Tilbage
Revolutionen forrådt
Nste

7. Familie, ungdom og kultur

1. Termidor i familien.

Oktoberrevolutionen opfyldte hæderligt sine forpligtelser overfor kvinden. Den nye regering gav hende ikke blot alle politiske og juridiske rettigheder og ligeret med manden, men hvad der er mere vigtigt, den gjorde alt hvad den kunne, og i alle tilfælde uden sammenligning mere end nogen anden regering nogensinde har gjort, for reelt at sikre hende adgang til alle former for økonomisk og kulturelt arbejde: Imidlertid kan selv den mest radikale revolution, lige så lidt som det »almægtige« engelske parlament, omskabe en kvinde til en mand – eller lad os sige dele byrderne lige mellem dem, de byrder der følger med svangerskab, fødsel, diegivning og børneopdragelse. Revolutionen bestræbte sig heltemodigt for at ødelægge den såkaldte »hjemmets arne«, denne gammeldags, kvælende og stivnende institution, hvor kvinden fra de arbejdende klasser udfører slavearbejde fra barndom til død. Familiens plads som et i sig selv indelukket småforetagende skulle ifølge planerne omformes og udvides ved et fuldendt system af social forsorg og goder: mødrehuse, vuggestuer, børnehaver, skoler, folkekøkkener, offentlige vaskerier, skadestuer, hospitaler, sanatorier, sportsinstitutioner, biografer osv. Når de socialistiske samfundsinstitutioner helt havde overtaget familiens husholdningsfunktioner og havde forenet alle slægtled i solidaritet og gensidig hjælp, skulle det bringe kvinden, også i ægteskabet, en virkelig befrielse fra de tusindårige lænker. Men indtil dato er dette problemernes problem ikke bleven løst. De 40 millioner sovjetfamilier bliver for det overvældende flertals vedkommende ved med at være middelalderlige reder, med kvindeslaveri og -hysteri, med daglig underkuelse af børnene, med kvindagtig og barnagtig overtro. Vi kan ikke tillade os nogen illusion på dette felt. Og det af den simple grund, at de på hinanden følgende ændringer i indstillingen til familieproblemet i Sovjetunionen mest af alt karakteriserer sovjetsamfundets virkelige natur og udviklingen af den herskende klasse.

Det viste sig umuligt at tage den gamle familie med storm, ikke fordi viljen manglede, og ikke fordi familien var dybt rodfæstet i folks hjerter. Tværtimod, efter en kort periode med mistillid til regeringen og dens vuggestuer, børnehaver og lignende institutioner, lærte arbejderkvinderne, og efter dem de mere fremskredne bønder, de umådelige fordele at kende, der var ved den kollektive børneforsorg, så vel som ved socialiseringen af hele familieøkonomien. Ulykkeligvis viste. samfundet sig alt for fattigt og for lidt kultiveret. Statens virkelige hjælpemidler svarede ikke til det kommunistiske partis planer og hensigter. Man kan ikke »afskaffe« familien, man må erstatte den. Den virkelige befrielse af kvinderne kan ikke virkeliggøres på basis af »almindelig fattigdom«. Erfaringen beviste snart denne triste sandhed, som Mars havde fremsat 80 år i forvejen.

I de magre år spiste arbejderne, og til dels også deres familier, hvor der var mulighed for det, på fabrikken og i andre offentlige spiselokaler, og dette blev officielt betragtet som en overgang til en socialistisk livsform. Der er ingen grund til at opholde sig mere ved særegenhederne ved de forskellige tidsafsnit: krigskommunismen, NEP og den første femårsplan. Det er en kendsgerning, at fra det øjeblik, da ernæringskortsystemet ophørte i 1935, begyndte alle de bedrestillede arbejdere at vende tilbage til det hjemlige spisebord. Det ville være ukorrekt at betragte denne tilbagevenden som en fordømmelse af det socialistiske system, som i det store og hele aldrig var gennemført. Men så meget mere ubarmhjertig var arbejdernes og deres koners fordømmelse af den »sociale bespisning«, som bureaukratiet havde organiseret. Den samme opfattelse må udstrækkes til de offentlige vaskerier, hvor man mere stjal og ødelagde tøjet end vaskede det. Tilbage til den hjemlige arne! Men hjemmets køkken og vaskebalje, som nu halvt skamfuldt lovprises af talere og journalister, betyder at arbejderkonerne vender tilbage til deres potter og pander, det vil sige, til deres gamle slaveri. Det er tvivlsomt, om Kominterns resolution om »den fuldstændige og uigenkaldelige sejr for socialismen i Sovjetunionen« lyder meget overbevisende for kvinderne i fabrikskvartererne!

Familien på landet, der er bundet ikke bare af hjemmeindustri, men af landbrug, er uendelig mere rodfæstet og konservativ end den i byen. Kun få, og almindeligvis ludfattige landbrugskommuner indførte folkekøkkener og vuggestuer i den første periode. Kollektiviseringen skulle, efter de første bebudelser, indlede en afgørende ændring i familiens levesæt. Det var ikke for ingenting, at de eksproprierede både bondens fjerkræ og køer. Der manglede ingenlunde bebudelser om folkekøkkeners triumfmarch ud over landet. Men da tilbagetoget begyndte, dukkede pludselig dette skryderis slagskygge frem. Bønderne får som almindelig regel kun brød til sig selv og foder til kreaturet fra kolkhosen. Kød, mælkeprodukter og grønsager får han næsten helt fra de tilliggende privatlodder. Og når nu de vigtigste livsfornødenheder skaffes gennem familiens private virksomhed, kan der ikke længere være tale om folkekøkkener. På den måde lægger smådriften en dobbelt byrde på kvinden ved at skulle skabe basis for den hjemlige arne.

Det fulde antal faste pladser i vuggestuerne beløb sig i 1932 til 600.000, og på den tid da der arbejdedes i marken til 4.000.000. I 1935 kom antallet af senge op på 5.600.000, men de faste var alligevel kun en ubetydelig del af det samlede antal. Tilmed er de bestående vuggestuer end ikke i Moskva, Leningrad og andre centrer tilfredsstillende nok for selv de mindst kræsne krav. »En vuggestue hvor barnet befinder sig dårligere, end det gør hjemme, er ikke en vuggestue, men et elendigt vajsenhus,« jamrer en ledende sovjet avis. Det er ikke så underligt at de bedrestillede arbejderfamilier undgår vuggestuer. Men for de brede arbejdermasser er selv antallet af disse »elendige vajsenhuse« alt for ringe. Det er ikke længe siden, at centraleksekutivkomiteen vedtog en resolution om, at hittebørn og forældreløse skulle anbringes hos private for at blive opdraget. Gennem sit øverste organ erklærede den bureaukratiske regering sig således fallit med hensyn til den allervigtigste sociale funktion. Antallet af børn i børnehaver steg i løbet af 5-årene 1930-35 fra 370.000 til 1.181.000. Det lave tal for 1930 er rystende, men tallet for 1935 forekommer også som en dråbe i det sovjetiske familiehav. En videre undersøgelse ville utvivlsomt vise, at hovedparten og i hvert fald den bedre del af disse børnehaver beslaglægges af embedsfamilier, af det tekniske personale, stakhanovister osv.

Den samme centraleksekutivkomite blev for ikke længe siden tvunget til åbent at tilstå, at »resolutionen til fordel for hjemløse og vanskøttede børn kun i ringe grad var ført ud i livet.« Hvad skjulte der sig bag ved denne lidenskabsløse tilståelse? Det er kun ved et tilfælde, fra en avisnotits, trykt med små typer, at vi får at vide, at i Moskva lever der mere end 1000 børn under »overordentlig dårlige familieforhold,« og at i de såkaldte børnehjem i hovedstaden er der omtrent 1500 børn, der ikke har nogen steder at gå hen, og som opholder sig på gaden, og at i de to efterårsmåneder i 1935 var der i Moskva og Leningrad »7500 forældre der blev retslig tiltalt for at have ladet deres børn være uden opsyn.« Hvad skulle det hjælpe at bringe dem for retten? Hvor mange tusinde forældre slap herfor? Og hvor mange børn i »overordentlig dårlige forhold« blev ikke opdaget? Og hvori adskiller overordentlige dårlige forhold sig fra almindelig dårlige? Det er spørgsmål som lades ubesvaret. Et meget stort antal hjemløse børn, iøjnefaldende og erkendt så vel som skjult, er direkte. resultat af den store sociale krise, hvorunder den gammeldags familie fortsætter med at opløse sig langt hastigere, end de nye institutioner er i stand til at erstatte den.

Fra disse samme tilfældige avisudklip og fra episoder i kriminalretterne kan læseren finde ud af, at der eksisterer prostitution i Sovjetunionen, det vil sige den største nedværdigelse for en kvinde i de mænds interesse, der kan betale for det. Sidste efterår belærte Izvestia pludselig sinelæsere om, at der i Moskva var arresteret »hen imod 1000 kvinder, der i hemmelighed solgte sig selv i den proletariske hovedstads gader«. Mellem disse arresterede var 177 kvindelige arbejdere, 92 kontorister, 5 universitetsstudenter osv. Hvad var det der drev dem ud på fortovene? Utilstrækkelig løn, nød, »trang til at skaffe sig lidt ekstra til en kjole, til sko«. Forgæves søger vi efter tilnærmelsesvise tal for dette sociale onde. Det ærbare bureaukrati befaler statistikerne at bevare tavsheden. Men denne påtvungne tavshed viser til strækkeligt, at denne de prostitueredes »klasse« i Sovjetunionen er talrig. I det væsentlige kan der her ikke være tale om »levninger fra fortiden«, da de prostituerede rekrutteres fra den yngre generation. Naturligvis vil ikke noget fornuftigt menneske tænke på at dadle Sovjetunionen i særlig grad for dette samfundsonde, der er så gammelt som civilisationen. Men det er utilgiveligt at tale om socialismens sejr, hvor der trives prostitution. Aviserne hævder ganske vist - i det omfang de får lov til at berøre dette kildne emne - at »prostitutionen er i aftagende.« Det er muligt, at det virkeligt er sandt i sammenligning med årene 1931-33 med deres hungersnød og forfald. Men fornyelsen i pengeforholdene; som har fundet sted siden, med ophævelsen af al direkte rationering, vil uundgåelig føre til en ny stigning i prostitutionen såvel som af de hjemløse børns antal. Overalt hvor der er privilegerede, er der pariaer!

Massehjemløsheden blandt børnene er utvivlsomt det mest iøjnefaldende og mest tragiske symptom på moderens vanskelige stilling. Om dette problem er undertiden selv det optimistiske Pravda nødt til at give en bitter indrømmelse : »Et barns fødsel er for mange kvinder en alvorlig trussel mod deres tilværelse.«Det var netop af denne grund, at den revolutionære statsmagt gav kvinderne ret til svangerskabsafbrydelse, som under forhold, hvor der i familien hersker nød og ulykkelige forhold, er en af hendes mest vigtige borgerlige, politiske og kulturelle rettigheder, hvad der så end bliver sagt om dette emne af kastrater og gamle jomfruer af begge køn. Imidlertid er også denne kvindernes rettighed, der i sig selv er dyster nok, under den bestående sociale ulighed tilmed bleven forvandlet til et privilegium. Smuler af oplysning der drypper ind i pressene om svangerskabsafbrydelse er bogstavelig talt rystende. Således passerede der igennem et landligt sygehus i et af Urals distrikter i 1935 »195 kvinder der var skamferet af jordemødre« – deriblandt 33 kvindelige arbejdere, 28 kontorister, 65 bondekoner fra kolkhoserne, 58 husmødre osv. Uraldistriktet adskiller sig kun fra flertallet af andre distrikter ved at oplysning tilfældigvis er kommet i avisen. Hvor mange kvinder skamferes ikke hver dag udover hele Sovjetunionen?

Staten der har afsløret sin manglende evne til at bistå kvinder, der ser sig nødt til at søge svangerskabsafbrydelse under nødvendig lægelig hjælp og hygiejne, foretager nu en skarp drejning og betræder forbudsvejen. Og ligesom i andre situationer gør bureaukratiet en dyd af nødvendighed. Et af medlemmerne af Sovjets højesteret, Soltz, en specialist i ægteskabsproblemer, begrunder det forestående abortforbud på den kendsgerning, at i et socialistisk samfund, hvor der, ikke findes arbejdsløse osv., har en kvinde ingen ret til at afstå fra »moderskabets glæder«. En præstefilosofi der altså blev udstyret med en gendarms magtmidler. Vi hørte lige fra det herskende partis hovedorgan, at fødslen af et barn for mange kvinder, og det ville være mere sandt at sige for det overvældende flertal, er »en trussel mod deres tilværelse«. Og fra den højeste Sovjetinstitution hørte vi, at omsorgen for hjemløse og forsømte børn er utilstrækkelig gennemført, hvad utvivlsomt betyder en ny forøgelse af hjemløsheden. Men her belærer dommeren fra den højeste Sovjet os om, at i et land, hvor »livet er lykkeligt«, der skal abort straffes med fængsel, netop ligesom i et kapitalistland, hvor livet er jammerligt. Det er på forhånd klart, at i Sovjetunionen som i Vesten vil de der falder i kløerne på fangevogterne, hovedsagelig være kvindelige arbejdere, tjenestepiger og bondekoner, der finder det svært at skjule deres besværligheder. Hvad angår »vore egne kvinder«, dem der får tilfredsstillet kravet om fin parfume og andre behageligheder, de vil nu som tidligere gøre hvad de finder nødvendigt lige for næsen af en overbærende dommer. »Vi trænger til folk,« erklærer Soltz, og lukker sine øjne for de hjemløse. »Så vær så venlig selv at føde dem,« burde være millioner af arbejdende kvinders svar til den højedommer, hvis ikke bureaukratiet havde lukket deres mund med tavshedens segl. Disse herrer har, synes det, fuldstændig glemt, at socialisme betød at fjerne den årsag, der tvinger kvinden til abort og ikke at tvinge hende ind i »moderskabets glæder« med hjælp af politiets beskidte griben ind i noget der for enhver kvinde betyder det indtaste område af hendes liv.

Forslaget om lovforbud mod abort blev underkastet en såkaldt almindelig folkediskussion, og selv gennem sovjetpressens fine sigte fremkom der mange bitre beklagelser og halvkvalte protester. Diskussionen blev afbrudt lige så pludseligt, som den var bleven begyndt, og den 27. juni omsatte centralkomiteen det skammelige lovforslag til en tre gange så skammelig lov. Selv nogle af bureaukratiets officielle forsvarere var forlegne. Louis Fischer erklærede en sådan slags lovgivning for noget i retning af en beklagelig misforståelse. I virkeligheden er. den nye lov imod kvinderne – med undtagelse af en begunstigelse til de fine damer – den naturlige og logiske frugt af en termidoriansk reaktion.

Den sejrrige genrejsning af familien, der fandt sted – hvilket forunderligt forsyn! – samtidig med genrejsningen af rublen, skyldes statens materielle og kulturelle bankerot. I stedet for åbent at sige, »vi har vist os alt for ringe og uvidende til at skabe socialistiske forhold blandt menneskene, men vore børn og børnebørn vil realisere dette mål«, tvinger lederne folket til at lime skallen om den søndrede familie sammen, og ikke bare det, men at betragte det, under truslen om de værste straffe, som den sejrrige socialismes hellige kerne. Det er vanskeligt med sit øje at måle omfanget af dette tilbagetog.

Alle og enhver slæbes ind på den nye bane, lovgiver og forfatter, retsvæsen og militær, aviser og skole. Hvis en naiv og hæderlig kommunistisk ung er dristig nok til at skrive i sin avis : »I ville gøre bedre i at beskæftige jer med at løse det problem, hvordan kvinden kan slippe ud af familiens klør,«- får han som svar nogle ordentlige klaps og bliver tavs. Kommunismens ABC erklæres for en »venstreudskejelse«. Ukultiverede småborgeres stupide og forslidte fordomme genrejses. i en ny morals navn. Og hvad sker der ikke i dagliglivet i alle krinkler og kroge i dette umådelige land? Pressen gengiver kun i ringe målestok dybden af den termidorianske reaktion indenfor familieområdet.

Eftersom evangeliets ædle lidenskab stiger med syndens vækst, så nyder det syvende bud stor popularitet hos det herskende lag. Sovjetmoralisten behøver kun at ændre sin udtryksmåde en smule.

Der åbnes en kampagne imod alt for hyppige og lette skilsmisser. Lovgivernes skabende tanke har allerede opfundet en »socialistisk« forholdsregel som at tage betaling for at få registreret skilsmisser og forøge den ved gentagelse. Det er ikke for ingen ting, at vi før bemærkede, at genrejsningen af familielivet går hånd i hånd med stigningen i rublens opdragende rolle. En skat gør utvivlsomt registreringen vanskelig for dem, der har svært ved at betale. For de øverste kredse vil betalingen næppe volde vanskelighed. Tilmed plejer folk, der harfine lejligheder, biler og andre gode sager, at ordne deres personlige anliggender uden unødvendig offentlighed og følgelig uden registrering: Det er kun på bunden af samfundet, at prostitutionen har en byrdefuld og ydmygende karakter. På sovjetsamfundets højder hvor magt er forbundet med velvære, tager prostitutionen den elegante form af små gensidige tjenester, og antager udseende af »den socialistiske familie«. Vi har allerede af Sosnovskij hørt om vigtigheden af »bil-harem-faktoren« i det herskende lags degeneration.

De lyriske, akademiske og andre af »Sovjetunionens venner« har øjne, der er i stand til ikke at se noget. Ægteskabs- og. familielovene, der sattes i kraft ved oktoberrevolutionen, og engang var genstand for en oprigtig stolthed, er bleven lavet om og skamferet ved udstrakt lån fra de borgerlige landes juridiske skatkamre. Og som om man med hensigt vil give forræderiet et præg af latterlighed, gentager man nu de samme argumenter, der tidligere anvendtes til gunst for betingelsesløs frihed til skilsmisse og abort, nemlig »kvindens frigørelse«, »forsvar for personlighedens ret« og »beskyttelse af moderskabet«, men nu til gunst for begrænsningen af dem og fuldstændig forbud mod dem.

Tilbagetoget antager ikke bare karakter af afskyeligt hykleri, men går også uendelig videre end den hårde jernøkonomi nødvendigt kræver. Til de objektive årsager til denne tilbagegang til borgerlige former såsom betaling af alimentationsbidrag kan der føjes de herskende kredses sociale interesse i at uddybe de borgerlige love. Det mest fremherskende motiv til den nuværende dyrkelse af familien er uden tvivl bureaukratiets trang til et stabilt hierarki af slægtninge, og til disciplinering af ungdommen ved hjælp af 40 millioner understøttere af autoritet og magt.

Mens man endnu havde håb om at kunne koncentrere opdragelsen af den nye generation i statens hænder, var den nye regering ikke blot uinteresseret i at understøtte de »gamles« autoritet, og særlig moderen og faderen, men søgte tværtimod bedst mulig at skille børnene fra familien, med det for øje at beskytte dem mod traditionerne fra en tilbagestående livsform. Det er ikke længe siden, under den første 5-årsplan, at skolerne og den kommunistiske ungdom brugte børn til at rette, udskamme og i det hele »genopdrage« deres fordrukne fædre eller religiøse mødre, men med hvilket resultat er et andet spørgsmål. I hvert fald betød denne metode, at forældreautoriteten blev rystet i sin grundvold. Indenfor dette ikke uvigtige område er der nu foretaget en skarp vending. Sammen med det 7. er nu også det 5: bud genindsat i sin fulde vægt, end nu dog uden henvisning til gud. Men selv de franske skoler drives også uden dette tillæg, og det hindrer dem ikke i med held at blive præget af konservatisme og rutine.

Omsorgen for den ældre generations autoritet har allerede nu og da ført til en ændring i politikken overfor religionen. Fornægtelsen af gud, hans hjælp og hans mirakler, var den skarpeste kløft af alle dem, som. den revolutionære statsmagt satte op mellem børn og forældre. Uden hensyn til kulturudviklingen, til alvorlig propaganda, til videnskabelig opdragelse, udartede kampen mod kirkerne, under ledelse af folk af Jaroslavskijtypen, ofte til latterlighed og til misgreb. Stormløbet mod himlen er nu ligesom stormløbet mod familien bragt til ophør. Bureaukratiet, der er ørn om sit ry for agtværdighed, har beordret de unge »gudløse« til at aflægge deres rustninger og i stedet for sidde ned over deres bøger. Overfor religionen har man gradvis ordnet sig. med ironisk neutralitet. Men det er bare det første trin. Det ville ikke være svært at forudsige det andet og tredje, hvis begivenhedernes forløb afhang af dem der sidder med autoriteten.

Hykleriet i den offentlige mening udvikler sig overalt og altid i et kvadratisk eller kubisk forløb, når det drejer sig om de sociale modsætninger. Sådan er omtrentlig den historiske lov i ideologien oversat i matematikkens sprog. Hvis socialismen skal være sit navn værdig, skal det betyde menneskelig adfærd uden griskhed, venskab uden misundelse og intrigeren, kærlighed uden lav beregning. Den officielle lære bekendtgør, at dette ideal allerede er virkeliggjort, og jo mere vedholdende, des mere højlydt protesterer virkeligheden imod sådanne bekendtgørelser. »På grundlag af virkelig lighed mellem mænd og kvinder«, siger for eksempel Kommunistisk Ungdoms nye program, vedtaget i april 1.936, »virkeliggøres et nyt familieliv, hvis ve og vel vil ligge sovjetstaten på hjerte.« En officiel kommentar føjer så til programmet: »i valget af sin ven for livet, hustru eller mand, kender vor ungdom kun eet motiv: kærlighed. Bourgeoisiets økonomiske fornuftægteskaber eksisterer ikke for vor opvoksende generation.« (Pravda, april 4. 1936). For så vidt det vedrører almindelige arbejdere, kan det være mere eller mindre sandt. Men »pengeægteskaber« er også forholdsvis lidet kendt blandt arbejdere i kapitalistiske lande. Men det er noget ganske andet i mellem- og overklassen. Nye sociale grupperinger sætter automatisk præg på de personlige kontaktforhold. De udyder som magt og penge skaber i seksuelle forhold blomstrer ligeså yppigt indenfor sovjetbourgeoisiets rækker, som om det selv havde sat sig det mål i den henseende at overgå Vestens bourgeoisi.

I skærende modsætning til den lige citerede påstand i Pravda, er »fornuftægteskaber« som sovjetpressen i et anfald af tilfældig eller uundgåelig frimodighed indrømmer, nu helt og fuldt genoprettet. Kvalifikationer, aflønning, beskæftigelse, antal af distinktioner på uniformen, får mere og mere betydning, for dermed er forbundet problemer med sko, pelsværk, lejlighed og badeværelse, og - den skønneste drøm – en bil. Alene kampen for et værelse forener og skiller et ikke ringe antal par hvert år i Moskva. Slægtningeproblemet har skabt sig en utrolig betydning. Det er nyttigt at have som svigerfader en højerestående officer eller en indflydelsesrig kommunist, eller som svigermoder søsteren til en stor kanon. Kan man undre sig herover? Kunne det være anderledes?

Et af de meget dramatiske kapitler i den store bog om sovjetterne vil være fortællingen om opløsningen og nedbrydningen af de sovjetfamilier, hvor manden som partimedlem, fagforeningsleder, officer eller embedsmand, voksede op og udviklede og erhvervede ny smag på livet, mens konen, tilsidesat af familien, forblev på det gamle plan. Vejen for to generationer i sovjetbureaukratiet er tæt bestrøet med tragedier om hustruer, der er forstødt og forladt. Det samme syn kan man nu se i den nye generation. Den største råhed og grusomhed møder man måske i selve bureaukratiets top, hvor en meget stor procentdel er opkomlinge med ringe kultur, som mener at alting er dem tilladt. Arkiver og memoirer vil til sin tid fremvise ligefrem forbrydelser i forhold til hustruer og til kvinder i almindelighed, fra de evangelisters side, der præker familiemoral og tvangsmæssige »moderskabsglæder«, og som i kraft af deres stillinger er sikret mod forfølgelse.

Nej, i Sovjet er kvinden endnu ikke fri. Fuldstændig lighed for loven har hidtil givet uendelig mere til de velhavende klassers kvinder, til bureaukratiets udøvere, til teknisk, pædagogisk og i almindelighed til intellektuelt arbejde, end til arbejderkvinderne og særlig bondekvinderne. Sålænge samfundet er ude af stand til at påtage sig den materielle omsorg for familien, kan moderen kun med udbytte udføre en social funktion på den betingelse, at hun i sin tjeneste har en hvid slave: barnepige, tjenestepige, kokkepige osv. Af de 40 millioner familier, som udgør befolkningen i Sovjetunionen, bygger 5 % eller kan hænde 10 % deres »hjemlige arne« direkte eller indirekte på husslavers arbejde. En nøjagtig optælling af sovjettjenestefolk ville have lige så stor betydning for den socialistiske vurdering af kvindens stilling i Sovjetunionen som hele lovapparatet, uden hensyn til hvor fremskridtsvenligt det end er. Men af denne grund skjuler sovjetstatistikken tjenestefolk under benævnelsen »arbejdende kvinder« eller »andre«! Stillingen for en husmoder, der er en anset kommunist og som har kokkepige, telefon til at afgive bestillinger i forretninger, en bil til at besørge ærinder osv., har meget lidt tilfælles med stillingen for en kvindelig arbejder, som er nødt til at rende i butikker, selv lave mad, til fods slæbe børnene fra børnehave – hvis, der altså er en børnehave til rådighed. Ingen socialistiske etiketter kan skjule denne sociale modsætning, der ikke er mindre slående, end modsætningen mellem bourgeoisidamen og proletarkvinden i Vestens lande.

Den i god forstand socialistiske familie, som samfundet vil have befriet for den daglige ærgrelse med sin utålelige og ydmygende omsorg, vil ikke behøve nogen kommanderen, og selve tanken om love vedrørende abort og skilsmisse vil indenfor dets vægge ikke lyde bedre end mindet om bordeller og menneskeofre. Oktoberlovgivningen tog et dristigt skridt hen i mod en sådan familie. Økonomisk og kulturel tilbageståenhed har frembragt en forfærdelig reaktion. Den termidorianske lovgivning vender tilbage til bourgeoisimønstrene og dækker sin retræte med falske taler om helligheden i den »ny« familie. Også i dette spørgsmål dækker den socialistiske fallit sig med hyklerisk pænhed.

Der findes oprigtige iagttagere, der særlig med hensyn til børneproblemet er rystet over modsætningen mellem høje principper og grim virkelighed. Den simple kendsgerning, at uforsvarlige kriminelle forholdsregler er anvendt overfor hjemløse børn, er nok til at ane, at den socialistiske lovgivning til forsvar for kvinder og børn ikke er andet end krast hykleri. Der er iagttagere af modsat slags, som er vildledt af den bredde og storslåethed i de ideer, der har taget form af love og institutioner. Når de ser de ludfattige mødre, de prostituerede og de hjemløse børn, siger disse optimister til sig selv, at ved en videre vækst af de materielle goder vil de socialistiske love lidt efter lidt fyldes med kød og blod. Det er ikke let at sige, hvem af disse to medfølende grupper, der mest tager fejl eller mest gør skade.

Kun folk der er slået med historisk blindhed kan undgå at se det storslåede og dristige i den sociale planlægning, det betydningsfulde i de første trin i dens udvikling og de umådelige muligheder, der åbnedes ved den. Men på den anden side er det umuligt ikke at blive vred over den passive og faktisk ligeglade optimisme hos dem, der lukker øjnene for de sociale modsætningers fremvækst, og som trøster sig med at stirre ind i en fremtid, hvortil nøglen fortrøstningsfuldt overlades i bureaukratiets hænder. Som om ikke kvinders og mænds lige rettigheder allerede var vendt om til lige berøvelse af rettigheder ved det samme bureaukrati! Og som om det i en eller anden visdomsbog fuldt og fast var lovet, at sovjetbureaukratiet ikke ville indføre en ny undertrykkelse i stedet for frihed.

Hvordan man har gjort kvinde til slave, hvordan udbytteren underkuede dem begge, hvordan det arbejdende folk med deres blod som pris har forsøgt at fri sig fra slaveri og kun har ombyttet een lænke med en anden, det fortæller historien os meget om. I virkeligheden fortæller den os ikke andet. Men hvordan skal vi i virkeligheden befri barnet,. kvinden, menneskevæsenet? Til det har vi endnu ikke noget pålideligt instrument. Al tidligere historisk erfaring, som stort set er negativ, forlanger af de arbejdende frem for alt en uforsonlig mistillid til alle privilegerede og ukontrollerede formyndere.

2. Kampen Imod ungdommen.

Alle revolutionære partier finder deres hovedstøtte hos den yngre generation i den klasse, der gør oprør. Politisk forfald ytrer sig i en manglende evne til at drage ungdommen ind under sit banner. Når de borgerlige demokratiske partier trækker sig væk fra scenen, det ene efter det andet, tvinger de de unge til at vende sig enten til revolution eller fascisme. Da bolsjevismen var under jorden, var det hele, tiden et parti af unge arbejdere. Menshevikerne støttede sig på de mere respektable faglærte øvre lag af arbejderklassen og var stolte af det og så ned på bolsjevikkerne. De påfølgende begivenheder viste dem på en ublid måde, at de havde taget fejl. I det afgørende øjeblik rev ungdommen, både de mere modne lag og endog de gamle folk med sig.

Revolutionen gav den nye sovjetgeneration en mægtig historisk impuls. Den løsnede den med et slag fra konservative livsformer og viste den store hemmelighed - dialektikkens første hemmelighed - at der ikke er noget uforanderligt på denne jord, og at samfundet er lavet af et plastisk materiale. Hvor er dog teorien om de uforanderlige racetyper stupid i lyset af begivenhederne i vor tidsalder! Sovjetunionen er en uhyre smeltedigel, hvori dusinvis af nationalitetskarakterer er blandet sammen. Det mystiske i den »slaviske sjæl« udskilles som slagger.

Men den impuls der er givet den yngre generation, har endnu ikke fundet sit udtryk i en tilsvarende historisk foretagsomhed. Ganske vist er ungdommen meget aktiv på økonomiens område. I Sovjetunionen er der 7 millioner arbejdere under 23 år, 3.140.000 i industrien, 700.000 ved jernbanerne og 700.000 i bygningsfagene. I de nye kæmpe fabrikker er omtrent halvdelen af arbejderne unge. Der er nu 1.200.000 ungkommunister på kolkhoserne. Hundrede tusinder medlemmer af Kommunistisk Ungdom er bleven mobiliseret i de senere år til bygningsarbejder, tømmerhugning, i kulminer, i guldproduktion, til arbejde i ishavsegnene, på Sakhalin eller i Amurdistriktet, hvor den nye by Komsomolsk er under opbygning. Den nye generation møder med stødbrigader, præmiearbejdere, stakhanoviter, formænd, værkførere. Ungdommen studerer, og en betydelig del af dem studerer flittigt. De er aktive, for at sige det forsigtigt, på sportens område i de mest vovelige eller krigeriske former, som faldskærmsudspring og kunstskydning. De foretagsomme og de dristige øves på alle slags farlige ekspeditioner.

»Den bedste del af vor ungdom,« sagde fornylig den kendte polarforsker Schmidt, »er ivrige efter at virke, hvor vanskeligheder venter dem.« Dette er uden tvivl sandt. Men på alle områder er den efterrevolutionære ungdom stadig under formynderskab. De får at vide fra oven, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Politik, som den højeste form for førerskab, forbliver helt og fuldt i hænderne på den så kaldte »Gamle Garde«, og i alle de ildfulde og ofte indsmigrende taler til ungdommen, passer de gamle drenge nøje på at forsvare deres egen monopolstilling.

Engels der ikke forestillede sig udviklingen af et socialistisk samfund uden statens bortdøen, - det vil sige, uden at få ombyttet al slags politisk undertrykkelse med selvstyre gennem uddannede producenter og forbrugere - lagde opfyldelsen af dette hverv på den yngre generations skuldre, »dem der vil vokse op under nye frie kår, og som vil blive i stand til at smide al dette statsragelse over bord.« Lenin tilføjede for egen regning: »... al slags statsragelse, indbefattet det demokratisk-republikanske.« Perspektivet for opbygningen af et socialistisk samfund stod, dengang, for Engels og Lenins tanke omtrent sådan: den generation der erobrede magten, den »Gamle Garde«, vil begynde med at opløse staten, og den næste generation vil fuldføre det.

Hvordan forholder det sig så i virkeligheden? 43 % af befolkningen i Sovjetunionen er født efter oktoberrevolutionen. Hvis man tager alderen 23 som grænse mellem de to generationer, så har mere end 50 % af sovjetmenneskene endnu ikke nået denne grænse. En solid halvdel af landets befolkning kender følgelig ikke gennem personlig erfaring noget andet styre end det sovjetiske. Men det er netop denne nye generation, der er ved at forme sig selv, ikke under »frie sociale betingelser«, som Engels opfattede det, men under en utålelig og stadig øget undertrykkelse fra det herskende lag, der består af de samme som - ifølge den officielle opdigtning - fuldførte den store. revolution. På fabrikken, kolkhosen, kasernerne, universitetet, skolestuen, selv i børnehaverne, om end ikke i vuggestuerne, bliver den højeste hæder for et menneske erklæret at være: personlig troskab overfor lederen og ubetinget lydighed. Mange pædagogiske tankesprog og talemåder fra de seneste tider kunne synes at være kopieret fra Goebbels, hvis han da ikke for størstedelens vedkommende selv har kopieret dem fra Stalins medarbejdere.

Skolen og de studerendes omgangsformer er mættet med formalisme og hykleri. Børnene oplæres i at sidde og påhøre dødsens kedsommelige møder, med deres uundgåelige ærespræsidium, deres sange til ære for de kære Iedere, deres udenadlærte, rettroende debatter, hvor de, ligesom de ældre, siger noget og tænker noget andet. De uskyldigste grupper af skolebørnene som forsøger at skabe oaser i denne officielle ørken, bliver mødt med voldsomme modforholdsregler. Gennem sine agenter befordrer G.P.U. en kvalmende korruption med angiveri og sladder i de såkaldte »socialistskoler«. De mere tænksomme lærere og børnebogsforfattere kan trods den indskærpede optimisme ikke altid skjule deres afsky, når de er vidne til denne tilstand med undertrykkelse, falskhed og kedsommelighed, der er dræbende for skolens liv. Eftersom den unge generation ikke havde nogen erfaring i klassekamp og revolution, kunne den kun blive modnet til en fri deltagelse i landets offentlige liv på betingelse af sovjetdemokrati og kun ved bevidst at arbejde videre på fortidens erfaringer og ved at lære af nutiden. En selvstændig karakter kan lige så lidt som selvstændig tænkning udvikle sig uden kritik. Sovjetungdommen er imidlertid ganske simpelt nægtet enhver lejlighed til at udveksle tanker, begå fejltagelser, gennemprøve og rette fejltagelser, hverken egne eller andres.

Alle tvivlsspørgsmål, selv deres egne private, bliver afgjort for dem. Det er så bare deres sag at føre afgørelsen ud i livet og lovsynge dem, der bestemte. På ethvert kritisk ord svarer bureaukratiet med et næveslag. Alle indenfor ungdommens rækker der er lidt fremtrædende eller som ikke vil underkaste sig, bliver systematisk ødelagt, underkuet eller fysisk udslettet. Dette forklarer hvorfor der ud af millioner på millioner af kommunistisk ungdom ikke er dukket en eneste betydelig personlighed op.

Det er ved at kaste sig over teknik, videnskab, litteratur, sport eller skakspil, at ungdommen så at sige vinder sine sporer til fremtidens store opgaver. På alle disse områder kappes de med den dårligt forberedte ældre generation, og er den ofte jævnbyrdig eller overlegen. Men ved enhver berøring med politik brænder de fingrene. Der står derfor kun tre muligheder åbne for dem: gå ind i bureaukratiet og gøre karriere, tavst underkaste sig tvangen, trække sig tilbage til. økonomisk, til videnskabeligt arbejde eller til deres egne ubetydelige private interesser, eller som sidste udvej gå under jorden og hærde deres karakter til fremtiden. Vejen til en bureaukratisk karriere står kun et lille mindretal åben. Og på den modsatte pol er det også kun et lille mindretal, der går ind i oppositionens rækker. Mellemgruppen, den overvældende masse, er til gengæld meget uensartet. Men indenfor den, er der under det jernhårde pres, yderst betydningsfulde, skønt skjulte processer i gang, og de vil i stor udstrækning blive bestemmende for Sovjetunionens fremtid.

De asketiske tendenser fra borgerkrigstiden veg i NEP perioden for en mere epikuræisk, for ikke at sige nydelsessyg indstilling. Den første femårsplan blev igen en tid med ufrivillig askese, men nu bare for masserne og ungdommen. Den herskende klasse havde gravet sig fast ned i stillinger med personligt velvære. Den anden femårsplan er utvivlsomt ledsaget af en skarp reaktion imod askesen. En trang til personlig fremgang har grebet store kredse af befolkningen, særlig de unge. Det er imidlertid en kendsgerning, at i den nye sovjetgeneration er velstand og velvære kun opnåelig for det tynde lag, der er heldige nok til at hæve sig over massen og på den ene eller anden måde tilpasse sig den herskende kreds. Bureaukratiet bestræber sig for sit vedkommende bevidst på at forme og udvikle pampere og karrieremagere.

Hovedtaleren på ungkommunisternes kongres (april 1936) udtalte: »Griskhed efter vinding, snæver småborgerlighed og lav egoisme er ukendte egenskaber hos sovjetungdommen.« Disse ord står i skarp modsætning til de fremherskende slagord om et »lykkeligt og skønt liv«, ved hjælp af metoder med akkordarbejde, præmier og udmærkelsestegn. Socialismen er ikke asketisk, tværtimod er den dybt fjendtlig indstillet overfor kristendommens askese, som overfor enhver religion, da den søger sin tilknytning til denneverden og kun til denne. Men socialismen har sin egen skala for jordiske værdier. Menneskelig personlighed begynder for socialismen ikke med bekymringen for en behagelig tilværelse, men tværtimod med denne bekymrings ophør. Imidlertid kan ingen generation springe over sit eget hoved. Hele Stakhanovbevægelsen er i øjeblikket bygget op på »lav egoisme«. Selv målene for »succes«, antallet af bukser og slips, som er indtjent ved arbejde, vidner kun om »snæver småborgerlighed«. Men lad os antage, at dette historiske trin er uundgåeligt, vel, så er det alligevel nødvendigt at se det som det er. De nye forhold på handelsmarkedet åbner uden tvivl mulighed for en betydelig hævning af den enkeltes velvære. Sovjetungdommens brede strøm hen i mod de tekniske fag forklares, ikke så meget af dragningen mod den socialistiske opbygning, som af den kendsgerning, at ingeniører tjener uforholdsmæssigt mere end læger og lærere. Når sådanne tendenser opstår under forhold med intellektuel undertrykkelse og med reaktion på det ideologiske felt og med bevidst fri bane fra oven af for alle pamperinstinkter, så vil udbredelsen af det, der kaldes »socialistisk kultur«, ofte forvrænges til at blive opdragelse i den mest yderliggående antisociale egoisme.

Og dog vil det være en grov bagvaskelse af ungdommen at fremstille den som behersket udelukkende, eller bare overvejende, af personlige interesser. Nej, stort set er de stor-sindede ansvarsfulde foretagsomme. Det er kun ovenfra, at pampervæsenet farver dem. Dybt i dem er forskelligartede, ubestemte tendenser, der bygger på heroisme og bare stadig venter på anvendelse.

Det er særlig på disse stemninger, at den nyeste form for sovjetpatriotisme bygger. Den er uden tvivl meget dyb, oprigtig og dynamisk. Men der er i denne patriotisme en revne, der skiller de unge fra de gamle.

Sunde unge lunger finder det utåleligt at ånde i en atmosfære med hykleri, det ikke er til at skelne fra en termidor, fra en reaktion, der er nødt til at tage revolutionens klæder på. Det skrigende misforhold mellem de socialistiske reklamer og livets virkelighed underminerer troen på de officielle forskrifter. Et betydeligt lag af ungdommen er stolt af sin foragt for politik og gør det, i plumphed og udskejelser. I mange tilfælde og sandsynligt hos et flertal er deres ligegladhed og kynisme bare en begyndende form for misfornøjelse og for et skjult ønske om at være selvstændige: Udstødelsen af Kommunistisk Ungdom og af partiet, fængsling og forvisning af hundrede tusinder af unge »hvide garder« og af »opportunister«, på den ene side, og af »bolsjevik-leninister« på den anden, viser at kildespringene til bevidst politisk opposition ikke er udtørrede. Tværtimod er de i løbet af de sidste år sprunget frem med fornyet kraft. Endelig har de mere utålmodige, de varmblodige, uligevægtige, krænket i deres interesser og følelser, vendt deres tanker i retning af terroristisk hævn. Sådan er tilnærmelsesvis spektret for sovjetungdommens sindsstemning.

Den individuelle terrors historie i Sovjetunionen tegner klart trinene i landets almindelige udvikling. I sovjetmagtens morgengry var det de hvide garder eller de Social-Revolutionære, der udøvede terrorhandlinger, på en tid, hvor borgerkrigen endnu ikke var endt. Da de tidligere herskende klasser mistede håbet om en tilbagekomst, forsvandt også terrorismen. Kulakterroren, som vi har hørt et ekko af lige til de seneste tider, havde altid en lokal karakter og understøttede guerillakrigen imod sovjetstyret. Hvad de sidste udslag af terrorisme angår, så støtter de sig hverken på de gamle herskende klasser eller på kulakkerne. De senere års terrorister er udelukkende rekrutteret fra de unge, fra Kommunistisk Ungdoms rækker og fra partiet, ikke sjælden fra den herskende klasses eget afkom. Skønt fuldkommen uskikket til at løse de problemer, som den stiller sig, har denne individualistiske terror ikke desto mindre en overordentlig vigtig symptomatisk betydning. Den er karakteristisk for den skarpe modsætning, der består mellem bureaukratiet og folkets brede masser, særlig ungdommen.

Alt tilsammen, økonomisk lykketræf, faldskærmsudspring, polarekspeditioner, demonstrativ ligegyldighed, »romantisk bøllevæsen«, terroriststemning og individuelle terroraktioner, forbereder en eksplosion fra de yngres side imod den gamle generations utålelige formynderskab. En krig ville uden tvivl tjene som ventil for misfornøjelsens opsamlede damptryk, men ikke for længere tid. I en krig ville ungdommen snart tilegne sig den nødvendige kampånd og den autoritet, som den nu savner. Samtidig ville respekten for flertallet af »de gamle« lide ulægelig skade. I bedste fald ville en krig kun give bureaukratiet et vist pusterum. Den påfølgende politiske konflikt ville blive så meget mere skarp.

Det ville naturligvis være ensidigt at reducere Sovjetunionens politiske problem til et problem mellem to generationer.

Der er mange skjulte og åbne fjender af bureaukratiet blandt de gamle, ligesom der er hundredtusinder af jasigere blandt de unge. Alligevel, fra hvilken side angrebet imod den herskende klasses positioner end kommer, fra venstre eller højre, vil angriberne rekruttere deres hovedstyrker fra de undertrykte og misfornøjede unge, der er berøvet politiske rettigheder. Bureaukratiet forstår udmærket dette. Det er, i almindelighed overordentlig følsomt overfor alt, der truer dets herskerstilling. Naturligvis forsøger det på forhånd at befæste sine positioner og indrette løbegrave og bastioner imod den yngre generation. Som tidligere nævnt samledes i april 1936 i Kreml den kommunistiske ungdoms 10. kongres. Der var naturligvis ikke nogen der gjorde ophævelser over, at kongressen på trods af selve lovene i samfulde 5 år ikke var bleven indkaldt. Tilmed blev det snart klart at denne omhyggelig sigtede og udvalgte kongres udelukkende var kaldt sammen på dette tidspunkt med henblik på en politisk umyndiggørelse af ungdommen. Som følge af de nye indtægter er Kommunistisk Ungdoms Forbund nu tilmed juridisk berøvet sin ret til at deltage i landets offentlige liv. Dets eneste område er fra nu af opdragelsen og beskæftigelsen med kulturelt liv. Generalsekretæren for Kommunistisk Ungdom erklærede i sin tale efter højere ordre: »Vi må holde op med al den pjatten om den industrielle og økonomiske planlægning, om sænkning af produktionsomkostningerne, økonomiske overslag, om udsæd til afgrøder og andre vigtige statsopgaver, som om det var os, der skulle afgøre dem.«Det hele land kunne udmærket gentage disse sidste ord: »Som om det var os der skulle afgøre dem.« Den uforskammede forhånelse: »Hold op med den pjatten!« der blev modtaget med alt andet end begejstring selv af denne i højeste grad underdanige kongres er så meget mere slående, når man erindrer, at sovjetloven fastsætter den politiske modenhedsalder til 18 år ved at give alle valgrettigheder til unge mænd og kvinder i den alder, hvorimod aldersgrænsen for medlemmer af Kommunistisk Ungdom var 23 år, og godt en tredjedel af organisationens medlemmer i virkeligheden var endnu ældre. Denne sidste kongres vedtog samtidig to reformforslag: det tillod medlemskab i Kommunistisk Ungdom for folk af højere alder, og øgede således antallet af Kommunistisk Ungdoms vælgermasse og berøvede samtidigt organisationen som helhed retten til at beskæftige sig med ikke bare almindelig politik - det kunne der naturligvis slet ikke være tale om - men med de daglige økonomiske problemer. Afskaffelsen af den tidligere aldersgrænse blev dikteret af den kendsgerning, at overførelsen fra Kommunistisk Ungdom til partiet, der tidligere foregik automatisk, nu blev gjort yderst vanskeligt. Annulleringen af. den sidste rest af politiske rettigheder og af skinnet af dem, forårsagedes af ønsket om fuldt og endeligt at binde Kommunistisk Ungdom som slaver til det godt udrensede parti. Begge forholdsregler der åbent modsagde hinanden, stammer trods det fra samme kilde: bureaukratiets frygt for den yngre generation.

Talerne på kongressen som ifølge deres egne tilkendegivelser udførte Stalins udtrykkelige ordrer - de fremkom med disse advarsler for at foregribe selve muligheden af en diskussion - forklarede meningen med reformen. med forbavsende frimodighed: »vi har ikke brug for et andet parti«. Denne begrundelse belyser den kendsgerning, at efter de herskende kredses mening truer Kommunistisk Ungdomsforbund med at blive et andet parti, hvis det ikke afgørende bliver kvalt. Ligesom for at anskueliggøre disse mulige tendenser, erklærede en anden taler advarende: »i sin tid var det selve Trotskij der forsøgte at spille demagogien ud for ungdommen, at inspirere den med antileninistiske, antibolsjevikiske ideer om at skabe et andet parti, osv.« Denne talers historiske hentydninger indeholder en tidsregningsfejl. Trotskij gav »i sin. tid« ganske rigtigt en advarsel om, at en videre bureaukratisering af styret uundgåelig ville føre til et brud med ungdommen og fremkalde faren for dannelsen af et nyt parti. Men ikke des mindre: begivenhedernes forløb har ved at bekræfte denne formaning vendt den eo ipso til et programpunkt. Det degenererede parti har alene bevaret sin tiltrækningskraft for dem der vil gøre karriere. Hæderlige og tænkende unge mænd og piger kan ikke andet end at føle kvalme med det byzantinske slavesind, den falske retorik der dækker over privilegier og lunefuldhed, hele den brovten fra de middelmådige bureaukraters side, når de lovpriser hinanden, af alle disse marskaller som ikke kan få fat i himmelens stjerner og derfor anbringer dem forskellige -steder, på deres egne kroppe. Det er således ikke længere et spørgsmål om »faren« for et andet parti som for 12-13 år siden, men om dets historiske nødvendighed, som den eneste magt der er i stand til at videreføre oktoberrevolutionens kamp. Ændringen i det kommunistiske ungdomsforbunds love vil naturligvis ikke standse ungdommens politiske, modning, og vil ikke hindre dens fjendtlige sammenstød med bureaukratiet, selv om den strammes op med nye politiske trusler.

Hvad vej vil ungdommen gå i tilfælde af en stor politisk omvæltning? Under hvilket banner vil de samle deres rækker? Der er ikke nogen der kan give et sikkert svar på det spørgsmål nu, mindst af alle ungdommen selv. Modstridende tendenser furer dens sind. Til syvende og sidst vil den bestemmelse som hovedmassen træffer, blive afgjort af historiske begivenheder af verdensbetydning, af en krig, af nye fremstød for fascismen, eller modsat af sejr for den proletariske revolution i de vestlige lande. I hvert fald vil bureaukratiet få at mærke, at denne ungdom der er berøvet alle rettigheder repræsenterer en historisk faktor med voldsom eksplosiv kraft.

I 1894 svarede det russiske selvherskerstyre gennem den unge zar Nikolaj d. 2.'s mund de russiske amtsråd, zernstvoerne, der lidt ængsteligt drømte om at deltage i politisk liv, med de berømte ord: »meningsløs fantasi!« I 1936 svalede sovjetbureaukratiet de lige så stilfærdige anmodninger fra den yngre generation med det langt mere brutale tilråb: »holdop med det pjat!« Også disse ord vil blive historiske. Stalins styre kan komme til at betale ikke mindre dyrt for dem end det styre, som Nikolaj d. 2. stod i spidsen for.

3. Nationalitet og kultur.

Bolsjevismens politik overfor det nationale spørgsmål, der trængte sig på lige efter oktoberrevolutionens sejr, hjalp også Sovjetunionen i den følgende tid til at holde ud trods indre løsrivende kræfter og en fjendtlig omverden. Statens bureaukratiske udartning har hvilet som en møllesten på den nationale politik. Det var over det nationale spørgsmål, at Lenin agtede at rette sit første slag mod bureaukratiet, og særlig mod Stalin, på partiets 12. kongres i foråret 1923. Men før kongressen havde Lenin måttet forlade rækkerne. De dokumenter som han dengang udarbejdede, er den dag i dag forbleven undertrykt af censuren.

De kulturelle behov hos de nationer som blev kaldt til live af revolutionen kræver det videst mulige selvstyre. Samtidig kan industrien kun med held udvikles, når alle dele af unionen underkastes en almindelig centraliseret plan. Men økonomi og kultur er ikke adskilte ved uigennemtrængelige vægge. Tendenserne i det kulturelle selvstyre og den økonomiske centralisme kommer naturligt fra tid til anden i konflikt. Modsætningerne imellem dem er imidlertid langt fra uforsonlige. Skønt der ikke findes nogen engang-for-alle lavet formel til løsning af problemerne, er der både smidighed og vilje til det hos de interesserede masser selv. Kun deres virksomme deltagelse i udformningen af deres egen skæbne kan på hvert nyt trin trække de nødvendige linjer mellem den økonomiske centralismes retmæssige krav og den nationale kulturs vitale ønsker. Bryderierne kommer imidlertid af, at befolkningens vilje i Sovjetunionen, med alle de nationale delinger, nu er helt erstattet af viljen hos et bureaukrati, der nærmer sig både økonomi og kultur fra det synspunkt, der omfatter både bekvemmelighed for administrationen og for den herskende klasses specielle interesser.

Det er rigtigt nok, at på den nationale politiks felt, ligesom på det økonomiske, bliver sovjetbureaukratiet ved med at udføre en vis del progressivt arbejde, skønt med enormt høje omkostninger: Dette gælder især for de tilbagestående folkeslag i unionen, som nødvendigvis må passere gennem en mere eller mindre langvarig periode med lån, fra, efterligning af og tilpasning til noget allerede bestående. Bureaukratiet laver en bro for dem til de elementære goder i en bourgeoisikultur, ja til dels i en førbourgeoisikultur. Med hensyn til mange områder og folkeslag udfører sovjetstyret i betydelig udstrækning det historiske arbejde, der skabtes af Peter d. 1. og hans kolleger under det gamle moskvaregimente, kun i større målestok og i hurtigere tempo.

I unionens skoler bliver der nu undervist i ikke mindre end 80 sprog. For de flestes vedkommende var det nødvendigt at lave nye alfabeter; eller at ombytte de yderst aristokratiske asiatiske alfabeter med det mere demokratiske latinske. Aviser udgives i det samme antal sprog, aviser som for første gang indvier bønder og nomadehyrder i den menneskelige kulturs elementære tanker. Indenfor zarrigets udstrakte grænseområdet rejser der sig en hjemlig industri. Den gamle stammekultur ødelægges af traktoren. Sammen med læsekyndighed rejser der sig en videnskabelig landbrugskultur og medicin. Det ville blive vanskeligt at overvurdere betydningen af dette arbejde med at hæve nye lag af menneskeheden op. Marx havde ret, når han sagde, at revolutionen er historiens lokomotiv.

Men selv det kraftigste lokomotiv kan ikke udføre mirakler. Det kan ikke ændre universets love og kan bare øge bevægelsen. Alene nødvendigheden, af at måtte gøre snese af millioner opvoksende mennesker bekendt med alfabetet og med aviser, eller med de simpleste hygiejniske love, viser hvor lang en vej der skal tilbagelægges, før vi i virkeligheden kan stille spørgsmålet om en ny socialistisk kultur. Pressen belærer os om, at oiroterne i det vestlige Sibirien, som tidligere ikke vidste hvad et bad betød, »nu har bad i mange landsbyer, hvortil de sommetider rejser 30 kilometer for at blive vasket.« Dette ekstreme eksempel der er taget fra kulturens laveste trin, kan ikke desto mindre give en antydning af, hvor højt man er nået på mange andre områder, og det ikke bare i tilbagestående egne. Når en regerings ledelse for at illustrere kulturens vækst hentyder til, at man i kolkhoserne har rejst krav om »jernsenuge, vægure, strikket undertøj, sweaters, cykler osv.«, betyder det bare, at de bedrestillede kredse i landsbyerne er begyndt at anvende disse brugsartikler, som gennem lang tid har været i brug hos vestens bondemasser.

Fra tid til anden hører man i taler og i pressen præket over temaet: »kultiveret socialistisk handel«. Det væsentlige her er spørgsmålet om at give magasinerne et rent, tiltrækkende udseende og forsyne dem med det nødvendige tekniske udstyr, og et tilstrækkeligt udvalg af varer, ikke lade æblerne rådne, lægge stoppegarn ved strømperne og lære ekspedienten at være høflig og opmærksom overfor kunden, med andre ord, tilvende sig de almindelige kapitalistiske handelsmetoder. Vi er stadig langt fra at løse disse yderst vigtige problemer, hvori der ikke er en dråbe socialisme.

Hvis vi for et øjeblik lader love og institutioner ligge og vender os mod dagliglivet hos befolkningens brede masse, og hvis vi ikke med forsæt vildleder os. selv eller andre, er vi nødt til at erkende, at i sovjetlandets livsvaner og kultur overskygger arven fra det zaristiske og borgerlige Rusland langt spirerne i socialismen. Mest overbevisende her er befolkningen selv, når den ved den svageste hævning af levestandarden grådigt kaster sig over. Vestens færdige modeller. De unge sovjetkontorfolk og ofte også arbejderne, søger både i klædedragt og i manerer at efterligne amerikanske ingeniører og teknikere, med hvem de tilfældigvis kommer i berøring på fabrikkerne. Fabriks- og kontorpigerne spiser med øjnene de udenlandske kvindelige turister for at bide mærke i disses modepåfund og deres manerer. Den pige der har heldet med sig her, er genstand for almindelig efterligning. I stedet for det gammeldags pandehår anlægger de bedrelønnede piger »permanent bølgning«. Ungdommen tilslutter sig ivrigt »klubber for vestlige danse«. På en vis måde betyder alt dette fremskridt, men det der her hovedsagelig giver sig udtryk, er ikke socialismens overlegenhed over kapitalismen, men den småborgerlige kulturs fremtræden overfor den patriarkalske, byen over landsbyen, centrum over baglandet, vesten over østen.

Sovjets privilegerede overklasse tager sine lån fra de højere kapitalistiske kredse: Og på dette område er de drivende kræfter diplomaterne, direktørerne for trusterne, og ingeniørerne der må foretage hyppige smårejser til Europa og Amerika. Sovjetsatiren tier stille om dette problem, for det er simpelt hen forbudt at røreved de øverste »titusinde«. Man kan dog ikke uden bitterhed lægge mærke til, at de højeste udsendinge fra Sovjetunionen har været ude af stand til hverken at udfolde en egen stil eller noget som helst andet uafhængigt træk, når de stilles ansigt til ansigt med den kapitalistiske civilisation. De har ikke fundet tilstrækkelig indre sikkerhed til at foragte det ydre skin og bevare den nødvendige forbeholdenhed. Deres højeste ambition er som regel at afvige så lidt som muligt fra bourgeoisiets mest fuldendte snobber. Sagt med få ord, så opfører de sig og føler sig i de fleste tilfælde, ikke som repræsentanter for en ny verden, men som ordinære opkomlinge!

At sige at Sovjetunionen nu udfører det kulturelle arbejde som de fremskredne lande for længst har udført på kapitalistisk grundlag, ville imidlertid kun være den halve sandhed. De nye sociale former er aldeles ikke uden betydning. Ikke alene giver de et tilbagestående land muligheden for at komme op på de mest fremskrednes trin, men de tillader det at fuldføre denne opgave i et langt kortere tidsrum end der ville kræves i Vesten. Forklaringen på denne forøgelse af tempoet er ligetil. De borgerlige pionerer måtte opfinde deres teknik og lære at anvende den på både økonomiens og kulturens områder. Sovjetunionen overtager den færdiglavet i sin nyeste form og, takket være de socialiserede produktionsmidler, anvender den sine lån ikke stykkevis og lidt efter lidt, men på en gang og efter en kæmpemæssig måle-stok.

De militære autoriteter har mere end en gang fejret hærens rolle som en kulturens bærer, særlig i forholdet til bondestanden. Uden at narre os selv med henblik på den specielle slags »kultur«, som den borgerlige militarisme er præget af, skal vi ikke nægte, at mange progressive vaner er bleven indpodet folkemasserne gennem hæren. Ikke for ingenting er det tidligere soldater og underofficerer der i revolutionerne og særligt i bonderejsninger har stået i spidsen for oprørerne. Sovjetstyret har lejlighed til at øve indflydelse på folkets daglige liv ikke bare gennem hæren, men også gennem hele statsapparatet, og det dermed sammenflettede partiapparat, Kommunistisk Ungdom og fagforeningerne. Tilegnelsen af færdiglavede mønstre for teknik, hygiejne, kunst, sport'er garanteret af de statslige ejendomsformer, det politiske diktatur og ved administrationens planlægninger.

Hvis oktoberrevolutionen ikke havde ydet andet end at have sat fart i bevægelsen fremad, ville den være historisk berettiget, for det hensygnende, bourgeoisistyre havde i århundredets sidste fjerdedel vist sig ude af stand til for alvor at drive et eneste tilbagestående land i nogen af jordens egne fremad. Men det russiske proletariat fuldbyrdede revolutionen for endnu mere langtrækkende opgaver. Uden hensyn til hvor politisk undertrykt det for øjeblikket er, så har det på vigtige områder ikke givet afkald på det kommunistiske program eller de mægtige forhåbninger, der er knyttet til det. Bureaukratiet er tvunget til at tillempe sig proletariatet, til dels i selve retningen af sin politik, men hovedsagelig i fortolkningen af den. Det er derfor at ethvert skridt fremad på enten det økonomiske eller det kulturelle område, uden hensyn til dets virkelige historiske indhold eller dets reelle betydning for massernes liv, bliver proklameret som en hidtil uset og uhørt erobring for »socialistiske kultur.« Der er ingen tvivl om, at det at lave vaskesæbe og tandbørster for de millioner der endnu i går ikke stillede de simpleste krav til renlighed, er et meget stort kulturelt arbejde. Men hverken sæbe eller børste, end ikke de parfumer som »vore kvinder« ønsker sig, udgør en socialistisk kultur, særlig under de forhold, hvor disse fattige tegn på civilisation kun er opnåelige for hen ved 15 % af befolkningen.

Dette med at »omskabe mennesker«, som de snakker så meget om i sovjetpressen, er sikkert i fuldt sving. Men i hvor høj grad er det en socialistisk omskabelse? Det russiske folk har aldrig i sin fortid kendt til hverken en religiøs reformation som tyskerne, eller til en stor borgerlig revolution som franskmændene. Ud af disse to smelteovne, for ikke at tale, om de engelske øboeres reformationsrevolution i det syttende århundrede, opstod bourgeoisiindividualismen, et meget vigtigt trin i den menneskelige personligheds almindelige udvikling. De russiske revolutioner i 1905 og 1917 betød afgjort den første opvågnen af individualiteten hos masserne, dens udkrystallisering af et primitivt stof. Det vil sige, de fuldførte i formindsket omfang og i stigende tempo, Vestens borgerlige reformationers og revolutioners opdragerværk.

Længe før dette værk var fuldendt, i det mindste i sine store træk, blev den russiske revolution, der var sprunget frem af kapitalismens tusmørke, af selve klassekampene tvunget ind på socialismens vej. Modsætningerne indenfor det sovjetiske kulturområde er kun reflekser af brydningerne mellem de sociale og økonomiske modsætninger, der voksede ud ved dette spring. Opvågning til personlighed antager under disse omstændigheder nødvendigvis en mere eller mindre småborgerlig karakter, ikke bare i det økonomiske, men også i familielivet og i lyrisk digtning.

Bureaukratiet selv blev bærer af den mest yderliggående, og undertiden utøjlede, borgerlige individualisme. Samtidig med at tillade og opmuntre udviklingen af økonomisk individualisme (akkordarbejde, tildeling af private jordlodder, præmier, dekorationer), undertrykker det hensynsløst den progressive side af individualismen på den åndelige kulturs område (kritiske synspunkter, udviklingen af en personlig mening, dyrkelsen af personlig værdighed).

Jo betydeligere udviklingen i en given national gruppe er, eller jo højere området for dens kulturelle nyskabelser er, eller endnu mere, jo fastere den samler sig om samfunds- og personlighedsproblemer, des tungere og utåleligere føles trykket fra bureaukratiet. Der kan i virkeligheden ikke blive tale om en egenart i national kultur, når en og samme førers taktstok eller snarere hans politiknippel, tager sig for at regulere alle Sovjetunionens folkeslags intellektuelle virksomhed. De ukrainske, hvide-russiske, georgiske eller tyrkiske aviser og bøger er kun oversættelser af bureaukratiske påbud til det pågældende folkeslags sprog. Som mønstre på folkelig skaberkraft, offentliggør moskvapressen dagligt i russisk oversættelse lovsange af de forskellige folkeslags prisdigtere til ære for førerne, elendige vers, der i virkeligheden kun er forskellige i graden af deres kryberi og i manglen på talent.

Den storrussiske kultur, der ikke mindre end de andre har lidt under dette kommandoregimente, lever hovedsageligt på bekostning af den ældre generation, der var skabt før revolutionen. Ungdommen er undertrykt som under en jernvægt. Det er derfor ikke så meget et problem om den ene nationalitets undertrykkelse af en anden i ordets egentlige betydning, som det centraliserede politiapparats undertrykkelse af alle nationaliteters kulturelle udvikling, begyndende med Storruslands. Vi kan imidlertid ikke se bort fra den kendsgerning, at 90 % af publikationerne i Sovjetunionen er trykt på det russiske sprog. Når denne procent står i så åbenlys modsætning til storrussernes forholdsmæssige antal, så svarer den alligevel bedre til den russiske kulturs almindelige indflydelse, både den betydning, den i sig selv har, og som formidler mellem landets tilbagestående folkeslag og Vesten. Men når alt kommer til alt, betyder så ikke storrussernes meget store procentdel i forlagshusene (og naturligvis ikke bare der) et håndgribeligt autoritært privilegium for storrusserne på bekostning af de andre folkeslag i unionen? Det er i høj grad muligt. På dette uhyre vigtige spørgsmål er det umuligt at svare så kategorisk som man kunne ønske, for i livet bestemmes det ikke så meget ved samarbejde, kappestrid og gensidig kulturel befrugtning som ved bureaukratiets endelige afgørelse. Og eftersom Kreml er sædet for autoriteterne, og de fjerntliggende territorier er tvunget til at følge trop med centrum, antager bureaukratismen uundgåelig farve af en autoritær russificering, der kun overlader de andre nationaliteter den tvivlsomme kulturelle ret til at fejre herskeren på deres egne sprog.

- - -

De officielle kulturforskrifter skifter i deres afhængighed af den økonomiske zigzagkurs og af administrativ hensigtsmæssighed. Men i alle sine svingninger står et træk fast, det kategoriske og ubetingede.

Samtidig med teorien om »socialisme i ét land«, modtog den tidligere misbilligede teori om »proletarisk kultur« officiel anerkendelse. Modstanderne af denne teori pegede på, at styret med proletariatets diktatur havde en begrænset foreløbig karakter, at proletariatet i modsætning til bourgeoisiet ikke har i sinde at herske igennem en række historiske tidsrum, at opgaven for den nye herskende klasses nuværende generation indskrænker sig til først og fremmest at optage i sig alt det der er værdifuldt i bourgeoisiets kultur, at jo længere proletariatet forbliver et proletariat – det vil sige bærer spor af tidligere undertrykkelse – des mindre er det i stand til at hæve sig over fortidens historiske arv, og at mulighederne for en nyskabelse kun vil åbne sig i den udstrækning proletariatet opløser sig selv i et socialistisk samfund. Alt dette betyder, med andre ord, at den borgerlige kultur skal afløses af en socialistisk, ikke af en proletarisk, kultur.

I en polemik imod teorien om en »proletarisk kunst«, der blev fremelsket ved laboratoriemetoder, skrev forfatteren af disse linjer: »kultur ernærer sig af safter fra økonomien, og et materielt overskud er nødvendigt for at kulturen kan vokse, forædles og forgrene sig.« Selv den mest heldige løsning af elementære økonomiske problemer ville endnu langt fra betyde en fuldkommen sejr for det nye historiske princip i socialismen. Kun en fremskridende udvikling af den videnskabelige tænkning på et af alle de forskellige nationaliteter formet grundlag og udviklingen af en ny kunst ville betyde, at den historiske kerne fik frembragt en blomst, og ikke bare en stængel. I denne forstand er kunstens udvikling det bedste kontrolmiddel for hver epokes levedygtighed og betydning.« Dette synspunkt der indtil dette øjeblik havde været fremherskende, blev i et officielt dekret pludseligt erklæret for at være »kapitulatorisk« og dikteret af en »mistillid« til de skabende kræfter i proletariatet. Nu åbnede der sig en periode med Stalin og Bukharin, hvoraf den sidste gennem lang tid havde vist sig som en evangelist for »proletarisk kultur«, mens den første aldrig havde skænket disse problemer en tanke. Begge to mente de i hvert fald, at bevægelsen hen i mod socialisme ville ske med »sneglefart«, og at proletariatet måtte have menneskealdre til sin rådighed for at skabe sin egen kultur. Hvad karakteren af denne kultur angår, var disse teoretikeres tanker lige så vage som de var blottet for inspiration.

Den første femårsplans stormende år væltede snegleperspektivet. I 1931 lige før den forfærdelige hungersnød, var landet allerede »gået ind i socialismen.« Og før de officielt begunstigede forfattere, skuespillere og malere var gået i gang med at skabe en proletarisk kultur, eller bare de første klare mønstre for den, forkyndte regeringen, at proletariatet havde opløst sig i det klasseløse samfund. Det måtte så være kunstnernes sag at forsone sig med den kendsgerning, at proletariatet ikke besad den mest nødvendige betingelse for skabelsen af en proletarisk kultur, nemlig tid. Gårsdagens opfattelse blev straks overladt til forglemmelse. »Socialistisk kultur« blev øjeblikkelig stillet på dagsordenen. Vi er allerede delvis gjort bekendt med dens indhold.

Der kræves frihed til skabelse af åndelige værdier. Kommunismens egentlige formål er at underkaste naturen en teknisk behandling og teknikken en planmæssig, og tvinge råstoffet til ubegrænset at give mennesket hvad det har brug for. Og endnu mere end det, dens højeste mål er endeligt og engang for alle at befri menneskeslægtens skabende kræfter for ethvert tryk, enhver begrænsning og ydmygende afhængighed. Personlig adfærd, videnskab og kunst vil ikke vide af nogen udefra påtvungen »plan«, end ikke nogen skygge af tvang. I hvilken grad skabende åndelig virksomhed skal være individuel eller kollektiv vil fuldstændigt bero på dens skabere.

Med et overgangsstyre er det noget helt andet. Diktaturet afspejler det tidligere barbari og ikke fremtidens kultur. Den lægger nødvendigvis strenge begrænsninger på alle former af aktivitet, også på åndslivets område. Revolutionens program betragtede lige fra begyndelsen disse begrænsninger som et tidsbegrænset onde og påtog sig forpligtelsen, efterhånden som det nye styre blev konsolideret, til at fjerne alle indskrænkningerne i friheden, den ene efter den anden. Under alle omstændigheder, selv i borgerkrigens hedeste år, stod det klart for lederne af revolutionen, at regeringen, ledet af politiske betragtninger, nok måtte sætte grænser for skabende frihed, men under ingen omstændigheder foregive at spille rollen som befalingsmand på videnskabens, kunstens og litteraturens område. Skønt Lenin havde en temmelig konservativ indstilling overfor kunst, forblev han politisk yderst forsigtig overfor, de kunstneriske problemer, og tilstod ivrigt sin inkompetence. Den beskyttelse af al slags modernisme, som Lunacharskij, folkekommissæren for kunst og opdragelse, gik ind for, satte ofte Lenin i forlegenhed. Men han indskrænkede sig til ironiske bemærkninger i private samtaler og var langt væk fra tanken om at omsætte sin litterære smag i lovform. I 1924, på tærskelen til den nye periode, formulerede forfatteren af denne bog statens forhold til de forskellige kunstneriske tendenser og grupper således: »mens man fremholdt for dem alle det kategoriske skelnemærke for revolutionen eller imod revolutionen, så skulle der gives dem fuldstændig frihed til kunstnerisk selvbestemmelse indenfor deres eget område. Så længe diktaturet støttede sig på en oprørsk massebasis med udsigt til verdensrevolution, var det ikke bange for eksperimenter, undersøgelser, strid mellem skoler, for det forstod, at kun på denne måde kunne der forberedes en ny kulturepoke. Folkets masser dirrede endnu i hver fiber og tænkte højt, for første gang i tusinde år. Alle de bedste unge kræfter i kunsten blev stemt på det føleligste. I disse første år, så rige på håb og dristighed, blev der ikke bare skabt de mest fuldkomne mønstre på socialistisk lovgivning, men også den bedste revolutionære litteratur. Til det samme hører også, hvad der er værd at bemærke, skabelsen af disse fremragende sovjetfilm, som trods fattigdommen i det tekniske apparat, fangede hele verdens opmærksomhed ved deres friskhed og ved kraften i deres virkelighedssans.

Under forløbet af kampen imod partioppositionen blev de litterære skoler kvalt, den ene efter den anden. Men det var ikke bare et spørgsmål om litteratur. Udryddelsesprocessen fandt sted på alle ideologiske områder, og den fandt sted så meget mere afgørende, som den var mere end halvt ubevidst. Det nuværende herskende lag betragter sig selv kaldet, ikke bare til politisk at kontrollere åndelige frembringelser, men også til at foreskrive udviklingens veje.

Metoden med den hensynsløse kommanderen udstrækker sig i lige grad til koncentrationslejre og landbrugsvidenskab som til musik.

Partiets hovedorgan trykker anonyme lederartikler med direktiver, der har karakter af militære befalinger om arkitektur, litteratur, dramatisk kunst, ballet, for ikke at tale om filosofi, naturvidenskab og historie.

Bureaukratiet har en overtroisk frygt for, hvad der ikke umiddelbart tjener det, ligesom for hvad det ikke forstår sig på. Når det forlanger forbindelse mellem naturvidenskab og produktion er dette stort set rigtigt, men når det kommanderer de videnskabelige forskere til at sætte sig mål, der kun har øjeblikkelig praktisk interesse, truer dette med at indtørre de værdifuldeste kilder til opfindelser, også indbefattet praktiske opdagelser, for disse viser sig oftest på uforudsete veje. Belært af bitre erfaringer undgår naturvidenskabsmænd, matematikere, filologer og militærteoretikere alle brede generalisationer af frygt for, at en eller anden »rød« professor«, sædvanligvis en uvidende stræber, truende skal begegne dem med et eller andet hårdkløvet citat fra Lenin eller endog fra Stalin. At forsvare sine egne meninger eller sin videnskabelige værdighed betyder under sådanne omstændigheder efter al sandsynlighed at få nedkaldt repressalier over sit hoved.

Men det er uendeligt værre indenfor de sociale videnskaber. Økonomer, historikere, selv statistikere, for ikke at tale om journalister, passer frem for alt på ikke at komme, bare indirekte, ind i et modsætningsforhold til den officielle øjeblikkelige kurs zigzagforløb. Om Sovjets økonomi, eller om indenrigs- eller udenrigspolitik kan der overhovedet kun skrives, når man har dækket sig ind med banaliteter fra taler af »føreren« og efter på forhånd at have forsikret at alt går nøjagtig som det skal gå og tilmed bedre. Skønt denne 100 % ensrettethed fritager en fra daglige ubehageligheder, rummer det den tungeste straf: sterilitet.

Trods den kendsgerning at marxismen formelt er en statsdoktrin i Sovjetunionen, er der i de sidste 12 år ikke fremkommet et eneste marxistisk forskningsresultat indenfor økonomi, sociologi, historie eller filosofi, der fortjener opmærksomhed og oversættelse til fremmede sprog. De marxistiske arbejder går ikke ud over grænsen for skolastiske sammenfatninger, gentager de samme gamle tanker, der i forvejen er godtaget, og spiller op med de samme gamle citater, alt eftersom nu den forhåndenværende administrative konjunktur kræver det. Millioner af eksemplarer bliver fordelt gennem de kanaler, som staten har til bøger og pjecer, som ikke er til nytte for nogen som helst, holdt sammen ved hjælp af gummi, smiger og andre klæbestoffer. Marxister som kunne sige noget værdifuldt og uafhængigt sidder i fængsel eller er tvunget til tavshed, og det til trods for den kendsgerning, at udviklingen af samfundsformerne rejser gigantiske problemer ved hvert skridt! Hæderlighed, som ikke kan undværes når der skal udføres teoretisk arbejde, tilsvines og trædes under fødder. Selv de forklarende noter til Lenins samlede værker bliver radikalt omarbejdede i hver ny udgave, ud fra den herskende stabs personlige interesser: »førernes« navne bliver lovprist, deres modstanderes bliver tilsværtet, sporene udslettes. Det samme gælder lærebøgerne i partiets og revolutionens historie. Kendsgerninger er fordrejet, dokumenter skjules eller opdigtes, rygter skabes, og omdømme ødelægges. En simpel sammenligning mellem de påfølgende varianter af en og samme bog i de sidste 12 år tillader os ufejlbarligt at. efterspore den degenerationsproces i tanke og samvittighed, der går for sig hos den herskende klike.

Ikke mindre ødelæggende er virkningen af det »totalitære« styre på skønlitteraturen. Striden mellem tendenser og skoler er bleven erstattet af fortolkninger af førernes vilje. For alle grupper er der bleven skabt en almindelig påtvungen organisation, en slags koncentrationslejr for litteraturkunsten. Middelmådige men »rigtig-menende« historiefortællere som Serafimovich eller Gladkov er ophøjet til klassikere. Begavede forfattere der ikke forstår at lægge tilstrækkelig bånd på sig selv, bliver forfulgt af et kobbel indpiskere, der er udrustet med skamløshed og dusinvis af citater. De mest fremragende kunstnere begår enten selvmord eller finder deres stof i den fjerne fortid, eller bliver tavse. Hæderlige og talentfulde bøger kommer kun frem tilfældigt, dukker op fra et eller andet sted under disken og har karakteren af kunstnerisk smuglergods.

Livet for sovjetkunsten er et slags martyrium. Efter en redaktionel forordning i Pravda imod »formalisme« begyndte der en epidemi af ydmygende tilbagekaldelser fra forfattere, kunstnere, teaterdirektører og selv operasangere. Den ene efter den anden fornægtede deres egne tidligere synder, men afholdt sig dog, for alle tilfældes skyld – fra klart at definere denne »formalismes« natur. I tidens løb blev autoriteterne ved en ny befaling tvunget til at gøre en ende på den alt for voldsomme bølge af tilbagekaldelser. Litterære domme blev i løbet af få uger revideret, lærebøger omarbejdet, gader omdøbt, statuer opstillet bare som resultat af nogle rosende bemærkninger af Stalin om digteren Majakovskij. De indtryk som en ny opera gjorde på højtstående tilhørere blev omgående omsat til et musikalsk direktiv for komponister. Sekretæren for Den kommunistiske Ungdom sagde ved en konference for forfattere: »henstillinger fra kammerat Stalin er en lov for alle,« og alle tilhørerne klappede, skønt nogle uden tvivl rødmede af skam. Og for at gøre latterliggørelsen af litteraturen fuldstændig bliver Stalin erklæret for en klassiker med henblik på hans stil, han som ikke ved hvordan han skal forme en sætning korrekt på russisk. Der er noget dybt tragisk i denne byzantinisme og dette politiske regimente, trods den ufrivillige komik i visse af dens udfoldelser.

Den officielle formel lyder: kulturen skal være socialistisk i sit indhold, national i sin form. Hvad indholdet af en socialistisk kultur angår, er det kun muligt at gætte lidt mere eller mindre heldigt. Der er ikke nogen der kan få den kultur til at gro på en uhensigtsmæssig økonomisk jordbund. Kunsten er langt mindre end videnskaben i stand til at forudsige fremtiden. I hvert tilfælde yder sådanne recepter som »portræt af fremtidens opbygning«, »anvise vejen til socialismen«, »omforme menneskeslægten«, ikke mere til den skabende fantasi, end prislisten over isenkram eller en rejseliste.

Kunstens nationale form skal være ensbetydende med den almindelige modtagelighed for den. »Hvad folket ikke ønsker,« dikterer Pravda til kunstnerne, »kan ikke have æstetisk betydning.« Denne gamle narodnikerformulering, der ser bort fra kunstens opgave at opdrage masserne, antager en endnu mere reaktionær karakter, når retten til at afgøre hvad slags kunst folket ønsker, og hvad det ikke ønsker, forbliver i hænderne på bureaukratiet. Dette trykker de bøger, der falder i dets egen smag. Det tvangssælger dem tilmed, og overlader ikke læseren noget valg. Til syvende og sidst drejer det hele sig i dets øjne om at sørge for, at kunsten varetager dets interesser og giver disse sådanne udtryk, som kan gøre bureaukratiet tiltalende for folkets masser.

Forgæves! Der er ikke nogen litteratur der kan opfylde det krav. Førerne selv er nødt til at erkende, at »hverken den første eller den anden femårsplan har endnu givet os en ny litterær bølge, der kan hæve sig over den første bølge, der fødtes i oktober.« Dette er sagt meget mildt. I virkeligheden vil termidorepoken med enkelte undtagelser gå over i den skabende kunsts historie som hovedsagelig en epoke med middelmådigheder, hofdigtere og spytslikkere.


Tilbage
Revolutionen forrådt
Nste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere