Oprørets begyndelse

Kerenskijs regering vidste ikke, hvad den skulle gøre. Fra fronten hentede man yderligere to batailloner automobilister og flyverforsvarsbatterier. Der blev også gjort forsøg på at skaffe kavallerikontingenterne til. – Automobilisterne sendte undervejs et telegram til Petrograder-sovjetten: vi bliver ført til Petrograd, ved ikke hvorfor, beder om oplysning. Vi befalede dem at gøre holdt og at sende en delegation til Petrograd. Delegationen kom og erklærede på mødet i sovjetten, at hele bataillonen var på vor side. Dette fremkaldte en storm af begejstring. Det blev betydet bataillonen, at den straks skulle komme til hovedstaden.

Antallet af delegerede fra fronten steg fra dag til dag. De herrer forhørte sig om tingenes tilstand, modtog litteratur fra os og vendte tilbage til fronten for der at udbrede budskabet om, at vi kæmpede for arbejdernes, bøndernes og soldaternes regering. „Skyttegravene vil understøtte jer", var deres svar. De gamle armékomiteer, der de sidste fire, fem måneder ikke havde modtaget nyvalg sendte os telegrammer fulde af trusler, der dog ikke skræmmede nogen. Vi vidste, at komiteerne stod soldaternes masser lige så fjernt som centraleksekutivkomiteen overfor de lokale sovjets.

Den militærrevolutionære komite indsatte kommissærer på alle banegårde. Disse fulgte opmærksomt de ankommende og afgående tog og særdeles troppernes forskydninger. En uafbrudt telefon- og automobiltrafik med de nærliggende byer og deres garnisoner blev indført. Alle de sovjetter der sluttede sig til Petrograd blev forpligtet til at holde øje med, at der ikke indtraf kontrarevolutionære eller rettere af regeringen bedragne tropper i hovedstaden. Det underordnede jernbanepersonale og arbejderne anerkendte straks vore kommissærer. På telefoncentralen indtrådte der den 24. vanskeligheder – forbindelsen var afbrudt. Stationen var besat af fændrikkerne, under hvis beskyttelse telefondamerne satte sig i opposition fil sovjetten. Det var det første varsel om den kommende sabotage. Den militærrevolutionære komité sendte en afdeling soldater til telefonstationen og opstillede to små kanoner ved indgangen.

Således begyndte erobringen af regeringsorganerne. Matroserne og rødgardisterne besatte med små troppeafdelinger telegrafen, postvæsenet og de øvrige embeder. Der blev taget forholdsregler til at erobre statsbanken. Regeringens midtpunkt Smolnij-instituttet blev forvandlet til fæstning. På loftet fandtes endnu som arvegods fra den gamle centraleksekutivkomite et par dusin maskingeværer. Men de var uden bevogtning og manglede kyndig betjening. Vi beordrede en ny maskingeværafdeling til Smolnij-instituttet. Ganske tidligt om morgenen rullede sodaterne under maskingeværenes spektakel ind over stenfliserne i Smolnij-instituttets lange og halvmørke korridorer. I dørene så man de forskrækkede og forbavsede hoveder af de få socialrevolutionære og mensjevikker, der var tilbage i Smolnij.

Sovjetten forsamledes dagligt ligesom også garnisonskonferencen i Smolnij.

På tredje sal i Smolnij i et lille hjørneværelse holdt den militærrevolutionære komité uafbrudt møde. Der samledes alle efterretninger om troppernes forskydninger, om stemningen blandt soldaterne og arbejderne, om agitatorerne i kasernerne, om pogromernes eksesser, om de borgerlige politikeres rådslagninger, om forholdene i Vinterpaladset, om de tidligere sovjetpartiers planer. Fra alle sider indløb der meddelelser. Der kom arbejdere, officerer, portnere, socialistisksindede fændrikker, tjenestepiger, damer. Mange fortalte det rene vanvid, andre bragte virkeligt alvorlige og værdifulde efterretninger. Det afgørende øjeblik nærmede sig. Det var klart, at vi nu ikke mere kunde vige tilbage.

Den 4. oktober om aftenen mødte Kerenskij i forparlamentet og krævede tilladelse til at træffe forholdsregler mod bolsjevikkerne. Men forparlamentet manglede sørgeligt enhver beslutsomhed og var ganske splittet. Kadetterne overtalte de højresindede socialrevolutionære til at modtage et tillidsvotum, disse udøvede et pres mod centrum, centrum var uvis om, hvad det skulle gøre, "venstre" fløj førte parlamentarisk oppositionspolitik. Efter mange rådslagninger, stridigheder og uvished vedtog man venstrefløjs forslag, der fordømte sovjetternes oprørske bevægelse. Men ansvaret for denne bevægelse blev lagt på regeringens antidemokratiske politik. Med posten indløb der breve i dusinvis, der bragte os meddelelse om dødsdomme, der var fældet over os, om helvedesmaskiner, om et forestående dynamitattentat på Smolnij-instituttet osv. Den borgerlige presse hylede vildt af had og frygt. Gorki, der grundigt syntes at have glemt sin "Sang om falken" fortsatte i "Novaja Schisn" med at protestere om verdens snarlige undergang.

Medlemmerne af den militærrevolutionære komite havde hele den sidste uge opholdt sig på Smolnij. De sov på divanerne og undte sig kun meget lidt søvn, idet de stadig blev vækket af kurerer, spejdere, cyklister, telegrafister og telefonopringninger. Mest ophidset var natten mellem 24. og 25. (5.-6. nov.) Vi blev pr. Telefon fra Pawlowsk underrettet om, at regeringen trak artilleriet bort derfra og ligeledes fra Petershof-underofficersskolen. I Vinterpaladset samledes fændrikker, officerer og angrebstropper af kvinderegimentet om Kerenskij. Vi udsendte telefonordre om at opstille sikre militærposter på alle veje, som førte til Petrograd, og at sende agitatorer til det tilkaldte militær. Dersom ord alene ikke var tilstrækkelige, skulle man gribe til våben. Alle forhandlinger blev ført åbent pr. telefon og var derfor direkte tilgængelige for regeringsagenterne.

Kommissærerne meddelte os pr. telefon, at vore venner holdt vagt på alle veje til Petrograd. Trods alt lykkedes det en del Oranienbaumer fændrikker at trænge igennem om natten, og vi fulgte pr. telefon alle deres bevægelser. Bevogtningen af Smolnij udefra blev forstærket, idet vi hentede et nyt kompagni til. Forbindelsen med alle dele af garnisonen opretholdtes. De vagthavende kompagnier var i alle regimenter stadig parate. Dag og nat stod de delegerede til den militærrevolutionære komites rådighed. Der blev givet befaling til energisk at hindre Det sorte Hundredes agitation og ved første forsøg på gadeoptøjer at bruge våben og at gå ubarmhjertigt til værks.

I løbet af denne afgørende nat gik alle byens vigtigste punkter over i vore hænder – næsten uden modstand, uden kamp, uden ofre. Statsbanken var blevet bevogtet af en regeringsvagt og en panserautomobil. Bygningen blev omringet på alle sider af vore tropper, og panserautomobilet blev overrumplet så at banken uden så meget som et skud gik over i den militærrevolutionære komités hænder.

På Nevaen lå ved siden af den fransk-russiske fabrik krydseren "Aurora", der var til reparation. Dens besætning bestod udelukkende af matroser, der var revolutionen ubetinget hengivne.

Da Kornilov i slutningen af august truede Petrograd, blev "Aurora"s matroser kaldt til af regeringen for at beskytte Vinterpaladset. Og selv om de alt den gang var overmåde fjendtligtsindede overfor Kerenskijs regering, forstod de dog den pligt, de havde til at afværge den modrevolutionære storm og indtog uden nogen modsigelse deres poster. Da så faren var ovre blev de sendt bort. Nu i Oktoberrevolutionens dage var de alt for farlige. Så fik "Aurora" af marineministeriet befaling til at sejle og forlade Petrograds havn. Besætningen underrettede os sporenstregs derom. Vi ophævede befalingen og krydseren lå på sin plads beredt til hvad øjeblik det skulle være, at sætte alle sine kampmidler i bevægelse i sovjetregeringens navn.