Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

I. Feb. 1848 til Dec. 1851

Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce. Caussidiere i stedet for Danton, Louis Blanc i stedet for Robespierre, Bjerget fra 1848/51 i stedet for Bjerget fra 1793/95, nevøen i stedet for onkelen. Og den samme karikatur i de omstændigheder, hvorunder andet oplag af den attende brumaire bliver udgivet!

Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret. Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de leven­des hjerne. Og netop når de synes beskæftiget med at omvælte sig selv og omverdenen, at skabe noget aldrig før set, netop i sådanne revolu­tionære kriseepoker maner de ængsteligt fortidens ånder frem for at tage dem i deres tjeneste, låner kampparoler og kostumer af dem, for i denne gamle ærværdige forklædning og i dette lånte sprog at opføre den nye scene i verdenshistorien. Således maskerede Luther sig som apostelen Paulus, revolutionen 1789/1814 draperede sig skiftevis som romersk republik og som romersk kejserdømme, og revolutionen i 1848 fandt ikke på noget bedre end at parodiere snart 1789 og snart den revolutionære tradition fra 1793/95. På samme måde oversætter nybegynderen, som har lært et nyt sprog, altid dette til sit modersmål; men det nye sprogs ånd tilegner han sig og behersker han først frit, når han bevæger sig i det nye sprog uden tanke på sit modersmål.

Når man betragter disse verdenshistoriske åndemanerier, viser der sig straks en iøjnefaldende forskel. Camille Desmoulins, Danton, Ro­bespierre, Saint-Just, Napoleon, heltene såvel som partierne og massen under den gamle franske revolution fuldbragte i det romerske kostume og med romerske fraser deres tids opgave, nemlig det moderne borgerlige samfunds frigørelse og dannelse. De første af dem slog den feu­dale jord i stykker og mejede de feudale hoveder af, som havde vokset på den. Den sidste af dem skabte i Frankrigs indre de forhold, hvorunder den frie konkurrence først kunne udvikles, den parcellerede grundejendom udnyttes, og nationens frigjorte industrielle produktivkraft komme til anvendelse, og hinsides de franske grænser fejede han overalt de feudale former bort, så vidt som det var nødvendigt for på det europæiske fastland at skabe tidssvarende omgivelser for det bor­gerlige samfund i Frankrig. Såsnart den nye samfundsformation var dannet, forsvandt de forhistoriske kæmper og med dem det genop­standne Rom - Brutuserne, Graccherne, Publicolaerne, tribunerne, se­natorerne og Cæsar selv. Det borgerlige samfund i sin nøgterne virkelighed havde fostret sine egne sande tolke og talsmænd i figurer som Say, Cousin, Royer-Collard, Benjamin Constant og Guizot, dets virkelige hærførere sad bag kontorpultene, og kødhovedet Ludvig XVIII var dets politiske hoved. Helt optaget af rigdomsproduktionen og den fredelige konkurrencekamp forstod det ikke mere, at romertidens spø­gelser havde stået vagt ved dets vugge. Men hvor uheroisk det borgerlige samfund end er, havde heroisme, opofrelse, terror, borgerkrig og kamp mellem folkene alligevel været nødvendig for at sætte det i ver­den. Og dets gladiatorer fandt i de klassisk strenge overleveringer fra den romerske republik de idealer og kunstformer, de illusioner, som de trængte til for at skjule det borgerligt begrænsede indhold i deres kampe for sig selv og holde deres lidenskab på højde med den store historiske tragedie. Således havde på et andet udviklingstrin, et århun­drede tidligere, Cromwell og det engelske folk lånt sprog, lidenskaber og illusioner til deres borgerlige revolution fra det gamle testamente. Da det virkelige mål var nået, da det engelske samfunds borgerlige omformning var fuldbragt, fortrængte Locke Habakuk.

De dødes opvækkelse i disse revolutioner tjente altså til at forherlige de nye kampe, ikke til at parodiere de gamle, de tjente til i fantasien at overdrive den givne opgave, ikke til at vige tilbage for dens løsning i det virkelige liv, de tjente til at genfinde revolutionsånden, ikke til at lade dens spøgelse gå igen.

I 1848/51 var det kun den gamle revolutions spøgelse, som gik igen, lige fra Marrast, denne republikanske spradebasse, der klædte sig ud som den gamle Bailly, til den eventyrer, som gemmer sine trivielt modbydelige træk under Napoleons jernhårde dødsmaske. Et helt folk, som tror, at det har givet sig en hurtigere fremdrift gennem en revolu­tion, ser sig pludselig flyttet tilbage til en afdød epoke, og for at ingen skal kunne tage fejl af tilbagefaldet, står de gamle data op på ny, den gamle tidsregning, de gamle navne, de gamle edikter, som for længst syntes henfaldne til den antikvariske lærdom, og de gamle bødler, som for længst mentes døde og borte. Nationen forekommer sig selv som hin sindssyge englænder i Bedlam [1] , som tror, at han lever i de gamle faraoners tid og daglig jamrer over det strenge arbejde, som han må udføre som guldgraver i de ætiopiske bjergværker, indemuret i dette underjordiske fængsel, med en usselt lysende lampe fæstet til hovedet, en slavedriver med lang pisk bag sig og ved udgangen et virvar af barbariske krigsknægte, som hverken forstår tvangsarbejderne i bjergvær­kerne eller hinanden, fordi de ikke taler noget fælles sprog. »Og alt dette udsættes jeg for« - sukker den sindssyge englænder - »jeg, den fribårne britte, for at lave guld for de gamle faraoner«. »For at be­tale familien Bonapartes gæld« - sukker den franske nation. Sålænge englænderen var ved sine fulde fem, kunne han ikke blive guldmage­riets fikse ide kvit. Sålænge franskmændene gjorde revolutionen, kunne de heller ikke blive Napoleonsminderne kvit, hvilket valget den 10. de­cember 1848 beviste. De længtes tilbage fra revolutionens farer, tilbage til Ægyptens kødgryder, og svaret var den 2. december 1851. De har ikke bare karikaturen af den gamle Napoleon, de har den gamle Napoleon selv, karikeret, sådan som han må tage sig ud i midten af det nittende århundrede.

Det nittende århundredes sociale revolution kan ikke hente sin poesi fra fortiden, men kun fra fremtiden. Den kan ikke begynde med sig selv, før den har rystet al overtro på fortiden af sig. De tidligere revolutioner trængte til de verdenshistoriske minder om fortiden for at be­døve sig selv overfor deres eget indhold. Det nittende århundredes revolution må lade de døde begrave deres døde for at finde frem til sit eget indhold. Dengang gik ordene videre end indholdet, nu går indholdet videre end ordene.

Februarrevolutionen var en overrumpling, en overraskelse af det gamle samfund, og folket udråbte dette uventede fremstod til en ver­denshistorisk bedrift, hvormed en ny epoke skulle være begyndt. Den 2. december blev Februarrevolutionen snappet væk ved en falskspillers kneb, og det som synes kuldkastet, er ikke mere monarkiet, men de liberale indrømmelser, som var fravristet monarkiet gennem århun­dredlange kampe. i stedet for at samfundet selv skulle have erobret sig et nyt indhold, synes bare staten at være vendt tilbage til sin ældste form, til sabelens og præstekjolens skamløst enkle herredømme. På denne måde besvares overrumplingen (coup de main) af februar 1848 med kuppet (coup de tete) af december 1851. Hvad der kommer let, går let. Imidlertid er mellemtiden ikke gået ubenyttet hen. Det fran­ske samfund har i årene I848/51 efter en afkortende, revolutionær metode indhentet de studier og erfaringer, som under en regelmæssig, så at sige skoleret udvikling måtte være gået forud for Februarrevolu­tionen, hvis denne skulle blive noget mere end en bevægelse på over-fladen. Samfundet synes nu at være vendt tilbage til et sted bag sit ud­gangspunkt; i virkeligheden må det først skabe sig det revolutionære udgangspunkt, den situation, de forhold, de betingelser, som skal til, for at den moderne revolution bliver alvor.

Borgerlige revolutioner, som dem i det attende århundrede, stormer hurtigt fra sejr til sejr, deres dramatiske effekter overbyder hinanden, mennesker og ting synes at være indfattet i ildbrillanter, hver dag ån­der ekstase; men deres liv er kort, snart har de nået deres højdepunkt, og samfundet får tømmermænd i lang tid, før det nøgternt lærer at tilegne sig resultaterne af sin brusende ungdomstid. Proletariske revolu­tioner derimod, som dem i det nittende århundrede, kritiserer bestan­dig sig selv, afbryder stadig deres eget forløb, kommer tilbage til det, som tilsyneladende er fuldført, for at tage fat på det igen, de forhåner grusomt og grundigt halvhederne, svaghederne og ynkelighederne i deres første forsøg, de synes kun at slå deres modstander ned, for at denne skal suge nye kræfter fra jorden og rejse sig mod dem endnu mægtigere, de gribes hvert øjeblik på ny af skræk for deres egne måls ubestemte kolossale vælde, indtil den situation er skabt, som gør ethvert tilbagetog umuligt, og hvor forholdene selv råber:

Hic Rhodus, hic salta! [2]
Her er rosen, dans her!

Forøvrigt måtte enhver nogenlunde vågen iagttager, selvom han ikke trin for trin havde fulgt gangen i den franske udvikling, ane, at der ventede revolutionen en uhørt blamage. Det var tilstrækkeligt at høre det selvtilfredse sejrsglam, hvormed de herrer demokrater gensidig lykønskede hinanden med de velsignelsesrige virkninger, som den 2. maj 1852 [3] skulle bringe. Den 2. maj var blevet en fiks ide i deres hoveder, et dogme, ligesom den dag, da Kristus skulle komme igen og tu­sindårsriget begynde, var det i chiliasternes hoveder. Svagheden havde som altid reddet sig over i troen på mirakler, mente at have overvundet fjenden, når den havde hekset ham bort i fantasien, og tabte al for­ståelse af nutiden over den dådløse forherligelse af den fremtid, som forestod den, og de bedrifter, som den spekulerede på, men som den bare ikke ville føre ud i livet endnu. De helte, som søgte at modbevise deres vitterlige uduelighed ved gensidig at ynke hinanden og rotte sig sammen i en flok, havde allerede snøret deres ransler, taget forskud på deres laurbærkranse og var netop optaget af at få noget kontant ud af deres foregøglede republikker, for hvilke de allerede havde været så forudseende at organisere regeringspersonalet, i al stilfærdighed, som det passede deres fordringsløse gemyt. Den 2. december kom over dem som et lyn fra en klar himmel, og folkene, der i tider, hvor en klejnmodig forstemthed råder, gerne lader deres indre angst overdøve af de største skrålhalse, har måske overbevist sig om, at de dage er forbi, da gæssenes snadren kunne redde Kapitol. Forfatningen, nationalforsamlingen, de dynastiske partier, de blå og de røde republikanere, heltene fra Afrika, talerstolens torden, dagspressens kornmodsglans, den samlede litteratur, de politiske navne og de åndelige kapaciteter, den borgerlige lov og strafferetten, frihed, lighed og broderskab og den anden søndag i maj 1852 - alt er forsvun­det som et fata morgana for en trylleformel fra en mand, som selv hans fjender ikke udgiver for nogen troldmand. Den almindelige valgret synes kun at have levet et øjeblik længere, for at den egenhændig for alverdens øjne kan gøre sit testamente og i folkets navn erklære: Alt som består er værd, at det til grunde går.

Det er ikke tilstrækkeligt at sige, som franskmændene gør, at deres nation blev overrumplet. En nation og en kvinde tilgiver man ikke en ubevogtet stund, hvor den første den bedste eventyrer kan øve vold mod dem. Gåden bliver ikke løst med den slags vendinger, men blot formuleret på en anden måde. Det er opgaven at forklare, hvordan en nation på 36 millioner mennesker kan blive overrasket af tre plattenslagere og ført i fangenskab uden modstand.

Lad os i store træk gentage faserne i den udvikling, som den franske revolution har gennemgået fra 24. februar 1848 til december 1851.

Tre hovedperioder træder klart frem: Februarperioden; 4. maj 1848 til 28. maj 1849: den periode, da republikken konstitueres eller den kon­stituerende nationalforsamlings periode; 28. maj 1849 til 2. december 1851: den konstitutionelle republiks eller den lovgivende nationalt for­samlings periode.

Den første periode fra 24. februar eller Louis Philippes fald til 4. maj 1848, da den konstituerende forsamling trådte sammen, den egentlige februar periode, kan karakteriseres som revolutionens prolog. Dens karakter kom officielt til udtryk i, at den improviserede regering, som den skabte, erklærede sig selv for provisorisk, og ligesom regeringen udgav også alt andet, hvad der i denne periode blev påbegyndt, forsøgt, udtalt, sig for rent provisorisk. Ingen og intet vovede at tiltage sig ret til at bestå og til virkelig at handle. Alle elementer, som havde forberedt eller bestemt revolutionen, dynastisk opposition, republikansk bourgeoisi, demokratisk-republikansk småborgerskab, socialdemokratiske arbejderkredse, fandt provisorisk deres plads i februarregeringen.

Det kunne ikke være anderledes. Februardagene havde oprindelig en valgreform som mål, hvorved kredsen af politisk privilegerede indenfor selve den besiddende klasse skulle udvides og finansaristokratiets eneherredømme styrtes. Men da det kom til en virkelig konflikt, da folket steg op på barrikaderne, nationalgarden holdt sig passiv, armeen ikke ydede nogen alvorlig modstand og kongedømmet løb sin vej, syntes republikken at være en selvfølge. Hvert parti udlagde den på sin måde. Da proletariatet havde tiltrodset sig den med våben i hånd, satte det sit stempel på den og udråbte den som social republik. Således antydedes den moderne revolutions almindelige indhold, som stod i den mærkeligste modsætning til alt, hvad der med det foreliggende materiale, med den udviklingsgrad, masserne havde nået, under de givne omstændigheder og forhold, straks og umiddelbart kunne iværksættes. På den anden side blev kravene fra alle de andre elementer, som havde medvirket til Februarrevolutionen, anerkendt ved den rigelige part, de fik i regeringen. I ingen periode finder vi derfor en mere broget blanding af drabelige fraser og faktisk usikkerhed og ubehjælpsomhed, mere entusiastisk reformiver og mere grundfæstet skalten af den gamle rutine, mere tilsyneladende harmoni indenfor hele samfundet og dy­bere indbyrdes splid mellem dets elementer. Mens pariserproletariatet endnu svælgede i de store perspektiver, der havde åbnet sig for det, og hengav sig til alvorligt mente diskussioner om de sociale problemer, havde samfundets gamle magter grupperet, samlet, besindet sig, og de fandt en uventet støtte i nationens masse, bønderne og småborgerne, som alle på en gang styrtede frem på den politiske skueplads, efter at julimonarkiets skranker var faldet.

Den anden periode fra 4. maj 1848 til slutningen af maj 1849, er konstitueringens periode, den periode, da den borgerlige republik grundlægges. Umiddelbart efter februardagene var ikke alene den dy­nastiske opposition blevet overrasket af republikanerne, republikanerne af socialisterne, men hele Frankrig af Paris. Nationalforsamlingen, som trådte sammen 4. maj 1848, var fremgået af nationens valg, repræsen­terede nationen. Den var en levende protest mod februardagenes krav og skulle føre revolutionens resultater tilbage til den borgerlige målestok. Pariserproletariatet, som straks forstod denne nationalforsamlings karakter, forsøgte forgæves den 15. maj, få dage efter dens sammen­træden, med magt at rydde den af vejen, at opløse den og påny splitte den organiske form, i hvilken nationens reaktionære ånd truede det, i dens enkelte bestanddele. Den 15. maj førte som bekendt ikke til andet, end at Blanqui og hans kammerater, dvs. det proletariske partis vir­kelige førere, blev fjernet fra den offentlige skueplads for hele den periode, vi betragter.

Louis Philippes borgerlige monarki kan kun efterfølges af den bor­gerlige republik, det vil sige, at mens en begrænset del af bourgeoisiet havde hersket i kongens navn, så vil hele bourgeoisiet nu herske i fol­kets navn. Pariserproletariatets krav er tomme utopier, som der må gøres slut på. Denne erklæring fra den konstituerende forsamlings side besvarede pariserproletariatet med junioprøret, den vældigste begiven­hed i de europæiske borgerkriges historie. Den borgerlige republik sejrede. På dens side stod finansaristokratiet, industribourgeoisiet, mid­delstanden, småborgerne, armeen, det som mobilgarde organiserede pjalteproletariat, de åndelige kapaciteter, præsterne og landbefolknin­gen. På pariserproletariatets side stod ikke andre end det selv. Over 3000 oprørere blev massakreret efter sejren, 15.000 sendt i forvisning uden dom. Efter dette nederlag træder proletariatet i baggrunden på den revolutionære skueplads. Det forsøger hver gang at trænge sig frem igen, såsnart bevægelsen synes at tage et nyt tilløb, men med et stadigt svagere opbud af kræfter og med stedse dårligere resultater. Såsnart et af de samfundslag, der ligger over det, kommer i revolutio­nær gæring, indgår proletariatet forbund med det og deler på denne måde alle nederlag, som de forskellige partier lider det ene efter det andet. Men disse påfølgende slag bliver svagere og svagere, jo mere de fordeles udover hele samfundets overflade. Dets mere betydelige førere i forsamlingen og i pressen falder en efter en som ofre for domstolene, og stadig mere tvetydige figurer træder frem i spidsen for det. Til dels kaster det sig ud i doktrinære eksperimenter, byttebanker og arbejderassociationer, altså ud i en bevægelse, hvor det giver afkald på at omforme den gamle verden med dens egne store fællesmidler, men tvært-imod søger at gennemføre sin frigørelse bag samfundets ryg, privat, indenfor rammen af sine begrænsede eksistensbetingelser, og altså nød­vendigvis strander. Det synes hverken at finde den revolutionære storhed igen hos sig selv eller at kunne vinde ny energi i de nye forbund, som det har indgået, førend alle klasser, som det har kæmpet sammen med i juni, er slået til jorden ved siden af det selv. Men det falder i det mindste med ære i den store verdenshistoriske kamp; ikke alene Frankrig, hele Europa ryster for junijordskælvet, mens de højere klas­sers efterfølgende nederlag købes så billigt, at de trænger til det sejrende partis frække overdrivelse for overhovedet at kunne passere som begivenheder og bliver så meget mere forsmædelige, jo fjernere det tabende parti står fra proletariatets parti.

Junioprørernes nederlag havde ganske vist forberedt, jævnet jord-bunden, som den borgerlige republik kunne grundlægges og bygges på men det havde samtidig vist, at det i Europa drejer sig om andre spørgsmål end »om republik eller monarki«. Det havde vist, at borgerlig republik her betyder en klasses uindskrænkede despoti over andre klasser. Det havde bevist, at i gamle civiliserede lande med udviklet klassedannelse, med moderne produktionsforhold og med en åndelig bevidsthed, hvori alle overleverede ideer er opløst gennem århundredlangt arbejde, der betyder republikken overhovedet kun det borgerlige samfunds politiske omvæltnings form, og ikke dets konservative livsform, som f.eks. i Nordamerikas forenede stater, hvor der ganske vist allerede består klasser, men hvor de endnu ikke har udkrystalliseret sig, men stadig skifter og afgiver bestanddele til hinanden, hvor de moderne produktionsmidler i stedet for at falde sammen med en stag­nerende overbefolkning tværtimod erstatter den relative mangel på hoveder og hænder, og hvor endelig den feberagtigt ungdommelige bevægelse i den materielle produktion, som skal til at tilegne sig en ny verden, hverken har givet tid eller lejlighed til at afskaffe den gamle åndeverden.

Alle klasser og partier havde i junidagene forenet sig til ordenens parti mod den proletariske klasse som anarkiets parti, socialismens, kommunismens parti. De havde »reddet« samfundet fra »samfundets fjender«. De havde som feltråb for deres hær valgt det gamle sam­funds stikord »ejendom, familie, religion, orden« og råbt til det kon­trarevolutionære korstog: »Under dette tegn skal du sejre!« Fra dette øjeblik af ser man, at så snart et af de mange partier, som havde skaret sig under dette tegn mod junioprørerne, søger at hævde sig på den re­volutionære kampplads i sin egen klasseinteresse, bukker det under for råbet: »ejendom, familie, religion, orden«. Samfundet bliver reddet ligeså tit, som kredsen af dets herskere indsnævres, ligeså tit, som en mere eksklusiv interesse hævdes overfor en mere omfattende inter­esse. Ethvert krav om selv den simpleste borgerlige finansreform, den mest ordinære liberalisme, den mest formelle republikanisme, det fla­deste demokrati, bliver samtidig straffet som »attentat mod samfundet« og brændemærket som »socialisme«. Og endelig bliver »religionens og ordenens« ypperstepræster selv jaget bort fra deres Pythia-stole, hentet ud af deres senge i nattens mulm og mørke, puttet ind i fangevogne, kastet i fængsel eller sendt i landsforvisning, deres tempel bliver jæv­net med jorden, deres mund forseglet, deres pen brækket, deres lov revet i stykker i religionens, ejendommens, familiens og ordenens navn. Ordensfanatiske borgere bliver skudt ned på deres balkoner af drukne soldaterflokke, deres familiehelligdom bliver vanhelliget, deres hjem bombarderet til tidsfordriv - i ejendommens, familiens, religionens og ordenens navn. Det borgerlige samfunds udskud danner til slut ordenens hellige falanks, og helten Crapylinsky [4] drager ind i Tuile­rierne som »samfundets redningsmand«.


Noter

[1]: Sindssygeanstalt i England - Red.

[2]: Her er Rhodos, spring her! - Denne sætning stammer fra Æsops fabler, hvor en pralhans påstår at have vidner på, at han engang har præsteret et mægtigt spring på Rhodos. Han fik til svar: »Hvorfor tale om vidner, hvis det er sandt; her er Rhodos, spring her!« - Red.

[3]: Den dag ville funktionstiden for republikens præsident udløbe. Ifølge for-fatningen var genvalg af den samme præsident utilladeligt. - Red.

[4]: Figur fra Heines digt: "To riddere". Navnet Crapylinsky (af krapyl) bruger Heine til at latterliggør afdankede adelsmænd. Her benytter Marx navnet om Louise Bonaparte. Red.


Tilbage
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere