Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

VI. Bonarparte's sejr

Den koalition med Bjerget og de rene republikanere, som ordenspartiet i sine forgæves anstrengelser for at hævde militærmagten og tilbageerobre den øverste ledelse af den udøvende magt så sig dømt til, beviste uimodsigeligt, at det havde mistet den selvstændige parlamen­tariske majoritet. Slet og ret kalenderens, timeviserens magt gav den 29. maj signalet til dets fuldstændige opløsning. Med den 29. maj be­gyndte nationalforsamlingens sidste leveår. Den måtte nu bestemme sig for forfatningens uforandrede videre beståen eller for dens revision. Men revision af forfatningen, det betød ikke bare bourgeoisiets eller det småborgerlige demokratis herredømme, demokrati eller prole­tarisk anarki, parlamentarisk republik eller Bonaparte, det betød sam­tidig Orleans eller Bourbon! Således faldt der midt ned i parlamentet et stridens æble, som åbent måtte udløse konflikten mellem de interes­ser, der spaltede ordenspartiet i fjendtlige fraktioner. Ordenspartiet var en forbindelse af uensartede sociale elementer. Revisionsspørgs­målet skabte en politisk temperatur, som forårsagede, at produktet igen opløstes i sine oprindelige bestanddele.

Bonapartisternes interesse for forfatningsrevisionen var ligetil. For dem drejede det sig frem for alt om at afskaffe paragraf 45, som forbød Bonapartes genvalg og forlængelsen af hans magt. Ikke mindre ligetil syntes republikanernes stilling at være. De forkastede ubetinget enhver revision, de så i revisionen en fælles sammensværgelse mod republikken. Da de rådede over mere end en fjerdedel af nationalforsamlin­gens stemmer, og forfatningen krævede tre fjerdedele af stemmerne for at gøre en beslutning om revision og indkaldelse af en reviderende forsamlings retsgyldig, behøvede de blot at tælle deres stemmer for at være sikre på sejren. Og de var sikre på sejren.

Overfor disse klare standpunkter befandt ordenspartiet sig i uløse­lige modsætninger. Forkastede det revisionen, så bragte det status quo i fare ved kun at lade een vej åben for Bonaparte, nemlig magtens, ved i afgørelsens øjeblik, den anden søndag i maj 1852, at prisgive Frankrig til det revolutionære anarki med en præsident, som mistede sin autori­tet, med et parlament, som forlængst ikke mere havde den, og med et folk, som tænkte på at erobre den tilbage. Stemte det for den forfat­ningsmæssige revision, så vidste det, at det stemte forgæves, og at det måtte lide forfatningsmæssigt skibbrud mod republikanernes veto. Er­klærede det i strid med forfatningen et almindeligt stemmeflertal for bindende, så kunne det blot gøre sig håb om at beholde herredømmet over revolutionen, hvis det ubetinget underkastede sig den udøvende magts myndighed, så gjorde det Bonaparte til herre over forfatningen, over revisionen og over sig selv. En blot delvis revision, som forlæn­gede præsidentens magt, ville bane vej for den bonapartistiske usurpa­tion. En almindelig revision, som forkortede republikkens eksistens, ville bringe de dynastiske krav i uundgåelig konflikt med hinanden, da be­tingelserne for en bourbonsk og betingelserne for en orleanistisk restau­ration ikke blot var forskellige, men gensidig udelukkede hinanden.

Den parlamentariske republik var mere end det neutrale område, hvor det franske bourgeoisis to faktorer, legitimisterne og orleanisterne, godsejerne og industrien, ligeberettiget kunne leve ved siden af hinanden. Den var den nødvendige betingelse for deres fælles herredømme, den eneste statsform, hvori deres fælles klasseinteresser sam­tidig underordnede både deres særlige fraktions krav og alle øvrige klasser i samfundet under sig. Som royalister faldt de tilbage til deres gamle modsætninger, til kampen om jordbesiddelsens eller pengenes overherredømme, og det højeste udtryk for denne modsætning, dens personifikation var deres konger selv, deres dynastier. Derfor satte ordenspartiet sig imod, at bourbonerne skulle kaldes tilbage.

Orleanisten og folkerepræsentanten Creton havde i 1849, 1850 og 1851 regelmæssigt stillet forslag om at ophæve udvisningsdekretet mod de kongelige familier. Ligeså regelmæssigt frembød parlamentet synet af en forsamling af royalister, som hårdnakket stænger de døre, som deres forviste konger kunne vende tilbage igennem. Ricard III havde myrdet Henrik VI med den bemærkning, at han var for god for denne verden og hørte hjemme i himmelen. De erklærede Frankrig for at være for dårlig til igen at besidde sine konger. Tvunget af forholdenes magt var de blevet republikanere og sanktionerede gentagne gange den folkebeslutning, som forviste deres konger fra Frankrig.

En forfatningsrevision - som man af omstændighederne var tvun­get til at tage under overvejelse - satte samtidig med republikken også spørgsmålet om de to bourgeoisfraktioners fælles herredømme på dagsordenen og fremkaldte påny, sammen med det mulige monarki, rivali­teten mellem de interesser, som dette afvekslende fortrinsvis havde repræsenteret, kampen om den ene fraktions overherredømme over den anden. Ordenspartiets diplomater troede at kunne bilægge kampen ved en sammensmeltning af de to dynastier, ved en såkaldt fusion af de royalistiske partier og deres kongehuse. Den virkelige fusion af restaurationen og julimonarkiet var den parlamentariske republik, hvor de orleanistiske og legitimistiske farver blev udvisket og de forskellige slags bourgeois'er slet og ret forsvandt i bourgeois'en, i bourgeoisarten. Men nu skulle orleanisten blive legitimist og legitimisten orleanist. Kongedømmet, hvori deres modsætning personificeredes, skulle legem­liggøre deres enhed, udtrykket for deres specielle fraktionsinteresser skulle blive udtryk for deres fælles klasseinteresser, monarkiet skulle yde det, som kun ophævelsen af de to monarkier, republikken, kunne yde og havde ydet. Dette var de vises sten, som ordenspartiets doktorer brød deres hoveder med at fremstille. Som om det legitime monarki nogensinde kunne blive de industrielle bourgeois'ers monarki eller bor­gerkongedømmet det gamle tandaristokratis kongedømme. Som om jordbesiddelsen og industrien kunne forbrødre sig under een krone, når kronen kun kunne falde på eet hoved, den ældre eller den yngre broders hoved. Som om industrien overhovedet kunne komme til forlig med jordbesiddelsen, så længe jordbesiddelsen ikke beslutter sig til selv at blive industriel. Hvis Henrik V døde i morgen, så ville greven af Paris ikke blive legitimisternes konge af den grund, hvis han da ikke hørte op med at være orleanisternes konge. Men fusionens filosofer, som førte det store ord i samme grad som revisionsspørgsmålet trådte i forgrunden, som havde skabt sig et officielt dagsorgan i »Assemblee [2] Nationale«, og som endog i dette øjeblik (februar 1852) atter er i virksomhed, forklarede imidlertid, at hele vanskeligheden skrev sig fra de to dynastiers modstand og rivalitet. De forsøg på at forsone familien Orleans med Henrik V, som var begyndt efter Louis Philip­pes død, men som i lighed med alle andre dynastiers intriger bare blev drevet i nationalforsamlingens ferier, i mellemakterne og bag kulisserne, som mere var sentimentalt koketteri med gammel overtro end alvorlig ment forretning, blev nu til store forestillinger, som opførtes af ordenspartiet på den offentlige scene i stedet for som tidligere i amatørteatret. Kurererne ilede fra Paris til Venedig, fra Venedig til Claremont, fra Claremont til Paris. Greven af Chambord offentliggør et manifest, hvori han »med hjælp af alle sin families medlemmer« proklamerer ikke sin, men den »nationale« restauration. Orleanisten Salvandy kaster sig for Henriks V's fødder. Legitimistlederne Berryer, Benoist d'Azy, Saint-Priest begiver sig til Claremont for at overtale orieans'erne, men forgæves. Fusionisterne opdager for sent, at de to bourgeoisfraktioners interesser hverken bliver mindre eksklusive eller mere eftergivende der, hvor de tilspidser sig i form af familieinteres­ser, af to kongehuses interesser. Hvis Henrik V anerkendte greven af Paris som efterfølger, det eneste resultat, som fusionen i bedste fald kunne opnå, så vandt huset Orleans ingen rettighed, som ikke Hen­rik V's barnløshed allerede havde sikret det, men det tabte alle de ret­tigheder, som det havde erobret gennem Julirevolutionen. Det gav afkald på sin førstefødselsret, på alle retsbeføjelser, som det gennem en næsten århundredlang kamp havde fravristet den ældre gren af bourbonerne, det byttede sin historiske forrettighed bort mod sin æts forrettighed. Fusionen var altså intet andet end huset Orleans frivillige afgang, dets legitimistiske selvopgivelse, en angerfuld tilbagevenden fra den protestantiske statskirke til den katolske kirke. En tilbagevenden, som desuden ikke engang bragte det op på den trone, som det havde tabt, men op på trappen til tronen, hvor det var født. De gamle orleanistiske ministre Guizot, Duchåtel osv., som ligeledes ilede til Claremont for at tale fusionens sag, repræsenterede i virkeligheden bare tømmermændene efter Julirevolutionen, den tabte tro på borgerkongedømmet og borgernes kongedømme, overtroen på legitimiteten som den sidste amulet mod anarkiet. I egen indbildning mæglere mellem Orleans og Bourbon var de i virkeligheden kun frafaldne orleani­ster, og som sådanne modtog også prinsen af Joinville dem. Den levedygtige, krigeriske del af orleanisterne derimod, Thiers, Baze osv. overbeviste så meget lettere Louis Philippes familie om, at når enhver umiddelbar monarkistisk restauration forudsatte to dynastiers fusion, så forudsatte enhver sådan fusion, at huset Orleans takkede af; derimod var det helt i overensstemmelse med deres forfædres tradition, at de foreløbig anerkendte republikken og ventede, indtil begivenhederne tillod at forvandle præsidentstolen til en trone. Joinvilles kandidatur blev spredt som et rygte, den offentlige nysgerrighed blev holdt vågen, og nogle måneder senere, efter at revisionen var forkastet, offentligt proklameret i september.

Forsøget på en royalistisk fusion mellem orleanisterne og legitimi­sterne var således ikke blot strandet, det havde brudt deres parlamen­tariske fusion, deres republikanske fællesform og igen opløst ordenspartiet i dets oprindelige bestanddele; men jo mere kløften mellem Claremont og Venedig udvidede sig, jo mere forsoningen mellem dem blev ødelagt og Joinville-agitationen greb om sig, desto ivrigere og alvorligere blev forhandlingerne mellem Bonapartes minister Faucher og legitimisterne.

Ordenspartiets opløsning standsede ikke ved dets oprindelige elementer. Hver af de to store fraktioner opløstes på sin side på ny. Det var som alle de gamle nuancer, der tidligere havde bekæmpet hinan­den indenfor hver af disse to kredse, den legitimistiske eller orleanisti­ske, nu var frisket op igen, lige som indtørrede infusionsdyr ved berø­ring med vand, som om de på ny havde fået livskraft nok til at danne egne grupper og selvstændige modsætninger. Legitimisterne drømte sig tilbage til stridighederne mellem Tuderierne og Pavillon Marsan [1] mellem Villele og Polignac. Orleanisterne gennemlevede påny de gyld­ne tider, da turneringerne mellem Guizot, Mole, Broglie, Thiers og Odilon Barrot fandt sted.

Den revisionslystne, men om grænserne for revisionen uenige del af ordenspartiet, sammensat af legitimisterne under ledelse af Berryer og Falloux på den ene side og under Laroche-Jacquelin på den anden, og de kamptrætte orleanister under ledelse af Mole, Broglie, Montalem­bert og Odilon Barrot, blev enige med de bonapartistiske repræsen­tanter om følgende ubestemte og udflydende forslag: »Med det mål at give nationen den hele og fulde udøvelse af sin suverænitet tilbage stiller undertegnede repræsentanter forslag om, at forfatningen bliver revideret«. Men samtidig erklærede de enstemmigt gennem deres ordfører Tocqueville, at nationalforsamlingen ikke havde ret til at foreslå republikens afskaffelse, denne rettighed tilkom alene revisionskammeret. For øvrigt kunne forfatningen kun revideres på »legal« måde, altså kun når de forfatningsmæssigt foreskrevne tre fjerdedele af stemmerne var for revision. Efter seks dages stormende debat blev revisionen, som man kunne vente, forkastet den 19. juli. 446 stemte for revision, men 278 imod. De afgjorte orleanister Thiers, Changarnier osv. stemte sammen med republikanerne og Bjerget.

Parlamentets majoritet udtalte sig således mod forfatningen, men selve denne forfatning erklærede sig for minoriteten og dens beslutning for bindende. Men havde ikke ordenspartiet den 31. maj 1850 og den 13. juni 1849 indordnet forfatningen under den parlamentari­ske majoritet? Var ikke dets tidligere politik baseret på forfatnings­paragrafernes indordning under de parlamentariske majoritetsbeslut­ninger! Havde det ikke overladt den gammeltestamentlige overtro på lovens bogstav til demokraterne og brændemærket demokraterne for den? I dette øjeblik betød revision af forfatningen imidlertid intet andet end fortsættelse af præsidentens magt, ligesom forfatningens fortsættelse ikke betød noget andet end Bonapartes afsættelse. Parla­mentet havde udtalt sig for ham, men forfatningen udtalte sig imod parlamentet. Han handlede altså i overensstemmelse med parlamentet, hvis han rev forfatningen i stykker, og han handlede i overensstem­melse med forfatningen, hvis han jagede parlamentet fra hinanden.

Parlamentet havde erklæret forfatningen og med den sit eget herredømme for stående »udenfor majoriteten«, det havde gennem sin be­slutning ophævet forfatningen og forlænget præsidentens magt og sam­tidig udtalt, at hverken kunne det ene dø eller det andet leve, sålænge det selv bestod. Udenfor døren hørte man fodtrinene af dem, der skulle begrave det. Mens det diskuterede revisionen, fjernede Bonaparte general Baraguay d'Hilliers, som viste sig ubeslutsom, fra kommandoen over første militærdivision og udnævnte i hans sted general Magnan, sejrherren fra Lyon, decemberdagenes helt, et af hans kreaturer, som allerede under Louis Philippe i anledning af Boulogneekspeditionen mere eller mindre havde kompromitteret sig over for ham.

Ordenspartiet beviste gennem sin beslutning om revisionen, at det hverken forstod at herske eller at tjene, hverken at leve eller at dø, hverken at bære republikken eller at omstyrte den, hverken at opretholde forfatningen eller at vælte den over ende, hverken at samarbejde med præsidenten eller at bryde med ham. Hvem skulle så løse alle modsætningerne? Kalenderen, begivenhedernes forløb. Ordenspartiet holdt op med at gøre krav på herredømmet over begivenhederne. Det udfordrede altså begivenhederne til at voldtage det og derigennem den magt, til hvem det i kampen mod folket havde givet det ene attribut fra sig efter det andet, indtil det selv stod magtesløst overfor den. For at den udøvende magts chef så meget mere uforstyrret skulle kunne lægge kampplanen mod det, forstærke sine angrebsmidler, vælge sine redskaber og befæste sine positioner, besluttede det midt i dette kriti­ske øjeblik at forlade scenen og tage ferie i tre måneder, fra 10. august til 4. november.

Det parlamentariske parti var ikke blot opløst i sine to store fraktioner, hver af disse fraktioner var ikke blot selv gået i opløsning, men ordenspartiet i parlamentet var røget uklar med ordenspartiet udenfor parlamentet. Bourgeoisiets ordførere og skriftkloge, dets talerstole og dets presse, kort sagt bourgeoisiets ideologer og bourgeoisiet selv, re­præsentanterne og de repræsenterede, stod fremmede overfor hinanden og forstod ikke mere hinanden.

Legitimisterne i provinsen med deres begrænsede horisont og deres ubegrænsede entusiasme beskyldte deres parlamentariske førere Berryer og Falloux for at være deserteret over i den bonapartistiske lejr og for at være faldet fra Henrik V. Deres liljeforstand troede på syndefaldet, men ikke på diplomatiet.

Langt mere skæbnesvangert og afgørende var handelsbourgeoisiets brud med sine politikere. Det bebrejdede dem ikke, som legitimisterne bebrejdede deres, at de havde svigtet deres principper, men tværtimod, at de holdt fast ved principper, som nu var blevet unyttige.

Jeg har allerede tidligere antydet, at efter Foulds indtræden i mini­steriet var den del af handelsbourgeoisiet, som havde haft broderparten i Louis Philippes herredømme, finansaristokratiet, blevet bonapartistisk. Fould repræsenterede ikke blot Bonapartes interesser på børsen, han repræsenterede samtidig børsens interesser hos Bonaparte. Finansaristokratiets stilling skildres mest slående af et citat fra dets eget europæiske organ, »Economist« i London. I sit nummer for 1. februar meddeler det fra Paris: »Nu har vi fra alle sider konstateret, at Frankrig frem for alt ønsker ro. Præsidenten udtaler det i sit budskab til den lovgivende forsamling, det slår tilbage som et ekko fra den nationale talerstol, aviserne bekræfter det, det kundgøres fra prædikestolen, det beviser gennem statspapirernes følsomhed ved den ringeste udsigt til uro og gennem deres faste holdning, hver gang den udøvende magt sejrer«.

I sit nummer for 29. november 1851 udtaler »Economist« på egne vegne: »På alle Europas børser er præsidenten nu anerkendt som orde­nens skildvagt«. Finansaristokratiet fordømte altså ordenspartiets par­lamentariske kamp mod den udøvende magt som en forstyrrelse af ordenen, og fejrede hver sejr for præsidenten over dens påståede re­præsentanter som en sejr for ordenen. Ved finansaristokratiet må man her ikke blot forstå de store kreditgivere og spekulanter i statspapirer, hvis interesser man straks forstår falder sammen med statsmagtens interesser. Hele den moderne pengeforretning, hele bankvirksomheden er på det mest intime sammenflettet med den offentlige kredit. En del af dens forretningskapital anlægges og forrentes nødvendigvis i hurtigt konvertible statspapirer. Dens indskud, den kapital, som står til dens rådighed, og som den fordeler mellem forretningsmænd og indu­strielle, stammer delvis fra de dividender, som indehaverne af statspapirer får. Statsmagtens stabilitet har i enhver epoke for hele pengemarkedet og for dette pengemarkeds præster betydet det samme som Moses og profeterne. Hvordan må det så ikke være i dag, da enhver syndflod truer med at skylle den gamle statsgæld bort sammen med de gamle stater?

Også industribourgeoisiet ærgrede sig i sin ordensfanatisme over det parlamentariske ordenspartis kævlerier med den udøvende magt. Thiers, Anglas, Sainte Beuve osv. fik efter deres stemmeafgivning den 18. januar, da Changarnier blev afsat, offentlige irettesættelser fra deres mandatgivere netop i industridistrikterne, hvor frem for alt deres koalition med Bjerget blev stemplet som højforræderi mod ordenen. Hvis, som vi har set, de brovtende drillerier og smålige intriger, hvori ordenspartiets kamp med præsidenten gav sig til kende, ikke fortjente nogen bedre modtagelse, så var på den anden side denne del af bourgeoisiet, som forlanger af sine repræsentanter, at de modstandsløst skal lade militærmagten glide fra deres eget parlament over i hænderne på en eventyrer af en prætendent, ikke engang de intriger værd, som blev ødslet bort i dets interesse. Det beviste, at kampen for at hævde dets offentlige interesse, dets egen klasseinteresse, dets politiske magt kun generede det og gjorde det forstemt som en forstyrrelse af deres pri­vate forretninger.

De borgerlige honoratiores i departementsbyerne, magistraterne, handelsdommerne osv. modtog næsten uden undtagelse Bonaparte på den mest krybende måde overalt på hans rundrejser, og det endda, når han som i Dijon uden forbehold angreb nationalforsamlingen og specielt ordenspartiet.

Når handelen gik godt, som endnu i begyndelsen af 1851, rasede handelsbourgeoisiet mod enhver parlamentarisk kamp, for at handelen endelig ikke skulle tabe humøret. Og når handelen gik dårligt, sådan som det hele tiden var tilfældet efter februar 1851, anklagede det de parlamentariske kampe som årsagen til det flove marked og skreg op om, at de skulle forstumme, for at handelen igen kunne komme til orde. Revisionsdebatterne faldt netop i denne dårlige tid. Da det her drejede sig om den bestående statsforms væren eller ikke væren, følte bourgeoisiet sig så meget mere berettiget til at kræve af sine repræ­sentanter, at de skulle gøre ende på dette pinefulde provisorium, og samtidig, at status quo skulle opretholdes. Der var ingen modsigelse i dette. Med at gøre ende på provisoriet mente det netop dets fortsæt­telse, udsættelse til en fjern fremtid af det øjeblik, da en afgørelse måtte komme. Status quo kunne kun opretholdes på to måder. Forlæn­gelse af Bonapartes herredømme eller hans forfatningsmæssige afgang og valg af Cavaignac. En del af bourgeoisiet ønskede den sidste løs­ning og vidste ikke at give sine repræsentanter noget bedre råd end at tie og lade det brændende spørgsmål uberørt. Hvis deres repræsentan­ter ikke talte, så, mente de, ville Bonaparte ikke handle. De ønskede sig et strudsparlament, som skjulte sit hoved for ikke at blive set. En anden del af bourgeoisiet ønskede at lade Bonaparte blive siddende på præsidentstolen, fordi han nu engang sad på præsidentstolen, for at alt skulle blive ved det gamle. Det oprørte dem, at deres parlament ikke åbent brød forfatningen og takkede af uden videre.

Generalrådene i departementerne, disse bourgeoisiets provinsrepræ­sentationer, som holdt deres møder fra den 25. august i nationalforsamlingens ferie, udtalte sig næsten enstemmigt for revisionen, altså mod parlamentet og for Bonaparte.

Endnu mere utvetydigt end bourgeoisiet gav udtryk for konflikten med sine parlamentariske repræsentanter viste det sit raseri over sine litterære repræsentanter, over sin egen presse. De borgerlige nævnin­ges domme, som lød på uoverkommelige pengebøder eller skamløse fængselsstraffe for ethvert angreb fra bourgeoisjournalisterne på Bonapartes usurpationslyster, for ethvert forsøg fra pressens side på at forsvare bourgeoisiets politiske rettigheder mod den udøvende magt, slog ikke bare Frankrig, men hele Europa med forbavselse.

Mens det parlamentariske ordensparti, som jeg har vist, med sit skrig om ro dømte sig selv til ro, når det erklærede bourgeoisiets poli­tiske herredømme for uforeneligt med bourgeoisiets sikkerhed og eksi­stens, idet det i kampen mod de andre klasser i samfundet med egne hænder ødelagde alle betingelser for sit eget styre, det parlamentariske styre, så opfordrede til gengæld bourgeoisiets udenomsparlamentariske masse ved sin servilitet overfor præsidenten, ved sin skælden ud på parlamentet, ved sin brutale mishandling af sin egen presse Bonaparte til at undertrykke og tilintetgøre dets talende og skrivende del, dets politikere og dets litteratur, dets talerstol og dets presse, for at det til­lidsfuldt kunne sysle med sine private forretninger under en stærk og uindskrænket regerings beskyttelse. Det udtalte utvetydigt, at det læng­tes efter at komme af med sit eget politiske herredømme for at komme af med herredømmets besværligheder og farer.

Og dette bourgeoisi, som allerede havde rebelleret mod den blotte parlamentariske og litterære kamp for sin egen klasses herredømme, og som havde forrådt førerne i denne kamp, det vover nu bagefter at anklage proletariatet for, at det ikke rejste sig til blodig kamp, til kamp på liv og død for det! Bourgeoisiet, som hvert øjeblik ofrede sin fælles klasseinteresse, det vil sige sin politiske interesse, for den mest bornerte og smudsige privatinteresse og ventede et lignende offer af sine repræ­sentanter, det jamrer sig nu over, at proletariatet har ofret dets ideale politiske interesser for sine egne materielle interesser. - Det gebærder sig nu som en uskyldighed, der er blevet miskendt og i det afgørende øjeblik forladt af det af socialister vildledte proletariat. Og det finder et almindeligt ekko i den borgerlige verden. Jeg taler naturligvis ikke om tyske ravnekrogspolitikere og politiske tølpere. Jeg henviser f.eks. til den samme »Economist«, som endnu den 29. november 1851 - altså fire dage før statskuppet - havde karakteriseret Bonaparte som »ordenens skildvagt« og Thiers og Berryer som »anarkister«, og som allerede den 27. december 1851, efter at Bonaparte havde bragt disse anarkister til ro, skriger op om det forræderi, som »uvidende, uoplyste, stupide proletarmasser« skal have øvet »mod de mellemste og højeste samfundslags dygtighed, kundskaber, disciplin, åndelige indflydelse, intellektuelle hjælpekilder og moralske vægt«. Den stupide, uvidende og gemene masse var ingen anden end bourgeoismassen selv.

Frankrig havde ganske vist i året 1851 oplevet en slags mindre han­delskrise. I slutningen af februar viste der sig en nedgang i eksporten i forhold til 1850, i marts var det dårlige tider for handelen, og fabrikkerne standsede, i april syntes industridepartementernes stilling at være ligeså fortvivlet som efter februardagene, i maj var situationen endnu ikke blevet bedre, endnu den 23. juni viste Frankrigs banks balance, at produktionen stagnerede, idet der var sket en voldsom forøgelse af indskudene og en ligeså stor nedgang i lån på veksler, og først i mid­ten af oktober indtrådte der igen en fremadskridende bedring i forret­ningerne. Det franske bourgeoisi søgte forklaringen på denne stagna­tion i handelen i rent politiske årsager, i kampen mellem parlamentet og den udøvende magt, i usikkerheden ved en rent provisorisk statsform, i de skrækkelige udsigter til den anden søndag i maj 1852. jeg vil ikke bestride, at alt dette virkede trykkende på nogle indu­strigrene i Paris og i departementerne. Men i hvert fald var de politiske forholds indvirkning kun af lokal art og uvæsentlig. Behøves der noget andet bevis end det, at bedringen i handelen netop indtrådte i det øjeblik, da de politiske forhold forværredes, den politiske horisont formørkedes og der hvert øjeblik kunne ventes et lyn fra Elysium, hen imod midten af oktober? Den franske bourgeois, hvis »dygtighed, kund­skaber, åndelige indsigt og intellektuelle hjælpekilder« ikke når længere end hans næse, kunne for øvrigt under hele industriudstillingen i London støde panden mod årsagerne til sin handelsmisére. Mens fabri­kkerne blev lukket i Frankrig, udbrød der i England kommercielle bankerotter. Mens den industrielle panik i april og maj nåede sit højdepunkt i Frankrig, nåede den kommercielle panik i april og maj sit højdepunkt i England. Ligesom den franske led også den engelske uldindustri, ligesom den franske den engelske silkemanufaktur. Når de engelske bomuldsfabriker arbejdede videre, skete det ikke længere med samme profit som i 1849 og 1850. Forskellen var blot den, at krisen i Frankrig var industriel, men i England kommerciel, at mens fabrikkerne i England blev udvidet, omend under ugunstigere betingelser end i de forudgående år, blev de lagt stille i Frankrig, og at det i Frankrig var eksporten, men i England importen, som fik hovedstødene. Den fælles årsag, som naturligvis ikke er at søge indenfor den franske politiske horisonts grænser, var åbenbar. 1849 og 1850 var år med den største blomstring og en overproduktion, som først i 1851 trådte frem som sådan. Denne blev i begyndelsen af dette år yderligere forceret ved udsigterne til industriudstillingen. Som særegne omstændigheder kom til: først den fejlslagne bomuldshøst i 1850 og 1851, derpå sikkerheden for en større bomuldshøst, end man havde ventet: først stigningen, så det pludselige fald, kort sagt, svingningerne i bomuldspriserne. Råsilkehøsten var desuden i det mindste i Frankrig under gennemsnittet. Endelig havde uldmanufakturen efter 1848 udvidet sig så stærkt, at uldproduktionen ikke kunne følge med, og prisen på råuld steg i et stort misforhold til prisen på uldfabrikater. Her har vi altså i råmate­rialet for tre verdensmarkedsindustrier allerede et tredobbelt materiale til en handelskrise. Bortset fra disse særlige omstændigheder var den tilsyneladende krise i året 1851 ikke noget andet end den standsning, som overproduktionen og overspekulationen hver gang foretager under det industrielle kredsløb, før den samler alle sine kraftmidler for feberagtigt at fare gennem det sidste kredsafsnit og komme tilbage til sit udgangspunkt, den almindelige handelskrise. Under sådanne mellemrum i handelshistorien udbryder der i England kommercielle bankerotter, mens i Frankrig selve industrien bliver lagt stille, dels fordi den er tvunget til tilbagetog af den netop da uudholdelige konkurrence på alle markeder fra englændernes side, dels fordi den som luksusindustri i første række bliver angrebet af enhver forretningsdepression. Således gennemgår Frankrig foruden de almindelige kriser sine egne nationale handelskriser, som dog langt mere bestemmes og betinges af de almindelige forhold på verdensmarkedet end af lokale indflydelser i Frankrig. Det ville ikke være uden interesse at stille det franske bourgeoisis fordom overfor det engelske bourgeoisis dom. Et af de største handelshuse i Liverpool skriver i sin handelsberetning for 1851: »Der findes kun få år, der i højere grad har gjort de forhåbninger, man nærede ved årets begyndelse, til skamme end det år, som nu er gået: i stedet for den store prosperitet, som man enstemmigt imødeså, viste det sig at være et af de mest nedslående år i et kvart århundrede. Dette gælder selvsagt kun om de merkantile og ikke om de industrielle klasser; og dog var der ved årets begyndelse afgjort grund til at vente det modsatte; vareforrådene var små, kapital fandtes i overflod, næringsmidlerne var billige, en rig høst var sikret; uafbrudt fred på kontinentet og ingen poli­tiske eller finansielle forstyrrelser hjemme: handelens vinger har i sandhed aldrig været mere ubundne ... Hvem må dette ugunstige resultat tilskrives? Vi tror overhandelen både i importen og i eksporten. Hvis vore købmænd ikke selv trækker snævrere grænser for deres virksomhed, kan intet andet end panik hvert tredje år holde os på ret køl«.

Man kan så forestille sig den franske borger, hvis handelssyge hjerne midt under denne forretningspanik bliver pint, forvirret og bedøvet af rygter om statskup og indførelse af almindelig valgret, af kampen mellem parlamentet og den udøvende magt, af frondekrigen mellem orle­anisterne og legitimisterne, af de kommunistiske konspirationer i Syd­frankrig, af påståede bondeoprør i Nievre- og Cherdepartementerne, af de forskellige præsidentkandidaters reklame, af avisernes markskrigerske paroler, af republikanernes trusler om med våben i hånd at ville forsvare forfatningen og den almindelige valgret, af evangelierne fra de emigrerede helte in partibus, som forkyndte verdens undergang den anden søndag i maj 1852, og man forstår, at bourgeois'en i denne ube­skrivelige, øredøvende konfusion af fusion, revision, prorogation, kon­stitution, konspiration, koalition, emigration, usurpation og revolution rasende hvæser til sin parlamentariske republik: »Hellere en ende med forskrækkelse end en forskrækkelse uden ende!«

Bonaparte forstod dette skrig. Hans fatteevne blev skærpet af den voksende pågåenhed hos kreditorerne, som i hver solnedgang, som rykkede forfaldsdagen den anden søndag i maj 1852 nærmere, så himmellegemernes protest mod deres jordiske veksler. De var blevet sande astrologer. Nationalforsamlingen havde berøvet Bonaparte håbet om en konstitutionel forlængelse af hans herredømme, prinsen af Joinvilles kandidatur tillod ingen vaklen mere.

Hvis en begivenhed nogensinde har kastet sine skygger foran sig længe før sin indtræden, så var det Bonapartes statskup. Allerede den 29. januar, næppe en måned efter sit valg, havde han gjort Changar­nier forslag om det. Hans egen premierminister Odilon Barrot havde i sommeren 1849 fordækt, Thiers vinteren 1850 åbent fordømt stats­kuppolitiken. Persigny havde i maj 1851 endnu engang forsøgt at vinde Changarnier for kuppet, »Messager de l'Assemblee [2] « havde bragt denne konference til offentlighedens kundskab. De bonapartisti­ske aviser truede med statskup under enhver parlamentarisk storm, og jo nærmere krisen kom, desto mere højrøstede blev de. Hver gang midnatstimen nærmede sig under de orgier, som Bonaparte hver nat fejrede sammen med fashionable lykkeriddere af begge køn, og rige-lige drikkeofre havde løsnet tungen og ophidset fantasien, blev stats-kuppet fastsat til følgende morgen. Sværdet blev draget, glassene klir-rede, folkerepræsentanterne fløj ud af vinduet, kejserkappen faldt ned over Bonapartes skuldre, indtil den næste morgen igen fordrev spøgel-set, og det forbavsede Paris fra lidet indesluttede vestalinder og indi­skrete paladiner fik at vide om den fare, som det endnu engang var undsluppet. I månederne september og oktober svirrede rygterne om et statskup uophørligt. Skyggen antog samtidig farve, som et broget daguerreotypi. Man kan slå efter i den europæiske dagspresses organer for september og oktober, og man vil ordret finde antydninger som følgende: »Paris er fuld af rygter om statskup. Hovedstaden skal om natten fyldes af tropper, og næste morgen vil bringe dekreter, som opløser nationalforsamlingen, erklærer departementet Seine i belej­ringstilstand, genopretter den almindelige valgret og appellerer til fol­ket. Bonaparte siges at søge efter ministre til at gennemføre disse illegale dekreter.« De korrespondancer, som bringer disse efterretninger, slutter altid med det skæbnesvangre ord »udsat«. Statskuppet havde altid været Bonapartes fikse ide. Med denne ide havde han atter betrådt Frankrigs jord. Den havde besat ham i den grad, at han bestandig røbede sig og plaprede ud med den. Han var så svag, at han Iigeså bestandig opgav den igen. Pariserne var blevet så fortrolige med spø­gelset: statskuppets skygge, at de ikke ville tro på det, da det endelig viste sig som kød og blod. Det var altså hverken den indesluttede til­bageholdenhed hos chefen for Selskabet af 10. december eller en uventet overrumpling fra nationalforsamlingens side, der fik statskuppet til at lykkes. Når det lykkedes, lykkedes det trods hans indiskretion og med dens vidende som et nødvendigt, uundgåeligt resultat af den foregående udvikling.

Den 10. oktober meddelte Bonaparte sine ministre beslutningen om at ville genindføre den almindelige valgret, den 16. indgav de deres afskedsbegæring, den 26. fik Paris at vide, at ministeriet Thorigny var dannet. Politipræfekten Carlier blev samtidig erstattet af Maupas; che­fen for den første militærdivision, Magnan, trak de mest pålidelige regimenter sammen i hovedstaden. Den 4. november åbnede nationalforsamlingen igen sine møder. Den havde intet andet at gøre end i en kort og fyndig repetition at gentage det kursus, som den allerede havde gennemgået og at bevise, at den først blev begravet, efter at den var død.

Den første post, som den havde tabt i kampen med den udøvende magt, var ministeriet. Den måtte højtideligt indrømme dette tab, idet den godkendte ministeriet Thorigny, et ret og slet skyggeministerium. Den permanente kommission havde modtaget hr. Giraud med latter, da han forestillede sig som repræsentant for de nye ministre. Et så svagt ministerium for så stærke forholdsregler som genoprettelsen af den almindelige valgret! Men det drejede sig her netop om ikke at sætte noget igennem i parlamentet, men at sætte alt igennem mod parlamentet.

Samme dag nationalforsamlingen blev genåbnet, modtog den Bonapartes budskab, hvori han krævede den almindelige valgret genindført og loven af 31. maj 1850 afskaffet. Hans ministre forelagde samme dag et dekret i denne retning. Forsamlingen forkastede straks ministre­nes forslag om at nøjes med een behandling, og den 13. november forkastede den loven selv med 355 mod 348 stemmer.

Således rev den endnu engang sit mandat i stykker, den bekræftede endnu engang, at den fra folkets frit valgte repræsentation var for­vandlet til en klasses usurpatoriske parlament, den bekendte endnu engang, at den selv havde gennemskåret de muskler, som forbandt det parlamentariske hoved med nationens legeme.

Mens den udøvende magt gennem sit forslag om genindførelse af den almindelige valgret appellerede fra nationalforsamlingen til folket, appellerede den lovgivende magt gennem sin kvæstorlov fra folket til armeen. Denne kvæstorlov skulle fastslå dens ret til direkte rekvisition af tropper, til dannelse af en parlamentarisk arme. Når den således udnævnte armeen til mægler mellem sig og folket, mellem sig og Bonaparte, når den anerkendte armeen som afgørende statsmagt, måtte den på den anden side bekræfte, at den forlængst havde opgivet kravet om herredømmet over denne. Idet den i stedet for straks at rekvirere tropper debatterede om retten til rekvisition, røbede den, at den tvivlede om sin egen magt. Idet den forkastede kvæstorloven, indrømmede den åbent sin magtesløshed. Denne lov faldt igennem med en minoritet på 108 stemmer, Bjerget havde således gjort udslaget. Det var i samme stilling som Buridans æsel, ganske vist ikke sådan, at det skulle vælge mellem to sække hø for at afgøre, hvilken der var mest tiltrækkende, men vel mellem to dragt prygl for at afgøre, hvilken af dem, der var hårdest. På den ene side frygten for Changarnier, på den anden side frygten for Bonaparte. Man må indrømme, at situationen ikke var heroisk.

Den 18. november blev der til ordenspartiets lovforslag om kom­munalvalg stillet det ændringsforslag, at i stedet for tre år skulle et års ophold være tilstrækkeligt for kommunevælgerne. Ændringsforslaget faldt igennem med en eneste stemme, men denne ene stemme viste sig straks at være en fejltagelse. Ordenspartiet havde ved at spalte sig i fjendtlige fraktioner for længst mistet sin selvstændige parlamentariske majoritet. Det viste nu, at der overhovedet ikke mere fandtes nogen majoritet i parlamentet. Nationalforsamlingen var blevet beslutningsudygtig. Dens atomiske bestanddele havde ikke længere nogen sam­menhængskraft, den havde draget sit sidste suk, den var død.

Endelig skulle bourgeoisiets udenomsparlamentariske masse endnu en gang, nogle dage før katastrofen, højtideligt bekræfte sit brud med bourgeoisiet i parlamentet. Thiers, der som parlamentarisk helt mere end nogen anden var smittet af den parlamentariske kretinismes uhel­bredelige sygdom, havde efter parlamentets død udklækket en ny parla entarisk intrige med statsrådet, en ansvarlighedslov, som skulle binde præsidenten fast indenfor forfatningens rammer. Ligesom Bonaparte den 15. september ved grundstensnedlæggelsen for de nye mar­kedshaller i Paris som en anden Masaniello havde bedåret les dames des halles, fiskekonerne - rigtignok opvejede en fiskekone i reel vægt 17 borggrever -, ligesom han efter forelæggelsen af kvæstorloven begejstrede de løjtnanter, som blev trakteret i Elyseet, således rev han nu den 25. november industribourgeoisiet med sig, som var forsamlet i Cirkus for af hans hånd at modtage prismedaljer fra industriudstillin­gen i London. Jeg gengiver den karakteristiske del af hans tale efter »Journal des Debats«: »Med så uventede resultater er jeg berettiget til at gentage: hvor stor ville ikke den franske republik være, såfremt den fik lov til at pleje sine reelle interesser og reformere sine institutioner, i stedet for stadig at blive forstyrret på den ene side af demagogerne, på den anden side af de monarkistiske hallucinationer. (Højlydt, stor­mende og gentaget bifald fra hver del af amfiteatret.) De monarkisti­ske hallucinationer er en hindring for ethvert fremskridt og alle vigtige industrigrene. I stedet for fremskridt bare kamp. Man ser mænd, som tidligere var de ivrigste støtter for kongens autoritet og prærogativer, blive partigængere for et konvent blot for at svække den autoritet, som er udgået af den almindelige valgret. (Højlydt og gentaget bifald.) Vi ser mænd, som har lidt mest under revolutionen og har jamret mest over den, provokere en ny, og det blot for at lænkebinde nationens vilje jeg lover jer ro i fremtiden osv., osv. (Bravo, bravo, stor­mende bravo).« - På denne måde applauderer industribourgeoisiet servilt for statskuppet den 2. december, parlamentets ødelæggelse, sit eget herredømmes undergang og Bonapartes diktatur. Bifaldstordenen den 25. november fik sit svar i kanontordenen den 4. december, og hr. Sallandrouzes hus - han, der havde klappet mest - blev udsat for de fleste bomber.

Da Cromwell opløste det lange parlament, gik han alene ind i parla­mentet, så på klokken, for at det ikke skulle eksistere et minut udover den frist, han havde fastsat, og jog hvert enkelt parlamentsmedlem bort med muntert humoristiske hånsord. Napoleon, som var mindre end sit forbillede, gik den 18. brumaire i det mindste ind i den lovgivende forsamling og læste dens dødsdom op for den - selvom det var med beklemt stemme. Den anden Bonaparte, som for øvrigt var i besiddelse af en ganske anden udøvende magt end Cromwell eller Napoleon, søgte sit forbillede ikke i verdenshistoriske annaler, men i annalerne for Selskabet af 10. december, i kriminalrettens annaler. Han stjæler 25 mil­lioner francs i Frankrigs bank, køber general Magnan med en million og soldaterne een for een med 15 francs og snaps, kommer hemmelig som en tyv om natten sammen med sine staldbrødre, gør indbrud i de farligste parlamentsføreres huse, lader Cavaignac, Lamoriciere, Leflo, Changarnier, Charras, Tiers, Baze osv. hente ud af sengen, lader Paris' vigtigste pladser og parlamentsbygningen besætte af tropper og lader tidligt om morgenen markskrigerske plakater slå op på alle mu­rene, hvori han forkynder nationalforsamlingens og statsrådets opløs­ning, genindførelsen af den almindelige valgret og erklærer belejringstilstand i departementet Seine. Kort efter offentliggør han i »Moni­teur« et falsk dokument, som går ud på, at indflydelsesrige parlamen­tarikere havde grupperet sig omkring ham i et statsråd.

Det resterende parlament, som havde samlet sig i 10. arrondisse­ments kommunebygning, og som hovedsagelig bestod af legitimister og orleanister, beslutter under gentagne råb »Leve republikken!«, at Bonaparte skal afsættes, appellerer forgæves til den stirrende masse udenfor bygningen og bliver så endelig under eskorte af afrikanske skarpskytter først slæbt til d'Orsay kasernen og senere pakket ind i fangevogne og transporteret til fængslerne i Mazas, Ham og Vincen­nes. Sådan endte ordenspartiet, den lovgivende forsamling og Februarrevolutionen. Før vi går over til afslutningen, vil vi give et kort skema over dens historie:

I. Første periode. Fra 24. februar til 4. maj 1848. Februarperiode. Prolog. Almindelig forbrødringssvindel.

II. Anden periode. Republikkens konstituering og den konstituerende nationalforsamling.

  1. 4. maj til 25. juni 1848. Samtlige klassers kamp mod proleta­riatet. Proletariatets nederlag i junidagene.
  2. 25. juni til 10. december 1848. De rene bourgeoisrepublikaneres diktatur. Forfatningsudkastet. Belejringstilstand i Paris. Bour­geoisdiktaturet fjernet den 10. december ved Bonapartes valg til præsident.
  3. 20. december 1848 til 28. maj 1849. Den konstituerende forsamlings kamp mod Bonaparte og det ordensparti, som er forenet med ham. Den konstituerende forsamlings undergang. Det republikanske bourgeoisis fald.

III. Tredje periode. Den konstitutionelle republik og den lovgivende nationalforsamling.

  1. 28. maj til 13. juni 1849. Småborgernes kamp mod bourgeoisiet og Bonaparte. Det småborgerlige demokratis nederlag.
  2. 13. juni 1849 til 31. maj 1850. Ordenspartiets parlamentariske diktatur. Det fuldender sit herredømme ved afskaffelsen af den almindelige valgret, men mister det parlamentariske ministerium.
  3. 31. maj 1850 til 2. december 1851. Kampen mellem det parlamentariske bourgeoisi og Bonaparte.
  1. 31. maj 1850 til 12. januar 1851. Parlamentet mister overkom­mandoen over armeen.
  2. 12. januar til 11. april 1851. Det bliver den lille i forsøgene på igen at bemægtige sig den administrative magt. Ordenspartiet taber den selvstændige parlamentariske majoritet. Dets koalition med republikanerne og Bjerget.
  3. 11. april 1851 til 9. oktober 1851. Revisions-, fusions- og for­længelsesforsøg. Ordenspartiet opløser sig i sine enkelte bestanddele. Bourgeoisparlamentets og bourgeoispressens brud med bourgeoismassen antager fast form.
  4. 9. oktober til 2. december 1851. Åbent brud mellem parlamentet og den udøvende magt. Det udkæmper sin dødskamp og bukker under, ladt i stikken af sin egen klasse, af armeen, af alle de øvrige klasser. Det parlamentariske styres og bourgeoisherredøm­mets undergang. Bonapartes sejr. Kejserlig restaurationsparodi.

Noter

[1]: Der sigtes til konflikten mellem Ludvig XVIII og hans broder, greven af Artois (senere kong Karl X), under restaurationsperioden; Ludvig XVIII havde sin bopæl i Tuilerierne, greven af Artois, der gik ind for en endnu mere reaktionær politik end han, boede i Pavillon Marsan. - Red

[2]: »Messager de 1'Assembleee - bonapartistisk dagblad, udkom 1851 i Paris. - Red.


Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere