VI. Naturfilosofi. Kosmogoni, fysik, kemi

I det videre forløb når vi nu frem til teorierne om, hvordan vor nuværende verden er kommet i stand.

Efter sigende var materiens universelle spredningstilstand en forestilling, som allerede de joniske filosoffer gik ud fra, men især siden Kant siges antagelsen af en urtåge at være kommet til at spille en ny rolle, hvor gravitation og varmeudstråling formidlede den gradvise dannelse af de enkelte faste himmellegemer. Vor tids mekaniske varmeteori tillader at drage langt mere be­stemte konklusioner angående tidligere tilstande i universet. Imid­lertid kan ”den gasformede spredningstilstand kun være udgangspunkt for alvorlige slutninger, hvis man på forhånd er i stand til at karakterisere det deri givne mekaniske system nærmere. Ellers forbliver ikke blot ideen faktisk ret tåget, men den oprindelige tåge bliver også under de fremadskridende konklusioner stadig tættere og mere uigennemtrængelig... indtil videre forbliver alt i det uvisse og formløse, karakteristisk for en ikke nærmere bestemt diffusionside” og således har vi ”med dette gasformede univers kun en yderst luftig teori”.

Den kantske teori om de eksisterende kloders opståen af roterende tågemasser [1] var det største fremskridt, astro­nomien har gjort siden Kopernikus. For første gang blev der rokket ved den forestilling, at naturen ikke havde en historie i tid. Indtil da gjaldt .den opfattelse, ,at himmellege­merne fra begyndelsen havde befundet sig i evigt ufor­anderlige baner og tilstande, og selv om organiske enkelt-væsner på de enkelte kloder uddøde, så ansås slægter og arter for at være uforanderlige. Ganske vist befandt na­turen sig øjensynligt i stadig bevægelse, men denne bevæ­gelse syntes at være en uophørlig gentagelse af de sam­me processer. Kant slog den første breche i denne forestilling, der nøje svarede til den metafysiske tænkemåde, og han gjorde det på en så videnskabelig måde, at de fle­ste af ham anvendte beviser har gyldighed den slag i dag. Ganske vist er den kantske teori, strengt taget, indtil nu kun en hypotese. Men det samme gælder om det koperni­kanske verdenssystem. Og siden det ved hjælp af spek­troskopet er påvist, at der eksisterer sådanne glødende gasmasser på stjernehimlen, må enhver modsigelse anses for manet i jorden og den videnskabelige opposition mod Kants teori har forholdt sig tavs. Hr. Dühring kan heller ikke forfærdige sin verdenskonstruktion uden at tage tilflugt til et sådant tågestadium, men han hævner sig, idet han kræver at man skal vise ham det mekaniske system, der hersker i denne tågetilstand, og idet han - da man ikke kan opfylde hans ønske - i mellemtiden overøser tågetilstanden med alle hånde nedsættende tillægsord. Desværre kan nutidens videnskab endnu ikke karakterisere dette system til hr. Dührings fulde tilfredshed, ligesom den heller ikke kan give svar på mange andre spørgsmål. På spørgsmålet: Hvorfor har tudserne ingen haler? kan man indtil nu kun svare: Fordi de har mistet dem. Men hvis man nu ville forivre sig og sige, at så forbliver jo alt i det uvisse og formløse, karakteristisk for en ikke nærmere bestemt ide angående tab og en yderst luftig teori, så kom vi dog ikke et skridt videre ved sådan at anlægge en moralsk målestok på naturvidenskäben. Sådanne mishagsytringer og fortrydeligheder kan man fremsætte altid og overalt, og netop derfor er det aldrig og intetsteds på sin plads at gøre det. Hvem forhindrer i øvrigt hr. Dühring i selv at finde ud af urtågens mekaniske system?

Til alt held får vi nu at vide, at den kantske tågemasse

”er langtfra at være ensbetydende med en fuldstændig identisk tilstand af verdensmediet eller, udtrykt anderledes, med den med sig selv identiske tilstand af materien".

En sand lykke for Kant, at han var godt tilfreds med at kunne gå tilbage fra de eksisterende himmellegemer til tågebolden og at han ikke så meget som drømte om mate­riens med sig selv identiske tilstand! I parentes bemærket, når den kantske tågebold i den nutidige naturvidenskab betegnes som urtåge, så skal det selvfølgelig kun forstås relativt. Den er urtåge, på den ene side som oprindelse til de eksisterende himmellegemer, på den anden side som den tidligste form af materien, vi hidtil har kunnet finde tilbage til. Hvad der aldeles ikke udelukker, men tværtimod betinger, at materien har gennemløbet en uendelig række andre former før urtågen.

Her ser hr. Dühring sit snit. Hvor vi sammen med vi­denskaben indtil videre må standse op ved den foreløbige urtåge, der hjælper hans videnskabsvidenskab ham til at nå meget længere tilbage til hin

”tilstand af verdensmediet, der ikke lader sig begribe, hverken som rent statisk i forestillingens nuværende betydning eller som dyna­misk”

dvs. at den overhovedet ikke

”lader sig begribe. Den enhed at materie og mekanisk kraft, vi be­tegner som verdensmediet, er en så at sige logisk-real formel for at karakterisere materiens med sig selv identiske tilstand som forudsætning for alle talbestemte udviklingsstadier”.

Vi er åbenbart endnu langtfra at være sluppet af med materiens med sig selv identiske urtilstand. Her betegnes den som en enhed af materie og mekanisk kraft, og dette som en logisk-real formel osv. Så snart enheden af materie og mekanisk kraft holder op, begynder altså bevægelsen.

Den logisk-reale formel er ikke andet end et bovlamt forsøg, der går ud på at gøre brug af de hegelske katego­rier ”Ansich” [i sig selv] og ”Fürsich” [for sig selv] til gavn for virkelighedsfilosofien. Hos Hegel består i [den tilstand, der kaldes] Ansich den oprindelige identitet af de uudviklede modsætninger, der er skjult i en ting, en proces, et begreb; i [den tilstand, der kaldes] Fürsich indtræder der en sondring og adskillelse af disse skjulte elementer, og kampen mellem dem begynder. Vi skal altså forestille os den ubevægelige urtilstand som enhed af ma­terie og mekanisk kraft og overgangen til bevægelse som adskillelse og modstilling af dem. Hvad vi har vundet ved det, er ikke et bevis på hin fantastiske urtilstands rea­litet, men blot dens underordning under den hegelske ka­tegori Ansich og dens lige så fantastiske ophør under den hegelske kategori Fürsich. Hegel, forbarm dig!

Materien, siger hr. Dühring, er bærer af alt virkeligt; følgelig kan der ikke findes mekanisk kraft uden for ma­terien. Endvidere er den mekaniske kraft en tilstand af materien. I urtilstanden, hvor der ikke foregik noget, var materien og dens tilstand, den mekaniske kraft, et og det samme. Siden hen, da der begyndte at foregå noget, må tilstanden vel have udskilt sig fra materien. Med sådan­ne mystiske fraser og med forsikringen om, at den med sig selv identiske tilstand hverken var statisk eller dyna­misk, hverken befandt sig i ligevægt eller i bevægelse, skal vi lade os spise af. Vi ved stadig væk ikke, hvor den

mekaniske kraft egentlig var henne i hin urtilstand, og hvordan vi uden impuls udefra, dvs. uden Gud, skal kom­me fra den absolutte ubevægelighed til bevægelsen.

Før hr. Dühring talte materialisterne om materie og be­vægelse. Han reducerer bevægelsen til den mekaniske kraft som dens angivelige grundform; dermed gør han det umuligt for sig selv at forstå den virkelige sammenhæng mellem materie og bevægelse, der for øvrigt også stod noget uklart for alle tidligere materialister. Og dog er sagen simpel nok. Bevægelsen er materiens eksistensmåde. Aldrig og intetsteds har der eksisteret eller kan der eksistere materie uden bevægelse. Bevægelse i kosmos, mekanisk bevægelse af mindre masser på de enkelte him­mellegemer, molekylesvingninger som varme eller som magnetisk eller elektrisk kraft, kemisk nedbrydelse og for­bindelse, organisk liv - hvert enkelt stofatom i verden befinder sig i hvert givet øjeblik i den ene eller anden af disse bevægelsesformer eller i flere af dem samtidigt. Al hvile, al ligevægt er relativ, har kun mening i forhold til denne eller hin bestemte bevægelsesform. Et legeme kan f.eks. på Jorden befinde sig i mekanisk ligevægt, være mekanisk set i hviletilstand; dette forhindrer imidlertid ikke, at det deltager i Jordens bevægelse og i hele solsy­stemets bevægelse, lige så lidt som det forhindrer dets mindste fysiske småpartikler i at foretage deres af tempe­raturen betingede svingninger eller dets stofatomer i at gennemgå en kemisk proces. Materie uden bevægelse er lige så utænkelig som bevægelse uden materie. Bevægelsen kan lige så lidt som selve materien skabes eller tilintetgø­res. Den ældre filosofi (Descartes) udtrykker det således, at kvantiteten af den i verden eksisterende bevægelse altid er den samme. Bevægelse kan altså ikke skabes, den kan kun overføres. Når bevægelse overføres fra et legeme til et andet, så kan man betragte den bevægelse, der sætter i gang og er aktiv, som årsag til den, der bliver sat i gang og er passiv. Den aktive bevægelse kalder vi kraft, den passive kraftytring. Herefter er det soleklart, at kraf­ten må være lige så stor som dens ytring, fordi det jo i begge tilfælde er den samme bevægelse, der fuldbyrdes.

En ubevægelig tilstand af materien viser sig altså at væ­re en af de tommeste og mest absurde forestillinger, der kan tænkes, en ren ”feberfantasi”. For at nå dertil, må man forestille sig den relative mekaniske ligevægt, hvori et legeme kan befinde sig på denne jord, som absolut hvi­le og overføre den til hele universet. Det går naturligvis lettere, hvis man reducerer den universelle bevægelse til den rent mekaniske kraft. Desuden har indskrænkningen af bevægelsen til blot mekanisk kraft den fordel, at man kan forestille sig en kraft som hvilende, som bundet, som momentant uvirksom. Hvis nemlig overførsel af bevægel­sen er en ret så indviklet proces, der indbefatter forskelli­ge mellemled - og det er meget ofte tilfældet - så kan man udsætte den endelige overførsel til et tilfældigt valgt øjeblik, idet man udelader kædens sidste led. F.eks. når man lader et gevær og forbeholder sig at vælge det øjeblik, hvor man ved at trykke på aftrækkeren fuldbyrder udladningen, overførslen af den bevægelse, der slippes fri ved afbrændingen af krudtet. Man kan altså forestille sig, at materien i dens ubevægelige med sig selv identiske tilstand var ladt med kraft som et gevær med krudt, og dette synes hr. Dühring at mene med enheden af materie og mekanisk kraft, hvis han overhovedet mener noget med det. Denne forestilling er imidlertid absurd, fordi den på universet overfører en tilstand og opfatter den som abso­lut, når den dog ifølge sin natur kun er relativ og på et givet tidspunkt kun kan gælde for en del af materien. Men selv om vi ser bort herfra, så består fortsat den vanskelighed, for det første, hvordan verden kom til at være ladt, idet geværer jo nu om stunder ikke lader sig selv, og for det andet, hvis finger det var, der trykkede på aftrækkeren? Vi kan vende og dreje os, som vi lyster, under hr. Dührings ledelse kommer vi altid tilbage til - Guds finger.

Fra astronomien går vor virkelighedsfilosof over til me­kanikken og fysikken, og han beklager sig over, at den mekaniske varmeteori i en hel menneskealder siden op­dagelsen ikke er kommet ret meget længere end dertil, hvor Robert Mayer lidt efter lidt havde bragt den. Desuden siges hele sagen fortsat at være ret så dunkel;

vi må ”atter og atter minde om, at der med materiens bevægelsestilstande også er givet statiske forhold, og at disse sidstnævnte ikke kan måles i mekanisk arbejde... når vi tidligere har betegnet moder Natur som en stor arbejderske og nu tager dette udtryk bogstaveligt, så må vi desuden tilføje, at de med sig selv identiske tilstande og hvilende forhold ikke repræsenterer mekanisk ar­bejde. Vi savner altså atter broen fra det statiske til det dynami­ske, og hvis den såkaldte latente varme fortsat fungerer som an­stødssten [Anstossj [2] ] for teorien, så må vi også her erkende en mangel, der mindst af alt burde fornægtes i de kosmiske udlæg­ninger”.

Hele denne orakelagtige sniksnak er igen ikke andet end et udslag af den onde samvittighed, der meget vel føler, at den er uhjælpeligt kørt fast i sit forsøg på at frembrin­ge bevægelse af den absolutte ubevægelighed og alligevel skammer sig over at appellere til den eneste frelser, nemlig ham, der skabte himlen og jorden. Når man ikke engang i mekanikken, indbefattet varmemekanikken, kan finde broen fra det statiske til det dynamiske, fra ligevægt til bevægelse, hvordan skulle da hr. Dühring være forpligtet til at finde en bro fra sin ubevægelige tilstand til bevægelsen? Og dermed er han da heldigvis ude af den knibe.

I den sædvanlige mekanik er broen fra det statiske til det dynamiske - impulsen udefra. Når en sten, der vejer 50 kg, bliver løftet ti meter op og ophængt frit, så den bliver hængende der i en med sig selv identisk tilstand og et hvilende forhold, så måtte man henvende sig til et pub­likum af rene pattebørn, hvis man ville påstå, at dette legemes nuværende position ikke repræsenterer mekanisk arbejde, eller at dets afstand fra den tidligere position ikke kan måles i mekanisk arbejde. Enhver forbipasserende vil uden videre gøre det begribeligt for hr. Dühring, at stenen ikke af sig selv er kommet op til strikken, og den første den bedste håndbog i mekanik kan fortælle ham, at stenen, hvis man slipper den, i faldet vil præste­re lige så meget mekanisk arbejde som det har kostet at løfte den de ti meter op. Selv den simple kendsgerning, at stenen hænger deroppe, repræsenterer mekanisk arbejde, for når den har hængt længe nok, vil strikken knække, når den som følge af kemisk nedbrydning ikke længere er stærk nok til at bære stenen. Til sådanne enkle grundformer - for nu at tale med hr. Dührings egne ord - kan imidlertid alle mekaniske processer reduceres, og den in­geniør er endnu ikke født, der ikke kan finde broen fra det statiske til det dynamiske, så længe han bare råder over tilstrækkelig impuls.

Det er ganske vist en hård nød og en bitter pille for vor metafysiker, at bevægelsen skal finde sin målestok i sin modsætning, i hvilen. Det er jo en skrigende modsi­gelse, og enhver modsigelse er - ifølge hr. Dühring - en absurditet. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at den hængende sten repræsenterer en bestemt mængde mekanisk bevægelse, der kan måles nøjagtigt ved stenens vægt og dens afstand fra jordoverfladen og anvendes på forskellig vis - f.eks. ved direkte fald, ved glidning på et skråplan, ved omdrejning af en aksel - og det gør et ladt gevær ligeledes. For den dialektiske opfattelse frembyder det ingen vanskelighed at bevægelsen kan udtryk­kes i sin modsætning, i hvilen. For den er hele modsætnin­gen kun relativ, som vi har set; absolut hvile, ubetinget ligevægt eksisterer ikke. Den enkelte bevægelse stræber mod ligevægt, den totale bevægelse ophæver atter ligevægten. Således er hvile og ligevægt, hvor de optræder, resultat af en begrænset bevægelse, og det er en selvfølge, at denne bevægelse kan måles ved sit resultat, kan udtrykkes i re­sultatet, og at den i den ene eller anden form atter kan frembringes af resultatet. Men hr. Dühring kan selvfølgelig ikke stille sig tilfreds med en så simpel fremstilling af sagen. Som god metafysiker skaber han først en gabende kløft mellem bevægelse og ligevægt, hvor den i virkelighe­den slet ikke eksisterer, og så undrer han sig bagefter, når han ikke kan finde en bro over denne egenhændigt fabri­kerede kløft. Han kunne lige så godt bestige sin metafysi­ske Rosinante og jage efter den kantske ”Ding an sich” [tingen i sig selv, det uerkendelige], thi det er denne og ikke andet, der til syvende og sidst gemmer sig bag den­ne ikke eksisterende bro.

Men hvordan står det til med den mekaniske varmeteo­ri og den bundne eller latente varme, der fortsat funge­rer som anstødssten for teorien?

Når man ved hjælp af varme forvandler et pund is af frysepunktstemperatur og ved normalt lufttryk til et pund vand af samme temperatur, så forsvinder der en varme-mængde, der ville være tilstrækkelig til at opvarme det samme pund vand fra 0 til 79 4/10° Celsius eller til at opvarme 79 4/10 pund vand til 1 grad. Hvis man opvar­mer dette pund vand til kogepunktet, altså til 100° og forvandler det til damp af samme temperatur, så forsvinder der, indtil det sidste vand er forvandlet til damp, en næsten syv gange større varmemængde, nok til at forøge tem­peraturen af 537 2/10 pund vand med 1 grad. [3] Denne forsvundne varme kalder man latent eller bunden varme. Hvis man ved afkøling atter forvandler dampen til vand og vandet til is, så bliver den samme varmemængde, der før blev bundet, atter fri, dvs. varmen kan føles og måles. Når varme frigøres ved fortætning af damp og frys­ning af vand, så er årsagen den, at dampen, når den afkø­les til 100°, kun lidt efter lidt bliver til vand, og at en vandmængde på frysepunktstemperatur kun langsomt forvandles til is. Dette er kendsgerninger. Spørgsmålet er nu: Hvad bliver der af varmen, mens den er bunden?

Ifølge den mekaniske varmeteori består varme i en ef­ter temperatur og aggregattilstand stærkere eller svagere svingning af legemernes mindste fysikalsk virksomme dele (molekyler), en svingning, der efter omstændighederne kan slå om i en hvilken som helst anden form for bevægelse. Denne teori forklarer sagen således, at den forsvundne varme har udført et arbejde, er omsat i udført arbejde. Ved isens smeltning er den snævre, faste indbyrdes sam­menhæng mellem de enkelte molekyler blevet ophævet og forvandlet til en løs sammenhobning; ved vandets fordampning på kogepunktet er der indtrådt en tilstand, hvor de enkelte molekyler slet ikke udøver nogen mærkbar indflydelse på hinanden og under påvirkning af varmen flyver de endog fra hinanden i alle retninger.

Nu er det klart, at et legemes enkelte molekyler er begavet med en langt større energi i gasformet tilstand end i flydende, og i flydende mere end i fast tilstand. Den bundne varme er altså ikke forsvundet, den er simpelt hen blevet forvandlet og har antaget form af molekylær spændkraft. Så snart den betingelse ikke længere er til stede, hvorunder de enkelte molekyler kunne bevare denne absolutte eller relative frihed i forhold til hinanden, så snart nemlig tempe­raturen falder under et minimum af henholdsvis 100° og 0°, bliver denne energi sluppet løs, molekylerne klemmer sig atter sammen med den samme kraft, hvormed de tidli­gere blev revet fra hinanden. Og denne kraft forsvinder, men blot for igen at optræde som varme, tilmed som nøj­agtig den samme kvantitet varme, der førhen var bun­den. Denne forklaring er naturligvis en hypotese, ligesom hele den mekaniske varmeteori, for så vidt ingen nogen sinde har set et molekyle, endsige et svingende molekyle. Netop derfor er den antageligvis fuld af mangler, ligesom hele den endnu meget unge teori, men den kan i det mindste forklare processens forløb uden at komme i modstrid med den tese, at bevægelse hverken kan tilintetgø­res eller skabes, og den kan oven i købet gøre rede for, hvor varmen bliver af under denne forvandling. Den la­tente eller bundne varme er derfor ingenlunde en anstødssten for den mekaniske varmeteori. Tværtimod leverer denne teori for første gang en rationel forklaring på pro­cessen; det kan allerhøjst blive en anstødssten, at fysiker­ne fortsætter med at betegne den varme, der er forvandlet til en anden form for molekylær energi, med det forældede og misvisende udtryk ”bunden” varme.

Altså repræsenterer de med sig selv identiske tilstande og hvilende forhold, nemlig den faste, den flydende og den gasformede aggregattilstand, netop mekanisk arbejde, for så vidt mekanisk arbejde er varmens målestok. Såvel den faste jordskorpe som oceanernes vand repræsenterer i deres nuværende aggregattilstand en ganske bestemt kvan­titet frigjort varme, som selvfølgelig svarer til en lige så bestemt mængde mekanisk kraft. Ved overgangen fra den gaskugle, hvoraf Jorden er opstået, til den flydende og siden hen til en overvejende fast aggregattilstand er et bestemt kvantum molekylær energi i form af varme blevet udstrålet i verdensrummet. Den vanskelighed, hr. Dühring så hemmelighedsfuldt ymter om, eksisterer altså slet ikke, og selv ved den kosmiske anvendelse støder vi intetsteds på teoretisk uovervindelige forhindringer, men måske nok på mangler og huller, som skyldes vore ufuldkomne er­kendelsesmidler. Broen fra det statiske til det dynamiske er altså også her impulsen udefra - afkøling eller opvarm­ning, forårsaget af andre legemer, som indvirker på den genstand, der befinder sig i ligevægt. Jo længere vi trænger ind i den dühringske naturfilosofi, desto umuli­gere forekommer alle hans forsøg på at forklare bevægel­sen ud fra ubevægeligheden eller at finde den bro, ad hvilken det rent statiske, hvilende, af sig selv kan komme til det dynamiske, til bevægelsen.

Hermed er vi altså heldigvis for en stand sluppet af med den med sig selv identiske urtilstand. Hr. Dühring går nu over til kemien og afslører ved denne lejlighed tre hidtil af virkelighedsfilosofien udfundne bestandighedslove i na­turen for os, nemlig følgende:

1. den almene materies størrelsesomfang, 2. de enkelte (kemiske) elementers ditto og 3. den mekaniske krafts ditto er uforan­derlige.

Med andre ord: materien kan ikke skabes og ikke tilin­tetgøres, det samme gælder for dens enkelte bestanddele, såfremt den har sådanne, og for bevægelsen. Alle disse gamle og særdeles velkendte kendsgerninger, højst util­strækkeligt formuleret - det er det eneste virkelig positi­ve, hr. Dühring er i stand til at byde os som resultat af sin naturfilosofi for den uorganiske verden. Alt sammen ting, vi længe har vidst. Hvad vi derimod ikke har vidst, det er: at det drejer sig om ”love for naturens bestan­dighed” og som sådanne ”skematiske egenskaber ved tingenes system”. Det går os som tidligere i forbindelse med Kant: hr. Dühring tager en eller anden almindelig kendt anekdote, påklistrer en dühringsk etiket, og kalder sligt:

”i bund og grund ejendommelige resultater og anskuelser... sy­stemskabende tanker... en dybt original videnskab”.

Men endnu behøver vi ikke at fortvivle. Uanset hvilke mangler den dybt originale videnskab og den bedste sam­fundsindretning måske kan opvise, så kan hr. Dühring dog hævde en ting med absolut sikkerhed:

”Det i universet forhåndenværende guld må altid have været til stede i samme mængde og kan lige så lidt som den øvrige ma­terie være blevet forøget eller formindsket".

Men desværre fortæller hr. Dühring os ikke, hvad vi kan købe for dette ”forhåndenværende guld”.

Noter

[1]: