Tilbage
Løn, pris og profit
Nste

Løn og priser

Når vi teoretisk udtrykker vor vens hele bevisførelse så simpelt som muligt, indskrænkes den til et eneste dogme: "Varernes priser bestemmes eller reguleres af lønnen".

Jeg kunne holde mig til praktiske iagttagelser og lade dem vidne imod denne forældede og overvundne fejltagelse. Jeg kunne fortælle jer, at de engelske fabriksarbejdere, minearbejdere, skibsbyggere o.s.v., hvis arbejde er relativt godt betalt, underbyder alle andre nationer ved deres produkters billighed, medens f.eks. de landarbejdere, hvis arbejde er relativt lavt betalt, underbydes af næsten enhver anden nation på grund af deres frembringelsers høje pris. Ved at sammenligne en vare med en anden i samme land og ved at sammenligne forskellige landes varer med hinanden kunne jeg - bortset fra nogle undtagelser, der er mere tilsyneladende end virkelige - vise jer, at det ,godt betalte arbejde gennemsnitlig frembringer de billige varer og det lavt betalte arbejde de dyre varer. Dette ville naturligvis ikke bevise, at de høje priser på arbejdet i det ene tilfælde og den lave pris i det andet tilfælde er den pågældende årsag til disse stik modsatte virkninger, men det beviser i hvert fald, at varernes priser ikke bestemmes af prisen på arbejdet. Det er imidlertid ganske overflødigt for os at anvende denne empiriske metode.

Nu kunne man måske benægte, at borger Weston har opstillet den påstand: "Varernes priser bestemmes eller reguleres af lønnen.. Faktisk har han aldrig formuleret det sådan. Han siger tværtimod, at profit og rente også udgør elementære bestanddele af varepriserne, thi af varernes priser betales ikke blot arbejdslønnen, men også kapitalisternes profit og renterne til jordejerne. Men hvordan skabes priserne efter hans mening? Først og fremmest af lønnen. Så føjes der til priserne en bestemt procentsats til fordel for kapitalisterne og en yderligere procentsats til fordel for jordejerne. Lad os antage, at den Ion, som arbejderne får for at frembringe en vare, er 10. Hvis profitraten er 100 procent, så ville kapitalisten til den udbetalte løn føje 10, og hvis jordrenten også er 100 procent af lønnen, så ville der igen føjes 10 til. Og varens samlede pris ville da beløbe sig til 30. Men en sådan prisbestemmelse ville ganske simpelt betyde, at prisen bestemmes af lønnen. Hvis lønnen i nævnte tilfælde ville stige til 20, så ville varens pris stige til 60 o.s.v. Som følge deraf har da også alle forældede forfattere inden for den politiske økonomi, som opstiller den påstand, at lønnen regulerer priserne, forsøgt at bevise det ved at behandle profit og rente som blot ekstra tillæg til lønnen. Ingen af dem har naturligvis været i stand til at føre grænserne for dette procenttillæg tilbage til nogen økonomisk lov. De synes tværtimod at tro, at profitten bestemmes af tradition, vane, kapitalisternes vilje eller på en eller anden vilkårlig og uforklarlig måde. Når de hævder, at profitten bestemmes af konkurrencen mellem kapitalisterne, så siger dette aldeles ikke noget. Denne konkurrence kan nok udligne de forskellige profitrater i de forskellige industrigrene eller trykke dem ned på et gennemsnitsniveau, men den kan aldrig bestemme dette niveau eller den almindelige profitrate.

Hvad forstår vi ved det, når vi siger, at varepriserne bestemmes af lønnen? Da løn kun er et navn for prisen på arbejde, så mener vi dermed, at varepriserne reguleres af prisen på arbejde. Da "pris" er bytteværdi - og når jeg taler om værdi, så mener jeg altid bytteværdi - nemlig bytteværdi udtrykt i penge, så kan det udtrykkes sådan, at "varens værdi bestemmes af arbejdets værdi" eller at "arbejdets værdi er det almindelige mål for værdierne".

Men hvordan bestemmes da "arbejdets værdi" selv. Her kommer vi til et dødt punkt. Naturligvis, vi kommer til et dødt punkt, hvis vi prøver at overveje logisk. Men forsvarerne for nævnte anskuelse gør kort proces med logiske skrupler. Lad os tage vor ven Weston som eksempel. Først fortæller han os, at lønnen regulerer varepriserne, og at priserne som følge deraf må stige, når lønnen stiger. Så vender han sig om for at vise os, at en stigning i lønnen ikke vil hjælpe noget, da varepriserne er steget, og da lønnen i virkeligheden måles i forhold til priserne på de varer, som den skal gives ud til. Vi begynder altså med at sige, at arbejdets værdi bestemmer varens værdi, og vi ender med den påstand, at varens værdi

bestemmer arbejdets værdi. Således bevæger vi os frem og tilbage, vi går i ring og kommer absolut ikke til noget resultat.

Det er overhovedet indlysende, at når vi gør værdien af en eller anden vare, f. eks. arbejde, korn eller en anden vare til almindelige målestok og regulator for værdien, så flytter vi kim vanskeligheden, idet vi derved bestemmer den ene værdi ved hjælp af den anden, som på sin side igen må bestemmes.

Udtrykt i sin mest abstrakte form, kommer påstanden om, "at lønnen bestemmer varepriserne" til at sige så meget som, "at værdi bestemmes af værdi", og denne tautologi betyder i virkeligheden, at vi aldeles ikke ved noget om værdien. Hvis vi lader denne forudsætning gælde, så forvandler enhver diskussion om den politiske økonomis almindelige love sig til det rene snak. Det var derfor Ricardos store fortjeneste, at lian i sit værk "Den politiske økonomis grundsætninger", der udkom i 1817, grundigt ødelagde den gamle udtjente vranglære, som Adam Smith og hans franske forløbere i de virkelig videnskabelige dele af deres undersøgelser havde forkastet, men som de igen tog op i deres mere overfladiske og populære afsnit.


Tilbage
Løn, pris og profit
Nste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere