Tilbage
Revolutionen forrådt
Næste

3. Socialismen og staten

1. Overgangsstyret.

Er det sandt, som de officielle myndigheder påstår, at socialismen allerede er realiseret i Sovjetunionen? Og hvis det ikke er det, har de opnåede succeser da i det mindste givet sikkerhed for, at den vil blive realiseret inden for de nationale grænser, uden hensyn til begivenhedernes forløb i den øvrige verden? Den forudgående kritiske vurdering af hovedtrækkene i den sovjetiske økonomi bør danne et udgangspunkt for en korrekt besvarelse af dette spørgsmål, men vi vil alligevel på forhånd komme med nogle teoretiske bemærkninger.

Marxismen går ud fra den tekniske udvikling som hoveddrivkraften til fremskridtet og bygger det kommunistiske program på dynamikken i de produktive kræfter. Hvis man tænker sig, at en eller anden kosmisk katastrofe vil ødelægge vores planet i en temmelig nær fremtid, må man naturligvis forkaste det kommunistiske perspektiv sammen med meget andet. Men når man ser bort fra denne trods alt problematiske fare, er der ikke det mindste videnskabelige grundlag for på forhånd at sætte nogen grænse for vore tekniske, produktive og kulturelle muligheder. Marxismen er gennemtrængt af fremskridtsoptimisme, og alene det sætter den i øvrigt i et uforsonligt modsætningsforhold til religionen.

Den materielle forudsætning for kommunismen må være en så høj udvikling af de økonomiske kræfter, at det produktive arbejde, efter at have ophørt at være en byrde, ikke behøver nogen spore, og at fordelingen af livsgoderne, som da vil findes i rigelig mængde, ikke nødvendiggør nogen kontrol – som det ikke gør i dag i en velstillet familie eller et "pænere" pensionat – bortset fra den, som opdragelse, vaner og social bevidsthed giver. For at sige det rent ud, synes jeg, det ville være temmelig tåbeligt at betragte et så virkeligt beskedent perspektiv som "utopisk".

Kapitalismen har frembragt betingelserne og kræfterne til den sociale revolution: teknikken, videnskaben og proletariatet. Den kommunistiske struktur kan imidlertid ikke uden videre afløse det borgerlige samfund. Den materielle og kulturelle arv fra fortiden er helt utilstrækkelig hertil. I de første stadier kan arbejderstaten endnu ikke tillade enhver at arbejde "efter sine evner" – det vil sige, så meget som han kan og ønsker at gøre – og den kan heller ikke lønne enhver "efter hans behov", uden hensyn til det arbejde, han udfører. For at forøge de produktive kræfter er det nødvendigt at gribe til de sædvanlige lønningsmåder – det vil sige, at fordele livsgoder i forhold til kvantiteten og kvaliteten af den enkeltes arbejde.

Marx kaldte dette første stadium af det nye samfund for "det laveste stadium i kommunismen", til forskel fra det højeste, hvor de sidste rester af nødens spøgelse vil forsvinde sammen med den materielle ulighed. I denne betydning stiller man ofte socialismen og kommunismen i modsætning til hinanden som det lavere og det højere stadium i det nye samfund. "Vi har naturligvis endnu ikke fuldstændig kommunisme," siger den nuværende officielle sovjetteori, "men vi har allerede opnået socialismen – det vil sige det laveste stadium i kommunismen." Som bevis på dette fremfører de statstrusternes magtstilling i industrien, kolkhoserne inden for landbruget og de statslige og kooperative foretagender i handelen. Ved første øjekast svarer dette fuldstændigt til Marx' a priori, og derfor hypotetiske, skema. Men det er øjensynligt for en marxist, at dette spørgsmål ikke er udtømt ved en betragtning over ejendomsformerne uden hensyn til den opnåede arbejdsproduktivitet. Ved kommunismens laveste stadium mente Marx i hvert fald et samfund, der lige fra begyndelsen står på et højere økonomisk udviklingstrin end den mest fremskredne kapitalisme. Teoretisk er en sådan opfattelse rigtig, for taget i verdensmålestok er kommunismen, selv på sit begynderstadium, ensbetydende med et højere udviklingstrin end bourgeoisisamfundet. Endvidere ventede Marx, at franskmændene ville begynde den sociale revolution, tyskerne fortsætte den og englænderne fuldende den. Russerne lod Marx langt tilbage i rækken. Men denne udtænkte rækkefølge blev væltet af kendsgerningerne. Den, der nu forsøger mekanisk at anvende Marx' universelle historieopfattelse på det specielle tilfælde, som Sovjetunionen i dets givne udviklingsstadium er, vikler sig straks ind i håbløse modsigelser.

Rusland var ikke det stærkeste, men det svageste led i kapitalismens kæde. Sovjetunionen i dag rager ikke op over verdensøkonomiens niveau, men forsøger kun at indhente de kapitalistiske lande. Hvis Marx kaldte det samfund, som skulle opbygges på basis af socialiseringen af de produktive kræfter i den tids mest fremskredne kapitalisme, for kommunismens laveste stadium, så lader denne betegnelse sig øjensynlig ikke anvende på Sovjetunionen, som endnu i dag er væsentlig fattigere med hensyn til teknik, kultur og livsgoder end de kapitalistiske lande. Det ville derfor være rigtigere at kalde det nuværende sovjetstyre med alle dets modsætninger, ikke et socialistisk styre, men et forberedende styre under overgangen fra kapitalisme til socialisme.

Der er ikke spor af pedanteri i denne omhu for terminologisk nøjagtighed. Et samfunds styrke og stabilitet bestemmes i det lange løb af sin relative arbejdsproduktivitet. En socialistisk økonomi, der besad en teknik, der var den kapitalistiske overlegen, ville være fuldkommen sikret i sin socialistiske udvikling – automatisk, så at sige – noget, man desværre endnu er helt ude af stand til at sige om den sovjetiske økonomi.

De fleste af de vulgære forsvarere af Sovjetunionen, sådan som den er, er tilbøjelige til at ræsonnere omtrent således: selv om man indrømmer, at det nuværende sovjetsamfund endnu ikke er socialistisk, må en yderligere udvikling af de produktive kræfter på det nuværende grundlag før eller senere alligevel føre til socialismens fuldstændige triumf. Altså bliver der kun tale om tid. Og lønner det sig at lave ståhej for det? Hvor overbevisende et sådant argument end kan synes ved første øjekast, er det i virkeligheden yderst overfladisk. Tiden er på ingen måde nogen sekundær faktor, når der er tale om historiske processer. Det er langt farligere at sammenblande nutiden og fremtiden i politik end i grammatik. Udvikling består langtfra, som vulgære evolutionister af Webbs type indbilder sig, i en stadig akkumulation og et bestandigt "fremskridt" af det bestående. Den har sine overgange fra kvantitet til kvalitet, sine kriser, spring og tilbagefald, Det er netop derfor, at Sovjetunionen, der langtfra har nået socialismens første stadium, med et afbalanceret produktions- og fordelingssystem, ikke gennemgår en harmonisk, men modsætningsrig udvikling. Økonomiske modsætninger frembringer sociale spændinger, som igen former deres egen logik, uden at afvente en yderligere vækst af de produktive kræfter. Vi har lige set, hvor sandt dette var i tilfældet med kulakken, som ikke havde noget ønske om at "vokse" gradvis ind i socialismen, og som til bureaukratiets og dets ideologers overraskelse krævede en ny og supplerende revolution. Ønsker bureaukratiet, i hvis hænder magten og velstanden er koncentreret, selv at vokse fredeligt ind i socialismen? Det kan man sikkert have sine tvivl om. Det vil i hvert fald være letsindigt at stole på bureaukratiets ord herom.

Det er umuligt i dag at give et endeligt og uigenkaldeligt svar på spørgsmålet om, i hvilken retning de økonomiske modsætninger og sociale spændinger i sovjetsamfundet vil udvikle sig i løbet af de næste tre, fem eller ti år. Resultatet vil afhænge af de levende, sociale kræfters kamp – ikke i national, men i international målestok. Ved hvert nyt stadium er det derfor nødvendigt at foretage en konkret analyse af de øjeblikkelige forhold og tendenser i deres sammenhæng og stadige vekselvirkning. Vi skal nu se betydningen af en sådan analyse i problemet sovjetstaten.

2. Program og virkelighed.

Lenin så ligesom Marx og Engels det væsentligste træk i proletariatets revolution deri, at den, efter at have eksproprieret udbytterne, indså nødvendigheden af at undertrykke det bureaukratiske apparat, der havde anbragt sig over samfundet – og fremfor alt, også over politiet og den stående hær. "Proletariatet behøver en stat – det kan man høre alle opportunister gentage," skrev Lenin i 1917, to måneder før magtovertagelsen, "men de, opportunisterne, glemmer at tilføje, at proletariatet kun behøver en døende stat – det vil sige, en stat, der er således opbygget, at den straks begynder at dø væk og ikke kan lade være med at dø væk.". Denne kritik var på daværende tidspunkt rettet imod reformistiske socialister af typen russiske mensheviker, engelske fabianere etc. Denne kritik vender sig nu med fordoblet kraft mod sovjettilbederne med deres dyrkelse af en bureaukratisk stat, der ikke på nogen måde har til hensigt at "dø væk".

Det sociale behov for et bureaukrati opstår i alle de situationer, hvor der findes skarpe modsætningsforhold, som det gælder om at "mildne", "tilpasse" og "regulere" (altid i de privilegeredes, de besiddendes interesse, og altid til fordel for bureaukratiet selv). Gennem alle borgerlige revolutioner, lige meget hvor demokratiske de har været, er der sket en styrkelse og en udvikling af det bureaukratiske apparat. "Embedsvæsenet og den stående hær," skriver Lenin, "er snyltere på det borgerlige samfundslegeme, snyltere skabt af de indre modsætninger, men dog snyltere, der tilstopper organismens porer."

For at begynde med 1917, d. v. s. fra det øjeblik partiet stod over for magtovertagelsen som et praktisk problem, beskæftigede Lenin sig bestandig med tanken om at likvidere denne "snylter". Efter de udbyttende klassers nederlag, gentager og forklarer han i hvert kapitel af Staten og revolutionen, vil proletariatet sønderslå det gamle bureaukratiske maskineri og skabe sit eget apparat af funktionærer og arbejdere. Og det vil tage forholdsregler til at forhindre, at de udvikler sig til bureaukrater, "forholdsregler der er nøje analyseret af Marx og Engels: 1) ikke bare valgbarhed, men også afsættelighed til enhver tid, 2) en aflønning der ikke ligger over arbejdernes, 3) snarlig overgang til et styre, hvor alle skal udføre funktioner med kontrol og tilsyn, sådan at alle for en tid bliver "bureaukrater", og hvor derfor ingen kan blive bureaukrater." Man må ikke tro, at Lenin her talte om opgaver der lå 10 år ude i fremtiden. Nej, det skulle være det første skridt, som "vi kan og må tage, når den proletariske revolution er fuldført."

Det samme dristige syn på staten under proletariatets diktatur fandt sit endelige udtryk halvandet år efter erobringen af magten i bolshevikernes program, særlig i afsnittet om hærens stilling. En stærk stat, men uden mandariner; væbnet magt, men uden samuraier! Det er ikke forsvarsopgaverne, der skaber et militær- og statsbureaukrati, det er samfundets klassestruktur, der overføres til forsvarets organisation. Hæren er kun en kopi af de sociale forhold. Kampen mod farer fra udlandets side nødvendiggør naturligvis, såvel i arbejderstaten som i andre, en speciel militærteknisk organisation, men ikke under nogen omstændighed en privilegeret officerskaste. Proletariatets diktaturs styre ophører således fra selve begyndelsen med at være en "stat" i ordets gamle betydning, d. v. s. et specielt apparat til at tvinge folkets flertal til at lystre. De materielle magtmidler og våbnene skal direkte og med det samme overgå til arbejdernes organisationer såsom sovjetterne. Staten i dens betydning af et bureaukratisk apparat begynder at dø bort fra den første dag under proletariatets diktatur. Sådan lyder partiprogrammets røst, og den er indtil i dag ikke blevet ugyldig. Noget besynderligt noget! Det lyder som en røst fra det hinsides, som en stemme fra et mausoleum.

Hvordan man nu end vil fortolke den nuværende sovjetstats natur, er dog een ting hævet over enhver tvivl: ved slutningen af dens andet tiår er den ikke blot ikke døet væk, den er ikke engang begyndt at "dø væk". Ja, hvad der er værre, den er vokset til et hidtil uhørt tvangsapparat. Bureaukratiet er ikke alene ikke forsvundet for at give plads til masserne, det er blevet en ukontrolleret magt, der behersker masserne. Hæren er ikke alene ikke blevet afløst af et væbnet folk, men har frembragt en privilegeret officerskaste, med marskaller i toppen, mens folket, "de væbnede bærere af diktaturet" i Sovjetunionen, ikke engang må bære blanke våben. Selv med en stor anspændelse af sin fantasi er det vanskeligt at forestille sig en kontrast, der er mere slående end den, der findes mellem Marx, Engels og Lenins planer for arbejderstaten, og den virkelige stat, der nu ledes af Stalin. Alt imens de fortsætter med at udgive Lenins værker (naturligvis kun i uddrag og med censurens forfalskninger), rejser de nuværende ledere og deres ideologiske repræsentanter ikke engang spørgsmålet om årsagerne til en så skrigende modsætning mellem program og virkelighed. Vi vil prøve at gøre det for dem.

3. Arbejderstatens karakter af dobbelthed.

Proletariatets diktatur er en bro mellem det borgerlige og det socialistiske samfund. Efter selve sit væsen er det derfor af foreløbig karakter. En biopgave for staten, der udøver diktaturet, men en meget vigtig, består i at forberede sig på at afskaffe sig selv. Den grad, denne biopgave gennemføres i, er på en vis måde en målestok for, hvordan den har løst sin hovedmission: opbygningen af et samfund uden klasser og materielle modsætninger. Bureaukrati og social harmoni forholder sig omvendt proportionalt til hinanden.

I sin berømte polemik mod Dühring skrev Engels: "Når klasseundertrykkelsen og kampen for den enkeltes eksistens, der skabes af det nuværende anarki i produktionen, og de konflikter og udskejelser, der er en følge af denne kamp, forsvinder, vil der ikke mere være noget at undertrykke, og der vil ikke være behov for det specielle undertrykkelsesinstrument, staten." Småborgeren betragter gendarmen som en evigt varende institution. I virkeligheden vil gendarmen kun tøjle menneskeslægten, indtil mennesket lærer at tøjle naturen. For at staten skal forsvinde, må klasseundertrykkelsen og den enkeltes kamp for tilværelsen forsvinde. Engels sammenkæder disse to betingelser til een: for 10-20 år spiller ingen rolle i det store perspektiv, hvor det drejer sig om at gå over fra det ene samfundssystem til det andet. Men sagen ser lidt anderledes ud for de generationer, der skal bære byrderne ved en revolution. Det er ganske vist rigtigt, at det kapitalistiske anarki medfører en "...alles kamp imod alle", men vanskelighederne ligger i, at socialiseringen af produktionsmidlerne ikke automatisk afskaffer "den enkeltes kamp for tilværelsen". Og det er sagens kerne.

Selv en socialistisk stat i Amerika, der var bygget op på den mest fremskredne kapitalisme, ville ikke være i stand til at skaffe alle så meget, de behøver, og den måtte derfor være tvungen til at anspore alle mest muligt for at få sat produktionen i vejret. Opgaven at virke ansporende måtte under disse omstændigheder naturligt falde på staten, som på sin side ikke kan gøre andet end at gribe til de metoder til arbejdets aflønning, der er udformet af kapitalismen, omend med forskellige variationer og lempelser. Det var præcis med det for øje, at Marx i 1875 skrev: "Bourgeoisiets love ... er uundgåelige i kommunismens første stadium, i den form hvori den efter svære fødselsveer udvikler sig af det kapitalistiske samfund. Lov og ret kan aldrig komme op på et højere udviklingstrin end samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kultur. [2] "

I sine kommentarer til disse bemærkelsesværdige linjer, siger Lenin: "Den borgerlige ret der gælder for fordelingen af forbrugsgoderne forudsætter naturligvis også en borgerlig stat, for loven er ikke andet end et instrument til at gennemtvinge overholdelsen af sine retsnormer. Heraf følger at under kommunismen vil ikke bare de borgerlige love kunne overleve en vis tid, men også en borgerlig stat – uden bourgeoisi." Denne højst betydningsfulde konklusion, der helt ignoreres af de nuværende officielle teoretikere, har en afgørende betydning for forståelsen af sovjetstatens natur, eller mere korrekt, for en første begyndelse til en sådan forståelse. For så vidt den stat, der tilstræber en socialistisk omdannelse, er nødt til at forsvare uligheden, d. v. s. et mindretals materielle privilegier, ved tvangsmetoder, vil den selvfølgelig vedblive at være en "borgerlig stat", selv uden et bourgeoisi. Disse ord indeholder hverken ros eller dadel, de nævner blot tingene ved deres rette navne.

De borgerlige normer for fordeling burde, ved at fremskynde væksten af de materielle kræfter, tjene de socialistiske mål. Men staten antager umiddelbart lige fra begyndelsen en dobbeltkarakter: den er socialistisk for så vidt den forfægter samfundets ejendomsret til produktionsmidlerne, og den er borgerlig for så vidt den foretager livsgodernes fordeling efter kapitalistiske retningslinjer, med alle de deraf flydende konsekvenser. En sådan modsætning vil måske forfærde de bogstavtro og ordkløverne. Vi kan kun vise dem vor medlidenhed.

Den endelige bedømmelse af arbejderstaten bør ske efter de skiftende relationer mellem dens borgerlige og dens socialistiske tendenser. Sidstnævntes sejr bør i og for sig betegne den endelige afskaffelse af gendarmvæsenet: statens overgang til et selvstyret samfund. Alene af denne grund er problemet med sovjetbureaukratiet af så umådelig betydning, både i sig selv og som symptom.

Netop fordi Lenin, i medfør af hele sit intellektuelle væsen, kunne give en yderst skarp formulering af Marx' opfattelse, formåede han at afdække kilden til de fremtidige vanskeligheder, sine egne indbefattet, selv om han ikke fik tid til at føre sine analyser igennem til enden.

"En bourgeoisistat uden et bourgeoisi" viser sig i modstrid med et ægte sovjetdemokrati. Statens dobbelte funktion kunne ikke undlade at give sig udtryk i dens struktur. Erfaringen klarlagde, hvad teorien var ude af stand til klart at forudse. Selv om "en stat af bevæbnede arbejdere" til forsvar for den socialiserede ejendom mod en borgerlig kontrarevolution var fuldt ud hensigtsmæssig, var det en helt anden sag at regulere ulighederne inden for forbrugsgodernes fordeling. De besiddelsesløse er ikke tilbøjelige til at skabe og forsvare andres ejendom. Flertallet er ikke i stand til at interessere sig for mindretallets privilegier. Til forsvaret for "de borgerlige love" var arbejderstaten tvunget til at opbygge et "borgerligt" apparat – det vil sige, det samme gamle gendarmvæsen, omend i en ny uniform.

Vi har således taget det første skridt til forståelse af de fundamentale modsætninger mellem bolshevikprogrammet og sovjetvirkeligheden. Hvis staten ikke dør væk, men tværtimod vokser sig mere og mere despotisk, hvis den arbejdende klasses tillidsmænd bliver bureaukratiserede, og sovjetbureaukratiet hæver sig over det nye samfund, skyldes det ikke nogle sekundære årsager som psykologiske rudimenter fra fortiden, o. s. v., men det er et resultat af den jernhårde nødvendighed af at skabe og støtte et privilegeret mindretal, så længe det er umuligt at garantere ægte lighed.

De bureaukratiske tendenser, der er ved at kvæle arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande, vil findes allevegne, endog efter en proletarisk revolution. Men det er indlysende; at jo fattigere det samfund er, der kommer til live efter en revolution, jo strengere og mere åbenlyst vil denne "lov" give sig udtryk, jo grovere vil de former blive, som bureaukratiet antager og jo mere farlig vil den blive for den socialistiske udvikling. Det der hindrer sovjetstaten i at dø væk eller bare at befri sig for de bureaukratiske snyltere, er slet ikke det, som Stalin hævder i sin rene og skære polititeori, det "overlevende" fra de tidligere herskende klasser, som er noget aldeles magtesløst. Hindringen består derimod af umådeligt stærkere faktorer, som materiel nød og kulturel tilbageståenhed med det deraf følgende "herredømme for de borgerlige love", på et område, der mest umiddelbart og stærkt berører ethvert menneske, kampen for at opretholde sin egen personlige tilværelse.

4. Gendarmen og den socialiserede nød.

To år før Det kommunistiske manifest skrev den unge Marx: [3] "En udvikling af de produktive kræfter er en ubetinget nødvendig praktisk forudsætning (for kommunismen), fordi der uden den vil herske almindelig nød, og med nøden begynder kampen for tilværelsen igen, og det betyder, at al det gamle roderi atter vil vise sig." Denne tanke udviklede Marx aldrig nærmere, hvad der ikke var nogen tilfældighed: han havde aldrig forudset en proletarisk revolution i et tilbagestående land. Lenin beskæftigede sig heller ikke med den, og heller ikke det var tilfældigt. Han forudså ikke en så langvarig isolation af Sovjetunionen, som tilfældet blev. Ikke desto mindre kan dette citat, der blot er en abstrakt konstruktion af Marx, et argument for det modsatte, give os en uerstattelig teoretisk nøgle til alle sovjetstyrets helt konkrete vanskeligheder og skrøbeligheder. På den historiske baggrund af den dybeste fattigdom, der yderligere blev forværret ved ødelæggelserne under den imperialistiske krig og under borgerkrigen, var det langt fra, at "den enkeltes kamp for tilværelsen" forsvandt dagen efter bourgeoisiets fald, eller blot aftog i de følgende år. Tværtimod antog den til tider en uhørt vildskab. Er det nødvendigt at minde om, at visse distrikter to gange er blevet bragt til randen af kannibalisme?

Afstanden mellem det zaristiske Rusland og Vesten kan først nu rigtig bedømmes. Selv under de gunstigste vilkår – d. v. s. uden indre forstyrrelser og ydre katastrofer – vil endnu adskillige femårsperioder være nødvendige, inden Sovjetunionen kan opnå den økonomiske og oplysningsmæssige standard, som den kapitalistiske civilisations førstefødte nationer har anvendt århundreder på at nå frem til. Anvendelsen af socialistiske metoder på løsningen af førsocialistiske problemer – det er kernen i det nuværende økonomiske og kulturelle arbejde i Sovjetunionen.

Sovjetunionen overgår for tiden ganske vist de mest fremskredne lande på Marx' tid med sine produktivkræfter. Men for den historiske sammenligning mellem to slags samfund er det for det første ikke så meget den absolutte som den relative levestandard, der har betydning. Sovjetøkonomien står over for Hitlers, Baldwins og Roosevelts kapitalisme, ikke Bismarcks, Palmerstones eller Abraham Lincolns. [4] Og for det andet ændrer de menneskelige behovs størrelse fundamentalt karakter med den internationale tekniks udvikling. Marx' samtidige kendte ikke til biler, radio, film og flyvemaskiner. Et socialistisk samfund er imidlertid i dag utænkeligt uden fri adgang til disse goder.

"Det laveste stadium i kommunismen," begynder, for at bruge Marx' udtryksform, på det niveau, som den mest fremskredne kapitalisme er nået til. Det virkelige program for den næste femårsplan består imidlertid i "at indhente Europa og Amerika." Opbygningen af et netværk af bilveje ag asfalterede hovedveje over Sovjetunionens umådelige strækninger vil kræve mere tid og materiel end at omplante bilfabrikker fra Amerika, eller blot at erhverve deres teknik. Hvor mange år er påkrævet, inden enhver sovjetborger får mulighed for at køre bil i hvilken som helst retning, han ønsker, og uden vanskeligheder med at få fyldt benzin på undervejs? I de barbariske samfund dannede rytteren og fodgængeren to klasser. Bilen skiller ikke samfundet i klasser i mindre grad end ridehesten. Så længe selv den mest beskedne Ford hører til et mindretals privilegier, så længe lever alle de forhold og vaner videre, der kendetegner et bourgeoisisamfund. Og sammen med dem overlever ulighedens vogter, staten.

Det lykkedes som nævnt ikke Lenin, der helt tog den marxistiske teori om proletariatets diktatur som udgangspunkt, at drage alle de nødvendige konklusioner, hverken i sit hovedværk ("Staten og Revolutionen") eller i partiprogrammet, med hensyn til statens karakter i et økonomisk tilbagestående og isoleret land. Programmet forklarer bureaukratismens overleven ved massernes uvanthed med administration og ved de særlige vanskeligheder, der var en følge af krigen, og foreskriver blot politiske midler til overvindelse af "de bureaukratiske forvrængninger", (valgbarhed og afsættelighed til enhver tid for alle valgte tillidsmænd, afskaffelse af materielle privilegier, massernes aktive kontrol, o. s. v.) . Det gik ud fra, at bureaukratiet, fra at være herre, ville forvandles til et simpelt og tilmed kun midlertidigt teknisk redskab, og at staten gradvis og umærkeligt ville forsvinde fra scenen.

Denne åbenbare undervurdering af truende vanskeligheder må forklares ud fra den kendsgerning, at programmet helt og holdent var opbygget med et internationalt perspektiv. "Oktoberrevolutionen i Rusland har gennemført proletariatets diktatur ... Verdensproletariatets kommunistiske revolutions tidsalder er begyndt." Således lyder programmets indledende linjer. Ikke blot havde dets ophavsmænd ikke sat sig det mål at "opbygge socialismen i et enkelt land" denne ide var endnu ikke opstået i nogens hoved, mindst af alt i Stalins – men de berørte ikke engang spørgsmålet om, hvilken karakter sovjetstaten ville få, hvis den i blot to tiår var tvunget til i isolation at løse de økonomiske og kulturelle problemer, som de fremskredne kapitalistiske stater havde løst for så længe siden.

Efterkrigstidens revolutionære krise førte ikke til socialismens sejr i Europa. Socialdemokraterne reddede bourgeoisiet. Den periode, der for Lenin og hans medarbejdere så ud som et kort "pusterum", strakte sig ud over en hel historisk periode. De store modsætninger i Sovjetunionens sociale struktur og dens statsapparats yderst bureaukratiske natur er en direkte følge af denne enestående og "uforudsete" historiske pause, som samtidig har ført de kapitalistiske lande ind i en fascistisk eller før-fascistisk reaktion.

Mens det første forsøg på at opbygge en stat, der var renset for bureaukrati slog fejl, først og fremmest på grund af massernes uvanthed med at styre sig selv, mangel på kvalificerede arbejdere, som var hengivne over for socialismen, o. s. v., dukkede der meget hurtigt andre op efter disse øjeblikkelige vanskeligheder, og de var af dybere natur. Den reduktion af statens funktioner til "regnskab og kontrol", med en stadig indskrænkning af tvangsfunktionerne, som partiprogrammet havde forlangt, forudsatte i hvert fald en tilstand af relativ almindelig tilfredshed. Men netop denne nødvendige betingelse manglede. Der kom ingen hjælp fra Vesten. De demokratiske sovjetter viste sig tilmed besværlige, ja ligefrem utålelige, da dagens opgave var at få de priviligerede grupper til at samarbejde, dem, hvis eksistens var nødvendig for forsvaret, for hæren, for teknikken og videnskaben. Ved denne afgjort ikke "socialistiske" foranstaltning, at tage fra ti og give til en, udkrystalliserede der sig og udviklede der sig fremover en magtfuld kaste af specialister i fordeling.

Hvad er imidlertid grunden til, at den nye periodes enorme økonomiske succes ikke har ført til en udjævning, men tværtimod til en skærpelse af ulighederne, og samtidig til en yderligere vækst af bureaukratiet, sådan at der fra at være tale om en "forvrængning" nu har udviklet sig et administrativt system? Inden vi forsøger at besvare dette spørgsmål bør vi høre, hvordan de autoritative ledere af sovjetbureaukratiet selv ser på deres eget styre.

5. "Socialismens fuldstændige sejr" og "diktaturets styrkelse".

Der har været adskillige erklæringer i de senere år om socialismens "fuldstændige sejr" i Sovjetunionen – fremsat i særligt kategoriske former i forbindelse med "likvideringen af kulakkerne som klasse". Den 30. januar 1931 udtalte "Pravda" i en kommentar til en tale af Stalin: "i løbet af den anden femårsperiode vil de sidste rester af kapitalistiske elementer i vor økonomi blive likvideret." (Understregningen er vores). I dette perspektiv burde staten følgelig dø væk i løbet af samme periode, for hvor "de sidste rester" af kapitalismen er blevet likviderede, har staten ikke noget at gøre. "Sovjetmagten," hedder det i bolshevikpartiets program, "erkender åbent uundgåeligheden af klassekarakteren i enhver stat, så længe delingen af samfundet i klasser og dermed også hele statsmagten, ikke er fuldstændigt forsvundet." Når imidlertid visse uforsigtige Moskvateoretikere, som tog denne likvidering af "de sidste rester" af kapitalismen for dens pålydende, heraf forsøgte at udlede statens bortdøen, erklærede bureaukratiet straks sådanne teorier for "kontrarevolutionære".

Hvor ligger nu bureaukratiets teoretiske fejltagelse? – i forudsætningerne eller i konklusionen? Begge steder? Til de første erklæringer om "den fuldstændige sejr" svarede venstreoppositionen: "man kan ikke begrænse sig til den rent sociologisk-juridiske form for forhold, der er så umodne, fulde af modsætninger, og for landbrugets vedkommende endnu meget ustabile, og helt se bort fra det væsentligste kriterium: de produktive kræfters tilstand. Selv de juridiske former har et væsensforskelligt socialt indhold, afhængigt af hvor høj den tekniske standard er. "Loven kan aldrig stå højere end den økonomiske struktur og det kulturelle niveau, der er betinget af denne." (Marx). Sovjetiske ejendomsforhold på grundlag af den mest moderne teknik i Amerika, overført til alle [5] grene af det økonomiske liv – det ville virkelig være det første stadium af socialismen. De sovjetiske ejendomsformer med en lav arbejdsproduktivitet betyder kun et overgangsstyre, hvis skæbne historien endnu ikke har afgjort. "Er dette ikke uhyrligt?" skrev vi i marts 1932. "Landet magter ikke at befri sig for hungersnøden. Hvert øjeblik er der standsning i forsyningerne. Børn mangler mælk. Men de officielle orakler proklamerer: "landet er gået ind i den socialistiske epoke." Er det muligt på mere skadelig måde at kompromittere socialismens navn?" Karl Radek [1] , i dag et anset talerør for sovjetherskerne, imødegik disse bemærkninger i en tysk liberal avis, Berliner Tageblatt, i en særudgave, der var viet Sovjetunionen, med følgende ord, der fortjener at udødeliggøres: "Mælk er et produkt fra køer og ikke af socialisme, og man forveksler sikkert socialismen med billedet af et land, hvor floderne flyder af mælk, når man ikke kan forstå, at et land kan hæve sig til et højere udviklingsstade på et tidspunkt, hvor de brede massers materielle situation ikke hæves væsentligt." Disse linjer blev skrevet, mens en frygtelig hungernød rasede i landet.

Socialismen er en produktionsordning med planøkonomi, med det formål på bedste måde at tilfredsstille det menneskelige behov. Ellers ville den ikke fortjene navn af socialisme. Hvis man socialiserer køerne, og der er for få af dem, eller deres yvere giver for lidt, så opstår der på grund af den utilstrækkelige mælkeforsyning konflikter, mellem land og by, mellem proletariatets forskellige lag, mellem kolkhoser og enkeltbønder, mellem de arbejdende masser og bureaukratiet. Ja, det var faktisk socialiseringen af køerne der førte til, at bønderne gav sig til at nedslagte dem i massevis. De sociale konflikter, der skabtes af nødstilstanden, kan på den anden side føre til en genopståen af "hele det gamle roderi". Sådan var vort svar.

Den 7. Komintern-kongres forsikrede i en resolution af 20. august 1935 højtideligt, at af alle den nationaliserende industris sejre betød gennemførelsen af kollektiviseringen, udryddelsen af de kapitalistiske elementer og likvideringen af kulakkerne som klasse "socialismens endelige og uigenkaldelige sejr i U.S.S.R. og en styrkelse af det proletariske diktaturs stat." Med hele sin kategoriske tone er denne proklamation fra Komintern helt igennem selvmodsigende. Hvis socialismen har sejret "endeligt og uigenkaldeligt", ikke bare i princippet, men som en levende social organisation, så er en "styrkelse" af diktaturet fuldkommen meningsløs. Og på den anden side, hvis styrkelsen af diktaturet svarer til diktaturets reelle behov, så må det betyde, at socialismens sejr endnu er langt borte. Ikke bare en marxist, men enhver realistisk tænkende politiker må kunne forstå, at selve nødvendigheden af en "styrkelse" af diktaturet, d. v. s. en undertrykkelse fra regeringens side, ikke er et bevis på en sejr for en klasseløs harmoni, men for en fremvækst af nye sociale modsætninger. Hvad er grunden hertil? Det er manglen på eksistensmidler, et resultat af for lav arbejdsproduktivitet.

Lenin har karakteriseret socialismen som "sovjetmagt plus elektrificering". Denne epigrammatiske definition, hvis ensidighed skyldtes øjeblikkets propagandistiske mål, forudsatte i hvert fald det kapitalistiske elektrificeringsniveau som et udgangsminimum. I øjeblikket falder der på hver indbygger i Sovjetunionen kun 1/3 af den elektriske energi i de fremskredne lande. Tager man i betragtning, at sovjetterne har måttet afgive deres magt til et af masserne uafhængigt politisk apparat, bliver Komintern nødt til at forkynde; at socialisme er bureaukratisk magt plus en tredjedel af den kapitalistiske elektrificering.

En sådan definition ville være fotografisk korrekt, men socialisme findes der ikke i den.

I en tale til stakhanovisterne i november 1935 erklærede Stalin i overensstemmelse med forsamlingens dilettantiske formål, på en noget brysk facon: "Hvorfor kan og skal og vil socialismen nødvendigvis besejre det kapitalistiske system? Fordi den er i stand til at give en større arbejdsproduktivitet". Idet Stalin ligesom i forbigående fejer den kun 3 måneder tidligere af Komintern vedtagne resolution såvel som sine egne ofte gentagne erklæringer af vejen, taler han her om "sejr", i fremtidsudtryk: Socialismen vil besejre det kapitalistiske system, når den overgår den med hensyn til arbejdsproduktiviteten. Det er ikke bare udsagnsordenes former, men også de sociale kriterier, der skifter. Det er i hvert fald ikke let for sovjetborgeren at følge med "generallinjen".

Endelig har Stalin den 1. marts 1936 i en samtale med Roy Howard givet en ny definition af sovjetstyret. "Den samfundsorganisation som vi opbygger kan man kalde en sovjetisk, en socialistisk, ganske vist ikke en fuldendt, men en i sine rødder socialistisk samfundsorganisation". I denne bevidst vage definition er der næsten lige så mange modsigelser som ord. Samfundsorganisationen bliver kaldt "en sovjetisk, en socialistisk" organisation. Men sovjetter er en statsform, og socialisme en samfundstruktur. Disse begreber er ikke alene ikke identiske, men udfra vore synspunkter modstridende. For så vidt samfundsstrukturen bliver socialistisk, må sovjetterne forsvinde, ganske som stilladset, når huset er bygget færdigt. Stalin indfører en korrektion: socialismen er "endnu ikke fuldendt." Hvad vil det sige? Mangler der 5% eller 75%? Det fortæller de os ikke, ligeså lidt som hvad det betyder, at en samfundsform er "socialistisk i sine rødder". Mener man ejendomsformuer eller teknik? Hele det tågede i denne definition betegner i hvert fald et tilbagetog fra langt mere kategoriske formuleringer fra 1931 og 1932. Et yderligere skridt ad den samme vej ville det være at indrømme, at "rødderne" til enhver social organisationsform er produktivkræfterne, og at sovjetrødderne næppe er stærke nok til dens socialistiske stamme og dens krone: det menneskelige velfærd.


Noter

[1]: Dette var skrevet før Radeks arrestation i august 1936, anklaget for terroristisk sammensværgelse imod Sovjetunionen (anm. af overs.).

[2]: Se Marx: Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program i Kritik af Gotha-programmet. – Web-red.

[3]: I "Den tyske ideologi". Se fx Karl Marx: Den tyske ideologi. Filosofiens elendighed, Forlaget Rhodos, Kbh. 1974, s. 44. – Web-red.

[4]: I bog-teksten hedder det åbenlyst forkert: "Sovjetøkonomien skal sættes op imod Bismarcks, Palmerstones og Abraham Lincolns, og ikke Hitlers, Baldwins og Roosevelts kapitalisme." Rettet efter den engelske tekst. – Web-red.

[5]: Ordet "alle" mangler i bog-teksten. – Web-red.


Tilbage
Revolutionen forrådt
Næste

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere