Tilbage
10 dage der rystede verden
Næste

Kontrarevolutionen

Næste morgen, søndag den 11. november, trængte ko­sakkerne ind i Tsarskoje Selo, Kerenskij' selv red på en hvid hest, alle klokker kimede. Fra toppen af en lille høj uden for byen kunne man ud over den forladte slette se hovedstadens gyldne spir og mangefarvede kupler og milevide umådelighed, og på den anden side den finske bugts stålblå vand.

Der blev ikke noget slag. Men Kerenskij begik en skæbnesvanger bommert. Ved syvtiden om morgenen sendte han bud til 2. Tsarskoje Selo infanteriregiment, at de skulle nedlægge våbnene. Soldaterne svarede, at de ville holde sig neutrale, men ikke lade sig afvæbne. Kerenskij gav dem ti minutters frist til at adlyde. Dette gjorde soldaterne rasende, i otte måneder havde de sty­ret sig selv gennem en komite, og dette her smagte af de gamle tilstande ... Nogle få minutter efter åbnede ko­sakkernes artilleri ild mod kasernerne og dræbte otte mand. Fra det øjeblik var der ikke flere neutrale sol­dater i Tsarskoje.

Petrograd vågnede ved lyden af geværild og den tram­pende torden af marcherende mænd. En kold vind under den høje himmel varslede sne. Ved daggry var militær­hotellet og telegrafstationen blevet erobret af store styr­ker officerselever, men de var med blodige tab blevet genindtaget. Telefoncentralen var belejret af matroser, som lå bag barrikader af tønder, kasser og blikplader i midten af Morskaja eller søgte ly bag hjørnet af Gorohovaja og St. Isaks pladsen, hvorfra de skød på alt, der bevægede sig. Af og til kom en bil ind eller ud med Røde Kors-flaget. Matroserne lod den passere...

Albert Rhys Williams befandt sig på telefoncentralen. Han forlod bygningen med Røde Kors bilen, der angivelig var fuld af sårede. Efter en tur rundt om byen kørte vognen ad en indviklet rute til Mihailov-officersskolen, hvor kontrarevolutionen havde sit hovedkvarter. En fransk officer syntes at have kommandoen… På denne måde blev ammunition og forsyninger sendt til telefon­centralen. Snese af disse foregivne ambulancer virkede som kurerer og ammunitionstog for officerseleverne.

Fem-seks panservogne, der tilhørte den opløste briti­ske panservognsgruppe, stod også til deres disposition. Da Louise Bryant var på vej over St. Isaks pladsen kom en af dem rullende fra admiralitetet på vej til telefon­centralen. På hjørnet af Gogolgade, lige ud for hende, gik motoren i stå. Nogle matroser bag brændestablerne begyndte at skyde. Maskingeværet i tårnet på tingesten svingede rundt og spyttede en sværm af kugler ud over brændet og folk omkring. I den portåbning, hvor miss Bryant stod, blev syv mennesker dræbt, deraf to små drenge. Pludselig sprang soldaterne råbende frem og styrtede ud i den åbne kugleregn, de lukkede sig om uhyret, og stak bajonetterne ind gennem alle spætter, om og om igen, stadig råbende ... Chaufføren lod., som om han var såret, og de lod ham gå, -- således at han kunne løbe hen til Dumaen og fortælle en fabel om bol­sjevikiske ugerninger ... Blandt de døde var en britisk officer.

Senere fortalte aviserne om en anden, fransk officer, der blev fanget i en af officerselevernes panservogne og sendt til Peter-Paul. Den franske ambassade demente­rede omgående dette, men en af magistratsmedlemmerne fortalte mig, at han personlig havde udvirket officerens løsladelse .. .

Hvordan det end forholdt sig med de allierede ambas­saders officielle holdning, så var individuelle franske og britiske officerer aktive i disse dage, endda i den grad, at de gav råd under Frelse-komiteens bestyrelsesmøder.

Hele dagen igennem var der overalt i byen sammen­stød mellem officerselever og røde garder, og slag mel­lem panservogne ... Salver, enkelte skud og skarp knal­den af maskingeværer kunne høres nært og fjernt. Bu­tikkernes jernskodder var stadig trukket ned, men han­delen gik sin gang. Selv biograferne spillede; udenfor var alt mørkt, men indenfor var der fulde huse. Spor­vognene var i gang. Telefonerne var intakte, man kunne høre skydning, nar man forlangte centralen ... Smolnyj var afskåret, men Dumaen og Frelse-komiteen var i sta­dig forbindelse med alle officersskoler og med Kerenskij i Tsarskoje.

Klokken syv om morgenen blev Vladimir-officerssko­len opsøgt af en patrulje soldater, matroser og røde garder, som gav officerseleverne tyve minutter til afleve­ring af deres våben. Dette ultimatum blev afslået. En time senere var officerseleverne rede til afmarch, men blev drevet tilbage af stærk skydning fra hjørnet af Grebetskaja og Bolsjoj-boulevarden. Sovjettropper om­ringede bygningen og åbnede ild, to panservogne kryd­sede frem og tilbage med maskingeværerne skydende ind i den. Officerseleverne telefonerede efter hjælp. Ko­sakkerne svarede, at de ikke turde komme, da en stor gruppe matroser med to kanoner beherskede deres ka­serne. Pavlovsk-skolen var omringet. De fleste af Mi­hajlov-eleverne kæmpede ude i gaderne .. .

Ved halvtotiden ankom der tre feltkanoner. Endnu et krav om kapitulation blev af officerseleverne besvaret med nedskydning af to sovjetparlamentarer med hvidt flag. Nu begyndte der et regulært bombardement. Store huller blev sprængt ind i skolens mure. Officerseleverne forsvarede sig desperat, råbende bølger af røde garder segnede under den fejende ild... Kerenskij telefonerede fra Tsarskoje, at man skulle afslå al forhandling med den militære revolutionskomite.

Rasende over modgangen og de mange døde sendte sovjettropperne nu en tornado af stål og flammer mod den medtagne bygning. Deres egne officerer kunne ikke standse det frygtelige bombardement. En kommissær fra Smolnyj ved navn Kirillov forsøgte at stoppe det, han blev truet med lynchning. De røde garders blod var kommet i kog.

Klokken halv tre hejste officerseleverne det hvide flag, de ville overgive sig, hvis de fik løfte om beskyttelse. Dette blev dem lovet. Med et sæt og under almindelig råben sprang tusinder af soldater og r¢de garder gen­nem vinduer, døre og murhuller ind i bygningen. Før nogen kunne forhindre det, var fem officerselever stuk­ket ned og dræbt. Resten, ca. to hundrede, blev ført til Peter-Paul under eskorte, i små grupper for ikke at væk­ke opsigt. Undervejs overfaldt mængden en gruppe og dræbte otte officerselever til ... Mere end hundrede røde garder og soldater var faldet.

To timer senere fik Dumaen telefonbesked om, at sejr­herrerne var på march mod ingeniørskolen. En halv snes medlemmer begav sig straks af sted med favnen fuld af den sidste proklamation fra Frelse-komiteen. Flere af dem kom ikke tilbage... Alle de andre skoler overgav sig uden modstand, og officerseleverne blev uden over-last sendt til Peter-Paul og Kronstadt.

Telefoncentralen holdt ud til om eftermiddagen, da der kom en bolsjevikisk panservogn, og matroserne stor­mede stedet. Skrigende løb de rædselsslagne telefonpi­ger frem og tilbage, officerseleverne rev alle insignier af deres uniformer, en af pigerne tilbød Williams hvad som helst for at måtte låne hans overfrakke, som for­klædning ... » De vil massakrere os! De vil massakrere os! « råbte de, for mange af dem havde i Vinterpaladset givet deres ord på ikke at gribe til våben mod folket. Williams tilbød at mægle, hvis Antonov blev givet fri. Dette skete med det samme, Antonov og Williams holdt taler til de forsamlede matroser, der var højt oppe over deres mange bedrifter . . . og endnu en gang slap officers­eleverne fra det, alle, undtagen nogle få, som i panik forsøgte at flygte over tagene eller skjule sig i kvistværelser, hvor de blev fundet og smidt ned på gaden.

Trætte, blodoversmurte, men sejrsberuste sværmede matroserne og arbejderne ind i omstillingsrummene, og da de fandt så mange smukke piger, trak de sig forlegent baglæns og vidste ikke, hvor de skulle gøre af deres store fødder. Ikke en af pigerne led overlast, ikke en blev skældt ud. De stod forskrækkede og krøb sammen i kro­gene, og da de opdagede, at de ikke var i fare, gav de deres galde frit 1¢b. »De beskidte, uvidende mennesker! De fjolser! « ... Matroserne og de røde garder blev for­legne. »Slyngler! Svin!« hylede pigerne og tog indigne­rede deres hatte og frakker på. De havde haft en roman­tisk oplevelse, sørget for patroner og forbundet deres smarte tinge forsvareres sal., mange af officerseleverne var sønner af adelige familier og kæmpede for at sætte den elskede tsar på tronen igen! Disse her var derimod almindelige arbejdere, bønder, »udannede mennesker« .

Den militære revolutionskomites kommissær, den lille Visjnjak, forsøgte at overtale pigerne til at blive. Han var overstrømmende høflig. De er blevet dårligt be­handlet, sagde han. »Telefonsystemet var under bydu­maens kontrol. De får kun 60 rubler om måneden og må arbejde ti timer eller mere ... Fra nu af vil alt blive an­derledes. Regeringen agter at stille telefonvæsenet un­der post- og telegrafministeriets kontrol. Deres løn vil øjeblikkelig blive hævet til 1,50 rubler, og arbejdstiden sat ned. Som medlemmer af arbejderklassen må De være glade for ...

”Medlemmer af arbejderklassen - sagde han det? Vil han antyde, at der er noget fa;lles mellem de - de dyr og os? Blive her? Ikke om de tilb¢d os tusind rubler!” Overlegne og spotske forlod pigerne stedet .. .

De andre ansatte, montørerne og arbejdsmændene blev. Men omstillingsbordene måtte betjenes, tele­fonen var livet om at høre ... Kun seks øvede damer var at finde. Der blev søgt efter frivillige, omkring hundre­de meldte sig: matroser, soldater, arbejdere. De seks piger travede frem og tilbage, instruerende, hjælpende, skændende ... På den måde begyndte telefontrådene igen at summe, halvkvalt og hakkende, men de var i gang. Det første var at skaffe Smolnyj forbindelse med kaserner og virksomheder, det næste at afskære Duma­en og officersskolerne... Sent på eftermiddagen rygte­des dette i byen, og hundreder af storborgere ringede op og skældte ud: »Idioter! Slyngler! Hvor længe tror I, det her varer! Vent til kosakkerne kommer!«

Det var ved at blive mørkt. Ude på den næsten for­ladte Nevskij-boulevard havde en klynge samlet sig foran Kazan-katedralen og stod diskuterende i den bi­dende vind, nogle få arbejdere, nogle soldater, resten butikshandlende og kontorister.

”Men Lenin kan ikke få Tyskland til at slutte fred!« råbte en.

En hidsig ung soldat svarede. ”Og hvis fejl er det? Je­res forbandede Kerenskij, den beskidte burgøjser! Til helvede med Kerenskij! Vi vil ikke se ham! Vi vil have Lenin! ...”

Uden for Durnaen var en officer med hvidt armbind ved at rive plakater ned fra muren, under højlydt banden. En af dem lød:

Til Petrograds befolkning!

I denne farefyldte time, hvor By-Dumaen burde sætte alt ind på at berolige befolkningen, at skaffe den brød og andre for­nødenheder, har de højre-socialrevolutionsere og de konserva­tive forglemt deres pligt og lavet Dumaen om til at kontrare­volution mødested, hvorfra man vil rejse en del af befolk­ningen mod resten og gøre det lettere for kupmanden Keren­skij at sejre. I stedet for at gøre deres pligt har de højre-so­cialrevolutionære og de konservative forvandlet Dumaen til udgangspunkt for politiske angreb mod Sovjetterne af arbej­der-, solclater- og bonderepræsentanter, mod den revolutionære regering, hvis program er fred, brød og frihed. Borgere i Petrograd, vi bolsjevikiske by-dumamedlemmer, som I har valgt - vi vil gerne have, at I skal se, at de højre­socialrevolutionære og de konservative er optaget af kontra--revolutionære handlinger, har glemt deres pligt og er ved at føre befolkningen ud i hungersnød og borgerkrig. Vi, der ved

valget fik 183.000 stemmer, betragter det som vor pligt at gøre vore vælgere opmærksomme på, hvad der foregår i dumaen, og at erklære, at vi ikke tager noget ansvar for de frygtelige, men uundgåelige konsekvenser..

Langt borte lød der stadig spredte skud, men byen var stille, kold, ligesom udmattet af de voldsomme træk­ninger, der havde revet og flået i den.

I Nikolajsalen var dumamødet ved at slutte. Selv den storsnudede duma syntes en smule paf. En efter en rap­porterede dens kommissærer - telefoncentralen tabt, gadekampe, Vladimir-skolen tabt ... »Dumaen,« sagde Trupp, går ind for demokrati i sin kamp mod vilkårlig vold, men hvilken side der end vinder, vil dumaen altid være modstander af lynching og tortur..

Konovskij, konservativ, en høj mand med et grusomt ansigt, talte: »Når den lovlige regerings tropper ankom­mer til Petrograd, vil de skyde på disse oprørere, og det vil ikke være lynchning! « Protester fra hele salen, også fra hans eget parti.

Her var der skepsis og nedslåethed. Kontrarevolutio­nen var ved at blive nedkæmpet. De socialrevolutionæ­res centralkomite havde givet sine anførere et mistillids­votum, deres venstrefløj dominerede, Avksentjev var gået af. En kurer rapporterede, at den velkomstkomite, der skulle modtage Kerenskij på banegarden, var blevet arresteret. I gaderne kunne man stadig høre den dumpe rullen af fjerne kanonskud, mod syd og sydvest. Keren­skij kom alligevel ikke .. .

Kun tre aviser var udkommet, Pravda, Folkets Sag og Nyt Liv. De brugte alle tre megen spalteplads på den nye »koalitions«regering. Det socialrevolutionære blad forlangte en regering uden konservative og bolsjevikker.; Gorkij var optimist; Smolnyj havde givet indrømmelser. En ren sociatistisk regering var ved at tage form - alle elementer undtagen bourgeoisiet. Hvad Pravda angår, snerrede bladet:

”Vi giver ikke en døjt for disse koalitioner med politiske

partier, hvis mest prominente medlemmer er småtskårne jour­nalister af tvivlsomt ry. Vor ”koalition” består af proletariatet og den revolutionære hær og de fattige bønder ....

På murene hang en opstyltet proklamation fra jern­baneforbundet, som truede med strejke, hvis de to parter ikke lavede et kompromis:

'De, der besejrer urolighederne og redder stumperne af vort land, vil ikke være bolsjevikkerne, ejheller Frelse-komiteen eller Kerenskijs tropper - det vil være os, jernbanefolkenes forbund..

De røde garder var ude af stand til at drive et så kom­pliceret foretagende som jernbanerne, og hvad den pro­visoriske regering' angik, havde den vist sig ude af stand til at holde pa magten:

”Vi afslår at tjene nogen instans, som ikke er autoriseret af .. en regering med hele demokratiet bag sig ...«

Smolnyj vibrerede af grmnseløs vitalitet, inspireret af en utrættelig menneskehed i virksomhed.

I fagforeningskontorerne præsenterede Lozovskij mig for en delegeret fra jernbanefolkene på Nikolaj-linien, som sagde, at folkene holdt massemøder, hvor de for­dømte deres lederes handlinger.

»Al magt til sovjetterne!« råbte han og slog i bordet. Krigsfortsætterne i hovedledelsen spillede militære kupmænds spil. De forsøgte at sende en mission til hærens hovedkvarter, men vi arresterede dem i Minsk... vor afdeling har forlangt en landskongres indkaldt, og de nægter at gøre det ...«

Samme situation som i sovjetterne og i hærkomiteer­ne. En efter en revnede og forvandledes de forskellige demokratiske organisationer ud over Rusland. De koo­perative sammenslutninger blev flænget af indre stri­digheder, møderne i bondesovjetternes landsledelse end­te i stormende tumulter, selv blandt kosakkerne var der ballade...

I øverste etage var den militære revolutionskomite i fuldt sving, den slog til og slappede ikke af. Mænd kom ind, friske og foretagsomme, nat og dag og dag og nat kastede de sig ind i den forfærdelige maskine, og de kom ud slappe, blinde af træthed, horse og snavsede, og faldt om på gulvet og sov... Frelse-komiteen var blevet for­budt. Store dynger af nye proklamationer lå spredt på gulvet:

"De sammensvorne, som ikke har støtte i garnisonen og ar­bejderklassen, gjorde navnlig regning på pludseligheden af de­res angreb. Deres plan blev i tide opdaget at sekondtløjtnant Blagonravov, takket være, at et medlem af den røde garde, hvis navn vil blive offentliggjort, udviste revolutionær årva­genhed. Centrum for komplottet var Frelse-komiteen. Oberst Polkovnikov kommanderede dels styrker, og ordrerne var undertegnet af Gots, det tidligere medlem af den provisoriske re­gering, som var på fri fod efter at have afgivet æresord .. .

Samtidig med at meddele befolkningen i Petrograd disse kendsgerninger, beordrer den militære revolutionskomite alle deltagere i konspirationen arresteret og stillet for revolutions­domstolen ...«

Fra Moskva kom bud, at officerselever og kosakker havde omringet Kreml og givet sovjettens tropper ordre til at nedlægge våbnene. Sovjettropperne adlød, og da de var ved at forlade Kreml, blev de overfaldet og skudt ned.

Små styrker af bolsjevikker var blevet fordrevet fra telefon- og telegrafstationerne, officerselever holdt nu byens centrum . . . Men alle vegne uden om dem mønstredes sovjetternes tropper. Gadekampe var efterhån­den kommet i gang, alle forsøg på kompromis var slået fejl... På sovjetternes side stod 10.000 soldater og nogle få røde garder, på regeringens 6000 officerselever, 2500 kosakker og 2000 hvide garder.

Petrogradsovjetten holdt møde, og ved siden af arbej­dede den nye TsIK, som handlede ud fra en stadig strøm af dekreter og ordre ”fra Folkekommissærernes Råd” ovenover, for eksempel Lovgivningsarbejdets Ordning, Indførelse af Ottetimersdag for Arbejdere, Lunatjarskijs ”basis for folkeoplysningssystemet«. Kun et par hundre­de mennesker var til stede ved de to møder, de fleste bevæbnede. Smolnyj var forladt, undtagen af vagterne, som havde travlt med at sætte maskingeværer op i vin­duerne for at beherske bygningens fløje.

I TsIK stod en delegeret fra jernbaneforbundet og talte:

»Vi nægter at transportere tropper for nogen af par­terne ... Vi har sendt en komite til Kerenskij for at sige, at hvis han fortsætter marchen mod Petrograd, vil vi af­bryde hans forbindelseslinier ...«

Han fremsatte den sædvanlige appel om en konferen­ce for alle socialistiske partier angående dannelse af en ny regering .. .

Kamenev svarede forsigtigt. Bolsjevikkerne ville være meget glade for at komme til en konference. Tyngde­punktet lå imidlertid ikke i sammensætningen af en sådan regering, men i, om den accepterede sovjetkongres­sens program... TsIK havde forhandlet om den erklæring, der var fremsat af de venstresocialevolutionære og de internationalistiske socialdemokrater, og var gået ind på forslaget om forholdsmæssig repræsentation på kon­ferencen, også af delegerede fra hærkomiteerne og bon­desovjetterne...

I den store sal resumerede Trotskij dagens begiven­heder.

”Vi tilbød officerseleverne fra Vladimir-skolen en chance for at overgive sig,”, sagde han. »Vi ville helst ordne sagerne uden blodsudgydelse. Men da der nu er blevet udgydt blod, er der kun en vej, ubarmhjertig kamp. Det ville være barnagtigt at tro, at vi kan vinde med andre midler ... Øjeblikket er afgørende. Enhver må samarbejde med den militære revolutionskomite, indberette, hvor der er lagre af pigtråd, benzin, gevæ­rer... Vi har vundet magten, nu må vi holde den!”

Mensjevikken Joffe forsøgte at oplæse sit partis er­klæring, men Trotskij afslog en principdebat.

»Vore debatter foregår nu ude på gaderne,« råbte han. ”Det afgørende skridt er taget. Vi alle, og jeg i særdeles­hed, tager ansvaret for, hvad der sker ...«

Soldater fra fronten, fra Gattjina, fortalte deres histo­rie. En fra dødsbataljonen i 481. artilleriregiment: » Nar skyttegravene hører om dette, vil de, råbe: ”Dette er vor regering!”. En officerselev fra Peterhof sagde, at han og to andre havde nægtet at marchere mod sovjetterne, og da hans kammerater var kommet tilbage fra forsvaret af Vinterpaladset, udnævnte de ham til deres kommis­sær, således at han kunne tage til Smolnyj og tilbyde de­res tjeneste til den virkelige revolution .. .

Så Trotskij igen, ildfuld, utrættelig, givende ordrer, besvarende spørgsmål.

”For at bekæmpe arbejderne, soldaterne og bønderne, vil småborgerskabet gå sammen med djævelen selv!« sagde han engang. Mange tilfælde af drukkenskab var iagttaget i de seneste to dage. »Ikke noget drikkeri, kam­merater! Ingen må være på gaderne efter otte aften, und­tagen de regulære vagter. Alle lokaler, der mistænkes for at have spirituslagre, skal ransages, og spiritusen ødelæg­ges4. Ingen blødsødenhed over for spiritussælgere ...«

Den militære revolutionskomite sendte bud efter dele­gationen fra Vyborg-kvarteret, derpå efter medlemmer­ne fra Putilov. De kom hurtigt ud ad døren.

”For hver dræbt revolutionær”, sagde Trotskij, ”vil vi dræbe fem kontrarevolutionære.«

Så ind i byen igen. Dumaen strålende oplyst og store skarer på vej ind i bygningen. I den nedre sal var der jammer og græd, mængden skyllede frem og tilbage foran opslagstavlen, hvor der var opsat en liste over offi­cerselever, som var dræbt under dagens kampe - eller formodedes at være dræbt, for de fleste af de døde duk­kede senere velbeholdne op ... Oppe i Aleksandersalen fortsatte Frelse-komiteen. Officerernes gyldne og røde epauletter var påfaldende, de bekendte ansigter var mensjevikiske og socialrevolutionære intellektuelle, de horde øjne og den korpulente værdighed tilhørte bank-folk og diplomater, embedsmænd fra det gamle regime, og velklædte kvinder. Telefonpigerne var der og beret-tale.

Pige efter pige kom hen til tribunen - alt for smarte, modeefterabende unge piger med magre ansigter og hullede sko. Pige efter pige, rødmende af glade over bifaldet fra de ”fine folk” i Petrograd, officererne, de rige, de store navne i politik, pige efter pige kom for at fortælle om sine lidelser, da hun var i proletariatets hænder, og at forkynde sin loyalitet mod alt, hvad der var gammelt, ærværdigt og mægtigt.. .

Dumaen holdt igen møde i Nikolajsalen. Borgmeste­ren sagde optimistisk, at Petrograd-regimenterne skam­mede sig over deres handlinger, propagandaen gjorde fremskridt ... Udsendinge gik og kom, med fortællinger om bolsjevikkernes ugerninger, om egne forsøg på at redde officerseleverne, om travle undersøgelser...

»Bolsjevikkerne,« sagde Trupp, »vil blive besejret ved moralsk styrke, ikke ved bajonetter ...«

I mellemtiden var det ikke alt, der gik godt på den re­volutionære front.

Fjenden havde ført pansertog frem. Sovjetstyrkerne, hovedsagelig utrænede røde garder, havde ingen officerer og ingen bestemt plan. Kun 5000 regulære soldater havde sluttet sig til dem, resten af garnisonen var enten optaget af at undertrykke officers­elevernes revolte, bevogte byen eller snakke om, hvad de skulle gøre. Ved titiden om aftenen talte Lenin på et møde af folk fra regimenterne i byen, som med over­vældende flertal stemte for at kæmpe. En komite på fem soldater blev valgt til generalstab, og i de tidlige mor­gentimer forlod regimenterne deres kaserner i fuld felt­udrustning ... På hjemvejen så jeg dem passere, i gamle soldaters regulære takt, bajonetterne på lige linie, gen­nem den erobrede bys øde gader .. .

På samme tid holdtes der i jernbaneforbundets kontor en konference af alle socialistiske partier angående dan­nelse af en ny regering. Abramovitj for centrumsmensje­vikkerne sagde, at der hverken burde være sejrherrer eller besejrede, hvad der var sket skulle være glemt .. . Dette fik tilslutning af alle venstreorienterede partier.

Dan talte for højremensjevikkerne og foreslog bolsjevik­kerne følgende betingelser for en våbenstilstand: afvæbning af de røde garder, Petrograds garnison stillet under Dumaens kommando, Kerenskijs tropper måtte ikke skyde et eneste skud eller arrestere en eneste mand, et ministerium af alle socialistiske partier undtagen bolsje­vikkerne. For Smolnyj erklærede Rjazanov og Kamenev, at man kunne gå ind på tanken om et koalitionsministe­rium af alle partier, men at Dans forslag var umulige. De socialrevolutionære stod delt, men bondesovjetternes hovedledelse og folkesocialisterne afslog at tage bolsje­vikkerne med... Efter en bitter ordveksling blev der valgt en kommission, der skulle opstille en plan, man kunne forhandle om .. .

Hele den nat kævlede kommissionen, og næste dag, og næste nat. En gang tidligere, den 9. november, havde der været et lignende forsoningsforsøg, anført af Martov og Gorkij, men da Kerenskij nærmede sig og Frelsekomiteen udfoldede sin virksomhed, trak højrefløjen af men­sjevikkerne, de socialrevolutionære og folkesocialisterne sig pludselig tilbage. Nu var de betuttede over, at offi­cerselevernes revolte blev knust ..

Mandag den 12. november var en dag fuld af spæn­ding. Hele Rusland havde blikket hæftet på den grå slette uden for Petrograds porte, hvor det gamle regimes disponible styrker stod over for det nyes, det ukendtes uorganiserede magt. I Moskva var der erklæret våben­stilstand, de to parter forhandlede og ventede på resul­tatet fra Petrograd. Nu var de delegerede fra sovjetkon­gressen med iltog ved at nå deres hjem i fjerne egne, hvor de hævede faklen over masserne. I større og større ringe bredte nyhederne om miraklet sig ud over landet, og i dagene efter gærede og eksploderede byer og lands­byer, sovjetter og militære revolutionskomiteer imod du­maer, amtsråd og regeringskommissærer - røde garder imod hvide - gadekampe og stormende taler ... udgan­gen afhang af bud fra Petrograd...

Smolnyj var næsten øde, men Dumaen var overfyldt og støjende. Den gamle borgmester protesterede på sin værdige måde imod opråbet fra de bolsjevikiske med­lemmer.

»Dumaen er ikke noget centrum for kontrarevolution,« sagde han indtrængende. »Dumaen tager ikke del i den nuværende kamp mellem partierne. Men i en tid, hvor der ikke er nogen lovlig statsmagt, findes det eneste centrum for ordenen i byens selvstyre. Den fredelige be­folkning anerkender dette faktum, de fremmede ambas­sadører anerkender kun dokumenter, der er underskre­vet af byens borgmester. Europæisk tankegang accepte­rer ikke nogen anden situation, da byens selvstyre er det eneste organ, som er i stand til at beskytte borgernes interesser. Byen er forpligtet til at vise gæstfrihed, og Dumaen kan derfor ikke forhindre, at der inden for du­ma-bygningen omdeles alle slags aviser. Vort arbejdsfelt er voksende, og vi må have fuld handlefrihed, og vore rettigheder må respekteres af begge parter ...«

»Vi er aldeles neutrale. Da telefoncentralen var besat af officerselever, befalede oberst Polkovnikov, at forbin­delserne til Smolnyj skulle afbrydes, men jeg proteste­rede, og telefonerne kunne stadig benyttes ...«

Her blev der leet ironisk fra bolsjevikkernes bænke, og harceleret fra højre.

Og dog, fortsatte Schreider, »betragter de os som kontrarevolutionære og svarter os over for befolkningen. De berøver os vore transportmidler ved at tage vore sid­ste lastbiler. Det bliver ikke vor skyld, hvis der bliver hungersnød i hovedstaden. Protester nytter ikke ...«

Kobozev, bolsjevikisk medlem af magistraten, tvivlede på, at den militære revolutionskomite havde rekvireret byens biler. Selv om rekvireringen var sket, var den sandsynligvis foretaget af en uautoriseret mand i en nødssituation.

”Borgmesteren”, fortsatte han, » fortæller os, at vi ikke må lave dumaen om til et politisk møde. Men hver evige mensjevik og socialrevolutionær her kommer kun med partipropaganda, og ved døren omdeler de deres illegale blade: Gnister, Soldaterrøsten og Arbejderbladet med deres opfordringer til oprør. Hvad om vi bolsjevikker også stiller os op og uddeler vore blade her? Men det sker ikke, for vi respekterer dumaen. Vi har ikke an­grebet byens selvstyre, og det vil vi ikke gøre. Men I har rettet et opråb til befolkningen, og vi har også ret til at gøre det ...«

Efter ham kom Sjingarjov, konservativ, som sagde, at der ikke mere kunne være fælles sprog med dem, der skulle stilles for retten og anklages for forræderi ... Han foreslog igen, at alle bolsjevikiske medlemmer skul­le smides ud af dumaen. Dette blev imidlertid henlagt, for der var ingen personlige anklager mod disse med­lemmer, og de var aktive i byens administration.

Derpå talte to mensjevikiske internationalister og er­klærede, at de bolsjevikiske medlemmers opråb var en direkte opfordring til massakre. »Hvis hvad som helst, der er imod bolsjevikkerne, er kontrarevolutionært,« sagde Pinkevitj, »så kender jeg ikke forskel på revolu­tion og anarki. Bolsjevikkerne sætter deres lid til de utøjlede massers lidenskaber, vi har intet andet end den moralske styrke. Vi vil protestere imod massakre og vold fra begge sider, da vort hverv består i at søge en fredelig udgang.«

”Den udtalelse, der blev slået op rundt i gaderne, med overskriften »I gabestokken med dem«, som opfordrer folk til at ødelægge mensjevikkerne og de socialrevolu­tionære,« sagde Nazariev, »er en forbrydelse, som I bol­sjevikker ikke vil kunne vaske af. Rædslerne i går er kun et forspil til det, I anstiller med den slags prokla­mationer ... Jeg har altid forsøgt at mægle mellem jer og de andre parties, men for tiden føler jeg ikke andet end foragt for jer.”

De bolsjevikiske medlemmer sprang op og råbte vrede ord, mødt med hæse, hadefulde stemmer og svingende arme.. .

Uden for salen løb jeg på stadsingeniøren, mensjevikken Gomberg og tre-fire journalister. De var alle i højt humør.

»Se!« sagde de. »Kujonerne er bange for os. De tør ikke arrestere dumaen! Deres militære revolutionsko­mite tør ikke sende en kommissær ind i denne bygning. På hjørnet af Zadovaja i dag så jeg en rødgarder for­søge at standse en dreng, der solgte Soldaterrøsten ... Drengen lo bare ad ham, og en folkeskare ville have lynchet banditten. Det kan kun være nogle få timer endnu. Selv om Kerenskij ikke kommer, har de ikke folk til at besætte en regering med. Absurd! Jeg har hørt, at de endda slås indbyrdes i Smolnyj!”

En af mine socialrevolutionære venner trak mig til side. »Jeg ved, hvor Frelse-komiteen skjuler sig,« sagde han. »Har du lyst til at tage hen og få en samtale med dem?«

Det var ved at blive aften. Byen havde igen antaget et normalt udseende, butikkernes skodder var trukket fra, lysene skinnede, og på gaderne gik store skarer lang­somt op og ned og diskuterede .. .

På Nevskij nr. 86 gik vi gennem en passage ind i en gård omgivet af høje boligkarreer: Ved døren til lejlig­hed 229 bankede min ven på en speciel måde. Der 1ød en slæbende lyd af trin, en dør indenfor blev smækket i, så blev entredøren åbnet en smule, en kvindes ansigt var synligt. Efter et øjebliks iagttagelse førte hun os ind, en venlig, midaldrende dame, som straks råbte: »Kyril, det er i orden!« I spisestuen, hvor en samovar dampede på bordet, ved siden af tallerkener med brød og rå fisk, kom en uniformsklædt mand frem bag et vin­duesforhæng, og en anden klædt som arbejder kom ud fra et skab. De var glade for at træffe en amerikansk journalist. Med en god portion selvf¢lelse sagde de beg­ge, at de afgjort ville blive skudt, hvis bolsjevikkerne fik fat i dem. De ville ikke opgive mig deres navne, men begge var socialrevolutionære.

»Hvorfor,« spurgte jeg, »trykker I sådanne løgne i je­res aviser?«

Officeren blev ikke fornærmet, men svarede: »Ja, jeg ved det, men hvad skal vi gøre?« Han trak på skuldrene. »De må indrømme, at det er nødvendigt for os at skabe en vis mentalitet i befolkningen ...«

Den anden afbrød. »Dette er bare et hasarderet kup fra bolsjevikkerne. De har ingen intellektuelle ... Mini­sterierne kan de ikke få i gang ... Rusland er ikke no­gen by, men et helt land ... Vi er klar over, at de kun kan holde et par dage, og derfor slutter vi os til den stærkeste kraft, der står imod dem - Kerenskij - og hjælper til med at genoprette ordenen.«

»Det er altsammen meget godt,« sagde jeg. Men hvor­for allierer I jer med de konservative?«

Den forklædte »arbejder« smilede åbent. ”For at sige det som det er, følger befolkningens store masse i dette øjeblik bolsjevikkerne. Vi har ingen bag os - nu. Vi kan ikke mobilisere en håndfuld soldater... Der er in­gen våben til rådighed ... Bolsjevikkerne har til en vis grad ret, i øjeblikket er der kun to partier med nogen styrke i Rusland, og det er bolsjevikkerne og de reaktionære, som alle skjuler sig bag de konservatives frak­keskøder. De konservative tror, at de bruger os, men det er i virkeligheden os, der bruger de konservative. Når vi har mast bolsjevikkerne, vil vi vende os imod de konservative ...«

”Vil bolsjevikkerne komme med i den nye regering?”

Han kløede sig i hovedet. »Det er et problem,« ind­rømmede han. »Hvis de ikke kommer med, vil de sand­synligvis begynde forfra med det hele. I hvert fald vil de have en chance for at være tungen på vægtskålen i en Konstituerende Forsamling - hvis der altså bliver en sådan.«

»Og dertil kommer,« sagde officeren, »at så rejser spørgsmålet sig om at tage de konservative med i den nye regering, af de samme grunde. De ved, at de kon­servative faktisk ikke ønsker nogen Konstituerende For­samling, ikke hvis bolsjevikkerne kan ødelægges nu.« Han rystede på hovedet. »Det er ikke let for os russere at drive politik. I amerikanere er fødte politikere, I har haft med politik at gøre hele jeres liv. Men vi, vel, det har jo kun varet et år!«

»Hvad mener De om Kerenskij?«

»Ah, Kerenskij har skylden for den provisoriske rege­rings synder, « svarede den anden. »Kerenskij selv tvang os til at gå ind i koalitionen med bourgeoisiet. Hvis han var trådt tilbage, som han truede med, ville det have betydet en ny regeringskrise kun 16 uger før den Kon­stituerende Forsamling, og det ville vi helst undgå., «

»Men blev det ikke alligevel en slags krise?«

»Jo, men hvordan skulle vi ane det? De snød os Kerenskij og Avksentjev og de folk. Gots er lidt mere radikal. Jeg holder pa Tjernov, som er virkelig revolutionær ... Så sent som i dag har Lenin sendt besked, at han ikke ville have noget imod at få Tjernov ind i re­geringen.«

»Vi ønskede at blive af med Kerenskijs regering, men mente, at det var bedst at vente til den Konstituerende Forsamling ... I begyndelsen af denne her historie var jeg på bolsjevikkernes side, men mit partis ledelse var enstemmigt imod det og hvad skulle jeg gøre? Det var et spørgsmål om partidisciplin ...«

»I løbet af en uge vil bolsjevikregeringen gå i styk­ker; hvis de socialrevolutionære bare kunne holde sig passive og vente, ville regeringsmagten tilfalde dem. Men hvis vi venter en uge, vil landet være så desorga­niseret, at de tyske imperialister vil sejre. Det er grun­den til, at vi begyndte vor revolte med kun to regimenter der støttede os - og de vendte sig trods deres løfte imod os ... Så var der kun officerseleverne tilbage ...«

»Hvordan med kosakkerne?«

Officeren sukkede. »De rørte sig ikke. Først sagde de, at de ville rykke ud, hvis de fik infanteristøtte. De sagde desuden, at de havde deres folk hos Kerenskij og gjorde deres part ... Så sagde de, at kosakkerne altid blev be­skyldt for at være demokratiets arvefjender... Og til sidst sagde de, at bolsjevikkerne lover, at de ikke tager jorden fra os. Der er ingen fare for os. Vi stiller os neu­tralt.«

Under denne samtale var der stadig kommet folk og andre var gået, - de fleste var officerer, uden skulder­stropper. Vi kunne, se dem i entreen og høre deres lave, indtrængende stemmer. Af og til fik vi gennem de halvt tiltrukne portierer et glimt af en dør, der åbnedes ind til et badeværelse, hvor en svært bygget officer i oberst­uniform sad på toilettet og skrev noget på en notesblok han holdt i skødet. Jeg genkendte øverst Polkovnikov, den tidligere kommandant i Petrograd, hvis hoved den militære revolutionskomite ville have betalt en formue for.

»Vort program,« sagde officeren. »Det er sådan. Jor­den skal overdrages til jordkomiteerne. Arbejderne skal have fuld repræsentation i kontrollen med industrien. Et energisk fredsprogram, men ikke noget ultimatum til verden sådan som bolsjevikkerne har udsendt. Bol­sjevikkerne kan ikke holde deres løfter til masserne, ikke engang inden for landet selv. Vi vil ikke lade dem gøre det ... De stjal vort jordprogram for at få bønder­nes støtte. Det var uhæderligt. Hvis de havde ventet til den Konstituerende Forsamling ...«

»Det spiller ingen rolle med den Konstituerende For­samling,« brød officeren ind. »Hvis bolsjevikkerne vil op­rette en socialistisk stat her, kan vi ikke under nogen om­stændigheder arbejde sammen med dem! Kerenskij be­gik den store fejltagelse. Han lod bolsjevikkerne vide, hvad han ville gøre, ved at underrette Republikkens Råd om, at han havde beordret dem arresteret ...«

»Men,« sagde jeg, »hvad vil De gøre nu?«

De to mænd så på hinanden. »Det får vi se om nogle få dage. Hvis der kommer tropper nok fra fronten til os, vil vi ikke lave noget kompromis med bolsjevikkerne. Hvis ikke, ja så bliver vi måske nødt til det ...«

Da vi igen var ude på Nevskij, hoppede vi op på en stopfuld sporvogn, dens perroner bøjedes lidt under men­neskemassens vægt, noget slæbte på jorden. Vognen kravlede med irriterende langsomhed kilometer efter ki­lometer i retning af Smolnyj. Mensjinskij, en pillen og spinkel lille mand, kom ned igennem korridoren, han så plaget ud. Strejkerne i mi­nisterierne gjorde deres virkning, fortalte han os. F. eks. havde Folkekommissærernes Råd lovet at offentliggøre de hemmelige traktater, men Neratov, den ansvarlige embedsmand, var forsvundet og havde taget dokumen­terne med sig. De var formodentlig blevet gemt i den britiske ambassade..

Værst af alt var imidlertid strejken i bankerne. »Uden penge er vi hjælpeløse,« sagde Mensjinskij. »Lønninger­ne til jernbanefolk, post- og telegraffunktionærer må betales. . . Bankerne er lukket, og nøglen til situationen, statsbanken, er også drejet om. Alle bankkontoristerne i Rusland er blevet bestukket for at standse arbejdet ... Men Lenin har givet ordre til, at statsbankens hvælvin­ger skal sprænges med dynamit, og der er lige kommet et dekret, der giver de private banker ordre til at lukke op i morgen, ellers vil vi selv åbne dem!”

Petrogradsovjetten var i fuldt sving, fuld af væbnede mænd, Trotskij på talerstolen:

»Kosakkerne er ved at trække sig tilbage fra Krasnoje Selo.« (Brat og stærkt bifald.) »Men slaget er først ved at begynde. Ved Pulkovo er heftige kampe i gang. Alle disponible styrker må hurtigst muligt dirigeres derhen. Fra Moskva er der dårligt nyt. Kreml er i officerselever­nes hænder, og arbejderne har for få våben. Resultatet afhænger af Petrograd. Ved fronten vækker dekreterne om fred og jord stor begejstring. Kerenskij oversvøm­mer skyttegravene med eventyr om, at Petrograd bræn­der og flyder med blod, at kvinder og børn massakreres af bolsjevikkerne. Men ingen tror på ham ... Krydserne Oleg, Aurora og Respublika har kastet anker pa Neva, deres kanoner sigter mod hovedvejene til byen ...«

»Hvorfor er du ikke ude hos de røde garder?« råbte en barsk stemme.

”Jeg tager derud nu,” svarede Trotskij og forlod talerstolen. Med et ansigt lidt blegere end sædvanligt pas­serede han langs siden af salen, omgivet af ivrige venner, på vej ud til den ventende bil.

Nu talte Kamenev og beskrev forhandlingerne i mæglingskonferencen. De våbenstilstandsbetingelser, men­sjevikkerne havde foreslået, var blevet afvist med for­agt, sagde han. Selv de enkelte fagforeninger af jern­banefolk havde stemt imod et sådant forslag ...

Nu da vi har vundet magten og breder os ud over Rusland,, sagde han, »forlanger de bare tre små ting af os: 1) vi skal aflevere magten igen, 2) vi skal få solda­terne til at fortsætte krigen, 3) vi skal fa bønderne til ikke at tænke på jorden ...«

Lenin viste sig et øjeblik for at besvare beskyldninger fra de socialrevolutionære:

"De anklager os for at have stjålet deres jordprogram Hvis det er tilfældet, siger vi tak, det er godt nok til os ..."

Sådan buldrede mødet videre, leder efter leder for­klarede sagerne, manede, argumenterede; soldat efter soldat og arbejder efter arbejder rejste sig og sagde, hvad der lå ham på sinde ... Tilhørerskaren var flyden­de, den skiftede og fornyedes ustandseligt. Fra tid til anden kom nogen ind og skreg på mænd fra den og den afdeling, de skulle til fronten; andre kom ind på orlov eller som sårede eller var sendt til Smolnyj for at skaffe våben og udrustning ...

Ved tretiden om morgenen forlod vi salen og stødte på Holtzmann fra den militære revolutionskomite, hans ansigt var helt forandret.

”Den er fin!, skreg han og trykkede min hånd. Te­legram fra fronten. Kerenskij er slået til plukfisk! Se på det her!”

Han rakte et stykke papir from, med hurtig blyant­skrift var der skrevet noget, vi ikke kunne læse, og han deklamerede højt:

”Pulkovo, Staben, kl. 2,10 nat.

Natten mellem den 30. og 31. oktober vil gå ind i historien.

Kerenskijs forsøg på at bringe kontrarevolutionære tropper frem mod revolutionens hovedstad er slået tilbage. Kerenskij retirerer, vi rykker frem. Soldaterne, matroserne og Petrograds arbejdere har vist, at de med våben i hånd kan og vil gennem­tvinge demokratiets vilje og myndighed. Bourgeoisiet forsøgte at isolere den revolutionære hær. Kerenskij forsøgte at bryde den i stykker med kosakkernes hjælp. Begge planer er ynke­ligt slået fejl.

Den store ide, at arbejder- og bonde-demokratiet skal her­ske, har sluttet hærens rækker og stålsat dens vilje. Hele lan­det vil fra nu af være overbevist om, at sovjetternes magt ikke er nogen døgnflue, men en urokkelig kendsgerning ... Tilbage­visningen af Kerenskij er en tilbagevisning af godsejerne, af bourgeoisiet og af de militære kupmænd i almindelighed. Til­bagevisningen af Kerenskij er en bekræftelse af folkets ret til et fredeligt og frit liv, til jord, brød og magt. Pulkovoafdelin­gen har ved sin tapre indsats styrket arbejder- og bonderevo­lutionens sag. Der gives ingen tilbagevenden til fortiden. Foran os ligger kampe, hindringer og ære. Men vejen er ballet og sejren er vis.

Det revolutionære Rusland og sovjetmagten kan være stolt af deres Pulkovoafdeling, der har kæmpet under kommando af general Walden. Evigt være deres minde, der faldt! Hædret være revolutionens krigere, soldater og officerer, der var tro­faste mod folket!

Længe leve folkets revolutionære, socialistiske Rusland! På rådets vegne

L. Trotskij, folkekommisær..

Da vi kørte hjem over Fane-pladsen, skimtede vi en usædvanlig sammenstimlen foran Nikolaj-banegården. Flere tusind matroser masede sig frem, riffelpiberne stale ovenud af skaren.

Oppe på trappens øverste trin stod et medlem af jern­baneforbundets ledelse og diskuterede med dem.

”Kammerater, vi kan ikke transportere jer til Moskva. Vi er neutrale. Vi kører ikke med tropper for nogen part. Vi kan ikke køre jer til Moskva, hvor der allerede er en frygtelig borgerkrig i gang ...”

Hele den sydende plads brølede op imod ham, matro­serne skubbede sig videre frem. Pludselig blev en dør ved siden af smækket op, der stod et par togbetjente og en fyrbøder og måske flere.

»Denne vej, kammerater! « råbte en. »Vi skal nok køre jer til Moskva, - eller Vladivostok, hvis I hellere vil. Længe leve revolutionen!”


Tilbage
10 dage der rystede verden
Næste

John Reed Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere