Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

II. Republikanernes fald

Lad os tage tråden i fremstillingen op igen.

Den konstituerende nationalforsamlings historie efter junidagene er historien om den republikanske bourgeois fraktions herredømme og opløsning, den fraktion, som man kender under navnet trefarvede repu­blikanere, rene republikanere, politiske republikanere, formalistiske re­publikanere osv.

Denne fraktion havde under Louis Philippes borgerlige monarki udgjort den officielle republikanske opposition og var derfor en anerkendt faktor i den daværende politiske verden. Den havde sine repræ­sentanter i kamrene og en betydelig virkekreds i pressen. Dens pariserorgan, »National«, gjaldt på sin vis for at være ligeså respektabelt som »Journal des Debats«. Dens karakter svarede til denne stilling un­der det konstitutionelle monarki. Det var indenfor bourgeoisiet ikke en fraktion, som blev holdt sammen af store fællesinteresser og afgrænsedes ved særegne produktionsbetingelser. Det var en klike af re­publikansk indstillede bourgeoiser, forfattere, sagførere, officerer og embedsmænd, hvis indflydelse beroede på landets antipatier mod Louis Philippes person, på minderne om den gamle republik, på en del sværmeres republikanske tro, men frem for alt på den franske natio­nalisme, hvis had til Wiener-traktaterne og til alliancen med England den stadig holdt i live. En stor del af de tilhængere, som »National« havde under Louis Philippe, skrev sig fra denne skjulte bonapartisme, som derfor senere under republikken i skikkelse af Louis Bonaparte kunne rejse sig mod den selv som en ødelæggende konkurrent. »Natio­nal« bekæmpede finansaristokratiet, ligesom hele den øvrige borgerlige opposition gjorde det. Polemikken mod budgettet, som i Frankrig hang nøje sammen med kampen mod finansaristokratiet, skaffede en alt for billig popularitet og et alt for righoldigt stof til puritanske le­dende artikler, til at man kunne undlade at benytte det. Industribour­geoisiet var »National« taknemmelig for bladets slaviske forsvar for det franske beskyttelsestoldsystem, som det for øvrigt forfægtede mere af nationale end af nationaløkonomiske grunde; det samlede bour­geoisi var det taknemmelig for dets hadske udfald mod kommunismen og socialismen. For øvrigt var »National«s parti rent republikansk, det vil sige, at det krævede en republikansk i stedet for en monarkisk form for bourgeoisiets herredømme og frem for alt, at det selv skulle have broderparten af dette herredømme. Om betingelserne for denne foran­dring havde det meget uklare forestillinger. Hvad der derimod var soleklart for det, og hvad der også åbent blev udtalt på reformbanketterne i Louis Philippes sidste tid, var partiets upopularitet blandt de demokratiske småborgere og især blandt det revolutionære prole­tariat. Disse rene republikanere stod, som det sømmer sig rene republi­kanere, også allerede på nippet til foreløbig at nøjes med hertuginden af Orleans regentskab, da Februarrevolutionen udbrød og gav deres mest kendte repræsentanter en plads i den provisoriske regering. De havde selvfølgelig fra første færd bourgeoisiets tillid og flertallet i den konstituerende nationalforsamling. De socialistiske elementer i den provisoriske regering blev straks udelukket fra den eksekutivkommis­sion, som nationalforsamlingen dannede, da den trådte sammen, og »National«s parti benyttede junioprørets udbrud til også at afskedige eksekutivkommissionen for derigennem at befri sig for sine nærmeste rivaler, de småborgerlige eller demokratiske republikanere (Ledru-Rol­lin osv.). Cavaignac, det borgerligt republikanske partis general, som ledede junislaget, trådte i eksekutivkommissionens sted med en slags diktatorisk myndighed. Marrast, tidligere chefredaktør for »National«, blev den konstituerende nationalforsamlings stadige præsident, og ministerposterne såvel som alle de andre betydelige stillinger tilfaldt de rene republikanere.

Virkeligheden overtraf således de dristigste forventninger hos det republikanske fraktion af bourgeoisiet, som i lange tider havde betragtet sig selv som julimonarkiets retmæssige arving. Men den kom ikke til magten på den måde, som den havde drømt om under Louis Phi­lippe, ved en liberal revolte fra bourgeoisiets side mod tronen, men gennem proletariatets med kanonsalver nedkæmpede oprør mod kapi­talen. Det, som den havde forestillet sig som den mest revolutionære begivenhed, artede sig i virkeligheden som den mest kontrarevolutio­nære. Frugten faldt i dens skød; men den faldt fra kundskabens træ og ikke fra livets træ.

Bourgeoisrepublikanernes ubeskårne herredømme varede kun fra 24. juni til 10. december 1848. Det resulterer i udarbejdelsen af den republikanske forfatning og i belejringstilstanden i Paris.

Den nye forfatning var i grunden blot den republikaniserede udgave af det konstitutionelle charte fra 1830. Julimonarkiets snævre valgretsgrænser, som udelukkede selv en stor del af bourgeoisiet fra politisk magt, var uforenelig med den borgerlige republiks eksistens. Februarrevolutionen havde straks proklameret den direkte almindelige stemmeret i stedet for denne begrænsning. Bourgeoisrepublikanerne kunne ikke gøre denne begivenhed usket. De måtte najes med at tilføje en begrænsende bestemmelse om, at man skulle have opholdt sig seks måneder i valgdistriktet. Den gamle organisation af administratio­nen, kommunalvæsenet, retsplejen, armeen osv. blev stående urørt, eller hvis forfatningen ændrede den, gjaldt ændringerne indholdsfor­tegnelsen, ikke indholdet, navnet, ikke sagen.

Den uundgåelige generalstab af friheder fra 1848, personlig frihed, presse-, tale-, forenings-, forsamlings-, undervisnings- og religionsfri­hed osv. fik en forfatningsmæssig uniform, som gjorde dem usårlige.

Hver af disse friheder proklameres nemlig som den franske borgers ubetingede ret, men altid med den randbemærkning, at den er ube­grænset, såfremt den ikke er begrænset af »de samme rettigheder hos andre og den offentlige sikkerhed« eller ved »love«, som netop skal realisere denne harmoni af de individuelle friheder indbyrdes og med den offentlige sikkerhed. F. eks.: »Borgerne har ret til at danne sam­menslutninger, forsamle sig fredeligt og ubevæbnet, indgive petitioner og give deres mening til kende gennem pressen eller på anden måde. Brugen af disse rettigheder har ingen andre grænser end de samme rettigheder hos andre og den offentlige sikkerhed«. (Den franske forfatnings kap. II, § 8). - »Undervisningen er fri. Undervisningsfri­heden skal nydes de i loven fastsatte betingelser og under statens overopsyn« (sammesteds § 9). - »Enhver borgers hjem er uantasteligt bortset fra de i loven foreskrevne former« (kap. II, § 3). Osv., osv. - Forfatningen henviser derfor stadig til fremtidige organiske love, som skal føre disse randbemærkninger ud i livet og regulere bru­gen af disse uindskrænkede friheder således, at de hverken kommer i konflikt med hverandre eller med den offentlige sikkerhed. Og senere blev de organiske love ført ud i livet af ordenens venner og alle disse friheder reguleret på en sådan måde, at bourgeoisiet i sin brug af dem ikke støder an mod de samme rettigheder hos de andre klasser. Hvor det helt nægtede »de andre« disse rettigheder eller tillod anvendelsen af dem på betingelser, der alle som en var politifaldgruber, skete dette altid ene og alene af hensyn til den »offentlige sikkerhed«, dvs. bour­geoisiets sikkerhed, sådan som det også er foreskrevet i forfatningen. Begge parter påberåber sig derfor senere med fuld ret forfatningen, både ordenens venner, som ophævede alle disse friheder, og demokra­terne, som krævede dem alle indført på ny. Hver paragraf i forfatnin­gen indeholder nemlig i sig selv sin egen modsætning, sit eget over- og underhus, nemlig i den almindelige frase friheden, i randbemærk­ningen frihedens ophævelse. Sålænge altså ordet frihed blev respek­teret og kun den virkelige udøvelse af friheden blev forhindret - selvsagt på lovlig måde -, forblev frihedens konstitutionelle eksistens uberørt og uantastet, selvom dens praktiske eksistens aldrig så meget var slået ihjel.

Forfatningen, som på en så sindrig måde var gjort usårlig, var imidlertid som Achilles sårbar på eet punkt, ikke i hælen, men i hovedet, eller snarere i sine to hoveder - den lovgivende forsamling på den ene side, præsidenten på den anden. Man behøver bare flygtigt at læse forfatningen igennem, og man vil finde, at kun de paragraffer, som bestemmer præsidentens forhold til den lovgivende forsamling, er absolute, positive, uimodsigelige og uomtvistelige. Her gjaldt det nemlig for bourgeoisrepublikanerne om at sikre sig selv. § 45-70 i forfatningen er affattet sådan, at nationalforsamlingen kan afskaffe præsidenten ad konstitutionel vej, mens præsidenten kun kan afskaffe natio­nalforsamlingen ad ukonstitutionel vej, kun ved at sætte selve forfat­ningen ud af spillet. Her opfordrer den altså til sin egen tilintetgørelse med magt. Den kanoniserer ikke blot ligesom chartet af 1830 magtens deling, men udvider denne deling til en uudholdelig modsætning. Det, som Guizot kaldte de konstitutionelle magters spil, det parlamentariske kævl mellem den lovgivende og udøvende magt, spiller i forfatningen af 1848 bestandig va banque. På den ene side 750 folkerepræsentan­ter, valgt ved almindelig stemmeret og valgbare på ny, som danner en ukontrollerbar, uopløselig, udelelig nationalforsamling, en nationalforsamling, som sidder inde med lovgivende almagt, i sidste instans afgør spørgsmålet om krig, fred og handelstraktater, som har eneretten til at give amnesti, og som gennem sin uafbrudte beståen stadig holder forgrunden på scenen besat. På den anden side præsidenten med alle kongemagtens attributter, med myndighed til at indsætte og afsætte sine ministre uafhængigt af nationalforsamlingen, med alle den udøvende magts midler i sine hænder, som bortgiver alle stillinger og derved i Frankrig råder for mindst halvanden million menneskers eksistens, for så mange er materielt afhængige af de 500.000 embedsmænd og af officererne af alle grader. Han har hele den væbnede magt bag sig. Han nyder det privilegium at kunne benåde enkelte forbry­dere, midlertidig opløse dele af nationalgarden og i forståelse med statsrådet afsætte de general-, kanton- og kommunalråd, som borgerne selv har valgt. Initiativet til og ledelsen af alle traktater med udlandet er forbeholdt ham. Mens forsamlingen altid spiller på de skrå brædder og er udsat for det kritisk simple dagslys, fører han et dulgt liv på de elyseiske marker, samtidig med at han for sine øjne og i sit hjerte be­mærker sig forfatningens artikel 45, den som daglig råber til ham: »Broder, bered dig på døden!« Din magt hører op den anden søndag i den skønne maj det fjerde år efter dit valg! Da er det slut med herligheden, stykket opføres ikke to gange, og hvis du har gæld, så se til at betale den af i tide med de 600.000 francs, som forfatningen har bevilget dig, hvis du da ikke foretrækker at vandre til Clichy [1] den anden mandag i den skønne maj! - Mens forfatningen således giver præsidenten den faktiske magt, søger den at sikre nationalforsamlingen den moralske magt. Bortset fra, at man ikke ved lovparagraffer kan skabe en moralsk magt, ophæver forfatningen her igen sig selv, idet den lader præsidenten vælges af alle franskmænd ved direkte valgret. Mens Frankrigs stemmer splittes blandt nationalforsamlingens 750 medlemmer, samles de derimod her om eet individ. Mens hver enkelt folkerepræsentant blot repræsenterer dette eller hint parti, denne eller hin by, dette eller hint brohoved, eller blot nødvendigheden af at få valgt en af de syv hundrede og halvtreds uden at tage det så nøje hver­ken med sagen eller manden, er præsidenten nationens udvalgte, og hans valg er den trumf, som det suveræne folk spiller ud en gang hvert fjerde år. Den valgte nationalforsamling står i et metafysisk forhold, men den valgte præsident i et personligt forhold til nationen. Natio­nalforsamlingen udtrykker nok gennem sine enkelte repræsentanter nationalåndens mangfoldige sider, men i præsidenten er den legemliggjort. I forhold til den besidder han en slags guddommelig ret, han er af folkets nåde.

Thetis, havets gudinde, havde spået Achilles, at han ville dø i sin ungdoms blomst. Forfatningen, som har sit sårbare punkt ligesom Achilles, har også ligesom Achilles sin anelse om, at den må dø tidligt. Thetis behøvede ikke at forlade sit hav for at røbe denne hemme­lighed for de konstituerende rene republikanere; det var nok for dem at kaste et blik ned fra deres ideale republiks himmel på den profane verden for at erkende, hvordan royalisternes, bonapartisternes, - demo­kraternes og kommunisternes overmod og deres egen miskredit steg for hver dag, i samme omfang som de nærmede sig fuldførelsen af deres store lovgivningskunstværk. De søgte på en konstitutionel snedig måde at overliste skæbnen gennem forfatningens § 111, der kræver, at ethvert forslag om revision af forfatningen skal behandles i tre debatter efter hinanden, med en hel måneds mellemrum mellem hver, og at det skal samle mindst tre fjerdedele af stemmerne og oven i købet un­der den forudsætning, at ikke mindre end 500 af nationalforsamlin­gens medlemmer stemmer. De gjorde derigennem kun et afmægtigt forsøg på som eventuel parlamentarisk minoritet - et tilfælde, de allerede profetisk så i ånden - at udøve en magt, som allerede, mens de endnu rådede over den parlamentariske majoritet og alle regeringsmagtens midler, daglig mere og mere gled ud af deres svage hænder.

Endelig betror forfatningen i en melodramatisk paragraf sig selv til »hele det franske folks og enhver franskmands årvågenhed og patriotisme«, efter at den allerede i forvejen i en anden paragraf havde be­troet de »årvågne« og »patriotiske« til den sarte og pinlige opmærk­somhed fra den højesteret - »haute Cour« -, som den specielt havde opfundet.

Dette var forfatningen af 1848, som den 2. december 1851 blev kastet omkuld, ikke af et hoved, men blot ved berøringen med en hat; rigtignok var denne hat en trekantet Napoleonshat.

Mens bourgeoisrepublikanerne i forsamlingen var optaget af at udpønske, diskutere og stemme om denne forfatning, opretholdt Cavaig­nac udenfor forsamlingen belejringstilstanden i Paris. Belejringstil­standen i Paris var den konstituerende forsamlings fødselshjælper un­der dens republikanske fødselsveer. Når forfatningen senere skaffes ud af verden ved hjælp af bajonetter, så må man ikke glemme, at den allerede i moders liv blev forsvaret af bajonetter, som var rettet mod fol­ket, og at den måtte sættes i verden ved bajonetternes hjælp. De »hon­nette republikanere« havde på deres side også gjort en opfindelse, som af sig selv fandt vej over hele kontinentet, men som med aldrig vis­nende kærlighed atter og atter vendte tilbage til Frankrig, indtil den nu har erhvervet sig borgerret i halvparten af landets departementer: belejringstilstanden. En fortræffelig opfindelse, som er blevet periodisk anvendt i enhver efterfølgende krise i den franske revolutions forløb. Men kasernen og bivuaken, som man således periodisk lagde på det franske samfunds hoved for at presse dets hjerne sammen og få det til at være stille; sabelen og musketten, som man periodisk lod dømme og forvalte, agere formynder og censor, udføre politi- og natvægtertjene­ste; overskægget og uniformen, som man periodisk udbasunerede som samfundets højeste visdom og som samfundets styrer - måtte ikke ka­sernen og bivuaken, sabelen og musketten, overskægget og uniformen til slut komme på den tanke, at det var bedre at redde samfundet en gang for alle ved at udråbe sit eget regime som det højeste og helt be­fri det borgerlige samfund fra det besvær at regere sig selv? Kasernen og bivuaken, sabelen og musketten, overskægget og uniformen måtte så meget mere komme på denne tanke, som de da også kunne vente bedre kontant betaling for deres større tjenester, mens der ved de blot periodiske belejringstilstande og de forbigående redninger af samfun­det på den ene eller den anden borgerfraktions bud var meget lidt solid betaling at hente, bortset fra en del døde og sårede og en del venlige borgergrimasser. Burde militæret ikke endelig engang også gennemføre belejringstilstanden i sin egen interesse og for sine egne interesser og samtidig belejre borgernes pengepunge? I forbigående bemærket bør man forøvrigt ikke glemme, at oberst Bernard, den samme militærkommissionsformand, som under Cavaignac hjalp 15.000 oprørere til deportation uden lov og dom, i dette øjeblik atter står i spidsen for den militærkommission, som arbejder i Paris.

Havde de honnette, de rene republikanere gennem belejringstilstan­den i Paris anlagt den planteskole, hvor prætorianerne [2] af 2. december 1851 skulle vokse sig store, så fortjener de på den anden side den ros, at de nu, da de sad inde med den nationale magt, i stedet for som un­der Louis Philippe at overdrive nationalfølelsen, kryber for udlandet og i stedet for at gøre Italien frit lader østrigerne og neapolitanerne erobre det tilbage. Louis Bonapartes valg til præsident den 10. decem­ber 1848 gjorde ende på Cavaignacs diktatur og den konstituerende forsamling.

I forfatningens § 44 hedder det: »Den franske republiks præsident må aldrig have mistet sin egenskab af fransk borger«. Den franske republiks første præsident, L. N. Bonaparte, havde ikke blot mistet sin egenskab af fransk borger, havde ikke blot været hjælpepolitibetjent i England, men han var endog naturaliseret svejtser.

Jeg har andet steds redegjort for betydningen af valget den 10. de­cember. Jeg vil ikke her komme tilbage til det. Det er her tilstrækkeligt at bemærke, at det var en reaktion fra bøndernes side, som havde måttet betale revolutionens omkostninger, mod nationens øvrige klas­ser, en landets reaktion mod byen. Det fandt stærk genklang i armeen, som »National«s republikanere hverken havde skaffet ære eller forhøjet sold, blandt bourgeoisiet, der hilste Bonaparte som broen over til monarkiet, og blandt proletarerne og småborgerne, der hilste ham som en svøbe mod Cavaignac. Jeg vil senere få lejlighed til at komme nærmere ind på bøndernes forhold til den franske revolution.

Tiden fra den 20. december 1848 til opløsningen af den konstituerende forsamling i maj 1849 omfatter historien om bourgeoisrepu­blikanernes undergang. Efter at de havde skabt en republik for bour­geoisiet, fordrevet det revolutionære proletariat fra valpladsen og bragt det demokratiske småborgerskab til tavshed for en tid, bliver de selv skubbet til side af bourgeoisiets masse, der beslaglægger denne repu­blik som sin retmæssige ejendom. Men denne bourgeoisiets masse var royalistisk. En del af den, de store godsejere, havde hersket under restaurationen og var derfor legitimistisk indstillet. Den anden del, finansaristokraterne og de store industridrivende, havde hersket under julimonarkiet og var derfor orleanistisk.. De høje rangspersoner indenfor armeen, universitetet, kirken, retsvæsenet, akademiet og pressen fordelte sig til begge sider, omend i forskelligt forhold. Her i den, borgerlige republik, som hverken bar navnet Bourbon eller Orleans, men navnet Kapital, havde de fundet den statsform, under hvilken de kunne herske i fællesskab. Allerede juniopstanden havde forenet dem i »ordenens parti«. Nu gjaldt det først om at fjerne de borgerlige re­publikaneres klike, som sad inde med pladserne i nationalforsamlin­gen. Ligeså brutalt som disse rene republikanere havde misbrugt den fysiske magt overfor folket, ligeså fejt, forsagt, modløst, knækket og kampudygtigt veg de tilbage, nu da det gjaldt om at forsvare deres republikanske overbevisning og deres lovgivningsret overfor den udøvende magt og royalisterne. Jeg skal ikke her fortælle den forsmæde­lige historie om deres opløsning. De gik ikke under, de svandt hen. Deres historie er udspillet for altid, og i den følgende periode figurerer de, både indenfor og udenfor forsamlingen, bare som minder, minder, der atter synes at blive levende, såsnart det igen drejer sig om det blotte ord republik, og såsnart den revolutionære konflikt truer med at synke ned på det laveste niveau. Jeg bemærker i forbigående, at den avis, som gav dette parti sit navn, »National«, i den følgende periode omvender sig til socialismen.

Før vi slutter med denne periode, må vi endnu kaste et blik tilbage på de to magter, som fra 20. december 1848 til den konstituerende forsamlings bortgang levede sammen i ægteskab, men hvoraf den ene den 2. december 1851 tilintetgjorde den anden. Vi sigter til Louis Bonaparte på den ene side og de forenede royalister, ordenens, bour­geoisiets parti på den anden side. Da Bonaparte tiltrådte sin stilling som præsident, dannede han straks et ministerium af ordenspartiet, i spidsen for hvilket han satte Odilon Barrot - nota bene den gamle fører for det parlamentariske bourgeoisis mest liberale fraktion. Hr. Barrot havde endelig opnået det ministerium, hvis spøgelse havde forfulgt ham siden 1830, ja tilmed forsædet i dette ministerium, men ikke, som han havde indbildt sig under Louis Philippe, som den parla­mentariske oppositions første leder, men med den opgave at slå et parlament ihjel og som forbundsfælle med alle sine svorne fjender, jesuiter og legitimister. Han fører endelig bruden hjem, men først efter at hun er blevet prostitueret. Bonaparte udslettede tilsyneladende sig selv fuldstændigt. Ordenspartiet handlede på hans vegne.

Allerede i det første ministermøde fattedes beslutningen om ekspe­ditionen til Rom, som man blev enig om at gennemføre bag nationalforsamlingens ryg, og om at fravriste den midlerne hertil under falske foregivender. Således begyndte det med et bedrag mod nationalforsarn­lingen og en hemmelig konspiration med udlandets enevældige magter mod den revolutionære romerske republik. På samme måde og med de samme manøvrer forberedte Bonaparte sit kup af 2. december mod den royalistiske lovgivende forsamling og dens konstitutionelle republik. Lad os ikke glemme, at det samme parti, som den 20. december 1848 dannede Bonapartes ministerium, den 2. december 1851 udgjorde fler­tallet i den lovgivende nationalforsamling.

Den konstituerende forsamling havde i august besluttet først at opløse sig, når den havde udarbejdet og udstedt en hel række organiske love, som skulle supplere forfatningen. Den 6. januar 1849 foreslog ordenspartiet gennem repræsentanten Rateau forsamlingen at lade de organiske love sejle deres egen sø og i stedet vedtage sin egen opløsning. Ikke blot ministeriet med hr. Odilon Barrot i spidsen, men samtlige royalistiske medlemmer af nationalforsamlingen råbte i dette øjeblik til den i en bydende tone, at dens opløsning var nødvendig for at genrejse kreditten, for at konsolidere ordenen, for at gøre ende på den usikre overgangstilstand og grundlægge en varig tilstand; den hin­drede den nye regerings produktivitet og søgte bare af vrangvilje at fortsætte sin tilværelse, landet var træt af den. Bonaparte mærkede sig alle disse udfald mod den lovgivende magt, lærte dem udenad og be­viste den 2. december 1851 for de parlamentariske royalister, at han havde lært af dem. Han gentog deres egne stikord mod dem.

Ministeriet Barrot og ordenspartiet gik videre. De fremkaldte over hele Frankrig petitioner til nationalt forsamlingen, i hvilke den venligst blev bedt om at forsvinde. Således førte de folkets uorganiserede masser i ilden mod nationalforsamlingen, folkets konstitutionelt organise­rede udtryk. De lærte Bonaparte at appellere til folket imod de parla­mentariske forsamlinger. Den 29. januar 1849 var endelig den dag kommet, da den konstituerende forsamling skulle afgøre spørgsmålet om sin egen opløsning. Nationalforsamlingen fandt sin mødebygning besat af militær; og Changarnier - ordenspartiets general - i hvis hænder overkommandoen over nationalgarden og linjetropperne var forenet, holdt stor troppemønstring i Paris, som om man stod foran et slag, og de forenede royalister erklærede truende overfor den konsti­tuerende forsamling, at man ville anvende magt, såfremt den ikke ville bøje sig. Den bøjede sig og tingede sig blot en ganske kort levefrist til. Hvad var den 29. januar andet end statskuppet af 2. december 1851, blot med den forskel, at det blev udført af royalister i forbund med Bonaparte mod den republikanske nationalforsamling? De herrer mærkede ikke eller ville ikke mærke, at Bonaparte benyttede den 29. januar 1849 til at lade en del af tropperne defilere forbi sig foran Tuilerierne og med begærlighed benyttede netop dette første åbne opbud af mili­tærmagt mod den parlamentariske magt til at antyde den Caligula, som skulle komme. De så ganske vist kun deres Changarnier.

Et yderligere motiv, som i særdeleshed bevægede ordenspartiet til med magt at forkorte den konstituerende forsamlings levetid, var de organiske love, som skulle supplere forfatningen, såsom undervisningsloven, kultusloven osv. Det var i høj grad vigtigt for de forenede royalister at få lavet disse love selv og ikke lade dem udarbejde af repu­blikanerne, som var blevet mistænksomme. Blandt disse organiske love var imidlertid også en lov om republikkens præsidents ansvar. I 1851 var den lovgivende forsamling netop i færd med at udarbejde en sådan lov, da Bonaparte kom dette kup i forkøbet gennem kuppet af 2. de­cember. Hvad ville de forenede royalister i deres parlamentariske vinterfelttog ikke have givet for at have ansvarlighedsloven færdig, selv forfattet af en mistroisk, hadefuld, republikansk forsamling!

Efter at den konstituerende forsamling den 29. januar 1849 havde brudt sit sidste våben i stykker, jagede ministeriet Barrot og ordensvennerne den til døde, forsømte ingen lejlighed til at ydmyge den og truede forsamlingen, som havde tabt troen på sig selv, til at vedtage love, som kostede den den sidste rest af publikums agtelse. Bonaparte, som var ivrigt optaget af sin fikse napoleonske ide, var dristig nok til at udnytte den parlamentariske magts fornedrelse offentligt. Da nemlig nationalforsamlingen den 8. maj 1849 gav ministeriet et mistillidsvotum i anledning af Oudinots besættelse af Civita Vecchia og befalede at føre den romerske ekspedition tilbage til det, der sagdes at være dens mål, offentliggjorde Bonaparte samme aften i »Moniteur« et Brev til Oudinot, hvor han lykønsker ham med hans heltegerninger og allerede derigennem gebærder sig som armeens højsindede beskytter i modsætning til de parlamentariske penneslikkere. Royalisterne så smi­lende til. De mente simpelthen, at det var dem, der tog ham ved næsen. Endelig, da Marrast, den konstituerende forsamlings præsident, et øjeblik mente, at nationalforsamlingens sikkerhed var truet og i henhold til forfatningen rekvirerede en oberst med et regiment, vægrede obersten sig, påberåbte sig disciplinen og henviste Marrast til Changarnier, som hånligt afviste ham med den bemærkning, at han ikke holdt af bajonettes intelligentes [3] . I november 1851, da de forenede royalister ville begynde den afgørende kamp med Bonaparte, søgte de i deres berygtede kvæstorlov at gennemføre princippet om, at nationalforsam­lingens præsident havde ret til direkte at rekvirere tropper. En af deres generaler, Leflo, havde underskrevet lovforslaget. Forgæves stemte Changarnier for forslaget, forgæves hyldede Thiers den fordums konstituerende forsamlings vidtskuende visdom. Krigsministeren Saint-Arnaud svarede ham, som Changarnier havde svaret Marrast, og - under Bjergets bifaldsråb!

Således havde ordenspartiet selv, da det endnu ikke var nationalforsamling, da det endnu kun var ministerium, brændemærket det parla­mentariske styre. Og det skriger op, når kuppet den 2. december 1851 udviser dette styre fra Frankrig.

Vi ønsker det lykkelig rejse.


Noter

[1]: Gældsfængsel i Paris. - Red.

[2]: Prætorianere - en personlig garde, som i det gamle Rom blev holdt af en kejser eller feltherre og udstyret med privilegier. - Red.

[3]: Intelligente bajonetter. - Red.


Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere