Tilbage
Revolutionen forrådt
Næste

5. Den sovjetiske termidor

1. Hvorfor Stalin kunne sejre

Den, der studerer Sovjetunionens historie, kan ikke undgå at komme til det resultat, at det herskende bureaukratis politik på vigtige områder har været præget af selvmodsigende zigzag-svingninger. Forsøg på at forklare eller retfærdiggøre disse ved de »skiftende omstændigheder« kan ikke holde. At lede vil, i alt fald i nogen grad, sige at være forudseende. Stalinfraktionen har ikke i mindste måde forudset de uundgåelige resultater af udviklingen, men er blevet taget på sengen hver gang. Den har reageret med rent administrative reflekser. Teorierne er blevet ændret efter hver fuldbyrdet kursændring, med ringe hensyntagen til det, der i går var de sande læresætninger. På basis af de samme uimodsigelige kendsgerninger og dokumenter vil historikeren blive tvunget til den konklusion, at den såkaldte »venteopposition« havde en umådelig meget mere korrekt analyse af de processer, der foregår i landet, og langt rigtigere forudså den videre udvikling.

Denne påstand modsiges tilsyneladende af det simple faktum, at den fraktion, der ikke var i stand til at forudse begivenhederne, stadig var den sejrende, medens den mere klartseende gruppe led det ene nederlag efter det andet. Den slags indvendinger, som automatisk vil melde sig, er imidlertid kun overbevisende for dem, der tænker snusfornuftigt og i politik kun ser en logisk disput eller et spil skak. En politisk kamp er en kamp mellem interesser og styrke, og ikke mellem argumenter. Ledelsens kvalitet er naturligvis langtfra ligegyldig for resultatet af en konflikt, men det er ikke den eneste faktor, og i sidste instans ikke den afgørende. Desuden kræver hver af de kæmpende lejre ledere i deres eget billede.

Februarrevolutionen bragte Kerenskij og Tseretelli til magten, ikke fordi de var »klogere« eller »mere snu« end den herskende zaristiske klike, men fordi de, i det mindste i øjeblikket, repræsenterede folkets revolutionære masser i deres revolte imod det gamle regime. Kerenskij var i stand til at tvinge Lenin til at gå under jorden og til at fængsle andre bolsjevikiske ledere, ikke fordi han overgik dem i personlige kvalifikationer, men fordi flertallet af arbejderne og soldaterne på dette tidspunkt endnu fulgte det patriotiske småborgerskab. Kerenskijs personlige »overlegenhed«, hvis man kan bruge et sådant ord i denne forbindelse, lå i at han ikke så videre end det overvældende flertal. Senere besejrede bolsjevikkerne de småborgerlige demokrater, ikke ved deres lederes personlige overlegenhed; men i kraft af en ny fordeling af samfundskræfterne. Det var endelig lykkedes proletariatet at lede de utilfredse bønder imod bourgeoisiet.

De forskellige udviklingstrin i den store franske revolution, både gennem dens op- og nedgangsperiode, viser på ikke mindre overbevisende måde, at styrken hos de forskellige »ledere« eller »helte«, som efterhånden afløste hinanden, først og fremmest bestod i deres forbindelse med de klassekræfter, som støttede dem. Kun i denne forbindelse og ikke en eller anden form for uvedkommende personlig overlegenhed tillod hver af dem. at præge en vis historisk periode. I Mirabeaus, Brissots, Robespierres, Barras' og Bonapartes herredømme, kan man se en afhængighed af objektive love, der har langt større betydning end de historiske forkæmperes personlige egenskaber.

Det er tilstrækkelig velkendt, at enhver revolution op til dato er blevet efterfulgt af en reaktion eller endda af en kontrarevolution. Denne har ganske vist aldrig kastet en nation helt tilbage til udgangspunktet, men den har altid frataget folket størstedelen af det, som det havde erobret. Ofrene for det første reaktionære angreb har som regel været de pionerer, initiativtagere og tilskyndere, som stod i spidsen for masserne i den revolutionære offensivs periode. I deres sted rykkede folk, der havde stået i anden række op, sammen med tidligere fjender af revolutionen. Bag denne dramatiske kamp mellem »koryfæerne« på den åbne politiske skueplads, ligger forandringer i styrkeforholdet mellem klasserne og, ikke mindst vigtigt, dybtgående forandringer i de revolutionære massers psykologi.

Som svar på mange kammeraters undrende spørgsmål om, hvad der var blevet af det bolsjevikiske partis og arbejderklassens aktivitet – af dens revolutionære initiativ dens offervilje og dens proletariske stolthed - hvorfor alt dette var blevet afløst af så megen usselhed, kujoneri, småtskårenhed og karrierejagt henviste Rakovskij til den franske revolutions historie i det attende århundrede og nævnte Babeuf, som da han kom ud af Abbaye-fængslet, på samme måde undrede sig over, hvad der var blevet af den heroiske befolkning i de parisiske forstæder. En revolution forbruger store mængder af menneskelig energi, både individuelt og kollektivt. Nerverne slår klik, bevidstheden rokkes og der slides på karakteren. Begivenhederne udfolder sig for hurtigt til at nye kræfter helt kan erstatte tabet. Sult, arbejdsløshed, de revolutionære kadrers død, massernes fjernelse fra administrationen, alt dette førte til en sådan fysisk og moralsk forringelse i de parisiske forstæder, at det tog tre årtier før de var rede til et nyt oprør.

Sovjetlitteraturens tilsyneladende selvindlysende påstande om, at den borgerlige revolutions love »ikke kan anvendes« på den proletariske revolution har i virkeligheden intet som helst videnskabeligt indhold. Oktoberrevolutionens proletariske indhold bestemtes af verdenssituationen og af de specielle gensidige indre styrkeforhold, men klasserne selv var dannede under zarismens og den, tilbagestående kapitalismes barbariske forhold og var på ingen måde skabt efter den socialistiske revolutions krav. Snarere lige modsat. Det er netop på grund af det faktum, at et på mange områder endnu tilbagestående proletariat, i løbet af få måneder gennemførte det enestående spring fra et halvfeudalt monarki til et socialistisk diktatur, at redaktionen i dets egne rækker var uundgåelig. Reaktionen har udviklet sig i bølger, den ene efter den anden. Ydre forhold og begivenheder har samvirket til at nære den. Intervention fulgte på intervention.

Revolutionen fik ingen direkte hjælp fra vesten. I stedet for den velstand, som landet havde ventet, rådede i lang tid umådelig fattigdom. Desuden var arbejderklassens fremtrædende repræsentanter enten døde under borgerkrigen, eller havde hævet sig et stykke over masserne og løsnet sig fra den. Og således efterfulgtes en eksempelløs anspændelse af styrke, håb og illusioner af en lang periode af træthed, tilbagegang og skuffelse over revolutionens resultater. Den »plebejiske stolthed«s ebbe gav plads for smålighedens og karrierejagets flod. En ny herskende kaste indtog sin plads på denne bølge.

Demobiliseringen af den røde hærs fem millioner spillede en ikke ringe rolle i dannelsen af bureaukratiet. De sejrrige officerer opnåede ledende poster i de lokale sovjetter, i økonomien og i undervisningen, og de indførte overalt sådanne styreformer som de med held havde anvendt for at sikre sejren i borgerkrigen. Således blev masserne på alle områder gradvis skubbet væk fra den direkte deltagelse i landets regering.

Reaktionen indenfor proletariatet forårsagede en voldsom bølge af håb og tillid i de småborgerlige lag i by og på land, som var blevet kaldt til nyt liv af NEP-politiken og som voksede sig mere og mere dristige. Det unge bureaukrati, som først var opstået som proletariatets befuldmægtigede, begyndte nu at føle sig som en slags formilder mellem klasserne. Dets uafhængighed voksede fra måned til måned.

Den internationale situation puffede kraftigt i samme retning. Sovjetbureaukratiet fik mere selvtillid jo tungere slag der rettedes imod den internationale arbejderklasse. Mellem disse tå kendsgerninger er der ikke bare en kronologisk, men også en årsagsmæssig forbindelse, som virkede i to retninger. Bureaukratiets ledere medvirkede til proletariatets nederlag og nederlagene medvirkede til bureaukratiets styrkelse. Det bulgarske oprørs nederlag og det tyske arbejderpartis lidet glorværdige tilbagetog i 1923, det estiske oprørsforsøgs nederlag i 1924, den forræderiske likvidering af generalstrejken i England og det polske arbejderpartis uværdige opførsel ved Pilsudskis magtovertagelse i 1926, den frygtelige massakre på den kinesiske revolution i 1927 og sluttelig de endnu mere ildevarslende nederlag i Tyskland og Østrig – det er de historiske katastrofer, som dræbte sovjetmassernes tro på verdensrevolutionen og tillod bureaukratiet at stige højere og højere, som det eneste frelsende lys.

Angående årsagerne til verdensproletariatets nederlag i de sidste 13 år, må forfatteren henvise til sine andre værker, hvor han har prøvet at påvise den ødelæggende rolle som ledelsen i Kremt, isoleret fra masserne og i bund og grund konservativ som den er, har spillet i de revolutionære bevægelser i alle lande. Her beskæftiger vi os først og fremmest med den uimodsigelige og belærende kendsgerning, at de vedvarende nederlag, som revolutionen led i Europa og Asien, samtidig med at de svækkede Sovjetunionens internationale stilling, styrkede sovjetbureaukratiet i høj grad. To ting har særlig stor betydning i denne historiske rækkefølge. I den anden halvdel af 1923 var sovjetarbejdernes opmærksomhed lidenskabeligt rettet imod Tyskland, hvor proletariatet tilsyneladende havde rakt hånden ud efter, magten. Det tyske kommunistpartis panikagtige tilbagetog var den tungest mulige skuffelse for de arbejdende masser. i Sovjetunionen. Sovjetbureaukratiet åbnede umiddelbart en kampagne .imod teorien om den permanente revolution.. og rettede sit første grusomme slag. imod venstreoppositionen.» I årene .1926 og 27 oplevede befolkningen i Sovjetunionen en ny opblussen af deres forhåbninger. Alles øjne var nu: rettet imod øst, hvor den kinesiske revolutions drama. var. ved at udspille sig. Venstreoppositionen. var kommet sig. efter de tidligere slag og var i færd med at rekruttere en skare af nye tilhængere. I slutningen af 1927 blev den kinesiske revolution nedsablet af bødlen Chang-Kai-shek, i hvis hænder Komintern bogstavelig talt havde overladt de kinesiske arbejdere og bønder. En kold skuffelsens bølge gik henover masserne i Sovjetunionen. Efter en tøjlesløs forfølgelse i pressen og på møder gik bureaukratiet endelig i 1928 i gang med massearrestationer af venstreoppositionen. Givetvis samledes titusinder af revolutionære under bolsjevik-leninisternes banner. De mere bevidste arbejdere var uden tvivl sympatisk indstillet overfor oppositionen, men deres sympati forblev passiv. Masserne manglede tro på, at situationen kunne ændres væsentlig ved en ny kamp. I mellemtiden hævdede bureaukratiet: »For en international revolutions skyld vil oppositionen drage os ind i en revolutionær krig. Vi har haft rystelser nok. Vi har fortjent retten til, at hvile. Vi vil bygge det socialistiske samfund op herhjemme. Stol på os, jeres ledere.« Dette hvilens evangelium styrkede »apparatfolkene« og militærets og statens embedsmænd og fandt utvivlsomt genklang blandt de trætte arbejdere og i endnu højere grad iblandt bønderne. Er det muligt, spurgte de sig selv, at oppositionen virkelig er rede til at ofre Sovjetunionens interesser for ideen om den »permanente revolution«? I virkeligheden havde kampen netop været ført for sovjetstatens livsinteresser. Kominterns fejlagtige politik i Tyskland resulterede 10 år senere i Hitlers sejr, - dvs. i en truende krigsfare fra vest. Og den ikke mindre fejlagtige politik i Kina gav den japanske imperialisme nye kræfter og bragte faren meget nærmere i østen. Reaktionsperioder er frem for alt karakteriseret ved manglen på dristig tænkning. Oppositionen var isoleret. Bureaukratiet., smedede mens jernet var varmt, og udnyttede arbejdernes forvirring og passivitet, idet de satte de mere tilbagestående lag op imod de mere fremskredne og mere og mere åbent satte deres lid til kulakkerne og deres andre småborgerlige allierede. I løbet af få år splittede bureaukratiet på denne måde proletariatets revolutionære fortrop.

Det ville være naivt at forestille sig, at Stalin, som hidtil var ukendt af masserne, pludselig sprang frem fra kulisserne fuldt udrustet med en udarbejdet strategisk plan. Nej, slet ikke. Før Stalin fandt frem til sin egen kurs, fandt bureaukratiet frem til Stalin selv. Han bragte det alle nødvendige garantier: en gammel bolsjeviks prestige, en stærk karakter, snæversyn og nær tilknytning til det politiske maskineri, som var den eneste kilde til hans indflydelse. Den succes der tilfaldt Stalin, var til at begynde med en overraskelse for ham selv Det var den ny hersende gruppes venlige velkomst, mens den forsøgte at befri sig fra de gamle principper og fra massernes kontrol, samtidig med at. den havde brug for en dommer, der var til at stole på i sine egne indre forhold. Så snart Stalin befandt sig i centrum, viste han sig som det termidorianske bureaukratis pålidelige leder, skønt han i forholdet til masserne og under revolutionsbegivenhederne kun havde været en andenrangs person.

Den nye herskende kaste afslørede hurtigt sine egne ideer, og endnu vigtigere, sine interesser. Det overvældende flertal af det nuværende bureaukrati havde stået på den forkerte side af barrikaderne under oktoberrevolutionen (se fx bare sovjetambassadørerne Trojanovskij, Maiskij, Potemkin, Suritz, Khinsjuk osv.). Eller de havde i bedste fald holdt sig udenfor kampen. De af de nuværende bureaukrater, som var i den bolsjevikiske lejr i oktoberdagene spillede i de fleste tilfælde ingen større rolle. Hvad de yngre bureaukrater angår, så var de udvalgt og uddannet af de ældre, ofte var de deres egne sønner. Disse mennesker kunne ikke have gennemført oktoberrevolutionen, men de egnede sig ypperligt til at drage fordel af den.

Personlige tilfældigheder i overgangen mellem disse to kapitler af historien var naturligvis ikke uden indflydelse. Således fremskyndede Lenins sygdom og død uden tvivl udviklingen. Havde Lenin levet længere ville bureaukratiets magt, i alt fald i de første år, være vokset langsommere. Men allerede i 1926 sagde Krupskaya i en kreds af venstreoppositionsfolk: »Hvis Iljitsch havde levet ville han sandsynligvis allerede være i fængsel.« Lenins egen frygt og hans alarmerende profetier stod da endnu friskt i hendes erindring, og hun nærede ingen illusioner om hans personlige almagt overfor historiens modvind og strømninger.

Bureaukratiet besejrede mere end venstreoppositionen. Det besejrede det bolsjevikiske parti. Det overvandt Lenins program, som havde set hovedfaren i statsorganernes forandring fra at være. »samfundets tjenere til at være samfundets herrer«. Det overvandt alle disse fjender, oppositionen, partiet og Lenin, ikke ved hjælp af ideer og argumenter, men ved sin egen sociale vægt. Bureaukratiets blytunge bagdel opvejede revolutionens hoved. Det er hemmeligheden ved Sovjets termidor.

2. Bolsjevikpartiets degeneration

Det bolsjevikiske parti forberedte og sikrede oktobersejren. Det skabte også sovjetstaten og forsynede den med et kraftigt skelet. Partiets degeneration blev både årsag til og en følge af statens bureaukratisering: Det er nødvendigt, i alt fald kort, at vise hvordan dette gik til.

Det indre styre i det bolsjevikiske parti var karakteriseret af den demokratiske centralisme. Kombinationen af disse to ting, demokrati og centralisme er ikke selvmodsigende. Partiet holdt omhyggeligt øje ikke blot med, at dets grænser altid var klart definerede, men også med, at enhver, der trådte indenfor disse grænser, skulle nyde retten til akt være med til at bestemme partiets politik. Frihed til at kritisere og til intellektuel kamp var uigenkaldelige dele af partidemokratiet. Den nuværende doktrin, at bolsjevismen ikke tolererer fraktioner er en af nedgangsperiodens myter. I virkeligheden, er bolsjevismens historie en fraktionskampenes historie. Hvordan skulle også en virkelig revolutionær organisation, som har sat sig som mål at omstyrte en verden og som under sit banner forener de dristigste billedstormere, stridsmænd og oprørere, kunne leve og udvikle sig uden grupperinger og fra tid til anden fraktionsdannelser? .De ledende bolsjevikkers fremsynethed gjorde det ofte muligt at mildne konflikterne og afkorte fraktionskampenes varighed, men heller ikke mere. Centralkomiteen regnede med denne sydende demokratiske underbygning. Fra den fik den dristighed til at træffe beslutninger og give ordrer. Ledernes klare korrekte opførsel under alle afgørende stadier forlenede dem med denne høje autoritet, som er centralismens uvurderlige moralske kapital.

Ledelsen af. det bolsjevikiske parti stod af den grund, særlig før det fik magten i fuldstændig modsætning til ledelsen af de nuværende sektioner af Komintern med deres »ledere«, der er udpeget ovenfra, og som fuldstændig skifter politik på kommando, med deres ukontrollerede apparat, der er storsnudet overfor de menige medlemmer og underdanige overfor Kreml. Men i de første år efter erobringen af magten, ville enhver bolsjevik, endog Stalin, have afvist det som ondskabsfuld bagvaskelse, hvis nogen skulle have foregøglet ham et billede af partiet 10-15 år senere, selvom der var begyndt at komme rustpletter på det administrative apparat i partiet.

Lenins og også hans kollegers opmærksomhed var stadig optaget af at beskytte de bolsjevikiske rækker imod mangler hos dem, der stod for magten. Men partiets nøje tilslutning til og delvise sammensmeltning med statsapparatet havde allerede i disse første år øvet synlig skade på. partistyrets frihed og elasticitet. Demokratiet var. bleven indskrænket, i samme forhold som vanskelighederne øgedes. I begyndelsen havde partiet ønsket og håbet at kunne bibeholde frihed i den politiske kamp indenfor sovjetternes rammer. Borgerkrigen gav imidlertid denne beregning en hård korrektur. De oppositionelle partier blev forbudt, det ene efter det andet. Denne forholdsregel, der ganske åbenlyst var i strid med ånden i sovjetdemokratiet, blev af lederne ikke anset for et princip, men som en tidsbegrænset handling i selvforsvar.

Det herskende partis hastige vækst måtte sammen med de nye og utallige opgaver uundgåeligt skabe indre, afvigende synspunkter. De underjordiske oppositionelle strømninger i landet udøvede gennem forskellige kanaler et tryk på den eneste legale partiorganisation og øgede skarpheden i den fraktionelle kamp. Mod slutningen af borgerkrigen antog denne strid så skarpe former, at den truede med at sætte statsmagten over styr. I marts 1921, under Kronstadtrevolten, der havde revet et ikke ringe antal bolsjevikker med sig, anså den 10. partikongres det for nødvendigt at gribe til forbud mod fraktionsdannelse - det vil sige at overføre det politiske styre fra statslivet til det indre liv i partiet. Dette forbud mod fraktionsdannelse blev igen betragtet som en ekstraordinær forholdsregel, der skulle afvikles såsnart der for alvor viste sig en bedring i situationen. Samtidigt var. centralkomiteen yderst varsom med at anvende den nye lov, da . den i høj grad bestræbte sig for ikke at kvæle det indre partiliv.

Men det som i sit oprindelige udkast blot var en nødvendig indrømmelse til en vanskelig situation, viste sig at passe fortræffeligt til smagen hos bureaukratiet, der havde begyndt at tilpasse det indre partiliv til hvad der var bekvemt for administrationen. Allerede i 1922, mens der var en kort bedring i Lenins helbred, blev han opskræmt over bureaukratiets truende vækst, og han forberedte en kamp imod den fraktion, som ledtes af Stalin, der havde gjort sig til partimaskinens akse, som et første skridt imod beherskelsen af selve statsmaskineriet. Et nyt slagtilfælde og dermed døden forhindrede Lenin i at måle kræfter med denne indre reaktion.

Alle Stalins bestræbelser, og med ham arbejdede på den tid Zinoviev og Kamenev hånd i hånd, gik fra da af ud på at befri partimaskineriet for kontrollen fra de menige partimedlemmers side. I denne kamp for at »stabilisere« centralkomiteen, viste Stalin sig som den mest udholdende og selvsikre blandt kollegerne. Han behøvede ikke at besvære sig med internationale problemer, for dem havde han aldrig bebyrdet sig med. Den nye herskende klikes småborgerlige udsyn var hans eget udsyn. Han stolede fast og inderligt på, at opgaven med at skabe socialisme var noget nationalt og efter sin natur noget administrativt. Han så på Komintern som et nødvendigt onde, der. så vidt muligt skulle anvendes i udenrigspolitikken. Hans eget parti havde i hans øjne kun værdi som et lydigt støtteapparat for maskineriet.

Sammen med teorien om socialisme i ét land, satte bureaukratiet en teori i omløb om, at i bolsjevismen er centralkomiteen alt og partiet ingen ting. Den sidste teori blev i hvert fald realiseret med større held end den første. Den herskende gruppe benyttede sig af Lenins død til at bebude en »Lenin-udskrivning«. Partiets porte der altid havde været omhyggelig bevogtede, blev nu slået op på vid gab. Arbejdere, kontorister, småfunktionærer strømmede ind i massevis. Det politiske formål med denne manøvre var at opløse den revolutionære fortrop i et råt menneskemateriale, der var uden erfaring, uden selvstændighed, men fra gammel tid af vant til at lystre autoriteterne. Planen lykkedes. Ved at befri partiet fra den proletariske fortrops kontrol, tildelte »Lenin-udskrivningen« Lenins parti et dødbringende slag. Maskinen havde nu skaffet sig den nødvendige uafhængighed. Demokratisk centralisme gav plads for bureaukratisk centralisme. I selve partiapparatet fandt der tillige en radikal udskiftning sted, fra top til tå. En bolsjeviks højeste dyd var nu at lystre. Under skin af at bekæmpe oppositionen blev nu alle revolutionære fejet ud og erstattet med chinovniker [2] . Det bolsjevikiske partis historie blev historien om dets hastige degeneration.

Den politiske mening med den kamp der gik for sig, tilsløredes for mange af den omstændighed, at lederne for alle de tre grupper, Venstre, Centrum og Højre, tilhørte en og samme stab i Kreml, Politbureauet. For mere overfladiske sjæle syntes det bare at være en slags personlig rivaliseren, en strid om Lenins »arv«. Men under et jerndiktaturs betingelser kunne sociale modsætninger først manifestere sig gennem det herskende partis institutioner. Mange termidorianere var i sin tid dukket frem fra jakobinernes kreds. Bonaparte selv hørte i sine første år til denne kreds, og det var blandt tidligere jakobinere, at førstekonsulen og Frankrigs kejser helt naturligt udvalgte sine mest trofaste tjenere. Tiderne skifter og med dem jakobinerne, det tyvende århundredes jakobinere ikke undtaget.

Af politbureauet fra Lenins tid er der nu kun Stalin tilbage. To af dets medlemmer, Zinoviev og Kamenev, Lenins medarbejdere gennem lange emigrationsår, afsoner med 10 års fængsel en forbrydelse, de aldrig har begået. Tre andre medlemmer, Rylov, Bukharin og Tomskij [1] , er fuldstændig blevet fjernet fra ledelsen, men som en belønning for underkastelse har de fået tildelt underordnede embeder. Og så er endelig forfatteren til disse linjer i landsforvisning.

Lenins enke, Krupskaja, er også under mistanke, men har vist sig ude af stand til fuldt og helt at tilpasse sig termidoren, trods alle anstrengelser.

Medlemmerne af det nuværende politbureau indtog underordnede poster under det bolsjevikiske partis historie. Hvis der i revolutionens første år havde været nogen, der havde forudsagt deres fremtidige ophøjelse, ville de selv have været de første til at undres, og denne undren ville ikke have været falsk beskedenhed. Så meget mere alvorligt er det derfor nu, at der hersker den regel, at Politbureau altid har ret, og at ingen under nogen omstændighed kan få ret overfor Politbureauet. Men yderligere kan Politbureau ikke få ret overfor Stalin, som ikke kan tage fejl og følgelig ikke kan få ret overfor sig selv.

Kravet om partidemokrati var i hele denne tid slagordet for alle de oppositionelle grupper, ligeså vedvarende som håbløst. Den tidligere nævnte udtalelse fra venstreoppositionen krævede i 1927, at der i strafferetten tilføjedes en paragraf om, at »enhver direkte eller indirekte forfølgelse af en arbejder for at have rettet kritik skulle straffes som en meget alvorlig statsforbrydelse«. Men i- stedet for blev der til straffeloven tilføjet en artikel imod venstreoppositionen selv.

Af partidemokrati blev der kun minder tilbage i erindringen hos den ældre generation. Og sammen hermed forsvandt demokratiet i sovjetterne, fagforeningerne, andelsforeningerne og i sportsforeningerne: Over hver eneste af dem hersker der et ubegrænset hierarki af partifunktionærer. Styret blev »totalitært« flere år før dette ord kom fra Tyskland. »Ved hjælp af demoraliserende metoder, der forvandler tænkende mennesker til maskiner og ødelægger vilje, karakter og menneskelig værdighed«, skrev Rakovskij i 1928, »er det lykkedes de herskende kredse at skabe sig om til et uafsætteligt og urørligt oligarki, der repræsenterer klassen og partiet«. Siden disse harmfulde ord blev skrevet, er degenerationen i partiet skredet umådelig længere frem. G.P.U: er bleven den udslaggivende faktor i partiets indre liv. Når Molotov i marts 1936 overfor en fransk journalist kunne prale med, at der ikke længere findes fraktionsstridigheder indenfor det herskende parti, er det kun fordi uoverensstemmelser ordnes automatisk ved indgriben af det politiske politi. Det gamle bolsjevikparti er dødt, og der er ingen kraft til at kalde det til live igen..,

***

Parallelt med partiets politiske degeneration indtraf der et moralsk forfald i det ukontrollerede apparat. Ordet »sovbor« – sovjetbourgeois, – anvendt overfor en privilegeret værdighedsperson, kom meget hurtig til syne i arbejdernes ordbog. Med overgangen til NEP vandt de borgerlige tendenser stærk fremgang. På den 11. partikongres i marts 1922 advarede Lenin imod faren for en degeneration af det herskende lag. Det var mere end een gang i historien hændt, sagde han, at erobreren overtog de erobredes kultur, når det sidste stod på et højere trin. Det russiske bourgeoisis og det gamle bureaukratis kultur var nok temmelig miserabel, men desværre, det nye herskende lag måtte ofte tage sin hat af for den kultur. »4700 ansvarlige kommunister er der i Moskva til at styre statsmaskineriet. Hvem leder hvem? Jeg er stærkt i tvivl om man kan sige at det er kommunister der leder...« På de efterfølgende kongresser kunne Lenin ikke mere tage ordet. Men alle hans tanker i de sidste måneder af hans aktive liv drejede sig om at advare og væbne arbejderne imod bureaukratiets undertrykkelse, vilkårlighed og korruption. Men han så imidlertid kun de første symptomer på sygdommen.

Christian Rakovskij, tidligere præsident for folkekommissærernes råd i Ukraine, og senere sovjetambassadør i London og Paris, sendte i 1928, da han allerede var i landflygtighed, sine venner en lille undersøgelse over sovjetbureaukratiet, som vi foran har citeret flere gange; for det er stadigvæk det bedste der er blevet skrevet om dette emne: »Efter Lenins mening og efter alle vi andres mening«, siger Rakovskij, »var det partiledelsens opgave at beskytte både partiet og arbejderklassen mod de korrumperede handlinger, som de der er ved magten kan udøve ved deres privilegier, placering og begunstigelser, og mod deres tilnærmelser til resterne af den gamle adel og småborgerskab, mod NEP's nedbrydende indflydelse, mod den borgerlige morals og ideologis fristelser... vi må frit, åbent og tydeligt sige, at partiapparatet har ikke fuldført denne opgave, at det har afsløret sin usikkerhed til det dobbelte hverv som beskytter og opdrager. Det har svigtet, det har spillet fallit.«

Det er sandt nok, at Rakovskij, brudt ned af de bureaukratiske repressalier, senere har fornægtet sin egen kritik. Men også den 70-årige Galileo så sig i kløerne på den hellige inkvisition tvunget til at fornægte det kopernikanske system – hvad der ikke forhindrede jorden i at fortsætte sin bane omkring solen. Vi tror ikke på den 60-årige Rakovskijs tilbagekaldelser, for han har selv mere end én gang givet en sønderlemmende analyse af sådanne tilbagekaldelser. Hvad hans politiske kritik angår, så har den fået en endnu bedre støtte i den objektive udviklings kendsgerninger end i dens forfatters subjektive djærvhed.

Magterobringen ændrer ikke blot proletariatets forhold til andre klasser, men også dets egen indre struktur. Udøvelsen af magten bliver en specialitet for en særlig social gruppe, der bliver des mere utålmodig efter at få løst sit eget »sociale problem«, jo højere dens forestilling om sin egen mission er. »I en proletarisk stat, hvor kapitalistisk akkumulation ikke er tilladt for medlemmer af det herskende parti, er differentieringen til at begynde med funktionel, men bliver siden hen social...« Rakovskij forklarer videre: »Den sociale stilling hos en kommunist der til sin disposition har en bil, en god lejlighed, regelmæssige ferier, og som får den højeste partiløn, afviger fra stillingen hos den kommunist der arbejder i en kulmine, hvor han får fra 50–60 rubler om måneden.«

Rakovskij opregner en hel del årsager til degenerationen hos jakobinerne, når de har fået magten: jagten efter rigdom, andel i regeringsleveringerne, forstrækninger med penge osv. og citerer så en interessant bemærkning hos Babeuf om, at degenerationen hos den nye herskende klasse blev hjulpet ikke så lidt af det tidligere aristokratis unge damer, som jakobinerne var en del interesserede i. »Hvad er det I laver, forknytte plebejere,« udbryder Babeuf. »I dag omfavner de jer, men i morgen kvæler de jer.« En statistik over sovjetledernes hustruer ville vise det samme billede. Den velkendte sovjetiske journalist Sosnovskij pegede på den særlige rolle, som bil-harem-faktoren spillede ved at udforme sovjetbureaukratiets moral. Ganske vist fulgte Sosnovskij Rakovskijs eksempel, tog sine ord i sig og vendte tilbage fra Sibirien. Men det hjalp ikke på bureaukratiets moral. Tværtimod er selve tilbagekaldelsen af bemærkningerne et bevis på den fremadskridende demoralisation.

Sosnovskijs gamle artikler der vandrede i manuskript frahånd til hånd, vrimlede af uforglemmelige episoder fra den nye herskerklasses liv, der til fulde viste, i hvilken udstrækning erobrerne havde tilegnet sig de erobredes moral. For ikke at holde os til de forbigangne år – Sosnovskij ombyttede definitivt sin pisk med en lyre i 1934 – skal vi indskrænke os til et par helt friske eksempler fra Sovjetpressen. Og vi vil heller ikke udvælge misbrug og såkaldte »excesser«, men hverdagsfænomener, der er legaliseret af den offentlige sociale mening.

Direktøren for en moskvafabrik, en fremstående kommunist, praler i Pravda med den kulturelle udvikling i det foretagende han leder. »En mekaniker telefonerer: »Hvad befaler De, at standse ovnen med det samme eller vente?« Jeg svarer: »vent du bare.« Mekanikeren henvender sig til direktøren med den yderste høflighed, bruger »De« til ham, mens direktøren svarer ham med »du«. Og denne uanstændige samtale, der ikke ville være mulig i noget kapitalistisk kulturland, beretter direktøren selv i Pravdas spalter som noget ganske normalt. Redaktøren gør ingen indvending, han lægger nemlig slet ikke mærke til det. Læserne protesterer ikke, fordi de er vant til det. Vi andre er heller ikke overraskede, for ved højtidelige lejligheder i Kreml henvendte »lederne« og folkekommissærerne sig til fabriksdirektører, formænd for kollektivbrug, arbejderformænd og arbejderkvinder, som var underordnede i forhold til dem selv med et »du«, når de var specielt inviteret ind for at modtage dekorationer. Hvordan kan de lade være med at huske, at et af de mest populære revolutionære slagord i zartiden var et krav om at få afskaffet brugen af »du«, når overordnede henvendte sig til underordnede!

Disse kremlsamtaler mellem autoriteterne og »folket«, der forbløffer ved deres herskabsagtige arrogance, beviser umiskendeligt at til trods for oktoberrevolutionen, nationaliseringen af produktionsmidlerne og »likvideringen af kulakkerne som klasse«, har menneskenes adfærd overfor hinanden, og det selv på sovjetpyramidens top, ikke bare ikke endnu nået til socialisme, men står i mange henseender endog tilbage for en kultiveret kapitalisme. I de sidste år er der på dette vigtige område sket et uhyre tilbageskridt. Og kilden til dette tilbagefald til det ægte russiske barbari er uden tvivl sovjettermidoren, som har givet det lidet kultiverede bureaukrati fuldstændig uafhængighed og frihed for enhver kontrol, men masserne det velkendte bud om at holde mund og lystre.

Det være langt fra os at stille diktaturets abstraktion op imod demokratiets og veje deres egenskaber på den rene fornufts vægtskål. Alt er relativt i denne verden, hvor kun forandring er bestandig. Det bolsjevikiske partis diktatur viste sig at være et af de mægtigste redskaber til fremskridt i historien. Men også her gælder digterens ord: »fornuft bliver til ufornuft, velgerning en plage«. Forbudet mod oppositionellepartier førte med sig forbud mod fraktioner. Forbudet mod fraktioner endte med et forbud mod at tænke anderledes end de ufejlbare ledere. Partiets politiopbyggede stenkolos resulterede i straffrihed for bureaukratiet, som igen blev en kilde til al slags tøjlesløshed og korruption.

3. Termidorens sociale rødder.

Vi har defineret den sovjetiske termidor som bureaukratiets sejr over masserne. Vi har forsøgt at afdække de historiske betingelser for denne sejr. Proletariatets revolutionære fortrop var delvis bleven opslugt af administrationsapparatet og gradvist demoraliseret, og for en stor del tilintetgjort i borgerkrigen, og mange var smidt ud og knust. De trætte og skuffede masser var ligeglade med hvad der skete oppe i toppen. Hvor vigtige disse betingelser end i sig selv kan have været, er de utilstrækkelige til at forklare, hvorfor det kunne lykkes bureaukratiet at løfte sig op over samfundet og i så lang tid lægge sin egen skæbne fast i egne hænder. Dets egen vilje hertil ville i hvert fald være utilstrækkelig. Et nyt herskende lags opståen må have dybe sociale årsager.

Termidoernes sejr over jakobinerne i det 18. århundrede blev også fremhjulpet af massernes træthed og af demoralisationen i de ledende kadrer, men bagved disse i det væsentlige mere konjunkturbestemte hændelser fandt der en dybere organisk proces sted. Jakobinerne støttede sig på småborgerskabets underste lag, som var løftet op af den store bølge. Men det 18. århundredes revolution kunne som følge af produktivkræfternes udvikling i det lange løb ikke bringe andre end storbourgeoisiet til politisk herredømme. Termidoren var kun et af trinene i denne uundgåelige proces. Hvad var det for en social nødvendighed der fandt sit udtryk i den sovjetiske termidor?

I det foregående kapitel har vi forsøgt at give et foreløbigt svar på det spørgsmål, hvorfor gendarmen igen kom til at triumfere. Vi må nu fortsætte vor analyse af betingelserne for overgangen fra kapitalisme til socialisme og den rolle, staten spiller i denne proces. Lad os igen sammenligne den teoretiske profeti med virkeligheden. »Det er stadig nødvendigt at undertrykke bourgeoisiet og dets modstand,« skrev Lenin i 1917, da han talte om den periode, der skulle begynde straks efter erobringen af magten, »men undertrykkelsesorganet er nu flertallet af befolkningen og ikke mindretallet, som det tidligere altid har været tilfældet  i den forstand begynder staten at de bort.«Hvordan ytrer denne afdøen sig? Frem for alt derved, at undertrykkelsesfunktionerne bliver udøvet af flertallet selv og umiddelbart, i stedet for af det privilegerede mindretals særlige institutioner (en privilegeret embedsstand, den stående hærs befalingsmænd.) Lenin fortsætter med en tese der er indlysende sand: »Jo mere statsmagtens funktioner udøves af det samlede folk, des mindre trang er der til denne magt.« Ophævelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne gør den historiske statshovedopgave overflødig – nemlig forsvaret for mindretallets ejendomsprivilegier imod det overvældende flertal.

Statens bortdøen begynder derfor, ifølge Lenin, på selve dagen efter ekspropriationen; af ekspropriatorerne – det vil sige før det nye styre har haft tid til at tage fat på dets økonomiske og kulturelle problemer. Enhver fremgang i disse problemer betyder et skridt videre mod en likvidering af staten og dens opgåen i det socialistiske samfund. Graden i denne opgåen er det sikreste tegn på dybden og effektiviteten i den socialistiske opbygning. Vi kan tilnærmelsesvis opstille denne sociologiske læresætning: styrken i den tvang som udøves af masserne i en arbejderstat står i et direkte forhold til styrken i udbyttertendenserne eller til faren for en genindførelse af kapitalismen, og står i omvendt forhold til styrken i samfundssolidariteten og til loyaliteten overfor det nye styre. Bureaukratiet derimod det vil sige »en stående hærs embedsmænd og førere« - repræsenterer en særlig form for tvang, som masserne ikke har noget ønske om at udøve, og som på en eller anden måde er rettet imod dem selv.

Hvis de demokratiske sovjetter indtil nu havde bevaret deres gamle styrke og uafhængighed og alligevel havde følt sig tvunget til at anvende repressalier og tvang i samme målestok som i de første år, ville denne omstændighed i sig selv give anledning til alvorlig ængstelse. Hvor meget mere grund til uro er der. så ikke, når det er en kendsgerning, at massernes sovjetter fuldstændigt er forsvundet fra scenen, og at tvangsfunktionerne er gået over til Stalin, Jagoda og co. Og hvad er det så ikke for et tvangsregimente? Først og fremmest må vi spørge os selv: hvad er det for sociale årsager der ligger bag ved denne statens hårdnakkede brutalitet og særlig bagved dens polititerror? Betydningen af dette spørgsmål er selvindlysende. Af svaret afhænger, om vi radikalt skal revidere vor traditionelle syn på det socialistiske samfund i almindelighed, eller lige så radikalt afvise de officielle bedømmelser af Sovjetunionen.

Lad os fra et af de sidste numre af en Moskvaavis bare tage en stereotyp karakteristik af det nuværende sovjetstyre, en af dem der bliver gentaget over det hele land fra dag til dag, og som skolebørnene lærer udenad: »i Sovjetunionen er kapitalisternes, godsejernes og kulakkernes snylterklasser fuldstændig udryddet, og derved er det for evigt slut med menneskets udbytning af mennesket. Hele den nationale økonomi er blevet socialistisk, og den voksende stakhanovbevægelse forbereder betingelserne for en overgang fra socialisme til kommunisme.« (Pravda 4. april 1936). Kominterns verdenspresse har naturligvis ikke noget at føje hertil. Men hvis udbytningen er »slut for evigt«, hvis landet virkeligt nu er på vej fra socialismen,. det nederste trin, til kommunismen, det højere trin, så skulle der ikke være noget andet for samfundet at gøre end at smide statens spændetrøje af sig. I stedet for det – det kan være svært nok at forestille sig denne modsætning – har sovjetstaten fået en totalitær og bureaukratisk karakter.

Den samme skæbnesvange modsætning kommer også til syne i partiets udvikling. Her kan man formulere problemet omtrent på følgende måde: hvorfor var det muligt fra 1917 til 1921 at kunne diskutere åbent og frygtløst i partiet om de alvorligste politiske problemer, på et tidspunkt da de gamle herskende klasser endnu stod i kamp, mens de blev aktivt understøttet af imperialisterne i hele verden, og mens kulakerne med våben i hånd saboterede hæren og levneds-middelforsyningen ude fra landet? – Og hvorfor er det så ikke muligt at få lov til bare det ringeste kritiske ord om de uafsættelige førere, på et tidspunkt hvor interventionen er hørt op, hvor de udbyttende klasser er sprængt, efter sukcessen med industrialiseringen, og efter at det overvældende flertal af bønderne er bleven kollektiviserede? Hvoraf kom-mer det, at hvis en eller anden bolshevik, i henhold til partiets love, ville anmode om indkaldelse af en partikongres, så ville han øjeblikkelig blive udstødt, og enhver borger der hørligt udtrykte en tvivl om Stalins ufejlbarlighed, ville blive tiltalt og straffet som om han havde deltaget i et terrorist-komplot? Hvorfor denne frygtelige, uhyrlige og utålelige ter-ror med undertrykkelse og politiapparat?

Teori er ikke nogen veksel, som man på hvilket som helst tidspunkt kan præsentere virkeligheden til indløsning. Hvis en teori viser sig ikke at passe, må vi revidere den eller udfylde manglerne i den. Vi må se at finde ud af de reelle sociale kræfter, der ligger bag ved modsætningen mellem sovjetvirkeligheden og de traditionelle marxistiske begreber. I hvert fald må vi ikke vandre om i mørke og bare gentage de rituelle tomme fraser, der kan være nyttige for ledernes prestige, men som er slag i ansigtet på den levende virkelighed. Vi skal lige komme med et overbevisende eksempel herpå.

I en tale på centraleksekutivkomiteens møde i januar 1936 erklærede Molotov, formand for Folkekommissærernes Råd: »Landets nationale økonomi er bleven socialistisk (bifald). På den måde (?) har vi løst problemet om klassernes likvidering (bifald). Imidlertid slæber vi stadig rundt med rester fra fortiden af »elementer der efter deres natur er fjendtlige overfor os,« brudstykker af de tidligere herskende klasser. Tilmed kan der blandt kollektivbønderne, statsfunktionærerne og undertiden også arbejderne findes »småspekulanter«, svindlere med kollektiv- og statsejendom, sovjet-fjendtlige sladderhanke osv.« Og deraf kommer så nødvendigheden af at måtte skærpe diktaturet.

Trods Engels skal arbejderstaten ikke »sove ind«, men tværtimod blive mere og mere årvågen.

Det billede som sovjetregeringens overhoved her tegner ville i højeste grad være beroligende, hvis det ikke vår så dødbringende selvmodsigende. Socialisme hersker fuldstændigt i landet: »i den forstand« er klasserne bragt ud af verden. (Hvis de er det i den forstand, så er det naturligvis også i enhver anden henseende.) Ganske vist er den sociale harmoni hist og her brudt af rester og ruiner af fortiden, men det er ikke let at forestille sig, at ganske enkelte sværmere, der er berøvet magt og ejendom, sammen med »småspekulanter« (og ikke engang rigtige spekulanter) og »sladderhanke« vil være i stand til at styrte det klasseløse samfund. Alt går jo fremad på den bedst tænkelige måde. Men hvorfor så alligevel bureaukratiets jernhårde diktatur?

Disse reaktionære sværmere vil da dø ud ,skulle man tro. »Småspekulanterne« og »sladderhankene« kunne de ærkedemokratiske sovjetter med et smil skille sig af med. »Vi er ikke utopister« svarede Lenin i 1917 til den bureaukratiske stats borgerlige og reformistiske teoretikere, og »benægter på ingen måde muligheden og uundgåeligheden af udskejelser fra enkeltpersoners side, og sandsynligt nødvendigheden af at undertrykke sådanne udskejelser. Men ... af den grund er der dog ingen trang til et særligt maskineri, et særligt undertrykkelsesapparat. Det vil blive ordnet af det bevæbnede folk selv, simpelt og ligetil som enhver forsamling af civiliserede mennesker i vor tids samfund adskiller et par slagsbrødre eller standser en voldshandling overfor en kvinde.« Disse ord lyder som om den skrivende i særlig grad havde forudset de indvendinger som en af hans efterfølgere i spidsen for regeringen ville fremkomme med. Man lærer om Lenin i Sovjetunionens folkeskoler, men åbenbart ikke i Folkekommissærernes Råd. Ellers ville det være umuligt at forklare, hvorledes Molotov uden betænkning vover at gribe til de argumenter, som Lenin rettede sine skarpt, slebne våben imod. Hvilken himmelråbende modsætning mellem den socialistiske stats grundlægger og hans epigoner! Hvor Lenin mente, at selv likvideringen af de udbyttende klasser kunne ske uden et bureaukratisk apparat, der finder Molotov ikke noget bedre påskud end en henvisning til »de tilbageblevne« af de likviderede klasser, til at forklare, hvorfor det bureaukratiske maskineri, efter at klasserne er likviderede, har kvalt folkets selvstændighed.

At ernære sig af disse »tiloversblevne« bliver imidlertid temmelig vanskeligt, eftersom de tidligere klassefjender jo er bleven lykkeligt opsuget af sovjetsamfundet, efter hvad autoritative repræsentanter indenfor bureaukratiet selv indrømmer. Således sagde Postysjev, en af partiets centralkomites sekretærer, i april 1936, på en kongres for Kommunistisk Ungdom: »mange af dem der saboterede, har oprigtigt angret og har tilsluttet sig sovjetfolkets rækker.« Som følge af den heldige gennemførelse af kollektiviseringen« skal kulakkernes børn ikke gøres ansvarlige for deres forældre.« Og tilmed: »kulakken selv tror nu næppe mere på muligheden af at vende tilbage til sin tidligere stilling som udbytter i landsbyen.« Det var ikke uden grund at regeringen annullerede de retslige begrænsninger, der knyttede sig til social herkomst! Men hvis Postysjevs påstande, som fuldt ud deles af Molotov, skal have nogen som helst mening, må det være denne: ikke alene er bureaukratiet blevet en uhyrlig rest fra fortiden, men selve statstvangen har i sig selv ikke noget at gøre i. sovjetternes land. Men hverken Molotov eller Postyshev: er indforstået med denne logiske konklusion. De foretrækker at beholde magten selv på bekostning af selvmodsigelse.

I virkeligheden kan de slet ikke give magten fra sig. Eller – for at oversætte det til objektivt sprog: det nuværende sovjetsamfund kan ikke føres videre uden en stat, og indenfor visse grænser, uden et bureaukrati. Men årsagen hertil er på ingen måde de ynkelige rester fra fortiden, men de mægtige kræfter og tendenser i nutiden. Berettigelsen af sovjetstatens eksistens som "et tvangsapparat fremgår af den kendsgerning, at den nuværende overgangsstruktur stadig er fyldt med sociale modsigelser, som indenfor forbrugsområdet - noget som angår alle på det nærmeste og føleligste – er yderst spændte og hele tiden truer med at bryde ind på produktionsområdet. Socialismens sejr kan" ikke siges at være hverken endelig eller uigenkaldelig.

Grundlaget for den bureaukratiske kommanderen er samfundets fattigdom på forbrugsartikler med den deraf op-, ståede: alles kamp imod alle. Når der er tilstrækkelig med varer i butikkerne, kan køberne komme, når det passer dem. Når der er mangel på varer, må køberne stå i kø. Når køen bliver meget lang, må der politi til for at holde orden. Det er udgangspunktet for sovjetbureaukratiets magt. Det »ved«. hvem der skal have noget, og hvem der skal vente.

En forhøjelse af det materielle og kulturelle leveniveau burde ved første øjekast forringe nødvendigheden af privilegier, indskrænke området for anvendelse af »den borgerlige ret« og dermed underminere grunden for dens beskytter, bureaukratiet. I virkeligheden skete det omvendte : væksten i produktivkræfterne blev tværtimod årsag til en yderliggående udvikling af alle former for ulighed, privilegier og fordele, og dermed af bureaukratiet. Men heller ikke det sker tilfældigt.

I sin første periode var sovjetstyret uden tvivl langt mere indstillet på lighed og langt mindre bureaukratisk. Men det var mest en lighed overfor den almindelige nød. Landets hjælpekilder var så beskedne, at der ikke var nogen mulig-hed for at udskille bredere privilegerede lag af masserne. På samme tid dræbte »ligemalteriet« i arbejdsaflønningerne den personlige interesse og blev til en bremse på udviklingen af produktivkræfterne. Sovjetsamfundet måtte se at komme ud af sin fattigdom og nå et noget højere trin, før en fedtaflejring – privilegier – kunne blive mulig. Produktionens nuværende stade er endnu langt fra at kunne forsyne alle med det nødvendige. Men den er tilstrækkelig til at kunne forsyne et mindretal med betydelige privilegier og til at forvande uligheden til en knut. til at piske flertallet frem med. Det er den første grund til at produktionsstigningen hidtil ikke har styrket statens socialistiske træk, men derimod de borgerlige.

Men det er ikke den eneste grund. Ved. siden af den økonomiske faktor der på det nuværende stadium foreskriver kapitalistiske aflønningsmetoder, virker der parallelt dermed en politisk faktor i selve bureaukratiets person. Efter sit egentlige væsen er det ulighedens stifter og opretholder. Det er fra begyndelsen opstået som arbejderstatens borgerlige organ. Ved' at oprette og forsvare et mindretals fordele, skummede det naturligvis fløden af for sig selv. Der er ikke nogen, som har goder at uddele, der nogensinde glemmer sig selv. På denne måde udviklede der sig af en social nødvendighed et organ, som i høj grad er vokset ud over sin. socialt nødvendige funktion og er blevet til en selvstændig faktor og dermed kilden til en meget stor fare for hele den sociale organisme.

Den sociale mening med sovjettermidoren begynder nu at træde klart frem for os. Massernes fattigdom og kulturelle' tilbageståenhed legemliggjorde sig endnu engang i en herskers ildevarslende skikkelse med den store knippel. i hånden. Det afsatte og smædede bureaukrati blev fra at være en tjener for samfundet igen til dets hersker. På vejen hertil har det nået både socialt og moralsk. at få fjernet sig så langt fra folkemasserne, at det nu ikke længere kan tåle nogen som helst kontrol med sine handlinger eller med sine indkomster.

Bureaukratiets tilsyneladende mystiske frygt for »småspekulanter, snydere og sladderhanke« finder på den måde en ganske naturlig forklaring. Eftersom sovjetøkonomien endnu ikke er i stand til at tilfredsstille massernes elementære behov, skaber og opmuntrer den på hvert eneste trin spekulant- og snyderitendenser. På den anden side gør det nye aristokratis privilegier befolkningsmasserne tilbøjelige til at lytte til »sovjetfjendtlige rygtesmede«,. dvs. til enhver der kritiserer. de grådige og lunefulde pampere, selv om det også sker hviskende. Det drejer sig således ikke om fortidens spøgelser, ikke om rester af noget der ikke længere eksisterer, kort sagt, ikke om den sne der faldt i fjor, men om nye mægtige og bestandig genopståede tendenser hen i mod privat berigelse. Den første endnu meget magre tilstrømning af velstand i landet har netop på grund af sin magerhed ikke svækket, men styrket disse centrifugale tendenser. På den anden side har der samtidigt hos de uprivilegerede udviklet sig en lyst til at vise den nye adel en knyttet næve. Den sociale kamp skærpes på ny. Sådan er kilderne til bureaukratiets magt. Men fra de samme kilder udspringer også en trussel imod dets magt.


Noter

[1]: Zinoviev og Kamenev blev i august 1936 skudt for påstået delagtighed i et. »terroristisk komplot« imod Stalin. Tomskij begik selvmord eller blev skudt ved samme lejlighed. Rykov blev fjernet fra sit embede i forbindelse med »komplottet«, men blev sammen med Bucharin skudt under processerne i 1938. (Overs. anm.)

[2]: Professionelle regeringsfunktionærer.


Tilbage
Revolutionen forrådt
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere