Tilbage
Kapitalen
Næste

Ændringer i størrelsen af prisen på arbejdskraft og merværdi

Værdien af arbejdskraften er bestemt af værdien af de livsfornødenheder, der efter sædvanen er nødvendige for gennemsnitsarbejderen. Mængden af disse livsfornødenheder er, selv om deres form kan variere, i en bestemt epoke af et bestemt samfund givet, og må derfor behandles som en konstant størrelse. Det, som varierer, er værdien af denne mængde. Ved bestemmelsen af arbejdskraftens værdi indgår yderligere to faktorer. For det første omkostningerne ved at udvikle arbejdskraften, der ændrer sig med produktionsmåden, og for det andet dens naturlige forskelligartethed, dvs. om den er mandlig eller kvindelig, moden eller umoden. Forbruget af disse forskellige arbejdskræfter, der igen er betinget af produktionsmåden, gør store forskelle i arbejderfamiliens reproduktionsomkostninger og i værdien af den voksne mandlige arbejder. Disse to sidste faktorer indgår dog ikke i den analyse, der nu følger.

Vi forudsætter, 1) at varerne bliver solgt til deres værdi, 2) at arbejdskraftens pris lejlighedsvis kan overstige dens værdi, men aldrig synke ned under den.

Under denne forudsætning har vi set, at de relative størrelser af arbejdskraftens pris og af merværdien er betinget af tre omstændigheder: 1. Arbejdsdagens længde, dvs. arbejdets ekstensive størrelse. 2. Arbejdets normale intensitet dvs. dets intensive størrelse eller det forhold, at en bestemt mængde arbejde forbruges i løbet af en bestemt tid. 3. Arbejdets produktivitet, dvs. det forhold, at den samme mængde arbejde i løbet af det samme tidsrum skaber en større eller en mindre produktmængde, alt efter produktionsbetingelsernes udviklingsgrad. Det er indlysende, at meget forskellige kombinationer er mulige, alt eftersom den ene af de tre faktorer er konstant og de to andre variable, eller to konstante og en variabel samt endelig alle tre variable på samme tid. Disse kombinationer multipliceres yderligere derved, at ved samtidig variation af de forskellige faktorer kan størrelsen og variationens retning være forskellig. I det følgende skal vi kun behandle de vigtigste kombinationer.

I. Arbejdsdagens størrelse og arbejdets intensitet konstant (givet), arbejdets produktivitet variabel.

Under denne forudsætning er arbejdskraftens værdi og merværdien bestemt af følgende tre love.

For det første: En arbejdsdag af given størrelse fremtræder altid i form af det samme værdiprodukt, uanset hvordan arbejdets produktivitet og med denne mængden af produkter og som følge af dette igen prisen på den enkelte vare varierer.

Værdiproduktet af en arbejdsdag på 12 timer er f.eks. 6 sh., selv om mængden af de fremstillede brugsværdier varierer med arbejdets produktivitet og værdien på de 6 sh. følgeligt fordeler sig over en større eller mindre mængde varer.

For det andet: Arbejdskraftens værdi og merværdien varierer i modsat retning. Ændring i arbejdets produktivitet, forøgelse eller formindskelse af den, virker i modsat retning på arbejdskraftens værdi, mens merværdien ændrer sig i samme retning som produktiviteten.

Værdiproduktet af en arbejdsdag på 12 timer er en konstant størrelse, f.eks. 6 sh. Denne konstante størrelse er lig summen af merværdien plus arbejdskraftens værdi, som arbejderen erstatter gennem et ækvivalent. Det er indlysende, at når en konstant størrelse består af to dele, kan den ene ikke vokse, uden at den anden aftager. Arbejdskraftens værdi kan ikke vokse fra 3 til 4 sh., uden at merværdien falder fra 3 til 2 sh., og merværdien kan ikke vokse fra 3 til 4 sh., uden at arbejdskraftens værdi falder fra 3 til 2 sh. Under disse omstændigheder kan der altså ikke ske en ændring af den absolutte størrelse, det være sig af arbejdskraftens værdi eller af merværdien, uden at der samtidig sker en ændring af deres relative størrelse, deres størrelsesforhold til hinanden. Det er umuligt, at de begge og på samme tid stiger eller falder.

Videre, arbejdskraftens værdi kan ikke falde, og merværdien følgeligt ikke stige, uden at arbejdets produktivitet stiger, i det førnævnte tilfælde f.eks. kan arbejdskraftens værdi ikke falde fra 3 til 2 sh., uden at en forøgelse af arbejdets produktivitet gør det muligt nu at fremstille den samme mængde livsfornødenheder på 4 timer, som det tidligere tog 6 timer at producere. Omvendt kan arbejdskraftens værdi ikke stige fra 3 til 4 sh., uden at arbejdets produktivitet falder, altså at der nu kræves 8 timer til at fremstille den samme mængde livsfornødenheder, hvor tidligere 6 timer var nok. Heraf følger, at tilvæksten i arbejdets produktivitet sænker arbejdskraftens værdi og dermed øger merværdien, mens omvendt aftagende produktivitet øger arbejdskraftens værdi og mindsker merværdien.

Da Ricardo formulerede denne lov, overså han en ting i forbindelse hermed, nemlig følgende: Selv om en ændring i merværdiens eller i merarbejdets størrelse betinger en modsatrettet ændring i størrelsen af arbejdskraftens værdi eller af det nødvendige arbejde, så følger på ingen måde, at de varierer i samme forhold. De vokser eller aftager med samme størrelse. Men det forhold, hvori den enkelte del af værdiproduktet eller arbejdsdagen vokser eller aftager, afhænger af den oprindelige deling, der fandt sted inden ændringen i arbejdets produktivitet. Hvis arbejdskraftens værdi var 4 sh. eller den nødvendige arbejdstid var 8 timer, merværdien 2 sh. eller merarbejdet 4 timer, og hvis arbejdskraftens værdi som følge af øget arbejdsproduktivitet falder til 3 sh. eller det nødvendige arbejde til 6 timer, så stiger merværdien til 3 sh. eller merarbejdet til 6 timer. Det er den samme størrelse på 2 timer eller 1 sh. som bliver føjet til det ene sted og trukket fra det andet. Men den proportionelle variation er forskellig på hver af siderne. Mens arbejdskraftens værdi falder fra 4 til 3 sh., dvs. med 1/4 eller 25 pct., stiger merværdien fra 2 til 3 sh. dvs. med ½ eller 50 pct. Heraf følger, at merværdiens proportionelle vækst eller aftagen er desto større jo mindre og desto mindre jo større den del af arbejdsdagen oprindelig var, der fremtræder som merværdi.

For det tredje: Merværdiens vækst eller aftagen er altid en følge af og aldrig årsag til den tilsvarende aftagen eller vækst i arbejdskraftens værdi.

Eftersom arbejdsdagen er en konstant størrelse eller fremtræder som en konstant værdistørrelse, eftersom der til enhver variation af merværdiens størrelse svarer en omvendt variation i arbejdskraftens værdi, og eftersom arbejdskraftens værdi kun kan variere med en ændring i arbejdets produktivitet, er det under disse betingelser helt klart, at enhver variation i merværdiens størrelse har sit udspring i en omvendt variation i arbejdskraftens værdi. Og når derfor, som vi allerede har set, ingen variation af den absolutte størrelse af arbejdskraftens værdi og af merværdien er mulig uden en variation i deres relative størrelse, så følger det nu, at ingen variation i deres relative værdistørrelse er mulig uden en variation af arbejdskraftens absolutte værdistørrelse.

Ifølge den tredje lov forudsætter en variation i merværdiens størrelse en værdibevægelse hos arbejdskraften, fremkaldt af en ændring i arbejdets produktivitet. Grænsen for denne variation er givet gennem den nye grænse for arbejdskraftens værdi. Der kan imidlertid finde intermediære bevægelser sted, selv når omstændighederne til-lader loven at virke. Falder arbejdskraftens værdi som følge af øget arbejdsproduktivitet fra f.eks. 4 sh. til 3 sh. eller den nødvendige arbejdstid fra 8 til 6 timer, så kan arbejdskraftens pris falder til blot 3 sh. 8 d., 3 sh. 6 d., 3 sh. 2 d. osv. og merværdien derfor øges til blot 3 sh. 4 d., 3 sh. 6 d., 3 sh. 10 d. osv. Graden af faldet, hvis minimalgrænse er 3 sh., afhænger af den relative vægt, som kapitalens tryk fra den ene side og arbejdernes modstand fra den anden udøver på vægtskålene.

Arbejdskraftens værdi er bestemt, af værdien af en bestemt mængde livsfornødenheder. Det, der varierer med arbejdets produktivitet, er værdien af disse fornødenheder, ikke deres mængde. Selve mængden kan, ved stigende arbejdsproduktivitet, stige på samme tid og i det samme forhold for arbejder og kapitalist, uden at der sker nogen form for variation mellem størrelsen af arbejdskraftens pris og merværdien. Er arbejdskraftens oprindelige værdi 3 sh. og udgør den nødvendige arbejdstid 6 timer, og er merværdien ligeledes 3 sh., dvs. udgør også merarbejdet 6 timer, ville en fordobling af arbejdets produktivitet med uforandret deling af arbejdsdagen lade arbejdskraftens pris og merværdien uændret. Kun ville begge udtrykke sig i dobbelt så mange, men forholdsmæssigt billigere brugsværdier. Selv om arbejdskraftens pris var uforandret, ville den være steget over sin værdi. Hvis nu arbejdskraftens pris faldt, ikke til den minimalgrænse på 1½ sh., der er givet ved dens nye værdi, men kun til 2 sh. 10 d., 2 sh. 6 d. osv. så ville denne faldende pris dog stadigvæk repræsentere en voksende mængde livsfornødenheder. Ved stigende arbejdsproduktivitet kunne arbejdskraftens pris således falde hele tiden, mens mængden af arbejderens livsfornødenheder på samme tid steg hele tiden. Relativt derimod, dvs. sammenlignet med merværdien, ville arbejdskraftens værdi hele tiden synke, og kløften mellem arbejderens og kapitalistens levevilkår ville således øges.

Ricardo er den første, der har givet en streng formulering af de tre love, der er anført i det foregående. Manglerne ved hans fremstilling er: 1. Han anser de særlige betingelser, under hvilke disse love gælder, for de selvindlysende, generelle og eksklusive betingelser for den kapitalistiske produktion. Han kender ikke til variation i hverken arbejdsdagens længde eller arbejdets intensitet, således at arbejdets produktivitet hos ham af sig selv bliver til den eneste variable faktor. - 2. Lige så lidt som de øvrige økonomer, og dette fordrejer hans analyse i langt højere grad, har han nogensinde analyseret merværdien som sådan, dvs. uafhængigt af dens specielle former, såsom profit, jordrente osv. Følgen er, at han simpelthen slår lovene for merværdiraten sammen med lovene for profitraten. Som allerede nævnt, er profitraten forholdet mellem merværdien og den udlagte samlede kapital, mens merværdiraten er forholdet mellem merværdien og den variable del af kapitalen alene. Lad os antage, at en kapital på 500 pund sterling (C) deler sig i råstoffer, arbejdsmidler etc. for tilsammen 400 pund (c) og 100 pund til lønninger (v), endvidere at merværdien = 100 pund (m), så er merværdiraten m / v = 100 pund sterling / 100 pund sterling = 100%. Profitraten derimod. m / C = 100 pund sterling / 500 pund sterling = 20%.

Det er endvidere indlysende, at profitraten kan afhænge af omstændigheder, der ikke på nogen måde indvirker på merværdiraten. Jeg skal senere i tredje bog af dette værk bevise, at den samme merværdirate kan udtrykke sig i de mest forskellige profitrater, og at forskellige merværdirater under bestemte omstændigheder kan udtrykke sig i den samme profitrate.

II. Konstant arbejdsdag, konstant arbejdsproduktivitet, variabel arbejdsintensitet

Voksende arbejdsintensitet forudsætter, at der ydes mere arbejde i løbet af samme tid. Den arbejdsdag, der er mere intensiv, legemliggøres derfor i flere produkter end en arbejdsdag med samme timetal, men som er mindre intensiv. Med forhøjet produktivkraft giver den samme arbejdsdag ganske vist også flere produkter. Men i det sidste tilfælde falder det enkelte produkts værdi, eftersom det koster mindre arbejde end før, mens det i det første forbliver uændret, da produktet koster lige så meget arbejde som før. Her vokser antallet af produkter, uden at prisen på dem falder. Med antallet af produkter vokser summen af deres priser, mens ved forhøjet produktivkraft den samme værdisum blot blev udtrykt i en forøget mængde produkter. Den mere intensive arbejdsdag kommer altså ved uforandret timetal til udtryk i et større værdiprodukt, dvs. i flere penge, hvis der ikke sker ændring i pengenes værdi. Det værdiprodukt, som den mere intensive arbejdsdag frembringer, varierer med den grad intensiteten afviger fra det, der er normalt i samfundet. Den samme arbejdsdag kommer altså ikke som før til udtryk i et konstant, men i et variabelt værdiprodukt, den mere intensive 12-timers arbejdsdag f.eks. i 7 sh., 8 sh. osv. i stedet for 6 sh. som 12-timers arbejdsdagen af sædvanlig intensitet. Det er klart – varierer arbejdsdagens værdiprodukt fra, lad os sige 6 til 8 sh., kan begge dele af dette værdiprodukt, arbejdskraftens pris og merværdi begge vokse på samme tid, hvad enten de vokser lige meget eller ej. Både arbejdskraftens pris og merværdien kan samtidigt vokse fra 3 sh. til 4 sh., når værdiproduktet stiger fra 6 til 8. I dette tilfælde medfører en stigning af arbejdskraftens pris ikke nødvendigvis, at prisen stiger over dens værdi. Tværtimod kan den være ledsaget af et fald under dens værdi. Dette sker altid, når en forhøjelse af arbejdskraftens pris ikke kompenserer det øgede slid på den.

Det vil erindres, at bortset fra forbigående undtagelser bevirker en ændring i arbejdets produktivitet kun en ændring i størrelsen af arbejdskraftens værdi og dermed i størrelsen af merværdien, når produkterne i den pågældende industrigren indgår i arbejderens sædvanlige forbrug. Denne begrænsning falder bort her. Hvad enten arbejdets størrelse varierer ekstensivt eller intensivt, så svarer der til denne variation en variation i den værdi arbejdet frembringer, uafhængigt af arten af den vare, denne værdi kommer til udtryk i.

Hvis arbejdsintensiteten tiltog i alle industrigrene på samme tid og i samme grad, ville den nye og højere grad af intensitet blive til den sædvanemæssige normalgrad i samfundet og ophørte dermed at gælde som ekstensiv størrelse. Men selv i så tilfælde ville arbejdets gennemsnitlige intensitetsgrad forblive forskellig hos forskellige nationer og dermed modificere værdilovens anvendelse på forskellige nationalarbejdsdage. Den mere intensive arbejdsdag hos den ene nation udtrykker sig i en større sum penge end den mindre intensive arbejdsdag hos den anden.

III. Produktivitet og arbejdsintensitet konstante. Arbejdsdagen variabel

Arbejdsdagen kan variere i to retninger. Den kan forkortes eller den kan forlænges.

1. Forkortelse af arbejdsdagen under de givne betingelser, dvs. med uforandret produktivitet og arbejdsintensitet, giver ingen forandring i arbejdskraftens værdi og derfor heller ikke i den nødvendige arbejdstid. Den forkorter merarbejdet og merværdien. Med merværdiens absolutte størrelse falder også dens relative, dvs, i forhold til den uforandrede størrelse af arbejdskraftens værdi. Kun ved at trykke arbejdskraftens pris ned under dens værdi, ville kapitalisten kunne holde sig skadesløs.

Alle de sædvanlige argumenter mod forkortelse af arbejdsdagen går ud fra, at fænomenet sker under de her forudsatte omstændigheder, mens ændring i produktivitet og arbejdsintensitet i virkeligheden enten går forud for eller følger umiddelbart efter forkortelse af arbejdsdagen.

2. Forlængelse af arbejdsdagen: Lad den nødvendige arbejdstid være 6 timer eller værdien af arbejdskraften 3 sh., ligeledes merarbejde 6 timer og merværdi 3 sh. Den samlede arbejdsdag udgør da 12 timer og udtrykker sig i et værdiprodukt på 6 sh. Hvis arbejdsdagen nu forlænges med 2 timer og arbejdskraftens pris forbliver uforandret, vokser merværdiens relative størrelse med dens absolutte størrelse. Selv om størrelsen af arbejdskraftens værdi forbliver uforandret i absolut henseende, falder den relativt. Under de betingelser, der opstilledes i 1., kunne den relative størrelse af arbejdskraftens værdi ikke variere uden en variation i dens absolutte størrelse. Her derimod er den relative størrelsesændring af arbejdskraftens værdi resultat af en absolut størrelsesændring af merværdien.

Eftersom det værdiprodukt, arbejdsdagen er udtrykt i, vokser, når arbejdsdagen selv forlænges, kan arbejdskraftens pris og merværdi begge vokse på samme tid hvad enten tilvæksten er den samme eller ej. Denne samtidige vækst er altså mulig i to tilfælde, ved absolut forlængelse af arbejdsdagen og ved voksende arbejdsintensitet uden en sådan forlængelse.

Når arbejdsdagen forlænges, kan arbejdskraftens pris falde under arbejdskraftens værdi, selv om den nominelt forbliver uforandret eller endog stiger. Værdien af en dags arbejdskraft er nemlig, som man vil huske, beregnet på grundlag af dens normale gennemsnitsvarighed eller arbejderens normale levetid og på grundlag af den tilsvarende normale omsætning af livssubstans til bevægelse i overensstemmelse med menneskets natur. Indtil et vist punkt kan det større slid på arbejdskraften, der er uløseligt forbundet med arbejdsdagens forlængelse, kompenseres gennem en større godtgørelse. Kommer man ud over dette punkt, vokser sliddet i geometrisk progression og samtidig ødelægges alle de normale betingelser for arbejdskraftens reproduktion og virksomhed. Arbejdskraftens pris og dens udbytningsgrad ophører med at være kommensurable størrelser.

IV. Samtidige variationer i arbejdets varighed, produktivitet og intensitet

Det er umiddelbart indlysende, at her er der mulighed for et stort antal kombinationer. To faktorer ad gangen kan variere og en forblive konstant eller alle tre kan variere samtidigt. De kan variere i samme eller forskellig grad, i samme eller indbyrdes modsatte retninger, hvorved variationerne kan ophæve hinanden delvist eller helt. Analysen af alle de mulige tilfælde frembyder imidlertid ikke vanskeligheder, når der tages hensyn til det under I, II og III oplyste. Man finder resultatet af hver enkelt mulig kombination, idet man behandler først en faktor som variabel og de andre som konstante og således videre. Vi skal derfor her kun beskæftige os ganske kort med to vigtige tilfælde.

1. Arbejdets produktivitet aftager, samtidig med at arbejdsdagen forlænges.

Når vi her taler om aftagende arbejdsproduktivitet, drejer det sig om arbejdsgrene, hvis produkter er bestemmende for arbejdskraftens værdi, altså f.eks. aftagende produktivitet som følge af, at jorden bliver mindre frugtbar og de produkter, den frembringer, bliver tilsvarende dyrere. Lad arbejdsdagen være på 12 timer, dens værdiprodukt 6 sh., hvoraf halvdelen dækker arbejdskraftens værdi, mens den anden halvdel udgør merværdi. Arbejdsdagen deles altså i 6 timer nødvendigt arbejde og 6 timer merarbejde. Som følge af fordyrelse af landbrugsprodukterne stiger arbejdskraftens værdi fra 3 til 4 sh. og den nødvendige arbejdstid følgelig fra 6 til 8 timer. Sker der ingen forandring i arbejdsdagens længde, falder merarbejdet fra 6 til 4 timer, og merværdien fra 3 til 2 sh. Hvis arbejdsdagen bliver forlænget med 2 timer, altså fra 12 til 14 timer, er merarbejdet fortsat 6 timer og merværdien 3 sh., mens dens størrelse falder i forhold til arbejdskraftens værdi, målt i nødvendigt arbejde. Hvis arbejdsdagen bliver forlænget med 4 timer fra 12 til 16 timer, forbliver forholdet mellem merværdi og arbejdskraftens værdi, merarbejde og nødvendigt arbejde uforandret; men merværdiens størrelse vokser i absolut henseende fra 3 til 4 sh., merarbejdet fra 6 til 8 arbejdstimer, altså med 1/3 eller 33 1/3 pct. Når arbejdets produktivitet falder, samtidigt med at arbejdsdagen forlænges, kan merværdiens absolutte størrelse altså forblive uforandret, mens dens proportionelle størrelse falder; dens proportionelle størrelse kan forblive uforandret, mens den absolutte vokser, og de kan begge vokse, alt efter, hvor meget arbejdsdagen forlænges.

I perioden 1799 til 1815 medførte stigende levnedsmiddelpriser i England en nominel lønforhøjelse, selv om der skete et fald i reallønnen dvs. arbejdslønnen udtrykt i livsfornødenheder. Af denne nominelle stigning drog West og Ricardo den slutning, at en nedgang i landbrugets produktivitet skulle have bevirket et fald i merværdiraten og gjorde denne antagelse, der kun havde gyldighed i deres indbildning, til udgangspunkt for vigtige analyser af det relative størrelsesforhold mellem arbejdsløn, profit og jordrente. Som følge af den forøgede arbejdsintensitet og den forlængelse af arbejdstiden, der blev tvunget igennem, var merværdien i perioden imidlertid vokset absolut og relativt. Det var i denne periode, at det fik indpas at forlænge arbejdsdagen hinsides alle grænser, en periode karakteriseret af fremskyndet vækst af kapitalen på den ene side, og af fattigdom og elendighed på den anden.

2. Stigning i arbejdets intensitet og produktivitet, samtidig med at arbejdsdagen forkortes.

Stigende arbejdsproduktivitet og voksende arbejdsintensitet virker i en henseende ens. Begge forøger de den mængde produkter, der opnås i hvert enkelt tidsrum. De forkorter således begge den del af arbejdsdagen, som arbejderen bruger til produktion af sine livsfornødenheder eller deres ækvivalent. Den absolutte minimumsgrænse for arbejdsdagens længde dannes netop af denne bestanddel af arbejdsdagen, som er nødvendig, men som også er forkortelig. Skrumpede hele arbejdsdagen ind til kun at indeholde denne bestanddel, ville merarbejdet forsvinde, hvilket under kapitalens styre er en umulighed. Ved at afskaffe den kapitalistiske produktionsform bliver det muligt at begrænse arbejdsdagen til det nødvendige arbejde. Dog vil dette nødvendige arbejde, alt andet lige, udvide sit område. På den ene side vil arbejderens livsbetingelser blive rigere og hans krav til tilværelsen større. På den anden side vil en del af det, der nu er merarbejde, komme til at gælde som nødvendigt arbejde, nemlig det arbejde, der er nødvendigt for at skabe en samfundsmæssig reserve- og akkumulationsfond.

Jo mere arbejdets produktivkraft vokser, desto mere kan arbejdsdagen forkortes og jo mere arbejdsdagen forkortes, desto mere kan arbejdets intensitet vokse. Set fra samfundets synspunkt vokser arbejdets produktivitet også i den måde, man forstår at holde hus med arbejdet. Dette indebærer ikke alene. at man holder hus med produktionsmidlerne, men også at man undgår alt unyttigt arbejde. I den enkelte, individuelle virksomhed fremtvinger den kapitalistiske produktionsmåde sparsommelighed, derimod fremkalder dens anarkiske konkurrencesystem den mest utrolige bortødslen af produktionsmidler og arbejdskræfter i samfundsmæssig målestok sammen med et utal af funktioner, der nu er uundværlige, men som i og for sig er overflødige.

Er arbejdets intensitet og produktivitet givet, vil den del af samfundets arbejdsdag, som er nødvendig for den materielle produktion, være desto kortere og følgelig den del af dagen, den enkelte har tilkæmpet sig til fri, åndelig og samfundsmæsig virksomhed desto større, jo mere ligeligt arbejdet er fordelt blandt alle arbejdsdygtige medlemmer af samfundet og jo mindre et samfundslag kan vælte arbejdets naturnødvendighed bort fra sig selv og over på et andet lag. Ser vi på spørgsmålet under denne synsvinkel, er den absolutte grænse for, hvor meget arbejdsdagen kan forkortes, den, at alle arbejder. I det kapitalistiske samfund produceres der fritid for en klasse, ved at man helt og holdent forvandler massernes levetid til arbejdstid.


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere