den næste, i stedet for at det skal ske ved menneskets hånd. I manufakturen medfører selve arbejdsdelingen, at isoleringen af den enkelte proces bliver princip. I den udviklede fabrik er princippet derimod kontinuiteten mellem de enkelte processer.

Når et maskinsystem drives af en fælles kraftmaskine, der selv frembringer sin drivkraft, udgør det taget i og for sig en stor automat, hvad enten nu systemet bygger blot på kooperation af ensartede arbejdsmaskiner, som i væverier, eller det bygger på en kombination af forskelligartede, som i spinderier. Imidlertid kan systemet som helhed drives f.eks. af en dampmaskine, selv om enkelte værktøjsmaskiner endnu har brug for arbejderen for visse bevægelsers vedkommende, som det var nødvendigt ved indkøring af mulen, inden man indførte selfaktoren, og som det fortsat er nødvendigt ved finspinding; eller også kan det dreje sig om, at bestemte dele af maskinen må styres af arbejderen som et værktøj for at kunne udføre sit arbejde, som det var tilfældet i maskinindustrien, inden forsætter og ledeskrue på drejebænken også gjordes til en »selfaktor.« Så snart arbejdsmaskinen foretager alle de til bearbejdning af råstoffet nødvendige bevægelser uden menneskelig bistand og kun har brug for menneskelig kontrol og assistance ved korrektion, har vi et automatisk system af maskiner, som imidlertid stadig kan udvikles yderligere i enkeltheder. Det apparat, der af sig selv standser spindemaskinen, så snart en enkelt tråd brister, og den automatiske stopper, der standser den forbedrede udgave af den dampdrevne maskinvæv, så snart skudgarnet slipper op på skyttelspolen, er således f.eks. helt moderne opfindelser. Som eksempel såvel på produktionens kontinuitet som på gennemførelse af det automatiske princip kan den moderne papirfabrik tjene. I det hele taget frembyder papirproduktionen en udmærket lejlighed til i enkeltheder at undersøge forskellen mellem forskellige produktionsmåder med udgangspunkt i forskellige produktionsmidler og ligeledes sammenhænget mellem de samfundsmæssige produktionsrelationer og disse produktionsmåder. Vi har nemlig i den ældre tyske papirtilvirkning et eksempel på håndværksmæssig produktion; Holland i det 17. og Frankrig i det 18. årh. kan tjene som mønster på den egentlige manufaktur og det moderne England som mønster på den automatiske fabrikation inden for denne gren, samtidig med at der i Kina og Indien yderligere findes to forskellige oldasiatiske former for den samme industri.

Maskindriftens mest udviklede skikkelse udgøres af det strukturerede system al arbejdsmaskiner, der alene gennem transmissionsmaskineriet modtager deres bevægelse fra en centralautomat. I stedet for den enkelte maskine har vi her et mekanisk uhyre, hvis krop fylder hele fabriksbygninger og hvis dæmoniske kraft først skjules under kæmpelemmernes næsten højtideligt afmålte bevægelser for derpå at bryde løs i de talløse egentlige arbejdsorganers febergale hvirveldans.

Der var »muler«, (spindemaskiner), dampmaskiner osv. til, før der opstod arbejdere, hvis eneste opgave var at fremstille dampmaskiner, »muler« osv., præcis som der fandtes mennesker med tøj på, før der fandtes skræddere. På den anden side var de opfindelser, som Vaucanson, Arkwright, Watt osv. gjorde, kun mulige at realisere, fordi der allerede fandtes en betydelig mængde mekanisk uddannede arbejdere fra manufakturperioden, som den stillede færdige til disposition for disse opfindere. En del af disse arbejdere var selvstændige håndværkere af forskellige fag, andre var samlet i manufakturer, hvor, som vi tidligere har omtalt, arbejdsdelingen herskede med særlig skarphed. Efterhånden som opfindelserne tog til og efterspørgslen efter de netop opfundne maskiner voksede, skete der en stigende udvikling, hvor på den ene side maskinfabrikationen delte sig op i mangfoldige selvstændige grene, mens der på den anden side foregik en arbejdsdeling inden for de manufakturer, der fremstillede maskiner. Vi finder altså her i manufakturen det umiddelbare tekniske grundlag for storindustrien. Manufakturen fremstillede det maskineri, hvormed storindustrien ophævede den håndværksmæssige og manufakturmæssige drift inden for de produktionsområder, som den først erobrede. Maskindriften opstod derfor oprindeligt og spontant på et materielt grundlag, der ikke passede for den. På et vist udviklingstrin måtte den selv gennemføre en revolution af dette grundlag, som den til at begynde med havde fundet i færdig stand og derpå havde udviklet videre i dets gamle tilstand for gennem denne omvæltning at skabe sig et nyt fundament, der svarede til dens egen produktionsmåde. Ligesom den enkelte maskine forblev dværgagtig, så længe den kun blev drevet af mennesker, ligesom maskinsystemet ikke kunne udvikle sig frit, før dampmaskinen trådte i stedet for de drivkræfter, som allerede fandtes - dyr, vind og selv vand - på samme måde var storindustrien hæmmet i hele sin udvikling så længe det produktionsmiddel, der kendetegnede den, nemlig selve maskinen, skyldte personlig kraft og personlig dygtighed sin eksistens, altså afhang af den musklernes udvikling, den blikkets skarphed og håndens virtuositet, hvormed manufakturens delarbejder og håndværkeren uden for manufakturen førte deres dværginstrumenter. Bortset fra at maskinerne blev fordyret af den måde, de her opstod på - et forhold, der behersker kapitalen som bevidst motiv - var maskinernes udbredelse i de industrigrene, der allerede blev drevet maskinmæssigt og deres indtrængen i nye produktionsgrene således fortsat helt betinget af forøgelsen af en arbejderkategori, der på grund af sin håndterings halvkunstneriske natur kun kunne vokse lidt efter lidt og ikke i spring. Men på et vist udviklingstrin kom storindustrien også teknisk i modstrid med sit håndværks- og manufakturmæssige grundlag. Efterhånden som arbejdsmaskinen løsgjorde sig fra den håndværksmæssige model, der oprindeligt beherskede dens bygning og antog en uafhængig skikkelse, kun bestemt af dens mekaniske opgave, og ligeledes som kraftmaskinen, transmissionsmekanismen og værktøjsmaskinerne voksede i omfang, mens deres bestanddele prægedes af større sammensathed, mangfoldighed og øget regelmæssighed, og samtidig med at det automatiske system blev udformet og det blev stadig mere uundgåeligt at gå over til materialer, der var vanskelige at beherske, som f.eks. fra træ til jern, opstod der af selve sagens natur en række opgaver. Løsningen af alle disse spontant opståede opgaver stødte overalt på vanskeligheder, der var knyttet til de begrænsninger af personkarakter, som endog manufakturens kombinerede arbejdspersonel ikke på væsentlig måde, men til en vis grad kunne overvinde. Maskiner som f.eks. den moderne trykkerimaskine, den moderne dampvæv og den moderne kartemaskine kunne manufakturen ikke levere.

En omvæltning af produktionsmåden i en af industriens sektorer fører til en lignende radikal ændring i andre sektorer. Dette gælder i første række industrigrene, der ganske vist er isoleret fra hinanden gennem den samfundsmæssige arbejdsdeling, således at hver enkelt producerer en selvstændig vare, men som dog er knyttet til hinanden som faser af en helhedsproces. Det var på den måde, at maskinspinderi fremkaldte vævning med maskiner, og begge i fællesskab gjorde de den mekanisk-kemiske revolution nødvendig mht. blegning, kattuntryk og farvning. På den anden side fremkaldte revolutionen i bomuldsspinderiet opfindelsen af de såkaldte »gins« til adskillelse af bomuldshår og frø og som først gjorde det muligt at producere bomuld i den store målestok, det nu krævedes. Revolutionen i industriens og landbrugets produktionsmåde fremtvang nemlig også en revolution af den samfundsmæssige produktionsproces' generelle betingelser, dvs. af kommunikations- og transportmidlerne. Ligesom kommunikations- og trans-portmidlerne i et samfund, hvis pivot (drejepunkt), for at bruge et udtryk af Fourier, var 'det lille landbrug med dets hjemmeindustri som bierhverv samt byernes hånd-værk, slet ikke kunne tilfredsstille manufakturperiodens produktionsbehov med dens udvidede deling af samfundets arbejde, koncentration af arbejdsmidler og arbejdere og markeder i kolonierne og derfor faktisk også blev radikalt forandret, på samme måde forvandledes også de transport- og kommunikationsmidler, man overtog fra manufakturperioden, snart til en uudholdelig hæmsko for storindustrien med dens feberagtige produktionshastighed, dens masseproduktion, dens uafbrudte overføring af kapital- og arbejdermasser fra en produktionssektor til en anden og de nye sammenhæng på verdensmarkedet, som den skabte. Ser vi bort fra den totale og radikale forandring i sejlskibsbygningen, blev kommunikations. og transportvæsen derfor lidt efter lidt tilpasset storindustriens produktionsmåde ved et system af floddampere, jernbaner, oceangående dampskibe og telegrafer. De voldsomme jernmasser, der nu skulle smedes, svejses, skæres, klippes, bores og formes krævede så igen kæmpe-maskiner, som det manufakturordnede maskinbyggeri ikke havde kræfter til at fremstille.

Storindustrien måtte derfor gøre sig til herre over det produktionsmiddel, der var dens kendetegn, nemlig selve maskinen, den måtte producere maskiner ved hjælp af maskiner. Først på den måde skabte storindustrien det tekniske grundlag, der svarede til dens krav og korn dermed på egne ben. Efterhånden som maskindriften tog til i de første årtier af det 19. århundrede, overtog maskinerne stykke for stykke fremstillingen af værktøjsmaskiner. Men det er dog først i de sidste årtier, at vældige jernbaneanlæg og oceandamperne har fremkaldt de kæmpemaskiner, der bruges til fremstilling af kraftmaskiner.

Den væsentligste produktionsbetingelse for fremstilling af maskiner ved hjælp af maskiner var en kraftmaskine, som var i stand til enhver ønsket ydelse og dog samtidig helt kunne holdes under kontrol. Den havde man allerede i dampmaskinen. Men samtidig gjaldt det også om ved hjælp af maskiner at kunne fremstille de for de enkelte maskinedele nødvendige strengt geometriske former som linje, plan, cirkel, cylinder, kegle og kugle. Det problem blev løst af Henry Maudsley i begyndelsen af det 19. årh., da han opfandt sin »slide-rest«, der snart blev gjort automatisk og i modificeret form overført fra drejebænken, som den oprindeligt var bestemt for, også til andre maskiner, beregnet til værktøjsfremstilling. Denne mekaniske indretning erstatter ikke noget bestemt værktøj, men selve menneskets hånd, der frembringer en bestemt form ved at holde, tilpasse og retningsgive skærestålets æg mod eller over arbejdsmaterialet, f.eks. jern. Dermed lykkedes det at fremstille de enkelte maskindeles geometriske former »med en lethed, nøjagtighed og hurtighed, som end ikke den rigeste erfaring kunne give den dygtigste arbejders hånd.«

Hvis vi nu betragter den del al maskineriet, der anvendes til at fremstille maskiner og som udgør den egentlige værktøjsmaskine, møder vi på ny det håndværksmæssige redskab, blot i kæmpeformat. Arbejdsværktøjet i boremaskinen f.eks. er et uhyre bor, der drives af en dampmaskine og som på den anden side danner en af de absolut nødvendige forudsætninger for, at store dampmaskiner og hydrauliske presser kan fremstilles. Den mekaniske drejebænk er en nyudgave af den almindelige foddrejebænk men udrustet med en kæmpes kræfter. Høvlemaskinen er en tømrer af jern, der arbejder med de samme redskaber i jern, som tømreren gør det i træ. Det værktøj, der anvendes på skibsværfterne i London til at skære finer med, er en kæmpemæssig barberkniv; det værktøj, maskinsaksen bruger, når den klipper jern, som skrædderen klipper tøj, er et uhyre af en saks; og damphamme-ren slår med et almindeligt hammerhovede, men af en vægt, så selv ikke Thor kunne svinge det. En af disse damphammere, der skyldes Nasmyth, vejer over 6 t og styrter med et lodret fald på 7 fod ned på en ambolt, der vejer 36 t. Legende let pulveriserer den en granitblok, men den er også lige så dygtig til at slå et søm i et stykke blødt træ med en række af lette slag efter hinanden.

Som maskineri får arbejdsmidlet en materiel eksistens, der betinger, at menneskekraft erstattes af naturkræfter og erfaringsmæssig rutine af bevidst anvendelse af naturvidenskaben. I manufakturen er struktureringen af den samfundsmæssige arbejdsproces rent subjektiv, en kombination af arbejdere, der gør hver sin del. I maskinsystemet har storindustrien en produktionsorganisme, der er helt objektiv og som arbejderen forefinder som en færdig materiel betingelse for produktionen. I den simple kooperation og selv i den kooperation, der er specificeret igennem arbejdsdeling, forekommer det endnu mer eller mindre tilfældigt, at den arbejder, der arbejder for sig, fortrænges af den, der arbejder i gruppe. Med få undtagelser, der senere skal nævnes, kan maskiner kun fungere, når arbejdet udføres i fællesskab eller umiddelbar samfundsmæssig form. Arbejdsprocessens kooperative karakter bliver således nu en teknisk nødvendighed, dikteret af selve arbejdsmidlets natur.

2. Overføring af værdi fra maskinerne til produktet

Vi så, at de produktivkræfter, der skyldes kooperation og arbejdsdeling, ikke koster kapitalen noget. De er det samfundsmæssige arbejdes naturkræfter. Også de naturkræfter, der som damp, vand osv. anvendes til produktive processer, er gratis. Mennesker må have lunger for at kunne ånde og på samme måde behøver de »et værk af menneskehånde for at kunne forbruge naturkræfter produktivt. Der skal et vandhjul til for at kunne udnytte vandets bevægelsesenergi, en dampmaskine for at kunne udnytte dampens elasticitet. Som med naturkræfterne således forholder det sig også med videnskaben. Når man

først har opdaget loven for magnetnålens afbøjning i et elektrisk felt eller for magnetisering af et stykke jern, hvorom der kredser en elektrisk strøm, koster det ikke en skilling. Men for at udnytte disse love til telegrafi osv. skal der et meget kostbart og stort apparatur til. Som vi allerede har konstateret, fortrænger maskinen ikke værktøjet. Værktøjet vokser i størrelse og antal fra at være et dværgværktøj for den menneskelige organisme til at blive værktøj for en mekanisme, mennesket har skabt. I stedet for at lade arbejderen arbejde med det manuelle værktøj lader kapitalen ham nu arbejde med en maskine, der selv bruger sit værktøj. Det er ved første øjekast indlysende, at storindustrien ved at indlemme uhyre naturkræfter og naturvidenskaben i produktionsprocessen måtte øge arbejdets produktivitet i ganske overordentlig grad; derimod er det på ingen måde lige så klart, at denne øgede produktivkraft ikke må betales med øget forbrug af arbejde. Som enhver anden del af den konstante kapital skaber maskinerne ikke værdi; de overfører imidlertid deres egen værdi til det produkt, de er med til at fremstille. I den udstrækning maskiner selv har værdi og derfor overfører værdi til produktet, udgør de en bestanddel af produktets værdi. I stedet for at gøre produktet billigere, fordyrer maskinerne det i relation til deres egen værdi. Og det er helt klart, at maskinen og det systematisk udviklede maskineri, storindustriens karakteristiske arbejdsmiddel, svulmer uforholdsmæssigt op i værdi, sammenlignet med håndværks- og manufakturvirksomhedens arbejdsmidler.

Her må man for det første lægge mærke til, at maskinerne altid indgår fuldstændigt i arbejdsprocessen og kun delvis i den værdiøgende proces. De tilføjer aldrig mere værdi, end de i gennemsnit mister ved at blive forbrugt. Der er altså en stor forskel mellem maskinens værdi og den del af maskinens værdi, den periodisk overfører til produktet. Der er stor forskel mellem maskinen, når den skaber og når den danner et produkt. Jo længere de samme maskiner gentagne gange fungerer i den samme arbejdsproces, desto større er forskellen. Ganske vist har vi konstateret, at ethvert egentligt arbejdsmiddel eller produktionsredskab altid indgår i arbejdsprocessen som helhed og kun stykvis i den værdiøgende proces i forhold til det gennemsnitlige slid pr. dag. Men denne forskel mellem brug og forbrug er imidlertid langt større ved maskinerne end ved værktøjet, eftersom maskinerne er bygget af mere solidt materiale og da også lever længere, og fordi anvendelsen af dem styres af strengt videnskabelige love, der muliggør en mere fuldstændig udnyttelse både af maskinernes egne bestanddele og de stoffer, de forbruger, og endelig fordi maskinernes produktionsområde er så uhyre langt større end værktøjets. Trækker vi nu fra begge, altså fra maskiner og værktøj, de daglige gennemsnitsomkostninger eller den værdibestanddel, som de tilfører produktet gennem det daglige gennemsnitsslid og forbruget af hjælpestoffer som olie, kul osv., så arbejder de gratis ganske som naturkræfter, der er for hånden uden bistand af menneskeligt arbejde. Jo større maskinernes produktive virkeområde er i forhold til værktøjet, jo mere yder de også gratis i forhold til værktøjet. Det er først i storindustrien, at mennesket lærer at lade produktet af sit tidligere, allerede materialiserede arbejde virke vederlagsfrit i stor målestok som var det en naturkraft.

Det fremgik af vor undersøgelse af kooperation og manufaktur, at visse generelle produktionsbetingelser som bygninger osv. ved forbrug i fællesskab anvendes mere økonomisk end de opsplittede produktionsbetingelser, der gør sig gældende for de arbejdere, der arbejder hver for sig, og at disse betingelser derfor på denne måde fordyrer produktet i ringere grad. Når det drejer sig om maskiner, gør ikke blot en arbejdsmaskines stel tjeneste for maskinens mange værktøj, men den samme kraftrnaskine og en del af transmissionsmekanismen gør samtidig tjeneste for mange arbejdsmaskiner.

Er forskellen mellem maskinernes værdi og den værdidel, der dagligt overføres til maskinernes produkt givet, afhænger den grad, som denne værdidel fordyrer produktet med, først og fremmest af produktets omfang, af dets areal så at sige. I et foredrag som hr. Baynes fra Blackburn lod trykke i 1857 anslås det, »at enhver real mekanisk hestekraft driver 450 selfaktor mulespindler med forspind eller 200 vingespindler eller 15 vævestole for 40 tommers klæde med indretning til udtrækning af kæden, sletning osv.«

En damphestekrafts daglige omkostninger og sliddet på det maskineri, den sætter i bevægelse, fordeler sig i første tilfælde på det daglige produkt af 450 mulespindler, i det andet på produktet af 200 vingespindler og i det tredje på produktet af 15 maskinvæve, og det er derfor kun en uhyre ringe værdidel, der herved overføres til hver ounce garn eller alen klæde. Det forholder sig på samme måde i det ovennævnte eksempel med damphammeren. Da det daglige slid på den, dens kulforbrug osv. fordeler sig på uhyre jernmængder, er det kun en ringe værdidel, der hænger fast i hver ton jern. Denne del ville derimod have været meget stor, hvis dette kæmpeinstrument skulle bruges til at slå småsøm i med.

Er arbejdsmaskinens virkeområde givet, altså antallet af dens arbejdende redskaber, eller hvor det drejer sig om kraft, dennes omfang, vil produktmængden afhænge af den hastighed, hvormed maskinen arbejder, altså f.eks. af den hastighed, spindlen drejer med eller af antallet af hammerslag pr. minut. Adskillige af disse kæmpehamre slår 70 slag pr. minut. Ryders patentsmedemaskine, der anvender damphamre i lille størrelse til at smede spindler, udfører 700 slag i minuttet.

Er nu det forhold, i hvilket maskinerne overfører værdi til produktet givet, afhænger størrelsen af denne værdidel af størrelsen af maskinernes egen værdi. Jo mindre arbejde maskinerne selv indeholder, desto mindre værdi føjer de til produktet. Jo mindre værdi, de afgiver, jo mere produktive er de, og desto mere nærmer deres ydelse sig naturkræfternes. Men det, at man fremstiller maskiner ved hjælp af maskiner, formindsker netop deres værdi i forhold til deres udstrækning og virkning.

En sammenlignende analyse af priserne på håndværks- eller manufakturmæssigt fremstillede varer og prisen på de samme varer, fremstillet ved hjælp af maskiner, giver som regel det resultat, at den værdibestanddel, der skyldes arbejdsmidlet, vokser relativt for maskinproduktets vedkommende, mens den aftager absolut. Det vil sige, at den absolutte størrelse aftager, men at dens størrelse i forhold til produktets totalværdi, f.eks. 1 lb. garn, tiltager.

Det er klart, at det kun er en forflytning af arbejde, der finder sted, og at totalsummen af det arbejde, der kræves for at producere en vare følgelig ikke formindskes, dvs. arbejdets produktivkraft ikke forøges, når det koster lige så meget arbejde at fremstille en maskine, som der spares ved at anvende den. Imidlertid afhænger forskellen mellem det arbejde, maskinen koster og det, den sparer, eller graden af dens produktivitet, åbenbart ikke af forskellen mellem maskinens egen værdi og værdien af det værktøj, den erstatter. Forskellen består så længe maskinens arbejdsomkostninger og derfor den værdidel, maskinen har tilført produktet, forbliver lavere end den værdi, arbejderen ville have tilført arbejdsgenstanden med sit værktøj. Maskinens produktivitet måles derfor med den menneskelige arbejdskraft, den erstatter. Ifølge hr. Baynes går der 2½ arbejder på 450 mulespindler med tilbehør, som drives af 1 damphestekraft, og der bliver med hver selfaktor-mulespindel spundet 13 ounces garn (gennemsnitsgarnnummer) med en arbejdsdag på 10 timer, altså pr. uge 365 5/8 lbs. garn af 2½ arbejder. Når bomulden spindes til garn på denne måde opsuger ca. 366 lbs. bomuld (for ikke at komplicere ser vi bort fra affald) altså kun 150 arbejdstimer eller 15 arbejdsdage á 10 timer, mens håndspinderen med sin rok, hvis han producerer 13 ounces garn på 60 timer, ville lade det samme kvantum bomuld opsuge 2700 arbejdsdage å 10 timer eller 27.000 arbejdstimer. Hvor den gamle metode med blockprintling eller kattuntryk med håndkraft blev fortrængt af maskintrykning, trykker en enkelt maskine med assistance af en mand eller en dreng lige så meget flerfarvet kattun på 1 time som tidligere 200 mand. Inden Eli Whitney i 1793 opfandt sin bomuldsgreneringsmaskine, kostede det gennemsnitligt 1 arbejdsdag at rense 1 pund bomuld for frø. Som følge af hans opfindelse kunne en negerkvinde nu udvinde 100 pund renset bomuld pr. dag og hans maskines ydeevne blev siden betydeligt forøget. 1 pund bomuldstaver, der tidligere blev produceret for 50 cents, kunne senere sælges for 10 cents med større profit, dvs. med en større mængde ubetalt arbejde inkluderet. I Indien anvender man et maskinlignende redskab, churka til at rense bomulden med og en mand og hans kone renser 28 pund pr. dag med dette apparat. Med den churka, som dr. Forbes opfandt for nogle år siden, producerer en mand og en dreng 250 pund pr. dag. Hvor der bruges okser, damp eller vand som drivkraft, er der kun behov for nogle få drenge og piger som »feeders,« dvs. håndlangere til at bringe materialet til og fra maskinen. 16 af disse maskiner, drevet af okser, udfører dagligt, hvad 750 mand tidligere formåede i snit pr. dag.

Som allerede tidligere omtalt udfører dampmaskinen i forbindelse med dampploven lige så meget på 1 time for 3 d. eller 1/4 sh. som 66 mennesker til 15 sh. pr. time. Jeg nævner dette eksempel igen for at rette en urigtig forestilling. De 15 sh. er nemlig på ingen måde udtryk for det arbejde, de 66 folk har tilføjet i løbet af 1 time. Hvis forholdet mellem merarbejde og nødvendigt arbejde var 100pet., ville disse 66 arbejdere producere en værdi på 30 sh. pr. time, skønt kun 33 timer udtrykkes i et ækvivalent for dem selv, dvs. i arbejdslønnen på 15 sh. Lad os derfor antage, at en maskine koster lige så meget som årslønnen

for de 150 arbejdere, den fortrænger, lad os sige 3000 pd. st. De 3000 pd. st. er da på ingen måde et udtryk i penge for det arbejde, 150 arbejdere har ydet og føjet til arbejdsgenstanden, men er kun den del af det arbejde, de har udført i løbet af året, som dækker det, de selv får i arbejdsløn. Derimod udtrykker maskinens pengeværdi på 3000 pd.st. alt det arbejde, der er gået med til at producere den, uanset hvordan dette arbejde fordeler sig på løn til arbejderne og merværdi til kapitalisten. Kaster altså maskinen lige så meget som den arbejdskraft, den erstatter, så er det arbejde, der er materialiseret i den, altid meget mindre end det levende arbejde, den erstatter.

Betragtes anvendelsen af maskiner udelukkende som et middel til at gøre produktet billigere, er grænsen for deres anvendelse givet ved, at produktionen af maskinerne selv må koste mindre arbejde end det, de erstatter, når de anvendes. For kapitalen udtrykker denne grænse sig dog på mere snæver vis. Eftersom kapitalen ikke betaler det arbejde, der er anvendt, men kun værdien af den anvendte arbejdskraft, bliver anvendelsen af maskiner for kapitalens vedkommende begrænset af forskellen mellem værdien af maskinen og værdien af den arbejdskraft, den erstatter. Eftersom arbejdsdagens deling i nødvendigt arbejde og merarbejde er forskellig i forskellige lande og ligeledes er forskellig i det samme land til forskellige perioder eller er forskellig i den samme periode inden for forskellige erhvervsgrene, og da endvidere arbejderens faktiske løn snart synker ned under, snart stiger op over værdien af hans arbejdskraft, kan denne forskel mellem prisen på maskinerne og prisen på den arbejdskraft, de skal erstatte, variere overordentligt meget, selv om forskellen mellem den arbejdsmængde, der er nødvendig for at fremstille maskinen og den samlede mængde arbejde, den erstatter, forbliver uforandret. Men det er kun den første forskel, der bestemmer varens produktionsomkostninger for kapitalisten og som øver indflydelse på hans optræden gennem konkurrencens tvangslove. Der bliver derfor i dag opfundet maskiner i England, som kun bliver brugt i Nordamerika, på samme måde som Tyskland i det 16. og 17. årh. opfandt maskiner, som kun Holland brugte og som det var tilfældet med mange franske opfindelser fra det 18. årh., der kun blev udnyttet i England. I lande, hvis udvikling er af ældre dato, fremkalder anvendelsen af maskiner i nogle erhvervsgrene en sådan overflod af arbejde (arbejdsredundans siger Ricardo) inden for andre grene, at lønnen her falder under arbejdskraftens værdi og derved forhindrer brugen af maskiner og fra kapitalens synspunkt overflødiggør, ja ofte umuliggør den, idet kapitalens profit jo stammer fra, at det betalte og ikke det anvendte arbejde bliver mindre. Inden for nogle grene af den engelske uldmanufaktur er børnearbejdet i de sidste år blevet meget formindsket, hist og her helt forsvundet. Hvorfor? Fabriksloven krævede dobbelt børneskift, hvoraf det ene arbejdede 6, det andet 4 timer eller begge hver 5 timer. Men forældrene ville ikke sælge disse »half-times,« dvs. de børn, der arbejdede kortere tid end de andre, billigere end de tidligere havde solgt »full-times.« Følgelig blev »half-times« erstattet med maskiner. Inden det blev forbudt at anvende kvinder og børn (under 10 år) i gruberne, fandt kapitalen det i overensstemmelse med sine moralske forskrifter og især med sin kassebog at anvende nøgne kvinder og piger, ofte sammen med mænd, i kul- og andre gruber. Der skulle et forbud til, inden man tog tilflugt til maskiner. Amerikanerne har opfundet maskiner til skærveknusning. Englænderne bruger dem ikke, fordi »staklerne« (»wretch« er i den engelske politiske økonomi kunstudtrykket for landarbejderne), der udfører dette arbejde, får en så ringe del af deres arbejde betalt, at maskiner ville fordyre produktionen for kapitalisten. I England anvender man endnu lejlighedsvis kvinder i stedet for heste til at trække kanalbådene m.v., fordi det arbejde, der er nødvendigt for at producere heste og maskiner, er en matematisk given størrelse, mens det arbejde, som det koster at opretholde livet for de kvinder, der tilhører overbefolkningen, derimod unddrager sig enhver beregning. Man finder derfor ingen andre steder en så skamløs ødslen med menneskelig arbejdskraft på forargeligt småtteri som netop i England, maskinernes land.

3. Maskindriftens umiddelbare følger for arbejderen

Revolutionen af arbejdsmidlet er, som vi har set, storindustriens udgangspunkt, og det radikalt forvandlede arbejdsmiddel når sin mest udviklede skikkelse i fabrikkens strukturerede og forgrenede maskinsystem. Inden vi ser nærmere på, hvorledes menneskemateriale bliver indlemmet i denne objektive organisme, skal vi betragte nogle eksempler på den almindelige tilbagevirkning af denne revolution på arbejderen selv.

a) Kapitalens tilegnelse af tillægsarbejdskræfter. Kvinde- og børnearbejde

I den udstrækning maskinerne gør muskelkraft overflødig, bliver de et middel til at anvende arbejdere uden kraftige muskler eller legemligt umodne, men som på den anden side besidder større smidighed. Kvinde- og børnearbejde blev derfor straks sidste skrig, når det gjaldt den kapitalistiske anvendelse af maskiner! Dette formidable middel til at erstatte arbejde og arbejdere forvandlede sig dermed straks til et middel til at forøge antallet af lønarbejdere ved at underordne alle arbejderfamiliens medlemmer uden hensyn til forskel i køn og alder under kapitalens umiddelbare vælde. Tvangsarbejdet for kapitalisten bemægtigede sig ikke blot voldeligt barnelegens plads, men også det frie arbejde i hjemmets kreds, der efter sæd og skik blev udført for at tilfredsstille familiens egne behov.

Arbejdskraftens værdi afhang ikke blot af den arbejdstid, som er nødvendig til underhold af den enkelte voksne arbejder, men også af den arbejdstid, der kræves til arbejderfamiliens underhold. Idet maskinerne kaster alle medlemmer af arbejderfamilien ud på arbejdsmarkedet, fordeler de værdien af familiefaderens arbejdskraft på hele hans familie. Maskinerne nedsætter derfor værdien af hans arbejdskraft. Det er muligt, at det koster mere at købe de fire arbejdskræfter, som familien f.eks. nu er udparcelleret i, end det før kostede at købe familie-faderens arbejdskraft, men til gengæld er der nu fire arbejdsdage i stedet for en og deres pris falder derfor med det overskud af merarbejde, som fire arbejdskræfter leverer i forhold til det, en leverer. Fire må nu levere ikke blot arbejde, men også merarbejde til kapitalen for at en familie kan leve. På denne måde udvider maskinerne fra første færd kapitalens hovedudbytningsfelt ved at udvide det menneskelige udbytningsmateriale og samtidig med det udbytningsgraden.

Maskinerne bevirker ligeledes en fundamental omvæltning af kapitalrelationens formelle formidling. Kontrakten mellem arbejder og kapitalist. Vareudvekslingen gjorde det til primær forudsætning, at kapitalist og arbejder trådte hinanden i møde som frie personer, som uafhængige varebesiddere, hvoraf den ene var i besiddelse af penge og produktionsmidler, den anden af arbejdskraft. Men nu køber kapitalen umyndige eller kun delvis myndige. Arbejderen solgte tidligere sin egen arbejdskraft, som han rådede over som en formelt fri person. Nu sælger han kone og barn. Han bliver slavehandler. Efterspørgslen efter børnearbejde ligner også ofte i formen efterspørgslen efter negerslaver, som man plejede at kunne se det i annoncerne i de amerikanske aviser. En engelsk fabriksinspektør siger f.eks.: »I det lokale blad i en af de største fabriksbyer i mit distrikt fæstnede jeg mig ved en annonce, hvis ordlyd jeg nu skal gengive: Ønskes 12 til 20 unge mennesker, ikke yngre end de kan gå for at være 13 år. Løn, 4 shillings om ugen. Henvendelse osv.«

Udtrykket »end de kan gå for at være 13 år« sigter til fabrikslovens påbud om, at børn under 13 år ikke må arbejde mere end 6 timer. En af myndighederne udpeget læge (certifying surgeon) skal attestere alderen. Fabrikantenforlanger altså drenge, der ser ud, som om de allerede var fyldt tretten. Når den engelske statistik for de sidste 20 år viser, at antallet af børn under 13 år, der er beskæftiget af fabrikanterne, ofte aftager springvis på en overraskende måde, skyldtes dette ifølge fabriksinspektørernes udsagn for størstedelen de attestudstedende læger, der forskød børnenes alder i overensstemmelse med kapitalisternes lyst efter at udbytte børnene og forældrenes behov for at sjakre med dem. Hver mandag- og tirsdag morgen holdes der i det berygtede Londonkvarter Bethnal Green offentligt marked, hvor børn af begge køn fra 9 år opad udlejer sig selv til silkemanufakturerne i London. »Sædvanligvis er det 1 shilling og 8 pence om ugen (som forældrene får) og 2 pence til mig selv, og så the.« Kontrakten gælder kun for en uge ad gangen. De optrin, der udspiller sig og det sprog, der føres på markedet, kan bringe en i kog. Det forekommer stadigvæk i England, at kvinder »har taget børn til sig fra arbejdshusene og lejet dem ud til hvem som helst, der ville have dem for 2s 6d om ugen«. Til trods for lovgivningen sælges i Storbritannien mindst 2000 drenge som levende skorstensfejermaskiner (selv om der findes maskiner, der kan erstatte dem) af deres egne forældre. Den omvæltning i retsforholdet mellem køber og sælger af arbejdskraft, som maskinerne har bevirket, og som har ført til, at hele transaktionen mister selv skinnet af at være en kontrakt mellem frie personer, gav senere det engelske parlament den undskyldende juridiske grund for statsindblanding i fabriksvæsnet. Hver gang fabriksloven begrænser børnearbejdet til 6 timer i industrigrene, der hidtil er gået fri af loven, lyder på ny fabrikanternes jammer over, at en del af forældrene trækker deres børn ud af den industri, der nu er kommet under loven, for at sælge børnene i de grene, hvor der endnu hersker »arbejdsfrihed« dvs. hvor børn under 13 er tvunget til at arbejde som voksne, og derfor også kan afsættes til dyrere pris. Men da kapitalen ifølge sin natur er en Leveller (»ligemager«), dvs. da den hævder som sin medfødte menneskeret, at arbejdets udbytningsbetingelser skal være ens for alle produktionsområder, bliver en begrænsning ved lov af børnearbejdet i en industrigren årsag til at det begrænses også i den næste.

Vi har allerede omtalt den fysiske ødelæggelse af børn, unge mennesker og arbejdskvinder, maskinerne forårsager ved at underkaste dem kapitalens udbytning, først direkte i de fabrikker, der opstår på grundlag af maskinerne og derpå indirekte igennem alle øvrige industrigrene. Her skal vi derfor kun opholde os ved et enkelt punkt, nemlig den uhyre dødelighed blandt arbejdernes børn i de første leveår. I England findes der kun 16 folketællingsdistrikter med et årligt gennemsnit på 9085 dødsfald pr. 100.000 børn under 1 år (i et distrikt kun 7047), i 24 distrikter er der mellem 10.000 og 11 000 dødsfald, i 39 distrikter mellem 11 000 og 12 000, i 48 distrikter 12–13 000, i 22 distrikter over 20 000, i 25 distrikter over 21 000, i 17 over 22 000, i 11 over 23 000, i Hoo, Wolverhampton, Ashton-under-Lyne og Preston over 24 000, i Nottingham, Stookport og Bradford over 25 000, i Wisbeach 26 001 og i Manchester 26 125 dødsfald (pr. år pr. 100.000 børn under 1 år). Den høje dødelighed skyldes, som det fremgik af en officiel lægeundersøgelse i 1861, bortset fra stedlige omstændigheder, frem for alt moderens udearbejde og deraf følgende forsømmelse og vanrøgt af børnene, bl.a. ringe og dårlig mad, fodring med opiumholdige beroligende midler osv., og dertil kommer mødrenes unaturlige fremmedgørelse overfor deres børn, og som følge heraf sker det, at mødrene med vilje sulter og forgifter dem. I de landbrugsdistrikter »hvor kun et fåtal af kvinder er beskæftiget, er på den anden side dødeligheden meget lav.« Undersøgelseskommissionen af 1861 kom imidlertid til det uventede resultat, at i enkelte rene landbrugsdistrikter ude ved Nordsøen lå dødeligheden for børn under 1 år næsten lige så højt som i de mest berygtede fabriksområder. Dr. Julian Hunter fik derfor til opgave at undersøge dette forhold direkte på stedet. Hans beretning indgår i »Sixth Report on Public Health«. Indtil da havde man antaget, at det var malaria og andre sygdomme, der er karakteristiske for lavtliggende og sumpede landstrækninger, der havde decimeret børnene. Undersøgelsen viste, at præcis det modsatte var tilfældet, nemlig »at den samme årsag, der fordrev malariaen, det vil sige, at landet blev forvandlet fra et morads om vinteren og sparsomme græsgange om sommeren til i stedet at blive frugtbare kornmarker, just var den omstændighed, der fremkaldte den høje dødelighed blandt spædbørnene.«

De 70 praktiserende læger, som dr. Hunter udspurgte i de pågældende egne, var »forbavsende enige« herom. Thi med den radikale ændring af jordbruget indførtes også industrisystemet. »Gifte kvinder, der arbejder i sjak med drenge og piger, bliver for en bestemt sum penge stillet til rådighed for farmerne af en mand, der kaldes »the undertaker,« der slutter kontrakt for hele arbejdsgruppen. Disse sjak drager sommetider mange miles bort fra deres egen landsby. Man møder dem om morgenen og aftenen langs vejene, klædt i korte skørter, med trøjer og støvler, der passer dertil, og undertiden bukser; de ser herligt stærke og sunde ud, men er angrebet af en sædvanemæssig lav moral og er uden bekymring for de skæbnesvangre følger deres travlt optagne og uafhængige liv medfører for deres ulykkelige afkom, der sygner hen hjemme. «

Alle de fænomener, vi så i fabriksegnene, gentager sig her, skjulte barnemord og behandling af børnene med opiumholdige præparater forekommer i endnu højere grad.

»Mit kendskab til de skadelige følger,« udtaler dr. Simon, Privy Councils lægevidenskabelige embedssagkyndige og hovedredaktør af »Reports on Public Health,« »kan måske undskylde den dybe bekymring, med hvilken jeg betragter enhver form for større beskæftigelse i industrien af voksne kvinder.« »Det ville være en sand lykke« udbryder hr. Baker, fabriksinspektør, i sin officielle indberetning, »ja en sand lykke ville det være for Englands fabriksegne, hvis det blev forbudt enhver gift kvinde, der har en familie, overhovedet at tage arbejde i en tekstilfabrik.«

F. Engels har i sin bog »Lage der arbeitenden Klasse Englands« på en så udtømmende vis beskrevet det moralske forfald, som kapitalens udbytning af kvinders og børns arbejde medfører, og det samme har også andre forfattere gjort, at jeg her kun skal minde derom. Den \intellektuelle ødelæggelse, der kunstigt frembringes ved at forvandle mennesker, der endnu ikke er blevet voksne, til blot at være maskiner til produktion af merværdi, og som skarpt må sondres fra den primitive uvidenhed, der lader forstanden ligge brak uden at skade dens muligheder for at udvikle sig eller dens naturlige frugtbarhed, alt dette tvang til slut sågar det engelske parlament til at gøre undervisning i elementære færdigheder til en lovfæstet betingelse for »produktivt« forbrug af børn under 14 år inden for alle de industrier, der var omfattet af fabriksloven. Den kapitalistiske produktions ånd lyser tydeligt ud af den letfærdige og sjuskede affatning af de såkaldte uddannelsesbestemmelser i fabriksloven, af den mangel på administrativt apparat, der medførte, at denne obligatoriske undervisningspligt fortsat for størstepartens vedkommende blev bestemmelser på papiret, af fabrikanternes egen modstand mod denne undervisningslov og af deres kneb og krogveje i praksis for at omgå den.

»Dette kan man alene dadle parlamentet for, der har vedtaget en illusorisk lov, som tilsyneladende bestemmer, at børn, der beskæftiges i fabrikker, skal uddannes, men som samtidig ikke indeholder nogen bestemmelse, der kan sikre, at det, man angiver er hensigten, også bliver ført ud i livet. Den bestemmer kun, at børn visse dage af ugen skal lukkes inde et vist antal timer (tre) hver dag inden for de fire vægge af noget, der kaldes en skole, og at den, der beskæftiger barnet, hver uge skal modtage et bevis herfor, underskrevet af en person, der af underskriveren betegnes som lærer eller lærerinde.«

Inden udstedelsen af den ændrede fabrikslov af 1844 skete det ikke sjældent, at beviserne for elevernes skolegang blev undertegnet med et kryds af skolemesteren, eftersom han eller hun ikke selv kunne skrive.

»Ved et besøg, som aflagdes på et sted, der benævntes skole og hvor han havde udstedt beviser for skolegang, blev jeg så slået af skolemesterens uvidenhed, at jeg sagde til ham: »Undskyld, min herre, kan De læse?« Hans svar var: »Tja, no'enle's« og som en retfærdiggørelse af sin ret til at udstede beviser tilføjede han: »I hvert fald er jeg længere fremme end mine elever.«

Under de forberedende arbejder til loven af 1844 fordømte fabriksinspektørerne den skammelige tilstand, som de steder var i, der kaldtes skoler, og hvis beviser de efter loven var nødt til at anerkende som fuldt gyldige.

Alt, hvad det lykkedes dem at få gennemført, var, at efter 1844 »skal rubrikkerne i skolebeviset være udfyldt af skolemesteren selv, der ligeledes må underskrive med sit for- og efternavn i uforkortet stand.«

Sir John Kincaid, fabriksinspektør for Skotland, beretter om lignende erfaringer på embeds vegne.

»Den første skole, vi besøgte, blev holdt af en Mrs. Ann Killin. Da hun blev anmodet om at stave sit navn, gjorde hun med det samme en fejl, idet hun begyndte med et C, men rettede dog sig selv med det samme og sagde, at hendes navn begyndte med et K. Men da jeg så hendes underskrift i attestbøgerne, bemærkede jeg imidlertid, at hun stavede det på mere end en måde, samtidig med at hendes håndskrift ikke lod tvivl om hendes uegnethed til at undervise. Hun indrømmede da også, at hun ikke var i stand til at føre regnskab over elevernes tilstedeværelse eller ej ... I en anden skole fandt jeg, at skolestuen var 15 fod lang og 10 fod bred og talte i dette rum 75 børn, der fremplaprede et eller andet uforståeligt.« »Men selv når skolen ikke er så elendig, som ovenfor nævnte, får børnene som oftest ikke meget andet ud af dem end beviserne; thi i adskillige skoler, hvor læreren har de tilstrækkelige kvalifikationer, giver hans anstrengelser kun lidet resultat, grundet den forvirrende mængde børn af alle aldre fra småbørn på 3 år og opefter. Hans udkomme, der i bedste fald er elendigt, afhænger helt af de få ekstra skillinger, der opnås ved at pakke det størst mulige antal børn sammen. Hertil må føjes det sparsomme skoleudstyr, manglende bøger og andet undervisningsmateriale og den trykkende virkning på de arme børn af den indestængte, trange luft. Jeg har været i mange skoler af den art, hvor jeg har set hele rader af børn, der intet, absolut intet foretager sig. Og dette attesteres som skolegang, og sådanne børn indgår i den officielle statistik som uddannede og opdragede.«

I Skotland søger fabrikanterne så vidt muligt at undgå børn, der er underkastet skolepligten. »Yderligere argumenter er ikke nødvendige for at bevise, at uddannelsesbestemmelserne i fabriksloven, som fabrikejerne betragter med så megen mishag, i stor udstrækning fører til at udelukke denne klasse af børn også fra at blive beskæftigede og således også fra gavnen af den uddannelse og opdragelse, som man havde for øje med denne lov.«

På en måde, der på samme tid er både grotesk og forfærdende, møder man dette i kattun- osv. trykkerierne, der er underlagt en speciel fabrikslov. Ifølge denne lovs bestemmelser »skal ethvert barn, inden det beskæftiges i en trykkerivirksomhed, have besøgt en skole mindst 30 dage og ikke under 150 timer i løbet af de seks måneder, der går umiddelbart inden den første ansættelsesdag, og så længe dets beskæftigelse i trykkeriet varer, skal det besøge en skole i en lignende periode af 30 dage og 150 timer for hver følgende seks måneders periode ... Skolegangen skal ligge mellem 8 om morgenen og 6 om eftermiddagen. En tilstedeværelse under 2½ time eller over 5 timer i løbet af en dag vil ikke blive regnet som en del af de 150 timer. Under normale omstændigheder går børnene i skole morgen og eftermiddag i 30 dage mindst 5 timer hver dag og når de 30 dage er gået, og de 150 timer, loven kræver, er nået eller for at bruge børnenes eget udtryk, når de har fyldt bogen (hvor deres tilstedeværelse i skolen attesteres – Red.), vender de tilbage til trykkeriet, hvor de fortsætter indtil de seks måneder er gået og et nyt afdrag på skolepligten forfalder, og de går da atter i skole på ny, indtil de har fyldt bogen ... Mange af de drenge, der har besøgt skolen i det krævede timeantal, kan lige så lidt, når de vender tilbage fra de seks måneder i trykkeriet, som da de begyndte første gang som trykkeridrenge; de har mistet alt det, de vandt ved deres tidligere skolebesøg ... I andre trykkerier gøres skolegangen helt og holdent afhængig af arbejdets krav på virksomheden. Det krævede antal timer regnes sammen hver seks måneder gennem stumper på fra 3 til 5 timer, der fordeler sig måske over hele perioden på de seks måneder ... For eksempel kan barnet den ene dag gå i skole fra 8 til 11 om morgenen, den næste fra 1 til 4 om eftermiddagen, derpå kan der måske gå adskillige dage, hvor barnet slet ikke viser sig i skolen, og så kommer det i skole fra 3 til 6 om eftermiddagen. Så kan det ske, at det går i skole 3-4 dage lige efter hinanden, eller en uge måske, derpå 3 uger eller en måned uden skolegang, herefter nogle timer eller nogle dage hist og her, når virksomheden, der beskæftiger dem, mener at kunne undvære børnene. På denne måde bliver barnet puffet frem og tilbage fra skole til arbejde, fra arbejde til skole, indtil historien om de 150 timer er ude.«

Derved, at det er kvinder og børn, der i overvejende grad bliver føjet til det kombinerede arbejdspersonale, bryder maskinerne omsider den modstand, de mandlige arbejdere i manufakturerne endnu var i stand til at yde mod kapitalens despoti.

b) Forlængelse af arbejdsdagen

Intet middel er i besiddelse af en sådan kraft som maskinerne, når det gælder at øge arbejdets produktivitet, dvs. at forkorte den arbejdstid, der er nødvendig for at fremstille en vare; men som bærer af kapitalen bliver de det mest virksomme middel til at forlænge arbejdsdagen ud over alle naturlige grænser i de industrier, maskinerne først underlægger sig direkte. På den ene side skaber maskinerne nye betingelser, der sætter kapitalen i stand til at give frie tøjler for denne sin bestandige tendens, på den anden side skabes nye motiver, der skærper kapitalens glubende appetit på andres arbejde.

Det første der sker er, at arbejdsmidlets bevægelse og virksomhed i form af maskiner gør sig selvstændig i forhold til arbejderen. Arbejdsmidlet bliver, taget i og for sig, et industrielt perpetuum mobile, der ville kunne producere uafbrudt, hvis det ikke stødte på visse af naturen bestemte hindringer hos sine menneskelige medhjælpere, nemlig deres legemers svaghed og viljes egenrådighed. Det automatiske arbejdsmiddel har som kapital, og fordi det er kapital, i kapitalistens skikkelse bevidsthed og vilje, og det er derfor besjælet af trang til at klemme de modstræbende, men elastiske menneskelige naturhindringer ned til et minimum af modstand. Denne modstand er desuden formindsket ved den tilsyneladende lethed af arbejdet ved maskinen og det føjelige og bøjelige kvinde- og børneelement. som vi allerede har set, forholder maskinernes produktivitet sig omvendt til størrelsen af den værdidel, de overfører til produktet. Jo længere den periode er, hvor maskinerne virker, desto større bliver den produktmængde, som den værdi, maskinerne tilføjer, fordeler sig over, og desto mindre bliver den værdidel, maskinerne føjer til den enkelte vare. Det er imidlertid indlysende, at maskinernes aktive levetid er bestemt af arbejdsdagens længde, eller længden af den daglige arbejdsproces, multipliceret med det antal dage, hvori den gentages.

Sliddet på maskinerne svarer på ingen måde med matematisk nøjagtighed til den tid, hvori de benyttes. Og selv om det var tilfældet, omfatter en maskine, der i løbet af 7½ år dagligt fungerer 16 timer, lige så stor en produktionsperiode som den maskine, der i 15 år virker 8 timer om dagen, og den første tilfører ikke totalproduktet mere værdi end den anden. Men i første tilfælde ville maskinværdien blive reproduceret dobbelt så hurtigt som i andet, og kapitalisten ville med maskinens hjælp have opsuget lige så meget merværdi på 7½ år som ellers på 15.

Det materielle slid på maskinen er af dobbelt art. Den slides på den ene side af at bruges, som pengestykker slides i omløb. På den anden side af ikke at blive brugt, ligesom sværdet ruster i skeden. Den fortæres af elementerne. Sliddet står i første tilfælde i mer eller mindre direkte forhold til brugen af den, i andet tilfælde til en vis grad i omvendt forhold til brugen.

Foruden det materielle slid er maskinen imidlertid også udsat for, hvad man kunne kalde moralsk slid. Den mister i bytteværdi i den udstrækning, i hvilken man enten kan reproducere maskiner af samme konstruktion billigere, eller bedre maskiner optræder i konkurrence med den. I begge tilfælde er maskinens værdi, hvor ung og livskraftig den ellers måtte være, ikke mere bestemt af den arbejdstid, der rent faktisk er materialiseret i den selv, men af den arbejdstid, som er nødvendig for at reproducere den selv eller en bedre maskine. Den taber derfor mer eller mindre i værdi. Jo kortere den periode er, hvori maskinens totalværdi reproduceres, desto ringere er faren for moralsk slid, og jo længere arbejdsdagen er, jo kortere bliver denne periode. Så snart der indføres maskiner i en eller anden produktionsgren, følger nye metoder slag i slag, som gør det muligt at reproducere maskinerne på en måde, der er billigere end før, og der indføres forbedringer, der omfatter ikke blot enkelte dele eller apparater, men også maskinens konstruktion som helhed. Dette særlige motiv til at forlænge arbejdsdagen virker derfor mest akut i maskinernes første leveperiode.

Skal et dobbelt så stort antal arbejdere som før udbyttes under ellers uforandrede forhold og uden ændring af den givne arbejdsdag, må ikke blot den del af den konstante kapital, som er investeret i råmaterialer og hjælpestoffer fordobles, men også den del, der er anbragt i maskiner og bygninger. Forlænger man derimod arbejdsdagen, vokser produktionens målestok, uden at der derimod sker en ændring af den kapitaldel, der er anbragt i maskiner og bygninger. Ikke nok med at merværdien vokser, men samtidig aftager de udlæg, der kræves for at opnå den gennem udbytning. Mere eller mindre sker dette ganske vist ved enhver forlængelse af arbejdsdagen, men virkningen er meget større her, fordi den kapitaldel, der er forvandlet til arbejdsmidler, er så meget større. Thi efterhånden som maskindriften udvikler sig, bliver nemlig en stadig større del af kapitalen bundet i en form, hvor den på den ene side stadig kan frembringe ny og øget værdi, mens den på den anden mister brugsværdi og bytteværdi, såsnart dens forbindelse med det levende arbejde bliver afbrudt. Mr. Ashworth, en af de store inden for engelsk bomuldsindustri belærte professor Nassau W. Senior:

»Når en arbejder slipper spaden, bliver en kapital på 18 pence nytteløs, så længe det varer. Når en af vore folk forlader fabrikken, gør han en kapital, der har kostet 100.000 pd. st. nytteløs. « Tænk engang! En kapital der har kostet 100.000 pund sterling »nytteløs,« selvom det kun er for et øjeblik! Det er i virkeligheden himmelråbende, at en af vore folk overhovedet nogensinde forlader fabrikken! Maskinernes voksende størrelse gør en stadig voksende forlængelse af arbejdsdagen »ønskelig,« som den af Ashworth belærte Senior indser.

Maskinen frembringer relativ merværdi ikke blot ved, at den direkte mindsker arbejdskraftens værdi og det samme indirekte derved, at den gør de varer billigere, der indgår i reproduktion af arbejdskraften, men den frembringer også relativ merværdi, når den til at begynde med indføres sporadisk ved at forøge virkningen af det arbejde, maskinejeren forbruger. Maskinproduktets samfundsmæssige værdi stiger over dets individuelle værdi, og kapitalisten bliver derved i stand til at erstatte arbejdskraftens daglige værdi med en mindre del af det daglige produkts værdi. I denne overgangsperiode, hvor maskindriften forbliver en slags monopol, er fortjenesten derfor overordentlig stor, og kapitalisten søger at udnytte denne »den unge kærligheds første tid« så grundigt som muligt ved at forlænge arbejdsdagen så meget som muligt. Gevinstens størrelse skærper appetitten efter mere endnu.

Efterhånden som det bliver almindeligt med maskiner inden for den samme produktionsgren, synker maskinproduktets samfundsmæssige værdi til dets individuelle værdi,

og den lov gør sig gældende, at merværdien ikke frembringes af de arbejdskræfter, som kapitalisten har udskiftet med maskinen, men omvendt af de arbejdskræfter, søm han beskæftiger ved maskinen. Merværdien opstår kun af kapitalens variable del, og vi har allerede set, at merværdiens mængde er bestemt af to faktorer, nemlig af merværdiraten og af det antal arbejdere, der er beskæftiget på samme tid. Er arbejdsdagens længde givet, bestemmes merværdiraten af det forhold, hvori arbejdsdagen deles i nødvendigt arbejde og merarbejde. Antallet af arbejdere, der beskæftiges på samme tid, afhænger for sit vedkommende af forholdet mellem den variable og den konstante del af kapitalen. Det er nu klart, at uanset hvordan maskindriften end øger arbejdets produktivitet og dermed forlænger merarbejdet på det nødvendige arbejdes bekostning, kan den kun frembringe dette resultat, samtidig med at den formindsker antallet af de arbejdere, der beskæftiges af en kapital af given art. Maskindriften forvandler en del al kapitalen, der tidligere var variabel, dvs. blev omsat til levende arbejdskraft, til maskiner, altså til konstant kapital, der ikke frembringer merværdi. Det er umuligt at presse lige så stor merværdi ud af f.eks. 2 som af 24 arbejdere. Selvom hver al 24 arbejdere kun leverede 1 times merarbejde for hver 12 timers arbejde, ville de dog tilsammen levere 24 timers merarbejde, mens de 2 arbejderes hele arbejdsdag sammenlagt kun beløber sig til 24 timer. Anvendelsen af maskiner til produktion af merværdi rummer altså en immanent modsigelse, idet maskinerne kun kan forøge den ene al de to faktorer, hvoraf merværdiens størrelse ved en kapital af given størrelse afhænger, nemlig merværdiraten, ved, at den formindsker den anden faktor, nemlig arbejdernes antal. Denne immanente modsigelse bliver åbenbar, når brugen af maskiner i en industrigren bliver generel og følgelig værdien af de varer, der fremstilles på maskine, bliver til den regulerende samfundsmæssige værdi for alle varer af denne art. Og det er denne modsigelse, der så igen driver kapitalen til, uden at den bliver sig det bevidst, til den voldsomste forlængelse af arbejdsdagen for derved at kompensere nedgangen i det relative antal udbyttede arbejdere gennem en forøgelse af ikke blot det relative, men også af det absolutte merarbejde.

Den kapitalistiske anvendelse af maskiner skaber nye og mægtige motiver til grænseløs forlængelse af arbejdsdagen. Den omdanner ligeledes radikalt såvel selve arbejdsmåden som karakteren af den samfundsmæssige arbejdsorganisme og gør det på en måde, der svækker modstanden mod denne tendens. På den anden side åbner denne anvendelse af maskiner adgang for kapitalen til lag af arbejderklassen, som tidligere var utilgængelige samtidig med, at den frigør de arbejdere, maskinen fortrænger. Den kapitalistiske anvendelse af maskinerne skaber derved en overflødig arbejderbefolkning, der er nødt til at lade sine vilkår diktere af kapitalen. Heraf kommer det påfaldende fænomen i den moderne industris historie, at maskinen omstyrter alle moralske og naturlige grænser for arbejdsdagen. Dette er årsagen til det økonomiske paradoks, at det vældigste middel til forkortelse af arbejdstiden slår om til at blive det mest ufejlbarlige middel til at forvandle hele arbejderens og hans families levetid til arbejdstid, disponibel for kapitalens værdiøgning. Aristoteles, oldtidens største tænker, havde den drøm, at »hvis hvert værktøj på befaling eller af sig selv kunne gøre det arbejde, der tilkommer det, således som Dædalos' maskiner bevægede sig af sig selv, eller Hefaistos' trefødder af egen drift begav sig til det hellige arbejde, hvis altså væveskyttelen bevægede sig selv, da behøvede håndværksmesteren ikke svende og herrerne ikke slaver.« Og Antipatros, en græsk digter fra Ciceros tid, hilste opfindelsen af vandmøllen til at male korn, denne urform for alt produktivt maskineri, som slavindernes befrier og den, der skulle skabe den gyldne tidsalder. »Ja, disse hedninger, disse hedninger!« Som den kvikke Bastiat og den endnu klogere MacCulloch endnu tidligere har opdaget, forstod de intet, hverken af politisk økonomi eller kristendom. De forstod bl.a. ikke, at maskinen er det mest probate middel til at forlænge arbejdsdagen. De undskyldte kun den enes slaveri som værende middel til den andens fulde udvikling som menneske. Men at prædike massernes slaveri for at gøre nogle rå eller halvdannede opkomlinge til »fremtrædende spindere,« »omfattende pølsemagere« og »indflydelsesrige skosværteforhandlere,« til dette manglede disse hedninger det specielle kristelige organ.

c) Forøgelse af arbejdets intensitet

Kapitalens herredømme over maskinerne fremkalder en forlængelse af arbejdsdagen ud over alle grænser, og dette medfører, som vi allerede har set, en reaktion fra samfundets side, der føler sig truet i sine livsrødder; og dette bevirker så den lovbegrænsede normalarbejdsdag. På baggrund af normalarbejdsdagen udvikles et fænomen, som vi allerede tidligere er stødt på, til at blive af afgørende betydning – nemlig forøgelsen af arbejdets intensitet. Ved analysen af den absolutte merværdi drejede det sig i første omgang om arbejdets ekstensive størrelse, mens vi forudsatte intensitetsgraden som givet. Nu bliver det opgaven at se nærmere på den ekstensive størrelses omslag til en intensiv dvs. til en størrelse, der måles i grad.

Med udviklingen af maskinerne opstår der en speciel klasse maskinarbejdere, og med den erfaring, den samler sig, vokser arbejdets hurtighed og dermed dets intensitet som en naturlig følge, Igennem et halvt århundrede blev således i England arbejdsdagen længere og længere, samtidig med at fabriksarbejdets intensitet voksede. Imidlertid er det indlysende, at ved et arbejde, hvor det ikke drejer sig om midlertidige kraftanstrengelser, men om en regelmæssig, ensformig virksomhed, der skal gentages dag efter dag, må man komme til et krisepunkt, hvor forlængelse af arbejdsdagen og arbejdets intensitet gensidigt udelukker hverandre, således at man kun kan forene en længere arbejdsdag med en svagere intensitetsgrad eller omvendt en forhøjet intensitetsgrad med en forkortelse af arbejdsdagen. Så snart arbejderklassens forbitrelse, der lidt efter lidt var taget til i styrke, havde tvunget staten til at forkorte arbejdstiden ved lov ved at diktere en normalarbejdsdag for de egentlige fabrikker i første omgang – altså fra det øjeblik, hvor man en gang for alle havde afskåret muligheden for at øge produktionen af merværdi ved at forlænge arbejdsdagen, kastede kapitalen sig med al sin styrke og fuld bevidsthed over produktionen af relativ merværdi ved en forceret udvikling af maskinsystemet. Samtidig sker der en ændring af den relative merværdis karakter. I al almindelighed består den metode, hvormed der produceres relativ merværdi i, at man gennem arbejdets forøgede produktivkraft sætter arbejderen i stand til i løbet af samme tidsrum og med anvendelse af det samme arbejde som tidligere at producere mere. Den samme arbejdstid tilføjer det samlede produkt samme værdi som tidligere, omend denne uforandrede bytteværdi nu udtrykker sig i mere brugsværdi end tidligere, og omend værdien af den enkelte vare derfor aftager. Anderledes forholder det sig imidlertid, når arbejdsdagen forkortes med magt og dette voldsomt ansporer produktivkraftens udvikling og en mere økonomisk udnyttelse af produktionsbetingelserne og samtidig gennemtvinger en forøget arbejdsydelse pr. periode, forhøjet anspændelse af arbejdskraften, en tættere udfyldning af arbejdstidens porer, dvs. påtvinger arbejderen en fortætning af arbejdet i en grad, der kun er mulig inden for den forkortede arbejdsdag. Denne sammenpresning af en større arbejdsmængde inden for en given tidsperiode gælder nu for det, den er, nemlig et forøget kvantum arbejde. Foruden måleenheden arbejdstid som en »udstrakt størrelse« har vi nu målet for arbejdets fortætningsgrad. Titimersdagens mere intensive arbejdstime indeholder nu lige så meget eller mere arbejde, dvs. forbrugt arbejdskraft, end tolvtimersdagens mere porøse time. Den enkelte arbejdstimes produkt indeholder derfor lige så meget eller mere værdi end den mere porøse 1 1/5 time. Selv når man ser bort fra, at den relative merværdi øges, når produktiviteten stiger, frembringer f.eks. 3 1/3 times merarbejde med 6 2/3 timers nødvendigt arbejde den samme mængde værdi for kapitalisten, som tidligere 4 timers merarbejde med 8 timers nødvendigt arbejde.

Nu opstår spørgsmålet: hvorledes øges arbejdets intensitet.

Den første virkning af den forkortede arbejdsdag beror på den selvindlysende lov, at arbejdskraftens virkeevne står i omvendt forhold til den tid, den virker i. Inden for visse grænser vindes der derfor i kraftydelsens grad, hvad der tabes i dens varighed. Kapitalisten sikrer sig igennem betalingsmåden, at arbejderen virkelig også yder mere arbejde end før. I de manufakturer, hvor maskinerne ikke spiller nogen eller ikke nogen udslaggivende rolle, f.eks. i pottemageriet, har fabrikslovens indførelse givet slående bevis for, at blot det, at man forkorter arbejdsdagen, er tilstrækkeligt til, at arbejdets regelmæssighed, ensartethed, orden, kontinuitet og energi vokser på næsten mirakuløs måde. Denne virkning forekom dog at være tvivlsom i de egentlige fabrikker, hvor arbejderne var afhængige af maskinens uafbrudte og ensartede bevægelser, og hvor dette allerede havde skabt den strengeste disciplin. I 1844, da man drøftede en nedsættelse af arbejdstiden under 12 timer om dagen, erklærede fabrikanterne derfor næsten enstemmigt, »at deres formænd i de forskellige værksteder passede godt på, at arbejderne ikke spildte tiden,« at »det næppe var muligt at øge arbejdernes påpasselighed og opmærksomhed«, og at det derfor med uforandret maskinhastighed og de øvrige betingelser uændrede »ville være en urimelighed at forvente noget resultat af betydning i en velledet fabrik som følge af øget opmærksomhed fra arbejdernes side.«

Denne påstand blev gendrevet ved eksperiment. Fra den 20. april 1844 forkortede hr. R. Gardner i sine to store fabrikker i Preston arbejdstiden fra 12 til 11 timer. Efter ca. et års forløb viste det sig, at »det samme produkt blev opnået for de samme omkostninger og arbejderne tjente som helhed på 11 timer lige så meget i løn som tidligere på 12.« Jeg forbigår eksperimenterne i spinde- og karterummene, fordi de hang sammen med en forøgelse af maskinernes hastighed (ca. 2 pct. mere). I væveriet derimod, hvor der tilmed blev fremstillet meget forskellige sorter af lette, stærkt mønstrede modeartikler, skete der ingen ændringer af de objektive produktionsbetingelser. Resultatet var:

»Fra 6. januar til 20. april 1844 med 12 timers arbejdsdag var de gennemsnitlige ugelønninger pr. arbejder 10 sh. 1½ d., fra 20. april til 29. juni 1844, med 11 timers arbejdsdag, gennemsnitsløn på 10 sh. 3½ d.«

Der blev her på 11 timer produceret mere end tidligere på 12, udelukkende som følge af større regelmæssig holdenhed hos arbejderne og tidsbesparelser. Mens arbejderne fik den samme løn som før og opnåede 1 times fritid, fik kapitalisten den samme mængde produkter og sparede tilmed forbruget af kul, gas osv. i en time. Lignende eksperimenter blev udført med tilsvarende resultat i herrerne Horrocks og Jacsons fabrikker.

Når arbejdstiden forkortes, skabes de subjektive betingelser for en fortætning af arbejdet, idet arbejderen bliver i stand til at frigøre mere arbejde end før i løbet af en given tid. Når derfor loven med tvang griber ind og forkorter arbejdstiden, bliver maskinen i kapitalens hænder til et objektivt og systematisk anvendt middel til at udpresse mere arbejde i samme tid. Det sker på to måder: dels ved at forøge maskinernes hastighed, dels ved, at den samme arbejder får flere maskiner at passe end tidligere eller ved, at hans arbejdsområde udvides. Forbedret konstruktion af maskinerne er nødvendig, dels for at udøve det større tryk på arbejderen, dels er det noget, der af sig selv følger med intensivering af arbejdet, eftersom arbejdsdagens begrænsning tvinger kapitalisten til at vise den strengeste sparsommelighed med hensyn til produktionsomkostningerne. Forbedringen af dampmaskinen forøger antallet af de stempelslag, den gør i minuttet og gør det samtidig muligt takket være den større kraftbesparelse at drive en mere omfattende mekanisme med den samme motor med uforandret eller endog faldende kulforbrug. Forbedringen af transmissionsmekanismen formindsker friktionen og reducerer de store og mindre drivakslers diameter til et stadigt aftagende minimum, noget der så påfaldende adskiller det moderne maskineri fra det ældre. Endelig medfører forbedringerne af arbejdsmaskinerne, at deres størrelse formindskes, samtidig med at deres hastighed og virkningsgrad stiger, som det er tilfældet med den moderne dampvæv; eller maskinens stel forøges sammen med antallet af det værktøj, maskinen driver, som det er tilfældet med spindemaskinen; eller dette værktøjs bevægelighed øges gennem uanseelige detailforandringer, som da den automatiske spindemaskine (selfaktor »mulen«) i midten af 50'erne øgede spindlernes hastighed med 1/5.

Forkortelsen af arbejdsdagen til 12 timer daterer sig i England fra 1832. Allerede i 1836 udtalte en engelsk fabrikant: »Det arbejde, der nu udføres i fabrikkerne er langt større end det, man tidligere udførte ... sammenlignet med for 30 eller 40 år siden ... takket være den større opmærksomhed og aktivitet, der kræves af den meget stærkt forøgede hastighed, maskinerne har fået.«

I 1844 forelagde Lord Ashley, den nuværende Lord Shaftesbury følgende dokumenterede fremstilling for Underhuset:

»Det arbejde, der udføres af de beskæftigede i fabrikkerne er tre gange større, end da man begyndte med fabriksvirksomheden. Maskiner har utvivlsomt udført det arbejde, der ville have krævet millioners muskelkraft, men det har også i uhyre grad mangedoblet de menneskers arbejde, der styres af maskinernes frygtindjagende bevægelser ... i 1815 måtte en arbejder for at følge et par mulespindere, der spandt bomuldsgarn nr. 40 gå 8 engelske mil om dagen, idet vi forudsætter en 12 timers arbejdsdag. I 1832 måtte man for at følge et par muler, der spandt bomuldsgarn af samme nr., tilbagelægge en afstand på 20 engelske mil og ofte mere. I 1825 måtte spinderen i løbet af 12 timer lave 820 fed for hver mule, hvad der udgjorde 1640 fed i alt i løbet af en dag. I 1832 lavede han 2200 fed pr. mule, eller i alt 4400. I 1844 2400 fed eller i alt 4800, og i nogle tilfælde er den mængde arbejde, der kræves, endnu større ... Jeg har et andet aktstykke, der blev sendt mig i 1842 og som viser, at arbejdet er i en stadig stigen – ikke blot fordi den afstand, der skal tilbagelægges, er større, men også fordi den varemængde, der fremstilles, er mangedoblet, mens antallet al arbejdere er forholdsvis mindre end før. Desuden bruges ofte en dårligere bomuldskvalitet, som det er mere vanskeligt at bearbejde ... I karterummet er der også sket en betydelig forøgelse af arbejdet. En arbejder gør her det arbejde, der før var fordelt mellem to. I væveriet, hvor et stort antal personer og først og fremmest kvinder er beskæftiget ... er arbejdet vokset med hele 10 pct. i løbet af de sidste år ... som følge af spindemaskinernes øgede hastighed. I 1838 blev der pr. uge spundet 18 000 garndukker (hanks), i 1843 var tallet 21 000. I 1819 gjorde skyttelen 60 slag i minuttet på maskinvæven, i 1842 gjorde den 140 slag, hvad der viser en stor arbejdsforøgelse.«

I betragtning af den bemærkelsesværdige intensitet, arbejdet allerede havde nået i 1844 under 12 timersdagen, syntes det dengang berettiget, når de engelske fabrikanter erklærede, at ethvert yderligere fremskridt i denne retning ville være umuligt, og at enhver yderligere nedsættelse af arbejdstiden derfor ville være ensbetydende med nedgang i produktionen. Det tilsyneladende rigtige i deres argumentation fremgår bedst af følgende samtidige udtalelse fra fabrikanternes utrættelige revser og kritiker, fabriksinspektør Leonard Horner:

»Eftersom den mængde, der produceres, i hovedsagen kommer til at afhænge af maskinernes hastighed, er det nødvendigvis i fabriksejerens interesse at sætte hastigheden op til den yderste grænse, der er forenelig med de følgende betingelser: beskytte maskinerne mod at blive alt for hurtigt slidt op, bevare den fremstillede vares kvalitet og arbejderens evne til at følge bevægelsen uden en større anstrengelse, end han kan opretholde konstant. Et af de vigtigste problemer, som en fabriksejer derfor må løse, er at finde den maksimale hastighed, som han kan køre med under tilbørlig hensyntagen til de førnævnte betingelser. Det sker ofte, at han opdager, at han har kørt med for stor hastighed, at brok og dårligt arbejde mere end opvejer den forøgede hastighed, og at han er nødt til at sætte farten ned. Jeg kom derfor til den slutning, at eftersom en energisk og intelligent fabriksejer jo ville finde frem til den lønsomme maksimalhastighed, ville det ikke være muligt at fremstille så meget på 11 som på 12 timer. Jeg antog endvidere, at den arbejder, der var på akkord, ville anstrenge sig til den yderste grænse, som lod sig forene med hans evne til at fortsætte med samme hastighed.«

Til trods for Gardners m.fl.s eksperimenter kom Horner derfor til den konklusion, at en yderligere nedsættelse af arbejdsdagens længde under 12 timer måtte formindske produktets størrelse. Han citerer selv ti år senere sine overvejelser fra 1845 som bevis for, hvor lidt han dengang endnu havde forstået af maskinernes og den menneskelige arbejdskrafts elasticitet, der begge samtidigt blev spændt til det yderste som følge af den lovbefalede forkortelse af arbejdsdagen.

Vi kommer nu til tiden efter 1847, da titimersdagen blev indført ved lov i de engelske bomulds-, uld-, silke- g hørfabrikker.

»Spindelhastigheden er vokset med 500 omdrejninger for vingespindlernes (throstle-spindler) og 1000 pr. minut for mulespindlernes vedkommende, dvs. hastigheden af en vingespindel (throstle), der i 1839 var 4500 omdrejninger pr. minut er nu (1862) 5000, og en mulespindels hastighed, der lå på 5000, er nu oppe på 6000. Hastigheden er således øget med 1/10 i første tilfælde og med 1/6 i det sidste.«

James Nasmyth, den berømte ingeniør fra Patricroft ved Manchester foretog i 1852 i et brev til Leonard Horner en gennemgang af de forbedringer af dampmaskinen, der var foretaget i tiden fra 1848 til 1852. Efter at han har bemærket, at damphestekraften, som i den officielle fabriksstatistik fortsat anslås efter den effekt, den havde i 1828, nu kun er nominel og kun kan tjene som et indeks for den virkelige kraft, siger han bl.a.:

»Jeg er sikker på, at vi nu opnår mindst 50 pct. mere ydelse eller arbejde i snit fra den samme dampmaskinevægt, og at de samme dampmaskiner, som dengang hastigheden var begrænset til 220 fod pr. minut ydede 50 HK, nu ofte giver 100 og mere.« ... »Den moderne 100 HK dampmaskine kan køres med langt større kraft end det før var tilfældet som følge af forbedringer i dens konstruktion, af kedlernes kapacitet og konstruktion osv.« ... »Selv om der beskæftiges det samme antal folk i forhold til hestekraften som tidligere, beskæftiges der færre i forhold til maskinerne.«

1850 anvendte fabrikkerne i Det forenede Kongerige 134.217 nominelle HK til at drive 25.638.716 spindler og 301.445 vævestole. 1856 udgjorde antallet af spindler og vævestole henholdsvis 33.503.580 og 369.205. Hvis den udkrævede hestekraft var forblevet den samme som i 1850, ville der i 1856 have været behov for 175.000 HK. Ifølge de officielle opgørelser androg de imidlertid kun 161.435, altså over 10.000 HK mindre end hvis man regner med 1850 som basis.

»De kendsgerninger, der fremgår af den officielle statistik (fra 1856), synes at være, at fabrikssystemet vokser med stor hurtighed og at, selvom der er det samme antal arbejdere beskæftiget i forhold til antal hestekræfter som tidligere, er der færre beskæftiget i forhold til maskinerne. Det fremgår heraf, at dampmaskinen er i stand til at drive en større mængde maskiner takket være en bedre udnyttelse af kraften og ved andre metoder, og at en øget mængde arbejde kan udføres gennem forbedringer af maskinerne og fremstillingsmetoderne, ved maskinernes forøgede hastighed og en stor mængde andre årsager.«

»De store forbedringer, der er foretaget af maskiner al alle slags har øget deres produktivitet overordentlig meget. Det er hævet over enhver tvivl, at begrænsningen af arbejdstimernes antal ... gav stødet til disse forbedringer. Dette, forbundet med en mere intens anspændelse af arbejderen har medført, at mindst lige så meget bliver produceret i den (med to timer eller 1/6) forkortede arbejdsdag, som man tidligere fremstillede i løbet af den længere arbejdsdag.«

Allerede den kendsgerning, at antallet af engelske bomulds- osv. fabrikker i tiden fra 1838 til 1850 voksede med 32 pr. år, mens tilvæksten var 86 årligt i tiden fra 1850 til 1856, er nok til at vise, at fabrikanternes profit steg med den mere intensive udbytning af arbejdskraften.

Så store den engelske industris fremskridt end var i de 8 år fra 1848 til 1856 under titimersdagens herredømme, blev de dog langt overfløjet i den følgende seksårsperiode fra 1856 til 1862. I silkefabrikkerne fandtes der f.eks. i 1856: Spindler 1.093.799, 1862: 1.388.544; vævestole 1856: 9260 og 1862: 10.709. Derimod 1856: Antal arbejdere 56.137 og 1862: 52.429. Det giver en tilvækst i antallet af spindler på 26,9 pct. og vævestole 15,6 pct., samtidig med at arbejdernes antal aftog med 7 pct. I 1850 blev der i kamgarnsfabrikkerne (Worsted-fabrikkerne) anvendt 875.830 spindler, 1856: 1.324.549 (tilvækst 51,2 %) og 1862: 1.289.172 (nedgang 2,7 %). Tæller man imidlertid doublerspindlerne fra, der figurerer i opgørelsen fra 1856, men ikke i den fra 1862, bliver antallet af spindler temmeligt stationært efter 1856. Derimod var spindlernes og vævenes hastighed i mange tilfælde fordoblet i forhold til 1850. Antallet af dampdrevne maskinvæve i morstedfabrikkerne 1850: 32.617, 1856: 38.956 og 1862: 43.048. Samtidig var der beskæftiget 1850: 79.737 personer, 1856: 87.794 og 1862 86.063, men heraf børn under 14 år 1850: 9956, 1856: 11.228 og 1862: 13.178. Til trods for at tallet af maskinvæve var steget stærkt i 1862 sammenlignet med 1856 aftog altså det samlede antal beskæftigede arbejdere, mens derimod antallet af de udbyttede børn steg.

Den 27. april 1863 erklærede parlamentsmedlemmet Ferrand i Underhuset:

»Delegerede fra 16 distrikter i Lancashire og Cheshire, på hvis vegne jeg taler, har meddelt mig, at arbejdet i fabrikkerne uafbrudt forøges som følge af forbedrede maskiner. Mens tidligere en arbejder med to hjælpere passede to væve, passer nu en arbejder uden hjælpere tre væve, og det er ikke usædvanligt, at en arbejder passer fire væve. Som det fremgår af de anførte kendsgerninger, er 12 timers arbejde nu presset ind på mindre end 10 timer. Det er derfor helt indlysende, at fabriksarbejdernes slid er vokset uhyre i løbet af de sidste 10 år.«

Skønt fabriksinspektørerne utrætteligt og med rette lovpriser de gunstige resultater af fabrikslovene af 1844 og 1850, indrømmer de dog, at forkortelsen af arbejdsdagen har fremkaldt en arbejdsintensitet, der allerede er skadelig for arbejdernes sundhed, og det vil sige som også skader selve arbejdskraften.

»I størsteparten af bomulds-, kamgarns og silkefabrikkerne er en yderst trættende tilstand af anspændelse nødvendig, for at arbejderne kan blive i stand til tilfredsstillende at passe maskinerne, hvis hastighed er blevet stærkt forøget i de sidste år. Det forekommer mig ikke usandsynligt, at dette kan være en af årsagerne til den stigende dødelighed som følge af lungesygdomme, som dr. Greenhow påpeger i sin seneste indberetning om dette emne. «

Der kan ikke være den ringeste tvivl om, at kapitalens tendens til at holde sig skadesløs gennem en systematisk forøgelse af arbejdets intensitetsgrad, når lovgivningen en gang for alle har afskåret den adgangen til at forlænge arbejdsdagen og ved, at den misbruger enhver forbedring af maskinerne til at forvandle dem til et middel til øget udsugning af arbejdskraften, snart igen må føre til et vendepunkt, hvor fornyet nedsættelse af arbejdstiden bliver uundgåelig. På den anden side overgår den engelske industris stormende fremmarch fra 1844 og indtil nu, dvs. i titimersdagens periode, i endnu højere grad tiden fra 1833 til 1837, dvs. tolvtimersperioden, end denne sidste periode selv overgår det halve århundrede fra begyndelsen af fabrikssystemets indførelse, dvs. tiden med den ubegrænsede arbejdsdag.

Eksportmængde

1848

1851

1860

1865

Bomuldsfabrikker

Bomuldsgarn (Ibs)

135 831 162

143 966 106

197 343 655

103 751 455

Sygarn (lbs)

4 392 176

6 297 554

4 648 611

Bomuldstøj (yds)

1 091 373 930

1 543 161 789

2 776 218 427

2 015 237 851

Hør- og hampefabrikker

Garn (Ibs)

11 722 182

18 841 326

31 210 612

36 777 334

Tøj (yds)

88 901 519

129 106 753

143 996 773

247 012 329

Silkefabrikker

Garn, twist (lbs)

466 825 (1)

462 513

897 402

812 589

Tøj (yds)

1 181 455 (2)

1 307 293 (2)

2 869 837

Uldfabrikker

Uld- og kamgarn (lbs)

14 670 880

27 533 968

31 669 267

Tøj, klæde (yds)

151 231 153

190 371 537

278 837 418

(1) 1846, (2) lbs dvs. engelske pund og ikke yards.

Eksportværdi (pund sterling)

1848

1851

1860

1865

Bomuldsfabrikker

Bomuldsgarn (Ibs)

5 927 831

6 634 026

9 870 875

10 351 049

Bomuldstøj (yds)

16 753 369

23 454 810

42 141 505

46 903 796

Hør- og hampefabrikker

Garn

493 449

951 426

1 801 272

2 505 497

Tøj

2 802 789

4 107 396

4 804 803

9 155 358

Silkefabrikker

Garn, twist

77 789

196 380

826 107

768 064

Tøj

-

1 130 398

1 587 303

1 409 221

Uldfabrikker

Uld- og kamgarn

776 975

1 484 544

3 843 450

5 424 047

Tøj, klæde

5 733 828

8 377 183

12 156 998

20 102 259

4. Fabrikken

I begyndelsen af dette kapitel undersøgte vi fabrikkens krop, maskinsystemets struktur. Vi så derpå, hvorledes maskinerne forøger kapitalens menneskelige udbytningsmateriale ved at tilegne sig kvinde- og børnearbejde, hvorledes de konfiskerer arbejderens hele levetid gennem en hæmningsløs udvidelse af arbejdsdagen og endelig, hvorledes fremskridt på maskinområdet, der gør det muligt at fremstille et voldsomt forøget produkt på stadig kortere tid, tjener som et systematisk middel til at frigøre mere arbejde i hvert enkelt tidsinterval, dvs. udbytte arbejdskraften på stadig mere intensiv vis. Vi skal nu betragte fabrikken i dens helhed og specielt i dens mest udviklede skikkelse.

Dr. Ure, den automatiske fabriks Pindar beskriver den på den ene side som

»forenet kooperation af mange slags arbejdere, voksne og unge, der med ihærdig dygtighed passer et system af produktionsmaskiner, der uafbrudt bevæges af en centralkraft (the prime mover), «

På den anden side som

»en uhyre automat, sammensat af forskellige mekaniske og med forstand udrustede organer, der fungerer i uafbrudt overensstemmelse med henblik på at fremstille en fælles genstand, idet de alle er underordnet en selvreguleret drivkraft. «

Disse to udtryk er på ingen måde identiske. I det ene fremtræder den kombinerede totalarbejder eller samfundsmæssige arbejdsorganisme som det bestemmende subjekt og den mekaniske automat som objekt. I det andet er automaten selv subjekt og arbejderne er kun organer udrustet med bevidsthed, der er tilordnet automatens organer, der er uden bevidsthed og sammen med disse underordnet den centrale bevægende kraft. Det første udtryk gælder for enhver mulig anvendelse af maskiner i stor målestok, det andet kendetegner den kapitalistiske anvendelse af maskiner og dermed det moderne fabrikssystem. Ure har derfor en forkærlighed for at fremstille den centrale maskine, fra hvilken bevægelsen udgår, ikke blot som en automat, men som en autokrat. »I disse rummelige haller byder dampens veldædige kraft sine myriader af villige tjenende ånder til stævne omkring sig.«

Sammen med arbejdsværktøjet går også kunsten at føre det over fra arbejderen til maskinen. Værktøjets ydedygtighed er blevet frigjort fra den menneskelige arbejdskrafts personlige begrænsninger. Dermed forsvinder det tekniske grundlag, som arbejdsdelingen i manufakturen hvilede på. Manufakturens hierarki af specialiserede arbejdere fortrænges af den automatiske fabriks tendens til at nivellere eller gøre det arbejde ens, som maskinernes hjælpere skal udføre, og de naturlige forskelle, der skyldes alder og køn, erstatter i væsentlig grad de kunstigt fremkaldte forskelle mellem de specialiserede delarbejdere.

I den udstrækning arbejdsdelingen atter fremtræder i den automatiske fabrik, drejer det sig først og fremmest om fordeling af arbejderne mellem de specialiserede maskiner og fordeling af større mængder af arbejdere, som dog ikke udgør strukturerede grupper, mellem fabrikkens forskellige afdelinger, hvor de arbejder ved samme slags arbejdsmaskiner, opstillet ved siden af hinanden, og hvor der altså kun etableres simpel kooperation mellem dem. Fagarbejderen (the head workman, der Hauptarbeiter) og hans få medhjælpere afløser manufakturens strukturerede og forgrenede gruppe. Den væsentlige sondring ligger mellem de arbejdere, der virkelig er beskæftiget ved værktøjsmaskinerne (hertil kommer nogle arbejdere, der overvåger, respektive, fyrer op i kraftmaskinen) og de blotte håndlangere (næsten udelukkende børn), der hjælper disse maskinarbejdere. Til håndlangerne regnes mere eller mindre alle »feeders« (der kun giver maskinerne arbejdsmateriale). Udover disse hovedklasser er der et numerisk lidet betydeligt personel, der er beskæftiget med kontrol af maskinerne som helhed og den stadige reparation af maskinerne, såsom ingeniører, mekanikere, snedkere osv. Det drejer sig om en højere arbejderklasse, der for nogles vedkommende har en videnskabelig, for andres en håndværksmæssig uddannelse, og som står uden for de egentlige fabriksarbejderes kreds og kun er tilsluttet disse. Denne arbejdsdeling er rent teknisk.

Ethvert arbejde ved en maskine kræver, at arbejderen tillæres på et så tidligt tidspunkt, at han kan lære at tilpasse sin egen bevægelse til en automats uafbrudte, ensformige bevægelse. I den udstrækning maskinerne, taget som helhed, udgør et system af mangfoldige maskiner, der virker på samme tid og er indbyrdes kombinerede, kræver også den kooperation, der beror på dette maskinsystem, en fordeling af forskelligartede arbejdergrupper mellem maskiner af forskellig art. Men ved maskindriften er det ikke længere nødvendigt at befæste denne arbejdsdeling ved stadig at binde den samme arbejder til den samme funktion, som det var tilfældet i manufakturen. Da fabrikkens samlede bevægelse ikke udgår fra arbejderen, men fra maskinen, kan personerne stadig skifte, uden at der sker afbrydelse af arbejdsprocessen. Et af de mest slående beviser herpå er indførelse af »relaissystetnet« under den engelske fabrikantrevolte 1848-50. Den hurtighed, hvormed man lærer arbejdet ved maskinen i den unge alder, fjerner ligeledes nødvendigheden af at uddanne en speciel klasse arbejdere udelukkende som maskinarbejdere. Det rene håndlangerarbejde i fabrikken kan dels erstattes af maskiner, dels tillader det en hurtig og stadig skiften af dem, der er belastet med dette plagsomme slid og slæb, grundet arbejdets store enkelhed.

Selvom maskinerne teknisk vælter det gamle system for arbejdsdelingen, slæbes det alligevel med i begyndelsen som vanebunden arv fra manufakturen ind i fabrikken for derpå at blive reproduceret systematisk af kapitalen som et middel til at udbytte arbejdskraften på en endnu mere modbydelig måde end før og befæstet som sådan. Den livslange specialitet at føre et specialværktøj (Teilwerkzeug) bliver til den livsvarige specialitet at betjene en specialmaskine (Teilmaschine.) Maskinerne bliver misbrugt til fra barnsben at forvandle arbejderen til en del af en delmaskine.,

Omkostningerne ved at reproducere arbejderen bliver derved betydelig formindsket, men ikke nok med det, han bliver samtidig hjælpeløst afhængig af fabrikken som helhed, dvs. af kapitalisten. Her som i alle øvrige tilfælde må man skelne mellem den større produktivitet, der skyldes udviklingen af den samfundsmæssige produktionsproces og den forøgelse, der skyldes den kapitalistiske udbytning af den.

I manufakturen og håndværket bruger arbejderen værktøjet, i fabrikken bruger maskinen ham. I manufakturen og håndværket udgår arbejdsmidlets bevægelse fra arbejderen, i fabrikken må han følge arbejdsmidlets bevægelse. I manufakturen er arbejderne led af en levende mekanisme. I fabrikken eksisterer en død mekanisme uafhængigt af dem, og de bliver indkorporeret i denne som levende påhæng.

»Den ynkelige slendrian i en arbejdspine uden ende, hvor den samme mekaniske proces gennemløbes om og om igen, ligner Sisyfos' arbejde. Arbejdets byrde ruller hele tiden som klippeblokken tilbage på den udslidte arbejder.«

Maskinarbejdet angriber nervesystemet på det voldsomste og samtidigt undertrykker det musklernes alsidige bevægelser og beslaglægger enhver fri legemlig og åndelig virksomhed. Selv den lettelse af arbejdet, der sker, bliver et torturmiddel, da maskinen ikke befrier arbejderen fra arbejdet, men arbejdet fra sit indhold. Enhver kapitalistisk produktion er ikke blot en arbejdsproces, men samtidig også en proces, hvor kapitalen øger sin værdi, og det er derfor et fælles træk for al kapitalistisk produktion, at arbejderen ikke anvender arbejdsbetingelserne, men at det tværtimod er arbejdsbetingelserne, der anvender arbejderen; men det er først med maskinerne, at denne snedvendthed bliver til teknisk håndgribelig virkelighed. Takket være at arbejdsmidlet er blevet forvandlet til en automat, optræder det under arbejdsprocessen selv som kapital over for arbejderen, som dødt arbejde, der behersker og udsuger den levende arbejdskraft. I storindustrien, opbygget på grundlag af maskiner, fuldendes adskillelsen af det manuelle arbejde og produktionsprocessens åndelige kræfter, hvorved de forvandles til magter i kapitalens tjeneste for at beherske arbejdet, således som vi allerede tidligere har anført. Den individuelle, for indhold blottede maskinarbejders specialdygtighed forsvinder som en ganske lille biting i sammenligning med videnskaben, de uhyre naturkræfter og det samfundsmæssige massearbejde, der er legemliggjort i maskinsystemet og som sammen med dette udgør »mesterens« (the masters) magt. Denne mester, i hvis hjerne maskinerne er uløseligt sammenvokset med hans eget monopol på det, tilråber derfor under sammenstød foragteligt sine »hænder«:

»Det ville være sundt for fabrikkernes arbejdere at holde sig for øje, at deres arbejde virkeligt er en lavtstående art af faglært arbejde, og at der intet findes, som er lettere at erhverve og intet bedre lønnet i forhold til dets kvalitet, at intet andet arbejde kan læres af den mindst erfarne på så kort tid og til overflod ... Mesterens maskiner spiller i virkeligheden en langt mere betydningsfuld rolle, når det gælder om at producere, end arbejderens arbejde og faglige dygtighed, som ikke er større, end at enhver arbejdsmand kan tilegne sig den på seks måneder.«

Arbejderens tekniske underordning under arbejdsmidlets regelmæssige og ensformige gang og den ejendommelige sammensætning af arbejdsmandskabet med individer af begge køn og på de forskelligste alderstrin skaber en kasernedisciplin, der fører til et fuldstændigt fabriksregime og fuldt udvikler det tidligere nævnte opsynsarbejde, altså en samtidig deling af arbejderne i manuelle arbejdere og de, der har opsyn med arbejdet, i menige industrisoldater og industriunderofficerer.

»Hovedvanskeligheden [i den automatiske fabrik] ... lå … fremfor alt i at lære mennesker at opgive deres springende arbejdsvaner og identificere sig med en sammensat automats ufravigelige regelmæssighed. At udtænke og administrere reglerne for en heldigt gennemført fabriksdisciplin, der svarede til den flid og påpasselighed, fabrikken kræver, dette var det herkulesarbejde, det ædle resultat, Arkwright nåede! Selv nu om stunder, hvor systemet har nået fuldkommenhed i sin organisation og dets arbejde er lettet så meget som overhovedet muligt, viser det sig at være næsten umuligt at forvandle personer, der er over pubertetsalderen, til brugbare fabriksarbejdere.«

Det fabriksreglement, hvori kapitalen civilretligt og af egen magtfuldkommenhed formulerer sit selvherskerdømme over sine arbejdere, og uden den af borgerligheden ellers så skattede fordeling af magten og uden det endnu højere skattede repræsentative system, er kun den kapitalistiske karikatur af den samfundsmæssige ordning af arbejdsprocessen, der bliver til en nødvendighed med kooperation i stor målestok og med anvendelsen af fælles arbejdsmidler, nemlig maskinerne. I stedet for slavedriverens pisk får man opsynsmandens anmærkningsbog. Al straf opløser sig på naturlig vis i pengebøder og lønfradrag og disse fabriks-Lykurger har indrettet deres lovgivning så viseligt, at det om muligt bliver endnu mere indbringende for dem, når loven brydes end når den holdes.

Vi skal kun antydningsvis berøre de materielle betingelser, under hvilke fabriksarbejdet udføres. Alle sanseorganer skades i lige høj grad af den kunstigt forøgede temperatur, luften der er fuld af affald fra råmaterialerne, den bedøvende larm osv., rent bortset fra livsfaren mellem de tæt sammenpakkede maskiner, der så regelmæssigt som årets skiften producerer tabslisterne fra industriens slagmarker. Den fulde udnyttelse af de samfundsmæssige produktionsmidler, modnet og drevet frem som i et drivhus under fabrikssystemet, bliver i kapitalens hånd samtidig til systematisk rov på arbejderens livsbetingelser, mens han arbejder, rov af plads, luft, lys og personlige beskyttelsesmidler mod livs- eller sundhedsfarlige forhold under produktionsprocessen, for slet ikke at tale om indretninger, der kan tjene til arbejdets bekvernmelighed. Er det med urette, at Fourier kalder fabrikkerne for »tugthuse af mildere type?«

5. Kampen mellem arbejder og maskine

Kampen mellem kapitalist og lønarbejder tager sin begyndelse med selve kapitalrelationen. Kampen raser videre under hele manufakturperioden. Men det er først, når maskinerne indføres, at arbejderen begynder at bekæmpe selve arbejdsmidlet, den form, hvorunder kapitalen materielt har eksistens. Arbejderen gør oprør mod denne bestemte form for produktionsmiddel, fordi den er det materielle grundlag for den kapitalistiske produktionsmåde.

I løbet af det 17. årh. var der så godt som overalt i Europa arbejderrevolter mod den såkaldte båndvæv (også kaldet båndmølle, på tysk Bandmühle eller Sehnurmühle), en maskine til at væve bånd og borter. Et savværk, drevet af vindmøller, som en hollænder havde anlagt i nærheden af London, bukkede i slutningen af første tredjedel af det 17. århundrede under for pøbelens udskejelser. Endnu ved begyndelsen af det 18. årh. lykkedes det kun langsomt og med besvær at overvinde befolkningens modstand, der fik støtte fra parlamentets side, mod savværker drevet med vandkraft. Da Everest i 1758 havde bygget sin første maskine til uldbehandling, drevet med vandkraft, blev den sat i brand af 100.000 arbejdsløse. 50.000 arbejdere, der hidtil havde levet af at karte uld, underskrev protester til parlamentet i anledning af Arkwrights rense- og kartemaskiner. Der skete ødelæggelser af maskiner i massemålestok i de første 15 år af det 19. årh. i de engelske manufakturdistrikter, hvad der især stod i forbindelse med udnyttelse al dampvæven. Disse uroligheder, der fik betegnelsen Ludditterbevægelsen, gav Sidmouth, Castlereagh m.fl.s antijakobinske regering påskud til de mest reaktionære voldsforanstaltninger. Der kræves tid og erfaring, inden arbejderen lærer at skelne maskinerne fra den kapitalistiske anvendelse af dem og som følge heraf lærer at overføre sine angreb fra de materielle produktionsmidler selv til den samfundsform, hvorunder de anvendes til udbytning.

Lønkampene indenfor manufakturen forudsatte manufakturens eksistens og var på ingen måde rettet imod denne. Når man bekæmper oprettelse af manufakturer, er det lavsmestrene og de priviligerede stæder, der gør det, ikke lønarbejderne. Hos manufakturperiodens forfattere opfattes arbejdsdelingen derfor i alt overvejende grad som et middel, hvorved der opstår mulighed for at undvære flere arbejdere end nu, dvs. virtuelt erstatte dem, men ikke som et middel til reelt at fortrænge arbejdere. Denne forskel er selvindlysende. Hvis man f.eks. siger, at der i England skulle 100 millioner mennesker til for at kunne spinde den mængde bomuld med den gammeldags spinderok, som nu 500.000 mennesker klarer at spinde med maskiner, så betyder dette naturligvis ikke, at maskinerne har indtaget disse millioners plads, millioner, som aldrig har eksisteret. Det betyder kun, at der skulle mange millioner arbejdere til for at kunne erstatte spindemaskinerne. Hvis man derimod siger, at den damp. drevne maskinvæv i England jog 800.000 vævere på gaden, taler man ikke om eksisterende maskiner, der skulle erstattes af et bestemt antal arbejdere, man taler tværtimod om et eksisterende antal arbejdere, der er blevet faktisk erstattet og fortrængt af maskinerne. Selvom håndværket blev udspecialiseret og begyndte at gå i opløsning under manufakturperioden, var det dog fortsat håndværksdriften, der var manufakturernes grundlag. De nye kolonimarkeders behov kunne ikke tilfredsstilles af de relativt fåtallige byarbejdere, der var gået i arv fra middelalderen; og den egentlige manufaktur åbnede samtidig nye produktionsområder for landbefolkningen, der som følge af feudalrelationernes opløsning var blevet jaget fra hjem og jord. Den positive side ved arbejdsdelingen og kooperationen i værkstederne trådte derfor under disse forhold mere i forgrunden, nemlig ved at den gør de beskæftigede arbejdere mere produktive. I mange lande

sker der ganske vist længe inden storindustriens tid store, pludselige og voldsomme omvæltninger af produktionsmåden og som følge heraf i landbefolkningens livsbetingelser og erhvervsmidler. Disse omvæltninger skyldtes, at kooperation og kombination af arbejdsmidlerne på et mindre antal hænder end før nu også blev anvendt i landbruget. Men denne kamp foregår oprindeligt mere mellem store og små jordbesiddere end mellem kapital og lønarbejde. Når på den anden side arbejdere fortrænges af arbejdsmidler såsom får, heste osv., udgør umiddelbare voldshandlinger her i første omgang forudsætningen for den industrielle revolution. Først bliver arbejderne forjaget fra hjem og jord, så kommer fårene. Først ved jordtyveri i stor målestok, som i England, skabes storgodsdriftens forudsætninger. Til at begynde med har denne omvæltning af landbruget derfor mere udseende af en politisk revolution.

Som maskine bliver arbejdsmidlet straks til arbejderens direkte konkurrent. Kapitalens selvøgning af egen værdi ved hjælp af maskinen står i direkte forhold til antallet af de arbejdere, hvis eksistensvilkår maskinen tilintetgør. Hele det kapitalistiske produktionssystem beror på, at arbejderen sælger sin arbejdskraft som vare. Arbejdsdelingen gør arbejdskraften i den grad ensidig, at den bliver til en løsreven færdighed i at kunne føre specialværktøj. Så snart maskinen overtager føringen af værktøjet, forsvinder med brugsværdien også arbejdskraftens bytteværdi. Arbejderen bliver usælgelig, ligesom papirpenge der ikke længere har gyldighed. Den del af befolkningen, som maskinerne på denne måde gør overflødig, dvs. som ikke længere er umiddelbart nødvendig for kapitalens selvøgning af egen værdi, går tildels under i den ulige kamp mellem den gamle håndværksmæssige manufakturdrift på den ene side og maskindriften på den anden, dels oversvømmer den alle lettere tilgængelige industrigrene, overfylder arbejdsmarkedet og sænker dermed arbejdskraftens pris under dens værdi. En stor trøst for de arbejdere, der nu gøres til fattiglemmer, skal det være, at deres lidelser kun er »midlertidige« (»a temporary inconvenience«), og at maskinerne kun lidt efter lidt bemægtiger sig hele produktionsområdet, hvad der efter sigende skal dæmpe omfanget og styrken af deres tilintetgørende virkning. Den ene trøst slår den anden ihjel. Når maskinen lidt efter lidt bemægtiger sig et produktionsområde, fremkalder den kronisk elendighed blandt de arbejderlag, der konkurrerer med den. Når overgangen er hurtig, gør virkningen sig gældende i massemålestok og med pludselig voldsomhed. Verdenshistorien frembyder intet skue, der er mere gruopvækkende end de engelske håndbomuldsvæveres undergang, der trak ud i årtier og blev endeligt beseglet i 1838. Mange sultede ihjel, mange vegeterede længe med deres familier for 2½ pence om dagen. Derimod havde det engelske bomuldsmaskineri en akut virkning i Indien, hvis generalguvernør 1834/35 fastslog:

»Der findes næppe sidestykke i handelens historie til denne elendighed. Bomuldsvævernes knogler gør Indiens sletter hvide.«

Da disse vævere jo vandrede heden fra denne timelige verden, beredte maskinerne dem for så vidt kun »midlertidig ulempe.« l øvrigt er denne »midlertidige« virkning af maskinerne stedsevarende, idet de stadig bemægtiger sig nye produktionsområder. Den selvstændige og fremmedgjorte skikkelse, som den kapitalistiske produktionsmåde i det hele taget giver arbejdsbetingelserne og arbejdets produkt i forhold til arbejderen, bliver altså med maskinerne til den fuldt udviklede modsætnin. Derfor bryder arbejdernes brutale oprør mod arbejdsmidlet først løs med maskinerne.

Arbejdsmidlet dræber arbejderen. Denne direkte modsætning er ganske vist mest direkte til at tage og føle på, når nyindførte maskiner konkurrerer med traditionel håndværks- eller manufakturdrift. Men inden for storindustrien selv virker den fortsatte forbedring af maskinerne og udvikling af det automatiske system på tilsvarende måde.

»Formålet med de forbedrede maskiner er at formindske det manuelle arbejde, at sørge for at en proces kan udføres eller et led i en fabrikation kan afsluttes ved hjælp af et apparat af jern og ikke af mennesker.«

»Anvendelsen af dampkraft til at drive maskiner, der indtil da blev drevet med håndkraft, er noget, der næsten dagligt forekommer ... Der sker uafbrudt mindre forbedringer af maskinerne, der har til formål at spare kraft, fremstille et bedre produkt, udføre mere arbejde på samme tid eller erstatte et barn, en kvinde eller en mand; og selvom de undertiden kan synes at være uden større betydning har de dog ret så store resultater.« »Overalt hvor arbejdet kræver særlig færdighed og sikker hånd, unddrager man det, så snart det er muligt, den snilde arbejder (the cunning workman), der er udsat for uregelmæssigheder af mange slags; og det overgives til en særlig mekanisk indretning, der regulerer sig selv i en sådan grad, at et barn kan overvåge den.« »Hvor det drejer sig om automater bliver faglært arbejde gradvist overflødigt.« »Følgen af forbedringerne af maskinerne er ikke blot, at man undgår at beskæftige den samme mængde voksne arbejdere som tidligere for at frembringe et givet resultat, men består også i, at man erstatter én type menneskeligt arbejde med en anden, mere kvalificeret med mindre kvalificeret, mænds med kvinders; og dette medfører en ny forstyrrelse i lønningerne. »Følgen af at erstatte den almindelige mulespindemaskine med selfaktoren er, at man afskediger størstedelen af de mandlige spindere og beholder ungarbejdere og børn.«

Hvilken overordentlig elasticitet maskinsystemet er i besiddelse af som følge af de ophobede praktiske erfaringer, omfanget af de mekaniske midler, der allerede fandtes og teknikkens stadige fremskridt, det viste maskinsystemets stormende fremmarch os under trykket af en forkortet arbejdsdag. Men hvem havde vel i 1860, da den engelske bomuldsindustri stod på sit højdepunkt, kunnet ane den galoperende forbedring af maskinerne og den tilsvarende udkonkurrering af det manuelle arbejde, der skulle ske i de næste tre år, ansporet af Den amerikanske Borgerkrig? Det må i denne forbindelse være tilstrækkeligt at anføre et par eksempler fra de engelske fabriksinspektørers officielle redegørelser om denne sag. En Manchesterfabrikant udtaler:

»Før havde vi 75 kartemaskiner, nu har vi 12, der udfører den samme mængde arbejde ... Vi klarer os med 14 mand mindre og sparer 10 pund i lønninger om ugen. Vi anslår, at der er 10 pct. mindre spild på den mængde bomuld, vi forbruger.« »I et andet finspinderi i Manchester blev det mig oplyst, at arbejderantallet var nedsat med 1/4 i en afdeling og med over halvdelen i en anden, som følge af øget hastighed og anvendelse af visse automatiske fremgangsmåder, og at indførelse af kæmmemaskiner i stedet for anden kartning havde medført en betydelig nedgang i antallet af de arbejdere, der tidligere var beskæftiget i karterummet.«

På et tredje spinderi anslår man den samlede besparelse af arbejdere til 10 pct. De herrer Gilmore, spindere fra Manchester, udtaler:

»I renseafdelingen regner vi med, at vore udgifter er godt og vel 1/3 mindre til løn og arbejdere med de nye maskiner ... i spole- og strækrummet ca. 1/3 mindre i udgifter, og ligeledes 1/3 mindre arbejdere; i spinderiet ca. 1/3 mindre i omkostninger. Men det er ikke det hele. Når vore garner kommer til væverne, er de blevet så forbedret gennem anvendelsen af de nye maskiner, at de producerer mere klæde og gør det billigere end med garnerne fra de gamle maskiner. «

Hertil har fabriksinspektør A. Redgrave at sige:

»Der sker faktisk uafbrudt en indskrænkning i antallet af arbejdere samtidig med at produktionen stiger. På uldvæverierne begyndte indskrænkningerne allerede for nogen tid siden, og den fortsætter. Det er ikke mere end et par dage siden, at bestyreren af en skole i nærheden af Rochdale fortalte mig, at det store frafald blandt skolepigerne ikke alene skyldtes de hårde tider, men også ændrede maskiner i uldvæverierne, der havde medført afskedigelse af 70 børn på halvtid.«

Det samlede resultat af de mekaniske forbedringer i den engelske bomuldsindustri som følge af den Amerikanske Borgerkrig fremgår af følgende tabel.

Antal Fabrikker

1856

1861

1868

England og Wales

2046

2715

2405

Skotland

152

163

131

Irland

12

9

13

Forenede Kongerig

2210

2887

2549

Antal dampvævestole

1856

1861

1868

England og Wales

275 590

368 125

344 719

Skotland

21 624

30 110

31 864

Irland

2 633

1757

2 746

Forenede Kongerig

298 847

399 992

379 329

Antal spindler

1856

1861

1868

England og Wales

25 818 576

28 352 125

30 478 228

Skotland

2 041 129

1 915 398

1 397 546

Irland

150 512

119 944

124 240

Forenede Kongerig

28 010 217

30 387 467

32 000 014

Antal beskæftigede personer

1856

1861

1868

England og Wales

341 170

407 598

357 052

Skotland

34 698

41 237

39 809

Irland

3 345

2 734

4 203

Forenede Kongerig

379 213

451 569

401 064

Fra 1861 til 1868 forsvandt der altså 338 bomuldsfabrikker, dvs. et mere omfangsrigt og mere produktivt maskineri blev koncentreret hos et færre antal kapitalister. Antallet af dampvævestole aftog med 20.663, men deres produkt var samtidigt øget, således at en forbedret væv nu ydede mere end en af ældre type. Endelig voksede antallet af spindler med 1.612.547, mens antallet af beskæftigede arbejdere faldt med 50. 505. Den »midlertidige« elendighed, bomuldskrisen knugede arbejderne med, blev altså skærpet og befæstet gennem det hurtige og vedvarende fremskridt på maskinområdet.

Maskinerne fungerer dog ikke blot som en overmægtig konkurrent, der hele tiden står på spring til at gøre lønarbejderen »overflødig.« Kapitalen proklamerer og bruger den som en fjendtlig magt mod arbejderen og det gør den, både så det runger og rent faktisk. Maskinerne bliver det mægtigste våben til at slå de periodiske opstande, strejker osv. ned med, som arbejderne retter mod kapitalens selvherskerdømme. Ifølge Gaskell var dampmaskinen lige fra begyndelsen en »menneskekraftens« modstander, der satte kapitalisterne i stand til at tilbagevise arbejdernes stigende krav, der truede med at bringe det begyndende fabrikssystem ud i krise. Der kunne skrives en hel historie om de opfindelser efter 1830, der kun blev til noget, fordi de skulle tjene som kapitalens krigsvåben mod arbejderrevolterne. Frem for alt skal vi minde om selfaktor mulespinderen (en spindemaskine med flere automatiserede funktioner end den oprindelige mule - Red), fordi den åbner en ny epoke i det automatiske system.

I sin vidneerklæring for Trades Unions Commission fortæller Nasmyth, opfinderen af damphammeren, følgende om de forbedringer af maskinerne, som han indførte som følge af den store og langvarige strejke blandt maskinarbejderne i 1851.

»Det karakteristiske ved vore moderne tekniske forbedringer er indførelsen af selvvirkende værktøjsmaskiner. Hvad enhver arbejder i den mekaniske industri nu har at gøre, og hvad enhver dreng kan gøre, er ikke selv at arbejde, men at overvåge den smukt arbejdende maskine. Hele den klasse af arbejdere, der udelukkende lever på deres færdighed, kan nu undværes. Tidligere anvendte jeg fire drenge for hver faglært maskinarbejder. På grund af disse nye tekniske forbedringer har jeg kunnet nedbringe antallet af voksne folk fra 1.500 til 750. Resultatet var en betydelig forøgelse af mit overskud.«

Ure siger om en maskine, der anvendes til farvetrykning i kattuntrykkerierne:

»Omsider søgte kapitalisterne frelse fra denne uudholdelige trældom« (der menes arbejdernes kontraktbetingelser, som kapitalisterne anså som en byrde for sig) »gennem videnskabens formåen og blev hurtigt genindsat i deres retmæssige rolle, nemlig hovedets i forhold til de laverestående lemmer.«

Han siger om en opfindelse til sletning af kæden, hvis umiddelbare anledning var en strejke:

»Da så horden af utilfredse, der troede sig i en uindtagelig borg, forskanset bag den gamle arbejdsdeling, at deres flanker var omgåede og deres forsvar gjort nytteløst gennem den nye maskintaktik; og de blev tvunget til at overgive sig på nåde og unåde.«

Om opfindelsen af selfaktor spindemaskinen siger han:

»En skabelse i hvis lod det faldt at genoprette orden blandt de arbejdende klasser ... Denne opfindelse bekræfter den doktrin, der allerede er fremlagt, at når kapitalisten tager videnskaben i sin tjeneste, vil arbejdernes genstridige hænder altid blive gjort føjelige.«

Selv om Ures bog kom i 1835, dvs. på en tid, hvor fabrikssystemet endnu var relativt svagt udviklet, bliver den dog stående som det klassiske udtryk for fabrikkens ånd, ikke blot på grund af sin åbenhjertige kynisme, men også på grund af den naivitet, hvormed den buser ud med kapitalhjernens tankeløse modsigelser. Efter at Ure f.eks. har udviklet den »doktrin,« at kapitalen, der tager videnskab i sin tjeneste, altid gør »arbejdernes genstridige hænder føjelige« bliver han forarget over »at den« (nemlig den fysisk-mekaniske videnskab) »er blevet anklaget for at stille sig til de riges rådighed som et middel til at plage de fattige.« Efter at have holdt en lang prædiken om, hvilke fordele den hurtige udvikling af maskinerne indebærer for arbejderklassen, advarer han arbejdenne om, at de igennem deres halsstarrighed og strejker vil fremskynde denne udvikling af maskinerne.

»Den slags voldelige revolten« siger han, »viser os den menneskelige kortsynethed i dens mest foragtelige karakter, sådan som den er hos et menneske, der gør sig til sin egen bøddel.«

Få sider inden sagde han lige det modsatte.

»Hvis der ikke havde været de voldsprægede sammenstød og afbrydelser, der skyldtes fejlagtige opfattelser blandt fabrikkernes arbejdere, ville fabrikssystemet have kunnet udvikle sig endnu hurtigere og til endnu større fordel for alle berørte.«

Og så siger han på ny:

»Til alt held for samfundstilstanden i Storbritanniens bomuldsdistrikter sker forbedringen af maskinerne gradvist.« »Dette (forbedringen af maskinerne) »siges at nedsætte de voksnes indkomster ved at fjerne en del af dem fra deres arbejde og således gøre dem overtallige i forhold til efterspørgslen efter deres arbejde. Men det er helt vist, at det forøger efterspørgslen efter børns arbejde og forøger deres lønninger. «

Den samme trøstermand forsvarer andetsteds de lave lønninger, børnene får, med at »det afholder forældrene fra at sende deres børn for tidligt på fabrik.« Hele hans bog er et forsvarsskrift for den ubegrænsede arbejdsdag, og hans liberale sjæl ser den mørkeste middelalder for sig, hvis lovgivningen skulle forbyde børn på 13 år at slide og slæbe mere end 12 timer om dagen. Dette afholder ham dog ikke fra at opfordre fabriksarbejderne til at opsende en takkebøn til forsynet, som gennem maskinerne har skænket dem »ledige stunder til at tænke over deres udødelige interesser.<

6. Kompensationsteorien vedrørende de arbejdere maskinen fortrænger

En hel række borgerlige økonomer som James Mill, MacCulloch, Torrens, Senior, John Stuart Mill m.fl. hævder, at ethvert maskineri, der fortrænger arbejdere, samtidigt og med nødvendighed altid frigør en kapital, der er stor nok til at skaffe beskæftigelse til de selvsamme arbejdere.

Lad os forudsætte, at en kapitalist anvender 100 arbejdere i f.eks. en tapetmanufaktur og hver mand får 30 pd.st. i løn om året. Den variable kapital, som kapitalisten lægger ud hvert år, udgør altså 3000 pd.st. Han afskediger nu 50 arbejdere og beskæftiger de resterende 50 med et maskineri, som koster ham 1500 pd.st. For ikke at komplicere tingene, ser vi bort fra bygninger, kul m.v. Det forudsættes endvidere, at det råmateriale, der årligt forbruges, koster det samme som før, nemlig 3000 pd.st. Er der nu blevet »frigjorte nogen kapital ved denne metamorfose? Under den tidligere driftsform bestod den samlede udlagte sum på 6000 pd.st. af lige store dele konstant og variabel kapital. Nu består den af 4500 pd.st. konstant kapital (3000 pd.st. til råmaterialet og 1500 pd.st. til maskineriet) og 1500 pd.st. variabel kapital. Den variable kapital eller den del af kapitalen, der er omsat i levende arbejdskraft, udgør nu ikke længere halvdelen men kun ¼ af den samlede kapital. Der sker ingen frigørelse af kapital, men en binding af kapital i en form, hvor den ikke længere udveksles med arbejdskraft, dvs. forvandles fra variabel til konstant kapital. Alt andet lige kan kapitalen på de 6000 pd.st. nu i intet tilfælde beskæftige mere end 50 arbejdere. For hver forbedring af maskinerne vil den beskæftige færre arbejdere. Hvis de nyindførte maskiner havde kostet mindre end summen af den arbejdskraft og det arbejdsværktøj, maskinerne fortrænger, hvis det altså f.eks. kun kostede 1000 pd.st. og ikke 1500 pd.st., ville en variabel kapital på 1000 pd.st. være blevet forvandlet til eller bundet som konstant kapital, mens en kapital på 500 pd.st. ville være blevet frigjort. Med samme årsløn vil denne sum på 500 pd.st. skaffe midler til at dække beskæftigelsen af ca. 16 arbejdere, mens der jo blev afskediget 50. Ja, for langt færre end 16 arbejdere, eftersom de 500 pd.st. for at blive forvandlet til kapital kræver, at en del af dem igen forvandles til konstant kapital og altså kun delvis kan omsættes til arbejdskraft.

Men lad os desuden antage, at fremstillingen af de nye maskiner ville give beskæftigelse til et større antal faglærte maskinarbejdere i værktøjsindustrien. Kan dette så kaldes for en kompensation for de tapetmagere, der er sat på porten? I bedste fald vil fremstillingen af maskinerne beskæftige færre arbejdere, end anvendelsen af dem gør arbejdsløse. De 1500 pd.st., der svarede til de afskedigede tapetmageres løn, repræsenterer nu, i form af maskiner 1) værdien af de produktionsmidler, der er gået med til at fremstille maskiner, 2) arbejdslønnen til de arbejdere, der har fremstillet dem, 3) den merværdi, som tilfalder disse arbejderes »mester.« Endvidere, når maskinerne først er der, behøver de ikke at fornys, før de afgår ved døden. Hvis fabrikkens arbejdere, hvis antal nu er øget, skal få varig beskæftigelse, må den ene tapetfabrik efter den anden fortrænge sine arbejdere med maskiner.

I virkeligheden er det heller ikke denne form for frigørelse af kapital, som disse apologeter sigter til. Det, de tænker på, er de midler til livets opretholdelse, de afskedigede arbejdere har brug for. Det kan ikke nægtes, at maskinerne f.eks. i det tilfælde vi her har beskæftiget os med ikke blot frigør 50 arbejdere og dermed gør dem »disponible,« men også samtidig ophæver disse arbejderes sammenhæng med midler til livets opretholdelse til en værdi af 1500 pd.st. og på denne måde »frigør« disse midler. Den enkle og på ingen måde nye kendsgerning, at maskinerne afskærer arbejderne fra midler til livets opretholdelse, går altså, sagt på økonomisk sprog, ud på, at maskinerne gør midler til livets opretholdelse fri af arbejderen eller forvandler dem, så de kan anvendes som kapital. Man ser, det kommer helt an på udtryksmåden.

Nominibus mollire licet male (d.e. udlagt: »Det sømmer sig at mildne det onde med ord.« )

Ifølge denne teori skulle disse midler til livets opretholdelse til en værdi af 1500 pd.st. udgøre en kapital, hvis værdi øgedes gennem de 50 afskedigede tapetmageres arbejde. Denne kapital mister følgelig sin beskæftigelse, lige så snart de 50 får fyraften, og har ikke rast eller ro, før den har fundet sig et nyt investeringsfelt, hvorved merbemeldte 50 på ny vil kunne forbruge denne kapital produktivt. Før eller senere må kapital og arbejdere altså finde hinanden igen, og så har vi kompensationen. De lidelser, der påføres de arbejdere, maskinerne fortrængte, er altså lige så forgængelige som denne verdens rigdomme.

Disse midler til livets opretholdelse til en værdi af 1500 pd.st. optrådte imidlertid aldrig som kapital i forhold til de afskedigede arbejdere. Det, der optrådte som kapital i forhold til dem, var de 1500 pd.st. der nu er forvandlet til maskiner. Nærmere betragtet udgør disse 1500 pd.st kun en del af det tapet, der årligt blev produceret af de nu afskedigede arbejdere, og som de modtog af kapitalisten som løn i pengeform i stedet for i naturalform. Med det tapet, der var forvandlet til 1500 pd.st., købte de midler til livets opretholdelse for det samme beløb. For arbejderne eksisterede de derfor ikke som kapital, men som varer, og de selv var i forhold til disse varer ikke lønarbejdere, men købere. Den omstændighed, at maskinerne har »frigjort« dem fra midler til at købe for, forvandler dem fra købere til ikke-købere. Og som følge heraf formindskes efterspørgslen efter disse varer. Hokus-pokus filihankat, det er det hele. Bliver denne formindskede efterspørgsel ikke kompenseret gennem forøget efterspørgsel fra anden side, så synker varernes pris på markedet. Varer dette i længere tid og forekommer det i større omfang, sker der en omflytning af de arbejdere, der var beskæftiget med at fremstille de pågældende varer. En del af den kapital, der tidligere fremstillede de midler, der er nødvendige til livets opretholdelse, bliver nu reproduceret i en anden form. Mens markedsprisen falder og kapitalen flyttes om, bliver også en del af de arbejdere, der fremstiller nødvendige midler til livets opretholdelse »frigjort« for en del af deres løn. I stedet for altså at bevise, at maskinerne ved at frigøre arbejderne fra midler til livets opretholdelse skulle forvandle disse midler til kapital til brug af disse arbejdere, beviser hr. apologeten med den probate lov om tilbud og efterspørgsel det modsatte, nemlig at maskinerne jager arbejdere på gaden ikke alene i den produktionsgren, hvor de indføres, men også i de produktionsgrene, hvor de ikke indføres.

De virkelige kendsgerninger, som denne optimist-økonomi giver et forvrænget billede af, er disse: De arbejdere, maskinerne fortrænger, bliver jaget ud af værkstedet og kastet ud på arbejdsmarkedet og her forøger de antallet af de arbejdskræfter, der allerede er disponible for kapitalistisk udbytning. I afsnit VII vil det vise sig, at denne følge af maskinerne, som man altså her forsøgte at fremstille som en kompensation for arbejderklassen, tværtom rammer arbejderne som den frygteligste svøbe. Her blot dette: De arbejdere, der er blevet smidt ud af én industrigren, kan selvsagt søge beskæftigelse i en anden, hvad det så må være. Lykkes det dem og knyttes herved på ny båndet mellem dem og de midler til livets opretholdelse, der blev fri sammen med at de selv blev det, så sker det gennem en ny kapital derudover, der er på jagt efter investering; men det sker på ingen måde gennem den kapital, der var i gang allerede tidligere og nu er blevet forvandlet til maskiner. Og selv da, hvor ringe chancer har de dog ikke! Forkrøblet af arbejdsdelingen er disse arme djævle så lidt værd uden for deres gamle arbejdsmiljø, at de kun kan få noget at bestille i nogle få primitive og derfor altid overfyldte og underbetalte arbejdsgrene. Desuden tiltrækker alle industrigrene hele tiden nye strømme af mennesker, der leverer tropperne til den regelmæssige erstatning og vækst. Såsnart maskinerne frigør en del af de arbejdere, der hidtil var beskæftiget i en bestemt industrigren, sker der også en nyfordeling af erstatningsmandskabet, som optages af andre arbejdsgrene, mens de oprindelige ofre for størstedelens vedkommende forkrøbles og går til grunde i overgangstiden.

Det er en utvivlsom kendsgerning, at maskinerne som sådan ikke er skyld i, at arbejderne »frigøres« fra midlerne til livets opretholdelse. Maskinerne gør produktet større og billigere i den gren, som det bemægtiger sig og lader i første omgang de midler til livets opretholdelse, der produceres i andre industrigrene, uforandrede. Samfundet har altså lige så mange eller flere midler til livets opretholdelse for de arbejdere, maskinerne har fortrængt, som det havde før maskinerne blev indført, helt bortset fra den enorme del af årsproduktet, der ødsles bort af de ikke-arbejdende. Og dette er just pointen i den økonomiske apologetik! De modsigelser og modsætningsforhold, der er uadskilleligt forbundne med den kapitalistiske anvendelse af maskinerne, eksisterer ikke, fordi de ikke fremstår af maskinerne selv, men af den kapitalistiske anvendelse af dem! Eftersom maskinerne som sådanne forkorter arbejdstiden, mens de forlænger den, når de anvendes kapitalistisk; som sådanne letter arbejdet, men kapitalistisk anvendt øger dets intensitet; som sådanne er en menneskets sejr over naturkræfterne, men kapitalistisk anvendt tvinger menneskene under naturkræfternes åg; som sådanne forøger producenternes rigdom, men kapitalistisk anvendt forarmer dem osv., erklærer den borgerlige økonom simpelthen, at dette at betragte maskinerne som sådanne knivskarpt beviser, at alle disse håndgribelige modsigelser kun er et gøglebillede af den gemene virkelighed, men som sådanne findes de overhovedet ikke, heller ikke i teorien. På denne måde sparer han sig selv for alt yderligere hovedbrud og pådutter oven i købet sin modstander den tåbelighed, at han ikke skal bekæmpe den kapitalistiske anvendelse af maskinerne, men maskinerne selv.

Den borgerlige økonom fornægter på ingen måde, at der i denne forbindelse også kan opstå midlertidige ulemper – men hvor har vi medaljen uden bagside! En anden måde at udnytte maskinerne på end den kapitalistiske kan han slet ikke forestille sig. For ham er det et og det samme, om maskinen udbytter arbejderen eller arbejderen udbytter maskinen. Den, som derfor afslører, hvorledes det i virkeligheden står til med den kapitalistiske anvendelse af maskinerne, han vil slet ikke, at de skal anvendes, han er en fjende af samfundets fremskridt. Præcis sådan ræsonnerede den berømmelige rovmorder Bill Sikes:

»Mine herrer edsvorne! Der kan ikke herske tvivl om, at denne handelsrejsendes strube er blevet skåret over. Men det er ikke min skyld, det er knivens! Skulle vi for en sådan midlertidig ulempe afskaffe brugen af knive? Tænk Dem om, hvad ville der blive af landbrug og håndværk uden knive? Er den ikke lige så lægende i kirurgens hånd som kundskabsbringende i anatomens? Dertil en tjenstvillig hjælp ved det festlige bord? Hvis De afskaffer kniven, vil De kaste os tilbage i det dybeste barbari.«

Skønt maskinerne nødvendigvis fortrænger arbejdere i de arbejdsgrene, hvor de bliver indført, kan de dog alligevel fremkalde øget beskæftigelse i andre arbejdsgrene. Denne virkning har imidlertid intet til fælles med den såkaldte kompensationsteori. Da ethvert maskinprodukt, f.eks. en alen maskinvævet tøj er billigere end det manuelle produkt, det fortrænger, følger det som en lov af absolut gyldighed: Er den samlede mængde af de maskinelt fremstillede varer lig den samlede mængde af de varer, der tidligere blev håndværksmæssigt fremstillet eller produceredes i manufakturerne, og som de maskinelt fremstillede nu erstatter, da falder den samlede sum af det anvendte arbejde. Den eventuelle forøgede arbejdsmængde, der måtte kræves for at producere selve arbejdsmidlerne, maskinerne, kul osv., må være mindre end den formindskelse af arbejdets mængde, der skyldes maskinernes anvendelse. Ellers ville det maskinelt fremstillede produkt være lige så dyrt eller dyrere end det manuelle produkt. Men i stedet for at forblive uforandret, vokser i virkeligheden den samlede mængde af den vare, som det formindskede antal arbejdere fremstiller ved hjælp af maskinerne, og vokser langt ud over den samlede mængde af den fortrængte håndværksmæssigt fremstillede vare. Lad os antage, at 400.000 alen maskinvævet tøj bliver fremstillet af færre arbejdere end 100.000 alen håndvævet tøj. I det firdobbelte produkt er der fire gange så meget råmateriale. Produktionen af råmaterialet må altså firdobles. Hvad derimod angår de forbrugte arbejdsmidler, såsom bygninger, kul, maskiner osv. varierer den grænse, indenfor hvilken det ekstraarbejde kan vokse, som kræves for at fremstille dem, med forskellen mellem maskinproduktets mængde og mængden af det manuelle produkt, der kunne fremstilles af det samme antal arbejdere.

Når maskindriften vokser i en industrigren, sker der altså en forøgelse af produktionen i andre grene, som fremstiller produktionsmidler for den. Om der herved sker en forøgelse af den beskæftigede mængde arbejdere afhænger, når arbejdsdagens længde og arbejdets intensitet er givet, af den anvendte kapitals sammensætning, dvs. af forholdet mellem dens variable og konstante bestanddele. Og dette forhold igen varierer overordentligt meget med det omfang, i hvilket maskinerne allerede har bemægtiget sig eller bemægtiger sig de pågældende grene. Det antal mennesker, som er fordømt til at arbejde i kulminer og metalbjergværker, voksede i uhyre grad som følge af udviklingen i det engelske maskinvæsen, selvom denne vækst sker med nedsat hast i de senere årtier på grund af, at man har taget nye maskiner i brug i bjergværksdriften. Med maskinerne opstår en ny type arbejdere, nemlig de arbejdere, der fremstiller maskiner. Vi ved allerede, at maskindriften får en stadig større masseudbredelse i denne produktionsgren selv. Hvad endvidere angår råmaterialet,219 så er der f.eks. ingen tvivl om, at bomuldsspinderiets stormende fremmarch gav helt sjældent gunstige vilkår for bomuldsavlen i De forenede Stater og med den lignende gunstige vilkår ikke blot for den afrikanske slavehandel, men gjorde samtidig negeravlen til en hovedforretning for de såkaldte grænse-slavestater. Da man i 1790 foretog den første slavetælling i De forenede Stater var der 697.000 slaver, i 1861 derimod ca. 4 millioner. På den anden side er det lige så sikkert, at opblomstringen af de mekaniske uldspinderier og -væverier førte til, at agerjord gradvist blev forvandlet til fåregræsgange og dermed til massefordrivelse af landarbejderne og til at de blev gjort »overtallige.« Irland gennemgår endnu i dette øjeblik denne proces. Landets indbyggerantal, der siden 1845 er faldet til næsten halvdelen, reduceres yderligere for at trykke befolkningen ned på det antal, der eksakt svarer til dets godsejeres og de engelske hr. uldfabrikanters behov.

Bemægtiger maskinerne sig de for- eller mellemtrin, som en arbejdsgenstand skal gennemløbe, inden den når sin sidste og endelige form, så øges sammen med arbejdsmaterialet efterspørgslen efter arbejde i de endnu håndværksmæssigt eller manufakturmæssigt drevne håndteringer, som maskinfabrikatet indgår i. F.eks. leverede maskinspinderierne garnet så billigt og i så rigelig mængde, at håndvæverne til at begynde med kunne arbejde den fulde arbejdstid uden yderligere udgifter. På denne måde steg deres indtægt. Derfor strømmede der folk til bomuldsvæveriet, indtil de 800.000 bomuldsvævere, som »spinde-Jenny'er,« drosselstole og muler havde vakt til live i f.eks. England, på ny blev slået ud af den damp-drevne maskinvæv. På samme måde vokser med overfloden af maskinfremstillet klæde og tøj antallet af skræddere, dameskrædderinder, syersker osv. indtil symaskinen dukker op.

Efterhånden som råstoffer, halvfabrikata, arbejdsinstrumenter m.v., som maskindriften leverer med relativt ringe antal arbejdere, vokser i mængde, opdeler bearbejdningen af disse råstoffer og halvfabrikata sig i talløse undergrupper; de samfundsmæssige produktionsgrene bliver med andre ord mere mangfoldige. Maskindriften driver den samfundsmæssige arbejdsdeling langt videre end manufakturen, idet maskindriften øger produktivkraften i langt højere grad i de erhverv, den bemægtiger sig.

Det umiddelbare resultat af maskinerne er, at merværdien og samtidig den mængde produkter, den udtrykkes i, vokser. Og da det er den substans, kapitalistklassen med vedhæng lever på, vokser også selve disse samfundslag. Kapitalisternes voksende rigdom og det relativt stadigt faldende antal arbejdere, der kræves for at fremstille de umiddelbart nødvendige midler til livets opretholdelse, frembringer med det nye luksusbehov på samme tid også nye midler til at tilfredsstille det. En større del af det samfundsmæssige produkt forvandler sig til merprodukt og en større del af merproduktet bliver reproduceret og forbrugt i en mangfoldighed af forfinede former. Med andre ord: Luksusproduktionen vokser. Forfinelsen af produkterne og deres formers mangfoldighed har også rod i de nye forhold på verdensmarkedet, som storindustrien skaber. Ikke alene udveksles der flere udenlandske nydelsesmidler mod indenlandske produkter, men der indgår også en større mængde af udenlandske råstoffer, ingredienser, halvfabrikata osv. som produktionsmidler i den indenlandske industri. Med disse forhold på verdensmarkedet forøges efterspørgslen efter arbejde inden for transportindustrien, og denne spalter sig i talrige nye undergrupper.

Forøgelsen af produktionsmidlerne og midlerne til livets opretholdelse ved relativt aftagende antal arbejdere fører til at arbejdet udvides i industrigrene, hvis produkter kun bærer frugt i en fjernere fremtid som kanaler, kajanlæg, pakhuse, tunneler, broer osv. Der opstår helt nye produktionsgrene enten direkte på grundlag af maskinerne eller i det mindste på basis af den almene industrielle omvæltning, maskinerne forårsager; og med disse nye produktionsgrene opstår følgeligt nye arbejdsområder. Deres volumen i forhold til totalproduktionen er dog på ingen måde betydelig, selv ikke i de mest udviklede lande. Antallet af de arbejdere, der beskæftiges i disse industrier, øges proportionalt med nødvendigheden af på ny at udføre arbejde på mest primitive manuelle vis. Som hovedindustrier af denne art kan man for øjeblikket anse gasværker, telegrafi, fotografi, dampskibsfart og jernbaner. Tællingen fra 1861 (for England og Wales) viser i gasindustrien (gasværker, produktion af de mekaniske indretninger, gasselskabernes funktionærer osv.) 15.211, telegrafi 2.399, fotografi 2.366, dampskibsfart 3.570 og jernbaner 70.599, hvoraf ca. 28 000 mere eller mindre fast beskæftigede ufaglærte arbejdsmænd, foruden hele det administrative og handelsmæssige personale. Det samlede antal personer i disse fem nye industrier beløb sig således til 94.145.

Endelig gør den meget stærkt øgede produktivitet inden for storindustrien, ledsaget af en intensivt og ekstensivt forøget udbytning af arbejdskraften på alle øvrige produktionsområder, det muligt at anvende en stadig større del af arbejderklassen uproduktivt og på denne måde især at reproducere de gamle husslaver i stadig større mængde under navn af »tjenende klasse,« tjenere, tjenestepiger, lakajer osv. Ifølge folketællingen af 1861 udgjorde den samlede befolkning i England og Wales 20.066.224, hvoraf 9.776.259 af mandkøn og 10.289.965 af kvindekøn. Trækker man fra dette tal alle, der er for gamle eller for unge til at arbejde, alle »uproduktive« kvinder, unge mennesker og børn, derpå de »ideologiske« stænder som regering, præster, jurister, militære m.v., endvidere alle, hvis eneste beskæftigelse er at leve på andres arbejde i form af jordrente, leje, renter osv. og endelig fattiglemmer, vagabonder, forbrydere osv., bliver der rundt regnet 8 millioner tilbage af begge køn og på de forskelligste alderstrin, inklusive samtlige kapitalister, der på en eller anden måde virker i produktion, handel finanser osv. Af disse 8 millioner er:

Arbejdere i landbruget (indbefattet hyrder samt karle og tjenestepiger, der bor hos farmerne)

1 098 261

Samtlige beskæftigede i bomulds-, uld-, kamgarns-, linneds-, hampe-, silke- og jutefabrikker samt i trikotage- og kniplingsindustrien

642 607

Samtlige beskæftigede i kulgruber og metalbjergværksindustrien

565 835

Samtlige beskæftigede i jern- og metalværker (højovne, valseværker osv.) og metalmanufakturer af enhver art

396 998

Tjenende klasse

1 208 648

Lægger vi alle de beskæftigede i tekstilindustrien sammen med personellet i kulminerne og metalbjergværkerne får vi 1.208.442; lægger vi dem sammen med personellet i samtlige jern- og metalværker samt metalmanufakturer bliver totaltallet 1.039.605. Begge gange er tallet mindre end antallet af moderne husslaver. Hvilket opbyggeligt resultat af den kapitalistiske udnyttelse af maskinerne!

7. Maskindriftens tendens til snart at trække arbejderne ind i fabrikkerne, snart kaste dem ud på ny. Kriser i bomuldsindustrien

Alle tilforladelige repræsentanter for den politiske økonomi indrømmer, at når der sker ny indføring af maskiner virker det som en pest på arbejderne i det traditionelle håndværk og de manufakturer, som maskinerne i første omgang konkurrerer med. Næsten alle begræder de fabriksarbejdernes slaveri. Og hvad er den store trumf, de alle sammen spiller ud? At maskinerne efter de rædsler, som følger med indføring og udvikling af dem, til syvende og sidst ender med at forøge arbejdsslavernes tal i stedet for at gøre det mindre! Ja, den politiske økonomi ender sin jubel i det afskyelige teorem, afskyeligt for enhver »filantrop,« der tror på den kapitalistiske produktionsmådes evige naturnødvendighed, at selv de fabrikker, der allerede er baseret på maskindrift efter en bestemt vækstperiode, efter en kortere eller længere overgangstid vil slide flere arbejdere op, end de oprindeligt kastede på gaden!

Ganske vist var der snart nogle erfaringer, f.eks. de engelske kamgarns- og silkefabrikkers eksempel, der viste, at ved en vis udviklingsgrad kan en overordentlig udvidelse af fabriksgrene være forbundet ikke blot med en relativ, men også med en absolut formindskelse af det anvendte antal arbejdere. I 1860, da der blev foretaget en specialtælling af alle fabrikker i Det forenede Kongerige efter ordre fra parlamentet, fandtes der i den afdeling af fabriksdistrikterne Lancashire, Cheshire og Yorkshire, der var tildelt fabriksinspektør R. Baker 652fabrikker. 570 af disse havde: 85.622 dampdrevne maskinvæve, 6.819.146 spindler (eksklusive doublerspindler), 27 439 HK i dampmaskiner og 1390 HK i vandhjul, 94.119 beskæftigede personer. 1865 rummede disse fabrikker derimod: Væve 95.163, spindler 7 025 031, HK i dampmaskiner 28.925 og HK i vandhjul 1445, beskæftigede personer 88.913. Fra 1860 til 1865 skete der altså i disse fabrikker en tilvækst i dampdrevne maskinvæve på 11 pct., spindler 3 pct., damp HK 5 pct., mens antallet af beskæftigede samtidig aftog med 5,5 pet. I perioden 1852-1862 skete der en betydelig forøgelse af den engelske uldfabrikation, mens antallet af anvendte arbejdere forblev omtrent uforandret.

»Dette viser i hvor stor udstrækning indførelse af nyt maskineri har overflødiggjort tidligere perioders arbejde.«

I empirisk givne tilfælde, hvor antallet af beskæftigede fabriksarbejdere er vokset, er denne tilvækst ofte kun tilsyneladende, dvs. den skyldes ikke udvidelsen af de fabrikker, der allerede er baseret på maskindrift, men en gradvis opsugning af sidegrene. F.eks. var det øgede antal mekaniske vævestole og den dermed fremkaldte vækst af de fabriksarbejdere, der var beskæftigede ved dem i perioden 1838-1858inden for den (britiske) bomuldsindustri, alene fremkaldt af denne erhvervsgrens udvidelse. I de øvrige fabrikker skyldtes det, at man var gået over til at anvende dampkraft ved vævning af tæpper, bånd og lærredsvævning m.v., hvor man før havde anvendt menneskers muskelkraft til at drive vævene. Det forøgede antal fabriksarbejdere var her altså kun et udtryk for en nedgang i det totale antal beskæftigede arbejdere. Endelig ser vi her helt bort fra, at det overalt, med undtagelse af metalfabrikkerne, er ungarbejderne (under 18 år), kvinder og børn, der udgør det langt overvejende element blandt fabrikspersonellet.

Til trods for de store mængder arbejdere, der faktisk bliver fortrængt af maskindriften eller som ellers ville have fundet beskæftigelse, hvis de ikke var blevet erstattet af maskiner, forstår man dog alligevel, hvorledes fabriksarbejderne, ved at der bygges flere fabrikker, og ved at de gamle udvides i takt med maskindriftens vækst, dog alligevel kan ende med at blive mere talrige end de manufakturarbejdere og håndværkere, de selv har fortrængt. Den kapital på 500 pd.st. der ugentligt anvendes består under den gamle driftsform af f.eks. 2/5 konstant del og 3/5 variabel del, dvs. 200 pd.st. er anbragt i produktionsmidler, 300 pd.st. i arbejdskraft, lad os sige 1 pd. pr. arbejder. Med maskindriften forvandler totalkapitalens sammensætning sig. Den deler sig nu i f.eks. 4/5 konstant og 1/5 variabel, dvs. der bliver kun givet 100 pd.st ud til arbejdskraft 2/5 af de arbejdere, der før var beskæftiget, bliver altså afskediget. Hvis nu denne fabrik vokser og totalkapitalen under ellers uforandrede produktionsbetingelser vokser fra 500 til 1500, så bliver der nu beskæftiget 300 arbejdere, eller lige så mange som før den industrielle revolution. Hvis den anvendte kapital yderligere vokser til 2000, bliver der nu beskæftiget 400 arbejdere, altså 1/3 mere end under den gamle driftsform. Absolut er det anvendte antal arbejdere steget med 100, relativt dvs. i forhold til den investerede totalkapital, er det faldet mxd 800, thi kapitalen på 2000 pd.st. ville under den gamle driftsform have beskæftiget 1200 og ikke som nu 400. Relativt fald af det beskæftigede antal arbejdere går altså i spænd med absolut tilvækst i antallet. I det lige nævnte eksempel gik man ud fra, at totalkapitalens sammensætning ikke forandres under dens vækst, eftersom produktionsbetingelserne ikke ændredes. Man vil imidlertid allerede vide, at med ethvert fremskridt i maskinerne og maskindriften vokser den konstante del af kapitalen, dvs. den del, der består af maskiner, råmateriale osv., mens den variable, der er givet ud til arbejdskraft, falder, og man vil endvidere vide, at under ingen anden driftsform er forbedringen så konstant og som følge heraf totalkapitalens sammensætning så variabel. Denne bestandige ændring bliver imidlertid lige så bestandigt afbrudt af hvilepunkter og blot kvantitativ udvidelse på det givne tekniske grundlag. Derved vokser antallet af beskæftigede arbejdere. Således udgjorde antallet af samtlige arbejdere i bomuldsspinderier og uldvare-, kam-garns-, hør- og silkefabrikker i Det forenede Kongerige i 1835 kun 354.684, mens blot dampvæverne (begge køn og de forskelligste alderstrin fra 8 år og opefter) udgjorde 230.654 i 1861. Ganske vist forekommer denne vækst mindre stor, når man erindrer sig, at de britiske håndbomuldsvævere med samt deres familier, som de selvbeskæftigede, endnu i 1838 udgjorde 800.000, helt bortset fra de håndvævere, der er blevet fortrængt i Asien eller på det europæiske fastland.

I de få bemærkninger, der endnu er at gøre om dette punkt, berører vi til dels rent faktisk forhold, som vor teoretiske fremstilling endnu ikke er nået til.

Så længe maskindriften udvider sig i en industrigren på bekostning af det traditionelle håndværk eller manufaktur, er dens sejr lige så sikker, som at en hær udrustet med tændnålsgeværer vil sejre over en, der er bevæbnet med flitsbuer. Denne første periode, hvor maskinen først erobrer sig sit virkefelt, er af afgørende betydning på grund af de ekstraordinært høje profitter, som den er med til at producere. Disse ekstraordinært høje profitter udgør ikke blot i sig selv en kilde til fremskyndet akkumulation, de trækker også en stor del af den samfundsmæssige tillægskapital ind i den begunstigede produktionsfære, idet denne tillægskapital hele tiden opstår og presser på for nye investeringer. De specielle fordele ved den første Sturm- und Drangperiode gentager sig om og om igen, når der første gang indføres maskiner i en ny industrigren. Men når fabrikssystemet har nået en vis bredde og bestemt modenhedsgrad, nemlig når dets eget tekniske grundlag, maskinerne selv, bliver fremstillet af maskiner, når udvindingen af kul- og jern samt metalforarbejdningen og transportvæsnet er blevet radikalt forandrede, kort sagt, når der er skabt de almene produktionsbetingelser, der svarer til storindustrien, får denne driftsform en elasticitet, en evne til at udvide sig i pludselige spring, der kun begrænses al tilførslen af råmaterialer og afsætningsmarkeder. Maskinerne medfører på den ene side en direkte forøgelse af råmaterialet, som det f.eks. skete for bomuldens vedkommende med opfindelsen af the cotton gin (bomuldsginen). På den anden side er de billige maskinprodukter og det radikalt forandrede transport- og kommunikationsvæsen våben til at erobre fremmede markeder. Ved at ruinere disse landes håndværksmæssige produkter forvandler maskindriften dem og tvinger dem til at blive produktionsområder for råmaterialer til maskinerne. På denne måde blev Indien tvunget til at producere bomuld, uld, hamp, jute, indigo osv. for Storbritannien. Den bestandige »overflødiggørelse« af arbejdere i de lande, der har storindustri, giver en vældig impuls til udvandring og kolonialisering af andre lande, der forvandler sig til produktionspladser for råmaterialer til moderlandet, som det er tilfældet med Australien, der er storleverandør af uld til England. Der opstår en ny international arbejdsdeling, der svarer til maskindriftens vigtigste hjemsteder, og som forvandler den ene del af jordkloden til et overvejende landbrugsmæssigt produktionsområde, der producerer for det andet, der overvejende er industrielt produktionsområde. Denne revolution står i forbindelse med radikale forandringer i landbruget, der ikke skal behandles nærmere på dette sted.

På foranledning af hr. Gladstone besluttede Underhuset, den 18. feb. 1867, at der skulle optages en statistik over alt korn og alle kornfrugter samt mel af enhver art, der i perioden 1831-1866 var indført til eller udført fra Det forenede Kongerige. Jeg giver nedenfor det sammenfattende resultat. Melet er omregnet til korn i quarters (1 quarter = 12,7 kg. –) (se tabellen side 653).

Fabrikssystemets uhyre evne til springvist at udvide sig og dets afhængighed af verdensmarkedet fremkalder nødvendigvis feberagtig produktion og deraf følgende overfyldning af markerne, hvad der så medfører lammelse, når markederne skrumper ind. Industriens tilværelse forvandler sig til en rækkefølge af jævn opgang, højkonjunktur, overproduktion, krise, stagnation. Den usikkerhed og manglende stabilitet, som maskindriften medfører i arbejdernes beskæftigelse og dermed i deres levevilkår, bliver til noget normalt med denne periodernes skiften i den industrielle cyklus. Undtager vi højkonjunkturerne raser der mellem kapitalisterne den voldsomste kamp om deres individuelle andel i markedet. Denne andel står i direkte forhold til produktets prisbillighed. Konkurrencen leder ikke blot til rivalisering, når det drejer sig om at anvende forbedrede arbejdskraftbesparende maskiner og nye produktionsmetoder, men den fører hver gang til et punkt, hvor man søger at gøre varen billigere ved med magt at trykke arbejdslønnen ned under arbejdskraftens værdi.

Vækst i antallet af fabriksarbejdere er altså betinget af en forholdsvis langt hurtigere vækst i den samlede kapital, der er investeret i fabrikkerne. Denne proces forløber imidlertid i afhængighed af den industrielle cyklus med dens perioder af ebbe og flod. Den bliver desuden hele tiden afbrudt af det tekniske fremskridt, der snart fortrænger arbejdere rent faktisk, dels undgår at beskæftige dem, det ellers havde været nødvendigt at ansætte. Denne kvalitative forandring i maskindriften fjerner hele tiden arbejdere fra fabrikkerne eller lukker deres porte for den nye strøm af rekrutter, mens den blot kvantitative udvidelse af fabrikkerne opsluger både dem, der er blevet jaget ud og de nye styrker. På denne måde bliver arbejderne hele tiden snart jaget ud af fabrikkerne, snart trukket ind i dem, slynget frem og tilbage og dette mens der hele tiden sker ændringer i køn, alder, faglige færdigheder hos dem, der ansættes.

Fabriksarbejderens skæbne kan bedst anskueliggøres gennem et hurtigt blik over den engelske bomuldsindustris skæbne.

Fra 1770 til 1815 havde bomuldsindustrien kun 5 år med nedgang eller stilstand. I løbet af denne første periode på 45 år havde de engelske fabrikanter monopol på maskinerne og verdensmarkedet. 1815 til 1821 depression, 1822 og 1823 højkonjunktur, 1824 ophævelse af koalitionslovene (1799 og 1800 vedtog det engelske parlament love, der forbød oprettelse af fagforeninger; 1824 blev disse love ophævet, men organisationsretten var fortsat stærkt begrænset, f.eks. var strejker fortsat en kriminel forbrydelse); samtidig stærk almen udvidelse af fabrikkerne; 1825 krise; 1826 stor nød og opstande blandt bomuldsarbejderne; 1827 svag bedring; 1828 stærk vækst i antallet af dampvæve og i eksporten; 1829 eksporten, især til Indien, overgår alle tidligere år; 1830 overfyldte markeder, stor nød; 1831 til 1833 vedvarende lavkonjunktur; Det Ostindiske Kompagni mister monopolet på handelen med Østasien (Indien og Kina); 1834 stærk vækst af fabrikker og maskineri, mangel på arbejdere. Den nye fattiglov fremmer landarbejdernes vandring til fabriksdistrikterne; landbrugsgrevskaberne suges rene for børn; hvid slavehandel. 1835 stærk højkonjunktur; samtidig sulter bomuldshåndvæverne ihjel. 1836 stærk højkonjunktur. 1837 og 1838 lavkonjunktur og krise. 1839 opsving. 1840 stærk depression, opstande, militæret griber ind. 1841 og 1842 frygtelige lidelser for fabriksarbejderne. 1842 fabrikanterne etablerer lockout for at gennemtvinge kornlovenes ophævelse. Mange tusinde arbejdere strømmer til Yorkshire, drives tilbage af militæret; arbejdernes ledere stilles for retten i Lancaster. 1843 stor nød. 1844 opsving. 1845 højkonjunktur; 1846: først vedvarer højkonjunkturen, derpå tegn på tilbageslag. Kornlovene ophæves. 1847 krise. Almen lønnedsættelse med 10 eller flere procent for at fejre »det store brød«. (Et af argumenterne for ophævelsen af kornlovene og dermed indførelse af frihandel var, at brødet ville blive billigere og derfor forbruget fordoblet, symbolsk udtryk i »The big loaf«). 1848 fortsat lavkonjunktur. Manchester under militærbeskyttelse. 1849 tiltagende aktivitet. 1850 højkonjunktur. 1851 varepriserne falder, lavere lønninger, hyppigere strejker. 1852 begyndende bedring. Strejkerne vedvarer. Fabrikanterne truer med at importere udenlandske arbejdere. 1853 stigende eksport. Strejke, der varer 8 måneder og stor nød i Preston. 1854 højkonjunktur. Markederne overfyldes. 1855 strømmer meddelelser ind om konkurser i USA, Canada og på østasiatiske markeder. 1856 stærk højkonjunktur. 1857 krise. 1858 bedring. 1859 stærk højkonjunktur, antallet af fabrikker vokser. 1860 den engelske bomuldsindustri når sit højdepunkt. Indiske, australske og andre markeder så overfyldte, at de endnu i 1863 knap nok havde nået at fordøje hele redeligheden. Handelstraktat med Frankrig. Enorm udvidelse af fabrikkerne og maskinerne. 1861 opsvinget varer endnu en tid, så tilbageslag; Amerikanske Borgerkrig; mangel på bomuld (»the cotton famine«, »bomuldshungeren«, som den kaldtes). 1862–63 fuldstændigt sammenbrud.

»Bomuldshungerens« historie er så karakteristisk, at vi må standse et øjeblik ved den. Af antydningerne om tilstandene på verdensmarkedet 1860-61 fremgår, at manglen på bomuld kom fabrikanterne belejligt og til dels var fordelagtig, en kendsgerning, der er anerkendt i beretninger fra Manchesters handelskammer, proklameret i parlamentet af Palmerston og Derby, bekræftet af begivenhederne. Blandt de 2887 bomuldsfabrikker, der i 1861 fandtes i Det forenede Kongerige, var der mange små Ifølge indberetning fra fabriksinspektør A. Redgrave, hvis embedsområde omfattede 2109 af disse 2887 fabrikker, anvendte 392 eller 19 pct. under 10 damp-HK, 345 eller 16 pct. fra 10 til 20 HK, 1372 derimod 20 eller flere HK.

1831-1835

1836-1840

1841-1845

1846-1850

Årlig gennemsnit: Import (qrs)

1 096 373

2 389 729

2 843 865

8 776 552

Gennemsnit pr. år: Eksport (qrs)

225 263

251 770

139 056

155 461

Merimport i gennemsnit pr. år

871 110

2 137 959

2 704 809

8 621 091

Befolkning: Årlig gennemsnitstal i hver periode

24 621 107

25 929 507

27 262 569

27 797 598

Gennmsnitligt forbrug af korn osv. (i qrs) pr. indb., udover den hjemlige produktion

0,036

0,082

0,099

0,310

1831-1835

1836-1840

1841-1845

1846-1850

Årlig gennemsnit: Import (qrs)

8 345 237

10 913 612

15 009 871

16 457 340

Gennemsnit pr. år: Eksport (qrs)

307 491

341 150

302 754

216 218

Merimport i gennemsnit pr. år

8 037 746

10 572 462

14 707 117

16 241 122

Befolkning: Årlig gennemsnitstal i hver periode

27 572 923

28 391 544

29 381 760

29 935 404

Gennmsnitligt forbrug af korn osv. (i qrs) pr. indb., udover den hjemlige produktion

0,291

0,372

0,501

0,543

Flertallet af de små fabrikker var væverier, der var oprettet under fremgangs- og højkonjunkturperioden efter 1858, for det meste af spekulanter, hvor den ene leverede garnet, den anden maskinerne, den tredje bygningerne og under driftsledelse af tidligere arbejdsformænd og andre ubemidlede folk. De fleste af disse små fabrikker bukkede under. Den samme skæbne ville de have lidt under den handelskrise, som »bomuldshungeren« forhindrede. Selv om de udgjorde 1/3 af fabrikkernes antal, omfattede de en langt mindre del af den kapital, der var investeret i bomuldsindustrien. Ifølge pålidelige overslag var i oktober 1862 60,3 pct. af spindlerne og 58 pct. af vævene standset; det giver et billede af, hvor meget der var lagt stille. Disse tal angår industrigrenen som helhed og var naturligvis meget modificeret i de enkelte distrikter. Det var kun meget få fabrikker, der arbejdede fuld tid (60 timer om ugen); resten arbejdede med pauser og afbrydelser. Selv for de ret få arbejdere, der arbejdede fuld tid og til den sædvanlige akkord, blev ugelønnen nødvendigvis mindre som følge af, at bedre bomuld blev afløst af dårligere; Sea Island af ægyptisk (i finspinderierne), amerikansk og ægyptisk af Surat (ostindisk) og rent bomuld af blandinger af bomuldsaffald med Surat. Suratbomuldens kortere fibre, dens snavsethed, trådenes skørhed, erstatning af mel med alle slags tungere ingredienser ved sletning af kæden osv. formindskede maskinernes hastighed eller det antal vævestole, som en væver kunne passe; arbejdet voksede med maskinfejlene, og alt sammen medførte det en mindre mængde produkter og dermed lavere løn. Når der blev brugt Surat og med fuld beskæftigelse, beløb arbejderens tab sig til 20, 30 eller endnu flere procent. De fleste fabrikanter nedsatte desuden akkorden med 5, 7½ og 10 pct. Man kan derfor forestille sig, hvordan de arbejdere havde det, der kun arbejdede 3, 3½ eller 4 dage om ugen eller kun 6 timer pr. dag. Selv efter at en relativ bedring var sket, var i 1863 ugelønnen for vævere, spindere osv. 3 sh. 4 d., 3 sh. 10 d., 4 sh. 6 d., 5 sh. 1 penny osv. Men selv under disse forfærdelige tilstande stod fantasien ikke stille hos fabrikanterne, når det gjaldt om at finde på fratræk i lønnen. Til dels blev de pålagt som bøder for de fejl ved det færdige produkt, der skyldtes den dårlige bomuld, fabrikanten selv havde leveret, maskinerne der ikke passede til den ændrede kvalitet osv. Hvor fabrikanten også var ejer af arbejdernes huse, holdt han sig skadesløs for huslejen ved at trække fra i den nominelle arbejdsløn. Fabriksinspektør Redgrave beretter om selfacting minders (arbejdere, der passer et par selfacting muler (automatiske mule-spindemaskiner,) som »tjente 8 sh. 11 d. efter to ugers arbejde på fuld tid, og fra denne sum blev trukket huslejen, i det dog fabrikanten gav halvdelen af lejen tilbage som gave. Disse minders bragte 6 sh. 11 d. hjem. Mange steder lå disse minders løn mellem 5 og 9 sh. om ugen og vævernes fra 2 til 6 sh. om ugen i sidste halvdel af 1862«.

Huslejen blev ofte trukket fra lønnen, selv når arbejderne arbejdede på nedsat tid. Intet under derfor, at der i nogle egne af Lancashire udbrød en slags hungerpest! Mere karakteristisk end alt dette var det imidlertid, hvorledes omvæltningen af produktionsprocessen foregik på arbejdernes bekostning. Der blev ligefrem gjort forsøg med dem som experimenta in corpore vili (eksperimenter på værdiløse legemer), som anatomer anvender frøer.

»Selvom jeg har angivet«, siger hr. Redgrave, »de faktiske indkomster hos arbejderne i en række fabrikker, følger det ikke heraf, at de tjener det samme uge efter uge. Arbejderne er udsat for store svingninger som følge af fabrikanternes uafbrudte eksperimenteren; arbejdernes indkomster stiger og falder med kvaliteten af bomuldsblandingen. Sommetider kan de nå op omkring 85 pct. af den gamle løn, og så falder den med 50 til 60 pct.«

Disse eksperimenter blev ikke blot gjort på bekostning af de midler, arbejderen skulle opretholde livet med. Han måtte betale med alle sine sanser.

»De folk, der er beskæftiget med at gøre Suratbomulden i stand, klager meget. De oplyser mig, at når de åbner bomuldsballerne, er der en uudholdelig stank, der giver dem kvalme ... I blande-, rense- og karterummene irriterer det støv og snavs, som frigøres, luftvejene og forårsager hoste og vanskelig vejrtrækning. En hudsygdom, som uden tvivl skyldes irritation fra det snavs, der indeholdes i Suratbomulden, er fremherskende ... Da fibren er så kort bruges der megen iblanding, både af dyrisk og vegetabilsk oprindelse ... Bronchitis er blevet mere udbredt på grund af støvet. Halsbetændelser er almindelige af samme grund. Kvalme og fordøjelsesbesvær opstår af de hyppige brud på trådene, når væveren fugter den med sin mund og trækker den igennem øjet på skyttelen.«

På den anden side var det en ren guldmine for fabrikanterne, at der nu blev brugt andre stoffer end mel til sletningen; thi herigennem blev garnet tungere. De fik »15 pund råmateriale til at veje 26 pund, når de var vævet.«,

I fabriksinspektørernes beretning af 30. april 1864 kan man læse:

»Industrien udnytter for øjeblikket denne mulighed i et omfang, der er ligefrem beskæmmende. Jeg har hørt fra sikker kilde om tøj, der vejer 8 lbs og som blev gjort af 5 ¼ lbs bomuld og 2 3/4 iblanding og klister, og om et andet tøj, der vejede 5 ¼ lbs, heraf 2 lbs. iblanding og klister. Dette drejede sig om normal shirting til eksport. I tøjer af andre typer bliver der undertiden brugt helt op til 50 pct. iblanding og klister. På denne måde kan en fabrikant bryste sig med, og rent faktisk gør han det, at han bliver rig af at sælge tøjer for færre penge pr. Ib end han har betalt for det garn, det er lavet af«.

Men arbejderne måtte ikke bare udstå fabrikanternes eksperimenter i fabrikkerne og kommunalbestyrelserne udenfor, ikke blot lønnedsættelser og arbejdsløshed, nød og almisser, lovtaler fra over- og underhusmedlemmer.

»Ulykkelige kvinder, der mistede deres beskæftigelse som følge af bomuldshungeren, da den begyndte, er derved blevet udstødt af samfundet. Og nu, skønt tiderne har bedret sig og der er nok med arbejde, er de fortsat medlemmer af denne ulykkelige klasse, og det er sandsynligt, at de vil vedblive hermed. Der er også flere unge prostituerede i byen, end jeg har set i de sidste 25 år«.

I den britiske bomuldsindustris første 45 år, fra 1770-1815, finder man altså kun 5 år med krise og stagnation, men det var den tid, hvor den britiske bomuldsindustri havde verdensmonopol. Den næste periode på 48 år fra 1815 til 1863 rummer kun 20 år med opsving og højkonjunktur mens 28 har nedgang, lavkonjunktur og stagnation. I tiden fra 1815 til 1830 begynder konkurrencen med landene på det europæiske fastland og De forenede Stater. Efter 1833 gennemtvinges en udvidelse af de asiatiske markeder ved »ødelæggelse af menneskeracen«. Efter ophævelsen af kornlovene kom der fra 1846 til 1863 8 års jævnt opsving og højkonjunktur mod 9 år med nedgang, lavkonjunktur og stagnation. Hvordan det stod til med de voksne mandlige arbejdere i bomuldsindustrien selv under højkonjunktur giver vedføjede note et begreb om.

8. Storindustriens omvæltning af manufaktur, håndværk og hjemmeindustri

a) Opløsning af den kooperation, der hvi på håndværk og arbejdsdeling

Vi har set, hvorledes maskiner opløser den kooperation, der beror på håndværket samt opløser den manufaktur, der beror på håndværksarbejdets deling. Et eksempel af første type er mejemaskinen, der erstatter høstfolkenes kooperation. Et slående eksempel af den anden type er den maskine, der fremstiller synåle. Ifølge Adam Smith fremstillede på hans tid 10 mand gennem arbejdsdeling over 48 000 synåle om dagen. En enkelt maskine leverer imidlertid 145.000 i løbet af en arbejdsdag på 11 timer. En kvinde eller en pige passer i gennemsnit 4 maskiner af denne art og fremstiller derfor ved maskinernes hjælp næsten 600.000 om dagen eller over 3.000.000 om ugen. Når en enkelt arbejdsmaskine træder i stedet for kooperation eller manufaktur, kan den selv igen danne grundlag for håndværksmæssig drift. Imidlertid udgør denne reproduktion af håndværksdriften på grundlag af maskinerne kun overgangen til fabriksdriften, der som regel indtræder, når mekanisk drivkraft, damp eller vand, erstatter menneskets muskler ved bevægelsen af maskinerne. Sporadisk og ligeledes kun midlertidigt kan drift i lille målestok forbinde sig med mekanisk drivkraft ved leje af dampen, som i enkelte manufakturer i Birmingham, eller ved brug af små varmluftmaskiner, som inden for visse grene af væveriet.

I silkevæverierne i Coventry medførte udviklingen af sig selv eksperimentet med » cottage-fabrikker«. Midt i rækken af små arbejderhuse (cottages) bygget i kvadrat opførtes et maskinhus, der så med drivstænger blev forbundet med vævestolene i arbejdernes huse. Dampen blev i alle tilfælde lejet, f.eks. til en pris af 2½ shilling pr. vævestol. Denne dampleje skulle betales hver uge, hvad enten vævene var i gang eller ej. I hver »cottage« stod der 2-6 væve, som enten tilhørte arbejderen, var købt på kredit eller lejet. Kampen mellem »cottage-fabrikkerne« og de egentlige fabrikker varede over 12 år. Den endte med fuldstændig ruin for de 300 »cottage-fabrikker«. Hvor arbejdsgangens natur ikke på forhånd betingede storproduktion, gennemløb de nye industrier, der i de sidste årtier er kommet frem, som regel først et trin med håndværksdrift med følgende manufakturdrift som kortvarig overgangsfase til fabriksdrift. Dette var f.eks. tilfældet med konvolutfabrikation og fremstilling af stålpenne m.v. Denne forvandling mødte flest vanskeligheder, hvor den manufakturmæssige produktion af færdigvaren ikke udgør en trinfølge af processer, der fører frem til det endelige resultat, men udgøres af en flerhed af indbyrdes adskilte processer. Dette var f.eks. en stor hindring for fabriksmæssig fremstilling af stålpenne. Der blev dog for ca. 15 år siden opfundet en maskine, der udfører 6 adskilte operationer på en gang. De første stålpenne blev leveret af håndværket i 1820 til 7 pd. og 4 shillings pr. gros, manufakturen leverede dem i 1830 til 8 shillings og fabrikken sælger dem til grossisten fra 2 til 6 pence pr. gros.

b) Fabrikssystemets tilbagevirkning på manufaktur og hjemmeindustri

Fabrikssystemets udvikling og den omvæltning i landbruget, der ledsager den, medfører ikke blot, at produktionen udvides i alle andre industrigrene, men ændrer også dens karakter. Maskindriftens princip, at analysere produktionsgangen i de enkeltfaser, den består af, og at løse de problemer, der på denne måde opstår ved at anvende mekanikkens, kemiens osv., love, kort sagt naturvidenskaberne, bliver bestemmende overalt. Maskinerne trænger derfor ind i manufakturerne, snart for den ene, snart for den anden delproces' vedkommende. Den faste udkrystallisering af de enkelte processers indbyrdes struktur, der stammede fra den gamle arbejdsdeling, kommer dermed i opløsning og giver plads for stadige ændringer. Bortset fra dette, sker der en radikal forandring af totalarbejderen eller det kombinerede arbejdspersonel. I modsætning til manufakturperioden hviler planen for arbejdsdelingen nu på, at der anvendes kvindearbejde, børns arbejde på alle alderstrin, ufaglærte arbejdere, hvor det overhovedet er gørligt; kort sagt, der anvendes »cheap labour«, billig arbejdskraft, som englænderen betegnende kalder det. Dette gælder ikke blot for den kombinerede produktion i stor målestok, hvad enten den nu anvender maskiner eller ej, men også for den såkaldte hjemmeindustri, hvad enten den udøves i arbejdernes egne hjem eller i små værksteder. Denne såkaldte moderne hjemmeindustri har kun navnet tilfælles med gamle tiders, der forudsatte det uafhængige håndværk i byerne, selvstændigt bondebrug og frem for alt, at arbejderfamilien havde sit eget hus. Hjemmeindustrien er nu blevet fabrikkens, manufakturens eller stormagasinets udeafdeling. Foruden fabriksarbejderne, manufakturarbejderne og håndværkerne, som kapitalen koncentrerer i store mængder samme sted og direkte kommanderer med, bevæger den gennem usynlige tråde en anden hær af hjemmearbejdere spredt i de store byer og ud over det ganske land. Eksempel: Den skjortefabrik d'herrer Tilile har i Londonderry, Irland, beskæftiger 1000 fabriksarbejdere og 9000 hjemmearbejdere, spredt i landdistrikterne.

Udbytningen af billig og umoden arbejdskraft bliver mere skamløs i den moderne manufaktur end i den egentlige fabrik. Fabrikkens tekniske grundlag, som erstatter muskelkraft med maskiner og gør arbejdet lettere, mangler for størstedelens vedkommende i manufakturen, samtidig med, at kvinder og børn på den mest samvittighedsløse måde bliver udsat for indflydelse fra giftige stoffer m.v. Udbytningen i den såkaldte hjemmeindustri bliver endnu mere skamløs end i manufakturen, fordi arbejdernes evne til at gøre modstand svinder med deres splittethed, mens en hel række rovbegærlige snyltere skyder sig ind mellem den egentlige arbejdsgiver og arbejderen, samtidig med at hjemmeindustrien overalt må kæmpe med maskin- eller i det mindste manufakturdrift inden for den samme produktionsgren. Arbejdernes fattigdom berøver dem i hjemmeindustrien de nødvendigste arbejdsbetingelser, plads, lys, ventilation osv., beskæftigelsen bliver stadig mere uregelmæssig, og endelig må konkurrencen mellem arbejderne selv nødvendigvis nå sit højde-punkt i dette sidste tilflugtssted for alle dem, som storindustrien og det moderne storlandbrug har »overflødiggjort«. Den økonomisering med produktionsmidlerne, som først maskindriften udvikler systematisk, og som fra allerførste færd samtidig er den mest hensynsløse ødslen med arbejdskraft og berøvelse af de normale forudsætninger for arbejderens virksomhed, krænger her denne fjendske og menneskeødelæggende side ud i stadig stærkere grad, jo svagere arbejdets samfundsmæssige produktivitet ag de kombinerede arbejdsprocessers tekniske grundlag er udviklet inden for en industrigren.

c) Den moderne manufaktur

Jeg skal nu igennem nogle eksempler belyse, hvad der ovenfor er sagt i almen form. Læseren vil i realiteten allerede kende en lang række af disse faktiske forhold fra afsnittet om arbejdsdagen. Metalmanufakturerne i Birmingharn og omegn anvender 30.000 børn og unge mennesker samt 10.000 kvinder, gennemgående til meget tungt arbejde. Man finder dem her i de sundhedsfarlige messingstøberier, knapfabrikker, glasur- og galvaniseringsanstalter samt lakererier. Arbejdsbyrdens overdrevne størrelse for voksne som for ikke-voksne har sikret forskellige avis- og bogtrykkerier i London det ærefulde navn »slagteriet«. De samme udskejelser finder sted i bogbinderiet, hvor slagtekvæget især er kvinder, unge piger og børn. Tungt arbejde for børn og ganske unge i rebslagerierne, natarbejde i saltværker, lysestøberier og andre kemiske manufakturer. I silkevæverier, der ikke anvender mekanisk kraft, udnyttes drenge til de styrter, for at holde vævene i gang. Et af de mest modbydelige, mest snavsede og dårligst betalte arbejder er kludesortering, hvortil man med forkærlighed anvender unge piger og koner. Som bekendt er Storbritannien, bortset fra sine egne talløse pjalter, stabelplads for hele verdens handel med klude. De strømmer til Storbritannien fra Japan, fra Sydamerikas fjerneste lande og fra De kanariske øer. Storleverandørerne er dog Tyskland, Frankrig, Rusland, Italien, Ægypten, Tyrkiet, Belgien og Holland. Kludene bruges ved gødningsfabrikation, til stopning (til sengetøj), shoddy (kunstuld) og som råmateriale til papir. De kvindelige kludesorterere fungerer som medier til at rundsprede kopper og andet smitsomt skab, som de selv er de første til at blive offer for.

Sammen med minerne og kulproduktionen kan fremstillingen al tegl og mursten, hvor man i England endnu kun sporadisk anvender (1866) de nyopfundne maskiner, tjene som det klassiske eksempel på alt for meget, tungt og upassende arbejde og den deraf følgende brutalisering af de arbejdere, der fortæres af disse industrier allerede fra barnsben. I tiden fra maj til september varer arbejdet fra 5 om morgenen til 8 om aftenen, og hvor tørring al stenene finder sted i fri luft ofte fra 4 om morgenen til 9 om aftenen. Arbejdsdagen fra 5 om morgenen til 7 om aftenen går for at være »begrænset«, »rimelig«. Børn af begge køn anvendes fra de er 6 og selv fra de er 4 år gamle. De arbejder samme timetal som de voksne, ofte mere. Arbejdet er tungt og sommervarmen øger trætheden yderligere. I et teglværk ved Mosley f.eks. strøg en 24-årig kvinde 2000 sten om dagen, bistået af to piger som hjælpere, der bragte leret ag stablede stenene. Disse piger slæbte hver eneste dag 10 tons op ad de fedtede, glatte sider af en lergrube, der er 30 fod dyb, og over en afstand på 210 fod.

»Det er umuligt for et barn at gå igennem et teglværks skærsild uden stor moralsk fornedrelse ... det grove sprog, de er vant til at høre fra de sarteste barneår, de smudsige, uanstændige og skamløse sæder, blandt hvilke de uvidende og halvvilde vokser op, gør dem senere hen i livet lovløse, forvorpne og liderlige ... En forfærdende kilde til demoralisation er måden at bo på. Den enkelte moulder (former), der altid er faglært og leder af en arbejdsgruppe, forsyner de syv, han har under sig med mad og logi i sin cottage (hus eller hytte). Hvad enten de er medlemmer af hans familie eller ej, sover mændene, drengene og pigerne alle til hobe i hans cottage, der normalt har to, i undtagelsestilfælde tre rum, alle nede ved jorden og dårligt udluftede. Disse mennesker er så udmattede efter dagens hårde arbejde, at hverken sundhedens, renlighedens ej heller anstændighedens regler overholdes på mindste måde. Adskillige af disse cottages er mønstre på uorden, snavs og støv .:. Det største onde ved det system, der anvender unge piger til arbejde af denne art, er, at det som regel lænker dem fra barnsben og for hele deres øvrige liv til det mest gudsforgåene pak. Disse unge piger bliver til grove knægte, der fører beskidt mund, endnu inden naturen har lært dem, at de er kvinder. Iklædt et par snavsede pjalter, med benene blottede langt over knæet, hår og ansigt tilsmurt med mudder og skarn, lærer de at behandle al anstændigheds– og skam-følelse med foragt. I spisepauserne ligger de plat udstrakt på jorden eller betragter drengene og de unge mænd, der bader i en kanal i nærheden. Når dagens tunge arbejde omsider er forbi, tager de stadstøj på og ledsager mændene til de offentlige beværtninger«.

At den værste drukkenskab lige fra barnsben hersker inden for hele denne klasse er kun i naturens orden.

»Det værste er, at teglmagerne mister ethvert håb for sig selv. De kunne lige så godt, sagde en af de bedre blandt dem til præsten ved Southallfield, prøve at opdrage og forbedre på djævlen som at gøre forsøg med en gut fra et teglværk, Sir! (»Your might as well try to raise and improve the devil as a brickie, Sir«!)

Man finder officielt og yderst righoldigt materiale om den kapitalistiske udpining af arbejdsbetingelserne i den moderne manufaktur (hvorunder her forstås alle større værksteder, bortset fra de egentlige fabrikker) i »Public Health Report« IV.(1861 og VI (1864). Beskrivelsen af the workshops (arbejdslokalerne), specielt trykkerier og skrædderværksteder i London overgår det mest modbydelige, vore romanforfatteres fantasi kan præstere. Det er indlysende, hvilken virkning det har på arbejdernes sundhedstilstand. Dr. Simon, Privy Councils øverste medicinalembedsmand og den officielle udgiver af »Public Health Reports« siger bl.a.:

»I min fjerde beretning (1863) påviste jeg, hvorledes det i praksis er umuligt for arbejdere at insistere på, hvad der er deres første sundhedsmæssige rettighed, nemlig den rettighed, at uanset hvad det arbejdsformål er, som deres arbejdsgiver samler dem for, skulle selve arbejdet, så vidt det står til denne, være befriet for alle de usunde betingelser, der kan undgås. Jeg understregede, at mens arbejderne er så godt som ude af stand til selv at sikre denne sundhedsret, er det dem ikke muligt at opnå nogen effektiv støtte fra sundhedspolitiets faste embedsmænd og funktionærer ...Talløse skarer af arbejdende mænds og kvinders liv udsættes nu for unødig pinsel og gøres unødigt kort gennem de fysiske lidelser, der skabes af selve deres arbejde«.

Til at belyse den indflydelse, arbejdslokalerne har på sundhedstilstanden giver Dr. Simon følgende dødelighedstabel.

Antal personer beskæftiget i resp. industri

Industrier sammenlignet mhy. sundhed

Dødelighed i resp. industrier pr. 100 000 mænd i alderen

25-35

35-45

45-55

958 265

Landbrug i England og Wales

743

805

1145

22 301 mænd

Skræddere i London

958

1262

2093

12 377 kvinder

13 803

Trykkeriarb. i London

894

1747

2367

d) Den moderne hjemmeindustri

Jeg skal nu gå over til den såkaldte hjemmeindustri. Hvis man ønsker at danne sig en forestilling om dette udbytningsområde for kapitalen, der er opbygget med storindustrien som baggrund, og de skrækkelige tilstande, der hersker på dette område, kan man f.eks. se lidt nærmere på den så tilsyneladende idylliske tilvirkning af søm, der bedrives i nogle af Englands landsbyer fjernt fra alfarvej. Her skal vi imidlertid nøjes med at give nogle eksempler fra den del af tilvirkningen af kniplinger og stråfletning, hvor maskiner endnu ikke findes eller som virker i konkurrence med maskin- og manufaktur-drift.

Af de 150 000, der er beskæftiget ved kniplingstilvirk-Iling i England falder ca. 10.000 ind under fabriksloven af 1861. Det uhyre flertal af de resterende 140.000 er kvinder, unge og børn af begge køn, de fleste dog piger; mandkønnet er kun svagt repræsenteret. Sundhedstilstanden blandt dette »billige« udbytningsmateriale fremgår af følgende opstilling, der er udarbejdet af dr. Trueman ved den offentlige poliklinik i Nottingham. Af 666 kniplingsarbejdersker, væsentligt mellem 17 og 24 år, der besøgte klinikken led følgende af tæring:

1852

1 ud af 45

1853

1 ud af 28

1854

1 ud af 17

1855

1 ud af 18

1856

1 ud af 15

1857

1 ud af 13

1858

1 ud af 15

1859

1 ud af 9

1860

1 ud af 8

1861

1 ud af 8

Dette fremskridt i svindsotsprocenten må være nok for de mest optimistiske fremskridtsmænd og de mest løgneudspyende tyske frihandelsbissekræmmerknægte.

Fabriksloven af 1861 regulerer den egentlige kniplingsfabrikation, for så vidt den sker ved maskiner, og dette er reglen i England. Den gren, vi her kort skal behandle er den såkaldte hjemmeindustri, og ikke for så vidt arbejderne er koncentreret i manufakturer, stormagasiner osv., men kun for så vidt de er s. k. hjemmearbejdere, falder i 1. den såkaldte »finishing« (sidste behandling af de maskinelt fremstillede kniplinger, der igen rummer talrige underafdelinger). 2. knipling.

»Lace finishing«, altså den sidste behandling af det maskinelt fremstillede produkt, foregår som hjemmeindustri, enten i de såkaldte »Mistresses Houses« eller hjemme hos kvinderne selv, der arbejder alene eller sammen med deres børn. De kvinder, som står i spidsen for »Mistresses Houses« er selv fattige. Arbejdslokalet er en delaf deres eget hjem. De modtager ordrer fra fabrikanter, indehavere af stormagasiner osv. og beskæftiger koner, unge piger og børn, alt efter størrelsen af deres værelse og svingningerne i efterspørgslen. I nogle af disse lokaler arbejder der fra 20-40 kvinder, i andre fra 10-20.

I almindelighed begynder børnene ved seksårsalderen, men mange dog før de er fyldt fem. Sædvanligvis varer arbejdstiden fra 8 om morgenen til 8 om aftenen, med 1½ time til måltiderne, der spises til uregelmæssige tider og ofte i de stinkende huller, der arbejdes i. Når der er god gang i forretningen, varer arbejdet ofte fra 8 (mange gange allerede fra 6) om morgenen til 10, 11 eller 12 om natten. I de engelske kaserner skal der ifølge reglementet være 500-600 kubikfod luft for hver soldat, og på militærsygehusene 1200. I disse arbejdshuller er der 67-100 kubikfod pro persona. Samtidig forbruger gaslyset luftens ilt. For at kniplingerne ikke skal blive snavsede, må børnene ofte tage skoene af, også om vinteren, selvom gulvet er belagt med stenfliser eller består af mursten.

»Det er slet ikke noget ualmindeligt i Nottingham at finde 14 til 20 børn stuvet sammen i et lille rum, der måske ikke måler mere end 12 fod på hver led og beskæftiget 15 ud af døgnets 24 timer med et arbejde, der i sig selv er udmattende på grund af dets kedsommelighed og ensformighed, og som tilmed udføres under de mest usunde forhold, man overhovedet kan forestille sig .. Selv det yngste blandt børnene arbejder med anspændt opmærksomhed og med en hurtighed, der slår en med forbavselse, næppe et øjeblik får fingrene lov til at hvile eller sagtne deres bevægelser. Spørger man dem om noget, løfter de aldrig blikket fra deres arbejde af frygt for blot at miste et sekund«.

»Den lange stok« bruges af »mistress«en som stimuleringsmiddel, der bliver mere og mere stimulerende, jo mere arbejdstiden vokser.

»Børnene bliver lidt efter lidt trætte og er rastløse som fugleunger hen mod slutningen af deres lange indespærring ved et arbejde, der er ensformigt, anstrenger øjnene og udmattende på grund af den samme stilling, kroppen må holdes i. Deres arbejde er det rene slaveri«.

Hvor kvinder arbejder med deres egne børn i deres hjem, »hjem« i moderne forstand dvs. i et lejet værelse,

ofte på en kvist, er tilstandene om muligt endnu værre. Den slags arbejde bliver udliciteret i en omkreds indtil 80 miles fra Nottingham. Når et barn, der har arbejde i et stormagasin, går hjem herfra om aftenen ved 9- eller 10-tiden, giver man det ofte et bundt med på vejen for at gøre det færdigt hjemme. Den kapitalistiske farisæer, repræsenteret ved en af sine lønnede lakajer, gør det naturligvis med de salvelsesfulde ord: »Det er til mor«, men ved udmærket, at det arme barn må blive siddende oppe og hjælpe med.

Håndtilvirkning af kniplinger sker hovedsageligt i to engelske landbrugsdistrikter, Honiton-kniplingernes område, der strækker sig 20 til 30 miles langs med sydkysten af Devonshire og ligeledes omfatter enkelte egne af North Devon, samt i et andet kniplingsdistrikt, der omfatter størsteparten af grevskaberne Buekingham, Bedford, Northampton og naboegnene af Oxfordshire og Huntingdonshire. Arbejdslokalerne udgøres som regel af daglejernes hytter. Mange manufakturejere beskæftiger over 3000 af disse hjemmearbejdere, udelukkende kvinder og hovedsageligst ganske unge eller børn. Tilstandene er de samme som dem, vi beskrev ved »lace finishing«. Blot finder man i stedet for »mistresses houses« de såkaldte »lace schools« (dvs. »kniplingsskoler«), der drives af fattige kvinder i deres hytter. Børnene begynder at arbejde i disse skoler fra de er fem, ofte endnu tidligere og fortsætter til 12-15 års alderen. I de første år arbejder de yngste af børnene 4-8 timer om dagen, senere varer arbejdstiden fra 6 om morgenen til 8-10 om aftenen.

»Lokalerne er som regel almindelige beboelsesrum i små hytter. Skorstenen er stoppet til for at undgå træk; de, der opholder sig i lokalet, holdes varme af deres egen kropsvarme og dette sker tilmed hyppigt om vinteren. I andre tilfælde er disse såkaldte skolelokaler noget i retning af små forrådsrum uden noget sted til at fyre op. ... Disse huler er overfyldte i en utrolig grad, og som følge heraf er luften forpestet i tilsvarende grad. Hertil kommer de skadelige følger af afløb, nødtørftshuse, ting i forrådnelse og andet smuds, der er almindeligt omkring de mindre småhuse«.

Angående lokalerne hedder det:

»I en kniplingsskole var der 18 piger foruden skoleholdersken, 35 kubikfod luft pr. person; i en anden, hvor stanken var uudholdelig, 18 personer og 24½ kubikfod pr. hoved. I denne virksomhedsgren kan man se børn på 2 og 2½ år sat i arbejde«.

Hvor man ikke længere knipler ude på landet i grevskaberne Buckingham og Bedford, begynder man at flette strå. Stråfletteriet strækker sig over den største del af Hertfordshire og de vestlige og nordlige dele af Essex. I 1861 var 48.043 personer beskæftiget med at flette strå og fremstille stråhatte, heraf 3815 mænd af alle aldre, resten var kvinder, 14.913 af dem var under 20 år, heraf igen 7000 børn. I stedet for kniplingsskolerne møder man her »straw plait schools« (stråfletningsskoler). Børnene begynder her undervisningen i at flette strå som regel fra 4-års alderen, ofte tidligere, mellem 3 og 4. Egentlig undervisning får de naturligvis ikke. Børnene selv kalder folkeskolerne for »natural schools« (naturlige skoler) i modsætning til disse blodsugningsanstalter, hvor de simpelthen tvinges til at arbejde for at komme gennem det dagværk, for det meste 30 yards om dagen, som deres halvt forhungrede mødre foreskriver. Mødrene lader dem så ofte arbejde videre hjemme indtil 10, 11 eller 12 om natten. Strået skærer dem i hænderne og munden, som de hele tiden bruger til at fugte strået med. Ifølge Dr. Ballard er det den almindelige opfattelse hos embedslægerne i London, at 300 kubikrod luft er minimum pr. person i sove- og arbejdsrum. I stråfletningsskolerne står det endnu ringere til end i kniplingsskolerne, 12 2/3, 17, 18 ½ og under 22 kubikrod pr. person.

»De mindste af de her nævnte tal«, siger en af kommissionens medlemmer, hr. White, »udgør mindre end halvdelen af det, som et barn ville optage, hvis det blev anbragt i en kasse, der var 3 fod på hver led«.

Det er den måde, børn frister livet på, indtil de bliver 12 eller 14 år gamle. De udslidte, halvt forsumpede forældre tænker kun på at få så megen fortjeneste ud af børnene som muligt. Når børnene er vokset til, er de naturligvis revnende ligeglade med forældrene og forlader dem.

»Der er intet mærkeligt i, at uvidenhed og laster findes til overflod i en befolkning, der er vokset op på denne måde ... Deres moral er så lav som tænkes kan ... mange af kvinderne har uægte børn og det ofte i en så ung alder, at selv de, der er mest fortrolige med kriminalstatistikken, må forbavses«.

Og disse mønsterfamiliers hjemland er Europas kristelige mønsterland, således siger grev Montalembert, der sikkert er velbevandret udi kristendom!

Arbejdslønnen er i det hele taget elendig indenfor de industrigrene, vi netop har behandlet (undtagelsesvis kan børn i stråfletningsskolerne komme op på 3 shillings, men dette er maksimum) og den bliver trykket yderligere langt under sit nominelle beløb gennem et »truck«-system, hvor en del af lønnen udbetales i varer, et system der især er almindeligt i kniplingsdistrikterne.

e) Overgang fra den moderne manufaktur og hjemmeindustri til storindustri. Fremskyndelse af denne omvæltning ved anvendelse af fabriksloven på disse driftsmåder.

Billiggørelse af arbejdskraften ved at man simpelthen misbruger kvinders, ganske unges og børns arbejdskraft, ved simpelthen at berøve dem alle de normale arbejds- og livsbetingelser og ved over- og nattearbejdets utilslørede brutalitet, støder til slut på visse naturlige hindringer, som det ikke er muligt at overskride. Dermed nås også grænsen for den billiggørelse af varerne og for den kapitalistiske udbytning, der hviler på dette grundlag. Når udviklingen omsider er nået til dette punkt, og det varer længe før det sker, er timen kommet til at indføre maskiner og omdanne den opsplittede hjemmeindustri (eller/og manufaktur) til fabriksdrift, en proces, der nu går rask for sig.

Produktionen af beklædningsgenstande er et eksempel af større omfang end noget andet på denne bevægelse. Ifølge den klassifikation, der anvendes af »Child. Empl.Comm.« omfatter denne industri følgende: Stråhatte og damehattemagere, hue- og kasketmagere, skræddere, modister og dameskræddere, skjortesyning og syersker, korset-, handske- og skomagere, samt en lang række mindre fag som fremstilling afhalsbind, slips, flipper osv. I 1861 var der i England og Wales beskæftiget 586.298 kvinder i disse industrier, heraf mindst 115.242 under 20 år og 16.560 under 15 år. Tallet for disse kvindelige arbejdere var for Det forenede Kongeriges vedkommende (dvs. for Storbritannien og Irland) (1861) 750.334. Samtidig arbejdede der i England og Wales indenfor hatte-, sko- og handskemageri samt skrædderi 437.969 mænd, hvoraf 14.964 under 15 år gamle, 89.285 fra 15-20 år gamle, samt 333.117 over 20 år gamle. En række mindre grene, som hører ind under dette fag, mangler i disse oplysninger. Men tager vi tallene, som de nu er opgivet, bliver resultatet, at der alene i England og Wales i 1861 var beskæftiget 1.024.277 personer, eller omtrent lige så mange som i agerbrug og kvægavl. Man begynder at få en anelse om, hvad der kommer ud af de uhyre mængder produkter, maskinerne fremtryller og hvad de uhyre mængder af arbejdere, maskinerne hjælper med til at »frigøre«, bruges til.

Beklædningsgenstandene fremstilles i manufakturer, der i deres indre organisation kun reproducerer den arbejdsdeling, hvis »spredte lemmer« man fandt færdige. Endvidere hos mindre håndværksmestre, der imidlertid ikke arbejder for individuelle forbrugere som tidligere, men for manufakturerne og stormagasinerne, således at der ofte findes hele byer og egne, der gør grene som skomageri osv. til deres specielle erhverv. Sluttelig sker det i meget stort omfang ved de såkaldte hjemmearbejdende, der udgør manufakturernes, stormagasinernes udeafdeling og udeværksteder; ja selv for de mindre mestres vedkommende betjener man sig af disse hjemmearbejdende. Storindustrien leverer størsteparten af de betydelige mængder arbejdsmateriale, råstoffer, halvfabrikata osv., mens hovedparten af det talrige og billige menneskemateriale (udleveret på nåde og barmhjertighed) består af dem, som storindustrien og landbruget har »frigjort«. Manufakturerne inden for dette område er først og fremmest opstået af kapitalistens behov for at have en hær kampklar ved hånden, der kan reagere på enhver bevægelse i efterspørgslen. Alligevel fortrænger manufakturerne ikke den spredte håndværksmæssige eller den hjemmeindustrielle drift, der fortsat sideløbende består som bredt grundlag. Den store produktion af merværdi i disse arbejdsgrene samtidig mød at de produkter, man fremstiller, stadigt bliver billigere, skyldtes og skyldes fortsat hovedsagelig de minimumslønninger, der betales, lige nok til at arbejderne kan friste en kummerlig tilværelse, forbundet med et maksimum af arbejdstid, så langt som det overhovedet er muligt for et menneske at udholde. Det var netop den uhyre lave pris på det menneskeblod og den menneskesved, der forvandledes til vare, der hele tiden udvidede og som dagligt udvider afsætningsmarkedet for England, specielt på markederne i kolonierne, hvor tilmed engelske vaner og engelsk smag dominerer. Til slut kom man til et kritisk punkt. Den gamle metode, hvis grundlag simpelthen bestod i brutal udbytning af arbejderne, mer eller mindre ledsaget af systematisk udviklet arbejdsdeling kunne ikke længere tilfredsstille det voksende marked og den endnu hurtigere voksende konkurrence mellem kapitalisterne. Maskinernes time var kommet. Den maskine, der fik afgørende, omvæltende betydning og som i samme grad bemægtiger sig samtlige talløse grene indenfor dette produktionsområde, såsom modehandel, skrædderi, skomageri, syning, hattemageri osv. var – symaskinen.

Symaskinen virker umiddelbart på arbejderne så nogenlunde på samme måde som alle de andre maskiner, der i storindustriens periode bemægtiger sig nye erhvervsgrene. De mindste børn glider ud. Lønnen hos de arbejdere, der betjener maskinerne, stiger relativt i forhold til hjemmeindustriens arbejdere, der for manges vedkommende hører til »de fattigste blandt de fattige« (»the poorest of the poor«). De bedre stillede håndværkere, som maskinerne konkurrerer med, går ned i løn. De nye arbejdere, der betjener maskinerne, er udelukkende unge piger og unge kvinder. Ved hjælp af den mekaniske kraft tilintetgør de de mandlige arbejderes monopol på de tunge håndteringer ag driver ældre kvinder og de mindste børn væk fra det lettere arbejde i hobetal. Den overmægtige konkurrence slår de svageste blandt de manuelle arbejdere fuldstændigt ud. Den forfærdende vækst i antallet af dem, der er sultet ihjel (death from starvation) i London i løbet af den sidste halve snes år, løber parallelt med symaskinernes udbredelse. De nye kvindelige arbejdere, symaskinen havde skabt, drejer maskinerne med hånden eller træder dem med foden, i siddende eller stående stilling, alt efter maskinens tyngde, størrelse og type og de forbruger megen arbejdskraft. Arbejdets længde gør det sundhedsfarligt, selv om det som oftest er kortere end under det gamle system. Overalt, hvor symaskinen kaster sig over værksteder, der allerede i forvejen var snævre og overfyldte, som inden for sko-, korset- , hattemagerfaget osv. vokser de uhygiejniske foreteelser stærkt.

»Den virkning, som det har,« siger hr. Lord, medlem af kommissionen, »at træde ind i disse lavloftede arbejdslokaler, hvor 30 eller 40 arbejdere er beskæftiget mød deres maskiner, er vanskelig at udholde ... Den stærke varme, der til dels skyldes gasblus til at opvarme stryge- og pressejernene med, er ganske forfærdelig ... selv der, hvor man overvejende bruger begrænset arbejdstid dvs. fra 8 om morgenen til 6 om aftenen, er der alligevel 3–4, der falder i afmagt om dagen.«

Omvæltningen i den samfundsmæssige driftsmåde, dette nødvendige resultat af produktionsmidlets forvandling, fuldbyrdes i et broget virvar af overgangsformer. De skifter med det omfang, hvori symaskinen bemægtiger sig den ene eller den anden industrigren eller den tid, som den har virket der efter at have underlagt sig den. Formerne skifter med den situation, arbejderne tidligere var i, med det omfang, i hvilket manufaktur-, håndværks- eller hjemmeindustriel drift var det mest fremherskende, med huslejen for arbejdslokalerne osv. I modesystuerne f.eks., hvor arbejdet som regel allerede var organiseret, i de fleste tilfælde i form af simpel kooperation, udgør symaskinen til at begynde med kun en ny faktor i manufakturdriften. Hos skrædderne, skjortesyerne, skomagerne m.fl. finder man, at alle slags former er forbundet med hinanden. Her har vi egentlig fabriksdrift. Og der får mellemmænd råmaterialet fra kapitalisten, der står i spidsen for det hele, hvorefter mellemmændene grupperer 10–50 eller endnu flere lønarbejdere omkring symaskiner i »ateliers«. Og endelig finder vi også som ved alt maskineri der ikke udgør et struktureret system og som kan anvendes i lilleputformat, håndværkere og hjemmeindustrielt arbejdende, som med deres egen familie eller med nogle få fremmede arbejdere anvender symaskiner, som de selv ejer. Det faktiske forhold for øjeblikket i England er, at det fremherskende system er det, hvor kapitalisten koncentrerer et større antal maskiner i sine bygninger og derpå fordeler det produkt, maskinerne fremstiller, til videre forarbejdning blandt en hær af hjemmeindustrielt arbejdende. Men uanset det brogede i overgangsformerne er tendensen henimod egentlig fabriksdrift synlig. Denne tendens finder næring i selve symaskinens karakter. Dens anvendelighed på en lang række områder fører til, at man forener erhvervsgrene, der før var adskilte, i den samme bygning og under kommando af den samme kapital. Endvidere skyldes det den omstændighed, at det forberedende syarbejde og nogle andre operationer bedst kan foretages, hvor maskinen befinder sig. Og endelig skyldes det, at håndværkeren og den hjemmeindustrielt arbejdende, der producerer med egne maskiner, uundgåeligt må bukke under og blive opslugt. Denne skæbne har til dels allerede ramt dem. Den stadig voksende kapital, der er investeret i symaskiner, ansporer produktionen og fører til forstoppelser af markedet, hvad der for de hjemmeindustrielt arbejdende bliver signalet til at sælge deres symaskiner. Og selve overproduktionen af symaskiner tvinger producenterne af maskinerne, der har brug for at kunne afsætte deres produkter, til at leje maskinerne ud på ugeterminer, hvad der medfører en konkurrence, der er dræbende for de små maskinindehavere. Stadige ændringer, der endnu ikke er forbi, i maskinernes konstruktion, i forbindelse med faldende priser, forringer uophørligt værdien af de gamle maskiner og følgen er, at de kun kan anvendes med profit, når de anvendes i store mængder af storkapitalister, der har købt de gamle eksemplarer til spotpriser. Det sidste stød, der giver udslaget, kommer her som ved alle lignende omvæltende processer, når dampmaskinen erstatter menneskene. I begyndelsen støder det på rent tekniske hindringer at anvende dampkraft. Maskinerne ryster, det er vanskeligt at beherske deres hastighed, de lettere maskiner ødelægges hurtigt osv., men det er altsammen hindringer, der snart overvindes gennem erfaringen. Mens koncentrationen af et stort antal arbejdsmaskiner i større manufakturer fører til anvendelse af dampkraft, fremskynder dampens konkurrence med menneskenes muskler på den anden side koncentrationen af arbejdere og arbejdsmaskiner i store fabrikker. Således gennemlever England for tiden inden for det enorme produktionsområde, som »beklædningsgenstande« omfatter, lige som i de fleste andre erhverv, en radikalt gennemgribende forandring, hvorved manufaktur, håndværk og hjemmeindustri bliver til fabriksdrift, efter at alle disse former, som storindustrien gennem sin indflydelse helt havde forandret, bragt i opløsning og forvrænget, allerede forlænget i endog forstørret målestok havde reproduceret alle fabrikssystemets uhyrligheder uden dets positive udviklingselementer.

Den naturligt forløbende industrielle revolution bliver kunstigt fremskyndet ved, at fabrikslovgivningen udstrækkes til alle industrigrene, hvor kvinder, unge og børn arbejder. Tvangsreguleringen af arbejdsdagens længde, pauser, begyndelse og afslutning, systemet med skiftehold for børn, forbud mod enhver form for beskæftigelse af børn under en vis alder osv. kræver dels flere maskiner, dels at muskler afløses af damp som drivkraft. For på den anden side at vinde i rum, hvad der mistes i tid, sker der en udvidelse af de i fællesskab anvendte produktionsmidler, ovne, bygninger osv., med andre ord en større koncentration af produktionsmidler og en tilsvarende større sammenhobning af arbejdere. Det hovedargument, der til stadighed og med ihærdighed fremsættes fra enhver af de manufakturer, hvor fabriksloven truer med at blive indført, er da også, at det bliver nødvendigt med større kapital, hvis man vil fortsætte forretningen i dens gamle omfang. Grundlaget for mellemformerne mellem manufaktur og hjemmeindustri og for denne brister, når der sættes grænser for arbejdsdagen og børnearbejde. Uhæmmet udbytning af billig arbejdskraft var det eneste grundlag for disse driftsformers evne til at konkurrere.

Det er en væsentlig betingelse for fabriksdrift, at man under normale forhold kan være sikker på resultatet, dvs. produktion af en bestemt mængde varer eller en tilsigtet nytteeffekt inden for en given periode og denne betingelse bliver især vigtig, så snart arbejdsdagen bliver reguleret ved lov. De lovbefalede pauser i den regulerede arbejdsdag forudsætter endvidere, at arbejdet pludseligt og periodisk kan standse, uden at der derved sker skade for det produkt, der er under fremstilling. Det sikre resultat og muligheden for at afbryde arbejdet er naturligvis lettere at opnå, hvor det drejer sig om rent mekaniske, end i de tilfælde, hvor kemiske og fysiske processer spiller en rolle, som f.eks. i lervare- og porcelænsindustrien, ved blegning, i farverier, bagerier, de fleste metalmanufakturer. Med den slendrian, der fremkaldes af den ubegrænsede arbejdsdag, nattearbejde og uhindret ødelæggelse al mennesker kommer enhver vanskelighed, der opstår af tingenes gang, snart til at gælde for en evig »naturlig skranke« for produktionen. Ingen gift tilintetgør mere sikkert utøj end fabriksloven den slags »naturlige skranker«. Ingen råbte højere med »det er ikke muligt« end de herrer fra lervare- og porcelænsindustrien. 1864 påtvang man dem så fabrikslovgivningen, og 16 måneder efter var det, der ikke var muligt, gjort.

»Den forbedrede metode«, fremkaldt af lovens indførelse, »at fremstille dejen ved tryk i stedet for fordampning, de nye ovne til at tørre den ubrændte vare osv., det er alt sammen store begivenheder i pottemagerens kunst og er et fremskridt, som det foregående århundrede ikke kan opvise magen til ... Det har endog begrænset ovntemperaturen betydeligt med en betydelig brændselsbesparelse og en hurtigere virkning på varen til følge.«

Trods alle spådomme blev lervarer ikke dyrere; derimod blev der flere af dem, således at eksporten i perioden fra december 1864 til december 1865 udviser en værdistigning på 138.628 pd. st. i forhold til gennemsnittet for de tre forudgående år. Inden for tændstikfabrikationen gjaldt det for at være en naturlov, at drengene skulle dyppe træstikkerne i den varme fosforblanding, hvis giftige dampe stod dem op i ansigtet, selv når de gylpede middagsmaden i sig. Fabriksloven (1864) gjorde det nødvendigt at spare tid og fremtvang derfor en »dyppemaskine« og fra den kunne dampene ikke nå arbejderne. Endnu i dag påstås det indenfor de grene af kniplingsmanufakturen, som endnu ikke er blevet underlagt fabrikslovgivningen, at regelmæssige spisepauser er umulige, fordi de forskellige kniplingsmaterialer bruger forskellig tid til at tørre i, som kan variere fra 3 minutter til en time eller mere. På dette svarede medlemmerne af »Children's Employment Comm.«:

»Omstændighederne i dette tilfælde er fuldstændigt analoge med tapettrykkernes, som vi behandlede i vor første indberetning. Nogle af de største og vigtigste fabrikanter inden for dette område hævdede, at som følge af arten af de anvendte materialer og de forskellige behandlinger, de skulle igennem, ville det ikke være dem muligt at standse arbejdet på et vilkårligt tidspunkt af hensyn til spisepauser, uden at det ville betyde alvorligt tab for dem. Men ved behørig omhu og tilrettelæggelse i forvejen fremgik det, som det vil ses, at den befrygtede vanskelighed kunne overvindes og som følge heraf, gennem paragraf 6 art.6 af den udvidede fabrikslov, vedtaget af parlamentet i denne samling, blev der givet fabrikanterne en frist på 18 måneder fra lovens vedtagelse, inden det vil blive dem afkrævet at overholde de spisetider, fabrikslovgivningen nærmere fastlægger.«

Næppe var loven vedtaget før også de herrer fabrikanter fandt ud af:

»Det glæder mig at kunne sige, at de ulemper, vi havde forventet ville opstå fra fabrikslovgivningens indførelse inden for vor gren, ikke har vist sig. Vi finder ikke, at det har skadet produktionen; kort sagt, vi producerer mere på samme tid.«

Det fremgår, at det engelske parlament, som sikkert ingen vil beskylde for at være genialt, gennem erfaring er kommet til den indsigt, at en tvangslov kan få alle de hindringer for at begrænse og regulere arbejdsdagen, som påstås at skyldes produktionens »natur«, til at forsvinde simpelthen ved et diktat. Når fabriksloven indføres i en industrigren, fastsætter man derfor en frist på fra 6 til 18 måneder. I løbet af denne frist bliver det så fabrikantens sag at fjerne de tekniske hindringer. Mirabeaus »Impossible? Ne me dites jamais ce bête de mot! « ( »Umuligt? Lad mig aldrig høre det tåbelige ord!«) gælder specielt for den moderne teknologi. Men samtidig med at fabrikslovgivningen således giver en vældig impuls til de materielle elementer, der er nødvendige for at gå over fra manufaktur- til fabriksdrift, fremskynder den også de mindre mestres undergang, da det nu bliver nødvendigt med mere kapital, og dermed befordrer den kapitalens koncentration.

Bortset fra de rent tekniske hindringer, der kan overvindes ad teknisk vej, kan arbejdernes egne uregelmæssige vaner skabe besværligheder for regulering af arbejdsdagen ved lov, specielt i de tilfælde, hvor der fortrinsvis arbejdes på akkord, og hvor den tid, der soldes væk i løbet af dagen eller ugen, kan indhentes gennem overarbejde eller ekstra natarbejde, en metode, der afstumper de voksne arbejdere og ødelægger deres mindreårige og kvindelige arbejdskammerater. Selv om det uregelmæssige i denne måde at bruge sin arbejdskraft på er en naturlig og primitiv reaktion mod det monotone arbejdsslids kedsommelighed, har den dog i langt højere grad sin rod i selve produktionens anarki, der så igen har kapitalens uhæmmede udbytning af arbejdskraften som forudsætning. Det drejer sig ikke blot om den industrielle cyklus' periodiske ændringer og de særlige markedssvingninger; herudover findes der i hver enkelt produktionsgren specielt den såkaldte sæson, hvad enten det nu skyldes de skiftende årstider, mer eller mindre gunstige for skibsfarten, medens svingninger eller pludseligt indtrædende store ordrer, der skal udføres med korteste frist. Det sidste bliver stadig mere almindeligt med jernbanernes og telegrafiens udvikling.

»At der nu findes jernbaner i hele landet, har bidraget overordentligt meget til kortfristede ordrer«, udtaler f.eks. en Londonfabrikant. »Der kommer nu købere fra Glasgow, Manchester og Edinburgh ca. hver fjortende dag til de store en gros forretninger, som vi leverer til, for at afgive småordrer, der skal udføres straks i stedet for at købe fra lager, som de tidligere gjorde. For år tilbage var vi altid i stand til at arbejde i de døde perioder for på denne måde at kunne tilfredsstille efterspørgslen under den kommende sæson, men nu er der ingen, der er i stand til at sige på forhånd, hvorledes efterspørgslen vil falde ud.«

I de fabrikker og manufakturer, der endnu ikke er underkastet fabrikslovgivningen, hersker deri perioder det forfærdeligste overarbejde under den såkaldte sæson, stødvist som følge af pludseligt indkommende ordrer. Hjemmeindustrien er fabrikkernes, manufakturernes og stormagasinernes udeafdeling. Den er for råmaterialets og ordrernes vedkommende helt afhængig af kapitalistens luner og arbejder også uden dette yderst uregelmæssigt. Kapitalisten er her ikke bundet af noget hensyn til bygningernes og maskinernes amortisation m.v.; det eneste, han risikerer, er arbejderens eget skind. På denne måde bliver der her på systematisk vis opdrættet en industriel reservearmé, som altid står til disposition. I en del af året decimeres den gennem den mest umenneskelige arbejdstvang, mens den resten af året forsumper på grund af mangel på arbejde.

»Arbejdsgiverne drager nytte af hjemmeindustriens traditionelle mangel på regelmæssighed, når der er brug for ekstraarbejde i en ruf; på den måde fortsætter arbejdet til 11, 12 om natten, ja til 2 næste morgen, eller som det sædvanligvis udtrykkes, »hele tiden«. Og dette sker i arbejdslokaler, hvor »stanken er nok til at slå en ud; man nærmer sig døren, åbner den måske også, men gyser ved at skulle gå videre.« »De er sære mennesker«, sagde et af vidnerne, en skomager, i en omtale af mestrene, »de tror, at det ikke skader en knægt at arbejde alt for meget halvdelen af året, når han bare næsten ingenting har at lave resten.«

Lige som for de tekniske vanskeligheders ved-kommende søger partiske kapitalister at fremstille disse såkaldte »forretningssædvaner« (»usages which have grown with the growth of trade«) som vanskeligheder, der skyldes arbejdets »natur«. Det var endog bomuldbaronernes yndlingshyl, da de først blev truet af fabriksloven. Mere end nogen anden er bomuldsindustrien afhængig af verdensmarkedet og dermed af skibsfarten, alligevel blev deres påstande dementeret på det kraftigste af kendsgerningerne. Efter den tid bliver enhver angivelig »forretningsvanskelighed« behandlet af de engelske fabriksinspektører som bragesnak. De grundige og samvittighedsfulde undersøgelser, som skyldes »Chld. Empl.Comm.«, beviser nemlig, at arbejdet i nogle industrier blev fordelt mere regelmæssigt ud over hele året, takket være den lovmæssige regulering af arbejsdsdagen, og at dette blev det første rationelle bånd på modens ubestandige, menneskeligt ødelæggende og indholdsløse luner, der overhovedet ikke passer til storindustriens system. De beviser videre, at den oceangående skibsfarts og kommunikationsmidlernes udvikling i det hele taget har ophævet den egentlige tekniske årsag til sæsonarbejdet; at alle andre omstændigheder, som man påstår ikke kan bringes under kontrol, kan fjernes ved større og flere bygninger, yderligere maskineri, ved at forøge antallet af samtidigt beskæftigede arbejdere og gennem den virkning, som alt dette får på engroshandelen og måden at drive den på. Kapitalen bekvemmer sig imidlertid kun, som dens repræsentanter gentagne gange har udtalt det, til en sådan omvæltning »under tryk af en generel lov, vedtaget af parlamentet«, der tvangsregulerer arbejdsdagen.

9. Fabrikslovgivning. (Sundheds og uddannelsesbestemmelser). Generel anvendelse heraf i England

Fabrikslovgivningen, samfundets første bevidste og planmæssige reaktion på de former, den samfundsmæssige produktionsproces antager, når den overlades til sig selv, er, som vi har set, et lige så nødvendigt produkt af storindustrien som bomuldsgarn, selfaktorspindemaskiner og den elektriske telegraf. Før vi går over til at behandle, hvorledes fabrikslovgivningen blev udvidet på alle områder i England, skal vi ganske kort opholde os ved de bestemmelser i den engelske fabrikslov, der ikke angår arbejdsdagens timetal.

Selv om vi ser bort fra selve formuleringen af lovens sundhedsbestemmelser, der gør det lettere for kapitalisten at omgå dem, er bestemmelserne yderst magre. I realiteten begrænser de sig til forskrifter om vægge, der skal kalkes og nogle andre renlighedsforholdsregler, samt ventilation og beskyttelse mod farligt maskineri. Vi skal i 3. bog vende tilbage til fabrikanternes fanatiske kamp mod den bestemmelse, der pålægger dem en ringe udgift for at beskytte deres »hænders« lemmer. Frihandelsdogmet om, at enhver i et samfund med modstående interesser fremmer almenvellet bedst ved at forfølge sin egennytte, gør sig gældende på blændende vis også her. Et eksempel må være tilstrækkeligt. Som bekendt har hørindustrien udviklet sig meget stærkt i Irland i løbet af de sidste 20 år og med den også »scutching mills« (fabrikker til bragning og skætning af hør). I 1864 fandtes der i Irland ca. 1800 af disse »mills«. I perioder om efteråret og vinteren henter man væsentligst kvinder og unge mennesker bort fra arbejdet i markerne og sætter dem til at arbejde ved valsekværne i disse »scutching mills«, som de skal fodre med hør. De er børn af eller gift med småbønderne i nabolaget, alle helt ukendt og uvant med maskiner. Antallet af ulykkestilfælde er helt uden sidestykke i maskinernes historie, hvis man tager denne industris og ulykkernes omfang og intensitet i betragtning. En enkelt scutching mill i Kildinan (i nærheden af Cork) havde fra 1852 til 1856 seks dødsulykker og 60 alvorlige legemsbeskadigelser, der alle kunne være undgået ved de mest enkle forholdsregler, der kun ville have kostet nogle få shillings. Dr. W. White, der fungerer som attestudstedende læge for fabrikkerne i Downpatrick, udtaler i en officiel beretning fra 1865, dateret 16. december:

»De alvorlige ulykkestilfælde i scutching mills er af den skrækkeligste art. I mange tilfælde rives en fjerding løs fra kroppen og dette medfører enten døden eller en fremtid, fyldt af elendig uformåen og lidelse. Det øgede antal af sådanne fabrikker i vort land vil naturligvis også øge disse forfærdende følger, og det ville derfor være et stort gode, hvis de blev underkastet lovgivning. Jeg er overbevist om, at man gennem behørig kontrol med scutching mills ville kunne undgå store ofre i liv og lemmer«.

Hvad karakteriserer vel bedre den kapitalistiske produktionsmåde, end at det var nødvendigt at påtvinge den renligheds- og sundhedsforanstaltninger igennem en tvangslov fra statens side?

Inden for lervare- og porcelænsindustrien har fabriksloven af 1864 bevirket »at mere end 200 værksteder er blevet hvidtet og kalket og gjort rene, efter at man i mange tilfælde i 20 år havde afholdt sig herfra, i nogle ganske og aldeles« (dette er kapitalistens »afholdenhed«), på steder hvor der var beskæftiget 27.878 håndværkere, der hidtil under overmåde lange dage og ofte nætters arbejde, var tvunget til at indånde en forpestet atmosfære, der gjorde en ellers relativt uskadelig beskæftigelse svanger med sygdom og død. Fabriksloven har forbedret ventilationen ganske overordentlig meget«.

På samme tid viser denne gren af fabriksloven slående, hvorledes den kapitalistiske produktionsmåde ifølge sit væsen udelukker enhver rationel forbedring ud over et vist punkt. Vi har allerede flere gange nævnt, at de engelske læger samstemmende erklærer, at 500 kubikfod luft pr. person udgør et skrabet minimum ved fortsat arbejde. Godt - hvis fabriksloven nu gennem alle sine tvangsforholdsregler indirekte fremskynder de mindre værksteders forvandling til fabrikker og dermed indirekte griber ind i de mindre kapitalisters ejendomsret og sikrer de stores monopol, så ville en lov, der påtvang det nødvendige antal kubikfod luft pr. arbejder for alle arbejdere i værkstederne, med et slag direkte ekspropriere tusinder af småkapitalister. Den ville angribe den kapitalistiske produktionsmåde ved dens rod, dvs. selvøgningen af kapitalens værdi, den være sig stor eller lille, gennem »frit« køb og forbrug af arbejdskraft. Stillet over for disse 500 kubikfod luft taber fabrikslovgivningen vejret. Sundhedsautoriteterne, de industrielle undersøgelseskommissioner, fabriksinspektørerne gentager om og om igen, at det er nødvendigt med de 500 kubikfod, og at det er umuligt at pålægge kapitalen dem. På denne made erklærer de rent faktisk svindsot og andre lungesygdomme for at være en livsbetingelse for kapitalen.

Hvor sølle end fabrikslovens uddannelsesbestemmelser i det store og hele tager sig ud, proklamerer de dog dementærundervisning som obligatorisk betingelse for at arbejde. Deres resultater beviste først og fremmest, at det var muligt at forbinde undervisning og gymnastik med manuelt arbejde og altså også, at man kan forbinde manuelt arbejde med undervisning og gymnastik. Fabriksinspektørerne opdagede snart gennem lærernes udsagn som vidner, at fabriksbørnene lærte lige så meget som eller mere end de andre, selv om fabriksbørnenes undervisning kun varede halvt så længe som de normale elevers.

»Dette forklares ved den simple kendsgerning, at da de kun går i skole den halve dag, er de altid oplagte og næsten altid i stand til og villige til at modtage undervisning. Det system, de arbejder under, halvt manuelt arbejde, halvt skolegang, gør den ene beskæftigelse til en hvile i forhold til den anden og vice versa og langt mere tillokkende for barnet, end hvis det hele tiden blev holdt til blot den ene af dem. Det er helt indlysende, at en dreng, der har været i skole hele formiddagen (især når vejret er varmt) ikke kan hamle op med ham, der kommer oplagt og kvik fra sit arbejde«.

Yderligere eksempler finder man i Seniors tale på den sociologiske kongres i Edingburgh i 1863. Her påviste han bl.a., at den ensidige uproduktive og meget lange skoledag for de højere og middelklassernes børn helt nyttesløst forøger lærerens arbejde »mens han ikke blot uden resultat, men til skade øder børnenes tid, helbred og kræfter«.

Som det i enkeltheder kan ses hos Robert Owen, skabte fabrikssystemet de første spæde kim til fremtidens opdragelse, der for alle børns vedkommende over en vis alder vil forene produktivt arbejde med undervisning og gymnastik, ikke blot som en metode til at øge den samfundsmæssige produktion, men som den eneste metode til at frembringe alsidigt udviklede mennesker.

Vi har set, at storindustrien teknisk gør ende på den arbejdsdeling, der hersker i manufakturen og som lænker et helt menneske til en deloperation livet igennem. Men samtidig reproducerer storindustriens kapitalistiske form denne arbejdsdeling i en endnu mere uhyrlig skikkelse, i den egentlige fabrik, ved at arbejderen, udrustet med egen bevidsthed, bliver forvandlet til tilbehør for en delmaskine, overalt i øvrigt dels gennem sporadisk brug af maskiner og maskinarbejde, dels ved at kvinders, børns og ufaglærtes arbejde gøres til det nye grundlag for arbejdsdelingen. Modsigelsen mellem manufakturens arbejdsdeling og storindustriens væsen bryder her frem med stor kraft. Den viser sig bl.a. i den forfærdende kendsgerning, at en stor del af de børn, der beskæftiges i de moderne fabrikker og manufakturer og som fra ganske små lænkes fast til at udføre de enkleste greb, bliver udbyttet i årevis, uden at de lærer et eller andet fag, der sidenhen ville kunne gøre dem anvendelige, selv om det skulle være i den samme manufaktur eller på samme fabrik. I de engelske bogtrykkerier fandtes der f.eks. tidligere et system, der svarede til den gamle manufakturs eller håndværkets, hvor lærlingene gik over fra lettere til mere indholdsrigt arbejde. Når de var færdige med læretiden, var de udlærte trykkere. At kunne læse og skrive var noget, håndværket krævede. Alt det ændrede sig med trykkermaskinen. Den anvender to slags arbejdere, maskinpasseren, der er en voksen arbejder, og maskindrenge, for det meste 11-17 år, hvis arbejde udelukkende består i at lægge papir på maskinen eller tage det trykte ark af. Specielt i London udfører de dette kedsommelige slid i en køre 14, 15, 16 timer i nogle dage af ugen og hyppigt 36 timer ud i et med kun to timers pause til at spise og sove. Mange af dem kan ikke læse, og de er som regel halvvidde, abnorme skabninger.

»For at blive i stand til at udføre det arbejde, der pålægges dem, har de ingen brug for åndelig opdragelse. I arbejdet er der kun ringe plads for dygtighed og endnu mindre for dømmekraft. Selv om deres lønninger er ganske høje for drenge at være, vokser lønnen ikke efterhånden som de bliver mere modne, og størsteparten blandt dem kan ikke gøre sig håb om den bedre betalte og mere ansvarsfulde stilling som maskinpasser; thi ved hver maskine er der kun 1 passer, mens der er mindst 2, ofte 4 drenge, der arbejder ved den«.

Så snart de bliver for gamle til dette børnearbejde, altså senest når de er 17, bliver de afskediget fra trykkeriet. De bliver forbryderaspiranter. Nogle forsøg på at skaffe den beskæftigelse andetsteds strandede på deres uvidenhed, råhed og legemlige og åndelige forkommenhed.

Hvad der gælder for manufakturens arbejdsdeling inden for værkstedets rammer, gælder også for samfundets indre arbejdsdeling. Så længe håndværk og manufaktur er det generelle grundlag for den samfundsmæssige produktion, er det et nødvendigt led i udviklingen at producenten indordnes under en enkelt produktionsgren alene, og at den oprindelige mangfoldighed af hans gøremål går i opløsning. På dette grundlag når den enkelte produktionsgren empirisk frem til den tekniske skikkelse, der bedst svarer til den; den forbedres langsomt og stivner hurtigt, så snart en vis grad af modenhed er nået. Det som her og der fremkalder forandring er den ændring, der lidt efter lidt sker af arbejdsredskabet, når forandringen da ikke skyldes nye arbejdsmaterialer, som handelen leverer. Når så arbejdsredskabet har nået en form, der svarer til erfaringens krav, forstener også det, således som den ofte årtusind lange overlevering fra en generation til den næste beviser. Det er betegnende, at man helt ind i det 18. århundrede kaldte de enkelte fag for »mysteries« (mysteres), mysterier, hvis hemmeligheder kun den empirisk og fagligt indviede kunne trænge ind i. Storindustrien flænger det slør, der skjulte menneskenes egen samfundsmæssige produktionsproces for dem selv, og som gjorde de produktionsgrene, der ad naturlig vej havde udsondret sig, til gåder for hinanden, ja som endog kastede et skær af mystik over det fag, man selv var indviet i. Storindustriens princip, at opløse hver enkelt produktionsproces i dens bestanddele, opløse den som sådan og i første omgang uden at tage noget som helst hensyn til mennesket og dets manuelle formåen, skabte den helt nye videnskab, teknologien. Den brogede, tilsyneladende usammenhængende samfundsmæssige produktionsproces med alle dens forstenede former blev opløst i en bevidst planmæssig anvendelse af naturvidenskaberne, systematisk ordnet efter den nyttevirkning, der i hvert tilfælde tilsigtedes. Trods de anvendte redskabers hele mangfoldighed foregår den menneskelige krops produktive virke nødvendigvis i det begrænsede antal store grundformer for bevægelse, som teknologien nu bragte for dagen, ganske på samme måde som mekanikken ikke lod sig narre af maskinernes større sammensathed, men erkendte, at det var en stadig gentagelse af simple mekaniske kræfter. Den moderne industri betragter og behandler aldrig den form, en produktionsproces har i øjeblikket, som var den definitiv. Dens tekniske grundlag er derfor revolutionært, mens grundlaget for alle tidligere produktionsmåder i det væsentlige var konservativt. Ved hjælp af maskiner, kemiske processer og andre metoder revolutionerer den uafbrudt produktionens tekniske grundlag og som følge heraf arbejdernes funktioner og arbejdsprocessens samfundsmæssige kombinationer. Ikke mindre uafbrudt revolutionerer den herigennem arbejdsdelingen i samfundet og kaster uden ophør mængder af kapital og arbejdere fra den ene produktionsgren til den anden. Storindustriens natur betinger derfor, at arbejdet skifter, og at arbejderen og hans funktioner ikke stivner, men har evnen til alsidig bevægelse. Men i sin kapitalistiske form reproducerer storindustrien på den anden side den gamle arbejdsdeling med dens forbenede udspecialiseringer. Vi har set, hvorledes denne absolutte modsigelse ophæver al ro, fasthed og sikkerhed i arbejderens livssituation, hvorledes han stadig berøves arbejdsmidlerne og med dem midlerne til at leve, og hvorledes den truer med at overflødiggøre hans delfunktion og med den ham selv. Vi har endvidere set, hvorledes denne modsigelse raser ud i en uafbrudt offerfest, med arbejderklassen som offer, i ødslen af arbejdskraft uden grænser og hærgende anarki i samfundet. Dette er den negative side. Men hvis en ændring i arbejdet nu kun sætter sig igennem som en overmægtig naturlov og med de blindt ødelæggende virkninger, en sådan lov har, når den overalt støder på hindringer, gør storindustrien ved selve de katastrofer, den forvolder, det til et spørgsmål om liv eller død, at man anerkender ændring i arbejdet og som følge heraf arbejdernes størst mulige alsidighed som en generel lov for den samfundsmæssige produktion, og at man tilpasser forholdene, så den kan realiseres på normal vis. Den gør det til et spørgsmål om liv eller død at gøre mennesket disponibelt i absolut forstand for de skiftende krav, arbejdet stiller, i stedet for den uhyrlighed det er, at en arbejderbefolkning, kuet i elendighed, holdes i reserve, til disposition for kapitalens skiftende udbytningsbehov. Det bliver nødvendigt at erstatte specialindividet, der blot er bærer af en samfundsmæssig specialfunktion med et individ, der er udviklet på alle områder, og for hvem forskellige samfundsmæssige funktioner er virksomhedsformer, der afløser hverandre. Et af de momenter ved denne revolutionerende proces, som naturligt udvikles på grundlag af storindustrien, er polytekniske og landbrugsvidenskabelige skoler, et andet er »ecoles d'enseignement professionel«, (fagskoler) hvor arbejdernes børn får en vis undervisning i teknologi og praktisk brug af de forskellige produktionsredskaber. Fabrikslovgivningen aftvang kapitalen den første, nødtørftige indrømmelse, der i det mindste forbinder fabriksarbejde med undervisning i elementærfagene. Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at arbejderklassens uundgåelige erobring af den politiske magt også vil føre til, at den teknologiske undervisning, både den teoretiske og den praktiske, erobrer sin plads i arbejdernes skoler. Lige så lidt kan der herske tvivl om, at produktionens kapitalistiske form og de økonomiske forhold for arbejderne, der følger heraf, er i den mest diametrale modstrid med disse gærende omvæltningstendenser og deres mål, at ophæve den gamle arbejdsdeling. Men udviklingen af modsigelserne i en historisk opstået produktionsform er imidlertid den eneste vej, historien kender, til at opløse disse modsigelser og give dem ny skikkelse. »Ne sutar ultra crepidam«, (»skomager bliv ved din læst«), dette højdepunkt i håndværksmæssig visdom blev til skrækkelig tåbelighed fra det øjeblik, hvor urmageren Watt opfandt dampmaskinen, barberen Arkwright spindemaskinen og guldsmeden Fulton dampskibet.

Så længe fabrikslovgivningen er begrænset til at regulere arbejdet på fabrikkerne, i manufakturerne osv., virker dette til at begynde med kun som en indblanding i kapitalens rettigheder til udbytning. Enhver regulering af den såkaldte hjemmeindustri fremstår derimod straks som direkte indgreb i patria potestas (»fadermyndigheden«) dvs. i moderne fortolkning, i forældremyndigheden, et skridt som det engelske parlament med dets sarte fornemmelser længe foregav at gyse tilbage for. Kendsgerningernes magt tvang det imidlertid omsider til at anerkende, at idet storindustrien opløser det økonomiske grundlag for familien i gammel forstand og det tilsvarende familiearbejde, opløser den også de gamle familieforhold selv. Det blev nødvendigt at proklamere børnenes rettigheder.

I den afsluttende beretning fra Ch. Empl. Comm. 1866 hedder det: »Det fremgår med næsten pinlig klarhed af samtlige vidnesbyrd, at der ikke findes nogen, som børn af begge køn i højere grad trænger til at beskyttes mod end mod deres forældre«. Ubegrænset udbytning af børnearbejde i almindelighed og i den såkaldte hjemmeindustri i særdeleshed »lader sig kun opretholde, fordi forældrene, uden at der lægges dem hindringer i vejen og uden kontrol af nogen art, kan udøve denne vilkårlige og skadelige magt over deres unge og spæde afkom ...Forældre må ikke have ubegrænset magt til at gøre deres børn til blotte maskiner til at tjene så og så meget i løn om ugen ... Børnene og de unge kan derfor i alle forhold af denne art med rette kræve af lovgivningsmagten som en naturlig rettighed, at det sikres dem, at de bliver fri for alt det, der før tiden ødelægger deres fysiske styrke og degraderer dem i intellektuel og moralsk henseende«.

Det er imidlertid ikke misbrug af forældremyndigheden, der skabte kapitalens direkte eller indirekte udbytning af mindreåriges arbejdskraft; det er tværtimod den kapitalistiske udbytningsmåde, der ved at ophæve forældremyndighedens økonomiske grundlag gjorde dens udøvelse til et misbrug. Hvor frygtelig og modbydelig opløsningen af de gamle familieforhold inden for det kapitalistiske system end forekommer, er det dog storindustrien, der skaber det nye økonomiske grundlag for en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn. Det gør den ved den afgørende rolle, den tildeler kvinderne, de unge og børn af begge køn i samfundsmæssigt organiserede produktionsprocesser uden for hjemmets sfære. Det ville naturligvis være lige så tåbeligt at anse den kristeligt-germanske form for familie for evig og uforanderlig som den antikke romerske, eller græske, eller orientalske, der i øvrigt udgør led i en historisk udviklingsrække. Det er lige så indlysende, at det, at man sammensætter det kombinerede arbejdspersonel af mennesker af begge køn og af de forskelligste aldre, vil kunne blive en kilde til menneskelig udvikling, på trods af, at det er en pestkilde til fordærv og slaveri under den spontane, brutale kapitalistiske form, hvor arbejderen er til for produktionsprocessens skyld og ikke omvendt. Men for at dette omslag til en menneskelig udvikling kan ske, kræves tilsvarende betingelser.

Fabriksloven var oprindelig en særlov for spinderier og væverier, maskindriftens første frembringelser. Nødvendigheden af at generalisere den til en lov for al samfundsmæssig produktion fremgår, som vi har kunnet konstatere det, af storindustriens historiske udviklingsforløb. På baggrund af denne udvikling gennemgår manufakturens, håndværkets og hjemmeindustriens traditionelle skikkelse en fuldstændig revolution. Hele tiden slår manufakturen over i fabrik og håndværket i manufaktur, mens håndværkets og hjemmeindustriens resterende områder på relativt forbavsende kort tid bliver til de rene helveder, hvor den kapitalistiske udbytning driver sit frie spil under de mest vanvittige uhyrligheder. Der er to omstændigheder, der til slut gør udslaget. For det første den stadigt gentagne erfaring, at kapitalen, så snart den blot på visse punkter kommer under lovens kontrol, så meget mere umådeholdent søger at holde sig skadesløs på andre punkter. For det andet, kapitalisternes eget råb om lige konkurrencebetingelser, dvs. de samme begrænsninger for udbytning af arbejdet. Lad os i denne forbindelse høre to hjertesuk.

D'herrer W. Cooksley (fabrikanter af søm og kæder m.v. i Bristol) indførte af egen fri vilje fabrikslovens bestemmelser i deres virksomhed.

»Da det gamle uregelmæssige system er fremherskende i virksomhederne rundt om, er d'herrer Cooksley udsat for den ulempe at se deres arbejdsdrenge blive forledt til at fortsætte deres arbejde andetsteds efter kl. 6 aften. ”Dette”, siger de naturligvis, ”er en uretfærdighed og et tab for os, da det tager en del af drengens kræfter, som vi burde nyde fuld gavn af”«.

Hr. J. Simpson (kartonnagefabrikant, London) erklærer overfor medlemmerne af »Children. Empl. Comm.«:

»Han ville underskrive enhver henvendelse til parlamentet om den sag (regulering ad lovgivningens vej) ... Som sagerne stod nu, følte han sig altid urolig om aftenen, når han havde lukket sin virksomhed, ved tanken om, at andre skulle arbejde længere og tage ordrerne fra ham«. Sammenfattende udtaler »Ch. Empl. Comm.«:

»Det ville være uretfærdigt over for de større arbejdsgivere, at deres fabrikker skulle blive undergivet reguleringsbestemmelser, mens arbejdstiden i de mindre virksomheder inden for deres egen branche ikke på nogen måde skulle være begrænset af loven. Og til den uretfærdighed, der skyldes unfair konkurrencevilkår med hensyn til arbejdstiden og som ville blive skabt, hvis de mindre virksomheder blev undtaget, ville der for de større fabrikanters vedkommende blive tilføjet den ulempe, at de ville se deres reserver af unge og kvindelige arbejdere blive trukket bort til virksomheder, der ikke var undergivet lovens bestemmelser. Yderligere ville man på denne måde stimulere en forøgelse af de mindre virksomheder, som næsten uundgåeligt er de mindst gunstige, hvad sundhed, bekvemmelighed, uddannelse og befolkningens fremskridt i det hele taget angår«.

I sin endelige rapport foreslår »Children's Employment Commission«, at 1.400.000 børn, unge og kvinder, hvoraf ca. halvdelen udbyttes i småvirksomheder og hjemmeindustrien, skal underkastes fabrikslovens bestemmelser.

»Men hvis parlamentet«, hedder det i denne rapport, »skulle anse det for rigtigt at bringe alle disse mange børn, unge og kvinder under den ovenfor omtalte beskyttelseslovgivning ... kan der ikke herske tvivl om, at en lovgivning af denne art ville have en yderst gavnlig virkning ikke blot på de unge og svage, som er lovens mere umiddelbare mål, men også på den endnu større mængde voksne arbejdere, som på alle disse arbejdsområder ville komme umiddelbart under dens indflydelse, direkte såvel som indirekte. Den ville pålægge dem regelmæssige og nedsatte arbejdstimer. Den ville føre til, at de steder, hvor de arbejder, bliver holdt i en sund og renlig stand, Den ville derfor holde hus med og forbedre de reserver af fysisk styrke, som både deres egen lykke og landet i så høj grad afhænger af. Den ville bevare den opvoksende slægt fra den overanstrengelse i ung alder, som undergraver legemets modstandsdygtighed og fører til dets forfald i utide. Endelig ville den sikre, at de - i det mindste indtil de bliver 13 år gamle - fik lejlighed til at få undervisning i elementære færdigheder og ville gøre en ende på den totale uvidenhed ..., der med så stor sanddruhed fremgår af indberetningerne fra kommissionens tilforordnede, og som man kun kan betragte med den dybeste smerte og følelse af national nedværdigelse«.

Toryministeriet meddelte i trontalen af 5. februar 1867, at den ville fremlægge forslagene fra de industrielle undersøgelseskommissioner i lovform. Et nyttyveårigt experimentum in corpore vili (eksperiment på et værdiløst legeme) havde været nødvendigt for at nå dette resultat. Allerede i 1840 var der blevet nedsat en parlamentskommission, der skulle undersøge børnearbejdet. Dens rapport fra 1842 oprullede med N. W. Seniors ord

»det frygteligste billede af havesyge, egoisme og grusomhed fra mestrenes og forældrenes side og af elendighed, moralsk forkommenhed og ødelæggelse blandt børn og unge, man nogensinde har set ... Man kunne tro, at den beskriver en forgangen tids rædsler. Men ulykkeligvis er der vidnesbyrd om, at disse rædsler fortsætter så intensivt som nogensinde. Et stridsskrift, Hardwicke udsendte for ca. 2 år siden, konstaterer, at de misbrug, der blev beklaget i 1842, står i fuldt flor den dag i dag (1863). Det er et ejendommeligt bevis for den almindelige ligegyldighed over for moral og sundhed hos de børn, som kommer fra arbejderklassen, at denne rapport lå upåagtet hen i 20 år, i hvilke disse børn opvokset uden det fjerneste tegn på forståelse af, hvad der menes med ordet moral, som intet vidste, var uden tro eller naturlige følelser og fik lov til at blive forældre til den nuværende generation«.

Samfundsforholdene havde imidlertid forandret sig i løbet af de 20 år. Parlamentet vovede ikke at tilbagevise de krav, kommissionen af 1863 stillede, på samme måde som det i sin tid havde afvist 1842-kommissionen. Allerede i 1864, da kommissionen kun havde offentliggjort en del af sin rapport, blev lervareindustrien (potte- og porcelænsmageri indbefattet), tapetfabrikation, fremstilling af tændstikker, patroner og fænghætter samt af furtion lagt under de love, der gjaldt for tekstilindustrien. I trontalen af 5. februar 1867 gav det daværende Toryministerium meddelelse om yderligere lovforslag, der byggede på de endelige forslag fra kommissionen, der i mellemtiden havde afsluttet sit arbejde i 1866.

Den 15. august 1867 fik Faetory Acts Extension Act og den 21. august Workshops' Regulation Act kgl. stadfæstelse. Den første lov regulerer de store, den anden de små erhvervsgrene.

Factory Acts Extension Act regulerer højovne, jern- og kobberværker, støberier, maskinfabrikker, metalværk-steder, fabrikker for guttaperka, papir, glas, tobak, endvidere trykkerier og bogbinderværksteder og i det hele taget alle industrielle værksteder, hvor der samtidig beskæftiges 50 eller flere personer i mindst 100 dage af året.

For at give en forestilling om udstrækningen af det område, denne lov omfatter, følger nogle af de definitioner, loven opstiller:

»Håndværk skal betegne enhver form for manuelt arbejde, der udøves som erhverv eller for vindings skyld ved, eller i forbindelse med, at fremstille en vare af en hvilken som helst art eller del af en vare, eller ved, eller i forbindelse med, at ændre, reparere, udsmykke, færdiggøre eller på anden vis gøre en vare af en hvilken som helst art egnet til salg«.

»Værksted skal betegne et hvilket som helst lokale eller sted, hvad enten i fri luft eller under tag, hvor et håndværk af hvilken som helst art udføres af et barn, et ungt menneske eller en kvinde og til hvilket og over hvilket den person, som beskæftiger nævnte barn, unge menneske eller kvinde, har ret til adgang og kontrol«.

»Beskæftiget skal betegne virksom i et håndværk af hvilken som helst art, hvad enten det sker for løn eller ej, under en mester eller under en af forældrene, som i denne lov defineret«.

»Forældre skal betegne forældre, værge eller person, der har i varetægt eller opsyn med et eller andet ...barn eller ungt menneske«.

§ 7, der fastlægger straf for at beskæftige børn, unge mennesker og kvinder i modstrid med lovens bestemmelser, fastsætter bøder ikke blot for værkstedets indehaver, hvad enten der er tale om en af forældrene eller ej, men også for

»forældre til, eller den person, der har en direkte fordel af det arbejde, der udføres af, eller som har kontrol med barnet, kvinden eller det unge menneske«.

Factory Acts Extension Act, der rammer de store foretagender, står tilbage for selve fabriksloven gennem en mængde elendige undtagelsesbestemmelser og fejge kompromiser med kapitalisterne.

Workshops' Regulation Act er ynkelig i alle sine enkeltbestemmelser og blev kun til døde bogstaver i hænderne på de kommunale og lokale myndigheder, som skulle håndhæve den. Da parlamentet i 1871 tog denne myndighed fra dem for at overgive den til fabriksinspektørerne, blev inspektørernes kontrolområde med et slag udvidet med mere end 100.000 væksteder og med 300 teglværker alene; samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at inspektoratets personale, der allerede i forvejen var for fåtalligt, kun blev forøget med 8 assistenter.

Hvad der altså falder i øjnene ved denne engelske lovgivning fra 1867 er på den ene side, at det blev nødvendigt for de herskende klassers parlament i princippet at vedtage så vidtgående og vidtstrakte forholdsregler mod den kapitalistiske udbytning. Og på den anden side den halvhed, modvilje og mala fides (uærlighed), hvormed den så virkelig førte disse forholdsregler ud i livet.

Undersøgelseskommissionen af 1862 foreslog ligeledes nye reguleringsbestemmelser for bjergværksindustrien, en industri, der adskiller sig fra alle øvrige ved, at jordbesiddernes og de industrielle kapitalisters interesser her er sammenfaldende. Modsætningen mellem de to gruppers interesser havde fremmet fabrikslovgivningen, fraværet af denne modsætning forklarer forsinkelserne og chikanerierne i forbindelse med bjergværkslovgivningen.

Undersøgelseskommissionen af 1840 havde foretaget afsløringer, der havde vakt en sådan forfærdelse og indignation og i den grad skandaliseret England i hele Europas øjne, at parlamentet måtte søge at bringe sin samvittighed i salveten ved hjælp af mineloven (Mining Act) af 1842, hvor man dog nøjedes med at forbyde kvinder og børn under 10 år at arbejde under jorden.

I 1860 kom så Mines' Inspection Act, der bestemmer, at minerne skal inspiceres af specielt til dette hverv udnævnte statsembedsmænd, og at drenge i alderen 10-12 ikke skal kunne beskæftiges, medmindre de er i besiddelse af et afgangsvidnesbyrd fra skolen eller går i skole et vist antal timer. Denne lov blev aldrig til andet end døde bogstaver på grund af det latterligt lille antal inspektører, der blev udnævnt, deres mikroskopiske beføjelser og andre årsager, der nærmere vil fremgå af det følgende.

En af de nyeste blåbøger om minedriften er »Report from the Select Committee on Mines, together with … Evidence, 23 July 1866«. Den er udarbejdet af et udvalg af underhusmedlemmer med fuldmagt til at indkalde og afhøre vidner; et tykt foliobind, hvor »rapporten« selv kun indtager fem linier af indholdet og som siger, at udvalget ikke har noget at sige, og at der må indkaldes flere vidner til afhøring.

Den måde, man forhører vidnerne på, minder om de krydsforhør, der forekommer ved de engelske domstole, hvor advokaten gennem uforskammede og forvirrende spørgsmål på kryds og tværs forsøger at bringe vidnet ud af fatning og fordreje hans ord. Advokaterne i dette tilfælde er de parlamentariske krydsforhørere, blandt dem er mineejere og indehavere af minekoncessioner. Vidnerne er minearbejdere, overvejende fra kulminerne. Denne farce er alt for betegnende for hele kapitalismens ånd til, at vi skulle undlade at give nogle uddrag. For at lette oversigten ordner jeg undersøgelsens resultater osv. opdelt i punkter. Jeg skal minde om, at spørgsmål og obligate svar er forsynet med numre i de engelske blåbøger og at de vidner, hvis udsagn her citeres, er arbejdere fra kulminerne.

1. Beskæftigelse af drenge fra tiårsalderen i minerne. Foruden turen til fods til og fra minerne varer arbejdet i minerne som regel 14 til 15 timer, undtagelsesvis længere, fra 3, 4, 5 om morgenen til 4 og 5 om eftermiddagen (n.6,452,83). De voksne arbejder i to skift på 8 timer for at spare udgifter, men der er intet skift af den art for drengene (n.80,203,204). De yngste anvendes væsentligst til at åbne og lukke ventilationsvægge (døre) i de forskellige afdelinger af gruberne, de ældre til tungt arbejde, kultransport osv. (n.122,739,740). Den lange arbejdstid under jorden varer til de bliver 18 eller 22, hvor overgangen til de egentlige minearbejderes rækker finder sted. (n.161). Børnene og de unge bliver tvunget til at slide hårdere i dag end nogensinde tidligere. (n.1663-1667). Minearbejderne forlanger næsten enstemmigt en lov, der skal forbyde arbejde i minerne inden 14-årsalderen. Og nu spørger Hussey Vivian (der selv har koncession på at udnytte en mine):

»Vil arbejderens opfattelse ikke afhænge af, hvor fattig han og hans familie er?« Hr. Bruce: »Mener De ikke, at det ville være meget hårdt i det tilfælde, hvor en af forældrene har været udsat for en ulykke, eller hvor faderen er svagelig eller død og hvor der således kun er en moder i familien, at forhindre et barn mellem 12 og14 år at tjene 1 shilling og 7 pence om dagen til familiens gavn? ... Er det nødvendigt med en generel regel? ... Er De indstillet på at anbefale en lovgivning, der ville forbyde at anvende børn under 12 og 14 år, uanset deres forældres stilling?« »Ja.« (n.107-110). Vivian: »Lad os nu antage, at der blev vedtaget en lav mod at beskæftige børn under 14 år, ville det så ikke være sandsynligt, at … børnenes forældre ville søge beskæftigelse for deres børn andre steder, f.eks. i fabrikkerne?« »I almindelighed tror jeg det ikke«. (n.174). Kinnaird: »Nogle af drengene passer ventilationsdørene?« »Ja.« »Opstår der som regel en meget stærk træk, hver gang dørene åbnes eller lukkes?« »Som regel jo.« »Det kunne lyde, som om det var en meget let sag, men er den ikke i virkeligheden temmelig ubehagelig?« »Drengen er fængslet der, som sad han i en celle i et fængsel«. Bourgeois Vivian: »Kan drengen ikke læse, hvis han har en lampe?« »Det kan han, hvis han da har råd til at købe lys ... Men jeg tror, at man ville synes, at han ikke passede sit arbejde ordentligt, hvis man opdagede, at han sad og læste; han er der for at passe sit job, han har en pligt der skal gøres, og den skal han først og fremmest passe, og jeg tror ikke, at man ville give lov til at læse nede i gruben«. (n.139,141,143,158,160).

2. Skolegang. Minearbejderne krævede en lov, der gjorde skolegang obligatorisk, som det var tilfældet for fabrikkernes vedkommende. De udtalte, at bestemmelsen i loven af 1860, hvorefter der krævedes skoleattest for at kunne beskæftige børn i alderen 1042 år, var helt uden reel betydning. De »pinlige« forhørsmetoder, der anendes af de kapitalistiske undersøgelsesdommere, bliver på dette punkt ligefrem pudsige.

»Er den (loven) nødvendig over for mestrene eller over for forældrene?« »Jeg skulle tro, at den er nødvendig over for dem begge«. »De er ikke i stand til at sige, om den er mere nødvendig over for den ene end den anden?« »Nej, det spørgsmål kan jeg vist ikke besvare«. (n.115,116). »Synes der at være et ønske fra arbejdsgivernes side i retning af, at drengene skulle have en arbejdstid, der gør det muligt for drengene at overvære undervisningen i skolen?« »Nej. Arbejdstiden er aldrig blevet gjort kortere af den grund«. (n.137). Hr. Kinnaird: »Ville De mene, at minearbejderne i almindelighed forbedrer deres uddannelse. Kan De nævne nogle eksempler på minearbejdere, som har gjort store fremskridt i deres uddannelse, efter at de er begyndt at arbejde, eller er det ikke snarere således, at det går tilbage for dem og at de mister enhver af de ting, de måtte have nået?« »Som regel bliver de værre; de går ikke fremad; de får dårlige vaner. De begynder at drikke og spille terninger, kort, laver væddemål og den slags og de går helt nedenom«. (n.211) »Udfolder de nogen form for bestræbelser i den retning (for at opnå uddannelse) gennem aftenskoler?« »Der er ikke ret mange miner, hvor der er aftenskoler, og måske er der et par drenge, der går på aftenskolerne, hvor der er aftenskoler. Men de er så fysisk udmattede, at der ikke er noget formål med, at de går der«. (n.454). »De er således«, slutter bourgois'en, »imod uddannelse?« »Nej, det er jeg så sandelig ikke, men ... osv.« (n.443). »Men er de (arbejdsgiverne) ikke tvunget til at kræve dem (skoleattesterne)?« »Efter loven jo, men jeg kender ikke til, at de bliver krævet af arbejdsgiverne«. »Det er således Deres opfattelse, at denne bestemmelse i loven, hvorefter der udkræves skoleattester, som regel ikke kommer til udførelse i kulminerne?« »Det gør den ikke«. (n.443,444). »Er arbejderne meget interesseret i dette spørgsmål (uddannelse, skoler)?« »De fleste er det«. (n.717). »Er arbejderne meget ivrige for at lovens bestemmelser overholdes?« »De fleste er«. (n.718). »Mener De, at en hvilken som helst lov, der vedtages i dette land ... kan blive virkeligt effektiv, uden at befolkningen selv er med til at føre den ud i livet?« »Der er måske nok adskillige, der ville være imod, at en dreng beskæftiges, men der kunne blive sat mærke ved ham af den grund«. (n.720). »Sat mærke, af hvem?« »Af dem, han arbejder for« (n.721). »Er det Deres mening, at arbejdsgiverne ville se kritisk på den, der adlyder loven...?« »Det tror jeg, at de ville«. (n.722). »Har De nogensinde hørt om et tilfælde, hvor en arbejder har gjort indsigelse imod, at en dreng mellem 10 og 12, som ikke kunne skrive eller læse blev beskæftiget?« »Det er ikke noget, arbejderne bestemmer«. (n.123). »Ville De gå ind for, at parlamentet tog sig af sagen?« »Jeg tror, at skal der gøres noget effektivt for uddannelsen af minearbejdernes børn, så må det ske gennem en tvangslov, parlamentet vedtager«. (n.1634). »Ville De alene pålægge minearbejderne denne forpligtelse, eller pålægge alle Storbritanniens arbejdere den?« »Jeg kom her for at tale på minearbejdernes vegne«. (n.1636). »Hvorfor mener De, at De bør gøre forskel mellem dem (minearbejdernes børn) og andre drenge?« »Fordi jeg tror, at de er en undtagelse fra reglen«(n.1638). »I hvilken henseende?« »Fysisk«. (n.1639). »Hvorfor skulle uddannelse være af større værdi for dem end for andre klasser af unge mennesker?« »Jeg ved ikke noget om, at det skulle være mere værdifuldt. Men på grund af overanstrengelsen i minerne er der færre chancer for, at drengene, der arbejder der, får en uddannelse, enten i søndagsskoler eller i de normale skoler«. (n.1640) »Er det mon muligt at se på et spørgsmål af denne art, helt isoleret fra andre?« (n.1644). »Er der tilstrækkeligt med skoler?« »Nej« ...(n.1646). »Hvis staten nu skulle kræve, at hvert eneste barn skulle gå i skole, ville der så være skoler, som børnene kunne gå i?« »Nej, men jeg tror, at hvis omstændighederne ville opstå, så ville der også komme skoler«. (n.1647). »Nogle (af drengene) kan slet ikke læse eller skrive, formoder jeg?« »De fleste kan ikke ... De fleste af de voksne arbejdere selv kan heller ikke«. (n.705, 725).

3. Beskæftigelse af kvinder. Efter 1842 arbejder kvinder ganske vist ikke mere under jorden, men nok over jorden med at læsse kul osv., slæbe vognene til kanalbådene og jernbanerne, sortere kul osv. Deres antal er vokset stærkt i de sidste 3-4 år (n.1727). For det meste drejer det sig om kvinder, der er gift med, døtre af eller enker efter minearbejdere, alderen går fra 12 til 50-60 år. (n.647,1779,1781). »Hvad er opfattelsen blandt minearbejderne med hensyn til beskæftigelsen af kvinder?« »Jeg tror, at de i almindelighed fordømmer det«. (n.648). »Hvilke indvendinger har De imod det?« »Jeg anser det for nedværdigende for kønnet«. (n.649). »Er der noget særligt ved klædedragten?« »Ja ... den går i retning af mandstøj og jeg mener, at den i visse tilfælde kvæler al anstændighedsfølelse«. »Ryger kvinderne?« »Nogle gør det«. »Og jeg går ud fra, at det er meget snavset arbejde?« »Det er det«. »Så de bliver sorte og smudsige?« Så sorte som dem, der er nede i minerne … Jeg mener, at en kvinde, der har børn (og der er mange af dem, der arbejder rundt om skakten, der har det) kan ikke opfylde sine forpligtelser overfor dem«. (n.650-654,701). »Ville De mene, at disse enker ville kunne finde en beskæftigelse andetsteds, der ville indbringe dem en lige så stor løn (fra 8 til 10 shillings om ugen)?« »Det kan jeg ikke sige noget om«. (n.709). »Men De vil stadig være indstillet på (han har et hjerte af sten, den fyr!) at forhindre dem i at tjene til livets ophold på denne måde?« »Ja, det ville jeg«. (n.710). »Hvad mener man i almindelighed på egnen ... om kvindernes arbejde? « »Man mener, at det er nedværdigende og vi ønsker som minearbejdere at have mere respekt for det smukke køn end at se dem anbragt omkring skakterne ... En del af det arbejde er meget tungt. Der er nogle af pigerne, der har slæbt op til 10 tons om dagen«. (n.1715,1717). »Er De af den mening, at de kvinder, der er beskæftiget omkring gruberne er mindre moralske end de kvinder, der arbejder i fabrikkerne?« »... procentuelt er der måske flere slette kvinder her end hos fabrikspigerne«. (n.1237). »Men De er ikke helt tilfreds med moralen i fabrikkerne?« »Nej«. (n.1733). »Ville De også forbyde kvinder at arbejde på fabrik?« »Det ville jeg ikke«. (n.1734). »Hvorfor ikke det?« »Jeg synes, at det er et mere passende og anstændigt arbejde«. (n.1735). »Men De mener at det dog er skadeligt for deres moral, ikke?« »Ikke så meget som at arbejde omkring skakterne. Men det er mere den sociale stilling, jeg tænker på, jeg tænker ikke bare på det moralske. Nedværdigelsen, i social henseende for pigerne, er noget der ikke kan beklages nok. Når disse 400 eller 500 piger bliver gift med minearbejdere, lider mændene meget under denne nedværdigelse, og det får dem til at gå ud og drikke«. (n.1736). »Men De ville være nødt til at gøre ende på beskæftigelsen af kvinder også i jernværkerne, hvis det skete i kulminerne, ikke sandt? « »Jeg kan ikke udtale mig på andre fags vegne«. (n.1737). »Kan De se forskel på vilkårene for kvinder, der er beskæftiget i jernværkerne, og for de kvinder, der er beskæftiget over jorden i kulminerne?« »Det har jeg ikke konstateret noget om«. (n.1740). »Kan De nævne noget, der adskiller den ene klasse fra den anden?« »Det har jeg ikke konstateret, men jeg ved fra besøg fra hjem til hjem, at det står meget dårligt til med disse ting inden for vort distrikt ...«(n.1741). »Ville De gribe ind i ethvert tilfælde med hensyn til kvinders beskæftigelse, hvor denne var nedværdigende?« »Jeg tror, at det ville være skadeligt på den måde: Englændernes bedste følelser er skabt gennem en moders opdragelse ...« (n.1750.). »Men dette gælder også arbejde i landbruget, ikke sandt?« »Jo, men det er kun det halve år; vi arbejder hele året rundt«. (n.1751). »De arbejder ofte nat og dag, dyngvåde, deres modstandskraft bliver undermineret og helbredet ødelagt«. »De har måske ikke så nøje undersøgt dette spørgsmål?« »Jeg har så sandeligt bemærket det under min færden og det er sikkert, at jeg intet har set, der står mål med følgerne af kvindernes arbejde omkring skakterne ... Det er en mands arbejde ... en kraftig mands arbejde«. (n.1753,1793,1794). »Deres opfattelse af hele sagen er, at den bedre del af minearbejderne, som ønsker at hæve sig og bedre sig som mennesker, i stedet for at få støtte fra kvinderne, bliver trukket ned af dem?« »Ja«. (n.1808).

Efter at bourgeois'erne har krydsforhørt endnu en tid, kommer omsider hemmeligheden ved deres »sympati« for enker, fattige familier osv. frem.

»Ejeren af kulminen udnævner visse herrer, der skal have opsyn med udnyttelsen af minen, og det er deres måde at optræde på, for at få tingene godkendt, at gøre alt så økonomisk som de kan, og de beskæftigede piger arbejder fra 1 sh. til 1 sh. og 6 d. om dagen, hvad man ellers måtte bruge en mand til 2 sh. og 6. om dagen«. (n.1816).

4. Ligsyn. »Med hensyn til ligsyn (coroner's inguest) inden for Deres distrikt, har arbejderne så tillid til fremgangsmåden ved disse, når der indtræffer ulykker?« »Det har de ikke«. (n.360). »Hvorfor ikke det?« »Hovedsagelig fordi de folk, der som regel vælges, er folk, der ingenting ved om miner og den slags«. »Men indkalder man ikke arbejdere til at tage del i disse ligsyn?« »Aldrig andet end som vidner, så vidt jeg ved«. »Hvem er det, der som regel indkaldes til disse synsnævn?« »Som regel handelsfolk fra nabolaget ... ud fra deres stilling er de somme tider udsat for at blive påvirket af arbejdsgiverne ... mineejerne. Det er som regel folk, der ikke har forstand på tingene, og som knap nok kan forstå de vidner, der indstævnes for dem, de udtryk, der bruges og den slags«. Ville De ønske, at nævnet var sammensat af personer, der havde været beskæftiget ved minedrift?« »Ja, delvist ... de (arbejderne) mener, at kendelsen som regel ikke er i overensstemmelse med de afgivne vidnesbyrd«. (n.361,364,366,368,371,375). »Et hovedformål med at indkalde et ligsynsnævn er at opnå, at det er upartisk, ikke sandt?« »Jo, det skulle jeg mene«. »Ville De mene, at nævnene ville være upartiske, hvis de i betydelig udstrækning bestod af arbejdere?« »Jeg kan ikke se nogen grund til, at arbejderne skulle optræde partisk ... de har nødvendigvis større kendskab til, hvorledes arbejdet foregår i en mine«. »De mener ikke, at der hos arbejderne ville være en tendens til at afgive urimeligt strenge kendelser?« »Nej, det gør jeg ikke«. (n.378, 379,380).

5. Falsk mål og vægt. Arbejderne forlanger at blive betalt hver uge i stedet for hver 14. dag, mål efter vægt i stedet for efter vognenes kubikindhold, beskyttelse mod anvendelse af falske lodder og vægte osv.

»Hvis det nu skulle ske, at vognene på bedragerisk vis blev gjort større, kunne en arbejder afbryde sit arbejde med 2 ugers varsel, ikke sandt?« »Men tager han et andet sted hen, så foregår det samme også der.« (n.1071.) »Men han kan forlade det sted, hvor uretten er begået?« »Sådan er det over det hele. Lige meget hvor han går hen, må han finde sig i det.« (n.1072) »Men ville en arbejder kunne sige op med 2 ugers varsel?« »Ja«, (n.1073)

Sagen afsluttet!

6. Inspektion af minerne. Arbejderne er ikke blot udsat for ulykker, fordi gassen i gruberne eksploderer (n.234 ff.) »Folkene hos os klagede meget over den dårlige ventilation i minerne ... den er som regel så dårlig, at det er svært for folkene at trække vejret. De er helt ude af stand til at lave noget som helst, når de et stykke tid har været på deres arbejde i minerne. Ja, det er sådan, at i den del af minen, hvor jeg arbejder, er der arbejdere, der er blevet tvunget til at opgive deres arbejde og rejse hjem som følge af det ... nogle af dem har måttet lade være med at arbejde i ugevis bare på grund af den dårlige ventilation, selv hvor der ikke er eksplosiv gas ... Der er som regel masser af luft i hovedgangene, men man sørger ikke for, at der kommer luft ud til brudstederne, hvor folkene arbejder« »Hvorfor henvender De Dem ikke til inspektøren?« »For at sige det som det er, mange af folkene er lidt tilbageholdende på det punkt. Der har været tilfælde, hvor folk blev ofret og mistede deres arbejde, fordi de havde henvendt sig til inspektøren.« »Hvorfor bliver han mærket, for at have klaget?« »Ja.« »Og det bliver vanskeligt for ham at få arbejde ved en anden mine?« »Ja.« »Mener De, at minerne i Deres nabolag bliver inspiceret på tilstrækkelig vis til at sikre, at lovens bestemmelser overholdes?« »Nej, de bliver slet ikke inspiceret ... inspektøren har været nede i minen lige præcis 1 gang, og det er i løbet a f syv år ... I det distrikt, jeg hører til, er der ikke inspektører nok. Vi har en ældre herre, der er over 70 og som skal holde øje med 130 kulminer.« »De ønsker at få en gruppe af underinspektører?« »Ja.« (n.234, 241, 251, 254, 274, 275, 554, 276, 293.) »Men mener De, at det ville være muligt for regeringen at opretholde hele den hær af inspektører, der ville være nødvendig for at kunne gøre alt det, De ønsker inspektørerne skal gøre, uden at få oplysninger fra arbejderne?« »Nej, det ville jeg tro ville være næsten umuligt« ... »Ville det være ønskeligt, at inspektørerne kom hyppigere?« »Ja, og uden at der blev sendt bud efter dem.« (n.280, 277.) »Tror De ikke, at følgen af at man fik inspektørerne til at kontrollere kulminerne så hyppigt ville flytte ansvaret(!) med hensyn til at sikre behørig ventilation fra ejerne til regeringens embedsmænd?« »Nej, det tror jeg ikke og jeg mener, at inspektørerne skulle sørge for at de love blev overholdt, som vi allerede har, det er jo deres bestilling.« (n.285.) »Når De taler om underinspektører, mener De så folk til en lavere løn og af en ringere type end de nuværende inspektører?« »Jeg skulle ikke ønske at få dem ringere, hvis man kunne undgå det.« (n.294.) »Ønsker De simpelthen flere inspektører eller ønsker De en lavere klasse af folk som inspektører?« »Folk, der går på og ser til at tingene er i orden. Folk der ikke er bange af sig.« (n.295.) »Hvis De skulle få opfyldt Deres ønske om at få en lavere klasse af inspektører udnævnt, kunne De da ikke forestille Dem, at der ville opstå en fare på grund af manglende dygtighed osv.« »Det tror jeg ikke. Jeg tror, at regeringen ville sørge for den sag og få de rigtige folk til stillingen.« (n.297.)

Denne form for krydsforhør bliver til slut for meget selv for undersøgelseskommissionens formand, han bryder ind med følgende:

»De ønsker en type folk, der ville være i stand til at undersøge minen i alle dens detaljer, alle hjørner og kroge og kendsgerningerne, som de faktisk er ... de skulle så give beretning til hovedinspektøren, der vil anvende sine videnskabelige kundskaber på de kendsgerninger, disse folk har konstateret; det er sådan, ikke sandt?« (n.298, 299.) »Ville det ikke medføre meget store udgifter, hvis alle disse gamle brudsteder stadig blev ventileret?« »Det er muligt at det ville give udgifter, men samtidig ville man beskytte folks liv.« (n.531.)

En minearbejder gør indvendinger mod sektion 17 i loven af 1860. Han siger: »For øjeblikket er det sådan, at hvis en mineinspektør finder at en del af minen er uegnet til at arbejde i, skal han indberette det til minens ejer og indenrigsministeren. Når han har gjort det, får ejeren en frist på 20 dage til at se nærmere på sagen. Når de er gået har han ret til at nægte at foretage nogen som helst forandring i minen. Men hvis han nægter, skriver ejeren af minen til indenrigsministeren og opgiver på samme tid navnene på fem ingeniører og ud af disse fem ingeniører, som ejeren har opgivet, udnævner indenrigsministeren så 1, så vidt jeg husker, som opmand, eller udnævner opmænd blandt de fem. Vi mener, at i det tilfælde udnævner mineejeren faktisk sin egen opmand. (n.581.) Bourgeoisundersøgelsesdommeren, der selv er mineejer: »Men er dette ikke. .. en ren spekulativ indvending?« (n.586.) »De har altså en meget ringe mening om mineingeniørernes hæderlighed?« »Jeg siger, det er yderst uretfærdigt og ubilligt.« (n.588.) »Har mineingeniørerne ikke en slags offentlig funktion, og tror De ikke, at de er hævet over at træffe sådanne partiske afgørelser, som De befrygter?« »Jeg ønsker ikke at besvare et sådant spørgsmål, der angår disse menneskers person. Jeg tror, at i mange tilfælde vil de optræde særdeles partisk, og at det ikke burde være i deres magt at optræde sådan, hvor menneskeliv står på spil. « (n.589.)

Den samme bourgeois er fræk nok til at spørge: »Men tror De da ikke, at også mineejeren lider tab ved en eksplosion?« Til slut (n.1042.): »Er I arbejdere fra Lancashire ikke i stand til at tage jer af jeres egne sager, uden at anmode regeringen om at træde til for at hjælpe jer?« »Nej.«

1865 fandtes der 3217 kulminer i Storbritannien og - 12 inspektører. En mineejer fra Yorkshire (»The Times« 26.januar 1867) beregner selv, at den enkelte mine kun kan blive inspiceret 1 gang hvert tiende år, helt bortset fra inspektørernes rent kontormæssige arbejde, der tager al deres tid. Man kan derfor ikke forundres over at se, hvorledes mineulykkerne vokser i tal og omfang (ofte koster de en 2–300 ofre blandt arbejderne) i de senere år (især 1866 og 1867). Dette er den »frie« kapitalistiske produktions yndigheder!

Alligevel er loven af 1872, hvor mangelfuld den end er, den første, som regulerer arbejdstiden for de børn, der er beskæftiget i bjergværksdriften, og som gør ejerne af gruberne og dem, der har koncession på at udnytte dem, til en vis grad ansvarlige for ulykker, som de jo kaldes.

Den kgl. kommission af 1867 til undersøgelse af børns, unges og kvinders arbejde i landbruget har offentliggjort nogle beretninger, der er overordentligt betydningsfulde. Der er gjort forskellige forsøg på at anvende fabrikslovgivningens principper i modificeret form på landbruget, men hidtil er det totalt mislykket. Men det, som jeg her skal gøre opmærksom på, er, at der består en uimodståelig tendens til at anvende disse principper generelt.

Den generelle anvendelse af fabrikslovgivningen er blevet uundgåelig som et middel til at beskytte arbejderklassen legemligt såvel som åndeligt. Dette medfører så, som vi allerede flygtigt har berørt, at forvandlingen af spredte arbejdsprocesser i dværgmålestok til kombinerede arbejdsprocesser i stor, samfundsmæssig målestok, dvs. kapitalens koncentration og fabriksordningens eneherredømme sker både hurtigere og generelt. Denne forvandling tilintetgør alle de gammeldags former og overgangsformer, bag hvilke kapitalen endnu delvis skjuler sit herredømme, og erstatter disse former med kapitalens direkte, utilslørede herredømme. Dermed bliver også den direkte kamp mod dette herredømme af generel karakter. Mens generaliseringen af fabrikslovgivningen fremtvinger ensartethed, regelmæssighed, orden og økonomi på den enkelte arbejdsplads hver for sig, forøger den gennem den uhyre spore, som begrænsning og regulering af arbejdsdagen betyder for teknikken, anarki og katastrofer inden for den kapitalistiske produktion som helhed, skærper arbejdets intensitet og maskinernes konkurrence med arbejderen. Den tilintetgør smådriften og hjemmeindustrien og dermed også de sidste tilflugts-steder for de »overflødige« og som følge heraf hele samfundsmekanismens hidtidige sikkerhedsventil. Den udvikler produktionsprocessens materielle betingelser og samfundsmæssige kombination og modner herigennem modsigelserne og antagonismerne (de uforsonlige modsætninger) i produktionsprocessens kapitalistiske form og modner derfor samtidig de elementer, der kan skabe en ny form og de momenter, der kan revolutionere det gamle samfund.

10. Storindustri og landbrug

Den revolution, som storindustrien fremkalder i landbruget, og landbrugsproducenternes sociale forhold kan først skildres på et senere tidspunkt. Her må det være tilstrækkeligt med en kort antydning af nogle resultater, der foregribes. Selv om brugen af maskiner i landbruget stort set er fri for de fysiske ulemper, maskinerne tilføjer fabriksarbejderen, virker de dog her på en endnu mere intensiv måde og uden modstand eller modsatrettet aktion når det gælder at gøre arbejderne »overflødige«, som man senere vil se i enkeltheder. F.eks. i grevskaberne Cambridge og Suffolk er det dyrkede areal blevet stærkt udvidet i de sidste tyve år, samtidig med at landbefolkningen i den samme periode er formindsket ikke blot relativt, men også absolut. I Nordamerikas forenede Stater var det foreløbig sådan, at landbrugsmaskinerne kun erstattede de arbejdere, der ellers skulle have været anvendt, men ikke blev faktisk anvendt, dvs. gjorde det muligt for producenterne at dyrke et større areal, men forjager ikke faktisk beskæftigede arbejdere. I England og Wales udgjorde i 1861 antallet af de personer, der var beskæftiget ved fremstilling af landbrugsmaskiner 1034, mens antallet af arbejdere inden for landbruget, der var beskæftiget ved damp- og arbejdsmaskiner, kun udgjorde 1205.

Storindustrien virker for så vidt mest revolutionerende inden for landbruget, idet den tilintetgør »bonden«, det gamle samfunds bolværk og erstatter ham med lønarbejderen. Dermed sker der en udligning mellem byernes og landets behov for social omvæltning, og de samme modsætninger opstår på landet som i byerne. I stedet for den mest vanebundne og irrationelle drift kommer bevidst, teknologisk anvendelse af videnskab. Den kapitalistiske produktionsmåde sønderriver for landbrugets og manufakturens vedkommende de oprindelige familiebånd der omslyngede begge i deres barnligt uudviklede skikkelse. Men den skaber samtidig de materielle betingelser for en ny, højere syntese, foreningen af landbrug og industri på grundlag af deres vidt forskelligt udmejslede skikkelse. Ved den stadigt voksende overvægt af bybefolkningen, som den kapitalistiske produktionsmåde sammenhober i store centrer, akkumulerer den ganske vist samfundets historiske bevægkraft, men på den anden side bringer den forstyrrelse i stofskiftet mellem menneske og jord, dvs. i den proces, hvor de stoffer fra jorden, mennesket har forbrugt i form af næringsmidler og beklædning, vender tilbage til jorden, med andre ord den evige naturbetingelse for varig frugtbarhed. Den ødelægger herigennem på samme tid byarbejdernes fysiske sundhed og det åndelige liv hos landarbejderne. Men ved at tilintetgøre de betingelser for dette stofskifte, der kun er opstået spontant eller ad naturlig vej, gennemtvinger den kapitalistiske produktion samtidig, at man genopretter dette stofskifte som en lov for den samfundsmæssige produktions styring og gør dette i en form, der er i overensstemmelse med menneskets fulde udvikling. I landbruget som i manufakturen fremtræder den kapitalistiske forvandling af produktionsprocessen tillige som producentens lidelsesvej. Arbejdsmidlet bliver til undertrykkelsesmiddel, et middel til at udnytte og forarme arbejderen; den samfundsmæssige kombination af arbejdsprocesserne bliver organiseret undertrykkelse af arbejderens livskraft, frihed og selvstændighed som individ. Det, at arbejderne på landet spredes over et større areal, knækker deres evne til at gøre modstand, mens koncentrationen af byarbejderne øger deres. På samme måde som det er tilfældet i industrien i byerne, må den øgede produktivkraft og den større mængde arbejde der sættes i bevægelse også i det moderne landbrug betales ved, at selve arbejdskraften hærges og sygner hen. Og ethvert af det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen men også jorden; ethvert fremskridt, når det gælder at øge dens frugtbarhed for en given periode, er samtidig et skridt videre i ødelæggelsen af de varige kilder til denne frugtbarhed. Jo mere et land som f.eks. USA går ud fra storindustrien som baggrund for sin udvikling, desto hurtigere forløber denne ødelæggende proces. Den kapitalistiske produktion kan derfor kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen.


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere