"Kapitalen" af Marx

Beskrivelse kommer senere.

Udgivet første gang: i »Demokratisches Wochenblatt« den 21. og 28. marts 1868, uden underskrift. (Skrevet af F. Engels 1.-13. marts 1868)
Oversættelse: Ukendt. (Efter teksten i »Demokratisches Wochenblatt«).
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, s. s. 457-64 Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, mar. 2005.


"Kapitalen" af Marx

I

Sålænge der har eksisteretkapitalister og arbejdere på jorden, er der ikke udkommet nogenbog af så stor vigtighed for arbejderne som den foreliggende.Forholdet mellem kapital og arbejde, den akse som hele vort nuværendesamfundssystem drejer sig om, er her for første gangfremstillet videnskabeligt, og det med en grundighed og skarphed,som kun en tysker kunne gøre det. Hvor værdifulde enOwens, en Saint-Simons eller en Fouriers skrifter end er og vilvedblive at være, - først en tysker var det forbeholdtat nå op til de højder, hvorfra de moderne socialeforholds samlede område frembyder sig klart og overskueligt,som de lavere bjerglandskaber for den tilskuer, der står påden højeste tinde.

Den hidtidige politiske økonomilærer os, at arbejdet er kilden til al rigdom og alle værdiersmålestok, således at to ting, til hvis frembringelse derer anvendt samme arbejdstid, også har samme værdi og ogsåmå kunne udveksles mod hinanden, da i almindelighed kun ligestore værdier kan udveksles. Men samtidig lærer den, atder eksisterer en slags oplagret arbejde, som den kalder kapital; atdenne kapital takket være de hjælpekilder, denindeholder, forøger det levende arbejdes produktivitethundredfold, ja tusindfold, men samtidig gør krav på envis godtgørelse, som man kalder profit eller fortjeneste. Somvi alle ved, stiller det sig i virkeligheden sådan, at detoplagrede, døde arbejdes profit stadig bliver vældigere,kapitalisternes kapitaler stadig mere enorme, mens det levendearbejdes løn stadig bliver ringere og massen af arbejdere, somkun lever af arbejdsløn, stadig talrigere og fattigere.Hvordan kan denne modsigelse løses? Hvordan kan kapitalisternefå profit, når arbejderen får godtgjort den fuldeværdi af det arbejde, som han tilfører sit produkt? Ogda der kun udveksles lige store værdier, så skulle dettejo være tilfældet. På den anden side, hvordan kanlige store værdier udveksles, hvordan kan arbejderen fåden fulde værdi af sit produkt, når dette produkt - sådansom mange økonomer indrømmer - bliver delt mellem hamog kapitalisterne? Den hidtidige økonomi står rådvildoverfor denne modsigelse og nedskriver eller fremstammer forlegne,intetsigende talemåder. Selv de hidtidige socialistiskekritikere af økonomien har ikke været i stand til atgøre mere end at fremhæve denne modsigelse; løstden er der ingen, der har, før Marx nu endelig har fulgt denneprofits opståelsesproces lige til dens fødested ogdermed klarlagt alt.

Ved kapitalens udvikling går Marxud fra den simple, notorisk foreliggende kendsgerning, atkapitalisterne forøger deres kapital ved hjælp afudveksling; de køber for deres penge varer og sælger dembagefter for flere penge, end de har kostet dem. En kapitalist køberf. eks. bomuld for 1000 daler og sælger den igen for 1100daler; han »tjener« altså 100 daler. Dette overskudpå 100 daler udover den oprindelige kapital kalder Marxmerværdi, Hvoraf opstår denne merværdi?Ifølge økonomernes antagelse udveksles kun lige storeværdier, og dette er også rigtigt på den abstrakteteoris område. Købet af bomuld og dens videresalg kanaltså lige så lidt give en merværdi som ombytningenaf en sølvdaler mod tredive sølvgroschen oggenombytningen af skillemønterne mod sølvdaleren,hvorved man hverken bliver rigere eller fattigere. Men merværdienkan lige så lidt opstå ved, at sælgerne sælgervarerne over deres værdi, som at køberne køberdem under deres værdi, fordi enhver efter tur snart er køberog snart sælger, og dette altså ville udligne sig selv.Ligeså lidt kan det komme af, at køberne og sælgernegensidig forfordeler hverandre, thi dette ville ikke skabe nogen ny-eller merværdi, men kun fordele den forhåndenværendekapital anderledes mellem kapitalisterne. Til trods for atkapitalisten køber varerne til deres værdi og sælgerdem til deres værdi, får han mere værdi ud, end hansatte ind. Hvorledes går det til?

Kapitalisten finder påvaremarkedet under de nuværende samfundsforhold en vare, somhar den ejendommelige beskaffenhed, at forbruget af den er enkilde til ny værdi, frembringelse af ny værdi, ogdenne vare er - arbejdskraften.

Hvad er arbejdskraftens værdi?Enhver vares værdi måles ved hjælp af det arbejde,som er nødvendigt til dens fremstilling. Arbejdskrafteneksisterer i form af den levende arbejder, der til sin egeneksistens, så vel som til sin families underhold, der sikrerarbejdskraftens fortsatte beståen også efter hans død,behøver en bestemt sum af livsfornødenheder. Denarbejdstid, der er nødvendig for at frembringe disselivsfornødenheder, udtrykker altså arbejdskraftensværdi. Kapitalisten betaler ham for en uge og køber tilgengæld brugen af arbejderens arbejde i en uge. Så vidtvil de herrer økonomer være så temmelig enige medos om arbejdskraftens værdi.

Kapitalisten sætter nu sinarbejder i gang med arbejdet. I løbet af en bestemt tid vilarbejderen have leveret så meget arbejde, som svarer til hansugeløn. Lad os antage, at en arbejders ugeløn svarertil tre arbejdsdage, så har den arbejder, der begynder ommandagen, onsdag aften erstattet kapitalisten den fulde værdiaf den udbetalte løn. Men hører han så op medat arbejde? Aldeles ikke. Kapitalisten har købt hansugearbejde, og arbejderen må arbejde også de tre sidstedage af ugen. Dette arbejderens merarbejde udover den tid, somer nødvendig for at erstatte hans løn, er merværdienskilde, kilden til profitten, til den stadig voksende opsvulmen afkapitalen.

Man skal ikke betegne det som envilkårlig antagelse, at arbejderen på tre dage med sitarbejde atter frembringer den løn, han har fået, og deøvrige tre dage arbejder for kapitalisten. Om han netop brugertre dage til at erstatte lønnen eller to eller fire, ernaturligvis her ganske ligegyldigt og skifter også efteromstændighederne; men hovedsagen er, at kapitalisten ved sidenaf det arbejde, han betaler, yderligere udvinder arbejde, som hanikke betaler, og det er ingen vilkårlig antagelse, thiden dag kapitalisten i det lange løb kun ville få såmeget arbejde ud af arbejderen, som han betaler ham i løn, dendag vil han lukke sit værksted, da netop hele hans profit sågik i vasken for ham.

Her har vi løsningen påalle de omtalte modsigelser. Merværdiens tilblivelse (hvorafkapitalistens profit udgør en betydelig del) er nu ganske klarog naturlig. Arbejdskraftens værdi bliver betalt, men denneværdi er langt ringere end den, kapitalisten forstår atudvinde af arbejdskraften, og forskellen, det ubetalte arbejde,udgør netop kapitalistens andel, eller rettere sagtkapitalistklassens andel. Thi selv den profit, som bomuldshandleren iovennævnte eksempel fik ud af sin bomuld, må, hvisbomuldsprisen ikke var steget, bestå af ubetalt arbejde. Denhandlende må have solgt til en bomuldsfabrikant, der foruden de100 daler kan presse en yderligere fortjeneste til sig selv ud af sitfabrikat, og som altså deler gevinsten ved det ubetalte arbejdemed ham. Det er i det hele taget dette ubetalte arbejde, somunderholder alle samfundets ikke-arbejdende medlemmer. Af det betalesstats- og kommuneskatterne, for så vidt de rammerkapitalistklassen, grundejernes jordrente osv. På det hvilerden bestående samfundstilstand.

På den anden side ville det væreabsurd at antage, at det ubetalte arbejde først er opståetunder de nuværende forhold, hvor produktionen bliver drevet afkapitalister på den ene side og af lønarbejdere påden anden. Tværtimod. Den undertrykte klasse har til alle tidermåttet yde ubetalt arbejde. I hele den lange tid, da slaverietvar herskende form for arbejdsorganisationen, har slaverne måttetyde langt mere arbejde, end de fik godtgjort i form aflivsfornødenheder. Under livegenskabets herredømme ogindtil afskaffelsen af bøndernes hoveriarbejde var det sammetilfældet; her fremtræder endog håndgribeligtforskellen mellem den tid, hvor bonden arbejder for sit egetlivsunderhold, og merarbejdet for godsejeren, netop fordi detsidstnævnte udføres adskilt fra det første.Formen er nu forandret, men sagen er stadig den samme, og sålænge»en del af samfundet har monopol på produktionsmidlerne,må arbejderen, fri eller ufri, forlænge den arbejdstid,der er nødvendig for at holde ham i live, med ekstraarbejdstid for at producere livsfornødenheder til ejerne afproduktionsmidlerne«.(Marx, S. 202) [1] .

II

I forrige artikel så vi, atenhver arbejder, som bliver beskæftiget af kapitalisten,udfører dobbelt arbejde: I en del af sin arbejdstid erstatterhan kapitalisten den løn, han har fået udbetalt af ham iforskud, og denne del af arbejdet kalder Marx det nødvendigearbejde. Men derpå må han stadigvæk arbejdevidere og producerer i denne tid merværdien forkapitalisten, hvoraf profitten udgør en betydelig del. Dennedel af arbejdet hedder merarbejdet.

Vi går ud fra, at arbejderenarbejder tre dage om ugen til erstatning for sin løn og tredage for at producere merværdi til kapitalisten. Udtrykt påanden måde vil dette sige, at han - med tolv timers dagligtarbejde - arbejder seks timer daglig for sin løn og seks timerfor at frembringe merværdi. Ud af ugen kan der kun pressesseks, og selv med inddragelse af søndagen kun syv dage, men udaf hver enkelt dag kan der presses seks, otte, ti, tolv, femten, jaendog flere arbejdstimer. Arbejderen har solgt kapitalisten enarbejdsdag for sin dagløn. Men hvad er en arbejdsdag? Ottetimer eller atten?

Kapitalisten er interesseret i, atarbejdsdagen bliver gjort så lang som mulig. Jo længereden er, desto mere merværdi frembringer den. Arbejderen har denrigtige fornemmelse, at hver times arbejde, som han arbejder udoverat erstatte arbejdslønnen, berøves ham uretmæssigt;han må på sin egen krop føle, hvad det vil sige atarbejde længe. Kapitalisten kæmper for sin profit,arbejderen for sin sundhed, for et par timers daglig hvile, forudover arbejde, søvn og mad også på anden mådeat kunne leve som menneske. I forbigående bemærketafhænger det slet ikke af de enkelte kapitalisters gode vilje,om de vil indlade sig i denne kamp eller ej, da konkurrencen tvingerselv den mest filantropiske iblandt dem til at slutte sig til sinekolleger og gøre en ligeså lang arbejdstid til regel somdisse.

Kampen om arbejdsdagens fastlæggelsehar varet, lige siden frie arbejdere for første gang viste sigi historien, indtil den dag i dag. I de forskellige håndværkhersker der forskellige arbejdsdage, der bestemmes af sædvanen;men i virkeligheden bliver de sjældent overholdt. Kun der, hvorloven fastsætter arbejdsdagen og overvåger densoverholdelse, kun der kan man virkelig sige, at der eksisterer ennormal-arbejdsdag. Og dette er indtil nu næsten kun tilfældeti Englands fabriksdistrikter. Her er 10-timers arbejdsdagen fastsat(10½ time de fem dage, 7½ time om lørdagen) foralle kvinder og for drenge fra 13-18 år, og da mændeneikke kan arbejde uden disse, så falder de også selv indunder l0-timers arbejdsdagen. Denne lov har de engelskefabriksarbejdere erobret gennem årelang udholdenhed, gennem densejeste, mest hårdnakkede kamp mod fabrikanterne, gennempressefrihed, forenings- og forsamlingsfrihed, samt ved behændigudnyttelse af splittelsen i den herskende klasse selv. Den er bleveten brynje for Englands arbejdere, og den er lidt efter lidt udbredttil alle store industrigrene og forrige år [2] til næstenalle erhverv, i det mindste til alle dem, hvor der beskæftigeskvinder og børn. Det foreliggende værk indeholder ethøjst udførligt historisk materiale om denne lovmæssigeregulering af arbejdsdagen i England. Den næste »nordtyskerigsdag« vil også komme til at behandle en næringslovog dermed en regulering af fabriksarbejdet. Vi venter, at ingen af derepræsentanter, der er valgt ind af tyske arbejdere, gårtil debatten om denne lov uden i forvejen at have gjort sig fuldtfortrolige med denne bog af Marx. Der er meget, der kangennemføres. Splittelsen i de herskende klasser ergunstigere for arbejderne, end den nogensinde har været iEngland, fordi den almindelige stemmeret tvinger de herskendeklasser til at bejle til arbejdernes gunst. Fire eller femrepræsentanter for proletariatet er under disse omstændighederen magt, hvis de forstår at benytte deres stilling, fremfor alt hvis de forstår, hvad det hele drejer sig om, hvilketborgerne ikke gør. Og hertil giver Marx' bog dem alt materialefærdigt i hånden.

Vi forbigår en rækkeyderligere meget smukke undersøgelser af mere teoretiskinteresse og skal endnu blot omtale slutningskapitlet, der handler omkapitalens akkumulation eller ophobning. Her bliver førstpåvist, at den kapitalistiske produktionsmåde, dvs. denproduktionsmåde, der er fremkaldt af kapitalister på denene side og lønarbejdere på den anden side, ikke blottil stadighed producerer kapitalistens kapital til ham på ny,men at den også stadig producerer arbejdernes fattigdom påny; således at der altså er sørget for, at deruophørligt eksisterer på den ene side kapitalister, somejer alle livsfornødenheder, alle råstoffer og allearbejdsredskaber, og på den anden side den store masse afarbejdere, som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft tildisse kapitalister for et vist kvantum livsfornødenheder, deri bedste fald netop forslår til at holde dem i arbejdsdygtigstand og frembringe et nyt slægtled af arbejdsdygtigeproletarer. Men kapitalen bliver ikke blot reproduceret; den bliverbestandig forøget og forstørret - og dermed øgesdens magt over den besiddelsesløse klasse af arbejdere. Ogligesom den selv i stadig større målestok bliverreproduceret, sådan reproducerer den moderne kapitalistiskeproduktionsmåde ligeledes i stadig større målestok,i stadig voksende antal de besiddelsesløse arbejderes klasse.»Kapitalens akkumulation reproducerer kapitalforholdet iforøget målestok, flere kapitalister eller størrekapitalister på den ene pol, flere lønarbejdere påden anden ... kapitalens akkumulation er altsåproletariatets forøgelse« (s. 600) [3] . Men da der vedfremskridtet mht. maskiner, ved forbedret agerbrug osv. stadig skalfærre arbejdere til for at frembringe det samme kvantumprodukter, og da denne fuldkommengørelse, dvs. denneoverflødiggørelse af arbejdere vokser endnu hurtigereend den voksende kapital, hvad bliver der så af dette stadigstigende antal arbejdere? De danner en industriel reservearme, som idårlige eller middelmådige tider bliver betalt underværdien af deres arbejde og får uregelmæssigtarbejde eller hjemfalder til den offentlige fattigforsorg. Den erimidlertid uundværlig for kapitalistklassen, nårforretningslivet går særlig godt, således som dethåndgribeligt foreligger i England - men under alleomstændigheder tjener den til at bryde de arbejderesmodstandskraft, der, har regelmæssigt arbejde, ogtil at holde deres løn nede. »Jo større densamfundsmæssige rigdom er..., desto større er denrelative overskudsbefolkning eller industrielle reservearme. Men jostørre denne reservearme er i forhold til den aktive,regelmæssigt beskæftigede arbejderarme, desto umådeligereer den faste overskuds-befolkning eller de arbejderlag, hviselendighed står i omvendt forhold til deres slid. Jo størrearbejderklassens lazarus-lag og den industrielle reservearme er,desto større er den officielle pauperisme. Dette er denabsolutte, almindelige lov for den kapitalistiske akkumulation«(s. 631) [4] .

Dette er nogle af det moderne,kapitalistiske samfundssystems hovedlove, som er strengtvidenskabeligt bevist, og som de officielle økonomer nok skalvogte sig for blot at forsøge at gendrive. Men er dermedalt sagt? På ingen måde. Ligeså skarpt som Marxfremhæver de dårlige sider ved den kapitalistiskeproduktion, ligeså klart påviser han, at dennesamfundsmæssige form var nødvendig for at udviklesamfundets produktivkræfter til et niveau, muliggøre enensartet menneskeværdig udvikling for alle medlemmer afsamfundet. Dertil var alle tidligere samfundsformer for fattige.Først den kapitalistiske produktion skaber de rigdomme og deproduktivkræfter, som er nødvendige dertil, men denskaber også samtidig i de undertrykte arbejdermasser densamfundsklasse, som mere og mere tvinges til at gøre krav pådisse rigdomme og produktivkræfter til fordel for helesamfundet – i stedet for som nu for en monopolitisk klasse.


Noter

[1]: Sidetallet henviser til 1. oplag af »Kapitalen«, bd. 1, Hamburg 1867. Se »Kapitalen«, 8. kap., pkt. 2. — Red.

[2]: Dvs. i 1867. - Red.

[3]: Sidetallet henviser til 1867-udgaven; se »Kapitalen«, 23. kap., pkt. 1. - Red.

[4]: Sidetallet henviser til 1867-udgaven; se »Kapitalen«, 23. kap., pkt.4. - Red.


"Kapitalen" af Marx

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere