Tilbage
Løn, pris og profit
Næste

Produktion, løn og profit

Det foredrag, som borger Weston holdt for os, kunne have været presset sammen i en nøddeskal. Hele hans bevisførelse kulminerer i følgende: når arbejderklassen tvinger kapitalistklassen til at betale sig 5 shilling i stedet for 4 shilling i form at pengeløn, så vil kapitalisten til gengæld i vareform tilbagebetale værdien af 4 shilling i stedet for af 5 shilling. Arbejderklassen skulle så betale 5 shilling. for det, som den før lønforhøjelsen købte for 4 shilling. Men hvorfor er det tilfældet? Hvorfor giver kapitalisten kun 4-shillingsværdier for 5 shilling.? Fordi lønhøjden er konstant. Men hvorfor er den fastsat til 4 shillingvareværdi? Hvorfor ikke til 3 eller 2 eller en hvilken som helst anden sum? Når den sum, som lønnen udgør, er bestemt af en økonomisk lov, uafhængig af såvel kapitalisternes som arbejdernes vilje, så var det første, borger Weston burde gøre, at formulere og bevise denne lov. Han skulle oven i købet bevise, at den faktisk betalte lønsum på ethvert givet tidspunkt altid stemmer overens med delle nødvendige lønsum og aldrig afviger fra den. Hvis derimod den givne grænse for lønsummen afhænger af kapitalistens blotte vilje eller af grænserne for hans havesyge, så er dette en vilkårlig grænse. Den har intet nødvendigt i sig. Den kan ændres af kapitalistens vilje og også mod hans vilje.

Borger Weston illustrerede sin teori ved at fortælle jer, at når en suppeterrin indeholder en bestemt mængde suppe, som skal spises af et bestemt antal personer, så vil en forøgelse af skeernes bredde ikke fremkalde nogen forøgelse af suppens mængde. Han må give mig lov til at anse denne illustration for en temmelig mangelfuld opdækning. Den minder mig om el lignelse, som Menenius Agrippa har anvendt. Da de romerske plebejere strejkede over for de romerske patriciere, fortalte patricieren Agrippa dem, at den patriciske mave ernærede det politiske legemes plebejiske lemmer. Det lykkedes ikke Agrippa at bevise, at man ernærer et menneskes lemmer ved at fylde en andens mave. Borger Weston for sin part har glemt, at den terrin, som arbejderne spiser af, er fyldt med hele produktet af det nationale arbejde, og hvad der hindrer dem i at tage mere af den, er hverken det, at terrinen er for lille, eller at der er for lidt i den, men kun, at deres skeer er så små.

Ved hvilket kunstgreb er kapitalisten i stand til at give 4-shillilgsværdier for 5 shilling? Ved at forhøje prisen på de varer, han sælger. Men afhænger da prisforhøjelsen eller --almindeligere udtrykt - varernes prissvingninger, afhænger varepriserne overhovedet af kapitalisternes blotte vilje? Eller er tværtimod bestemte omstændigheder nødvendige for at lade denne vilje gøre sig gældende? Hvis ikke, da bliver markedsprisernes op og ned, deres uophørlige svingninger til en uløselig gåde.

Da vi antager, at der absolut ingen ændring bar fundet sted hverken i arbejdets produktivkræfter eller i' den anvendte mængde af kapital og arbejde eller i værdien af de penge, hvori produkternes værdi udtrykkes, men kun en forandring i lønsatserne, hvordan kan denne stigning i lønningerne så tænkes at indvirke på varepriserne? Kun ved, at den indvirker på det faktiske forhold mellem efterspørgsel og tilbud med hensyn til disse varer.

Det er fuldstændig rigtigt, at arbejderklassen - som helhed betragtet - giver hele sin indtægt ud til livsfornødenheder og må gøre det. En almindelig forhøjelse ville derfor fremkalde stigning i efterspørgselen efter livsfornødenhederne og følgelig også en forhøjelse af markedspriserne på dem. De kapitalister, som frembringer disse livsfornødenheder, ville gennem de stigende markedspriser på deres varer blive holdt skadesløse for lønforhøjelserne. Men hvordan forholder det sig med de andre kapitalister, som ikke frembringer livsfornødenheder? Og I må ikke tro, at det er noget ringe antal. Når I betænker, at to tredjedele af den nationale produktion forbruges af en femtedel af befolkningen - et medlem af underhuset fastslog for nylig, at det kun er en syvendedel af befolkningen - så vil I forstå, at en uhyre del af den nationale produktion må frembringes i form af luksusartikler eller må udveksles mod luksusartikler, og hvilken uhyre mængde af livsfornødenheder der må bortødsles på lakajer, heste, katte o.s.v. En ødslen, der - som vi ved af erfaring altid aftager, når priserne på livsfornødenheder stiger.

Nå, men hvordan ville de kapitalister være stillet, som ikke frembringer livsfornødenheder? Thi når deres profitrate ifølge de almindelige lønforhøjelser faldt, kunne de ikke holde sig skadesløse ved at forhøje prisen på deres varer, da efterspørgselen efter disse varer ikke er steget. Deres indtægter ville blive mindre, og af denne mindskede indtægt måtte de betale mere for den samme mængde livsfornødenheder, som jo så var steget i pris. Men ikke nok med det. Da deres indtægt blev mindre, måtte de også bruge mindre til luksusartikler, og på denne måde ville den gensidige efterspørgsel efter de pågældende varer gå tilbage. Som følge af dette fald i efterspørgselen ville priserne på deres varer falde. 1 disse industrigrene ville derfor profitraten falde ikke blot i ligefremt forhold til den almindelige forhøjelse af Lønsatserne, men i det forhold, som blev bestemt af den samtidige indflydelse fra de almindelige lønforhøjelser, stigningen i priserne på livsfornødenheder og faldet i priserne på luksusartikler.

Hvad ville følgen være af disse forskellige profitrater for de kapitaler, der anvendes i forskellige industrigrene? Den samme følge, som indtræder liver gang der af en eller anden grund opstår forskel i de forskellige produktionsområders gennemsnitlige profitrater. Kapital og arbejde vil blive overført fra de mindre indbringende til de mere indbringende industrigrene; og denne overførelsesproces ville blive ved, indtil tilbudet i den ene industrigren var steget i forhold til den øgede efterspørgsel, og i den anden industrigren var faldet i forhold til den mindskede efterspørgsel. Efter at denne ændring er gennemført, vil den almindelige profitrate i de forskellige industrigrene igen være udlignet. Da hele forskydningen oprindelig er opstået slet og ret ved en forandring i forholdets mellem tilbud og efterspørgsel m. h. t. de forskellige varer, så ville, med årsagens ophør også virkningen ophøre, og priserne ville vende tilbage til deres tidligere niveau og ligevægt. Faldet i profitraten som følge af lønforhøjelserne ville være almindeligt; det ville ikke holde sig inden for enkelte industrigrene. Ifølge vor antagelse vil der hverken indtræde en ændring i arbejdets produktivkræfter eller i produktionens samlede sum, men den givne produktionsmængde ville kun have forandret form. En større del af produkterne ville nu bestå i form af livsfornødenheder, en mindre del i form af luksusartikler, eller, hvad der bliver det samme, en mindre del ville blive udvekslet, mod udenlandske luksusvarer og brugt i sin oprindelige form, eller, anderledes udtrykt, en større del af den hjemlige produktion ville blive udvekslet mod udenlandske livsfornødenheder i stedet for modluksusartikler. Den almindelige forhøjelse af lønningerne ville derfor efter en forbigående forstyrrelse af markedspriserne kun fremkalde almindeligt fald i profitraten uden nogen varig ændring i varepriserne.

Hvis man siger til mig, at jeg i den forudgående bevisførelse antager, at hele lønforhøjelsen bliver givet ud til livsfornødenheder, så svarer jeg, at jeg har valgt den for borger Westons anskuelse gunstigste antagelse. Hvis lønforhøjelsen blev givet ud til ting, som ikke tidligere hørte til arbejdernes forbrug, så ville den faktiske stigning af deres købekraft ikke behøve noget bevis. Men da den kun er en følge af lønforhøjelsen, så må denne stigning i deres købekraft nøjagtigt svare til nedgangen i kapitalisternes købekraft. Den samlede efterspørgsel efter varer ville derfor ikke tage til, men bestanddelene i denne efterspørgsel ville forandre sig. Den stigende efterspørgsel på den ene side ville blive udlignet af den synkende efterspørgsel på den anden side. Da den samlede efterspørgsel ikke forandrer sig, ville der på denne måde ikke kunne indtræde nogen som helst forandring i varernes markedspriser.

Man står derfor over for følgende dilemma: enten bliver lønforhøjelsen givet ligeligt ud til alle forbrugsvarer - i dette tilfælde må den forøgede efterspørgsel fra arbejderklassens side udlignes ved formindsket efterspørgsel fra kapitalistklassens side - eller lønforhøjelsen gives kun ud til nogle varer, hvis markedspriser forbigående vil stige. Så vil den følgende stigning i profitraten i nogle industrigrene og faldet i profitraten i andre grene fremkalde en forandring i fordelingen af kapital og arbejde, indtil tilbudet har tilpasset sig efter den øgede efterspørgsel i den ene industrigren og den mindskede efterspørgsel i den anden industrigren. Efter den ene forudsætning vil der ikke indtræde nogen forandring i varepriserne. Efter den anden forudsætning vil varernes bytteværdi, efter nogle svingninger i markedspriserne, synke ned på det tidligere niveau. Efter begge forudsætninger vil den almindelige forhøjelse af lønsatserne til syvende og sidst ikke bevirke andet end en almindelig sænkning af profitraten.

For at stimulere jeres indbildningskraft opfordrer borger Weston jer til at tænke på de vanskeligheder, som en almindelig forhøjelse af de engelske landarbejderlønninger fra 9 til 18 shilling. ville fremkalde. Tænk dog engang, udbrød han, på den enorme stigning i efterspørgselen efter livsfornødenheder og den frygtelige stigning i priserne, der ville være følgen! Men vi ved alle sammen, at de amerikanske landarbejderes gennemsnitsløn er mere end dobbelt så høj som den engelske landarbejders, skønt priserne på landbrugsprodukter i de Forenede Stater er lavere end i kongeriget England, skønt der i de Forenede S tater hersker det samme almindelige forhold mellem kapital og arbejde som i England, og skønt den årlige produktionsmængde i de Forenede Stater er meget mindre end i England. Hvorfor ringer altså vor ven med denne alarmklokke? Kun for at skyde det egentlige spørgsmål fra sig. En pludselig lønforhøjelse fra 9 shilling. til 18 shilling. ville betyde en pludselig stigning på 100 procent. Vi diskuterer imidlertid absolut ikke det spørgsmål, om den almindelige lønrate i England pludselig kunne blive forhøjet med 100 procent. Vi har overhovedet ikke at gøre med størrelsen af den stigning, som i ethvert praktisk tilfælde må være afhængig af de givne omstændigheder og må være tilpasset efter dem. Vi skal kun undersøge, hvordan en almindelig forhøjelse af lønsatserne vil virke, selv om den skulle være begrænset til 1 procent.

Idet jeg nu lader vor ven Westons fantastiske stigning på 100 procent ligge, vil jeg henlede jeres opmærksomhed på den faktiske stigning i lønnen, som fandt sted i Storbritannien fra 1849 til 1859.

I kender alle 10-timersloven eller rettere 101/2-timersloven, som har eksisteret siden 1848. Den var en af de største økonomiske forandringer, vi har oplevet. Den betød en pludselig og tvungen lønstigning ikke i nogle lokale erhverv, men i de førende industrigrene, ved hjælp af hvilke England behersker verdensmarkederne. Det var en lønforhøjelse under usædvanlig ugunstige omstændigheder. Dr. Ure, professor Senior og alle andre officielle økonomiske ordførere for middelstanden beviste, og jeg må sige med meget bedre grunde end vor ven Weston, at dødsklokkerne 'nu ville ringe over den engelske industri. De beviste, at det ikke blot drejer sig om en simpel lønforhøjelse, men om en lønforhøjelse, som er fremkaldt af og beror på en formindskelse af den anvendte arbejdsmængde. De hævdede, at den 12. time, som man ville tage fra kapitalisterne, netop var den ene time, som han tager sin profit af. De truede med nedgang i kapitalophobningen, prisstigning, tab af markeder, indskrænkning i produktionen med tilbagevirkning på lønnen, og den endelige undergang ville være uundgåelig. Ja, de erklærede, at Maximilian Robespierres lov om maksimalpriserne) i sammenligning dermed var ubetydelig, og de havde på en vis måde ret. Men hvad var nu i virkeligheden resultatet? En forhøjelse af fabriksarbejdernes pengeløn trods arbejdsdagens forkortelse, en ' betydelig stigning i antallet af beskæftigede ' fabriksarbejdere, et stadigt fald i priserne på de varer, de frembringer, en vidunderlig udvikling af deres arbejdes produktivkræfter, en i uhørt grad tiltagende udvidelse af markedet for deres varer. I Manchester hørte jeg i 1860 i "Selskabet til videnskabens fremme" hr. Newman indrømme, at han, dr. Ure, Senior og alle andre repræsentanter for nationaløkonomien havde taget fejl, medens folkets instinkt havde været rigtigt. Jeg nævner hr. W. Newman og ikke professor Francis Newman, fordi han indtager en betydelig stilling i nationaløkonomien som medarbejder ved og udgiver af hr. Thomas Tooke's "Prisernes historie", dette prægtige værk, som forfølger prisernes historie fra 1793 til 1856. Hvis vor ven Westons faste overbevisning om lønnens fasthed, om en fast produktionsmængde, en fast grad af arbejdets produktivkraft, en fast og stadig vilje hos kapitalisterne og al hans øvrige fasthed og hans kategoriske meninger var rigtige, så ville professor Seniors uheldsvangre forudanelser have været rigtige, og Robert Owen, der allerede i 1816 krævede en almindelig forkortelse af arbejdsdagen som første forberedende skridt tir arbejderklassens befrielse og faktisk, trods den almindelige fordom, på egen hånd gennemførte den i sin tekstilfabrik i New-Lanark, ville have haft uret.

Samtidig med indførelsen af 10-timersloven og den derpå følgende lønforhøjelse begyndte der i England - af grunde, som ikke kan anføres her - en almindelig forhøjelse af landarbejderlønnen.

Skønt det ikke er påkrævet for mit umiddelbare formål, vil jeg, for ikke at vildlede jer, komme med nogle indledende bemærkninger.

Hvis en mand fik 2 sh. i ugeløn, og hvis hans løn steg til 4 sh., så ville lønsatsen være steget 100 procent. Dette ville - betragtet som forhøjelse af lønsatsen - være glimrende, skønt lønnens faktiske størrelse, 4 sh. )m ugen, stadig er en elendig lav sulteløn. I må altså ikke lade jer blænde af de 100 procent i lønsatserne, der lyder af så meget. I må altid spørge: hvad var det oprindelige beløb?

I må endvidere forstå, at når 10 arbejdere hver får 2 sh. om ugen, 5 arbejdere hver får 5 sh. og yderligere 5 arbejdere liver får 11 sh., så ville de 20 folk tilsammen få 100 sh. eller 5 pund om ugen. Hvis nu den samlede sum af deres ugeløn steg med skal vi sige 20 procent, så ville de 5 pund stige til 6 pund. Hvis vi tager gennemsnittet, kan vi sige, at de almindelige lønsatser er steget med 20 procent, selv om faktisk 10 arbejderes lønsatser var uforandrede, medens lønnen for den ene gruppe på 5 arbejdere kun steg fra 5 til 6 sh. for hver, og lønnen for den anden gruppe på 5 arbejdere steg fra 55 sh. til 70 sh. ugentlig. Halvdelen af arbejderne ville overhovedet ikke have forbedret deres stilling, en fjerdedel af dem ville i umærkelig grad have forbedret deres stilling, og kun en fjerdedel ville have fået en virkelig forbedring. Men hvis man regner med gennemsnittet, så ville disse 20 arbejderes løn være steget med 20 procent, og såvidt den samlede kapital, som beskæftiger dem, og priserne på de varer, som de frembringer, kommer i betragtning, så ville det være ganske det samme, som om de alle i lige grad havde fået del i den gennemsnitlige lønforhøjelse. I tilfældet med landarbejderne, hos hvems normallønnen er meget forskellig i de enkelte amter i England og Skotland, blev forhøjelsen meget ulige fordelt.

Endelig gjorde der sig på den tid, da lønforhøjelsen fandt sted, modvirkende indflydelser gældende, som f.eks. de nye skatter, som den russiske krig fremkaldte, den udbredte ødelæggelse af landarbejdernes huse o.s.v.

Efter disse indledende bemærkninger fortsætter jeg undersøgelsen, idet jeg fastslår, at der fra 1849 til 1859 indtrådte en forhøjelse på omtrent 40 procent af landarbejdernes gennemsnitsløn i Storbritannien. Jeg kunne anføre masser af enkeltheder som bevis for min påstand, men jeg anser det for tilstrækkeligt for vort formål her at henvise jer til det samvittighedsfulde og kritiske foredrag, som afdøde John C. Morton i 1860 holdt i Londons "Selskab for de skønne kunster om De i landbruget anvendte kræfter. Morton giver et statistisk materiale, som han har samlet fra regninger og andre autentiske dokumenter fra omtrent 100 landmænd i 12 skotske og 35 engelske grevskaber.

Efter vor ven Westons opfattelse og i overensstemmelse med den samtidige stigning i fabriksarbejdernes løn skulle der i årene 1849 til 1859 være indtrådt en enorm prisstigning på landbrugsprodukter. Men hvad skete der i virkeligheden? Trods den russiske krig og den derpå følgende dårlige høst i årene 1854/56 faldt gennemsnitsprisen på hvede, der er Englands førende landbrugsprodukt, fra omkring 3 pund pr. kvartal i årene 1838/48 til omtrent 2 pund og 10 shilling pr. kvartal i årene 1849/59. Det betyder et fald i hvedeprisen på mere end 16 procent samtidig med en gennemsnitlig forhøjelse af landarbejderlønnen på 40 procent. I samme tidsrum var der - når vi sammenligner slutningen med begyndelsen, altså 1859 med 1849 - en officiel konstateret nedgang i antallet af fattigunderstøttede fra 934.419 til 860.470, hvad der giver en forskel på 73.949; en meget ringe nedgang, indrømmer jeg, som i de følgende år igen blev ophævet, men dog en nedgang.

Man kunne sige, at indførselen af udenlandsk korn som følge af korntoldens afskaffelse i tiden fra 1849 til 1859 fordobledes sammenlignet med tiden fra 1838 til 1848. Og hvad ville det så betyde? Fra borger Westons standpunkt måtte man vente, at denne pludselige, enorme og stadig tiltagende efterspørgsel på de udenlandske markeder måtte have drevet priserne på landbrugsprodukter op til en frygtelig højde, da virkningen af den øgede efterspørgsel jo må være den samme, enten den kommer indefra eller udefra. Men hvad skete der i virkeligheden? Med undtagelse af nogle få år med dårlig høst fremkaldte det ødelæggende fald i kornpriserne i hele denne tid stadige klager i Frankrig; amerikanerne blev atter og atter tvunget til at brænde deres overskudsproduktion; og hvis vi skal tro hr. Urquhart, pustede Rusland til borgerkrigen i de Forenede Stater, fordi dets udførsel af landbrugsprodukter på de europæiske markeder blev lammet af amerikansk kornkonkurrence.

Ført tilbage til sin abstrakte form ville borger Westons opfattelse munde ud i følgende: enhver forøgelse i efterspørgselen sker altid på grundlag af en given produktionsmængde. Den kan derfor aldrig øge tilbudet af de ønskede varer, men kun sætte deres pengepris i vejret. Men nu beviser den almindelige iagttagelse, at en øget efterspørgsel i nogle tilfælde lader varernes markeds priser fuldstændigt uforandrede, medens den i andre tilfælde fremkalder en forbigående stigning i markedspriserne, som følges af øget tilbud; dette har igen til følge, at priserne falder til deres tidligere niveau og i mange tilfælde falder under deres tidligere niveau. Om stigningen i efterspørgselen sætter ind som følge af lønforøgelse eller af en hvilken som helst anden årsag, ændrer intet i problemets betingelser. Fra borger Westons standpunkt var den almindelige kendsgerning lige så vanskelig at forklare som det fænomen, der fremkaldes ved de ekstraordinære omstændigheder, som lønforhøjelsen betyder. Hans anskuelse har derfor absolut ingen betydning for det emne, vi behandler. Den udtrykker kun den forlegenhed, han befinder sig i, når han skal stå til regnskab for de love, ifølge hvilke en øget efterspørgsel fremkalder øget tilbud og ikke en varig forøgelse af markedspriserne.


Tilbage
Løn, pris og profit
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere