Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

V. Den konstituerende forsamling vs. Bonarparte

Kampen mellem nationalforsamlingen og Bonaparte brød straks ud igen, såsnart den revolutionære krise var gået over og den almindelige stemmeret afskaffet.

Forfatningen havde fastsat Bonapartes løn til 600.000 francs. Knapt et halvt år efter sin tiltrædelse lykkedes det ham at øge denne sum til det dobbelte. Odilon Barrot tvang nemlig den konstituerende nationalforsamling til at rykke ud med et årligt tillæg på 600.000 francs til såkaldte repræsentationsudgifter. Efter den 13. juni havde Bonaparte givet udtryk for lignende ønsker, uden at han denne gang fandt gehør hos Barrot. Nu efter den 31. maj benyttede han straks det gunstige øjeblik og lod sine ministre forelægge nationalforsamlingen forslag om en civilliste på tre millioner. Et langt, eventyrligt vagabondliv havde be­gavet ham med de mest udviklede følehorn til at spore de svage øjeblikke, da han kunne presse penge ud af sit bourgeoisi. Han drev for­melig pengeafpresning. Nationalforsamlingen havde med hans hjælp og hans viden skændet folkesuveræniteten. Han truede med at indanke dens forbrydelse for folkets domstol, såfremt den ikke tog pengesæk­ken frem og købte hans tavshed for tre millioner om året. Den havde frarøvet tre millioner franskmænd deres stemmeret. Han forlangte for hver franskmand, som var sat ud af kurs, en franc til fuld kurs, nøj­agtig tre millioner francs. Han, der var valgt af seks millioner, kræ­vede skadeserstatning for de stemmer, som man bagefter havde snydt ham for. Nationalforsamlingens kommission afviste den formastelige. Den bonapartistiske presse truede. Kunne nationalforsamlingen bryde med republikkens præsident i et øjeblik, da den principielt og definitivt havde brudt med nationens masse? Den forkastede ganske vist den årlige civilliste, men den bevilgede et tillæg på 2.160.000 francs een gang for alle. Den gjorde sig således skyldig i en dobbelt svaghed, nemlig at bevilge pengene og samtidig ved sin ærgrelse vise, at den kun bevilgede dem modvilligt. Vi får senere at se, hvad Bonaparte skulle have pengene til. Efter dette ærgerlige efterspil, som kom lige efter afskaffelsen af den almindelige valgret, og hvor Bonaparte ombyttede sin ydmyge holdning under krisen i marts og april med udfor­drende uforskammethed mod det usurpatoriske parlament, tog nationalforsamlingen ferie i tre måneder, fra 11. august til 11. november. Den efterlod i sit sted en permanent kommission på 28 medlemmer, som ikke talte en eneste bonapartist, men nok nogle moderate repu­blikanere. Den permanente kommission i året 1849 havde kun bestået af ordenspartimænd og bonapartister. Men dengang erklærede ordens-partiet sig for permanent mod revolutionen. Denne gang erklærede den parlamentariske republik sig for permanent mod præsidenten. Efter loven af 31. maj var han den eneste rival, som ordenspartiet endnu stod overfor.

Da nationalforsamlingen i november 185 trådte sammen igen, syns en stor, hensynsløs kamp, en kamp på liv og død mellem de to magter uundgåelig, i stedet for de tidligere smålige kævlerier med præsidenten.

Ligesom i 1849 havde ordenspartiet også under dette års parlamentsferie splittet sig i sine enkelte fraktioner, som alle beskæftigede sig med deres egne restaurationsintriger, der havde fået ny næring gennem Louis Philippes død. Legitimistkongen Henrik V havde endog udnævnt et formeligt ministerium, som residerede i Paris, og hvori der også sad medlemmer af den permanente kommission. Bonaparte var altså på sin side berettiget til at foretage rundrejser gennem de franske departementer og alt efter stemningen i den by, han lyksaliggjorde med sit besøg, snart mere skjult, snart mere åbent at lufte sine egne restaurationsplaner og hverve stemmer. På disse rejser, som den store officielle »Moniteur« og Bonapartes små private Moniteurer naturligvis måtte fejre som triumftog, var han bestandig ledsaget af medlemmer af Selskabet af 10. december. Dette selskab skriver sig fra 1849. I forklædning af et velgørenhedsselskab var pjalteproletariatet i Paris blevet organiseret i hemmelige sektioner; hver sektion blev ledet af bonapartistiske agenter, og i spidsen for det hele stod der en bonaparti­stisk general. Ved siden af ruinerede levemænd med tvivlsomme eksi­stensmidler og af tvivlsom herkomst, ved siden af forkomne eventyrere fra bourgeoisiet gik vagabonder, afskedigede soldater, frigivne tugthusfanger, bortrømte galejslaver, svindlere, gøglere, lazaroner, lommetyve, taskenspillere, falskspillere, alfonser, bordelværter, dragere, litterater, lirekassemænd, kludehandlere, skærslippere, kedelflikkere, tiggere, kort sagt hele den ubestemmelige, opløste, omtumlede masse, som franskmændene kalder la bohéme; sammen med disse beslægtede elementer dannede Bonaparte kærnen i Selskabet af 10. december. »Velgørenhedsselskab« - for så vidt som alle medlemmer ligesom Bonaparte følte trang til at profitere på den arbejdende nations bekostning. Denne Bonaparte, der havde konstitueret sig som pjalteproletariatets chef, som den ene og alene her i masseomfang finder de interesser igen, som han personlig forfølger, som i dette udskud, affald, afskum fra alle klasser ser den eneste klasse, som han ubetinget kan støtte sig på, dette er den virkelig Bonaparte, Bonapate sans phrase. Som gammel durkdreven levemand opfatter han folkenes historiske liv og deres dramaer som en komedie i ordets mest ordinære forstand, som en maskerade, hvor de store kostumer, ord og positurer bare tjener som maske for de småligste slyngelstreger, Således under hans tog til Strassburg [1] , da han som en dresseret schweizisk grib forestillede den napoleonske ørn. I anledning af indrykning i Boulogne puttede han nogle lakajer fra London i fransk uniform. De forestillede arméen. I hans Selskab af 10. december samler han 10.000 pjaltede fyre, som skal forestille folket på samme måde som Nick Bottom [2] løven. I et øjeblik, da bourgeoisiet selv spillede den mest fuldkomne komedie, men med den største alvor af verden, uden at begå et eneste brud på nogen af den franske dramatiske etikettens pedantiske regler og selv var halvt taget bed næsten, halvt overbevist af højtideligheden ved sine egne gallaforestillinger, i et sådant øjeblik måtte den eventyrer sejre, som slet og ret tog komedien som e komedie. Først når han har skaffet sine højtidelige modstandere af vejen, først når han selv tager sin kejserlige rolle alvorligt og med den napoleonske maske mener at kunne forestille den virkelige Napoleon, bliver han et offer for sin egen verdensanskuelse, den alvorsfulde bajads, som ikke længere tager verdenshistorien som en komedie, men betragter sin komedie som verdenshistorie. Hvad nationalværkstedene var for de socialistiske arbejdere, hvad mobilgarden var for de borgerlige republikanere, det var Selskabet af 10. december for Bonaparte, hans særlige partistridskræfter. På hans rejser måtte de afdelinger af selskabet, som var stuvet sammen i jernbanevognene, improvisere publikum for ham, opføre den offentlige entusiasme, hyle Leve kejseren!, fornærme og gennemprygle republikanerne, naturligvis under politiets beskyttelse. På hans tilbagerejser til Paris måtte de danne avantgarden, komme moddemonstrationer i forkøbet eller jage dem fra hinanden. Selskabet af 10. december tilhørte ham, det var hans værk, hans egen tanke. Det, han ellers tilegner sig, får han givet af forholdenes magt, kopiere andres gerninger; men han selv, som offentlig overfor borgerne bruger de officielle talemåder om orden, religion, familie, ejendom, men bag sig har Schufterlernes og Spiegelbergernes [3] hemmelige selskab, uordenens, prostitutionens og tyveriets selskab – Bonaparte selv har man her i original, og historien om Selskabet af 10. december er hans egen historie. Det var nu undtagelsesvis hændt, at folkerepræsentanter, som tilhørte ordenspartiet, var blevet udsat for decembristernes stokke. Ja, ikke nok med det. Politikommissæren Yon, som var tilforordnet nationalforsamlingen og havde fået som opgave at overvåge dens sikkerhed, meddelte den permanente kommission, at i henhold til en vis Alais’ udsagn havde en af decembristernes sektioner besluttet at myrde general Changarnier og nationalforsamlingens præsident Dupin og allerede udpeget de personer, som skulle udføre dette. Man forstår hr. Dupins skræk. En parlamentarisk undersøgelse mod Selskabet af 10. december, det vil sige profanering af Bonapartes hemmelige verden, syntes uundgåelig. Lige før nationalforsamlingens sammentræden opløste Bonaparte forudseende nok sit selskab, naturligvis kun på papiret, for endnu i slutningen af 1851 søgte politipræfekten Carlier i en udførlig betænkning forgæves at bevæge ham til virkelig at splitte decembristerne.

Selskabet af 10. december skulle være Bonapartes private arme, indtil det var lykkedes ham at forvandle den offentlige arme til et Selskab af 10. december. Bonaparte gjorde det første forsøg på dette, straks efter at nationalforsamlingen havde taget ferie; og han gjorde det ved hjælp af de penge, han netop havde fået nationalforsamlingen til at punge ud med. Som fatalist lever han i den overbevisning, at der findes visse højere magter, som mennesket og i særdeleshed soldaten ikke kan stå imod. Til disse magter regner han i første række cigarer og cham­pagne, koldt fjerkræ og hvidløgspølse. Han trakterer derfor først offi­cererne og underofficererne med cigarer og champagne, med koldt fjerkræ og hvidløgspølse i Elyseets gemakker. Den 3. oktober gentager han denne manøvre med tropperne under revyen i St. Maur og den 10. oktober den samme manøvre igen i endnu større målestok under tropperevyen i Satory. Onkelen havde Aleksanders felttog i Asien i tankerne, nevøen tænkte på Bacchus' erobringstogter i samme land. Aleksander var nok en halvgud, men Bacchus var en gud og tilmed skytsguden for Selskabet af 10. december.

Efter revyen den 3. oktober stævnede den permanente kommission krigsministeren d'Hautpoul for sig. Han lovede, at disse disciplinbrud ikke skulle gentage sig. Man ved, hvordan Bonaparte holdt d'Haut­pouls ord den 10. oktober. Ved begge revyerne havde Changarnier. haft kommandoen som øverstkommanderende for armeen i Paris. Han, der samtidig var medlem af den permanente kommission, chef for na­tionalgarden, »redningsmanden« fra den 29. januar og 13. juni, »sam­fundets bolværk«, ordenspartiets kandidat til præsidentværdigheden, to monarkiers håb om en Monk, havde indtil da aldrig anerkendt sin underordning under krigsministeren, havde altid åbent forhånet den republikanske forfatning og forfulgt Bonaparte med en tvetydig fornem beskyttermine. Nu blev han en glødende forsvarer for disciplinen mod krigsministeren og for forfatningen mod Bonaparte. Mens en del af kavaleriet den 10. oktober råbte: »Leve Napoleon! Leve pølserne!«, sørgede Changarnier for, at i det mindste det forbidefilerende infan­teri, som stod under hans ven Neumayers kommando, viste en isnende tavshed. Som straf afsatte krigsministeren på Bonapartes tilskyndelse general Neumayer fra hans stilling i Paris under påskud af, at han skulle udnævnes til overgeneral for 14. og 15. militærdivision. Neumayer afslog denne forflyttelse og måtte således tage sin afsked. Chan­garnier offentliggjorde på sin side den 2. november en dagsbefaling, hvori han forbød tropperne at tillade sig politiske udråb og demonstrationer af nogen som helst art, sålænge de stod under våben. De elyseiske aviser [4] angreb Changarnier, ordenspartiets aviser angreb Bonaparte, den permanente kommission gentog sine hemmelige møder, hvor det gentagne gange blev foreslået at erklære fædrelandet i fare, armeen syntes splittet i to fjendtlige lejre, med to fjendtlige generalstabe, den ene i Elyseet, hvor Bonaparte regerede, den anden i Tuilerierne, hvor Changarnier havde til huse. Det syntes, som om nationalforsamlingen blot behøvede at træde sammen, for at kampsignalet skulle blive givet. Det franske publikum bedømte disse rivninger mellem Bonaparte og Changarnier som hin engelske journalist, der karakteriserede dem på følgende måde: »Frankrigs politiske stuepiger fejer revolutionens glø­dende lava bort med gamle koste og skælder hinanden ud, mens de udfører deres arbejde«.

Imidlertid skyndte Bonaparte sig med at afsætte krigsminister d'Haut­poul, ekspedere ham til Algier over hals og hoved og i hans sted udnævne general Schramm til krigsminister. Den 12. november sendte han nationalforsamlingen et budskab, amerikansk i sin vidtløftighed, overlæsset med detaljer, ordensduftende, forsoningslystent, konstitutio­nelt resigneret, omhandlende alt og alle, bare ikke øjeblikkets bræn­dende spørgsmål. Som i forbigående lod han falde en bemærkning om, at i henhold til forfatningens udtrykkelige bestemmelse var det præsidenten alene, som rådede over armeen. Brevet sluttede med følgende højtravende ord:

»Frankrig kræver frem for alt ro ... Alene bundet af en ed, vil jeg holde mig indenfor de snævre grænser, som denne har trukket for mig ... Hvad mig selv angår, jeg, der er valgt af folket og skylder det alene min magt, vil jeg altid føje mig efter dets lovlig udtrykte vilje. Vedtager I i dette møde, at forfatningen skal revideres, så vil en kon­stituerende forsamling fastslå den udøvende magts stilling. Hvis ikke, så vil folket i 1852 højtideligt forkynde sin beslutning. Hvad fremtidens løsning end måtte blive, så lad os komme til en forståelse, for at lidenskab, overrumpling eller vold aldrig skal komme til at afgøre en stor nations skæbne ... Det, som frem for alt optager min opmærksomhed, er ikke, hvem der i 1852 kommer til at regere over Frankrig, men at udnytte den tid, der står til min rådighed således, at mellemperioden kan forløbe uden ophidselse og forstyrrelse. Jeg har med oprigtighed åbnet mit hjerte for Eder, I vil svare på min oprigtighed med Eders tillid, på mine gode bestræbelser med Eders medvirkning, og Gud vil gøre resten.«

Bourgeoisiets honnette, hyklerisk moderate, banalt dydige sprog åbenbarer sin dybeste mening i det sprog, som føres af selvherskeren over Selskabet af 10. december og picknickhelten fra St. Maur og Satory.

Ordenspartiets borggrever lod sig ikke et øjeblik skuffe med hensyn til den tillid, som denne åbenhjertighed fortjener. Når det gjaldt edsaflæggelser, var de for længst blevet blaserede, de talte i deres midte veteraner, virtuoser i mened, de havde ikke ladet bemærkningen om armeen gå deres øre forbi. De bemærkede med modvilje, at budskabet i sin vidtløftige opregning af de sidst vedtagne love med affekteret tavshed gik udenom den vigtigste lov, valgloven, og at det endog i tilfælde af, at forfatningen ikke blev revideret, overlod præsidentvalget i 1852 til folket. Valgloven var blyloddet om ordenspartiets fødder, som hindrede det i at gå, endsige gå til storm! Desuden havde Bonaparte ved den officielle opløsning af Selskabet af 10. december og afskedigel­sen af krigsministeren d'Hautpoul egenhændig ofret syndebukkene på fædrelandets alter. Han havde brudt brodden af det forventede sam­menstød. Endelig søgte ordenspartiet selv ængsteligt at omgå, afsvække og udglatte enhver afgørende konflikt med den udøvende magt. Af frygt for at tabe det erobrede terræn i kampen mod revolutionen lod det sin rival høste dens frugter. »Frankrig kræver fremfor alt ro.« Dette havde ordenspartiet råbt til revolutionen siden februar [5] , dette råbte nu Bonapartes budskab til ordenspartiet. »Frankrig kræver fremfor alt ro.« Bonaparte begik handlinger, som tog sigte på usurpation, men ordenspartiet gjorde sig skyldig i »uro«, når det slog alarm for disse hand­lingers skyld eller udlagde dem på hypokonder vis. Pølserne fra Satory var stille som mus, sålænge ingen snakkede om dem. »Frankrig kræver fremfor alt ro.« Altså krævede Bonaparte, at man lod ham fremture i ro, og det parlamentariske parti var lammet af dobbelt frygt, frygten for at mane den revolutionære uro frem og frygten for selv at tage sig ud som urostifter i sin egen klasses, i bourgeoisiets øjne. Da Frankrig altså frem for alt krævede ro, vovede ordenspartiet ikke at svare med »krig«, efter at Bonaparte i sit budskab havde snakket om »fred«. Pub­likum, som havde håbet på store skandalescener ved nationalforsamlin­gens åbning, blev snydt i sine forventninger. Oppositionsrepræsentan­ters, som krævede, at den permanente kommissions protokoller om oktoberbegivenhederne skulle lægges frem, blev stemt ned af majori­teten. Man undgik principielt alle debatter, som kunne virke ophid­sende. Nationalforsamlingens forhandlinger i november og december 1850 var uden interesse.

Endelig, hen imod slutningen af december, begyndte guerillakrigen om enkelte af parlamentets forrettigheder. Bevægelsen forsumpede i smålige chikanerier om de to myndigheders forrettigheder, efter at bourgeoisiet foreløbig havde skilt sig af med klassekampen gennem afskaffelsen af den almindelige valgret.

Mauguin, en af folkerepræsentanterne, var blevet dømt på grund af gældssager. På forespørgsel fra retspræsidenten udtalte justitsministe­ren Rouher, at der uden videre omstændigheder skulle udfærdiges arrestordre mod skyldneren. Mauguin blev altså kastet i gældsfængsel. Nationalforsamlingen bruste op, da den hørte om attentatet. Den gav ikke blot ordre til, at han straks skulle løslades, men lod samme aften sin retsfunktionær med magt hente ham ud fra Clichy. For imidlertid at bevise sin tro på privatejendommens hellighed, og med den bagtanke i nødstilfælde at åbne et asyl for generende tilhængere af Bjer­get, erklærede den, at det var tilladt at kaste folkerepræsentanter i gældsfængsel, når man på forhånd havde indhentet dens tilladelse. Den glemte at dekretere, at også præsidenten kunne indespærres for gæld. Den ødelagde det sidste skin af ukrænkelighed, som omgav dens egne medlemmer.

Som man husker, havde politikommissæren Yon i henhold til en vis Alais' udsagn anklaget en af decembristernes organisationer for at nære mordplaner mod Dupin og Changarnier. Allerede i det første møde fremlagde kvæstorerne i henhold hertil forslag om dannelse af et eget parlamentarisk politi, betalt af nationalforsamlingens private budget og helt uafhængigt af politipræfekten. Indenrigsminister Baroche havde protesteret mod dette indgreb i hans myndighedsområde. Man slut­tede derefter et råddent kompromis, hvorefter forsamlingens politikommissær ganske vist skulle lønnes af dens private budget og ind- og afsættes af dens kvæstorer, men først efter forudgående overenskomst med indenrigsministeren. I mellemtiden var Alais af regeringen blevet stillet for retten, og her var det let at fremstille hans udsagn som en mystifikation og gennem den offentlige anklager kaste et latterligt skær over Dupin, Changarnier, Yon og hele nationalforsamlingen. Nu, den 29. december, skriver minister Baroche et brev til Dupin, hvori han kræver Yon afsat. Nationalforsamlingens bureau beslutter at beholde Yon i hans stilling, men nationalforsamlingen, som er skræmt af sin egen voldsomhed i Mauguin-sagen og er vant til at få to slag igen, når den har vovet eet slag mod den udøvende magt, billiger ikke denne be­slutning. Den afskediger Yon som løn for hans nidkærhed og berøver sig selv en parlamentarisk forrettighed, som er absolut nødvendig, når man har at gøre med en mand, der ikke beslutter om natten, hvad der skal gennemføres om dagen, men beslutter om dagen og gennemfører om natten.

Vi har set, hvordan nationalforsamlingen i månederne november og december ved store anledninger undgik og undertrykte kampen mod den udøvende magt. Nu ser vi den tvunget til at optage kampen ved de mest ubetydelige anledninger. I Mauguin-sagen godkender den i princippet arrestationen af folkerepræsentanter for gæld, men forbe­holder sig ret til kun at anvende det mod ildesete repræsentanter, og om dette infame privilegium kives den med justitsministeren. I stedet for at benytte den påståede mordplan til at indlede retsforfølgning mod Selskabet af 10. december og redningsløst klæde Bonaparte af overfor Frankrig og hele Europa i hans sande skikkelse som fører for pjalteproletariatet i Paris, lader den konflikten blive reduceret til en strid mellem sig og indenrigsministeren, hvor det bare drejer sig om, hvem der skal have myndighed til at ind- eller afsætte en politikommissær. Således ser vi, at ordenspartiet under hele denne periode var nødt til på grund af sin tvetydige stilling at lade sin kamp med den udøvende magt futte af, smuldre hen i smålige kompetencetvistigheder, chikaner, trætter og grænsestridigheder og gøre de mest banale formspørgsmål til indholdet i sin virksomhed. Det vover ikke at optage kampen i det øjeblik, da den har principiel betydning, da den udøvende magt virkelig har blottet sig, og da nationalforsamlingens sag ville have været nationens sag. Det ville derved have givet nationen en marchordre, og der var intet den frygtede mere end netop det, at nationen skulle kom­me i bevægelse. Ved sådanne anledninger afviser det derfor Bjergets forslag og går over til dagsordenen. Efter at stridsspørgsmålet således er opgivet i sine store dimensioner, afventer den udøvende magt roligt det øjeblik, da den kan optage det igen ved små ubetydelige anlednin­ger, da spørgsmålet så at sige bare har parlamentarisk lokalinteresse. Da bryder ordenspartiets tilbagetrængte raseri ud, da river det forhænget fra kulisserne, da anklager det præsidenten, da erklærer det republikken i fare, men da synes også dets patos hul og anledningen til kampen et hyklerisk påskud eller overhovedet ikke kampen værd. Den parlamentariske storm bliver til en storm i et glas vand, kampen til en intrige, konflikten til en skandale. Mens de revolutionære klasser skadefro gotter sig over nationalforsamlingens ydmygelse, - thi disse sværmer ligeså meget for dennes parlamentariske forrettigheder som denne forsamling for den offentlige frihed - begriber bourgeoisiet udenfor parlamentet ikke, hvordan bourgeoisiet indenfor parlamentet kan ødsle sin tid bort med så smålige trætter og bringe roen i fare gennem en så elendig rivalitet med præsidenten. Det forvirres af en strategi, som slutter fred i det øjeblik, da alle venter slag, og angriber i det øjeblik, da alle tror, der er sluttet fred.

Den 20. december interpellerede Pascal Duprat indenrigsministeren om guldbarrelotteriet. Dette lotteri var en »datter fra Elysium«. Bonaparte havde sammen med sine trofaste sat det i verden, og politipræ­fekten Carlier havde taget det under sin officielle beskyttelse til trods for, at den franske lov forbyder alle lotterier med undtagelse af udlod­ning til velgørende formål. Syv millioner lodder til en franc stykket, gevinsten skal være bestemt til forsendelse af pariservagabonder til Californien. På den ene side skulle gyldne drømme fordrive pariserproletariatets socialistiske drømme, den forføreriske udsigt til det store lod fordrive den doktrinære ret til arbejde. Pariserarbejderne så naturligvis ikke, at de californiske guldbarrers glans stammede fra de uanselige francstykker, som man lokkede ud af lommen på dem. Men i ho­vedsagen drejede det sig om et direkte bedrageri. De vagabonder, som ville åbne californiske guldgruber uden at umage sig ud af Paris, var Bonaparte selv og hans forgældede svirebrødre. De tre millioner, som nationalforsamlingen havde bevilget, var festet bort, kassen måtte fyl­des igen på en eller anden måde. Forgæves havde Bonaparte åbnet en landsindsamling til oprettelse af såkaldte arbejderbyer, i spidsen for hvilken han selv figurerede med en stor sum. Det hårdhjertede bour­geoisi ventede mistroisk på, at han skulle indbetale sin aktie, og da dette naturligvis ikke skete, sprang spekulationen i de socialistiske luftslotte som en sæbeboble. Guldbarrerne trak bedre. Bonaparte og hans fæller nøjedes ikke med delvis at stikke overskuddet på syv millioner i deres egne lommer, de fabrikerede falske lodder, de udgav ti, femten og tyve lodder med det samme lodnummer, en finansoperation i Sel­skabet af 10. decembers ånd! Her stod nationalforsamlingen ikke overfor republikkens fiktive præsident, men overfor Bonaparte i kød og blod. Her kunne den gribe ham på fersk gerning i konflikt ikke med forfatningen, men med straffeloven. Når den svarede på Duprats inter­pellation med at gå over til dagsordenen, skete det ikke kun, fordi Girardins forslag om at erklære sig for tilfredsstillet mindede ordenspartiet om dets egen systematiske korruption. Bourgeois'en og frem for alt den bourgeois, som er blæst op til statsmand, supplerer sin praktiske gemenhed med teoretisk overspændthed. Som statsmand bliver han ligesom den statsmagt, der står overfor ham, et højere væsen, som kun kan bekæmpes på en højere, højtidelig måde.

Bonaparte, der netop som boheme, som fyrstelig pjalteproletar, havde det fortrin frem for den skurkagtige bourgeois, at han kunne føre kampen med gemene midler, så nu, da forsamlingen selv med egen hånd havde ført ham over militærbanketternes, revyernes, Selskabet af 10. decembers og endelig strafferettens vanskelige terræn, at det øjeblik var kommet, da han kunne gå over fra den tilsyneladende defensiv til offensiven. Han blev meget lidt generet af de små nederlag, som justitsministeren, krigsministeren, marineministeren og finansministeren ind imellem led, og gennem hvilke nationalforsamlingen gav udtryk for sin knurrende misfornøjelse. Han hindrede ikke alene ministrene i at træde tilbage og derigennem anerkende den udøvende magts underordning under parlamentet. Han kunne nu fuldføre det, han havde be­gyndt under nationalforsamlingens ferier, militærmagtens løsrivelse fra parlamentet, Changarniers afsættelse.

Et elyseisk blad offentliggjorde en dagsbefaling, som i maj måned skulle være blevet rettet til første militærdivision og altså udgik fra Changarnier, hvori det blev anbefalet officererne i tilfælde af et myt­teri ikke at skåne forræderne i deres egne rækker, men øjeblikkelig at skyde dem og nægte nationalforsamlingen tropper, ifald den skulle rekvirere dem. Den 3, januar 1851 blev kabinettet interpelleret angående denne dagsbefaling. Det forlanger først tre måneder, så en uge, endelig bare fire og tyve timers betænkningstid til at undersøge denne sag. Forsamlingen insisterer på øjeblikkelig opklaring. Chan­garnier rejser sig og erklærer, at dagsbefalingen aldrig har eksisteret. Han tilføjer, at han altid vil skynde sig med at efterkomme nationalforsamlingens opfordringer, og at den i tilfælde af konflikt kan gøre regning på ham. Den modtager hans erklæring med ubeskriveligt bifald og vedtager et tillidsvotum til ham. Den takker af, den dekreterer sin egen magtesløshed og armeens almagt, idet den stiller sig under en generals private beskyttelse; men generalen tager fejl, når han stiller en magt til dens rådighed mod Bonaparte, en magt, som han kun har fået som len af den samme Bonaparte, og når han på sin side venter beskyttelse fra dette parlament, fra sin egen protege, som trænger til beskyttelse. Men Changarnier tror på den mystiske magt, som bour­geoisiet udstyrede ham med efter 29. januar 1849. Han anser sig selv for den tredje magt ved siden af de to øvrige statsmagter. Han deler skæbne med denne epokes øvrige helte eller rettere sagt helgener, hvis storhed netop ligger i den høje mening, deres parti af egoistisk inter­esse skaber om dem, og som skrumper ind til hverdagsmennesker, såsnart forholdene kræver mirakler af dem. Mangelen på tillid er i det hele taget disse formentlige heltes og virkelige helgeners dødsfjende. Deraf også deres værdige moralske indignation over de begejstringsfattige vitsmagere og spottefugle.

Samme aften blev ministrene kaldt til Blyseet. Bonaparte kræver energisk Changarniers afsættelse, fem ministre nægter at undertegne den, »Moniteur« varsler en ministerkrise, og ordenspartiet truer med at danne en parlamentarisk arme under Changarniers kommando. Ordenspartiet havde ifølge forfatningen ret til dette skridt. Det behøvede blot at udnævne Changarnier til præsident for nationalforsamlingen og at rekvirere en hvilken som helst troppestyrke til sin sikkerhed. Det kunne gøre dette med så meget større sikkerhed, som Changarnier endnu faktisk stod i spidsen for armeen og nationalgarden i Paris og blot ventede på at blive rekvireret sammen med armeen. Den bonapartisti­ske presse vovede ikke engang at bestride nationalforsamlingens ret til direkte rekvirering af tropper, en juridisk skrupel, som under de givne forhold ikke lovede noget godt. At armeen ville have adlydt nationalforsamlingens befaling er sandsynligt, når man tager i betragtning, at Bonaparte otte dage måtte lede i hele Paris for endelig at finde to generaler - Baraguay d'Hilliers og Saint-Jean d'Angely -, som er­klærede sig villige til at undertegne ordren om Changarniers afsættelse. Men at ordenspartiet indenfor sine egne rækker og i parlamentet ville have fundet det nødvendige stemmetal for en sådan beslutning, er mere end tvivlsomt, når man tager i betragtning, at 286 stemmer otte dage efter forlod det, og at Bjerget endnu i december 1851, i afgørel­sens sidste time, forkastede et lignende forslag. Imidlertid ville det måske endnu være lykkedes borggreverne at trække deres partis masse med til en heroisme, som bestod i at føle sig sikker bag en skov af bajonetter og modtage tjenester fra en arme, som var deserteret over i deres lejr. I stedet for begav de herrer borggrever sig om aftenen den 6. januar til Elyseet for ved statskloge vendinger og ræsonnementer at få Bonaparte til at afstå fra Changarniers afsættelse. Den, som man søger at overtale, anerkender man som situationens herre. Bonaparte, som dette skridt havde gjort sikker, udnævner den 12. januar et nyt ministerium, hvor førerne for det gamle, Fould og Baroche, fremdeles er med. Saint-Jean d'Angely bliver krigsminister. »Moniteur« offent­liggør dekretet om Changarniers afsættelse, hans kommando bliver delt mellem Baraguay d'Hilliers, som får den første militærdivision, og Perrot, som får nationalgarden. Samfundets bolværk har takket af, og selv om ingen sten falder ned fra taget af den grund, så stiger til gengæld børskurserne.

Idet ordenspartiet støder armeen fra sig, som i Changarniers person stiller sig til dens rådighed, og således uigenkaldeligt udleverer den til præsidenten, erklærer det, at bourgeoisiet har mistet herskerkaldet. Der eksisterede allerede ikke noget parlamentarisk ministerium længere. Når det nu også tabte magten over armeen og nationalgarden, hvilket magtmiddel havde det da tilbage til på samme tid at hævde parlamentets tilranede magt over folket og dets konstitutionelle magt overfor præsidenten? Intet. Det eneste, det havde tilbage, var appellen til magtesløse principper, som det selv altid havde betragtet som almindelige regler, som man foreskrev andre for at kunne bevæge sig selv så meget friere. Samtidig med afsættelsen af Changarnier, samtidig med at mili­tærmagten faldt i Bonapartes hænder, slutter det første afsnit i den periode, som vi betragter, den periode, som omfatter kampen mellem ordenspartiet og den udøvende magt. Krigen mellem de to magter er nu åbent erklæret, den føres åbent, men først efter at ordenspartiet har tabt både våben og soldater. Uden ministerium, uden arme, uden folk, uden offentlig mening, efter sin valglov af 31. maj ikke mere repræ­sentant for den suveræne nation, uden øje, uden øre, uden tænder, berøvet alt, havde nationalforsamlingen lidt efter lidt forvandlet sig til et gammelfransk parlament, som må overlade det til regeringen at handle og selv må nøjes med knurrende indvendinger, når tingene er sket.

Ordenspartiet møder det nye ministerium med en storm af forbit­relse. General Bedeau minder om den permanente kommissions mildhed under ferien og om den overdrevne hensynsfuldhed, hvormed den havde givet afkald på at offentliggøre sine protokoller. Indenrigsmini­steren insisterer nu selv på offentliggørelse af disse protokoller, som nu selvsagt er blevet flove som dovent vand, ikke bringer nogen nye kends­gerninger og ikke har den ringeste virkning på det blaserede publikum. På forslag af Remusat trækker nationalforsamlingen sig tilbage til sine kontorer og udnævner en »komite for ekstraordinære forholdsregler«. Paris kommer så meget mindre ud af sin vante gang, som handelen i dette øjeblik blomstrer, virksomhederne er i fuld gang, kornpriserne er lave, der findes levnedsmidler i overflod, og sparekasserne hver dag får nye indskud. De »ekstraordinære forholdsregler«, som parlamentet har forkyndt med så megen larm, futter af den 18. januar i et mistil­lidsvotum mod ministrene, uden at general Changarnier blot blev nævnt. Ordenspartiet var tvunget til at affatte sit votum på denne måde for at sikre sig republikanernes stemmer, da disse af alle ministrenes skridt netop kun billiger Changarniers afsættelse, mens ordenspartiet ikke kan kritisere regeringens øvrige forholdsregler, som det selv havde dikteret.

For mistillidsvotumet den 18. januar stemte 415 mod 286 stemmer. Det blev altså kun sat igennem af en koalition mellem de afgjorte legitimister og orleanister på den ene side og de rene republikanere og Bjerget på den anden. Det beviste altså, at ordenspartiet ikke blot havde tabt ministeriet, ikke blot armeen, men at det i konflikter med Bonaparte også havde tabt sin parlamentariske majoritet, at en flok repræsentanter var deserteret fra dets lejr, af kompromisfanatisme, af frygt for kampen, af udmattelse, af familiehensyn overfor blodsbeslæg­tede statslønninger, af spekulation i ministerstillinger, som blev ledige (Odilon Barrot), af den nøgne egoisme, som gør, at den almindelige bourgeois altid er tilbøjelig til at ofre sin klasses fællesinteresser for et eller andet privat motiv. De bonapartistiske repræsentanter gik fra før­ste færd kun sammen med ordenspartiet i kampen mod revolutionen. Lederen af det katolske parti, Montalembert, kastede allerede dengang sin indflydelse i Bonapartes vægtskål, da han havde mistet troen på det parlamentariske partis levedygtighed. Førerne for dette parti, Thiers og Berryer, orleanisten og legitimisten, var tvunget til åbent at erklære sig for republikanere, til at bekende, at deres hjerte var monarkistisk, men deres hoved republikansk sindet, at den parlamentariske republik var den eneste mulige form for hele bourgeoisiets herredømme. De var således tvunget til for selve bourgeoisklassens øjne at brændemærke de restaurationsplaner, som de ufortrødent forfulgte videre bag parlamen­tets ryg, som en ligeså farefuld som hovedløs intrige.

Mistillidsvotumet den 18. januar ramte ministrene, men ikke præsidenten. Men det var jo ikke ministeriet, det var præsidenten, som havde afsat Changarnier. Skulle ordenspartiet da sætte selve Bonaparte under anklage? På grund af hans restaurationslyster? De supplerede blot deres egne restaurationslyster. På grund af hans konspiration under militærrevyerne og i Selskabet af 10. december? De havde for længst begravet disse emner med beslutningen om simpelthen at gå over til dagsorde­nen. På grund af afskedigelsen af helten fra 29. januar og 13. juni, den mand, som i maj 1850 i tilfælde af et oprør truede med at sætte Paris i brand fra alle fire kanter? Dets allierede fra Bjerget og Cavaignac tillod det ikke engang at genrejse samfundets faldne bolværk ved at kondolere officielt. De kunne ikke engang bestride præsidentens for­fatningsmæssige ret til at afsætte en general. De rasede kun, fordi han brugte sin forfatningsmæssige ret på en uparlamentarisk måde. Havde de ikke uafbrudt brugt deres parlamentariske forrettighed på en ukon­stitutionel måde og i særdeleshed ved afskaffelsen af den almindelige valgret? De var altså henvist til at holde sig nøje indenfor de parla­mentariske skranker. Og der måtte den ejendommelige sygdom til, som siden 1848 har grasseret på hele kontinentet, den parlamentariske kre­tinisme, som tryller de smittede fast til en indbildt verden og frarøver dem ethvert begreb, enhver erindring, enhver forståelse af den hårde verden udenfor; denne parlamentariske kretinisme måtte til, når de, som med egne hænder havde ødelagt og i deres kamp mod andre klas­ser måtte ødelægge alle forudsætninger for den parlamentariske magt, endnu anså deres parlamentariske sejre for sejre og troede at ramme præsidenten, når de rettede slag mod hans ministre. De gav ham blot lejlighed til på ny at ydmyge nationalforsamlingen i nationens øjne. Den 20. januar meldte »Moniteur«, at hele ministeriets afskedigelse var vedtaget. Under påskud af, at intet parlamentarisk parti længere havde flertallet, hvad afstemningen den 18. januar, denne frugt af koalitionen mellem Bjerget og royalisterne, beviste, og for at afvente dannelsen af et nyt flertal udnævnte Bonaparte et såkaldt overgangsministerium, i hvilket ikke et eneste medlem tilhørte parlamentet, og som udelukkende bestod af ukendte og ubetydelige individer, et mini­sterium af lutter kommiser og skrivere. Ordenspartiet kunne nu spilde sine kræfter på disse marionetfigurer, den udøvende magt anså det ikke længere for umagen værd at være repræsenteret i nationalforsamlingen på en alvorlig måde. Bonaparte koncentrerede så meget mere åbenlyst hele den udøvende magt i sin person, han havde så meget friere spillerum til at udnytte den til sine formål, jo mere hans ministre var rene statister.

Ordenspartiet, som havde sluttet forbund med Bjerget, hævnede sig ved at forkaste forslaget om en bevilling til præsidenten på 1.800.000 francs, som chefen for Selskabet af 10. december havde tvunget sine ministerkommiser til at fremsætte. Denne gang blev spørgsmålet afgjort af en majoritet på kun 102 stemmer, siden 18. januar var altså yderligere 27 stemmer faldet fra, ordenspartiets opløsning skred frem. For at man ikke et eneste øjeblik skulle nære tvivl om indholdet i dets koalition med Bjerget, nægtede det samtidig så meget som at diskutere et forslag om almindelig amnesti for de politiske forbrydere, som var undertegnet af 189 af Bjergets medlemmer. Det var tilstrækkeligt, at indenrigsministeren, en vis Vaisse, udtalte, at roen kun var tilsyneladende, at der blev drevet en stor underjordisk agitation, at der overalt blev organiseret hemmelige selskaber, at de demokratiske blade gjorde forberedelser til at udkomme igen, at beretningerne fra departe­menterne var ugunstige, at flygtningene fra Genf via Lyon ledede en sammensværgelse over hele Sydfrankrig, at Frankrig stod på randen af en industri- og handelskrise, at fabrikanterne i Roubaix havde ind­skrænket arbejdstiden, at fangerne på Belle-Isle [6] havde gjort mytteri - det var tilstrækkeligt, at blot en Vaisse fremmanede det røde spø­gelse, for at få ordenspartiet til uden diskussion at forkaste et forslag, som ville have givet nationalforsamlingen en kolossal popularitet og kastet Bonaparte tilbage i dens arme. I stedet for at lade sig skræmme af den udøvende magt med udsigter til nye uroligheder, behøvede den kun at have givet klassekampen et lille spillerum for på denne måde at holde den udøvende magt i afhængighedsforhold til sig. Men den følte sig ikke den opgave voksen at lege med ilden.

Imidlertid vegeterede det såkaldte overgangsministerium videre til midten af april. Bonaparte trættede og drillede nationalforsamlingen med stadig nye ministerkombinationer. Snart syntes han at ville danne et republikansk ministerium med Lamartine og Billault, snart et parla­mentarisk med den uundgåelige Odilon Barrot, hvis navn aldrig kan undværes, når man har brug for en dummepeter, snart et legitimistisk med Vatimesnil og Benoist d'Azy, og snart et orleanistisk med Malleville. Mens han således holder ordenspartiets forskellige fraktioner i spænding mod hverandre og skræmmer dem alle med udsigten til et republikansk ministerium og med den derved uundgåelige genind­førelse af den almindelige valgret, fremkalder han samtidig hos bour­geoisiet den overbevisning, at hans oprigtige anstrengelser for at danne et parlamentarisk ministerium strander på de royalistiske fraktioners uforsonlighed. Men bourgeoisiet skreg så meget højere efter en »stærk regering«, de fandt det så meget mere utilgiveligt at lade Frankrig være »uden administration«, jo mere en almindelig handelskrise nu syntes at være i anmarch og i byerne hvervede tilhængere for socialismen på samme måde, som de ruinerende lave kornpriser gjorde det på landet. Handelen blev flovere for hver dag, antallet af ubeskæftigede hænder voksede med rivende hast, i Paris var mindst 10.000 arbej­dere brødløse, og i Rouen, Millhausen, Lyon, Roubaix, Tourcoing, St. tienne, Elbeuf osv. lå talløse fabriker stille. Under disse om­stændigheder kunne Bonaparte den 11. april vove at restaurere mini­steriet af 18. januar. D'herrer Rouher, Fould, Baroche osv. blev for­stærket med hr. Leon Faucher, som den konstituerende forsamling i sine sidste dage enstemmigt - på fem ministerstemmer nær - havde brændemærket med et mistillidsvotum på grund af, at han havde udspredt falske telegrafiske meddelelser. Nationalforsamlingen havde altså den 18. januar vundet en sejr over ministeriet, den havde i tre må­neder kæmpet mod Bonaparte, for at Fould og Baroche den 11. april skulle kunne optage puritaneren Faucher som tredjemand i deres mini­sterforbund.

I november 1849 havde Bonaparte nøjedes med et uparlamentarisk ministerium, i januar 1851 med et udenom parlamentarisk, den 11. april følte han sig stærk nok til at danne et antiparlamentarisk ministerium, som harmonisk forenede mistillidsvotaerne fra begge forsamlinger, den konstituerende og den lovgivende, den republikanske og den roya­listiske. Denne skala af ministerier var det termometer, hvormed par­lamentet kunne måle sin egen aftagende livsvarme. Denne livsvarme var i slutningen af april sunket så dybt, at Persigny under en personlig sammenkomst kunne opfordre Changarnier til at gå over til præsidentens lejr. Bonaparte, forsikrede han ham, betragtede nationalforsamlingens indflydelse som fuldstændig tilintetgjort, og den proklama­tion, som skulle offentliggøres efter det altid påtænkte, men tilfældigvis igen udsatte statskup, lå allerede færdig. Changarnier gav ordenspartiets førere meddelelse om dødsannoncen, men hvem tror, at væggelusebid kan dræbe? Og parlamentet, så slået, så opløst, så dødsmærket som det var, kunne ikke få sig selv til at se noget andet i duellen med den groteske chef for Selskabet af 10. december end duellen med en væggelus. Men Bonaparte svarede ordenspartiet som Agesilaus svarede kong Agis: »Jeg synes dig en myre, men jeg vil engang blive en love«.


Noter

[1]: