Tilbage
Kapitalen
Næste

Udvekslingsprocessen

Varerne kan ikke selv gå til marked og ikke udveksle sig selv. Vi må altså se os om efter deres ejermænd, varebe­sidderne. Varerne er ting og derfor modstandsløse over for mennesket. Er de ikke villige, kan han bruge magt, med andre ord tage dem. [1] For at sætte disse ting i forhold til hinanden som varer, skal varebesidderne forholde sig til hinanden som personer, hvis vilje har til huse i de pågældende ting, således at den ene kun med den andens samtykke, begge altså kun ved en fælles viljesakt, tilegner sig den andens vare samtidig med at afhænde sin egen. De må derfor gensidigt anerkende hinan­den som privatejere. Dette retsforhold, hvis form er kontrakten, hvad enten den har fået juridisk skikkelse eller ikke, er et viljesforhold, hvori det økonomiske forhold genspejles. Indholdet i dette rets- eller viljesforhold er givet gennem selve det økonomiske forhold [2] . Her eksisterer personerne for hinanden kun som repræsentanter for varer og derfor som varebesidde­re. Vi vil overhovedet i den videre fremstilling finde, at personernes økonomiske karaktermasker kun er personi­fikationer af de økonomiske relationer, som eksisterer imellem dem, og som de er bærere af.

Til forskel fra varebesidderen kendetegnes varen navnlig af den omstændighed, at den kun betragter ethvert andet varelegeme som fremtrædelsesform for sin egen værdi. Som født leveller (ligemager) og kyniker står den derfor bestandig på spring for at bytte ikke blot sjæl, men også krop med enhver anden vare, uanset om denne er udstyret med flere ubehageligheder end kropigen Maxitor­nes (i Cervantes' »Don Quijote«). Varen mangler sans for det konkrete i et andet varelegeme, men denne mangel opvejer varebesidderen med sine egne fem eller flere sanser. Hans vare har ikke nogen umiddelbar brugsværdi for ham.

Ellers ville han ikke bringe den på markedet. Den har brugsværdi for andre. For ham har den umiddelbart kun den brugsværdi, at den er bærer af bytteværdi og dermed er byttemiddel. [3] Derfor vil han afhænde den for varer, hvis brugsværdi passer ham. Alle varer er ikke-brugsvær­dier for deres besidder, brugsværdier for deres ikke-be­sidder. De må altså alle gå fra den ene hånd til den anden. Men denne skiften hænder udgør deres udveksling, og deres udveksling sætter dem i forhold til hinanden som værdier og realiserer dem som værdier. Varerne må derfor realisere sig som værdier, før de kan realisere sig som brugsværdier.

På den anden side må de hævde sig som brugsværdier, før de kan realisere sig som værdier. For det menneskelige arbejde, der er brugt på dem, tæller kun, hvis det er brugt i en form, der er nyttig for andre. Om det er nyttigt for andre, om dets produkt derfor tilfredsstiller andres behov, kan kun dets udveksling bevise.

Enhver varebesidder vil kun afhænde sin vare mod en anden vare, hvis brugsværdi tilfredsstiller hans behov. For så vidt er udvekslingen for ham kun en individuel proces. På den anden side vil han realisere sin vare som værdi, altså udveksle den mod en hvilken som helst anden vare af samme værdi, hvad enten hans egen vare nu har brugsværdi eller ikke for besidderen af den anden vare. For så vidt er udvekslingen for ham en alment social proces. Men den samme proces kan ikke samtidig for alle varebesiddere være kun individuel og tillige kun alment social.

Når vi ser nærmere til, betragter enhver varebesidder enhver fremmed vare som et særligt ækvivalent for sin vare, og han betragter derfor sin vare som alment ækvi­valent for alle andre varer. Men da alle varebesiddere gør det samme, er ingen vare alment ækvivalent, og varerne besidder derfor heller ingen almen relativ værdiform, hvori de står lige som værdier og sammenlignes som værdistørrelser. De stilles derfor slet ikke over for hinanden som varer, men kun som produkter eller brugsværdier.

I deres forlegenhed tænker vore varebesiddere som Faust. I begyndelsen var handlingen. De har derfor allerede handlet, før de har tænkt. Varenaturens love gør sig gældende i varebesidderens naturinstinkt. De kan kun sætte deres varer i forhold til hinanden som værdier og dermed som varer, hvis de sætter dem op mod en vis anden vare, som bliver alment ækvivalent. Det fremgik af analysen af varen. Men kun social aktivitet kan bevirke, at en bestemt vare bliver alment ækvivalent. Den samfundsmæssige aktion, som alle andre varer deltager i, udskiller derfor en bestemt vare, hvori alle udtrykker deres værdi. Derigennem bliver denne vares naturalform til samfundsmæssigt gyldig ækvivalentform. At være alment ækvivalent bliver gennem den samfundsmæssige proces til den udskilte vares specifikke samfundsmæssige funk­tion. Således bliver den – penge.

»Illi unum consilium habent et virtutem et potestatemsuam bestiae tradunt. Et ne quis possit emere aut ven-dere, nisi qui habet characterem aut nomen bestiae, aut numerum nominis ejes«. (Disse har en mening, og deres magt og myndighed skal de overgive til dyret. Og ingen kan købe eller sælge, uden den som har mærket eller dyrets navn eller dets navns tal« (Johannes' Åbenbaring 17.13 og 13,17)).

Pengekrystallen er et nødvendigt produkt af udveks­lingsprocessen, hvor forskelligartede arbejdsprodukter faktisk sættes lig med hinanden og dermed faktisk forvandles til varer. Efterhånden som udvekslingen i histo­riens løb udvides og uddybes, udvikles den modsætning mellem brugsværdi og værdi, som slumrer i varens natur. Behovet for i det indbyrdes samkvem at have et ydre udtryk for denne modsætning presser på for at give vare-værdien en selvstændig form, og dette virker uden rist eller ro, indtil den selvstændige form endelig opnås gennem tvedelingen af varen i vare og penge. I samme grad som arbejdsprodukterne bliver til varer, bliver en vare forvandlet til penge. [4]

Den umiddelbare produktudveksling har på den ene side form som det simple værdiudtryk og har det på den anden side endnu ikke. Denne form var x vare A = y vare B. Formen for den umiddelbare produktudveksling er: x brugsgenstand A — y brugsgenstand B. [5] Tingene A og B er her ikke varer før udvekslingen, men bliver det først ved hjælp af den. Den første måde, hvorpå en brugsgenstand får mulighed for at blive bytteværdi, er, at den forefindes som ikke-brugsværdi, at den er et overskud af brugsværdi, ud over besidderens umiddelbare behov. Ting hører i sig selv til menneskets ydre verden og er derfor afhændelige. For at denne afhændelse kan blive gensidig, behøver mennesker kun at stå overfor hinanden som privatejere af disse afhændelige ting og netop derigennem som indbyrdes uafhængige personer. Et sådant gensidigt fremmedhedsforhold eksisterer imidlertid ikke for medlemmerne af et primitivt fællesskab, hvad enten det har form af en patriarkalsk familie, en oldindisk kommune, en inkastat osv. Vareudvekslingen begynder, hvor fællesskaberne slutter, på punkter, hvor fællesska­berne har kontakt med fremmede fællesskaber eller medlemmer af fremmede fællesskaber. Men når tingene først er blevet varer udadtil, bliver de også gennem tilbagevirkningen varer i fællesskabets indre liv. Deres kvantita­tive udvekslingsforhold er i begyndelsen ganske tilfældigt. De kan udveksles, fordi deres besiddere hver for sig har besluttet at afhænde dem. Efterhånden sætter behovet for fremmede brugsgenstande sig så igennem. Den stadige gentagelse af udvekslingen gør denne til en regelmæssig social proces. I tidens løb må i det mindste en del af arbejdsprodukterne derfor produceres med henblik på, at de skal indgå i udvekslingen. Fra dette øjeblik fæstnes på den ene side skellet mellem tingenes nyttighed for det umiddelbare behov og deres nyttighed med henblik på udveksling. Deres brugsværdi skilles fra deres bytteværdi. På den anden side bliver det kvantitative forhold, de udveksles i, afhængigt af selve produktionen af dem. Vanen fikserer dem som værdistørrelser.

I den umiddelbare produktudveksling er enhver vare umiddelbart byttemiddel for sin besidder, ækvivalent for sin ikke-besidder, men kun hvis den er brugsværdi for ham. Bytteartiklen indeholder altså endnu ikke nogen værdiform, der er uafhængig af dens egen brugsværdi eller af de udvekslende personers individuelle behov. Nødvendigheden af denne form udvikler sig med det voksende antal og den voksende mangfoldighed af varer, der indgår i udvekslingsprocessen. Opgaven opstår samti­dig med midlerne til dens løsning. Et samkvem, hvor varebesiddere udveksler og sammenligner deres egne artik­ler med forskellige andre artikler, finder aldrig sted, uden at forskellige varer af forskellige varebesiddere inden for deres samkvem udveksles med en og samme tredje va­reart og som værdier sammenlignes med den. Når en sådan tredje vare bliver ækvivalent for forskellige andre varer, får den umiddelbart almen og samfundsmæssig ækvivalentform, omend inden for snævre grænser. Denne almene ækvivalentform opstår og forgår med den øje­blikkelige sociale kontakt, der affødte den. Vekslende og flygtigt tillægges den snart en, snart en anden vare. Efterhånden som vareudvekslingen udvikler sig, fæstnes den almene ækvivalentform imidlertid udelukkende til særlige varearter, den krystalliseres i pengeform. Hvilken vareart den klæber ved, er i begyndelsen tilfældigt. Imidlertid afgøres det i det store og hele af to omstændigheder. Pengeformen fæstner sig enten til de vigtigste tilbyttede artikler fra det fremmede, artikler der faktisk står som naturlige udtryk for de hjemlige produkters bytteværdi, eller til den brugsgenstand, som udgør hovedelementet i ens egne afhændelige artikler, f.eks. kvæg. Nomadefolkene er de før­ste, der udvikler pengeformen, fordi alt deres habengut befinder sig i bevægelig og dermed umiddelbart afhændelig form, og fordi deres levevis bestandig bringer dem i kontakt med fremmede fællesskaber og derfor opmuntrer til produktudveksling. Mennesker har ofte gjort andre mennesker til oprindeligt pengemateriale i form af slaver, men aldrig jorden. En sådan ide kunne først opstå i det allerede udformede borgerlige samfund. Den daterer sig fra sidste tredjedel af det 17. århundrede, og dens realisa­tion i national målestok blev først forsøgt et århundrede senere, under franskmændenes borgerlige revolution.

I samme grad som vareudvekslingen sprænger sine rent lokale bånd og vareværdien derfor udvider sig til at blive materiaturen (stofligheden) af menneskeligt arbejde overhovedet, går pengeformen over på varer, som i kraft af deres natur egner sig til den sociale funktion at være alment ækvivalent: de ædle metaller.

At »penge ifølge deres natur er guld og sølv, skønt guld og sølv ikke ifølge deres natur er penge,« [6] fremgår af overensstemmelsen mellem metallernes naturegenskaber og pengenes funktioner. [7] Hidtil har vi imidlertid kun beskæftiget os med den ene pengefunktion at være vareværdiens fremtrædelsesform, dvs. være det materiale, hvori varernes værdistørrelser får samfundsmæssigt udtryk. Adækvat fremtrædelsesform for værdi, eller mål for abstrakt og derfor ensartet menneskeligt arbejde, kan kun et stof være, der giver samtlige eksemplarer deraf samme ensartede egenskab. På den anden side, da for­skellen mellem værdistørrelserne er rent kvantitativ, må pengevaren egne sig til at udtrykke rent kvantitative for­skelle, altså kunne deles efter behag og kunne sættes sammen af sine dele på ny. Guld og sølv besidder fra naturens hånd disse egenskaber.

Pengevarens brugsværdi tvedeler sig. Ved siden af dens særlige brugsværdi som vare, sådan som guld f.eks. tjener til udfyldning af hule tænder, til råmateriale for luksusartikler osv., får den en formal brugsværdi, som udspringer af dens specifikke samfundsmæssige funktio­ner.

Da alle andre varer kun er særskilte ækvivalenter for penge, mens penge er deres almene ækvivalent, forholder de sig som særskilte varer til penge som den almene va­re. [8]

Man har set, at pengeformen kun er den til en enkelt vare klæbende refleks af alle andre varers indbyrdes re­lationer. At penge er en vare, [9] er altså kun en opdagelse for den, der går ud fra deres færdige form for bagefter at analysere den. Udvekslingsprocessen giver den vare, som den forvandler til penge, dens specifikke vær­diform, ikke dens værdi. Forvekslingen af de to bestem­melser forledte til at anse værdien af gulv og sølv for at være imaginær. [10] Da penge i bestemte funktioner kan erstattes af blotte pengetegn, opstod den anden fejlta­gelse, at penge kun er tegn. På den anden side lå heri en fornemmelse af, at en tings pengeform er noget udvortes for tingen selv og kun er en fremtrædelsesform for bagved liggende menneskelige relationer. I denne forstand ville enhver vare være et tegn, fordi den som værdi kun er det tinglige hylster om det menneskelige arbejde, der er nedlagt i den. [11] Men idet man anser de samfundsmæssige særpræg, som tingene antager under en bestemt produktionsmåde, eller de tingslige særpræg, som sam­fundsmæssige træk ved arbejdet antager under denne produktionsmåde, for blotte tegn, har man samtidig er­klæret disse tegn for at være et vilkårligt produkt af men­neskelige overvejelser. Dette var en yndet forklaringsmåde i det 18. århundredes oplysningstid, for i det mind­ste foreløbigt at fjerne det tilsyneladende fremmedartede fra de menneskelige relationers gådefulde former, hvis tilblivelsesproces man endnu ikke formåede at tyde.

Det blev tidligere anført, at en vares ækvivalentform ikke indeholder den kvantitative bestemmelse af dens værdistørrelse. Når man ved, at guld er penge, at guld derfor umiddelbart kan udveksles med alle andre varer, så ved man ikke af den grund, hvor meget f.eks. 10 pund guld er værdt. Ligesom enhver anden vare kan guld kun udtrykke sin egen værdistørrelse i forhold til andre varer. Dets egen værdi er bestemt af den arbejdstid, der kræves til dets produktion, og udtrykkes i det kvantum af enhver anden vare, hvorpå der er anvendt lige så megen arbejds­tid. [12] Denne fastsættelse at guldets relative værdistørrelse finder sted på produktionsstedet i den umiddelbare byttehandel. Når det indgår i cirkulationen som penge, er dets værdi allerede givet. Allerede i de sidste årtier af det 17. århundrede var man kommet langt ud over det før­ste skridt i pengeanalysen og vidste, at penge er en vare, men det var alligevel kun begyndelsen. Vanskeligheden ligger ikke i at forstå, at penge er en vare, men i at forstå, hvordan, hvorfor og hvorigennem vare er penge. [13]

Vi så, hvordan der allerede i det simpleste værdiud­tryk, x vare A — y vare B, opstår den illusion, at den ting, hvori en anden tings værdistørrelse udtrykkes, besidder sin ækvivalentform uafhængigt af dette forhold mellem varer, som en samfundsmæssig naturregenskab. Vi redegjorde for, hvordan denne illusion fæstnede sig. Den er fuldendt, når den almene ækvivalentform er vokset sammen med en særskilt varearts naturalform, dvs. er udkrystalliseret som pengeform. En vare synes ikke først at blive penge, fordi alle andre varer udtrykker deres værdi i den, nej omvendt, de synes alle at udtrykke deres værdi i den, fordi den er penge. Den mellemliggende be­vægelse er forsvundet i sit eget resultat uden at efterlade noget spor. Uden egen medvirken forefinder varerne deres egen værdiskikkelse i færdig form som et varelegeme, der eksisterer uden for dem og ved siden af dem. Disse ting, guld og sølv som de kommer ud af jordens indvolde, er tillige den umiddelbare inkarnation af alt men­neskeligt arbejde. Deraf kommer pengenes magi. Menne­skenes helt atomistiske adfærd i deres samfundsmæssige produktionsproces har til følge. at deres egne produk­tionsrelationer antager en tingslig karakter, som ligger uden for deres kontrol og er uafhængig af deres be­vidste individuelle virksomhed. Dette får først og fremmest udtryk i, at deres arbejdsprodukter generelt anta­ger vareform. Pengefetichens gåde er derfor kun varefetichens gåde, som er blevet synlig og øjenforblændende.


Noter

[1]: I det 12.århundrede, der er så berømt for sin fromhed, forekommer ofte meget sarte ting mellem disse varer. Således opregner en fransk digter på den tid blandt de varer, der kom på markedet i Landit, ved siden af tøj, sko. læder, landbrugsredskaber, huder osv. også »femmes folies de leur corps« (lidenskabelige kvinder).

[2]: Proudhon henter først sit retfærdighedsideal, justice eternelle (evig retfærdighed), fra de retsforhold, der svarer til vareproduktionen, hvorved for øvrigt alle spidsborgere samtidig får det så trøsterige bevis for, at vareproduktionens form er lige så evig som retfærdigheden. Derpå vil han omvendt modellere den faktiske vareproduktion og den tilsvarende faktiske ret om efter dette ideal. Hvad ville man mene om en kemiker, der i stedet for at studere de faktiske love for stofskiftet og på basis af dem løse bestemte opgaver ville modellere stofskiftet om ved hjælp af »naturlighedens« og »affinitetens« »evige ideer«? Ved man måske mere om »åger«, når man siger, at den strider mod den »evige retfær¬dighed« og den »evige rimelighed« og den »evige gensidighed« og andre »evige sandheder«, end kirkefædrene vidste, da de sagde, at den strider mod den »evige nåde«, den »evige tro« og »guds evige vilje«?

[3]: »Ethvert gode kan bruges på to måder. – Den ene beror på tingen selv, den anden ikke, ligesom en sandal kan bruges som fodtøj, men også byttes. Begge måder er brugsværdi ved sandalen, for også den, der udveksler sandalen mod noget han mangler, f.eks. næring, bruger sandalen som sandal. Men ikke som den naturligt bruges. For den er ikke til af hensyn til udveksling«. (Aristoteles, »De republica«, bog 1, kap.9).

[4]: På dette kan man måle den småborgerlige socialismes fiffighed, når den vil forevige vareproduktionen og alligevel afskaffe »modsætningen mellem penge og vare«, altså pengene selv, for penge eksisterer kun i denne modsætning. Man kunne lige så godt afskaffe paven og lade katolicismen bestå. Nærmere herom, se mit skrift »Bidrag til kritikken af den politiske økonomi«, s.61ff. [Se Dietz-udg. bd.13, s.66ff].

[5]: Så længe det endnu ikke er to forskellige brugsgenstande, der udveksles, men, sådan som vi ofte finder det hos vilde, er en kaotisk mængde af ting, der tilbydes som ækvivalent for en tredje, ligger den umiddelbare produktudveksling selv endnu kun i svøb.

[6]: Karl Marx, »Bidrag til kritikken af den politiske økonomi«, s.135. [Se Dietz-udg. bd.13, s.131]. »Metallerne er ... af na¬turpenge«, (Galiani; »Della Moneta« i Custodis samling, Parte Moderna, bd.Ill, s.137).

[7]: Nærmere herom se mit netop citerede skrift, afsnittet »De ædle metaller«.

[8]: »Penge er den almene vare«. (Verri, anf. værk, s.16).

[9]: »Sølv og guld i og for sig, som vi kan betegne med det almindelige navn ædelmetal, er ... varer, der stiger og falder i værdi ... Ædelmetal kan man så tillægge en højere værdi, når en mindre vægtmængde deraf kan købe en større mængder produkter eller fabrikater osv.« ((S. Clement,) »A discourse of the General Notions of Money, Trade, and Exchange, as they stand in relations to each other. By a Merchant«, London 1695, s.7). »Sølv og guld, møntet eller umøn¬tet, bliver ganske vist brugt som målestok for alle andre ting. men er lige så vel en vare som vin, olie, tobak, tøj eller stoffer«. ((J. Chiid,) »A Discourse concerning Trade, and that in particular of the East-Indies etc.«, London 1689, s.2). »Kongerigets formue og rigdom kan strengt taget ikke be¬grænses til penge, heller ikke kan guld og sølv udelades som varer«. ((Th. Papillon,) »The East India Trade a most Profi¬table Trade«, London 1677, s.4).

[10]: »Guld og sølv har værdi som metaller, før de er penge«. (Galiani, anf. værk, (s.72)) . Locke siger: »På grund af søl¬vets egenskaber, som gør det egnet til at være penge, tillagde menneskene det ved almindelig overenskomst en ima¬ginær værdi«. (John Locke, »Some Considerations etc.«, 1961, in »Works«, 1777, bd. II, s.15). Law derimod: »Hvordan kun¬ne forskellige nationer give en eller anden ting en imaginær værdi ... eller hvordan skulle denne imaginære værdi have kunnet holde sig?« Men hvor lidt han selv forstod sagen, viser ordene: »Sølv udveksledes efter den brugsværdi, det havde, altså efter sin virkelige værdi; gennem sin bestemmelse som penge fik det en ekstra værdi (une valeur additionelle)«. (Jean Law, »Considerations sur le numeraire et le commerce«, i E. Daires udgave af »Economistes Financiers du XVIII. siecle«, s.469, 470).

[11]: »Penge er kun dens« (varens) »tegn« (V. de Forbonnais, »Elements du Commerce«, Nouv. Edit. Lcyde 1766, bd.Il, s.143). »Som tegn tiltrækkes penge af varerne« (samme sted s.155). »Penge er tegn for en ting og repræsenterer den« (Montesquieu, »Esprit des Lois«, Oeuvres, London 1767, bd.I1, s.3). »Penge er ikke blotte tegn, for de er selv rigdom; penge repræsenterer ikke værdierne; de er deres ækvivalent« (Le Trosne, anf. værk, s.910). »Betragter man værdiens begreb, så bliver tingen selv kun betragtet som et tegn, og den gælder ikke som sig selv, men for det, den er værd« (Hegel, anf. værk, s.100). Længe før økonomerne kom juristerne med forestillingen om penge som blotte tegn og som de ædle me¬tallers rent imaginære værdi, fordi de var lakajer for kongemagten, hvis møntforfalskningsret de hele middelalderen igennem støttede på det romerske kejserriges traditioner og pandekternes [de romerske retsoptegnelsers] pengebegreber. »Ingen kan og bør nære tvivl om«, siger deres lærvillige elev Philippe af Valois i et dekret fra 1346, »at det kun tilkommer os og vor kongelige Majestæt ... at varetage møntvæsenet, fremstillingen, beskaffenheden, forrådet og alle for¬anstaltninger vedrørende mønterne, at sætte dem i omløb således og til den pris, som det behager os og synes os gavnligt«. Det var et romersk retsdogme, at kejseren dekreterede pengeværdien. Det var udtrykkeligt forbudt at behandle penge som en vare. »At købe penge skal imidlertid ikke være tilladt nogen, thi penge er skabt til almen brug og skal ikke være vare«. En god udredning heraf findes hos G. F. Pag¬nini, »Saggio sopra il giusto pregio delle cose«, 1751, i Custodi, Parte Moderna, bd. Il. Navnlig i anden del af dette skrift polemiserer Pagnini mod de herrer jurister.

[12]: »Hvis nogen kan bringe en unse sølv fra Perus indre til London på samme tid, som det tager ham at fremstille en bushel korn, så er det ene den naturlige pris for det andet; når han nu ved udnyttelse af nye og mere produktive bjergværker kan udvinde to unser sølv i stedet for en med samme arbejdsforbrug, så vil korn til en pris af 10 shillings pr. bushel være lige så billigt som før til en pris af 5 shillings, under ellers lige omstændigheder«. (William Petty, »A Treatise of Taxes and Contributions«, London 1667, s.31).

[13]: Efter at hr. professor Roscher har belært os: »De urigtige definitioner af penge lader sig opstille i to hovedgrupper: de, der anser penge for mere end en vare, og de, der anser dem for mindre«, følger et broget katalog over skrifter om pengevæsenet, som ikke røber blot den fjerneste indsigt i teoriens virkelige historie, og så følger moralen: »Det kan i øvrigt ikke bestrides, at de fleste nyere nationaløkonomer ikke til¬strækkeligt har haft øje for de ejendommeligheder, som adskiller penge fra andre varer« (altså dog mere eller mindre vare?) ... »For så vidt er Ganilhs og andres halvmerkantili¬stiske reaktion ikke helt ubegrundet«. (Wilhelm Roscher, »Die Grundlagen der Nationalokonomie«, 3.opl. 1858, s.207 -210). Mere — mindre — ikke tilstrækkeligt — for så vidt — ikke helt! Hvilke begrebsbestemmelser! Og den slags eklek¬tisk professorsnak betegner hr. Roscher beskedent som den politiske økonomis »anatomisk-fysiologiske metode«! En op¬dagelse skylder man ham dog, nemlig at penge er »en beha¬gelig vare«.


Tilbage
Kapitalen
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere