Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

V. Naturfilosofi. Tid og rum

Vi kommer nu til naturfilosofien. Her har hr. Dühring atter al mulig grund til at være utilfreds med sine forgæn­gere.

Naturfilosofien ..sank så dybt. at den blev til forvirret pseudo­poesi, beroende på uvidenhed" og var ”hjemfalden til det prosti­tuerede filosofisteri, som det findes hos en Schelling og lignende karle, der pralede med det absoluttes præstekald og mystificerede publikum”. Træthed har reddet os alle fra disse ”vanskabninger”, men hidtil er det kun blevet til ”holdningsløshed” i stedet for; ”og hvad angår det bredere publikum, så er for dette som bekendt en stor charlatans afgang ofte blot anledning til at en mindre, men mere forretningsvant efterfølger kan gentage sin læremesters pro­duktioner under et nyt reklameskilt”. Naturforskerne selv viser ringe ”lyst til en udflugt i de verdensomspændende ideers rige” og gør sig derfor skyldige i lutter ”forfjamsket hastværk” på det teo­retiske område.

Her er hjælp i nøden yderst påkrævet, og heldigvis er hr. Dühring på pletten.

For helt at kunne værdsætte de følgende åbenbaringer om verdens udfoldelse i tiden og dens begrænsning i rum­met må vi atter gå tilbage til nogle afsnit i ”verdensske­matikken”.

Væren tilskrives nu en ny egenskab, ligeledes i overens­stemmelse med Hegel (,,Enzyklopädie", § 93), nemlig uendelighed - det Hegel kalder den slette uendelighed - og denne uendelighed undersøges nu nøjere.

”…En uendelighed, der kan tænkes uden modsigelse, får sin ty­deligste skikkelse i den ubegrænsede ophobning af tal i en talræk­ke.:. Ligesom vi til hvert tal altid kan tilføje endnu en enhed uden nogen sinde at udtømme muligheden for at tælle videre, så følger efter hver af værens tilstande endnu en, og uendeligheden består i den uindskrænkede frembringelse af disse tilstande. Denne præ­cist tænkte uendelighed har følgelig også kun en eneste grundform og en eneste retning. For selv om det er ligegyldigt for vor tænk­ning, om vi forestiller os en modsat rettet retning for ophobningen af tilstande, så er en uendelighed, der bevæger sig baglæns, netop kun en overilet forestillingsform. Da den nemlig i virkeligheden måtte være forløbet i omvendt retning, så ville den i hver af dens tilstande have en uendelig talrække bag sig. Men dermed ville der være begået den utilladelige modsigelse at betegne en talt talræk­ke som uendelig; det fremstår altså som absurd at forudsætte me­re end en retning i uendeligheden".

Den første slutning, der må drages af denne opfattelse af uendeligheden, er, at sammenkædningen af årsag og virkning i verden engang må have haft en begyndelse:

”et uendeligt antal årsager, der allerede er kædet sammen, er utænkeligt alene af den grund, at det forudsætter, at det der ikke kan tælles er talt”.

Altså er en sidste årsag påvist.

Den anden slutning er:

”loven om det bestemte antal: ophobningen af identiske enheder, af hvad art de end måtte være, kan kun tænkes i form af et be­stemt antal”. Ikke blot må det forhåndenværende antal kloder på hvert tidspunkt være et bestemt tal, men det gælder også det tota­le antal af alle i verden eksisterende mindste selvstændige dele af materien. Denne nødvendighed er den sande grund til, at ingen sammensætning kan tænkes uden atomer. Al virkelig delthed har altid en endelig bestemthed og må have den, hvis der ikke skal opstå en modsigelse, nemlig det talte utallige. Af nævnte grund må ikke blot det hidtidige antal af Jordens omløb omkring solen være bestemt - selv om det ikke kan angives - men alle perio­diske naturprocesser må have haft en eller anden begyndelse, og alle differentieringer, alle på hinanden følgende mangfoldigheder i naturen må have deres rod i en med sig selv identisk tilstand. Denne kan have eksisteret uden modsigelse fra al evighed, men også denne forestilling ville være udelukket, hvis tiden i sig selv be­stod af reale, dele og ikke tværtimod blev inddelt efter forgodtbefindende af vor forstand blot ved ideelt at sætte muligheder. Med det reale og i sig selv sondrede tidsindhold forholder det sig an­derledes; denne virkelige udfyldelse af tiden med kendsgerninger, der kan sondres, og dette områdes eksistensformer hører netop på grund af deres sondrethed til det, der kan tælles. Hvis vi tænker os en tilstand, der er uden forandringer, og hvis væren identisk med sig selv slet ikke frembyder nogen forskel i rækkefølgen, så forvandles også det mere specielle tidsbegreb til en almen ide om væren. Hvad en ophobning af tom varighed skulle betyde, er ik­ke til at se.

Så vidt hr. Dühring, og han føler sig ikke så lidt opløf­tet over betydningen af disse opdagelser. I første omgang håber han, at man ”i det mindste ikke vil anse dem for en ubetydelig sandhed”, senere hedder det imidlertid:

”Man vil erindre de yderst enkle formuleringer, hvormed vi har givet uendelighedsbegreberne og deres kritik en hidtil ukendt ræk­kevidde… de i kraft af nærværende skærpelse og uddybning så simpelt udformede elementer til en universel rum- og tidsopfattel­se".

Vi har givet! Nærværende skærpelse og uddybning! Hvem er vi, og hvor nær er det nærværende? Hvem uddy­ber og skærper?

”Tese. Verden har en begyndelse i tiden og er også indesluttet af grænser i rummet. - Bevis: Hvis man antager, at verden ikke har nogen begyndelse i tiden, så er der i verden indtil hvert givet øjeblik forløbet en evighed, dvs. der er forløbet en uendelig række af efter hinanden følgende tilstande. En rækkes uendelighed består imidlertid netop deri, at den aldrig kan afsluttes gennem successiv syntese. Altså er en uendelig udviklingsrække i fortiden umulig, følgelig er verdens begyndelse en nødvendig forudsætning for dens eksistens, hvilket først skulle bevises. - Angåen­de punkt 2 antager man atter først det modsatte. Verden skulle altså være en uendelig given helhed af samtidig eksisterende ting. Et kvantums størrelse, som ikke er givet inden for grænserne af vor anskuelse, kan vi ikke forestille os på nogen anden måde end gennem en syntese af delene eller totaliteten af et sådant kvantum gennem den fuldendte syntese eller gennem gentagen tilføjelse af en enhed til sig selv. Følgelig måtte vi, for at kunne forestille os verden som et hele, der udfylder alle rum, anse den successive syntese af alle den uendelige verdens dele for afsluttet, dvs. ved sam­mentællingen af alle samtidigt eksisterende ting måtte en uende­lig tid anses for at være forløbet, hvilket er umuligt. Følgelig kan en uendelig ophobning af virkelige ting ikke anses for et givet hele, følgelig heller ikke som samtidigt givet. Følgelig er verden ikke uendelig ifølge udstrækningen i rummet, men begrænset, hvilket var det andet` (som skulle bevises).

Disse sætninger er bogstaveligt kopieret fra en velkendt bog, der første gang udkom i 1781 og bærer titlen: ”Kritik der reinen Vernunft” [Kritik af den rene fornuft] af Im­manuel Kant, hvor alle og enhver kan læse dem i første del, anden afdeling, anden bog, andet hovedstykke, andet afsnit: ”Den rene fornufts første antinomi”. Hr. Dühring kan herefter kun gøre krav på æren for at have klistret navnet: loven om det bestemte antal, på en tanke, som Kant har udviklet, og for at have gjort den opdagelse, at der engang har været en tid, hvor der endnu ikke fandtes nogen tid, men derimod en verden. Hvad angår alt det øvrige, der i hr. Dührings redegørelse endnu bevarer en vis mening, så er ”vi” Immanuel Kant og det ”nærværende” kun 95 år gammelt. Visselig ”yderst enkelt”! En mærkværdig ”hidtil ukendt rækkevidde”!

Nu opstiller Kant imidlertid på ingen måde ovenstående sætninger som afgjort en gang for alle i kraft af hans be­visførelse. Tværtimod: på den modstående side påstår og beviser han det modsatte, nemlig at verden ikke har no­gen begyndelse i tiden og ingen begrænsning i rummet, og netop deri ser han antinomien, den uløselige modsigelse, at det ene kan bevises så vel som det andet. Folk af mindre kaliber ville måske være blevet noget betænkelige ved den kendsgerning, at ”en Kant” her var stødt på et uløseligt problem. Men det gælder ikke vor fabrikant at ”i bund og grund ejendommelige resultater og anskuelser”. Det han kan bruge af Kants antinomi, kopierer han ufor­trødent, og resten smider han væk.

Selve sagen løser sig meget enkelt. Evighed i tiden, uen­delighed i rummet består allerede på forhånd og ifølge ordenes simple mening deri, at der ikke er nogen ende til nogen af siderne, hverken fremad eller bagud, opad eller nedad, til højre eller til venstre. Denne uendelighed er no­get helt andet end en talrækkes uendelighed, fordi talrækken altid begynder med 1, med et første led. At denne forestilling om rækken ikke kan anvendes på vor genstand, viser sig straks, hvis vi anvender den på rummet. Den uendelige række overført til rummet er en linje, der trækkes ud fra et bestemt punkt i en bestemt retning mod det uendelige. Er rummets uendelighed blot tilnærmelses-vist udtrykt dermed? Tværtimod, der skal seks linjer til, trukket fra dette punkt i tredobbelt diametralt modsatte retninger, alene for at begribe rummets dimension, og vi ville altså få 6 af disse dimensioner. Kant forstod det udmærket, derfor overførte han kun indirekte, ad en omvej, sin talrække til verdens rumkarakter. Hr. Dühring derimod tvinger os til den antagelse, at rummet har 6 di­mensioner, og straks derefter kan han ikke finde ord nok til at udtrykke sin vrede over den matematiske mysticisme hos Gauss, der ikke ville nøjes med de sædvanlige tre rumdimensioner.

Anvendt på tiden har den til begge sider uendelige linje eller række af enheder en vis billedlig mening. Men hvis vi forestiller os tiden som en linje, hvor der tælles fra 1, dvs. en linje, som udgår fra et bestemt punkt, så siger vi dermed på forhånd, at tiden har en begyndelse. Vi forudsætter det, vi netop skulle bevise. Vi tillægger tidens uen­delighed en ensidig, halv karakter; men en ensidig, en halveret uendelighed er også en modsigelse i sig selv, netop det modsatte af ”en tænkt uendelighed uden modsi­gelse”. Vi kan kun komme ud over denne modsigelse, hvis vi antager, at det et-tal, hvormed vi begynder talrækken, er et vilkårligt valgt et-tal i rækken, et vilkårligt valgt punkt på linjen, og at det er ligegyldigt for linjen eller rækken, hvor vi lægger dem.

Men modsigelsen i den ”uendelige talrække, der tælles”? Vi vil være i stand til at undersøge det nærmere, så snart hr. Dühring har vist os det kunststykke faktisk at tælle den. Når han har præsteret at tælle fra -∞ XX [minus uendelig] til nul, så kan han stille igen. Det er jo klart, at lige meget, hvor han begynder at tælle, lader han en uendelig række bag sig og sammen med den den opgave, han skal løse. Han bør vende sin egen uendelige række 1+2+3+4... om og prøve fra den uendelige ende atter at tælle til 1; det er øjensynligt et forsøg fra en persons side, der slet ikke fatter, hvad det hele drejer sig om. Mere endnu. Når hr. Dühring påstår, at den forløbne tids uen­delige række er talt, så påstår han dermed, at tiden har en begyndelse, for ellers kunne han jo slet ikke begynde ”at tælle”. Igen indsmugler han altså som forudsætning netop det, han skal bevise. Forestillingen om den uendelige ræk­ke, der er talt, med andre ord, den verdensomspændende lov om det bestemte antal er en contradictio in adjecto, den indeholder en modsigelse i sig selv, og denne modsi­gelse er en absurd modsigelse.

Så meget er klart: den uendelighed, der har en ende, men ingen begyndelse, er hverken mere eller mindre uen­delig end den, der har en begyndelse, men ingen ende. Den mindste dialektiske indsigt måtte have fortalt hr. Dühring, at begyndelse og ende hører lige så nødvendigt sammen som nordpol og sydpol, og hvis man udelader enden, så bliver begyndelsen netop til enden - den ene ende, som rækken har - og omvendt. Hele fejltagelsen ville være utænkelig uden den matematiske skik at operere med uendelige talrækker. Fordi man i matematikken må gå ud fra det bestemte, det endelige, for at komme til det ubestemte, det uendelige, derfor må alle matematiske rækker, positive eller negative, begynde med 1, ellers kan man ikke regne med dem. Men matematikerens ideelle behov er aldeles ikke nogen tvingende lov for den reale verden.

For øvrigt vil det aldrig lykkes for hr. Dühring at forestille sig den virkelige uendelighed uden modsigelse. Uendeligheden er en modsigelse og fuld af modsigelser. Det er allerede en modsigelse at tænke sig en uendelighed sammensat af lutter endelige størrelser, og dog er det tilfældet. Den materielle verdens begrænsethed fører til modsigelser, ikke mindre end dens ubegrænsethed, og ethvert forsøg på at fjerne disse modsigelser fører, som vi har set, til nye og værre modsigelser. Netop fordi, uende­ligheden er en modsigelse, er den en uendelig proces, der foregår uden ende i tid og ruin. Modsigelsens ophævelse ville være uendelighedens ende. Det har allerede Hegel ganske rigtigt indset, og derfor behandler han de herrer, der grubliserer over denne modsigelse, med velfortjent foragt.

Lad os gå videre. Tiden skal altså have haft en begyn­delse. Hvad var der før denne begyndelse? Verden, der befandt sig i en uforanderlig, med sig selv identisk tilstand. Og da der i denne tilstand ikke kan følge foran­dringer efter hinanden, så forvandler også det mere spe­cielle tidsbegreb sig til en mere almen ide om væren. For det første, så kommer det os slet ikke ved, hvilke begre­ber der forvandler sig til hvad i hr. Dührings hoved. Det drejer sig ikke om tidsbegrebet, men om den virkelige tid, som hr. Dühring ikke så billigt kan slippe af med. For det andet kan tidsbegrebet forvandle sig nok så meget til en mere almen ide om væren, det bringer os ikke et skridt videre. Grundformerne for al væren er rum og tid, og en væren uden for tiden er lige så meget nonsens som en væ­ren uden for rummet. Hegels ”tidløst forgangne væren” og den ny-schellingske ”uudtænkelige væren” er rationelle forestillinger sammenlignet med denne væren uden for tiden. Derfor går hr. Dühring også ret varsomt til værks: egentlig er der vel en tid, men en sådan, som man i grun­den slet ikke kan kalde tid; tiden består jo ikke i sig selv af reale dele og bliver kun af vor forstand inddelt efter forgodtbefindende - kun tid, der er udfyldt med skelnelige kendsgerninger, tilhører det målelige - hvad ophob­ning af tom varighed skal betyde, er ikke til at se. Hvad denne ophobning skal betyde, kan her være lige meget. Spørgsmålet er, om verden, i den her forudsatte tilstand, har varighed, gennemløber en tid? At der ikke kommer noget ud af at måle en sådan indholdsløs varighed, lige så lidt som ved formålsløst og uden mål at måle ud i det tomme rum - det ved vi for længst, og Hegel kalder jo netop på grund af det kedsommelige ved fremgangsmåden denne uendelighed den slette. Ifølge hr. Dühring ek­sisterer tiden kun gennem forandringen, og ikke forandringen i og gennem tiden. Netop fordi tiden er forskellig fra, uafhængig af forandringen, kan man måle den gennem forandringen, fordi der for at måle er brug for noget, der er forskelligt fra det der skal måles. Og den tid, hvori der ikke foregår forandringer, som kan iagttages, er langt fra ingen tid, det er tværtimod den rene tid, upåvirket af fremmede iblandinger, altså den sande tid, tiden som sådan. Og sandelig, hvis vi vil fatte tidsbegrebet i hele dets renhed, befriet for alle fremmede og utilbørlige iblandinger, er vi nødt til at se bort fra alle ikke her hjem­mehørende begivenheder, der foregår i tiden ved siden af eller efter hinanden - og følgelig forestille os en tid, hvor der ikke foregår noget som helst. Dermed lader vi altså ikke tidsbegrebet gå under i værens almene ide, men vi er tværtimod først nået frem til det rene tidsbegreb.

Alle disse modsigelser og umuligheder er imidlertid endnu den rene barneleg sammenlignet med den forvirring, som hr. Dühring geråder i, når han kommer til verdens begyndelsestilstand, der er identisk med sig selv. Var ver­den engang i en tilstand, hvor der absolut ikke foregik nogen forandring, hvordan kunne den så fra denne tilstand gå over til forandringen? Det absolut uforanderlige kan, især når det fra al evighed har befundet sig i denne tilstand, umuligt ved egen hjælp komme ud af denne tilstand, gå over i en tilstand med bevægelse og forandring. Den første impuls, der har sat den i bevægelse, må altså være kommet udefra, fra et sted uden for verden. Men den ”første impuls” er som bekendt kun et andet udtryk for Gud. Gud og det hinsidige, som hr. Dühring angiveligt så fermt havde afviklet i ”verdensskematikken”, genindfører han her selv, skærpet og uddybet, i naturfilosofien.

Videre. Hr. Dühring siger:

”Hvor størrelsen som egenskab tilkommer et af værens va­rige elementer, vil den i sin bestemthed forblive uforandret. Dette gælder. . . om materien og den mekaniske kraft”.

Den første sætning er, apropos, et kosteligt eksempel på hr. Dührings aksiomatisk-tautologiske veltalenhed: Hvor størrelsen ikke forandrer sig, forbliver den den samme. Altså den mængde mekanisk kraft, der nu engang er i ver­den, forbliver evigt den samme. Vi ser bort fra, at dette - for så vidt det er rigtigt - blev indset og udtalt allerede for næsten tre hundrede år siden af Descartes i filosofien, og at læren om kraftens bevarelse allerede i næsten tyve år har grasseret i naturvidenskaben; og at hr. Düh­ring, idet han begrænser denne opfattelse til den meka­niske kraft, ingenlunde forbedrer den. Men hvor var den mekaniske kraft henne på den tid, da den forandringsløse tilstand herskede? På dette spørgsmål bliver hr. Dühring hårdnakket svar skyldig.

Hvor, hr. Dühring, var dengang den evigt lige mekaniske kraft henne, og hvad foretog den sig? Svar:

”Universets oprindelige tilstand eller nærmere betegnet en for­andringsløs væren af materien, der ikke indbefatter tidsmæssige ophobninger af forandringer, er et spørgsmål, som kun den forstand kan afvise, der ser den højeste visdom i en selvlemlæstelse af sin avlekraft.”

Altså: Enten tager I ubeset min forandringsløse urtil­stand for gode varer, eller jeg, den avledygtige Eugen Düh­ring, erklærer jer for at være åndelige eunukker. Dette kan måske nok afskrække nogle. Vi andre, der allerede har nogle eksempler på hr. Dührings avlekraft, kan tillade os indtil videre at lade det elegante skældsord stå ube­svaret, og vi spørger igen : Men, hr. Dühring, hvis det ikke er Dem til ulejlighed, hvordan forholder det sig med den mekaniske kraft?

Straks bliver hr. Dühring forlegen.

Visselig, stammer han, ”hin første grænsetilstands absolutte identitet leverer ikke i sig selv noget overgangsprincip. Lad os imidlertid erindre, at det i grunden forholder sig på samme måde med hvert nyt mindste led i den for os velkendte eksistenskæde. Den der altså i det foreliggende tilfælde vil rejse indvendinger, må passe på at han ikke glemmer at gøre det ved mindre iøjnefalden­de lejligheder. Desuden står den mulighed åben ved indføjelse af graduerede mellemtilstande ad kontinuitetens bro at nå bagud til et punkt, hvor vekselspillet udslukkes. Rent begrebsmæssigt hjæl­per denne kontinuitet os ganske vist ikke ud over hovedtanken, men den er grundformen for al lovmæssighed og for enhver ellers kendt overgang, så vi har ret til at benytte den også som formid­ling mellem hin første ligevægt og dens forstyrrelse. Men hvis vi altså forestillede os denne så at sige (!) ubevægelige ligevægt på samme måde som de begreber, der er tilladt i vor nutidige meka­nik, uden at der rejses særlige tvivl (!), så kunne det slet ikke forklares, hvordan materien kunne være nået til dette forandrings-spil”. Foruden massens mekanik fandtes der imidlertid også en forvandling af massebevægelse til de mindste smådeles bevægelse, men hvordan den foregår, ”for dette har vi endnu ikke noget alment princip til rådighed, og vi bør derfor ikke undre os, hvis disse processer munder lidt ud i det dunkle”.

Det er alt, hvad hr. Dühring har at sige. Og virkelig, vi måtte se den højeste visdom ikke blot i avlekraftens selvlemlæstelse, men også i blind kulsviertro, hvis vi lod os spise af med disse i sandhed jammerligt uldne undskyld­ninger og flovser. Af sig selv, det indrømmer hr. Dühring, kan den absolutte identitet ikke nå til forandring. Der findes ikke noget middel, hvorved den absolutte ligevægt af sig selv formår at gå over i bevægelse. Hvad findes der så? Tre dårlige flovser, og tilmed urigtige.

For det første: Det skulle være lige så svært at påvise overgangen fra hvert mindste led til det næste i den os velbekendte eksistenskæde. - Hr. Dühring synes at be­tragte sine læsere som pattebørn. Påvisningen af de enkelte overgange og sammenhænge mellem de mindste led i eksistenskæden udgør netop naturvidenskabens indhold, og hvis det et eller andet steds kniber med det, så falder det ikke nogen ind - vel ikke engang hr. Dühring - at forklare den fuldbyrdede bevægelse ud fra ”intet”, men altid kun ud fra overføringen, forvandlingen eller fortsættelsen af en forudgående bevægelse. Men her drejer det sig - og det indrømmes - om at lade bevægelse opstå af ubevægeligheden, altså af intet.

For det andet har vi ”kontinuitetens bro'`. Den hjælper os ganske vist rent begrebsmæssigt ikke ud over vanskelighederne, men vi har dog en vis ret til at benytte den som formidling mellem ubevægelighed og bevægelse. Desværre består ubevægelighedens kontinuitet netop i, at den ikke bevæger sig, og det forbliver mere hemmelig­hedsfuldt end nogen sinde, hvordan der derved skal frembringes bevægelse. Og hvis hr. Dühring nok så meget opspalter sin overgang fra bevægelsens intet til den univer­selle bevægelse i uendelig mange smådele og tillægger den nok så lang tidsmæssig varighed, så er vi ikke kom­met en tusindedels millimeter ud af flækken. Vi kan nu engang ikke komme fra intet til noget uden skabelsesakt, selv om dette noget er så lille som en matematisk diffe­rentialstørrelse. Kontinuitetens bro er altså ikke engang en æselsbro [Eselsbrücke = genvej], den kan kun passeres af hr. Dühring.

For det tredje. Så længe den nutidige mekanik har gyl­dighed, - og den er ifølge hr. Dühring en af de vigtigste løftestænger for tænkningens udvikling - kan det ikke forklares, hvordan man kommer fra ubevægelighed til bevægelse. Men den mekaniske varmeteori viser os, at massebevægelse under visse omstændigheder slår om i molekylebevægelse (skønt bevægelsen også her fremgår af en anden bevægelse, aldrig af ubevægelighed) og hr. Dühring antyder undseligt, at dette jo muligvis kunne danne en bro mellem det strengt statiske (ligevægten) og det dynamiske (sig bevægende). Men disse processer løber ”lidt ud i det dunkle”. Og det er i det dunkle, at hr. Dühring lader os sidde tilbage.

Med al denne fordybelse og skærpelse er vi altså nået dertil, at vi har fordybet os stadig dybere i stadig skærpet tåbelighed og endelig er havnet der, hvor vi nødvendigvis måtte havne - ”i det dunkle”. Men det anfægter ikke hr. Dühring nævneværdigt. Straks på næste side hævder han med oprejst pande, at han har

”kunnet forlene begrebet om den med sig selv identiske forbliven med et realt indhold, hentet direkte fra materiens og de mekani­ske kræfters beskaffenhed”.

Og den mand drister sig til at betegne andre folk som ”charlataner”!

Til alt held levnes der os i hele denne uhjælpelige for­virring og forvildelse ”i det dunkle” en trøst, og den er til gengæld meget opløftende:

”Matematikken hos andre kloders beboere kan ikke bero på andre aksiomer end vor egen!”

Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere