Tilbage
Kapitalen
Næste

Simpel reproduktion

Forvandlingen af en pengesum til produktionsmidler og arbejdskraft er den første bevægelse, den værdimængde gennemløber, der skal fungere som kapital. Den foregår på markedet, i omsætningssfæren. Bevægelsens anden fase, produktionsprocessen, er afsluttet, når produktionsmidlerne er forvandlet til varer, hvis værdi overstiger værdien af deres bestanddele, dvs. indeholder den oprindeligt udlagte kapital plus en merværdi. Disse varer må så atter kastes ind i omsætningssfæren. De må sælges, deres værdi realiseres i penge, disse penge må på ny forvandles til kapital og således om og om igen. Dette kredsløb, hvor det altid er de samme faser i rækkefølge efter hinanden, som gennemløbes, udgør kapitalens cirkulation.

Den første betingelse for akkumulationen er, at det er lykkedes for kapitalisten at sælge sine varer og atter at forvandle størsteparten af de således indkomne penge til kapital. I det følgende forudsættes det, at kapitalen gennemløber sin cirkulationsproces på normal vis. Den nærmere analyse af denne proces hører hjemme i 2. bog.

Den kapitalist, der producerer merværdien, dvs. umiddelbart pumper ubetalt arbejde ud af arbejderne og fæstner det i varer, er ganske vist den første, der tilegner sig denne merværdi, men han er på ingen måde dens sidste indehaver. Han må bagefter dele den med kapitalister, der udfører andre funktioner inden for den samfundsmæssige produktion som helhed, med jordbesidderne osv. Merværdien spalter sig derfor i forskellige dele. Dens brudstykker tilfalder forskellige kategorier af personer og får forskellige af hinanden uafhængige former såsom profit, rente, handelsgevinst, jordrente osv. Disse merværdiens forvandlede former vil først kunne behandles i 3. bog.

Vi forudsætter altså her på den ene side, at den kapitalist, der producerer varen, sælger varen til dens værdi og opholder os ikke yderligere ved dens tilbagekomst til varemarkedet, hverken ved de nye former, kapitalen antager i omsætningssfæren eller ved de deri skjulte konkrete betingelser for reproduktionen. På den anden side behandler vi den kapitalistiske producent som indehaver af hele merværdien eller om man vil, som repræsentant for alle, der sammen med ham har del i byttet. Med andre ord, til indledning betragter vi akkumulationen abstrakt, dvs. som et rent moment i den umiddelbare produktionsproces.

For så vidt der i det hele taget sker akkumulation, lykkes det kapitalisten at sælge den producerede vare og atter at forvandle de penge, der er kommet ind på varen, til kapital. Endvidere ændrer det forhold, at merværdien brydes i forskellige stykker, intet ved dens natur og heller intet ved de nødvendige betingelser, hvorunder den bliver til element af akkumulationen. Hvordan så end forholdet er mellem den del af merværdien, som den kapitalistiske producent altid fastholder for sig selv og den del, han afstår til andre, er han dog altid den første, der tilegner sig merværdien. Det der således forudsættes ved vor fremstilling af akkumulationen er forudsat ved dens reale forløb. På den anden side tilslører spaltningen af merværdien og cirkulationens formidlende bevægelse akkumulationsprocessens simple grundform. Den rene analyse af akkumulationsprocessen kræver derfor, at man foreløbig ser bort fra alle de foreteelser, der skjuler dens mekanismes indre funktionsmåde.

Simpel reproduktion

Uanset den samfundsmæssige form, produktionsprocessen måtte have, må den være kontinuert, dvs. hele tiden periodisk gennemløbe de samme stadier på ny. Lige så lidt som et samfund kan holde op med at forbruge, kan det ophøre med at producere. Enhver samfundsmæssig produktionsproces er derfor også en reproduktionsproces, når man betragter den i et fortsat sammenhæng og i dens fornyelses stadige strøm.

Produktionens betingelser er også reproduktionens. Intet samfund kan vedvarende producere, dvs. reproducere, uden vedvarende atter at forvandle en del af sine produkter til produktionsmidler, dvs. til elementer for nyproduktionen. Alt andet lige kan et samfund kun reproducere eller bevare sin rigdom på samme trin ved at det erstatter de produktionsmidler, dvs. arbejdsmidler, råmateriale og hjælpestoffer, der er forbrugt i løbet af f.eks. et år, in natura (i naturlig tilstand) med en lige så stor mængde af nye eksemplarer, der udsondres af den årlige produktmængde og på ny indlemmes i produktionsprocessen. En bestemt mængde af årets produkt tilhører altså produktionen. Bestemt som den er lige fra begyndelsen for det produktive forbrug, eksisterer denne mængde i alt væsentligt i naturalformer, der i sig selv udelukker individuelt forbrug.

Er produktionsformen kapitalistisk, er reproduktionsformen det også. Ligesom arbejdsprocessen under den kapitalistiske produktionsmåde fremtræder som blot et middel for værdiøgningsprocessen, fremtræder reproduktionen blot som et middel til at reproducere den udlagte værdi som kapital, dvs. som værdi, der øger sin værdi. Kapitalistens økonomiske karaktermærke klæber kun til et menneske derved, at hans penge vedvarende fungerer som kapital. Hvis f.eks. en udlagt sum penge på 100 pd.st. i år har forvandlet sig til kapital og produceret en merværdi på 20 pd.st., må den næste år, osv. gentage den samme operation. Som periodisk tilvækst i kapitalværdien, dvs. periodisk frugt af den kapitaliserende kapital får merværdien form af en indkomst (revenu), der opstår af kapitalen.

Hvis denne revenu kun tjener kapitalisten som forbrugsfond (forbrugsforråd), dvs. den opbruges lige så periodisk, som den erhverves, finder der, alt andet lige, simpel reproduktion sted. Selv om denne kun er en gentagelse af produktionsprocessen på det samme trin, tilføjer denne blotte gentagelse eller kontinuitet processen visse nye træk eller rettere opløser de pseudotræk ved processen der fremkommer, når den betragtes som en rent isoleret begivenhed.

Produktionsprocessen indledes med, at der købes arbejdskraft for en bestemt tid, og denne indledning fornyer sig bestandigt, når arbejdets salgstermin indtræder og en bestemt produktionsperiode, uge, måned osv. dermed er forbi. Arbejderen bliver imidlertid først betalt, efter at hans arbejdskraft har virket og realiseret såvel sin egen værdi som merværdien i varer. Han har altså produceret både merværdien, som vi foreløbigt kun betragter som kapitalistens forbrugsfond, og den fond, hvoraf han selv betales, nemlig den variable kapital, inden den strømmer tilbage til ham i form af arbejdsløn; og han bliver kun beskæftiget så længe, han stadigt reproducerer denne fond. Heraf de i 16. kap. under II. anførte formler hos økonomer, der lader salæret (vederlaget) fremstå som en andel i produktet. Det er en del af det produkt, arbejderen selv vedvarende reproducerer, der vedvarende flyder tilbage til ham i form af arbejdsløn. Kapitalisten betaler ham ganske vist vareværdien i penge. Men disse penge er kun arbejdsproduktets forvandlede form. Mens arbejderen forvandler en del af produktionsmidlerne til produkt, forvandler en del af hans tidligere produkt sig atter til penge. Det er hans arbejde i forrige uge eller det forløbne halvår, der betaler hans arbejde i dag eller i det kommende halvår. Den illusion, pengeformen fremkalder, forsvinder straks, når man betragter kapitalistklasse og arbejderklasse i stedet for den enkelte kapitalist og den enkelte arbejder. Kapitalistklassen giver vedvarende arbejderklassen anvisninger i pengeform på en del af det produkt, arbejderklassen har produceret og kapitalistklassen tilegnet sig. Og lige så vedvarende giver arbejderen disse anvisninger tilbage til kapitalistklassen og unddrager den herved den del af arbejderens eget produkt, der tilfalder ham selv. Produktets vareform og varens pengeform tilslører transaktionen.

Den variable kapital er også kun en specielt historisk fremtrædelsesform for fonden af livsfornødenheder, dvs. den arbejdsfond, arbejderen behøver for at leve og at reproducere sig selv, et forråd, som han under alle den samfundsmæssige produktions systemer altid selv må producere og reproducere. Arbejdsfonden tilflyder ham bestandigt kun i form af betalingsmidler for hans arbejde, eftersom hans eget produkt bestandigt i form af kapital fjerner sig fra ham. Men denne fremtrædelsesform for arbejdsfonden ændrer intet ved det forhold, at det, arbejderen får udbetalt af kapitalisten, er arbejderens eget arbejde, forvandlet til ting. Lad os tage hovbonden. Han arbejder med sine egne produktionsmidler på sin egen mark i f.eks. 3 af ugens dage. De øvrige 3 hverdage udfører han hoveriarbejde på herremandens gods. Han reproducerer stadig sin egen arbejdsfond og denne fond antager aldrig i relation til ham selv form af betalingsmidler, som en tredje udbetaler for bondens arbejde. Til gengæld antager hans ubetalte tvangsarbejde heller aldrig form af frivilligt og betalt arbejde. Hvis herremanden i morgen skulle tilegne sig hovbondens jord, trækdyr, udsæd, kort sagt hans produktionsmidler, må hovbonden fra det øjeblik sælge sin arbejdskraft til hovedgårdens ejer. Alt andet lige vil han stadigvæk arbejde 6 dage om ugen, 3 for sig selv og 3 for den tidligere hoveriberettigede herremand, der nu har forvandlet sig til en lønherre. Stadigvæk vil en bestemt del af produktet indgå i reproduktionen. Men ligesom hoveriarbejdet antager lønarbejdets form, antager den arbejdsfond, som hovbonden fortsætter med som tidligere at producere og reproducere, nu form af en kapital, der udbetales ham af herremanden. Den borgerlige økonom, der med sin begrænsede horisont ikke kan skelne fremtrædelsesformen fra det, der fremtræder i formen, lukker øjnene for den kendsgerning, at selv i vore dage optræder arbejdsfonden kun undtagelsesvis her på jorden i form af kapital.

Det er ganske vist rigtigt, at den variable kapital først mister sin karakter af at være en værdi, der udbetales af kapitalistens egen fond, når vi betragter den kapitalistiske produktionsproces i dens fornyelses bestandige strøm. Men denne proces må dog begynde et eller andet sted og på en eller maden måde. Ud fra vort hidtidige standpunkt er det derfor sandsynligt, at kapitalisten på et eller andet tidspunkt blev pengebesidder ved en eller anden oprindelig akkumulation, der var uafhængig af andres ubetalte arbejde, og at han som følge af denne oprindelige akkumulation derpå kunne betræde markedet som køber af arbejdskraft. Den kapitalistiske produktionsproces' blotte kontinuitet eller den simple reproduktion bevirker imidlertid yderligere ejendommelige skift, der ikke blot angår den variable del af kapitalen, men kapitalen som helhed.

Frembringer en kapital på 1000 pd.st. periodisk, lad os sige årligt, en merværdi på 200 pd.st. og bliver denne merværdi opbrugt i løbet af året, er det klart, at efter man i fem år har gentaget denne samme proces, er summen af den opbrugte merværdi = 5 X 200, dvs. lig den kapitalværdi på 1000 pd.st., der oprindeligt blev lagt ud. Hvis nu den årlige merværdi kun blev opbrugt delvist, f.eks. kun halvdelen af den, ville det samme resultat fremkomme, efter at man i 10 år havde gentaget produktionsprocessen, thi 10 X 100 = 1000. Generelt: Den udlagte kapitalværdi, divideret med den årligt opbrugte merværdi, giver det antal år eller det antal reproduktionsperioder efter hvis forløb den kapital, der oprindeligt blev lagt ud, er opbrugt af kapitalisten og derfor forsvundet. Kapitalistens forestilling om, at han forbruger produktet af det fremmede, ubetalte arbejde, dvs. merværdien, og bevarer den oprindelige kapitalværdi, kan absolut intet ændre ved denne kendsgerning. Når der er gået et vist antal år, er den kapitalværdi, der tilhører ham, lig summen af den merværdi, der er tilegnet uden ækvivalent i løbet af det samme åremål; og den værdisum, han har opbrugt, er lig den oprindelige kapitalværdi. Ganske vist står han fortsat med en kapital i hånden, hvis størrelse ikke har forandret sig, og hvoraf en del, bygninger, maskiner osv. allerede fandtes, da han gik i gang med sin virksomhed. Men her drejer det sig om kapitalens værdi og ikke om dens materielle bestanddele. Hvis nogen fortærer hele sin ejendom ved at stifte en gæld, der er lig værdien af denne ejendom, så repræsenterer hele denne ejendom netop kun totalbeløbet af hans gæld. Og på samme måde forholder det sig med kapitalisten. Når han har opbrugt ækvivalentet til den kapital, han har lagt ud, repræsenterer værdien af denne kapital intet andet end totalsummen af den merværdi, han har tilegnet sig vederlagsfrit. Ikke é t værdiatom af hans gamle kapital består længere.

Selv om vi ser bort fra enhver akkumulation, forvandler således produktionsprocessens blotte kontinuitet, dvs. den simple reproduktion, efter en kortere eller længere periode med nødvendighed enhver kapital til akkumuleret kapital, dvs. kapitaliseret merværdi. Selv om den, da den trådte ind i produktionsprocessen, var sin brugers ejendom, erhvervet ved personligt arbejde, bliver den før eller senere værdi, tilegnet uden ækvivalent, dvs. den materialiserede form for ubetalt, fremmed arbejde, hvad enten det nu er i pengeform eller på anden vis.

I 4. kap. så vi: For at forvandle penge til kapital var det ikke tilstrækkeligt, at vareproduktion og vareomsætning fandt sted. Først måtte køber konfronteres med sælger, indehavere af værdi eller penge med indehavere af værdiskabende substans, og indehavere af produktionsmidler og livsfornødenheder træde mennesker imøde, der intet andet ejer end arbejdskraft. Adskillelse af arbejdsproduktet og selve arbejdet, af de objektive arbejdsbetingelser og den subjektive arbejdskraft, dette var følgelig det faktisk givne grundlag, udgangspunktet for den kapitalistiske produktionsproces.

Men det, der til at begynde med kun var udgangspunkt, bliver takket være processens eller den simple reproduktions blotte kontinuitet, hele tiden produceret på ny og gjort permanent som den kapitalistiske produktions særlige resultat. På den ene side forvandler produktionsprocessen uafbrudt den stoflige rigdom til kapital, til midler til værdiøgning og nydelse for kapitalisten. På den anden side kommer arbejderen bestandigt ud af processen på samme måde, som han trådte ind i den - som personlig kilde til rigdom, men blottet for alle midler til at realisere denne rigdom for sig. Ligesom hans eget arbejde, før han trådte ind i processen, var fremmedgjort for ham, tilegnet af kapitalisten og indlemmet i kapitalen således materialiserer det sig under processen bestandig i et fremmed produkt. Eftersom produktionsprocessen samtidig er den proces, i hvilken kapitalisten forbruger arbejdskraften, forvandler arbejderens produkt sig ikke blot uafbrudt til vare, men til kapital, værdi, der udsuger den værdiskabende kraft, til livsfornødenheder, som køber personer, til produktionsmidler, der bruger producenten. Arbejderen producerer derfor selv bestandigt den objektive rigdom som kapital, som en magt, der er ham fremmed, som behersker og udsuger ham; og kapitalisten producerer lige så bestandigt arbejdskraften som en subjektiv kilde til rigdom, der er adskilt fra sine egne midler til tingliggørelse og virkeliggørelse, en abstrakt rigdomskilde, der eksisterer i arbejderens blotte legemlighed, kort sagt arbejderen som lønarbejder. Denne stadige reproduktion af arbejderen, dvs. hans fortsatte beståen er den kapitalistiske produktions sine qua non (ufravigelige betingelse).

Arbejderens konsumtion (forbrug) er af dobbelt art. I selve produktionen konsumerer han ved sit arbejde produktionsmidler og forvandler dem til produkter af en værdi, der er højere end den udlagte kapitals værdi. Dette er hans produktive konsumtion. Samtidig er arbejderens produktive konsumtion også kapitalistens konsumtion af arbejderens arbejdskraft, som kapitalisten har købt. På den anden side anvender arbejderen de penge, der er blevet betalt for købet af arbejdskraften, til livsfornødenheder – dette er hans individuelle konsumtion. Arbejderens produktive og individuelle konsumtion er altså fuldstændig forskellige. Under det første virker han som kapitalens bevægende kraft og tilhører kapitalisten; under det andet tilhører han sig selv og udfører livsfunktioner, der ligger uden for produktionsprocessen. Resultatet af det første er kapitalistens liv, resultatet af det andet, arbejderens eget.

Da vi behandlede »Arbejdsdagen« osv. viste det sig lejlighedsvis, at arbejderen ofte er tvunget til at gøre sit individuelle forbrug til en ren biting ved produktionsprocessen. I det tilfælde tilfører han sig selv levnedsmidler for at holde sin arbejdskraft i gang på samme måde, som der tilføres dampmaskinen kul og vand og hjulet olie. Hans forbrugsmidler er da intet andet end et produktionsmiddels forbrugsmidler, hans individuelle forbrug er direkte produktivt forbrug. Dette fremtræder dog som et for den kapitalistiske produktionsproces uvæsentligt misbrug.

Anderledes ser sagen ud, når vi ikke længere betragter den enkelte kapitalist og den enkelte arbejder, men derimod kapitalistklassen og arbejderklassen; når vi ikke betragter den isolerede vareproduktionsproces, men derimod den kapitalistiske produktionsproces i dens bevægel se og samfundsmæssige omfang. – Når kapitalisten omsætter en del af sin kapital i arbejdskraft, forøger han dermed værdien af sin kapital som helhed. Han slår to fluer med et smæk. Han profiterer ikke blot af, hvad han modtager fra arbejderen, men også af det, han giver arbejderen. Den kapital, der afhændes ved at udveksles med arbejdskraft, forvandles til livsfornødenheder, som, når de forbruges, tjener til at reproducere muskler, nerver, knogler og hjerne hos allerede eksisterende arbejdere og til at avle og opfostre nye arbejdere. Inden for grænserne af det absolut nødvendige er arbejderklassens individuelle konsumtion derfor en forvandling af de livsfornødenheder, kapitalen har afhændet mod at få arbejdskraft til gengæld, tilbage til arbejdskraft, som kapitalen på ny kan udbytte. Den er produktion og reproduktion af det produktionsmiddel, der er mest uundværligt af alle for kapitalisten, nemlig af arbejderen selv. Arbejderens individuelle konsumtion forbliver således et moment af kapitalens produktion og reproduktion, uanset om den foregår inden for eller uden for værkstedet, fabrikken osv., inden for eller uden for arbejdsprocessen, ganske på samme måde som rengøringen af maskinerne, hvad enten den foregår under arbejdsprocessen eller i bestemte pauser. Det ændrer ikke noget ved sagen, at arbejderens individuelle konsumtion virkeliggøres for hans egen skyld og ikke for kapitalistens. Arbejdskvægets forbrug bliver ikke et mindre nødvendigt moment af produktionsprocessen, fordi dyrene har fornøjelse af det, de æder. Den stadige opretholdelse og reproduktion af arbejderklassen er og bliver den stadige betingelse for kapitalens reproduktion. Kapitalisten kan trøstigt overlade dens opfyldelse til arbejdernes selvopholdelses- og forplantningsdrift. Kapitalisten passer kun på, at arbejdernes individuelle forbrug så vidt muligt begrænses til det nødvendige, og det ligger ham uendeligt fjernt at gøre som de brutale sydamerikanere, der tvinger arbejderne til at indtage mere nærende føde frem for mindre nærende.

Af den grund betragter kapitalisten og hans ideolog, specialisten i politisk økonomi, også kun. den del af arbejderens individuelle forbrug som produktivt, der kræves til arbejderklassens uafbrudte beståen, dvs. den del, der i realiteten må forbruges, for at kapitalen kan forbruge arbejdskraften; hvad arbejderen måtte forbruge derudover for sin egen fornøjelses skyld, er uproduktivt forbrug. Skulle kapitalens akkumulation medføre en forhøjelse af arbejdslønnen og derfor forøgelse af arbejderens konsumtionsmidler uden at kapitalen forbrugte mere arbejdskraft, så ville denne tillægskapital være blevet forbrugt på uproduktiv måde. Faktisk er det sådan: arbejderens individuelle forbrug er uproduktivt for ham selv, thi det reproducerer kun individet med dets behov; det er produktivt for kapitalisten og for staten, thi det er produktion af den kraft, der producerer andres rigdom.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er arbejderklassen derfor også uden for den umiddelbare arbejdsproces i lige så høj grad tilbehør til kapitalen som det døde arbejdsredskab. Endog dens individuelle forbrug er inden for visse grænser kun et moment af kapitalens reproduktionsproces. Denne proces sørger imidlertid for, at disse med bevidsthed udrustede produktionsredskaber ikke løber bort, idet processen hele tiden fjerner deres produkt fra deres pol og overfører det til den modpol, der er kapitalens. Det individuelle forbrug sørger på den ene side for, at de kan opretholde livet og for deres reproduktion og på den anden side gennem tilintetgørelse af livsfornødenheder for, at de bestandigt viser sig på arbejdsmarkedet på ny. Den romerske slave var bundet med lænker, lønarbejderen er lænket med usynlige tråde til sin indehaver. Skinnet af, at han er uafhængig, opretholdes ved, at den individuelle lønherre hele tiden skifter og gennem kontraktens fictio juris (retsfiktion).

Før i tiden gjorde kapitalen, når den fandt det fornødent, sin ejendomsret til den frie arbejder gældende ved tvangslove. F.eks. var det indtil 1815 under hård straf maskinarbejderne i England forbudt at udvandre.

Arbejderklassens reproduktion indbefatter tillige overlevering og ophobning af faglig dygtighed fra den ene generation til den næste. Lige så snart en krise truer med, at en sådan faglært arbejderklasse kan gå tabt, kommer det frem, i hvor høj grad kapitalisten regner dens tilstedeværelse for at være en del af de produktionsbetingelser, der tilhører ham, og i virkeligheden betragter den som sin variable kapitals reale eksistens. Som følge af den Amerikanske Borgerkrig og den mangel på bomuld (»the cotton fanvine«), der ledsagede den, blev som bekendt flertallet af bomuldsarbejderne i Lancashire osv. kastet på gaden. Både fra arbejderklassen selv som fra andre samfundslag rejste der sig et råb om statsunderstøttelse eller frivillig nationalindsamling for at gøre det muligt for »de overflødige« at udvandre til engelske kolonier eller til USA. »The Times« bragte dengang (24. marts 1863) et brev fra Edmund Potter, tidligere formand for Chamber of Commerce i Manchester. Med rette blev brevet i Underhuset betegnet som »fabri kanternes manifest«. Vi skal her anføre nogle karakteristiske passager af brevet, hvor kapitalens ejendomskrav på arbejdskraften uforblommet kommer til udtryk.

»Det kan ske, at man siger til ham« (den arbejdsløse) »at tilbudet af bomuldsarbejdere er for stort ... og ... at det faktisk ... må ... formindskes med måske en tredjedel, og at der så vil være en sund efterspørgsel efter de to tredjedele, der bliver tilbage ... Den offentlige mening ... går stærkt ind for udvandring. ... Mesteren« (dvs. bomuldsfabrikanten) »kan ikke villigt se til, at hans tilbud af arbejdere forsvinder; det er muligt, at han mener, og måske med rette, at det er både galt og usundt ... Men hvis offentlige midler skal anvendes til udvandring, har han ret til at blive hørt og måske til at protestere.«

Nævnte Potter gør så rede for, hvor nyttig bomuldsindustrien er, hvorledes »denne industri utvivlsomt har trukket overskudsbefolkningen væk fra Irland og de engelske landdistrikter«, hvor uhyre dens omfang er, hvorledes den i 1860 tegnede sig for 5/13 af hele den engelske eksport, hvorledes den i løbet af få år på ny vil vokse gennem udvidelse af markedet, specielt markedet i Indien og ved at der fremtvinges et tilstrækkeligt »tilbud af bomuld til 6 d. pr. lb.« Så fortsætter han:

»En vis tid ..., et, to eller tre år måske, vil producere denne mængde ... Det spørgsmål, jeg så ville stille, er dette: Er det værd at bibeholde denne industri? Er det værd at holde maskineriet« (nemlig de levende arbejdsmaskiner) »i orden, og er det ikke den største dårskab at tænke på at give afkald på dette? Det skulle jeg mene, at det var. Indrømmet, arbejderne er ikke ejendom« (I allow that the worker are not a property) »ikke Lancashires og mestrenes ejendom, men de er begges styrke. De er den åndelige og skolede kraft, der ikke kan erstattes i løbet af en generation. Maskinerne slet og ret, som de står ved« (the mere machinery, which they work), kunne for en stor dels vedkommende med fordel blive erstattet, ja forbedret i løbet af en 12-måneders periode. Opmuntre eller tillade (!) arbejderkraften at udvandre, og hvad bliver der så af kapitalisten? (Encourage or allow the working power to emigrate, and what of the capitalist?)«

Dette hjertesuk minder om hofmarskal Kalb

» ... Skum fløden af arbejderne væk, og den faste kapital vil i høj grad forringes og den flydende vil ikke udsætte sig selv for en kamp med det utilstrækkelige tilbud af ringere arbejde ... Man siger, at arbejderne ønsker det« (udvandring). »Det er yderst naturligt, at de gør det ... Formindsk, komprimer bomuldsindustrien ved at fjerne dens arbejdskraft »(by taking away its working power)« og formindsk dens lønudgifter med lad os sige en tredjedel, (Den engelske tekst har »en femtedel«) eller fem millioner, og hvad vil der så ske med klassen nærmest over dem, de småhandlende; og hvad med jordrenten, lejen for arbejdernes huse og cottages (hytter)... Find virkningerne opefter til den mindre farmer, den bedre husejer og ... jordbesidderen og sig så, om der kunne findes noget forslag, der ville være mere selvmorderisk for alle landets klasser end at svække nationen ved at eksportere det bedste af dens industrielle befolkning og ødelægge værdien af noget af dens mest produktive kapital og kilde til rigdom ... Jeg vil anbefale et lån (på 5 til 6 millioner pd.st.) ... og at man udstrækker det over måske 2–3 år, forvaltet af særlige kommissioner, der tilforordnes fattigforsorgen (Boards of Guardians) i bomuldsdistrikterne, under særlige lovbestemmelser, der gennemtvinger en vis beskæftigelse eller arbejde som et middel til i det mindste at opretholde de moralske normer hos lånets modtager ... kan der mon findes noget, der er værre for jordbesiddere eller mestre »(»can anything be worse for landowners or masters)« end at skulle tage afsked med deres bedste arbejdere og demoralisere og skuffe de øvrige gennem en udstrakt udtømmende udvandring, en udtømning af kapital og værdi i en hel provins?«

Potter, bomuldsfabrikanternes udvalgte talerør, skelner mellem to slags »maskiner«, der begge tilhører kapitalisten, og hvoraf den ene står i hans fabrik, mens den anden om natten og om søndagen holder til i the cottages (arbejdernes huse og hytter). Den ene slags er død, den anden levende. De døde maskiner bliver ikke blot dårligere og taber i værdi for hver dag, der går, men en stor del af deres eksisterende mængde forældes hele tiden så meget ved det stadige tekniske fremskridt, at de med for-del og i løbet af få måneder vil kunne erstattes af nyere maskiner. De levende maskiner bliver derimod bedre jo længere de varer, jo mere de ophober generationers faglige dygtighed i sig. »The Times« gav storfabrikanten bl.a. dette svar:

»Bomuldsmestrenes overordentlige og allerhøjeste betydning har gjort et sådant indtryk på hr. E. Potter, at han for at sikre denne klasse og bevare dens erhverv for evige tider er rede til at indespærre en halv million af den arbejdende klasse mod deres vilje i et stort moralsk arbejdshus. »Er det værd at bibeholde denne industri?« spørger hr. Potter. »Med alle hæderlige midler er det givetvis værd,« svarer vi. »Er det værd at holde maskineriet i orden?« spørger hr. Potter videre. Her er vi tøvende. Med »maskineriet« mener hr. Potter de menneskelige maskiner, for han fortsætter med at bedyre, at han ikke betragter dem som absolut ejendom. Vi må indrømme, at vi ikke anser det umagen værd eller blot muligt at holde det menneskelige maskineri i orden – dvs. lukke det inde og holde det smurt, indtil der bliver brug for det. Menneskeligt maskineri kan ikke undgå at ruste, når det ikke bruges, man kan gnide og smøre det så meget man vil. Som vi endvidere netop har været vidner til vil de menneskelige maskiner sætte dampen op af egen drift og eksplodere eller gå amok i vore storbyer. Der kan kræves, som hr. Potter siger, en vis tid for at reproducere arbejderne, men da vi har folk til at passe maskinerne og kapitalister ved hånden, ville vi altid kunne finde driftige, hårdføre, flittige folk og heraf flikke flere fabriksherrer sammen, end vi nogensinde kan få brug for.... Hr. Potter snakker om en genoplivning af industrien i »løbet af et, to eller tre år« og han beder os ikke at »opmuntre eller tillade (!) arbejdskraften at udvandre.« Han siger, at det er meget naturligt, at arbejderne skulle have lyst til at udvandre, men han mener, at til trods for deres ønske, bør nationen holde denne halve million arbejdere med de 700.000, der er afhængige af dem, indelukket i bomuldsdistrikterne; og som den nødvendige konsekvens heraf må han selvsagt mene, at nationen burde holde deres misfornøjelse nede med magt og understøtte dem med almisser – og alt for det tilfælde, at bomuldsmestrene en skønne dag skulle få brug for dem ... Tiden er inde til, at den brede offentlige mening på disse øer må gøre noget for at frelse denne ”arbejdskraft” fra dem, der vil behandle den, ligesom de omgås med jern og kul og bomuld (to save this ”working power” from those who would deal with it as they deal with iron, coal and cotton).«

Artiklen i »The Times« var kun en jeu d'esprit (åndrighed). Den »brede offentlige mening« var i virkeligheden hr. Potters mening, nemlig at fabriksarbejderne er fabrikkernes rørlige løsøre. Det blev forhindret, at de udvandrede. Man spærrede dem inde i bomuldsdistrikternes »moralske arbejdshus«, og de udgjorde ligesom før »Lancashirebomuldsmestrenes styrke (strength).«

Den kapitalistiske produktionsproces reproducerer altså ved sit eget forløb adskillelsen mellem arbejdskraft og arbejdsbetingelser. Den reproducerer betingelserne for arbejderens udbytning og giver dem dermed permanens. Den tvinger hele tiden arbejderen til at sælge sin arbejdskraft for at kunne leve og den sætter hele tiden kapitalisten i stand til at købe arbejdskraften for at kunne berige sig. Det er ikke længere tilfældet, der lader kapitalist og arbejder mødes som køber og sælger på varemarkedet. Det er selve processens svikmølle, der hele tiden kaster den ene tilbage på varemarkedet som sælger af egen arbejdskraft og som hele tiden forvandler hans eget produkt til den andens middel til at købe. I virkeligheden tilhører arbejderen kapitalen, inden han sælger sig til kapitalisten. Hans økonomiske hørighed er på en og samme tid formidlet og skjult gennem den periodiske fornyelse af hans salg af sig selv, den måde hans individuelle lønherrer skifter og svingningerne i arbejdets markedspris.

Set i sammenhæng, dvs. som reproduktionsproces producerer den kapitalistiske produktionsproces således ikke blot varer, ikke blot merværdi, den producerer og reproducerer selve kapitalrelationen, på den ene side kapitalisten, på den anden løarbejderen.


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere