Tilbage
Kapitalen
Næste

Den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation

1. Voksende efterspørgsel efter arbejdskraft ved akkumulation, når kapitalens sammensætning er uforandret.

I dette kapitel skal vi behandle den indflydelse, kapitalens vækst har på arbejderklassens skæbne. Den vigtigste faktor i denne undersøgelse er kapitalens sammensætning og de forandringer, den undergår i løbet af akkumulationsprocessen.

Kapitalens sammensætning er at forstå på to måder. Hvad værdien angår, bestemmes sammensætningen af det forhold, hvori kapitalen deler sig i konstant kapital, dvs. værdien af produktionsmidler, og variabel kapital eller værdien af arbejdskraft, dvs. totalsummen af arbejdslønningerne. Hvad det materielle angår, dvs. som den stofligt fungerer i produktionsprocessen, deler enhver kapital sig i produktionsmidler og levende arbejdskraft; denne sammensætning bestemmes ved forholdet mellem på den ene side mængden af de anvendte produktionsmidler og på den anden side den mængde arbejde, der kræves for at anvende dem. Jeg kalder den første sammensætning for værdisammensætningen, den anden for den tekniske sammensætning af kapitalen. Der er en snæver vekselvirkning mellem dem. For at udtrykke denne vekselvirkning kalder jeg kapitalens værdisammensætning, for så vidt den bestemmes ved kapitalens tekniske sammensætning og afspejler dennes ændringer, for kapitalens organiske sammensætning. Hvor der simpelthen tales om kapitalens sammensætning, drejer det sig altid om dens organiske sammensætning.

De talrige enkeltkapitaler, der er investeret i en bestemt produktionsgren, er indbyrdes mere eller mindre forskelligt sammensatte. Gennemsnittet af deres enkeltsammensætninger giver os totalkapitalens sammensætning i den pågældende produktionsgren. Endelig får vi ved hjælp af totalgennemsnittet af gennemsnitssammensætningerne inden for samtlige produktionsgrene sammensætningen af et lands samfundsmæssige kapital og til syvende og sidst er det alene herom det drejer sig i det følgende.

Kapitalens vækst indbefatter vækst af dens variable bestanddel eller den, der er omsat til arbejdskraft. En del af den merværdi, der forvandles til tillægskapital, må altid rekonverteres til variabel kapital eller tilskudsarbejdsfond. Forudsætter vi, alt andet lige, at kapitalens sammensætning forbliver uforandret, dvs. at en bestemt mængde produktionsmidler eller konstant kapital altid kræver den samme mængde arbejdskraft for at blive sat i bevægelse, da er det åbenbart, at efterspørgslen efter arbejde og arbejdernes subsistensfonds vokser i samme forhold som kapitalen og desto hurtigere, jo hurtigere kapitalen vokser. Kapitalen producerer årligt en merværdi, hvoraf en del årligt føjes til den oprindelige kapital, og denne tilvækst vokser selv årligt med det tiltagende omfang af den kapital, der allerede er i funktion. Når berigelsestrangen i ganske særlig grad virker ansporende, som f.eks. ved at der åbnes nye markeder og der opstår nye områder for kapitalinvestering som følge af nyudviklede samfundsmæssige behov osv., kan akkumulationens målestok pludseligt udvides ved, at man blot ændrer delingen af merværdien eller merproduktet i kapital og revenu. Af ovennævnte grunde kan det derfor ske, at kapitalens akkumulationsbehov vokser hurtigere end arbejdskraften eller forøgelsen af antallet af arbejdere; efterspørgslen efter arbejdere kan derfor overgå tilførslen af arbejdere og dermed sætte arbejdslønningerne i vejret. Dette må endog til slut blive tilfældet, hvis de ovennævnte forudsætninger uforandret varer ved. Eftersom der hvert år bliver beskæftiget flere arbejdere end året forinden, må før eller senere det punkt blive nået, hvor akkumulationens behov begynder at overstige det sædvanlige arbejdstilbud, altså det punkt, hvor lønnen begynder at gå i vejret. I England hører man igennem hele det 15. årh. og den første halvdel af det 18. årh. klager herover. De mere eller mindre gunstige omstændigheder, hvorunder lønarbejderne opretholder deres tilværelse og formerer sig, ændrer imidlertid intet ved den kapitalistiske produktions grundlæggende karakter. Lige som den simple reproduktion hele tiden reproducerer selve kapitalrelationen, kapitalister på den ene side, lønarbejdere på den anden, således reproducerer den udvidede reproduktion eller akkumulationen af kapitalrelationen i udvidet målestok flere eller større kapitalister ved den ene pol, flere lønarbejdere ved den anden. Reproduktionen af den arbejdskraft, der hele tiden må indlemmes i kapitalen som middel til værdiøgning, den arbejdskraft, der ikke kan komme fri af kapitalen, og hvis livegenskab under kapitalen kun skjules ved at de individuelle kapitalister, som arbejdskraften sælger sig til, skifter, udgør i virkeligheden et moment i kapitalens egen reproduktion. Akkumulation af kapital er som følge heraf forøgelse af proletariatet.

Den klassiske økonomi forstod denne tese så godt, at Adam Smith, Ricardo osv. som allerede nævnt endog urigtigt identificerer akkumulationen med produktive arbejderes forbrug af hele den kapitaliserede del af merproduktet eller med dets forvandling til et tilskud af lønarbejdere. Allerede 1696 siger John Bellers:

¬»Thi havde en mand hundrede tusind tønder jord og lige så mange pund i penge og lige så meget kvæg, men ikke en arbejder, hvad ville den rige mand da være andet end en arbejder? Og eftersom arbejdere gør folk rige følger, at jo flere arbejdere der er, jo flere rige vil der være ... de fattiges arbejde er de riges guldgrube¬«.

På samme måde Bernard de Mandeville i begyndelsen af det 18. århundrede:

¬»Hvor ejendom er vel sikret, ville det være lettere at leve uden penge end uden fattige; thi hvem skulle gøre arbejdet? ... Lige som de [de fattige, arbejderne] skulle forhindres i at sulte, skulle de heller ikke modtage noget, der var værd at spare. Hvis hist og her en fra den laveste klasse ved usædvanlig flid og ved at spæge sit legeme hæver sig over de omstændigheder, han var opfostret under, bør ingen lægge ham hindringer i vejen herfor; ja, det er ubestrideligt den klogeste kurs for enhver i samfundet, for enhver familie at være sparsommelig og nøjsom; men det er i alle rige nationers interesse, at størsteparten af de fattige næsten aldrig skulle være uvirksomme og alligevel hele tiden give det ud, de modtager ... De, der tjener til deres brød ved deres daglige arbejde ... har kun deres behov til at anspore dem til at være tjenstvillige, behov som det er klogt at lindre, men tåbeligt at kurere. Det eneste som kan gøre den arbejdende flittig er penge med måde, eftersom for få vil gøre ham enten modløs eller desperat, alt efter som hans sind er, og eftersom for mange vil gøre ham uforskammet og doven ... Det følger af det, som her er sagt, at i en fri nation, hvor slaver ikke tillades, består den sikreste rigdom i en stor mængde arbejdsomme fattige; thi foruden at de er en aldrig svigtende planteskole for flåder og hære, ville der uden dem ikke være nogen nydelse, og intet lands produkt kunne tjene som indtægtskilde. For at gøre samfundet ¬»(der naturligvis består af ikke-arbejderne)¬« lykkeligt og folk tilfredse under de rigtigste omstændigheder, kræves det, at det store flertal af dem er såvel uvidende som fattige; viden både udvider og mangfoldiggør vore ønsker, og jo mindre en mand ønsker, desto lettere kan hans livsfornødenheder tilfredsstilles¬«.

Det, som Mandeville, en ærlig mand og et lyst hovede, endnu ikke har forstået, er, at selve akkumulationsprocessens mekanisme forøger mængden af ¬»arbejdsomme fattige¬« sammen med kapitalen, dvs. de lønarbejdere, der forvandler deres arbejdskraft til en voksende kraft til forøgelse af den voksende kapitals værdi og netop herved er nødt til at forevige deres afhængighedsforhold over for deres eget, i kapitalisten personificerede produkt. Med henblik på dette afhængighedsforhold siger Sir F. M. Eden i sin ¬»The State of the Poor, a History of the Labouring Classes in England¬«.

¬»Det naturlige produkt af vor jord er bestemt ikke fuldtud tilstrækkeligt til vort udkomme; vi kan kun få klæder, husly og mad som følge af en eller anden art forudgående arbejde. I det mindste en del af samfundet må være utrætteligt beskæftiget ... Der er andre, som, skønt de hverken ”slider eller spinder”, dog kan råde over flidens produkter, men som alene skylder civilisation og orden, at de fritages for arbejde ... De er helt igennem skabninger af borgerlige institutioner, der har anerkendt, at individer kan erhverve ejendom også på andre måder end ved at arbejde ... Personer med selvstændig formue ... kan på ingen måde takke deres egne større evner for deres større fordele, men skylder dem næsten udelukkende ... andres flid. Det er ikke besiddelsen af jord eller penge, men kommando over arbejde (the command of labour) der adskiller den velstående fra den arbejdende del af samfundet ... Denne plan [som Eden bifalder] ville give de besiddende tilstrækkelig (men på ingen måde for megen) indflydelse og myndighed over dem, der ... arbejder for dem; og det ville anbringe disse arbejdere ikke i en ussel og servil tilstand, men i en bekvem og liberal afhængighed (a state of easy and liberal dependence) af sådan art, som alle, der kender den menneskelige natur og dens historie, vil indrømme er nødvendig for deres eget velbefindende¬«.

Sir F. M. Eden, dette bemærket i forbifarten, er den eneste af Adam Smiths elever, som i det 18. årh. har ydet noget af betydning.

Under de akkumulationsbetingelser, vi hidtil har forudsat, og som er de gunstigste for arbejderne, iklædes deres afhængighedsforhold til kapitalen udholdelige eller som Eden siger ¬»bekvemme og liberale¬« former. I stedet for at blive mere intensivt med kapitalens vækst bliver forholdet kun mere ekstentivt, dvs. sfæren for kapitalens udbytning og herredømme udvider sig kun med dens egen dimension og antallet af dens undersåtter. En øget del af deres eget stadigt voksende merprodukt, der bliver forvandlet til voksende tillægskapital, strømmer tilbage til dem i form af betalingsmidler, således at de kan udvide omfanget af deres nydelser, bedre opbygge deres forbrugsfonds af klæder, møbler osv. og oprette små reservefonds af penge. Lige så lidt som bedre mad, klæder, behandling og et større peculium (særformue) ophæver slavens afhængighedsforhold og udbytningen af ham, lige så lidt medfører bedre mad, klæder, etc., at lønarbejderens afhængighed og udbytningen af ham ophæves. At prisen på arbejdet stiger som følge af kapitalens akkumulation, betyder i realiteten kun, at omfanget og vægten af den gyldne lænke, som lønarbejderen allerede har smedet for sig selv, nu gør det muligt, at kæden kan gøres lidt mindre stram. I meningsstridighederne om dette emne har man som regel ignoreret det, der er hovedsagen, nemlig den kapitalistiske produktions differentia specifica (specifikke forskel). I den kapitalistiske produktion køber man ikke arbejdskraft for at tilfredsstille køberens personlige behov ved hjælp af arbejdskraftens tjenester eller det, den producerer. Køberens formål er at øge værdien af sin kapital, at producere varer, der rummer mere arbejde, end han betaler, dvs. indeholder en værdidel, der ikke koster ham noget, men ikke desto mindre bliver realiseret, når varerne sælges. Produktion af merværdi, dvs. profitmagen er den absolutte lov for denne produktionsmåde. Arbejdskraften kan kun sælges, for så vidt den bevarer produktionsmidlerne som kapital, reproducerer sin egen værdi som kapital og tjener som kilde til tilskudskapital gennem ubetalt arbejde. Betingelserne for at kunne sælge arbejdskraften, hvad enten de nu er mer eller mindre gunstige for arbejderen, indbefatter således nødvendigheden af, at arbejdskraften hele tiden kan gensælges og indbefatter den uafbrudte udvidede reproduktion af rigdommen som kapital. Som vi har konstateret, betinger arbejdslønnen ifølge sin natur altid, at arbejderen leverer en bestemt mængde ubetalt arbejde. Helt bortset fra, at arbejdslønnen kan stige samtidig med, at prisen på arbejdet falder osv., betyder en tilvækst i bedste fald kun en kvantitativ formindskelse af det ubetalte arbejde, arbejderen er tvunget at levere. Denne formindskelse kan aldrig gå så vidt, at den når et punkt, hvor den ville true selve systemet. Bortset fra voldelige konflikter om arbejdslønnens niveau, – og allerede Adam Smith har vist, at under sådanne konflikter forbliver mesteren i det store og hele altid mester, – forudsætter en forøgelse af arbejdets pris, der har sin oprindelse i kapitalens akkumulation, følgende alternativ.

Enten fortsætter prisen på arbejdet med at vokse, fordi det ikke forstyrrer akkumulationens fremskridt, at den forhøjes. Heri ligger intet mærkelig, thi som Adam Smith siger

¬»efter at denne¬« (profitten) ¬»er formindsket, kan kapitalen ikke blot fortsætte med at forøges, men kan forøges langt hurtigere end før ... En stor kapital vokser i almindelighed selv med ringe profit hurtigere end en lille kapital med stor profit¬«. (anf.værk s.189).

I dette tilfælde er det indlysende, at en formindskelse af det ubetalte arbejde på ingen måde gør afbræk i udvidelsen af kapitalens herredømme. – Eller, og det er den anden side af alternativet, akkumulationen afsvækkes som følge af den stigende arbejdspris, eftersom den spore, der ligger i gevinsten, mister sin brod. Akkumulationen aftager. Men ved at den tager af, forsvinder årsagen til dens aftagen, dvs. misforholdet mellem kapital og arbejdskraft, der kan udbyttes. Den kapitalistiske produktionsproces' mekanisme fjerner således selv de hindringer, den midlertidigt skaber. Arbejdets pris falder atter til et niveau, der svarer til kapitalens behov, når det gælder at øge sin værdi, hvad enten nu dette niveau ligger under, over eller er lig med det niveau, der gjaldt for at være normalt, inden lønnen begyndte at stige. Man ser: I første tilfælde er det ikke nedgang i arbejdskraftens eller arbejderbefolkningens absolutte eller proportionelle vækst, der gør kapitalen overflødig, men omvendt kapitalens tilvækst, der gør den arbejdskraft, der kan udbyttes, utilstrækkelig. I det andet tilfælde er det ikke tilvækst i arbejdskraftens eller arbejderbefolkningens absolutte eller proportionelle vækst, der gør kapitalen utilstrækkelig, men omvendt kapitalens aftagen, der gør den arbejdskraft, der kan udbyttes, overflødig, eller rettere dens pris for høj. Det er disse absolutte bevægelser i kapitalens akkumulation, der afspejler sig som relative bevægelser i mængden af den arbejdskraft, der kan udbyttes og derfor synes at skyldes den sidstnævntes egen bevægelse. For at bruge et matematisk udtryk: Akkumulationens størrelse er den uafhængigt variable, lønnens størrelse er den afhængigt variable, ikke omvendt. Under den industrielle cyklus' krisefase udtrykker vareprisernes generelle fald sig på lignende måde som stigning i den relative pengeværdi, og under højkonjunkturfasen udtrykker vareprisernes generelle stigning sig som fald i den relative pengeværdi. Den såkaldte Currency-Skole slutter heraf, at når der hersker høje priser, er der for mange penge i omløb, og når priserne er lave, er der for få. Deres uvidenhed og fuldstændige misagtelse af kendsgerningerne finder værdige paralleller hos de økonomer, der tyder disse akkumulationsfænomener som tegn på, at der i det ene tilfælde findes for få og i det andet for mange lønarbejdere.

Den lov for den kapitalistiske produktion, der ligger til grund for den såkaldte ¬»naturlige befolkningslov¬« går ganske enkelt ud på følgende: Forholdet mellem kapital, akkumulation og lønniveau er intet andet end forholdet mellem det ubetalte arbejde, der er forvandlet til kapital og det tilskud af arbejde, der kræves for at sætte tillægskapitalen i bevægelse. Det er altså på ingen måde et forhold mellem to af hinanden uafhængige størrelser, nemlig på den ene side kapitalens størrelse og på den anden arbejderbefolkningens antal, tværtimod drejer det sig til syvende og sidst kun om forholdet mellem den samme arbejderbefolknings ubetalte og betalte arbejde. Hvis mængden af det ubetalte arbejde, som arbejderklassen leverer og kapitalistklassen akkumulerer, vokser tilstrækkeligt hurtigt til, at det kun kan forvandle sig til kapital gennem et ekstraordinært tilskud af betalt arbejde, da stiger lønnen og, alt andet lige, aftager det ubetalte arbejde i forhold hertil. Men så snart denne aftagen når det punkt, hvor det merarbejde, der føder kapitalen, ikke længere tilbydes i normal mængde, indtræder der en reaktion: en mindre del af revenuet bliver kapitaliseret, akkumulationen lammes og den stigende lønbevægelse modtager et kontrastød. Forhøjelsen af arbejdets pris bliver altså holdt inden for grænser, der ikke blot lader det kapitalistiske systems grundlag uantastet, men som også tillader dets udvidede reproduktion. Denne lov for den kapitalistiske akkumulation, som er blevet mystificeret til en naturlov, udtrykker således i virkeligheden kun, at den kapitalistiske akkumulations natur udelukker enhver mindskning i arbejdets udbytningsgrad og enhver forøgelse af arbejdets pris, der vil kunne indebære en alvorlig fare for den fortsatte reproduktion af kapitalrelationen og denne relations fortsat udvidede reproduktion. Anderledes kan det ikke være under en produktionsmåde, hvor arbejderen er til for forhåndenværende værdiers behov for at øge deres værdi, i stedet for omvendt, at den materielle rigdom er til for arbejderens udviklingsbehov. På samme måde som mennesket i religionen bliver behersket af sin egen hjernes frembringelser, bliver det i den kapitalistiske produktion behersket af sin egen hånds frembringelser.

2. Relativ aftagen af den variable kapitaldel, samtidig med at akkumulationen og den koncentration, der ledsager den, går videre.

Ifølge økonomernes egne udtalelser er det hverken det øjeblikkelige omfang af den samfundsmæssige rigdom eller størrelsen af den allerede erhvervede kapital, der medfører en forhøjelse af lønnen, men ene og alene akkumulationens fortsatte vækst og graden af den hastighed, hvormed den vokser (Adam Smith, I. bog, 8. kap.). Hidtil har vi kun betragtet en speciel fase af denne proces, nemlig den, hvor kapitaltilvæksten sker, uden at kapitalens tekniske sammensætning ændres. Men processen går ud over denne fase.

Er det generelle grundlag for det kapitalistiske system nu givet, kommer man under akkumulationens forløb altid til det punkt, hvor udviklingen af det samfundsmæssige arbejdes produktivitet bliver til den kraftigste løftestang for akkumulationen.

¬»Den samme årsag,¬« siger Adam Smith, ¬»der øger lønningerne, nemlig kapitalens forøgelse, tenderer mod at forøge arbejdets produktive kræfter og giver en mindre mængde arbejde mulighed for at frembringe en større mængde produkter.¬«

Bortset fra naturbetingelser, som jordens frugtbarhed osv. og fra dygtigheden hos uafhængige og isolerede producenter, som dog mere kommer til udtryk kvalitativt i frembringelsernes beskaffenhed end kvantitativt i deres mængde, så udtrykkes den grad af arbejdsproduktivitet, der hersker i samfundet, i det relative omfang af mængden af produktionsmidler, som en arbejder i løbet af en given tid og med den samme anspændelse af arbejdskraft forvandler til produkt. Mængden af produktionsmidler, som han fungerer med, vokser med produktiviteten af hans arbejde. Disse produktionsmidler spiller i denne forbindelse en dobbelt rolle. Væksten i nogle er følge af, væksten af andre betingelse for den voksende arbejdsproduktivitet. F.eks. bliver der ved den manufakturmæssige arbejdsdeling og anvendelsen af maskiner forarbejdet mere råmateriale i løbet af den samme tid, med andre ord en større mængde rå- og hjælpestoffer indgår i arbejdsprocessen. Dette er følgen af den voksende arbejdsproduktivitet. På den anden side er mængden af de anvendte maskiner, kvæg og trækdyr, mineralsk gødning, drænrør osv. betingelse for den voksende arbejdsproduktivitet. På samme måde forholder det sig med mængden af koncentrerede produktionsmidler i form af bygninger, kæmpeovne, transportmidler osv. Hvad enten der nu er tale om betingelse eller følge, er det voksende omfang af produktionsmidlernes størrelse i forhold til den arbejdskraft, der indkorporeres i dem, udtryk for den voksende arbejdsproduktivitet. Arbejdsproduktivitetens vækst fremtræder således i aftagen i arbejdsmængden i forhold til den mængde produktionsmidler, arbejdsmængden sætter i bevægelse, dvs. i en aftagen i størrelsen af arbejdsprocessens subjektive faktor i sammenligning med dens objektive faktorer.

Denne forandring i kapitalens tekniske sammensætning, væksten i mængden af produktionsmidler, sammenlignet med mængden af den arbejdskraft, der sætter dem i bevægelse, afspejler sig så igen i kapitalens værdisammensætning, idet den konstante bestanddel af kapitalværdien vokser på bekostning af dens variable bestanddel. Oprindeligt blev der f.eks., udtrykt i procenter, givet 50 pct. ud af en kapital til produktionsmidler og andre 50 pct. til arbejdskraft; senere, efterhånden som arbejdets produktivitetsgrad udvikler sig, bliver det henholdsvis 80 pct. til produktionsmidler og 20 pct. til arbejdskraft osv. Denne lov for den stigende vækst af den konstante kapitaldel i forhold til den variable bekræftes (som allerede anført) ved ethvert skridt af den sammenlignende analyse af varepriserne, ligegyldigt om vi sammenligner forskellige økonomiske epoker hos en enkelt nation eller forskellige nationer i den samme epoke. Den relative størrelse af det priselement, der kun repræsenterer de opbrugte produktionsmidler, dvs. den konstante del af kapitalen, står i direkte forhold til akkumulationens fremskridt, mens den relative størrelse af det andet priselement, det, der betaler arbejdet, dvs. repræsenterer den variable del af kapitalen, som regel vil stå i omvendt forhold til akkumulationens fremskridt.

Den variable kapitaldels aftagen i forhold til den konstante, dvs. den forandrede sammensætning af kapitalværdien viser dog kun tilnærmelsesvis den ændring, der sker i sammensætningen af kapitalens stoflige bestanddele. Hvis f.eks. den kapitalværdi, der i dag er anbragt i et spinderi for 7/8's vedkommende er konstant og for 1/8's variabel, mens den ved begyndelsen af det 18. årh. var ¬Ĺ konstant og ¬Ĺ variabel, så er derimod den mængde råstoffer, arbejdsmidler osv., som en bestemt mængde spindearbejde i dag produktivt forbruger flere hundrede gange større end ved begyndelsen af det 18. årh. Grunden er ganske enkelt den, at med den voksende arbejdsproduktivitet sker der ikke blot en stigning af omfanget af de produktionsmidler, som arbejdet opbruger, men samtidig falder værdien af disse produktionsmidler, sammenlignet med deres omfang. Deres værdi stiger altså absolut, men ikke proportionalt med deres omfang. Væksten i differensen mellem konstant og variabel kapital er derfor langt mindre end væksten i differensen mellem den mængde produktionsmidler, som den konstante del af kapitalen omsættes i, og den mængde arbejdskraft, den variable del af kapitalen omsættes i. Den første differens tiltager sammen med den sidste, men i ringere grad.

I øvrigt, selv om akkumulationens fremskridt formindsker den variable kapitaldels relative størrelse, udelukker dette på ingen måde, at der sker en stigning i den variable kapitaldels absolutte størrelse. Lad os antage, at en kapitalværdi til at begynde med spalter sig i 50 pct. konstant og 50 pct. variabel kapital og på et senere tidspunkt i 80 pct. konstant og 20 pct. variabel. Er i mellemtiden den oprindelige kapital på, lad os sige 6.000 pd.st., vokset til 18.000 pd.st., så er dens variable bestanddel også vokset med 1/5. Den udgjorde 3.000 pd.st. og udgør nu 3.600 pd.st. Men hvor tidligere en kapitaltilvækst på 20 pct. ville have været tilstrækkelig til at øge efterspørgslen efter arbejde med 20 pct., kræves der nu en tredobling af den oprindelige kapital.

I fjerde afsnit blev det vist, hvorledes kooperation i stor målestok er forudsætning for udviklingen af arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, hvorledes man kun under denne forudsætning kan organisere deling og kombination af arbejdet, spare produktionsmidler gennem koncentration i massemålestok, bringe arbejdsmidler som f.eks. maskinsystemer i stand, der allerede på grund af deres stoflige egenskaber kun kan anvendes i fællesskab, kan stille uhyre naturkræfter i produktionens tjeneste og gøre det muligt at forvandle produktionsprocessen til teknologisk anvendelse af videnskaben. På grundlag af en vareproduktion, hvor produktionsmidlerne er privatpersoners ejendom, hvor den manuelle arbejder derfor enten fremstiller varer isoleret og selvstændigt eller sælger sin arbejdskraft som vare, fordi han mangler midlerne til selvstændig arbejdsdrift, realiseres denne forudsætning kun ved, at de individuelle kapitaler vokser, dvs. i den udstrækning som de samfundsmæssige produktionsmidler og livsfornødenheder forvandles til kapitalisters privatejendom. Med vareproduktion som basis kan produktion i stor målestok kun vokse i kapitalistisk form. En vis akkumulation af kapital hos individuelle vareproducenter udgør derfor forudsætningen for den specifikt kapitalistiske produktionsmåde. Vi måtte derfor forudsætte den ved overgangen fra håndværket til den kapitalistiske virksomhed. Den kan kaldes den oprindelige akkumulation, fordi den i stedet for at være det historiske resultat, er det historiske grundlag for den specifikt kapitalistiske produktion. Hvordan den selv opstår, behøver vi endnu ikke at analysere på dette sted. Det må være tilstrækkeligt, at den danner udgangspunktet. Men alle de metoder til at forøge arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, der vokser frem på dette grundlag, er samtidig metoder til forøget produktion af merværdi, dvs. forøget merprodukt, der igen er det element, der danner akkumulationen. De er altså på samme tid metoder til produktion af kapital ved hjælp af kapital, dvs. metoder til kapitalens fremskyndede akkumulation. Den kontinuerte forvandling af merværdi tilbage til kapital optræder som vækst i størrelsen af den kapital, der indgår i produktionsprocessen. Denne bliver atter grundlag for en udvidelse af produktionens trinhøjde, for de metoder til at forøge arbejdets produktivkraft, der ledsager den, og for fremskyndet produktion af merværdi. Kræves der således en vis grad af kapitalakkumulation som betingelse for den specifikt kapitalistiske produktionsmåde, bevirker denne tilbagevirkende en fremskyndet akkumulation af kapitalen. Med kapitalens akkumulation udvikles derfor den specifikt kapitalistiske produktionsmåde og med den specifikt kapitalistiske produktionsmåde udvikles kapitalens akkumulation. Disse to økonomiske faktorer fremkalder, i kraft af det sammensatte forhold mellem de impulser, de gensidigt giver hinanden, den ændring i kapitalens tekniske sammensætning, hvorigennem den variable bestanddel bliver mindre og mindre i sammenligning med den konstante.

Hver enkelt individuel kapital er en større eller mindre koncentration af produktionsmidler med tilsvarende kommando over en større eller mindre arbejderhær. Enhver akkumulation bliver midlet til ny akkumulation. Med den voksende mængde rigdom, der fungerer som kapital, forøger akkumulationen koncentrationen af rigdom hos de individuelle kapitalister og udvider dermed grundlaget for produktion i stor målestok og for de specifikt kapitalistiske produktionsmetoder. Den samfundsmæssige kapitals vækst sker gennem væksten af mange, individuelle kapitaler. Under den forudsætning, at alt andet er lige, vokser de individuelle kapitaler og med dem koncentrationen af produktionsmidlerne i det forhold, hvori de udgør alikvote dele (brøkdele) af den samfundsmæssige totalkapital. På samme tid river aflæggere sig løs fra de oprindelige kapitaler og fungerer som nye, selvstændige kapitaler. En stor rolle i så henseende spiller bl.a. formuens deling i kapitalistfamilier. Antallet af kapitalister vokser derfor mer eller mindre jævnsides med kapitalens akkumulation. To punkter er karakteristiske for denne type koncentration, der umiddelbart beror på akkumulationen eller snarere er identisk med den. For det første: Den voksende koncentration af de samfundsmæssige produktionsmidler hos de individuelle kapitalister er, alt andet lige, begrænset af den samfundsmæssige rigdoms vækstgrad. For det andet: Den del af den samfundsmæssige kapital, der er hjemmehørende i den enkelte, specielle produktionssfære, er fordelt blandt mange kapitalister, der står over for hinanden som uafhængige og indbyrdes konkurrerende vareproducenter. Akkumulationen og den koncentration, der ledsager den, er således ikke blot opsplittet over et stort antal punkter, men væksten af de fungerende kapitaler er gennemvævet med dannelsen af nye og spaltningen af gamle kapitaler. Hvis akkumulationen derfor på den ene side optræder som voksende koncentration af produktionsmidlerne og kommandoen over arbejde, fremtræder den på den anden side som repulsion (frastødning) af et stort antal individuelle kapitaler.

Denne opsplitning af den samfundsmæssige totalkapital i et stort antal individuelle kapitaler eller repulsionen af dens brøkdele modvirkes af attraktionen (tiltrækningen) mellem dem. Dette er ikke længere den simple, med akkumulationen identiske koncentration af produktionsmidler og kommando over arbejde. Dette er koncentration af allerede dannede kapitaler. Ophævelse af deres individuelle selvstændighed, kapitalistens ekspropriation af kapitalister, forvandling af mange mindre til få større kapitaler. Denne proces adskiller sig fra den første ved, at den kun forudsætter en forandret fordeling af de allerede eksisterende og fungerende kapitaler, og følgelig er dens spillerum ikke begrænset af den samfundsmæssige rigdoms absolutte vækst, dvs. akkumulationens absolutte grænser. Kapitalen svulmer her på en hånd op til store mængder, fordi den der går tabt på flere hænder. Dette er den egentlige centralisation til forskel fra akkumulationen og koncentration.

Lovene for denne centralisation af kapitalerne eller kapitalens attraktion af kapital kan der ikke redegøres udførligt for her. En kort antydning af kendsgerningerne må være tilstrækkelig. Konkurrencekampen føres ved at gøre varerne billigere. Varernes billighed afhænger, caeteris paribus (alt andet lige), af arbejdets produktivitet, men dette afhænger igen af produktionens trinhøjde. De større kapitaler vinder derfor over de mindre. Man vil yderligere erindre, at efterhånden som den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig, vokser også minimumsomfanget af den individuelle kapital, der kræves, for at drive en virksomhed under normale betingelser. De mindre kapitaler klumper sig derfor sammen på produktionsområder, som den store industri indtil videre kun har bemægtiget sig sporadisk eller i utilstrækkelig grad. Konkurrencen raser her med en styrke, der står i direkte forhold til antallet og i omvendt forhold til størrelsen af de kapitaler, der rivaliserer med hinanden. Konkurrencen ender altid med, at et stort antal mindre kapitalister bukker under. Deres kapital går dels over til sejrherren, dels går den i opløsning og tilintetgøres. Bortset fra dette opstår der med den kapitalistiske produktion en hel ny magt, nemlig kreditvæsenet. Til at begynde med sniger det sig stjålent ind som akkumulationens beskedne hjælper, trækker gennem usynlige tråde de pengemidler, der er spredt over samfundets overflade i større eller mindre mængder, i hænderne på individuelle eller associerede kapitalister; men snart bliver kreditvæsenet til et nyt og frygteligt våben i konkurrencekampen for til slut at forvandle sig til en uhyre social mekanisme til centralisering af kapitalerne.

I samme udstrækning som den kapitalistiske produktion og akkumulation udvikler sig, udvikler sig også konkurrence og kredit, de to kraftigste løftestænger for centralisationen. Samtidig forøger akkumulationens fremskridt det stof, der kan centraliseres, dvs. enkeltkapitalerne, alt mens udvidelsen af den kapitalistiske produktion skaber dels det samfundsmæssige behov, dels de tekniske midler for de vældige industrivirksomheder, der kun kan realiseres, hvis der forinden er sket en centralisation af kapitalen. I vore dage er den indbyrdes tiltrækningskraft mellem enkeltkapitalerne og tendensen til centralisering altså stærkere end nogensinde tidligere. Men selv om den relative udstrækning af og energien hos den centraliserende bevægelse til en vis grad er bestemt af den størrelse, den kapitalistiske rigdom allerede har nået, og af den økonomiske mekanismes overlegenhed, så afhænger centralisationens fremskridt dog på ingen måde af den positive vækst af størrelsen af den samfundsmæssige kapital. Og det er dette, der specielt adskiller centralisationen fra koncentrationen, der kun er et andet udtryk for den udvidede reproduktion. Centralisationen kan fremkomme ved, at der blot sker en ændret fordeling af de kapitaler, der allerede findes, ved at man blot ændrer den kvantitative gruppering af den samfundsmæssige kapitals bestanddele. Kapitalen kan på den ene side vokse til uhyre mængder i en enkelts hånd, fordi den på den anden side bliver unddraget de manges. Centralisationen vil i en given erhvervsgren have nået sin yderste grænse, når alle de kapitaler, der er anbragt i denne gren, er smeltet sammen til en enkeltkapital. I et givet samfund ville denne grænse først blive nået i det øjeblik, hvor den samlede samfundsmæssige kapital ville blive forenet hos enten en enkelt kapitalist eller et enkelt kapitalistselskab.

Centralisationen supplerer og afrunder akkumulationens værk ved at sætte de industrielle kapitalister i stand til at udvide skalaen for deres operationer. Hvad enten dette nu skyldes akkumulation eller centralisation, hvad enten centralisationer sker ad voldelig vej gennem anneksion – hvor visse kapitaler bliver så dominerende tyngdepunkter for andre, at de bryder disses individuelle kohæsion (sammenhængskraft) og derpå trækker de isolerede brudstykker til sig – eller der sker en sammensmeltning af en mængde allerede dannede kapitaler, respektive kapitaler under dannelse ved hjælp af den mere smertefri fremgangsmåde, der består i at danne aktieselskaber – så bliver den økonomiske virkning den samme. Industrivirksomhedernes forøgede størrelse er overalt udgangspunktet for en mere omfattende organisation af manges totalarbejde, for en bredere udvikling af de materielle drivkræfter, de råder over, dvs. udgangspunkt for en progressiv forvandling af isolerede og traditionelt drevne produktionsprocesser til samfundsmæssigt kombinerede og videnskabeligt disponerede produktionsprocesser.

Det er imidlertid klart, at akkumulationen, den gradvise forøgelse af kapitalen ved at reproduktionen går over fra cirkel- til spiralform, er en såre langsom proces i sammenligning med centralisationen, der kun behøver at ændre den kvantitative gruppering af den samfundsmæssige kapitals integrerende bestanddele. Vi ville endnu være uden jernbaner, hvis vi skulle have ventet, indtil akkumulationen havde bragt nogle enkeltkapitaler så vidt, at de kunne magte at bygge en jernbane. Centralisationen har kunnet præstere dette i en håndevending, takket være aktieselskaberne. Og mens centralisationen på denne måde forøger og fremskynder akkumulationens virkninger, udvider og fremskynder den på samme tid de omvæltninger i kapitalens tekniske sammensætning, der medfører, at kapitalens konstante del vokser på bekostning af dens variable del og herigennem formindsker den relative efterspørgsel efter arbejde.

De kapitalmængder, centralisationen har svejset sammen fra den ene dag til den anden, reproducerer og formerer sig som de øvrige, blot hurtigere og bliver dermed til nye, kraftige løftestænger for den samfundsmæssige akkumulation. Hvis man derfor taler om den samfundsmæssige akkumulations fremskridt, er der dermed — nu om stunder — stiltiende indbefattet centralisationens virkninger.

De tillægskapitaler, der er dannet i løbet af den normale akkumulation (se 22.kap, 1) tjener fortrinsvis som vehikel (hjælpemiddel) til udbytning af nye opfindelser og opdagelser, til industrielle forbedringer i det hele taget. Men også den gamle kapital kommer med tiden til det punkt, hvor den fornyes fra top til tå, hvor den skifter ham og ligeledes bliver genfødt i den forbedrede tekniske skikkelse, hvor en mindre mængde arbejde er nok til at sætte en større mængde maskiner og råstoffer i bevægelse. Heraf følger med nødvendighed en absolut aftagen i efterspørgslen efter arbejde og denne aftagen bliver selvsagt desto større, jo mere de kapitaler, der gennemløber denne fornyelsesproces, allerede er blevet ophobet i store mængder, takket være den centraliserende bevægelse.

På den ene side tiltrækker således den tilskudskapital, der er dannet ved akkumulationens fremskriden i forhold til sin størrelse, stadig færre og færre arbejdere. På den anden side frastøder den gamle kapital, der periodisk eproduceres i ny sammensætning, flere og flere af de arbejdere, den tidligere beskæftigede.

3. Progressiv produktion af en relativ overbefolkning eller industriel reservearmé.

Kapitalens akkumulation, der oprindeligt fremstod som blot en kvantitativ udvidelse af kapitalen, sker, som vi har set, under stadig kvalitativ ændring i kapitalens sammensætning, idet kapitalens konstante del hele tiden vokser på bekostning af kapitalens variable bestanddel.

Den specifikt kapitalistiske produktionsmåde, den udvikling af arbejdets produktivkraft, som svarer til denne produktionsmåde, og den herved fremkaldte ændring i kapitalens organiske sammensætning, holder ikke blot trit med akkumulationens fremskriden eller væksten i den samfundsmæssige rigdom. De forløber langt hurtigere, eftersom den simple akkumulation eller den absolutte udvidelse af totalkapitalen er ledsaget af centraliseringen af dens individuelle elementer, og den tekniske omvæltning af tillægskapitalen er ledsaget af teknisk omvæltning af den oprindelige kapital. Som akkumulationen skrider frem, ændres derfor forholdet mellem den konstante og den variable del af kapitalen. Var forholdet oprindeligt 1:1 forvandles det til 2:1, 3:1, 4:1, 5:1, 7:1, osv., hvilket medfører, at der, mens kapitalen vokser, i stedet for en omsætning af 1/2 af kapitalens totalværdi i arbejdskraft, progressivt kun omsættes 1/3, 1/4, 1/5, 1/6, 1/8 osv., mens der på den anden side omsættes 2/3, 3/4, 4/5, 5/6, 7/8 osv, i produktionsmidler. Efterspørgslen efter arbejde er ikke bestemt af totalkapitalens omfang, men kun af dens variable. bestanddel, og som følge heraf falder efterspørgslen således progressivt med totalkapitalens vækst, i stedet for som tidligere forudsat at vokse proportionalt med denne vækst. Den falder relativt til totalkapitalens størrelse og i fremskyndet progression med væksten i denne størrelse. Når totalkapitalen vokser, vokser ganske vist også dens variable bestanddel, dvs. den arbejdskraft, der er indlemmet i totalkapitalen, men det sker i en proportion, der hele tiden aftager. De intervaller, hvor akkumulationen fungerer som blot en udvidelse af produktionen på det givne tekniske grundlag, bliver kortere. Det drejer sig ikke blot om, at der kræves en fremskyndet akkumulation af totalkapitalen, og fremskyndet i voksende progression, for at kunne absorbere yderligere arbejdere i et givet antal, ja heller ikke engang om at være i stand til at beskæftige de allerede fungerende arbejdere som følge af den gamle kapitals stadige metamorfoser. Denne voksende akkumulation og centralisation slår så selv om til at blive en kilde til ny ændring i kapitalens sammensætning eller til fornyet fremskyndet formindskelse af den variable bestanddel af kapitalen i forhold til den konstante. Denne fremskyndede relative formindskelse af den variable bestanddel, der sker sammen med totalkapitalens vækst og som fremskyndes hurtigere end totalkapitalens egen vækst, fremtræder, når den betragtes fra den modsatte side, som om det tværtimod er arbejderbefolkningen, der i absolut henseende vokser stadig hurtigere end den variable kapital eller end midlerne til at beskæftige arbejderne. Men i realiteten er det omvendt; det er den kapitalistiske akkumulation, der i forhold til sin energi og sit omfang hele tiden producerer en arbejderbefolkning, der i forhold til kapitalens gennemsnitlige behov for værdiøgning er overflødig og som derfor er en tilskuds- eller overskydende arbejderbefolkning.

Betragter vi den samfundsmæssige totalkapital, fremkalder dens akkumulationsbevægelse snart periodiske skift, snart fordeler bevægelsens momenter sig samtidigt over de forskellige produktionssfærer. I nogle sfærer skifter kapitalens sammensætning, uden at dens absolutte størrelse vokser som følge af simpel koncentration; i andre er kapitalens absolutte vækst forbundet med absolut aftagen af kapitalens variable bestanddel eller af den arbejdskraft, kapitalen har opsuget; i andre igen vokser kapitalen videre på sit givne tekniske grundlag og tiltrækker tilskudsarbejdskraft i forhold til denne sin vækst, snart indtræder der skift i den organiske sammensætning, og kapitalens variable del kontraherer sig (skrumper ind); inden for alle sfærer er væksten af kapitalens variable del og dermed af det antal arbejdere, der beskæftiges, hele tiden forbundet med voldsomme fluktuationer og midlertidig produktion af overbefolkning, hvad enten dette nu tager den mere iøjnefaldende form af repulsion af arbejdere, der allerede var beskæftigede, eller den mindre synlige, men ikke mindre virksomme form af vanskeligheder for opsugningen af tilskudsarbejderbefolkningen gennem de sædvanlige kanaler. Med størrelsen af den allerede fungerende totalkapital og graden af dens vækst; med udvidelsen af produktionsskalaen og den mængde arbejdere, der er sat i bevægelse; med udviklingen af deres arbejdes produktivitet; med den bredere og rigere strøm af alle rigdommens kilder vokser også den skala, i hvilken kapitalens større attraktion af arbejdere er forbundet med en større repulsion af arbejdere, tiltager hastigheden i ændringerne i kapitalens organiske sammensætning og af dens tekniske form, og udvider omfanget af de produktionssfærer, som gribes heraf, sig snart samtidigt, snart skiftevis. Arbejderbefolkningen producerer altså sammen med den akkumulation af kapital, den selv har produceret, i voksende omfang midlerne til at gøre sig selv relativt overskydende. Det drejer sig om en befolkningslov, der er speciel for den kapitalistiske produktionsmåde, således som i realiteten enhver speciel historisk produktionsmåde har sine specielle, historisk gyldige befolkningslove. En abstrakt befolkningslov findes kun for planter og dyr i den udstrækning, mennesket ikke historisk griber ind.

Men når en overskydende arbejderbefolkning er det nødvendige produkt af akkumulationen eller af rigdommens udvikling på kapitalistisk grundlag, så bliver, omvendt, denne overbefolkning til en løftestang for den kapitalistiske akkumulation, ja, til en eksistensbetingelse for den kapitalistiske produktionsmåde. Denne overskydende arbejderbefolkning udgør en til rådighed stående industriel reservehær, der tilhører kapitalen lige så absolut, som var den opfostret på kapitalens bekostning. Denne reservehær sørger for det menneskemateriale, der altid er parat til at blive udbyttet i overensstemmelse med kapitalens skiftende værdiøgningsbehov, uafhængigt af den virkelige befolkningstilvæksts begrænsninger. Med akkumulationen og den udvikling af arbejdets produktivkraft, der ledsager den, vokser kapitalens kraft til pludseligt at ekspandere, ikke blot fordi den fungerende kapitals elasticitet vokser, og fordi den absolutte rigdom vokser, som kapitalen kun udgør en elastisk del af, ikke blot fordi kreditten ved enhver speciel stimulus på et øjeblik stiller en usædvanlig del af denne rigdom til rådighed for produktionen som tillægskapital — den vokser også, fordi selve produktionsprocessens tekniske betingelser, maskiner, transportmidler osv. gør det muligt uhyre hurtigt og i massemålestok at forvandle merproduktet til et tilskud af produktionsmidler. Den mængde af den samfundsmæssige rigdom, der, som akkumulationen skrider frem, går over sine bredder og som kan forvandles til tillægskapital, trænger sig med rasende kraft ind i gamle produktionsgrene, hvis marked bliver pludseligt udvidet, eller ind i nye grene, der netop er åbnet, som jernbaner osv., der er blevet nødvendige som følge af udviklingen af de gamle grene. I alle tilfælde af denne art er det nødvendigt, at store menneskemasser kan kastes ind på de afgørende punkter pludseligt og uden afbræk i produktionens trinhøjde i andre sfærer. Overbefolkningen leverer disse menneskemasser. Den moderne industris karakteristiske livsforløb, nemlig en ti-årig cyklus, afbrudt af mindre svingninger, med perioder af jævn opgang, produktion under højtryk, krise og stagnation beror på den stadige dannelse, den større eller ringere opsugning og gendannelse af den industrielle reservehær eller overbefolkning. På den anden side rekrutterer omskiftelserne i den industrielle cyklus overbefolkningen og bliver til en af de mest energiske drivkræfter ved dens reproduktion.

Dette særlige livsforløb hos den moderne industri, som vi ikke finder i nogen tidligere periode af menneskehedens historie, var også umuligt i den kapitalistiske produktions barndom. Kapitalens sammensætning forandrede sig kun yderst langsomt. I det store og hele var der overensstemmelse mellem kapitalens akkumulation og den forholdsmæssige vækst i efterspørgslen efter arbejde. Akkumulationen gik langsomt frem sammenlignet med den moderne tidsalder; dens fremskridt stødte på hindringer, naturen havde skabt, i form af det antal arbejdere, det var muligt at udbytte, hindringer, det kun var muligt at fjerne med voldelige midler, der senere skal blive omtalt. Den pludselige og stødvise ekspansion (udvidelse) af produktionsskalaen er forudsætningen for dens pludselige kontraktion; kontraktionen fremkalder så igen ekspansionen, men ekspansionen er ikke mulig uden til rådighed stående menneskemateriale, uden en forøgelse af antallet af arbejdere, der er uafhængig af befolkningens absolutte vækst. Denne forøgelse sikres ved den simple proces, der hele tiden ¬»frigør¬« en del af arbejderne ved hjælp af metoder, der formindsker antallet af arbejdere, der beskæftiges i forhold til den forøgede produktion. Hele den form, hvori den moderne industri bevæger sig, skyldes altså, at en del af arbejderbefolkningen hele tiden bliver forvandlet til arbejdsløse eller kun halvt beskæftigede ¬»bands¬« (dvs. arbejdere). Den politiske økonomis overfladiskhed viser sig bl.a. ved, at den gør kredittens ekspansion og kontraktion, der kun er symptomer på den industrielle cyklus' skiftende perioder, til disse perioders årsag. På samme måde som himmellegemer, når de først er kastet ind i en bestemt bane, bliver ved med at følge denne, gør den samfundsmæssige produktion det samme, når den først er blevet kastet ind i denne bevægelse af skiftende ekspansion og kontraktion. Virkninger bliver så til årsager og hele den omskiftelige karakter af processen, der hele tiden reproducerer sine egne betingelser, tager periodisk form. Når denne periodiske form først er. konsolideret, begynder selv den politiske økonomi at kunne se, at produktionen af en relativt overskydende befolkning — relativt mht. kapitalens gennemsnitlige værdiøgningsbehov — er en livsbetingelse for den moderne industri.

¬»Lad os antage,¬« siger H. Merivale, tidl. professor i politisk økonomi i Oxford, derefter embedsmand i det

engelske koloniministerium, ¬»lad os antage, at nationen i anledning af en af disse kriser ville tage sig sammen til en kraftanstrengelse for ved hjælp af udvandring at befri sig for nogle hundrede tusinder af overflødige arbejdere, hvad ville så blive følgen? At der ville blive mangel på arbejde, lige så snart den første efterspørgsel igen begyndte at vise sig. Ligegyldigt hvor hurtig reproduktionen end er, så tager det under alle omstændigheder en generation at erstatte tabet af voksne arbejdere. Nu afhænger vore fabrikanters profitter i det væsentlige af deres muligheder for at udnytte det gunstige øjeblik, når efterspørgslen er livlig og på denne måde holde sig skadesløse for den periode, over hvilken efterspørgslen var mat. Denne mulighed har de kun, fordi de behersker maskiner og manuelt arbejde. De må have arbejdere til disposition, de må være i stand til at forøge aktiviteten af deres operationer, når det kræves og sagtne dem igen, alt efter markedets tilstand, ellers har de ingen som helst mulighed for at opretholde den overlegne stilling i konkurrencens kapløb, som dette lands rigdom bygger på.¬«

Selv Malthus, der på sin bornerte måde forklarer overbefolkningen ved en for stærk vækst af arbejderbefolkningen i absolut henseende og ikke ved, at den bliver gjort overskydende i relativ henseende, erkender at denne overbefolkning er en nødvendighed for den moderne industri. Han siger:

¬»Forsigtige vaner med hensyn til giftermål kan, når de opnår en betydelig udbredelse i den arbejdende klasse i et land, der hovedsageligt er afhængig af fabrikation og handel, skade dette land ... Grundet befolkningens natur kan en forøget mængde arbejdere ikke bringes på markedet som følge af en speciel efterspørgsel, før der er gået en 16-18 år, og forvandlingen af revenu til kapital igennem opsparing kan ske langt hurtigere; et land er altid udsat for, at mængden af fonds til arbejdets underhold vokser hurtigere end befolkningen.¬«

Efter at den politiske økonomi på denne måde har vist, at den konstante produktion af en relativ overbefolkning af arbejdere er en nødvendighed for den kapitalistiske akkumulation, lægger den ganske korrekt forklædt som pebermø, sit ¬»beau ideal¬« (skønne ideal) af en kapitalist disse ord i munden, henvendt til de ¬»overskydende¬«, der er blevet smidt på gaden, som følge af den tillægskapital, de selv har frembragt.

¬»Vi fabrikanter gør, hvad vi kan for Jer, når vi forøger den kapital, som I må eksistere på, og så må I gøre resten ved at tilpasse Jeres antal til midlerne til at eksistere for.¬«

Den kapitalistiske produktion har på ingen måde nok i den mængde arbejdskraft, som befolkningens naturlige tilvækst stiller til disposition. For at kunne røre sig frit har den brug for en industriel reservearm√©, der er uafhængig af denne af naturen stillede begrænsning.

Det har hidtil været en forudsætning, at den variable kapitals til- eller aftagen nøje svarede til en til- eller aftagen i det beskæftigede antal arbejdere.

Selv om antallet af de arbejdere, der står under kapitalens kommando er uforandret eller endog synker, kan den variable kapital dog alligevel stige. Dette sker, når den individuelle arbejder leverer mere arbejde og hans arbejdsløn derfor vokser, selv om arbejdsprisen er uforandret eller endog falder, blot den falder langsommere, end arbejdsmængden stiger. Tilvæksten i den variable kapital angiver i så tilfælde mere arbejde, men ikke flere beskæftigede arbejdere. Enhver kapitalist har den absolutte interesse at presse en bestemt mængde arbejde ud af et mindre antal arbejdere, i stedet for lige så billigt eller endog billigere ud af et større antal arbejdere. I det sidste tilfælde vokser udlægget til konstant kapital i forhold til mængden af det arbejde, der bringes i bevægelse; i første tilfælde sker det meget langsommere. Jo større produktionstrinhøjden er, desto mere afgørende bliver dette motiv. Motivets vægt vokser med kapitalens akkumulation.

Vi har kunnet konstatere, at udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde og arbejdets produktivitet – der på samme tid er akkumulationens årsag og virkning – sætter kapitalisten i stand til at bringe mere arbejde i bevægelse med samme udlæg til variabel kapital ved hjælp af en større ekstensiv eller intensiv udbytning af de individuelle arbejdskræfter. Videre er det konstateret, at kapitalen med den samme kapitalværdi køber en større mængde arbejdskraft, idet kapitalen trin for trin i stigende grad fortrænger mere kvalificerede arbejdere med mindre kvalificerede, modne med ikke-modne, mandlige med kvindelige og voksen arbejdskraft med unges eller børns arbejdskraft.

På den ene side sker der altså det, efterhånden som akkumulationen skrider frem, at en større variabel kapital bringer mere arbejde i bevægelse, uden at der antages flere arbejdere; på den anden side bringer variabel kapital af uforandret størrelse mere arbejde i bevægelse med den samme mængde arbejdskraft, og endelig kommer der mere lavere arbejdskraft ved, at den højere arbejdskraft fortrænges.

Produktionen af en relativ overbefolkning eller det, at arbejderne frigøres, foregår derfor endnu hurtigere end den fremskyndede tekniske omvæltning, der skyldes akkumulationens fortsatte udvikling. Ligeledes er den hurtigere end den forholdsvise formindskning af kapitalens variable del i relation til den konstante, som sker i overensstemmelse med akkumulationens fremskriden. Hvis produktionsmidlerne, efterhånden som de tager til i omfang og effektivitet, i ringere grad bliver midler til at beskæftige arbejdere, så bliver dette forhold på ny modificeret ved, at kapitalen i den udstrækning arbejdets produktivitet vokser, øger sin tilførsel af arbejde hurtigere end sin efterspørgsel efter arbejdere. Det overarbejde, der udføres af den beskæftigede del af arbejderklassen, får arbejderklassens reserver til at svulme, mens omvendt det forøgede tryk, reserverne udøver gennem deres konkurrence over for de beskæftigede, tvinger de beskæftigede til overarbejde og til at underkaste sig kapitalens diktat. Det, at en del af arbejderklassen er fordømt til tvungen lediggang, fordi den anden del arbejder alt for meget og vice versa, bliver et middel til berigelse for den enkelte kapitalist og fremskynder samtidig produktionen af den industrielle reservearm√© efter en målestok, der svarer til den samfundsmæssige akkumulations fremskreden. Hvor vigtigt dette element er ved dannelsen af den relative overbefolkning viser f.eks. England. Englands tekniske midler til ¬»arbejdsbesparelse¬« er enorme. Og alligevel, hvis man i morgen generelt begrænsede arbejdet til et rationelt stade og det yderligere blev aftrappet efter alder og køn for de forskellige lag af arbejderklassen, ville den arbejderbefolkning, der nu findes, være absolut utilstrækkelig til at kunne fortsætte landets produktion i den nuværende målestok. Det store flertal af de i dag ¬»uproduktive¬« arbejdere måtte forvandles til ¬»produktive.¬«

I det store og hele er de generelle bevægelser i arbejdslønnen udelukkende reguleret ved den industrielle reservearm√©s ekspansion og kontraktion, der svarer til periodernes skiften i den industrielle cyklus. De er således ikke bestemt ved bevægelsen i arbejderbefolkningens absolutte tal, men derimod af det skiftende forhold, hvori arbejderklassen deles i aktiv arme og reservearm√©, af tiltagen og aftagen i overbefolkningens relative omfang, af den grad, hvor den snart absorberes, snart på ny bliver frigjort. For den moderne industri med dens ti-årige cyklus og dennes periodiske faser, som desuden, efterhånden som akkumulationen skrider frem, gennemvæves af uregelmæssige svingninger, der følger stadig hurtigere efter hinanden, ville det sandelig være en herlig lov, der regulerede efterspørgslen og tilførslen af arbejde ikke gennem kapitalens ekspansion og kontraktion, dvs. efter dens behov for at øge sin værdi i de respektive tilfælde, således at arbejdsmarkedet snart forekommer relativt tømt, fordi kapitalen ekspanderer, snart atter overfyldt, fordi kapitalen kontraherer, men en lov, der tværtimod gjorde kapitalens bevægelse afhængig af befolkningsmængdens absolutte bevægelse. Dette er imidlertid økonomernes dogma. Ifølge dette stiger arbejdslønnen som følge af kapitalakkumulationen. Den øgede arbejdsløn ansporer til en hurtigere forøgelse af arbejderbefolkningen, og denne fortsætter, indtil arbejdsmarkedet er overfyldt, dvs. indtil kapitalen er blevet utilstrækkelig i forhold til tilførslen af arbejdere. Arbejdslønnen falder, og vi har reversen af medaljen. Den faldende arbejdsløn decimerer arbejderbefolkningen pø om pø, så at kapitalen på ny bliver overskydende i forhold til denne, eller, som andre forklarer sagen, den faldende arbejdsløn og den tilsvarende forøgede udbytning af arbejderen fremskynder igen akkumulationen, mens den lavere løn samtidig holder arbejderklassens vækst i skak. Derpå indtræder atter det forhold, hvor tilførslen af arbejde er lavere end efterspørgslen, lønnen stiger osv. Virkelig en nydelig bevægelsesmetode for den udviklede kapitalistiske produktion! Inden der overhovedet kunne ske en positiv vækst i den virkeligt arbejdsduelige del af befolkningen som følge af lønforøgelsen, ville den frist være udløbet adskillige gange, inden for hvilken det industrielle felttog og slaget må udkæmpes og afgøres.

I perioden 1849 til 1859 skete der, mens kornpriserne faldt, en lønforhøjelse i de engelske landbrugsdistrikter, der praktisk taget kun var nominel, f.eks. steg ugelønnen i Wiltshire fra 7 til 8 sh., i Dorsetshire fra 7 eller 8 til 9 sh. osv. Det skyldtes den ekstraordinære afgang i overbefolkningen på landet, fremkaldt af krigsefterspørgslen, kæmpeudvidelse af konstruktionen af jernbaner, fabrikker, bjergværker osv. Jo lavere arbejdslønnen er, desto højere bliver enhver selv nok så ubetydelig stigning, når den udtrykkes i procenter. Hvis ugelønnen f.eks. er 20 sh. og stiger til 22, er den steget med 10 pct.; er lønnen derimod kun 7 sh. og stiger til 9, er den steget med 28 4/7, hvad der lyder af særdeles meget. Under alle omstændigheder hylede farmerne op, og selv ¬»London Economist¬« vævede i fuldt alvor om ¬»a general and substantial advance¬« (en almindelig og væsentlig forhøjelse) i disse sultelønninger. Hvad gjorde farmerne så? Ventede de, indtil landarbejderne som følge af denne strålende betaling havde øget deres antal i sådan grad, at deres løn på ny måtte falde, sådan som sagen forløber i den dogmatiske økonoms hjerne? Farmerne indførte flere maskiner og i løbet af et øjeblik var arbejderne atter ¬»overskydende¬« i et forhold, der stillede selv farmerne tilfreds. Der var nu anbragt ¬»mere kapital¬« i landbruget end tidligere og i en form, der var mere produktiv. Dermed faldt efterspørgslen efter arbejde ikke blot relativt, men absolut.

Den omtalte økonomiske fiktion forveksler de love, der regulerer arbejdslønnens generelle bevægelse, dvs. forholdet mellem arbejderklassen eller totalarbejdskraften og den samfundsmæssige totalkapital, med de love, der fordeler arbejderbefolkningen mellem de enkelte produktionssfærer. Er der f.eks. i en bestemt produktionssfære, som følge af en gunstig konjunktur, en særlig livlig akkumulation, højere profit end gennemsnittet, og hvis tillægskapital søger derhen, så stiger naturligvis efterspørgslen efter arbejde og arbejdslønnen. Den højere arbejdsløn trækker en større del af arbejderbefolkningen ind i den begunstigede sfære, indtil den er mættet med arbejdskraft og lønnen varigt falder til sit tidligere gennemsnitsniveau eller under dette, hvis tilgangen har været for stor. Så ophører ikke blot indvandringen af arbejdere til den pågældende erhvervsgren, den afløses endog af en udvandring. Her tror den politiske økonom at se ¬»hvorfor og hvordan¬«; tilvækst i lønnen, absolut tilvækst af arbejdere; absolut tilvækst af arbejdere, aftagen i lønnen; men i virkeligheden ser han kun den lokale svingning af arbejdsmarkedet inden for en enkelt, speciel produktions-sfære, han ser kun fænomener ved fordelingen af arbejderbefolkningen over kapitalens forskellige anlægssfærer, alt efter kapitalens vekslende behov.

Under stagnation og gennemsnitlig prosperitet (fremgang) udøver den industrielle reservearm√© et tryk på den aktive arbejderarm√© og holder i perioder med overproduktion og paroksysme (feberanfald) dens krav i tømme. Den relative overbefolkning er således den baggrund, som loven om efterspørgsel og tilbud af arbejde bevæger sig på. Den begrænser denne lovs spillerum inden for grænser, der er absolut sympatiske for kapitalens udbytningsbegær og herskelyst. Her er det stedet at vende tilbage til en af den økonomiske apologetiks store bedrifter. Man vil huske, at når et stykke variabel kapital forvandles til konstant, ved at der indføres nye maskiner eller man udvider antallet af de gamle, fortolker den økonomiske apologet denne operation, som ¬»binder¬« kapital og netop herved ¬»frigør¬« arbejdere, lige præcis omvendt, nemlig at den frigør kapital til arbejderne. Først nu kan vi fuldtud vurdere apologetens frækhed. Det, som bliver frigjort, er ikke blot de arbejdere, der umiddelbart fortrænges af maskinerne, men ligeså deres erstatningsmandskab og det tilskudskontingent, der regelmæssigt opsuges af virksomheden i dens sædvanlige udstrækning på dens gamle grundlag. De er nu alle ¬»frigjorte¬« og enhver ny og funktionslysten kapital kan råde over dem. Hvad enten den nu tiltrækker dem eller andre, virkningen på den generelle efterspørgsel efter arbejde vil være lig nul, så længe denne kapital netop slår til for at befri markedet for det samme antal arbejdere, som maskinerne kaster ud på markedet. Hvis denne kapital beskæftiger et mindre antal, vokser mængden af overskydende arbejdere; beskæftiger den et antal, der er større, vokser den generelle efterspørgsel efter arbejde kun med differensen mellem beskæftigede og ¬»frigjorte¬«. Det opsving, den investeringssøgende tillægskapital ellers ville have bevirket i den generelle efterspørgsel efter arbejde, er således under alle omstændigheder neutraliseret i en udstrækning, der bestemmes af mængden af de arbejdere, maskinerne har kastet på gaden. Dette vil med andre ord sige, at den kapitalistiske produktions mekanisme sørger for, at den absolutte tilvækst af kapital ikke ledsages af en tilsvarende stigning i den generelle efterspørgsel efter arbejde. Og det kalder apologetennen kompensation for den elendighed, de lidelser og den mulige undergang, der rammer de deplacerede (flyttede) arbejdere under overgangsperioden, der forviser dem til den industrielle reservearm√©! Efterspørgslen efter arbejde er ikke identisk med kapitalens vækst; tilførslen af arbejde er heller ikke identisk med arbejderklassens vækst. Det drejer sig ikke om to af hinanden uafhængige kræfter, der indvirker på hinanden. Les des sont pipes (terningerne er forfalskede). Kapitalen agerer på begge sider på samme tid. Forøger kapitalens akkumulation på den ene side efterspørgslen efter arbejde, forøger akkumulationen på den anden side tilførslen af arbejdere ved at ¬»løsgøre¬« dem, mens samtidigt trykket fra de ubeskæftigede tvinger de beskæftigede til at sætte mere arbejde i bevægelse, altså i en vis grad gør tilførslen af arbejde uafhængig af tilførslen af arbejdere. De bevægelser, loven om efterspørgsel og tilbud af arbejde foretager på dette grundlag, gør kapitalens despoti fuldstændigt. Så snart arbejderne derfor opdager hemmeligheden ved, hvordan det går til, at jo mere de arbejder, jo mere rigdom de producerer for andre og jo mere deres arbejdes produktivkraft vokser, desto mere prekær bliver endog deres funktion som middel for kapitalen til at øge sin værdi; så snart de opdager, at konkurrencens intensitetsgrad blandt dem selv helt og aldeles afhænger af trykket fra den relative overbefolkning; så snart de derfor gennem Trade's Unions (fagforeningerne) osv. forsøger at organisere et planmæssigt samvirke mellem beskæftigede og arbejdsløse for at bryde eller svække de ødelæggende følger for deres klasse af denne naturlov for den kapitalistiske produktion, begynder kapitalen og dens sykofant (smædeskriver), den politiske økonom, at skrige op om krænkelse af den ¬»evige¬« og så at sige ¬»hellige¬« lov om efterspørgsel og tilbud. Enhver form for sammenhold mellem beskæftigede og arbejdsløse forstyrrer nemlig lovens ¬»rene¬« virke. På den anden side, lige så snart ugunstige omstændigheder i f.eks. kolonierne forhindrer skabelsen af den industrielle reservearm√© og dermed arbejderklassens absolutte afhængighed af kapitalistklassen, gør kapitalen med samt dens trivielle Sancho Panza oprør mod efterspørgslens og tilbudets ¬»hellige¬« lov og søger at hjælpe den ved brug af tvangsmidler og statsindgreb.

4. Forskellige eksistensformer for den relative overbefolkning. Den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation.

Den relative overbefolkning eksisterer i alle mulige afskygninger. Enhver arbejder indgår i den i den tid, hvor han enten er halvt eller slet ikke beskæftiget. Ser vi bort fra de store, periodisk tilbagevendende former, der skyldes de skiftende faser i den industrielle cyklus, så at overbefolkningen snart fremtræder akut under kriserne, snart kronisk i sløje tider, har overbefolkningen altid tre former: flydende, latent og stagnerende.

I den moderne industris centrer – fabrikker, manufakturer, jern- og stålværker og bjergværker osv. – bliver arbejdere snart repelleret (stødt bort), snart påny attraheret (tiltrukket) i større omfang, således at antallet af beskæftigede i det store og hele vokser, omend i stadig faldende forhold til produktionens trinhøjde. Her eksisterer overbefolkningen i flydende form.

I de egentlige fabrikker såvel som i alle store værksteder, hvor maskiner indgår som faktor, eller hvor blot den moderne arbejdsdeling er gennemført, anvender man i massemålestok mandlige arbejdere, indtil de begynder at blive voksne. Når denne grænse er nået, er det kun et meget ringe antal, der finder anvendelse i de pågældende erhvervsgrene, mens flertallet regelmæssigt bliver afskediget. Dette flertal udgør et element i den flydende overbefolkning, der vokser med industriens omfang. En del udvandrer og følger i virkeligheden kun bag efter den udvandrende kapital. En af følgerne er, at den kvindelige befolkning vokser hurtigere end den mandlige, teste (som vidne) England. Det forhold, at den naturlige tilvækst i arbejdermassen ikke mætter kapitalens akkumulationsbehov og samtidigt alligevel overgår dem, er en modsigelse i selve kapitalens bevægelse. Kapitalen har brug for et større antal arbejdere i ung alder og behøver færre i den voksne alder. Denne modsigelse er ikke mere grel end den anden, hvor der klages over mangel på arbejdere, samtidigt med at mange tusinder går på gaden, fordi arbejdsdelingen lænker dem til en bestemt erhvervsgren. Kapitalens forbrug af arbejdskraft er desuden så hurtig, at den midaldrende arbejder som regel allerede har udtømt sine kræfter mere eller mindre. Han kommer ind blandt de overskydende eller bliver trængt ned fra et højere til et lavere trin. Det er netop hos arbejderne i storindustrien, at vi møder den korteste levealder.

Dr. Lee, Medical Officer of Health, Manchester, har konstateret ¬»at gennemsnitslevealderen i den velhavende del af middelklassen (upper mildle class) i Manchester er 38 år, mens gennemsnitslevealderen i den arbejdende klasse er 17. I Liverpool er den 35 år i første og 15 i andet tilfælde. Heraf følger, at de velstående klasser har en livsanvisning (have a lease of life), der er mere end dobbelt så meget værd som den, der falder i de mindre begunstigede medborgeres lod.¬«

For at denne særlige del af proletariatet kan vokse i absolut henseende kræves der under disse omstændigheder en form, der får dens antal til at vokse stærkt, selv om dens elementer bliver slidt hurtigt op. Med andre ord, hurtig afløsning af arbejdergenerationerne. (Den samme lov gælder ikke for befolkningens øvrige klasser). Dette sociale behov tilfredsstilles gennem tidlige ægteskaber, en nødvendig følge af de forhold, som storindustriens arbejdere lever under, og gennem den præmie, som udbytningen af børnene udsætter for produktionen af dem.

Så snart den kapitalistiske produktion har bemægtiget sig landbruget eller i den grad, som den har bemægtiget sig dette, sker der sammen med akkumulationen af den her fungerende kapital en absolut nedgang i efterspørgslen efter arbejderbefolkningen på landet. Den repulsion (frastødning), den udsættes for, bliver ikke kompenseret gennem en større attraktion (tiltrækning), sådan som det finder sted i den ikke-landbrugsmæssige industri. En del af landbefolkningen er derfor hele tiden på spring til at gå over i by- eller manufakturproletariatet og på udkig efter omstændigheder, der er gunstige for denne forvandling. (Manufaktur anvendes her i betydningen: alle ikke-landbrugsmæssige industrier). Denne kilde til relativ overbefolkning flyder således til stadighed. Men det, at den bestandigt flyder i retning af byerne, forudsætter, at der ude på landet til stadighed er en latent overbefolkning, hvis omfang først kommer frem, når aftrækskanalerne undtagelsesvis åbner sig på vid gab. Landarbejderen bliver derfor trykket ned på minimumsløn og står altid med et ben i pauperismens sump.

Den tredje kategori inden for den relative overbefolkning, den stagnerende, udgør en del af den aktive arbejderarm√©, men beskæftiget på en måde, der er helt igennem uregelmæssig. På denne måde udgør den et uudtømmeligt reservoir af disponibel arbejdskraft for kapitalen. Dens levevilkår synker ned under den arbejdende klasses normale gennemsnitsniveau og netop det gør den til det brede grundlag for specielle udbytningsgrene inden for kapitalen. Denne kategori kendetegnes af et maksimum af arbejdstid og et minimum af løn. Vi har allerede lært dens hovedskikkelse at kende under rubrikken hjemmeindustri. Den bliver til stadighed rekrutteret fra de overtallige i storindustrien og landbruget og især fra industrigrene, der er ved at gå under, hvor håndværksdriften bukker under for manufakturdriften og denne igen for maskindriften. Kategoriens omfang vokser, efterhånden som ¬»overkompletgørelsen¬« skrider frem i forbindelse med akkumulationens omfang og energi. Men kategorien udgør samtidig et element af arbejderklassen, der reproducerer sig selv og giver sig selv permanens, et element, der tager forholdsmæssigt større del i arbejderklassens totale vækst end de øvrige. I virkeligheden er det ikke blot mængden af fødsler og dødsfald, men også familiernes absolutte størrelse, der står i omvendt forhold til arbejdslønnen, dvs. til den mængde livsfornødenheder, de forskellige arbejderkategorier råder over. Denne lov for det kapitalistiske samfund ville lyde som vanvid blandt vilde eller endog blandt civiliserede nybyggere. Den minder om den massereproduktion af dyrearter, der som individer er svagere, og som hele tiden efterstræbes.

Den relative overbefolknings dybestliggende bundfald har til huse i pauperismens, fattiglemmernes og massearmodens sfære. Bortset fra vagabonder, forbrydere, prostituerede, kort sagt det egentlige pjalteproletariat, består dette samfundslag af tre kategorier. For det første – de arbejdsføre. Man behøver kun at kaste et overfladisk blik på statistikken over den engelske pauperisme for at se, at dens mængde vokser med hver enkelt krise, og at den aftager på ny, når der igen kommer liv i forretningerne. For det andet: Forældreløse og pauperes børn (pauper: fattiglem). De er kandidater til den industrielle reservearm√© og i tider med et stort opsving som f.eks. 1860, bliver de hurtigt og i massemålestok indrulleret i den aktive arbejderarm√©. For det tredje: Forsumpede, ludfattige, ikke-arbejdsføre. Det er især individer, der går under som følge af den ubevægelighed, arbejdsdelingen har bevirket, eller mennesker der lever længere end arbejderens normal-levetid, og endelig industriens ofre, der vokser med antallet af farlige maskiner, bjergværksdrift, kemiske fabrikker osv., lemlæstede, kronisk syge, enker osv. Pauperismen er den aktive arbejderarm√©s invalidehjem og den industrielle reservearm√©s dødvægt. Produktionen af paupere er inkluderet i produktionen af den relative overbefolkning, deres nødvendighed i dens nødvendighed; sammen med den relative overbefolkning ud-gør pauperismen en eksistensbetingelse for den kapitalistiske produktion og rigdommens udvikling. Pauperismen er en af den kapitalistiske produktions faux frais (falske omkostninger, biudgifter), som kapitalen dog for største delens vedkommende forstår at vælte bort fra sine egne og over på arbejderklassens og den lille middelklasses skuldre.

Jo større den sociale rigdom er, jo større den funktionerende kapital og omfanget og energien af dens vækst er, og jo større følgelig også den absolutte størrelse af proletariatet og dets arbejdsproduktivitet er, desto større er den industrielle reservearm√©. Den disponible arbejdskraft udvikles af samme årsager som kapitalens ekspansivkraft. Den industrielle reservearm√©s relative størrelse vokser følgelig med rigdommens potentielle energi. Men jo større denne reservearm√© er i forhold til den aktive arbejderarm√©, desto større er massen af den konsoliderede overbefolkning, hvis elendighed er omvendt proportional med dens arbejdskval. Jo større endelig arbejderklassens Lazarus-kaste og den industrielle reservearm√© er, desto større er den officielle pauperisme. Dette er den absolutte, generelle lov for den kapitalistiske akkumulation. Lige som alle andre lovmæssigheder modificeres den i sin funktion af mangfoldige omstændigheder, hvis analyse ikke henhører her.

Det tåbelige i den økonomiske klogskab, der prædiker for arbejderne, at de skal tilpasse deres antal til kapitalens værdiøgningsbehov, er nu indlysende. Den kapitalistiske produktions og akkumulations mekanisme tilpasser hele tiden dette antal til disse værdiøgningsbehov. Begyndelsen til denne tilpasning er, at der skabes en relativ overbefolkning, dvs. en industriel reservearm√©; afslutningen er den elendighed, der breder sig i stadig større dele af den aktive arbejderarm√©, og pauperismens dødvægt.

Loven om, at en stadig voksende mængde af produktionsmidler kan sættes i bevægelse med et progressivt aftagende forbrug af menneskelig kraft som følge af fremskridtet i det samfundsmæssige arbejdes produktivitet – denne lov udtrykker sig på kapitalistisk grundlag på specifik måde. Her er det ikke arbejderen, der anvender arbejdsmidlerne, men omvendt arbejdsmidlerne, der anvender arbejderen. Følgeligt udtrykker loven sig her i det forhold, at jo højere arbejdets produktivkraft er, desto større er det tryk, arbejderne udøver på deres beskæftigelsesmidler, og desto mere prekær er betingelsen for deres eksistens: nemlig at sælge deres egen kraft for at forøge andres rigdom eller kapitalens selvøgning af sin værdi. Det forhold, at produktionsmidlerne og arbejdsproduktiviteten vokser hurtigere end den produktive befolkning, udtrykker sig altså kapitalistisk i det omvendte forhold, at arbejderbefolkningen altid vokser hurtigere end kapitalens værdiøgningsbehov.

I fjerde afsnit så vi under analysen af produktionen af den relative merværdi: inden for det kapitalistiske system anvendes alle metoder for at forøge arbejdets samfundsmæssige produktivkraft på den enkelte arbejders bekostning; alle midler til udvikling af produktionen forvandler sig til midler til at beherske og udbytte producenten, lemlæster arbejderen til et menneskebrudstykke, degraderer ham til et maskinappendiks svedhæng), tilintetgør arbejdets indhold gennem dets kval, gør ham fremmed over for arbejdsprocessens åndelige muligheder i en målestok, der er den samme som den, i hvilken videnskaben indlemmes i arbejdsprocessen som selvstændig kraft; de forvansker de betingelser, som han arbejder under, og gør ham under arbejdsprocessen til offer for det småligste og mest hadefulde despoti, forvandler hans levetid til arbejdstid og drager hans kvinde og barn ned under kapitalens Juggernaut-hjul. Men alle metoder til produktion af merværdi er også metoder til at akkumulere, og omvendt bliver enhver udvidelse af akkumulation middel til at udvikle disse metoder. Heraf følger, at arbejderens lod, hvad enten hans aflønning er høj eller lav, må forværres i samme målestok som kapital akkumuleres. Og endelig lænker den lov, som altid holder den relative overbefolkning, dvs. den industrielle reservearm√©, i ligevægt med akkumulationens omfang og energi, arbejderen fastere til kapitalen, end Hefaistos' kile lænker Prometeus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, der svarer til akkumulationen af kapital. Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, dvs. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital.

Denne den kapitalistiske akkumulations antagonistiske karakter er blevet formuleret på forskellig vis af politiske økonomer, selv om de til dels sammenblander den med foreteelser i førkapitalistiske produktionsmåder, der nok er analoge, men dog væsensforskellige.

Venezianermunken Ortes, der var en af det 18. årh.s store økonomiske forfattere, opfatter den kapitalistiske produktions antagonistiske karakter som en generel naturlov for den samfundsmæssige rigdom.

¬»Det økonomiske gode og det økonomiske onde vejer altid hinanden op i et land¬« (il bene ed il male economico in una nazione sempre allistessa misura), ¬»mængden af goder hos nogle er altid lig med mangelen af disse hos andre¬« (la copia dei beni in alcuni sempre eguale alla mancanza di essi in altri). ¬»Stor rigdom hos nogle ledsages altid af, at langt flere andre berøves det absolut nødvendige. En nations rigdom svarer til dens befolkning, og dens elendighed til dens rigdom. Arbejdsomhed hos nogle fremtvinger lediggang hos andre. De fattige og de ledige er den nødvendige frugt af de rige og de virksomme¬« osv.

Brutalt og groft forherligede ca. 10 år efter Ortes den højkirkelige protestantiske Townsend armoden som nødvendig betingelse for rigdommen.

¬»Tvinge folk ad lovens vej (til at arbejde) er forbundet med for meget besvær, voldsanvendelse og spektakel ... sult derimod er ikke blot en fredelig, tyst, uophørlig tilskyndelse, men som det mest naturlige motiv til flid og arbejde fremkalder den den kraftigste anspændelse.¬«

Alt drejer sig således om at gøre sulten permanent i arbejderklassen og derfor sørger, ifølge Townsend, befolkningsprincippet, der er særligt virksomt blandt de fattige.

¬»Det synes at være en naturlov, at de fattige i en vis grad er ubetænksomme (improvident) ¬« (nemlig så ubetænksomme, at de kommer til verden uden en pose guld om halsen) ¬»således at der altid skulle være nogle (that there always may be some) til at udføre de mest servile, snavsede og gemene bestillinger i samfundet. Summen af menneskelig lykke (the fund of human happiness) forøges overordentligt meget herved, mens de mere fintfølende og sarte (the more delicate) ikke blot befries for slid og slæb ... men uden at hindres nu frit kan dyrke de kald, der passer til deres anlæg ... Den (fattigloven) har en tendens til at ødelægge den harmoni og skønhed, den symmetri og orden i det system, som Gud og naturen har etableret i verden.¬«

Hvis den venezianske munk i den fatale skæbne, der gør elendigheden permanent, fandt den kristelige velgørenheds- cølibatets, klostrenes og fromme stiftelsers eksistensberettigelse, så finder den protestantiske præbendar (en, der nyder et præbende, dvs. årlig indtægt af kirkelig ejendom) i dette forhold påskudet til at fordømme de love, der gav den fattige ret til en kummerlig understøttelse fra det offentlige.

¬»Fremgangen i samfundets rigdom,¬« siger Storch, ¬»skaber hin nyttige klasse i samfundet ... der udøver de mest kedsommelige, gemene og modbydelige bestillinger, kort sagt, påtager sig byrden af alt, hvad der er ubehageligt og trældomsagtigt i livet og just herved skaffer de andre klasser tid, sindets lyse stemning og den konventionelle¬« (c’est bon!) ¬»karakterens værdighed.¬«

Storch stiller sig spørgsmålet om, hvor så egentlig denne kapitalistiske civilisation med dens elendighed og nedværdigelse af masserne har sit fortrin fremfor barbariet. Han finder kun et svar – sikkerheden!

¬»Takket være industriens og videnskabens fremskridt,¬« siger Sismondi, ¬»kan enhver arbejder hver dag producere langt mere, end han behøver til sit forbrug. Men samtidig, mens hans arbejde producerer rigdommen, ville rigdommen, hvis han var kaldet til selv at forbruge den, gøre ham lidet egnet til arbejde.¬« Ifølge ham ¬»ville menneskene¬« (dvs. ikke-arbejderne) ¬»sandsynligvis give afkald på al perfektion i kunst og videnskab, såvel som alle de nydelser, industrien skaffer os, hvis de var nødt til at erhverve sig dem ved vedholdende arbejde som det, arbejderen må udføre ... Anstrengelserne er i dag adskilt fra deres belønning; det er ikke det samme menneske, der først arbejder og siden hviler; tværtimod, netop fordi den ene arbejder, hviler den anden ... Den uendelige mangfoldiggørelse af arbejdets produktivkræfter kan så-ledes kun føre til det resultat, at de uvirksomme riges luksus og nydelser vokser.¬«

Og endelig siger Destutt de Tracy, den doktrinære bourgeois med fiskeblod i årerne, det ligefrem og brutalt:

¬»De fattige nationer, det er der, hvor folket sidder godt i det; og de rige nationer, det er der, hvor folket sædvanligvis er fattigt.¬«

5. Illustration til den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation.

a) England 1846–1866

Ingen periode i det moderne samfund er så velegnet til at studere den kapitalistiske akkumulation som de 20 år, der netop er gået. Det er, som havde de fundet Fortunatus pung. Blandt alle de forskellige lande er så England det klassiske eksempel, eftersom det holder førstepladsen på verdensmarkedet, er det det eneste sted, hvor den kapitalistiske produktionsmåde er helt udviklet, og endelig, fordi indførelsen af frihandelens tusindårsrige siden 1846 har berøvet vulgærøkonomien de sidste smuthuller. De kæmpeskridt, som produktionen er gået frem med og som har bevirket, at den sidste halvdel af disse 20 år langt overgår den første, er allerede skitseret tilstrækkeligt i fjerde afsnit.

Selv om den absolutte forøgelse af den engelske befolkning har været meget stor i det sidste halvt hundrede år, har den relative forøgelse eller tilvækstraten dog hele tiden været faldende, som det fremgår af den følgende tabel, der er taget fra den officielle folketællingsstatistik:

√Örlig procentvis tilvækst i befolkningen i England og Wales, angivet i decimaler.

1811—1821

1,533 pct.

1821-1831

1,446 pct.

1831—1841  

1,326 pct.

1841—1851

1,216 pct.

1851—1861 

1,141 pct.

Lad os nu på den anden side betragte rigdommens vækst. Det sikreste holdepunkt her har vi i bevægelsen af de indkomstbeskattede profitter, jordrenter osv. Tilvæksten i de skattepligtige profitter (forpagtere og nogle andre kategorier er ikke medtaget) udgjorde for Storbritanniens vedkommende fra 1853 til 1864 50,47 pct. (eller 4,58 pct. i årligt gennemsnit), befolkningens tilvækst var i samme periode ca. 12 pct. Tilvæksten i jordrenter, underkastet beskatning (huse, jernbaner, miner, fiskedamme osv. inkluderet) udgjorde fra 1853 til 1864 38 pct. eller 3 5/12 pct. om året, hvoraf følgende kategorier viste den stærkeste stigning

 

Forøgelse af 1864s årsindkomst i forhold til 1853

tilvækst pr.år.

Huse

38,60 pct.

3,50 pct.

Stenbrud

84,76 pct.

7,70 pct.

Miner

68,85 pct.

6,26 pct.

Jern- og stålværker

39,92 pct.

3,63 pct.

Fiskedamme

57,37 pct.

5,21 pct.

Gasværker

126,02 pct.

11,45 pct.

Jernbaner

83,29 pct.

6,57 pct.

Deler man perioden 1853–64 i fireårsperioder og sammenligner disse, viser det sig, at indkomsterne hele tiden vokser med tiltagende hastighed. Tilvæksthastigheden er f.eks. for de indkomster, der stammer fra profit i perioden 1853–1857 1,73 pct. om året, 1857–1861 2,74 pct. om året, og 9,30 pct. om året i 1861–1864. Totalsummen af de indkomster, der var underkastet indkomstbeskatning, udgjorde i Det forenede Kongerige i 1856: 307.068.898 pd.st., 1859: 328.127.416 pd.st., 1862: 351.745.241 pd. st., 1863: 359.142.897 pd.st., 1864: 362.462-279 pd.st., 1865: 385.530.020 pd.st.

Kapitalens akkumulation blev samtidigt ledsaget af koncentration og centralisation. Selv om der ikke fandtes en officiel landbrugsstatistik for England (men nok for Irland), blev der dog frivilligt ført statistik for landbruget i 10 grevskaber. Den viste for disses vedkommende, at fra 1851 til 1861 formindskedes antallet af farmere under 100 acres fra 31.583 til 26.567, dvs. at 5016 var blevet lagt sammen med større brug. Fra 1815 til 1825 har vi ikke en løsøreformue over 1 million pd.st. blandt arveafgifterne, fra 1825 til 1855 har vi derimod 8, fra 1845 til juni 1859, dvs. i løbet af 4 1/2 år 4. Centralisationen belyses imidlertid bedst ved en kort analyse af indkomstskatterne i rubrik D (profitter med undtagelse af forpagtere osv.) fra årene 1864 og 1865. Jeg skal indskyde, at indkomster af denne kilde betaler Income Tax fra 60 pd.st. og opefter. Disse skattepligtige indkomster udgjorde i England, Wales og Skotland i 1864: 95.844.222 pd.st. og 1865: 105.435.787 pd.st.; antallet af beskattede 1864: 308.416 personer af en samlet befolkning på 23.891.009, 1865: 332.431 personer af en samlet befolkning på 24.127.003. Den følgende tabel viser fordelingen af disse indkomster i de to år.

året, der slutter 5.4. 1864    

året, der slutter 5.4. 1865

indkomst fra profit (i pd.st.)

personer

indkomst fra profit (i pd.st.)

personer

Total

95 844 222

308 416

105 435 787

332 431

heraf

57 028 290

22 334

64 554 297

24 075

heraf

36 415 225

3 619

42 535 576

4 021

heraf

22 809 781

822

27 555 313

973

heraf

8 744 762

91

11 077 238

107

I Det forenede Kongerige blev der i 1855 produceret 61.453.079 tons kul til en værdi af 16.113.267 pd.st., 1864: 92.787.873 tons til en værdi af 23.197.968 pd.st., 1855: 3.218.154 tons råjern til en værdi af 8.045.385 pd.st., 1864: 4.767.951 tons til en værdi af 11.919.877 pd.st. 1854 udgjorde længden af de jernbaner, der var i drift i Det forenede Kongerige 8054 miles, med en indbetalt kapital på 286.068.794 pd.st. 1864 var længden 12.789 miles og der var nu indbetalt kapital op til 425.719.613 pd.st. 1854 udgjorde Det forenede Kongeriges samlede import og eksport 268.210.145 pd.st., 1865: 489.923.285. Den følgende tabel viser eksportens bevægelse:

1847 

58 842 377 pd.st.

1849

63 596 052 pd.st.

1856

115 826 948 pd.st.

1860

135 842 817 pd.st.

1865

165 862 402 pd.st.

1866

188 917 563 pd.st.

Efter disse få oplysninger forstår man, at det britiske folks generalregistrator (embedsmand, ansvarlig for personstatistikken) med triumferende røst udbryder:

¬»Selv om befolkningens tilvækst har været hurtig, har den ikke kunnet holde trit med fremgangen i industri og rigdom.¬«

Lad os nu vende blikket mod de umiddelbare agentier (virkekræfter) i denne industri, dvs. dem der producerer denne rigdom, arbejderklassen.

¬»Det er et af de mest triste træk i landets sociale situation,¬« siger Gladstone, ¬»at der samtidig med formindskelsen af forbrugskraften hos befolkningen, og mens afsavn og nød voksede i den arbejdende klasse og blandt fabrikkernes arbejdere, hele tiden fandt en uafbrudt akkumulation af rigdom sted hos de højere klasser og en stadig tilvækst af kapital.¬«

Således talte den salvelsesfulde minister i Underhuset den 13. feb. 1843. 16. april 1863, tyve år senere, hedder det i den tale, hvori han forelægger sit budgetforslag:

¬»Fra 1842 til 1852 voksede den beskattede indkomst her i landet med 6 pct. ... I løbet af de 8 år fra 1853 til 1861 voksede den, med 1853 som basis, 20 pct.! Denne kendsgerning er så forbavsende, at den næsten ikke er til at tro ... denne berusende forøgelse af rigdom og magt ... helt og holdent begrænset til de besiddende klasser ... er nødvendigvis indirekte til gavn for den arbejdende befolkning, idet den billiggør de almindelige forbrugsvarer – mens de rige er blevet rigere, er de fattige blevet mindre fattige! At fattigdommens ekstremer (yderligheder) skulle være blevet mindre, vover jeg dog ikke at sige.¬« (Gladstone i House of Commons (Underhuset) 16.apr. 1863. ¬»Morning Star¬«, 17.april.)

Hvilken flov antiklimaks! Hvis arbejderklassen er for, blevet ¬»fattig¬«, blot ¬»mindre fattig¬« forholdsvis, mens den producerer en ¬»berusende forøgelse af rigdom og magt¬« for den besiddende klasse, så er den relativt forblevet lige så fattig som før. Hvis fattigdommens ekstremer ikke er blevet mindre, er de blevet større, thi rigdommens ekstremer er blevet det. Hvad billiggørelsen af livsfornødenheder angår, viser den officielle statistik, f.eks. oplysninger fra London Orphan Asylum, en fordyrelse på 20 pct. for gennemsnittet af de tre år 1860 -62, sammenlignet med 1851-53. I de følgende 3 år 1863 -1865 en stigende fordyrelse af kød, smør, mælk, sukker, salt, kul og en mængde andre livsfornødenheder af nødvendig art. Gladstones følgende budgettale, 7.april 1864 er en pindarisk dithyrambe (hyldesdigt i digteren Pindars stil) til profitmageriets fremskridt og folkets gennem ¬»fattigdom¬« neddæmpede lykke. Han taler om masser ¬»på randen af pauperisme,¬« om erhvervsgrene ¬»hvor lønnen ikke er steget¬« og resumerer til slut arbejderklassens lykke i disse ord:

¬»I ni tilfælde ud af ti er menneskets liv kun en kamp for tilværelsen.¬«

Professor Fawcett, der ikke som Gladstone er bundet af officielle hensyn, erklærer lige ud:

¬»Naturligvis benægter jeg ikke, at pengelønnen er steget med denne forøgelse af kapitalen¬« (i løbet af de sidste årtier) ¬»men denne tilsyneladende fordel går i stor udstrækning tabt ved, at mange livsfornødenheder bliver dyrere og dyrere¬« (han mener, at det skyldes fald i de ædle metallers værdi) ¬» ... De rige bliver hastigt rigere (the rich grow rapidly richer), mens der ikke sker nogen synlig forøgelse af den velfærd, de arbejdende klasser nyder ... De (arbejderne) bliver næsten slaver af de handlende, som de skylder penge.¬«

I afsnittene om arbejdsdagen og maskinerne blev det gjort klart under hvilke omstændigheder den britiske arbejderklasse skabte en ¬»berusende forøgelse af rigdom og magt¬« for den besiddende klasse. I disse afsnit beskæftigede vi os dog fortrinsvis med arbejderen under hans samfundsmæssige funktion. Vil man fuldt ud belyse akkumulationens love, må man også betragte arbejderens kår uden for fabrikken og værkstedet, hans ernærings- og boligforhold. Denne bogs grænser byder os først og fremmest her at beskæftige os med den dårligst betalte del af industriproletariatet og arbejderne i landbruget, dvs. arbejderklassens flertal.

Forinden endnu en kort bemærkning om den officielle pauperisme, dvs. den del af arbejderklassen, der har sat sin eksistensbetingelse, nemlig at kunne sælge sin arbejdskraft, over styr og som vegeterer på almisser fra det offentlige. Den officielle liste over dem, der modtager understøttelse som fattiglemmer, udgjorde i England 1855: 851.369 personer, 1856: 877.767, 1865: 971.433,

Som følge af bomuldshungeren voksede den i årene 1863 og 1864 til 1.079.382 og 1.014.978. Krisen i 1866, der ramte London hårdest, skabte i dette sæde for verdensmarkedet, som har flere indbyggere end kongeriget Skotland, en tilvækst i paupere på 19,5 pct., sammenlignet med 1865 og på 24,4pct., sammenlignet med 1864, og en endnu større tilvækst i de første måneder af 1867, sammenlignet med 1866. To punkter bør fremhæves ved analysen af statistikken over pauperismen. På den ene side afspejler af- og tiltagen i pauperantallet de periodiske omskiftelser i den industrielle cyklus. På den anden side giver den officielle statistik et stadig mere falsk billede af pauperismens virkelige omfang, efterhånden som klassekampen og dermed arbejdernes følelse af egen værdighed udvikles med kapitalens akkumulation. F.eks. den barbariske behandling af fattiglemmerne, som den engelske presse (¬»The Times¬«, ¬»Pall Mali Gazette¬« osv.) har råbt så højt om i de sidste par år, er af gammel dato. I 1844 konstaterer F. Engels nøjagtigt de samme rædsler og ganske den samme, forbigående, skinhellige jamren i ¬»sensationsskriverierne¬«. Men den forfærdende vækst i tilfældene af død som følge af sult (¬»Deaths by starvation¬«) i London i løbet af det sidste årti, beviser klart arbejdernes voksende afsky for workhouse slaveriet, denne fattigdommens straffeanstalt.

b) De dårligt betalte lag af den britiske industriarbejderklasse.

Lad os nu vende blikket mod de dårligt betalte lag af industriarbejderklassen. Under bomuldshungeren i 1862 overdrog Privy Council Dr. Smith at foretage en undersøgelse af ernæringstilstanden blandt de nødstedte bomuldsarbejdere i Lancashire og Cheshire. Tidligere iagttagelser over en række år havde ført ham til det resultat, at man ¬»for at undgå sygdomme som følge af sult (starvation diseases)¬« måtte den daglige ernæring i gennemsnit for en kvinde udgøre mindst 3900 gran (eller grain: vægtenhed på 0,065 gr.) kulstof plus 180 gran kvælstof, den daglige ernæring i gennemsnit for en mand mindst 4300 gran kulstof samt 200 gran kvælstof, for kvindernes vedkommende ca. lige så meget næring som i to pund godt hvedebrød, for mænd 1/9 mere, i ugentligt gennemsnit for kvindelige og mandlige voksne mindst 28.600 gran kulstof og 1330 gran kvælstof. Hans beregning blev i praksis bekræftet på overraskende måde ved dens overensstemmelse med den jammerligt ringe mængde næring, krisen havde trykket bomuldsarbejdernes forbrug ned på. De fik i december 1862: 29.211 gran kulstof og 1295 gran kvælstof pr. uge.

I 1863 foranledigede Privy Council en undersøgelse af krisen blandt den dårligste ernærede del af den engelske arbejderklasse. Dr. Simon, Privy Councils medicinalembedsmand, udvalgte til dette arbejde den førnævnte Dr. Smith. Hans undersøgelse omfatter på den ene side landbrugsarbejderne, på anden silkevævere, syersker, læderhandskemagere, strømpestrikkere, handskevævere og skomagere. Den sidste gruppe kategorier er alle bosat i byerne med undtagelse af strømpestrikkerne. Det blev gjort til regel ved undersøgelsen at udvælge de sundeste og relativt bedst stillede familier i hver enkelt kategori.

Som generelt resultat konstateredes, at

¬»i kun en af de undersøgte grupper af indendørs arbejdende nåede gennemsnitstilførslen af kvælstof lidt over og i en anden gruppe nåede den næsten det anslåede niveau af kneben tilstrækkelighed, dvs. tilstrækkeligt til at undgå sygdomme som følge af sult, mens der i to grupper var en mangel - i den ene en meget stor mangel – på både kvælstof og kulstof. Endvidere, hvad angår de undersøgte familier inden for befolkningen i landbruget, fremgik det, at mere end en femtedel fik mindre, end hvad der blev anslået som tilstrækkeligt af kulstofholdig næring, at mere end 1/3 fik mindre end, hvad der blev anset som nødvendigt af kvælstofholdig føde, og at den gennemsnitlige stedlige føde i tre grevskaber Berkshire, Oxfordshire og Somersetshire) var præget af mangel på kvælstofholdig næring.¬«

Blandt arbejderne i landbruget var de dårligst ernærede dem, der boede i England, den rigeste del af Det forenede Kongerige. Blandt landarbejderne ramte underernæringen i det hele taget især kvinderne og børnene, thi ¬»manden må spise, for at kunne gøre sit arbejde.¬« Endnu større var den nød, der hærgede blandt de undersøgte arbejderkategorier i byerne. ¬»De er så dårligt ernæret, at det er helt sikkert, at der må forekomme mange tilfælde af hårde og skadelige afsavn¬« (kapitalistens ¬»forsagelse¬« alt det der! Nemlig given afkald på at betale de livsfornødenheder, der er uundværlige for at hans arbejdere lige med nød og næppe kan opretholde livet!)

Den tabel, der nu følger, viser forholdet mellem ernæringstilstanden hos de ovennævnte kategorier, der består af rene byarbejdere, og det af dr. Smith forudsatte minimum samt den ernæring, bomuldsarbejderne fik under deres værste nødperiode.

Halvdelen, 60/125 af de undersøgte industriarbejderkategorier fik overhovedet intet øl, 28 pct. ikke mælk. Det ugentlige gennemsnit af flydende næringsmidler i familierne svingede fra 7 ounces hos syerskerne til 23 3/4 ounces hos strømpestrikkerne. De fleste af dem, der ingen mælk fik, var syersker i London. Mængden af det brød, der fortæredes pr. uge varierede fra 7 3/4 pund hos syerskerne til 11 1/4 pund hos skomagerne og udviste et samlet gennemsnit på 9,9 pund om ugen for voksne. Sukker (sirup osv.) varierede fra 4 ounces om ugen hos læderhandskemagerne til 11 ounces hos strømpestrikkerne;

Begge køn

Ugentligt gennemsnit gennemsnit af kulstof (i gran)

Ugentligt gennemsnit gennemsnit af kvælstof (igran)

Fem byerhvervsgrene

28 876

1192

Arbejdsløse Lancashire-fabriksarbejdere 

29 211

1295

Minimalkvanta, foreslået for Lancashirearbejdere, lige antal mandlige og kvindelige

28 600

1330

det samlede gennemsnit pr.uge for alle kategorier pr.voksen, 8 ounces. Det samlede ugegennemsnit for smør (fedt osv.) 5 ounces pr. voksen. Ugegennemsnittet for kød (bacon osv.) svingede, pr. voksen, fra 7 1/4 ounces hos silkevæverne til 18 1/4 hos læderhandskemagerne; det samlede gennemsnit for alle kategorier 13,6 ounces. De ugentlige udgifter til mad pr. voksen gav følgende gennemsnitstal: Silkevævere 2 sh. 2 ¬Ĺ d., syersker 2 sh. 7 d. læderhandskemagere 2 sh. 91/2 d. Hos Macclesfield silkevæverne udgjorde det ugentlige gennemsnit kun 1 sh. 8¬Ĺ d. De dårligst ernærede kategorier var syerskerne, silkevæverne og læderhandskemagerne.

Dr Simon siger i sin almindelige sundhedsrapport om denne ernæringstilstand:

¬»Enhver, der er bekendt med lægevirksomhed under fattigloven eller med afdelingsstuerne og værelserne for udefra kommende patienter på vore hospitaler, kan bekræfte, at de tilfælde er talløse, hvor mangelfuld ernæring er årsagen til eller forværrer sygdom ... Dog må der efter min mening til dette synspunkt føjes en meget vigtig sundhedsmæssig omstændighed. Man må ikke glemme, at det at blive berøvet sin mad er noget man meget modvilligt finder sig i, og at en meget ringe ernæring som regel kun kommer, når andre afsavn er gået forud. Længe inden utilstrækkelig ernæring bliver et hygiejnisk problem, længe inden fysiologien ville begynde at tænke på at tælle de gran kvæl- og kulstof, der adskiller liv fra sultedød, vil husholdningen ganske og aldeles være blottet for materielle bekvemmeligheder. Klæder og opvarmning vil være blevet endnu mere sparsomme end maden — der vil ikke have været en passende beskyttelse mod vejrets barskhed — boligarealet vil være beskåret i en sådan grad, at overfyldning fremkalder og forstærker sygdom; der vil knap nok have været møbler og husgeråd tilbage — selv renlighed vil være blevet dyr og vanskelig, og selv om der skulle være bestræbelser, fremkaldt af selvrespekt, vil ethvert sådant forsøg betyde en yderligere sultens nagen. Boligen vil man finde der, hvor husly kan skaffes billigst, i kvarterer, hvor sundhedsinspektionen har de ringeste resultater, hvor der er de dårligste afløb, mindst gadefejning, mindst kamp mod uhumskheder, den mindste eller ringeste vandforsyning, og hvis det drejer sig om en by, mindst lys og luft. Det er de sundhedsmæssige farer, som fattigdommen så godt som uundgåeligt er udsat for, når fattigdommen er så stor, at den også betyder knaphed på føde. Og mens summen af disse farer er af uhyre betydning for livet, så er den blotte knaphed på føde et yderst alvorlig moment ... Dette er overvejelser, der piner en, især når man husker, at den fattigdom, det drejer sig om, ikke er lediggangens fortjente fattigdom. Det drejer sig hele tiden om fattigdom hos en arbejdende befolkning. Ja, hvad angår de arbejdere, der arbejder inden døre (dvs. byarbejderne), er det arbejde, der skaffer en så ringe mængde føde, for det meste forlænget på en ganske overdreven måde. Og dog er det indlysende, at det kun er i en meget speciel mening, at man kan sige, at arbejdet selv skaffer sig sit underhold ... Og i den meget store målestok kan dette nominelle selvunderhold kun være en kortere eller længere omvej til pauperismen.¬«

Det indre sammenhæng mellem sultens nagen i de flittigste arbejderlag og de riges ødsle forbrug, der grov eller raffineret bygger på den kapitalistiske akkumulation, dette sammenhæng kommer først for dagen, hvis man kender de økonomiske love. Anderledes forholder det sig med boligproblemet. Enhver uhildet iagttager ser, at jo mere produktionsmidlerne centraliseres i massemålestok, desto flere arbejdere stuves sammen på det samme areal, og at følgen derfor er, at jo hurtigere den kapitalistiske akkumulation finder sted, desto dårligere bliver arbejdernes boligforhold. De ¬»forbedringer¬« (improvements) af byerne, som ledsager fremskridtene i rigdom, og som sker ved, at man nedriver dårligt byggede kvarterer, opfører paladser til banker, stormagasiner osv., udvidelse og udretning af gaderne til forretningstrafik og luksuskøretøjer, indførelse af hestesporvogne osv., fordriver selvsagt de fattige til smuthuller og skjul, der stadig bliver ringere og mere overbefolkede. På den anden side er det noget, alle ved, at boligernes pris står i omvendt forhold til deres kvalitet, og at elendighedens miner bliver udnyttet af boligspekulanter med større profit og mindre omkostninger, end minerne i Potosi nogensinde blev. Den kapitalistiske akkumulations antagonistiske karakter og dermed den antagonistiske karakter af de kapitalistiske ejendomsforhold i det hele taget bliver her så umiddelbart iøjnefaldende, at selv de officielle engelske beretninger om emnet vrimler af kætterske udfald mod ¬»ejendommen og dens rettigheder¬«. Ondet gror så stærkt med industriens udvikling, kapitalens akkumulation, byernes vækst og ¬»forskønnelse¬«, at bare frygten for smitsomme sygdomme, der heller ikke skåner ¬»ærbarheden¬«, fra 1847 til 1864 har kaldt ikke færre end 10 love, der angår sundhedsvedtægt og sundhedspoliti, til live, mens det forskrækkede borgerskab i nogle byer som Liverpool, Glasgow osv. greb ind gennem deres kommunalbestyrelser. Ikke desto mindre udbryder Dr. Simon i sin beretning fra 1865: ¬»Taget som helhed har man lov at sige, at disse onder ikke er under kontrol i England.¬« Efter ordre fra Privy Council skete der i 1864 en undersøgelse af landarbejdernes boligforhold og i 1865 af boligforholdene for de fattigere klasser i byerne. Dr. Julian Hunters fremragende arbejde finder man i rapport nr. 7 og 8 om ¬»Public Health¬«. Landarbejderne skal jeg senere komme tilbage til. Hvad angår boligforholdene i byerne skal jeg til indledning anføre en generel bemærkning af dr. Simon.

¬»Selv om mit officielle synspunkt udelukkende er lægens,¬« siger han, ¬»kræver almindelig medmenneskelig indstilling, at man ikke ser bort fra den anden side af dette onde ... I sine højere grader medfører den (dvs. overbefolkningen) næsten med nødvendighed en sådan fornægtelse af al diskretion og finfølelse, en sådan uren forvirring af legemer og legemlige funktioner, en sådan stillen til skue af dyrisk og seksuel nøgenhed, der snarere hører dyrene end menneskene til. At være udsat for indflydelser af denne art er en nedværdigelse, der må blive dybere og dybere for dem, der til stadighed er udsat herfor. For børn, der bliver født under denne forbandelse, må det ofte blive en direkte dåb til skændsel (baptism into infamy). Og ganske uden håb er ønsket om, at personer, der lever under sådanne forhold, nogensinde i andre henseender skulle stræbe efter den atmosfære af civilisation, hvis væsen består i fysisk og moralsk renhed.¬«

London sidder inde med førstepladsen, hvor det gælder boliger, der er overbefolkede eller absolut umulige til menneskelig beboelse.

¬»Han anser¬«, siger dr. Hunter, ¬»to punkter for sikre: for det første, at der er ca. 20 store kolonier i London, hver med ca. 10.000 mennesker, hvor forholdene er så elendige, at det næsten overgår alt andet, som han har set andre steder i England, og det skyldes næsten udelukkende deres dårlige boligforhold; og for det andet, at husenes overfyldte og forfaldne tilstand i disse kolonier er langt værre, end det var tilfældet for 20 år siden.¬« ¬»Det er ingen overdrivelse at sige, at livet i dele af London og Newcastle er et helvede.¬«

Også den bedrestillede del af arbejderklassen, tillige med de småhandlende og andre elementer af den lille middelklasse, rammes i London mere og mere af disse elendige boligforholds forbandelse, efterhånden som ¬»forbedringerne¬« og den samtidige nedrivning af gamle gader og huse skrider frem, og efterhånden som fabrikker og tilstrømningen af mennesker til storbyen vokser; og endelig rammes de af, at huslejerne vokser sammen med jordrenten i byerne.

¬»Huslejerne er steget så meget, at det kun er få arbejdere, der har råd til mere end et værelse.¬«

Det er svært at finde en beboelsesejendom i London, der ikke er belastet med et utal af ¬»middlemen¬« (¬»mæglere¬«). Grundprisen i London er nemlig meget høj i forhold til de årlige indtægter den giver, idet enhver køber spekulerer i før eller senere at kunne afsætte den til en Jury Price (dvs. ekspropriationspris fastsat af en jury), eller at tilsvindle sig en ekstraordinær værdiforhøjelse ved, at der i nærheden er eller kommer et eller andet stort foretagende. Som følge heraf er der en regelmæssig handel med køb af lejekontrakter, der nærmer sig deres udløb.

¬»Man kan så nogenlunde regne med, at gentlemen i denne branche optræder, som de gør – få alt det ud af lejerne, de kan, mens de har dem, og efterlade så lidt som muligt til deres efterfølgere.¬«

Huslejen skal betales en gang om ugen og de herrer løber ingen risiko. Som følge af at der bygges jernbaner indenfor byområdet

¬»så man fornylig i Londons østlige del et antal familier, der var forjaget fra det sted, de tidligere boede, vandre omkring en lørdag aften med deres sparsomme jordiske gods på ryggen uden andet hvilested end the workhouse.¬«

De forskellige worhouses er allerede overfyldt, og de ¬»forbedringer¬«, parlamentet har givet bevilling til, står kun ved deres begyndelse. Bliver arbejderne forjaget, fordi de steder, de hidtil har boet, bliver ødelagt, så forlader de ikke deres sogn, eller slår sig højest ned i nærheden, lige op ad det.

¬»De forsøger selvsagt at blive så nær som muligt ved det sted, hvor de arbejder ... og deler deres toværelses lejligheder op i enkeltværelser og overbefolker også dem. Selv når de betaler en høj husleje, er det svært for dem, der er blevet forjaget, at finde et sted at bo, der er lige så godt, som det yderst beskedne sted, de har forladt ... Halvdelen af arbejderne ... på Strand ... gik to miles til fods til deres arbejde.¬«

Dette samme Strand, hvis hovedgade giver den fremmede et imponerende indtryk af Londons rigdom, kan tjene som eksempel på, hvorledes mennesker bliver pakket sammen i London. I et af sognene her registrerede sundhedsforsorgens embedsmand 581 personer pr. acre (4046,7 m2), og det skønt den ene halvdel af Themsen indgik i opmålingen. Det er indlysende, at enhver forholdsregel, der træffes af sundhedsmyndighederne og, som det hidtil har været tilfældet i London, består i at rive saneringsmodne huse ned og dermed forjage arbejderne fra et kvarter, kun tjener til at pakke arbejderne endnu tættere sammen i et andet kvarter.

¬»Enten¬«, siger dr. Hunter, ¬»vil hele den fremgangs-måde nødvendigvis standse som en meningsløshed, eller den offentlige medfølelse(!) må vækkes effektivt med hensyn til en forpligtelse, som man i dag uden at overdrive kan kalde nationens, nemlig at skaffe tag over hovedet til dem, der som følge af ikke at være i besiddelse af kapital, er ude af stand til selv at skaffe sig nogen, selv om de gennem periodiske betalinger er i stand til at yde vederlag til dem, der vil skaffe dem husly.¬«

Man bør beundre den kapitalistiske justits! Når grundejeren, husejeren, forretningsmanden bliver eksproprieret som følge af ¬»improvements¬« (¬»forbedringer¬«) i form af jernbaner, nyanlæg af gader osv. er det ikke nok med, at han får fuld erstatning. Han må yderligere trøstes gennem en klækkelig profit for det ¬»afsavn¬«, som Gud og loven har påtvunget ham. Arbejderen bliver med kone, barn og habengut smidt på gaden og – hvis han med alt for stort påhæng søger mod de kvarterer af byen, hvor kommunalbestyrelsen holder på anstanden, forfølges han af sundhedsmyndighederne!

Ved begyndelsen af det 19. århundrede fandtes der bortset fra London ikke en eneste by med 100.000 indbyggere. Kun fem havde mere end 50.000. Nu findes der 28 byer med over 50.000 indbyggere.

¬»Som følge af denne forandring er der ikke blot sket en enorm tilvækst i bybefolkningen, men de gamle, tæt sammenpakkede små byer er nu blevet centrer, hvor der er bygget på alle sider og hvor luften ingen steder har fri adgang. Da de ikke længere passer de velhavende, forlader disse dem til fordel for de mere behagelige forstæder. Disse velhavendes efterfølgere har nu optaget de større huse, gennemgående en familie pr. rum ... og finder plads til to eller tre logerende ... og der er blevet skabt en befolkning, som disse huse ikke var beregnet på og er helt uegnede til, med omgivelser, der er virkeligt nedværdigende for de voksne og ødelæggende for børnene.¬«

Jo hurtigere kapitalen akkumulerer i en industri- eller handelsby, desto hurtigere tilstrømningen af det menneskemateriale, der kan udbyttes, er, desto mere elendige er arbejdernes improviserede boliger. Newcastle-upon-Tyne, centrum for et kul- og bjergværksdistrikt, hvis udbytte er i stadig udvikling, holder derfor andenpladsen, efter London, i bolighelvedet. Ikke mindre end 34.000 bor der i enkeltværelser. Som følge af den absolutte fare de frembød for samfundet er der efter politiforordning for nylig revet et betydeligt antal huse ned i Newcastle og Gateshead. Opførelsen af nye huse skrider yderst langsomt frem, forretningen derimod yderst hurtigt. I 1865 var byen derfor mere overbefolket end nogensinde. Det var knap nok muligt at leje et enkelt værelse. Dr. Embleton fra Newcastle Feberhospital siger:

¬»Der kan ikke være megen tvivl om, at årsagen til den fortsatte eksistens og udbredelse af tyfus må søges i, at man har hobet alt for mange mennesker sammen, og at deres boliger er urenlige. De værelser, hvor arbejderne i mange tilfælde bor, ligger i lukkede og usunde gårde eller gyder og er, hvad angår plads, lys, luft og renlighed, mønstre på utilstrækkelighed og usundhed og er en skændsel for ethvert civiliseret samfund. I disse værelser ligger mænd, kvinder og børn dynget sammen om natten. Hvad mændene angår, følger natholdet dagholdet og dagholdet natholdet i en ubrudt række i et vist stykke tid, så sengene knap nok har tid til at afkøles. Hele huset er dårligt forsynet med vand og endnu dårligere med nødtørftshuse; snavset, uden ventilation og smittefarligt.¬«

Den ugentlige pris for huller af denne art går fra 8d. til 3sh..

¬»Newcastle-upon-Tyne¬«, siger dr. Hunter, ¬»danner eksempel på en af de bedste stammer blandt vore lands-mænd, der på grund af boligens og gadens ydre omstændigheder ofte er sunket ned til en næsten barbarisk fornedrelse.¬«

Kapital og arbejde bølger frem og tilbage, og som følge heraf kan boligforholdene i en industriby være til at holde ud i dag, mens de i morgen bliver afskyelige. Eller de kommunale ædiler (embedsmænd i det antikke Rom, overvejende med politifunktioner) kan endelig have taget sig sammen til at fjerne de værste misforhold. l morgen ankommer så en græshoppesværm af pjaltede irlændere eller forsumpede engelske landbrugsarbejdere. Man gemmer dem bort i kældre og lofter eller forvandler det tidligere respektable arbejderhus til et logi, hvor beboerne veksler lige så hurtigt som indkvarteringerne under 30-årekrigen. Eksempel: Bradford. Der var de kommunale filistre netop i gang med en byreform. Desuden var der dersteds i 1861 endnu 1751 ubeboede huse. Men nu kommer den gode erhvervstid, som den mildt liberale hr. Forster, negernes ven, for nylig har bræget så pænt om. Med de gode tider for erhvervene bliver der naturligvis oversvømmelse på grund af bølgerne fra den altid bølgende ¬»reservearm√©¬« eller ¬»relative overbefolkning¬«. De skrækkelige kælderlejligheder og kamre, der er registreret i den liste (note), som dr. Hunter fik fra agenter i et forsikringsselskab, var for størstedelens vedkommende beboet af godt betalte arbejdere. De udtalte, at de gerne ville betale for bedre boliger, hvis de bare var til at få. I mellemtiden forsumper de med mand og mus og får deres helbred ødelagt, mens den mildt liberale Forster, medlem af parlamentet, udgyder tårer over frihandelens velsignelser og de profitter, der indhøstes af de fremragende Bradfordhoveder, der gør i worsted (kamgarn). I beretningen af 5.sept. 1865 forklarer dr. Bell, en af fattiglægerne i Bradford, den forfærdende dødelighed blandt febersyge i hans distrikt ud fra de syges boligforhold:

¬»I en kælder på 1500 kubikfod bor der 10 personer ... Vincent Street, Green Air Place og The Leys omfatter 223 huse med 1 450 indbyggere, 435 senge og 36 nødtørftshuse ... Sengene, og under denne betegnelse inkluderer jeg enhver form for ruller af snavsede klude og pjalter eller en favnfuld spåner, har et gennemsnit af 3,3 person pr. seng, mange 4-6, og nogle er helt og holdent uden seng, oplyser man mig om. De sover i deres almindelige tøj på det nøgne gulv, unge mænd og kvinder, gifte og ugifte, alle sammen sammen. Det er næppe nødvendigt at tilføje, at mange af disse boliger er mørke, fugtige, snavsede, ildelugtende huller, der er fuldstændigt uegnede til menneskelig beboelse. Dette er de centrer fra hvilke sygdom og død spredes til dem, der lever under bedre kår (of good circumstances), og som har tilladt disse steder at rådne som betændte sår i vor midte.¬«

Bristol sidder inde med tredjepladsen efter London, hvad angår bolignød, ¬»Bristol, hvor den mest nøgne fattigdom (the blankest poverty) og boligmæssig elendighed findes til overflod i Europas mest velhavende by.¬«

c) Nomaderne

Vi skal nu beskæftige os med et befolkningslag, der har sin oprindelse på landet, men som for størstedelens vedkommende er industrielt beskæftiget. Det udgør kapitalens lette infanteri, som den kaster ind snart på dette punkt, snart på hint, alt efter dens behov. Når det ikke er på march, ¬»kamperer¬« det. Nomadearbejdet bruges til forskellige bygge- og dræningsarbejder, tegl- og kalk-brænding, bygning af jernbaner osv. En vandrende søjle af pestilens importerer de til de steder, i hvis nærhed de slår lejr, kopper, tyfus, kolera, skarlagensfeber osv. Ved foretagender med store kapitalinvesteringer, såsom bygning af jernbaner osv., leverer entreprenøren som regel selv sin hær træskure eller lign., improviserede lands-byer uden nogen form for sundhedsforanstaltninger, uden for lokalmyndighedernes kontrol, meget profitgivende for hr. entreprenøren, der udnytter arbejderne dobbelt, som industrisoldater og som lejere. Alt efter som træskuret har 1, 2 eller 3 huller må dets beboere, jord- og betonarbejdere osv. betale 2, 3, 4 sh. om ugen. Et eksempel er tilstrækkeligt. I september 1864, beretter dr. Simon, tilgik indenrigsministeren, Sir George Grey en anmeldelse fra formanden for Nuisance Removal Committee (sundhedspolitikommissionen) i sognet Sevenoaks, hvori det hed:

¬»Koppetilfælde var næsten ukendt i dette sogn indtil for ca. et år siden. Kort før dette havde man begyndt arbejdet på en jernbane fra Lewisham til Tunbridge, og da de vigtigste arbejder lå i umiddelbar nærhed af denne by, oprettede man yderligere oplagssted og hovedkvarter for hele anlægget her, så at et stort antal personer nødvendigvis blev beskæftiget her. Da det ikke var muligt at få dem alle indlogeret i cottages, byggede entreprenøren, hr. Jay adskillige steder langs banelinjen skure, som arbejderne skulle bo i. Skurene havde hverken ventilation eller afløb, og desuden var de nødvendigvis overfyldte, eftersom den enkelte lejer måtte skaffe plads til andre logerende uanset størrelsen af hans egen familie, og skønt der kun var to rum i hver beboelse. Resultatet var, ifølge den lægeindberetning vi modtog, at disse stakkels mennesker om natten var tvunget til at udsætte sig for alle kvælningens rædsler for at undgå den pestbefængte stank fra det snavsede, stillestående vand og nødtørftshusene lige uden for deres vinduer. Omsider blev der rettet klage til sundhedspolitikommissionen af en læge, der havde anledning til at bese disse skure, og han talte om deres tilstand som boliger i de bitreste vendinger og udtrykte sin ængstelse for, at det kunne få yderst alvorlige følger, hvis ikke der blev truffet visse sundhedsmæssige forholdsregler. For ca. et år siden lovede hr. Jay at reservere en barak, hvor personer, der var i hans brød og som led af smitsomme sygdomme, straks kunne blive bragt hen. Han gentog dette løfte den 23. juli i år, men selv om der efter dette hans seneste løfte har været adskillige tilfælde af kopper i hans skure og to dødsfald som følge af den samme sygdom, har han intet som helst foretaget sig for at gennemføre, hvad han har lovet. Den 9. september meddelte hr. Kelson, der er læge, mig om yderligere tilfælde af kopper i de samme skure og han beskrev disses tilstand som rædselsfulde. Til Deres (indenrigsministerens) oplysning ville jeg gerne tilføje, at vort sogn ejer et hus, der ligger for sig selv og som kaldes pesthuset, og hvor sognebeboere, der måtte lide af smitsomme sygdomme, kan blive plejet. Det har uafbrudt været optaget af sådanne patienter i mange måneder og er optaget også nu; at fem børn er døde i en familie på grund af kopper og feber; at der fra 1.april til 1.september i år, en periode på fem måneder, har været ikke mindre end ti dødsfald på grund af kopper i sognet, fire i de skure, der allerede har været omtalt; at det er umuligt at konstatere det nøjagtige antal personer, der har lidt af denne sygdom, selv om det vides, at det er mange, eftersom familierne så meget som muligt holder dette for sig selv.¬«

Arbejderne i kulminer og andre bjergværker hører til de bedst betalte kategorier af det britiske proletariat. Vi har tidligere vist hvilken pris, de betaler for deres løn. Her skal jeg kun kaste et hurtigt blik på deres boligforhold. Som regel indretter udnytteren af bjergværket, hvad enten han ejer det eller har forpagtet det, et antal cottages til sine arbejdere. De får cottages og kullene til opvarmning ¬»gratis¬«, dvs. de udgør en del af lønnen in natura. De, der ikke kan få et sted at bo på denne måde, modtager som kompensation 4 pd. st. om året. Bjergværksdistrikterne trækker hurtigt en stor befolkning til, der består af selve minearbejderbefolkningen og de håndværkere, butikshandlende osv., der grupperer sig om den. Som overalt, hvor befolkningen er tæt, er jordrenten her høj. Bjergværksentreprenørerne søger derfor på en så snæver byggeplads som muligt rundt om grubernes åbninger at smække så mange cottages op, som lige netop er nødvendige for at kunne presse deres arbejdere med familier sammen i dem. √Öbnes der nye gruber i nærheden eller begynder man på ny at udnytte gamle, vokser trængslen. Ved opførelsen af cottages gælder der kun et synspunkt, kapitalisternes ¬»forsagelse¬« mht. alle udgifter, der ikke er absolut nødvendige.

¬»De boligforhold, der hersker blandt grubearbejdere og andre arbejdere, knyttet til kulminerne i Northumberland og Durham¬« siger dr. Julian Hunter, ¬»er måske, i det store og hele, de værste og dyreste, som man kan finde i England i større målestolk, med undtagelse af lignende sogne i Monmouthshire ... Den overordentlige slethed ligger i det store antal mennesker i et rum, i det ringe grundareal, hvor man har klemt et stort antal huse ind, manglen på vand, fravær af nødtørftshuse, den hyppigt anvendte metode med at anbringe det ene hus oven på det andet eller fordele dem i flats¬« (således at de forskellige cottages danner vandrette etager over hinanden)¬« ... mineforpagteren optræder som om hele kolonien kun havde slået lejr og ikke var fastboende.¬«

¬»Mens jeg søgte at udføre, hvad jeg havde fået besked om at gøre,¬« siger dr. Stevens, ¬»besøgte jeg størsteparten af de større kulminelandsbyer inden for Durham Union ... Med meget få undtagelser gælder det generelle udsagn for dem alle, at der ikke er truffet nogen art af forholdsregler for at beskytte indbyggernes sundhed ... Alle grubearbejdere er bundet¬« (¬»bound¬«, et udtryk, der ligesom bondage (feudalt afhængighedsforhold) stammer fra livegenskabets tid) ¬»til forpagteren af minen¬« (lessee) ¬»eller dens ejer for 12 måneder.¬« ... ¬»Hvis minearbejderne giver udtryk for misnøje eller på nogen måde irriterer opsynsmanden¬« (viewer), ¬»sætter han et huskemærke ved deres navn og ved den næste årlige ¬»binding¬« bliver de afvist ... Det forekommer mig, at ingen del af truck-systemet kunne være værre end det, der er i brug i disse tætbefolkede distrikter. Minearbejderen er tvunget til som en del af sin løn at tage et hus, der er omgivet af smittekilder; selv kan han ikke hjælpe sig og det forekommer tvivlsomt, om nogen anden end hans ejer (han er i alle henseender en livegen) (he is to all intents and purposes a serf) kan hjælpe ham, og ejeren rådfører sig først og fremmest med sin statusopgørelse og resultatet er så temmeligt givet. Minearbejderen bliver også ofte forsynet med vand af ejeren, og hvad enten vandet nu er godt eller dårligt, må han betale for det eller rettere, der sker et fradrag i hans løn.¬«

I konflikt med den ¬»offentlige mening¬« eller endog med sundhedsvæsenet generer kapitalen sig aldeles ikke for at ¬»retfærdiggøre sig¬« med, at de dels farlige, dels nedværdigende betingelser, hvorunder den fastholder arbejderens funktion og hjemmeliv, er nødvendige for at kunne udbytte ham med større profit. Sådan er det, når kapitalen giver afkald på indretninger til beskyttelse mod farligt maskineri i fabrikkerne, på ventilations- og sikkerhedsmidler i minerne osv. Sådan er det her, når det gælder minearbejdernes boligforhold.

¬»Som undskyldning¬« siger Dr. Simon, Privy Councils medicinalembedsmand, ¬»for den elendige boligindretning ... anføres det, at minerne almindeligvis udnyttes på forpagtningsbasis; at varigheden af forpagterens kontrakt (der for kulminernes vedkommende normalt er på 21 år) ikke er så lang, at han skulle anse det for umagen værd at skabe gode boligforhold for sine arbejdere og for de handelsfolk og andre, som arbejdet trækker til; at selv om han var til sinds at indtage en liberal holdning i denne sag, så ville denne almindeligvis lide nederlag over for jordbesidderens tendens til som jordrente at fastsætte en overdreven tillægsafgift for det privilegium at have en anstændig og bekvemt indrettet landsby på jordens overflade, der skulle huse arbejderne i den underjordiske ejendom. Denne prohibitive (forhindrende) pris (hvis ikke direkte forbud) måtte ligeledes afskrække andre, der måtte have ønske om at bygge. Det ville ligge uden for formålet med denne rapport at gå nærmere ind i en diskussion om værdien af de ovennævnte undskyldende argumenter. Der er heller ikke engang behov for her at overveje, hvem omkostningerne i sidste instans ville komme til at påhvile, hvis der blev skaffet ordentlige boliger – jordbesidderen, eller forpagteren, eller arbejderen eller det offentlige ... Men stillet over for sådanne forsmædelige kendsgerninger, som de vedføjede beretninger¬« (fra dr. Hunter, dr. Stevens osv.)

¬»indestår for, er det rimeligt at forlange midler til at afhjælpe dem … Jordbesidderkrav fremføres på en sådan måde, at det volder den brede offentlighed skade. I sin egenskab af mineejer indbyder jordbesidderen en industrikoloni til at arbejde på sin jord, og derpå gør han det i sin egenskab af ejer af jordens overflade umuligt for de arbejdere, han har forsamlet, at finde behørige boligforhold det sted, hvor de er nødt til at leve. Mineforpagteren¬« (den kapitalistiske udbytter) ¬»har ingen pekuniær interesse i at modsætte sig denne deling af handelen; thi han ved udmærket, at hvis de sidstnævnte krav skulle være overdrevne, rammer følgerne ikke ham; at arbejderne, som følgerne rammer, ikke har uddannelse nok til at kende værdien af deres sundhedsrettigheder; at hverken de mest obskøne boligforhold eller det mest skidne drikkevand vil være mærkbare tilskyndelser til en strejke.¬«

d) Krisernes virkning på den bedst betalte del af arbejderklassen

Inden jeg går over til de egentlige landbrugsarbejdere, skal det forinden gennem et eksempel vises, hvorledes kriserne virker på selv den bedst betalte del af arbejderklassen, på arbejderklassens aristokrati. Det vil erindres: året 1857 medførte en af de store kriser, som den industrielle cyklus hver gang slutter med. Den næste termin kom i 1866. Allerede diskonteret i de egentlige fabriksdistrikter gennem bomuldshungeren, der forjog megen kapital fra den sædvanlige investeringssfære til pengemarkedets store center, antog krisen denne gang en overvejende finansiel karakter. Krisens udbrud i maj 1866 blev indvarslet ved, at en kæmpebank i London gik fallit, med det umiddelbare sammenbrud af talløse finansielle svindelselskaber til følge. En af de store erhvervsgrene i London, der blev ramt af katastrofen, var jernskibsværfterne. Magnaterne inden for dette erhverv havde i svindeltiden ikke blot drevet en overproduktion hinsides al fornuft; men de havde også overtaget enorme leveringskontrakter, idet de spekulerede i, at kreditkilden ville flyde lige så rigeligt som hidtil. Nu kom der et forfærdeligt tilbageslag, der, i slutningen af marts 1867, mens dette skrives, vedvarer også i andre industrigrene i London. Til karakteristik af arbejdernes situation følgende citat fra den udførlige reportage fra en korrespondent for ¬»Morning Star¬«, der i begyndelsen af 1867 besøgte de steder, hvor nøden var mest udbredt.

¬»I Londons East End, distrikterne Poplar, Millwall, Greenwich, Deptford, Limehouse og Canning Town var mindst 15.000 arbejdere og deres familier i en tilstand af den yderste nød, og 3000 faglærte maskinarbejdere huggede skærver i workhouse's gård (efter en nødsperiode på mere end et halvt år) ... Jeg havde store vanskeligheder ved at nå frem til workhouse's port (i Poplar), da den var belejret af en stor mængde sultne mennesker ... De ventede på deres madbilletter, men det var endnu ikke tiden, hvor de bliver fordelt. Gårdspladsen var en stor firkantet plads med et åbent halvtag, der går hele vejen rundt, og store snedriver dækkede brostenene i gårdens midte. Her, midt i gården, var der nogle små pladser, indhegnet med vidjefletning, ligesom fårefolde, hvor mændene arbejdede, når vejret var bedre. Men den dag, hvor mit besøg faldt, var foldene så fulde af sne, at ingen kunne sidde i dem. Under det åbne halvtag var mændene imidlertid optaget af at slå brosten i stykker til makadamisering. Hver af dem havde en stor brosten at sidde på og huggede løs med en stor hammer på granitten, der var dækket af et lag rimfrost, indtil han fik slået stenen i stykker og hugget, ja, hvad tror De, hele 5 bushels, og så havde han gjort sit dagværk og fik sin dagsbetaling - 3 pence og en madration. I en anden del af gården var der et vaklevornt lille træhus, og da vi åbnede døren til det, opdagede vi, at det var fyldt af mænd, der trængte sig sammen, skulder ved skulder for at holde hinanden varme. De plukkede tovværk og stredes imens om, hvem der kunne arbejde længst på en given mængde føde - thi udholdenhed var en æressag. Syv tusind ... i dette ene workhouse ... modtog understøttelse ... adskillige hundreder af dem ... fremgik det, tjente for seks eller otte måneder siden de højeste lønninger, der gives til faglærte og håndværkere ... Der ville være mere end dobbelt så mange af dem, hvis man talte dem med, der fortsat nægter at henvende sig til sognet, selv om de har opbrugt alle deres sparepenge, men som endnu har en smule, de kan pantsætte. Da jeg forlod workhouse gik jeg en tur gennem gaderne, der for størstedelen består af små et-etages huse, som der er så mange af i og omkring Poplar. Min fører var et af medlemmerne af de arbejdsløses udvalg. ... Mit første besøg gjaldt en smed, der havde været arbejdsløs i 27 uger. Jeg fandt ham og hans familie siddende i et lille værelse til gården. Rummet var ikke helt rippet for møbler og der var tændt op. Det var nødven-digt for at forhindre forfrysninger af småbørnenes nøgne fødder, thi det var bidende koldt den dag. På en bakke foran ilden lå der noget tovværk, som hans kone og børnene plukkede til gengæld for madrationen fra sognet. Manden arbejdede i workhouse's gård med at slå sten mod en vis portion mad og 3d. om dagen. Han var nu kommet hjem til middag, temmelig sulten, som han sagde til os med et trist smil, og hans middag bestod i et par skriver brød med stegefedt og en kop te uden mælk ... Den næste dør, vi bankede på, blev åbnet af en midaldrende kvinde, der uden at mæle et ord førte os ind i en lille dagligstue til gården, hvor hele hendes familie sad, mens de tavst og ufravendt betragtede en kamin, der hurtigt var ved at gå ud. Der var en sådan forladthed, en sådan håbløshed omkring disse mennesker og i deres lille stue, at jeg ikke skulle ønske at blive vidne til det på ny, ”De har ikke haft noget at bestille”, sagde kvinden og pegede på sine drenge, ”i 26 uger; og alle pengene er væk alle 20 pund, som mig og far sparede sammen, da det var bedre tider, fordi vi troede, at det ville give lidt til at klare os for, når vi ikke skulle arbejde. Se her,” sagde hun næsten med heftighed, idet hun fremdrog bankbogen med alle dens omhyggeligt førte noteringer for penge, der var sat ind og penge, der var hævet, så vi kunne se, hvorledes den lille formue var begyndt med det første indskud på 5 sh. og var vokset lidt efter lidt til at blive på 20 pd. st., og hvordan den var smeltet bort igen, indtil det disponible beløb skiftede fra pund til shillings og den sidste notering gjorde bogen så værdiløs som et blankt stykke papir. Denne familie fik understøttelse fra workhouse, og det forsynede dem med et nødtørftigt måltid mad om dagen … Vort næste besøg gjaldt en irlænders kone, hvis mand havde arbejdet på et værft. Vi fandt hende syg som følge af mangel på ernæring, liggende i sit tøj på en madras og kun dækket af en stump gulvtæppe, thi alt sengetøjet var pantsat. To forkomne børn passede hende og selv så de ud, som om de havde lige så stort behov for at blive plejet som deres moder. 19 ugers tvungen lediggang havde bragt dem så langt ud, og mens moderen fortalte historien om deres bitre fortid, gav hun sig til at jamre, som om al hendes tiltro til en fremtid, der skulle bøde på fortiden, var borte ... Da vi kom udenfor, kom en ung mand løbende efter os og bad os om at gå inden for i hans hjem og se om der var noget, der kunne gøres for ham. En ung kone, to kønne børn, en hobenfuld pantesedler og et helt rippet værelse var alt, han havde at vise.¬«

Om 1866-krisens efterveer følgende uddrag fra et Tory-blad. Man må ikke glemme, at Londons East End, som der her er tale om, ikke blot er hjemsted for de jernskibsværftsarbejdere, der omtales i dette kapitel, men også for en såkaldt ¬»hjemmeindustri¬«, der altid har været betalt under minimum.

¬»Et skrækkeligt skue kunne i går ses i en del af hovedstaden. Selv om East Ends tusinder af arbejdsløse ikke gik i procession en masse med deres sorte faner, var menneskestrømmen imponerende nok. Lad os ikke glemme, hvad disse mennesker lider. De er ved at dø af sult. Det er den enkle og forfærdende kendsgerning. De er 40.000 ... i vor nærværelse, i en del af denne vidunderlige hovedstad – dør om dør med den mest enorme ophobning af rigdom, verden nogensinde har set – maset sammen som sild i en tønde lige op ad dette er der 40.000 hjælpeløse mennesker, der er ved at dø af sult. Disse tusinder er nu ved at bryde ind i andre bydele. Aldrig mætte, halvdøde af sult, råber de deres elendighed mod vore øren, råber mod himlen; de fortæller os fra deres elendige boliger, at det er umuligt for dem at finde arbejde og nytteløst for dem at tigge. De lokale skatteydere er selv gennem afgifterne til sognehjælpen drevet til randen af armod.¬« (¬»Standard¬«, 5.april 1867).

Da det er på mode blandt engelske kapitalister at beskrive Belgien som et paradis for arbejderen, fordi ¬»arbejdets frihed¬«, eller hvad der er det samme ¬»kapitalens frihed¬«, der ikke er bragt til vantrivsel hverken som følge af fagforeningernes despoti eller fabrikslovgivning, så lad os her lige sige et par ord om de belgiske arbejderes ¬»lykke¬«. Ingen har sikkert været dybere indviet i denne lykkes mysterier end nu afdøde hr. Ducpetiaux, generalinspektør for de belgiske fængsler og velgørenhedsanstalter og medlem af centralkommissionen for belgisk statistik. Lad os tage hans arbejde: ¬»Budgets √©conomiques des classes ouvri√©res en Belgiquea, Bruxelles 1855. Her finder vi bl.a. en belgisk normalarbejder familie, hvis årlige udgifter og indtægter er beregnet efter yderst nøjagtige data, og hvis ernæringsforhold derpå sammenlignes med soldaternes, marinesoldaternes og fangernes. Familien ¬»består af fader, moder og fire børn.¬« Af disse seks personer ¬»kan fire beskæftiges hele året ved nyttigt arbejde.¬« Det forudsættes, ¬»at der hverken findes syge eller arbejdsudygtige iblandt dem,¬« heller ikke ¬»udgifter til religiøse, moralske og intellektuelle formål, bortset fra et yderst ringe beløb til kirkelige afgifter¬«, ej heller ¬»bidrag til sparekasser eller kasser til alderdomsforsorg,¬« og heller ikke ¬»luksus- eller andre overflødige udgifter.¬« Dog får faderen og den ældste søn lov til at ryge tobak og gå på værtshus om søndagen, hvad der bliver sat hele 85 centimer af til pr. uge.

¬»Af totalopstillingen af de lønninger, der udbetales arbejderne i de forskellige erhvervsgrene, fremgår, ... at det højeste gennemsnit for lønnen, pr. dag er: 1 fr. 56 c. for mænd, 89 c. for kvinder, 56 c. for drenge og 55 c. for piger. Beregnet efter dette, ville familiens indtægter allerhøjest beløbe sig til 1068 fr. om året ... I den husholdning, vi har udvalgt som typisk, har vi regnet alle mulige indtægter sammen. Hvis vi imidlertid tillægger moderen en arbejdsløn, unddrager vi dermed husholdningen dens ledelse; hvem sørger da for hjemmet, hvem for de små børn? Hvem skal lave mad, vaske, lappe? Dette dilemma står arbejderen over for hver dag.¬«

I følge dette er familiens regnskab:

Faderen 

300 arbejdsdage til

fr.1,56

fr.468

Moderen

fr.0,89

fr.267

Drengen

fr.0,56

fr.165

Pigen

fr.0,55

fr.168

ialt

fr.1068

Familiens årsudgifter og dens underskud ville udgøre, hvis arbejderen fik ernæring som

Marinesoldaten

fr.1828 - underskud fr.760.‑

Soldaten

fr.1473 - underskud fr.405. -

Fangen

fr.1112 - underskud fr. 44.‑

¬»Man ser, at der kun er få arbejderfamilier, der kan skaffe sig en ernæring svarende til matrosens eller soldatens, ja end ikke til fangens. I gennemsnit har hver fange 1847-1849 i Belgien kostet 63 c. om dagen, hvad der i forhold til arbejderens daglige subsistensudgifter giver en forskel på 13 c. Omkostningerne ved forvaltning og overvågning udlignes ved, at fangen ingen husleje betaler. ... Men hvorledes går det til, at et stort antal, ja, man kunne sige, det store flertal af arbejderne lever under endnu tarveligere forhold? Kun ved at de tager tilflugt til den slags nødhjælp, som arbejderen alene kender hemmeligheden ved; ved at de slår af på den daglige ration; spiser rugbrød i stedet for hvedebrød; mindre eller slet intet kød spiser; det samme, hvad angår smør og krydderier; ved at de presser familien sammen i et eller to små rum, hvor piger og drenge sover samme sted, ofte på den samme halmmadras; ved at spare på tøjet, på linned, på vaske- og rengøringsmidler; ved at de giver afkald på søndagsfornøjelserne, kort sagt, beslutter sig til de smerteligste afsavn. Når de først er nået til denne yderste grænse, forøger det ringeste udslag i priserne på levnedsmidler, en standsning i arbejdet eller sygdom arbejderens nødstilstand og ruinerer ham helt. Gældsposterne hober sig op, der lukkes for kreditten; klæderne, de nødvendigste møbler går til pantelåneren og assistenshuset, og til slut anmoder familien om at komme på listen over fattiglemmer.¬«

I realiteten sker der i dette ¬»kapitalisternes paradis¬« ved den ringeste ændring i prisen på de nødvendigste livsfornødenheder en ændring i antallet af dødsfald og forbrydelser! (Se: ¬»Manifest der Maatschappij: De Vlamingen Vooruit!¬«, Briissel 1860, s.12.). I hele Belgien er der 930.000 familier, heraf iflg. den officielle statistik: 90.000 rige (vælgere) — 450.000 personer; 390.000 familier af den mindre middelklasse, i by og på land, en stor del heraf synker hele tiden ned til proletariat = 1.950.000 personer. Endelig 450.000 arbejderfamilier = 2.250.000 personer, af hvilke mønsterfamilierne nyder den af Ducp√©tiaux beskrevne lykke. Blandt de 450.000 arbejderfamilier er over 200.000 på listen til fattigunderstøttelse!

e) Det britiske landbrugsproletariat

Intetsteds viser den antagonistiske karakter af den kapitalistiske produktion og akkumulation sig på mere brutal måde end i det engelske landbrugs (kvægavlen indbefattet) fremskridt og tilbageslaget for den engelske landarbejder. Et kort tilbageblik inden jeg går over til situationen, som den er i dag. Det moderne landbrug daterer sig i England fra midten af det 18. årh., selv om den omvæltning af ejendomsforholdene til jorden, som den ændrede produktionsmåde går ud fra som grundlag, er af langt tidligere dato.

Tager vi de oplysninger om landarbejderne fra 1771, der skyldes Arthur Young, en omhyggelig iagttager, omend en overfladisk tænker, så har disse arbejdere en yderst elendig stilling i sammenligning med deres forgængere ved slutningen af det 14. årh., ¬»hvor arbejderen ... kunne leve i velstand og akkumulere rigdom¬« for slet ikke at tale om det 15. årh., ¬»den engelske arbejders guldalder i by og på land.¬« Vi behøver dog ikke at gå så langt tilbage. I et særdeles oplysende skrift fra 1777 læser man:

¬»Den store farmer er næsten steget til hans (godsejerens, ¬»the gentleman¬«'s) niveau, mens den fattige arbejder er blevet trykket næsten til jorden. Hans ulykkelige stilling bliver helt klar, når man sammenligner situationen, som den var for blot fyrre år siden og så nu ... Godsejer og farmer ... har virket hånd i hånd for at holde arbejderen nede.¬«

Det påvises derefter i enkeltheder, at reallønnen på landet fra 1737 til 1777 er faldet med næsten 1/4 eller 25 pct.

¬»Den moderne politik¬«, siger dr. Richard Price ligeledes, ¬»begunstiger så givet de højere klasser i befolkningen; og følgerne kan med tiden blive, at hele kongeriget vil bestå udelukkende af gentry og tiggere, eller af stormænd og slaver.¬«

Ikke desto mindre er de engelske landarbejderes kår fra 1770-1780, såvel hvad deres ernærings- og boligforhold angår, som deres selvrespekt, adspredelser osv., et ideal, der ikke senere er nået. Udtrykt i pints (0,57 liter) af hvede udgjorde hans gennemsnitsløn 1770-1771 90 pints, på Edens tid (1797) kun 65, 1808 blot 60.

Landarbejdernes stilling ved slutningen af Antijakobinerkrigen, der førte til, at jordejende aristokrater, farmere, fabrikanter, købmænd, bankierer, børsryttere, leverandører til hæren osv. berigede sig i så overordentlig grad, er allerede tidligere blevet berørt. Den nominelle løn steg dels på grund af nedskrivningen af banknoterne, dels som følge af en heraf uafhængig forøgelse af prisen på de elementære livsfornødenheder. Den reale lønbevægelse kan imidlertid konstateres på meget enkel vis uden at tage tilflugt til enkeltheder, som her vil være overflødige. Fattiglovgivningen og dens administration var den samme i 1795 og 1814. Man vil huske, hvorledes man omgikkes med denne lov på landet: i form af almisser supplerede sognet nominallønnen indtil det nominalbeløb, der krævedes for at arbejderen lige netop kunne holde liv i sig. Forholdet mellem den af farmeren udbetalte løn og det af sognet godtgjorte underskud i lønnen viser os to ting, for det første nedsættelsen af arbejdslønnen under dens minimum, for det andet den grad, hvori landarbejderen var sammensat af lønarbejder og fattiglem, dvs. den grad, hvori man havde forvandlet ham til livegen under det sogn, hvor han hørte til. Vi vælger et grevskab, der repræsenterer gennemsnitsforholdet i alle andre grevskaber. 1795 androg den gennemsnitlige ugeløn i Northamptonshire 7 sh. og 6 d., de samlede årlige udgifter for en familie på 6 personer 36 pd.st. 12 sh. 5 d., deres samlede indtægter 29 pd.st. 18 sh., det af sognet godtgjorte underskud: 6 pd.st., 14 sh. 5 d. I det samme grevskab udgjorde 1814 ugelønnen 12 sh. 2 d., de samlede årlige udgifter for en familie på 5 personer 54 pd.st. 18 sh. 4 d., deres samlede indtægt 36 pd.st. 2 sh., det af sognet godtgjorde underskud: 18 pd.st. 6 sh. 4 d. 1795 udgjorde underskuddet mindre end 1/4 af arbejdslønnen, 1814 mere end halvdelen. Det er indlysende, at under disse omstændigheder var den smule bekvemmeligheder, som Eden endnu fandt i landarbejderens cottage, forsvundet i 1814. Af alle farmerens dyr blev fra nu af arbejderen, dette instrumentum vocale (med stemme begavede redskab) det, der måtte slide mest, fik ringest foder og blev behandlet mest brutalt.

Denne tingenes tilstand gik sin jævne og uforandrede gang indtil

¬»Swing-optøjerne i 1830 i skæret af de flammende kornstakke gjorde det klart for os¬« (dvs. for de herskende klasser), ¬»at elendighed og sort, oprørsk misfornøjelse ulmede lige så vildt under overfladen på landbrugets som på industriens England.¬«

Sadler betegnede dengang i Underhuset landarbejderte som ¬»hvide slaver¬« (¬»white slaves¬«) og en biskop gentog tilnavnet i Overhuset. Den betydeligste politiske økonom på daværende tidspunkt, E.G.Wakefield, siger:

¬»Landarbejderen i Sydengland ... er ingen frimand, ej heller er han træl; han er et fattiglem.¬«

Tiden lige inden kornlovens ophævelse kastede nyt lys over landarbejdernes stilling. På den ene side var det i de borgerlige agitatorers interesse at påvise, i hvor ringe grad disse beskyttelseslove beskyttede de virkelige kornproducenter. På den anden side skummede det industrielle bourgeoisi af harme over jordaristokraternes stikkervirksomhed om tilstandene på fabrikkerne, over den medfølelse disse i bund og grund depraverede, kolde og fornemme lediggængere hyklede med fabriksarbejdernes lidelser og deres ¬»diplomatiske ihærdighed¬« til fordel for fabrikslovgivning. Der er et gammelt engelsk ord, der siger, at når to tyve kommer op at slås, kommer der altid noget nyttigt ud af det. Og faktisk blev den larmende, lidenskabelige trætte mellem de to fraktioner af den herskende klasse om hvem af dem, der udbyttede arbejderne på den mest skamløse måde, til fødselshjælper for sandheden både på den ene og den anden side af fløjene. Earl Shaftesbury, alias Lord Ashley, var forkæmper i det aristokratiske antifabriksmenneskevensfelttog. 1844-45 er han derfor et yndlingsemne i ¬»Morning

Børn
a

Antal familiemedlemmer
b

Løn pr. uge for mænd
c

Løn pr. uge for børn
d

Hele familiens indkomst pr. uge
e

Husleje pr. uge
f

Samlet uge - husleje trukket fra
g

Uge løn pro persona
h

Første landsby

sh

sh d

sh d

sh d

sh d

sh h

2

4

8

- -

8 -

2 -

6 -

1 6

3

5

8

- -

8 -

1 6

6 6

1 3¬Ĺ

2 4 8 - - 8 - 1 - 7 - 1 9
2 4 8 - - 8 - 1 - 7 - 1 9
6 8 7 1 6 10 6 2 - 8 6 1 3/4
3 5 7 2 - 7 - 1 4 5 8 1 1¬Ĺ

Anden landsby

sh

sh d

sh d

sh d

sh d

sh h

6

8

7

1 6

10 -

1 6

8 6

1 3/4

6

8

7

1 6

7 -

1 3 ¬Ĺ

5 8¬Ĺ

- 8¬Ĺ

8 10 7 - - 7 - 1 3 ¬Ĺ 5 8¬Ĺ - 7
4 6 7 - - 7 - 1 6¬Ĺ 5 8¬Ĺ - 11
3 5 7 - - 7 - 1 6¬Ĺ 5 8¬Ĺ 1 1

Tredje landsby

sh

sh d

sh d

sh d

sh d

sh h

4

6

7

- -

7 -

1 -

6 -

1 -

3

5

7

2 -

116

- 10

10 8

2 1¬Ĺ

0

2

5

2 6

5 -

1 -

4 -

2 -

Chronicle¬«s afsløringer om landarbejdernes forhold. Dette blad, der på det tidspunkt var det vigtigste liberale organ, sendte egne kommissærer til landdistrikterne, der på ingen måde slog sig til tåls med generelle fremstillinger og statistik, men bragte navnene både på de arbejderfamilier, hvis forhold man undersøgte, og på de jordejere, de arbejdede for. Nedenstående følger fortegnelse over de lønninger, der blev betalt i tre landsbyer i nærheden af Blanford, Wimbourne og Poole. Landsbyerne ejes af hr. G. Bankes og Jarlen af Shaftesbury. Man vil mærke sig, at jarlen, denne præst i ¬»the low church¬«, denne anfører for de engelske pietister, ligesom merbemeldte Bankes præter plura (med flere) stikker en betydelig del af arbejdernes sulteløn i sin egen lomme igen under påskud af, at det drejer sig om husleje.

Kornlovens afskaffelse gav det engelske landbrug en vældig impuls. Dræning i den helt store målestok, nyt system med staldfodring og dyrkning af specielle foderplanter ved siden af de naturligt voksende, indføring af mekaniske gødningsredskaber og -apparater, ny behandling af lerede jorder, øget brug af mineralske gødninger, anvendelse af dampmaskinen og alle slags nye arbejdsmaskiner osv., i det hele taget en mere intensiv kultur kendetegner denne epoke. Formanden for Det kgl, Landbrugsselskab, hr. Pusey hævder, at de (relative) driftsomkostninger takket være de nyindførte maskiner blev formindsket næsten med halvdelen. På den anden side blev det positive udbytte af jorden hurtigt sat i vejret. Større kapitalinvestering pr. acre, med andre ord også fremskyndet koncentration af forpagtningerne, var grundbetingelsen for den nye metode. Samtidig udvidedes det dyrkede areal med 464.119 acres fra 1846 til 1856, for ikke at tale om store arealer i de østlige grevskaber, der som ved et trylleslag blev forvandlet fra løbegårde for kaniner og mager græsning for kvæget til yppige kornmarker. Det vil allerede vides, at samtidig faldt det samlede antal af de i landbruget beskæftigede. Hvad de egentlige jordbrugere, begge køn og alle aldre, angår, faldt deres antal fra 1.241.269 i 1851 til 1.163.217 i 1861.

Når den engelske Generalregistrator derfor med rette anfører: ¬»Den tilvækst, der er sket i antallet af farmere og landarbejdere siden 1801, står slet ikke i forhold til væksten af landbrugsproduktet¬«, så gælder dette misforhold i endnu langt højere grad for den sidste periodes vedkommende, hvor positiv formindskelse af arbejderbefolkningen på landet gik hånd i hånd med udvidelsen af det dyrkede areal, mere intensiv kultur, uhørt akkumulation af den kapital, der indlemmes i jorden og anvendes til at bearbejde den, forøgelse af udbyttet af jorden uden sidestykke i den engelske landbrugsvidenskabs historie, svulmende regnskaber over forpagtningsafgifterne hos jordbesidderne og stigende rigdom hos de kapitalistiske forpagtere. Slår man så dette sammen med den uafbrudte hurtige udvikling af afsætningsmarkedet i byerne og frihandelens herredømme, så var landarbejderen post tot discrimina rerum (efter så mange vendepunkter i tingenes forløb) omsider kommet under forhold, der, secundum artem (efter kunstens regler) skulle gøre ham ude af sig selv af lykke.

Professor Rogers kommer imidlertid til det resultat, at den engelske landarbejders kår nu om stunder er over-ordentligt forværret i sammenligning med hans forgængere fra perioden 1770-1780, for nu slet ikke at tale om forgængeren fra sidste halvdel af det 14. og det 15. århundrede. Professoren mener, at ¬»landarbejderen på ny er blevet livegen¬« og det tilmed en med ringe foder og husly.

I sin opsigtsvækkende rapport om landarbejdernes boligforhold siger dr. Julian Hunter:

¬»Omkostningerne ved en hind¬« (under livegenskabet betegnelse for landarbejder) ¬»er fastlagt til det mindst mulige beløb, som han kan leve for ... den løn og husly, han får, er ikke beregnet af den profit, der skal opnås af ham. Han figurerer med nul i farmerens overslag, Hans (subsistens)midler bliver altid behandlet som en konstant mængde.¬« ¬»Hvad angår en yderligere reduktion af hans indkomst kan han sige, nihil habeo nihil curo (Jeg har intet, intet bekymrer mig). Han har ingen bekymringer, hvad fremtiden angår, thi han har nu den ganske ringe mængde, der er nødvendig for at holde ham i live. Han har nået det nulpunkt, farmerens overslag går ud fra. Komme, hvad der vil, han har ingen del i hverken fremgang eller modgang.¬«

I 1863 blev der foretaget en officiel undersøgelse af forplejnings- og beskæftigelsestilstanden blandt forbrydere, dømt til deportation og tvangsarbejde. Resultatet er nedfældet i to tykke blåbøger.

¬»Det fremgår ubestrideligt,¬« hedder det bl.a., ¬»gennem en udførlig sammenligning mellem den kost, straffefangerne i tugthusene i England, fattiglemmerne i workhouses og de frie arbejdere i det samme land får ... at de førstnævnte er langt bedre ernæret end nogen af de to andre klasser¬«, mens ¬»den mængde arbejde, der kræves af en almindelig fange, dømt til straffearbejde, kun er ca. det halve af, hvad en almindelig daglejer ville udføre.¬«

Nogle få karakteristiske vidnesudsagn: John Smith, direktøren for fængslet i Edinburgh, forhøres.

Nr.5056: ¬»Kosten i de engelske fængsler (er) bedre end den, den almindelige arbejdsmand får i England.¬« Nr.5057: ¬»Det er en kendsgerning ... at den almindelige landarbejder i Skotland kun meget sjældent får kød i det hele taget.¬« Nr.3047: ¬»Kender De noget, der kan tjene som grund for nødvendigheden af at give dem (fangerne) langt bedre mad (feeding them very rnuch better) end almindelige arbejdsmænd og landarbejdere? – Det gør jeg bestemt ikke.¬« Nr.3048. ¬»Mener De, at der burde gøres yderligere forsøg for at konstatere, om man ikke kunne finde frem til en kostplan for fanger beskæftiget ved offentligt arbejde, der ville ligge mere nær op ad den for frie arbejdsmænd og landarbejdere?¬« ¬»Han¬« (dvs. landarbejderen), hedder det, ¬»kunne sige: Jeg arbejder hårdt og har ikke nok at spise, og da jeg var i fængsel, arbejdede jeg ikke hårdere og der havde jeg nok at spise, og derfor er det bedre for mig at være i fængsel igen end at være her.¬«¬«

Af de tabeller, der er vedføjet beretningens første bind, har vi stillet en sammenlignende oversigt sammen.

Læseren vil allerede være bekendt med det almindelige resultat den medicinske undersøgelseskommission af 1863 kom til mht. ernæringstilstanden i de dårligere ernærede klasser af folket. Han vil huske, at en stor del af landarbejderfamiliernes kost ligger under minimum, ¬»når det gælder at afværge hungersygdomme¬«. Dette er specielt tilfældet i alle rene landbrugsdistrikter af Cornwall, Devon, Somerset, Wilts, Stafford, Oxford, Berks og Herts.

Ugentlig fødemængde

Kvælstof holdige bestanddele (ounces)

Kvælstoffri bestanddele (ounces)

Mineralske bestanddele (ounces)

Total-sum (ounces)

Forbrydere i fængslet i Portland

28,95

150,06

4,68

183,69

Matroser i Hendes Majestæts flåde

29,63

152,91

4,52

187,06

Soldat

25,55

114,49

3,94

143,98

Karetmager (arbejder)

24,53

162,06

4,23

190,82

Typograf

21,24

100,83

3,12

125,19

Landarbejde

17,73

118,06

3,29

139,08

¬»Den ernæring, landarbejderen får,¬« siger dr. E. Smith, ¬»er større end det fremgår af gennemsnitsmængden, eftersom han spiser en større del ... som er nødvendig for at han kan være i stand til at udføre sit arbejde ... af maden end de andre familiemedlemmer, en del, som i de fattigere distrikter omfatter næsten al kød og bacon. Den mængde mad, hans kone og børn får i den periode, hvor de vokser hurtigt, er i mange tilfælde, i næsten alle grevskaber, utilstrækkelig, og specielt hvad angår kvælstof.¬«

De karle og tjenestepiger, der bor direkte hos farmerne, får rigeligt med mad. Antallet af dem faldt fra 288.277 i 1851 til 204.962 i 1861.

¬»Kvinders arbejde ude på marken¬« siger dr. Smith, ¬»er, uanset hvad dets ulemper end måtte være, under de aktuelle forhold til stor gavn for familien, eftersom det er et tilskud til den indtægt, der ... skaffer sko og klæder og betaler huslejen og således gør familien i stand til at ernære sig bedre.¬«

Et af de resultater af denne undersøgelse, det er mest værd at lægge mærke til, var, at landarbejderen i England er langt dårligere ernæret end i de andre dele af Det forenede Kongerige (¬»is considerably the worst fed¬«), således som tabellen viser.

Forbruget af kulstof og kvælstof pr. uge hos gennemsnitsarbejderen på landet
 

Kulstof gran.

Kvælstof gran.

England

40 673

1594

Wales

48 354

2031

Skotland

48 980

2348

Irland

43 366

2434

¬»Næsten hver side i dr. Hunters rapport,¬« siger dr. Simon i sin officielle sundhedsberetning, ¬»bærer vidnesbyrd om, hvorledes vore landarbejderes boligforhold er utilstrækkelige i kvantitet og elendige af kvalitet. Og gradvist, igennem mange år er arbejderens kår i disse henseender blevet stadigt forringet, idet det nu er langt vanskeligere for ham at finde husly, og når han finder det, svarer det i langt ringere grad til hans behov, end det ville have været tilfældet for måske århundreder tilbage. Især i de sidste tyve-tredive år er dette onde tiltaget meget stærkt, og de forhold, hvorunder arbejderen og hans husstand lever, er i dag i højeste grad at beklage. Bortset fra de tilfælde, hvor de, som hans arbejde beriger, anser det for godt at behandle ham med en art medlidende overbærenhed, er han i denne sag hjælpeløs på en ganske særlig måde. Om han skal finde husrum på den jord, han bidrager til at dyrke, om det husrum, han finder, skal være beregnet for mennesker eller for svin, om han skal få det lille stykke have, der betyder så uhyre lettelse i det tryk, hans fattigdom øver – alt dette afhænger ikke af hans beredvillighed og evne til at betale en rimelig leje for den ordentlige bolig, han har behov for; det afhænger derimod af den brug, som andre må anse for passende at gøre af deres ¬»ret til at gøre, som de vil med deres eget¬«. Ligegyldigt hvor stor en farm end er, så findes der ingen lov om, at der skal findes en vis mængde arbejderboliger (og endnu mindre om, at det skal være ordentlige boliger) på den; ej heller reserverer loven aldrig en nok så lille ret for arbejderen til den jord, for hvilken hans flid er lige så nødvendig som sol og regn ... Et uvedkommende element får vægtskålene til at veje ned til hans skade ... nemlig fattiglovens bestemmelser angående bosættelse og pålæggelse af bidrag til fattigunderstøttelse.

Ifølge denne lov har ethvert sogn en pengemæssig interesse i at begrænse antallet af de landarbejdere, der har fast bopæl i sognet, til et minimum – thi i stedet for en sikret og varig uafhængighed for den hårdtarbejdende arbejder og hans familie, medfører landarbejdet i reglen ulykkeligvis blot en længere eller kortere omvej til en mulig eksistens som fattiglem – en eksistens, som under den hele omvej er så nær, at en hvilken som helst sygdom eller midlertidig svigten i beskæftigelsen gør øjeblikkelig tilflugt til sognehjælp nødvendig – og på denne måde medfører enhver fast bosætning af en landbrugsbefolkning i et sogn en grel forøgelse af skattebidragene i sognet til fattigunderstøttelsen ... Det er nok, at store jordbesiddere beslutter, at der ingen arbejderboliger skal være på deres ejendomme, og de vil fra da af være bogstaveligt fri for halvdelen af deres ansvar over for de fattige. Hvorvidt det har været hensigten i engelsk forfatning og lov, at det skulle være muligt at erhverve denne art af ubetinget ejendom til jord, og at en jordbesidder ved at ¬»gøre som han vil med sit eget¬« skulle være i stand til at behandle jordens dyrkere som var de udlændinge, som han kan udvise fra sit territorium, dette er et spørgsmål, jeg ikke gør fordring på at drøfte ... Thi denne magt til at sætte ud ... er ikke blot af teoretisk art. Den er i meget stor målestok fremherskende i praksis – fremherskende ... som en hovedbetingelse, der er bestemmende for landarbejdets boligforhold ... Hvad udbredelsen af dette onde angår, må det være tilstrækkeligt at henvise til det materiale, dr. Hunter har samlet fra den sidste folketælling; det viser, at til trods for stigende lokal efterspørgsel efter huse, har ødelæggelsen af dem i løbet af de sidste 10 år været under udvikling i 821 forskellige sogne og bydistrikter i England, således at de pågældende sogne og bydistrikter uden hensyn til de personer, der er blevet tvunget til at opgive deres faste bopæl ¬»(i de sogne, hvor de arbejder)¬« i 1861 i sammenligning med 1851 modtog en befolkning, der var 5 1/3 pct. større, i beboelsesrum, der var 41 pct. mindre ... Når affolkningsprocessen har nået sin afslutning, vil resultatet, siger dr. Hunter, blive en udstillingslandsby (show-village), hvor cottages er blevet reduceret til et par stykker, og hvor ingen får lov til at bo, udover dem der er behov for som hyrder, gartnere eller jagtbetjente og herregårdsskytter; regulære tjenestefolk, der får den gode behandling, der er sædvanlig for deres klasses vedkommende. Men jorden skal dyrkes, og man vil da se, at de arbejdere, der beskæftiges på jorden ikke er ejerens fæstere, men at de kommer fra en åben landsby i nabolaget, som måske ligger 3 miles borte, hvor en talstærk skare af småbesiddere har taget imod dem, da deres cottages blev ødelagt i de lukkede landsbyer rundt om. Hvor tingene går i den retning, er de cottages, der endnu ikke er revet ned, i deres elendige og ureparerede tilstand vidnesbyrd om den undergang, de er dømt til. Man ser dem stå der i de forskellige stadier af naturligt forfald. Så længe dette læskur kan holde sammen, får arbejderen lov at leje det, og glad til vil han ofte være for at kunne det, selv til en leje, der svarer til prisen på en ordentlig bolig. Men ingen reparationer, ingen forbedringer skal der ske med huset, bortset fra dem der kan udføres af dets pengesvage beboere. Og når huset til slut bliver helt ubeboeligt – ubeboeligt selv målt med en livegens beskedneste alen – så vil der kun være en ødelagt cottage til, og skattebidragene til fattigunderstøttelsen vil blive noget mindre for fremtiden. Mens de store jordbesiddere på denne måde slipper for bidragene til fattigunderstøttelsen ved at affolke de jorder, de har kontrollen over, modtager den nærmeste by eller åbne landsby dem, der er sat på gaden; den nærmeste, sagde jeg, men dette ¬»nærmest¬« kan betyde 3-4 miles borte fra den farm, hvor arbejderen udfører sit daglige slid. Til dette daglige slid skal så lægges, som var det intet at regne, den daglige nødvendighed at gå seks til otte miles for at blive i stand til at tjene sit brød. Og uanset hvilket tandarbejde hans kone og børn udfører, sker det under samme ugunstige betingelse. Og dette er langtfra alt det slid, afstanden volder ham. I de åbne landsbyer køber cottage-spekulanter små stumper jord, hvor de så tæt som muligt presser de billigst mulige rønner sammen. Og i disse elendige beboelser (som, selv om de ligger lige ud til det åbne land, har nogle af de værste træk ved de værste boliger i byerne) kryber Englands landarbejdere tæt sammen ... På den anden side må man heller ikke gå ud fra, selv når arbejderen har sin bolig på de jorder han dyrker, at de betingelser, hvorunder hans husstand befinder sig, i almindelighed er af en sådan art, som hans produktive, flittige tilværelse kunne synes at fortjene. Selv på fyrstelige godser ... kan ... hans cottage være af den ringeste art. Der er landlords, der mener, at en hvilken som helst svinesti er god nok til deres arbejdere og deres familie, og som tilmed ikke undser sig for at presse så stor husleje ud af ham som overhovedet muligt. Det kan dreje sig om måske blot en forfalden hytte med kun et soverum, uden kamin, intet nødtørftshus, kun faste ruder og ingen vinduer, der kan åbnes, ingen vandforsyning udover grøften, ingen have – arbejderen er alligevel hjælpeløs mod den uret, der tilføjes ham ... Og vore sundhedspolitilove (The Nuisances Removal Act) ... er ... ikke andet end døde bogstaver ... der i stor udstrækning for deres virknings vedkommende er afhængige af sådanne cottageejere som den, han (arbejderen) har lejet sin rønne af … Der findes lysere ting at skue, men de er undtagelser, og retfærdigheden kræver, at vor opmærksomhed fra dem atter rettes mod den overvældende overvægt af kendsgerninger, som er en anklage mod Englands civilisation. Beklageligt må det stå til, når det til trods for alt, hvad der er indlysende med hensyn til kvaliteten af de boligforhold, der tilbydes i dag, er den fælles konklusion hos alle kvalificerede iagttagere, at selv boligernes almindelige slette tilstand er et onde, der er uendeligt mindre trykkende end boligernes numeriske utilstrækkelighed. I årevis har overbefolkningen af arbejdernes boliger på landet været genstand for dyb overvejelse og alvorlig bekymring, ikke blot for dem, der interesserer sig for sundhedens fremme, men også for alle dem, der ønsker en anstændig og moralsk tilværelse. Thi om og om igen, i sætninger, der er så ensartede, at de kunne virke stereotype, har man i indberetninger om udbredelsen af epidemiske sygdomme i landdistrikterne, insisteret på den ganske overordentlige betydning af denne overbefolkning som en årsag til det næsten håbløse i den opgave det er at forsøge at bremse en epidemi, når smitten først har vist sig. Og om og om igen er det blevet fremhævet, at uanset de mange helsebringende indflydelser, der findes i livet på landet, fremmer denne overfyldning, der i så høj grad befordrer udbredelsen af smitsomme sygdomme, også fremkomsten af sygdomme, der ikke er smitsomme. Og de, der har angivet og fordømt den tilstand med de overbefolkede boliger, hvorunder landbefolkningen lever, har ikke forholdt sig tavse, hvad angår den yderligere skade. Selv hvor det, der i første række angik og bekymrede dem, kun var skaden for sundheden, har de ofte næsten nødtvunget henvist til andre forhold angående emnet. Mens de vidste, hvor ofte det sker, at voksne personer af begge køn, gifte som ugifte, er trængt tæt sammen (huddled) i de samme, små soverum, har deres indberetninger været præget af overbevisningen om, at under de omstændigheder, de beskriver, må der altid ske vold på anstændigheden, og moralen må næsten med nødvendighed lide. Således indberetter dr. Ord i tillægget til min foregående årsberetning om et feberudbrud ved Wing, Buckinghamshire, og nævner i den forbindelse, hvorledes en ung mand, der var kommet derhen fra Wingrave med feber, de første dage, mens han var syg, sov i et værelse med ni andre personer. Inden der var gået to uger, var adskillige af disse angrebet, og i løbet af fem uger havde de fem af de ni feber og en døde ... Fra dr. Harvey, St. George's Hospital, som i forbindelse med sin private praksis besøgte Wing, mens epidemien stod på, har jeg modtaget oplysninger, der nøjagtigt svarer til ovennævnte indberetning ... ¬»En ung kvinde med feber lå om natten i et rum, der var optaget af hendes fader og moder, hendes uægte barn, to unge mænd (hendes brødre) samt hendes to søstre, hver med et uægte barn — 10 personer i alt. For bare et par uger siden sov 13 mennesker i dette rum.¬«

Dr. Hunter undersøgte 5375 landarbejdercottages, ikke blot i de rene landbrugsdistrikter, men i alle Englands grevskaber. Blandt disse 5375 havde 2195 kun et soverum (der ofte samtidigt var boligrum), 2930 havde kun 2 og 250 mere end 2. Jeg skal præsentere en lille buket fra godt og vel en halv snes grevskaber.

1. Bedfordshire.

Wrestlingworth: Soveværelser ca. 12 fod lange og 10 brede, selv om mange er mindre. De små √©n-etages huse deles ofte med skillevæg af træ i to soverum, ofte en seng i et køkken 5 fod 6 tommer højt. Leje 3 pd.st. Lejerne må bygge deres egne retirader, husets ejer leverer kun hullet. Så snart en bygger en retirade, benyttes den af hele nabolaget. Et hus, der tilhørte en familie ved navn Richardson, var af ubeskrivelig ¬»skønhed¬«. Dets vægge af kalk og mørtel bulnede ud som en kvindes kjole, når hun nejer. Den ene gavl buede ud, den anden ind, og på den sidste var der ulykkeligvis en skorsten, et krumt rør af ler og træ som en elefantsnabel. En lang støttestav skulle forhindre skorstenen i at falde om. Dør og vinduer er rhombeformede. 117 besøgte huse var kun 4 med mere end et soveværelse, og disse 4 var overfyldte. Cots (hytter) med et sengested skjulte 3 voksne med 3 børn, et ægtepar med 6 børn osv.

Dunton: Høje huslejer, fra 4 til 5 pd.st. Mændenes ugeløn 10 sh. De håber at kunne klare huslejen ved at lade familien flette strå. Jo større huslejen, desto flere må man slå sig sammen for at betale den. Seks voksne, der sover med 4 børn i et rum, betaler 3 pd.st. og 10 sh. for det. Det billigste hus i Dunton, ydre mål 15 fod langt, 10 bredt, lejet for 3 pd.st. Kun et af 14 undersøgte huse havde to soverum. Lidt uden for landsbyen lå et hus, hvis ydervægge var tilsvinede af beboernes ekskrementer, de nederste 9 tommer af døren er forsvundet ved en ren forrådnelsesproces, nogle mursten skydes sindrigt for indefra om aftenen, når huset lukkes, og skjules med en måtte, der hænges for. Et halvt vindue med glas og ramme var gået al kødets gang. Her, uden møbler, var 3 voksne og 5 børn sammenkrøbet. Dunton var ikke værre end resten af Biggleswade Union.

2. Berkshire.

Beenham: Juni 1864 boede en mand, kone og 4 børn i en cot (√©n-etages hytte). En datter kom hjem fra sin plads med skarlagensfeber. Hun døde. Et barn blev sygt og døde. Moderen og et barn led af tyfus, da dr. Hunter blev tilkaldt. Faderen og et barn sov ude, men vanskeligheden ved at sikre afsondring fra omverden viste sig her, thi på den ludfattige landsbys overfyldte markedsplads lå det feberramte hus' linned, ventende på vask. – Lejen af H.'s hus 1 sh. pr. uge; det ene soveværelse for et ægtepar og 6 børn. Et hus udlejet til 8 d. (om ugen), 14 fod 6 tommer langt, 7 fod bredt, køkken 6 fod højt; soveværelset uden vindue, kamin, dør eller åbning, bortset ud til gang, ingen have. En mand levede indtil for nylig her med to voksne døtre og en halvvoksen søn; fader og søn sov på sengen, pigerne ude i gangen. De fik begge barn, mens familien boede her, men det ene gik på workhouse for at føde og kom så tilbage.

3. Buckinghamshire.

30 cottages – på 1000 acres jord – rummer her ca. 130-140 mennesker. Bradenham sogn omfatter 1000 acres. 1851 havde det 36 huse og en befolkning på 84 personer af mandkøn og 54 af kvindekøn. Denne kønsmæssige mangel på balance udlignet 1861, hvor sognet havde 98 af mandkøn og 87 personer af kvindekøn. Tilvækst i løbet af 10 år 14 mænd og 33 kvinder. I mellemtiden er der blevet 1 hus mindre.

Winslow: Størstedelen nybygget og i god stil. Efterspørgslen efter huse synes betydelig, da yderst ringe cots lejes ud fra 1 sh. og 1 sh. 3 d. pr. uge.

Water Eaton: Her har ejerne med udsigt til voksende befolkning ødelagt ca. 20 pct. af de eksisterende huse. En sølle arbejder, der havde ca. 4 miles at gå til arbejde, svarede på spørgsmålet, om han ikke kunne finde en cot, der var nærmere: ¬»Nej, de er ikke så tossede, at de lejer ud til en med en stor familie som mig.¬«

Tinker's End, ved Winslow: Et soveværelse med 4 voksne og 5 børn, 11 fod langt, 9 fod bredt, 6 fod 5 tommer højt højeste sted. Et andet, 11 fod 7 tommer langt, 9 fod bredt, 5 fod 10 tommer højt, husede 6 mennesker. Enhver af disse familier havde mindre plads, end der kræves til en galejslave. Intet hus havde mere end 1 soveværelse, ingen en dør til bagsiden. Vand meget sjældent. Ugentlig husleje fra 1 sh. 4 d. til 2 sh. I 16 undersøgte huse kun en enkelt mand, der tjente 10 sh. om ugen. Den forsyning af luft, hver især nyder i nævnte tilfælde, svarer til, hvad der ville tilfalde ham, hvis han om natten var indelukket i en æske på 4 kubikfod. Ganske vist findes der en mængde spontan ventilation i de gamle hytter.

4. Cambridgeshire.

Gamblingay ejes af flere. Rummer de mest lurvede cots, man kan finde nogetsteds. Meget stråfletteri. Dødelig træthed, håbløs kapitulation over for snavset præger Gamblingay. Forsømmelserne i dens centrum bliver til tortur i dens udkanter mod nord og syd, hvor husene stykkevis rådner op. Godsejerne, der ikke bor på deres jorder (absentee landlords), årelader det stakkels hul i rask tempo. Lejerne er meget høje; 8-9 mennesker pakket sammen i √©t-sengs værelser, i to tilfælde 6 voksne med henholdsvis 1 og 2 børn i et lille soverum.

5. Essex.

I dette grevskab følges i mange sogne nedgang i personantal og cottages ad. I ikke mindre end 22 sogne har nedrivningen af huse dog ikke standset befolkningstilvæksten eller ikke bevirket den udvisning, der under navn af ¬»vandring til byerne¬« foregår overalt. I Fingringhoe, et sogn med 3443 acres, var der 1851 145 huse, 1861 kun 110 tilbage, men folk vil ikke flytte og formåede, selv udsat for den behandling, at blive flere. I Ramsden Crays boede der i 1851 252 mennesker i 61 huse, men i 1861 var 262 mennesker stoppet ind i 49 huse. I Basildon levede 1851 på 1827 acres 157 mennesker i 35 huse, ved slutningen af årtiet 180 mennesker i 27 huse. I sognene Fingringhoe, South Fambridge, Widford, Basildon og Ramsden Crays boede 1851 på 8449 acres 1392 mennesker i 316 huse, 1861 på det samme areal 1473 mennesker i 249 huse.

6. Herefordshire.

Dette lille grevskab har lidt mere under ¬»udsmidningsånden¬« end noget andet i England. Ved Madley tilhører de overfyldte cottages, mest med 2 sovekamre, for det meste farmerne. De udlejer dem let for 3 eller 4 pd.st. om året og betaler en ugeløn på 9 sh.!

7. Huntingdonshire.

Hartford havde 1851 87 huse, kort tid senere ødelagdes 19 cottages i dette lille sogn med 1720 acres. Indbyggere 1831: 452, 1851: 382 og 1861: 341. 14 cots med hver 1 soverum undersøgt. I en 1 ægtepar, 3 voksne sønner, 1 voksen datter, 4 børn, i alt 10; i en anden 3 voksne, 6 børn. En af disse stuer, hvor der sov 8 mennesker, var 12 fod 10 tommer lang, 12 fod 2 tommer bred, 6 fod 9 tommer høj. Gennemsnitsmål uden fradrag af fremspring gav ca. 130 kubikfod pro persona. I de 14 sovekamre 34 voksne og 33 børn. Disse cottages sjældent udstyret med have, men mange af beboerne kunne forpagte små stykker jord, 10 til 12 sh. pr. rood (1/4 acre). Disse allotments (parceller) ligger et godt stykke fra husene, der er uden retirade. Familien må enten gå hen på sin allotment for at komme af med deres ekskrementer, eller, som det med respekt at melde sker her, ¬»bruge et skab med et trug anbragt lige som en skuffe i en kommode og som trækkes ud 1 gang om ugen og bringes til parcellen for at blive tømt, hvor der måtte være behov for dets indhold¬«. I Japan går livets kredsløb mere renligt for sig.

8. Lincolnshire.

Langtoft: En mand bor her i familien Wright's hus med sin kone, konens moder og 5 børn; huset har køkkenvrå, opvaskerum, soverum over køkkenet. Køkkenvrå og soverum 12 fod 2 tommer lange, 9 fod 5 tommer brede, hele arealet 21 fod 3 tommer på den lange led, 9 fod 5 tommer på den brede. Soverummet er et loftskammer. Væggene løber sammen i taget som en sukkertop, Foran er der et tagvindue. Hvorfor boede han her? Haven? Ganske lille. Lejen? Høj, 1 sh. 3 d. om ugen. Nær til arbejdet? Nej, 6 miles borte, så han dagligt marcherer 12 miles frem og tilbage. Han boede her, fordi denne cot var til leje, og fordi han ville have en cot for sig selv, hvor som helst, til hvilken som helst pris, i hvilken som helst tilstand. Nedenfor statistikken over 12 huse i Langtoft med 12 soverum, 38 voksne og 36 børn:

12 huse i Langtoft

Huse

Soverum

Voksne

Børn

Personer i alt

1

1

3

5

8

1

1

4

3

7

1

1

4

4

8

1

1

5

4

9

1

1

2

2

4

1

1

5

3

8

1

1

3

3

6

1

1

3 2

5

1

1

2

0

2

1 1 2 3 5
1 1 3 3 6
1 1 2 4 6

9. Kent.

Kennington, særdeles sørgeligt overfyldt 1859, da difterien viste sig og sognelægen foranstaltede en embedsundersøgelse af de fattigere befolkningsklassers kår. Han konstaterede, at i denne kommune, hvor der var brug for meget arbejde, var forskellige cots revet ned og ingen nye bygget. I et distrikt var der endnu 4 huse, birdcages (fuglebure) kaldet; hver havde 4 værelser med følgende dimensioner i fod og tommer:

Køkken

9,5 X 8,11 X 6,6

Bryggers

8,6 X 4,6 X 6,6

Soverum

8,5 X 5,10 X 6,3

Soverum

8,3 X 8,4 X 6,3

 10. Northamptonshire.

Brixworth, Pitsford og Floore: I disse landsbyer driver en 20-30 mand om på gaden om vinteren af mangel på arbejde. Farmerne dyrker ikke altid markerne tilstrækkeligt med korn og rodfrugter, og landlord'en har fundet, at det passer ham at slå alle sine udforpagtninger sammen til 2-3 stykker. Derfor er der mangel på beskæftigelse. Mens marken på den ene side af grøften råber efter arbejde, kaster de besvegne arbejdere fra den anden side længselsfulde blikke mod den. Feberagtigt overarbejde om sommeren, halvdøde af sult om vinteren, intet under når de i deres særprægede dialekt siger, at ¬»the parson and gentlefolks seem frit to death at them.¬«

Fra Floore eksempler på ægtepar med 4, 5, 6 børn i et soverum af mindste udgave, ligeledes 3 voksne med 5 børn, og ligeledes 1 par med bedstefar og 6 børn, syge af skarlagensfeber osv.; i 2 huse med 2 soverum 2 familier med henholdsvis 8 og 9 voksne.

11. Wiltshire.

Stratton: 31 huse besøgt, 8 med kun 1 soverum; Penhill i samme sogn. En cot udlejet for 1 sh. 3d. om ugen til 4 voksne og 4 børn, bortset fra gode vægge intet godt ved den; fra gulvet af til det rådne stråtag råt tilhugne sten.

12. Worchestershire.

√ėdelæggelsen af huse ikke helt så ondartet her; dog fra 1851 til 1861 voksede antallet af personer pr. hus fra 4,2 til 4,6.

Badsey: Mange cots og småhaver her. Nogle farmere erklærer disse cots for ¬»a great nuisance here, because they bring the poor¬«, (disse cots er ¬»en stor plage her, fordi de bringer de fattige til¬«). Til en udtalelse fra en gentleman:

¬»De fattige har det bedre på grund af dem; bygger man 500 hytter, bliver de lejet ud i en fart; det er en kendsgerning, at jo mere man bygger, jo mere vil de have¬« —

Ifølge ham frembringer husene de indbyggere, der som en naturlov øver pres på ¬»midlerne til at skaffe et sted at bo¬« — til dette bemærker dr. Hunter:

¬»Nu må disse fattige jo komme fra et sted, og eftersom der ikke er noget specielt, der tiltrækker i Badsey, såsom milde gaver, må det være repulsion fra et andet uegnet sted, der sender dem derhen. Kunne alle finde en parcel og en hytte i nærheden af deres arbejde, var der ingen, der ville foretrække Badsey, hvor han for sin stump jord betaler dobbelt så meget som farmeren for sin.¬«

Den stadige vandring til byerne, den bestandige ¬»gøren folk overskydende¬« på landet ved koncentration af forpagtningerne, forvandling af agerjord til græsjord, maskinerne osv. og den måde, landbefolkningen hele tiden sættes på porten ved, at man ødelægger deres cottages — dette går hånd i hånd. Jo mere et distrikt er mennesketomt, desto større dets ¬»relative overbefolkning¬«, desto større denne overbefolknings tryk på beskæftigelsesmidlerne, desto større landbefolkningens absolutte overskud i forhold til midlerne til at skaffe dem tag over hovedet, og følgelig desto større i landsbyerne den lokale overbefolkning og den mest pestilenske og sygdomsbringende sammenpakning af mennesker. Fortætningen af menneskeklyngen i spredte små landsbyer og markedsflækker svarer til det voldsomme dræn af mennesker, der sker ud over landet. Til trods for at landarbejdernes antal synker, bliver de uafbrudt ¬»gjort overskydende¬«, og dette i forbindelse med den voksende mængde af deres produkt er kilden til deres pauperisme. Deres eventuelle pauperisme er et motiv til deres fordrivelse og hovedkilden til deres boligmisere, der knækker den sidste evne til modstand og gør dem til rene slaver for jordbesidderne og forpagterne, således at arbejdslønnens minimum for dem befæster sig til at blive en naturlov. På den anden side er landet trods sin stadige ¬»relative overbefolkning¬« på samme tid underbefolket. Dette viser sig ikke blot lokalt på de punkter, hvor menneskeafgangen til byerne, minerne, bygningen af jernbaner osv. går for hurtigt; det viser sig overalt såvel ved høsttid som forår og sommer i de talrige stunder, hvor det meget pertentlige og intensive engelske landbrug har brug for ekstra-arbejdere. Der er hele tiden for mange landarbejdere til landbrugets middelbehov og hele tiden for få til dets exceptionelle eller temporære behov. Man finder derfor i de officielle dokumenter optegnet de samme kommuners modsigelsesfulde klage over samtidig mangel på arbejde og arbejdsoverflod. Den temporære eller lokale mangel på arbejdskraft bevirker ikke nogen forhøjelse af arbejdslønnen, men derimod at kvinder og børn presses ind i markarbejdet, og at man henter arbejdskraft fra stadig lavere alderstrin. Så snart udbytningen af kvinder og børn får større spillerum, bliver den så til et nyt middel til at gøre de mandlige landarbejdere overskydende og holde deres løn nede. I østengland blomstrer en skøn frugt af denne cercle vicieux – det såkaldte gangsystem (sjak- eller trupsystem), som jeg her kort skal vende tilbage til.

Gangsystemet huserer næsten udelukkende i Lincolnshire, Huntingdonshire, Cambridgeshire, Norfolk, Suffolk og Nottinghamshire, sporadisk i nabogrevskaberne Northampton, Bedford og Rutland. Som eksempel tjener her Lincolnshire. En stor del af dette grevskabs jord er ny, tidligere hedemose eller som i andre af de nævnte østlige grevskaber, indvundet fra havet. Dampmaskinen har gjort mirakler på afvandingsområdet. Tidligere morads og sandjord giver nu et yppigt hav af korn og de højeste jordrenter. Det samme gælder det kunstigt indvundne alluvial-land som ved øen Axholme og de andre sogne langs Trent. Efterhånden som de nye forpagtninger (farme) opstod, undlod man ikke blot at bygge nye huse (cottages) til landarbejderne, tværtimod blev gamle revet ned, arbejdstilførslen henter man så fra de åbne landsbyer, der ligger milevidt borte ved landevejene, der snor sig al sted langs højdedragenes skråninger. Det var tidligere det eneste sted, hvor befolkningen fandt beskyttelse mod de langvarige oversvømmelser om vinteren. De arbejdere, der bor på farmene fra 400 til 1000 acres (de kaldes her ¬»confined labourers¬«) anvendes udelukkende til vedvarende tungt landbrugsarbejde, hvortil der bruges heste. For hver 100 acres (1 acre = 40,49 ar eller 1,584 prøjsiske Morgen) er der i gennemsnit knap nok 1 cottage. En Fenland farmer f. eks.afgav dette vidnesbyrd for undersøgelseskommissionen:

¬»Jeg driver en farm på 320 acres, alt sammen agerjord. Jeg har ikke en landarbejder på min farm nu. Jeg har fire folk til arbejde med hestene boende rundt om i omegnen. Det lette arbejde, som der skal mange hænder til, får vi udført af sjak (gangs).¬«

Jorden har brug for meget let markarbejde. Den skal luges, hyppes, hakkes, tilføres gødning, renses for sten osv. Det sker ved hjælp af de nævnte ¬»gangs¬«, dvs. organiserede sjak, hvis medlemmer bor i de åbne landsbyer og kommuner.

Et sådant ¬»gang¬« består af fra 10 til 40-50 mennesker, nemlig koner, unge mennesker af begge køn (13-18 år), selv om drengene for det meste forsvinder, når de bliver 13, og endelig børn af begge køn (6-13 år). I spidsen står ¬»the gangmaster¬« (sjakbajsen), altid en almindelig landarbejder, som regel ¬»a bad lot¬«, en ¬»skidt fyr¬«, en rigtig laban, upålidelig, fordrukken, men med en vis foretagsomhed og savoir-faire. Han antager sjakket, der arbejder under ham, ikke under farmeren. Med farmeren akkorderer han som regel efter stykbetaling, og sjakbajsens indtægt, der i snit ikke ligger meget højere end en almindelig landarbejders, afhænger næsten helt og holdent af hans dygtighed til at få så meget arbejde som muligt ud af sit sjak i løbet af den kortest mulige tid. Farmerne har opdaget, at kvinder kun arbejder ordentligt under en mands diktatur, men at kvinder og børn, når de først er i gang, bruger deres livskraft med den rene lidenskab, noget allerede Fourier vidste, mens de voksne mandlige arbejdere er lumske nok til at holde hus med den, så godt de kan. Sjakbajsen drager fra det ene gods til det andet og beskæftiger på denne måde sit ¬»gang¬« 6-8 måneder om året. Det er derfor langt mere indbringende og sikkert for arbejderfamilien at blive beskæftiget hos ham end af den enkelte farmer, der kun af og til tilbyder arbejde til børn. Denne omstændighed befæster sjakbajsens indflydelse i de åbne landsbyer og kommuner i en sådan grad, at børn som regel kun kan fæstes ved hans mellemkost. At udpumpe disse individuelt, isoleret fra sjakket, er hans nebengesjæft.

Systemets ¬»skyggesider¬« er det alt for meget arbejde, der udføres af børnene og de unge, de enorme marchstrækninger, som de hver dag tilbagelægger hen og tilbage fra godserne og gårdene, der ligger 5, 6 undertiden 7 miles borte og endelig den moralske opløsning i sjakket. Selv om sjakbajsen, der i nogle egne kaldes for ¬»the driver¬« (den, der driver på), er udstyret med en lang stok, anvender han den dog kun sjældent, og klage over brutal behandling hører til undtagelserne. Han er en demokratisk imperator eller en slags Rottefænger fra Hameln. Han har altså brug for at være populær blandt sine undersåtter og knytter dem fast til sig gennem den sigønertilværelse, der blomstrer under hans auspicier. Grovkornet frihed, munter løssluppenhed og den mest obskøne frækhed giver sjakket vinger. Som regel udbetaler sjakbajsen lønnen på et værtshus og går så hjem, godt slingrende, støttet på begge sider af et solidt fruentimmer i spidsen for sjakket, børnene og de unge larmende bagefter, mens de synger smædeviser og sjofle sange. På hjemvejen er så det, som Fourier kalder for ¬»Phanerogamie¬«, på dagsordenen. Det forekommer hyppigt, at 13-14-årige piger bliver besvangret af deres mandlige jævnaldrende. De åbne landsbyer, der leverer mandskabet til ¬»the gangs¬«, bliver til Sodoma'er og Gomorrha'er og leverer dobbelt så mange børn, født uden for ægteskab, som resten af kongeriget. Hvad unge piger, der er vokset op i den skole, yder som gifte koner på det moralske område, har vi allerede tidligere antydet. Deres børn er, for så vidt opium ikke gør det af med dem, fødte rekrutter til disse sjak.

¬»The gang¬« i den klassiske form, vi netop har beskrevet, kaldes offentligt, fælles eller vandresjak (public, common or tramping gang). Der findes nemlig også privatsjak (private gangs). De er sammensat ligesom det fælles sjak, men har færre medlemmer og arbejder under en gammel karl, som farmeren ikke har kunnet finde bedre anvendelse for, i stedet for under sjakbajsen. Sigøjnermorskaben forsvinder her, men ifølge alle vidneudsagn bliver betalingen og behandlingen af børnene dårligere.

Gangsystemet, der i de seneste år har været i uafbrudt vækst, eksisterer åbenbart ikke for sjakbajsens skyld. De eksisterer for at berige den store forpagter, respektive jordbesidder. For farmernes vedkommende findes der ingen mere udspekuleret metode til at holde sit arbejdspersonale langt under det normale niveau og alligevel til al slags ekstraarbejde altid have ekstramandskab parat, presse så meget arbejde ud som muligt med så få penge som muligt og gøre den voksne mandlige arbejder ¬»overskydende¬«. Efter den tidligere redegørelse vil man forstå, hvorledes man på den ene side kan indrømme, at der findes større eller mindre arbejdsløshed hos landarbejderen og på den anden side erklære gangsystemet for ¬»nødvendigt¬« på grund af mangel på mandligt arbejde og dettes vandring til byerne. Den ukrudtsrensede mark og det menneskelige ukrudt i Lincolnshire osv. er pol og modpol i den kapitalistiske produktion.

f) Irland.

Som afslutning på dette afsnit må vi et øjeblik begive os til Irland. Først de kendsgerninger, som det her drejer sig om.

Irlands befolkning var 1841 vokset til 8.222.664, 1851 var den smeltet sammen til 6.623.985, 1861 til 5.850.309, 1866 til 5¬Ĺ million, ca. befolkningens niveau i 1801. Nedgangen begyndte med hungeråret 1846, således at Irland på mindre end 20 år mistede mere end 5/16 af sin folkemængde. Den samlede udvandring fra Irland fra maj 1851 til juli 1865 udgjorde 1.591.487, udvandringen i løbet af de sidste 5 år 1861-65 mere end en halv million. Antallet af beboede huse formindskedes fra 1851—1861 med 52 990. Fra 1851 til 1861 voksede antallet af farme på 15—30 acres med 61.000, farme over 30 acres med 109.000, mens det samlede antal farme af alle arter aftog med 120.000, en nedgang der følgeligt ene og alene skyldtes tilintetgørelsen af farme under 15 acres alias (også kaldet) deres centralisation.

Tabel A

Kvægbestand

√Ör

Heste

Hornkvæg

Får

Svin

ialt

nedgang

ialt

nedgang

tilvækst

ialt

nedgang

tilvækst

ialt

nedgang

tilvækst

1860 

619,811 

— 

3,606,374 

— 

— 

3,542,080 

— 

— 

1,271,072 

— 

— 

1861 

614,232 

5,579 

3,471,688 

134,686 

— 

3,556,050 

— 

13,970 

1,102,042 

169,030 

— 

1862 

602,894 

11,338 

3,254,890 

216,798 

— 

3,456,132 

99,918 

— 

1,154,324 

— 

52,282 

1863 

579,978 

22,916 

3,144,231 

110,659 

— 

3,308,204 

147,982 

— 

1,067,458 

86,866 

— 

1864 

562,158 

17,820 

3,262,294 

— 

118,063 

3,366,941 

— 

58,737 

1,058,480 

8,978 

— 

1865 

547,867 

14,291 

3,493,414 

— 

231,120 

3,688,742 

— 

321,801 

1,299,893 

— 

241,413 

Af den foregående tabel fremgår:

Heste

Hornkvæg

Får 

Svin

absolut nedg.

absolut nedg.

absolut tilvækst

absolut tilvækst

719 44

112 960

146 662

28 821 182

Nedgangen i folkemængden var naturligvis i det store og hele ledsaget af en nedgang i mængden af produkter, Til vort formål vil det være nok at betragte de 5 år 1861-65, i løbet af hvilke over en halv million emigrerede og det absolutte folketal sank med mere end 1/3 million (se tab.A.).

Vi vender os nu til agerdyrkningen, der leverer levnedsmidler til kvæg og mennesker. I den følgende tabel er nedgang eller tilvækst beregnet for hvert enkelt år i forhold til det umiddelbart foregående. Kornafgrøderne omfatter hvede, havre, byg, rug, bønner og ærter, grønsager, kartofler, turnips (foderroer), beder (mangolds) og runkelroer, kål, gulerødder, parsnips (pastinak), vikke osv.

Tabel B

Tilvækst eller nedgang i areal, anvendt til af grøder og græs, i acres

Year

Korn afgrøder

Grønsager

Græs og kløver

Hør

Samlede areal af agerbrug og kvægavl

nedg. 

nedg.

tilv.

nedg.

tilv. 

nedg.

tilv.

nedg.

tilv.

1861 

15,701 

36,974 

— 

47,969 

— 

— 

19,271 

81,373 

— 

1862 

72,734 

74,785 

— 

— 

6,623 

— 

2,055 

138,841 

— 

1863 

144,719 

19,358 

— 

— 

7,724 

— 

63,922 

92,431 

— 

1864 

122,437 

2,317 

— 

— 

47,486 

— 

87,761 

— 

10,493 

1865 

72,450 

— 

25,241 

— 

68,970 

50,159 

— 

28,398 

— 

1861-65 

428,041 

108,193 

— 

— 

82,834 

— 

122,8501 

330,350 

— 

I 1865 kom der under rubrikken ¬»grass land¬« 127.470 acres til, hovedsageligt fordi arealet under rubrikken ubenyttet uopdyrket jord og bog(tørvemose)¬« aftog med 101.543 acres. Sammenligner vi 1865 med 1864, så konstaterer vi en nedgang i kornafgrøder på 246.667 qrs. (quarters, 1 qr. = 12,7 kg), hvoraf i hvede på 48.999, havre 166.605, byg 29.892 osv.; en nedgang i kartofler, selv om dyrkningsarealet 1865 voksede på 446.398 t. (se Tabel C.).

Fra bevægelsen i den irske befolkning og jords produkter går vi nu over til bevægelsen i tegnebøgerne hos landets godsejere, større forpagtere og industrielle kapitalister. Den spejler sig i indkomstskatternes op og ned. Til forståelse af den følgende tabel D skal det bemærkes, at rubrik D (profitter med undtagelse af farmernes profitter) også omfatter de såkaldte ¬»professions-¬«profitter, dvs. advokaters, lægers osv.'s indkomster, mens de ikke udspecificerede rubrikker C og E omfatter indkomsten hos embedsmænd, officerer, indehavere af statssinekurer, indehavere af statsgældsbeviser osv.

Tabel C

Tilvækst eller nedgang i det dyrkeede areal produktet pr, acre samt i totalproduktet,

Produkt

Acres af
dyrket land

Produkt
pr, acre

Totalprodukt

1864

1865

Tilvækst eller nedgang 1865

1864

1865

Tilvækst eller nedgang 1865

1864

1865

Tilvækst eller nedgang 1865

Centner

Centner

Centner

Centner

Qrs,

Qrs,

Qrs,

Qrs,

Hvede

276 483

266 989

9 494

13,3

13,0

0,3

875 782

826 783

48 999

Havre

1 814 886

1 745 228

69 658

12,1

12,3

0,2

7 826 332

7 659 727

166 605

Byg

172 700

177 102

4 402

15,9

14,9

1,0

761 909

732 017

29 892

Bere

8 894

10 091

1 197

16,4

14,8

1,6

15 160

13 989

1 171

Rug

8,5

10,4

1,9

12 680

18 314

5 684

Tons

Tons

Tons

Tons

Tons

Tons

Tons

Tons

Kartofler

1 039 724

1 066 260

26 536

4,1

3,6

0,5

4 312 388

3 865 990

446 398

Turnips

337 355

334 212

3 143

10,3

9,9

0,4

3 467 659

3 301 683

165 976

Mangold

14 073

14 389

316

10,5

13,3

2,8

147 284

191 937

44 653

Kål

31 821

33 622

1 801

9,3

10,4

1,1

297 375

350 252

52 877

Hør

301 693

251 433

50 260

34,2

25,2

9,0

64 506

39 561

24 945

1 609 569

1 678 493

68 9241

tons 1,6

1,8

0,2

2 607 153

3 068 707

461 554

*-stones = 14 pund = 6,350 kg. √ė særlig bygsort. Red.

Tabel D

Indkomster, underkastet indkomstskat, i pd.st.

1860

1861

1862

1863

1864

1865

Rubrik A
Jordrente

12 893 829

13 003 554

13 398 938

13 494 091

13 470 700

13 801 616

Rubrik B
Farmerprofit

2 765 387

2 773 644

2 937 899

2 938 923

2 930 874

2 946 072

Rubrik D
Industrielle etc. profitter

4 891 652

4 836 203

4 858 800

4 846 497

4 546 147

4 850 199

Samtidlige rubrikker
A til E

22 962 885

22 998 394

23 597 574

23 658 631

23 236 298

23 930 340

Under rubrik D udgjorde den årlige gennemsnitstilvækst i perioden 1853—64 kun 0,93, mens den i samme periode i Storbritannien udgjorde 4,58. Den følgende tabel viser profittens fordeling (med undtagelse af farmerprofitterne) for årene 1864 og 1865.

Tabel E

Rubrik D. Indtægt fra profit (over 60 pd.st.) i Irland

1864

1865

pd. st.

Fordelt på personer

pd. st.

Fordelt på personer

Samlet årsindkomst på

4 368 610

17 467 

4 669 979

18 081

Antal årsindkomster over 60 pd.st. og under 100 pd.st.

238 726

5 015

222 575 

4 703

Af den årlige totalindkomst

1 979 066

11 321

2 028 571

12184

Rest af den årlige totalindkomst på

2 150 818

1131

2418833

1194

Heraf

1 073 906

1 010

1 097 927

1 044

1 076 912

121

1 320 906

150

430 535

95

584 458

122

646 377

26 

736 448

28

262 819

3

274 528 

3

England, et land med udviklet kapitalistisk produktion og et overvejende industriland ville være forblødt af en befolkningsåreladning som den irske. Men Irland i dag er et af Englands landbrugsdistrikter, blot indhegnet og adskilt med en bred vandgrav fra England, som Irland leverer korn, uld, kvæg og industrielle og militære rekrutter til.

Affolkningen har bevirket, at megen jord, der før var under dyrkning, nu ikke længere dyrkes. Den har formindsket udbyttet af jorden og trods det udvidede kvægbrugsareal fremkaldt en absolut nedgang i nogle grene, mens der i andre har været en knap nævneværdig fremgang, hele tiden afbrudt af tilbageslag. Alligevel, trods nedgang i befolkningstallet, stiger jordrenter og farmerprofitter samtidig, omend de sidste ikke så konstant som de første. √Örsagen er let at forstå. På den ene side forvandler en større del af totalproduktet sig til merprodukt som følge af sammenlægningen af farmene og forvandlingen af marker til græsjord for kvæget. Merproduktet voksede, skønt totalproduktet, hvoraf merproduktet udgør en brøkdel, aftog. På den anden side steg pengeværdien af dette merprodukt endnu hurtigere end mængden af det, hvad der skyldes den stigning i de engelske markedspriser på flæsk, uld osv., der er sket i de sidste 20 og især i de sidste 10 år.

De spredte og splittede produktionsmidler, der tjener producenterne selv som beskæftigelses- og subsistensmidler, og uden at deres værdi forøges ved inkorporering af fremmed arbejde, er lige så lidt kapital som det produkt, der forbruges af sin egen producent, er vare. Aftog mængden af de i landbruget anvendte produktions-midler med nedgangen i befolkningens mængde, så tiltog mængden af den kapital, der anvendtes i landbruget, som følge af at en del produktionsmidler, der tidligere var spredte og splittede, blev forvandlet til kapital.

Den del af totalkapitalen i Irland, der var investeret i industri og handel og ikke i landbruget, akkumuleredes langsomt i løbet af de sidste 20 år og under stadige, store fluktuationer. Så meget desto hurtigere udvikledes derimod koncentrationen af totalkapitalens enkelte bestanddele. Og endelig, så ringe dens absolutte vækst end måtte være, relativt, i forhold til det formindskede befolkningstal, var totalkapitalen vokset betydeligt.

Her udfolder der sig altså for vore øjne og i stor målestok, en proces, som den ortodokse økonomi ikke kunne ønske bedre til bekræftelse af sit dogme om, at elendigheden har sin oprindelse i absolut overbefolkning og at ligevægten bliver genoprettet igennem affolkning. Det er et eksperiment af en ganske anden vigtighed end den af Malthusianerne så forherligede pest i midten af det 14. årh. En bemærkning i forbifarten. Var det i sig selv en skolemesteragtig naivitet at anvende det 14. århundredes målestok på det 19. århundredes produktionsrelationer og de hertil svarende befolkningsforhold, så overså denne naivitet ydermere, at efter pesten og den befolkningsdecimering, der ledsagede den, fulgte på denne side af Kanalen, i England, befrielse og større rigdom for befolkningen på landet, mens der på den anden side, i Frankrig, fulgte større ufrihed og forøget fattigdom.

Hungersnøden i 1846 dræbte over en million mennesker i Irland, men kun fattige mennesker. Den voldte ikke den ringeste forstyrrelse i landets rigdom. Den exodus (bortdragning), der fulgte i de næste 20 år, og som fortsat er i vækst, decimerede ikke menneskenes produktionsmidler sammen med dem selv, sådan som det f.eks. skete under 30-årskrigen. Det irske geni opfandt en helt ny metode til at hekse et fattigt folk tusinder af mile bort fra skuepladsen for dets elendighed. De udvandrere, der har slået sig ned i USA, sender hvert år penge hjem, som de, der er blevet tilbage, kan rejse for.

Enhver trop, der udvandrer, trækker en anden efter sig året derpå. I stedet for at koste Irland noget, er udvandringen på denne måde en af de mest indbringende grene inden for irsk eksport. Endelig drejer det sig om en systematisk proces, der ikke blot midlertidigt borer hul i befolkningsmængden, men som årligt pumper flere bort heraf, end den nye generation erstatter, således at befolkningens absolutte niveau synker fra år til år.

Hvad var følgerne for de arbejdere, der var blevet tilbage i Irland, og som nu var befriet for overbefolkningen? At den relative overbefolkning er lige så stor i dag, som den var før 1846, at arbejdslønnen er lige så lav, at arbejdstyranniet er vokset, at elendigheden ude på landet på ny fører til en krise. √Örsagerne er ikke indviklede. Omvæltningen i landbruget holdt trit med udvandringen. Produktionen af den relative overbefolkning holdt mere end trit med den absolutte affolkning. Et blik på tabel B viser, hvorledes forvandlingen af marker til græsning for kvæget må få en endnu mere akut virkning i Irland end i England. I England vokser dyrkningen af grønsager med kvægavlen, i Irland aftager den. Mens store mængder af tidligere dyrkede marker bliver lagt brak eller forvandlet til permanente græsarealer, tjener en stor del af den tidligere ubenyttede ødejord og af tørvemoser til at udvide kvægavlen. De små og middelstore farmere – hertil regner jeg alle, der ikke dyrker over 100 acres – udgør stadigvæk ca. 8/10 af det samlede antal. I stigende udstrækning bliver de i en helt anden grad end tidligere knust af konkurrencen fra det kapitalistisk drevne landbrug og leverer derfor stadigt nye rekrutter til klassen af lønarbejdere. Irlands eneste store industri, hørfabrikationen, anvender forholdsvis få voksne mænd og beskæftiger i det hele taget, trods denne fabrikations ekspansion efter fordyrelsen af bomulden 1861-1866, kun en forholdsvis ubetydelig del af befolkningen. Som enhver anden stor industri producerer den ved stadige svingninger inden for sin egen sfære bestandig en relativ overbefolkning, selv når den menneskemængde, den opsuger, vokser absolut. Landbefolkningens elendighed er piedestalen (¬»fodstykket¬«) for kæmpemæssige skjortefabrikker osv., hvis arbejderhær for største delens vedkommende er spredt ud over landdistrikterne. Vi genfinder her det hjemmeindustrielle system, der tidligere er skildret, og som i underbetaling og overarbejde har de metodiske midler til at skabe ¬»overskud¬«. Endelig, selv om affolkningen ikke har så ødelæggende følger som i et land med udviklet kapitalistisk produktion, sker den dog ikke uden stadig at fremkalde en reaktion på det indre marked. De huller, udvandringer skaber her, indsnævrer ikke blot den lokale efterspørgsel efter arbejde, men også indtægterne hos de småhandlende, håndværkere og små næringsdrivende i det hele taget. Heraf tilbagegangen i indkomsterne mellem 60 pd.st. og 100 pd.st. i tabel E.

En temmelig let gennemskuelig fremstilling af daglejernes stilling i Irland finder man i de irske fattiginspektørers beretninger (1870). Som tjenestemænd for en regering, der kun holder stand ved hjælp af bajonetterne og den snart åbne, snart tilslørede belejringstilstand, må inspektørerne vise al den omtanke i brug af sproget, som deres kolleger i England foragter; alligevel tillader de ikke deres regering at lulle sig i illusioner. Ifølge dem er lønnen på landet steget med en 50-60 pct. i løbet af de sidste 20 år, selv om den fortsat er meget lav. Den når et gennemsnit nu på 6-9 sh. om ugen. Bag denne tilsyneladende forhøjelse skjuler der sig et realt fald i lønnen, thi forhøjelsen dækker ikke engang den prisstigning, der i mellemtiden er sket for de nødvendige midlertil livets opretholdelse. Bevis: følgende uddrag af de officielle regnskaber fra et irsk workhouse.

Gennemsnitlige underholdsomkostninger pr. uge pro persona

√Ör 

Føde

Beklædning

Ialt

29. sept. 1848 til
29. sept. 1849

1 sh 3 1/4 d

0 sh 3 d

1 sh 6 1/4

d. 29. sept. 1868 til
29. sept. 1869

2 sh 7 1/4 d

0 sh 6 d

3 sh 1 1/4 d.

Prisen på de nødvendige levnedsmidler er altså næsten dobbelt så stor og prisen på beklædning præcis dobbelt så stor som for 20 år siden.

Men selv om vi ser bort fra dette misforhold ville en simpel sammenligning af det i penge udtrykte lønniveau dog langtfra give et rigtigt resultat. Inden hungersnøden blev størsteparten af lønningerne på landet udredt in natura, kun den mindste del i penge, i dag er udbetaling i penge reglen. Alene af denne kendsgerning følger, at uanset reallønnens bevægelse, måtte lønnens pengeniveau stige.

¬»Inden hungersnøden havde landarbejderen tillige med sin hytte en rood eller en halv acre jord og muligheder for – en høst kartofler. Han var i stand til at opdrætte svin og holde fjerkræ. Men nu må han købe brød, og han har intet affald, som han kan føde svin og fjerkræ med, og som følge heraf har han ingen indkomst af at sælge grise, fjerkræ eller æg.¬«

I realiteten smeltede landarbejderne tidligere sammen med de små farmere og udgjorde for det meste kun bagtroppen for de middelstore og store farmere, hos hvem de fandt beskæftigelse. Først efter katastrofen i 1846 var de begyndt at udgøre en brøkdel af klassen af rene lønarbejdere, en særlig stand, der kun var knyttet til sine lønherrer gennem pengerelationer.

Det vil erindres, hvorledes de boede 1846. Siden er boligforholdene blevet yderligere forværret. En del af daglejerne på landet, hvis antal imidlertid svinder fra dag til dag, bor endnu på farmernes ejendomme i overfyldte hytter, hvis uhumskheder langt overgår det værste, som de engelske landdistrikter kunne frembyde i så henseende. Og dette gælder generelt, med undtagelse af nogle strøg af Ulster; mod syd i grevskaberne Cork, Limerick, Kilkenny etc.; mod øst i Wicklow, Wexford etc.; i centrum i King's og Queen's County, Dublin etc.; mod nord i Down, Antrim, Tyrone etc.; mod vest i Sligo, Roscommon, Mayo, Galway etc. ¬»Landarbejdernes hytter¬«, udbryder en inspektør, ¬»er en skændsel for kristenheden og dette lands civilisation!

For at gøre det lettere for daglejerne at kunne udholde at bo i disse huler, konfiskerer man systematisk den stump jord, der i umindelige tider har hørt til hytterne. ¬»Den blotte fornemmelse af, at de er udsat for denne art af forbud fra godsejernes og deres forvalteres side, har i daglejernes sind givet anledning til tilsvarende følelser af fjendtlighed og utilfredshed over for dem, der på denne måde har fået dem til at betragte sig selv som en retsløs race.¬«

Første akt af landbrugsrevolutionen var, i den videste målestok og som efter en parole givet oppefra, at feje de hytter bort, der lå på arbejdsmarken. På denne måde blev mange arbejdere tvunget til at søge ly i landsbyer og byer. Der smed man dem som affald ind på kviste, i huller, kældre og i krogene af de dårligste kvarterer. Tusinder af irske familier, som selv efter vidnesbyrd fra englændere, præget af nationale fordomme, udmærkede sig ved deres sjældne tilknytning til hjemmets arnested, deres sorgløse munterhed og renheden i deres hjemmelivs sæder, fandt sig på denne måde pludselig omplantet i lastens drivhuse. Mændene må nu søge arbejde hos farmerne i nabolaget og bliver kun antaget for en dag ad gangen, med andre ord den mest prekære lønform. Der-il kommer, at

¬»de undertiden har lang vej at gå til og fra arbejde; de bliver ofte dyngvåde og udsat for megen genvordighed, der ikke sjældent ender i svaghed, sygdom og nød.¬«

¬»Byerne måtte år for år tage imod, hvad der gjaldt som overskudsarbejde i landdistrikterne¬«, og så findes der endnu folk, der undrer sig over, at ¬»der stadig er overskud af arbejde i byerne og landsbyerne og enten mangel eller truende mangel i nogle af landdistrikterne. Sandheden er, at denne mangel kun bliver mærkbar ¬»under høsten eller i foråret eller på sådanne tidspunkter, hvor landbrugsarbejdet er meget aktivt; mange arbejdere på andre tidspunkter af året går ledige,¬«; at der ¬»fra man har gravet det meste af kartoffelhøsten op i oktober indtil tidligt forår det følgende år ingen beskæftigelse er for dem¬«; og at de også ofte i den tid, hvor de er beskæftigede ¬»er udsat for kun at arbejde en del af dagen (broken days) og alle slags afbrydelser. !

Disse følger af den agrikole revolution, dvs. forvandling af pløjejord til græsjord, anvendelse af maskiner, den strengeste arbejdsbesparelse osv. – bliver yderligere skærpet af de mønsterjordbesiddere, der er så nådige at opholde sig i Irland på deres domæner i stedet for at spise deres renter op i udlandet. For at loven om tilbud og efterspørgsel skal forblive uantastet haler

¬»de næsten alt det arbejde, de har brug for, ud af deres småfarmere, der er forpligtet til at tage sig af jordbesidderens arbejde, når dette kræves, og for en løn, der i mange tilfælde ligger betydeligt under de lønninger, der sædvanligvis betales til de almindelige arbejdere, og uden at der tages hensyn til den ulempe eller det tab for den lille farmer, der opstår af at være tvunget til at forsømme sit eget i kritiske perioder under såning og høst.¬«

Beskæftigelsens usikkerhed og uregelmæssighed, standsningerne i arbejdet, deres hyppige tilbagevenden og lange varighed, alle disse symptomer på en relativ overbefolkning figurerer følgelig i fattiginspektørernes beretninger som ligeså mange klager på det irske landbrugsproletariats vegne. Man vil huske, at vi hos det engelske landproletariat har mødt lignende foreteelser. Men forskellen er den, at i England, et industriland, rekrutteres den industrielle reserve på landet, mens i Irland, et landbrugsland, bliver landbrugsreserven rekrutteret i byerne, tilflugtsstederne for de fordrevne landarbejdere. I England forvandler landbrugets overskydende sig til fabriksarbejdere; i Irland forbliver de, der forjages til byerne, landarbejdere, samtidig med at de trykker lønnen i byerne; og hele tiden bliver de sendt ud på landet igen for at søge arbejde.

De rapporterende embedsmænd resumerer landbrugsdaglejernes materielle stilling som følger:

¬»Selv om de lever i den største nøjsomhed, vil arbejderens egen løn knap nok være tilstrækkelig til at skaffe føden til en almindelig familie og betale huslejen, og han er derfor afhængig af andre kilder for at skaffe klæder til sig selv, sin kone og børn ... Luften i disse hytter, i forbindelse med de øvrige afsavn, de er udsat for, har gjort denne klasse særlig udsat for tyfus og lungesvindsot.¬«

Herefter er der intet mærkeligt i, ifølge rapportørernes enstemmige vidnesbyrd, at en dyster misfornøjelse hersker i denne klasse, at den ønsker fortiden tilbage, afskyr nutiden, er uden håb til fremtiden, ligger under for ¬»agitatorers slette indflydelse¬« og kun har den ene fikse ide: at udvandre til Amerika. Det er det slaraffenland, som det store malthusianske universallægemiddel, affolkningen, har forvandlet det grønne Erin (Irland) til!

For at se hvilket vellevned de irske manufakturarbejdere fører, er det nok med et eksempel:

¬»Ved min inspektion for nylig i Nordirland,¬« siger den engelske fabriksinspektør Robert Baker, ¬»stødte jeg på følgende vidnesbyrd hos en irsk faglært arbejder om hans anstrengelser for at skaffe sine børn uddannelse; og jeg giver hans vidnesbyrd ordret, som jeg fik det fra hans mund. At det drejer sig om en dygtig fabriksarbejder vil man kunne forstå, når jeg siger, at han blev anvendt ved produktion af varer til markedet i Manchester. ¬»Johnson — Jeg er beetler (arbejder beskæftiget med stoffets appretur) og arbejder fra 6 om morgenen til 11 om aftenen, fra mandag til fredag. Om lørdagen holder vi op kl. 16 om eftermiddagen og får tre timer (til måltider og hvile). Jeg har i alt 5 børn. For dette arbejde får jeg 10 sh. og 6d. om ugen; min kone arbejder også her og får 5 sh. om ugen. Den ældste pige, hun er 12, tager sig af huset. Hun er også kokkepige og alt det tjenestefolk, vi har. Hun sørger for, at de mindre bliver klar til skole. En pige, der går forbi, hvor vi bor, vækker mig kl. halv seks om morgenen. Min kone står op og går afsted sammen med mig. Vi får ingenting (at spise) inden vi kommer på arbejde. Barnet på 12 tager sig af de små hele dagen, og vi får ikke noget før breakfast kl. 8. Kl. 8 går vi hjem. Vi får te en gang om ugen; til andre tider får vi grød (stirabout), somme tider af havremel, somme tider af majsmel, sådan som vi nu kan få fat i det. Om vinteren får vi en smule sukker og vand til vores majsmel. Om sommeren får vi nogle kartofler, som vi selv har lagt på en stump jord. Og når så de er forbi, vender vi tilbage til grøden. Sommetider får vi lidt mælk, som det nu kan træffe sig. Sådan går det for os, dag ud og dag ind, søndag og hverdag, altid det samme hele året. Jeg er altid meget træt, når jeg har sluttet om aftenen. Vi ser en stump kød af og til, men meget sjældent. Tre af vore børn går i skole, som vi betaIer 1 penny om ugen for for hver. Vores husleje er 9 pence om ugen. Tørv til at fyre med koster 1 sh. og 6d. hver 14. dag, det er det billigste, vi kan slippe.¬«

Sådan er lønnen i Irland, sådan lever man i Irland!

Og rent faktisk så er Irlands elendighed på ny dagens emne i England. I slutningen af 1866 og begyndelsen af 1867 gav en af de irske jorddrotter, Lord Dufferin sig i lag med at løse den i ¬»The Times¬«. ¬»Hvor menneskeligt af så stor en herre.¬«              993

Af tabel E så man, at mens i 1864 3 profitmagere af en totalprofit på 4.368.610 pd.st. kun stak 262.819 i lommen, stak de samme 3 virtuoser i ¬»forsagelse¬« 1865 af en totalprofit på 4.669.979 pd.st. derimod 274.528 pd.st. til sig. 1864: 26 profitmagere 646.377 pd.st„ 1865: 28 profitmagere 736.448 pd.st., 1864: 121 profitmagere 1.076.912 pd.st., 1865: 150 profitmagere 1.320.906 pd.st. 1864: 1131 profitmagere 2.150.818 pd.st., næsten halvdelen af den samlede årlige profit, 1865: 1194 profitmagere 2.418.833 pd.st., mere end halvdelen af den samlede årlige profit. Men løvens part, som et forsvindende lille antal jorddrotter i England, Skotland og Irland sluger af den årlige national rental (samlede jordrenteindtægt i landet), er så monstrøs, at den engelske statskløgt finder det på sin plads ikke at levere det samme statistiske materiale om jordrentens fordeling som for fordelingen af profitten. Lord Dufferin er en af disse jorddrotter. At rentefortegnelser og profitter nogen sinde kan være ¬»overskydende¬« og at deres plethora (overflod) på en eller anden måde skulle kunne være forbundet med folkeelendighedens plethora, dette er naturligvis en forestilling, der er lige så ¬»irrespektabel¬« som ¬»usund¬« (unsound). Han holder sig til kendsgerningerne. Kendsgerningen er, at mens det irske folketal daler, svulmer de irske rentelister, at affolkningen ¬»gør vel¬« mod jordbesidderen, altså også er god for jord og ager, altså også for folket, der kun er tilbehør til jorden. Han udtaler følgelig, at Irland endnu er for overbefolket, og at udvandrernes strøm endnu flyder for trægt. For at være fuldendt lykkeligt, må Irland i det mindste slippe yderligere 1/3 million arbejdsmennesker. Tro nu ikke, at denne lord, der tilmed er poetisk anlagt, skulle være en læge af Sangrados skole, der lige så snart han ikke fandt sin syge i bedring, beordrede åreladning, ny åreladning, indtil patienten med sit blod også mistede sin sygdom. Lord Dufferin forlanger en ny åreladning på kun 1/3 million i stedet for de ca. 2 millioner, uden hvis afgang tusindårsriget i Erin i realiteten ikke kan oprettes. Beviset er ikke svært at levere.

Farmenes størrelse i Irland 1864

tal

acres

(1) Farme indtil 1 acre 

48 653

25 394

(2) Farme 1-5 acres

82 037

288 916

(3) Farme 5-15 acres 

176 368

1 836 310

(4) Farme 15-30 acres

136 578

3 051 343

(5) Farme 30-50 acres

71 961

2 906 274 

(6) Farme 50-100 acres

54 247

3 983 880

(7) Farme over 100 acres

31 927

8 227 807

(8) Samlede areal acres

-

20 319 924

Centralisationen havde 1851-1861 især tilintetgjort farme i de første tre kategorier, under 1 til ikke over 15 acres. Frem for alt måtte de forsvinde. Dette giver 307.058 ¬»overskydende¬« farmere, og sættes familien til det lave gennemsnit af 4 personer, bliver det 1.228.232 mennesker. Under den ekstravagante forudsætning, at  ¬ľ heraf efter landbrugsrevolutionens gennemførelse på ny kan absorberes, forbliver der til udvandring: 921.174 mennesker. Kategorierne 4, 5 og 6, fra over 15 acres til ikke over 100 acres, er, som det forlængst vil være bekendt i England, for små for de kornavlende kapitalistiske brug, mens de for fåreavlen er næsten forsvindende små størrelser. Under samme forudsætning som før må altså yderligere 788.761 personer udvandre, sammenlagt: 1.709.532. Og, comme l'appetit vient en mangeant (eftersom appetitten kommer, mens man spiser), vil jordrentefortegnelsens øjne snart opdage, at Irland med 3¬Ĺ millioner fortsat er fattigt, ludfattigt, fordi det er overbefolket, og at dets affolkning følgeligt må gå endnu længere, for at landet kan opfylde sit sande kald, nemlig som engelsk græsgang for får og kvæg.

Denne indbringende metode har som alt godt i denne verden sin ulempe. Mens jordrenten akkumulerer i Irland, akkumulerer irerne i Amerika. Den irer, får og okser har fjernet, opstår på den anden side af oceanet som Fenier. Og imod den gamle Havenes Dronning rejser sig stadig mere truende den unge kæmperepublik.

Acerba fata Romanos agunt
Scelusque fraternae necis.

Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere