Marx og »Neue Rheinische Zeitung« (1848/49)

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: I »Sozialdemokrat« den 13. marts 1884.
Oversættelse: Ukendt. Efter teksten i »Sozialdemokrat«.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind II, side 327-336.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, september 2005.


Marx og »Neue Rheinische Zeitung« (1848/49)

Da Februarrevolutionen udbrød, bestod det tyske »kommunistiske parti«, som vi kaldte det, kun af en lille stamme, »Kommunisternes forbund« (»Bund der Kommunisten«), der var organiseret som et hemmeligt propagandaselskab. Hemmeligt var forbundet kun, fordi der dengang ikke fandtes forenings- og forsamlingsfrihed i Tyskland. Foruden arbejderforeningerne i udlandet, hvor det hvervede medlemmer, havde det omtrent 30 kredse eller sektioner i selve landet, hvortil kom enkelte medlemmer mange steder. Men denne ubetydelige stridskraft havde en fører, som alle villigt underordnede sig, en fører af første rang, Marx, og takket være ham et principielt og et taktisk program, der endnu i vore dage har fuld gyldighed: Det kommunistiske manifest.

Her kommer i første række programmets taktiske del i betragtning. Denne lød i sin almengyldige form:

»Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesser. — Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolute del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.« [1]

Og hvad specielt det tyske parti angår:

»I Tyskland kæmper det kommunistiske parti, så snart bourgeoisiet optræder revolutionært, sammen med det imod det enevældige kongedømme, de feudale godsejere og småborgervæsenet. Men ikke et eneste øjeblik undlader det hos arbejderne at skabe så klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsætning mellem bourgeoisi og proletariat, for at arbejderne straks kan vende de sociale og politiske betingelser, som bourgeoisiet må fremkalde ved sit herredømme, som våben mod bourgeoisiet, — for at kampen mod bourgeoisiet selv kan begynde straks, når de reaktionære klasser i Tyskland er styrtet. Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution« o.s.v. (Manifestet, IV) [2] .

Aldrig har et taktisk program stået sin prøve som dette. Det blev opstillet lige forud for en revolution og bestod denne revolutions prøve; hvor et arbejderparti efter den tid afveg fra det, fik hver afvigelse sin straf; og nu, efter næsten fyrre års forløb, er det rettesnor for alle konsekvente og selvbevidste arbejderpartier i Europa, fra Madrid til Petersborg.

Februarbegivenhederne i Paris fremskyndede den forestående tyske revolution og modificerede dermed dens karakter. I stedet for at sejre af egen kraft, sejrede det tyske bourgeoisi i en fransk arbejderrevolutions kølvand. Endnu før det definitivt havde slået sine gamle modstandere ned, det enevældige kongedømme, den feudale grundejendom, bureaukratiet, det fejge spidsborgerskab, måtte det allerede gøre front mod en ny fjende, proletariatet. Men her viste sig straks virkningerne af de økonomiske tilstande, der var langt bagefter Frankrig og England, og af klasseforholdene i Tyskland, der følgelig var ligeså langt bagud.

Det tyske bourgeoisi, der først lige var begyndt at grundlægge sin egen storindustri, havde hverken kraft eller mod til at tilkæmpe sig det ubetingede herredømme i staten og fandt det heller ikke absolut nødvendigt; proletariatet, der var ligeså uudviklet, opvokset i fuldstændig åndelig trældom, uorganiseret og endnu ikke engang i stand til selvstændig organisation, havde kun en uklar følelse af sin dybe interessemodsætning til bourgeoisiet. Følgelig blev det, skønt det i sig selv var bourgeoisiets truende modstander, på den anden side dets politiske vedhæng. Bourgeoisiet var skræmt, ikke af det tyske proletariat, som det var, men af det, det truede med at blive, og som det franske allerede var, og så kun sin frelse i et hvilket som helst, selv det fejgeste, kompromis med kongedømme og adel; proletariatets store flertal var endnu ukendt med sin egen historiske rolle og måtte først udgøre bourgeoisiets fremaddrivende, yderste venstre fløj. De tyske arbejdere måtte fremfor alt tilkæmpe sig de rettigheder, der var ubetinget nødvendige, for at de kunne organisere sig som selvstændigt klasseparti: presse-, forenings- og forsamlingsfrihed — rettigheder, som bourgeoisiet i sit eget herredømmes interesse selv burde have tilkæmpet sig, men som det i sin angst for arbejderne nu selv kæmpede imod. De få hundrede spredte forbundsmedlemmer forsvandt i den uhyre masse, der pludselig var slynget ud i røret. Det tyske proletariat fremtrådte altså først på den politiske scene som det yderste, demokratiske parti.

Dermed var vort banner allerede givet, da vi i Tyskland grundlagde en stor avis. Det kunne kun være demokratiets banner, men et demokrati, der overalt, i hvert enkelt tilfælde, fremhævede den specielt proletariske karakter, som den endnu ikke een gang for alle kunne skrive på sit banner. Hvis ikke vi ville det, hvis ikke vi ville gribe fat i bevægelsen, således som vi forefandt den, i dens mest fremskredne, virkelig proletariske del, og drive den længere frem, så var der ikke andet for os at gøre end at docere kommunisme i en lille sprøjte og stifte en lille sekt i stedet for et stort aktionsparti. Men det lå ikke for os at være prædikanter i ørkenen; dertil havde vi studeret utopisterne for godt. Det var ikke derfor, vi havde affattet vort program.

Da vi kom til Køln, var der fra demokratisk, delvis kommunistisk side truffet forberedelser til et stort blad. Man ville gøre dette ægte hjemlig kølnsk og forvise os til Berlin. Men i løbet af 24 timer havde vi, navnlig takket være Marx, erobret terrænet; bladet blev vort, idet vi på vor side gik med til at optage Heinrich Bürgers i redaktionen. Han skrev een artikel (i nr. 2), og der kom aldrig flere.

Vi måtte netop tage til Køln og ikke til Berlin. For det første var Køln centrum i Rhinprovinsen, der havde gennemgået den franske revolution; den havde i Code Napoleon bevaret moderne retsopfattelser, havde udviklet langt den betydeligste storindustri og var i enhver henseende den mest fremskredne del af Tyskland. Af selvsyn kendte vi kun alt for godt datidens Berlin med dens bourgeoisi, der knap nok var ved at opstå, dens mundrappe, men handlingsfejge, krybende småborgerskab, dens endnu fuldstændig uudviklede arbejdere, dens talløse bureaukrater, dens adels- og hofpak, med hele dens karakter af ren og skær »residens«. Det afgørende var imidlertid følgende: i Berlin herskede den elendige preussiske landret, og politiske processer kom for de professionelle dommere; ved Rhinen havde man Code Napoléon, der ikke kender til presseprocesser, fordi den forudsætter censur, og når man ikke begik politiske forbrydelser, men kun forseelser, kom man for nævningeretten; i Berlin blev den unge Schlöffel efter revolutionen på grund af en ubetydelighed dømt til et års fængsel; ved Rhinen havde vi ubetinget pressefrihed — og vi udnyttede den til sidste dråbe.

Således begyndte vi den i. juni 1848 med en meget begrænset aktiekapital, af hvilken der kun var indbetalt meget lidt, og aktionærerne selv var mere end usikre. Straks efter første nummer forlod halvdelen os, og ved slutningen af måneden havde vi slet ingen mere.

Redaktionens forfatning var ganske simpelt Marx' diktatur. Et stort dagblad, der skal være færdigt til en bestemt time, kan ikke bevare en konsekvent holdning ved nogen anden forfatning. Men her var Marx' diktatur oven i købet noget selvfølgeligt og ubestridt, der gerne blev anerkendt af os alle. Det var i første linje hans klare blik og hans sikre holdning, der gjorde bladet til revolutionsårenes berømteste tyske avis.

»Neue Rheinische Zeitung«s politiske program bestod af to hovedpunkter:

En samlet, udelelig, demokratisk, tysk republik, og krig med Rusland, hvad der indbefattede Polens genoprettelse.

Det småborgerlige demokrati var dengang delt i to fraktioner: den nordtyske, der ville finde sig i en demokratisk preussisk kejser, og den sydtyske, dengang næsten ganske specielt badensiske, der ville forvandle Tyskland til en forbundsrepublik efter schweizisk mønster. Vi måtte bekæmpe dem begge. Proletariatets interesse forbød i ligeså høj grad, at Tyskland blev preussisk, som at småstatsuvæsenet blev foreviget. Dets interesse påbød Tysklands endelige samling til en nation, som alene kunne fremskaffe en kampplads, der var renset for alle overleverede smålige forhindringer, og på hvilken proletariat og bourgeoisi kunne prøve kræfter. Men den forbød i lige så høj grad, at der skabtes en preussisk ledelse; den preussiske stat med hele dens organisation, dens tradition og dens dynasti var netop den eneste alvorlige indre modstander, som revolutionen i Tyskland skulle slå ned; og oven i købet kunne Preussen kun samle Tyskland ved at sønderdele Tyskland, ved at udelukke Tysk-Østrig. Den preussiske stats opløsning, den østrigske stats opdeling, virkelig samling af Tyskland som republik — andre revolutionære dagskrav kunne vi ikke have. Og dette kunne gennemføres ved hjælp af en krig mod Rusland og kun ved hjælp af den. Dette sidste punkt kommer jeg tilbage til.

Forøvrigt var bladets tone ingenlunde højtidelig, alvorlig eller begejstret. Alle vore modstandere var foragtelige, og vi behandlede dem uden undtagelse med yderste foragt. Det konspirerende kongedømme, kamarillaen, adelen, Kreuzzeitung, hele »reaktionen«, som filisteren var moralsk forarget over — vi behandlede dem kun med hån og spot. Men det gjaldt i ikke mindre grad de nye afguder, der var kommet i vejret, takket være revolutionen: martsministrene, forsamlingerne i Frankfurt og i Berlin, både højre og venstre fløj. Straks det første nummer begyndte med en artikel, der hånede det ligegyldige parlament i Frankfurt, dets langtrukne, formålsløse taler, dets overflødige, fejge beslutninger. Det kostede os halvdelen af aktionærerne. Parlamentet i Frankfurt var ikke engang en diskussionsklub; her blev der næsten slet ikke diskuteret, men for det meste kun afliret færdige medbragte akademiske afhandlinger og taget beslutninger, der skulle begejstre den tyske filister, men som ellers intet menneske bekymrede sig om.

Så havde forsamlingen i Berlin mere betydning; den stod overfor en virkelig magt, den diskuterede og besluttede ikke på bar bund, og ikke i lysegrønne luftkasteller som i Frankfurt. Den blev derfor også behandlet mere udførligt. Men vi tog også ligeså kraftigt fat på de radikales derværende afguder, Schulze-Delitsch, Behrends, Elsner, Stein o.s.v., som på frankfurterne, afslørede uden skånsel deres ubeslutsomhed, forsagthed og tvetungethed og påviste, hvorledes de ved deres kohandelpolitik skridt for skridt gled over til forræderi imod revolutionen. Det fik selvfølgelig den demokratiske småborger til at gyse, da han netop lige for nylig havde fabrikeret disse afguder til eget behov. For os var denne gysen et tegn på, at vi havde ramt i centrum.

Ligeledes trådte vi op mod den illusion, der ivrigt blev udbredt af småborgerskabet, at revolutionen var afsluttet med martsdagene, og at man nu kun skulle høste frugterne. For os kunne februar og marts kun komme til at stå som en virkelig revolution, hvis de ikke blev afslutningen på, men tværtimod udgangspunktet for en langvarig revolutionær bevægelse, i hvilken folket, ligesom i den store franske revolution, videreudviklede sig ved sine egne kræfter, mens skellet mellem partierne stadig blev skarpere, indtil de faldt fuldstændigt sammen med de store klasser, bourgeoisi, småborgerskab og proletariat, og under hvilken proletariatet lidt efter lidt i en række kampdage erobrede de enkelte positioner. Derfor trådte vi også overalt op mod det demokratiske småborgerskab, hvor det ville tilsløre sin klassemodsætning til proletariatet med den yndede frase: vi vil jo alle det samme, alle forskelle beror på rene misforståelser. Jo mindre vi imidlertid tillod småborgerskabet at misforstå vort proletariske demokrati, des tammere og føjeligere blev det overfor os. Jo mere skarpt og resolut man optræder overfor det, des villigere dukker det sig, des flere indrømmelser gør det arbejderpartiet. Det er vor erfaring.

Endelig afslørede vi de forskellige såkaldte nationalforsamlingers parlamentariske kretinisme (som Marx kaldte det). Disse herrer havde ladet alle magtmidler glide ud af hænderne på sig, ja, tildels frivilligt leveret dem tilbage til regeringerne. Ved siden af reaktionære regeringer, der påny stod stærkt, fandtes der i Berlin og i Frankfurt magtesløse forsamlinger, der trods dette indbildte sig, at deres afmægtige beslutninger kunne løfte verden af hængslerne. Dette idiotiske selvbedrag rådede lige til yderste venstre fløj. Vi tilråbte dem, at deres parlamentariske sejr ville falde sammen med deres virkelige nederlag.

Og således skete det både i Berlin og i Frankfurt. Da »venstre fløj« fik flertallet, jog regeringen hele forsamlingen fra hinanden; den kunne gøre det, fordi forsamlingen havde forspildt sin egen kredit hos folket.

Da jeg senere læste Bougeards bog om Marat [3] , så jeg, at vi i mere end een henseende blot ubevidst havde efterlignet det store forbillede, den ægte (ikke den af royalisterne forfalskede) »Ami du Peuple«, og at hele det hyl af raseri og hele den historieforfalskning, i kraft af hvilken man næsten et århundrede igennem kun havde kendt et fuldstændig fortegnet billede af Marat, kun havde denne årsag: at Marat ubarmhjertigt stillede øjeblikkets afguder, Lafayette, Bailly og andre til skue og afslørede dem som folk, der allerede var blevet rene forrædere mod revolutionen; og at han, ligesom vi, ikke ville høre noget om, at revolutionen var afsluttet, men ville have, at den skulle erklæres for uafbrudt.

Vi udtalte åbent, at den retning, vi repræsenterede, først kunne træde ind i kampen for at opnå vore virkelige partimål, når det yderste af de officielle partier, der fandtes i Tyskland, var ved roret: så ville vi overfor det udgøre oppositionen.

Begivenhederne sørgede imidlertid for, at også den flammende lidenskab kom til at lyde ved siden af spotten over de tyske modstandere. Pariserarbejdernes rejsning i juni 1848 fandt os på vor post. Lige fra det første skud gik vi ubetinget ind for oprørerne. Efter deres nederlag fejrede Marx de overvundne i en af sine mest storslåede artikler [4] .

Da forlod den sidste rest af aktionærerne os. Men vi havde den tilfredsstillelse at være det eneste blad i Tyskland og næsten i Europa, der havde holdt det søndertrådte proletariats fane højt på et tidspunkt, da bourgeoisiet og spidsborgerne i alle lande overøste de besejrede med en flom af bagtalelser.

Udenrigspolitiken var ligetil: vi trådte i skranken for ethvert revolutionært folk og opfordrede det revolutionære Europa til at begynde en almindelig krig mod den europæiske reaktions sikre rygstød: Rusland. Lige fra den 24. februar stod det os klart, at revolutionen kun havde een virkelig frygtelig fjende, Rusland, og at denne fjende i stadig højere grad var tvunget til at træde ind i kampen, jo mere bevægelsen antog europæiske dimensioner. Begivenhederne i Wien, Milano og Berlin måtte forsinke det russiske angreb, men at det måtte komme omsider, blev des sikrere, efterhånden som revolutionen rykkede ind på livet af Rusland. Hvis det imidlertid lykkedes at få Tyskland til at erklære Rusland krig, så var det ude med Habsburg og Hohenzollern, og revolutionen ville sejre over hele linjen.

Denne politik går som en rød tråd gennem hvert nummer af avisen lige til det øjeblik, da russerne virkelig rykkede ind i Ungarn og derved til fulde bekræftede, hvad vi havde forudset, og afgjorde revolutionens nederlag.

Da den afgørende kamp i foråret 1849 nærmede sig, blev bladets sprog for hvert nummer mere og mere heftigt og lidenskabeligt. I »Den schlesiske milliard« (8 artikler) mindede Wilhelm Wolff de schlesiske bønder om, hvorledes de ved afløsningen af afgifterne til herremanden med regeringens hjælp var blevet snydt for penge og jord af godsejerne, og krævede en milliard taler i erstatning.

Samtidig fremkom i april Marx' afhandling om lønarbejde og kapital [5] i en række ledende artikler som tydelig henvisning til det sociale mål med vor politik. Hvert nummer, hvert ekstrablad pegede på det store slag, der var under forberedelse, og på tilspidsningen af modsætningerne i Frankrig, Italien, Tyskland og Ungarn. Navnlig ekstrabladene i april og maj var ligeså mange opråb til folket om at holde sig rede til at slå løs.

»Ude i riget« undrede man sig over, at vi præsterede alt det så ugenert i en preussisk fæstning af første rang, lige overfor en garnison på 8000 mand og lige for næsen af hovedvagten; men på grund af de 8 bajonetgeværer og de 250 skarpe patroner i redaktionsværelset og vore sætteres røde jakobinerhuer regnede officererne også vort hus for en fæstning, som man ikke uden videre kunne tage med et kup.

Endelig den 18. maj 1849 kom slaget.

Oprøret i Dresden og Elberfeld var undertrykt, oprørerne i Iserlohn omringet, Rhinprovinsen og Westfalen var en skov af bajonetter, der var bestemt til at marchere mod Pfalz og Baden, når de preussiske rhinlandes underkuelse var gennemført. Da endelig vovede regeringen at rykke ud imod os. Mod den ene halvdel af redaktørerne var der anlagt sag, og den anden halvdel kunne udvises som ikke-preussere. Det var der ikke noget at stille op imod, sålænge der stod et helt armékorps bag regeringen. Vi måtte overgive vor fæstning, men vi drog bort med våben og bagage og med klingende spil, og vor vajende fane var det sidste røde nummer, i hvilket vi advarede arbejderne i Køln mod håbløse kup og tilråbte dem:

»'Neue Rheinische Zeitung's redaktører takker jer ved afskeden for den interesse, I har vist dem. Deres sidste ord vil altid og overalt være: den arbejdende klasses frigørelse'«

Således endte »Neue Rheinische Zeitung«, kort før dens første årgang var afsluttet. Skønt den begyndte næsten uden pengemidler — de få, den havde fået løfte om, gik den som sagt snart glip af — kom den allerede i september op på et oplag af næsten 5000. Under belejringstilstanden i Køln blev den suspenderet; i midten af oktober måtte den begynde forfra. Men i maj 1849, da den blev forbudt, stod den allerede igen med 6000 abonnenter, mens »Kölnische« dengang, efter hvad den selv indrømmede, ikke havde over 9000. Ingen tysk avis, hverken før eller senere, har nogensinde haft den magt og den indflydelse, har nogensinde forstået at elektrisere de proletariske masser som »Neue Rheinische«.

Og det havde den fremfor alt Marx at takke for.

Da slaget var faldet, spredtes redaktionen. Marx tog til Paris, hvor den afgørelse forberedtes, der faldt den 13. juni 1849; Wilhelm Wolff indtog nu sit sæde i parlamentet i Frankfurt — nu, da forsamlingen skulle vælge imellem at blive sprængt ovenfra eller at tilslutte sig revolutionen; og jeg tog til Pfalz og blev adjudant i Willichs frikorps.


Noter

[1]: Kursiveringerne i dette citat stammer fra Engels. Se denne udgaves bd. I, S. 39. — Red.

[2]: Se denne udgaves bd. I, s. 58. — Red.

[3]: Der sigtes til »Marat, i'ami du peuple« (Marat, folkets ven), Paris 1865. — Red.

[4]: Se Marx/Engels, Gesamtausgabe, Erste Abteilung, bd. 7, s. 115-18. — Red.

[5]: Se denne udgaves bd. I, s. 65-100. — Red.


Marx og »Neue Rheinische Zeitung« (1848/49)

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere