Folkefrontens "teori"

Det ville imidlertid være naivt at tro, at Kominterns politik i Spanien udspringer af en teoretisk "fejltagelse". Stalinisme er ikke vejledt af marxistisk teori, eller for den sags skyld af nogen teori overhovedet, men af Sovjet-bureaukratiets empiriske interesser. I deres inderste kredse håner de sovjetiske kynikere Dimitrovs "filosofi" om Folkefronten. Men de har til deres disposition for at bedrage masserne store kadrer af propagandister af denne hellige formel, oprigtige og bedrageriske, tåber og svindlere. Louis Fischer med sin ignorans og selvglæde, med sin provinsielle rationalisme og medfødte døvhed for revolution, er den mest frastødende repræsentant for dette utiltrækkende broderskab. "Foreningen af progressive kræfter"!, "Folkefrontsideens triumf!", "Trotskisternes angreb mod de anti-fascistiske rækkers enhed!" ... Hvem vil tro, at Det kommunistiske Manifest blev skrevet for halvfems år siden?

Folkefrontens teoretikere når egentlig ikke videre end aritmetikkens første regel, det vil sige addition: "Kommunister" plus socialister plus anarkister plus liberale giver sammenlagt en sum, der er større end deres respektive isolerede antal. Det er hele deres visdom. Aritmetik alene er imidlertid ikke tilstrækkeligt her. Der er i lige så høj grad brug for i det mindste mekanik. Loven om kræfternes parallelogram passer lige så vel til politik. I et sådant parallelogram ved vi, at resultanten er kortere, jo mere de sammensatte kræfter afviger fra hinanden. Når politiske allierede er tilbøjelige til at trække i modsatte retninger, kan resultanten vise sig at være lig nul.

En blok af forskellige politiske grupperinger i arbejderklasse er nogen gange fuldstændig uundværlig for løsningen af fælles praktiske problemer. Under visse historiske omstændigheder er sådan en blok i stand til at tiltrække de undertrykte småborgerlige masser, hvis interesser er knyttet til proletariatets interesser. En sådan bloks forenede styrke kan vise sig at være langt stærkere end summen af hver af dens bestanddeles styrker. Modsat er den politiske alliance mellem proletariatet og borgerskabet, hvis interesser på fundamentale spørgsmål i den nuværende epoke afviger i en vinkel på 180 grader, som en generel regel kun i stand til at lamme proletariatets revolutionære kraft.

Borgerkrig, hvori magten af åben tvang næppe er effektiv, kræver af sine deltagere en ånd af den yderste selvfornægtelse. Arbejderne og bønderne kan kun sikre sejren, hvis de er engageret i en kamp for deres egen frigørelse. Under disse betingelser betyder det at underordne proletariatet under borgerskabets lederskab på forhånd at sikre nederlaget i borgerkrigen.

Disse simple sandheder er mindst af alt produktet af ren teoretisk analyse. Tværtimod, de repræsenterer den uangribelige udledning af al historisk erfaring, begyndende fra i hvert fald 1848. Det borgerlige samfunds nyere historie er fyldt med alle slags folkefronter, dvs. de mest forskellige politiske kombinationer med henblik på at bedrage det arbejdende folk. Den spanske erfaring er blot et nyt og tragisk led i denne kæde af forbrydelse og forræderi.