Hvad er internationalisme?

Af inderlig overbevisning anser Kautsky sig for interna­tionalist og kalder sig sådan. Scheidemann'erne erklærer han for »regeringssocialister«. I sit forsvar for mensje­vikkerne (Kautsky siger ikke direkte, at han er solidarisk med dem, men han fremfører helt igennem deres synspunkter) har han særdeles anskueligt afsløret, af hvad slags hans »internationalisme« er. Og da Kautsky ikke er en enkeltperson, men er repræsentant for den strømning, der uundgåeligt måtte opstå i II Internationales situation (Longuet i Frankrig, Turati i Italien, Nobs og Grimm, Graber og Naine i Svejts, Ramsay MacDonald i England osv.), vil det være lærerigt at dvæle ved Kautskys »inter­nationalisme«.

Kautsky understreger, at mensjevikkerne også var med i Zimmerwald (et værdighedstegn utvivlsomt, men . . . et noget falmet værdighedstegn), og skildrer mensjevikkernes anskuelser. som han er enig i, på føl­gende måde:

» . . . Mensjevikkerne ønskede verdensfred. De ønskede, at alle krigsførende magter skulle antage parolen: Ingen anneksioner og krigsskadeserstatninger. Så længe dette ikke var opnået, skulle den russiske hær holdes i kampberedskab. Bolsjevikkerne derimod krævede øje­blikkelig fred for enhver pris, de var rede til om fornø­dent at slutte separatfred, og de tilstræbte med magt at fremtvinge den ved at fremme den i forvejen stærke desorganisation i hæren« (s. 27). Bolsjevikkerne burde ef­ter Kautskys mening ikke have taget magten, men have ladet sig nøje med den Konstituerende Forsamling.

Kautskys og mensjevikkernes internationalisme består således i dette: at kræve reformer af den imperialistiske, borgerlige regering, men fortsætte med at støtte den, fortsætte med at støtte den krig, denne regering fører, indtil alle krigsførende har antaget parolen: ingen annek­sioner og krigsskadeserstatninger. Denne opfattelse er gentagne gange blevet fremsat både af Turati, af kautskyanerne (Haase m. fl.) og af Longuet og co., som erklæ­rede, at vi jo da er for »fædrelandets forsvar«.

Teoretisk betyder dette total mangel på evne til at afgrænse sig fra socialchauvinisterne og total forvirring i spørgsmålet om fædrelandets forsvar. Politisk betyder det, at internationalismen erstattes med småborgerlig nationalisme, og at man går over til reformisme og afsværger revolutionen.

Anerkendelse af »fædrelandets forsvar« er fra prole­tariatets synspunkt en retfærdiggørelse af den nuværende krig, anerkendelse af dens retmæssighed. Og eftersom krigen er og bliver imperialistisk (såvel under monarkiet som under republikken) — uanset hvor fjendens styrker står i det givne øjeblik, i mit land eller i et andet, — så er anerkendelse af fædrelandets forsvar i praksis en støtte til det imperialistiske røveriske bourgeoisi, totalt for­ræderi mod socialismen. I Rusland var krigen, også un­der Kerenskij, under den borgerligt-demokratiske repu­blik, fremdeles imperialistisk, fordi den førtes af bour­geoisiet som herskende klasse (og krig er »politikkens forlængelse«) ; et særlig anskueligt udtryk for krigens im­perialistiske karakter var de hemmelige traktater om opdelingen af verden og plyndring af fremmede lande, som den tidligere tsar indgik med England og Frankrigs kapi­talister.

Mensjevikkerne bedrog skammeligt folket ved at kalde en sådan krig for en forsvarskrig eller revolutionær krig, og Kautsky har ved at billige mensjevikkernes politik billiget bedrageriet over for folket, billiget den rolle, småborgere spiller, når de tjener kapitalen ved at tage arbejderne ved næsen og spænde dem for imperialisternes vogn. Kautsky fører en typisk spidsborgerlig, snæversynet politik, når han indbilder sig (og indpoder masser­ne den tåbelige tanke) , at opstillingen af en parole ændrer noget. Hele det borgerlige demokratis historie afslører denne illusion: for at bedrage folket har de borgerlige demokrater altid opstillet hvilke »paroler« det skal være, og det vil de altid gøre. Det gælder om at sætte deres oprigtighed på prøve, at sammenholde ord med handling, ikke at slå sig til tåls med idealistiske eller markskrigeriske fraser, men finde frem til klasserealiteten. Den im­perialistiske krig hører ikke op med at være imperiali­stisk, når charlataner eller frasemagere eller snæversynede spidsborgere fremsætter en nydelig parole, men kun når den klasse, der fører den imperialistiske krig, og som er knyttet til den med millioner af økonomiske tråde (eller hele tove), virkelig er styrtet, og når den afløses ved magten af den virkeligt revolutionære klasse, pro­letariatet. På anden måde kan man ikke komme fri af den imperialistiske krig — og ej heller af den imperiali­stiske røverfred.

Ved at godkende mensjevikkernes udenrigspolitik og erklære den for internationalistisk og zimmerwaldsk demonstrerer Kautsky for det første hele råddenskaben hos det opportunistiske Zimmerwald-flertal (ikke for ingenting afgrænsede vi, Zimmerwald-venstre os med det samme fra dette flertal! ), og for det andet — og det er hovedsagen — går Kautsky hermed fra proletariatets standpunkt over til småborgerskabets, fra det revolutio­nære standpunkt over til det reformistiske.

Proletariatet kæmper for revolutionær omstyrtelse af det imperialistiske bourgeoisi, småborgerskabet for ad reformistisk vej at »forbedre« imperialismen, at tilpasse sig den, mens det samtidig underordner sig under den. Mens Kautsky endnu var marxist, f. eks. i 1909, da han skrev Vejen Til Magten, forfægtede han netop tanken om revolutionens uomgængelighed i forbindelse med krigen, han talte om at revolutionens æra nærmede sig. Basel-manifestet af 1912 taler direkte og klart om en proletarisk revolution i forbindelse med netop den imperialistiske krig mellem den tyske og den engelske gruppe, som udbrød i 1914. Men i 1918, da revolutionerne i forbindelse med krigen var begyndt, gav Kautsky sig til, i stedet for at klarlægge deres uomgængelighed og at gennemtænke den revolutionære taktik, midlerne og metoderne til forberedelse af revolutionen, at betegne mensjevikkernes reformistiske taktik som internationalisme. Er det da ik­ke at optræde som renegat? Kautsky roser mensjevikkerne for, at de insisterede på opretholdelsen af hærens kampberedskab. Han dadler bolsjevikkerne for, at de forstærkede den i forvejen omfattende »desorganisering af hæren. Det er ensbetyden­de med at rose reformismen og underordningen under det imperialistiske bourgeoisi, at dadle revolutionen og afsværge den, For opretholdelse af hærens kampberedskab var under Kerenskij ensbetydende med opretholdelse af en hær under bourgeoisiets kommando (selv om den også var republikansk). Enhver ved — og begivenhedernes gang har klart bekræftet det -- at denne republikanske hær takket være det kornilovske officerskorps bevarede Kornilov-ånden. Bourgeoisi-officererne kunne ikke andet end følge Kornilov, de kunne ikke andet end hælde til im­perialismen, til voldelig undertrykkelse af proletariatet. At lade hele grundlaget for den imperialistiske krig, hele grundlaget for bourgeoisiets diktatur forblive som det var, at rette på småting og pynte op på bagateller (»reformer«) — det var, hvad den mensjevikiske taktik i praksis mundede ud i.

Og omvendt. Uden »desorganisation« i hæren er ingen stor revolution kommet igennem og vil ikke kunne kom­me igennem. For hæren er det mest forbenede redskab til støtte for det gamle system, det mest stabile bolværk for den borgerlige disciplin, for kapitalens herredømme, i hæren vedligeholdes og opdyrkes slavisk lydighed og un­derordning under kapitalens herredømme i den arbejden­de befolkning. Kontrarevolutionen har aldrig tålt og har ikke kunnet tåle bevæbnede arbejdere ved siden af hæ­ren. I Frankrig, skrev Engels, har arbejderne været bevæbnede efter hver revolution; »det første bud for bourgeoisiet, der sad ved statsroret, var derfor arbejder­nes afvæbning«. De bevæbnede arbejdere var spiren til en ny hær, den organisatoriske celle i et nyt samfundssy­stem. At knuse denne celle og forhindre den i at gro var bourgeoisiets første bud. Det første bud for enhver sejrrig revolution – dette har Marx og Engels ofte understreget – var at sønderslå den gamle hær, opløse den og erstatte den med en. En ny samfundsklasse, der hæver sig til magten, har aldrig kunnet og kan ikke nu opnå herredøm­met og konsolidere det på anden måde end ved fuldstæn­digt opløse den gamle hær (»desorganisering« skråler de reaktionære eller simpelt hen feje spidsborgere i den­ne anledning); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved at udholde en yderst vanskelig og prekær periode uden nogen form for hær (denne prekære periode gennemlevede også den store franske revolution); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved efter­hånden, under en vanskelig borgerkrig at forme en ny hær, en ny ddisciplin, en ny klasses nye militærorganisa­tion. Tidligere forstod historikeren Kautsky dette. Renegaten Kautsky har glemt det.

Med hvilken ret kalder Kautsky Scheidemann'erne »regeringssocialister«, når han selv billiger mensjevikkernes taktik i den russiske revolution? Mensjevikkerne, som støttede Kerenskij og som indtrådte i hans ministe­rium, var lige så vel regeringssocialister. Denne konklu­sion kan Kautsky ikke på nogen måde komme uden om, hvis han blot prøver på at stille spørgsmålet om den her­skende klasse, som fører den imperialistiske krig. Men Kautsky undslår sig for at stille spørgsmålet om den her­skende klasse, et spørgsmål, som er uomgængeligt for en marxist, fordi alene det at stille dette spørgsmål ville afsløre renegaten.

Kautskyanerne i Frankrig, longuetisterne i Frankrig og Turati og co. i Italien ræsonnerer sådan: Socialismen forudsætter nationernes lighed og frihed og deres selvbe­stemmelsesret; derfor er det socialisternes ret og pligt at forsvare fædrelandet, når vort land bliver angrebet, eller når fjendtlige tropper er trængt ind på vor jord. Men dette ræsonnement er teoretisk set enten en gennemført for­hånelse af socialismen eller en bedragerisk udflugt, og praktisk-politisk svarer det nøje til ræsonnementet hos den uoplyste bonde, som det slet ikke falder ind at tæn­ke over krigens sociale, klassemæssige karakter eller et revolutionært partis opgaver under en reaktionær krig.

Socialismen er imod magtanvendelse overfor nationer. Det er ubestrideligt. Men socialismen er imod al vold mod mennesker. Bortset fra kristne anarkister og tolstoj­anere har endnu ingen heraf udledt, at socialismen er imod revolutionær magtanvendelse. At tale om »magtanvendelse« generelt uden at undersøge de forhold, som adskiller reaktionær magtanvendelse fra revolutionær, vil derfor sige, at være en spidsborger, der afsværger revo­lutionen, eller at man simpelt hen bedrager sig selv og andre med falske argumenter.

Det samme gælder magtanvendelse over for nationer. Enhver krig består i magtanvendelse over for nationer, men det hindrer ikke socialisterne i at gå ind for revolu­tionær krig. Krigens klassekarakter er det hovedspørgs­mål, der rejser sig for enhver socialist (hvis han ikke er renegat). Den imperialistiske krig 1914-1918 er en krig mellem to grupper af det imperialistiske bourgeoisi om opdeling af verden, om deling af udbyttet, om udplynd­ring og kvælning af små og svage nationer. Denne vurde­ring af krigen blev givet i Basel-manifestet i 1912, og den­ne vurdering er bekræftet af kendsgerningerne. Den, der fraviger dette standpunkt til krigen, er ikke socialist.

Hvis en tysker under Wilhelm eller en franskmand un­der Clemenceau siger: Jeg har som socialist ret og pligt til at forsvare fædrelandet, hvis fjenden er trængt ind i mit land, så er det ikke en socialist, ikke en internationa­list, ikke en revolutionær proletar, der ræsonnerer, men en spidsborger og nationalist. For i dette ræsonnement forsvinder arbejderens revolutionære klassekamp mod kapitalen, i det forsvinder vurderingen af krigen som en helhed ud fra verdensbourgeoisiets og verdensproletaria­tets synspunkt, dvs. at internationalismen forsvinder, og tilbage bliver en ynkelig, forkrøblet nationalisme. Man krænker mit land, mere interesserer mig ikke — det er hvad der ligger i dette ræsonnement, her har vi den spids-borgerligt indsnævrede nationalisme. Det er ganske, som hvis en eller anden i forhold til individuel vold, mod en enkelt person, ræsonnerede: Socialismen er imod vold, derfor vil jeg hellere begå forræderi end sidde i fængsel.

Den franskmand, tysker eller italiener, som siger: So­cialismen er imod magtanvendelse over for nationer, derfor forsvarer jeg mig, når fjenden er trængt ind i mit land — forråder socialismen og internationalismen. For et sådant menneske ser kun sit eget »land«, han sætter »sit eget« . . . bourgeoisi over alt andet, uden at tænke på internationale sammenhænge, som gør krigen imperiali­stisk og gør hans bourgeoisi til et led i den imperialistiske udplyndrings kæde.

Alle spidsborgere og alle sløve og uoplyste bønder ræsonnerer som renegaterne — kautskyanere, longuetis­ter, Turati og co.: Fjenden står i landet, alt andet kommer ikke mig ved.*

En socialist, en revolutionær proletar, en internationalist ræsonnerer anderledes: Krigens karakter (reaktio­nær eller revolutionær) afhænger ikke af, hvem der har angrebet, og i hvis land »fjenden« står, men af hvilken klasse det er der fører krigen, hvilken politik det er der fortsættes med den givne krig. Hvis den givne krig, er en reaktionær, imperialistisk krig, dvs. hvis den føres af to verdensgrupper af imperialistisk, voldeligt, røverisk, reaktionært bourgeoisi, så bliver ethvert bourgeoisi (selv et lille lands) til deltager i røveriet, og min opgave som repræsentant for det revolutionære proletariat er at forberede den proletariske verdensrevolution som den ene­ste redning fra det verdensomspændende blodbads ræds­ler. Det er ikke ud fra synspunktet »mit eget« land, jeg skal ræsonnere (sådan ræsonnerer nemlig en indskræn­ket dumrian, en nationalistisk spidsborger, som ikke forstår, at han er en brik i det imperialistiske bourgeoisis hænder), men derimod ud fra synspunktet min deltagelse i forberedelserne til, propagandaen for og fremskyndel­sen af den proletariske verdensrevolution.

Det er, hvad internationalisme er, det er, hvad interna­tionalistens, den revolutionære arbejders, den virkelige socialists opgave består i. Og det er den abc, renegaten Kautsky har »glemt«. Hans renegatholdning træder endnu tydeligere frem, når han fra billigelse af de småbor­gerlige nationalisters taktik (mensjevikkernes i Rusland, longuetisternes i Frankrig, Turatis i Italien, Haase og co.'s i Tyskland) går over til kritik af den bolsjevikiske taktik. Denne kritik lyder:

»Den bolsjevikiske revolution var baseret på den forudsætning, at den ville danne udgangspunkt for en almen europæisk revolution; at Ruslands dristige initiativ ville få proletarerne i hele Europa til at gå til opstand. Under denne forudsætning var det naturligvis ligegyldigt, hvilke former, en russisk separatfred antog, hvilke byrder og territoriale tab (bogstaveligt: lemlæstelser, Verstümmelungen), den bragte det russiske folk, hvilken fortolkning af nationernes selvbestemmelsesret, den gav. Det var da også lige gyldigt, om Rusland var i stand til at forsvare sig eller ej. Efter denne opfattelse udgjorde den europæiske revolution det bedste forsvar for den russiske revolution, den måtte bringe alle folk på tidligere russisk territorium fuld og sand selvbestemmelse.

En revolution i Europa, som indførte og konsoliderede socialismen der, måtte tillige blive et middel til at fjerne de hindringer, som landets økonomiske tilbageståenhed lagde i vejen for gennemførelsen af en socialistisk produktion i Rusland.

Det var altsammen meget logisk og godt underbygget, hvis man bare går ind på forudsætningen: at den russiske revolution uvægerligt ville udløse en europæisk. Men hvad nu i tilfælde af, at det ikke sker?

Hidtil er denne forudsætning ikke slået til. Og nu anklager man Europas proletarer for at have ladt den russiske revolution i stikken og forrådt den. Det er en anklage mod ubekendte, hvem vil man nemlig gøre ansvarlig for det europæiske proletariats op­førsel? (s. 28).

Og Kautsky drøvtygger videre om, at Marx, Engels og Bebel flere gange tog fejl med hensyn til den ventede revolutions indtræden, men at de aldrig baserede deres taktik på forventningen om revolution »til et bestemt tidspunkt« (s. 29), mens bolsjevikkerne, påstås det, »satte alt på et kort: den almeneuropæiske revolution«.

Vi har med vilje anført dette lange citat for at anskue­liggøre for læseren, hvor »snildt« Kautsky forfalsker marxismen ved at ombytte den med en forfladiget og reaktionær, spidsborgerlig opfattelse.

For det første, det at tillægge modstanderen en åbenbar dumhed og derpå gendrive den er en metode for ikke alt for begavede personer. Hvis bolsjevikkerne havde baseret deres taktik på forventningen om revolution i andre lande til et bestemt tidspunkt, ville det have været en ubestridelig dumhed. Men det bolsjevikiske parti begik ikke denne dumhed: I mit brev til de amerikanske arbej­dere (af 20. august 1918) tager jeg udtrykkeligt afstand fra denne dumhed og siger, at vi gør regning på en ameri­kansk revolution, men ikke til noget bestemt tidspunkt. I min polemik mod de venstre-socialrevolutionære og »venstrekommunisterne« (januar-marts 1918) har jeg flere gange udviklet den samme tanke. Kautsky har brugt et lille . . . et ganske lille trick og baseret sin kritik af bolsjevismen på det. Kautsky har sammenrodet den taktik, der tager sigte på en europæisk revolution inden for en mere eller mindre kort, men ikke nogen bestemt frist, og en taktik, der tager sigte på europæisk revolution til et bestemt tidspunkt. Et lille falskneri, ganske lille!

Den sidste taktik er en dumhed. Den første er en pligt for en marxist, for enhver revolutionær proletar og inter­nationalist, -- en pligt fordi den alene på marxistisk rigtig måde tager hensyn til den objektive situation, der i alle europæiske lande er fremkaldt af krigen, den alene stemmer overens med proletariatets internationale opga­ver.

Ved at ombytte det store spørgsmål om den revolutio­nære taktiks grundprincipper generelt med det lille spørgsmål om den fejl, som de revolotionære, bolsjevik­kerne, kunne have begået, men som de ikke har begået, har Kautsky lykkelig og vel fået distanceret sig fra den revolutionære taktik i det hele taget!

Som den renegat han er i politik, forstår han i teorien end ikke at stille spørgsmålet om den revolutionære taktiks objektive forudsætninger.

Og dermed er vi nået frem til det andet punkt.

For det andet, at gøre regning på en europæisk revolu­tion er en pligt for enhver marxist, hvis der foreligger en revolutionær situation. Det er en elementær sandhed i marxismen, at det socialistiske proletariats taktik ikke kan være den samme, når der foreligger en revolutionær situation, og når der ikke foreligger en sådan.

Hvis Kautsky havde stillet dette spørgsmål, som enhver marxist må stille, ville han have set, at svaret går ham stik imod. Længe før krigen var alle marxister, alle socialister, enige om, at en europæisk krig ville skabe en revolutionær situation. Før Kautsky endnu var blevet renegat, anerkendte han dette klart og bestemt — både i 1902 (Den Sociale Revolution) og i 1909 (Vejen Til Magten). Basel-manifestet anerkender det på hele II Internationales vegne, af gode grunde afskyr socialchauvinisterne og kautskyanerne i alle lande (»centristerne«, de foIk, der svinger mellem de revolutionære og opportunisterne) de pågældende udtalelser i Basel-manifestet som ilden.

Følgelig var forventningen om en revolutionær situation i Europa ikke en fiks ide hos bolsjevikkerne, men den almindelige opfattelse hos alle marxister. Når Kautsky viger uden om denne ubestridelige sandhed med fraser om, at bolsjevikkerne jo »altid har troet på voldsanven­delsens og viljens almagt«, så er det netop en hult klingende frase der skal dække over Kautskys — hans skændige flugt — fra spørgsmålet om den revolutionære situation.

Videre. Indtrådte der faktisk en revolutionær situation, eller gjorde der ikke? Heller ikke dette spørgsmål har Kautsky formået at stille. Svaret herpå ligger i de økono­miske kendsgerninger: hunger og forarmelse, fremkaldt af krigen overalt, betyder en revolutionær situation. Det stillede spørgsmål besvares også af de politiske kends­gerninger: allerede fra 1915 viste der sig klart i alle lande en fremadskridende spaltning inden for de gamle, rådne socialistiske partier, proletariatets masser forlader de socialchauvinistiske førere og går til venstre, til de revo­lutionære ideer og stemninger, til de revolutionære førere.

Kun et menneske, der frygter revolutionen og forråder den, kunne den 5. august 1918, da Kautsky skrev sin bro­chure, undgå at se disse kendsgerninger. Og nu, i slutnin­gen af oktober 1918, vokser revolutionen i en række lande i Eoropa for alles øjne, og det meget hurtigt. Den »revolutionære« Kautsky som ønsker, at man ser som hidtil skal betragte ham som marxist, har vist sig som en nærsynet spidsborger, der – ligesom spidsborgerne i 1847, som Marx spottede over – ikke så revolutionen nærme sig.

Vi er nået til tredje punkt.

For det tredje, hvordan er den revolutionære taktik be­skaffen under forhold, hvor der består en europæisk revo­lutionær situation? Kautsky, der er blevet renegat, har ikke turdet stille dette for en marxist uomgængelige spørgsmål. Kautsky ræsonnerer som en typisk småborger og filister eller en uoplyst bonde: Er den »almindelige europæiske revolution indtrådt eller ej? Hvis den er ind­trådt, så er også han villig til at blive revolutionær! Men — bemærker vi så vil alt muligt pak (ligesom de slyngler, der nu undertiden klistrer sig op ad de sejrende bol­sjevikker) begynde at erklære sig for revolutionære!

Hvis ikke, vender Kautsky sig bort fra revolutionen! Kautsky har ikke skygge af forståelse af den sandhed, at det, der skiller den revolutionære marxist fra filisteren og spidsborgeren, er evnen til at indpode de uvidende masser forståelsen af, at revolutionen modnes og er en nødvendighed, bevise dens uundgåelighed, forklare dens gavnlighed for folket og forberede proletariatet og alle arbejdende og udbyttede masser på at gennemføre den.

Kautsky har tillagt bolsjevikkerne det nonsens, at de satte alt på ét kort ud fra den betragtning, at den europæi­ske revolution vil indtræde inden for en bestemt frist. Dette nonsens vender sig mod Kautsky selv, idet han stiller det sådan op, at bolsjevikkernes taktik ville have væ­ret rigtig, hvis den europæiske revolution var indtrådt se­nest 5. august 1918! Denne dato anfører Kautsky som tidspunktet for brochurens affattelse. Og da det nogle uger efter denne 5. august blev klart, at revolutionen er i anmarch i en række lande, afsløredes hele Kautskys renegatholdning, hele hans forfalskning af marxismen, hele hans mangel på evne til at ræsonnere revolutionært og til at stille spørgsmålene revolutionært, i al sin glans!

Når man, skriver Kautsky, anklager Europas proleta­rer for forræderi er det en anklage mod ubekendte.

De tager fejl, hr. Kautsky! Se Dem i Spejlet, og De vil se de »ubekendte«, som denne anklage er rettet imod. Kautsky stiller sig naiv an, han lader, som om han ikke forstår, hvem der har rettet en sådan anklage, og hvad der er meningen med den. I virkeligheden ved Kautsky udmærket, at denne anklage blev fremsat og fremsættes af det tyske »venstre«, Spartakusfolkene, Liebknecht og hans venner. Denne anklage er udtryk for klar erken­delse af at det tyske proletariat begik forræderi mod den russiske (og internationale) revolution, da det kvalte Finland, Ukraine, Letland og Estland. Anklagen er ikke først og fremmest rettet mod masserne, som altid er forkuede, men mod de førere, der, som Scheidemann og Kautsky, ikke opfyldte deres pligt til revolutionær agitation, revolutionær propaganda og revolutionært arbejde i masser­ne mod disses træghed, men som faktisk handlede på tværs af de revolutionære instinkter og strømninger, der altid ulmer i dybet hos den undertrykte klasses masser. Scheidemann'erne forrådte direkte, groft, kynisk og for størstedelen af egennyttige grunde proletariatet og gik over på bourgeoisiets side. Kautskyanerne og longueusterne gjorde det samme, vaklende, svajende og fejt skelende til hvem der i det givne øjeblik var stærkest. Kaut­sky har med alle sine skriverier under krigen neddæm­pet den revolutionære ånd i stedet for at støtte og udvikle den.

Det vil blive stående som et ligefrem historisk mindesmærke over den spidsborgerlige forstokkethed hos en fø­rer for »midten« af det officielle tyske socialdemokrati, at Kautsky end ikke begriber, hvilken kolossal teoretisk betydning, og hvilken endnu større agitatorisk og propa­gandistisk betydning det har, at Europas proletarer »anklages« for at have forrådt den russiske revolution! Kaut­sky begriber ikke, at denne »anklage« — under censurtil­standene i det tyske »imperium« — er så omtrent den eneste form, hvori de tyske socialister, der ikke har forrådt socialismen, Liebknecht og hans venner, kan udtryk­ke deres appel til de tyske arbejdere om at forkaste Scheidernann'erne og Kautsky'erne, støde den slags »førere« fra sig, befri sig for deres sløvende og forfladi­gende prædikener og på trods af dem, uden om dem, hen over dem rejse sig til revolutionen!

Kautsky begriber det ikke. Hvordan skulle han også kunne begribe bolsjevikkernes taktik? Kan man forvente af en mand, der i det hele taget har afsvoret revolutionen, at han afvejer og vurderer betingelserne for revolutio­nens udvikling i et af de »vanskeligste« tilfælde?

Bolsjevikkernes taktik var rigtig, den var den eneste internationalistiske taktik, fordi den ikke baserede sig på fej frygt for verdensrevolutionen eller spidsborgerlig »mistro« til den, eller på indskrænket nationalistisk øn­ske om at forsvare »sit eget« fædreland (sit eget bour­geoisis fædreland) og blæse på alt andet, — den baserede sig på en rigtig (en før krigen, før socialchauvinisternes og socialpacifisternes renegatoptræden almindeligt anerkendt) bedømmelse af den europæiske revolutionære si­tuation. Denne taktik var den eneste internationalistiske,

for den præsterede et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og vække revolution i alle lande. Denne taktik blev retfærdiggjort ved en vældig succes, idet bolsjevismen blev verdensbolsjevisme (absolut ikke i kraft af de russiske bolsjevikkers fortje­nester, men i kraft af massernes dybe sympati overalt med en taktik, der er virkeligt revolutionær), den leverede en ide, en teori, et program, en taktik, der konkret og praktisk adskiller sig fra socialchauvinismen og social-pacifismen. Bolsjevismen har gjort det af med den gam­le, rådne Internationale, Scheidemann'ernes og Kaut­sky'ernes, Renaudel'ernes og Longuet'ernes, Render­son'ernes og MacDonald'ernes Internationale, og de vil nu falde over hinandens ben, mens de drømmer om »enhed« og ligets genoplivelse. Bolsjevismen har skabt det idemæssige og taktiske grundlag for III Internationale, den virkeligt proletariske og kommunistiske Internatio­nale, som tager både den fredelige epokes landvindinger og erfaringerne fra revolutionernes gryende epoke i be­tragtning.

Bolsjevismen har overalt i verden populariseret tanken om »proletariatets diktatur«, den har oversat disse ord fra latin, først til russisk og derpå til alle verdens sprog, idet den med sovjetmagtens eksempel viste, at arbejdere og fattige bønder, selv i et tilbagestående land, selv når de er minimalt erfarne, uddannede og vante til organisa­tion, var i stand til et helt år igennem under kolossale vanskeligheder i kamp mod udbytterne (som bourgeoi­siet i hele verden støttede) at hævde det arbejdende folks magt, at skabe et demokrati langt højere og bredere end alle hidtidige demokratier i verden, og at begynde den skabende indsats af millioner af arbejdere og bønder for den praktiske virkeliggørelse af socialismen.

Bolsjevismen har i gerning fremmet udviklingen af den proletariske revolution i Europa og i Asien så stærkt som intet andet parti i noget andet land hidtil har formået det. Samtidig med, at det for hver dag står arbejderne i alle lande klarere, at Scheidemann'ernes og Kautsky'ernes taktik ikke har bragt forløsning fra den imperialistiske krig og fra lønslaveriet under det imperialistiske bour­geoisi, og at denne taktik ikke duer som mønster for alle lande — samtidig står det for hver dag proletarmasserne i alle lande klarere, at bolsjevismen har anvist den rette vej til frelse fra krigens og imperialismens rædsler, at bolsjevismen duer som mønster på taktik for alle.

Ikke blot en almen europæisk, men en verdensomspændende proletarisk revolution modnes nu for alles øjne, og den er blevet hjulpet, fremskyndet og støttet ved prole­tariatets sejr i Rusland. Er det kun lidt for socialismens fuldstændige sejr? Naturligvis er det lidt. Det er ikke mu­ligt for et enkelt land at udrette mere. Men dette ene land har, takket være sovjetmagten, dog udrettet så meget, at selv i det tilfælde, at den russiske sovjetmagt blev slået ned af verdensimperialismen, lad os sige ved en overenskomst mellem den tyske og den fransk-engelske imperialisme, ville – selv i dette det værste af alle ulykkelige tilfælde, den bolsjevikiske taktik have vist sig at have været socialismen til uhyre gavn og at have frem­met uovervindelige verdensrevolutions vækst.

* Socialchauvinisterne (folk som Scheidemann, Renaudel, Henderson, Gompers og co.) afviser i krigstid al tale om »Internationale«. De betragter »deres« bourgeoisis fjender som »forrædere« mod . . . socialismen. De er for deres bourgeoisis erobringspolitik. Socialpacifisterne (dvs. socialister i ord, men småborgerlige pacifister i gerning) giver udtryk for alle hånde »internationalistiske« følelser, vender sig mod anneksioner osv., men i gerning vedbliver de at stolte deres imperialistiske bourgeoisi. Forskellen mellem de to typer er ikke væsentlig lige så lidt som forskellen mellem kapitalister med brutalt mæle og kapitalis-ter med sødt mæle.