Indledning til "Naturens dialektik"

Beskrivelse mangler

Udgivet første gang: Offentliggjort første gang i 1925. (Skrevet af F. Engels 1875/76.)
Oversættelse: Ukendt. Efter manuskriptet.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind II, side 56-74.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 1996.


Indledning til "Naturens dialektik"

Den moderne naturforskning, den eneste, der har drevet det til en videnskabelig, systematisk, alsidig udvikling, i modsætning til de gamles geniale naturfilosofiske intuitioner og til arabernes overordentlig betydelige, men sporadiske og oftest upåagtede opdagelser, – den moderne naturforskning daterer sig ligesom hele den nyere historie fra den storslåede epoke, som vi tyskere kalder reformationen, efter den nationalulykke, der dengang tilstødte os, mens franskmændene kalder den renæssancen og italienerne cinquecento [1] ,  men som ikke kendetegnes udtømmende af noget af disse navne. Det er den epoke, der sætter ind med sidste halvdel af det femtende århundrede. Støttet på byernes borgere brød kongedømmet feudaladelens magt og grundlagde de store monarkier, som væsentlig var baseret på nationalitet og i hvilke de moderne europæiske nationer og det moderne borgerlige samfund kunne udvikle sig; og mens borgere og adel lå i totterne på hinanden, pegede den tyske bondekrig profetisk på fremtidige klassekampe, idet den ikke blot førte de harmfulde bønder frem på scenen – det var ikke længere noget nyt – men bag dem stillede spirerne til det nuværende proletariat med den røde fane i hånden og kravet om ejendomsfællesskab på læberne. I manuskripter, der reddedes ud af Byzanz' fald, i antikke statuer, som gravedes ud af Roms ruiner, fik det forbavsede Vesten øje på en ny verden, den græske oldtid; for dennes strålende skikkelser forsvandt middelalderens spøgelser; Italien hævede sig til en uanet blomstring i kunsten, der forekom som et genskær af den klassiske oldtid, og som aldrig siden er blevet nået. I Italien, Frankrig, Tyskland opstod en ny litteratur, den første moderne; England og Spanien oplevede snart efter deres klassiske litteraturepoke. Det gamle orbis terrarums [2]   grænser blev gennembrudt, jorden blev egentlig først nu opdaget og grunden lagt til den senere verdenshandel og til håndværkets overgang til manufakturen, som igen dannede udgangspunktet for den moderne storindustri. Kirkens åndelige diktatur blev brudt; flertallet af de germanske folk kastede direkte diktaturet fra sig og antog protestantismen, mens et livsglad fritænkeri, overtaget fra araberne og næret af den nyopdagede græske filosofi, mere og mere slog rod i de romanske lande og forberedte det 18. århundredes materialisme.

Det var den største progressive omvæltning, menneskeheden indtil da havde oplevet, en tid der behøvede kæmper og skabte kæmper, kæmper i tankekraft, lidenskab og karakter, i mangesidighed og lærdom. De mænd, der lagde grunden til bourgeoisiets moderne herredømme, var alt andet end borgerligt indskrænkede. Tværtimod, tidens trang til eventyrlige oplevelser havde mere eller mindre grebet dem alle. Blandt de betydende mænd fandtes næsten ingen, der ikke havde gjort lange rejser, talte fire-fem sprog, udmærkede sig i flere forskellige fag. Leonardo da Vinci var ikke alene en stor maler, men også en stor matematiker, mekaniker og ingeniør, som de forskelligste grene af fysikken skylder vigtige opdagelser; Albrecht Dürer var maler, kobberstikker, billedhugger, arkitekt og opfandt desuden et befæstningssystem, som indeholdt adskillige af de idéer, der langt senere blev taget op igen af Montalembert og i de nyere tyske befæstninger. Machiavelli var statsmand, historiker, digter og tillige den første nævneværdige militærforfatter i nyere tid. Luther rensede ikke blot kirkens, men også det tyske sprogs augiasstald, skabte den moderne tyske prosa og digtede tekst og melodi til den sejrssalme, som blev det i6. århundredes Marseillaise. Hin tids helte var nemlig endnu ikke blevet slaver af arbejdsdelingen, hvis begrænsende virkninger i ensidig retning vi så ofte kan spore hos deres efterfølgere. Hvad der imidlertid især præger dem, er at de næsten alle lever og virker midt i tidens bevægelse, i den praktiske kamp, de tager parti og kæmper med, den ene med ord og skrift, den anden med kården, adskillige med begge dele. Deraf den fylde og kraft i karakteren, som gør dem til helstøbte mænd. Stuelærde er undtagelser: enten anden- og tredjerangs mennesker eller forsigtige filistre, som ikke vil risikere at brænde fingrene.

Også naturforskningen trivedes dengang midt i den almindelige revolution og var selv i bund og grund revolutionær; den skulle jo tilkæmpe sig sin ret i tilværelsen. Hånd i hånd med de store italienere, som den nyere filosofi daterer sig fra, leverede den sine martyrer til bålet og til inkvisitionens fængsler. Og det er betegnende, at protestanterne tog luven fra katolikkerne i forfølgelsen af den frie naturforskning. Calvin lod Servet brænde, da denne stod på nippet til at opdage blodcirkulationens løb, og tilmed lod han ham stege levende i to timer; inkvisitionen nøjedes i hvert fald med ganske simpelt at brænde Giordano Bruno.

Den revolutionære handling, hvorved naturforskningen erklærede sig uafhængig og ligesom gentog Luthers brænding af pavens bulle, var udgivelsen af det udødelige værk, hvormed Kopernikus, lidt forsagt og så at sige først på dødslejet, tilkastede den kirkelige autoritet fejdehandsken i naturens anliggender. Fra dette øjeblik daterer sig naturforskningens frigørelse fra teologien, selv om diskussionen om de to parters gensidige krav er trukket ud til vore dage og i adskillige hoveder langt fra er afsluttet. Men fra det øjeblik foregik videnskabernes udvikling også med kæmpeskridt og vandt i kraft, man kan vel sige proportionalt med anden potens af afstanden (i tid) fra dens udgangspunkt. Det var, som om verden skulle have bevis for, at for den organiske materies højeste produkt, menneskeånden, gjaldt der fra nu af en bevægelseslov stik modsat den, der gælder for uorganisk stof.

Hovedarbejdet i denne nu frembrudte, første periode i naturvidenskaben var at få overblik over det nærmestliggende stof. På de fleste områder måtte der begyndes helt på bar bund. Oldtiden havde efterladt Euklid og det ptolemæiske solsystem, araberne titalssystemet, algebraens begyndelsesgrunde, de moderne tal og alkymien; den kristelige middelalder slet intet. Nødvendigvis kom den mest elementære naturvidenskab, de jordiske legemers og himmellegemernes mekanik, til at indtage førstepladsen, og ved siden af, i mekanikkens tjeneste, stod opdagelsen og forbedringen af de matematiske metoder. Her blev der præsteret store ting. Ved periodens slutning, som betegnes med navnene Newton og Linné, finder vi disse videnskabsgrene bragt til en vis afslutning. De væsentligste matematiske metoder er fastslået i grundtrækkene; den analytiske geometri især gennem Descartes, logaritmerne gennem Neper, differential- og integralregningen gennem Leibniz og måske Newton. Det samme gælder de faste legemers mekanik, hvis hovedlove engang for alle var blevet klarlagt. Endelig havde Kepler i solsystemets astronomi opdaget lovene for planetbevægelsen, og Newton havde sammenfattet dem som materiens almene bevægelseslove. De øvrige grene af naturvidenskaben var vidt fjernet fra blot denne foreløbige afslutning. De flydende og luftformige legemers mekanik blev først nøjere bearbejdet hen mod periodens slutning. [3]   Den egentlige fysik var endnu ikke kommet ud over den første begyndelse, hvis vi undtager optikken, hvis enkeltstående fremskridt var fremkaldt af astronomiens praktiske behov. Kemien var først ved at frigøre sig fra alkymiens flogistiske teori. [4]   Geologien var endnu ikke kommet ud over mineralogiens fosterstadium; palæontologien kunne altså slet ikke eksistere endnu. Endelig var man på biologiens område endnu i hovedsagen beskæftiget med indsamlingen og den første sigtning af det uhyre stof, såvel det botaniske og zoologiske som det anatomiske og egentlig fysiologiske. Endnu kunne der næppe være tale om en sammenligning af livsformerne indbyrdes, om undersøgelse af deres geografiske, klimatologiske etc. udbredelse. Her nåede kun botanikken og zoologien en foreløbig afslutning gennem Linné.

Hvad der imidlertid især karakteriserer denne periode, er udarbejdelsen af en ejendommelig helhedsopfattelse, hvis centrum er den forestilling, at naturen er absolut uforanderlig. Hvordan naturen selv end kan være kommet i stand: da den først var der, forblev den, som den var, sålænge den bestod. Når planeterne og deres ledsagere først var sat i bevægelse af den hemmelighedsfulde "første impuls", blev de ved at kredse og kredse i deres foreskrevne ellipser i al evighed eller i hvert fald til alle tings ende. Stjernerne hvilede for bestandigt ubevægeligt på deres pladser og holdt hverandre fast der gennem den "almene gravitation". Jorden havde fra evighed eller fra sin skabelsesdag (alt efter synspunktet) uforandret været den samme. De nuværende "fem verdensdele" havde altid været til, altid med de samme bjerge, dale og floder, det samme klima, den samme flora og fauna; det skulle da være, at der ved menneskehåndens hjælp var sket forandring eller omflytning. Plante- og dyrearterne var engang for alle blevet udformet ved deres opståen, det samme affødte uafladeligt det samme, og det var allerede meget, når Linné indrømmede, at der muligvis her og der kunne opstå nye arter ved krydsning. I modsætning til menneskehedens historie, som udvikler sig i tiden, tilskrev man naturhistorien en udfoldelse i rummet, og ikke mere. Al forandring, al udvikling i naturen blev bestridt. Den i begyndelsen så revolutionære naturvidenskab stod pludselig over for en helt igennem konservativ natur, i hvilken alt stadig var, som det havde været oprindeligt, og i hvilken alt skulle forblive sådan, som det havde været fra begyndelsen, til verdens ende eller i al evighed.

Så højt naturvidenskaben i det 18. århundredes første halvdel stod over den græske oldtid i kendskab til stoffet og selv i sigtning af det, ligeså dybt stod den under denne oldtid i den ideelle beherskelse af stoffet, i den almene naturopfattelse. For de græske filosoffer var verden væsentlig noget, der var fremgået af kaos, noget efterhånden udviklet, noget efterhånden tilblevet (gewordenes). For naturforskerne i den periode, vi behandler, var den noget forstenet, noget uforanderligt, den stod for de fleste som noget, der var skabt med eet slag. Videnskaben stak endnu dybt i teologien. Overalt søger den og finder den som sidste årsag en impuls udefra, som ikke lader sig forklare ud af naturen selv. Selv om den tiltrækning, som Newton pompøst har døbt almen gravitation, nok bliver opfattet sorn et væsenstræk ved materien, hvorfra kommer da den uforklarede tangentialkraft, som først bringer planetbanerne i stand? Hvordan er de talløse arter af planter og dyr opstået? Og hvordan er da specielt mennesket opstået – om mennesket stod det dog fast, at det ikke var til fra evighed af? Sådanne spørgsmål besvarede videnskaben kun alt for ofte med at gøre alle tings skaber ansvarlig derfor. Kopernikus skriver i periodens begyndelse et opsigelsesbrev til teologien; Newton afslutter perioden med den guddommelige første impuls, fremsat som postulat. Den højeste almene tanke, som denne naturvidenskab svang sig op til, var tanken om naturindretningernes hensigtsmæssighed, den fladbundede Wolffske teleologi, ifølge hvilken kattene blev skabt for at æde musene, og musene for at blive ædt af kattene, og hele naturen for demonstrere skaberens visdom. Det tjener datidens filosofi til den største ære, at den ikke lod sig føre på vildspor af den samtidige naturerkendelses begrænsede niveau, at den – fra Spinoza til de store franske materialister – holdt fast ved, at verden skulle forklares ud fra sig selv, og overlod fremtidens naturvidenskab at begrunde dette detailler.

Jeg regner det 18. århundredes materialister med til denne periode, fordi der ikke stod dem andet naturvidenskabeligt materiale til rådighed end det ovenfor skildrede. Kants epokegørende skrift forblev en hemmelighed for dem, og Laplace kom længe efter dem. Lad os glemme, at denne forældede naturopfattelse, selv om den var gennemhullet på alle leder og kanter ved videnskabens fremskridt, beherskede hele den første halvdel af det 19. århundrede og den dag i dag i hovedsagen doceres i alle skoler. [5]  

Den, der skød den første breche i denne forstenede naturopfattelse, var ikke en naturforsker, men en filosof. I 1755 udkom Kants "Himmelens almene naturhistorie og teori". Spørgsmålet om den første impuls var ude af betragtning; jorden og hele solsystemet stod som noget, der i tidens løb var tilblevet. Hvis det store flertal af naturforskere havde været mindre smittet af den afsky for tænkning, som Newton udtrykker med advarslen: Fysik, vogt dig for metafysik! – ville de af denne ene geniale kantske opdagelse have draget slutninger, som havde sparet dem for endeløse afveje, umådelige mængder af tid og arbejde, forødt i en søgen i falske retninger. Thi i Kants opdagelse lå udspringet til alt videre fremskridt. Hvis jorden var noget tilblevet, måtte dens nuværende geologiske, geografiske, klimatiske tilstand, dens planter og dyr ligeledes været noget tilblevet, den måtte have en historie ikke blot i rummet, det ene ved siden af det andet, men også i tiden, det ene efter det andet. Hvis undersøgelserne straks og energisk var blevet videreført i denne retning, ville naturvidenskaben nu have været betydeligt længere end den er. Men hvad godt kunne der komme fra filosofien? Kants skrift forblev uden noget umiddelbart resultat, indtil Laplace og Herschel mange år senere udviklede dets indhold, begrundede det nærmere og således efterhånden bragte "nebularhypotesen"  [6] til ære og værdighed igen. Yderligere opdagelser sikrede den endelig sejren; de vigtigste af dem var: fiksstjernernes egenbevægelse, påvisning af, at der i verdensrummet fandtes noget, der ydede modstand, spektralanalysens bevis for verdensmateriens kemiske identitet og for eksistensen af sådanne glødende tågemasser, som Kant havde forudsat. [7]  

Man har imidlertid lov til at betvivle, at flertallet af naturforskerne så hurtigt ville have fået øje for den modsigelse, der ligger i, at en jord i forandring skal bære uforanderlige organismer, hvis ikke den dæmrende opfattelse, at naturen ikke er, men er i vorden og forandring, havde fået bistand fra anden side. Geologien opstod og påviste ikke blot jordlagene, dannede efter hverandre og aflejrede over hverandre, men påviste også bevarede skaller og skeletter af uddøde dyr, stammer, blade og frugter af ikke mere forekommende planter i disse lag. Man måtte beslutte sig til at anerkende, at ikke blot jorden i det store og hele, men også dens nuværende overflade og planterne og dyrene på den har en historie i tiden. Anerkendelsen skete i begyndelsen temmelig modstræbende. Cuviers teori om de revolutioner, jorden undergår, var revolutionær i formen og reaktionær i indholdet. I stedet for een guddommelig skabelse satte den en hel række gentagne skabelsesakter, den gjorde miraklet til en væsentlig løftestang i naturen. Først Lyell bragte forstand ind i geologien, idet han erstattede de pludselige, af skaberens luner fremkaldte revolutioner med de gradvise virkninger af en langsom omformning af jorden. [8]  

Lyells teori kunne endnu dårligere forenes med antagelsen af bestandige organiske arter end alle dens forgængere. En gradvis omformning af jordoverfladen og alle livsbetingelser medførte direkte en gradvis omformning af organismerne, deres tilpasning til omgivelsernes forandringer, den medførte arternes foranderlighed. Men traditionen er en magt ikke blot i den katolske kirke, men også i naturvidenskaben. Lyell selv havde i mange år ikke blik for modsigelsen, hans elever endnu mindre. Dette kan kun forklares ved den arbejdsdeling, der i mellemtiden var blevet fremherskende i naturvidenskaben, og som bød hver enkelt mere eller mindre at begrænse sig til hans specielle fag, således at det kun var få, der ikke gik glip af det almene overblik.

I mellemtiden havde fysikken gjort vældige fremskridt, hvis resultater blev sammenfattet i 1842, et epokegørende år for denne gren af naturforskningen. Sammenfatningen blev foretaget af tre mænd på næsten samme tid. Mayer i Heilbronn og Joule i Manchester efterviste varmens omslag i mekanisk kraft og mekanisk krafts omslag i varme. Konstateringen af varmens mekaniske ækvivalent gjorde dette resultat utvivlsomt. Samtidig beviste Grove – ikke naturforsker af fag, men engelsk advokat – ved en simpel bearbejdelse af de enkelte fysiske resultater, der allerede var indvundet, at alle såkaldte fysiske kræfter, varme, lys, elektricitet, magnetisme, ja selv den såkaldte kemiske kraft under bestemte betingelser slår om, den ene i den anden, uden at der sker noget som helst krafttab, og han beviste således ad fysisk vej en langt tidligere udtalt sætning af Descartes, at bevægelsesmængden i verden er konstant. Hermed var de adskilte fysiske kræfter, så at sige de uforanderlige "arter" i fysikken, opløst i forskelligt differentierede, materielle bevægelsesformer, der efter bestemte love går over i hverandre. Den tilfældighed, at der bestod så og så mange fysiske kræfter, var fjernet fra videnskaben, idet deres sammenhæng og overgange var eftervist. Fysikken var ligesom allerede astronomien nået frem til et resultat, der med nødvendighed pegede på det evige kredsløb af materie i bevægelse, som videnskabens videste konklusion.

Kemiens vidunderligt hurtige udvikling siden Lavoisier og især siden Dalton angreb de gamle forestillinger om naturen fra en anden side. Ved ad uorganisk vej at fremstille forbindelser, som hidtil kun var opstået i levende organismer, efterviste den, at kemiens love har samme gyldighed for organiske legemer som for uorganiske, og udfyldte en stor del af den kløft mellem uorganisk og organisk natur, som Kant endnu havde ment var uoverstigelig for evigt.

Endelig var der ved de videnskabelige rejser og ekspeditioner, der navnlig efter forrige århundredes midte systematisk var blevet foretaget, ved den nøjere udforskning af de europæiske kolonier i alle verdensdele ved derboende fagfolk, endvidere ved fremskridtene i palæontologi, anatomi og fysiologi overhovedet, især efter den systematiske anvendelse af mikroskopet og opdagelsen af cellen, blevet samlet så meget materiale også på den biologiske forsknings område, at anvendelsen af den sammenlignende metode blev mulig og tillige nødvendig. [9]   På den ene side blev de forskellige floraers og faunaers livsbetingelser fastslået ved hjælp af den sammenlignende fysiske geografi, på den anden side blev de forskellige organismer sammenlignet ud fra deres homologe organer, ikke blot i udvokset tilstand, men på alle deres udviklingstrin. jo dybere og nøjagtigere denne undersøgelse blev drevet, desto mere fik den det stive system med en uforanderligt fikseret organisk natur til at opløse sig. Ikke blot flød flere og flere enkelte arter af planter og dyr redningsløst ud i hverandre, men der dukkede dyr op som Amphioxus og Lepidosirer, [10]   som lod hånt om al hidtidig klassifikation, [11]   og endelig stødte man på organismer, om hvilke man ikke engang kunne sige, om de hørte til planteriget eller til dyreriget. Hullerne i det palæontologiske arkiv udfyldtes mere og mere og tvang selv de mest genstridige til at se den slående parallelisrne, der består mellem udviklingshistorien for den organiske verden som helhed og for den enkelte organisme, ariadnetråden, der skulle føre ud af den labyrint, hvori botanik og zoologi mere og mere syntes at fare vild. Det var betegnende, at næsten samtidig med Kants angreb på solsystemets evighed indledede C. F. Wolff i 1759 det første angreb på arternes bestandighed og proklamerede afstamningslæren. Men hvad der hos ham endnu kun var en genial foregriben, det antog fast form hos Oken, Lamarck, Baer, og blev nøjagtig 100 år senere, i 1859, sejrrigt gennemført af Darwin. Næsten samtidig blev det konstateret, at protoplasma og celle, der allerede tidligere var konstateret som alle organismers sidste formbestanddele, kan forekomme selvstændigt levende som de laveste organiske former. Dermed var kløften mellem uorganisk og organisk natur reduceret til et minimum, og tillige var en af de væsentligste vanskeligheder fjernet, som afstamningsteorien for organismerne hidtil havde mødt. Den nye naturopfattelse var færdig i sine grundtræk: alt stift var blevet opløst, alt fast forflygtiget, alle specielle foreteelser, som man havde troet evige, var blevet forgængelige, hele naturen var eftervist som bevægende sig i en evig strøm, et evigt kredsløb.

*

Og dermed er vi da atter vendt tilbage til den opfattelse, der fandtes hos den græske filosofis store grundlæggere, at hele naturen, fra det mindste til det største, fra sandskornene til solene, fra protista til mennesket eksisterer som en evig opståen og forsvinden, som en stadig strøm, som en rastløs bevægelse og forandring. Kun med den væsentlige forskel, at hvad der hos grækerne var en genial intuition, hos os er et resultat af strengt videnskabelig, erfaringsmæssig forskning og derfor også optræder i en langt mere bestemt og klar form. Ganske vist er den empiriske påvisning af dette kredsløb ikke aldeles fri for huller, men disse er ubetydelige i sammenligning med det, der allerede er sikkert fastslået, og de udfyldes mere og mere år for år. Og hvorledes kunne påvisningen også være andet end behæftet med huller, når man betænker, at de væsentligste grene af videnskaben, den transplanetare astronomi, kemien, geologien, er knap et århundrede gamle, at den sammenlignende metode i fysiologien næppe har 50 års videnskabelig eksistens bag sig, og at næsten al livsudviklings grundform, cellen, er opdaget for mindre end fyrre år siden!

*

Af hvirvlende, glødende gaståger, hvis bevægelseslove måske bliver klarlagt, når nogle århundreders iagttagelser skaffer os klarhed over stjernernes egenbevægelser, udvikledes ved sammentrækning og afkøling de talløse sole og solsystemer i vor verdensø, som begrænses af Mælkevejens yderste stjerneringe. Denne udvikling er åbenbart ikke alle vegne foregået lige hurtigt. Eksistensen af mørke legemer, ikke blot planeter, men også udslukte sole i vort stjernesystem, påtrænger sig mere og mere astronomien (Mädler); på den anden side hører (ifølge Secchi) en del af de gasagtige tågepletter til vort stjernesystem og er endnu ikke færdige sole, uden at det dog er udelukket, at andre tåger, som Mädler hævder, er fjerne, selvstændige verdensøer, hvis relative udviklingstrin spektroskopet skal fastslå.

Hvorledes et solsystem udvikler sig af en eneste gasmasse, har Laplace på hidtil uovertruffet måde eftervist i enkeltheder; den senere videnskab har skaffet flere og flere bekræftelser.

På de således dannede enkelte legemer – sole såvel som planeter og ledsagere – hersker i begyndelsen den samme bevægelsesform i materien, som vi kalder varme. Om grundstoffernes kemiske forbindelser kan der ikke være tale, selv ikke ved en temperatur som den, solen har i dag; hvorvidt varmen omsættes til elektricitet eller magnetisme, vil fortsatte soliagttagelser vise; at de mekaniske bevægelser, der foregår på solen, udelukkende skyldes konflikten mellem varme og tyngde, er jo allerede så godt som afgjort.

De enkelte legemer afkøles desto hurtigere, jo mindre de er. Ledsagere, asteroider, meteorer først, ligesom vor måne jo forlængst er uddød. Planeterne langsommere, langsomst centrallegemerne.

Med den fremadskridende afkøling, træder vekselspillet mellem fysiske bevægelsesformer i deres indbyrdes forvandling mere og mere i forgrunden, indtil der endelig nås et punkt, fra hvilket den kemiske affinitet begynder at gøre sig gældende, hvor de kemisk hidtil indifferente grundstoffer differentierer sig kemisk efter hverandre, får kemiske egenskaber, indgår kemiske forbindelser med hverandre. Disse forbindelser skifter stadig med den aftagende temperatur, som udøver forskellig indflydelse ikke blot på hvert enkelt grundstof, men også på hver enkelt forbindelse af grundstoffer, hvad der tillige betinger, at en del af den gasformige materie går over først i flydende, dernæst i fast tilstand, og derved skaber nye betingelser.

Den tid, hvor planeten får en fast skorpe og vandansamlinger på sin overflade, falder sammen med den, hvor dens egenvarme mere og mere træder i baggrunden for den varme, der udstråles til den fra centrallegemet. Dens atmosfære bliver skueplads for meteorologiske fænomener i den betydning, hvori vi nu forstår ordet, dens overflade bliver skueplads for geologiske forandringer, under hvilke de aflejringer, der skyldes atmosfærisk nedbør, mere og mere får overvægten over de langsomt svagere virkninger fra det hedtflydende indre.

Når temperaturen endelig udlignes så meget, at den i hvert fald på en betydelig del af overfladen ikke mere overskrider de grænser, under hvilke æggehvidestof kan leve, så danner der sig, under ellers gunstige kemiske forudsætninger, levende protoplasma. Hvilke disse forudsætninger er, ved vi endnu ikke i dag, hvad der ikke kan forundre, eftersom den kemiske formel for æggehvidestof ikke engang kendes med sikkerhed endnu og vi ikke engang ved endnu, hvor mange kemisk forskellige æggehvidestoffer der findes, og eftersom det kun i omtrent ti år har været kendt, at fuldkommen strukturløs æggehvide opviser alle væsentlige livsfunktioner, fordøjelse, udskillelse, bevægelse, sammentrækning, reaktion på pirring, forplantning.

Det kan have varet årtusinder, før de betingelser indtrådte, under hvilke det næste fremskridt kunne ske og denne fuldkommen formløse æggehvide kunne frembringe den første celle gennem dannelse af kærne og cellevæg. Men med denne første celle var også grundlaget for formdannelsen i hele den organiske verden givet; først udviklede der sig, som vi tør antage efter hele analogien med det palæontologiske arkiv, talløse arter af celleløse og celledelte protista, hvoraf alene Eozoon Canadense er os overleveret, [12]   og hvoraf nogle efterhånden differentierede sig til de første planter, andre til de første dyr. Og ud fra de første dyr udviklede der sig, væsentlig gennem yderligere differentiering, de utallige klasser, ordener, familier, slægter og arter af dyr, sluttelig den form, i hvilken nervesystemet får sin mest fuldstændige udvikling, nemlig hvirveldyrene, og endnu senere det hvirveldyr, i hvilket naturen når til bevidsthed om sig selv – mennesket.

Også mennesket opstår gennem differentiering. Ikke blot individuelt differentieret, fra en eneste ægcelle til den mest komplicerede organisme, som naturen har frembragt, - nej, også historisk. Da hånden efter årtusinders kampe var differentieret fra foden og den oprejste gang endelig var en kendsgerning, da var mennesket skilt fra aben, da var grunden lagt til udviklingen af det artikulerede sprog og til den enorme udfoldelse af hjernen, som siden hen har gjort kløften mellem menneske og abe uoverstigelig. Specialiseringen af hånden - det betyder værktøjet, og værktøjet betyder den specifikt menneskelige virksomhed, menneskets omskabende tiibagevirkning på naturen, produktionen. Også dyr i ordets snævrere forstand har værktøj, men kun som lemmer på deres krop – myren, bien, bæveren; også dyr producerer, men deres produktive indvirkning på naturen omkring dem er lig nul i forhold til naturen selv. Kun mennesket har præsteret at påtrykke naturen sit stempel, ved ikke blot at flytte planter og dyr, men også at forandre sit bosteds udseende og klima, ja planterne og dyrene selv, på en sådan måde, at følgerne af dets virksomhed kun kan forsvinde med jordklodens almindelige afdøen. Og det har mennesket præsteret navnlig og væsentlig ved hjælp af hånden. Selv dampmaskinen, menneskets hidtil kraftigste værktøj til omskabelse af naturen, beror som værktøj i sidste instans på hånden. Men med hånden udviklede hovedet sig skridt for skridt, med hånden kom bevidstheden, først om betingelserne for enkelte praktiske nyttevirkninger, og senere, hos de mere begunstigede folk, udviklede dette sig til indsigt i de naturlove, der betingede nyttevirkningerne. Og med det hurtigt voksende kendskab til naturlovene voksede midlerne til en tilbagevirkning på naturen; hånden alene havde aldrig kunnet fremstille dampmaskinen, hvis ikke menneskets hjerne havde udviklet sig sammen med den og ved siden af den og tildels afhængigt af den.

Med mennesket træder vi ind i historien. Også dyrene har en historie, som rummer deres afstamning og gradvise udvikling til deres nuværende niveau. Men denne historie bliver lavet for dem, og for så vidt de selv tager del deri, sker det uden deres vidende og vilje. Menneskene derimod, jo mere de fjerner sig fra dyret i snævrere forstand, desto mere laver de selv deres historie, med bevidsthed, desto ringere bliver indflydelsen af uforudsete virkninger, af ukontrollerede kræfter på denne historie, desto nøjagtigere svarer det historiske resultat til den forud opstillede hensigt. Anlægger vi imidlertid denne målestok på den menneskelige historie, selv de mest udviklede folks historie i nutiden, så finder vi, at der her stadigvæk består et kolossalt misforhold mellem de opstillede mål og de opnåede resultater, at de uforudsete virkninger er fremherskende, at de ukontrollerede kræfter er langt stærkere end dem, der sættes i bevægelse efter en plan. Og dette kan ikke være anderledes, så længe menneskenes væsentligste historiske virksomhed, den der har hævet dem op fra dyretilværelsen til menneskeheden, den der udgør det materielle grundlag for alle deres øvrige virksomheder, nemlig produktionen af deres livsfornødenheder, dvs. i dag den samfundsmæssige produktion, først for alvor er underkastet utilsigtede indvirkninger af ukontrollerede kræfter og kun undtagelsesvis når det tilsigtede mål, men langt hyppigere når det stik modsatte. Vi har i de mest fremskredne industrilande tøjlet naturkræfterne og tvunget dem ind i menneskets tjeneste; vi har dermed mangedoblet produktionen i det uendelige, således at et barn nu kan frembringe mere end hundrede voksne forhen. Og hvad er følgen? Stigende overarbejde og stigende elendighed i masserne og hvert tiende år et stort sammenbrud. Darwin var ikke klar over, hvilken bitte satire over menneskene og især over sine landsmænd han skrev, da han påviste, at den frie konkurrence, kampen for tilværelsen, der af økonomerne fejres som den største historiske landvinding, er normaltilstanden i dyreriget. Først en bevidst organisering af den samfundsmæssige produktion, hvor der produceres og fordeles planmæssigt, kan hæve menneskene ud af den øvrige dyreverden også i samfundsmæssig henseende, ligesom produktionen overhovedet har gjort dette for menneskene i specifik henseende. Den historiske udvikling gør dagligt en sådan organisation mere uomgængelig, men dagligt også mere mulig. Fra den vil datere sig en ny historieepoke, i hvilken menneskene selv, og med dem alle grene af deres virksomhed, navnlig også naturvidenskaben, vil begynde et nyt opsving, som stiller alt forudgående i skygge.

Imidlertid, alt hvad der består, er værd, at det til grunde går. Millioner af år kan gå hen over verden, hundredtusinder af slægtled fødes og dø men ubønhørligt rykker den tid nærmere, hvor den svindende solvarme ikke mere er tilstrækkelig til at smelte isen, som rykker frem fra polerne, hvor menneskene, mere og mere klumpet sammen omkring ækvator, endelig heller ikke dér kan finde varme nok til livet, hvor lidt efter lidt det sidste spor af organisk liv forsvinder og jorden som en død, frossen bold ligesom månen kredser videre i dybt mørke og i stadig snævrere baner omkring den ligeledes døde sol og sluttelig falder ind i denne. Andre planeter vil have lidt den skæbne før jorden, andre følger efter; i stedet for det harmonisk ordnede, lyse, varme solsystem følger derefter kun en kold, død kugle sin ensomme vej gennem verdensrummet. Og som det går vort solsystem, går det før eller senere alle andre systemer i vor verdensø, sådan går det systemerne i alle andre utallige verdensøer, selv dem, hvis lys aldrig vil nå jorden, så længe der lever et menneskeligt øje på den, som kunne opfange lyset.

Og når nu et sådant solsystem har fuldbragt sit livsløb og er hjemfaldet til alt endeligts skæbne, døden, hvad så? Vil solens lig i al evighed rulle videre som et lig gennem det uendelige rum, og alle de fordums uendeligt mangfoldigt differentierede naturkræfter for bestandigt gå op i den ene bevægelsesform, tiltrækningen? "Eller," som Secchi spørger (s. 810), "er der kræfter i naturen, som kan sætte det døde system tilbage til begyndelsestilstanden, den glødende tåge, og atter opvække det til nyt liv? Vi ved det ikke."

Ganske vist ved vi det ikke i samme forstand, som vi ved, at 2 x 2 = 4, eller at materiens tiltrækning tiltager og aftager med afstandens kvadrat. Men i den teoretiske naturvidenskab, som udarbejder sin naturopfattelse så vidt muligt til et harmonisk hele, og uden hvilken selv den mest tanketomme empiriker ikke kommer af pletten nu om stunder, er vi meget ofte nødt til at regne med utilstrækkeligt bekendte størrelser, og på dette felt har tankens konsekvens til alle tider måttet hjælpe det mangelfulde kendskab videre. Nu har den moderne naturvidenskab måttet adoptere sætningen om bevægelsens uforgængelighed fra filosofien; uden denne sætning kan den ikke længere bestå. Materiens bevægelse, det er imidlertid ikke blot den grove mekaniske bevægelse, den blotte forandring af stedet, det er varme og lys, elektrisk og magnetisk spænding, kemisk forbindelse og spaltning, liv og sluttelig bevidsthed. At sige, at materien under hele sin tidsmæssigt ubegrænsede eksistens kun en eneste gang og i forsvindende kort tid i forhold til sin evighed har den mulighed at differentiere sin bevægelse og derved at udfolde hele rigdommen i denne bevægelse, og at den før og efter dette forbliver begrænset til den blotte stedforandring – det er det samme som at påstå, at materien er dødelig og bevægelsen forgængelig. Bevægelsens uforgængelighed kan ikke opfattes blot kvantitativt, den må også opfattes kvalitativt; en materie, hvis rent mekaniske stedforandring nok rummer den mulighed i sig, at den under gunstige betingelser kan slå over i varme, elektricitet, kemisk aktion, liv, men som er ude af stand til at frembringe disse betingelser ud af sig selv, en sådan materie er gået glip af bevægelse; en bevægelse, som har mistet evnen til at omsætte sig til en af de forskellige former, der tilkommer den, har ganske vist endnu dynamis, [13]   men ingen energeia [14]   mere og er dermed delvis ødelagt. Ingen af delene er imidlertid tænkeligt.

Så meget er sikkert: der var en tid, hvor materien i vor verdensø havde omsat en sådan mængde bevægelse – af hvilken art ved vi hidtil ikke – i varme, at der deraf kunne udvikle sig solsystemer omkring mindst 20 millioner stjerner (efter Mädlers skøn), hvis gradvise afdøen ligeledes er sikker. Hvorledes gik denne omsætning for sig? Vi ved det lige så lidt, som pater Secchi ved, at vort solsystems kommende caput mortuum [15]   engang igen vil blive forvandlet til råstof for nye solsystemer. Men enten må vi her tage vor tilflugt til skaberen, eller også er vi nødt til at drage den slutning, at det glødende råstof til solsystemerne i vor verdensø blev til på naturlig måde, ved bevægelsesforvandlinger, som fra naturens hånd tilkommer materie i bevægelse, og hvis betingelser altså også må genfrembringes, af materien, selv om det måske først sker efter millioner og atter millioner af år, mere eller mindre tilfældigt, men med den iboende nødvendighed, som også tilfældigheden rummer.

Muligheden for en sådan forvandling indrømmes mere og mere. Man kommer til den opfattelse, at verdenslegemerne har den sluttelige bestemmelse at falde ind i hverandre, og man beregner endog den varmemængde, som m& udvikle sig ved sådanne sammenstød. Den pludselige opblussen af nye stjerner, den lige så pludseligt øgede lysstyrke fra gammelkendte stjerner, om hvilket astronomien fortæller os, lader sig lettest forklare ud fra sådanne sammenstød. Desuden er det ikke alene vor planetgruppe, der bevæger sig omkring solen, og vor sol inden for vor verdensø, men hele vor verdensø bevæger sig videre i verdensrummet i temporær, relativ ligevægt med de øvrige verdensøer; thi selv en relativ ligevægt af fritsvævende legemer kan kun bestå ved gensidigt betinget bevægelse; og adskillige antager, at temperaturen i verdensrummet ikke er den samme overalt. Endelig: vi ved, at med undtagelse af en forsvindende lille del forsvinder varmen fra vor verdensøs talløse sole ud i rummet og gør sig forgæves møje for at forhøje verdensrummets temperatur med blot en milliontedel grad celsius. Hvad bliver der af denne enorme mængde varme? Er den for alle tider gået tabt i forsøget på at opvarme verdensrummet, er den praktisk taget ophørt at eksistere, og består den nu kun teoretisk videre i den kendsgerning, at verdensrummet er blevet varmere med en graddecimalbrøkdel, der begynder med ti eller flere nuller? Denne antagelse fornægter bevægelsens uforgængelighed; den giver plads for den mulighed, at al forhåndenværende mekanisk bevægelse kan forvandles til varme ved de successive sammenfald af verdenslegemerne og denne varme udstråles i verdensrummet, hvormed al bevægelse trods al "kraftens uforgængelighed" overhovedet var ophørt. (Det viser sig for øvrigt her, hvor skæv betegnelsen "kraftens uforgængelighed" i stedet for "bevægelsens uforgængelighed" er). Vi kommer altså til den slutning, at selv om det først engang senere vil være videnskabens opgave at påvise vejen, så må den varme, der udstråles til verdensrummet, have mulighed for at omsætte sig til en anden bevægelsesform, i hvilken den atter kan give sig udslag i samling og virksomhed. Og dermed bortfalder hovedvanskeligheden, som stod i vejen for de aflivede soles genskabelse som glødende tåger.

For øvrigt er den stadige gentagelse af på hinanden følgende verdener i den endeløse tid kun det logiske supplement til de utallige verdeners beståen side om side i det endeløse rum – en sætning, hvis nødvendighed endog påtvinger sig Drapers antiteoretiske hjerne. [16]  

Det er et evigt kredsløb, materien bevæger sig i, et kredsløb, som vel først gennemløber sin bane i tidsrum, for hvilke vort jordiske år ikke længere er en tilstrækkelig målestok, et kredsløb i hvilket tiden for den højeste udvikling, tiden for det organiske liv og endnu mere tiden for selvbevidste og naturbevidste væseners liv er lige så knapt tilmålt som det rum, i hvilket livet og selvbevidstheden bliver virkelighed; et kredsløb, hvor enhver endelig eksistensform, materien kan have, som sol eller gaståge, enkelt dyr eller dyreslægt, kemisk forbindelse eller kemisk spaltning, er lige forgængelig, og hvori intet andet er evigt end materien i evig forandring og evig bevægelse og de love, efter hvilke materien bevæger og forandrer sig. Men hvor ofte og hvor ubarmhjertigt dette kredsløb end fuldbyrdes i tid og rum; hvor mange millioner sole og jordkloder der end kan opstå og forgå hvor længe det end kan vare, inden der i et solsystem indfinder sig betingelser for organisk liv på blot een planet; hvor utallige organiske væsener der end må gå forud, og forud må forgå, inden der af deres midte udvikles dyr med tænkedygtig hjerne og med omgivende livsbetingelser for et kort spand af tid, for så atter at blive nådeløst udryddet – vi har vished for, at materien i alle sine forvandlinger evigt forbliver den samme, at ingen af dens attributer nogensinde kan gå tabt, og den derfor også – med samme jernhårde nødvendighed, hvormed den atter vil udrydde sin højeste blomst på jorden, den tænkende ånd – vil genskabe den andre steder og i en anden tid.


Noter

[1]: Cinquecento – det 16. århundrede. – Red.

[2]: Orbis terrarum – "jordens kreds", de gamle romeres betegnelse for verden. – Red.

[3]: I manuskriptets rand en blyantstilføjelse af Engels: "Torricelli i anledning af alpestrømmenes regulering". – Red.

[4]: En fremherskende teori i det 17. og 18. århundredes kemi; den gik ud på, at forbrændingsprocessen skulle være betinget af, at der i legemerne fandtes et særligt stof, flogiston. – Red.

[5]: Hvor urokkeligt en mand så sent som 1861 kunne tro på denne opfattelse, en mand hvis videnskabelige arbejder har leveret yderst vigtigt materiale til denne opfattelses gendrivelse, viser følgende klassiske ord: "Alle indretninger i vort solsystem sigter, så vidt vi er i stand til at gennemskue dem, til det beståendes opretholdelse og til uforanderlig vedvaren. Ligesom intet dyr, ingen plante på jorden er blevet mere fuldkommen eller overhovedet blevet anderledes siden de ældste tider, ligesom vi i alle organismer kun træffer trin ved siden af hverandre, ikke efter hverandre, ligesom vor egen menneskeslægt i legemlig henseende bestandig er forblevet den samme – således vil selv den største mangfoldighed i de samtidigt eksisterende verdenslegemer ikke berettige os til nogen formodning om, at disse former blot er forskellige udviklingstrin, tværtimod er alt skabt lige fuldkomment i sig selv." (Mädler, Pop. Astr. Berlin 1861, 5. opl., s. 316. (Note af Engels).
Der sigtes til J. H. Mädlers bog, "Verdensaltets vidunderlige bygning, eller populær astronomi". – Red.

[6]: En hypotese, ifølge hvilken himmellegemerne er opstået af glødende tågemasser. – Red.

[7]: I randen følgende blyantsnotits af Engels: "Tidevandets rotationshemning også først forstået af Kant." – Red.

[8]: Mangelen ved den lyellske opfattelse – i det mindste i dens første form – lå i, at den tog de kræfter, der virker på jorden, som konstante, konstante efter kvalitet og kvantitet. Jordens afkøling kommer ikke i betragtning hos ham; jorden udvikler sig ikke i en bestemt retning, den forandrer sig blot på en sammenhængsløs, tilfældig måde. (Note af Engels).

[9]: I randen følgende blyantsnotits af Engels: "Embryologi". – Red.

[10]: Amphioxus – et indtil 5 cm langt fiskeagtigt dyr, som findes i en række have (i det indiske ocean, i Stillehavet ved det malajiske øhavs og Japans kyster, i Middelhavet, Sortehavet osv.) og som udgør en overgangsform fra de hvirvelløse til hvirveldyrene. Lepidosirer – hører til lungefiskene, der ånder ved såvel lunger som gæller og lever ved Sydamerika. – Red.

[11]: I randen følgende blyantsnotits af Engels: "Ceradotus dito Archæopterix." Ceradotus – lungefisk, der lever ved Australien. Archaopterix – et forlængst uddødt dyr, den ældste repræsentant for fuglenes klasse, med adskillige af krybdyrenes egenskaber. – Red.

[12]: I randen følgende blyantsnotits af Engels: Eozoon Canadense – mineral, fundet i Kanada, blev tidligere anset for at være en rest af de ældste primitive organismer. I 1878 gendrev Möbius den opfattelse, at dette var af organisk oprindelse. – Red.

[13]: Formåen. – Red.

[14]: Virkekraft. – Red.

[15]: Caput mortuum – dødningehoved, her i betydningen døde rester. – Red.

[16]: "Mangfoldigheden af verdener i det uendelige rum fører til antagelsen af en rækkefølge af verdener i den uendelige tid." Draper. Hist. Int. Devel., II, s. 325. (Note af Engels). J. W. Draper, "History of the Intellectual Development of Europe", bind I-II, London 1864. – Red.


Indledning til "Naturens dialektik"

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere