Af forordet til andet bind af »Kapitalen«

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: 2. bind af »Kapitalen«, Hambourg 1885
Oversættelsw: Ukendt. Efter teksten i udgaven af 1885.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 465-467
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, september 2005.


Af fordordet til andet bind af »Kapitalen«

Hvad nyt har Marx da sagt om merværdien? Hvordan går det til, at Marx' merværditeori er slået ned som et lyn fra en klar himmel i alle civiliserede lande, mens alle hans socialistiske forgængeres teorier, inklusive Rodbertus', forblev virkningsløse?

Kemiens historie kan vise os det ved hjælp af et eksempel.

Endnu ved slutningen af forrige århundrede herskede som bekendt den flogistiske teori, ifølge hvilken forbrændingens væsen bestod i, at der fra det brændende legeme udskilte sig et andet, hypotetisk legeme, et absolut brændstof, der kaldtes flogiston. Denne teori var tilstrækkelig til at forklare de fleste dengang kendte kemiske fænomener, selvom det også i adskillige tilfælde ikke gik uden vold. Nu fremstillede Priestley i 1774 en luftart, »som han fandt så ren og så fri for flogiston, at almindelig luft tog sig ud som fordærvet luft i sammenligning med den«. Han kaldte den: deflogistiseret luft. Kort tid efter fremstillede Scheele i Sverige den samme luftart og påviste, at den fandtes i atmosfæren. Han fandt også, at den forsvinder, når man brænder et legeme i den eller i almindelig luft og kaldte den derfor ildluft. »Af disse resultater drog han nu den slutning, at den forbindelse, der opstår ved foreningen af flogiston og en anden af luftens bestanddele« (altså ved forbrændingen) »ikke er andet end ild eller varme, der undviger gennem glasset« [1] .

Både Priestley og Scheele havde fremstillet ilt, men vidste ikke, hvad det var, de havde at gøre med. De »forblev hildede i de« flogistiske »kategorier, som de forefandt«. Det element, der skulle omstøde hele den flogistiske anskuelse og revolutionere kemien, var i deres hånd dømt til ufrugtbarhed. Men Priestley havde straks efter i Paris meddelt Lavoisier sin opdagelse, og Lavoisier undersøgte nu ved hjælp af denne nye kendsgerning hele den flogistiske kemi. Han opdagede først, at den nye luftart var et nyt kemisk element, at det hemmelighedsfulde flogiston ikke forsvinder fra det brændende legeme under forbrændingen, men at dette nye element forbinder sig med legemet, og stillede først på denne måde hele kemien, der i sin flogistiske form havde stået på hovedet, på benene. Og selvom han ikke, som det senere er blevet påstået, har fremstillet ilt samtidig med de andre og uafhængigt af dem, så er han alligevel den egentlige opdager af ilten sammenlignet med dem, der blot har fremstillet den, uden så meget som at ane, hvad de havde fremstillet.

Som Lavoisier forholder sig til Priestley og Scheele, således forholder Marx sig til sine forgængere i merværditeorien. At der eksisterede en værdidel af produktet, den vi nu kalder merværdi, var fast-slået længe før Marx; ligeledes var det med større eller mindre klar-hed blevet udtalt, hvori den består, nemlig i det arbejdsprodukt, som arbejdskøberen ikke betaler noget ækvivalent far. Men videre kom man ikke. Nogle — de klassiske borgerlige økonomer — undersøgte, når det kom højt, det størrelsesforhold, i hvilket arbejdsproduktet for-deles mellem arbejderen og ejeren af produktionsmidlerne. Andre — socialisterne — fandt denne fordeling uretfærdig og søgte efter utopiske midler til at fjerne denne uretfærdighed. Begge var og blev hildede i de økonomiske kategorier, som de havde forefundet.

Da trådte Marx frem. Og han trådte frem i direkte modsætning til alle sine forgængere. Hvor de havde set en losning, så han kun et problem. Han så, at der her hverken forelå deflogistiseret luft eller ildluft, men ilt — at det her hverken drejede sig om en simpel konstatering af en økonomisk kendsgerning eller om denne kendsgernings konflikt med den evige retfærdighed og den sande moral, men om en kendsgerning, der skulle revolutionere hele økonomien, og som — for den, der forstod at bruge den — var nøglen til at forstå hele den kapitalistiske produktion. Ved hjælp af denne kendsgerning undersøgte han samtlige forhåndenværende kategorier, ligesom Lavoisier ved hjælp af ilten havde undersøgt den flogistiske kemis forhåndenværende kategorier. For at vide, hvad merværdi var, måtte han vide, hvad værdi var. Ricardos værditeori måtte fremfor alt selv underkastes kritik. Marx undersøgte altså arbejdet med hensyn til dets værdidannende evne og fastslog for første gang, hvilket arbejde der skaber værdi, hvorfor og hvordan det sker, og at værdi overhovedet ikke er andet end stivnet arbejde af denne art — et punkt, som Rodbertus indtil det sidste ikke forstod. Marx undersøgte derpå forholdet mellem vare og penge og påviste, hvorledes og hvorfor varen og vareudvekslingen i kraft af deres iboende værdiegenskab må fremkalde modsætningen mellem vare og penge; hans pengeteori, der er . bygget op på dette grundlag, er den første udtømmende og nu stil-tiende akcepterede teori. Han undersøgte pengenes forvandling til kapital og beviste, at den beroede på køb og salg af arbejdskraft. Idet han her satte arbejdskraften, den værdiskabende egenskab, i arbejdets sted, løste han med eet slag en af de vanskeligheder, der havde voldt Ricardo-skolens undergang: umuligheden af at bringe den indbyrdes udveksling af kapital og arbejde i samklang med Ricardos lov om, at arbejdet bestemmer værdien. Idet han konstaterede, at der må skelnes mellem konstant og variabel kapital, lykkedes det ham først at nå til at fremstille merværdidannelsens proces, således som den virkelig foregik i alle enkeltheder, og dermed at forklare den — hvad ingen af hans forgængere havde præsteret. Han konstaterede altså en forskel indenfor selve kapitalen, som Rodbertus ligeså lidt som de borgerlige økonomer vidste, hvad de skulle stille op med, men som giver nøglen til løsningen af de mest indviklede økonomiske problemer, hvilket 2. bog — og som det vil vise sig i endnu højere grad 3. bog — atter er det mest slående bevis for. Selve merværdien trængte han dybere ind i, fandt dens to former, absolut og relativ merværdi, og påviste den forskellige, men begge gange afgørende rolle, som de har spillet i den kapitalistiske produktions historiske udvikling. På grundlag af merværdien udviklede han den første rationelle lønteori, vi har, og gav for første gang grundtrækkene til den kapitalistiske akkumulations historie og en fremstilling af dens historiske tendens.


Noter

[1]: Roscoe-Schorlemmer: »Ausfiihrliches Lehrbuch der Chemie«, Braunschweig 1877, bd. I, s. 13-18. (Note af Engels).


Af forordet til andet bind af »Kapitalen«

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere