Tilbage
Løn, pris og profit
Nste

Værdi og arbejde

Borgere! Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg

Det første spørgsmål, som vi må stille er: hvad er en vares værdi? Hvordan bestemmes den?

Ved første øjekast kunne det synes, at en vares værdi er noget ganske relativt, som ikke kan fastsættes, uden at varen betragtes i sit forhold til alle andre varer. Og faktisk mener vi, når vi taler om en vares værdi, dens bytteværdi, det mængdeforhold, i hvilket den kan ombyttes med alle andre varer. Men nu opstår det spørgsmål: hvorledes reguleres de forhold, i hvilke varerne ombyttes mod hinanden?? Vi ved af erfaring, at disse forhold er uendelig forskellige.

Tager vi en enkelt vare, f. eks. hvede, så vil vi finde, at en tønde hvede lader sig bytte mod forskellige andre varer i næsten utallige grader af forhold. Og alligevel, da dens værdi stadig er den samme, hvad enten den udtrykkes i silke, guld eller nogen anden vare, må den være noget forskelligt fra og uafhængigt af de forskellige forhold, i hvilke den lader sig bytte mod andre varer. Det må være muligt at udtrykke det i en form, der adskiller sig fra disse forskellige ligninger med forskellige varer.

Endvidere, når jeg siger, at en tønde hvede lader sig bytte mod jern i et bestemt forhold, eller at en tønde hvedes værdi udtrykkes i en bestemt mængde jern, så siger jeg, at hvedens værdi og dens modværdi i jern er lig med en eller anden tredje ting, som hverken er hvede eller jern, da jeg jo antager, at den udtrykker den samme størrelse i to forskellige former. Hver af dem, såvel hvede som jern, må derfor uafhængigt af den anden kunne føres tilbage til denne tredje ting, som udgør deres fælles målestok.

For at belyse dette punkt vil jeg benytte mig af et meget simpelt geometrisk eksempel. Når vi sammenligner fladeindholdet af trekanter af de mest forskellige former og størrelser med hinanden, eller når vi sammenligner trekanter med rektangler eller en anden figur med rette sider, hvordan går vi da frem? Vi fører en trekants fladeinhold tilbage til et udtryk, som er helt forskelligt fra dens synlige form. Da vi af trekantens natur har erkendt, at dens fladeindhold er lig med det halve af grundlinjen gange højden, kan vi sammenligne de forskellige værdier af alle slags trekanter og alle figurer med rette sider, da de alle kan opløses i et vist antal trekanter.

Samme fremgangsmåde må anvendes ved varernes værdi. Vi må være, i stand til at føre dem alle tilbage til et udtryk, som er fælles for dem, idet vi kun skelner mellem dem efter det forhold, hvori de indeholder dette fælles mål.

Da varernes bytteværdi kun er disse tings samfundsmæssige funktioner og intet har at gøre med deres naturlige egenskaber, må vi først spørge: Hvad er alle varers samfundsmæssige bestanddel? Det er arbejdet. For at fremstille en vare, må man anvende en bestemt mængde arbejde på den, lægge en bestemt mængde arbejde i den, og jeg siger ikke blot arbejde, men samfundsmæssigt arbejde. Når man fremstiller en ting til eget umiddelbart brug, for selv at forbruge den, fremstiller man et produkt, men ikke nogen vare. Som producent, der opretholder sig selv, har man ikke noget med samfundet at gøre. For at fremstille en vare, må man imidlertid ikke blot fremstille en ting, som tilfredsstiller et eller andet socialt behov, men ens arbejde må være en del af den af samfundet præsterede arbejdssum. Det må være underordnet arbejdsdelingen inden for samfundet. Det er intet uden de andre former for arbejde og må på sin side fuldstændiggøre disse.

Når vi betragter varerne som værdier, så ser vi dem udelukkende under et eneste synspunkt, nemlig som realiseret, bundet, eller om man vil krystalliseret samfundsmæssigt arbejde. I denne henseende kan de kun adskille sig fra hinanden ved, at de repræsenterer større eller mindre mængde arbejde, sådan som der f. eks. anvendes en større mængde arbejde på et silkelommetørklæde end på en teglsten. Men hvordan måler man arbejdsmængder? Man måler dem i den tid, arbejdet varer, idet man måler arbejdet i timer, dage osv. For at kunne anvende dette mål, må man naturligvis føre al slags arbejde tilbage til gennemsnitligt eller simpelt arbejde som dets enhed.

Vi kommer altså til denne følgeslutning: En vare har en værdi, fordi den er en krystallisation af samfundsmæssigt arbejde. Størrelsen af værdien eller dens relative værdi afhænger af den større eller mindre mængde samfundsmæssig substans, den indeholder, det vil sige af den relative mængde arbejde, som er nødvendig til at frembringe den. Varernes relative værdier bestemmes derfor af de tilsvarende mængder eller summer af arbejde, som er anvendt på dem, som er realiseret eller bundet i dem. Tilsvarende mængder af varer, som kan fremstilles i samme arbejdstid, er lige meget værd. Eller en vares værdi forholder sig til en anden vares værdi, ligesom den arbejdsmængde, der er bundet i den ene, forholder sig til den arbejdsmængde, der er bundet i den anden.

Jeg tænker nu, at mange af jer vil spørge: Er der da faktisk en så stor eller overhovedet nogen som helst forskel på, om man bestemmer varernes værdi på grundlag af lønnen, eller om man bestemmer den ved de relative arbejdsmængder, som er nødvendige til deres fremstilling? I må imidlertid være klar over, at betalingen for arbejdet og mængden af arbejdet er helt forskellige ting. Lad os antage, at der er bundet samme mængde arbejde i en tønde hvede og i en unse guld. Jeg bruger dette eksempel, fordi det blev brugt af Benjamin Franklin i hans første afhandling, der udkom i 1729 og havde titlen: "En beskeden undersøgelse af papirpenges natur og nødvendighed", hvor han som en af de første fandt ud af værdiens sande natur. Godt, vi antager altså at en tønde hvede og en unse guld er lige store værdier eller ækvivalenter, fordi de er krystallisationer af samme mængder gennemsnitligt arbejde, af så mange dages eller så mange ugers arbejde, som er nedlagt i dem. Når vi på denne måde bestemmer den relative værdi af guld og hvede, tager vi så på nogen måde hensyn til landarbejdernes eller minearbejdernes løn? Aldeles ikke. Vi lader det være ganske ubestemt, hvordan deres dags- eller ugearbejde betales, ja endog den omstændighed, om der overhovedet er blevet anvendt lønarbejde. Hvis dette var tilfældet, så kan lønnen have været meget forskellig. Den arbejder, hvis arbejde indeholdes i en quarter hvede, har måske kun fået 2 bushel for det, hvorimod den i minen beskæftigede arbejder måske har fået en halv unse guld. Eller hvis vi antager, at deres løn er ens, så kan den afvige lige så meget, det skal være, fra værdien af de varer, som de har fremstillet. Den kan beløbe sig til halvdelen, til en tredjedel, en fjerdedel, en femtedel eller hvilken som helst anden forholdsmæssig del af en tønde hvede eller en unse guld. Deres løn kan selvfølgelig ikke overstige værdien af de varer, de har frembragt, den kan ikke være højere end den, men den kan være lige så meget lavere, det skal være. Deres løn begrænses af produkternes værdi, men værdien af deres produkter finder ingen grænser i lønnen. Og frem for alt bestemmes værdien, den relative værdi af hvede og guld f. eks., uden hensyn til værdien af det dertil anvendte arbejde, d.v.s. lønnen. At bestemme varernes værdi ved hjælp af de relative arbejdsmængder, som er bundet i dem, er derfor noget ganske andet end den tautologiske metode at bestemme varernes værdi ved hjælp af arbejdets værdi eller ved hjælp af lønnen. Dette punkt vil dog blive nærmere belyst i løbet af vor undersøgelse.

Ved beregningen af en vares bytteværdi må vi til den sidst anvendte arbejdsmængde desuden føje den arbejdsmængde, som i forvejen er blevet nedlagt i råmaterialet til varen, såvel som det arbejde, der er anvendt på de arbejdsmidler, det værktøj, de maskiner og bygninger,. som er benyttet ved dette arbejde. For eksempel er værdien af en vis mængde bomuldsgarn den krystalliserede arbejdsmængde, son under spindeprocessen er blevet føjet til bomulden, endvidere den i bomulden selv i forvejen nedlagte , arbejdsmængde, den arbejdsmængde, som ligger i kullene, olien og andre benyttede hjælpestoffer, den arbejdsmængde som er bundet i dampmaskinen, spindlerne, fabriksbygningerne o.s.v. De egentlige arbejdsmidler:' værktøjet, maskinerne, bygningerne bruges atter og atter i kortere eller længere tid i de gentagne produktionsprocesser. Hvis de blev opbrugt på en gang ligesom råmaterialet, så ville hele deres værdi straks blive overført på den vare, ved hvis frembringelse de har været brugt. Men da f. eks. en spindel kun bliver slidt op gradvis, så foretager man en gennemsnitsberegning på grundlag af den gennemsnitstid, som er nødvendig for at fremstille den, og det slid, der gennemsnitlig går på den i en bestemt tid, f. eks. en, dag. På denne måde beregner man, hvor meget af spindelens værdi der går over på det daglig spundne garn, og hvor meget af den samlede arbejdsmængde, som er nedlagt i et pund garn, f. eks., der altså stammer fra den arbejdsmængde, som tidligere er blevet nedlagt i spindelen. For det mål, vi har her, er det ikke nødvendigt, at vi opholder os længere ved dette punkt.

Når en vares værdi bestemmes af den arbejdsmængde, som anvendes til at fremstille den, så kunne det se ud, som om der deraf følger, at jo mere doven og udygtig en arbejder er, desto værdifuldere bliver den vare, han frembringer, fordi den arbejdstid, der er medgået til fremstillingen, er tilsvarende længere. Dette ville dog være en sørgelig fejltagelse. I vil huske, at jeg brugte udtrykket "samfundsmæssig arbejde", og der ligger meget i denne betegnelse "samfundsmæssig". Når vi siger, at en vares værdi bestemmes af den arbejdsmængde, som er nedlagt i den eller krystalliseret i den, så mener vi den arbejdsmængde, som kræves i en given samfundstilstand under bestemte samfundsmæssige gennemsnitlige produktionsbetingelser med en given samfundsmæssig gennemsnitsintensitet og gennemsnitsdygtighed i det anvendte arbejde. Da dampvæven i England begyndte at konkurrere med håndvæven, krævedes kun halvdelen af den tidligere arbejdstid for at forvandle en bestemt mængde garn til en alen kattun eller klæde. Den fattige håndvæver arbejdede nu 17 eller 18 timer daglig i stedet for tidligere 9 eller 10 timer. Alligevel repræsenterer produktet af hans 20-timers arbejdstid kun 10 timers samfundsmæssigt arbejde eller 10 timers arbejde, som er samfundsmæssig nødvendigt for at forvandle en bestemt mængde garn til tøj. Hans produkt i 20 timer havde derfor ikke større værdi end hans tidligere produkt i 10 timer.

Når altså den mængde samfundsmæssig nødvendigt arbejde, der er legemliggjort i varen, bestemmer dens bytteværdi, så må enhver forøgelse af den arbejdsmængde, der er nødvendig for at frembringe varen, øge dens værdi, 'ligesom enhver nedsættelse må mindske den.

Hvis den tilsvarende - til de pågældende varers frembringelse nødvendige - arbejdsmængde holdt sig konstant, så ville også den tilsvarende værdi holde sig konstant. Men det er ikke tilfældet. Den arbejdsmængde, der er nødvendig til fremstillingen af en vare, skifter stadig med forandringerne i det anvendte arbejdes produktivkræfter. Jo større arbejdets produktivkræfter er, desto mere produceres der i en bestemt arbejdstid; og jo ringere arbejdets produktivkræfter er, desto mindre produceres der i samme tid. Hvis det f. eks. som følge af befolkningens vækst skulle blive nødvendigt at dyrke mindre frugtbare jorder, så ville man kun kunne opnå samme produktionsmængde ved at anvende en større arbejdsmængde, og landbrugsprodukternes værdi ville følgelig stige. På den anden side er det klart, at når en enkelt, spinder ved hjælp af de moderne produktionsmidler i løbet af en arbejdsdag forvandler mange tusind gange mere bomuld til garn, end han tidligere i samme tid kunne spinde ved hjælp af spinderokken, så vil hvert enkelt pund bomuld lægge beslag på mange tusind gange mindre spindearbejde end tidligere, og som følge deraf vil den værdi, som ved spindingen blev brugt til hvert enkelt pund bomuld, være tusind gange mindre end før. Værdien af garnet vil falde tilsvarende.

Bortset fra de forskellige folkeslags naturlige energi og den tillærte arbejdsfærdighed, må arbejdets produktivkræfter afhænge af følgende:

I. af arbejdets naturlige betingelser, af jordens frugtbarhed, af bjergværkernes ydeevne o.s.v.

2. af den fremadskridende forbedring af de samfundsmæssige arbejdskræfter, som skyldes produktion i stor stil, kapitalens koncentration og arbejdets samvirke, arbejdets deling, maskiner, forbedrede arbejdsmetoder, anvendelse af kemiske og andre naturkræfter, forkortelse af tid og rum ved hjælp af samfærdsels- og transportmidler, og enhver anden opfindelse, ved hvis hjælp videnskaben tvinger naturkræfterne ind i arbejdets tjeneste, og arbejdets samfundsmæssige og sociale karakter udvikles. Jo større arbejdets produktivkræfter er, desto mindre arbejde anvendes der på en bestemt mængde produkter; en følge deraf er produktets mindre værdi. Jo mindre arbejdets produktivkræfter er, desto mere arbejde anvendes der på samme mængde produkter; desto større er så deres værdi. Som en almindelig lov kan vi da fastslå følgende:

Varens værdi står i ligefremt forhold til den arbejdstid, der er brugt til dens fremstilling, og i omvendt forhold til det anvendte arbejdes produktivkræfter

Da vi hidtil kun har talt om værdi, vil jeg også tilføje nogle ord om prisen, der er en særlig form, som værdien antager.

Taget for sig selv betyder pris ikke andet end værdiens pengeform. Alle varers værdi her i landet f. eks. udtrykkes i guldpriser, medens de på kontinentet hovedsagelig udtrykkes i selvpriser. Guldets eller sølvets værdi bestemmes ligesom alle andre varers værdi ved den mængde arbejde, der er nødvendigt til at udvinde det. I bytter en vis del af jeres nationale produkter, i hvilke en vis mængde af jeres nationale arbejde er krystalliseret, mod de guld- og sølvproducerende landes produkter, i hvilke en bestemt del af deres arbejde er krystalliseret. På denne måde, i virkeligheden ved byttehandel, lærer I at udtrykke alle varers værdi, det vil sige den til deres fremstilling anvendte mængde arbejde, i guld og sølv. Hvis man trænger længere ind i værdiens pengeudtryk eller, hvad der bliver det samme, i værdiens forandring til pris, så ser man, at dette er en proces, hvorved man giver alle varers værdi en selvstændig og ensartet form, eller hvorved man betegner dem som mængder af ensartet samfundsmæssigt arbejde. For så vidt prisen kun er værdiens pengeudtryk, blev den af Adam Smith kaldt naturlig pris og af de franske fysiokrater nødvendig pris.

Hvordan er altså forholdet mellem værdi og markedspris eller mellem naturlig pris og markedspris? I ved alle sammen, at markedsprisen er den samme for alle varer af samme slags, hvor forskellige end de forskellige producenters produktionsbetingelser kan være. Markedsprisen udtrykker kun den gennemsnitlige samfundsmæssige arbejdsmængde, som under gennemsnitlige produktionsbetingelser er nødvendig for at forsyne markedet med en vis mængde af en bestemt vare. Den beregnes efter den samlede mængde af en bestemt slags vare.

Såvidt stemmer en vares markedspris overens med dens værdi. På den anden side er svingningerne i markedspriserne, som snart overstiger værdien eller den naturlige pris, snart synker under den, afhængige af svingningerne i tilbud og efterspørgsel. Markedsprisens afvigelser fra værdien finder stadig sted, men som Adam Smith siger:

"Den naturlige pris er den centrale pris, som varepriserne bestandig stræber hen til. Forskellige omstændigheder kan imidlertid holde dem et godt stykke over og endog trykke dem ned undr den. Men hvad det nu end kan være for forhindringer, som holder dem borte fra at blive stående ved (lette rolige og hvilende midtpunkt, så stræber de bestandig hen imod det." .

Jeg kan ikke nu undersøge denne ting yderligere. Det må være nok at sige, at når tilbud og efterspørgsel holder hinanden i ligevægt, så svarer varernes markedspris til deres naturlige priser, det vil sige til deres værdi, som bestemmes af (le til deres fremstilling nødvendige arbejdsmængder. Men tilbud og efterspørgsel må stadig stræbe efter at holde hinanden i ligevægt, skønt dette kun sker på den måde, at den ene svingning afløses af den anden, en stigning af et fald og omvendt. Hvis man i stedet for kun at følge de daglige svingninger undersøger markedsprisernes bevægelse i en længere tidsperiode, sådan som f. eks. Tooke har gjort det i "Prisernes historie", så vil man se, at markedsprisernes svingninger, deres afvigelser fra værdien, deres stigen og falden ophæver og udligner hinanden, så at alle slags varer, når man ser bort fra virkningen af monopoler og nogle andre indskrænkninger, som jeg ikke kan komme ind på nu, gennemsnitlig sælges til deres tilsvarende værdi eller naturlige pris. De gennemsnitlige tidsrum, inden for hvilke markedsprisernes svingninger udligner hinanden, er forskellige for de forskellige slags varer, fordi det ved en slags varer er lettere at tilpasse tilbudet efter efterspørgselen end ved en anden.

Når nu i det store og hele betragtet for større tidsrum alle slags varer sælges til deres tilsvarende værdi, så er det meningsløst at antage, at profitten - ikke den, der opnås i det enkelte tilfælde, men den faste og sædvanlige profit ide forskellige erhverv - fremgår af varernes priser eller af den kendsgerning, at de sælges til en pris, der langt overstiger værdien. Det urimelige i denne anskuelse træder klart for dagen, når man generaliserer den. Hvad en mand stadig ville vinde som sælger, måtte han stadig tabe som køber. Det nytter ikke, at, man siger, at der findes mennesker, som er købere uden at være sælgere eller forbrugere uden at være producenter. Hvad disse mennesker betaler producenten, måtte de først få af ham for ingenting. Hvis en mand først tager penge og så giver dem tilbage, idet han køber jeres varer, så vil I aldrig blive rige og heller ikke, hvis l sælger jeres varer for dyrt til denne mand. Denne slags forretning kan forringe et tab, men kan aldrig bidrage til at opnå profit.

For nu at forklare profittens almindelige natur, må man gå ud fra den læresætning, at varerne gennemsnitlig sælges til deres virkelige værdi, og at profitten opstår ved, at man sælger varerne til deres værdi, d.v.s. i forhold til den arbejdsmængde, den indeholder. Hvis 1 ikke kan forklare profitten på dette grundlag, så kan I overhovedet ikke forklare den. Dette synes at være et paradoks og i modstrid med de daglige iagttagelser. Det er også et paradoks, at Jorden bevæger sig om Solen, og at vand består af to meget brændbare luftarter. Videnskabelige sandheder er altid paradoksale, når man dømmer dem efter den hverdagserfaring, som kun opfatter tingenes bedrageriske ydre.


Tilbage
Løn, pris og profit
Nste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere